Indholdsfortegnelse. Side 1 af 74

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Problemstilling: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Læsevejledning: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Vores teoretiske hypotese: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Teoretisk analyse: 2039, Det demokratiske fællesskab: 2039, Demokratiets nye udfordringer: 2093, Individet og politisk aktivitet: 2092, Danskernes politiske deltagelse i et historisk perspektiv: 2016, Den politiske debat:2039, Politisk deltagelse: 2093, Kulturel kapital: 2092, Former for kulturel kapital: 2016, Uddannelse og habitus: 2039, Kulturel kapital i den politiske debat: 2093, Klasser: 2092, Bourdieu og reproduktionen af klasser: 2016, Status og positionering i det sociale rum: 2039, Uddannelsens betydning for deltagelse: 2093, Diskussion af uddannelses betydning for politiske aktivitet: 2092, Symbolsk magt: 2016, De højtuddannedes politiske projekt: 2039, Social hierarkisering: 2093, Det uddifferentierede samfund: 2092, Diskussion af den politiske stratificering: 2016, Konsekvensen af den højtuddannede klasses position: 2039, Operationalisering: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Uddannelse: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Side 1 af 74

2 Deltagelse i den politiske debat: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Præsentation af datasættet: 2016, Datasættet generelt: 2093, Vores brug af levekårsundersøgelsen: 2092, Bortfaldsanalyse: 2016, Variabelbeskrivelse: 2039, Analysestrategi: 2092, Den centrale grænseværdisætning: 2093, Normalfordelingen: 2092, Standardnormalfordelingen: 2016, Hypotesetest: 2039, Z-test: 2093, Z-test af middelværdi mod fast værdi for en Bernoullifordelt variabel: 2092, P-værdi: 2016, test: 2039, Celletest: 2093, Empirisk analyse af forholdet mellem uddannelse og individers politiske aktivitet: 2093, Repræsentativitetstest: 2092, Repræsentativitetstest for alder: 2016, Delkonklusion: 2039, Repræsentativitets test for køn: 2093, Delkonklusion: 2092, Hypotesetest: 2039, Delkonklusion: 2016, test for uafhængighed mellem uddannelse og politisk aktivitet: 2093, Delkonklusion: 2092, Celletest: 2016, Delkonklusion: 2093, Spuriøse sammenhænge: 2039, Analyse på køn: 2092, Side 2 af 74

3 Analyse på alder: 2016, Analyse af de studerende: 2039, Delkonklusion: 2093, Integreret analyse af kulturel kapital og politisk deltagelse: 2039, Uddannelse og aktiv politisk deltagelse: 2092, Social og politisk stratificering: 2016, Reproduktion af samfundsstrukturen: 2039, Opsummering: 2093, Konklusion: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Det differentierede deltagerdemokrati: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Litteraturliste: 2039,96;2093,10;2092,05;2016, Side 3 af 74

4 Indledning Mennesker påstår ofte, at i et demokrati bliver beslutningerne taget af folkets flertal. Det er naturligvis ikke sandt. Beslutningerne bliver taget af flertallet blandt dem, der lader sig høre og som stemmer og det er noget helt andet. Walter H. Judd Et demokrati er ikke meget værd, uden ytringsfrihed, en åben offentlig debat og en aktiv deltagelse fra borgernes side. Dette kan de fleste blive enige om. Mange ville også, med rette, kunne argumentere for, at vi i Danmark har et meget velfungerende og legitimt demokrati. Et vigtigt element i demokratiet er, at den enkelte borger har friheden og retten til, at udtale sig offentligt og derigennem varetage sine egne interesser men er det i virkeligheden alle, der har forudsætningerne og overskuddet til at lade sig høre, som Walter H. Judd formulerer det i ovenstående citat? Meget har ændret sig siden vi i Danmark protesterede i massevis i Individet er nu i højere og højere grad i centrum og massedemonstrationer bliver færre og færre. Det er altså op til den enkelte at forsvare sine egne interesser og dette kan betyde, at de, som har de svageste ressourcer ikke har samme reelle mulighed for at ændre deres vilkår. Det kontroversielle spørgsmål i denne henseende er, om det er muligt for alle borgere uanset socio-økonomiske position at præge den offentlige politiske debat, eller om der er nogen, der bliver lukket ude, af den kulturelle kapitals højborg? Vi har altså på den ene side en idé om, at alle individer i et demokrati er frie og lige, og at dem der ikke deltager i debatten, har fravalgt dette på baggrund af frie tanker og overvejelser. På den anden side har vi en forestilling om, at det ikke er et fravalg, men en mulighed der aldrig har været der, fordi der er en lille gruppe af højtuddannede, som kører løbet på en måde, hvor resten af befolkningen ikke kan følge med. Side 4 af 74

5 Problemstilling Vi mener, at det er af sociologisk interesse at undersøge, om man kan se en systematisk differentiering af, hvem der deltager i den offentlige debat, og at diskutere om denne eventuelle skævvridning er problematisk. Det særlige ved det demokratiske fællesskab, er nemlig, at det ikke kun omfatter dele af befolkningen, men i modsætning til andre fællesskaber omfatter alle borgere (Torpe 1994:11f). Det er derfor ikke blot af demokratisk vigtighed, at alle kan deltage i den politiske debat på lige vilkår, men det er også stor betydning for det kit, der holder det danske samfund sammen, at der ikke er nogen, der udelukkes fra deltagelse i dette fællesskab (Jensen 2007:1; Torpe 1994:11). Undersøgelser viser, at det kit der holder samfundet sammen bunder i den måde, hvorpå demokratiet har udviklet sig og peger på, at afvigelsen fra et lige medborgerskab er den største trussel mod fællesskabet i det danske samfund (Torpe 1994:12). Det er her vi finder berettigelse for denne undersøgelse. Vi arbejder med empiri fra levekårsundersøgelsen i år 2000, hvilket medfører, at vi ikke empirisk kan udtale os om år Vi mener dog, at vi kan se og problematisere nogle tendenser dengang, som stadig eksisterer i dag. Vi bruger altså empirien til at udtale os om år 2000, og bruger dette som grundlag for at diskutere nogle tendenser som eksisterede dengang, og som vi mener, kan have betydning for det danske samfund i dag. For at kunne sige noget generelt om den politiske aktivitet i den danske befolkning, vil vi arbejde induktivt og udtale os om populationen ud fra en stikprøve. Problemformulering: Hvilken indvirkning har uddannelse på individets aktive politiske deltagelse? Hvordan påvirker uddannelse den sociale reproduktion som kommer til udtryk i den politiske debat og er en ulige deltagelse i debatten på tværs af sociale grupper problematisk? Læsevejledning For at belyse denne problemstilling, vil vi begynde med at redegøre for teorier om uddannelse og reproduktion, samt disses indvirkning på individets deltagelse i den Side 5 af 74

6 offentlige debat. Her danner Bourdieus begreber om kapital, habitus og symbolsk vold grundlaget for analysen. For at sætte problemstillingen på spidsen, få flere perspektiver på denne og dermed en mere nuanceret undersøgelse, tager vi i en diskussion spørgsmålet op, om der overhovedet er et problem ved en ulige deltagelse i den politiske debat. Her bruger vi Luhmann, Lykkeberg, Munk og Warde til at problematisere. Vi mener ikke, at vi alene på baggrund af en kvantitativ undersøgelse kan konkludere noget endeligt omkring, hvorvidt der er et reelt problem uden at tage denne diskussion op, da vi ikke kan sige noget om individernes baggrund for ikke at deltage i den politiske debat. Som bindeled mellem den teoretiske og den empiriske hypotese, har vi en operationalisering, som konverterer vores teoretiske begreber til empirisk målbare parametre. I den empiriske del af undersøgelsen vil vi teste vores teori statistisk. Dette gør vi, da vi ønsker at være i stand til at udtale os om nogle reelle tendenser i det danske samfund. Vi starter med at analysere på bortfaldet for at undersøge, om der har været et systematisk bortfald. Efterfølgende redegør vi for den statistiske teori, som vi senere skal bruge i vores hypotesetests. På baggrund af det fortløbende teoretiske afsnit udfører vi herefter en repræsentativitetstest, for at sikre, at stikprøven er repræsentativ for populationen, samt Z-tests af vores empiriske hypoteser. Denne form for hypotesetest udfører vi for at undersøge, om der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem uddannelse og kulturel kapital. For at teste hypoteserne yderligere slutter vi hypotesetesten af med at udføre en -test og celletest på disse. Til sidst i analysen af den empiriske analyse foretager vi en multivariat analyse af spuriøse sammenhænge. På baggrund af disse undersøgelser integrer vi nu de teoretiske og empiriske resultater, for i en analyse at undersøge, hvordan teori og empiri understøtter hinanden. Afslutningsvis har vi konkluderet på hele undersøgelsen. Side 6 af 74

7 Vores teoretiske hypotese I vores undersøgelse ønsker vi at se på de mennesker, som individuelt tilkendegiver deres holdninger i samfundsdebatten, og hvilken sammenhæng der er mellem disse personers kulturelle kapital og deres politiske deltagelse. Vores teoretiske hypotese lyder derfor på, at har man som individ en høj kulturel kapital, jo større vil sandsynligheden være for, at individet er aktiv i den politiske debat. Teoretisk analyse I indledningen introducerede vi vores problemfelt, og vil nu redegøre for den teori vi gør brug af videre i undersøgelsen. I denne redegørelse vil vi starte med at ridse nogle tendenser op omkring individets rolle i demokratiet i det danske samfund. Herefter vil vi redegøre for Bourdieus teori om kapitalformer, med fokus på kulturel kapital. Efterfølgende vil vi diskutere, hvordan kulturel kapital kan have en indvirkning på den sociale stratificering i samfundet samt konsekvenserne af dette. Det demokratiske fællesskab Lars Torpe, lektor ved institut for statskundskab, vurderer at det demokratiske fællesskab vil have stadig større betydning i fremtiden. Dette skyldes at det nationale, kulturelle og sociale fællesskab taber evne til at binde individer sammen. Torpe mener at se tendenser til, at fællesskaber baseret på kultur, bestemte værdier og sociale klasser er på retur, og at disse ikke længere spiller samme rolle for, hvordan individer orienterer sig i samfundet. Den stigende sociale og kulturelle mobilitet, der medfører hyppigere positionsskift, ledsages af et krav om at individer i højere grad selv skal forme deres liv og identitet. Ifølge Torpe viser dette sig i en større usikkerhed samt et mere bevidst forhold til egne interesser (Torpe 1994:11). Det politiske demokratiske fællesskab omfatter, i modsætning til andre fællesskaber, alle individer indenfor et bestemt territorium. Det der binder individerne sammen i et sådan fællesskab er statsborgerskabets rettigheder og pligter samt et fælles engagement for offentlige anliggender. Individerne er på denne måde forbundet med hinanden som Side 7 af 74

