Kompendium Brugere og pårørendes bidrag til en fælles landsdækkende indsats mod stigmatisering af psykisk sygdom

Transkript

1 Kompendium Brugere og pårørendes bidrag til en fælles landsdækkende indsats mod stigmatisering af psykisk sygdom

2 Forord Fordomme, tabuer og uvidenhed over for psykisk sygdom er et problem for de mennesker, der lider af en psykisk lidelse, deres pårørende og psykiatrien. Stigmatiseringen medvirker til social eksklusion og har konsekvenser for tilknytningen til arbejdsmarkedet og for tidlig opsporing og behandling. Med afsæt i regionernes psykiatriudspil En psykiatri i verdensklasse, har Danske Regioner i samarbejde med regionerne, Det Sociale Netværk, Psykiatrifonden, Sundhedsstyrelsen, KL og Socialministeriet m.fl. igangsat et projekt, der har til formål bekæmpe stigmatisering af psykiske lidelser i befolkningen. Arbejdet med at lægge grundstenene for indsatsen er allerede godt i gang, og dette kompendium leverer et væsentligt input til planlægningen af det videre arbejde. Danske Regioner vil gerne takke de bruger- og pårørendeorganisationer i Det Sociale Netværk af 2009, der har bidraget til dette kompendiums tilblivelse. Brugere og pårørende ligger inde med oplevelser af og værdifuld viden om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom. Fortællinger om stigmatisering og bud på indsatsområder fra dem, der er tættest på stigmatisering i hverdagen, er væsentlige at inddrage i planlægningen af en fælles indsats mod stigmatisering af psykiske lidelser. Kun ved en fælles og koordineret indsats med et bredt partnerskab på tværs af regioner, kommuner, faglige selskaber, bruger- og pårørendeorganisationer, centrale myndigheder m.fl. kan arbejdet med at bekæmpe stigmatisering i samfundet blive en succes. I dette kompendium kan du læse om bruger- og pårørendeorganisationernes syn på stigmatisering, områder, der kræver særlig opmærksomhed, organisationernes arbejde for at bekæmpe stigma og bud på, hvad man i fællesskab kan gøre for at afhjælpe stigmatisering. Der er tale om bruger- og pårørendeorganisationer, der er medlem af Det Sociale Netværk af 2009, og Foreningen Det Sociale Netværk har selv givet et bidrag. På vegne af styregruppen for en fælles landsdækkende indsats mod stigmatisering af psykisk sygdom, Agnete Philipsen, Formand for styregruppen, Psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark 2

3 Indholdsfortegnelse 1. ADHD-foreningen Bedre Psykiatri Landsforeningen for Pårørende DepressionsForeningen Det Sociale Netværk Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) Linien når sindet gør ondt Livslinien Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) Pårørende til Spiseforstyrrede (PS)

