Indhold. Arktisk forurening: Tilstandsrapport om det arktiske miljø

Transkript

1 Issittumi Avatangiisit pillugit Nalunaarutip killiffia Arktisk forurening: Tilstandsrapport om det arktiske miljø Indhold Indledning Arktis Forureningens fysiske transportveje Polarområdets økologi Befolkninger mod nord Persestente organiske forurenende stoffer Tungmetaller Radioaktivitet Forsuring og arktisk tåge Oliekulbrinter Klimaforandring, nedbrydning af ozonlaget og ultraviolet stråling Forurening og folkesundhed file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/indhold.htm [ :07:38]

2 Beskyttelse af det arktiske miljø Arktisk forurening: Tilstandsrapport om det arktiske miljø Indledning Beskyttelse af det arktiske miljø - historien kort Bekymringen om forurening i Arktis opstod for mindst 30 år siden og har siden 1970'erne i stigende grad optaget flere og flere. I foråret 1989 foreslog Finland, at man afholdt en konference om beskyttelse af det arktiske miljø. Ideen vandt tilslutning hos de andre cirkumpolare lande: Canada, Danmark/Grønland, Island, Norge, Sverige, Sovjetunionen og USA. De første forberedende møder blev holdt i Rovaniemi, Finland, i september 1989 og mundede ud i "Rovaniemi-processen". Man blev i en tidlig fase enige om at udarbejde en række rapporter om potentielle forurenende stoffer i forskellige dele af det arktiske miljø og de tilhørende økosystemer. Disse første "tilstandsrapporter om det arktiske miljø" blev forelagt på det Første Arktiske Ministermøde i Rovaniemi, Finland, i juni Ministermødet var et gennembrud i udviklingen af et internationalt samarbejde om beskyttelse af Arktis og mundede ud i vedtagelsen af Arctic Environmental Protection Strategy (AEPS). Formålene med AEPS som vedtaget i Rovaniemi-deklarationen er følgende: at beskytte de arktiske økosystemer, herunder mennesker, at sikre beskyttelse, forbedring og genopretning af den miljømæssige kvalitet samt bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, herunder lokale befolkningers og de oprindelige folks brug af ressourcerne i Arktis, at anerkende og så vidt muligt tage højde for de oprindelige folks traditionelle og kulturelle behov, værdier og praksis, som de selv beskriver dem, og som er relevante for beskyttelsen af det arktiske miljø, jævnligt at undersøge det arktiske miljøs tilstand, at konstatere, begrænse og som slutmål helt eliminere forureningen. Med vedtagelsen af AEPS anerkendte de otte cirkumpolare regeringer desuden formelt betydningen af at inddrage repræsentanter for de oprindelige folk i nord som aktive deltagere i processen. Der blev med henblik på gennemførelsen af AEPS nedsat fem arbejdsgrupper: Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP) med ansvar for overvågning af niveauer og vurdering af virkningen af menneskeskabte forurenende stoffer i alle dele af det arktiske miljø. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d1.htm (1 af 5) [ :07:40]

3 Beskyttelse af det arktiske miljø Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF) med ansvar for at lette informationsudvekslingen og koordineringen af arts- og habitatforskning vedrørende den arktiske flora og fauna. Emergency Prevention, Preparedness and Response (EPPR) med ansvar for etablering af rammerne for en fremtidig fælles indsats i tilfælde af miljøkatastrofer i Arktis. Protection of the Arctic Marine Environment (PAME) med ansvar for at træffe forebyggende og andre foranstaltninger direkte eller gennem kompetente internationale organisationer vedrørende havforurening i Arktis, uanset oprindelsen. Sustainable Development and Utilization (SDU) med ansvar for at forsyne regeringer med forslag til foranstaltninger, der kan sikre en bæredygtig udvikling i Arktis, herunder de oprindelige folks bæredygtige anvendelse af vedvarende ressourcer. Der er siden det Første Arktiske Ministermøde i 1991 afholdt yderligere to ministermøder i Nuuk, Grønland, i 1993, og i Inuvik, Canada, i Denne rapport og anbefalingerne heri vil blive behandlet på et fjerde AEPS-ministermøde i Norge i Efter ministermødet vil AEPS og de dertil knyttede programmer henhøre under det nye Arktisk Råd. AMAP AMAP's hovedformål har været at indsamle oplysninger til en omfattende vurdering af forureningstruslerne mod arktiske økosystemer. Sigtet med vurderingen var at påpege mulige årsager til ændrede miljøforhold, at konstatere begyndende problemer og foreslå foranstaltninger til begrænsning af risiciene for arktiske økosystemer. AMAP var fra starten tænkt som en proces, der omfattede både overvågnings- og vurderingsaktiviteter. I sin første periode ( ) har AMAP udarbejdet og gennemført et koordineret program for overvågning af niveauerne af forurenende stoffer i alle dele af det arktiske miljø, dvs. i luft-, land-, ferskvands- og havmiljøet og i befolkningen med henblik på folkesundheden. AMAP har også indledt en vurderingsproces med henblik på at udarbejde vurderingsrapporter på grundlag af data, der allerede er offentliggjort i den videnskabelige litteratur, data fra AMAP's overvågningsprogram samt traditionel viden. I AMAP's indledende arbejde fokuseres der på tre prioriterede forurenende stofgrupper: persistente organiske forurenende stoffer, tungmetaller og radioaktivitet. AMAP har også fået til opgave at overvåge kulbrinteniveauet med henblik på bedre dokumentation af olieforureningen i Arktis. På ministermødet i Nuuk i 1993 blev forsuring defineret som prioritetsområde for Fennoskandinavien som delregion. Andre internationale programmer dækker emner som globale klimaændringer og nedbrydelsen af stratosfærens ozonlag, og i Nuuk blev AMAP bedt om at vurdere, hvorvidt disse programmer sikrede tilstrækkelig dækning af de arktiske områder. Struktur AMAP's arbejde udføres af AMAP-arbejdsgruppen, der har følgende medlemmer: file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d1.htm (2 af 5) [ :07:40]

