DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 ! '. ' DANMARKS SKIBSFART UNDER VERDENSKRIGEN FOREDRAG HOLDT I HANDELS- OG KONTORIST-FORENINGEN DEN 18. DECEMBER 1918 AF DIREKTØR N. HØST. VI r } J KØBENHAVN FR. G. KNUDTZONS BOGTRYKKERI (INDEHAVER: OSCAR ENEVOLDSEN) 1919 fl /

4 . VERDENSKRIGEN I-y DET KONGELIGE BIBLIOTEK OV 33

5 DANMARKS SKIBSFART UNDER VERDENSKRIGEN FOREDRAG HOLDT I HANDELS- OG KONTORISTFORENINGEN DEN 18. DECEMBER 1918 AF DIREKTØR N. HØST KØBENHAVN FR. G. KNUDTZONS BOGTRYKKERI. INDEHAVER: OSCAR ENEVOLDSEN

6

7 ET ligger i Sagens Natur, at næppe noget andet Erhverv er blevet underkastet saa kraftige Paavirkninger af de ydre Omstændigheder som Skibsfarten, der lige fra Krigens Begyndelse var saa at sige midt inde i Krigen, i et hvert Fald paa Krigsskuepladsen, hvor Stridsmagterne færdes, og hvor der for den neutrale Ejendom paa Søen altid har hersket andre folkeretslige Bestemmelser end paa Landjorden. Og hertil er i Ændring i A. denne Krig kommen en saadan Opfattelserne af de Neutrales Retsstilling navnlig til Søs at man egentlig vanskeligt har kunnet tale om Folkeret uden at komme til at tænke paa det jesuitiske Prineip:»Hensigten helliger Midlet«. Følgen har været, at intet andet Erhverv har maattet udføre sin Virksomhed under saa stor en Risiko som Skibsfarten. Men forinden jeg gaar ind paa en Omtale af Skibsfarten under Krigen, maa jeg som Baggrund ganske kort nævne nogle af de Forhold, der særlig karakteriserer den danske Skibsfart under normale Omstændigheder, saaledes som de var før Krigen; thi ogsaa under normale Forhold indtager dansk Skibsfart en ejendommelig Stilling. Naar vi synger om Dansken, der husvant plasker til Søs og om det sortladne Hav som Vejen til Ros og Magt, kan man let faa det Indtryk, at Danmark er en udpræget søfarende Nation, og ogsaa har Betingelserne som saadan. Kun forsaavidt Danmarks Kyststrækning er relativ stor, og at der desaarsag er let Adgang til Havet, er dette rigtigt. løvrigt er Forholdene netop for en national dansk Skibsfart ugunstige. For at de skulde være gunstige, maatte der være en vis Ligevægt mellem Eksporten og Importen. Skibene skulde kunne komme hertil med Produkter, som tiltrængtes, og drage bort herfra fyldte med Produkter til andre Lande. Eksporten skulde danne Rygraden for Skibsfarten. Men saaledes er det ikke herhjemme. Medens Importen saaledes som Omstændighederne efterhaanden har udviklet sig har antaget ganske betydelige Dimensioner, er der af Eksport kun lidt væsentligst Landbrugsprodukter. Navnlig efter at Landbruget er gaaet over til at være en Slags industriel Virksomhed, baseret paa Indførsel af Foderstoffer, Gødningsstofler og

8 4 Korn, er Importen tiltaget ganske betydeligt. Den beløb sig Tør Krigen til ca. 7,6 Millioner Tons aarlig, medens Eksporten kun udgjorde 1,3 Milioner Tons. Naar hertil kommer, at der aldrig er vist særlig Interesse hverken fra det offentliges Side, eller fra anden Side for at ophjælpe en Skibsfart af speciel national Karakter, vil det let forstaas, at den danske Handelsflaades Virksomhed egentlig heller ikke havde nogen saadan Karakter. Importen besørgedes kun til Dels af danske Skibe, men i meget væsentlig Grad af norske, engelske og hollandske Skibe. Og til Trods for den danske Eksports ringe Størrelse bevirkede den manglende Støtte af den danske Skibsfart, at en væsentlig I)el af Eksporten efter en hidsig Konkurrencekamp faldt i Hænderne paa fremmed, væsentligst engelsk, Tonnage. Den danske Skibsfart havde derfor søgt sine Opgaver, sin Eksistensberettigelse og Eksistensmulighed i Udlandet, den havde internationaliseret sig. Det var derfor naturligt, at en meget væsentlig Del af den danske Tonnage ved Krigens Udbrud var borte fra Landet. Indtrædelsen af Krigstilstanden bevirkede selvsagt med det kolossale Risikomoment, der indførtes for Sejladsen og med de mange Krigserklæringer, der faldt hurtigt efter hinanden som Kølleslag, en øjeblikkelig Lammelse. Man indtog en afventende Holdning, og mange vil sikkert huske Augustdagenes Mængder af oplagte Skibe i Havnen. Imidlertid regnede det ned med Anordninger af forskellig Art. Bekendtgørelse om Regler, som de danske Handelsskibe maatte følge som neutrale Skibe, Lister over absolut og betinget Kontrabande o. s. v. Samtidig paabegyndtes i stor Udstrækning Udlægning af Miner forskellige Steder i de Farvande, som danske Skibe skulde trafikere for at naa Hjemlandets Havne. Her i vore Farvande udlagdes i August 1914 Miner i Sundet, Smaalands- Farvandet, Store Rælt, Syd for Fyen og i Lille Rælt. I Løbet af 1914 udlagdes Miner ved Drøbak, ved Gotland, i Stockholms Skærgaard og ved Dagø. St. Petersborg, Kronstadt, Riga og Windau spærredes. Femern Rælt spærredes. England udlagde Miner i Nordsøen ved Humberen, Tvne, Firth of Forth, ved Orkney Øerne o. s. v. Dardanellerne spærredes. Ved Holland og østrig-ungarsk Territorium udlagdes Miner. Endvidere slukkedes en Mængde Fyr, saaledes her i Kattegat og bl. a. de Heste Fyr paa Englands Østkyst. Og næsten øjeblikkelig blev det klart, hvor spindelvævstyndt et Værn de folkeretlige Regler i Grunden er. Nogle af Minefelterne bekendtgjordes, men der blev ogsaa udlagt tyske Miner, dels paa Hovedruten fra Amerika nordom Irland til Liverpool og i Nordsøen, uden at noget Varsel derom blev givet.