4 1. ADHD-foreningen Hvordan ser ADHD foreningen problemer med stigma Det helt overordnede stigmatiseringsproblem vedrørende Attention Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD red.) handler om den manglende anerkendelse i befolkningen, kommunerne, virksomheder og det politiske system af, at ADHD er et reelt handicap, som kan afhjælpes med en veltilrettelagt indsats. Alt for mange betragter børn med ADHD som børn med dårlig opførsel, der ikke er opdraget ordentligt af deres forældre. Tilsvarende fejler voksne med ADHD ikke noget, de skal bare tage sig sammen. Som en mor til 2 sønner og en ægtefælle med ADHD beskriver det: At få andre til at forstå, at der altså er noget her, kan godt være svært. En mor kender jo sine børn, men selv om hun siger, at der er noget galt, kan det være svært at komme igennem med det. Specielt hvis man har børn med ADHD, som ikke er voldsomt ramt af det vi har ikke en masse side-diagnoser og sådan noget. Så det kan det godt være svært at overbevise nogen om, at der er noget. Man skal være tålmodig overfor kommunen, sagsbehandlerne - i det hele taget hele systemet. Børnepsykiatrisk til at starte med, og bedsteforældrene. Jeg synes, det er meget svært at komme igennem med, at ADHD er et handicap, for der er da ikke noget galt. Forståelsen for, at det er et handicap, det døjer jeg utrolig meget med. Områder, der kræver særlig opmærksomhed Familier med ADHD oplever stigmatisering også fra fagfolk, hvor de forventer lydhørhed og anerkendelse af deres problemer. Når det drejer sig om ADHD er mange professionelle tilbageholdende med at udpege små børn med vanskeligheder - på trods af at børn med vanskeligheder kan profitere af tidlig indsats for at forebygge større vanskeligheder. Både lærere og PPR er ofte uforstående overfor ADHD og negligerer enten vanskelighederne eller smider ungerne ud af klasserne. Som samme mor beskriver det Vi har længe spurgt skolen om hvordan med ham? For os virker han meget kvik, og det er også det resultat der er kommet ud af hans tests. Han er normaltbegavet til velbegavet, og på mange måder er han foran de andre. Alligevel synes vi ikke, det går godt. Der er mange ting, han ikke kan. Og hver eneste gang, vi spørger, føler vi ikke, at de forstår os. Klasselæreren har langt hen ad vejen forstået. Men matematiklæreren, hun stod helt af. Hun fattede ikke en disse. Og det der med at hjælpe ham, huske at han skulle have sin medicin - det ville hun ikke have noget med at gøre. Vores fordomme over for systemet blev bekræftet, da en tilstedeværende psykolog fra PPR tilkendegav, at ADHD var noget, man voksede fra. Når dagspressen skriver om det øgede pres på specialundervisningen nævnes ADHD ofte som et område, hvor forældre stiller (urimeligt) høje krav om dyre tilbud, som kommunerne skal sørge for. 4

5 Hvordan arbejder ADHD foreningen for at bekæmpe stigma ADHD foreningen har valgt at en central og positiv måde at bekæmpe stigma på, er at skabe øget viden om ADHD i samfundet. Derfor har vi etableret Videnscenter om ADHD, som udgiver bøger, afholder konferencer og symposier, afholder kurser for professionelle og mennesker, der er berørt af ADHD. Foreningens ledelse forsøger at skabe politisk lydhørhed for ADHD og opfordrer sine medlemmer til at stå frem i pressen for at beskrive de forhold, de lever under og de problemer, de møder. ADHD foreningen iværksætter i 2011 en kampagne for at øge kendskabet til ADHD og den betydning lidelsen har for mennesker og deres omgivelser i form af et rejsehold- en bus, der besøger seks danske byer. ADHD foreningen udfører en række forskellige eksternt finansierede projekter for at udvikle nye metoder i arbejdet med mennesker med ADHD og for at skabe lydhørhed for sagen. Psykiske lidelser er ikke anerkendte i befolkningen, men jo heller ikke altid af de berørte selv. Det er ikke let at erkende, at man har et familiemedlem med en psykisk lidelse, og den uforudsigelighed, der følger med mange psykiske lidelser, kan gøre omgivelserne urolige og bange. Men barrierer og begrænsninger præger også organisationsformerne indenfor den offentlige indsats og imellem de mange organisationer, der repræsenterer mennesker med psykiske lidelser. Vi bør opfinde nye måder at organisere indsatsen overfor mennesker med psykiske lidelser. De mange medborgere med lettere psykiske lidelser bør behandles udenfor de psykiatriske sygehuse i kommunale klinikker, der samarbejder med den øvrige kommunale indsats. Derved kan der skabes faglige fællesskaber mellem professionelle, som kan bidrage til at øge viden i befolkningen og dermed afstigmatisere disse almindelige lidelser. Men organisationerne, der repræsenterer mennesker med psykiske lidelser, kan også bidrage til afstigmatisering ved at arbejde sammen på strategisk niveau i stedet for at forsøge at promovere sig individuelt eller kritisere hinanden. Både offentlig indsats og medlemsorganisationerne er sat i verden for at styrke og støtte mennesker med psykiske vanskeligheder. Det bør være den fremmeste opgave, som vi sammen kan slutte op omkring. 5

