DET INDISKE SUBKONTINENT Fokus på den spirituelle region MED BLÅHVAL TIL BAGBORD BJARNES UENDELIGE REJSE KONKURRENCE. Tæt på verdens største dyr

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "DET INDISKE SUBKONTINENT Fokus på den spirituelle region MED BLÅHVAL TIL BAGBORD BJARNES UENDELIGE REJSE KONKURRENCE. Tæt på verdens største dyr"

Transkript

1 december 2008 / nr. 34 Globen Medlemsblad for De Berejstes Klub MED BLÅHVAL TIL BAGBORD Tæt på verdens største dyr BJARNES UENDELIGE REJSE På vej mod alle verdens lande KONKURRENCE En håbløs situation Tema: DET INDISKE SUBKONTINENT Fokus på den spirituelle region

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort TEMA ARTIKLER KLUBBEN med billede skal fremvises. 6 TEMA: 5 HØJDEPUNKTER PÅ DET INDISKE SUBKONTINENT 14 PORTRÆT: BJARNES UENDELIGE REJSE 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til af Jakob Øster Fem spændende steder på det indiske subkontinent, som vi anbefaler dig af Simon Staun Portræt af klubbens ubestridt førende landeerobrer - Mr. 182 lande - Bjarne beretninger fra det indiske subkontinent. 5 Næste tema at se. Lund-Jensen. Viva la revolución! Vi sætter fokus på Cuba og resten af Caribien. 8 INDIEN: PÅ EVENTYR I MAGISKE 24 RUSLAND: HALLO, ER DER NOGEN KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ZANSKAR HJEMME? 23 Forsidekandidater ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: af Malaika Malmos Malaika bliver budt på Tsampa, smør-te og støvede abrikoser i indisk Himalaya. af Gerner Thomsen Gerner tager på et nyt vanvittigt sibirisk eventyr. På jagt efter Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. nomadefolket evenkerne. 29 DBKs Top var.indd :42:24 18 PAKISTAN: MED TRE MILLIARDER Se listen over medlemmer med flest KUBIKMETER IS UNDER FØDDERNE 37 SVALBARD: A SOUND OF SILENCE besøgte lande. af Søren Gudmann af Arne Runge Med DBK s mest kendte bjergbestiger Whisky on the rocks, bonusmiles og 36 Nekrologer på hårdt trek på Baltoro-gletsjeren verdens nordligste campingplads. Arne To af klubbens mest berejste nær K2. indtager Svalbard uden mange kroner medlemmer er ikke mere. på lommen. 30 INDIEN: DE STORE KONTRASTERS 48 Konkurrence LAND 46 RIGA/LETLAND: ET LAND/EN BY De bedste artikler i konkurrencen: En af Søren Lauridsen Håndtrukne rickshaws og Ambassador-taxaer. Tag med klubbens indiensekspert på rundtur i Indiens storbyer. af Søren Fodgaard 5 ting du må vide om Riga - og en billedrejse rundt i Letland. 54 ISLAND: MED BLÅHVAL TIL BAGBORD håbløs situation. Med en bjørn i hælene De tog min hær Tis ikke altid når du skal Ugebladsabonnementstegner i St. 41 INDIEN: Tigre, Taj Mahal og Trankebar af Jacob Gowland Jørgensen Stor fisk. Stor fisk. Jacob og hans lille familie kommer helt tæt på 2 stk. Pauli Stol på dit held Korrupte lufthavnsmyndigheder af Jørgen Oulund Balaenoptera musculus. Følg med, når Jørgen på gåben, 57 Lasse Nørgård runder 100 lande motorcykel og med jeep afsøger 60 UGANDA: DE TO SPINKLE MÆND Læs portrættet af klubbens seneste Tigerskoven i sin jagt på skovens OG DEN KRAFTIGE DAME 100-lande-jubilar. stribede konge. af Søren Fodgaard Med en tætpakket matatu, der er lige 62 Folkersenprisen 58 INDIEN: SHIVAS FØDDER ved at falde fra hinanden, gennem Se hvem der vandt klubbens af Aase Ida Malver Uganda. fornemmeste pris i Beskrivelse af beskidte, larmende, fascinerende og ikke et nanosekund 63 Formandens beretning kedelige Mumbai. Læs Lars Munks beretning om året der gik. 64 Nye medlemmer Se de sidste nye ansigter i klubben. 66 Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 34 / December

3 i n t r o r e d a k t ø r e n s fo r o r d n æ s t e te m a caribien - e t hj ø r n e af pa r a d i s Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: Indien - Imperiets juvel Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Indien er historiens mor, legendernes bedstemor og traditionens oldemor. I hvert fald hvis man skal tro forfatteren Mark Twain. Sandt er det, at Indien, trods en langvarig kolonisering, som få andre lande har formået at holde fast i sin helt egen særprægede identitet. På godt og ondt er intet andet land som Indien. Landet, som engang blev kaldt den klareste juvel i den britiske krone, er i dag på én gang et kaotisk inferno af fattigdom og elendighed og et sansebombardement af oplevelser og kultur. Forsidefoto: Jakob Øster Saddhu Manti Nepal Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 600 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. februar 2009 Tema: Caribien Annoncer: Medlemskab: Fungerende formand: Lars Munk, adresse s. 66 Tag med Globen på en forrygende tur rundt i det på én gang farvestrålende, kaotiske, sammensatte, alsidige og evigt optimistiske land. I dette nummer kan du læse klubbens indiensekspert, Søren Lauridsens, malende beskrivelse af livet, lydene og lugtene i hans fremragende artikel om landet, der står hans hjerte så nært. Du kan også tage med Jørgen Oulund på tigerjagt i Indiens tigerskove eller med Malaika Malmos på eventyr, når hun bliver budt på smør-te i klostre i hjertet af indisk Himalaya. Eller tag med Søren Gudmann på trekking, når han får tre milliarder kubikmeter is under fødderne i nabolandet Pakistan. Snyd heller ikke dig selv for dette nummers konkurrence: En håbløs situation på rejsen som denne gang er udvidet fra de normale tre til seks bidrag, da vi har fået tilsendt rigtig mange sjove og underholdende beretninger om rejser, der mildest talt ikke gik som planlagt. Læs bl.a. om, hvordan Gerner Thomsen nær var blevet fortæret af en sulten bjørn i Canadas ødemark. Efter to år som redaktør for Globen er det blevet tid til at give stafetten videre. Heldigvis er det lykkedes bestyrelsen i DBK at få besat redaktørposten med friske, kompetente kræfter. Fra og med næste nummer vil ny ansvarlig redaktør således være Jimmi Kim Persson. Jimmi vil sammen med ny medredaktør, Jacob Gowland Jørgensen, samt Anja, Per Allan, Søren og Gerner fra den nuværende redaktion stå for de kommende numre af vores fantastiske rejseblad. Tak til alle på redaktionen og alle frivillige forfattere og fotografer, der har bidraget til at gøre de seneste otte numre af bladet, som jeg har haft fornøjelsen af at have ansvaret for, så helt og aldeles forrygende. God fornøjelse med bladet. Caribien - et hjørne af paradis Foto: Jakob Øster En lystyacht ankrer op ud for Bequia i St. Vincent og Grenadinerne, mens en mand cykler rundt i Havannas gader på Cuba med sin kæmpe gulvbas over skulderen. Samtidig drikker en rastaman en tår rom i Kingstown på Jamaica, mens en voodootroldmand udfører sort magi på en dukke i Port-au-Prince på Haiti. Der festes på et flydende diskotek i havnen i St. Georges på Grenada, mens en træt engelsk charterturist trasker tilbage langs stranden til hotellet på Barbados. Har du oplevet karnevalet i Antigua eller på Trinidad? Har du været på krydstogt mellem Caribiens smukke palmeøer med de magiske strande eller måske sejlet turen i egen båd? Har du kørt amerikanerbil på Cuba eller trekket blandt eksotiske fugle i regnskoven på Dominica, eller har du en helt anden underholdende beretning fra dette hjørne af paradis, så hører vi meget gerne fra dig. Husk, at det altid er en god idé at give redaktionen et praj på hvis du vil skrive en artikel. Og husk, at deadline for næste nummer er 5. februar. De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Jakob Øster Kommende temaer Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Juni 2009: Slyngelstater (deadline 5. maj) September 2009: Sydøstasien (deadline 5. august) December 2009: Farverige Festivaler (deadline 5. november) 4 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

4 t e m a d e t indiske su b k o n t i n e n t Fem højdepunkter på det indiske subkontinent Tag med Globen på rundrejse til fem seværdigheder på det indiske subkontinent. Fra de høje bjerge i nepalesisk Himalaya går turen via afsidesliggende Bhutan, kendt som Tordendragens Land, over eventyrlige Jaisalmer dybt inde i Thar-ørkenen og videre til Goas full moon parties, hvorefter den ender længst mod syd i hyggelige Kandy i Sri Lankas højland. Tekst: Jakob Øster Foto : Jakob Øster og Wikipedia Jaisalmer, Indien Kendetegn: Jaisalmer er en by, der kun burde eksistere i fantasien. Beliggende nær den pakistanske grænse og dybt inde i Thar-ørkenen funkler Indiens gyldne by, når solens sidste stråler oplyser de gule sandstensbygninger. Seværdigheder: Bag bymurene leder snørklede gader gennem basarer, forbi fantastiske Jaintempler og gamle havelier (rigmandshuse) og op til byens gyldne fort. I gaderne vrimler det med kvinder i smukke sarier og mænd med overdimensionerede snoede overskæg iført farvestrålende turbaner. Udflugter: Tag på kamelsafari i ørkenen i Sams nationalpark, Indiens svar på Sahara. Himalaya, Nepal Kendetegn: Bjergkæden er en af klodens yngste og er opstået, da det indiske subkontinent for omkring 10 millioner år siden stødte ind i Asien efter forinden at have løsrevet sig fra den europæiske kontinentalplade og efter at den havde tilbagelagt de mellemliggende kilometer. Seværdigheder: Otte af verdens ti højeste bjerge ligger i nepalesisk Himalaya. Tre af verdens største floder (Ganges, Indus og Yangtze) udspringer fra Himalaya. Udflugter: Bjergbestigere og trekkere fra hele verden valfarter til Himalaya for at deltage i ekspeditioner i bjergene. Kongeriget Bhutan Kendetegn: Tordendragens Land, som de lokale selv kalder landet, er den sidste uafhængige buddhistiske stat i Himalayaregionen. TV og Internet blev først tilladt i 1999, og op mod 70% af befolkningen har ikke adgang til elektricitet. Møntfoden er den ikke så mundrette ngultrum. Seværdigheder: Kendt som Det sidste Shangri La. Berømt for en række klostre og templer, bl.a. templet Tigerens rede, hvortil buddhismen efter sigende blev bragt til Bhutan af en budbringer, der red på en tiger. Udflugter: Paro-dalen og den gamle hovedstad Punakha. Rejser rundt i Bhutan sker kun i følgeskab med lokal turoperatør og kræver, at man har en pæn portion ngultrum på lommen. Goa, Indien Kendetegn: Goa er Indiens mindste stat. Verdenskendt for de legendariske full moon parties på stranden. De famøse raves er dog nu ulovlige efter klokken 22, og en del af Goas 100 kilometer lange kyst er i dag overtaget af charterturisme. Seværdigheder: Oplev Sydindiens afslappede levevis, den gode mad og de fantastiske solnedgange på en af Goas mange flotte strande. Udflugter: Lej en lille motorcykel og drøn rundt til loppemarkedet i Anjuna, gennem frodige rismarker og palmelaguner, forbi hvidkalkede kirker i Panaji og spis på en ny restaurant på en ny strand hver dag. Kandy, Sri Lanka Kendetegn: Midt i Sri Lankas frodige bakkelandskab, omgivet af endeløse teplantager, ligger charmerende Kandy. Grundet byens høje beliggenhed lykkedes det først en englænderne at kolonisere byen i 1815, efter at en lang række andre tidligere havde forsøgt sig. Seværdigheder: Kandy er kendt for maskedans og Tandens tempel, der angiveligt råder over en af Buddhas tænder. Bo på enten The Queen Hotel eller Old Empire Hotel i gennemført engelsk kolonistil med five o clock tea og fællesspisning tre gange om dagen. Udflugter: Mange bruger Kandy som base for at udforske den kulturelle trekant med klippetemplerne i det nordlige Sri Lanka eller Hortons Plains and Worlds End i syd. 6 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

5 t e m a d e t indiske su b k o n t i n e n t På eventyr i magiske Zanskar En rejse ind i hjertet af det indiske Himalaya Ind imellem lukker jeg øjnene og drømmer mig tilbage til Zanskar. Jeg mærker den skarpe himalayasol, der brænder mine kinder, og den kraftfulde vind, der leger med mit hår. Jeg befinder mig i et landskab, der hovedsageligt er øde og barskt, men hvor snedækkede bjerge, floder og frodige oaser pludselig springer frem overalt. Naturen der omgiver mig har de mest utrolige kontraster og urealistisk klare farver, jeg nogensinde har set. Spredt ud over landskabet er buddhistiske stupaer med bedeflag, der langsomt trevles op af vinden og spreder sine bønner ud over dalen. Folk med deres smukke mongolide træk og farvestrålende uldne klæder hilser mig storsmilende med deres snurrende bedehjul og melodiøse hilsen Jullay. Stedet emmer af mystik og visdom og gemmer på massevis af hemmeligheder, der ikke røbes til hvem som helst. Det hele virker nærmest som en drøm. En drøm jeg ikke har lyst til at vågne fra igen. Tekst og foto : Malaika Malmos

6 Jeg besøgte Zanskar i juni 2008 sammen med Costanzo, en italiener/amerikaner jeg havde mødt et par måneder forinden i Kathmandu. Costanzo havde studeret tibetansk i et år, og jeg havde lige brugt fire måneder på at lære hindi. Dette gjorde os til det perfekte rejseteam i dette område, hvor begge sprog tales af stort set alle. Derudover var Costanzo, som søn af en forhenværende nonne, en meget seriøs buddhist og havde en lang liste af lamaer, huler og klostre, som vi bare skulle besøge. Vi ankom inden turistsæsonen egentlig var gået i gang, hvor dalen stadig var ved at vågne op fra sit vinterhi, hvilket gav os stedet stort set for os selv. Tre uger senere, da vi forlod Zanskar, var det på sit frodigste, og med dette skift fulgte også andre turister. Jeg var fristet til at blive på Phuktal-klostret for evigt. Men det må blive næste gang! Som base brugte vi Zanskars hovedstad Padum, en støvet landsby med omkring 1500 indbyggere i 3500 meters højde, for at få ladet vores batterier op og få noget ordentligt at spise ind imellem. Lonely Planet havde ikke meget at sige om området, så som guidebog benyttede vi et 30 år gammelt antropologisk feltarbejde. Bogens forfattere havde besøgt dalen kort tid efter den overhovedet blev åbnet for turister, og med sin øde beliggenhed bag høje bjergpas er dalen stadig i dag afskåret fra omverden seks måneder om året. Det skulle da også vise sig, at ikke meget havde ændret sig siden disse opdagelsesrejsende antropologer besøgte dalen. Ind imellem føltes det som om, tiden havde stået stille i hundredvis af år, og vi levede os ind i rollen som pionerer, der gik på opdagelse i et fuldstændigt uudforsket område. Udfordringer på vejen Vi blev advaret mod at drage ud i dalen på egen hånd. Området er temmelig øde, og det er gennem tiden lykkedes en del eventyrlystne vesterlændinge at fare vild eller få rodet sig ud i andre uheldige situationer. Nogle er frosset ihjel, mens andre er sultet ihjel eller har forsøgt at spise områdets giftige planter. Derudover forårsager den stærke eftermiddagsvind ofte fænomenet shooting stones. Her bliver små løse sten blæst af bjergene og flyver af sted med en hastighed som pistolkugler, der kan bore sig gennem et kranie og slå en ihjel. Derfor var det bedst at følges med nogle, der kunne læse bjergene, og dermed forhindre sådanne fatale hændelser. Det blev vi dog enige om, at vi ikke behøvede. Nu kunne vi jo tale med lokalbefolkningen, og de ville kunne læse bjergene for os og fortælle os, hvad vi skulle vide. Så af sted drog vi. Det skulle dog hurtigt vise sig, hvorfor en guide ville have været praktisk at have med. Allerede efter et par timers trek den allerførste dag stod vi ved vores første problem: Et kæmpe stenskred havde blokeret stien. Det var umuligt at kravle hen over det, og der var ikke nogen i nærheden at spørge. Til sidst besluttede vi os for at kravle nedenom, selvom skreddet nærmest var lodret og endte i en stor flod med kraftig strøm. Skreddet bestod af sand med løse sten, og det var ikke til at vide, hvilke sten man kunne støtte sig mod, og hvilke sten der ville skride, når man stod på dem. Den bedste teknik var simpelthen bare at hoppe af sted fra sten til sten og glide med dem, indtil man fandt en sten, der sad nogenlunde fast, så man kunne få et kort hvil. Og så ellers hurtigt videre igen af frygt for, at hele skreddet ville hive os med ned i floden. En halv time senere stod vi lettede og med rystende ben på den anden side, men først på vejen tilbage opdagede vi den sti, der gik ovenover stenskreddet. Aha, så det var her en guide kunne have været god at have Tsampa, smør-te og støvede abrikoser Et par dage senere kom vi til en flod, der skulle krydses via fem våde sten. Costanzo hoppede let og elegant hen over, mens jeg stod tøvende tilbage. Vi havde den dag trekket i ni anstrengende timer, og jeg tvivlede på, at jeg ville klare den tørskoet over på den anden side. I stedet fik jeg den geniale idé at kaste min rygsæk over floden og derefter selv gå over. Jeg gik derfor to sten ud i floden og gav rygsækken et ordentligt sving. Men den var alt for tung. Et ordentligt PLASK lød der, da rygsækken røg i floden, og et lige så højt plask lød der, da den trak mig med i sit fald. Jeg var for svag til at skubbe den op på bredden, og jeg ville heller ikke give slip på den, for ikke at miste den til floden. Så der lå jeg ellers i den iskolde flod og klamrede mig til min rygsæk, indtil Costanzo fik fisket os begge op. Det må have været et syn for guderne! Heldigvis var vi næsten fremme ved vores mål, et kloster bygget rundt om en hule i klipperne. Her blev vi nogle dage for at få tørret mine sager og få plejet min trætte krop, ømme muskler og fire store vabler. Desuden havde jeg slået mit skinneben ret slemt mod en sten i faldet og havde pådraget mig en ordentlig hævelse. Kort sagt var jeg lige til lossepladsen og trængte til at blive plejet. Jeg var heldigvis kommet til det helt rette sted. På dette kloster, Phuktal, boede der nemlig omkring 60 munke, som sjældent fik besøg udefra, så det blev til tre dage med masser af forkælelse og hyggesnak. Jeg var knap nok kommet ud fra den ene munks lille hytte inden jeg blev hevet ind i den næste. Hos dem alle blev jeg tvangsfodret med tsampa (ristet byg), smør-te og nogle ualmindeligt hårde og støvede abrikoser. Jeg var fristet til at blive på Phuktal-klostret for evigt. Men det må blive næste gang! Stjerneskud og sengelopper Vi havde ikke kunne få fat på et kort over området inden vi tog af sted, så det eneste vi havde, var navnene på vores endelige mål. Vi måtte derfor nøjes med folks temmelig upræcise Bare lige forbi næste bjerg eller Ti minutter endnu, så er I der. Det var derfor ikke altid vi vidste, hvor langt vi var fra vores mål. Dette resulterede i, at vi måtte finde et sted at sove, hvor end vi var nået til, når vinden begyndte at tage til hen på eftermiddagen, eller vi ikke orkede at gå længere. Nogle gange var der klostre, der tog os til sig og gav os mad og husly, og andre gange boede vi hos familier. Heldigvis tog alle imod os med åbne arme og stor nysgerrighed. En eftermiddag nåede vi til et sted, der på afstand lignede en landsby. Da vi kom dertil, viste det sig imidlertid bare at være en familie fordelt på to huse. Længere kunne vi ikke gå den dag, så vi forhørte os i et af husene, om vi kunne sove der for natten. Selvfølgelig blev vi budt velkommen. Desværre sov de selv i husets eneste rum, køkkenet, og der kunne ikke klemmes to mere ind. I stedet blev der lagt et tæppe op på taget og bygget en læmur af tørrede kokasser, og her fik vi lov til at tilbringe natten under åben himmel. Temperaturen nåede nær frysepunktet, så jeg var pakket ind i bogstaveligt talt alt indholdet fra min rygsæk. Det var derfor ikke kulden der holdt mig vågen, men derimod de sengelopper, der på uforklarlig vis fandt vej fra tæppet vi lå på og ind under min sammensnørede sovepose og adskillige lag af tøj. Til gengæld havde jeg den klareste stjernehimmel at kigge på, da der ingen elektricitet var i miles omkreds. Jeg nåede at tælle næsten 30 stjerneskud, inden jeg blev immun over for loppernes bid og langt om længe faldt i en dyb søvn. Kvindefest og en ordentlig kæp i øret På et tidspunkt nåede vi klostret Sani og fik her husly hos en munk. Han fandt selv et andet sted at sove og gav os frit spil til at lave mad til os selv i hans køkken. Alletiders! Alt for længe havde vi udelukkende levet af tørre chapatis og tsampa, og tanken om lidt afveksling gav os vand i munden. Mmmm, Maggie! I jagten på et sted der solgte Maggie to-minutters nudler kom vi imidlertid forbi et åbent vindue, som en flok grinende og vinkende kvinder hang ud af. Vi besluttede os for at aflægge dem en lille visit og gik indenfor. Til vores store forbavselse fandt vi omkring 15 kvinder, der var i fuld gang med at fejre et eller andet, og de var alle hønefulde. Her er ingen adgang for mænd! råbte en af kvinderne storgrinende. Men de skulle gerne gøre en undtagelse med Costanzo. Vi blev hevet indenfor og fik en kop med chang, lokal risvin. Og så gik det ellers løs. Koppen var lille, men der sad en kvinde med en hel balje chang og sørgede for, at alle kopper konstant var fyldt op til randen. Der var derfor kontrol på, hvor meget vi drak, og det gik ikke bare at fugte læberne og lade som om. Nej, alle skulle drikkes en kæp i øret, og som turist var man bestemt ikke fredet. Billede forrige side: Buddhistiske stupaer på Verdens Tag. Billede øverst: Til kvindefest i Sani: Lettere berusede kvinder i højt humør. Billede nederst: Zanskars barske klima sætter sine aftryk i befolkningens ansigter. 10 GLOBEN nr. 34 / December 2008