4 Beskyttelse af det arktiske miljø Repræsentanter fra de otte arktiske lande: Canada, Danmark/Grønland, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Repræsentanter for de oprindelige folks organisationer: Samerådet, Inuit Circumpolar Conference (ICC) og Association of Indigenous Peoples of the North, Siberia and the Far East of the Russian Federation (AIPON). Med henblik på at lette og harmonisere AMAP's arbejde med andre parters aktiviteter i Arktis deltager nedenstående lande og organisationer som observatører i arbejdsgruppen: Observatørlande: Tyskland, Holland, Polen, Storbritannien. Internationale observatør- og samarbejdsorganisationer: Advisory Committee on Protection of the Sea (ACOPS), Det Europæiske Miljøagentur (EEA), International Arctic Science Committee (IASC), Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), International Union for Circumpolar Health (IUCH), Nordisk Råd, Northern Forum, OECD's Atomenergiagentur (OECD/NEA), Oslo- og Paris-kommissionerne (OSPARCOM), FN's Økonomiske Kommission for Europa (UN ECE), FN's Miljøprogram (UNEP), Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO), WWF Verdensnaturfonden. AEPS-organisationer: Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF), Protection of the Arctic Marine Environment (PAME), Emergency Prevention, Preparedness and Response (EPPR), Indigenous Peoples Secretariat (IPS), Sustainable Development and Utilization (SDU). AMAP nedsatte endvidere en vurderingsstyregruppe, der skal koordinere alle aktiviteter, der indgår i vurderingen af forurenende stoffer i det arktiske miljø. Medlemmerne er eksperter, der er beskæftiget inden for forskellige forskningsområder, repræsentanter for de oprindelige folks organisationer og AMAP's bestyrelse (formand, næstformand og generalsekretær). AMAP har permanent sekretariat i Oslo. AMAP's vurderingsproces Vurderingen af forurening i arktiske egne har ikke form af en vurdering af miljøpåvirkningen og skal heller ikke gøre det ud for en formel vurdering af risici for menneskers og miljøets sundhed som udgangspunkt for udformning af strategier for risikostyring. Formålet med vurderingen er i højere grad at tilvejebringe et grundlag til belysning af forureningstilstanden i Arktis. Vurderingen giver de grundlæggende oplysninger, der kræves for at kunne strukturere og udføre formelle risikovurderinger i relation til folkesundheden og ødelæggelse af økosystemer i det fremtidige arbejde. Vurderingsrapporterne Vurderingen fremlægges i to rapporter. Den videnskabelige dokumentation, herunder data og referencer, er indeholdt i AMAP Assessment Report: Arctic Pollution Issues, der er udarbejdet af ekspertarbejdsgrupper under et eller flere landes ledelse. En lang række andre eksperter har bidraget til arbejdet. Repræsentanter for oprindelige folks organisationer har deltaget aktivt i file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d1.htm (3 af 5) [ :07:40]

5 Beskyttelse af det arktiske miljø vurderingen, særlig i forbindelse med de kapitler, der vedrører befolkninger og folkesundhed. De enkelte forfattere er ansvarlige for indholdet og konklusionerne i deres respektive kapitler af AMAP Assessment Report: Arctic Pollution Issues. Den anden rapport, Arctic Pollution Issues: A State of the Arctic Environment Report, er et resumé af og en syntese over AMAP Assessment Report: Arctic Pollution Issues skrevet af en videnskabsjournalist for et bredt publikum, der er interesseret i forurenende stoffers påvirkning af det arktiske miljø. Mens vurderingsstyregruppen med bistand fra mange eksperter har bidraget med oplysninger og tilbagemelding på denne anden rapport, har AMAP-arbejdsgruppen ansvaret for rapportens endelige indhold, herunder Konklusioner og anbefalinger. De to rapporter har samme opbygning, og læsere, der er interesseret i yderligere oplysninger om specifikke emner, henvises til de tilsvarende kapitler i AMAP Assessment Report: Arctic Pollution Issues. Læservejledning AMAP-arbejdsgruppen har opsummeret AMAP's vurdering af forureningen i Arktis i Konklusioner og anbefalinger forrest i denne rapport. Deri beskrives også de foranstaltninger, der skal træffes for at følge op på vurderingen, herunder prioritering af videnskabelig forskning med henblik på fortsat vurdering og anbefalinger om politiske foranstaltninger til nedbringelse eller begrænsning af yderligere forurening af Arktis. Hvert emne er nærmere uddybet i de forskellige kapitler i selve rapporten. I Indledningen (dette kapitel) beskrives den politiske baggrund for rapporterne og vurderingsprocessen, og kapitel 2-5 udgør grundlaget for omtalen af de specifikke forurenende stoffer: Arktis omhandler geografien i det område, som AMAP-vurderingen dækker, samt visse aspekter af det arktiske miljø. Forureningens fysiske transportveje fokuserer på forurenende stoffers transport med luftmasser, havstrømme og farvande med særlig vægt på Arktis som recipient af forurenende stoffer fra andre områder. I Polarområdets økologi diskuteres arktiske planter og dyrs tilpasning til polarmiljøet, der gør dem særligt følsomme over for påvirkningen fra forurenende stoffer. Heri beskrives også de biologiske transportveje og fødenettene i terrestriske, ferskvands- og marine økosystemer. I Befolkninger mod nord gives en introduktion til arktisk levevis, særligt i relation til oprindelige folk. Især beskrives traditionelle fødevarers rolle i en kulturel sammenhæng. Følgende fire kapitler Persistente organiske forurenende stoffer, Tungmetaller, Radioaktivitet og Forsuring og arktisk tåge, indeholder synteser over den cirkumpolare vurdering af prioriterede forurenende stoffer med beskrivelse af disses giftvirkninger, niveauer, udviklingstendenser og påvirkning af arktiske planter og dyr. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d1.htm (4 af 5) [ :07:40]

6 Beskyttelse af det arktiske miljø I Oliekulbrinter beskrives de faktiske og potentielle virkninger af olieudnyttelse i Arktis. Dette kapitel omfatter også en diskussion af niveauet og udviklingstendensen for polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH). I kapitlet Klimaforandring, nedbrydning af ozonlaget og ultraviolet stråling behandles to globale miljøforhold og deres indvirkning på det arktiske miljø. I Forurening og folkesundhed vurderes, hvorledes de forurenende stoffer, der er emne for de øvrige kapitler, påvirker menneskers velbefindende, og i kapitlet skitseres et kommunikationsgrundlag og den kulturelle sammenhæng, der bør danne udgangspunkt for fremtidige drøftelser af arktiske forureningsproblemer. Endvidere fremlægges de første resultater af AMAP's program for monitering af folkesundheden. Rapporten indeholder endvidere et kort over polarregionen (på indersiden af omslagets forside). file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d1.htm (5 af 5) [ :07:40]