6 2. Bedre Psykiatri Landsforeningen for Pårørende BEDRE PSYKIATRI er af den overbevisning, at den kommende indsats mod stigmatisering m.v. i forhold til psykisk sygdom, med fordel kan tage fat på følgende særligt prioriterede indsatsområder: Danskerne viden og syn på psykiatrien Pårørendes belastning og tilfredshed samt pårørende som en ressource BEDRE PSYKIATRIs forslag til særligt prioriterede indsatsområder er valgt ud fra vores vurdering af, hvordan den landsdækkende indsats samlet set vil have størst mulig effekt. Danskernes viden om og syn på psykiatrien: Capacent har for BEDRE PSYKIATRI afdækket i 2009, hvorvidt danskerne har et positivt eller negativt indtryk af den behandling man kan få som psykisk syg i Danmark: Meget positivt 1 % Positivt 16 % Hverken/eller 31 % Negativt 33 % Meget Negativt 8 % Ved ikke 10 % Capacent (2009) for BEDRE PSYKIATRI. Undersøgelsen viser med andre ord: At samlet set er det mindre end 20 % af danskerne, der har et positivt billede (1 % og 16 %). Sammenlignet med andre undersøgelser af danskernes indtryk af/tilfredshed med et bestemt område, så er tallene Sbemærkelsesværdigt lave. I sig selv er det mere end bemærkelsesværdigt, at kun 1 % af danskerne har et meget positivt billede. Samtidig viser undersøgelsen, at der er flere danskere, der har et negativt syn end den andel af danskerne, der udtrykker et positivt syn. Samlet set har 41 % (33 % og 8 %) et decideret negativt indtryk af den behandling, som psykisk syge får. 6

7 I 2010 har Epinion for BEDRE PSYKIATRI spurgt til sammenhængen mellem anvendelsen af tvang i psykiatrien og danskernes opfattelse af psykiatrien: Påvirker i høj grad (negativt) Påvirker i nogen grad (negativt) Påvirker i mindre grad (negativt) 18 % 37 % 18 % Påvirker slet ikke (negativt) 12 % Ved ikke 15 % Undersøgelsen viser med andre ord, at mere end halvdelen af danskerne (55 %) mener, at anvendelsen af tvang påvirker deres syn på psykiatrien i negativ retning. Dertil kommer, at 18 % oplyser i mindre grad. Pårørendes belastning og tilfredshed samt pårørende som en ressource: I følge to undersøgelser (Capacent 2008 og 2009 for BEDRE PSYKIATRI) er det sådan, at 37 % af befolkningen i bred forstand er pårørende. Det svarer til godt 1,4 mio. danskere. Pårørendes belastning: I 2008 undersøgte BEDRE PSYKIATRI via Capacent, hvorvidt og hvordan pårørende føler sig stigmatiserede. Resultaterne viser bl.a.: - Samlet set oplevede 70 %, at myten om familiens skyld som meget belastende/belastende - 52 % oplevede, at myten havde haft betydning for deres relationer til medarbejderne i psykiatrien - 85 % mente, at den manglende viden samt tabuerne er lig en ekstra byrde for dem som pårørende - 67 % mente, at tabuer og manglende viden har en negativ betydning ift. deres livskvalitet I en undersøgelse året efter (2009) fra Capacent viser, at 71 % af de adspurgte pårørende mente, at tabuer og manglende viden havde en betydning for, hvorvidt de er tilbageholdende med at fortælle, at de er pårørende. I april 2010 har BP Research (en enhed under landsforeningen) gennemført en undersøgelse, hvor følgende spørgsmål indgik: "Mener du, at tabuerne og stigmatiseringen af psykisk sygdom, øger belastningen af de pårørende?" Helt uenig - Uenig 4 % Hverken/eller 18 % Enig 35 % Helt enig 43 % 7