7 Klostret Phuktal bygget ind i klipperne omkring en af de huler, hvor en vigtig yogi engang tilbragte adskillige år i meditation. Som de fleste munke i Zanskar tilhørte munkene fra Phuktal-klostret Gelugpa-skolen, også kendt som De Gule Hatte. Det er den mest magtfulde og indflydelsesrige af den tibetanske buddhismes ordner. En yogi der levede i en af hulerne, vi besøgte. Der blev danset, sunget, spillet på olietønder og grinet til de sene timer, inden vi kom derfra, begge i temmelig beruset tilstand. Vi fandt med noget besvær tilbage til klostret, hvor Costanzo øjeblikkeligt gik kold på munkens seng, mens jeg gik i gang med at koge nudler. Seks nonner havde set os komme tilbage og stillede sig fnisende udenfor vinduet og kiggede på, mens jeg lavede mad. Jeg klarede vist sådan nogenlunde at spille ædru og tror ikke, at nonnerne fattede mistanke. Men aldrig har to minutter føltes så længe! I yogiernes fodspor En yogi betyder indenfor den tibetanske buddhisme en avanceret udøver af meditation. Til forskel fra munken, som lever et monastisk liv omgivet af andre munke og med diverse verdslige pligter, lever yogien et liv fuldstændig fordybet i meditation, oftest alene i huler afskåret fra omverdenen. Yogien er derfor en vigtig og meget anerkendt skikkelse, som ofte er afbildet på Buddhas plads i de tibetanske templer. Efter et helt liv helliget meditation er der nemlig rig mulighed for, at yogien selv er nået at blive oplyst i sin levetid. Der bliver ikke sparet på miraklerne og superkræfterne, når fortidens yogiers liv og egenskaber beskrives. Blandt de yogiske evner er fuldstændig kontrol over naturlovene og kroppens funktioner. Avancerede yogier siges derfor at kunne flyve og gøre sig selv små, store, tunge, lette eller usynlige. De kan også udelukkende ved tankens hjælp varme kroppen så meget op, at de kan sidde nøgne udenfor i den bidende vinterkulde og smelte sneen omkring dem. Denne praksis er stadig udbredt i Tibet. Derudover kan de lave aftryk af fødder eller andre kropsdele i klippevæg. Dette er nemlig ifølge den tibetanske buddhisme muligt, når man indser, at alt her i verden er tomhed og i konstant forandring, og at selv den ellers så faste klippevæg ikke er permanent. Der var derfor i alle hulerne mindst ét aftryk af en eller anden af yogiens kropsdele, der på mystisk vis var printet ind i den hårde klippevæg. En af de ting vi var kommet til Zanskar for, var derfor at gå på jagt efter huler, hvor de store yogier fra den tidlige buddhismes tid har tilbragt årevis fordybet i meditation. De lettest tilgængelige af hulerne har munke taget til sig og bygget klostre rundt om, som bl.a. klostret Phuktal, så det gjorde, at lidt af magien var gået af. Dog var der en enkelt af hulerne, der lå helt isoleret på en øde bjergskråning, og vi skulle ud på en temmelig skræmmende klatretur for at nå frem til den. Jeg røber ikke, hvad den hedder. Denne hule stod helt tom hen og emmede af mystik og religiøsitet, og her herskede en helt utrolig stilhed. Så her sad jeg ellers. Skævede til fodaftrykket i klippevæggen foran mig, lukkede øjnene, mærkede energierne og mediterede over verdens tomhed, idet jeg lovede mig selv, at det ikke var sidste gang, jeg havde sat mine ben i det fortryllende Zanskar. Redaktionen ønsker alle vores berejste læsere en glædelig jul og et festligt nytår. DBKs skribentkonkurrence 2008 Vindere: 1. plads: Gerner Thomsen (53 point) - gavekort til Friluftsland kr ,- 2. plads: Rasmus Krath (40 point) - gavekort til Penguin Travel kr ,- 3. plads: Arne Runge (37 point) - gavekort til Penguin Travel kr ,- 4. plads: Jesper Grønkjær (25 point) - gavekort til passivt medlemskab 5. plads: Jakob Øster (24 point) - gavekort til passivt medlemskab 12 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

8 På vej til Antarktis. Bjarne spejder mod South Georgia (- eller var det South Orkney) Island. Billedet er taget af ungarske Akos Hivekovics - som Bjarne også senere har rejst med. Bjarnes uendelige rejse Bjarne Lund-Jensen har lige siden sin indmeldelse i DBK været det klubmedlem, som har besøgt flest lande. I skrivende stund er han oppe på 182 lande og mangler således kun 12 lande i at have gjort rent bord og have besøgt alle verdens lande. Sidste erobring var Congo Brazzaville, og ifølge ham selv når han sit mål omkring år Vi bringer her et opdateret portræt af Bjarne baseret på en artikel, der oprindelig blev bragt i Fyens Stiftstidende i Tekst: Simon Staun Foto : Bjarne Lund -Jensen Bjarne Lund-Jensen fra Lumby satser på at blive den første dansker, der sætter fod i alle verdens 194 lande. "Det er sidst på eftermiddagen. Den rødlige sol står lavt over palmetræernes kroner. Jeg sidder på toppen af Angkor Wat i Cambodia. Luften ånder sælsom magi. Jeg føler, at jeg kunne sidde her i timevis i fredfyldthed. Dog er jeg lidt underlig tilpas, for jeg føler, at jeg har afsluttet en epoke i mit liv. Nu har jeg set alt, tænker jeg. Jeg har rejst i næsten 150 lande. Jeg har set pyramiderne, inka- og mayaruinerne, alverdens menneskeskabte og naturskabte vidundere. Men nu har jeg set det største. Nu har jeg set Angkor". Bjarne Lund-Jensen er pensioneret skolelærer efter 36 år på Lumby Skole, der befinder sig en hundreddels dagsrejse fra Odense, hvor han kom til verden for 60 år siden. Siden han for første gang mærkede adrenalinen pumpe i sine årer, har han besøgt og udforsket 182 lande og 48 territorier, der blandt andet omfatter Grønland, Tibet, Hawaii og Alaska. At han skulle blive Danmarks og en af verdens mest berejste mænd, havde han ikke i tankerne, da han i 1973 for første gang stod på et fremmed kontinent. Ingen begrænsninger - Jeg husker tydeligt, at jeg konstant overvejede at gå væk fra gruppen, som jeg var en del af på min første rejse til Egypten. Jeg ville frigøre mig. Jeg ville alene ud i det ukendte for at fornemme fremmede dufte og betragte forunderlige klædedragter. Alt var så anderledes fra det, jeg tidligere havde set, fortæller Bjarne Lund-Jensen. Som han sidder og beretter, har han en klar lighed med Johannes Møllehave. Ikke kun i kraft af det grånende hår og det brede, venlige smil. Stemmen er velkendt varm og ivrig for at fortælle. Og den gør det godt. Man bliver revet med, når han entusiastisk og billedrigt kaster sig ud på verbale rejser, der bringer såvel ham som tilhøreren tilbage i tiden. Jeg har, så vidt jeg ved, ikke nogle børn løbende rundt ude i verden, men på den anden side, så kan man kan jo aldrig vide. - Senere på min første rejse til Afrika var vi nået til Tanzania. Her dristede jeg mig endelig til at drage ud på egen hånd. Kort tid efter stødte jeg på en flod, jeg ikke kunne passere. Så spottede jeg en mand, der havde en lille båd. Jeg spurgte, om han ikke ville sejle mig videre, hvilket han indvilgede i. Siden dengang har jeg aldrig ladet mig stoppe af forhindringer. Jeg vil ikke lade mig begrænse, jeg vil bare videre, understreger Bjarne Lund-Jensen, der for længst er blevet klar over, at der befinder sig en drivkraft i selve rejsen, han ikke kan leve foruden. - Det har altid ligget latent i mig, at jeg ville se alt. Derfor gabte jeg de første år over lidt for meget, indtil jeg ændrede rejsemåde omkring Da begyndte jeg at dykke mere ned i omgivelserne, end jeg tidligere havde gjort. På den måde møder man også nogle mennesker, der åbner deres døre og byder en på en seng til trods for deres ofte ekstreme fattigdom, siger Bjarne Lund-Jensen. Konkurrenceelement Skolelæreren fra Lumby forsøger altid at komme derud, hvor ingen har været før. Et af de mest fantastiske steder var på Papua New Guinea, hvor der sjældent kommer turister. - Der rejste jeg fra landsby til landsby og håbede på, at der ville komme et transportmiddel forbi, så jeg ikke skulle strande nogle steder i længere tid, fortæller Bjarne Lund-Jensen. Det erklærede mål er at se så meget af verden som muligt. Og i november 2008 mangler han blot 12 lande for at have været i samtlige Lidt konkurrencementalitet får man da, indskyder han, mens han remser op, hvilke lande han mangler. For han kan dem naturligvis i hovedet. Det var dog ikke grundet konkurrenceelementet, at Bjarne Lund-Jensen meldte sig ind i De Berejstes Klub for 12 år siden. For da han blev optaget, var han allerede den mest berejste af de berejste. Det var mere for at kunne tale med ligesindede, der alle led af samme sygdom: Rejsefeber. Kærlighed på toget Bjarne Lund-Jensen er godt klar over, at hans job som lærer har betydet meget for hans udfoldelsesmuligheder. Det samme gør sig gældende for hans status som ungkarl. - Jeg har haft en kæreste gennem længere tid. Hun formåede faktisk at holde mig hjemme tre juleaftener i træk. Derefter kunne hun godt mærke på mig, at det ikke gik længere, så hun tilbød mig at rejse ud i julen, og derefter gik det lidt i sig selv igen. En anden gang havde jeg en veninde, der foreslog, at vi skulle rejse til Egypten en uge. "Fandeme nej", svarede jeg. Jeg rejser altid minimum fjorten dage, så det sluttede også ret hurtigt derefter, fortæller Bjarne Lund-Jensen, der også har mødt forelskelsen på sine rejser. Dog aldrig med de lokale. Altid andre rejsende. "Is this the train to Vladivostok? Jeg vender mig. Stemmen kommer fra en sød, ung pige, som står lige bag mig. Vi står på Jaroslavl-banegården i Moskva. Jeg er på vej mod Japan og har valgt at rejse over landjorden hele vejen. Og den unge pige, som ved nærmere bekendtskab viser sig at være en kun 17-årig tysk skolepige, skal også til Japan. Helt alene. Det var i 1981, og jeg var stadig ung og smuk". Bjarne Lund-Jensen sidder med et lunt smil. Otte dage om bord på et tog og to dage på en båd, hvor der ikke er meget at lave. Han husker, at de udvekslede adresser. Han gik med hendes gemt flere år i sin tegnebog. Et par år efter fik han den stjålet i Algeriet. Derefter opgav han at se hende igen. Håbløs optimist Bjarne Lund-Jensen har erkendt, at han aldrig ville kunne indordne sig i en traditionel familie. - Jeg vil have lov til at smutte en måned eller to ind imellem, og det er der ikke mange kvinder, der kan acceptere. Desuden har jeg heller ikke mødt en kvinde, som jeg kunne holde ud at rejse med længere tid ad gangen. Endnu, konstaterer Bjarne Lund-Jensen. Hvis han blev forhindret i at rejse, ville hans verden bryde sammen. Men den tanke har han aldrig turdet tænke. Jeg har brugt flere millioner kroner på mine rejser. Men det handler jo om at prioritere. Jeg har aldrig ejet en bil. Jeg har aldrig røget, og jeg bruger ikke særlig mange penge på mit hus eller tøj. - Jeg er håbløs optimist. Jeg finder altid en vej ud af problemerne ligegyldigt, hvor desperat det ser ud. "Jeg var simpelthen nået til grænsen af, hvad jeg kunne klare. Rent instinktivt fornemmede jeg, at den eneste chance, jeg havde, var at opføre den helt store panikscene. Og det gjorde jeg så. Jeg 14 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

