Polarfronten. Grønlandsk isbjørn var ikke tvekønnet, læs side 8. Ilulissat Isfjord på UNESCO's verdensarvsliste, læs side 12

Transkript

1 UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 3/SEPTEMBER 2004 PRIS 35 kr. Polarfronten Grønlandsk isbjørn var ikke tvekønnet, læs side 8 Ilulissat Isfjord på UNESCO's verdensarvsliste, læs side 12

2 INDHOLD Eventyret om ringene I Inglefield Land i det nordvestligste Grønland står forskerne ansigt til ansigt med et svært forklarligt fænomen. Møde med en af Jordens store katastrofer Plantefossiler i Jameson Land fortæller historien om den dramatiske overgang fra Trias til Jura for 200 millioner år siden. Et skridt i den rigtige retning Mistanken om, at en grønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet, et blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse. Boret i bund Boringer på Indlandsisen har hentet vand og plantedele op fra isens bund, som kan fortælle om tiden før nedisningen. Grønlands ældste ski Fundet af et stykke træ, der med stor sandsynlighed stammer fra et par ski, peger på, at dette transportmiddel også blev brugt i Grønlands norrøne periode. Isfjorden som globalt arvestykke Så skete det! Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO s verdensarvsliste. NANOK i historiens fodspor De seneste to somre har folk fra Nordøstgrønlandsk Kompagni registreret gamle hytter og fangststationer i Nordøstgrønland. Galathea-ekspeditionen genoplives Den traditionsrige Galathea-ekspedition ser nu ud til at blive genoplivet i Kommentar Styrk den dansk grønlandske forskningsindsats i Arktis. Fire kvinder frem for et hjemmestyre En ny jubilæumsbog tager temperaturen på den grønlandske kultur efter et kvart århundrede med hjemmestyre og leverer samtidig et indspark i kulturdebatten. Tjekkede Thule-portrætter En aktuel fotoudstilling på Nordatlantens Brygge skildrer, hvordan polareskimoernes hverdag i stigende grad præges af globaliseringen. Dansk Polarcenter er en institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 4000 Deadline for bidrag til næste nr. 20. november Abonnement koster 125 kr. for et år og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Irene Seiten, layout, DJ Uffe Wilken Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Jane Tolstrup Gabrielle Stockmann Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com) Indsamling af isbjørneprøver i Østgrønland Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse.

3 Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004 Nordpolen var subtropisk Sedimenter udvundet fra Lomonosov-ryggen under Polarhavet afslører, at der for 55 millioner år siden var subtropisk klima på Nordpolen. Borekerneprojektet i Polarhavet er logistisk udfordrende pga. klimaet, og ikke mindst fordi en boring fra et skib gennem den bevægelige is kan være svær at kontrollere. Et stille, lavvandet hav med 20 grader varmt vand og et rigt dyreliv! Så indbydende og fremkommelig tog Nordpolen sig ud for 55 millioner år siden i hvert fald hvis man skal tro et internationalt forskerteam, der har udført boringer i Lomonosov-ryggen under Polarhavet. I borekernerne har de fundet beviser for, at der dengang var subtropisk klima på Nordpolen. Algefossiler er nøglen Nøglen til den nye viden er små algefossiler fundet i borekernerne. Disse levede helt tilbage i en periode med maksimal opvarmning for 55 millioner år siden. Det ekstremt varme klima skabte en naturlig drivhuseffekt, der var årsag til, at store mængder kulstof blev ledt ud i atmosfæren. Atmosfærens kulstofindhold skønnes da at have været 6-8 gange større end i dag. Forskerne har også fundet tegn på, at en del af Polarhavet engang var en stor ferskvandssø sandsynligvis da Lomonosov-ryggen var en del af det nuværende Sibirien. Ifølge den engelske palæontolog Michael Kaminski, der var en af deltagerne i ekspeditionen, viser borekernernes indhold, at mange havbundsdyr uddøde under den ekstreme opvarmning. For flere arters vedkommende var der endda tale om masseuddøen. Farer undervejs Det er Arctic Coring Expedition (ACEX), der har gennemført boringerne i Lomonosov-ryggen, som strækker sig fra Ellesmere Island over Nordpolen til et punkt nær New Siberian Islands. Efter at have tilbragt seks uger på havet med isbryderne Oden, Vidar Viking og Sovetskiy Soyuz er det næste skridt nu at få analyseret de mange indhentede data. I den forbindelse har forskerne sat hinanden stævne i Bremen i november måned under forhåbentlig mere rolige forhold end i Polarhavet, hvor mange farer lurede undervejs. Ikke alene løb ekspeditionen ind i en faretruende isvæg, der en overgang så ud til at ville vælte ned i en af isbryderne og forårsage stor skade. Også et par ubudne isbjørne skabte furore, da de forsøgte at trænge ind på et af skibene. Det lykkedes dog at skræmme dem væk ved hjælp af skibets signalhorn. Jane Tolstrup Læs mere om ekspeditionen på Is og vand Is er frossent vand, men hvorfor er is så lettere end vand? Hvorfor flyder isbjerge? Forklaringen er simpel: Vand er tungest og har højest vægtfylde ved +4 C (dvs 1 liter rent ferskvand vejer 1000 gram). Ved koldere temperatur udvider vandet sig og får lavere vægtfylde, indtil det ved 0 C fryser. 1 liter ren is vejer 917 gram. Gletscheris har små luftbobler i sig, så derfor vejer 1 liter gletscheris ca. 900 gram. Havvand, som isbjerge flyder rundt i, er koldt og desuden saltholdigt, så 1 liter havvand vejer 1025 gram. Forskellen i vægtfylde mellem isbjerg og havvand er derfor 900/ = 0,87, dvs. at 87% af et regelmæssigt formet isbjerg er under og 13% over vandet. Som tommelfingerregel er altså 7/8 af et flydende isbjerg usynligt. Grønlands mange gletschere producerer årligt isbjerge, hvoraf halvdelen stammer fra Uummannaq-området og Diskobugten, især Ilulissat Isfjord. I alt en isproduktion på 60 milliarder tons! De største isbjerge fra Diskobugten er moppedrenge på omkring 30 millioner tons, men det største isbjerg nogensinde set på den nordlige halvkugle blev i 1882 observeret i den vestlige del af Baffinbugten og efter opmåling skønnet til at veje mere end 9 milliarder tons, svarende til 4 liter drikkevand til hvert menneske på Jorden hver dag i 1 år. En lille isterning i forhold til det største antarktiske isbjerg, som bestod af 1400 milliarder tons ferskvandsis! De store iskæmper fra Vestgrønlands gletschere flyder rundt med havstrømmene og smelter ganske langsomt. Vandets veje fører dem vestover til Baffin Islands østkyst og derfra sydover. Kun 1-2% af isbjergene når så langt sydpå som St. Johns, Labrador (48 N) og ganske enkelte en sjælden gang helt ned til Bermuda (32 N); en rejse på mindst 4500 kilometer. 3