8 Samlet set viser ovenstående undersøgelser, at pårørende pga. den manglende viden og tabuerne føler sig stigmatiserede og belastede (ud over belastningen fra det at være pårørende til en psykisk syg). Pårørendes tilfredshed: De første landsdækkende tilfredshedsundersøgelser (2005 og 2006) afdækkede, at pårørendes tilfredshed lod en del tilbage at ønske: Andel tilfredse (5 + 4 stjerner) Distriktspsykiatrien Sygehuspsykiatrien Pårørende 34 % 38 % Graden af tilfredshed (personer, der har svaret enestående eller godt til spørgsmålet om, hvad deres samlede indtryk er af hhv. distrikts- og sygehuspsykiatrien). Hvis man hvad angår pårørende - sammenligner tilfredshedsundersøgelserne inden for psykiatrien med tilfredsheden inden for hele sygehusområdet er den lave tilfredshed endnu mere bemærkelsesværdig: I Landsdækkende undersøgelse af patienternes oplevelser er der også spurgt til inddragelsen af de pårørende 75,3 % af patienterne var tilfredse med den måde deres pårørende var blevet inddraget på. 1 Det er med andre ikke sådan, at pårørende til syge generelt er stærkt utilfredse med sundhedsvæsenet på det somatiske område indikerer den førnævnte undersøgelse et meget højt tilfredshedsniveau. I relation til psykiatriens imageproblemer hos befolkningen er der selvfølgelig en sammenhæng mellem pårørendes oplevelser og kritiske syn og de danskernes syn på psykiatrien samt behandlingen af de psykisk syge. Hvis én pårørende er utilfreds, så er det et sådant erfaringsbillede, som vedkommende formidler videre til alle de mennesker, som vedkommende snakker med på arbejdspladsen, i nabolaget, i omgangskredsen, i sportsklubben osv. En opfølgende tilfredshedsundersøgelse fra 2010 for så vidt angår sygehuspsykiatrien viser, at pårørendes tilfredshed er blevet forbedret fra 38 % i 2005 til 46 % til BEDRE PSYKIATRIs vurdering er, at det er en pæn, men ikke prangende forbedring af tilfredsheden. Det er fortsat sådan, at mere end halvdelen af de pårørende ift. sygehuspsykiatrien ikke er tilfredse. I den kontekst mener BEDRE PSYKIATRI, det er interessant at kigge nærmere på Projekt "Pårørende i psykiatrien". Samlet set steg pårørendes tilfredshed hos de deltagende afdelinger fra 35 % til 64 %. 1 Undersøgelsen er gennemført af Enheden for brugerundersøgelser (2006) på vegne af regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Undersøgelserne kan ikke sammenlignes direkte, idet, det i undersøgelserne inden for psykiatrien er de pårørende selv, der har svaret, hvorimod det i den generelle sygehusundersøgelse er patienterne, der har svaret. Men undersøgelserne synes samlet set, at illustrerer at psykiatrien har en seriøs udfordring i forhold til de pårørende. 2 "Patienter og pårørende har ordet" (2010), Danske Regioner. 8

9 Alt i alt peger ovenstående i retning af, at pårørende med relativt begrænsede ressourcer kan gøres markant mere tilfredse, og dermed til en mere konstruktiv samarbejdspartner i forhold til den psykisk syges behandlingsforløb. BEDRE PSYKIATRIs vurdering er på den baggrund, at ét af de mest effektive steder at sætte ind i forhold til psykiatriens image, tabuer og stigmatisering, er, at sikre at pårørende er tilfredse med deres møde, oplevelser og samarbejde med psykiatrien. 9