8 medborgere på tværs af skel i samfundet. Alt dette kræver selvfølgelig en eksisterende fælles offentlighed, hvor den demokratiske debat kan komme til udtryk, og hvor alle har reel mulighed for at deltage (Torpe 1994:11f). Ifølge Torpe vil en række forskelle på det socio-kulturelle og socio-politiske plan i fremtiden træde tydeligere frem og der vil ske et skel mellem de, der kan leve op til de nye krav og udfordringer omkring deltagelse og de, der ikke har ressourcerne og kompetencerne og derfor lades tilbage (Torpe 1994:11). Det er dermed vigtigt at undersøge hvilke individer, der ikke i praksis kan deltage i fællesskabet. Torpe pointere det problematiske ved, at nogen lades tilbage, idet at det demokratiske fællesskab dannes, bekræftes og fornyes gennem aktiv deltagelse og fælles dialog. Hvis der altså ikke reelt eksisterer lige adgang til det offentlige rum, som alle borgere kan være en del af, og hvor alle kan byde ind i den politiske debat, vil reproduktionen af det demokratiske fællesskab være truet. I det tilfælde at det offentlige rum ikke inkluderer alle borgere vil den fælles orientering og engagementet for offentlige anliggender på tværs af sociale grupper mindskes (Torpe 1994:12). Demokratiets nye udfordringer I 1994 opstod der i befolkningen en forøget grad af afmagt overfor politik, mistillid til politikere, manglende tolerance overfor mindretal samt et fald i den politiske organisering (Torpe 1994:12). Vi forestiller os, at en sådan afmagt kan føre til at man sætter sig uden for fællesskabet, idet at man opgiver at have indflydelse på politik og derigennem at bruge sine demokratiske rettigheder til at forsvare sine interesser. Den manglende tolerance overfor mindretal, antager vi, kan betyde at nogle samfundsgrupper marginaliseres, og dermed ikke har samme mulighed for at deltage i den politiske debat. Disse tendenser mener vi stadig at kunne se, bl.a. når medierne er med til at skabe mistro til politikerne ved at bruge massiv spalteplads på at politikernes private anliggender ( :23.46). Også den dalende tolerance i samfundet overfor mindretal ser man stadig, f.eks. når politikerne kan foretage flere og flere stramninger på Side 8 af 74

9 udlændingeområdet ( :23.57). Vi mener altså, at de tendenser Torpe så i 1994 stadig eksisterer i dag, og vi forestiller os at disse har været under udvikling lige siden, hvorved de også eksisterede i år 2000 det år vores undersøgelse tager udgangspunkt i. Vi har nu opridset nogle problematiske tendenser i det danske samfund, hvorfor vi går videre til at redegøre for nogle begreber, som kan belyse nogle af årsagerne til at det demokratiske fællesskab trues. Inden vi går videre til Bourdieus teori om kapitalformer vil vi redegøre for den politiske deltagelseskultur i Danmark. Individet og politisk aktivitet For at kunne redegøre for, hvad aktiv politisk deltagelse indebærer, er det nødvendigt at lave en indledende redegørelse for det danske demokratis opståen med grundloven og socialpolitikken som grundpiller. Herunder vil vi komme ind på, hvordan det danske demokrati har indflydelse på borgernes mobilitet og det individuelle politiske aktivitetsniveau. Danskernes politiske deltagelse i et historisk perspektiv Den danske grundlov blev vedtaget d. 5. juni Med denne blev staten som juridisk og politisk organisation skabt, hvilket gjorde det muligt for statsborgeren at agere politisk med udgangspunkt i de nye rettigheder og pligter grundloven førte med sig. Disse rettigheder omfattede også kollektive interesseorganisationer og foreninger, via hvilke individet nu i højere grad kunne gøre opmærksom på sine sociale interesser (Kaspersen 2008:68). Dermed blev det med grundloven muligt at tilkendegive sin utilfredshed igennem sociale bevægelser og kollektive aktioner, for derigennem at gøre krav på bedre vilkår med et mål om ændringer som motivation (Mikkelsen 2002:52). I Danmark så man altså en helt ny situation, hvor befolkningen gennem den offentlige debat, kunne påvirke politikerne. Pludselig reagerede politikerne på befolkningens sociale situation og skabte socialreformer, for at undgå et oprør i befolkningen (Olsen og Rasmussen 2004:62f). Side 9 af 74

10 Den politiske debat Der er, i den danske historie, altså en tradition for at engagere sig i den politiske debat for derigennem at ændre sin situation. Tidligere engagerede man sig gennem kollektiv organisering, hvilket toppede omkring Siden da er de kollektive protestaktioner blevet færre og færre, da opbakningen til dem i befolkningen er faldet (Mikkelsen 2002:50ff). I dag er det i højere grad blevet muligt for det enkelte individ at påvirke sin egen og andres sociale situation, gennem individuel handling og initiativ. Vi ser altså et øget fokus på individets rolle, samt at denne har ansvar for at gøre brug af de rettigheder og pligter, som følger med statsborgerskabet (Torpe 1994:26). Borgerpligten er derfor af stor vigtighed for det enkelte individ. Grundloven fungerer stadig som fundament for en offentlighed, hvor demokratisk samtale kan komme til udtryk (Torpe 1994:11f). Samtidig er den politiske debat omfattet af nogle uskrevne koder, for hvad man kan sige, og hvordan man kan sige det. Dette kan, i kraft af at individet selv har ansvar for at bruge sine demokratiske rettigheder, betyde at nogle bliver udelukket fra den politiske debat, da de ikke er i stand til at begå sig i den politiske diskurs (Lykkeberg 2008:98). Politisk deltagelse Centralt for vores undersøgelse og i forlængelse af det foregående er det nødvendigt at belyse, hvordan individet i dag kan ændre sin og fællesskabets situation til det bedre. Lars Torpe skitserer i sin tekst, hvordan man i dag er blevet enige om, at valghandlingen er et tegn på et velfungerende demokrati. Han udtrykker dog, at det valg borgerne træffer ved valghandlingen ikke nødvendigvis er en indikator for borgernes tilfredshed med demokratiet, men blot et kryds i nogle forudbestemte kasser. Det kan altså lige så godt være en stemme på det mindst ringe (Torpe 1994:19). Dette synspunkt underbygger vigtigheden af en stærk offentlig debat, som netop aktivt kan sætte spørgsmålstegn ved og påvirke den eksisterende politik. Den offentlige debat skal være et middel, hvormed alle statsborgere kan have indflydelse på indholdet af de kasser, som de senere skal sætte kryds i (Ibid.:17f). Side 10 af 74

11 Kulturel kapital Den franske sociolog, Pierre Bourdieu, begrebsliggør betydningen af individers sociale baggrund, når disse indgår i forskellige situationer. Ifølge Bourdieu agerer individer ikke løsrevet fra tid og rum, men tværtimod ud fra en baggrund bestående af forskellige kapitaler opnået gennem de sociale, økonomiske, symbolske og kulturelle sammenhænge man indgår i gennem livet (Bourdieu 1996:155). Dermed har individets kapitalsammensætning en betydning for, hvilke forudsætninger individet har for deltagelse i den politiske debat (Svendsen 2000:4) I sin definition af kapitalbegrebet tager Bourdieu udgangspunkt i Marx s forståelse af økonomisk kapital som akkumuleret menneskeligt arbejde, der har et potentiale for at blive omsat til en tingsliggjort eller kropsliggjort værdi (Svendsen 2000:3). Modsat Marx uddifferentierer Bourdieu kapitalbegrebet til at indeholde både økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital. Bourdieu definerer kapitalformerne som ressourcer individet har opnået i samfundet, hvorfor et individ med megen kapital har lettere adgang til erhvervelse af magt og materiel rigdom (Ibid.:4). Altså er de forskellige kapitalformer ifølge Bourdieu bestemmende for individers handlinger og sociale placering i samfundet (Bourdieu 1986:241ff). Vi vil i det nedenstående redegøre yderligere for kulturel kapital. Former for kulturel kapital Den kulturelle kapital beskriver Bourdieu som havende tre forskellige former. Den første er den objektiverede form, hvor den kulturelle kapital består af materielle genstande som bøger, billeder eller instrumenter. Den anden form er den kropsliggjorte, som består af de i kroppen indlejrede dispositioner man igennem livet har erhvervet sig via opdragelse og uddannelse mm. Dette betegnes af Bourdieu som individets habitus (Svendsen 2000:5). Habitus er de dybt indgroede forestillinger individet har om, hvordan man opfører sig i samfundet. Gennem erfaringer og i forhold til individets optjente ressourcer, handler individet ud fra sin opfattelse og viden om, hvad der er rigtigt og forkert. Habitus bliver dermed en strukturerende kulturel drejebog, der determinerer individets opførsel og viderefører kulturelle normer generationerne imellem (Larsen 2000:69f). Side 11 af 74

12 Den sidste form for kulturel kapital er den institutionaliserede form, som vi i denne opgave vil tage udgangspunkt i. Denne form for kulturel kapital består af de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som individet besidder (Svendsen 2000:5). I en videre redegørelse for den institutionaliserede kulturelle kapitalform, vil vi nu se på, hvordan uddannelse påvirker individet og dets position i samfundet. Uddannelse og habitus Ifølge Bourdieu påvirkes ens opnåelse af uddannelse af forældrenes mængde af kulturel kapital, der nedarves til det enkelte individ (Munk 2005:4). Uddannelsessystemet bygger på nogle bestemte præferencer og koder, som kræver at individet besidder evnen til refleksivitet og bestemte akademiske kompetencer. Individer med høj kulturel kapital er gennem sin habitus på forhånd bedre rustet til at imødegå disse krav. Igennem en række selektionsmekanismer adskiller uddannelsessystemet på denne måde indirekte de, der ikke besidder nedarvet kulturel kapital fra de der gør (Bourdieu 1997:39). Samtidig indstifter skolen en ordinationshandling, altså en social rangorden, hvor individers tilhørsforhold til den rang de opnår igennem deres uddannelse vil kendetegne dem for livet. På denne måde skabes nogle præcist afgrænsede sociale grupper, hvor de der opnår en høj uddannelse i den sociale verden fremstår som havende en legitim ret til at dominere (Ibid.:40). De højtuddannede kommer altså til at opnå en vis autoritet og magt, som bygger på besiddelsen af deres kulturelle kapital. For at bibeholde sin magtposition, fremlægger de højt uddannede deres interesser og værdier som universelle og påstår ifølge Bourdieu dermed at tjene staten og hele samfundets interesser (Ibid.:43). Med andre ord så forsvarer de personer med høj kulturel kapital politisk de svageste i samfundet, men ud fra deres egen agenda og derved reproduceres deres stærke position (Lykkeberg 2008:70f). Ifølge Bourdieu agerer individer efter deres praktiske sans eller habitus. Den praktiske sans er kognitive strukturer, der består af et system af præferencer og principper for, hvordan verden skal anskues og opdeles, samt et handlingsskema, der styrer, hvordan individet opfatter situationer og vurderer, hvad der kræves i situationerne. Gennem Side 12 af 74

13 kulturel kapital erhverver individet en sans for, hvordan situationer vil udvikle sig. (Bourdieu 1997: 44). På denne måde vil individer med høj kulturel kapital bedre kunne gennemskue politiske situationer og vide, hvordan de skal fremstille deres interesser i overensstemmelse med den eksisterende politiske jargon, end personer med lav kulturel kapital. Kulturel kapital i den politiske debat I Bourdieus teori ligger at jo bedre man kender feltets spilleregler, jo større mulighed er der for at kunne bevæge sig og handle indenfor feltet med succes (Larsen 2000:65). Det er i høj grad gennem uddannelse individet opnår et sprog, en bred generel viden om samfundet samt sociale og akademiske kompetencer, der gør individet i stand til at afkode myndighedernes diskurs og deltage i den offentlige debat. Med andre ord er individer med højere kulturel kapital bedre disponeret for at kunne deltage aktivt i den offentlige politiske debat. Dermed bliver den kulturelle kapital en væsentlig stratifikationsfaktor (Ibid.:37). Uddannelsessystemet bidrager til at reproducere fordelingen af den kulturelle kapital og dermed strukturen i det sociale rum (Bourdieu 1997:37). Altså vil de der ikke er i besiddelse af en stor mængde kulturel kapital ikke være i stand til at ændre deres vilkår, da de ikke har samme forudsætninger for at kunne deltage i den politiske debat. Samtidig bliver de, i kraft af manglende høj institutionaliseret kulturel kapital, ikke anerkendt på samme måde som de højt uddannede (Larsen 2000:65). Klasser Vi har nu redegjort for Bourdieus teori om kapitalformerne og herunder kulturel kapital. I det følgende vil vi redegøre for hans klassebegreb med henblik på at bruge dette til at problematisere befolkningens lige muligheder for at være en aktiv del af den politiske debat. Ud fra Bourdieus teori om kapitalformerne ser vi, at uddannelse spiller en rolle i videreførelsen af bestemte strukturer i samfundet. Dette er en sammenhæng Bourdieu udfolder i sin klasseteori, hvor han problematiserer klasser som noget givet og i stedet peger på, hvordan individer og grupper positionerer sig i forhold til hinanden i det sociale Side 13 af 74