9 5 Men lang Uvirksomhed er umulig, og efter den første korte Lammelse, kom Skibsfarten lidt efter lidt igen i Gang og er senere holdt gaaende under vekslende Vilkaar, dog naturligvis lige fra Begyndelsen med betydelig Afvigelse fra Farten under normale Forhold. Sejladsen paa de spærrede Omraader maatte opgives; og navnlig for de Selskaber, der havde faste Ruter med dertil særlig egnede Skibe, betød dette en fuldstændig Omkalfatring. Ruter som Riga Antwerpen, Libau London, Libau Hull o. m. a. har selvfølgelig ikke kunnet eksistere siden Krigens Begyndelse. 1 Skibsfartskredse havde man overvejet, om man skulde lade Skibene blive ude langt fra de Steder, hvor Faren var stor, eller om man skulde lade dem komme hjem, og man valgte det sidste. For vor oversøiske Imports Vedkommende blev der den Gang tilbudt dansk I onnage til hillige Rater fra Amerika og hjem, men vistnok væsentligst af Hensyn til de Krav, der stilledes om Valuta i Amerika, honoreredes disse Tilbud desværre ikke, og der indtoges saa efjer taalmodig og forgæves Venten Last til andre Lande, f. Kks. Norge, til overordentlig lave Rater. Sejladsen paa Nordsøen kom ogsaa i Gang baade for Importens væsentlig Kulimportens og lor Landbrugseksportens Vedkommende. under stor Ængstelse paa Grund af Minefaren. Men naturligvis Den første Mineulykke, der ramte den danske Handelsflaade, indtraf da I). F. I). S.s Dampskibe»Maryland«og»Chr. Broberg«stødte paa et Minefelt i Nordsøen d. 20. August Da denne Ulykke vakte saa stor Opsigt og løltes saa stærkt al de den Gang friske og modtagelige Sind, og da den paa betegnende Maade varslede om de Former, hvorunder Søkrigens Førelse skulde loregaa, skal jeg omtale den lidt nærmere. D. F. I). S. havde kort forinden standset al Sejlads paa Nordsøen. Men som følge al officielle Meddelelser igennem Wolffs Bureau om, at der ikke var udlagt Miner, der kunde genere Handelstrafiken, genoptoges denne, og de to omtalte Skibe, der laa i den engelske Kanal, fik Ordre til at vende hjem, og Ruten blev dem opgivet saaledes, at de passerede omtrent midt i det almindelige Trafikfarvand. De blev inspicerede af engelske Krydsere ved Downs, og man mente der, at den Rute, som var opgivet dem telegrafisk fra Rederiet, ogsaa vilde løre dem sikkert frem. Ikke desmindre stødte først»maryland«der \ai et stort, kostbart og ganske nyt Skib paa Miner og gik ned, og da»chr. Broberg«vilde komme det til Hjælp, stødte ogsaa dette Skib paa en Mine og sank. Heldigvis gik dog kun eet Menneskeliv tabt. Dei lu Igte nu liere Mineulykker, saaledes sank Sejlskibet >Gæa«og Dampskibet»Kamma«i Nordsøen.

10 () Hidtil havde nogle Rederier selv løbet Krigsrisikoen, andre havde forsikret sig derimod i private Selskaber, hvad der, for enkelte Farters Vedkommende, var sket gennem Statens Formidling. Men der var absolut ingen, og kunde ikke være nogen, Erfaring med Hensyn til Præmier o. s. v. Fastsættelsen heraf beroede paa et rent Skøn, og for at komme til efter Omstændighederne rimelige Forsikringsbetingelser, besluttede Dansk Dampskibsrederiforening sig til at anmode Regeringen om at tage Krigsforsikrings-Spørgsmaalet op i Lighed med, hvad der allerede havde fundet Sted i Norge. Regeringen stillede sig velvillig til Sagen. Der blev nedsat en Kommission, og allerede under d. 10. September 1914 udstedtes den midlertidige Lov om Skibes Krigsforsikring mod Krigsfare. Principet for denne Forsikring var, at samtlige registreringspligtige, danske Skibe med enkelte Undtagelser ogsaa var pligtige til at indtræde i Forsikringsinstitutet, der skulde drives som en gensidig Forsikring under Statens Garanti. Maksimumsbeløbet, der kunde forsikres paa enkelt Køl, var 750,000 Ivr., der den Gang var meget passende, men som senere med de stærkt stigende Skibspriser kun var et ringe Beløb. Omtrent samtidig hermed fremkom Ønsket om, at Krigsforsikringen skulde udstrækkes til ogsaa at omfatte Varer, og Staten medvirkede til, at Forsikringsinstitutet Dansk Krigs-Søforsikring for Varer oprettedes ved Lov af 24. September Naturligvis er Principet herfor et noget andet, idet Gensidighed ikke godt kunde løse Spørgsmaalet. Rygraden i Vareforsikringsinstitutet dannedes at en Garantikapital paa (i Millioner Kr., der tegnedes al lorskellige Rederier og Bankinstitutioner. De to Forsikringsinstituter, navnlig naturligvis Skibs-Forsikringen, har ydet en overordentlig stor og værdifuld Hjælp for Skibsfarten under hele Krigen. Blokadepolitik og Undervandskrig. De to Hovedfaktorer, der har sat deres Præg paa den danske Skibsfart, er Englands Blokadepolitik og Tysklands Kamp derimod, navnlig Minekrigen og Undervandsbaadskrigen. Det blev ved Krigens Begyndelse Englands Formaal at begrænse og lidt efter lidt helt at stoppe Tilførslerne til Tyskland, ikke alene direkte men ogsaa indirekte. Tysklands Formaal blev da at søge at vende Englands \ aaben imod det selv: At isolere Øriget, indskrænke eller stoppe Tilførslerne dertil. Og tor en Stat som Danmark hvis Skibsfart maa foregaa saaledes, at den kommer ind i begge de Krigsførendes Magtsfære maatte disse Forholdsregler tøles haardt. Efter at de forskellige Erklæringer om absolut og betinget Kontrabande

11 var udstedt, begyndte' straks Englands Kontrol med den internationale Skibsfart; dets stærke Flaade søgte at spærre den uhindrede Adgang til de Farvande, der berørte Tysklands Grænsestater. Til en Begyndelse gik Englands Flaade-Kontrol nærmest ud paa at undersøge, om Skibene var bestemt for Tyskland, men den engelske Regerings og Flaades Opmærksomhed henlededes snart dels paa de mange Poster af Godset om Bord i Skibene, der var adresseret»til Ordre«i de skandinaviske Lande, og dels paa de store Partier af saadanne Varer som Kobber, Gummi o. 1., som det særlig gjaldt for dem om at hindre i at komme til deres Fjendes Land. Og hen i Slutningen af Oktober 1914 blev Undersøgelserne og Kontrollen mere effektive end før. Skibene blev i stor Mængde indbragt til engelske Havne. Dette voldte betydelige Hindringer for Skibsfarten i Almindelighed og folden danske Skibsfart i Særdeleshed. Der var store Vanskeligheder ved at faa Skibene fri, og ofte maatte de oplosse det meste af Lasten i Lossehavn paa Grund af Mistanke, der undertiden var vel begrundet og undertiden meget løst funderet, om at der var forbudt Gods om Bord, der skulde videre til Fjendeland. Man forsøgte nu at ordne sig paa lempeligere Maade med England, saaledes at Generne ved de lange Ophold i Inspektionshavnene og i de engelske Lossehavne blev undgaaet, og enkelte Ruteselskaber som f. Eks. 1). F. D. S., der besørgede en ret stor Del af Tilførslerne med dets Rutebaade, og for hvilke Ophold var særlig generende, traf da Aftale med England om, at man skulde undgaa Oplosning af Godset i engelsk Havn og i Stedet for forpligte sig til at returnere visse ved Inspektionen udpegede mistænkelige Poster til England, forsaavidt det blev fordret, efter at Varerne var oplossede i deres Destinationshavne i Danmark. Det er klart, at et saadant Arrangement blev truffet ikke alene i Skibsfartens men ogsaa i Landets Interesse. Det kneb for Landets Omsætning som for hele Verdensomsætningen med Tonnage, og det gjaldt om at faa saa megen brugelig Tonnage som muligt. For Varemodtagere og Afsendere kunde det jo i Realiteten være ligegyldigt, om Skibene blev liggende i en engelsk Havn i længere Tid for at oplosse de mistænkelige Varer, eller om Skibene fik Lov til at passere og derved hurtig blive brugelige for nye Tilførsler, imod at de nævnte Poster efter Udlosningen blev tilbagesendte. Ikke destomindre kan man ikke sige, at denne Forholdsregel overalt mødtes med Sympati. Følgen blev i liere Tilfælde Retssager, Forsøg paa ved Hjælp af Kongens Foged at standse Skibene, der skulde vende tilbage med Godset, o. 1. Man gjorde gældende, at det var en ganske uretmæssig Handling, der blev foretaget, fordi Beslaglæggelse retslig set ophørte i det Øjeblik,