4 Eventyret om ringene Noget så sjældent som et svært forklarligt glaciologisk fænomen er, hvad forskerne står ansigt til ansigt med i Inglefield Land i det nordvestligste hjørne af Grønland. Minturn-cirkler set fra luften. Cirklerne, som består af syenit-blokke, er fra et par meter til 80 meter i diameter og er synlige, fordi syenitten er bevokset med sorte laver. Den forunderlige historie tager sin begyndelse en forårsdag i Historien om de udefinerbare, men u- miskendeligt virkelige ring- og cirkelformede aflejringer, der pryder et vifteformet område i det centrale Inglefield Land i det nordvestligste Grønland. Minturncirkler er de blevet døbt, efter elven, der gennemskærer det udstrakte, flade område ud mod Kane Bassin. Fotos: Peter Appel Opdagelse af dimensioner Den første, der får syn for den mærkværdige sag, er en canadisk helikopterpilot, som på sin fridag fra en arkæologisk ekspedition på jagt efter bl.a. teltringe på Ellesmere Island flyver et smut henover Kane Bassin. Men er der ikke det store at komme efter på Ellesmere Island, viser der sig til gengæld at være banebrydende opdagelser i vente på den anden side af bassinet. Et utal af ring- og cirkelformede tæpper, store som små, møder ham fra den grønlandske kyststrækning. Opstemt vender han tilbage, men de spændte arkæologer må dog efter at den fantastiske nyhed er overbragt, og forventningerne skruet i vejret snart se det store, arkæologiske scoop gå fløjten. Det kan nemlig hurtigt konstateres, at de mystiske cirkler u- muligt kan være gjort af menneskehånd. Herefter går opdagelsen i glemmebogen. I 1994 genopdager danske forskere det hidtil ukendte geologiske fænomen, da Grønlands Geologiske Undersøgelser (GGU) indleder flybårne, geofysiske undersøgelser i Inglefield Land. Som led i disse undersøgelser bliver der taget en lang række flyfotos, som afslører de sort-grålige, skarpt optrukne cirkler og ringe. Flybillederne udløser mange spekulationer om fænomenets årsag. Bl.a. diskuteres det, om strukturerne er vulkanske kraterrør, der kunne være diamantførende, resultat af meteornedslag eller overfladefænomener forårsaget af permafrost. En formodning om, at strukturerne kunne være tegn på diamantførende kimberliter, får tillige et mineselskab til at indlede undersøgelser i området i Området viser sig dog hurtigt at være en blindgyde i jagten på diamanter. Det bliver påvist, da malmgeologen Peter W. U. Appel, der i dag er seniorforsker ved Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) sammen med mineselskabet besøger området. Senere samme år tager Appel med på en ny GGUekspedition til Inglefield Land en ekspedition, der skal komme til at danne grundlag for hans arbejde med at formulere det første bud på en sammenhængende teori om det mystiske fænomen. Kodeord: syenit For hvad er de gjort af, disse besynderlige forekomster, der veksler i størrelse fra et par meter til omkring 80 meter i diameter? Efter at have registreret ca. 300 Minturn-cirkler og undersøgt ca. 175 er man nået frem til den konklusion, at de består af løse blokke af bjergarten syenit, der ligger som tæpper draperet hen over blokmark og fjeld. Blokkene er ofte bevoksede med sorte laver, hvilket ikke er uvæsentligt, da de ellers ville være usynlige. Grunden hertil er, at syenitblokkene indeholder lidt flere næringsstoffer end de omkringliggende gnejsblokke. Det er imidlertid anderledes svært at give en forklaring på, hvordan Minturn-cirklerne er blevet dannet. Peter W. U. Appels bud er, at Indlandsisen har haft en finger med i spillet og at cirklerne derfor er et glaciologisk fænomen. - Syenitten blev transporteret fra bunden og op til overfladen som følge af isens forskellige bevægelsesmønstre. Da Indlandsisen begyndte at smelte efter i mange år at have dækket Inglefield Land, blev syenit- Polarfronten 3/04

5 blokkene fritlagt på overfladen. Det smeltende vand løb nu i floder, som pga. isens ringe hældning skabte lukkede, cirkelformede slyngninger, de såkaldte mæandere. De mange syenitblokke blev i denne proces lejret i slyngingerne, hvor de dannede cirkler eller ringe, fortæller Peter W. U. Appel (se figuren). Kontakt: Peter W. U. Appel, GEUS, tlf , pa@geus.dk Peter Appel fortæller om Minturn-cirklerne i DPC s Polarcafé tirsdag den 2. november Flere teorier i spil Ikke mange har som Appel turdet komme med et bud på en forklaring på fænomenets opståen. Der er dog andre teorier i spil, herunder især én der yder Appels forklaring kvalificeret modstand. Det er lektor i geografi ved Tårnby Gymnasium, Niels Münther, der stiller sig tvivlende overfor, om mæandrerende floder kan forårsage så skarpe linjer, som præger Minturn-cirklernes ydre kant. Og det især hvis der ikke samtidig er lineære strukturer at spore. I stedet foreslår han, at der kan være tale om smeltevandssøer på stagnerende is, som bliver fyldt op med skidt og herefter aflejres på jordoverfladen i takt med isens smelten. Denne teori giver blot ingen forklaring på, hvordan ringene blev dannet. Peter W. U. Appel er selv opmærksom på, at punktet med de mæandrerende floder er det svage led i teorien. For at komme videre i udforskningen håber han på i nærmeste fremtid at få mulighed for at foretage sammenlignende undersøgelser på Varangerhalvøen, omkring Qaanaaq og i I. C. Christensen Land, hvor der er fundet lignende forekomster. - Det er bl.a. afgørende at få undersøgt, om der ligger et system til grund for fænomenet, eller om det blot er resultat af dødishuller. Samtidig er det væsentligt at få afprøvet den nuværende teori på de øvrige områder for enten at kunne videreudvikle eller forkaste den i det videre arbejde, siger Appel. Som et konkret initiativ i den forbindelse har Appel formuleret et bud på et forskningsprojekt til udførelse som led i Det Internationale Polarår i Mens vi venter Noget tyder på, at Minturn-cirklerne findes mange steder i Grønland. Man kan bare ikke se dem, fordi de ikke som i Inglefield Land er bevokset med laver. Sammen med tidligere logistikchef ved Dansk Polarcenter, Hauge Andersson, er Appel i øjeblikket i gang med ud fra luftbilleder at kortlægge forekomsten af de Minturn-cirkler i Nordgrønland. Hauge Andersson har i den forbindelse påtaget sig at registrere synlige Minturn-cirkler samt at kortlægge områder, hvor der på baggrund af generel topografi, lokale iskapper og tidligere placering ved Indlandsisens rand er mistanke om, at cirklerne kan forekomme. Foreløbig må vi andre væbne os med tålmodighed og håbe på, at der inden alt for længe skrives et nyt kapitel i eventyret om ringene. Jane Tolstrup Sådan blev Minturn-cirklerne til. måske. Grafik: Henrik Kiær Første trin i dannelsen skete for ca år siden, da Indlandsisen dækkede landet. På grund af permafrost var fronten frosset fast til underlaget, mens der længere inde under isen var plusgrader. Det betød, at isen pressede sig hen over fronten, og i denne bevægelse løsnedes de underliggende syenitblokke og transporteredes op mod isoverfladen. Da Indlandsisen begyndte at smelte, blev de mange syenitblokke fritlagt og lå på isoverfladen i store mængder. Da isfronten stadig var frosset fast til underlaget, kunne smeltevandet ikke som normalt løbe under isen, men blev presset op på overfladen. Og da samtidig isen hældede ganske lidt, løb vandet her langsomt og skabte mæandrerende smeltevandsfloder. Efterhånden gled de mange syenitblokke ned i slyngningerne, og afhængig af hvor mange blokke der var i området, blev der dannet cirkler eller ringe, som man finder i landskabet i dag. 5