14 rum. Ifølge Bourdieu er klasser blot en socialvidenskabelig konstruktion indtil det punkt, hvor de formes gennem en mobilisering af fælles interesser. Dermed eksisterer klasser først når individer i det sociale rum aktivt identificerer sig som klasse i opposition til andre, og arbejder for at udbrede deres syn på den sociale virkelighed (Larsen 2000:33; 61ff). Distinktionen af klasser og klasseskel sker kun gennem en aktiv skabelse af grupper, hvis symbolske magt kan pålægge andre deres billede af den sociale stratificering. Klasser konstrueres gennem kampe om, hvilken version af den sociale verden der er den virkelige. Disse kampe handler ikke kun om opnåelse af vigtige ressourcer, men også kampen om definitionen af, hvad der er vigtige ressourcer (Bourdieu 1994:27f). Det sociale rum er et felt, hvor individer gennem kapital positionerer sig i forhold til hinanden. I det sociale rums strukturer eksisterer der et socialt hierarki, hvor klasserne kommer til udtryk gennem statusdistinktioner og social prestige mere end gennem økonomiske interesser (Larsen 2000: 63). Det er de kulturelt overlegne, der distingverer mellem hvad der kan betegnes som den rigtige smag, der skaber prestige og hvad der er den forkerte smag, som gør at man adskiller sig og ikke opnår den samme status. I forlængelse af Bourdieu, bruger Lykkeberg (2008:69f) denne definition af prestige til at beskrive klassernes opståen. For den kulturelle klasse er der en tendens til, at jo færre der kender til et bestemt fænomen, des mere ekstravagant og prestige skabende vil fænomenet blive for de få der kender til det. Bourdieu og reproduktionen af klasser Bourdieus klasseteori ligger sig et sted i spændingsfeltet mellem en traditionel klasseteori, med fokus på reproduktion af uligheder grundet økonomiske forskelle, og et postmodernistisk syn på social stratifikation, hvor selvbiografiske autonome individer positionerer sig efter livsstil og kulturelt forbrug, sat fri af det industrielle samfunds hierarki (Larsen 2000:32f). Bourdieu afskriver ikke reproduktionen af klasser, men pointerer at man ikke kan isolere økonomisk kapital som det afgørende forhold for individets positionering i samfundet. Side 14 af 74

15 Jf. hans teori om kapitalkonvertering beskriver Bourdieu, hvordan de forskellige kapitalformer er forbundet og pointerer, at det socio-økonomiske felt dækker både det kulturelle, sociale og økonomiske rum (Larsen 2000:59ff). Samtidig fritager Bourdieus klasseteori ikke de senmoderne individer fra en reproduktion af bestemte strukturer i samfundet, da individets handlinger automatisk genereres igennem den habitus og de bestemte præferencer individet har med sig, overleveret fra generation til generation (Ibid.:60). Ifølge Bourdieu bliver de gamle klasseforhold reproduceret i det senmoderne samfund blot med nye selektionsmekanismer. Dette vises bl.a. gennem hvordan det industrielle samfunds arbejderklasse også i det senmoderne samfund bliver fastholdt i deres position som den ekskluderede underklasse (Larsen 2000:65f). Adgangen til bl.a. arbejdsmarkedet er blevet mere åben, men dette modsvares ikke af underklassens kapitalressourcer, der ikke kan leve op til et arbejdsmarked præget af kravet om kompetencer, som opnås gennem uddannelse og specialisering. Hermed vises det, at habitusdispositionen har en stor betydning for individets position og samfundets stratificering (Ibid.:68). Status og positionering i det sociale rum Klassers skelsættende evne i den sociale stratificering af samfundet ligger ikke blot i videreførelsen af gamle hierarkiske strukturer. En betydelig grund til den fortsatte eksistens af klasseskel er status og symbolsk magt. Billedet af den sociale stratificering afhænger af, i hvilken grad den dominerende klasse er i stand til at pålægge andre deres version af den sociale virkelighed (Bourdieu 1997:55f; Larsen 2000:64). En sådan handling hvor overklassen, i kraft af deres position, gør deres sociale virkelighed til det legitime verdensbillede kaldes af Bourdieu for symbolsk vold (Bourdieu 1994:66f). Idet den dominerende klasses synspunkter og værdier, gennem en uudtalt dominans, påtvinges og accepteres af underklassen, bliver denne nye sociale orden den konstituerende magt. Med underklassens accept af overklassens værdier legitimeres overklassens dominerende position set med samfundets øjne (Bourdieu 1994.:63, Lykkeberg 2008:98ff). Individets placering i det sociale rum afhænger altså ikke kun af om individet har opnået kulturel Side 15 af 74

16 kapital men også om det er den rigtige kulturelle kapital. Ligeledes afhænger den af, om individet fører den rigtige livsstil og omgiver sig med de rigtige statussymboler (Bourdieu 1997:25f; 38). De dominerede lader sig dominere, uden selv at lægge mærke til det og stigmatiseres herigennem af den dominerende klasse (Ibid.:26). Vi forestiller os at denne stigmatisering af de dominerede i det sociale rum, også er årsag til, at disse ikke har samme mulighed for at tilegne sig kapital, og at denne mangel på især kulturel kapital betyder at de ikke kan deltage i den offentlige debat (Ibid.:38) Opsummerende er det den høj uddannede klasse, der igennem deres position kan bestemme hvad der er den rigtige og gode smag, hvilket gør at det bliver svært at deltage i den politiske debat, hvis man ikke har haft lige muligheder for at videreudvikle sin habitus. Uddannelsens betydning for deltagelse Rune Lykkebjerg beskriver i Kampen om sandhederne en undersøgelse foretaget af sociolog Gitte Sommer Harrits vedrørende sociale klassers mulighed for at gøre sig gældende i demokratiet. Undersøgelsen sætter fokus på, hvilke ressourcer der skal til for at være aktiv i den politiske debat. Her konkluderer hun, i overensstemmelse med Bourdieus teori, at kulturel kapital er den væsentligste faktor, mens økonomisk kapital er mindre væsentlig (Lykkeberg 2008:97f; Svendsen 2000:4). De personer der igennem uddannelse har erhvervet kulturel kapital, har lettere ved at deltage i den offentlige debat, fordi denne foregår på et akademisk niveau. Her har de en naturlig fordel, i kraft af deres uddannelse, der giver dem et højt velargumenteret akademisk sprog (Lykkeberg 2008:97f). Den politiske debat privilegerer altså dem, der kan sætte sig ind i sagerne, gennemskue deres rettigheder og hvilke institutioner de skal trække på (Ibid.:103). Som følge heraf vil de, der ikke har tilstrækkelig uddannelse, og hermed ikke tilstrækkelig kulturel kapital, altså ikke have mulighed for at sætte deres egen dagsorden igennem. De fastholdes derfor i en følelse af umyndighed (Ibid:102). Dette problematiseres yderligere når flere undersøgelser påviser, at uddannelsessystemet bygger på normer, værdier og adfærd, defineret af den akademiske overklasse. Derfor er Side 16 af 74

17 det, som tidligere nævnt, ikke alle der har mulighed for at gennemføre en uddannelse, og dermed heller ikke at deltage aktivt i den offentlige politiske debat (Larsen & Møller 2004:53, Lykkeberg 2008:99). Diskussion af uddannelses betydning for politiske aktivitet Nu vi har redegjort for det danske samfunds socialpolitiske forhold, individets forskellige muligheder for politisk deltagelse, Bourdieus kulturelle kapital og klassebegreb. Dette vil vi i følgende afsnit tage udgangspunkt i, i en diskussion af borgernes muligheder for politisk deltagelse på tværs af kulturelle klasseskel. Herunder vil vi diskutere problemstillingen om, hvorvidt der eksisterer en overklasse, som dominerer den politiske debat. Vi vil i diskussionen trække på Lykkeberg, Warde & Luhmann, da disse gør brug af alternative synspunkter på individets muligheder i samfundet. Symbolsk magt Ifølge Bourdieu er uddannelse et udtryk for kulturel kapital, og en måde hvorpå man kan opnå en symbolsk dominans og magt i samfundet (Esmark 2006:80ff). Dette dominansforhold forstærkes af, at der i samfundet eksisterer bestemt kultur og smag, som bliver defineret til at være mere legitimt end andet. Dette mener Bourdieu kan være med til at skabe et hierarki i samfundet mellem individerne med en høj uddannelse bag sig, og dem der ikke har (Lykkeberg 2008:68f) Ifølge Bourdieu er legitimeringen af den sociale orden ikke et resultat af noget symbolsk påtvunget eller en propagandaaktion udført af den højtuddannede klasse. Legitimeringen skyldes at den højtudannede klasses politiske magt bliver objektiveret og anerkendes af alle i samfundet som en selvfølgelighed. Ved den symbolske magt bliver den højt udannede klasse synspunkt dermed gjort til et offentligt synspunkt, og det bliver muligt for den højtuddannede klasse at manipulere samfundets objektive strukturer. (Bourdieu 1994:66ff) Opsummerende kan vi udlede at der ifølge Bourdieu eksisterer en overklasse, der dominerer den offentlige politiske debat. Side 17 af 74

18 De højtuddannedes politiske projekt Ifølge debattør Rune Lykkeberg er den kulturelle overklasse 1 ikke nødvendigvis deres magtfulde position bevidst, da de ikke altid opfatter deres dominans på det politiske område som et resultat af bestemte ressourcer men interesse og engagement. Dermed bliver deres demokratiske dominans legitim, idet at den umiddelbart er bygget på vilje og politisk optagethed, som alle borgere kan vælge at være en del af. Mangel på deltagelse fra underklassen bliver af den kulturelle overklasse blot opfattet som et tegn på dovenskab og manglende interesse for den offentlige debat (Lykkeberg 2008:98f). Den kulturelle middel- og overklasse har ressourcerne til at deltage i den offentlige politiske debat, hvor underklassen føler sig sat af og ekskluderet. De opfatter, via deres habitus, ikke sig selv som nogen, der kan tage aktivt del i den demokratiske deltagelsespraksis, men oplever den avancerede akademiske argumentation i debatten som ydmygende (Lykkeberg 2008:65). På denne måde bliver de umyndiggjort og sat ude af stand til at reagere i forhold til deres egen situation. Dette kan være problematisk da den offentlige debats indflydelse på deres hverdag er uundgåelig (Lykkeberg 2008:101ff). Da den offentlige debat, ifølge Lykkeberg, fungerer som grobund for solidaritet og fællesskab på tværs af værdier og identitet er det problematisk, at underklassen ekskluderes fra den offentlige diskussion. Samtidig vil underklassen ikke have samme motivation for at være en del af fællesskabet, hvis de ikke er med til at udforme de værdier fællesskabet kæmper for (Lykkeberg 2008:102f) Lykkeberg mener at middelklassen og den kulturelle overklasse flyder sammen i kraft af deres kulturelle kapital og indgår i en alliance, da denne støtter og forbedrer begge klassers mulighed for at gøre sig politisk gældende (Lykkeberg 2008:97). Den kulturelle over- og middelklasses projekt bliver at hjælpe underklassen med at blive fritaget fra den udbytning de ser den økonomiske overklasse udføre. Den økonomiske overklasses dominans gør, ifølge den kulturelle overklasse, at underklassen bliver fremmedgjorte og passive 1 Rune Lykkeberg gør brug af termen den kulturelle overklasse i beskrivelsen af den højt uddannede gruppe han ser dominere den danske politiske debat (Lykkeberg 2008:97f). Side 18 af 74