12 8 Skibet og Varerne kom bort fra det engelske Territorium. Jeg skylder dog at tilføje, at Retten ikke gav Medhold i disse Betragtninger, saaledes at Systemet kunde virke, hvad der sikkert maa siges at have været til stor Gavn. Senere suppleredes denne Bestemmelse om Tilbagesendelse med en anden, hvorved Varer ogsaa kunde tilbageholdes i Destinationshavnen altsaa ikke udleveres til Varemodtagerne, forinden England gav sit Samtykke dertil. Samtidig hermed i November 1914 blev der for at undgaa de med Opbringelserne forbundne, ofte lange og kostbare Rejser og lor at lette England at komme til Overbevisning om, at vore Skibe kun løste fuldtud legitime Opgaver ogsaa truffet Aftaler med England om, at hjemgaaende Skibe frivilligt skulde anløbe en engelsk Havn for Inspektion, og at de kun skulde medtage absolut Krigskontrebande i de Tilfælde, hvor der var givet betryggende Sikkerhed for skandinavisk Forbrug. Disse Aftaler fandt Sted i November, paa samme Tid som Englænderne under 5. November udstedte deres bekendte første Erklæring om, at hele Nordsøen var Krigsskueplads. De foreskrev heri ganske bestemte Iinter, der skulde følges af Skibe, der gik til og fra England og ogsaa til og fra oversøiske Pladser, under Fremholdelse af, at en Afvigelse al blot nogle faa miles Ira disse Ruter kunde medføre de mest skæbnesvangre Følger. Begrundelsen var den, at Tyskland havde udlagt Miner fra Skibe, der tørte neutralt Flag, og at Følgen deraf var blevet en Mængde Søulykker. Heroverfor mente England at maatte træffe Modforholdsregler al saa kraftig Natur, at den almindelige Skibsfart i Nordsøen derved udsattes lor stor hare. \ ordsøen spærredes forøvrigt ret ubestemt mod Vest ved en Linie fra Hebriderne gennem Færøerne til Island. Sejladsen vestfra for Skibe til Norge, Østersøen, Danmark og Holland maatte l'oregaa gennem Kanalen og Doverstrædet, hvor der vilde blive Skibene anvist en Rute langs den engelske Østkyst til Parn Island og derfra til Lindenæs. Vice versa lor udgaaende Skibe. Opnaaedes der herved paa den ene Side en noget større Sikkerhed lor Skibene, saa opnaaede England rigtignok paa den anden Side en betydelig Lettelse med Hensyn til Fuldstændiggørelsen af dets Kontrol med Skibstarten. Det var en Forudsætning, at Inspektionsopholdenes \ arighed paa Grund af de Forpligtelser, som man havde paataget sig ved November-Aftalerne, skulde reduceres til det mindst mulige; ikke desmindre begyndte Englænderne kort efter Opbringeisen af det ene Skib elter det andet til Inspektionshavnene, h\oifra de dirigeredes til engelsk Lossehavn, hvor Opholdenes Varighed blev større og større. Omtrent samtidig begyndte Opbringeisen al Skibe, som man hidtil havde troet var ret ukrænkelige, nemlig de, der var paa Rejse fra danske Be-

13 siddelser, Island og Færøerne, til Danmark med Gods eller med Heste; og i liere Tilfælde maatte disse Skibe losse bande Heste og Ladning eller i ethvert Tilfælde en Del deraf i engelsk Havn. For een Slags Skibe de store transatlantiske Passagerskibe føltes disse Opbringelser særlig generende, fordi Forsinkelserne ved Opbringeisen af dem ramte ikke alene Godset og Skibene, men ogsaa Post og mange ofte flere Hundrede Passagerer, der maatte ligge i længere Tid baade i Inspektionshavn og derefter i Lossehavn. Man søgte derfor at komme til en ny Forslaaelse med England, og i Januar 1915 blev der truffet et Arrangement, hvorved bl. a. alle Kontrebandevarer fra Amerika blev undgaaet i Passagerbaadene, og alene befordredes, naar der forud var afgivet betryggende Garanti for Forbruget. Man traf samtidig et Arrangement med det engelske Konsulat i New York, saaledes at 1). F. 1). S.s Skibe i nordamerikanske Havne lastede under det britiske Konsulats Kontrol og kun af dette approberet Last, saa at den engelske Regering kunde være fuldstændig klar over alle Kontrebandesendinger, der afgik. Englænderne frafaldt naturligvis ikke deres Ret til Visitation, men igennem de trufne Foranstaltninger skulde der sikres Skibene en hurtigere Inspektion, og de store Passager-Rutebaade skulde fritages for Anløb af Inspektionshavn. Tonnageknaphed og stigende Fragter. Forholdene for Skibsfarten havde imidlertid udviklet sig saaledes, at Tonnageknapheden blev mere følelig, og ganske naturligt steg Fragterne. Kulraterne, der før Krigen havde været helt nede paa 4 sh. (i d. pr. Ton, var nu oppe paa ea. 17 sh. Fragten for heavy grain fra Nordamerika var i Begyndelsen af Krigen 4 sh. 6 d. pr. quarter og var nu 13 å 14 sh. Stigningen i Fragterne skyldtes nu i første Række den store Efterspørgsel efter Tonnage, der var opstaaet paa Verdensmarkedet, derved at store Kvanta Korn og andre Varer, som tidligere afskibedes fra europæiske Lande, hovedsagelig fra Østersøen og Sortehavet, nu som en Følge af Krigstilstanden og Dardanellernes Lukning maatte føres Ira langt borte liggende Lande som Nord- og Sydamerika. Dernæst skyldtes Stigningen, at den disponible Tonnage i meget høj Grad var blevet formindsket, og endelig var den foraarsaget ved den Formindskelse i den disponible Tonnages Nyttevirkning, som var en Følge af Skibenes Ophold i Inspektionshavn og Lossehavn i England og i Destinationshavn. Formindskelsen i Tonnagen stammede jo dels fra, at de store tyske og østrigske Handelsflaader praktisk talt ikke kunde anvendes, og at en stor Del