7 Arktis Arktisk forurening: Tilstandsrapport om det arktiske miljø Arktis (Skemaer og tabeller kan ses i den engelske version) Seqinersuup alakkaqqilerpai qaqqavut kusanartorsuit qamani neriuutit ikippai maqaasiuartakkavut* (Solen kigger igen frem Vore smukke fjelde tænder håb i os som vi så længe har set frem til) I midten af januar hvert år samles folk på Grønland for at hilse det tilbagevendende lys velkommen. I Ilulissat synger de denne hilsen, mens de venter på, at solen igen skal dukke frem over horisonten. De første stråler glimter kun kort, men det bud, de bringer om sommerens komme, er ventet med længsel: Seqinersuup qimaatilereerpaa ukiorsuup kaperlassua (Solen har sendt vinterens mørke på flugt) Mørke vintre efterfulgt af lange sommerdage er noget af det, der er allermest kendetegnende ved Arktis, og årsagen til, at der er sne og is alle vegne. Energien fra forårs- og sommersolen er tilstrækkelig til, at der kan opretholdes liv, men ikke til at smelte alt det frosne vand eller den frosne jord. Det er således is og sne, der former og altid har formet det nordlige landskab. Arktis er ikke et ensartet miljø. Forskellige geologiske forhistorier, varme og kolde havstrømme og skiftende vejrmønstre har skabt variation i området. Rejsende i den cirkumpolare region vil møde alt fra det permanente isdække i Højarktis til borealskoven i det subarktiske område og den mellemliggende vidtstrakte tundra. I dette kapitel beskrives landområdet, havene og klimaet i AMAP-regionen, og det er forholdene inden for disse rammer, der behandles i rapportens øvrige kapitler. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (1 af 12) [ :07:46]

8 Arktis Hvad er Arktis? Arktos er græsk og betyder bjørn, og den arktiske region har navn efter stjernebilledet Ursa major, Store Bjørn. Geografisk defineres Arktis almindeligvis som området nord for polarcirklen (66 32'N), der udgør grænsen til området med midnatssol. Julitemperaturerne danner grundlag for en klimatisk definition Fra et miljømæssigt synspunkt giver det ikke megen mening at definere Arktis alene ud fra polarcirklen. Vegetationen afhænger mere af klimaet end af solindstrålingen. På grundlag af de klimatiske forhold defineres Arktis ofte som området nord for 10 C-isotermen for juli, dvs. nord for den grænse eller region, hvor middeltemperaturen for juli er 10 C. Klimaet er stærkt påvirket af regionale vejrmønstre og havstrømme. I Atlanterhavet vest for Norge skubber Den Nordatlantiske Strøm (en fortsættelse af Golfstrømmen) ved sin opvarmende virkning denne 10 C-isoterm op nord for polarcirklen, så efter denne definition indgår kun de nordligste dele af Skandinavien i Arktis. I Nordamerika og det nordøstlige Asien skubbes isotermen mod syd af koldt vand og kold luft, der kommer ned fra polarbassinet, så Arktis kommer til at omfatte dele af det nordøstlige Labrador, det nordlige Quebec, Hudson Bay, de centrale dele af Kamchatka og Beringhavet. Grønland og det meste af Island ligger også nord for denne isoterm. Med trægrænsen som skillelinie udvides Arktis mod syd Ved en tredje definition af Arktis tages udgangspunkt i trægrænsen. Meget forenklet er trægrænsen skillelinien mellem skovene sydpå og tundraen nordpå. Det er overgangsområdet, hvor tætte skove viger for tundra med sporadisk træbevoksning og til sidst for træløs tundra. I Nordamerika er tundra og skov adskilt af et smalt bånd, men i Eurasien er båndet op til 300 km bredt. Trægrænsen markerer en klimazone, hvor den kolde arktiske luft møder varmere luftmasser, der kommer længere sydfra. Trægrænsen falder nogle steder stort set sammen med 10 C-isotermen for juli, men på det eurasiske fastland og i Nordamerika ligger trægrænsen mange steder km syd for denne isoterm. Defineret ud fra trægrænsen omfatter Arktis også de vestlige dele af Alaska og Aleuterne. Subarktis har trægrænsen som nordlig skillelinie og afgrænses mod syd af regionen, hvor skoven bliver tæt nok til at danne et lukket kronetag. Subarktis kaldes også taigaen eller skovtundra. Der forekommer kun permafrost (permanent tilfrossen jord) visse steder, og om sommeren er et tykt lag normalt frostfrit. Subarktis defineres ofte på grundlag af den sporadiske permafrost i modsætning til Arktis, hvor permafrosten er sammenhængende. I havet er grænsen mødet mellem koldt og varmt vand Til havs afgrænses Arktis af mødet mellem det kolde vand fra Det Nordlige Ishav, der er fortyndet af smelteis, og det varmere, mere saltholdige vand fra sydligere have. I Canadas arktiske øhav ligger dette bælte ved ca. 63 N, og det svinger mod nord mellem Baffin Island og Vestgrønlands kyst. Ud for Grønlands østkyst ligger havgrænsen ved ca. 65 N. I den europæiske del af Arktis ligger havgrænsen langt nordligere, da den er skubbet til ca. 80 N vest for Svalbard file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (2 af 12) [ :07:46]

9 Arktis pga. Den Nordatlantiske Strøms opvarmende virkning. Ved det andet indløb til Arktis strømmer varmt Stillehavsvand gennem Beringstrædet, hvorefter det møder Det Nordlige Ishav ved ca. 72 N, så der dannes en grænse, der strækker sig fra Wrangel Island mod vest til Amundsen Gulf mod øst. AMAP's grænser Da det er vanskeligt at definere Arktis på en måde, der er relevant for alle videnskabelige fagområder, gives der inden for AMAP's rammer ikke en egentlig definition af Arktis, men derimod en angivelse af det kerneområde, som AMAP-vurderingen dækker. Grænsen skulle ligge mellem 60 N og polarcirklen med følgende modifikationer: I Nordatlanten følger den sydlige grænse 62 N, og Færøerne medregnes som beskrevet i det fælles vurderings- og overvågningsprogram under Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (OSPAR-Konventionen). Mod vest indgår Labradorhavet og Grønlandshavet i AMAP-området. I Beringhavet er den sydlige grænse den aleutiske øbue. Hudson Bay og Hvidehavet indgår i vurderingen som en del af Arktis. Den sydlige grænse for landområdet i hvert land bestemmes af de enkelte lande, men ligger mellem polarcirklen og 60 N. Kortet på den modstående side viser det område, som denne rapport vedrører. Otte lande har territorier inden for AMAP's ansvarsområde: Canada, Danmark (Grønland og Færøerne), Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA (Alaska). Landområdet Ca. 13,4 millioner km2 eller 40% af AMAP's område er land. Kortet nedenfor viser de vigtigste naturgeografiske regioner. Det meste af det østlige Canada, Grønland og Fennoskandinavien ligger på gamle krystallinske skjolde. Yngre sedimentære bjergarter, der ved erosion er omdannet til sletter, dækker store dele af Rusland og Mackenziefloddalen i Canada. I Uralbjergene, i det sibiriske Ruslands nordøstlige hjørne, i Alaska og i Canadas Yukon Territories er den sedimentære bjergart blevet omdannet til bjergkæder ved foldning. Bjergkæderne på de arktiske øer i Nordcanada er blevet dannet på samme måde. Island og Aleuterne er af vulkansk oprindelse. Isen har formet landskabet Isen har over en kortere tidshorisont sat sit præg på det meste af det terrestriske landskab. En del af landområdet er dækket af gletschere, som består af store sne- og ismasser, der bevæger sig ved deres egen vægt. Gletschere dannes, hvor middelsnefaldet om vinteren er så stort, at det ikke opvejes af middelafsmeltningen om sommeren. Afsmeltningen, genfrysningen og trykket omdanner gradvist sneen til is. I mange områder er terrænet blevet formet ved gentagen gletscherdannelse. I de arktiske områder i Nordamerika og det vestlige Eurasien har isdækket afslebet landskabet som kæmpemæssige file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (3 af 12) [ :07:46]