6 Møde med en af Jordens store katastrofer En geologisk ekspedition har i sommer søgt efter plantefossiler i Jameson Land. Interessen samler sig især om de voldsomme hændelser under overgangen mellem Trias- og Juraperioderne, der rystede Jorden for 200 mio. år siden og efterlod et ufrugtbart slettelandskab med ganske få planter i sit kølvand. Finn Surlyk i felten i Jameson Land, som er det absolut bedste sted i verden at indsamle plantefossiler, hvis man er interesseret i den voldsomme overgang mellem Trias og Jura. Jorden er gennem sin 4,6 milliarder år lange geologiske historie flere gange blevet ramt af gigantiske naturkatastrofer, som med overvældende kraft har vendt fuldstændig op og ned på den langsomt fremadskridende udvikling. Dyre- og plantelivet i store dele af verden uddøde, nogle få arter overlevede, og først efterhånden som den rystede klode kom til hægterne igen, dukkede nye arter op. Foto: Mahai Popa Tag til Kap Stewart En af de danske geologer, der forsker i Jordens store rystelser, er professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut på Københavns Universitet, og han fortæller, at kendskabet til Jordens masseuddøener er relativt nyt: - Indtil for få år siden var enhver ide om masseuddøen og store katastrofer stort set bandlyst i geologien. Man fulgte en geologisk udgave af darwinismen, som sagde, at alt var resultatet af langsomme, gradvise ændringer. Nu ved vi, at det er fuldkommen forkert. Den geologiske udvikling domineres i virkeligheden af meget store begivenheder efterfulgt af lange perioder af kedsommelighed. Surlyk har studeret den dramatiske overgang mellem de to geologiske perioder Trias og Jura for 200 millioner år siden. Den er betydelig mindre kendt end overgangen mellem Kridt og Tertiær for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne uddøde, men er ligeså voldsom og regnes blandt de fem store katastrofer i Jordens geologiske historie. Geologerne får bl.a. deres viden om de store omvæltninger ved at undersøge forstenede planter i aflejrede lag fra de pågældende tidsrum. Og er man på jagt efter den flora, som spænder over overgangen mellem Trias og Jura, så gør man klogt i at tage til Jameson Land i Østgrønland nord for Scoresby Sund. Her finder man en af verdens rigeste fossile floraer i en flere hundrede meter tyk lagserie, der kaldes Kap Stewart Formationen. Den ældste del af floraen er fra slutningen af Trias og den yngste fra begyndelsen af Jura, så man i detaljer kan studere overgangen mellem de to perioder. De fossile floraer blev opdaget af den danske geolog Harz for omkring 100 år siden og blev i 1930 erne detaljeret beskrevet af englænderen Tom Harris. Samlingen af puslespillet af forstenede planter viste, at Trias- og Jurafloraen er næsten totalt forskellige, og at så godt som alt plantelivet uddøde under overgangen mellem de to perioder. Årets fund Derfor er det ikke overraskende, at sommerens feltarbejde er foregået netop i Jameson Land, hvor Surlyk som medlem af en internationalt sammensat forskergruppe systematisk har indsamlet plantefossiler og kortlagt lagdelingen i Kap Stewart Formationen. Surlyk er sedimentolog og kan ved at studere de 200 millioner år gamle geologiske lag f.eks. sige, hvordan floder og søer og landskabet har set ud. Da planter kun forstener under vand, hvor det iltfattige miljø forhindrer forrådnelse, er sedimentologens bidrag en vigtig brik i den arbejdsdeling, som findes i en geologisk projektgruppe. Polarfronten 3/04

7 Fotos: Finn Surlyk Surlyks hypotese før sommerens feltarbejde var, at når stort set hele den højere planteverden uddør, så får man et afsvedet, steppeagtigt landskab med bregner og nogle få andre hårdføre planter, og at de radikale ændringer i forvitring, erosion og afstrømning i landskabet må afspejle sig i store ændringer i lagenes udvikling, f.eks. i form af mere sand og grus, mindre ler, flere flodaflejringer og færre søaflejringer. Hans store håb var derfor at finde nogle lokaliteter, hvor grænsen mellem lag fra Trias og Jura kunne fastlægges præcist, således at denne hypotese for alvor kunne efterprøves. Og det fandt han, selvom han skulle helt frem til den sidste dag, før det skete. Surlyk var sammen med en anden ekspeditionsdeltager taget til en fjeldside, hvor flere af ekspeditionsdeltagerne havde arbejdet allerede i 2002, blot ikke Finn Surlyk, som var blevet løftet ud af området efter en ulykke, hvor han havde beskadiget sin ene hånd. Der var enighed om, at det var et yderst interessant område, men ingen havde set lige det, som sedimentologen Surlyks trænede øje fangede: - Vi bevægede os på en stejl og høj fjeldside, som nederst bestod af aflejringer fra Trias, og så lige pludselig ser jeg et tyndt, mørkt lag og bang! derefter vælter det ind med sand. Her stod jeg direkte over for overgangen fra Triastiden med dens aflejringer fra et sø- og sumplandskab med en rig vegetation til en periode præget af aflejringer fra et goldt, afbrændt steppeagtigt landskab med meget få overlevende planter, forklarer Finn Surlyk med begejstring i stemmen. - Med dette fund har vi fået en totalhistorie, der fortæller, hvordan landskabet ændrede sig fra små, slyngede, langsomme floder, småsøer og sumpe til i virkeligheden at blive den type floder, vi finder i Arktis i dag: brede, flettede, grusede floder, som ikke slynger sig. Da tusmørket sænkede sig Først de senere år er forskerne nået frem til at give et bud på, hvad der egentlig skete for omkring 200 millioner år siden. Det mest sandsynlige er, at Jorden blev rystet af en af de største vulkanske episoder nogensinde. Den varede i geologisk målestok relativ kort tid omkring 1 million år men var meget voldsom, og vi må forestille os, at der i den periode er blevet slynget enorme mængder af vulkanske gasser op i atmosfæren, og at tusmørket sænkede sig over Jorden og skabte en voldsom drivhuseffekt. Teorien er først blevet formuleret de senere år, fordi det har været svært at bestemme det oprindelige vulkanske område. Kontinentaldriften har nemlig vredet landmasserne fra hinanden, så området i dag ligger spredt ud for Nordamerikas sydøstkyst og Grønland, i Spanien, i Nordvestafrika og omkring Venezuela. Jameson Land-geologernes undersøgelser bekræfter teorien. En af ekspeditionsdeltagerne, Stephen Hesselbo fra Oxford University, har set på isotopændringer, og hans kulstof 13-analyse viser, at der er sket en voldsom stigning i drivhusgasser i atmosfæren ved overgangen mellem Trias og Jura. I samme retning peger en undersøgelse af spalteåbningerne i de meget velbevarede, forstenede blade, som en anden deltager, Jenny McElwain, har gennemført. Spalteåbningerne fungerer som planternes åndedrætsorganer, og deres tæthed og størrelse giver derfor et indtryk af optagelsen af kuldioxid. McElwains konklusion er, at der er sket en firedobling af kuldioxidindholdet i atmosfæren, og det betyder, at der på Trias-Jura grænsen har været tale om en pludselig, enorm drivhuseffekt, som den der kan opstå i forbindelse med voldsom vulkanisme. Poul-Erik Philbert Kontakt: Finn Surlyk, Geologisk Institut, KU, tlf , finns@geol.ku.dk Spor efter en af Jordens store katastrofer. Steve Hesselbo fra Oxford University indsamler prøver i et tyndt sort skiferlag, der indeholder plantefossiler fra overgangen mellem Trias og Juraperioderne for 200 millioner år siden. Det tykke gule sandlag over skiferen stammer fra den kraftige erosion, som opstod efter, at Trias-floraen var næsten uddød. 7