14 10 af den engelske Tonnage var tagen i Brug til militære Formaal, og dels fra at en Del af den neutrale Tonnage var gaaet ned. Medvirkende til Fragtstigningen var tillige den Omstændighed, at den store Risiko og Omkostning, der var opstaaet for Skibsfarten, skulde dækkes. Den særlige Risiko og Omkostningernes Forøgelse opstod af mange forskellige Grunde, hvoraf jeg skal nævne nogle: Risikoen ved de udlagte faste Miner og de drivende Miner, Risikoen ved de slukkede Fyr og de inddragne Fyrskibe, Risikoen for Opbringeise, som jo viste sig at være langt større, end man tidligere havde tænkt sig Muligheden af, bl. a. ogsaa fordi Ændringer i Bestemmelserne med Hensyn til hvilke Varer, der var Kontrebande eller Ikke-Kontrebande, blev gennemført ganske hensynsløst og saa hurtigt, at Skibene ikke kunde være forberedt derpaa. Endvidere forøgedes Omkostningerne ved de ændrede og otte betydeligt længere Veje, som Skibene 1111 maatte gaa paa Grund af de udstedte Bestem 1 melser fra de krigsførende Lande, hvad der gjorde, at en Sørejse f. Eks. til en Nordsøhavn kunde tage 2 3 Gange saa lang Tid som under normale Forhold. Dernæst fordyredes Rejserne ved de ganske uberegnelige Ophold, tor hvilke Skibene udsattes paa Grund af Visitationen og de betydeligt forlængede Ophold i Laste- og navnlig Lossehavnene, hvor Skibene i mange stærkt trafikerede Havne laa og ventede paa Tørn i lang Tid. Ofte blev Opholdet tiere Uger længere end beregnet. Endelig var der jo de forhøjede Udgifter til Bunkerkul, Forhøjelse af Hyren og liere andre Forhold. Der opstod 1111 Bestræbelser herhjemme for at søge at begrænse Fragtstigningen. Herom førtes der imellem Repræsentanter for danske Redere og den overordentlige Kommission og Regeringen forskellige Forhandlinger, idet man haabede at det skulde være muligt at komme til en Slags Fragtregulering. Dette lykkedes ikke. Skønt der var forholdsvis liere danske Skibe i Fart paa Danmark end under normale Forhold, besørgedes en stor Del al Farten at navnlig svenske og norske Skibe, og Rederne godtgjorde, at en I H ragtregulering kun kunde linde Sted med nogen Rimelighed, naar de 3 skandinaviske Lande enedes derom. Paa dette Synspunkt gik Regeringen ind, og Resultatet blev et paa Initiativ af de 3 Regeringer afholdt interskandinavisk Møde i Gøteborg omkring Midten af Februar 1915 med det Formaal at overveje, 0111 der kunde opnaas Enighed om en Fragtregulering. Mødet endte forsaavidt resultatløst, hvad man ogsaa i herværende Skibsfartskredse havde ventet, idet man ansaa det lor lidet sandsynligt, at f. Lks. Norge, hvis Skibsfartserhverv er et Hovederhverv, skulde give Afkald paa den Fortjeneste, som det kunde hente sig fra Danmark ved at besørge en stor Del

15 11 af dets Import. Men Mødet havde dog sin Betydning paa Grund af den indgaaende Drøftelse, der fandt Sted af Forholdene. Der var Enighed blandt Gøteborg-Mødets Deltagere om, at en Fragtregulering ved Tvangsforanstaltninger fra Statens Side vilde være uheldig, hvad der nærmere begrundedes. Skulde der søges nogen Regulering, maatte man gaa Frivillighedens Vej. Det vil naturligvis føre for vidt at komme ind paa alle de Overvejelser, der blev gjort paa det nævnte Møde, men man sluttede, som sagt, med et ret negativt Resultat, idet man ansaa baade den almindelige og den særlige Fragtregulering som man overvejede navnlig for Korn, Foderstoffer og Kul for umulig. Mødedeltagerne rettede imidlertid en indtrængende Opfordring til de 3 Landes Rederiforeninger om at søge at holde Fragterne saa langt nede, som det var muligt, og iøvrigt anbefaledes det Staten at forsøge at chartre Tonnage for de nødvendige Tilførsler til de Rater, man den Gang kunde faa. Den engelske Blokadeproklamation af i. Marts Umiddelbart efter Gøteborgmødet indtraadte en ny Periode for Skibsfarten igennem den tyske Erklæring om Ubaads-Krgdserkrigen ikke at forveksle med den senere Ubaadskrig. Farvandene omkring Storbritannien og Irland blev erklæret som Krigsskueplads, og ethvert fjendtligt Koffardiskib, som blev truffet der, vilde blive ødelagt. Ogsaa neutrale Skibe udsatte sig for denne Fare, fordi det af Tyskland paastodes, at den britiske Regering ligefrem havde anordnet et Misbrug af det neutrale Flag, hvorfor Søkrigens tilfældige Hændelser let kunde medføre, at et Angreb, der var beregnet paa et fjendtligt Skib, ramte et neutralt. Denne Erklæring blev besvaret med den engelske Blokadeproklamation af 1. Marts og en»order in Council«af 11. Marts, hvorved alle Tilførsler til og Sendinger fra Nordeuropa blev udsat for en endnu strengere Kontrol end hidtil. Det var en formel og meget streng Blokadeerklæring hvis Indhold i det væsentlige gik ud paa, at intet Skib, der var afgaaet før 1. Marts, maatte anløbe tysk Havn, intet Skib fra tysk Havn maatte fortsætte med de indlastede Varer om Bord; disse skulde udlosses i britisk Havn. Ethvert Skib med Gods bestemt til tysk Havn eller med Gods af fjendtlig Oprindelse, eller som var tysk Ejendom, kunde indbringes, og Godset prisbedømmes etc. Hvis et Skib havde klareret til en neutral Havn og gik til en; fjendtlig Havn, vilde det saafremt det blev opbragt paa en efterfølgende Rejse blive kondemneret. Det System, der blev vedtaget for Kontrollen fra Englands Side i Januar Februar 1915, og som jeg allerede har omtalt, virkede maaske som en Følge af de nævnte Ændringer i Krigsførelsen kun kort Tid nogenlunde, og