10 Arktis bulldozere og ført muldlaget og klippestykker med sig. I områder med hårdt krystallinsk granitgrundfjeld efterlod gletscherne spredte lavninger, der blev fyldt med vand og blev til søer. Gletschere, der eroderede grundfjeldet under havoverfladen ved kysten, skabte dybe, bugtede fjorde. I andre områder har gletscherne forårsaget en ophobning af store moræneaflejringer og sedimentære aflejringer oven på grundfjeldet. Visse områder er stadig ved at genvinde deres oprindelige form efter at have været trykket ned under isdækkets tyngde ved den sidste istid. Langs kysterne kommer der stadig landområder op af havet, f.eks. stiger området omkring Hudson Bay en meter i niveau på hundrede år. Permafrost skaber strukturjord og styrer vandets bevægelse Der er permafrost i en stor del af jorden, og kun et tyndt toplag, der kaldes det aktive lag, tør hver sommer. Permafrost defineres som jord, der forbliver frossen i mindst to somre i træk. Det frosne lag kan nå ned til en dybde på 1500 m i de koldeste områder af Arktis. Det aktive lag er et par centimeter tykt i de nordligste vådområder og når ned til et par meters dybde i varmere og tørrere områder med grovkornet jord. Jord, der er tilfrossen gennem flere år, forekommer overalt i Arktis og findes helt inde i de sydlige skovbevoksede regioner. Langs de nordlige kyster støder frosne jordområder op til havet, og permafrosten når visse steder ind under kontinentalsokkelområder. Den konstante tilfrysning og optøning i permafrostområder sætter jorden i bevægelse. I denne proces sorteres nedbrudt materiale, og sten tvinges op til overfladen. Ved denne sortering er der nogle steder skabt udstrakte områder med polygonjord; se figurerne øverst på modstående side. Et andet fænomen i terrænet er pingoen, der opstår ved, at en dynge jord presses op af en iskerne. Pingoer kan nå helt op i en højde af 40 m. Ændringer i det lokale klima eller fysiske forstyrrelser i jorden kan få permafrosten til at smelte. Jorden vil da i visse tilfælde synke, og sænkningen fyldes med vand, så der dannes såkaldte termokarstsøer, som kun findes i Arktis. Permafrosten har en afgørende indflydelse på vandet i det arktiske landskab, f.eks. dannes der meget langsommere grundvand i frossen jord end i frostfri jord. Grundvandet kan findes oven på, i revner i eller under permafrostlaget. Om foråret er permafrosten medvirkende til at skabe oversvømmelse. I de 2-3 uger om foråret, hvor sneafsmeltningen finder sted, tilføres 80-90% af ferskvandsforsyningen til landområdet. Frem for at sive ned i jorden strømmer smeltevandet over den frosne overflade og ned i vandløb, elve, floder, søer og forskellige vådområder, der dækker store arealer af de flade sletter. Iltmanglen i vådområdernes vandmættede jord forsinker nedbrydningen af plantemateriale og medfører opbygning af organiske materialer, f.eks. tørv og humusstoffer. I tørrere områder, hvor vandet kan slippe bort, f.eks. stejle skråninger og høje, smalle rygge, begrænser den øgede bakterielle aktivitet i jorden indholdet af organisk materiale. Disse områder har ofte en karakteristisk jordprofil som følge af omfordelingen af jordpartikler og kemiske stoffer. Permafrosten sætter også i vid udstrækning sit præg på de arktiske floder og elve. Pga. jordens begrænsede vandtilbageholdelsesevne kan forårsflommen være voldsom, underminere bredden og forårsage kraftig erosion på sin vej. Isstopning bidrager til en uensartet strøm og til erosion. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (4 af 12) [ :07:46]

11 Arktis Floder og elve fører således meget store mængder sediment med sig, der aflejres langs deres forløb og i brede deltaer. Regionen er rig på naturressourcer I cirkumpolarregionen findes mange store forekomster af fossile brændstoffer og mineraler. Blandt eksemplerne kan nævnes nikkelressourcerne i nærheden af Norilsk i Rusland, de nyligt opdagede diamantforekomster i Northwest Territories i Canada, kul på Svalbard og olie- og gasfelter ved Prudhoe Bay i Alaska og i mange andre områder, der er beskrevet i kapitlet Oliekulbrinter. AMAP-regionen er også rig på vedvarende energikilder. Skovene leverer brændstof til energiproduktion og råvarer til papirmasse- og papirproduktion. Både salt- og ferskvandsøkosystemer er vigtige for erhvervsfiskeriet. De kraftige elve og floder udnyttes til vandkraftproduktion, mens geotermisk energi anvendes til opvarmning af visse områder. Havene Havområderne inden for AMAP's grænser dækker et areal på ca. 20 millioner km2 og omfatter Det Nordlige Ishav, de tilstødende randhave (Beaufort-, og Chukchihavet, Det Østsibiriske Hav, Laptevhavet, Karahavet og Barentshavet), Hvidehavet, de nordiske have (Grønlandshavet, Norskehavet og havet ved Island), Labradorhavet, Baffinbugten, Hudson Bay, Canadas arktiske øhav og Beringhavet. Det smalle Beringstræde forbinder Det Nordlige Ishav og Beringhavet (og Stillehavet), mens hovedforbindelsen mellem Det Nordlige Ishav og den nordøstlige del af Atlanterhavet (de nordiske have) går via det dybe Framstræde og Barentshavet. Der er to større bassiner i Det Nordlige Ishav, Det Canadiske Bassin og Det Eurasiske Bassin, der er adskilt af Lomonosovryggen, der går gennem Arktis. Det Nordlige Ishav har en enorm kontinentalsokkel, der strækker sig fra det nordlige Skandinavien østover til Alaska. Alle de eurasiske randhave ligger oven på denne sokkel, der har en bredde på op til 900 km ud for den sibiriske kyst. Ved Nordamerika strækker soklen sig kun km ud fra kysten. Det meste af vandet i Det Nordlige Ishav kommer fra Atlanterhavet via Framstrædet og Barentshavet med nogen tilstrømning fra Beringstrædet. Floder og elve bidrager med ca. 2% af tilførslen, en høj andel sammenlignet med andre have. Udstrømningen fra Det Nordlige Ishav sker primært via Den Østgrønlandske Strøm og i mindre grad via stræderne i det canadiske øhav. Vandstrømmen er beskrevet nærmere på kortet på s. 31. Et fremtrædende fænomen i overfladevandet er den marine polarfront, der adskiller det kolde, mindre saltholdige overfladevand i Det Nordlige Ishav fra det mere salte og varmere vand, der kommer fra sydligere verdenshave. Fronten er relativt stabil i de fleste områder, og den flytter sig ikke meget fra det ene år til det andet. Overfladevandets temperatur varierer både efter årstid og geografisk område. I Det Nordlige Ishav ligger overfladevandets temperatur pga. isen tæt på frysepunktet hele året. I randhave kan file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (5 af 12) [ :07:46]