8 Et skridt i den rigtige Foto: Magnus Elander Mistanken om, at en østgrønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet, er blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse. Det fjerner imidlertid ikke risikoen for, at miljøgifte kan gribe forstyrrende ind i isbjørnenes kønsudvikling. I juli 1999 blev der i Østgrønland skudt en hunisbjørn med tydeligt forstørret klitoris. Det skabte en del uro blandt danske isbjørneforskere, fordi de frygtede, at det kunne være det første eksempel på en grønlandsk bjørn, som havde fået påvirket kønsudviklingen af miljøfremmede gifte. Norske forskere havde gennem 1990 erne i forbindelse med mærkning af isbjørne på Svalbard observeret mistænkeligt udseende abnormiteter i kønsorganerne hos en række hunbjørne, og det havde skabt mistanke om, at de høje koncentrationer af miljøgifte som PCB og DDT, der med vinde og havstrømme fra Europa og Asien føres til Østgrønland og Svalbard, måske kunne gøre bjørnene tvekønnede. Var ikke tvekønnet Nu viser en detaljeret undersøgelse af den grønlandske hunisbjørn, at den forstørrede klitoris intet har at gøre med, at bjørnen var tvekønnet. Dyrlæge og forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Christian Sonne, slår fast, at der var tale om en betændelse, som f. eks. kan være opstået, fordi hunnen i brunst har været i tæt og kærlig kontakt med hanbjørne. Selvom alarmen foreløbig er afblæst for den østgrønlandske bjørns vedkommende, kan forskerne ud fra deres nuværende viden stadig ikke sige, om de relativt høje giftniveauer hos bjørnene kan gribe forstyrrende ind i den normale funktion af kønsapparatet, immunsystemet, hormonbalancen m.m. Christian Sonne slår fast, at der endnu ikke findes et håndgribeligt, videnskabeligt bevis for dette, selvom flere studier af bjørne i Østgrønland og på Svalbard tyder på en sådan sammenhæng. - Hunbjørnen fra Østgrønland er den eneste, vi har observeret med ændringer i kønsorganerne, og den var altså ikke tvekønnet. Samtidig ved vi fra en interviewundersøgelse blandt østgrønlandske fangere, at ingen af dem nogensinde mindes at have set noget, som kunne berettige en mistanke om tvekønnethed. Christian Sonne mener også, at det kniber med beviser for de bjørne fra Svalbard, som norske forskere mistænker for at være det, man i forskerkredse betegner som pseudohermafroditter (se faktaboks). De norske forskere har ganske vist konstateret ydre tegn på forstørrede kønsorganer, men da det er sket i forbindelse med bedøvelse og mærkning, og da bjørne på Svalbard ikke må aflives, har det kun været muligt at undersøge dem o- verfladisk og tage en blodprøve og en spækbiopsi. - Jeg kan ikke vide, om de norske bjørne er tvekønnede. Men når det ikke har været muligt at se på dyrenes indre organer, kan man ikke afskrive den mulighed, at forstørrelsen af klitoris hos de voksne, kønsmodne norske bjørne kan have samme forklaring, som vi har fundet hos hunbjørnen fra Østgrønland, siger Christian Sonne. En undtagelse er dog ifølge Christian Sonne to 1-årige tvillingeunger, fundet på Svalbard i 1996, hvor urinrørsåbningen sad 1/2 centimeter for enden af noget, der lignede en penis. Hermafrodit eller pseudohermafrodit Blandt forskere, som studerer tvekønnethed i naturen, skelner man mellem hermafroditter og pseudohermafroditter. En hermafrodit skal have både primære hun- og hankønsorganer, dvs. have en æggestok og en testikel. En pseudohermafrodit har derimod altid normale testikler eller o- varier, men har træk af det modsatte køn i de sekundære, ydre kønsorganer. Både hermafroditter og pseudohermafroditter har normale kønskromosomer, da lidelsen er et resultat af enten en fosterskade eller senere opståede hormonale ændringer. Forskerne frygter, at de organiske miljøgifte fra den industrialiserede verden kan gå ind og efterligne eller blokere kønshormonerne og bl.a. føre til tvekønnethed. Isbjørnene bliver observeret særlig tæt, fordi de, som det øverste led i fødekæden, optager giftstofferne fra alle de øvrige dyr i kæden. Forskerne frygtede, at en forstørret klitoris hos en østgrønlandsk bjørn kunne være et tegn på tvekønnethed fremkaldt af miljøgifte. Det viste sig at være en betændelse. Foto: H.T. Sandell og B. Sandell Polarfronten 3/04

9 retning Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com) Mistanken består Professor Øystein Wiig, Zoologisk Museum i Oslo, der er med i den norske isbjørneundersøgelse, er enig i, at Christian Sonnes konklusion kan være rigtig, da flere af de isbjørnehunner, som er blevet observeret på Svalbard, har været i brunst og har haft en betændt klitoris. - Men det gælder ikke alle, tilføjer Øystein Wiig. Vi har set fænomenet med en forstørret klitoris hos alle aldersgrupper helt ned til tremåneders alderen. De mest specielle var to hununger med en urinåbning næsten i enden af en penis. De to unger blev beskrevet i en artikel i 1998, hvor også indgik to voksne hunbjørne med forstørret klitoris. Ud fra en viden om, at miljøgifte som PCB kan forstyrre hormonbalancen hos dyr og mennesker, pegede de norske forskere i artiklen på, at forureningen kunne være en mulig årsag til abnormiteterne i kønsorganerne. - Vi understregede imidlertid, at der også kunne være andre mere naturlige årsager, pointerer Wiig. For eksempel kunne det være mandlige hormoner fra en kræftsvulst hos moderen, der var blevet overført til fostrene og havde forstyrret udviklingen af deres kønsorganer, ligesom genetiske faktorer kunne spille ind. De norske forskere har ikke undersøgt de pågældende bjørne nærmere, men har senere i forbindelse med mærkning af isbjørnehunner på Svalbard fundet eksempler på forstyrrelser i kønsorganerne hos omkring 1,5% af de mærkede dyr. Mistanken til den østgrønlandske hunbjørn er fjernet og har givet vigtig viden til fremtidens undersøgelser. Men dermed er alarmen om, at miljøgiftene kan påvirke isbjørnenes kønsudvikling, ikke afblæst. Poul-Erik Philbert Kontakt: Christian Sonne, DMU, tlf , chs@dmu.dk og Øystein Wiig, Zoologisk Museum, Oslo, tlf , oystein.wiig@nhm.uio.no Østgrønlandske fangere har siden 1999 indsamlet prøver, hver gang de har skudt en isbjørn. Det har givet materiale til en detaljeret undersøgelse af sammenhængen mellem bjørnenes helbredstilstand og forekomsten af miljøgifte. Her er Christian Sonne og Maja Kirkegaard fra DMU i gang med at undersøge et kranium nærmere. Stor dansk isbjørneundersøgelse Undersøgelsen af den tvekønnede hunbjørn er et led i DMU s og Grønlands Naturinstituts isbjørneundersøgelse, som er enestående i international sammenhæng, fordi forskerne har haft adgang til indre organer og væv fra døde bjørne. Det har de fået gennem et velfungerende samarbejde med isbjørnejægerne i Scoresbysund-området, som siden 1999 systematisk har indsamlet prøver, hver gang de har nedlagt et dyr. Christian Sonne har derfor analyseret f.eks. lever, nyrer og kranier, og har fundet skader, som fortrinsvis er aldersrelaterede. De ligner dog meget de skader, som miljøgiftene giver, og det kan derfor ikke udelukkes, at de har spillet ind. For kraniernes vedkommende var der tegn på en afkalkning, noget der måske skyldes forureningen. Forskerne har også undersøgt, hvor store mængder miljøgifte, 92 isbjørne har i kroppen, og sammenlignet med data fra samme område i Det generelle billede er, at der har været tale om et markant fald i koncentrationerne for alle miljøgiftene fra 1990 til 2000, med bl.a. ca. 78% for PCB og ca. 34% for DDT. Forskerne ville gerne have haft niveauer fra nogle af de mellemliggende år, så man kunne være sikker på, at der ikke blot er tale om tilfældige udsving fra år til år. Men umiddelbart ser det ud til, at truslen fra de gammelkendte miljøgifte er aftagende, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at mange af stofferne er blevet udfaset i industrien for flere år siden, og at koncentrationerne i det arktiske miljø langsomt er begyndt at falde. Til gengæld er det ikke muligt at sige noget om udviklingen i de nye miljøgifte, som f.eks. de bromerede flammehæmmere og perflurerede syrer, idet disse stoffer først relativt nylig har fundet vej ind i de arktiske fødekæder. 9