19 forbrugere (ibid.:69f). Lykkeberg sætter her spørgsmålstegn ved, om dette ikke medfører, at den kulturelle overklasse sætter sig i en ny herskende position overfor underklassen, idet de går ind og definerer underklassens interesser (ibid.:106f). Social hierarkisering Alan Warde udfordrer påstanden om en herskende kulturel overklasse, der definerer hvad smag og afsmag er, ved at sætte spørgsmålstegn ved Bourdieus teoris gyldighed i et moderne samfund, idet samfundet nu er kendetegnet ved en bredere populærkultur, større foranderlighed og en høj grad af pluralisme som følge af globaliseringen (Warde 2008:325f). Ifølge Warde er der i sociologisk forskning en bred enighed om, at der eksisterer nogle kulturelle skel, som markerer en social lagdeling i samfundet, da noget kultur bliver forbundet med en højere prestige end andet. Denne finkultur defineres indenfor akademiske kredse af personer i prestigefyldte positioner. Hvis en prestigefyldt person har et kunstværk af Salvador Dalí hængene i sin stue, er der en tendens til at et billede malet af Dalí opfattes som en finkulturel genstand. Det er dog ikke alle der er enige om, at disse skel er forbundet med nogle hierarkiske konsekvenser, da både sociale sammenhænge og kulturen konstant er under forandring (Warde 2008:324f). Warde mener ikke at Bourdieu og andre sociologiske forskere holder sig for øje, at finkulturen ikke er statisk men ændres efter tid og rum. Finkulturen påvirkes bl.a. af at stadig flere mennesker får større adgang til en længerevarende uddannelse. Dermed får flere mennesker større mulighed for at definere, hvad kultur er, samtidig med at finkultur bliver mere tilgængelig og udbredt i den store middelklasse. Idet staten og institutionerne er mere pluralistiske i hvilken kultur der gives støtte til, er der også flere mennesker der kan påvirke denne. Det er dog et paradoks, at der trods den større adgang til kulturel kapital, er en stor del af middelklassen, der enten ikke er interesserede i, eller ikke kender til finkulturen. Disse personer tildeler dermed ikke finkulturens udøvere nogen speciel social prestige (Warde 2008:325). Side 19 af 74

20 Den undertrykkende effekt som Bourdieu tillægger finkulturen mister sin ophøjethed som det eneste rigtige. Bourdieus teori bliver hermed problematiseret. Det er ikke længere blot smagsdommerne, der har den eneste autoritet i bestemmelsen af smag og afsmag, men også markedskræfter og globaliseringen påvirker nutidens kultur (Warde 2008:326). Udviklingen af en større middelklasse og den øgede globalisering er tendenser hvis udvikling har påvirket det danske samfund i flere år, hvorfor vi mener at Wardes pointe også er sigende for år Det uddifferentierede samfund Hvis vi skal tro Warde eksisterer der altså ikke længere den samme adskillelse mellem finkultur og anden kultur. Dermed har besiddelsen af finkulturen heller ikke samme dominansmuligheder, da denne ikke tillægges den samme prestige. Samtidig har stadig flere mennesker indflydelse på, hvad der opfattes som legitimt, og dermed udviskes statusforskellen imellem de sociale grupper. Som følge af dette skabes en stor middelklasse, der ikke nødvendigvis er underlagt overklassens politiske dominans, men som selv er med til at forme den politiske dagsorden. Ikke kun Warde kan være med til at sætte spørgsmålstegn ved Bourdieus teori om den sociale reproduktion gennem status, også Luhmann kan give en alternativ forståelse af vores samfund. For Luhmann, ifølge Larsen, er klasserne i det funktionelt differentierede samfund døde - stratifikationen i samfundet har ændret sig, og der er opstået nye konflikttyper (Larsen 2000:84). Da samfundet i dag er funktionelt uddifferentieret i flere uafhængige systemer 2 mener Luhmann, at der ikke længere eksisterer nogen elite, der er i stand til at dominere samfundsdebatten. Der findes altså ikke længere ét felt, der er de andre felter overlegent, og som kan kontrollere samfundet oppefra og ned. Ifølge Luhmann er der ikke en klasse med høj kulturel kapital, og et bedre akademisk sprogbrug, der kan bestemme over samfundsdebatten. Dette begrunder han med, at da den kode der gør sig 2 Luhmann beskriver samfundet som differentieret i systemer, der alle er defineret i skellet mellem systemomverden. Målet for systemer er at blive selvreferentierende (Luhmann 1982:229ff). Side 20 af 74

21 gældende i uddannelsessystemet og indenfor det akademiske system ikke gør sig gældende i det politiske system (Ibid.:72f). Med den funktionelle uddifferentiering er der sket en frigørelse og en mobilisering af individet på en sådan måde at ens position i ét system, ikke påvirker ens position i et andet hvert system har sin egen selektionsmekanisme. Derved kan vi se et forandringsperspektiv hos Luhmann i forhold til Bourdieu. Luhmann mener ikke at de familiemæssige og sociale forhold stadig har en betydning for individets muligheder, hvor Bourdieu definerer habitus som afgørende for individets position i samfundet generelt (Larsen 2000:67). Ifølge Luhmann vil det, at du er en stor cigar i det akademiske system, ikke automatisk medføre at du har samme dominans i det politiske system (Ibid.:67). Ifølge Luhmann er et individs politiske deltagelse altså ikke determineret af dets uddannelsesbaggrund, og der findes derfor ikke en uddannelsesmæssig overklasse der dominerer underklassen politisk. Vi har nu diskuteret, hvorvidt der findes en højtuddannet klasse, der besidder en herskende position i samfundet og dermed også i den politiske debat. Vi vil nu diskutere hvorvidt eksistensen af en potentiel dominerende højtuddannet klasse overhovedet er problematisk. Diskussion af den politiske stratificering Den generelle opfattelse af demokrati er, at det skal være åbent for at sociale grupper selv kan definere deres egne måder at leve på, samt at frihed og lighed opfattes som muligheder for individuelle valg. Ufrihed kan forbindes med begrænsende kollektive fællesskaber 3, hvor konsensus er en nødvendighed, og det kollektive fællesskab forringer muligheden for modstridende holdninger eller interesser (Larsen 2000:76ff). Muligheden for det individuelle valg er dog ikke nødvendigvis en positiv frihed. For nogle kan friheden til at vælge komme til at virke som en tvang til at vælge imellem en række af 3 Bl.a. Luhmann & Foucault går ind og bruger begreberne frihed og ufrihed i spørgsmålet om hvad social integration indebærer og hvad det har af betydning for den demokratiske debat (Larsen 2000:76). Side 21 af 74

22 forskellige risikomomenter, som man ikke forstår, fordi man ikke er en del af det fællesskab som har defineret valgene. Hvis man for eksempel tager debatten om indførslen af euroen som dansk møntfod, kan det være svært for den enkelte at overskue konsekvenserne af dette valg for det enkelte individ og samfundet som helhed. De konstante valg individet står overfor, i det senmoderne samfund, kan virke stressende og angstfremkaldende. Fællesskabet eller det at følge strømmen kan derfor virke betryggende og minimere den eksistentielle usikkerhed (Larsen 2000:78). I denne optik er en dominerende overklasse, der definerer hvad der kommer underklassen til gode ikke problematisk. Ifølge Lykkeberg forsøger den kulturelle overklasse at lægge deres udlægning af verden over på underklassen. Den kulturelle overklasse opfatter deres værdier og verdenssyn som ideologifrit og forsøger at frelse underklassen fra deres falske bevidsthed. Dermed udfører den kulturelle overklasse en symbolsk magt, der gør det legalt at udøve en foragt for de vilkår underklassen lever under (Lykkeberg 2008:66f). Den kulturelle overklasse sætter sig i en position, hvor de kan dømme alle under dem, og hævde at de gør det i den gode sags tjeneste. Problemet er dog, ifølge Lykkeberg, at de intellektuelle ikke forstår de bagvedliggende årsager til underklassens situation, og de tror at underklassen let kan transformeres i deres billede (Ibid.:67). Hvor det for underklassen kan være svært at skulle agere akademisk, synes afstanden anderledes kort for overklassen, der let kan være folkelig (Ibid.:65). Ønsket om kulturel homogenisering går på denne måde måske kun oppefra og ned. Samtidig kan vi forestille os, at når den kulturelle overklasse markerer underklassens liv som værende uønskelig, skaber det en følelse af fremmedgørelse hos underklassen, da disse ikke befinder sig i en anerkendt position. Konsekvensen af den højtuddannede klasses position At den højtuddannede klasse kræver forandringer for underklassen er ikke ensbetydende med et ønske blandt underklassen om ændringer. Ifølge Lykkeberg betragter underklassen ikke nødvendigvis forandringer som en befrielse fra undertrykkelse, men som en trussel og Side 22 af 74

23 de kan derfor have en tendens til at være loyale overfor den gamle orden. (Lykkeberg 2008:90) Til spørgsmålet om eksistensen af en potentielt politisk dominerende højtuddannet klasse er problematisk, afhænger svaret af den optik, hvorfra man ser det. Et individ fra underklassen ønsker ikke nødvendigvis at tage del i debatten, men vælger måske bevidst at følge strømmen hvilket kan synes let i et demokrati, hvor individets borgerlige pligt blot kræver at man stemmer ved et udskrevet valg. Set i lyset af dette er den dominerende højtuddannede klasse måske ikke problematisk. Ser vi i stedet underklassen som tavs på grund af manglende kulturel kapital i en politisk debat domineret af den højtudannede klasse, hvis visioner ikke stemmer overens med underklassens ønsker, er dette problematisk. Da vi nu har opstillet en teoretisk ramme for vores undersøgelse, kan vi på den baggrund operationalisere vores teoretiske hypoteser, så vi empirisk kan undersøge problemstillingen om uddannelses indvirkning på individers aktive politiske deltagelse. Operationalisering I dette afsnit vil vi operationalisere vores teoretiske hypotese; høj kulturel kapital fører til høj deltagelse i den politiske debat, til den empiriske hypotese; lang uddannelse fører til høj deltagelse i den politiske debat for på denne måde at kunne arbejde empirisk med vores teoretiske hypotese. Høj kulturel kapital Høj deltagelse i den politiske debat Lang uddannelse Høj deltagelse i den politiske debat Side 23 af 74