16 12 da Forholdene blev vanskeligere og vanskeligere, optoges der atter for enkelte Rederiers Vedkommende særlige Forhandlinger for at sikre Tilførslerne, og i Maj lykkedes det da ogsaa at opnaa en ny Ordning, hvorved der indførtes visse Erklæringsformularer for Gods, der importeredes, i Forbindelse med Bankgarantier i Tilfælde, hvor der mentes at være Grund til Mistanke. Erklæringerne gik ud paa, at Modtagerne ikke uden nogen Form maatte reeksportere Godset og forpligte sig til at lade eventuelle Købere afgive lignende Erklæring. Brud herpaa medførte Forpligtelse til Betaling af Godsets dobbelte Værdi. Disse Erklæringer undergik i Tidens Løb nogen Forandring. Dette gik nogenlunde i en Tid, men i Efteraaret 1915 begyndte Kontrollen atter at blive betydeligt strængere end tidligere, og Antallet af Skibe, der maatte losse for Priseret i England, blev stærkt forøget, hvorfor der igen optoges Forhandlinger. Denne Gang førtes Forhandlingerne af Grosserer-Societetets Komite og Industriraadet samt Repræsentanter for Landbrug og Skibsfart. Man kom til den bekendte Overenskomst med den britiske Regering af November 1915, hvorved Byrden ved hele Kontrollen med det indgaaede Gods blev overtaget af Grosserer-Societetets Komite og Industriraadet, men hvorved Landet rigtignok for mange Varers Vedkommende blev sat paa Ration, dog saaledes, at det nødvendigste Forbrug blev dækket. Denne Ordning betegnede et overordentlig stort Fremskridt. Og jeg tror, at vi ikke kan være taknemlige nok ikke alene for Overenskomsten men ogsaa for den Maade, hvorpaa den førtes ud i Livet for den samvittighedsfulde Maade, hvorpaa Grosserer-Societetet og Industriraadet varetog de Forpligtelser, som de havde paataget sig en Samvittighedsfuldhed, der sikkert har bidraget stærkt til at styrke Tilliden til Redelighed i dansk Erhvervsliv. Fragtregulerende Bestræbelser.»Kullenes Magt«. Imidlertidig var Fragterne stadig stegne, og Manglen paa Tonnage begyndte at føles. Hermed gik Betydningen af Bevarelsen af den 'nationale Tonnage op for Landet, og da man havde faaet Øjnene op herfor, blev der udstedt et Forbud imod Salg af Skibe til Udlandet uden særlig Tilladelse fra Ministeriet. Der var med Hensyn til dette Forbud ikke nogen Uvilje imod Realiteten deri, fordi det stod Rederne klart, at den store Spekulation, der allerede var begyndt i Krigens første Maaneder i Dampskibsaktier, kunde medføre en Fare for Skibsfartens Fremtid. Spekulanterne kunde, naar de havde faaet Aktiemajoritet, faa Lyst til at indkassere den øjeblikkelige store Fortjeneste, der kunde indvindes

17 13 ved Realisation til Udlandet af dansk Tonnage, idet Skibspriserne var steget meget stærkt; der gik ogsaa mange Rygter om større Salg, og Rederne var paa det Rene med, at man ved saadanne Salg vilde herøve Samfundet en vigtig Kilde til Indtægt for Landet og til Beskæftigelse for Landets Børn. Meningerne rundt om i Verden, hvor man i Almindelighed ikke regnede med den Varighed og den Haardhed, som Krigen virkelig fik, var om Skibsfartens Fremtid den Gang som nu iøvrigt meget forskellige. Opfattelse stod imod Opfattelse; nogle mente, at der efter Freden, som man allerede den Gang tænkte paa, vilde være Mangel paa Tonnage; andre at der vilde blive Overskud derpaa. Men gennemgaaende stod det, som nævnt, for danske Redere som en Ønskelighed at bevare Tonnagen saa meget som muligt for Landet, og forsaavidt var man tilfreds med Forbudet. Imidlertid havde den overordentlige Kommission ikke tabt Spørgsmaalet om Fragtregulering af Syne; den havde tværtimod stadig sin Opmærksomhed henledt derpaa, og der optoges i November 1915 Forhandlinger imellem Rederne og Kommissionen, hvor den Tanke fiavde slaaet Rod, at man skulde baandlægge hele den danske Tonnage til udelukkende Anvendelse for Besørgelse af Danmarks Import, og saa begrænse Fragterne. I Rederkredse var man nu mindre tilfreds med, at man maaske vilde søge at benytte Forbudet mod Salg af Skibe som Middel til Gennemførelsen af en tvungen Anvendelse af den danske Tonnage, en Tvangsforanstaltning, der efter Skibsfartens Opfattelse vilde virke ganske ødelæggende paa vor Skibsfart rent bortset fra Umuligheden af Gennemførelsen heraf. Den overordentlige Kommissions Fragtudvalg fremsatte derefter et bestemt Forslag, der gik ud paa Fastsættelsen af Maksimalrater for Fragt af et vist Kvantum Majs og Kul, der skulde indføres i danske Damp- og Motorskibe. Rederne kunde imidlertid ikke indgaa paa det af Kommissionens Forslag, hvad de meget omhyggelig begrundede men gav dog et Tilbud om en frivillig Ydelse med Hensyn til Transport af de Kul, der skulde anvendes til Husbrug. Hos mange Redere saa man med stor Uvilje paa den stærke Børsspekulation i Selskabernes Aktier, som gik i Fragtstigningens Kølvand, og der var ingenlunde Uvillie imod at begrænse Fragterne for Tilførsler til Landet. Men man saa frem i Tiden og krævede, at den Ordning, der skulde træffes, ikke maatte bevirke, at vor Skibsfart blev daarligere rustet til at optage Konkurrencekampen i Fremtiden end andre Nationers særlig de andre skandinaviske Nationers. Og saa magtede man ligefrem ikke at linde en tilfredsstillende Løsning al Opgaven. Men man følte stærkt det uretfærdige i de Beskyldninger, der

18 14 rettedes imod Skibsfartsstanden for en Udbytning af Samfundet. Det blev overfor Skibsfarten stadig gjort gældende, at hele den Indtægt, som den hentede, tog den fra det danske Samfund, som maatte betale de høje Fragter, og forhandlede man med det krigsførende Udland om en eller anden Uret, der formentlig blev begaaet imod os, mødte man dér den Bemærkning, at vi saa sandelig ikke havde Grund til at beklage os Udlandet betalte jo Danmark de høje Fragter! Den største Del af Fortjenesten indhøstedes nu sikkert ved Sejlads imellem udenlandske Havne, og en stor Del af den kunde i hvert Fald aldrig belastes Danmark. Det var da f. Eks. klart, at naar et Skib skulde herfra til Middelhavet og anløb England og derfra tog en Kullast til særdeles lønnende Fragter til en Havn i Middelhavet, saa var i hvert Fald denne Del af Fragten det danske Samfund ganske uvedkommende, forsaavidt Betalingen deraf angik, og man skulde kun efter Skibsfartens Mening være glad ved, at saa mange Penge som muligt paa den Maade kom ind i Landet. Jeg tør ikke benægte, at den uretfærdige Bedømmelse maaske medførte nogen Uvillighed hos tiere Hedere, en Uvillighed, der imidlertid var meget langt fra den, man troede at se. Skibsfarten stillede sig paa det Standpunkt, at man langt hellere vilde ind paa at udrede Penge, end man vilde lade sig berøve Dispositionsretten over Tonnagen. Hertil kom, at Forholdene udadtil efterhaanden havde udviklet sig paa en saadan Maade, at de Planer, man havde 0111 den uindskrænkede Anvendelse af den danske Flaade til Besørgelse af dansk Import, og andre Planer var ganske dødfødte. Sagen var nemlig den, at det var gaaet op for Englænderne, at de havde et Magtmiddel af stor Rækkevidde i deres Kul. Allerede i Oktober 1915 udstedte England et saakaldt Bunker regulativ, der indeholdt ret rigoristiske Bestemmelser for de Skibe og Rederier, der vilde have Adgang til at forsyne sig med engelsk Kul. I store Træk gik disse Bestemmelser ud paa, at de brittiske Autoriteter skulde holdes underrettet 0111 Navnene paa alle Rederiets Skibe, intet Skib maatte tidsbefragtes til en fjendtlig Undersaat eller Firma o. s. v., ingen Tidsbefragtning maatte indgaas uden de britiske Myndigheders forudgaaende Tilladelse; der forlangtes en Opgivelse al alle de Tidsbefragtninger, der var sluttet for Rederiets Skibe, og intet Skib maatte besejle eller handle paa nogen Havn i et Land, der var i Krig med England; ingen Last, der kom fra eller var bestemt til et Land i Krig med England, maatte medbringes o. s. v. Og for at forvisse sig om denne sidste Bestemmelses Overholdelse gav England en Række detaillerede Bestemmelser 0111 frivillige Anløb af Inspektionshavne, 0111 at Lasten skulde være forsynet med Oprindelsescertilikat o. s. v. o. s. v.