10 3. DepressionsForeningen I Depressionsforeningen oplever vi, at stigmaet fører til social isolation, skam og i visse tilfælde til diskrimination, hvilket er yderligere medvirkende til at forværre individets helbredsmæssige tilstand. Mennesker med affektive lidelser er grundet sygdommenes natur ofte ofre for en selvstigmatisering i form af bl.a. selvhad og skyldfølelse. Konsekvenserne kan være så dramatiske, at det ender med selvmord. Depression er således involveret i 60 % af tilfældene af de registrere selvmord. Tabu Tabuet omkring mennesker med depression og andre psykiske lidelser er tæt forbundet med om det samme. Det kan indimellem være svært, at blive klog på om, det er stigmatiseringen der føder tabuiseringen eller omvendt. Selv om de seneste undersøgelser viser, at viden om depression stiger hos den almindelige dansker, er der fortsat lang vej endnu. At det er tabuiseret eks. på arbejdspladsen at tale åbent om at lide af depression, skyldes ofte angsten for en stigmatisering. Angsten for at blive stemplet som depressionsramt eller psykisk syg og således blive stemplet som ressourcesvag og sær. Som en ustabil og uligevægtig kollega og medarbejder. Diskrimination Og desværre oplever mange mennesker med en affektiv lidelse netop denne stigmatisering. De bliver stemplet og isoleret. Nye undersøgelser viser, at mange danskere fortsat er bange for at arbejde sammen med en depressionsramt kollega. Og vi kan se, at arbejdsgivernes frygt for nye sygdomsepisoder og usikkerhed om medarbejderens mentale formåen gør, at mennesker der har været ramt af en affektiv lidelse ofte er blandt de første, der ryger ud Endvidere er der fra visse arbejdspladser krav om, at man i forbindelse med ansættelsen oplyser, at man har haft en depression, som var det i alle tilfælde en kronisk lidelse. Og der findes en række andre områder, hvor stigmatiseringen medfører diskrimination. Diskriminationen opleves også i de sundhedsøkonomiske prioriteringer. Psykiatri kontra somatik. Helbredsmæssigt Stigmatiseringen og diskriminationen er med til at forværre den helbredsmæssige situation. Forskelsbehandlingen, tabuet og diskriminationen er med til at forstærke selv-stigmatiseringen og isolationen hos individet. Det medvirker til den negative spiral og selv-stigmatiseringen bliver del af en selvopfyldende profeti. Stigma/tabuet spiller også en stor rolle i forhold til at søge hjælp. Således er det kun ca. halvdelen af danskerne med depression, der kommer til læge, hvorfor mange af dem går og lider med sygdommen ubehandlet. Herudover betyder stigmatiseringen og kampen for at slippe fri, at patienterne ikke følger lægernes anbefalinger i forhold til både terapeutisk og medicinsk behandling. Som konsekvens af denne manglende compliance ser vi mange tilbagefald og utilstrækkelig forebyggende indsats. Her spiller omgivelsernes påvirkning en enorm rolle. 10