12 Arktis solen opvarme vandet fra frysepunktet om vinteren til 4-5 C om sommeren. I områder, der påvirkes af vand fra Atlanterhavet og Stillehavet, kan der være større variation alt efter årstiden, og temperaturen er over 0 C hele året. Saltindholdet varierer efter vanddybden og -kilden. Arktisk overfladevand er mindre saltholdigt end dybhavsvand og overfladevandet i andre have pga. smeltevand fra is og den store ferskvandstilførsel fra elve og floder, der strømmer mod nord. Saltindholdet er størst i vand fra Atlanterhavet og Stillehavet. Det mindst salte vand flyder oven på det mere saltholdige vand, og vandmassen beskrives bedst som separate lag med hvert sit temperaturniveau og saltindhold. Disse forhold er beskrevet nærmere på s. 31. Den haloklin, der adskiller det mere og mindre saltholdige vand, danner et låg, der forhindrer det dybereliggende varme vand i at nå op til overfladen. Ved mange kyster findes delvist afsnørede vandområder I polarbassinet omfatter delvist afsnørede vandområder fjorde, bugter, stræder og kanaler mellem øer. Mange af disse miljøer danner vigtige forbindelser mellem det terrestriske miljø og havet, da de fungerer som sedimentopsamlingssteder. Alle disse delvist afsnørede vandområder er forskellige, og de enkelte miljøer styres af isdækket og tidevandet. I Frobisher Bay på Baffin Island er tidevandsforskellen ekstrem. I Lancaster Sound, Baffinbugten, dannes hvert år et område med åbent vand omgivet af havis, der kaldes North Water Polynya. Fjordene i visse regioner, f.eks. i Norge, er isfri hele året pga. Den Nordatlantiske Strøms opvarmende virkning. Hudson Bay i canadisk Arktis anses for at indgå i AMAP-området, selv om den strækker sig så langt mod syd som til 51 N. Bugten er dækket af is om vinteren, og meget af vandet i bugten tilføres fra floder, der afvander centrale og nordøstlige dele af Nordamerika. I den arktiske del af Eurasien findes et lignende delvist afsnøret vandområde, der også er stærkt påvirket af ferskvandsafstrømning, nemlig Hvidehavet. Havisen hersker i Det Nordlige Ishav Isen er Det Nordlige Ishavs mest markante kendetegn. Den mangeårige pakis dækker et areal på ca. 8 millioner km2. Havisens udstrækning varierer efter årstiden og dækker, når den er på sit højeste i marts til maj, et areal på ca. 15 millioner km2; se kortet nederst til venstre. Isen er i konstant bevægelse. Den følger de kraftigste strømme og tager til i tykkelse under sin fremfærd. Isens rejse fra den ene ende af polarbassinet til den anden tager op til seks år, og isen kan nå op på en tykkelse på mere end 3 m; se kortet på s. 32. Drivisen udsættes ved kraftpåvirkningen fra vinden, opstrømning af bundvand og havstrømme for spændinger og tryk, hvorved der opstår våger selv midt om vinteren. I disse områder dannes sådanne revner og polynier hvert år, og de fungerer som vigtige opholdssteder for havdyr og som jagtområder for inuitterne. Her sker også en kraftig energiudveksling mellem havet og atmosfæren. Om sommeren er ca. 10% af pakisarealet faktisk åbent vand. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (6 af 12) [ :07:46]

13 Arktis Andre steder presses isen sammen til vældige isskruninger og skruevolde. Isskruningerne er typisk 4-5 m høje, men kan nå op i en højde på m. En undersøisk iskøl kan nå ned i en dybde på m under overfladen. I randhave forekommer der hovedsageligt førsteårsis, som dannes om vinteren ved kysten og iskanten. Fralandsvinde adskiller ofte pakisen fra landisen. Klimaet Vejret i Arktis kan med lave temperaturer og stærke vinde være mere ekstremt end i de fleste egne af verden. I regionen findes nogle af de koldeste steder på jorden, men temperaturerne og vejrmønstrene i AMAP-området varierer stærkt fra region til region. Et koldt reservoir i en global varmeovn Et af grundtrækkene ved det arktiske klima er, at solen aldrig når højt op på himlen, heller ikke om sommeren, så den samlede tilførsel af solenergi er begrænset. Endvidere reflekteres hele 90% af den tilførte solenergi tilbage til rummet af sneen og isen i snedækkede områder. Der sendes også varme fra området tilbage til rummet som infrarød stråling. Der kompenseres for dette tab ved varmeudveksling i atmosfæren, og når havstrømme fører forholdsvis varme luft- og vandmasser mod nord og kold luft og koldt vand mod syd. Den arktiske region får også tilført fugt fra de omgivende områder. For at kunne forstå vejrmønstrene må man forestille sig, at polarområdet fungerer som et køleskab ved energitransport mellem ækvator og pol. For eksempel er jetstrømmene på mellembreddegraderne og de tilhørende lav- og højtrykssystemer resultatet af den løbende varmeudveksling. Jo større temperaturforskelle, jo stærkere jetstrømme. Derfor opstår de stærkeste storme om vinteren. Varmeudvekslingen mellem Arktis og sydligere områder er en vigtig del af forklaringen på transporten af forurenende stoffer til Arktis og de globale klimaforandringer, der er beskrevet i senere kapitler. Der er koldt og tørt i Højarktis Temperaturen over Det Nordlige Ishav modereres af den varme, der frigives gennem isen fra det underliggende vand, men om vinteren falder lufttemperaturen over den permanente pakis stadig til under -30 C. Den kolde luft kan ikke indeholde megen fugt. I kombination med manglen på åbent vand bevirker dette forhold, at der er meget tørt i Højarktis, og der skabes et koldt ørkenmiljø. Det sner ofte, men nedbørsmængderne er altid små, så samlet sker der en forholdsvis ringe ophobning af sne om vinteren. Nordgrønland får f.eks. knap nok 100 mm nedbør om året. Kraftige højtrykssystemer i Arktis giver ofte klare, kolde dage sidst på vinteren og om foråret. Somrene i disse nordligste egne er normalt grå og tågede, da mild fugtig luft bevæger sig ind over det kolde vand. Skydækket om sommeren ligger på 70-90%. Nedbørsmængden er dog stadig ringe, og temperaturerne ligger konstant på mellem -10 C og +10 C og normalt omkring frysepunktet. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (7 af 12) [ :07:46]