24 I det foregående afsnit har vi defineret de teoretiske begreber kulturel kapital og deltagelse i den politiske debat, og vi vil nu bruge den ovenstående teori for at lave en begrebsafklaring af lang uddannelse og aktiv politisk deltagelse. Uddannelse Vi har valgt at operationalisere kulturel kapital som erhvervsuddannelse jf. Bourdieus definition af den institutionaliserede kulturelle kapital. Som tidligere redegjort for i vores teoretiske afsnit indgår uddannelse ifølge Bourdieus teori som en central del i individets opnåelse af kulturel kapital. Dermed er uddannelse essentiel for individets almene dannelse og dets videre muligheder i livet. I vores undersøgelse analyserer vi uddannelse kategoriseret på følgende to måder; a) ingen- og kort uddannelse overfor b) lang uddannelse a) ingen- og 1 års uddannelse, b) faglig- og kort uddannelse og c) mellemlang- og languddannelse Vi gør brug af den første inddeling med kort overfor lang uddannelse for at kunne udføre en z-test, i det øjemed at teste den kausalretning vi har opstillet i vores hypotese. I denne inddeling har vi samlet alle respondenterne uden erhvervsuddannelse, med specialarbejderuddannelse, lærlinge- eller EFGuddannelse, anden faglig uddannelse 4 og kort videregående uddannelse i den ene kategori og respondenter med mellemlang og lang videregående uddannelse i den anden. Herved opstiller vi en uddannelsesgruppe med specifikke kompetencer indenfor et bestemt felt overfor en gruppe med brede akademiske kompetencer. Når vi udfører en chi2 test og celletest, for at teste for uafhængighed mellem uddannelsesgrad og aktiv politisk deltagelse, kategoriseres uddannelse i tre grupperinger; ingen erhvervsuddannelse og specialarbejderuddannelse, lærlinge- eller 4 Omfatter grundlæggende erhvervsuddannelser nogenlunde på niveau med EFG/lærlinge uddannelser, grundlæggende eksamensuddannelser v. handelsskoler, tekniske skoler og lign. samt social og sundhedsuddannelserne. Jf. Levekårsundersøgelsen år Side 24 af 74

25 EFG-uddannelse, anden faglig uddannelse og kort videregående uddannelse og mellemlang til lang videregående uddannelse. Disse kategoriseringer af respondenternes opnåede uddannelsesgrad er meningsgivende i forhold til vores undersøgelse, da vi ønsker at undersøge, hvorvidt sandsynligheden for at aktiv politisk deltagelse stiger med ens uddannelsesniveau jf. Bourdieu. Det er dermed mest relevant for os at fokuserer på progressionen i længde af uddannelse og grad af akademisk indhold og ikke mere specifikt på de forskellige typer af uddannelse. For at undersøge om der er forskelle at finde i, hvor aktivt deltagende individet er i forhold til hvilken grad og længde af uddannelse individet har bag sig, har vi dog valgt at gruppere respondenterne i stikprøven i nogenlunde homogene grupper. Dette gør vi for at se, om der viser sig en generel forskel på tværs af grupperne. Som tidligere beskrevet tilegner man sig gennem sit uddannelsesforløb viden om det omgivende samfund og danner egne holdninger dertil. Dermed er individets politiske forståelse og aktive deltagelse i det samfund, han eller hun er en del af, også afhængig af dennes uddannelse. I vores forståelse af Bourdieu vil ens ressourcer, såvel som muligheder for deltagelse i samfundet, blive påvirket direkte proportionelt med uddannelsesgraden. I denne undersøgelse ligger vi os dermed op ad det generelle billede Bourdieu tegner af uddannelses betydning for kulturel kapital som jf. vores tidligere teoriafsnit. Samtidig er vi bevidste om, at der eksisterer individer, hvis kulturelle kapital er høj mens deres uddannelsesgrad er lav. F.eks. ses dette inden for kunstverden, hvor en manglende lang akademisk uddannelse ikke er afgørende for ens kulturelle kapital. Som tidligere nævnt tager vi dog i vores undersøgelse udgangspunkt i den generelle retning Bourdieu fremlægger, hvor uddannelsesniveauet er et udtryk for kulturel kapital samt at denne kapital påvirker individet i samfundet. Deltagelse i den politiske debat Deltagelse i den politiske debat måler vi som aktiv politisk deltagelse i den offentlige debat, med Torpe og Lykkeberg som teoretisk udgangspunkt. I denne operationalisering fra deltagelse i den politiske debat til aktiv politisk deltagelse har vi lagt vægt på det aktive i Side 25 af 74

26 deltagelsen, og har i de empiriske mål for individets deltagelse i den politiske debat, fokuseret på om individet tager stilling til den offentlige debat og handler aktivt i forhold til denne. Empirisk har vi derfor udvalgt fire parametre, hvor vi mener at individet viser denne form for aktive deltagelse. Vi måler på om vores analyseudvalg indenfor de seneste par år har: 1) deltaget i offentlige møder, protestmøder og høringer 2) været til politiske møder uden for partierne 3) kontaktet politikere, foreninger eller embedsmænd for at påvirke en sag 4) kontaktet medierne eller indsendt læserbreve og artikler til tidsskrifter eller aviser Vi tolker respondenten som aktiv politisk deltagende, hvis personen har udført én eller flere af disse handlinger. (Se evt. bilag 2 figur 2 for det fulde spørgsmål fra spørgeskemaet) Vi har valgt ikke at differentiere i hvilken grad man er politisk aktiv alt efter hvor mange forskellige aktiviteter man har deltaget i, da vi mener at det er et udtryk for deltagelse i den politiske debat, hvis man har gjort én af ovenstående handlinger. Derudover gør vi brug af et specifikt begrænset udvalg af de mange mulige måder man som borger kan være politisk aktiv på. Vi lægger i denne operationalisering vægt på at den politiske deltagelse er aktiv, forstået som at individet har været med til at påvirke den sag de kæmper for. Med dette syn modstiller vi denne type politisk deltagelse med en passiv form, som f.eks. at være til 1. maj eller gå med i en demonstration, da det der er muligt at deltage uden at sætte sit præg på formålet med aktionen. Skulle man lave en fyldestgørende undersøgelse af, hvilke typer politisk deltagelse der er mest udbredt blandt personer med forskellige uddannelsesgrader burde man bl.a. inkludere personer, der har deltaget ved en demonstration eller bidraget økonomisk til en politisk sag. Vi har dog i denne undersøgelse fokuseret på, om der findes en sammenhæng mellem uddannelsesgrad, og om man er politisk aktiv i den offentlige debat. Derfor har vi, i vores overvejelser omkring valg af parametre for måling af aktiv politisk deltagelse, lagt Side 26 af 74

27 vægt på, at man for at være aktivt politisk deltagende, har brug for evner, der normalt erhverves ved en længerevarende uddannelse. Evner såsom skrivefærdigheder og at kunne overskue komplekse situationer. I modsætning til at deltage i en demonstration, som også er et udtryk for politisk deltagelse, kræver indsendelsen af et læserbrev et bestemt akademisk niveau, da man må formode at der ligger en politisk orienteret refleksion bag. Ved at vælge at se på former for deltagelse karakteriseret ved, at de kræver en række akademiske evner, kan vi få et billede af individets forskellige muligheder for deltagelse i den del af den offentlige debat, der er præget af en akademisk kunnen. Vi kan altså med dette valg af parametre undersøge individets reelle deltagelse i den politiske debat og diskutere dettes mulighed for at påvirke sin egen situation. Præsentation af datasættet I overstående afsnit operationaliserede vi vores teoretiske hypotese til den empiriske hypotese; lang uddannelse fører til aktiv politisk deltagelse. Vi vil i dette afsnit præsentere det datasæt vi arbejder med, og som vi vil bygge vores analyse på. Herefter vil vi se på, hvordan bortfaldet ser ud for undersøgelsen i år 2000 samt, hvilken betydning dette har for vores undersøgelse. Datasættet generelt Datasættet vi arbejder med i denne undersøgelse, er Levekårsundersøgelsen fra år 2000, der er foretaget af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i samarbejde med Sociologisk Institut. Undersøgelsen, som er udført for at kortlægge den danske befolknings levekår, bygger på kvantitative interviews med et omfattende udsnit af den danske befolkning. Den blev udført af tre omgange i henholdsvis år 1976, 1986 og 2000 og består dermed både af et panel af respondenter, som har svaret alle år og tre tværsnit af indsamlingsårene (Andersen 2003:46ff). I vores undersøgelse er vi interesserede i danskernes levekår anno 2000, og derfor tager vi udgangspunkt i dette tværsnit. Undersøgelsen er lavet ud fra en simpel tilfældig udvælgelse, hvor respondenterne er udtrukket fra CPR-registret. Udvælgelseskriterierne var at være danskboende og over 20 år Side 27 af 74

28 gammel. I år 2000 oplevede man, at der var sket et frafald af personer fra de tidligere undersøgelser, ofte grundet dødsfald eller fraflytning. Samtidig var de oprindelige personer fra den første runde blevet ældre. For at få en repræsentativ undersøgelse blev der derfor udtrukket nye personer 5 (Andersen 2003:46f). Undersøgelsen består altså af en ny og en gammel stikprøve, hvor den nye stikprøve består af personer i alderen år og den gamle stikprøve af personer i alderen år. Tværsnitsstikprøven for år 2000 bestod dermed af i alt personer i alderen år. Med en svarprocent på 66% er vi endt med et analyseudvalg på personer (Andersen 2003:47). Vores brug af levekårsundersøgelsen Vi har i vores undersøgelse valgt blot at se på de respondenter, der er repræsenteret i år Da vi med vores teoretiske fokus er interesserede i at se på hele befolkningen mellem år, uanset uddannelsesgrad, har vi ikke opstillet yderligere udvælgelseskriterier for vores analyseudvalg. Da stikprøven er udført efter en simpel tilfældig udvælgelse, har alle stikprøveenheder lige sandsynlighed for udvælgelse, hvis at stikprøven altså er repræsentativ i forhold til populationen (Malchow og Würtz 2010:223f). Repræsentativitet vil vi gå ind og se på yderligere, senere i undersøgelsen. Bortfaldsanalyse Vi kan ikke sikre, at der ikke vil opstå bortfald i en stikprøveundersøgelse. Derfor ønsker vi at klarlægge hvorvidt vores resultater, på baggrund af en bortfaldsanalyse, er generaliserbare eller ej (Hansen & Andersen 2009:92). Når vi undersøger for bortfald skelner vi mellem om bortfaldet er systematisk eller ej. Hvis der er et systematisk bortfald i stikprøven betyder det, at de interviewpersoner, som ikke har deltaget, har nogle bestemte 5 Af Andersens (2003) bortfaldsanalyse af levekårsundersøgelsen 2000 fremgår det, at 55 % af de respondenter, der blev interviewet i 1986, også indgik i undersøgelsen i Mellem 1986 og 2000 faldt altså næsten halvdelen af respondenterne fra. Ca. 24 % var i mellemtiden døde, og 21 % blev ikke interviewet igen i 2000 af andre årsager. (Andersen 2003:64) Side 28 af 74

29 karakteristika til fælles. Ved et sådan tilfælde er analyseudvalget ikke repræsentativt (Ibid.:90-95). I bortfaldsanalysen af levekårsundersøgelsen, udført af Bjarne Hjort Andersen (2003:48), fremgår det, at bortfaldet generelt er større i år 2000, end i de to foregående undersøgelser (Se tabel 1, bilag 1). Relevant for vores analyse er dog, hvorvidt bortfaldet der er sket i 2000 er systematisk eller ej. Da datasættet er en sammensætning af to stikprøver, henholdsvis den gamle sammensatte stikprøve med personer fra 1976 og 1986, og den nye stikprøve indeholdende personer tilført i år 2000, må vi sikre os, at der ikke er en skæv fordeling i bortfaldet mellem den nye og den gamle stikprøve. Andersens analyse viser at bortfaldsfordelingen mellem den nye og den gamle stikprøve er meget lige, da der er henholdsvis 65 % og 66 % opnåede interview i de to stikprøver. Størstedelen af bortfaldet i 2000 tildeles dem, der har nægtet at medvirke, da de vægter med 23 %. Der findes altså ingen forskel i deltagelsestilbøjelighed mellem de to stikprøver, når der tages højde for, at den aldersmæssige sammensætning ikke er overlappende. I bortfaldsanalysen findes heller ingen systematiske forskelle mellem de to stikprøver ift. andre baggrundsvariable som køn og geografi (Andersen 2003:50ff). Dermed konkluderer Andersen, at bortfaldet ikke er systematisk, med hensyn til analyser udført på tværsnitsdatasættet for år 2000 (Andersen 2003:70). Vi har i vores undersøgelse dermed ikke at gøre med et skævt systematisk bortfald. Dette tyder på at bortfaldet ikke har en alvorlig indvirkning på analyseudvalgets repræsentativitet for populationen. Med andre ord har bortfaldet ikke betydning for resultaterne af vores undersøgelse. Variabelbeskrivelse I det foregående afsnit præsenterede vi det datasæt vi arbejder med i vores undersøgelse, og vi vil nu kort præsentere vores udvalgte variable. I undersøgelsen arbejder vi med en variabel for uddannelse, der fortæller os, hvordan respondenterne i vores stikprøve fordeler sig i forhold til deres højst opnåede Side 29 af 74

