Prædiken anden søndag i fasten, 21/2-16

Transkript

1 Prædiken anden søndag i fasten, 21/2-16 Salmer: DDS 432: Det lille litani erstatter indgangsbønnen DDS 392: Himlene, Herre, fortælle din ære DDS 609: Dybt fornedres skal enhver DDS 299: Ånd over ånder // DDS 580: Jesus, dødens overvinder DDS 536: Udrust dig, helt fra Golgata Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I diskuterer med dem?«og en fra skaren svarede ham:»mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.«da udbrød Jesus:»Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far:»hvor længe har han haft det sådan?«han svarede:»fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.«jesus sagde til ham:»hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.«straks råbte drengens far:»jeg tror, hjælp min vantro!«da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den:»du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig 21/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 mere ind i ham!«da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde:»han er død.«men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham:»hvorfor kunne vi ikke drive den ud?«han svarede dem:»den slags kan kun drives ud ved bøn.«mark 9,14-29 Amen! Herre. Giv os at høre dig og leve i troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende. Amen! Det er en af den slags dage for disciplene. En af de dage, hvor der sker så meget, at det næsten ikke er til at holde rede på det. Peter, Jakob og Johannes kommer ned til deres meddisciple. Og de har Jesus med sig. Eller måske er det snarere omvendt. Jesus har dem med ned igen. For en discipel må følge sin mester. Under alle omstændigheder. De stiger ned til de andre. Og stedet, de stiger ned fra, er bjerget. Forklarelsens bjerg, hvor de havde stået ansigt til ansigt med Moses og Elias. Og med Gud selv. De har set Guds ansigt og dog levet. For Guds ansigt viste sig ikke at have fordømmelse og død med sig, men være kærlighedens ansigt. Fordi Gud selv har vist sig i et eneste menneske. Det ene menneske, Jesus af Nazareth, som Gud insisterer på er hans endelige udtryk i vores verden. Og igennem hvem den eneste adgang til Gud er. Det ene menneske, der dermed på samme tid er Gud selv, er ikke kommet med magt og vold, men i afmagt og kærlighed. Ned kommer de, disciplene og Jesus. Og førstnævnte har i øvrigt fået at vide, at de ikke må sige noget om det, de oplevede oppe på bjerget. Måske er der heller ikke tid til at sige noget. For nede ved foden af bjerget, har tingene ikke stået stille, mens de har været væk. Der har samlet sig en stor flok omkring de disciple, der er blevet tilbage. Og de er kommet i diskussion. En heftig en af slagsen, tør vi formode. Modparten er i hvert fald nogen skriftkloge, der nok mener, at de véd, hvordan tingene hænger sammen. Stridens kerne er, at mand er kommet med sin søn. Sønnen er besat. 21/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Det er samtidens forståelse af drengens lidelse. At en ond ånd, en dæmon, er faret i ham. I dag ville vi nok have kunnet diagnosticeret drengens sydom som en form for epilepsi. Men det vil faktisk afdramatisere hele situationen og udvande pointen, hvis vi giver os i kast med medicinske forklaringer eller kommer med lægelige løsningsforslag. Lad os tage fortællingen på ordet og gå ind i dens univers. Drengen er besat af en ond ånd. Det var sådan de forstod det. Punktum! Dengang var det sådan, at en sygdom ikke alene blev set som et udtryk for en vanskæbne i denne verden. Sygdom blev forstået som Guds retfærdige straf over det enkelte menneske. Fædrene spiser sure druer og sønnerne får stumpe tænder, hedder det i Det Gamle Testamente. Og dette ordspil indrammer med skræmmende enkelthed det, der er på færde. Tankegangen er, at mennesket selv er selv skyld i sygdommen. Hvis ikke det selv, sådan personligt, så dets forældre eller bedsteforældre i hvert fald. Og det kommer sådan set ud på det samme. Mennesket er selv ansvarligt. Når en ond ånd kunne fare i et menneske, var det derfor ikke nogen urimelighed. Det var i sidste instans Guds vilje. Guds retfærdige straf. At gøre noget ved det er derfor i sidste instans det samme som at sætte sig op imod Gud selv. Troede de skriftkloge. Og alle andre i øvrigt. Og at disciplene ikke kunne lykkes med det, er der jo nok ikke det store at sige til. Men Jesus han gør det. Uden yderligere betænkelighed. For han er ikke kun et menneske, men på den samme tid den gode Gud selv. Ved at gøre det viser han, at Guds virkelighed er en anden, end vi kan forledes til at tro. Guds vilje er ikke at straffe, men at redde. Gud vil ikke se mennesket gå til grunde, men frelse det. Når mennesker tror andet, er de gået helt fejl af, hvad det hele drejer sig om. De skriftkloge har bevæget sig ud af en tangent og har derved helt forvansket, hvad Guds vilje med os