19 15 Bestemmelserne var jo meget vidtrækkende og bragte bl. a. I). F. I). S. i en meget ubehagelig Situation, idet man igennem Bestemmelserne blev tvungen til at opgive de Ruter, som man i en Menneskealder og under hyppige Kampe havde opretholdt imellem Skandinavien og Tyskland. Det lykkedes vel igennem indgaaende Forhandlinger at opnaa Tilladelse til at opretholde nogle mindre betydende Ruter, men i det væsentlige maatte man jo bøje sig. Bunkerregulativet suppleredes med en Bestemmelse om, at tyske Kul var Kontrebande og konfiskationsberettiget, hvor de fandtes om Bord i neutrale Skibe, saaledes, at der for Skibe i europæisk Fart ikke blev givet noget som helst Valg. England havde ved Antagelsen af disse Betingelser laaet bekræftet Betydningen af Kullenes Magt og ræsonerede naturligvis ud fra den Betragtning, at det havde Ret til, for at andre skulle kunne erhverve dets Kul, at fastsætte de Regler, som de fandt for godt. Og lidt efter lidt udvides Forpligtelserne. Der indførtes de saakaldte Toangsrejser eller Pligtrejser; d. v. s. de neutrale Skibe maatte for at faa Kul udføre enkelte Rejser udelukkende i de Allieredes Interesse, eller man maatte affinde sig med England paa anden Maade, f. Eks. ved at stille en vis Tonnage udelukkende til Englands Disposition. Centralmagterne betragtede paa den anden Side saadan Sejlads udelukkende i dets Fjenders Interesse som en neutralstridig Handling, og Skibene blev, naar de blev antruffet paa disse Rejser, sænket. Den neutrale Skibsfart blev paa den Maade stillet som Drengen, der, hvis han tog Hatten op, lik Prygl, og hvis han lod den ligge ogsaa fik Prygl. En meget stor Del af de Sænkninger, der fandt Sted i denne Periode, indtraf netop under Udførelsen af Pligtarbejdet for England. Med Hensyn til Englands Krav om Undersøgelse af Skibe skal nævnes, at England i denne Periode Foraaret 1916 tog sin Tilladelse for Postdamperne til ikke at anløbe engelsk Inspektionshavn tilbage og indførte en ny Regel, der brød med det hidtidige Princip om Postens Ukrænkelighed. Til en Begyndelse blev kun Pakkeposten, men senere ogsaa Brevposten beslaglagt; og dette skete ikke alene for Amerikadampernes Vedkommende, men ogsaa for Postudvekslingen mellem Danmark, Island og Færøerne. For at lette Handelssamkvemmet mellem Amerika og Skandinavien uden at bryde Kontrollen, blev der endvidere af den britiske Regering paa samme I id oprettet en Handelsafdeling under Ambassaden i Washington, og der blev - til en Begyndelse i Form af en Henstilling, men senere som et positivt Forlangende stillet Krav om, at alle fra Amerika kommende Partier skulde dækkes al et al denne Handelsafdeling udstedt»letter of Assurance«. Det kan

20 1() ikke nægtes, at denne Forholdsregel bevirkede, at den oversøiske Fart efterhaanden kom ind i en roligere og mere beregnelig Gænge. Medens disse Forhold udviklede sig udadtil, diskuteredes, som sagt, her hjemme Mulighederne for at regulere Skibsfarten, og for at Staten kunde tage sin store Andel af den Fortjeneste, som Skibsfarten høstede. Der blev fra Regeringens Side, da Rederne som nævnt vægrede sig ved frivilligt at indgaa paa de Fordringer, som var fremsat af den overordentlige Kommission og Regeringen, af denne fremsat et Forslag til Lov, der gik ud paa en ret kraftig Beskatning af Bruttofragten. Man havde vel blandt Rederne en klar Følelse af, at Skibsfarten naar dens Indtægter var gode ogsaa maatte skatte højt som en Følge af de ekstraordinære Forhold i Landet. Men det Lovforslag, der nu fremsattes af Regeringen om en Beskatning af Bruttofragten, følles af Skibsfarten som uretfærdig i sine Virkninger og af mange nærmest som en Art Straf, fordi man ikke var kommet til Knighed ad frivillighedens Vej. Og naturligvis protesterede Rederne herimod. Jeg skal ikke komme dybere ind paa alle disse Forhandlinger, selv 0111 de efter min Mening har meget stor Interesse. Thi igennem Forhandlingerne, der stadig blev ført, lykkedes det dog til Slut at komme til en frivillig Ordning, der resulterede i Loven af Maj 191 (i 0111 Bidrag af Skibsfarten til Landets nødvendige Tilførsler. Ved denne Lov nedsattes et Nævn, Fragtnævnet, bestaaende af 8 Medlemmer, der skulde yde Regeringen Bistand ved I ilvejebringelse paa bedste og billigste Maade af Tonnage for Landets nødvendigste Tilførsler, og endvidere fastsattes der i Loven, at Skibsfarten skulde yde et bestemt Bidrag i Penge paa 11,040,000 Kr. Foruden det kontante Bidrag, som Rederne ydede, bidrog de efter nærmere Forhandlinger med Indenrigsministeriet til en Rabat paa Fragterne lor Kultilførsler til Kommunerne paa 33'/s pct. og til Privatbrug paa (i6 2 3 pct. Jeg tror, at det maa anses for en Lykke, at man kom til en saadan frivillig Ordning, idet Grundlaget derigennem var skabt for et villigt Medarbejderskab fra det private Initiativs Side, og fordi det kunde have været forbundet med store udenrigspolitiske Vanskeligheder og Ubehageligheder, 0111 man ved Tvangsforanstaltninger skulde have ordnet Handelsflaadens Anvendelse for Importen. Man kunde ikke komme bort fra Tvangsrejserne, og det vilde maaske have været lidet stemmende med Centralmagternes Oplattelse al Landets Pligt til Neutralitet, om Regeringen skulde være blevet nødsaget til lor at laa Kul til at holde Skibsfarten i Gang at beordre de af dem tvangsbefragtede eller rekvisitionerede Skibe til at udføre Mellemrejser tor Lntenten, Rejser, dei jo udelukkende var i den ene krigsførende Parts Interesse. Og Lovforslaget om