9 CUBA: På en af Bjarnes tidlige rejser (i 1976) mødte han Ramon Castro, Fidels storebror. Desværre var manden mere interesseret i at snakke med Kjeld Olesen (daværende dansk udenrigsminister) end med mig. DEN STORE TOGREJSE: Bjarne er her fotograferet af sin tyske veninde på vej med den transsibiriske jernbane mod Japan. PAPUA NEW GUINEA: Marked i Mount Hagen, Papua New Guinea Bemærk manden til højre i den typiske traditionelle klædedragt. BLANDT PYGMÆER: I junglen i Centralafrikanske Republik (2008) nåede Bjarne ikke blot at se gorillaer, men også at besøge en pygmæ-landsby råbte og skreg, kastede mig grædende på gulvet og fik fremsnøftet, at jeg var blevet bestjålet, og at alt håb snart var ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen nå flyet fra Algér søndag morgen". Når man har rejst så mange år i så mange fattige, krigshærgede og katastroferamte lande, så kan man næsten ikke undgå at have ubehagelige oplevelser på kontoen, hvilket Bjarne Lund- Jensen også har. - Jeg er blevet bestjålet og bedraget flere gange. Men det kan jeg leve med, så længe de ikke stjæler min videre rejse. Rejsen er min frihed, og den skal ingen tage fra mig, slår han fast. Kedelige Europa De største oplevelser er ikke nødvendigvis dem længst væk. Men med årene er det blevet sværere og sværere at blive fascineret af sin egen baggård i England og Frankrig, når man har boet hos stammefolk og krydset floder i farlige jungler. "Mit mål er at besøge "de store Nambaer" på Malakula Island i østaten Vanuatu. Folket har fået navn efter de specielle penisfutteraler, som mændene bærer. Indtil 1950'erne havde de ry for at angribe og spise enhver uvelkommen gæst. De havde således et specielt ildsted til rituel fortæring af menneskekød. De mest uappetitlige af de nedlagte fjender blev dog i stedet hængt op med hovedet nedad, indtil de rådnede... Den sidste bekræftede beretning om kannibalisme er fra 1969, men rygter siger, at det stadig finder sted". - For mig er Europa efterhånden ikke mere interessant end Svendborg. Dog er der enkelte yderområder som i Albanien, hvor man stadig kan opleve en helt anderledes måde at leve på, hvilket typisk udspringer direkte af fattigdom, forklarer Bjarne Lund-Jensen. Tit oplever han, at folk forestiller sig, at han ikke har set ret meget af Danmark. Men der tager de fejl. - Jeg har set mere end de fleste, vil jeg tro. Da jeg var barn, kørte min familie altid rundt for at se de forskellige egne, og jeg har overnattet på mindst 20 øer foruden Fyn og Sjælland, siger Bjarne Lund-Jensen. En smule luksus Kontakten mellem de lokale har altid været central for Bjarne Lund-Jensen. Men enkelte naturoplevelser har dog taget pusten fra ham. "Dyrenes helt ufattelige tillidsfuldhed er det, der først og fremmest gør Galapagos til en helt enestående naturoplevelse. Intet sted i verden oplever man noget lignende, og det utrolige er, at næsten alle dyr - flamingoerne undtaget - både på land, vand og i luften synes at være helt upåagtede af menneskenes tilstedeværelse. End ikke øernes eneste rovfugl, Galapagoshøgen, er bange for mennesker". - Selv om naturen fascinerer mig, så har det altid været mennesker, der fascinerer mig mest. Alligevel har jeg ikke så meget kontakt med dem, jeg møder. Ofte glemmer jeg at sende kort, og når man så altid rejser nye steder hen, så møder man sjældent de samme folk igen, forklarer Bjarne Lund-Jensen. Det er også yderst sjældent, Bjarne overnatter mere end tre dage samme sted. Det forbyder hans rastløshed ham. Men han har dog ændret adfærd på enkelte punkter. - Med alderen er man også blevet en smule mere luksuriøst anlagt. Hvor man Jeg oplever tit, at folk undrer sig over, hvad jeg dog vil i eksempelvis Etiopien, fordi mange udelukkende betragter det som et land med hungersnød. Men det er faktisk et af verdens mest spændende lande, fordi det rummer rester af så mange gamle kulturer blandet med primitive folkeslag som mursierne tidligere kunne tilbringe måneder på de mest snuskede steder, så skal jeg gerne hver anden uge forbi et lækkert hotel, hvor jeg kan få et varmt bad og lidt ro. Jeg søger heller ikke længere de typiske billige backpackersteder, fordi alle efterhånden forsøger at overgå hinanden med, hvor mange steder og ting, de har set. Så kommer jeg jo nemt til at virke bedrevidende. Derfor vil jeg hellere snakke med de lokale eller sidde på et lille værtshus, beskriver han. Det sidste kontinent Det næste store projekt hed Antarktis. Meget passende blev kontinentet det syvende og sidste. - Det kostede godt nok kroner, men jeg havde arvet lidt efter min far, så det var oplagt at tage af sted. Jeg ville heller ikke kunne bære ikke at have sat fod på det sidste kontinent. Jeg tog orlov i tre måneder, så jeg kombinerede det med Sydamerika, hvor jeg kun manglede Paraguay for at melde fuldt hus, smiler Bjarne Lund-Jensen. Den efterfølgende sommer blev det så til en cykeltur rundt i Danmark. - Her var der jo også spændende mennesker og en hel del øer som jeg endnu manglede at besøge. Lidt samler er man vel, indrømmer Danmarks mest berejste mand. Bjarnes manglende lande Afghanistan Angola Burundi Irak Kuwait Liberia Libyen Saudi Arabien Sudan Tadjikistan Vatikanet Yemen SOUTH GEORGIA: Med sine søelefanter, pelssæler og ikke mindst over en million kongepingviner er South Georgia et af de mest fantastiske naturområder i verden. 16 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

10 t e m a d e t indiske su b k o n t i n e n t Der er vandreture, der er treks, og endelig er der trekket op ad Baltorogletsjeren, et af de sejeste af slagsen. Trekkere og bjergbestigere følges ad frem til gletsjer-motorvejs-krydset Concordia. Her er man omgivet af gigantiske bjerge, blandt andet K2, verdens næsthøjeste bjerg. Med tre milliarder kubikmeter is under fødderne Trekking på Baltoro-gletsjeren i det nordøstlige Pakistan Mens blodet flød ved den røde Moské i Islamabad, gik Søren Gudmann én af verdens sejeste trekkingture, i et fredeligt, men afsides hjørne af Pakistan. Tag med på en anstrengende tur blandt nogle af verdens højeste bjerge. Tekst og foto : Søren Gudmann Karakoram, i det nordøstlige hjørne af Pakistan, er én af verdens højeste og mest spektakulære bjergkæder. Fem af verdens fjorten ottetusind-meterbjerge ligger her. At bevæge sig rundt på gletsjere og bjerge kan være farligt, men når disse ligger i relativt underudviklede lande, er rejsen til og fra som regel ligeså farlig. Det var den også denne gang. Jeg troede, jeg havde prøvet, hvad der findes af gustne smalle bjergveje her i verden, men de næste 170 km er nervepirrende, og chaufføren ser stadig træt ud. Vejen er endnu smallere end i går, og ved siden af går det lodret ned til floden. På vej til Pakistan er jeg nervøs for, om der endnu er anti-dansk stemning, på grund af Muhammed-tegningerne. Desuden er her politisk uro netop nu, rettet mod præsident og hærchef Musharef, som er i gang med et afdemokratiseringsprojekt, som der naturligvis protesteres imod. Der har været attentater mod ham, og selvmordsbomber. Udenrigsministeriet fraråder alle "ikke helt nødvendige" rejser. Da er det godt, at en tur ud i bjergene hører til i kategorien "helt nødvendig". Min nervøsitet forsvinder hurtigt, vi bliver mødt med åbenhed og venlighed. Nogen gange når folk spørger, hvor vi er fra, svarer jeg diplomatisk, at vi er en international gruppe, men jeg indser, at det ikke er et problem at sige, jeg er fra Danmark - og osten og smørret er da også tilbage i butikkerne. Islamabad og Rawalpindi er tvillingbyer, men meget forskellige. Rawalpindi den eksotiske, originale, kaotiske og pulserende by, med lyde og lugte, krogede mørke gader i basaren, med dyttende biler, hestevogne og slagtede geder, der hænger i solen omgivet af summende fluer. Islamabad er den nye prestigehovedstad; planlagte byområder med retvinklede gader og boulevarder. Regerings- og administrationsbygninger, ambassader, shopping-centre, butikker i vestlig stil og fastfood-restauranter. Efter en dag med sightseeing forlader vi Islamabad klokken halv seks om morgenen, men det er allerede ekstremt varmt. Vi har to dages kørsel foran os. Man kan i princippet flyve, men det er usikkert, da indflyvningen oppe ved Skardu foregår mellem bjerge og derfor kræver god sigtbarhed. Vi skal altså opleve Karakoram Highway på godt og ondt. De første små hundrede kilometer foregår på gode veje, men snart kommer bjergene, vejen bliver smallere og svinger meget. Snart kører vi langs den brusende cementgrå Indus-flod. Der er frygteligt langt ned og intet autoværn! Indimellem laver chaufføren nogle meget hasarderede overhalinger i tredje spor! Karakoram Highway Karakoram Highway blev bygget i et samarbejde mellem Kina og Pakistan og forbinder Kashgar i Kina i nord med Islamabad ad ruter, som oprindeligt var Silkevejen. Det tog 16 år at bygge den, med hundredvis af broer over dybe kløfter, og tusinde af arbejdere der mistede livet undervejs. I dag står den som en livslinje mellem Centralasien og det Indiske ocean og er samtidig et turistmål i topklasse. Der er ofte jordskred, hvilket vi også ser spor af. I løbet af dagen kører vi gennem Kohistan, et meget bjergrigt område, hvor den pakistanske centraladministration ikke har fuld kontrol. Oppe i sidedalene hersker lokale stammehøvdinge endnu, og området er ikke anbefalet for turister. Her leves konservativt muslimsk i modsætning til Islamabad, hvor kvinderne for eksempel ikke nødvendigvis bærer tørklæde. Her er der ingen kvinder er at se i det offentlige rum, ikke engang på markedet. På vores hjemrejse ser jeg én, helt indhyllet i sort. Det er den samme chauffør, som kører hele vejen. Ingen 11-timers regler her. Sent om eftermiddagen er han meget træt. Vejen er hullet, bare nødtørftigt repareret efter et nyligt jordskred. Jeg er bange for at ekspeditionen skal ende her. Vi har set bilvrag nede ad skråningen. Efter 16 timer er vi i Chilas, helskindede og trætte. Vi har kun kørt 250 km. Efter en kort nats søvn skal vi videre mod Skardu. I den dejligt, men kortvarigt kølige morgen kører vi videre, endnu langs Indus. Snart dukker sneklædte bjerge op, blandt andet det frygtindgydende 8125 m høje Nanga Parbat. Udover bjergene fotograferer vi de fantastisk flot dekorerede lastbiler. Ingen Pakistansk trucker starter ud på landevejen uden at have fået sin bil dekoreret. Her kan man tale om "pimp my ride". Jeg troede, jeg havde prøvet, hvad der findes af gustne smalle bjergveje her i verden, men de næste 170 km er nervepirrende, og chaufføren ser stadig træt ud. Vejen er endnu smallere end i går, og ved siden af går det lodret ned til floden. På trods af den skumle vej nyder jeg turen og kan mærke, at jeg er ved at komme i ekspeditionshumør. Landsbyer klamrer sig til de stejle skråninger i små grønne oaser, og drenge står i vejkanten og sælger fantastisk gode abrikoser. Lige før Skardu åbner landskabet sig op, og vi kører langs en stor flad dal, hvor floden flyder stille. Vi er nu i Baltistan, et mindre konservativt område. Der er dog stadig ikke mange kvinder at se, kun på markerne, hvor der dyrkes korn og kartofler. Der er endnu en dags rejse, før trekket begynder. Vejen bliver, som man næsten kunne forvente, endnu dårligere, og kan kun forceres af jeeps. Der er 115 km, som tager syv timer! Det meste af strækningen er mindre skummel, dels fordi dalen er mere åben og fladere, dels fordi vi kører langsommere. Men nogen steder er broerne styrtet sammen, så vi må køre igennem vandløb, over sanddyner og over gamle snedriver! 18 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

11 Undervejs samler vi bærerne op. Der sidder cirka 20 bag på én jeep! Endelig når vi landsbyen Askole. I morgen starter trekket. Trekking på Baltoro Turen på Baltoro-gletsjeren er som sagt ét af de mere krævende trek, man kan vælge. Det er fysisk hårdt og primitivt, men landskabet man får at se, er fantastisk flot og spektakulært. Endelig i mit rette element. Det er sindssygt varmt, og flere har maveproblemer. De fleste bærer en let rygsæk med dét, de behøver i løbet af dagen. Bærerne tager resten, 25 kg hver. Da vi kom til lejren i går, blev vi mødt af landsbyens drenge, der alle tiggede kuglepenne. Canadiske Ornella kender en mand, som arbejder på skolen, og hun har en del materialer med. Hun finder ud af, at skolen har nok skriveredskaber, men knægtene er smarte, og sælger dem til den lokale butik, hvis ellers nogen har været naive nok til at give dem nogle. Ellers vil drengene gerne fotograferes i modsætning til pigerne og kvinderne, som bliver direkte aggressive hvis man nærmer sig med et kamera. Vi starter tidligt, og har glæden af 20 minutter i skyggen, så kommer solen som en hammer. Tag det roligt, drikke hele tiden. Vi går i en flad dal, her er støvet, med grønne pletter oppe på bjergskråningerne. Enkelte hvide tinder og blå himmel bagved. Det er smukt; lige netop det vi kom for at se. Nogle piger kommer ned med store læs af buske hentet højt oppefra. De skal bruges til brænde. Gruppen spredes ud over stien, bærerne drøner forbi. Andre bærere kommer ned oppefra, klar til nye opgaver. Folk går i deres eget tempo, fotograferer, snakker og sanser bjergets ro. Flere får en hård dag på grund af maven eller varmen i sig selv. Stien går heldigvis langs floden, så man kan køle sig med vand. Vandet er gråt og grumset og må renses med tabletter, hvis det skal drikkes. Stien er kuperet, nogle gange som en hylde højt over floden, andre gange går den helt nede i vandkanten. Indimellem er vi heldige at finde lidt skygge i en klynge træer eller bagved store sten. Det er et populært trek, her er flere store grupper. Al udrustning, mad og brændstof til trekkerne og ekspeditionerne bæres af mennesker, men forsyninger til de militære poster, som ligger oppe ved Siachen-gletsjeren, fragtes ind med heste og muldyr. Pakistan og Indien har været i krig to gange om Kashmirområdet, som ligger umiddelbart øst for, hvor vi er, og våbenstilstandslinjen er få kilometer herfra. En af dagene stopper vores forbindelses-officer ved en militærpost og inviterer os op til te, da vi passerer. Her har soldaterne vagt tre måneder ad gangen, og jeg kan godt forstå, hvis de sætter pris på lidt selskab og afveksling. Endelig er vi fremme ved lejrpladsen Jola. Der er bygget små toilet- og vaskehuse, der er bare ikke noget vand i hanerne, og det der er i floden og den tilstødende bæk er af den grumsede slags. Vi er så vant til at have tilgang til rent klart vand i ubegrænsede mængder, mens store dele af verdens befolkning ville være lykkelige for dette. Vejen til Paiju Vi står op ved femtiden for at komme af sted og gå et stykke ad vejen, før det bliver alt for varmt. Terrænet bliver langsomt mere barskt, bjergene højere, dalen lidt smallere og floden bruser voldsommere, stadig grå af silt. Bjergene er rødlige og grå med sorte variationer. Spidse, ru og takkede, helt anderledes end i Nepal. Efter endnu en lang varm dag kommer vi til lejren Paiju, som delvis ligger i en grøn skyggefuld kløft. Der er dog ikke plads til alle telte i skyggen, men til gengæld er denne lejrplads som himlen på jorden. Her er nemlig klart, koldt rindende vand i store mængder. Vi drikker det kølige klare vand med velbehag, vasker tøj og bader. Her skal vi også være i morgen. Bærerne skal have en hviledag, så de kan bage chapati, flade brød, til de næste par dage. Nogle af dem bager undervejs, mens andre altså laver et lille lager. En ged slagtes og deles omhyggeligt i et stort antal portioner på en stor beskidt presenning midt på pladsen. Nu er der fest. Bærerne samles, en begynder at tromme på en tom plastikdunk. Der synges og danses. Turisterne kigger på, og nogle deltager. Næste dag er det bærerne, der kigger på turisterne, da nogle af dem går i gang med et lille yoga-program. Baltoro-gletsjeren går øst-vest. I den østlige ende ligger Concordia, hvor Godwin Austen-gletsjeren kommer ned nordfra (fra K2), og Upper Baltorogletsjeren kommer sydøstfra. Fra dette gigantiske is-motorvejskryds har man en fantastisk udsigt til store dramatiske bjerge 360 grader rundt. Gletsjeren er 60 km lang og en kilometer bred, så det er groft regnet tre milliarder kubikmeter is! Gletsjeren er 60 km lang og en kilometer bred, så det er groft regnet tre milliarder kubikmeter is! På næste etappe mod Urdukas passerer vi Trango Towers, som med sit cirka 1600 m vertikale, næsten spejlglatte, ydre tiltrækker storvægsklatrere fra hele verden. Tårnene er cirka 6000 m høje. Overalt er der sten i alle mulige størrelser, faconer og farver, ja nogle steder er der faktisk små områder med fint sand, som en strand, med marehalm og det hele. Senere kommer områder, hvor stenlaget er tyndt, og vi går på selve isen. Nogen bærere går i klip-klap-sandaler! Lejren ligger oppe på bjergskråningen, teltene står i rækker på hylder, og vi har en fantastisk udsigt over dalen, mod solen, som går ned over Trango. En fin slutning på dagen. Hvad der ikke er så fint er, at nogen af bærerne ikke er kommet frem, så nogle mangler deres udstyr, eksempelvis deres sovepose. Det kommer forhåbentlig i morgen, Insh Allah. Der er endnu langt til Concordia, så vi deler strækningen i to etaper og slår lejr på et sted, som hedder Goro 2. I dag er gletsjeren endnu mere kuperet. Vi går op og ned og rundt om store istårne, springer over smeltevandsbække og dybe, men smalle gletsjerspalter. Mod syd har vi det meter høje og meget vanskelige Masherbrum-bjerg. Vi hører og ser laviner og stenskred, heldigvis i sikker afstand. Det sidste stykke til Concordia er kort, vi er fremme midt på dagen. Her skal vi være nogle dage. Herfra bør man kunne se K2, men vejret er slået om. Bjerget er indhyllet i skyer. Efter flere dage med brændende sol og ulidelig hede kommer skyerne og regn. Det regner uafbrudt i to døgn. Vi ligger i teltene, mens bærerne holder til i små huse bestående af en mur af sten med en presenning eller plastik over. Fra nogle af disse hytter lyder trommen og syngende stemmer. Tilsyneladende har de det godt, så længe de ikke skal ud at gå i dette vejr. Efter to dage letter skyerne, og vi ser K2. Der er fem timers vandring op til base camp, men det ser ud som om, det er lige foran os. Det er massivt og stejlt på alle sider. Der er store bjerge hele vejen rundt, spidse med skarpe rygge og tinder. Trekking-bureauet har ikke helt kontrol, der er stadig diverse tasker og udstyr, som mangler, og bærere som ingen ved helt, hvor er! Det er en del af charmen ved at rejse i denne del af verden, men mangler man soveposen en aften, kan tolerancen nok gå fløjten. Jeg har ikke dette problem, da jeg bærer alt mit grej selv, og min kæreste har heldigvis en god bærer, som kommer og leverer hendes taske ved teltet, så snart vi er fremme. Her i Concordia deles gruppen. Trekkerne bliver boende her og går en dagstur op mod K2 base camp, før de returnerer til Askole. Jeg selv og syv andre bjergbestigere går videre til Gasherbrum base camp. Det anstrengende trek er overstået, og et nyt bjergbestigningseventyr er på vej til at begynde. Men det er en anden, og langt mere dramatisk historie, som kan høres over en øl i Café Globen, til ét af mine foredrag eller måske i en senere artikel. Billede start: Tager en slapper i teltet i Gasherbrum base camp. Søren Gudmann er født i 1961, uddannet civilingeniør og har boet 12 år i Norge, hvor han arbejder i oliebranchen og har fjeldene lige uden for døren. Billede forrige side øverst: K2 set fra Concordia, en dagsmarch længere væk. Billede forige side i midten: Først troede jeg de fantastisk bemalede lastbiler havde noget med religion eller overtro at gøre, men det er simpelthen bare street credibility det handler om. Det tager omkring 3 uger at få en truck malet, lidt af en investering! Billede forrige side nederst: Lejr ved Paiju, her var der masser af dejligt rent vand. Billede næste side øverst: Bærer på vej tilbage til Askole, han fik mine sidste kiks. Billede næste side nederst: På vej fra Skardu til Askole, 8 timers vej-tortur. GLOBEN nr. 34 / December