11 Særlige målgrupper? DepressionsForeningen anset opgaven med at afstigmatisere som en stor opgaver, der i og for sig burde rettes mod alle grupper i det danske samfund. Hvad gør vi? Oplysning og redskaber til pårørende og andre omgivelser DepressionsForeningen har gennem hele foreningens liv arbejdet for og på at styrke oplysningen om affektive lidelser på forskellig vis. Vi tror på, at viden er midlet til at nedbryde tabu og stigma. Vi oplyser om årsager, symptomer, behandling og redskaber til at komme i gennem sygdommene eller til at leve med dem. Dette sker på mange forskellige områder og med mange forskellige målgrupper og kommunikationsformer. Fra folder, foredrag, telefonvejledning til humoristiske og interaktive kampagner. Kamp for bedre behandling Herudover kæmper vi en indædt kamp for bedre behandling. Af flere årsager er adgangen til relevant behandling ujævn og mangelfuld. Vi mener, at dette udgør et stort problem. Den mangelfulde behandling forstærker stigmatisering, da patienterne har det dårligere og i længere tid end nødvendigt er. Og dermed skabes en anden billede af denne gruppe mennesker. Sproglig opmærksomhed DepressionsForeningen forsøger endvidere at have stort fokus på det semantiske niveau. I årevis har vi kæmpet en ulige kamp mod begrebet lykkepiller, og det at være på antidepressiv medicin, som var det en anden form for narkotikum. Ikke som en nødvendig del af behandlingen i bestræbelserne på at blive rask. Og så er vi slet ikke gået ind i diskussion om en samlende betegnelse for mennesker med en psykisk sygdom/lidelse/sårbarhed eller mentale helbredsproblemer om man vil. Hvad kan vi gøre i fællesskab? Fokus på forskellighed En helt afgørende udfordring eller opgave for en fælles indsats er at holde fast i nuancerne og forskellighederne - mellem og indenfor lidelserne. Både i symptomer, årsager og i tilgang og behov. At være psykisk syg eller psykisk sårbar er ikke én ting. Forskellige sygdomsgrupper kæmper med forskellige stigmata. Det er derfor væsentligt at udbrede kendskabet til de forskellige lidelser og deres forskelligheder. Ikke bare til viden om sygdommene, hvem der rammes og hvad sygdommene gør ved dem men også vejledning i, hvordan man tackler det, når eksempelvis en kollega blive syg. 11

12 Positive vinkler Historier om "psykisk sygdom skal således ud i det offentlige rum med andre vinkler end om undslupne voldelige fanger fra psykiatriske hospitaler og tvang i psykiatrien - det vil mindske stigmatiseringen. Psykisk sygdom er almindeligt og mange almindelige mennesker har psykiske sygdomme. Men det er ikke almindeligt hverken at tale om eller at høre om i medierne. Indflydelse på eget liv Det skal sikres at mennesker med psykiske lidelser har større indflydelse på eget liv. Og at der er stor hjælp at hente blandt de pårørende/omgivelserne. Og at der ofte er brug for den hjælp. 12

13 4. Det Sociale Netværk Fokus på psykisk sårbarhed Hver anden familie i Danmark kommer på et tidspunkt i kontakt med psykiatrien, og op mod hver femte borger oplever at være psykisk sårbar. Rigtig mange mennesker er berørt. Alligevel angiver 76 procent af danskerne, at det er mere socialt acceptabelt at lide af en fysisk end af en psykisk sygdom, og 65 procent af danskerne mener ikke, at de ved nok om psykiske sygdomme 3. På arbejdsmarkedet har 12 procent betænkeligheder ved en kollega i kørestol, mens 65 procent er betænkelige ved at få en kollega med psykisk sygdom 4. Der mangler kort sagt viden om og accept af psykisk sårbarhed. Det Sociale Netværk ønsker at være med til at fjerne tabuer og fordomme på social- og psykiatriområdet og dermed skabe grundlaget for dybere forståelse for psykisk sårbare og pårørendes situation i Danmark og derved medvirke til, at det enkelte menneske føler sig set og forstået. Vi mener samtidig, at der er brug for en ny, bedre og mere sammenhængende indsats for den enkelte borger. At nedbryde tabuer og skabe øget dialog om psykisk sårbarhed er hovedomdrejningspunktet for Det Sociale Netværk, der, udover foreningens webside, står bag hjemmesiden Psykisksårbar.dk, hvor den enkelte kan skrive sin egen livshistorie, læse andres og udveksle idéer og tanker samt debattere og læse om relevante temaer, der berører psykisk sårbare og pårørende. Hjemmesiden er med til at skabe øget viden og dialog og et par tusinde læsere abonnerer også på vores nyhedsbreve, der udsendes løbende. I efteråret 2010 vil Psykisksårbar.dk blive versioneret til engelsk, tyrkisk og arabisk, hvorved etniske minoriteter, der indtil nu kun har haft få muligheder for dialog og oplysning i forhold til psykisk sårbarhed, også får adgang til dialog og information. Hjemmesiden Psykisksårbar.dk har eksisteret siden oktober 2009, hvor den blev lanceret på Psykiatritopmøde Topmødet er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor den røde løber rulles ud for psykisk sårbare og pårørende til en hel dag, der sætter fokus på psykisk sårbares situation. Psykiatritopmøde 2010 finder sted lørdag den 2. oktober under temaet Psykisk sårbare inklusion, arbejdsmarked og uddannelse. Der forventes omkring 900 deltagere. Bag topmøderne og forårskonferencen den 1. juni om Psykisk sårbarhed i et økonomisk perspektiv hvordan skaffer vi ressourcerne står Det Sociale Netværk af 2009, der fungerer som et netværk i Det Sociale Netværk, hvor alle frivillige, landsdækkende organisationer på psykiatriområdet deltager. Det er første gang, at organisationerne indgår i et samlet fællesskab, hvor målet er at skabe et uformelt mødeforum, hvor frivillige, landsdækkende organisationer på psykiatriområdet kan mødes og udveksle idéer, synspunkter og forslag, der kan skabe større åbenhed og forståelse for psykisk sårbarhed og sætte spot på den enkeltes muligheder for at handle. Det Sociale Netværk af 2009 arbejder også på at opnå fælles enighed om at stå sammen om en større, overordnet indsats, sætte nyt fokus og medvirke til at løfte hele området for psykisk sårbare og pårørende op på den politiske dagsorden. 3 Capacent (2009) for Danske Regioner 4 SFI (2009) undersøgelse baseret på mere end respondenter 13