21 17 Beskatningen af Hr. Indsejlingen vilde muligvis ja rimeligvis ogsaa have haft skæbnesvangre Følger paa Grund af den særlige Beskatning, der var foreslaaet af Skibe i Fart for Ententen. Imidlertid steg Sænkningernes Antal i Aaret 1916 overordentlig stærkt, og V den for danske Tilførsler disponible Tonnage mindskedes samtidigt betydeligt ved, at mange Skibe efterhaanden tidsbefragtedos lil Amerika. For at hindre saadanne Tidsbefragtninger der jo var fristende, fordi Raterne var gode, og Risikoen minimal forbødes ved en Bekendtgørelse af 6te Januar 1917 Tidsbefragtning til Udlandet uden særlig Tilladelse fra Handelsministeriet. Forinden Handelsministeriet deciderede i saadanne Sager, hørtes Fragtnævnet, hvis Indstillinger vistnok fulgtes. Den uindskrænkede Undervandskrig. Den britiske Regerings Krav til den danske Handelsflaade i Retning af Ydelser voksede stadig. Der optoge# derfor i Begyndelsen af 1917 nye Forhandlinger med den britiske Regering. Det lykkedes ogsaa herunder at komme til et Resultat, ikke med Hensyn til Formindskelsen af Tvangsrejserne, men mere i Retning af en Afpasning af disse efter Tonnagens Beskaffenhed, ligesom man kom til en Forstaaelse om Assurancespørgsmaalet. Det er imidlertid umuligt at udtale sig om, hvorledes denne Forstaaelse vilde komme til at virke, idet den aldrig kom til at træde i Virksomhed, fordi hele Billedet med et Slag forandredes. Den 1ste Februar 1917 bekendtgjordes fra Tyskland Bestemmelsen om den saakaldte uindskrænkede Undewandsbaadskrig. Ved denne Note erklæredes Farvandene omkring Storbritanien, Frankrig og Italien og hele den østlige Del af Middelhavet for spærret, saaledes at enhver Sejlads i disse Farvande uden videre vilde blive forhindret med alle til Raadighed staaende Midler, og det tilføjedes udtrykkeligt, at neutrale Skibe, der sejlede i de forbudte Zoner, gjorde dette paa eget Ansvar. Efterhaanden som Tiden gik, udvidedes Spærrezonen betydeligt. Man havde nok nu og da frygtet for Muligheden af, at en saadan Krigsførelse kunde indtræde, men alligevel virkede denne Erklæring overordentlig stærkt. Det er klart, at Rederierne nærede Ængstelse for at udsætte ikke alene deres Skibe og Ladninger, men ogsaa og navnlig Besætningerne for den kolossale Risiko, der var lorbunden med Sejlads i det forbudte Omraade. Og Følgen blev da ogsaa, at al Trafik øjeblikkelig blev standset. Man vilde vente og se, hvorledes Virkningen lorløb. Man blev herved bragt i en anden ubehagelig Stilling over-

22 for England. Medens man naturligvis fra Tysklands Side med Glæde saa, at Trafiken hiev standset, idet man derved tjente det Formaal, stillede man sig fra engelsk Side nærmest paa det Standpunkt, at man ikke anerkendte Udstrækningen af Faren, og krævede, at de Aftaler, der var truffet om Anløb af engelsk Inspektionshavn, dog vedblivende skulde staa ved Magt. De Forsøg, der af de danske Redere blev gjort paa at etablere den oversøiske Fart udenom Spærreomraadet, blev fra engelsk Side mødt med Uvilje. Ja, man holdt i England en Del af de Skibe, der befandt sig i engelske Havne, da den tyske Erklæring kom, tilbage, saa at de ikke kunde slippe ud af Spærreomraadet inden Tidsfristens Udløb den 5. Februar. Det er klart, at denne Form for Krigsførelse i høj Grad indvirkede paa Forholdet til Besætningerne, der selvfølgelig ikke med Lyst kunde give sig ud paa en Sejlads af saa farlig en Karakter. Dette fik efter nogen Tids Forløb sin store Betydning, da man navnlig af Hensyn til Landbrugsprodukternes Forsendelser til England maatte søge at optage Trafiken paa England. Eksporten af vor Landbrugsprodukter, hvortil jeg alene skal holde mig, da al anden søværts Eksport herfra under Krigen har været af meget ringe Betydning og Udstrækning, havde under Krigen gennemlevet mange Omskiftelser. Den besørgedes jo i det væsentligste af D. F. I). S., og man havde ved Krigens Udbrud forskellige Ruter: navnlig Esbjerg Parkeston, Grimsby og Newcastle- Ruterne; endvidere Københavns-Ruterne til Hull, Newcaste, Leith samt Provinsruterne til Newcastle, Leith og Grimsby. Lige i Begyndelsen af Krigen opgav man med Udgangen af August 1914 al Fart paa Esbjerg, der laa lige op til Centeret for Tysklands Sømagtsfære, og lagde den over til Aarhus. Og nu skiftede Ruterne ustandseligt, idet man stadig maatte tage Hensyn til de Efterretninger, der indløb om Mineudlægninger, Spærringer o. s. v., saa at Sejladsen kunde forløbe saa sikkert som muligt. Man skiftede Anløbshavn fra Hull til Leith, fra Leith til Liverpool, Glasgow og Manchester, tilbage til Newcastle, igen til Grimsby o. s. v. Kuriøst er det, at man fra enkelt Side bebrejdede Selskabet denne Omskiften som en Vankelmodighed, imedens det dog i Virkeligheden var et Udtryk for Omtanke og en vis Resoluthed. Det havde naturligvis været lettere men ikke klogere at lade staa til. En Kendsgerning er det i hvert Fald, at Sejladsen med Eksportbaadene, der altsaa stadig har sejlet i den farlige Zone, er foregaaet uden større Tab. Eksporten gik sin Gang under disse vekslende Forhold og torøvrigt under stadigt Medarbejderskab af Repræsentanter for Eksportørerne paa ret tilfredsstillende Maade. Men oysaa den stoppede en Tid med Tysklands Udstedelse