12 Praktiske oplysninger Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder fra Det indiske subkontinent. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. Hvornår skal jeg rejse? Sæsonen for trekking går helt fra april til oktober, men de fleste rejser fra midt juni til midt september. Da er der mindst sne i passene. Det er varmt midt på dagen. Hvordan til Pakistan? Vi fløj fra Stavanger via London med British Airways for cirka kr. PIA er et oplagt alternativ fra København. British Airways tillader kun én taske og kræver 800 kr. for en extra, så pas på! Hvordan i Pakistan? Imodsætning til Nepal er her ikke tehuse/lodges på ruten, så man må være selvforsynende med mad, brændstof, telte og andet udstyr. Det bedste er at bruge et trekking-firma, som kan bookes lokalt eller hjemmefra. Vi brugte Adventure Tours Pakistan, som er et af de store. Oppe på gletsjeren havde de dog ikke helt kontrol på alt, men det skyldes nok, at det var højsæson, med mange ekspeditioner, og derfor ikke helt så mange, og ikke de bedste ledere og bærere til rådighed. Alternative bureauer kan findes på internettet eller i Lonely Planets Pakistan & the Karakoram Highway. Man skal have en tilladelse til at trekke i området (som for os var med i pakken) samt visum til Pakistan. Søg mindst en måned før du rejser. FORSIDEKANDIDATER december 2008 / nr. 34 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b december 2008 / nr. 34 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Overnatning og mad I vores tilfælde var hotel og rejse fra Islamabad op til trekking området og tilbage arrangeret af bureauet. Vi kørte i bus, men er man heldig, kan man flyve. Typisk planlægger man med at flyve den ene vej (returrejsen), men det er ikke altid vejret tillader det. På trekket var al mad inkluderet. Morgenmad med mysli, havregrød, æg og chapati - et solidt måltid. Varm frokost de fleste dage, ellers en pose med snacks. Det anbefales dog også at medbringe egne snacks, fx. kiks, chips, chokolade, nødder etc. til trekket. Om aftenen fik vi tre retter mad. Blandt andet friskslagtet ged. Tøj og udstyr Solide vandrestøvler er et absolut must, men stegeisen er ikke nødvendige. Let påklædning til om dagen og varmt til om aftenen. Et regnsæt, goretex eller lignende, er nødvendigt. Og en let dunjakke er at anbefale, samt liggeunderlag og en sovepose til -10 ºC. Bureauet medbringer normalt en tynd skummadras, men på grund af det stenede underlag er det bedst at have en anden madras også, gerne oppustelig, som Thermarest. Til beskyttelse mod solen er det godt med en paraply! Slangetæmmer, Pokhara, Nepal Foto: Jakob Øster december 2008 / nr. 34 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Kvinde og ild, Calcutta, Indien Foto: Søren Lauridsen december 2008 / nr. 34 Globen m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b Pris For trekket betalte vi 2500 dollar for hele pakken: Transport Islamabad-Islamabad samt fire ugers trek/ rejse. Hotellerne i Islamabad, Chilas og Skardu var gode, og ville koste dollar per nat, hvis ikke de var inkluderet. Mad er billigt. Det er let at kommunikere med pakistanerne, da de snakker godt engelsk, og er utrolig hjælpsomme. I Skardu gik en tilfældig mand med mig hen til en barber/frisør for at være helt sikker på, at jeg ikke blev snydt. Så jeg bliv klippet og barberet for 50 rupees = 5 kr. Kvinde, Rajasthan, Indien Foto: Malaika Malmos Elefanter, Sydindien Foto: Lisbeth Wichmann Nielsen 22 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

13 Evenkerne bygger forrådskamre på stolper beklædt med metal, så bjørne og andre dyr ikke kan stjæle maden. Hallo, er der nogen hjemme? - På nomadejagt i Sibirien Når man besøger nomadefolk i Rusland, så er det svært at melde sin ankomst på forhånd. Endnu sværere er det at finde den nøjagtige adresse. I sommer opsøgte jeg evenkerne 700 km nordøst for Bajkalsøen og håbede på, at de var hjemme... Tekst of foto : Gerner Thomsen Hvis en læser eller to skulle have hørt om et jordskælv i Sibirien denne sommer, så er den god nok. Med en timing, der skulle vise sig at være uhørt god for denne sommerferie i Sibirien, havde jeg placeret mig lige i orkanens øje eller nærmere bestemt på et hotelværelse i Irkutsk, 100 kilometer nordvest for epicentret. Jeg var midt i at pakke min rygsæk, da gulvet begyndte at ryste og dørene klapre. Min første tanke var, at det nok bare var en sporvogn eller en gammel russisk lastvogn, der kørte forbi udenfor vinduet lige indtil jeg kom i tanke om, at jeg befandt mig på fjerde etage med udsigt over Angarafloden. Da det gik op for mig, hvad den egentlige årsag var, overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg skulle stille mig hen under dørkarmen, som jeg engang har læst man skal gøre i en eller anden overlevelsesbog. Men ærligt talt, det virkede lidt urealistisk, at jeg skulle få lov til at blive stående i fred og ro på fjerde sal i ly under en dørkarm på et gammelt russisk hotel, mens tingene drattede ned omkring ørerne på mig. Jeg valgte derfor at åbne døren og kigge forsigtigt ud i den lange korridor. Her så jeg lige ind i de skræmte øjne på alle mine naboer og genboer, der også forsøgte at opklare, hvad der foregik. Et øjeblik efter løb alle i fuldt firspring ned ad brandtrappen ned på gaden foran hotellet til alle de andre gæster. Og så stoppede rystelserne vist nok. Tyve spændende minutter Det var ikke ligefrem informationen, som var i højsædet. En dame fra receptionen kunne dog bekræfte, at det var et jordskælv, og at epicentret lå omkring byen Bajkalsk ved Bajkalsøens sydbred. Rygterne gik på alt lige fra 6,3 til 9 på Richterskalaen. Hvis det sidste havde været rigtigt, ville turen ned fra fjerde sal nok have foregået i et andet tempo og mere direkte. Mobilforbindelsen var forsvundet for en stund, men ellers var der ingen umiddelbare ødelæggelser at se. Lidt efter fik vi at vide, at nu, kunne vi godt gå indenfor igen. Hvis der kom et efterskælv, ville det blive mindre end det første. Det var vist, hvad et eller andet russisk seismologisk institut havde fortalt. Vel tilbage på værelset fortsatte jeg med at pakke min rygsæk til en vandretur langs Bajkalsøen. Et øjeblik efter bankede det hårdt på døren det var en tydeligt nervøs etagevagt, som var i gang med at evakuere os alle igen. Nu havde det seismologiske institut skiftet mening. Et efterskælv ville med al sandsynlighed ramme Irkutsk indenfor den næste time, og prognoserne lød på at det ville blive 8 på Richterskalaen! Ned på gaden igen denne gang huskede jeg dog penge, pas, telefon og kamera, alt imens jeg øvede mig på sætningen: I nat sover borgerne i Irkutsk på gaden, mens de forbereder sig på et efterskælv, der ventes at blive 8 på Richterskalaen. Man kunne jo aldrig vide, om de pludselig ringede fra Reuters bureau og ville have en kommentar og et par billeder. Nå, helt så galt gik det dog ikke, men truslen om et efterskælv vedblev at hænge i luften. Ligesom de fleste andre gæster, endte jeg med at gå tilbage på værelset efter et par timer. Jeg fik pakket min rygsæk (det var tyve spændende minutter) og tog bussen ud til landsbyen Bolshoe Goloustnoe ved Bajkalsøen, hvor jeg brugte de næste par dage på at vandre 60 kilometer sydpå langs den smukke klippekyst. Det passede mig fortrinligt ikke at skulle overnatte på hotellet og være afhængig af russernes evne til at tackle en evt. katastrofesituation chancen for at overleve under et sammenstyrtet telt ville trods alt nok være større, end chancen for at overleve under murbrokkerne fra en gammel sovjet-dinosaurus af et tyve etagers hotel. GLOBEN nr. 34 / December

14 På jagt efter evenkerne Det var nu hverken jordskælv eller vandretur langs Bajkalsøen, jeg var taget af sted for denne sommer. Det var for at finde evenkerne i den nordlige Tjita-provins øst for Bajkalsøen. Evenkerne er et nomadefolk, der lever af jagt og rensdyrbrug. Jeg kan ligeså godt tage luften lidt af ballonen og skuffe den nomade-interesserede læser med, at jeg ikke fandt dem. Der manglede simpelt hen lidt timing og en sprøjte med noget held. Alt gik sådan set planmæssigt til at starte med. Efter tre dages rejse med tog og fly ankom jeg til den lille evenkerlandsby Chapa-Ologo. Min erfaring er, at små udsteder som dette er det perfekte udgangspunkt for skøre projekter a la det, jeg havde gang i. Der går sjældent mange minutter, før rygtet om ens ankomst spreder sig til hver en køkkenkrog i landsbyen, og bliver man et par dage, så vil man ofte kunne lukrere på en tilsyneladende uudtømmelig kilde af gæstfrihed og nyttige informationer. Allerede efter få minutter var jeg i kontakt med den lokale skoleinspektør, som straks tilbød overnatning på landsbyskolen. Skolens otte elever holdt sommerferie, så jeg kunne frit vælge, om jeg ville rulle soveposen ud på gulvet i klasselokalet eller i dyresamlingen med mølædte, udstoppede fugle. Allerede under den første kop te med skoleinspektøren fik jeg et varsel om, at timingen ikke var i top. Om morgenen var ti mænd fra landsbyen kørt op i bjergene i en pansret mandskabsvogn på larvefødder (et helt almindeligt transportmiddel i ødemarken på disse breddegrader) for at se til rensdyrene og gå på jagt, så hvis bare jeg var kommet en halv dag tidligere, kunne jeg være taget af sted sammen med dem. Nu gik der i stedet flere dage med at opklare, hvor det var, mændene helt præcist var taget hen. Forklaringerne gik i både øst og vest, men jeg endte med at fatte tillid til en kvinde, som var gift med rensdyrbrigadens leder. Hun mente at vide, at mændene var taget op til et område, som var navngivet Burpala på de russiske topografiske kort, jeg havde medbragt hjemmefra. Desværre dækkede området over adskillige kvadratkilometer, men mere præcist kunne jeg ikke få det. På besøg i en mineby Som sendt fra himlen stod der pludselig en russer med sølvtænder og snoet overskæg i skoleinspektørens køkkendør. Oleg, som han hed, var leder af en russisk mine oppe i bjergene, men var tilfældigvis kommet forbi landsbyen under en privat fisketur. Da han hørte om mit projekt, tilbød han straks, at jeg kunne køre med næste vagtskifte op til minen. Pointen var, at der så kun ville være 75 kilometer at gå til Burpala i stedet for 150 kilometer, hvis jeg startede fra landsbyen. Næste morgen sad jeg i en gammel, rusten mandskabsbus, omgivet af kasser med tomater, kålhoveder og cigaretter og så cirka tyve patinerede minearbejdere, der fordrev tiden med at drikke hjemmebrændt vodka af toliters sodavandsflasker. Det var en flot, men også noget nervepirrende tur ad de små bjergveje med flere hundrede meters frit fald til siderne. Vel fremme i den lille mineby blev jeg godt modtaget af køkkenpersonalet, som udover at byde på russisk kantinemad med kålsuppe og fedtpanerede koteletter også sørgede for, at jeg blev indkvarteret i et af de små huse med satellit-tv og udendørs lokum. Den buttede kantinedame kunne fortælle, at der alt efter årstiden arbejder personer i minen, og at det først og fremmest er kobber, man finder. Men også titanium, sølv og andre værdifulde metaller bliver transporteret ned til jernbanen på store trucks, hvorefter det vel ender på det sorte mafiamarked et eller andet sted. Over-geologens mand Som altid er det svært for russere at forlige sig med, at man rejser alene. De ser oprigtigt bekymrede ud, når det går op for dem, at man har planer om at vandre igennem bjergene og tajgaen på egen hånd. Min værelseskammerat fik hurtigt hidkaldt over-geologens mand, Boris, som havde boet i en skurvogn i minebyen sammen med sin kone de sidste mange år. Trods sit fordrukne ydre vidste han tydeligvis noget om området, men heller ikke han var meget for tanken om mit soloprojekt. Du ender med at fare vild eller drukne i en de mange floder, du skal krydse undervejs, var hans tørre kommentar. Det endte dog med, at han tøede op og tilbød et lift i sin pansrede mandskabsvogn på larvefødder de første 15 kilometer. Næste dag ved frokosttid efter et par glas vodka og to-tre stegte fjeldørreder rullede vi så af sted. Cirka hvert femte minut stoppede Boris for at hamre løs på de paler, som holder larvefødderne sammen. Det var næppe en mandskabsvogn, som ville blive brugt i Afghanistan, men hvem ved, måske i Tjetjenien. Fremad kom vi da. Da jeg endelig blev sat af, så Boris tydeligvis betænkelig ud, og han sidste ord var, at jeg ikke skulle være bange for at vende om jo før jo bedre! Gennem myr og sump De næste dage gik egentlig så godt, som man kan forlange. Det var tungt terræn at gå i med masser af myr og sump, som jeg forcerede i mine korte vandrestøvler. Et par gummistøvler havde absolut været at foretrække, hvilket Boris også havde bemærket, men Lonely Planetguiden havde glemt at oplyse om dette. Faktisk havde den helt glemt at skrive om den nordlige Tjita-provins. Jeg fulgte i sporet fra den mandskabsvogn, som rensdyrnomaderne var kørt ud i. På den måde skulle man jo ikke tro, det kunne gå galt sporet ville i teorien føre mig lige til stedet. Ind imellem gik det dog ikke så let. Særligt når jeg skulle krydse floder, var det et problem at se, hvor mandskabsvognen var kørt op på den modsatte bred, og jeg brugte ofte timer på at genfinde sporet. Efter et par dage kom jeg til en korsvej med en faldefærdig hytte, som rensdyrnomaderne havde brugt som vinterkvarter. Den var lige akkurat tæt nok til at overgå teltet i komfort, men lækker og indbydende kan man ikke sige, den var. Der er mildt sagt temmelig langt fra de sibiriske hytter i tajgaen til de velpolerede bjælkehytter i de skandinaviske fjelde. I hjørnerne lå der rådne kødrester, og vinduerne var kun nødtørftigt lukket med plastic. Myg og små knot havde uden problemer fundet vej gennem husets mange sprækker og summede lystigt omkring mit hoved ved udsigten til friskt blod. Men når man er træt nok, så går det alligevel. Jeg gik i hvert fald ud som et lys, da pandelampen blev slukket og TV2 havde givet aftenens sidste nummer på mp3-spilleren. Spøgelseslejren Sporet delte sig i to, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle vandre østpå ad Bjørnefloden, da den førte frem til området Burpala, som kvinderne i landsbyen havde snakket om. Det lød jo egentligt ikke så rart, det med den der Bjørneflod. Boris og de andre havde dog også gjort en del ud af med skræmmende fagter at fortælle, at der var mange bjørne i tajgaen. Mens jeg prøvede at bilde mig selv ind, at de sibiriske bjørne er lidt mere sky og venligsindede end de canadiske og amerikanske, så spændte jeg hver nat samtidig hanen på et par medbragte nødraketter, som i bedste fald kunne forskrække en nysgerrig bjørn. Billede 1: Boris reparerer larvefødderne for 117. gang på vejen ud i tajgaen. Billede 2: I Chapa-Ologo fik jeg lov at sove på landsbyskolen, mens de otte elever holdt sommerferie. Billede 3: En enlig evenker jeg mødte ude i tajgaen han hørte til i en af landsbyerne og var på fisketur. Billede 4: Skoleinspektøren i Chapa-Ologo (th) og hendes veninde, der altid havde drømt om en rolle i Miami Vice. Billede 5: Hytten gav ly for natten, men nogen luksus kan man ikke sige, det var. Efter yderligere et par dages vandring og et hav af flodkrydsninger, nærmede jeg mig det omtalte Burpala. Jeg begyndte at skærpe sanserne og lægge mere mærke til ting, som kunne forbindes med rensdyrnomaderne: friske spor i skovbunden, brækkede grene, gamle teltpladser osv. Bedst som det så allermest håbløst ud, dukkede der pludselig et rensdyrgærde op, som strakte sig flere kilometer gennem tajgaen. Da jeg så samtidig hørte hundeglam, var jeg overbevist om, at jeg havde fundet nomaderne. På den anden side af floden lå en oppustelig gummibåd, og jeg kunne se nybyggede hytter, træskeletter til telte og andre menneskeskabte ting. Der var bare lige den detalje, at nomaderne manglede. Jeg konkluderede, at de sikkert var taget på jagt og slog derfor teltet op og satte mig til at vente midt i den mennesketomme lejr. Der gik tre dage på den måde, uden at jeg så skyggen af liv lige bortset fra hundene, som fór rundt og fangede mus. Om dagen besteg jeg toppe i området for at spejde efter tegn på liv; når mørket kom, varmede jeg mig ved bålet og nød udsigten til fuldmånen, der hver aften hang lavt over trætoppene og spejlede sig i floden. Men lige lidt hjalp det. Det virkede vitterligt som en spøgelseslejr, og da maden begyndte at blive knap, besluttede jeg mig for at bryde op og gå tilbage ad samme vej, som jeg var kommet. 26 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