10 Boret i bund Denne sommers boring på Indlandsisen bragte smeltevand og plantedele op fra isens bund. Forskerne håber, at materialet indeholder dna og pollen, som kan give viden om tiden før Grønlands nedisning. Blandt materialet fra Indlandsisens bund var også en grannål. Normalt borer holdet bag det store, internationale iskerneprojekt NordGRIP (Nord Grønlands Iskerne Projekt) is op fra Indlandsisen. Isen, som er gammel sne, indeholder oplysninger om klimaet på det tidspunkt, det faldt, og giver centimeter for centimeter en klimahistorie år tilbage i tiden. I år var opgaven imidlertid lidt usædvanlig, for da lød den på at bore 45 meter frosset bundvand op fra bunden af det 3085 meter dybe borehul. Bunden blev nået i 2003, og til iskerneforskernes store overraskelse viste det sig, at varme fra undergrunden smelter Indlandsisen nedefra. Det betød, at der steg vand op i borehullet, og da det kommer fra vandsystemer, som kan have været afskåret fra omverdenen i måske flere millioner år, er det uhyre interessant i en forskningssammenhæng. Problemet var imidlertid, at vandet var blandet op med borevæske fra kerneboringen, og det blev derfor besluttet at lade noget ikke-forurenet vand fryse til is og hente det op i Værdifuldt materiale op Boringen denne sommer forløb planmæssigt. Selvom hullet var boret, tog det ganske vist tid at nå ned til bunden igen, fordi der i løbet af det forløbne år har dannet sig isbroer. Efter et par uger ramte boret toppen af det frosne bundvand, som viste sig at være fyldt med røde partikler og have et meget højt indhold af gasser. - Vi er meget begejstrede og ser frem til, at disse prøver bliver analyseret for muligt indhold af organisk materiale fra et miljø, som fandtes i Grønland før det blev isdækket for et par millioner år siden, siger professor Dorthe Dahl Jensen. Hvem ved, måske kan eksotiske livsformer eksistere under isen den dag i dag? Helt uden uregelmæssigheder gik det dog ikke. Efter at der var boret 50 kilo frosset bundvand op, begyndte boret langsomt at dreje bort fra det gamle hul og ind i gletscherisen. Det betød, at kernen bestod af både frosset bundvand og is, og at der til sidst kun var is i kernen. Da det nye hul kun lå 50 centimeter fra det oprindelige, gik man ud fra, at boret ville nå bunden ved 3085 meters dybde. Men til alles overraskelse fortsatte det ned i gletscherisen til 3091 meter, og i modsætning til sidste års boring kom der på intet tidspunkt bundvand op i hullet. Selvom boringerne ligger tæt op ad hinanden, har denne sommers boring åbenbart ikke ramt en vandkanal. I stedet blev der hentet en del rødligt mudder op fra bunden sammen med flere centimeter lange fragmenter af organisk materiale som mest ligner fyrrenåle eller barkstykker. De foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om gammelt materiale, som stammer fra den tid, da Grønland var skovdækket. Fundet af plantedelene antyder desuden, at nedisningen af Grønland er sket relativt hurtigt, for en langsomt voksende bræ ville have skyllet eller skubbet de lette dele bort. Kernen med frosset bundvand og bundmaterialet fra den nye boring skal nu analyseres nærmere. Dorthe Dahl Jensen har især store forventninger til det relativt rene, frosne bundvand, som kan indeholde dna og pollen fra en tid, hvor Grønland endnu var bevokset og uden is. Poul-Erik Philbert Forskerne håber, at det rødlige bundvand vil indeholde interessant, organisk materiale fra før Grønland blev dækket af is for 2 millioner år siden. Fotos: NGRIP Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Geofysisk Afdeling, tlf , ddj@gfy.ku.dk Polarfronten 3/04

11 Foto: NKA Grønlands ældste ski Et stykke træ, fundet i et sæteranlæg i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland, stammer med stor sandsynlighed fra et par ski fra middelalderen. Fundet antyder, at samfærdslen i den norrøne periode bl.a. foregik på ski. I 1997 foretog Grønlands Nationalmuseum & Arkiv en arkæologisk undersøgelse i Kirkespirsdalen i Nanortalik Kommune. Under udgravningen af et lille sæteranlæg, der skulle fjernes i forbindelse med et vejbyggeri op til den kommende guldmine Nalunaq, fandt man et lille stykke tekstil af umiskendeligt norrøn oprindelse. Stykket blev kulstof-14-dateret til omkring 1425 og er således et af de seneste fund fra middelalderens norrøne samfund, der eksisterede i Sydgrønland fra ca. år 1000 til omkring år 1450 e.v.t. Træstump med lang historie Noget senere blev der til det daværende Grønlandssekretariat på Nationalmuseet i København indleveret et stykke træ, der efter oplysningerne var fundet i et lignende anlæg, men nogle kilometer længere inde i Kirkespirsdalen. Et efterfølgende besøg på fundstedet kunne bekræfte, at der var tale om yderligere et sæteranlæg ligeledes bygget af sten et stykke oppe i fjeldsidens ur. Træstykket er 85 centimeter langt og ni centimeter bredt med en let rundet o- verside og en flad underside. Langs begge kanter ses en række huller afsat med regelmæssige mellemrum. Efter at have ligget et par år på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv blev stykket vist til afdelingen for ski på Umeå Museum i Nordsverige, der utvetydigt erklærede, at der er tale om et stykke af en såkaldt kort-ski af en type, der bl.a. ses afbildet i Olaus Magnus store værk fra 1555 om de nordiske folk. Det er karakteristisk for denne type ski, at foden anbringes helt bagtil, således at det meste af skien er foran foden. De små huller langs begge kanter bruges til fastgøring af en stighud på undersiden, dvs. skind monteret med hårene vendende bagud, for at forhindre bagglid. En lille stump træ blev forsigtigt skåret af og sendt til datering på AMS 14C Dateringscenter ved Århus Universitet. Efter endt undersøgelse kunne forskerne konstatere, at træet enten var lærk eller fyr, og at stykket stammede fra omkring år Hermed var den ældst kendte ski i Grønland dateret. Da man af forskellige grunde næppe kunne anvende drivtræ til ski, er skien eller træet dertil ret sikkert medbragt til Grønland udefra, f.eks. fra Norge. Trafik i Kirkespirsdalen Fundene af både tekstil og træ i hver sin ende af den norrøne tidsskala antyder, at der har været aktivitet i Kirkespirsdalen gennem det meste af perioden. Kirkespirsdalen ligger ca. 245 meter over kysten, hvor den norrøne gård nr. 60V2-II- 574 er lokaliseret. Det er indlysende, at man har udnyttet alle til rådighed stående foderressourcer til gårdens forskellige dyr, og at Kirkespirsdalen indgik i dens nærområde. Hidtil har det ikke været meget, arkæologerne har vidst om samfærdslen i området, da det ikke er mange fund fra den norrøne middelalder, der fortæller om samfærdsel. Der er dog fundet dele af klinkbyggede både, enkelte fund af ishakker af jern, dele af slæder og nu en stump af en ski. Da der ikke er fundet andre stykker træ, der er tolket som ski, kan det tænkes, at brug af ski ikke var så udbredt og måske kun blev benyttet i begyndelsen af nordboernes tilstedeværelse i Grønland. Joel Berglund Kontakt: Joel Berglund, tlf , berglund.joel@telia.com Det 1000 år gamle træstykke blev fundet i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland og stammer sandsynligvis fra et par ski. 11