mennesker er. De skriftkloge; flokken, der stimlede sammen; alle os der mener, at vi kan regne den ud og i særlig grad føler, at vi har Gud på vores side, glemmer det. Gang på gang glemmer vi det. Vi tror, at kan regne den ud. Få det til at gå op, så Gud kan gribe ind på en måde, der pudsigt nok præcis kan passe med det, vi gerne selv vil. Jesus rydder alle vores overvejelser om ret og rimelighed til side. Han griber ind og helbreder den syge søn. Det har betydning, at han gør det. Det er afgørende 21/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 det, der sker hér. Det afslører noget afgørende om Gud. Det viser, at de andre havde taget fuldstændig fejl af, hvem Gud er. Sygdom kan aldrig være en straf fra Gud. Gud vil, at vi lever vores liv frit, frimodigt og sammen med de mennesker, han har givet os at leve det med. Og det er netop det, Jesus sætter den dreng, som de mente var besat af en ond ånd, i gang med. Med at leve sit liv som et Gud-villet liv sammen med andre mennesker. Da det store sammenstød er overstået, og de er kommet for sig selv igen, må Jesus så samle disciplene op. De er slået helt ud af deres manglende evner. Hvorfor kunne vi ikke, spørger de? Hvorfor kunne vi ikke helbrede drengen? I Jesu svar ligger en forfærdelig og på samme tid forfærdende meddelelse. Der er ting hér i verden, som vi ikke magter. Der er ting hér i livet, som vi ikke kan gøre noget ved. Der er ting hér i tilværelsen, som vi må tage på os som et vilkår, vi aldrig kan ændre. Den slags uddrives kun ved bøn, siger han. Derved henvises disciplene og vi til at indse, at der er steder i tilværelsen, som ikke kan forandres ved vores aktive indgriben. Forhold, som vi passivt må lide os igennem. I håbet om og i troen på, at Gud altid er stærkere end alt ondt. Også selvom det onde sætter sig igennem i vores verden og helt til døden sætter sig igennem i vores liv. Den slags uddrives kun ved bøn, siger Jesus. Det skal vi lige have fat i igen. Det betyder nemlig ikke, at bøn bliver endnu et instrument i kassen med værktøjer, vi kan benytte os af for at nå vores egoistiske mål. Bøn er ikke en aktiv handlen, hvor vi kan udvirke noget; hvor vi kan bestemme og tage styringen. Bøn foregår i den passive modus. Bøn er en hengiven af os til gode Gud, der altid véd bedre end os. Bøn er accept af afmagt. Bøn er accept af vores uformåenhed. Bøn er accept af manglende evne til at tumle tilværelsens afgrundsdybe dybder. Men bøn udtrykker også et ukueligt håb på, at Gud har det sidste ord. At hans kraft virker i vores verden. At vi ikke er overladt til os selv, men at han i sidste ende vil gribe os, fordi hans virkelighed altid er større end vores. Derfor beder i Fadervor også ske din vilje, fordi vi har den tillid til Gud, at han vil os det bedste. Også når vi ikke selv kan se det. 21/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Der er noget ganske skræmmende i at stå med sit lille barn i hænderne. Især hvis det er ens første barn. Selv om man har erhvervet sig en vis erfaring med børn, sådan henne omkring nummer tre, kan det stadig være ganske overvældende at stå med ansvaret for sådan et lille væsen. I kristendommen tror vi, at vi ikke står alene med vores børn. Gud bærer med. Når vi bærer vores barn til dåben, så erkender vi på samme tid vores afmagt. Vi viser, at vi ikke kan magte livet alene. Når vi kommer til kirken for at få vores barn døbt, så er det med en bøn om, at Gud vil dele ansvaret med os. Og i dåben får vi det løfte, at Gud vil tage sig af det lille barn. Ikke som en andens barn, men som sit eget. At han vil give det sin velsignelse og bevare dets udgang og indgang, alle dage indtil verdens ende. Det kan vi ikke som forældre. Dertil rækker vores muligheder ikke. Men det gør Guds. Når vi skal denne tur omkring dåben, har det en ganske særlig grund. Den grund at prædikens sidste pointe tager afsæt i, at dagens evangelium faktisk har indgået i dåbsritualet. Indtil 1793 skulle præsten ånde på dåbsbarnet og dernæst sige: Far ud, du urene Ånd! Og giv den Helligånd rum!. Det er vi sparet for i dag. Vi tror ikke på, at børn fødes med en uren ånd. Men vi tror, at de fødes i en mangeltilstand; at alt ikke er, som det skal være. Vi tror, at vi alle træder ind i livet med et brudt forhold. Til Gud og til vores næste. Dermed er vi også afskåret fra i os selv at leve et egentligt liv. Ved at bære vores små børn frem til dåben holdes vi fast på, at ingen af os kan klare livet selv. Livet er for stort til, at vi kan magte det alene. Og i dåben får vi så Guds løfte om, at det skal vi heller ikke. I dåben får vi lov til at stole på, at Gud lever. Vi får lov til at holde os til, at Gud vil have med os at gøre. Som hans børn må vi altid tor, at Gud griber ind og skænker os håb og en ny fremtid, midt i vores liv og til evig tid. Amen! 21/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5