14 Arktis Der kan være store klimaforskelle mellem kyst og fastland Længere mod syd er de større atmosfæriske strømninger og afstanden til åbent vand afgørende for temperatur- og nedbørsniveauet. Om vinteren fører cirkulationsmønstrene f.eks. kold luft fra Det Nordlige Ishav mod syd over Nordamerika. Over det arktiske fastland ligger der typisk stabile kolde højtrykssystemer. Disse er særligt veludviklede over Sibirien og Nordvestcanada. Vinterens højtrykssystemer er ledsaget af svage vinde og termiske inversioner, hvilket betyder, at der kan samle sig kold luft i de nederste 1-2 km af atmosfæren. De laveste temperaturer registreres normalt i områder med typisk fastlandsklima, f.eks. i de indre dele af Alaska, Sibirien, de østlige dele af canadisk Arktis og Grønland. I de indre områder i Arktis ligger minimumstemperaturerne om vinteren på -20 til -60 C. Der er i fastlandsområderne store forskelle mellem vinter- og sommertemperaturerne. I visse dele af Sibirien og i det indre Alaska svinger temperaturerne fra under -50 C om vinteren til over +30 C om sommeren. Kystområderne har ofte et maritimt klima. Omkring Norskehavet og Barentshavet ligger de gennemsnitlige vintertemperaturer således kun lige under frysepunktet pga. den varme Nordatlantiske Strøm. Så langt mod nord som på Svalbard er middeltemperaturen om vinteren kun ca. -12 C, dvs. 20 C højere end temperaturniveauet på samme breddegrad ved Canadas arktiske øgruppe. Som i de fleste maritime klimaer er der omkring Norskehavet og Barentshavet ikke så stor forskel mellem sommer- og vintertemperaturer som i de indre områder. Typiske maritime klimaer findes også på Island og på Alaskas sydkyst. Semi-permanente lavtrykssystemer styrer vind- og nedbørsforholdene I det lavarktiske område styres vind- og nedbørsmønstrene af lavtrykssystemer, der dannes over Nordatlanten og Beringhavet, og som fører varm fugtig luft mod nord. Disse vejrsystemer, islands- og aleuterlavtryk, samler fugt over åbent vand og afgiver den som nedbør, når luften tvinges opad. På vindsiden af fjeld- og bjergrige områder falder der ofte dagligt regn eller sne. Sydisland og dele af den norske kyst kan derfor få ekstremt store nedbørsmængder, som på årsbasis kan overstige 3000 mm. På varme årstider aftager islands- og aleuterlavtrykkene betydeligt i styrke. Der er generelt tørt i de indre dele af det lavarktiske område, og nedbørsmængden falder, jo længere man kommer mod nord. Østsibirien, Nordcanada og Grønland får mindre end 140 mm nedbør om året. Vindene har stor indflydelse på polarmiljøet, fordi de forstærker de lave temperaturers afkølende virkning. I det åbne arktiske landskab begrænses vindenes hastighed ikke, og de har da også den vigtige funktion, at de flytter sneen, hvorved åbne områder ryddes, og der sker en ophobning, hvor der er læ. I havmiljøet påvirker vinden havoverfladens stabilitet og øger blandingen i vandsøjlen. Vinden skaber også havstrømme og påvirker isens bevægelse og dannelsen af polynier. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (8 af 12) [ :07:46]

15 Arktis Om vinteren er den kolde luft ustabil over de åbne relativt varme have nord for polarfronten, og dette sætter ofte gang i udviklingen af polare lavtryk. De er meget mindre end de mere permanente lavtryk, men de skaber uvejr og stærke vinde længere mod syd. Temperaturinversioner over isdækker på land kan lokalt give ekstremt høje vindstyrker om vinteren, når kold luft strømmer nedad, normalt fra isen mod havet. Sådanne faldvinde forekommer hyppigt og vedvarende omkring Grønland. En rundrejse i Arktis De lande, som AMAP-vurderingen dækker, er i kraft af deres geologi, is- og klimaforhold meget forskelligartede. Rejser man to gange rundt om Arktis, først mellem øerne og derefter gennem fastlandsområderne, får man et indtryk af de forskellige regioners kendetegn. Forposter i det iskolde nord Øgrupperne i Nordcanada, Grønland og øerne nord for Skandinavien og Rusland udgør de allernordligste landområder. Canadas nordligste territorium er verdens største øgruppe, der består af 20 større og mange mindre øer, hvoraf nogle er dækket af store gletschere. Terrænet på Canadas arktiske øer starter som flade til kuperede sletter mod vest (øerne Banks, Melville, Victoria, Bathurst og Prince of Wales Island) og går mod nordøst over i forrevne snedækkede bjerge (Baffin, Devon, Axel Heiberg og Ellesmere Island) mod Grønland. Ellesmere Island er det nordligste punkt. Her dækker Agassizindlandsisen store dele af øens indre område. Fjordene og stræderne mellem øerne er ofte blokeret af pakis. Grønland, der rent geologisk er en del af Nordamerika, er en fjeldrig ø. Det meste af Grønland er dækket af indlandsis, der når op i en højde af 3000 m over havets overflade. Mange af gletscherne strækker sig helt ud til havet, og Vestgrønland producerer isbjerge i et omfang på 300 km3 om året. Jakobshavn Isbræ alene producerer mindst 25 km3 isbjerge årligt, og gletschertungen bevæger sig fremad med en gennemsnitlig hastighed på 20 m om dagen. Hvor isen ikke når ud til havet, strømmer smeltevandet ud i de mange søer og vandløb. Forholdene langs kysterne er præget af vandtemperaturen. Den sydgående Østgrønlandske Strøm fører koldt vand og is med sig ned fra Det Nordlige Ishav. Så meget som 6 millioner t is bevæger sig hvert år ned langs kysten og blokerer den næsten. Længere mod syd skaber den varme Irmingerstrøm et mere gunstigt klima. Strømmen blander sig med koldere vand, men har stadig en vis opvarmende virkning på kystområdet omkring Baffinbugten og Grønlands sydvestkyst. Kystfarvandene fra Qaqortoq til Sisimiut på Grønlands vestkyst kan være åbne hele året, og vinterhavis bliver først almindeligt forekommende fra og med Diskobugten længere mod nord. De fleste af de områder i Grønland, der ikke er dækket af gletschere, består af golde fjelde kun med sporadisk vegetation af lav kratbevoksning eller græs. De største isfri områder ligger i den file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (9 af 12) [ :07:46]