12 Isfjorden som globalt arvestykke Efter lang tids spændt venten har Ilulissat Isfjord nu fået plads på UNESCO s eksklusive verdensarvsliste. Efter flere års forudgående arbejde i kulissen er det lykkedes grønlandske og danske myndigheder at skaffe Ilulissat Isfjord en attraktiv plads på UNESCO s verdensarvsliste over bevaringsværdige lokaliteter. Isfjorden bliver hermed ikke blot den første lokalitet i Grønland, men det første naturarvsområde inden for rigsfællesskabet, der får tildelt den flotte status. Indtil nu har kun de danske kulturarvssteder Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingestenene kunnet bryste sig af at være arvestykke for hele verden. 19 meter i døgnet Ilulissat Isfjord ligger i Disko Bugten omtrent midt på Grønlands vestkyst. Udover selve Isfjorden omfatter verdensarvsområdet de tilgrænsende landområder og et stykke af Indlandsisen. Alt i alt et område på 4042 kvadratkilometer. I bunden af Isfjorden udmunder gletscheren Sermeq Kujalleq, der dræner en stor del af Indlandsisen. Her vælter gletscheren frem med en hastighed på 19 meter i døgnet, hvilket gør den til en af verdens hurtigste og mest aktive. Årligt producerer den 35 kubikkilometer is i form af store isfjelde, der driver mod mundingen af fjorden og går på grund ved banken, hvor de indtager hovedrollerne i et malerisk sceneri i næsten konstant foranderlige former og farver akkompagneret af bragen og knagen fra fjeldenes bevægelser. Da vanddybden ved Isfjordens munding kun er omkring 200 meter, går de store isfjelde på grund og spærrer for de mindre isfjelde. Det betyder, at fjorden der formentlig er mere end 1000 meter dyb normalt er tæt pakket med små og store isfjelde. Om vinteren dannes et fast dække af havis, mens der er større og mindre isfrie områder i fjorden om sommeren. Ej blot til lyst Fra Isfjorden flyder de gradvist smeltende isfjelde til mere lavvandede områder og videre ud i Disko Bugten. Herfra fortsætter de deres rejse med havstrømmene nordpå langs Grønlands vestkyst. Mens smeltevand og isfjelde fører næringsstoffer til Isfjorden, skaber gletscherisen turbulens i vandet. Begge forhold er årsag til, at der er et rigt liv i Isfjorden. Således har fiskeriet gode kår i Ilulissat, og sammen med turisme er det byens vigtigste erhverv. Omkring turister besøger årligt Ilulissat, som har Isfjorden som den altoverskyggende attraktion. Men ikke blot er fjorden skøn at skue den er tillige af kulturhistorisk værdi, idet den i kraft af sine naturrigdomme har tiltrukket bosætninger igennem 4400 år. Først var det Saqqaq-folket, der slog sig ned ved fjorden. Dernæst fulgte Dorset-folket, og omkring år 1200 bosatte Thule-folket sig i området. Tæt på Ilulissat ligger også Sermermiut, hvor arkæologerne i årevis har arbejdet med at finde rester fra alle tre kulturer i lag i jordbunden. Udgravningerne viser, at Grønland med stor sandsynlighed har været folketom i perioder. Isfjorden er også til stadighed genstand for videnskabelige undersøgelser. Den er nemlig et væsentligt vidnesbyrd om den seneste istids sidste fjerdedel. Anerkendelse forpligter En status som naturarvsområde inde- Fakta s I anledningen af at Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO s verdensarvsliste, har Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) udarbejdet en bog om Isfjorden med bidrag fra en række eksperter. Bogen fokuserer hovedsageligt på de glaciologiske forhold i og omkring Isfjorden, men omfatter også afsnit om bl.a. planteliv, dyreliv, hellefisk, arkæologi, Ilulissats nyere historie og Ilulissat i dag. Bogen er redigeret af Ole Bennike, Naja Mikkelsen, Henrik Klinge Pedersen og Anker Weidick. Foto af Jakob Lautrup m.fl. Den er også udgivet i en engelsk og en grønlandsk udgave, er på 116 sider og rigt illustreret. Prisen er 324 kroner. ISBN Bogen kan købes ved henvendelse til GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 København K, telefon , e-post geus@geus.dk. bærer ikke blot anerkendelse, men også en forpligtelse til i fremtiden at beskytte området. For med optagelsen bliver Isfjorden hele verdens arvestykke og dermed en global attraktion. Derfor er der også taget skridt til at i- gangsætte et program, der skal overvåge turisternes påvirkning af naturen. For turister vil der uundgåeligt blive flere af i de kommende år. Da størstedelen af området er vildmark og kun meget sjældent besøges, vil der dog først og fremmest blive brugt ressourcer på at bevare området nær Ilulissat by. Jane Tolstrup Læs mere om Isfjorden på Foto: Jakob Lautrup, GEUS Polarfronten 3/04

13 13

14 NANOK i historiens fodspor Medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni har brugt de seneste to somre på at rejse rundt og registrere gamle hytter og fangststationer langs den nordøstgrønlandske kyst. Igennem århundreder har den grønlandske østkyst været gæstet af mennesker fra nær og fjern. Jægere, handels- og opdagelsesrejsende, slædepatruljer m.fl. har fristet tilværelsen i det golde og uvejsomme terræn og på deres vej efterladt sig håndgribelige minder for eftertiden. Blandt disse er især de mange hytter og stationer, der ligger spredt rundt i det vidtstrakte landskab som beviser på områdets rige kulturhistoriske fortid. Igennem ikke færre end 14 år har medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni, NANOK, viet deres somre til udforskning af netop denne kulturskat. Formålet er at skabe et samlet, tidssvarende register over kystens bygninger. I feltsæsonen 2003 lykkedes det for de to udsendte hold at registrere ikke færre end 100 lokaliteter i området mellem Daneborg i nord og Kong Oscars Fjord i syd. I år gjaldt det så området fra Nathorst Fjord i syd til Hochstetter Forland i nord. Og på trods af, at ekspeditionsdeltagerne kun havde tre mod normalt fem uger til rådighed, blev det til omtrent det samme antal registrerede lokaliteter. Inuit-ruiner i Germania Havn Ifølge NANOK s direktør Peter Schmidt Mikkelsen, der var en af deltagerne på denne sommers Nordhold, skyldtes den succesfulde færd ikke mindst, at vejret artede sig til fordel for ekspeditionen. Nordholdet, der ud over Peter Schmidt Mikkelsen bestod af fotograf Erik Jochumsen og studerende Søren Kristensen, lagde ud med at besøge Germania Havn og Sabine Ø, der fra gammel tid har været et knudepunkt på grund af beliggenheden ved åbent vand. Ruiner på stedet vidner også om, at det har været et godt fangststed for Inuit i tidligere tider. Foto: Nanok Ella Ø Germania Land Hochstetter Forland Shannon Ø Sabine Ø Daneborg Vega Sund Kong Oscars Fjord Nathorst Fjord Historisk vingesus i Alabama-hytten Et af højdepunkterne på rundrejsen var ifølge Peter Schmidt Mikkelsen opholdet på Shannon Ø. Her besøgte ekspeditionsholdet bl.a. Alabama-hytten, der blev opført i 1910 i forbindelse med Ejnar Mikkelsens og Iver Iversens slæderejse efter spor fra de tre omkomne fra Danmark- Ekspeditionen: Brønlund, Mylius-Erichsen og Høeg Hagen. Da det stod klart, at ekspeditionsholdets skib Alabama ikke var til at redde efter at have været i faretruende clinch med isen, besluttede Mikkelsen og Iversens fem kammerater at bygge en hytte af skibets træmateriale. Da Mikkelsen og Iversen imidlertid kom tilbage til stedet i november 1910 efter i ugevis at have ledt efter de savnede, kunne de konstatere, at kammeraterne var rejst hjem og blot havde efterladt den netop opførte hytte. Og således gik det til, at Mikkelsen og Iversen i årene kunne kalde Alabama-hytten for deres hjem. Behov for en kærlig hånd Sydholdets tur gik bl.a. omkring Ella Ø og Vega Sund, hvor den hårdt medtagne hytte Sverresborg blev registreret. I det hele taget stødte sydholdet, der bestod af Lars Bønding, Jesper Stentoft og Ole Schiermer Nielsen, på en hel del hytter, der kunne trænge til en kærlig hånd. Ærgerligt i betragtning af, at bygningerne både besidder historisk værdi og udgør yndede hoteller for områdets rejsende. Ifølge Peter Schmidt Mikkelsen fremgår det af både mundtlige tilkendegivel- Polarfronten 3/04