30 erhvervsuddannelse. Tabel 1 nedenfor viser denne fordeling i antal og procent (Se evt. figur 1 bilag 1, for selve spørgsmålet som det er udformet i spørgeskemaet): Tabel 1 Frekvenstabel over højst opnåede erhvervsuddannelse Antal Procent Ingen uddannelse eller ca. 1 års uddannelse ,22 % Faglig eller kort vid. uddannelse ca. 2-3 år ,70 % Mellemlang eller lang vid. uddannelse ca. 3-7 år ,08 % Total % Vi arbejder altså med en stor midtergruppe af respondenter, der alle har enten en faglig uddannelse eller kort videregående uddannelse ca. 50 % af vores analyseudvalg befinder sig i denne gruppe. Ca. 30 % af analyseudvalget har ingen eller et års uddannelse, og i den anden ende af spektret har ca. 20 % en mellemlang eller lang videregående uddannelse. De højest uddannede er dermed den mindste gruppe i analyseudvalget. Den anden variabel vi tager udgangspunkt i, omhandler politisk aktivitet. Tabel 2 nedenfor beskriver fordelingen af denne i stikprøven: (Se evt. figur 2 bilag 2, for selve spørgsmålet som det er udformet i spørgeskemaet): Side 30 af 74

31 Tabel 2 Frekvenstabel over politisk aktivitet Antal Procent Politisk aktiv ,45 % Ikke politisk aktiv ,55 % Total ,00 % Som ovenstående tabel viser, er hele respondenter fra analyseudvalget ikke politisk aktive, og det er dermed et mindretal, på ca. 26 %, der indenfor de seneste år har været politisk aktive jf. vores operationalisering. I vores undersøgelse vil vi belyse sammenhængen mellem de to variable. Figur 1 nedenfor viser et søjlediagram over sammenhængen vi undersøger: Figur 1 Side 31 af 74

32 Vi ser her i figur 1 at næsten 50 % af de med mellemlang - og lang videregående uddannelse er politisk aktive. Andelen af de politisk aktive er hos dem med en faglig uddannelse eller kort videregående uddannelse halveret, og en endnu mindre gruppe, på blot 17,49 %, af dem med ingen - eller et års uddannelse er politisk aktive. Vi har nu kort præsenteret de variable vi arbejder med i opgaven. Denne sammenhæng mellem uddannelse og politisk aktivitet vil vi komme nærmere ind på senere i opgaven, først vil vi dog præsentere vores analysestrategi. Analysestrategi I dette afsnit vil vi redegøre for den teoretiske bagrund som vi trækker på i vores statistiske udregninger. For at vi kan arbejde induktivt vil vi først redegøre for den centralegrænseværdi sætning da vi gennem denne kan tillade os at udtale os om populationen ud fra stikprøven. Herefter beskriver vi normalfordelingen og herunder den standardiserede normalfordeling, for senere at trække på denne i udførslen af Z-tests. Teorien bag Z-tests, P-værdien, -tests og celletests beskrives efterfølgende. Den centrale grænseværdisætning Som tidligere nævnt har vi i vores undersøgelse at gøre med en simpel tilfældig udvalgt stikprøve, som tæller 4981 personer. At stikprøven er udvalgt på denne måde, samt at den er så stor, gør at vi kan udtale os om populationen ved hjælp af den centrale grænseværdisætning. Denne siger, at stikprøvegennemsnittet vil fordele sig approksimativt normalfordelt omkring populationens sande middelværdi, µ, hvis n er stor. Den centrale grænseværdisætning lyder således: X ~ A N( 2 /n) Hvor X er stikprøvegennemsnittet, ~ A N betyder at X er approksimativt normalfordelt, er middelværdien, 2 er variansen og n er stikprøven. Side 32 af 74

33 Dette betyder, at stikprøvegennemsnittet er approksimativt normalfordelt, med en middelværdi og en varians på 2 /n. Jo større stikprøven, n, er jo tættere kommer stikprøvegennemsnittet på en normalfordeling. n, skal altså være tilstrækkelig stor, før man kan udtale sig om populationen ud fra stikprøven (Malchow-Møller & Würtz 2010:232). Den simple tilfældige stikprøves enheder kan bruges som estimatorer, der ved hjælp af den centrale grænseværdisætning, som beskrevet ovenfor, f.eks. kan beskrive middelværdien af populationen. Estimatorens præcision øges ligesom stikprøvegennemsnittet i takt med stikprøvens størrelse. Variansen, der beskriver observationernes spredning omkring middelværdien, giver et billede af estimatorernes fordeling (Malchow-Møller & Würtz 2010:112). Dvs. hvis stikprøven vokser uendeligt, vil variansen gå mod 0, da alle estimatorerne vil ligge omkring middelværdien. Da vi har at gøre med en simpel tilfældig stikprøve, vil observationerne være uafhængige af hinanden, og lægge sig normalfordelt omkring den sande middelværdi. Dette gør, at vi kan sige at stikprøvens målinger er en estimation på populationens målinger og fordelingen omkring den sande middelværdi (Ibid.:229ff). Dermed betyder den centrale grænseværdisætning for vores opgave, at når vi har en tilstrækkeligt stor stikprøve n, kan vi udtale os om populationen, uden at kende alle populationens elementer (Malchow-Møller & Würtz 2010:232). På denne måde arbejder vi induktivt, ved at bruge den specifikke viden, vi får igennem vores stikprøve til at lære noget om, hvordan det generelle billede er i populationen (Ibid.:20). Figur 2, på næste side, illustrerer den centrale grænseværdisætning. Side 33 af 74

34 Figur 2 Normalfordelingen Normalfordelingen er afgørende for den centrale grænseværdisætning, og vi vil derfor i det følgende redegøre for nogle af dens egenskaber. Grunden til, at man bruger normalfordelingen i den centrale grænseværdisætning er, at mange naturlige størrelser i virkelige populationer, samt mange estimatorer og teststatistikker fordeler sig normalfordelt (Malchow-Møller & Würtz 2010:148). Vi kan beskrive normalfordelingen ud fra dens middelværdi og varians, hvilket fremgår af følgende sætning. Sætningen kaldes også normalfordelingens tæthedsfunktion (ibid.): f(y)= ( ) Hvor = E(Y) er middelværdien og = V(Y) er variansen Grafen for normalfordelingen antager en klokkeform, der er symmetrisk omkring middelværdien, som ligger der, hvor tæthedsfunktionen antager den største værdi. Hvis middelværdien er høj ligger klokken længere til højre, og omvendt hvis den er lav. Variansen er et udtryk for bredden af normalfordelingen og jo større variansen er, des bredere er normalfordelingens haler. Det er når halerne er bredere mere sandsynligt, at få Side 34 af 74

35 en værdi af Y, som ligger langt fra middelværdien (Malchow-Møller & Würtz 2010:148f). Det foregående er illustreret i figur 3, som forestiller normalfordelingen: Figur 3 Standardnormalfordelingen For at undersøge vores hypoteser er det nødvendigt at gøre brug af normalfordelingen, da vi ved hjælp af den standardiserede normalfordeling kan udregne de Z-værdier, som angiver om vi kan be -eller afkræfte den pågældende hypotese. En standardiseret normalfordeling har = 0 og en = 1, N(0,1), hvilket vil sige at arealet under funktionen for den standardiserede normalfordeling er 1. Dette er utrolig praktisk, når man skal udregne sandsynligheder for at forkaste eller acceptere hypoteser på baggrund af stikprøver. Disse kan nemlig standardiseres efter standardnormalfordelingen, hvis stikprøvestørrelsen, n er tilstrækkelig stor. Derved kan vi f.eks. udtale os om, hvor tæt vores stikprøvegennemsnit er på den sande middelværdi ved hjælp af normalfordelingen (Malchow-Møller & Würtz 2010:150f). Figur 4 nedenfor forestiller standardnormalfordelingen. Figur 4 Side 35 af 74

36 Hypotesetest I følgende afsnit vil vi gennemgå teorien bag hypotesetests. Målet med en hypotesetest er at teste den teori vi har omkring populationen statistisk. Vi vil senere i vores statistiske udregninger teste, hvordan individets grad af uddannelse påvirker deres politiske aktivitet. For at teste om vores teoretiske hypotese holder, skal vi opsætte to empiriske hypoteser. Den ene hypotese kaldes nulhypotesen, (H0), denne formulerer man ofte således at den afkræfter ens teori og udformes ofte således:. Den anden hypotese kaldes alternativhypotesen, (H1), og udformes for det meste således at den bekræfter ens teori. Hvilken af de to hypoteser man sætter til H0 og til H1 afhænger af, hvad man ønsker at undersøge (Malchow-Møller & Würtz 2010:297ff). Alternativhypotesen ser ofte ud på følgende tre måder, og kan enten være enkeltsiddet eller dobbeltsiddet: ( ) ( ) (enkeltsiddet hypotese) Alternativhypotesen accepteres kun, hvis indicierne imod nulhypotesen er af tilstrækkeligt stort omfang (Malchow-Møller & Würtz 2010: ). Når man laver en hypotesetest er der risiko for at forkaste en nulhypotese som er sand, dette kaldes en type-1-fejl, eller at acceptere en nulhypotese som er falsk, hvilket kaldes en type-2-fejl. Som led i undersøgelsen af, om nulhypotesen kan be- eller afkræftes, fastsætter vi derfor et signifikansniveau. Dette er en værdi, der er fastsat ud fra hvor stor en risiko for at begå en type-1- eller 2-fejl vi vil acceptere. Oftest fokuserer man her på risikoen for at begå en type-1-fejl, og fastsætter derfor sit signifikansniveau, og dermed sin kritiske værdi, herefter. Dette skyldes som nævnt, at man ofte lader alternativhypotesen være den teori man gerne vil bekræfte. For at tage højde for, at der er en sandsynlighed for at lave denne slags fejlslutninger, har vi i vores opgave fastsat et signifikansniveau på 5 %. Dette betyder, Side 36 af 74

37 at sandsynligheden for at begå en type-1-fejl ikke overstiger 5 % (Malchow-Møller & Würtz 2010:299f). Z-test For i praksis at beslutte hvilken hypotese man forkaster, udfører man en Z-test, og med et signifikansniveau på 5 %, dermed en kritisk værdi, har man en grænse for, for hvilke værdier af Z man accepterer nulhypotesen, og for hvilke man forkaster den. Ved et signifikansniveau på 5 % er den numerisk kritiske værdi 1,64, hvis det er en enkeltsiddet hypotese, og 1,96, hvis hypotesen er dobbeltsiddet (Malchow-Møller & Würtz 2010:304). I vores undersøgelse er hypotesen enkeltsiddet, og vi bruger altså her en kritisk værdi på 1,64. Der findes forskellige former for Z-test. Vi vil her redegøre for test af forskel på to middelværdier for en Bernoullifordeling og test af middelværdi mod fast værdi for en Bernoullifordelt variabel. Disse to former for Z-test vil vi senere anvende i praksis. Når man tester forskellen på to middelværdier for en Bernoullifordelt variabel, tester man om disse er lig hinanden, og på baggrund af dette om alternativhypotesen er gældende. På denne måde kan man teste, om der er en retning på sin hypotese. Man bruger følgende sætning når man laver denne test (Malchow-Møller & Würtz 2010:338f): ( ) ( ) Hvor: Og er det ene stikprøvegennemsnit, er det andet stikprøvegennemsnit, er hele stikprøvens gennemsnit, er stikprøvepopulationen for H0 og er stikprøvepopulationen for H1. Side 37 af 74