16 Arktis sydvestlige del, mod nord (Peary Land) og mod nordøst. På sydvestkysten er der i visse egne fåregræsningsarealer og vegetation med små træer. Øgrupperne Svalbard og Franz Josef, Novaja Zemljas nordø og Severnaja Zemlja er næsten fuldstændigt isdækkede og bjergrige øer med gletschere, der kælver isbjerge i havet. Det meste af det isfri landområde er goldt og klippefuldt, da der ikke har kunnet danne sig megen jord pga. kulden og manglen på vand. Novaja Zemljas sydø består primært af en isfri kystslette med sammenhængende permafrost. Alle de nordligste eurasiske øer er bjerge, der rejser sig op fra den brede kontinentalsokkel. Novaja Zemlja er en forlængelse af Uralbjergene. Det højproduktive hav omkring øerne udgør fødegrundlaget for enorme havfuglebestande. Nordatlantiske Øer: Havet bestemmer vejret Island blev skabt ved vulkansk aktivitet langs den midtatlantiske ryg for ca. 20 millioner år siden. Der dannes til stadighed ny vulkansk klippe, og vulkaner er jævnligt i udbrud. Ca. 1/10 af Island er dækket af lava, der er kommet til siden den sidste istid. Der er ingen vegetation på over halvdelen af overfladearealet. Ca. 1/10 af landet er dækket af gletschere. Klimaet på Island opvarmes af Irmingerstrømmen. Havisens udstrækning langs kysten varierer, men blokerer normalt ikke skibsfarten. En anden ø på den midtatlantiske ryg er Jan Mayen med det 2300 m høje vulkanbjerg Beerenberg. Vulkanen var senest i udbrud i Den nordatlantiske del af AMAP-området omfatter også Færøerne, der ligger 300 km nord for Skotland og ca. halvvejs mellem Island og Norge. Det færøske landskab består af lave nøgne fjelde og mange fåregræsningsarealer. Klimaet er maritimt: fugtigt, foranderligt og blæsende. Havtemperaturerne ligger et godt stykke over frysepunktet. Fennoskandinavien og Kola: Subarktisk klima, søer og skove Fennoskandinavien, der omfatter Finland, Norge og Sverige, hviler på gammelt grundfjeld, der er slidt ned til lave bakker og kystsletter. Dybe fjorde kendetegner Norges kyst. Langs den svensk-norske grænse rejser de yngre fjelde sig op til 2000 m over havets overflade, hvorimod landskabet de fleste steder flader ud i nordlig og østlig retning. Der er et væld af søer i området. Klimaet i denne region er stærkt påvirket af den varme Nordatlantiske Strøm. Kysterne er isfri i en lang periode, og sneen smelter om sommeren, undtagen på høje fjelde. Der dannes gletschere i områder med stor nedbør, hvor somrene er for korte til, at sneen kan smelte på trods af de forholdsvis høje temperaturer. De indre dele af regionen, Norges Finnmarksvidda og svensk og finsk Lapland har fastlandsklima, og somrene er varmere end langs kysten, men vintrene betydelig koldere. Vegetationen er en overgang mellem Arktis og borealskoven og omfatter mange subarktiske arter. Borealskoven når sit nordligste punkt ved Finnmarksvidda i Nordnorge lidt syd for 70 N. Jorden er kun stedvis permanent tilfrossen. file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (10 af 12) [ :07:46]

17 Arktis Russisk Arktis: Vidtstrakt tundra, vådområder og bjerge Den arktiske del af de russiske sletter (vest for Uralbjergene) er formet ved den gentagne gletscherdannelse og -tilbagetrækning, der har efterladt et sedimentrigt lavområde. Permafrosten har skabt et tundralandskab langs kysten og områder med skovtundra tættere på polarcirklen. Somrene er kølige, våde og korte, vintrene er lange, forholdsvis milde med stort snefald. I området længere mod øst ved Uralbjergene bliver klimaet strengere, og der falder meget sne om vinteren. Somrene er kølige. Det meste af det nordlige uralske landskab er tundra, og i bjergene er der mindre glet-schere. Lige øst for Uralbjergene bliver terrænet fladt, men længere østpå i Sibirien kommer der igen bjerge. Store områder af sibirisk Arktis har aldrig været dækket af gletschere, så den præglaciale jord har ligget uforstyrret og udgør således et dække på grundfjeldet, hvorpå der kan vokse skov. Sibirien har et af de strengeste klimaer i Arktis, og vintrene er ekstremt kolde. De fleste år er selv de største floder frosset til helt til bunden i flere måneder. Området er præget af permafrost, vidtstrakte vådområder og talrige lavvandede søer. Landskabet gennemskæres af mange store floder, der strømmer mod nord. Flere af disse skaber deltaer, hvor de munder ud i havet. Kysten er tilfrossen det meste af året. Det nordøstlige hjørne af Rusland er et bjergrigt område. I kraft af aktive lavtrykssystemer er klimaet mere tempereret end længere mod vest. I Chukotkabjergene når de højeste tinder op i en højde af 1500 m over havets overflade. Alaska: Forrevne bjerge, kystsletter og vulkanøer I Alaska er der stor variation i terræn- og klimaforholdene. Forrevne bjergkæder strækker sig på tværs af staten fra nord til syd. Det højeste bjerg er Mt. McKinley, som er 6194 m højt. Der er flere aktive vulkaner i bjergkæden Alaska Range og vidtstrakte gletschere i bjergene mod syd og sydøst. Langs nordkysten og i de sydvestlige egne dækker tundrakystsletter meget store arealer. De indre områder, der afvandes af Yukonfloden, er skovbevoksede og har fastlandsklima med ekstreme forskelle mellem sommer- og vintertemperaturer. Fra vestkysten strækker Aleuterne sig mod vest på tværs af Stillehavet. Klimaet på Aleuterne er mildere end i de centrale dele af Alaska, men der forekommer ofte stærke vinde, som kan give barske vejrforhold hele året. Der er udbredt permafrost i den nordlige tredjedel af Alaska og sporadisk permafrost i resten af staten. Der forekommer almindeligvis havis langs nordkysten (Chukchi- og Beauforthavet), også om sommeren. Canada: Skov og iskolde øer I Canada ligger det arktiske fastlands vestligste grænse ved Yukonplateauet, der består af kuperet højland med dale og isolerede bjerge. Klimaet er subarktisk, og der vokser skov i regionen. Sydvest for plateauet ligger Coast Mountains, der omfatter store gletschere. Nord- øst for file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (11 af 12) [ :07:46]