15 Gennem ild og vand Tunge skyer i horisonten varslede vejrskifte oven på en ellers fortrinlig uge med stegende sol. Det var som om, at det samme mønster gentog sig hver dag: varmt vejr om formiddagen og kraftig regn og torden lige efter frokost. En dag blev jeg fanget i en tordenbyge, bedst som jeg befandt mig på en høj bakketop på vej ned ad Bjørnefloden. Der var ikke tid til at slå teltet op, så eneste løsning var at gøre sig så lille så mulig og vente på, at uvejret drev over. Jeg satte mig på hug med hætten godt trukket op omkring ørerne. Himlen var oplyst af lyn, som kom ubehageligt tæt på til tider var der kun halve sekunder mellem glimt og brag og i regnskyllene faldt der hagl så store som pinocio-kugler. Det varede tyve minutter, før uvejret var drevet over og jeg igen kunne fortsætte ad sporet, der nu om muligt var blevet endnu mere sumpet. Dagen efter kom der mere regn, og jeg var klar over, at det hurtigt kunne blive et problem at krydse floderne, hvis ikke jeg skyndte mig tilbage. Derfor havde jeg heller ikke lyst til at udforske det andet spor nordpå ved korsvejen og den forfaldne hytte, som jeg i første omgang havde ignoreret. Det ville nemlig betyde endnu flere flodkrydsninger og formentlig en del mere myr og sump. Den sidste dag på vej op til minebyen slog vejret over i massiv heldagsregn. Jeg vadede af sted på autopilot, fast besluttet at jeg skulle nå frem samme dag. Der går typisk en dag eller to, før reaktionen fra den massive nedbør i bjergene får floderne til at stige kraftigt. Men når det først sker, så sker det ofte med flere meter, og det kan tage dage eller uger, før floderne falder igen. Tilbage i minebyen Ved aftenstid bankede jeg på døren til Boris skurvogn drivende gennemblødt som en punkteret vandrotte. Han var tydeligvis lettet over at se mig igen og kunne fortælle, at evenkerne var kørt tilbage til landsbyen for et par dage siden. De havde altså haft deres lejr et stykke op ad det andet spor, blot en halv dags gang fra den forfaldne hytte! Mens jeg lå og ventede i det, der var deres kommende vinterkvarter, så havde de besluttet sig for at vende om og aflægge landsbyen en visit. Den eneste trøst var, Hver dag bød på nye flodkrydsninger ofte brugte jeg timer på at finde et vadested. at det ikke havde gjort nogen forskel, om jeg på tilbagevejen havde forsøgt det alternative spor ved den forfaldne hytte de var allerede vendt om på det tidspunkt. Boris fortalte, at han allerede havde planlagt at køre ud og lede efter mig næste dag, hvis ikke jeg var dukket op. Han var sikker på, at floderne i løbet af det næste døgns tid ville stige med to-tre meter og fange mig på den forkerte side af dalen. Men nu var alt heldigvis godt, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en længe savnet luksus at komme indenfor i tørvejr og få lidt af kantinemaden, som efter to uger i tajgaen smagte betydeligt bedre end den første gang. Jeg fik et lift ned til jernbanen allerede næste dag, og så måtte jeg erkende, at løbet med hensyn til evenkere var kørt for denne gang. BAM-jernbanen På vejen tilbage tog jeg med toget vestpå via BAM-jernbanen. BAM er et fantastisk stykke ingeniørarbejde, som blev udført under Sovjetunionens sidste krampetrækninger i 1980 erne. I alt 4300 kilometer jernbane er bygget igennem de mest ufremkommelige skov- og bjergområder, man kan forestille sig parallelt med den østlige del af Den Transsibiriske Jernbane, men bare kilometer længere nordpå. Jernbanen går igennem 21 tunneller (den længste er 15 kilometer) og henover flere tusinde broer på tilsammen 400 kilometer. Og hvad naturoplevelser fra togvinduet angår, så slår den Den Transsibiriske Jernbane med flere længder. Jeg stod af ved Severobajkalsk, byen for enden af den 600 kilometer lange Bajkalsø. Jeg havde hørt, at der plejer at sejle en båd på langs af søen ned til Irkutsk cirka to gange om ugen jeg vidste bare ikke på hvilke dage, og som sædvanligt i Rusland, så er sådanne oplysninger meget svære, for ikke at sige umulige, at få fat på, med mindre man befinder sig i byen, hvorfra båden afgår. Jeg ankom med toget klokken ni om morgenen det viste sig, at båden var afgået samme morgen klokken otte, og næste afgang var om fire dage! Så jeg måtte bide i det sure æble og fortsætte med tog til Irkutsk, der på disse kanter kører i en stor bue vestpå og gør det til en betragtelig omvej. Jeg måtte erkende, at dette åbenbart var sommeren, hvor timingen skulle vise sig at være i bund! Men på den anden side, hvis nu vejen i virkeligheden er målet, som en eller anden klog person vist engang har sagt, så gik det jo egentlig meget godt. Det prøvede jeg i hvert fald at bilde mig selv ind, mens jeg gik langs Bajkalsøen og stadig ærgrede mig lidt over, at evenkerne ikke var hjemme denne sommer. k l u b i n f o DBK s top-20 for besøgte lande Placering i år (sidste år) Medlemsnummer og navn Alder Antal lande Tilvækst i år 1 (1) Bjarne Lund-Jensen (2) Peter Schönsted (3) Arne Erik Runge (6) Claus Qvist Jessen (5) Michael Mini (7) Niels J. L. Iversen (8) Bertel Kristensen (10) Kaj Heydorn (11) Preben Mogensen (12) Peter Goltermann (21) Tyge Korsgaard (13) Ole Egholm (18) Jakob Øster (15) Anette Sode (30) Lasse Nørgaard (16) Paul-Erik Jensen (17) Stig Monrad (14) Henrik Døcker (19) Per Allan Jensen (20) Søren Padkjær Årets hurtigløbere er Lasse Nørgaard med 20 nye lande efterfulgt af Tyge Korsgaard med 14 (begge i øvrigt nye på listen). Arne Runge er stadig i spidsen mht. tilvækst de sidste 6 år, stærkt efterfulgt af Lasse Nørgaard og Niels Iversen. Bjarne Lund-Jensen mangler nu kun 12 lande i at nå sit erklærede mål om at besøge alle verdens lande (med mindre der kommer flere nye lande til i mellemtiden). Arne Runge rejser i skrivende stund rundt på den arabiske halvø og har hermed en håndfuld nye lande lige på trapperne. Og Peter Schönsted er godt i gang med sit ambitiøse projekt om at blive første medlem, der har besøgt alle afrikanske lande (ud over årets præstation mht. erobring af Vatikanstaten). Den gennemsnitlige tilvækst af lande det sidste år er for listens 20 medlemmer helt oppe på 5,2 (mod 4,2 forrige år). De tilsvarende tal for alle medlemmer er 3,1 for sidste år og Tilvækst sidste 6 år 2,0 for forrige år. Så der er stadig mere fart på landescoringerne, både i hele klubben og (især) i toppen. Som omtalt andetsteds i bladet har vi desværre måttet sige farvel til to medlemmer, der lå højt placeret på sidste års liste. Ikke desto mindre er antallet af medlemmer med mindst 100 lande steget fra 13 til 15, og jeg anser det for sandsynligt, at næste års liste udelukkende består af sådanne medlemmer. I den forbindelse skal det bemærkes, at Jakob Øster i det forgangne år som planlagt slog Peter Goltermanns hidtidige rekord som yngste medlem over 100 lande (jfr. omtale i forrige nummer). Tallene er baseret på data fra hjemmesiden pr. 1. november. Per Allan Jensen 28 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

16 t e m a Indien d e t indiske su b k o n t i n e n t Brobuen ved New Delhi Railwaystation er hver nat bolig for mange hjemløse. Om vinteren er her meget koldt - De store kontrasters land Ombord i en gammel Ambassador-taxi Jeg ankom med fly til Delhi sent på natten. Luften var kold og mættet af støv og med en duft af dårligt forbrændt diesel. Lufthavnen var travl, men jeg kom hurtigt hen til immigrationen, hvor officererne flittigt brugte deres stempler. Den hule "boink-boink" lyd mod bordpladen, fortalte mig, at jeg igen var ankommet til Indien. I den officielle prepaid-taxikiosk udenfor ankomstbygningen, købte jeg en taxi-billet til Arakashan-road. Vogn nr var midt inde i køen. Køretøjet var en Ambassador, en kopi af en engelsk Morris fra midt 50'rne, og som stadig produceres i Kolkata med ganske få synlige ændringer siden da. En selvbestaltet hjælper viste mig ivrigt, hvor bilen var, og smed min rygsæk ind i et støvet bagagerum. Jeg skuffede ham da heller ikke, da jeg gav ham lidt bakshish. Selvom bilen har fire døre og ser stor ud, virker den forbavsende lille indeni. For at komme ind ad bagdøren, skulle jeg have fødderne ind sidelæns, så smal var åbningen mellem bagsæde og bagdør. Den egner sig bestemt ikke som en hurtig flugtbil, selvom den er meget brugt af både politi- og tyve i indiske film. Men det er jo bare film, og film lyver ikke! - men skal ses i biografen. En lille chauffør med strikket elefanthue sad og frøs på forsædet, som nærmest er en sofa. Af en eller anden grund sidder chaufførerne i Indien altid skråt med højre skulder mod døren og halv front ind mod midten af forsædet. Man skulle tro, at rattet sidder skævt. Gearstangen sad på ratstammen, og den hoppede lystigt op og ned, da vognen efter et par forsøg startede med blåsort røg. Rattet rystede uhæmmet, som om det var bange for at skulle ud at køre. Bilen lød som et orkester. Skærmene udstødte hvislende raslelyde i tjah-tjah-tjaah-rytme. Måske er det nødvendigt, at alt på bilen sidder løst, så metallet på køretøjet kan udvide sig, når sommerens voldsomme hede kommer? Måske rasler bilerne slet ikke, når det er rigtigt varmt? Livet har mange store ubesvarede spørgsmål. Den sortgule taxi skramlede med fiskekutter-motor-lyd ind mod området ved New Delhi Railway Station, hvor jeg plejer at bo. Loftet i bilen var tykt polstret med gul fløjsbeklædning, så tykt, at jeg hele vejen måtte sidde med hovedet på skrå. Der var ikke meget trafik. Speedometeret virkede som sædvanligt ikke, men for en gangs skyld var hastigheden meget lav. Det gik slet ikke over stok og sten, knapt nok over sten! Måske kørte vi langsomt for at hindre motorhjelmens enorme forsølvede vinge-væsen af en kølerfigur, der må gøre Rolls Royce bilejere misundelige, i at falde af? Flere steder var der små bål i vejkanten og på fortorve. Her sad fattige folk og varmede deres hænder. På hotellet: Hello again sir! Dejligt at være velkommen og ikke skulle diskutere priser eller noget, men hurtigt i seng. Udover et lagen, der fungerede som dyne, havde jeg et tæppe. Da jeg trak det op over hovedet, fik jeg støv på tænderne samt i øjnene. "Welcome to India, tænkte jeg". Jeg fik et par timers søvn, selvom hundeglam, Billede forrige side til venstre: Ej blottet til lyst, men for at få et rituelt bad i morgensolen ved Ganges ghat s (trappetrin til floden), Varanasi Billede forrige side til højre: Buddhist-munke, der diskuterer og derved bliver klogere, Bodhgaya, Bihar Billede nedenfor: Trængsel og larm ved New Delhi Railwaystation. En stor reklame på broen viser en afslappet avislæser. Under broen har man ikke samme plads Billede øverst til højre: En plakat, hvor øjnene står tilbage. Formen er som Indien på et landkort. Er der en besked på plakaten? Desperation? Billede nederst til højre: Det gælder ikke blot om at holde på hat og briller, når man kører med rickshaw i Kolkata Oplev eller genoplev alle de mange indtryk fra Indien, når Søren tager på rundtur i de store kontrasters land. Med skramlende Ambassador-taxier gennem Delhis junglelovstrafik, på sansemættende slentreture gennem hovedstaden og blandt mennesketrukne rickshaws i Kolkata. En hjertelig beskrivelse af Indiens utrolige sammensurium af elendighed og håb. Tekst og foto : Søren Lauridsen

17 Bollywood-film-musik og reparation med hammer på værelset ved siden af ind imellem vækkede mig. En slentretur gennem det typiske Indien Tidligt om morgenen skulle jeg booke togbilletter til senere brug. De 300 meter til stationen er spækket med typisk indiske oplevelser. På denne lille gåtur kan man på en time opleve flere overraskende ting end på et år i Danmark. Arakhasan Road er en smal gade med 4-5 etagers betonbyggeri på begge sider. Men ellers er det ekstremt eksotisk. I gaden ligger små åbne hindu-templer. Duften af røgelse og blomster slår én i møde. Der er mange små restauranter med "køkken" på gaden. Fladbrød, chapati og paratha, æltes, formes og steges derefter enten på en flad jernpande, tawa, eller direkte i den åbne ild, som kommer fra gas eller petroleum. Hundene, der afpisser og glammer om natten, ligger og snorksover om dagen. Man får lyst til at vække dem, så de måske lærte at sove om natten. Det gør de sgu da i civiliserede lande. Det er det, der kendetegner civiliserede lande, folk sover om natten - og ligeledes alle deres kæledyr, selv akvariefiskene!? Måske er det lidt kedeligt? Nogle køer ligger og tygger drøv. Deres kokasser samles op, formes og klaskes til tørre på en mur og bruges derefter til køkkenkomfurbrændsel i de private hjem. Autorickshaws En del gulgrønne trehjulede scooter taxi, autorickshaws, holder spredt parkeret overalt, når de da ikke snor sig zigzaggende gennem den rabiate trafik. De har et smalt førersæde med scooterstyr og et bredt bagsæde til to passagerer eller en hel indisk familie. Kabinen er dækket med stof og plast. Om morgenen ligger mange chauffører og sover med ryggen på førersædet og fødderne stukket ud af køretøjet. Også ejerne af cykel-rickshaws sover på deres køretøj, men de har ikke så meget saddelplads eller et tag at gemme sig under. Men de er altid klar til kunder. En lille åben plads, hvorpå der endnu ikke er beton-bygget, fungerer som cricket spilleplads - eller som teltplads, når der er bryllupssæson. Til en god bryllupsfest hører der elefanter, som så står midt i gaden, ansigtsmalede og med papirpynt samt svingende snabler. Om morgenen kommer trehjulede cykelvogne kørende. Køretøjerne består af hestekærrer, De har en stor håndmalet kasse bagpå, nærmest en kahyt. Kasserne har to bænke og en trælåge. Inde i sidder storgrinende oliekæmmede skolebørn. Cyklerne fungerer som mini-skolebusser på pedalkraft. Alle børn er uniformerede og sorthårede. Pigerne har fletninger og røde sløjfer, drengene slips. scootere, cykler, biler, busser og lastvogne, hvorpå der er malet frygtindgydende gudesymboler, samt påskriften: "Brug hornet", hvilket alle gør!! Det er lige fra cykelklokker, gummibåthorn, elektriske horn, almindelig dythorn og mega-kompressorhorn, der kan blæse mennesker og svagelige hunde omkuld. Fælles for alle horn er, at de "BLIVER Nogle Rhesus-aber er i gang med at plyndre et lille tempel for den frugt, snacks og sukkerkugler, der er lagt ud til guderne. Abernes kindposer fungerer som depot til et ædegilde senere på dagen. Dermed slipper de også for, at andre stjæler deres mad ud af hånden. Lommer har de jo ikke, så lommetyve bekymrer de sig heller ikke om. I det hele taget virker aberne frækt ubekymrede. BRUGT!!! BUUHUUMM-BÅÅÅT!!! På vestsiden af gaden sidder der stenhuggere. De hugger og polerer statuer i hvid marmor. Ingen masker, nej, men masser af stenstøv. Godt for ens helbred, hvis man har ambitioner om et kort liv eller en snarlig reinkarnation. Det har jeg ikke, så jeg krydser over. Bedste mulighed er bare at gå - ikke kigge, hverken til siden eller bagud, dernæst forcere betonrabatten - uden at træde på en sovende Trafik i Delhi Krydret mælkete, Chai (Tjai!), fås altid frisklavet, da hver gade har té-kogerboder, i princippet bare et blus og et bord samt en stor gryde, en række glas hund, som måske derfor kan gå underbetegnelse "gadekryds". Indiske hunde ligner alle hinanden; nogle af dem har dog pels endnu. Men en ren race kan man ikke kalde den. og en balje med vand, hvor glassene "renses". Indien er et land, hvor sanserne bruges, Efter et glas varm Chai især lugtesansen, og duftene spænder hele er jeg på vej. En autorickshaw kører ind lige vejen fra diverse krydderier og blomster, foran mig, så jeg ikke fra jasmin til urin! kan gå videre: "Hvor skal du hen?", spørger chaufføren, og foreslår selv Connaught Place, uden mine til at lytte til mine indvendinger. Skumle-skumle, tænker jeg, men går så blot udenom, uden at diskutere. Dette sker mindst tyve gange om dagen, og man fatter ikke, at de for helvede ikke kan forstå, at udlændinge ikke prajer en taxi på den måde. Gaden er tosporet og meget trafikeret. Den har en beton-midterrabat for at gøre trafikken mere smidig. Meningen er, at man ikke, som fodgænger eller med hjul, skal krydse over. "Båt dezz es India!!". Da autorickshawerne ikke kan dreje ned ad Arakashan Road, når de kommer sydfra - pga. midter-rabatten - kører de bare hele vejen op gennem strømmen af de sydkørende. Spøgelsesbilister! Ellers skulle de køre hele 150 m for langt - til næste vej, hvor betonen slutter, og der lave et U-sving. Hvorfor dog ulejlige sig med så stor en omvej, når man kan bryde al orden og mulige regler? Jeg tror, at man kan kende en indisk fiskestime på, at fiskene i den svømmer alle veje, frem for at svømme i samme retning! "Shaveiiing!" Overfor har en barbér lavet en forretning direkte op ad muren mod jernbanegartneriet. Han har malet med gul for at markere hvorfra og hvortil, hans butik er. På muren har han sat et ridset spejl og en buet plankehylde (et forsøg på en Amagerhylde?). Herpå ligger en stor kam og en tube creme. Der står også en kande vand samt en pakke Silverbladebarbérblade, og plastbilleder af hans favoritguder. Udover muren består Barbér-butikken af fortovet, som han har inddraget. Her står en skæv beskidt hjemmelavet træstol til de kunder, som skal klippes eller barberes eller måske have en halsbrækkende hoved-halsskulder massage. Sort hår ligger overalt på det ujævne fortov. "Shaveiiing!", råber han efter mig. Men jeg skal først barberes i morgen. 50 meter væk krydser en lang vejbro over gaden. Den fører over alle jernbanens 22 spor. Broen er bygget af sten, og der er en bue mellem bropillerne. Lige før buen er en kiosk, der fungerer som en slags politistation. Herfra dirigerer politibetjente den kaotiske trafik, der skal op over broen. Ofte bliver de rasende, når reglerne, hvad de så end er, ikke overholdes, og så slår de med 50 cm lange bambuslignende stokke på folk, oftest cykelrickshaw-kørerne eller på køretøjerne, medmindre det er en dyr velhaver-personbil. Lige overfor politistationen er et åbent pissoir. Muren er dækket med hvide fliser og det hele, men man står midt i det fri. Men det er ulig meget bedre, end hvor der ikke er pissoir. Går man langs en lang mur i en storby i fx varme tørre Rajasthan, så kan man være sikker på at blive slået bagover af dunsten. Det er en sand grædemur! Hvor kvinderne urinerer, ved jeg ikke, men sikkert i deres sari. Indien er et land, hvor sanserne bruges, især lugtesansen, og duftene spænder hele vejen fra diverse krydderier og blomster, fra jasmin til urin! Under den første brobue, hvori gaden passerer, sover tiggere og fattige. Mennesker, som forsøger lykken i storbyen. Lige før broen er en kloak og en vandslange. Her vasker man både tøj og sig selv eller polerer sine tænder med grene fra Neem-træet. Alt foregår i hugsiddende stilling. En ged med striktrøje Til venstre for "sovebuen" (eller sovebyen?) direkte op ad broen, er to små templer - på størrelse med en dansk is-kiosk - uden væg. En brahmin (præst i øverste kaste) velsigner her folk og giver dem en rød tika i panden. Til gengæld lægger de en rupee sammen med deres håb. Nogle aber kommer ned fra nogle bygninger for at stjæle godbidder. Ingen jager dem væk. Et par hunde ligger og hviler sig. Foran dem har nogle mennesker lagt nogle fladbrød på jorden. En ged kommer forbi. Den har fået en mørk striktrøje på, så ærmerne dækker forbenene. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har set det før. Den iagttager hundene for at se om de er på vagt, så går den ned i forbenene - på knæ og begynder at æde brødene - uden det mindste vruff fra hundene. Måske har de fået et horn i siden fra den før. Men sjovt ser det ud, at en ged knæler for et par hunde. Derefter er jeg lige ved at gå ind i en stor hvid pukkel-okse, der næsten er lige så høj over skuldrene, som jeg er høj. Respekt!! Men heldigvis er den spændt foran en kærre fyldt med byggeaffald. Billede øverst: En rickshaw-hjulmager, der bruger både arme, hænder, ben og tæer, samt ikke mindst hovedet, når han arbejder. Vi andre vil nok mene, at der måtte findes bedre arbejdsstillinger? Billede nederst: Et watch-tower kan forståes på flere måder? Et ur-tårn eller et udsigtstårn. I hvert fald er dette Charminar, Hyderabad 32 GLOBEN nr. 34 / December 2008