38 Når vi sammenligner to Bernoullifordelinger, antager vi at deres stikprøvegennemsnit, og, er lig hinanden, =. Dette betyder, at også deres varians må være lig hinanden, men da vi ikke kender variansen, = ( ), er vi nødt til at benytte variansestimatoren, den poolede varians,, når vi skal beregne denne. Den poolede varians findes ved hjælp af formlen ovenfor, og da stikprøvegennemsnittet for begge fordelinger indgår i den, er den også hele stikprøvens gennemsnit (Malchow-Møller & Würtz 2010:338f). Den kritiske værdi som man skal sammenligne Z-værdien med, afhænger af, om alternativhypotesen er dobbeltsidet eller enkeltsiddet, og hvis det sidste er tilfældet, hvilken retning denne har. Når -fraktilen finder vi, for de korrekte fraktiler vha. følgende sætninger: og for ved, og for slår man blot 0,05-fraktilen op. Herefter sammenligner man kritiske værdier med Z-værdier, for at forkaste en af de to hypoteser (Malchow-Møller & Würtz 2010:317). Z-test af middelværdi mod fast værdi for en Bernoullifordelt variabel Z-test af middelværdi mod fast værdi, vil vi i vores undersøgelse bruge til at bestemme om fordelingen af køn i stikprøven er lig fordelingen af køn i populationen. Med andre ord, vil vi undersøge om stikprøven er repræsentativ. Da det er køn vi undersøger, bruger vi formlen for en Bernoullifordeling (Malchow-Møller & Würtz 2010:318): ( ( )) ( ) Hvor er stikprøvegennemsnittet, er den faste værdi som vi tester op imod, i vores tilfælde den sande middelværdi fra populationen, og n er stikprøvepopulationen. Når n er stor, kan vi på baggrund af den centrale grænseværdisætning sige, at Z er approksimativt standardnormalfordelt under nulhypotesen. Den Z-værdi vi finder sammenligner vi med vores kritiske værdi og bestemmer på baggrund af dette, om vi forkaster eller accepterer nulhypotesen (Malchow-Møller & Würtz 2010:318). Side 38 af 74

39 P-værdi I forlængelse af Z-testen, kan man finde en p-værdi. P-værdien supplerer den kritiske værdi, og giver os mere information om, om vi er langt fra eller tæt på, enten at forkaste eller acceptere nulhypotesen. I andre ord viser p-værdien sandsynligheden for, at vi får vores Z-værdi, eller en der er mere ekstrem. Det p-værdien fortæller os, kan også udtrykkes i følgende sætning: P(Z z H sand) Denne sætning fortæller os hvad sandsynligheden er for, at den realiserede værdi af teststatistikken, z, er mindre end den kritiske værdi, betinget på at H0 er sand. Vi antager altså at H0 er sand, og finder herefter sandsynligheden for, at vores z-værdi ligger inden for H0. P-værdien afslører dermed, om vi har begået en type-1-fejl og accepteret en falsk nulhypotese (Malchow-Møller & Würtz 2010:320). Med andre ord kan vi med en p-værdi få viden om, hvor stor en del af arealet under den standardiserede normalfordeling, der ligger uden for vores p-værdi. Vi gør i denne undersøgelse brug af p-værdien i vores repræsentativitetstest. Her er vores alternativhypotese dobbeltsidet, og Z er standardnormalfordelt. Derfor bruger vi følgende formel til at udregne p-værdien; p-værdi Φ( z ) Φ( z ) Φ( z ) Når vi har beregnet p-værdien, bruger vi vores signifikansniveau, og dermed 0,05-fraktilen, som grænse for hvornår vi forkaster H0. Hvis p-værdien er mindre end 0,05 forkastes H0 (Malchow-Møller & Würtz 2010:319f). Figur 5 på næste side illustrerer p-værdien i en normalfordeling. Side 39 af 74

40 Figur 5 I forlængelse af en hypotesetest, kan der laves et konfidensinterval. Dette gøres for at undersøge hvor stor sandsynligheden er for at forkaste en rigtig H0 værdi, og derved begå en type 1-fejl. Samtidig kan man ved at gøre brug af konfidensintervallet, undersøge om denne indeholder den sande middelværdi for H0, μ0. Et konfidensinterval udregnes på samme måde som en hypotesetest, med et standardiseret stikprøvegennemsnit under H0(Malchow-Møller og Würtz:327). Ligesom i hypotesetesten findes en Z-værdi, der kan bruges til at lave et sikkerhedsbånd for hvor den sande middelværdi ( ) må være givet, i forhold til det stikprøvegennemsnit ( ) vi har fundet. Ved at fastsætte et signifikans niveau på 5 %, kan vi sige at der er 95 % sikkerhed for, at den middelværdi vi finder ligger inden for intervallet [ ] (Malchow-Møller & Würtz 2010:269f). Dette betyder ligeledes at der er 95 % sikkerhed for, at vi ikke forkaster en hypotese, der er sand. Da konfidensintervallet ligger normalfordelt omkring den sande middelværdi, er den centrale grænseværdi sætning meget vigtig, når man skal finde sit konfidensinterval. Side 40 af 74

41 Figur 6 Ovenover ses den 95 % grænse, der skaber konfidensintervallet. 2 test 2 -test bruges til at sammenligne forskellige data med hinanden. I vores opgave bruger vi den både til at undersøge, om der er uafhængighed mellem to variabler og til at undersøge, om to fordelinger ligner hinanden. Vi vil i det følgende redegøre for disse to former for 2 test. Når vi ønsker at teste for uafhængighed mellem to variabler opstiller vi to modstridende hypoteser. Vi opstiller altså en nulhypotese, der siger at der er uafhængighed mellem de to variabler, og en alternativ hypotese, der siger at der ikke er uafhængighed (Malchow- Møller & Würtz 2010:370f). Hvis der er uafhængighed mellem de to stokastiske variabler, X og Y, er den simultane sandsynlighedsfunktion, ( ) lig de marginale sandsynlighedsfunktioner for X og Y multipliceret med hinanden: ( ) ( ) ( ) Hvis der ikke er uafhængighed er ( ) altså ikke lig ( ) ( ) (Ibid.). Side 41 af 74

42 Det man i princippet gør, når man udfører en χ 2 -test er at udregne de forventede frekvenser når der er uafhængighed, og at sammenligne disse med de observerede frekvenser. Man udregner de forventede frekvenser ved først at finde de marginale sandsynligheder. Dette gør man ved at multiplicerede de observerede frekvenser for en parameter med hinanden, og derefter at dividere med stikprøvepopulationen, n: ( ) Herefter bruger man de marginale sandsynligheder til at beregne de forventede frekvenser ved hjælp af følgende formel: ( ) ( ) Hvis der er stor forskel på de forventede og de observerede frekvenser, kan man allerede her se, at der sandsynligvis ikke er uafhængighed. For statistisk at vise at der ikke er uafhængighed er man nødt til at udregne en χ 2 -værdi, hvilket man gør ved hjælp af følgende formel (Malchow-Møller & Würtz 2010:372f): ( ( ) ( )) ( ) ( ) (( ) ( )) Hvor Zij er den observerede frekvens af udfaldet (xi,yj) i en simpel tilfældigt udtrukket stikprøve med stikprøve størrelsen n, ( ) ( ) er de forventede frekvenser for X og Y og ((r 1) (c 1)) beskriver frihedsgraderne i den kritiske værdi. I vores repræsentativitetstest bruger vi -testen til at undersøge om stikprøven ligner populationen for forskellige parametre. Vi undersøger altså om stikprøven er et Side 42 af 74

43 repræsentativt udtræk af populationen og dermed, om vi kan sige noget om populationen ud fra stikprøven. Celletest I det følgende vil vi redegøre for celletest, herunder hvorfor man laver celletests, og hvordan man laver dem. Når man har udført en -test, ved man om der er uafhængighed mellem de to stokastiske variabler eller ej, og dermed om nulhypotesen skal forkastes. Hvis nulhypotesen forkastes ved man dog ikke, hvilke celler der forårsager afvigelsen. Man er derfor nødt til at lave en celletest, som kan vise, hvilke celler der er i overensstemmelse med nulhypotesen om, at der er uafhængighed, og hvilke der ikke er. Ydermere viser en celletest også om cellerne er over eller underrepræsenterede. På denne baggrund kan man altså også få viden om, hvilken vej kausalretningen mellem de to variable går (Malchow-Møller & Wurtz 2010:372f). Man udregner i en celletest en værdi, for alle celler, som viser, hvor meget den aktuelle celle afviger fra den forventede værdi, hvis der var uafhængighed. Herefter sammenligner man med den kritiske værdi (+/-1,96) for at finde ud af om denne afvigelse er signifikant, når man har et signifikansniveau på 5 %. Hvis er numerisk større end 1,96 afviger den signifikant fra nulhypotesen om uafhængighed (Ibid.). er givet ved: ( ) ( ( )) ( ( )) Hvor ( ) ( ) er den forventede frekvens og er den observerede frekvens i den celle, hvor og. Side 43 af 74

44 Vi har nu redegjort for den statistiske teori, som vi senere vil bruge til at teste vores hypoteser, samt lave en repræsentativitetstest. I det følgende vil vi starte med at lave en repræsentativitetstest vha. 2 og Z-test. Empirisk analyse af forholdet mellem uddannelse og individers politiske aktivitet Repræsentativitetstest For at kunne udtale os om populationen ud fra vores stikprøve, altså inducere, er det nødvendigt at teste om stikprøven er et repræsentativt udtræk af populationen. Vores population er den danske befolkning mellem 20 og 93 år, så det er denne gruppe vi vil lave en repræsentativitetstest på. De to parametre vi vil teste vores stikprøve på, er alder og køn. Vi vil altså teste, om alder og køn er fordelt på samme måde i stikprøven som i populationen. Hvis populationen og stikprøven er fordelt på samme måde for disse to parametre, kan vi nemlig sandsynliggøre, at det forholder sig på samme måde for andre parametre i levekårsundersøgelsen Herudover kan alder og køn også have en direkte betydning for, hvordan respondenterne fordeler sig på fx uddannelse og indkomst. Hvis der f.eks. er en overrepræsentation af mænd i stikprøven i forhold til populationen, kan vi forestille os, at der ligeledes vil være en overrepræsentation af respondenter med en høj indkomst i forhold til populationen, da mænd generelt tjener mere end kvinder (Se tabel 2 bilag 2). Det er derfor vigtigt at teste om stikprøven ligner populationen for parametrene køn og alder. Repræsentativitetstest for alder I det følgende vil vi starte med at teste om populationens aldersfordeling er lig stikprøvens aldersfordeling. At der er homogenitet mellem populationen og stikprøven er derfor vores nulhypotese, H0, og vores alternativhypotese, H1, er, at der ikke er homogenitet. I dette tilfælde, er vi altså ikke interesserede i at forkaste nulhypotesen: Side 44 af 74