15 Rensdyrfund i Østgrønland Skeletter af uddød minirensdyr er fundet i Østgrønland. Forskere ved Zoologisk Museum i København står parat til at undersøge det sjældne fund. Da en fanger i slutningen af august i år bevægede sig rundt i et bjergterræn omkring Scoresbysund i Østgrønland, gjorde han et overraskende fund. Tre kilometer uden for byen opdagede han pludselig 14 dybfrosne rensdyrskeletter nogle endda med både hud og hår på. Det stod hurtigt klart, at de i mange år havde ligget gemt under sne og is og derfor var ualmindelig velbevarede. Via distriktslægen i Scoresbysund blev der hurtigt sendt bud til Grønlands Naturinstitut, som kontaktede Peter Gravlund fra Zoologisk Museum i København. Her venter man i øjeblikket på at komme i gang med at analysere det interessante fund, der er blevet sendt til Danmark med fragtskib. Den ægte vare Selv om undersøgelserne først lige er gået i gang, står det imidlertid klart, at der er tale om en uddød, grønlandsk rensdyrart, som levede for mere end 100 år siden. Et slags minirensdyr - tætbygget med tyk pels og sandsynligvis et kraftigt fedtlag. Det er forskernes teori, at dyret indvandrede til Grønland fra det nordlige Canada for ca år siden. Herfra er nogle med tiden vandret videre over nordisen til Svalbard. Hidtil har zoologerne på Zoologisk Museum kun haft et par udstoppede eksemplarer af arten. Det er lykkedes forskerne at foretage visse DNA-tests med dette materiale, men med de nye fund bliver mulighederne for at lære dyret bedre at kende væsentligt forbedret. Takket være sneen og de permanente frostgrader, der har virket nærmest konserverende, er skeletterne meget velbevarede med levn af både hud, hår og sener. Peter Gravlund håber på at finde forskningsmidler, så det bliver muligt at aldersbestemme skeletterne via en kulstof-14-test. Herefter er det målet at foretage en undersøgelse af fundpladsen, der muligvis kan give svar på, hvorfor dyrene døde. De velbevarede rensdyrknogler er nu ankommet til Danmark, hvor de skal undersøges nærmere. En af de hytter, som ekspeditionsholdet besøgte under sommerens rejse i Nordøstgrønland, var Ullahytten ved Grandjean Fjord. Foto: Jens Chr. Knudsen ser og beretninger i hyttebøger, at hytter og stationer istandsat af NANOK ofte foretrækkes frem for moderne, komfortable Sirius-depothytter. Det er ikke mindst på den baggrund, at NANOK snarest muligt ønsker at genoptage arbejdet med at renovere udvalgte bygninger, så de kan blive til lige så stor glæde og gavn for fremtidens grønlandsfarere, som de var det for fortidens. Jane Tolstrup 15

16 Tredje Galathea-ekspedition Et nyt forslag lægger op til, at den traditionsrige Galathea-ekspedition, der søsattes for første gang i 1848, genoplives. Som noget nyt er det planen at lægge verdensomsejlingen forbi Antarktis. på tegnebordet På foranledning af Christian VIII stævnede korvetten Galathea i 1848 ud fra København med kurs mod bl.a. Afrika, Indien og Sydamerika. Godt 100 år senere, i 1950, lettede fregatten Galathea anker fra København og sejlede omkring Afrika mod Indien og videre til Australien. Mens den første ekspedition hjembragte videnskabelige værdier i form af mere end 100 kasser og krukker med zoologiske, botaniske, geologiske og etnografiske genstande, lykkedes det Galathea-2 at påvise eksistensen af 115 forskellige arter af dyr i dybhavet omkring Filippinerne, heriblandt søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser. God mulighed for danske forskere Nu, godt et halvt århundrede senere, er den tredje Galathea-ekspedition under opsejling. Det er Morgenavisen Jyllands- Posten, der står bag idéoplægget, men også Nationalmuseet, som ligger inde med meget af det tidligere hjembragte materiale, er med i projektet. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har afsat to millioner kroner til planlægning af Galathea-3, der forventes gennemført fra august 2006 til februar Og denne gang er det planen, at turen også skal gå til det frosne kontinent, Antarktis. Det vil give danske forskere en kærkommen mulighed for at besøge verdens sydlige polarområde. - Jeg synes, det er spændende med et nationalt projekt, ikke mindst fordi det danske forskningsengagement i Antarktis ofte foregår i internationale projektsamarbejder. I 2007 starter det internationale polarår og ekspeditionen vil derfor være en god basis for danske forskeres deltagelse i dette arrangement, hvilket bør inddrages i planlægningen af Galathea-3, siger Hanne K. Petersen, direktør for Dansk Polarcenter. Formidling i højsædet Det er de statslige forskningsråd, der skal udvælge de forskningsprojekter, som skal med på Galatheas togt. Projekternes egnethed i forhold til formidling og undervisning vil indgå i udvælgelsen, der foretages af bestyrelsen for ekspeditionsfonden. Et af hovedformålene med at søsætte den tredje Galathea-ekspedition er nemlig at øge interessen for naturvidenskaberne som helhed. - Galathea-3 vil styrke interessen for naturvidenskab blandt de unge. Ekspeditionen vil også give værdifuld viden om verdens videre udvikling, globaliseringen og det højteknologiske samfund, siger videnskabsminister Helge Sander. Derfor er det planen, at Undervisningsministeriet skal udarbejde undervisningsforløb, der bl.a. vil give skolerne og forskningsskibet mulighed for at kommunikere med hinanden direkte via satellit. Samtidig skal forskningen kobles til en massiv formidlingsindsats i de danske medier. Og med nutidens sammensmeltning af trykte og digitaliserede medier er der mulighed for, at ekspeditionen bliver en omfattende multimediebegivenhed. Selv om det hovedsageligt er det naturvidenskabelige område, der tilgodeses med ekspeditionen, vil der dog blive givet plads for forskning og formidling inden for det humanistiske og samfundsmæssige område. Rammen om Galathea-3 bliver efter al sandsynlighed havundersøgelsesskibet Dana, der muligvis skal bygges om til den store opgave. Bl.a. overvejes det at udstyre skibet med et helikopterdæk. Jane Tolstrup Foto: Hans Meltofte

17 Kommentar: Forskningsaftale på toppen af Indlandsisen Dansk Polarcenter, Grønlands Hjemmestyre og National Science Foundation (NSF) indgik i juli måned en aftale om forskningssamarbejde. Mødestedet var den amerikanske forskningsstation Summit på toppen af Indlandsisen, hvor direktør Hanne Petersen fra Dansk Polarcenter og Landstyremedlem Henriette Rasmussen mødtes med repræsentanter for NSF for at underskrive aftalen. Det drejer sig om en rammeaftale, der åbner mulighed for konkrete forskningsprojekter og transportstøtte til fælles projekter mellem amerikanske, danske og grønlandske forskningsinstitutioner. NSF er den største generelle amerikanske forskningsfond og har i mange år støttet amerikansk forskning i Grønland. Direktør Hanne Petersen ser aftalen som en mulighed for at øge forskningssamarbejdet med USA og få større gavn af den store forskningsaktivitet, der udføres i Grønland. Aftalen åbner også for udveksling af studerende og for samarbejde om konferencer og symposier. Med et kommende internationalt polarår i 2007 skulle der være gode muligheder for at omsætte rammeaftalen til konkrete projekter. Aftalen blev underskrevet på Summit, fordi der allerede er indledt et samarbejde mellem parterne om at få europæiske forskningsinteresser repræsenteret på forskningsstationen. European Polar Board har udtrykt interesse for et sådant forskningssamarbejde og havde en repræsentant med på turen. USA har haft forskningsstationen på Summit siden iskerneboringerne i 90 erne, og den har de seneste år været helårsbemandet. Den er enestående på grund af sin beliggenhed på Indlandsisens top, 3200 meter over havet, og er den eneste arktiske station, der kan modsvare stationerne i Antarktis. Minik Rosing, professor, Geologisk Museum Styrk den dansk grønlandske forskningsindsats i Arktis Denne opfordring kommer fra professor Minik Rosing, formand for Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, der mener, at en satsning på vores ekspertise og erfaring inden for arktisk forskning både kan styrke Danmarks internationale forskningsposition og fremme interessen for Grønland i Danmark. En undersøgelse, Forskningsstatistik for Grønland , har dokumenteret, at den danske forskningsindsats i Grønland er mindsket betydeligt i de senere år. Dette er paradoksalt og uheldigt, idet Arktis - herunder Grønland - tiltrækker sig en stadigt stigende international forskningsmæssig opmærksomhed af både grundvidenskabelig og målrettet karakter. I den undersøgte periode er den forskning, som udføres ved grønlandske institutioner, øget i takt med, at Grønlands Hjemmestyre har opbygget egne forskningsinstitutioner. Dette er naturligvis glædeligt, og tendensen kan tolkes som et udtryk for en naturlig og ønskværdig overførsel af kompetence til Grønland fra Danmark i samklang med principperne for udmålingen af det danske bloktilskud. Den danske forskningsindsats i Arktis bør imidlertid ikke ses udelukkende som en forpligtelse, der i heldigt fald kan delegeres, men snarere som en collage af forskningsfelter med et mægtigt potentiale. Forskningsfelter, hvor Danmark og Grønland tilsammen besidder en særlig ekspertise, og hvor vi har et forspring frem for de fleste andre på den internationale forskningsscene. At øge den danske forskningsindsats i Arktis er naturligvis ikke et mål sig selv, men de danske og grønlandske forskningsmiljøer besidder tilsammen særlige forudsætninger for at bidrage til den internationale indsats inden for arktisk forskning, som gør, at disse miljøer kunne få en definerende og koordinerende rolle i den meget omfattende internationale forskning i Arktis. En øget dansk forskningsindsats i Arktis kunne berige danskgrønlandsk forskning og medvirke til ø- get internationalisering af forskningen. En betydelig dansk forskningsindsats i Grønland vil ud over den rent forskningsmæssige gevinst være af stor betydning for rigsfællesskabets fortsatte funktion. En understregning af dansk interesse i et fortsat tæt rigsfællesskab kan med fordel udtrykkes gennem en synlig forskningsindsats i et koordineret samarbejde med den grønlandske indsats. Omfattende og synlig dansk forskning i Grønland vil medvirke til at vedligeholde og stimulere en bred dansk opmærksomhed og interesse for Grønland. Forrige århundredes bredspektrede og intense dansk-grønlandske forskning i Nordog Østgrønland er den direkte årsag til, at Grønland i dag er én nation med ét folk og ikke er opsplittet i regioner med forskellig national tilknytning. Denne indsats er også årsagen til, at Danmark og Grønland tilsammen råder over en betydelig erfaring og ekspertise inden for arktisk forskning og logistik. 17