18 Livet på Delhis banegård Jeg går forbi næste brobue. Den fungerer som hestestald. Hvide magre heste står med låste 4. ben og hviler sig. Deres kærre har kun to hjul med træeger, men til gengæld er de ca. 1,5 m høje. Går man gennem buen, er man på banegårdspladsen, hvor taxi og rickshaws kæmper om parkeringsmuligheder. Private bilister prøver også. men jeg ser, at en bilist bakker ind i en lastbil, da han vil køre bilen baglæns ud igen. Bedre held næste gang, så kan du måske lære, at det ikke hjælper at bruge hornet og så bare køre!!! Jeg går i stedet ind over banelegemet. Mellem de forskellige spor sker der utroligt meget. Der er selvfølgelig rotter, da det også fungerer som affaldsdepot. Men over sporene kommer alt det fragtgods, som kommer ind med togene - og det er enorme mængder, som med håndkraft, bliver læsset af - først på perronen og dernæst på lange, men meget lave vogne. De har to metalhjul i midten og to håndtag i den ene ende. Hjulene sidder løst, de er monteret med en jernsplit, og vipper fra 60 grader til 120 graders vinkel under kørslen. Vognene er enormt tunge. De er svære at holde, når de skal køres ned for enden af perronen, hvor den skråner. Derefter skal de over skinnerne og igen op, når de skal op på sidste perronen. Her læsses de hele af, inden det fragtes videre med lastvogn eller cykler. Mellem sporene - på jorden - er der flere boder, bl.a. en grønsagssælger, som har en to-armet vægt. Når vægten bruges, rager den ind over næste spor, så man skal passe på, når der kommer tog. Nogle æsler træder over sporene med side-kurve fyldt med grus. Det skal bruges på modsatte side. Hunde går rundt og leder efter føde mellem sporene. Fattige mennesker har lavet plastdækkede skjul, hvor de kan sove. Foran sidder ofte kvinder, som laver mad til familien. Hegnet fungerer som tørrestativ og snorholder. Jeg kravler op ad en slidt betontrappe i et vandtårn. Herfra har jeg udsigt over det hele og kan høre en højttaler: Først en metallyd automatisk - og så en stemme: "Toget fra Guwahati er 3 timer og 25 minutter forsinket. Enhver ubehagelighed grundet forsinkelsen er dybt beklaget" Ja, min bare r.., det tror jeg ikke på. Derefter går jeg op på en perron og ind til Udlændingebilletkontoret, som de har i Delhi. Det er Moderne muslimsk familie på vej ud i livet. Pigen står og sms er, medens mor og baby slapper af. Far har forhåbentligt styr på trafikken Charminar (fire-minareter), en gammel moské. Mon den lille pige på moderens arm tænker: Mor ser bleg ud i dag! det nemmeste sted at booke togbilletter. Man skal dog først udfylde en seddel med diverse spørgsmål. Det er meget vigtigt at vide, hvad ens far hedder. Da jeg går ud af bygningen, er jeg ved at få et bambus-stillads i hovedet. Sikre stilladser eksisterer ikke i Indien, det er som regel bambus og snore. Uanset hvor højt stilladset skal være, så binder man bare nogle flere sammen!! Men sådan går en 10 minutters gåtur i Indien lynhurtigt: "Undskyld jeg tog din tid, enhver forsinkelse pga. læsning af dette, er dybt beklaget!" Hyderabad Næste dag skulle jeg til Hyderabad for at kigge på et trykkeri til en billedbog, jeg arbejder på. Byen er meget stor og ofte kaotisk. Tilsyneladende er alle indbyggere ude i trafikken døgnet rundt. Man får, som i alle indiske mega-byer, et visuelt billede af ren junglelov. Hyderabad, nu kendt som en af Indiens Hightech-byer, har en moderne og en gammel bydel. Den ny er en betonklods-by med løstog lavthængende elektriske ledninger i gaderne. Det henleder ikke just tanken på trådløst High-tech, men snarere på et low-hanging mess. Blå udstødningsrøg lægger en tågedis, og lyden af utætte lydpotter samt aggressive bilhorn giver ikke Indien et romantisk skær. Men ens sanser fortæller, at man stadig er i live. Den gamle bydel mod syd er meget muslimsk. Her er travle markeder fyldt med dagfriske råvarer og masser af menneskelig varme. En stor del af kvinderne går klædt i sort og med ansigtet dækket med tørklæde, næsten som en chador. Kun en sprække til de meget levende øjne. Men deres Perletand-smil ses tydeligt igennem stoffet, sort og hvidt. Ved den imponerende Charminar, en høj moské med 4 minaret tårne, så jeg en flok skolebørn i uniform samt nogle meget velklædte voksne. De holdt et tekstet bomuldsbanner. Jeg spurgte om formålet, og en af de voksne sagde, at det var for at fokusere samt oplyse folk om spedalskhed. Skolebørnene var målet. Han var deres lærer, sagde han stolt. Jeg spurgte ham derfor, om de første symptomer på sygdommen. På dette tidspunkt kan man kurere den snigende bakterieforårsagede sygdom 100 %. "Tjaahh, det vidste han jo ikke!". Jeg tænkte: Hvad fanden er så formålet med at skolebørn er målet, hvis ikke læreren ved noget? Skal han bare sige: "Der findes en sygdom, der hedder spedalskhed, - nu ved I det, så pas på den!!" Så er Indien endnu engang blevet reddet ved en storstilet indsats fra politikerne! Elendighed og spedalskhed Indien er i stor udstrækning ultra-liberalisme junglelov. På mange måder er det en minimalstat. Klar dig selv!! Mange hinduer mener, at i sidste ende er det jo ens egen skyld, at det er gået sådan, hvis ikke nu, så i forrige liv. De rige belønnes for deres godhed i tidligere liv, og mange føler, at de har ret til at "spytte på" de 300 mio. ekstremt fattige i Indien. Man kan ikke forestille sig den elendighed, der er her i Indien og efterhånden også tiltagende i Nepal, hvis man ikke har set, lugtet eller rørt ved den. En bil - flot ny og uden buler, kom kørende. Den havde chauffør. Ja, har de fleste biler ikke det? - Ok; men denne havde en privatchauffør, klædt i pletfri uniform. Passageren, en velklædt kvinde var ingen mindre end en tidligere sundhedsminister. Hun skulle fotograferes foran banneret, så det gav opmærksomhed - og jo, selvfølgelig skulle jeg stå ved siden af hende. Så sig ikke, at jeg ikke har gjort noget for spedalskheden i Indien. I øvrigt er de første symptomer, at ens fingre og tæer mister følsomheden, mens smagsog lugtesansen intet fejler. Senere kan man miste næsen og diverse lemmer. Men som sagt kan den nemt kureres. Busulykke i Kolkata På denne tur havde jeg lidt travlt, så jeg fløj til Kolkata. Fra Hyderabad tog det kun 2 timer, fra man blev kaldt til flyet, til jeg stod med bagagen i Kolkata. Til gengæld tog det 2½ time at køre de ca. 30 km ind til New Market i centrum. I denne sydende storby, hvor hundredetusinder bor på gaden med pap som underlag og eneste ejendom, er trafikken ubeskrivelig og ekstrem hensynsløs. En dag kom jeg gående på Archarya Jagadish-gaden. 30 minutter tidligere havde en bus påkørt og dødeligt kvæstet to mennesker. Ud for mig satte en bus farten ned, for at nogle passagerer kunne hoppe af. Busserne standser kun, når de holder i kø eller løber tør for diesel. Kan man køre, så køres der! Af- og påstigning sker midt i den vanvittige trafik. Det er som at være toreador mellem mange tyre, og her bruger bilerne sgu deres horn ikke bremserne. Køretøjerne holder absolut ikke tilbage for noget mindre end sig selv. Lige pludseligt sprang en gruppe unge mænd ud på gaden med store sten. Disse blev kastet gennem bussens forrude, og den standsede. Her kan man spørge sig selv, om det er dét, der skal til for at standse en bus, så man kan komme med? Men måske er det en lidt dum måde at få en bus til at standse? Tænk på, hvor mange sten man skal have med, hvis man skal skifte bus flere gange! Nogle af mændene sprang på bussen og flåede en taske med byttepenge fra billetkontrolløren. Derefter stak de af. Kan det kaldes hans byttepenge? Men kontrolløren fik ikke noget i bytte! Men et bytte var det. Jeg snakkede med nogle af de unge mænd, som jeg fandt lidt senere. De sagde, at regeringen bare var ligeglad med ulykker og dødsfald, og at der ikke ville komme erstatninger til trafikofre. Så man måtte selv sørge for at tage dem!! Junglelov. Snart var der et stort opbud af politi, og alt var kaotisk. Organiseringen af politiet og deres attitude virkede utroligt latterlig på mig. Store fede maver, med deraf følgende svaj-ryg-holdninger - for små khaki-brune uniformer med knapper, der var på nippet til at ploppe af, pistoler i bæltet samt en træstok til at slå dem, der havde brug for et slag. Magtsyge i den grad. Man kan kurere sygdomme som spedalskhed - men ikke magtsyge! Mennesketrukne rickshaws I Kolkata har man endnu mennesketrukne rickshaws. De ligner hestekærrer, hvor mennesket er hesten. Regeringen forbød det for syv år siden uden at give alternativer. Det skete, efter at forskellige europæiske udenrigsministre havde sagt, at det var et umenneskeligt arbejde - hvilket jeg faktisk ikke er enig i. Der er så uendeligt mange erhverv i Indien, der er meget mere opslidende og nedværdigende. I dag trækkes der stadigt mange rickshaws inden for små områder, men kun ca. 40 % af de køretøjer, der er, bliver brugt. Der kan ikke skaffes nok kørere, fordi det pt. har meget lille prestige. Folk vil hellere køre med en cykel, selvom det ikke er mindre opslidende. Jeg snakkede med en mand, der hedder Anwar Hussein. Han er vognmand, og en person, som jeg har stor tillid til. I øjeblikket arbejder han på, at konstruere og få tilladelse til en ny slags cykel-rickshaw. Blandt munke i Bodhgaya Fra Kolkata tog jeg toget mod Bodhgaya, hvor Buddha for godt 2400 år siden fik GLOBEN nr. 34 / December

19 sine tanker sat på plads. Igen var jeg ekstremt heldig. Det er et af mest vigtige buddhistiske steder, og her er altid pilgrimme og meget ofte store lamaer fra diverse buddhistiske grene. Bodhgaya er et helligt sted fælles for alle buddhistiske retninger. Alle buddhistgrene har bygget klostre her, så det er også et utroligt spændende med de forskellige arkitekturer. I toget havde jeg set en gruppe munke, og da jeg stod af toget i Gaya (20 km fra Bodhgaya), tænkte jeg på at spørge, om de var på vej derud. Delstaten Bihar er den mindst agtede og mest korrupte samt kriminelle i Indien. Derfor er det godt at være flere sammen, når man kører her. Da jeg kom hen til munkene, spurgte de, inden jeg nåede at sige noget: "Skal du til Bodhgaya?". Ja!, svarede jeg. "Så kan du køre med os." De havde to firhjulstrækkere, der ventede, så jeg kom med. De var lamaer fra Sri Lanka, Bangladesh og Japan - forskellige Buddhist-grene. Jeg fik dejlig srilankansk morgenmad på det kloster, vi kørte til. Tilfældigvis (for mig) startede der en ugelang "Chanting" i det hellige Mahabodhi-tempel. Hver dag blev der foretaget bønner og holdt forelæsninger under det store Bodh-træ, som er en aflægger af et træ fra Sri Lanka, der igen var en aflægger af det træ, som Buddha sad under, da han blev oplyst netop her i Bodhgaya. Hundredvis af munke sad hver dag og messede på hver sine sprog. Lidt udenfor landsbyen ligger et buddhistisk center, Root Institute. Det gør meget for folkesundheden i området ved hjælp af frivillige arbejdere og donationer udefra. Det styres af en kvindelig irsk buddhist. Da vi snakkede, opdagede vi en masse krager, der kredsede om et stort pipaltræ, der havde slået sine rødder ved den livgivende brønd. Allerøverst fra en yderlig gren hang en mindre fugl, viklet ind i en snor. Den baskede med vingerne, og kunne ikke komme fri. Kragerne nærmede sig hele tiden. Patricia, ireren, gik fra sin buddhistiske fredsommelighed til at være panisk ræd og vred. Hun var bange for, at kragerne ville slå den fastlåste fugl ihjel. Hun beordrede derfor, at der blev kastet sten op mod dem, uden at tænke på, hvad de kunne ramme, mennesker eller vinduer. En af de indiske ansatte blev bedt om at kravle op i træet. Han skulle med en pind skubbe til fuglen. Træet var i hvert fald 16 m højt, Jeg syntes, at det var fuldstændigt sindssygt at risikere hans liv. Selvom han ville kunne skubbe til fuglen, så det ud til at snoren var viklet om flere grene. Da han var nået godt tolv meter op i det meget spinkle træ, besluttede Patricia heldigvis, at han skulle komme ned igen og lade naturen gå sin gang. Fuglen blev glemt, men 30 minutter senere opdagede jeg, at den var væk. Der var intet tegn på den - kun snoren. Hvem ved, måske havde kragerne hjulpet den fri? Kragen er faktisk en meget intelligent fugl. Det kan mennesket også være indimellem. Herfra skulle jeg til en af mine yndlingsbyer, Varanasi, men det kan jeg fortælle om en anden gang. Svalbard - a sound of silence Der er stille på Svalbard, meget stille, og der er edermame koldt. I august måned, mens der stadig var sol hele døgnet rundt, var havet bare godt én grad varmt, mens der var frostgrader i luften om natten. Nogle gange blæste det så meget, at jeg var bange for at mit lille grønne telt ville blæse ud i havet, og når nogen gik forbi teltet om natten, lå jeg længe og prøvede at gætte på, om det var én med to, eller én med fire ben. Inden for de sidste år er det fire gange gået galt for turister, der blev angrebet af isbjørne, med dødelig udgang. En norsk pige blev fundet uden hovedet, det var spist af en isbjørn. Resten af kroppen var intakt. Så mennesker er nok ikke isbjørnenes livret, men alligevel. Det var edermame uhyggeligt. Tekst og foto : Arne Runge Der var mange polarræve, og flere virkede næsten helt tamme og stod helt stille og roligt og kikkede på mig, når jeg fotograferede dem. Dødsfald: Fred R. Schäfer Dødsfald: Svend Garbarsch Et af klubbens mest berejste medlemmer, Fred R. Schäfer, er død, 66 år. Fred var en særdeles hyggelig og sympatisk person, der igennem sit liv formåede at kombinere sit arbejdsliv med en lang række eventyrlige rejser på det, som han kaldte denne dejlige planet. Fred kom ved et tilfælde til Danmark i forbindelse med en lang rejse og slog sig ned og etablerede sig med job i Tivoli. Jobbet gav ham mulighed for at rejse hvert år uden for sæsonen. Fred havde på et tidspunkt kraftprøven i Tivoli, og han var i en periode gift med en af Danmarks mest kendte modeller, Lise Bodin, der efter at være blevet Miss Danmark i 1960 opnåede en international modelkarriere i bl.a. Paris. Fred nåede at besøge alle klodens syv kontinenter og intet mindre end 124 lande (og var dermed nummer 4 på listen over DBK ere med flest besøgte lande). Fred nåede desuden at rejse jorden rundt hele 14 gange, at krydse ækvator intet mindre end 24 gange samt at besøge et stort antal af verdens meget sjældent besøgte territorier, inden kræften alt for tidligt tog livet af ham. Nok en 100-landes jubilar og et meget aktivt medlem af DBK, journalisten og forfatteren Svend Garbarsch, er afgået ved døden, 75 år. Svend Garbarsch var en meget ivrig debattør, der aldrig gik af vejen for at sige - eller skrive - sin mening, når han mente, at tingenes tilstand burde ændres. Han deltog i mange medlemsmøder og havde udover sin deltagelse i DBK også en hånd med, når der skulle redigeres aftenskoleprogrammer, og så gjorde han desuden en indsats i Visens Venner, hvor han ofte viste sin kunnen som sanger. Garbarsch var i en årrække ansat ved flere danske dagblade, inden han i 1986 opfyldte sin drøm og valgte at blive en fri fugl som freelancejournalist, hvor han rigtigt kunne brede sig over vidt forgrenede emner som udenrigspolitik, miljø, befolkning og udvikling, forsvar, videnskab og teknologi. Det gav ham også mulighed for at rejse rundt i hele verden, hvilket resulterede i mange spændende rejseartikler til et stort antal danske og udenlandske aviser og tidsskrifter. 36 GLOBEN nr. 34 / December 2008