45 H0: andelen af 20-29årige i populationen = andelen af 20-29årige i stikprøven, ( ), andelen af 90-99årige i populationen = andelen af 90-99årige i stikprøven H0: p20-29 = π20-29, p30-39 = π 30-39,, pk = πk H1: mindst én aldersgruppering fordeler sig anderledes i stikprøven end i populationen H1: mindst én pk π k, k=1,, K Tabel 3 og 4 viser aldersfordelingen i henholdsvis populationen og stikprøven: Tabel 3 Populationens aldersfordeling i år 2000 (Danmarks statistik :11.50) Tabel 4 Stikprøvens aldersfordeling (Levekårsundersøgelsen 2000) Frekvens (N) Procent Frekvens (n) Procent år ,78 % år ,66 % år ,10 % år ,45 % år ,21 % år ,98 % år ,09 % år ,27 % år ,77 % år ,05 % år ,93 % år 450 9,03 % år ,38 % år % år ,74 % år 28 0,56 % I alt % I alt % Vi opsætter et signifikansniveau på 5 %, dette vil vi senere få brug for, for at bestemme en kritisk værdi. Når vi tester for repræsentativitet bruger vi en -test som vi sammenligner med den kritiske værdi. Vi vil benytte følgende formel: Side 45 af 74

46 ( ) Hvor Zk er den observerede frekvens i stikprøven, n er summen af de observerede frekvenser i stikprøven og π er andelene af frekvenserne under H0 i populationen og er den forventede frekvens under H0. Vi starter med at udregne den forventede frekvens for hver aldersgruppe (se tabel 5): n π = ,18 = 885,70 Herefter kan vi vha. den forventede frekvens udregne aldersgruppe: -cellebidraget for hver ( ) Vi benytter samme fremgangsmåde i resten af cellerne. Resultaterne kan ses i kolonnen yderst til højre i tabel 5 på næste side. Herefter summes alle de beregnede - cellebidrag, jf. formlen for beskrevet ovenfor: Side 46 af 74

47 Tabel 5 2 -homogenitetstest for alder Andel under H0 Forventet frekvens -cellebidrag populationens π under H0 ( ) år 0,18 885,70 12, år 0, ,14 1, år 0,18 906,85 8, år 0,18 901,18 3, år 0,12 586,30 0, år 0,09 444,65 0, år 0,04 218,32 1, år 0,01 36,85 2,13 I alt ,27 Antallet af frihedsgrader er antallet af parametre minus 1. Så i vores tilfælde er dette: 8 1 = 7 frihedsgrader. Med et signifikansniveau på 5 % (0,95-fraktilen) er vores kritiske værdi, ved opslag i 14,1. Vores -værdi på 30,27 overstiger altså -fraktilen på 14,1 (Malchow- Møller & Würtz 2010:438), hvilket betyder, at vi er nødt til at forkaste vores nulhypotese om, at aldersfordelingen i stikprøven er lig fordelingen i populationen. Fordelingen i stikprøven for alder er altså ikke repræsentativ for fordelingen i populationen. Side 47 af 74

48 Figur 6 Figur 6 ovenfor illustrerer, hvor vores kritiske værdi ligger, samt at -værdien på 30,27 ligger i H1, som er på højre side af den kritiske værdi. Delkonklusion Vi kan i tabel 5 se, at de 20-29årige og de 40-49årige, med et -cellebidrag på henholdsvis 12,61 og 8,57, er de aldersgrupper for hvilke stikprøven afviger mest fra populationen, mens de andre aldersgrupper er tilnærmelsesvist lige så store i stikprøven som i populationen. Det er altså disse to grupper, der er henholdsvis under- og overrepræsenterede og denne skævhed er vigtig at have i mente når vi analyserer på uddannelse, da denne er meget påvirkelig af generationsforskelle. Når vi analyserer på uddannelseslængdens betydning for aktiv politisk deltagelse, skal vi f.eks. tage højde for, at det blandt unge i år 2000 var mere normalt at få/have en lang videregående uddannelse end det var for de ældre (Munk 2005:7f). Derfor vil vi formentligt, på baggrund af stikprøven, få en lidt mindre andel af respondenter med lang videregående uddannelse end i populationen. Side 48 af 74

49 Repræsentativitets test for køn Da variablen for køn er Bernoullifordelt vil vi i repræsentativitetstesten for denne, lave en Z- test mod en fast værdi. Da vi gerne vil undersøge, om stikprøven ligner populationen for parameteren køn, vil vi bruge populationens middelværdi som fast værdi. Vi starter med at lave en z-test for mænd, her vælger vi et signifikansniveau på 5 %, og da vores alternativhypotese er dobbeltsidet er vores kritiske værdi +/- 1,96. Vi kan altså kun forkaste nulhypotesen, hvis vores Z-værdi er mindre end -1,96 eller større end 1,96. Na r vi skal teste en Bernoullifordelt variabel mod en fast værdi bruger vi følgende formel: ( ( )) ( ) Hvor er stikprøvegennemsnittet, er den faste værdi i dette tilfælde populationens gennemsnit og er stikprøvepopulationen. Z er approksimativt standardnormalfordelt under H0. Vi starter med, at opstille en nul og en alternativhypotese: H0: stikprøvens middelværdi = populationens middelværdi, hvor = 0,49 H1: stikprøvens middelværdi populationens middelværdi, hvor 0,49 Vi er dermed endnu en gang ikke interesserede i at forkaste nulhypotesen. Tabel 6 og 7 på næste side beskriver fordelingen af mænd og kvinder i henholdsvis populationen og stikprøven: Side 49 af 74

50 Tabel 6 Fordelingen af køn i populationen i år 2000 (Danmarks statistik :19.22) Tabel 7 Fordelingen af køn i stikprøven (Levekårsundersøgelsen 2000) Mand Kvinde I alt Frekvens Procent Frekvens Procent Mand ,92 % ,91 % Kvinde ,08 % ,09 % I alt % % 0,49 er den faste værdi,, som vi tester op imod, og er samtidig også andelen af mænd i populationen, som vi her bruger, som estimat for populationens middelværdi. Vi tester altså i hvilken grad stikprøvegennemsnittet ligner populationsgennemsnittet. Vores stikprøve ser ud som følger: Ud af adspurgte er der mænd, dvs. at Vi indsætter nu tallene for og i den tidligere beskrevne formel: ( ( )) Følgende figur viser, hvor de kritiske værdier, +/- 1,96, ligger i standardnormalfordelingen: Side 50 af 74

51 Figur 7 Da vores Z-værdi på 1,41 ligger i intervallet mellem -1,96 og 1,96 er den indenfor H0 og vi kan derfor ikke forkaste denne. Dette er også illustreret i figur 7 ovenfor. Vi kan altså konkludere, at andelen af mænd i populationen og i stikprøven ligner hinanden. Da vi ikke ved, hvor langt vi var fra, at kunne forkaste nulhypotesen, vil vi nu udregne en p- værdi, som kan fortælle os dette. Hvis vi har været langt fra at forkaste H0, er indicierne for, at fordelingen af mænd i populationen ligner fordeling af mænd i stikprøven, større. Da vores hypotese er dobbeltsiddet, finder vi p-værdien vha. følgende sætning: ( ) Når vi slår -1,41 op i tabellen for de kumulative sandsynligheder under standardnormalfordelingen får vi 0,0793 (Malchow-Møller & Würtz 2010:434). Dette sætter vi ind i formlen: ( ) Da vores signifikanssandsynlighed er lavere end p-værdien, accepterer vi igen nulhypotesen. Ydermere ligger p-værdien meget tæt på nul og langt fra vores tidligere kritiske værdi, og da p-værdien også er et udtryk for, sandsynligheden for, at få vores Z-værdi eller en der er højere, kan vi se, at denne sandsynlighed er meget lille. Det er altså sandsynligt, at stikprøvens middelværdi ligger tæt på populationens middelværdi, der er den værdi, som vi har testet imod. Side 51 af 74

52 Vi ville nu kunne foretage den samme test for fordelingen af kvinder i populationen og i stikprøven. Da variablen for fordelingen af mænd og kvinder imidlertid er Bernoullifordelt, ved vi allerede, at fordelingen af kvinder i stikprøven må stemme overens med fordelingen i populationen. Det er derfor ikke nødvendigt, at foretage denne test. Delkonklusion Vi har nu foretaget vores repræsentativitetstest, og har kunnet konkludere, at stikprøven er repræsentativ for fordelingen af køn, og at de 20-29årige og de 40-49årige er henholdsvis under- og overrepræsenterede jf. tabel 5. Vi kan nu gå videre til at teste vores hypoteser på baggrund af stikprøven, da vi ved, at denne er repræsentativ for populationen for de fleste af de undersøgte parametre. Når vi kan se en sammenhæng i stikprøven, er det altså sandsynligt at denne sammenhæng også eksisterer i populationen. Hypotesetest I det følgende vil vi teste de empiriske hypoteser som vi har udledt af vores teori ved hjælp af en Z-test. Denne test vil vi udføre, for at undersøge om der er en sammenhæng mellem hvor høj grad af uddannelse man har, og hvor politisk aktiv man er. Vi har delt de forskellige former for uddannelse op i to, således at vi har en kategori der hedder lang uddannelse, som inkluderer mellemlang og lang videregående uddannelse og en som hedder kort uddannelse, der inkluderer resten af uddannelseskategorierne. Dette betyder, at de to stokastiske variabler som vi vil teste op mod hinanden er Bernoullifordelte. Da vores hypoteser går på, at dem med lang uddannelse er mere aktive end dem med kort uddannelse, vil denne opdeling gøre vores argument for, at denne hypotese holder stærkere hvis der viser sig at være en mulig sammenhæng. Side 52 af 74

53 Tabel 8 nedenfor viser, hvordan respondenterne fordeler sig på, om man er politisk aktiv eller ej, når de har kort eller lang uddannelse: Tabel 8 Politisk aktivitet ud fra uddannelseslængde Politisk aktiv ikke politisk aktiv I alt Kort uddannelse ,27 % ,73 % lang uddannelse 44,49 % 55,51 % I alt ,51 % 73,49 % % % % I vores hypotesetest tester vi forskellen mellem to middelværdier, da vi ønsker at undersøge om ens politiske aktivitet er samvarierende med ens grad af uddannelse. Vi tester altså på den del af stikprøven der er politisk aktive. Vi har formuleret følgende empiriske hypoteser: H0: Politisk aktivitet hos folk med kort uddannelse = Politisk aktivitet hos folk med mellemlang/lang uddannelse H1: Politisk aktivitet hos folk med kort uddannelse < Politisk aktivitet hos folk med mellemlang/lang uddannelse Vi vælger et signifikansniveau på 5 %, da dette er passende for den form for undersøgelse vi foretager. Herefter finder vi stikprøvegennemsnittet,, og den tilsvarende stikprøvepopulation, n, for hvert led i hypoteserne. Da vi arbejder med en Bernoullifordelt variabel og derfor ikke kender stikprøvegennemsnittene bruger vi i stedet andelene for hhv. kort og lang uddannelse som stikprøvegennemsnit jf. tabel 8: Kort uddannelse: Mellem/lang uddannelse: P1: 0,22 P2: 0,44 = 4001 = 944 Side 53 af 74

54 Vi vil nu udregne et estimat på variansen,, som vi senere skal bruge til at udregne en Z- værdi: Da vi nu har et estimat på variansen, kan vi udregne en z-værdi vha. formlen for en Bernoullifordelt variabel: ( ) ( ) ( ) ( ) Figur 8 I figur 8 ovenfor er det anskueliggjort, hvor den kritiske værdi 1,64 (0,05-fraktilen) ligger. Da 13,86 ligger til venstre for denne kan man altså se, at denne z-værdi ligger udenfor H0. Vi kan altså med stor sandsynlighed forkaste H0. Side 54 af 74