18 Arktis Yukonplateauet ligger Mackenzie Mountains. Disse bjergkæder viger for de centrale lavområder, der er dækket af vidtstrakte vådområder, som gennemskæres af Mackenziefloden. Det arktiske klima bliver her endnu strengere pga. den kolde luft, der bevæger sig sydpå fra Det Nordlige Ishav. Jordbunden er de fleste steder permanent tilfrossen. De store søer Great Bear Lake og Great Slave Lake strækker sig fra det centrale lavland østover og går over i Det Canadiske Skjold. Skjoldet fortsætter ud til østkysten og omfatter talrige søer og hele Hudson Bay. Yderst mod nord ligger Canadas arktiske øgruppe. * Grønlandsk tekst: Samuel Knudsen, Kangersuatssaat file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d2.htm (12 af 12) [ :07:46]

19 Forureningens fysiske transportveje Arktisk forurening: Tilstandsrapport om det arktiske miljø Forureningens fysiske transportveje (Skemaer og tabeller kan ses i den engelske version) I midten af 1950'erne opdagede piloter, der fløj over nordamerikansk Arktis, en mærkelig misfarvet tåge i horisonten. Den var så tæt, at den forringede sigtbarheden, og de havde aldrig før set noget lignende under deres flyvninger. I 1980'erne fandt man ud af, at tågen bestod af sod- og sulfataerosoler og en vis mængde jordpartikler, som vinden havde ført med sig fra industritætte områder i Europa. Denne arktiske tåge var det første tegn på, at der er en tæt forbindelse mellem polarmiljøet mod nord og aktiviteterne i andre egne af verden. Andre observationer har yderligere underbygget denne viden. Omkring Svalbard, i Norge og i Canada har man målt uventede høje koncentrationer af giftige organiske forbindelser hos isbjørne. Svalbard blev valgt som baggrundsstation for miljøovervågningen og blev betragtet som et eksempel på et rent og uspoleret miljø. Hvor kom forureningen fra? Lokale kilder kunne ikke forklare de høje koncentrationer. En tredje opdagelse satte yderligere fokus på transporten af forurenende stoffer til Arktis over store afstande. En undersøgelse af traditionelle fødevarer fra havet viste, at nogle medlemmer af oprindelige befolkningsgrupper i Canada gennem kosten indtog høje koncentrationer af det miljøskadelige stof, PCB. Kunne denne næringsrige føde med så stor betydning for sundheden og kulturen også være en trussel? Heller ikke her kunne lokale PCB-kilder forklare de høje koncentrationer. Stoffet måtte stamme fra regioner uden for Arktis. Konstateringen af en høj forureningskoncentration i de arktiske miljøer, som tidligere blev betragtet som uspolerede, gav anledning til øget forskning i forureningens transportveje til Arktis, nemlig den luft og det vand i regionen, der stammede fra industriområder i andre dele af verden. Det viser sig, at geografien og det kolde klima i Arktis gør området til et dræn for mange af de forurenende stoffer, der spredes over hele verden. I dette kapitel beskrives de transportveje, som overfører forurenende stoffer fra sted til sted, og de fysiske processer, der er afgørende for stoffernes skæbne i Arktis. Atmosfæren file:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d3.htm (1 af 13) [ :07:54]

20 Forureningens fysiske transportveje Atmosfæren indeholder forholdsvis små mængder forurenende stoffer sammenlignet med den samlede belastning i jord, sedimenter og vand i Arktis. Luften er dog også en vigtig transportvej for forurenende stoffer, da den bevæger sig med stor hastighed. Ethvert kemisk stabilt vindbåret materiale vil følge vindene og vejrmønstrene til og i det arktiske område. Atmosfæren er den hurtigste og mest direkte rute fra forureningskilden. Transporten fra kilden til Arktis tager kun få dage eller uger. Vinter- og forårsvinde medfører forurenet luft Mønstrene for lufttransporten er i vid udstrækning årstidsbestemte og styrede af større vejrsystemers position. Om vinteren og om foråret skubber et kraftigt højtrykssystem over Sibirien polarfronten langt mod syd. Det betyder, at store forurenede områder i Eurasien faktisk er inden for den arktiske luftmasse, hvis nedre 1-2 km kan flytte forurenende stoffer tværs over polen. De vinde, der kan transportere forurenende stoffer til Arktis, forekommer derfor oftere om vinteren og om foråret end om sommeren og efteråret. Transporten af forurenende stoffer er endnu mere effektiv om vinteren i Arktis, da skyer og nedbør er en mangelvare i de områder, der er domineret af højtrykssystemer. Pga. de lave vindhastigheder og temperaturinversioner, som er kendetegnende for det kolde vinterklima, kan forureningen hobe sig op i atmosfæren. Frem for at falde ned på jorden i nærheden af kilden følger forureningen de store luftcirkulationsmønstre. Disse forhold samt manglen på lys, der ellers ville bidrage til nedbrydningen af visse forurenende stoffer, forklarer, hvorfor sulfater og sod fra Eurasien om vinteren og foråret kan danne en tåge i den arktiske atmosfæres nederste lag. Om vinteren tager det forurenende stoffer i den nedre atmosfære dage at bevæge sig fra Europa til Alaska. Nordamerika og Østasien bidrager kun sjældent til den arktiske tåge, da luftmasserne herfra bevæger sig over enorme havområder, før de når Arktis. Her kan luften blive renset af regn og sne i lavtrykssystemer. Disse områder kan dog i visse tilfælde være væsentlige kilder til lejlighedsvise voldsomme stigninger i koncentrationen af forurenende stoffer, der ikke effektivt fjernes af regn og sne. Om sommeren går de kontinentale højtrykssystemer i opløsning, og lavtrykssystemerne over havene aftager i styrke. Derfor er transporten af luft og forurenende stoffer fra de mellemste breddegrader langt mere begrænset om sommeren end om vinteren. Om sommeren er det også varmere, hvilket giver mulighed for skydannelse og støvregn, der kan fjerne forureningen fra luften, før den spredes vidt omkring. Endvidere sker der i sommerens sollys en vis fotokemisk nedbrydning af forurenende stoffer. Partikler transporteres direkte fra kilde til depositionssted Forurenende stoffer i form af bittesmå partikler eller aerosoler er forholdsvis nemme at spore. Det samme gælder luftarter, der omdannes til partikler, f.eks. svovldioxid. Disse forurenende stoffer bæres fra kilden frem af nordlige vinde. Når de lander, bliver de normalt på jorden og transporteres således direkte. Eksempler herpå er syrer, der transporteres som sulfater, ikkefile:///f /CAM%20hjemmeside/Fra%20Gert/dansk/amap/d3.htm (2 af 13) [ :07:54]