20 Hovedstaden Longyearbyen er ikke ret stor, nærmere en lille eventyrlandsby med små malede træhuse i alle farver. Jeg så masser af isbjørne. Én i ankomsthallen i lufthavnen, én på museet, én i kirken og denne her, som var til salg i souvenirbutikken. Den kostede kroner, og der fulgte et certifikat med, som fortalte, at den var lovligt nedlagt og importeret fra Canada. Vi skålede alle sammen i Whisky on the Ice rocks, på tyve forskellige sprog. Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer, ligger begravet i et bjerg med permafrost på Spitsbergen. Her har man skabt en frøhvælv til sikkerhedsopbevaring, med frø sendt af genbanker over hele verden. Bonusmiles Jeg rejste til Svalbard på mine bonuspoint fra Star Alliance. Hvor for eksempel en returbillet til Milano koster tredivetusinde point, kan man komme til Svalbard for kun tolvtusinde, fordi Svalbard bliver betragtet som Norden. En bonusmilesbillet til Svalbard koster det samme som en bonus-miles-billet til Oslo. Så ved at tage til Svalbard, får man da noget ud af den bonusmile-ordning, jeg egentlig altid har været dybt modstander af. Det virker, for mig i alt fald, som om at man simpelthen får bonusmiles, fordi man har betalt for meget for sin billet. Lidt om Svalbard Første gang vi hører om øgruppen er i 1194, hvor vi i en islandsk saga kan se sætningen Svalbardi fundinn. Svalbard kan oversættes som "den kolde kyst". Men der skal gå 400 år, før vi hører om, at Wilhelm Barents har opdaget hovedøen Spitsbergen. Herefter blev international hvalfangst indført, flere gange med russisk overvintringsjagt etablerede amerikaneren John Longyear den første kulmine på Spitsbergen og gav samtidig navn til hovedstaden Longyearbyen. Ti år senere overtog det norske statsfirma, Store Nordiske Spitsbergen Kulkompagni, minen i Longyearbyen. Næsten 40 lande skrev i 1920 under på den første Spitsbergen-traktat, hvor Norge fik suveræniteten over øgruppen, som i 2002 fik selvstyre med sysselmanden som guvernør. Øgruppen Svalbard er halvanden gange så stor som Danmark og ligger godt tusinde kilometer nord for Norge. Hovedstaden Longyearbyen, på hovedøen Spitsbergen, ligger på 78 grader og 13 minutter nordlig breddegrad og er noget af det nordligste, man overhovedet kan besøge. Øgruppen er, ligesom Antarktis, ikke ejet af nogen nation, men bliver, i henhold til Spitsbergen-traktaten, forvaltet af Norge. Der bor omkring totusinde mennesker på øerne, plus tretusinde isbjørne og millioner af aggressive fugle. Longyearbyen er hovedsagelig beboet af nordmænd fra fastlandet. Barentsburg syd for Longyearbyen er beboet af russere, men er stadig under norsk administration, mens Pyramiden nord for Longyearbyen nu er ubeboet. Verdens nordligste campingplads Jeg landede i den lille lufthavn i Longyearbyen ved nitiden om aftenen og gik straks ud på vejen og spurgte en taxichauffør, hvor langt væk campingpladsen lå. Kan du se det sorte hus med telte rundt om, omkring hundrede meter nede af bakken, svarede han på jysk, det er campingpladsen. Chaufføren hed Martin og var fra Randers, og han fortalte, at han ikke var den eneste dansker i byen, men at der boede en hel del flere. Faktisk boede der omkring 40 forskellige nationaliteter på Svalbard, fortalte han. Jeg slæbte min store rygsæk med telt, sovepose og soveunderlag de hundrede meter ned af bakken, og et øjeblik efter sad jeg sammen med campister fra tyve forskellige lande i fælleskøkkenet på Longyear campingplads og prøvede at få oplysninger af dem, der havde været her et stykke tid. Det kostede halvfems norske kroner at overnatte i sit eget telt, og havde man ikke selv telt med, kunne man leje et for hundrede kroner ekstra per dag. Campingpladsen var ejet af en hollandsk dame, som arbejdede på et af udflugtsskibene som guide, mens hun lod Hannaka, en sød ung hollandsk pige, bestyre forretningen. Hvis Hannaka ikke lige var til stede, når man ankom, slog man bare sit telt op og betalte, når man så hende. Jeg havde lånt teltet af en kollega fra Café Globen og havde frygtet, at det var blevet mørkt inden jeg skulle slå det op. Men mine sorger var ubegrundede, for der var lyst døgnet rundt, så klokken var blevet halv to om natten, uden at jeg havde opdaget det, før jeg endeligt fik slået teltet op med hjælp fra de andre campister. Campingpladsen lå fem kilometer fra byen, og der var kun offentlig transport ved flyankomst og flyafgang, men der kørte jævnlig biler, og alle var søde til at tage blaffere op. Så kun en enkelt gang måtte jeg trave de fem kilometer ind til byen. Ud over Hannaka fra Holland mødte jeg mange andre spændende mennesker på campingpladsen. Jeg mødte f.eks. David fra Frankrig, som gik med krykker, fordi han kun havde et ben. Da jeg spurgte, hvor længe han havde været her, svarede han: to måneder, jeg arbejder her som guide. Som guide, tænkte jeg, hvordan kunne man arbejde som guide, når man kun havde et ben? Det viste sig, at han var kajakguide, og det gik helt fint med kun et ben, sagde han. Jeg mødte også to danskere, der allerede samme dag de ankom, blev sejlet til ud til øen Prins Karls Foreland, hvor de helt alene skulle trekke rundt i ni dage med telt, sovepose, gevær og tørmad. Langt de fleste campister var her for at trekke. Jeg mødte også Johannes fra Tyskland med sin thailandske kone, Nong. Johannes tog næsten daglig alene på trekkingture med guide, mens jeg passede på hans smukke kone. Vi blaffede ind til byen, gik på museum, i kirke, drak kaffe på byens to caféer og havde det herligt i hinandens selskab. Mange tak, Johannes. Campingpladsen er åben fra 15. juni til 15. september, de tre måneder med sol fireogtyve timer i døgnet. Gennemsnits-temperaturen i sommermånederne er fire grader. Men der er varme i køkkenet på campingpladsen, også rent menneskeligt. Fordelene ved at bo på hostels eller på camping er jo, udover prisen, mødet med de mange andre backpackere fra alverdens lande. Longyearbyen Hovedstaden Longyearbyen er ikke ret stor, nærmere en lille eventyrlandsby med små malede træhuse i alle farver. Hvis man går rask op ad hovedgaden tager det ti minutter, så er man ude af byen igen. Alligevel findes der både supermarked, kirke, rejsebureau, museum, natklub, svømmehal, biograf, restauranter, bar og cafeer, cykel- og snescooterudlejning, samt en turistinformation. Her er så fredeligt, at vilde rensdyr græsser inde mellem husene. Souvenirbutikken sælger udstoppede isbjørne for kroner. Der følger certifikat med, som fortæller, at de er lovligt nedlagt og importeret fra Canada. Udstoppede isbjørne er på trods af prisen meget populære, og den norske ejerinde fortalte mig, at hun kunne sælge alle de udstoppede isbjørne, hun overhovedet kunne få fat på. Naturen udenfor byen er beskyttet i nationalparker, naturreservater og beskyttede fuglefjelde. Alle dyr på Svalbard er fredede, og al jagt er strengt forbudt. Der skydes hvert år nogle få isbjørne, men altid kun i selvforsvar. Faktisk læste jeg i Politiken, at der var skudt en isbjørn i selvforsvar, dagen efter jeg rejste hjem. Tag isbjørne alvorligt, de angriber uden varsel Isbjørnen er et af verdens største rovdyr. I Svalbard-området findes tre tusinde dyr, og en voksen hanbjørn kan let snige sig op på seks hundrede kilo. Den har voldsomme kræfter og kan se os som et potentielt byttedyr. På Svalbard kan man møde isbjørne hele året, så man skal være særlig opmærksom, når man bevæger sig udenfor Longyearbyen. Isbjørnen er fredet, og det er strafbart at forfølge, lokke til sig, fodre eller forstyrre isbjørnene unødigt. Overtrædelse straffes hårdt. For at undgå konfrontationer er det vigtigt at forberede sig godt og på forhånd tænke igennem, hvordan man skal opføre sig i naturen. De fleste bjørnebesøg sker, når man har slået lejr, så man skal undgå strandzonen. Vand og iskanten er naturlige steder for bjørnen at lede efter mad. Man skal have gevær og signalpistol med, når man begiver sig ud i naturen, og bruge snubleblus rundt om lejren. Ofte nærmer isbjørnen sig mennesker af nysgerrighed. Alle bjørne skal imidlertid behandles som om de er truende. Hvis en isbjørn har set og kommer imod én, skal man tidligt begynde at skræmme den ved at råbe og skrige, hoppe og vifte med armene, stod der i en turistbrochure jeg læste, og man skal fyre med signalpistolen og skyde skræmmeskud, hvis den er nærmere end halvtreds meter. Man har naturligvis ret til at forsvare sig mod isbjørne, hvis det er nødværge, og hvis det gælder livet, skal man skyde for at dræbe. Har man været nødt til at dræbe en bjørn, har man pligt til snarest at kontakte sysselmanden den øverste magt på Svalbard. Whisky on the Rocks Udflugterne på Spitsbergen er uforskammet dyre. Jeg købte en heldags bådudflugt til den forladte russiske by Pyramiden. Den kostede 1290 kroner. Det vil sige, jeg løj mig to år ældre end jeg er, fantastisk at man stadig skal lyve sig ældre, når man er 65. Pensionistrabat får man først når man er fyldt 67 på Svalbard, sagde den søde unge jente, så jeg svarede lynhurtigt, at det da så var godt, at jeg lige var fyldt 67. Så jeg fik billetten for 1150 kroner. Men alligevel, alt er dyrt på Svalbard. Vi var omkring tredive personer, da vi en tidlig morgen i solskin med MS Langøysund satte kurs mod Pyramiden, en forladt russisk mineby. Første stop var en kæmpe isbræ, som den finske guidepige, en marinebiologistuderende på Svalbard, fortalte nogle interessante historier om. Mens hun fortalte, fiskede styrmanden en lille klump flydende isbjerg op af havet. Han slog det i småstykker, lagde dem i glas, og hældte skotsk whisky over. Så skålede vi alle sammen i Whisky on the Ice rocks. Jeg var blevet gode venner med styrmanden, allerede før vi sejlede ud, så han og jeg drak de tiloversblevne glas. Skål gutten min, sagde han, hver gang vi skålede. Den svenske kok havde lagt kød på grillen, så mens vi stadig havde whisky i glassene, i hvert fald mig og styrmanden, blev middagen serveret. Desværre havde de ikke mere hvalkød, som de normalt serverer, så vi måtte nøjes med importerede norske hanekyllinger. Men whiskyen var der ikke noget at klage over. Spøgelsesbyen Pyramiden Næste stop var Pyramiden. Spøgelsesbyen Pyramiden. Ifølge den 38 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det

gen i radioen til middag. De lover mere frost og sne de næste par dage, så jeg tror, vi skal hente det store juletræ i dag. Det store juletræ er det Det store juletræ Det er begyndt at blive koldt for fingrene, og selv om vi trækker huen godt ned om ørerne, er de godt røde. Vi beslutter os for at gå hjem til Per, han mener også, at det er ved at være

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6

indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Martin i Laos indhold Børn i Laos 4 Martin kommer til Laos 6 Indhold Børnene ved Mekong 10 Dyrene i landsbyen 14 Hvad spiser man i Laos 16 Martin i rismarken 18 Børnene vaccineres 20 Nee og Noo står op

Læs mere

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015

Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Ballerup Cykelmotion havde et stærkt hold på Korsika i uge 25 2015 Inspireret af Tour de France s start på Korsika i 2012 havde 6 ryttere fra Ballerup Cykelmotion tilmeldt sig Dan Frost cykelrejers tur

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Isa i medvind og modvind

Isa i medvind og modvind Richart Andersson. Isa i med- og modvind. Digtsamling 2013. Alle rettigheder tilhører forfatteren. Forside: Karina Andersen. Korrektur: Anja Adjoh. Isa i medvind og modvind 1 Isa er et synonym, men det

Læs mere

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så

i Ønskekoncerten om søndagen lige efter middagsmaden. Jeg har også lige fået Snehvide og de syv små dværge, men den er lidt kedelig, for der er så Vi skal ud og sejle Det har regnet meget de sidste par dage, og især i nat er der kommet meget vand, sagde far ved middagsbordet. Selv om det ikke regner nu, beslutter jeg mig for at blive inde og lege.

Læs mere

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk

Stylet orden. Hun indretter med indføling: Side X NYT FRITIDSHUS. energivinduer. www.lilje-huset.dk Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis fredag 13. juli 2012 Hun indretter med indføling: Stylet orden Side X 70 23 15 23 jna.dk energivinduer Spar op til 35% nu kontakt os for mere info udstilling: Kratholmvej

Læs mere

På rejse med musikken

På rejse med musikken Eksotiske fugle På besøg hos DR SymfoniOrkestret s. 2 På rejse med musikken Du skal snart på besøg hos DR SymfoniOrkestret. Her skal du høre symfoniorkestret spille flere forskellige musikværker. Men vi

Læs mere

Kommunikation for Livet. Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler. Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede):

Kommunikation for Livet. Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler. Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede): Uddannelse til Fredskultur 3 eksempler Her gives nogle eksempler på anvendelse af IVK i praksis (alle navne er ændrede): Uddannelse til fredskultur Første eksempel Anna på 5 år kommer stormende ind til

Læs mere

HAN Du er så smuk. HUN Du er fuld. HAN Du er så pisselækker. Jeg har savnet dig. HUN Har du haft en god aften?

HAN Du er så smuk. HUN Du er fuld. HAN Du er så pisselækker. Jeg har savnet dig. HUN Har du haft en god aften? SOLAR PLEXUS af Sigrid Johannesen Lys blændet ned. er på toilettet, ude på Nørrebrogade. åbner døren til Grob, går ind tydeligt fuld, mumlende. Tænder standerlampe placeret på scenen. pakker mad ud, langsomt,

Læs mere

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om.

og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Prædiken Pinse på Herrens Mark 2. pinsedag. og jeg tænker tit på det, moren svarer sin søn, for hun siger helt åbenhjertigt: Pinse ja det ved jeg virkelig ikke hvad handler om. Rikke: Sådan tror jeg egentlig,

Læs mere

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C

BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov4 14 16 KH-57-03-297-DA-C BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov1 Flyv, smukke svaler, flyv! Europa-Kommissionen BENF_DA.qxd 8/07/04 15:09 Page cov2 Denne publikation udgives

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

Pigen der fandt det vigtigste

Pigen der fandt det vigtigste Pigen der fandt det vigtigste Der var engang den dejligste lille pige. Hun blev kaldt MO. Hun boede i et hus i en lille landsby. Omkranset at skove, søer, enge og marker. Hun var glad og tilfreds, og legede

Læs mere

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

MENNESKER MØDES 10 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED 21 MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED I sidste uge var jeg ti dage i London for at besøge min datter. Hun har et rigtig godt job i et internationalt firma og et godt sted at bo. Hun har også en kæreste,

Læs mere

Gid han var død af noget andet

Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet Gid han var død af noget andet. Sådan havde jeg det. Som om jeg ikke havde ret til at sørge og græde, fordi min stedfar havde drukket sig selv ihjel, og ikke var død af en

Læs mere

DODO & THE DODOS UPGRADE

DODO & THE DODOS UPGRADE DODO & THE DODOS UPGRADE Dodo Gad: Vokal, kor Jens Rud: Vokal, kor, percussion Steen Christiansen; Keyboard, bas, kor Lars Thorup: Trommer, percussion Anders Valbro: Guitar DODO & THE DODOS UPGRADE Produceret

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

Den lille dreng og den kloge minister.

Den lille dreng og den kloge minister. Den lille dreng og den kloge minister. Der var engang en minister som var så klog at han kunne undvære hovedet. Han beholdt det dog alligevel, men det havde gjort ingen forskel om han havde mistet det,

Læs mere

Den frygtelige pest og kampen mod den

Den frygtelige pest og kampen mod den Den frygtelige pest og kampen mod den Den Sorte Død og alle de andre epidemier For 700-200 år siden hærgede mange sygdomme. Den frygteligste af dem alle og den som folk var mest bange for dengang, var

Læs mere

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin Alex Og den hemmelige skat Ordklasser 3. klassetrin Navn: Klasse: 1. Skattekortet Her er Alex. Han er en meget glad dreng, for han har lige fået en ny Nintendo. Eller han har ikke fået den, faktisk er

Læs mere

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har'

21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig?

Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Guide: Er din kæreste den rigtige for dig? Sådan finder du ud af om din nye kæreste er den rigtige for dig. Mon han synes jeg er dejlig? Ringer han ikke snart? Hvad vil familien synes om ham? 5. november

Læs mere

En ny tilflytter. benene eller blive underholdt af de mange festlige aktiviteter. Midlertidigt byrum

En ny tilflytter. benene eller blive underholdt af de mange festlige aktiviteter. Midlertidigt byrum Nomaden Nomaden er flyttet til den smalle gade i den lille købstad. På den 400 meter lange kulturvej har Nomaden slået sig ned i mellem to byhuse det gule og det røde. Det er i forbindelse med det store

Læs mere

FATTIGE LANDE Om serien attige lande en del af din verden Klik ind på www.emu.dk/tema/ulande

FATTIGE LANDE Om serien attige lande en del af din verden Klik ind på www.emu.dk/tema/ulande FATTIGE LANDE P E T E R B E J D E R & K A A R E Ø S T E R FATTIGE LANDE EN DEL AF DIN VERDEN Udsigt til U-lande Fattige lande en del af din verden Peter Bejder & Kaare Øster samt Meloni Serie: Udsigt til

Læs mere

Denne dagbog tilhører Max

Denne dagbog tilhører Max Denne dagbog tilhører Max Den lille bog, du står med nu, tilhører en dreng. Han hedder Max og er 8 år gammel. Dagbogen handler om Max og hans familie. Max er flyttet tilbage til København med sin mor efter

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel.