18 Fire kvinder frem for et Hjemmestyre Grønlands Hjemmestyre har modtaget en gave af Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i forbindelse med sit 25-års jubilæum: En ny bog, der dels tager temperaturen på kulturen efter et kvart århundrede med hjemmestyre, dels fungerer som et indspark i den grønlandske kulturdebat. For 25 år siden løsnede Grønland de politiske og administrative bånd til Danmark med oprettelsen af Grønlands Hjemmestyre. I anledning af den skelsættende begivenhed har fire kvindelige forskere fra Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, sat sig for at se på, hvordan det er gået på den kulturelle front siden da. Det er der kommet en bog ud af, der sætter fokus på, hvad hjemmestyret har betydet for den sproglige, litterære og mediemæssige udvikling i Grønland. Grønland i verden Det er forskerne Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, Karen Langgård og Jette Rygaard, der behandler hhv. det sproglige klima, skønlitteraturens situation, unges læsevaner og TV-mediets udvikling i Grønland. Som titlen Grønlænder og global grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse antyder, skuer forfatterne dog ikke først og fremmest indad. Som en rød tråd gennem bogen løber overordnede overvejelser om, hvordan den grønlandske i- dentitet og kultur står i en tid, hvor den globale virkelighed trænger sig på og uundgåeligt øver indflydelse på lokale kulturer i verdens yderområder. For nok har Hjemmestyret dannet ramme om en administrativ og politisk selvstændighed, der har søgt at fremme de kulturelle værdier, som betragtes som særligt grønlandske. Men det har ikke betydet, at Grønland har vendt sig mod sig selv. Især den brede vifte af medier, der overalt har holdt sit indtog, har været garant for kontakt til den omgivende verden. Grønlandsk tv en realitet Netop mediernes betydning i det grønlandske samfund behandles af Jette Rygaard, der mere specifikt fokuserer på, hvordan det grønlandske fjernsyn holdt sit indtog i det nye Grønland efter Forud for KNR TV s premiere 1. november 1982 var gået mange år med et ganske vist optimistisk syn på fremtidens muligheder for formidling af nyheder og information til hele befolkningen, men også med frygt for, hvordan Grønlands sprog og kultur skulle overleve mødet med den udenlandske medievirkelighed. I dag tyder meget på, at tv-mediet er på vej til at indtage rollen som samfundets kit på samme måde, som radio og aviser gjorde det før i tiden. Også selv om det blot er ca. hver femte udsendelse, der er på grønlandsk. Sprogdebatten fortsætter Spørgsmålet om sprogets status og betydning behandles mere indgående af Birgitte Jacobsen, der har interviewet en række personer med sprogproblematikken inde på livet. Jacobsen konkluderer, at selv om det grønlandske sprog ikke længere betragtes som truet, hersker der stadig bekymring over det danske sprogs stigende indflydelse i form af de såkaldte danismer. Også intolerance over for dialekter præger nutidens Grønland, der seks år inden Hjemmestyrets oprettelse fik ny retskrivning. Litterær kreativitet efterlyses Hvad angår litteraturens rolle i Grønland efter 1979 er der både godt og skidt at sige. Birgit Kleist Pedersen finder det f.eks. alarmerende, at gruppen af ikke-læsere er langt større end gruppen af læsere. Samtidig er det betænkeligt, at de store, skønlitterære værker udebliver til fordel for digtsamlinger, noveller og kortere romaner. Også Jette Rygaard påpeger det generelle problem, at der både læses og skrives for lidt. Som forklaring giver hun, at Grønland ikke er et tilstrækkeligt litterært samfund til at fostre et bredt spektrum af skribenter, og at skolen ikke er gearet til at højne kreativitet og gode, sproglige kompetencer. Helt skidt står det dog ikke til. For i næste ombæring må det konstateres, at der trods alt kommer en jævn strøm af skønlitterære værker på grønlandsk. Og set i et internationalt lys er den grønlandske, litterære produktion imponerende i betragtning af landets størrelse. De fire forfattere udtrykker i bogens indledning håb om, at de behandlede emner vil inspirere til videre debat. I hvert fald er der med de fire artikler skabt et nyt udgangspunkt for fremtidig diskussion af nogle af de helt centrale spørgsmål i det grønlandske samfund. Jane Tolstrup Polarfronten 3/04

19 19

20 Air Greenland - arktisk specialist Taxi-flyvning Medicinske evakueringer Efterforskning support til videnskabelige efterforskningsprojekter Redningsoperationer Specielle transporter herunder flyvning med underhængende last (slingflyvning) Fly- og helikopterflåde: 1 Airbus Boeing De Havilland DASH 7 2 De Havilland (Twin Otter) 1 Beech Super King Air Sikorsky S-61N 4 Bell AS 350 B2 Air Greenland Charter & Cargo P.O.Box Nuuk Charter: Telefon Fax glcharter@airgreenland.gl Cargo: Telefon Fax gohfb@airgreenland.gl Ellen Forchhammer Kære Knud Genudgivelse af Bergit Forchhammers udvalg af brevvekslingen mellem Ellen Hallas (Forchhammer) og Knud Rasmussen. Udgivet første gang i I breve og navnlig i "de små blå" holder Ellen Hallas Knud Rasmussen underrettet om, hvad der sker i venne-kredsen, når Knud Rasmussen er på ekspeditionsrejser i Grønland og dermed væk fra alle de fornøjelige og mere alvorlige tildragelser hjemme i København og omegn. Brevene er gennemlyst af det varme venskab og den dybe hengivenhed, som bestod mellem Ellen Hallas og Knud Rasmussen, og bogen er samtidig et smukt billede af livet i København i begyndelsen af 1900-tallet. Bogen er gennemillustreret med billeder, hvoraf mange er nye i forhold til førsteudgaven. ISBN: ,00 kr. Forlaget Atuagkat Polarfronten 3/04