23 19 af Erklæringen om den uindskrænkede Ubaadskrig. Der samledes imidlertid efterhaanden saa mange Landbrugsprodukter, navnlig Flæsk der maatte afsted, hvis det ikke skulde fordærves, og det lykkedes ogsaa at faa ordnet paa en tilfredsstillende Maade for det første Forholdene til Besætningerne og for del andet de vanskelige Assuranceforhold. Krigsforsikringen for Skibe, der kun tegnede et Maksimum af Kr. paa enkelt Køl, suppleredes med en Excedentforsikring, der blev oprettet som en gensidig Forsikring fra Redernes Side, og en Excedentforsikring af tilsvarende Størrelse Kr. fra Statens Side. Men vanskeligst var det naturligvis at faa krigsforsikret de meget kostbare Ladninger; dog ogsaa dette ordnedes. Herefter genoptoges Sejladsen lidt efter lidt, men det var unægtelig en uhyggelig Periode, hvor man intet Øjeblik vidste, om man var købt eller solgt og naturligvis holdtes den Tonnage, som var vel udenfor Spærrezonen paa oversøiske Pladser, ogsaa stadig udenfor Krigszonerne. 1 Tiden efter Spærrezone-Erktøeringen traf England en nij Forholdsregel overfor den neutrale Skibsfart, idet adskillige af de Skibe, der opholdt sig i engelsk Havne, blev rekvisitioneret, hvorved altsaa den Reduktion af vor Handelsflaade, som fandt Sted ved de tyske Torpederinger forøgedes, men ganske vist paa en mere fredelig Maade. Den rekvisitionerede Tonnage blev imidlertid anvendt i Omraader, hvor den var i høj Grad udsat for Torpederinger, hvad ogsaa det store Antal Skibe, der blev nedskudt i denne Tjeneste udviser. Ved den almindelige Lammelse af Skibsfarten i Februar 1917 standsede ogsaa Kultilførslerne. Forsøg, der blev gjort paa at importere Kul fra Amerika, strandede paa Hindringer, som den engelske Regering lagde i Vejen, og England benyttede sig stadig af Ejendoms- og Dispositionsret over Kullene til at kræve Modydelser af Landet og af Skibsfarten. Først da Eksporten af Landbrugsprodukter var igang igen, kom der atter Gang i Kultilførslerne, og først da lykkedes det at faa de Heste af de tilbageholdte Skibe frigivne. Adskillige af dem blev dog sænket paa Vejen igennem Farezonen. Men mistede vi saaledes nogle Skibe, fordi vi maatte rette os efter Englands Krav saa gjorde England paa den anden Side ogsaa alt, hvad der stod i dets Magt for at gøre Sejladsen saalidt farlig som mulig. Under hele Krigen har England med sit store Flaademateriel gjort kæmpemæssige Anstrengelser for at holde Ruter aabne og fri dem for Miner, udlagte af tyske undersøiske Fartøjer, og for at anvise den neutrale Skibsfart relativt sikre Ruter. I det hele maa Skibsfarten sikkert erkende, at det skyldes Englands kraftige Flaade,

24 20 dets uhyre, store, utrættelige og modige Arbejde, at der overhovedet har kunnet eksistere Skibsfart under Krigen. Og nu etableredes der en Konvoj-Tjeneste fra Norges Kyst til den engelske Destinationshavn. Skibe bestemt til England samledes i norsk Havn og afgik derfra til anviste Tider. I)e ledsagedes saa fra Farezonens Begyndelse af engelske Krigsskibe. Turen gik langt mod Nord og ned langs Englands Østkyst ofte under Afbrydelser ved lange Ophold i Havne undervejs, naar der opstod Mistanke om, at der var udlagt Miner, eller om at der var Ubaade i Nærheden. Det er klart at Rejsernes Længde voksede kolossalt ved denne Ordning. En almindelig Kulrejse, der under normale Forhold tager en halv Snes Dage, tog nu nærved 40 Dage. Overenskomst mellem den engelske Regering og den danske Skibsfart. Efter lange Forhandlinger havde England imidlertid i Midten af April forlagt Inspektionen fra Kirkwall til Halifax. Forholdene var imidlertid i det hele blevet saa komplicerede, at det var i højeste Grad ønskeligt, om nærmere Aftaler om Skibsfartens Forhold kunde træffes. Af nye Forhold fra Englands Side, der blev truffet i denne Periode, var der een, der virkede overordentlig ubehagelig nemlig den under 10. April 1917 trufne Bestemmelse om, at alle Skibe, der kom vestfra, kun maatte medtage Ladning til det Land, hvis Flag det førte. Det er klart, at Importen til Danmark derved i endnu højere Grad end tidligere besværliggjordes samtidig med, at gamle danske Ruter maatte opgives. En anden Regel, som England indførte, og som havde til Hensigt at stimulere Tilførslerne til England, gik ud paa, at Skibe, som bragte en»approved cargo«uden nogen særlig senere Forpligtelse vilde erholde Tilladelse til at indtage en fuld Kulladning i England. Denne sidste Tilladelse medførte, da den skulde træde ud i Livet en Skulfelse for Skibsfarten, idet det viste sig, at der fra engelsk Side i nogle Tilfælde hævdedes, at Kulladning var et men at Bunkerkul var noget andet, og at Skibe derfor vel kunde faa Kulladning men ingen Bunkerkul uden at indgaa paa nye Forpligtelser. I Juni 1917 afholdtes der saa for at klare en Masse af de forskellige Spørgsinaal Søfarten vedrørende og for at faa en stabil Ordning en Konference i London. Resultatet heraf blev en Overenskomst mellem den engelske Regering og den danske Skibsfart af 20. Juni Den gik i Hovedtrækkene ud paa, at saalænge Danmark af sin Tonnage stillede 200,000 Tons D.W. til Englands

25 21 Disposition paa nærmere angivne Tidsbefragtningsvilkaar, vilde den øvrige danske Tonnage være fri, og samtidig kunde vi og maatte vi forpligte os til maanedlig at attage ea. 100,000 Tons Kul. Dog stilledes der ogsaa den Betingelse for den Del af Tonnagen, der var fri, at den ikke maatte lægges op, og at den naar den ikke benyttedes til Import til Danmark fortrinsvis skulde anvendes i Farter i de Allieredes Interesse. Rejserne skulde godkendes af et Raad, der var etableret,»the interallied chartering excecntive«. Denne Overenskomst traadte i Kraft og maa siges at have virket i høj Grad gavnlig, idet den tilvejebragte faste og rolige Forhold. Naturligvis undgik man ikke forskellige Fortolkninger al de trufne Bestemmelser og deraf flydende Forhandlinger, men man har dog stadig kunnet handle sig til Rette herom. Amerikas Indtræden i Krigen. I Foraaret 1917 var der et Par Maaneder efter Erklæringen om den uindskrænkede t baadskrig skabt en ny Situation ved Amerikas Indtræden i Krigen. Den første og væsentligste Følge heraf for dansk Skibsfart var en Række Udførselsforbud tor de vigtigste RaastofTer i Sommeren 1917, samtidig med at England nægtede at udstede Letter of Assurance for Korn og Foderstoffer til Danmark uden at England dog opsagde Overenskomsten om Tilførslerne til Landet. Igennem Fragtnævnet var der paa den Tid tilvejebragt en Del Tonnage til Indkøb af Korn lor den danske Stat, og efter mange Forhandlinger maatte Kontrakterne overdrages til den britiske Regering. Senere paa Sommeren forøgede Amerika sine Eksportforbud til at omfatte alle Varer til Skandinavien og nægtede tillige de Skibe, der laa i Amerika, og som var bestemt for det neutrale Nordeuropa, de nødvendige Bunkerkul. Ogsaa her anvendte man Kullenes Magt. Det næste Skridt var Kravet om, at alle Skibe bestemte for Sydamerika fra Staterne skulde returnere til Nordamerika med Last for at faa Bunkerkul ja, for i det Hele at blive udklareret. Man havde saaledes nu i Amerika gennemført Tvangssystemet fuldtud, og de mange danske Skibe, der i god Tro var gaaet derover for at hente Last hjem, forblev indenfor Amerikas Magtsfære. Paa Grund af.de overordentligt vanskelige Forhold indlededes i Efteraaret 1917 Forhandlinger med Amerika med det Formaal at opnaa en Ordning med dette Land i nogen Lighed med den Ordning, man havde truffet med England i Juni Der tørtes derovre langvarige Forhandlinger, som gik ud paa, at Amerika skulde give Udførselstilladelse for visse nødvendige Varer for vort Samfund; som Kompensation herfor skulde der overlades Amerika en Del af