Dagsprogrammet. Dag 3 Efter morgenmaden forlader vi Ajloun for at køre videre til Madaba, hvor vi skal bo en nat på Mosaic City Hotel. Dagsprogrammet Dag 1 København Amman og bustransport til Ajloun, hvor vi skal have 2 overnatninger i den private Mount Birgish Camp. Vi ankommer sidst på eftermiddagen og får tid til at stifte bekendtskab

Læs mere

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere ) Vi havde lejet et sommerhus på Gammelby Møllevej 57, men vi skulle først hente nøglerne i en Dagli' Brugsen i Børkop. Det kunne vi desværre først gøre fra kl.16.00. Herefter kunne vi endelig sætte GPSen

Læs mere

Denne dagbog tilhører Norah

Denne dagbog tilhører Norah Denne dagbog tilhører Norah Den lille bog, du står med i hænderne nu, er en dagbog fra en russisk pige. Hun hedder Norah og er 12 år gammel. Dagbogen handler om hende og hendes familie. De var russiske

Læs mere

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013

Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg. Bevilget beløb Sep. 2013 Sagsnummer: 25 Navn: Varga Vilma Alder: 83 Ansøgt om: Medicin/lægebesøg Ansøgt om beløb 0 Lei pr. måned Bevilget beløb 2012 400 Lei i alt Bevilget beløb Apr. 2013 500 Lei Bevilget beløb Sep. 2013 500 Lei

Læs mere

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven.

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven. Side 3 Kurven historien om Moses i kurven En lov 4 Gravid 6 En dreng 8 Farvel 10 Mirjam 12 En kurv 14 Jeg vil redde ham 16 En mor 18 Tag ham 20 Moses 22 Det fine palads 24 Side 4 En lov Engang var der

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Emilies sommerferieeventyr 2006

Emilies sommerferieeventyr 2006 Emilies sommerferieeventyr 2006 1. uge Min sommerferie startede faktisk en dag tidligere end forventet, da mormor kom om fredagen og passede Maria og mig. Det var rigtig hyggeligt og en god start på ferien.

Læs mere

Drømmen om at bo for sig selv

Drømmen om at bo for sig selv Artikel i Muskelkraft nr. 2, 2001 Drømmen om at bo for sig selv Peter Bang Jensen er glad for, at han flyttede væk fra en institution og ud i egen lejlighed, men hverdagen kan være svær uden hjælpere Af

Læs mere

UdflugteriCape Town Side 1 af 4 Nyhedsbrev Kontakt Om Albatros SØG tlf. +45 36 98 98 98 Rejs med hjerte, hjerne & holdning Forside Rejser Destinationer Rejsetyper Gå på opdagelse Praktisk information Etik

Læs mere

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi.

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi. Side 1 Den rige søn historien om frans af assisi Side 2 Personer: Frans Frans far Side 3 Den rige søn historien om frans af assisi 1 Æggene 4 2 Frans driller 6 3 Om natten 8 4 Penge 10 5 En tigger 12 6

Læs mere

Born i ghana 4. hvad med dig

Born i ghana 4. hvad med dig martin i ghana 1 2 indhold Børn i Ghana 4 Martin kommer til Ghana 6 Børnene i skolen Landsbyen Sankt Gabriel 12 Martin besøger en høvding 16 Zogg en lille klinik på landet 1 På marked i Tamale 20 Fiskerne

Læs mere

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet

Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet Beijing, den transsibiriske jernbane og rideekspedition i det østlige Mongoliet 14 dages kontrast- og actionfyldt program 14 28. Juni 2009 Følg med på en unik og meget varieret rejse, der byder på forskelligartede

Læs mere

Børn i Bolivia. 4 Bolivia er et land i Sydamerika. Der bor flere end 4 millioner børn Hvad med dig? i Bolivia. Jeg har været med UNICEF

Børn i Bolivia. 4 Bolivia er et land i Sydamerika. Der bor flere end 4 millioner børn Hvad med dig? i Bolivia. Jeg har været med UNICEF Martin i Bolivia Indhold Børn i Bolivia 4 Martin kommer til Bolivia 6 Martin i La Paz 8 Skopudserne på gaden 12 Naturmedicin 14 Børnevenlig skole i El Alto 16 Amazonas 18 San Ignacio de Mojo 20 Regnskovens

Læs mere

DANSK STUDIE CENTER FIJI - ADVENTUREREJSE

DANSK STUDIE CENTER FIJI - ADVENTUREREJSE DANSK STUDIE CENTER FIJI - ADVENTUREREJSE Højskole i udlandet TILFREDSHED I 2012: 9 UD AF 10 2 C SADVENTUREREJSE EVENTYRET VENTER DEN, SOM FORSTÅR AT GRIBE DET! Dansk Studie Center giver dig spændende

Læs mere

Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst.

Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst. Kajaktur i Bohuslan skærgården på Sveriges vestkyst. Under optimale vejrforhold gik vi efter Fjällbacka skærgården, Väderöarna uden for, og Kosterøerne i nord ud for Strømstad. Start og slut: Heestrand,

Læs mere

Eksempler på historier:

Eksempler på historier: Eksempler på historier: Der var engang en mand Der havde en fisk Akvariet blev for gammelt Derfor skulle han købe et nyt Men han havde ikke noget at putte fisken i Derfor døde den og kom op i himlen Der

Læs mere

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne

Hej alle sammen. Her tager søløverne lige en slapper på klipperne Hej alle sammen Min rejsekammerat og jeg ankom til Perus hovedstad, Lima, den 18. oktober klokken meget sent om aftenen. Planen var, at vi bare skulle have vires bagage, finde vores taxachauffør og så

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk

Beredskabsstyrelsen kan sende et eftersøgnings- og redningshold et såkaldt. Madison Mærsk Madison Mærsk Skrevet af Helle Heidi Jensen Hvis et land rammes af et jordskælv eller af en anden naturkatastrofe, skal der hurtigt iværksættes en eftersøgnings- og redningsindsats for at finde overlevende.

Læs mere

FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen

FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen FOREDRAG OM INDIEN AF Cand. theol Tine Elisabeth Larsen Praktisk info: Foredragene er alle ledsaget af billeder og rekvisitter. Pris efter aftale. Kontakt: Tine Elisabeth Larsen Røntoftevej 48A, 2870 Dyssegård.

Læs mere

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Benni Bødker Gespenst Tekst 2011 Benni Bødker og Forlaget Carlsen Illustrationer 2011 Peter Snejbjerg og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning:

Læs mere

"KØD" 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43

KØD 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43 "KØD" 4. Draft af Niels H. F. Jensby Station Next Toppen niels@falk.dk 27 64 46 43 2. EXT. S HUS - AFTEN En 70 er forstadsvilla. Gående ned af indkørselen kommer (30). Han er klædt i et par jeans og en

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt.

GPS 27-31. Sådan kan det bruges. I hjemmet I klubben I kirken På ferien. Evangelisk Børnemission. Af Maj Højgaard m. fl. www.opdagnyt. GPS 27-31 Sådan kan det bruges Af Maj Højgaard m. fl. Evangelisk Børnemission I hjemmet I klubben I kirken På ferien www.opdagnyt.dk GPS 27: Moses og Josva Nøglesætning: Gud har en plan for dit liv Bibelvers

Læs mere

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant.

Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. Victoria Falls - David Livingstone fortæller om en spændende tur i kano til en lille ø meget tæt på vandfaldets kant. 1 David Livingstone fortæller om farlig tur i kano ved Victoria Falls David Livingstone

Læs mere

Det praktiske hvornår, hvor og hvordan

Det praktiske hvornår, hvor og hvordan Det praktiske hvornår, hvor og hvordan Allerførst skal du planlægge de praktiske rammer for din meditation. Første skridt er at lægge aktiviteten ind i din kalender. Sæt allerførst en startdato, gerne

Læs mere

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige

Læs mere

Skatten. Kapitel 1 Jeg er Mads. Og ham der er Stuart. Vi er i et skib på vej til Mombasa. Wow hvor er hun lækker. Stuart det der er min kæreste, din forræder. Men Stuart hørte ikke noget han var bare så

Læs mere

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00. 787 du som har tændt millioner af stjerner 1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer,

Læs mere

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden

Alma 82 år. Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns. Diagnose. Almas liv. Almas forvirrende Verden Alma 82 år Dement jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må komme hjem og passe mine høns Alma er ikke så god til at huske længere og hendes sygdom gør, at hun har svært ved at passe dagligdagens gøremål.

Læs mere

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb

Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Kun en dråbe... 3 historier i én: Spildevandet på landet Spildevandet i byen Vandets kredsløb Følg en vanddråbes rejse fra vandhanen, gennem kloakken, renseanlægget og naturens eget renseproces. DANSKE

Læs mere

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

Brun Bjørn Suzi Eszterhas. Ibrahims bamse Marianne Bugge m.fl.

Brun Bjørn Suzi Eszterhas. Ibrahims bamse Marianne Bugge m.fl. Brun Bjørn Suzi Eszterhas To brune bjørneunger er blevet født i Alaskas bjerge. Følg dem fra nyfødt til voksen. Se dem gå på opdagelse med deres mor, jagte hinanden og klatre og siden lære at fange fisk

Læs mere

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996

Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Helle Helle: Fra novellesamlingen Rester, 1996 Rester Min gamle klassekammerat Thomas ringer og fortæller mig, at hans kone er død. Det er sket pludseligt og uden sygdom; han vågnede en morgen for ni uger

Læs mere

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur

Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Mountain biking, hiking og kajak i den vilde natur Indhold i den vilde natur... 3 Turens højdepunkter... 3 Sværhedsgrad... 3 Rejsedatoer og priser... 4 Rejseplan... 5 Dag 1. Med fly til Narsarsuaq og bådtransfer

Læs mere

Steensgaard rundt. Alle skal have det godt her både dyrene, menneskene og naturen.

Steensgaard rundt. Alle skal have det godt her både dyrene, menneskene og naturen. Steensgaard rundt Mød vores lokale guide Regnormen Steno der har boet på Steensgaard hele sit liv, og som vil tage dig og dine voksne med på en spændende rejse fra hans jord til vores bord. Derfor er hele

Læs mere

Har du været på sol-ferie? Nævn 3 sammen-satte ord, som starter med sol! Fx sol-hat. Er en kasket god i solen? Hvorfor? Hvorfor ikke?

Har du været på sol-ferie? Nævn 3 sammen-satte ord, som starter med sol! Fx sol-hat. Er en kasket god i solen? Hvorfor? Hvorfor ikke? Opgave 1 Quiz og byt Klip langs de stiplede linier Modul 1 Hvad får du lyst til, når det er sommer? Har du været på sol-ferie? Hvad gør solen ved dit humør? Tæl til 10, men skift alle ulige tal ud med

Læs mere

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER

SKADEN PIA JUUL. roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 PIA JUUL SKADEN roman TIDERNE SKIFTER JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 1 14:15:19 2010 Skaden Pia Juul/Tiderne

Læs mere

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål

Navneord. Spørgsmål Pigerne løb hen over vejen. Spørgsmål Navneord Pigerne løb hen over vejen. Hvilket ord er navneord, og hvilken tid står de i? Pigerne, bestemt flertal. Vejen, ubestemt ental. Der var engang en dreng, som godt kunne lide at spise æbler. Der

Læs mere

i de nordiske lande Frihed, naturoplevelser og spænding! Berndt Sundsten & Jan Jäger FØRSTE BOG OM Friluftsliv

i de nordiske lande Frihed, naturoplevelser og spænding! Berndt Sundsten & Jan Jäger FØRSTE BOG OM Friluftsliv Friluftsliv har altid fristet os mennesker. Vi kan tage på spændende ture overalt langt væk eller lige rundt om hjørnet. Vi kan tage på tur i flere uger, eller vi kan tage på tur en dag eller nogle timer.

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Er du klar, det ser sådan ud på det praktiske Hvad koster det at komme i himlen? Bormio?

Er du klar, det ser sådan ud på det praktiske Hvad koster det at komme i himlen? Bormio? Her er dit års absolut hårdeste, sjoveste, bedste og helt igennem fantastiske cykel weekend! Dig, din cykel, og dine bedste træningskammerater sammen med andre gode cykelmennesker, der virkelig elsker

Læs mere

MANDEREJSE PYRENÆERNE

MANDEREJSE PYRENÆERNE 7 E. 23. - 29. MAJ 2015 MANDEREJSE PYRENÆERNE VANDRETUR FOR MÆND MED EVENTYRER OG PSYKOTERAPEUT HANS ERIK RASMUSSEN AFSKED UDFORDRING UDSYN MÅLRETTETHED OVERSKRIDE GRÆNSER INDLEVELSE HJEMKOMST Indhold

Læs mere

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag

Salmer: 725, 713, I Danmark er jeg født. Ensemblet medvirker: Midsommersang og Jeg gik mig ud en sommerdag Appetizer: Simon Spies blev engang spurgt om han foretrak at være fattig eller rig, og han svarede: Ja, livet kommer jo ikke an på penge, og jeg har prøvet begge dele, men jeg vil til enhver tid foretrække

Læs mere

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage

Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage Rejse til det vilde natur i det østligste Rusland Kamchatka, Sakhalin og Kurilerne 23 dage 1 dag. Afrejse Kastrup onsdag den 8. juli kl. 0.40. Alle tider er lokale tider. Tidsforskel +9 timer. 2 dag torsdag

Læs mere

Vinter på HUNDESTED HAVN

Vinter på HUNDESTED HAVN Vinter på HUNDESTED HAVN En billedkunstners dagbog Fredag d. 26. november 2010 kl. 13.25 Vinter Vinteren er kommet tidligt og uden varsel midt i november. Det er minusgrader og Hundested Havn har

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Love Birds. Handling. 1. Blind date

Love Birds. Handling. 1. Blind date Titel: Love Birds Instruktør: Trylle Vilstrup Produktionsår: 2000 Filmens længde: 9 min. 38 sek. Målgruppe: Udskoling Alderscensur: Tilladt for alle Timetal for undervisningsforløb: 3 4 lektioner Love

Læs mere

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen kone.

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere

Centrets bedste Nyhedsavis

Centrets bedste Nyhedsavis Centrets bedste Nyhedsavis - At gå på CSV SydØstfyn. (Side 3) - Elever på Nytårsforsæt. (Side 10) - Den SJOVE side. (Bagsiden) Velkommen til skolens bedste nyhedsavis. For første gang i nyere tid har skolen

Læs mere

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009

Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Rasmus dagbog om Sydafrika fra d. 4/4-19/4 2009 Min tur til Sydafrika startede allerede fredag d. 3/4. Jeg holdt fri fra skole fredag for at køre til København. Der boede vi på Hotel Admiral til lørdag.

Læs mere

Kapitel 4 11.08.2014. Det var professionel jæger, jeg var kommet for at blive, og det var, hvad jeg ville blive. Kampen var jeg ikke bange for.

Kapitel 4 11.08.2014. Det var professionel jæger, jeg var kommet for at blive, og det var, hvad jeg ville blive. Kampen var jeg ikke bange for. Man kan, hvad man vil! A Professionel jæger Da Natasha Illum Berg var 18 år gammel i 1989, rejste hun til Afrika. Her besluttede hun, at hun ville være storvildtjæger i Tanzania. Natasha fortæller i sin

Læs mere

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen?

Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Julesøndag 2013 Hvad er det egentlige i livet, i kærligheden, i troen, i bønnen? Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en

Læs mere

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009.

Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Dagbog Tanzania 2009 Middagspausen Mikumi Nationalpark den 18-sep-2009. Så sidder vi igen i Afrika og skriver dagbog, denne gang sidder vi på terrassen foran vores telt på Vuma Hill Tented Camp i Mikumi

Læs mere

Den vandrette og den lodrette akse.

Den vandrette og den lodrette akse. Den vandrette og den lodrette akse. En tilgang til tilværelsen, som måske kan gøre det lettere at blive bevidst om forskellige aspekter af livet, er ved at se på den vandrette og den lodrette akse. Det

Læs mere

Studie. Kristi genkomst

Studie. Kristi genkomst Studie 14 Kristi genkomst 77 Åbningshistorie Der er mange skilte, der får mig til at grine. Nogle skyldes trykfejl, der giver et helt andet billede end det tiltænkte, f.eks. Levende børn. Andre er bare

Læs mere

Her slutter historien om Kasper.

Her slutter historien om Kasper. KASPERS HISTORIE Hvert år forsvinder der hundredevis af danskere uden at give deres familie eller andre pårørende besked : en mand går ned i kiosken på hjørnet en søndag eftermiddag og kommer aldrig tilbage.

Læs mere

Ny skolegård efter påskeferien.

Ny skolegård efter påskeferien. FORDYBELSESUGE PÅ HELLIG KORS SKOLE 29. MATS 2. APRIL 2004 Ny skolegård efter påskeferien. Vi var ned i skolegården og der fortalte håndværkerne os at de bliver færdige om ti dage. De laver den nye skolegård

Læs mere

DANSK STUDIE CENTER PERU, CUBA & COSTA RICA

DANSK STUDIE CENTER PERU, CUBA & COSTA RICA DANSK STUDIE CENTER PERU, CUBA & COSTA RICA Højskole i udlandet NYHED I 2012! C SHØJSKOLE I UDLANDET UDNYT DIT SABBATÅR PÅ BEDSTE VIS! Dansk Studie Center har specialiseret sig i højskoleophold i udlandet

Læs mere

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame

På jagttur til Mayogi-safaris. i Sydafrika. Nr. 1/2012 BigGame På jagttur til Mayogi-safaris i Sydafrika 100 For et år siden tog fire danske par på jagt efter bl.a. springbuk, bleesbuk, duiker, black wildebeest og kudu nær Port Elisabet, og den tur kom de ikke til

Læs mere

Pilgrimsvandring 2010. Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel

Pilgrimsvandring 2010. Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel Pilgrimsvandring 2010 Ole Førster Petersen Ellen og Arne Gundel 1 Vi vil, vi kan og vi gør det Vi er tre unge mennesker, på tilsammen 200 år, som valgte at gå den 800 km lange Pilgrimsvandring. De 800

Læs mere

Jeg bygger kirken -1

Jeg bygger kirken -1 kirken - Helligånden & kraft Mål: Det er første pinsedag dagen, hvor kirken startede Vi skal høre, hvordan det gik til, og vi skal opdage, at det alt sammen skete ved Helligånden og Guds kraft. Dette var

Læs mere

Dyrepasserens første brev (Læses op i fællesrum)

Dyrepasserens første brev (Læses op i fællesrum) Dyrepasserens første brev (Læses op i fællesrum) Kære børn Jeg er dyrepasser i zoologisk have. Jeg elsker mit arbejde og dyrene er mine allerbedste venner. Er der nogen af jer, der har været i zoologisk

Læs mere