14 Det Sociale Netværk har også taget initiativ til at samle en lang række professionelle på psykiatriområdet til en uformel dialog. Derudover arbejder vi også på andre fronter med afstigmatisering og oplysning. Således står vi sammen med professionelle løbetrænere fra Running26 hver søndag bag løb for psykisk sårbare og pårørende i Fælledparken. Der er etableret tre hold, hvor det også er muligt blot at gå en tur sammen med andre. Initiativet har fungeret siden oktober 2009 med stor succes, idet det her kun handler om at løbe eller gå uden skelen til, om du er psykisk sårbar eller pårørende. Ungekompasset er et nyt initiativ, som Videnscenter for Socialpsykiatri og Det Sociale Netværk står bag. Kompasset vil, når det er klart primo 2011, rumme cirka tilbud over hele landet, som er rettet mod børn og unge. Kompasset fungerer som en opslagsguide og vil kunne hjælpe barnet eller den unge, pårørende og professionelle med at finde netop det, der passer den enkelte bedst. Forventningerne til den kommende afstigmatiseringskampagne er store set fra Det Sociale Netværks side. Vi forventer, at der nu én gang for alle bliver sat handling bag ordene, når organisationerne, Danske Regioner, KL og Sundhedsstyrelsen m.fl. står sammen om en landsdækkende kampagne. Vi forventer en nytænkende og banebrydende kampagne, der kan være med til at skabe større åbenhed, så de mange, der er berørt af psykisk sårbarhed, bliver inkluderet i alle sammenhænge. Det vil være en milepæl, der for alvor vil kunne rykke. 14

15 5. Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) Hvordan vi ser på stigma? I LAP anser vi stigmatisering af det at være ramt af en psykisk lidelse som noget, der hænger tæt sammen med, at vi på mange måder bliver diskrimineret bl.a. ved at der for os gælder særlige regler og normer. Men også en overdreven fokusering på sygdom og diagnoser er med til at stigmatisere: den enkelte person risikerer at blive mødt med forventninger om at være sin diagnose frem for at blive genkendt som et medmenneske på lige for med andre. Formålet med indsatsen Formålet med en indsats mod stigmatisering må være, at det almene samfund i højere grad skal tage imod mennesker, der har været ramt af psykisk lidelse, og at samfundet i højere grad skal tilpasse sig den enkelte, også selv om man i perioder er forstyrret. Det er derfor vigtigt at mindske en DEM og OS - tænkning, altså dem, der bliver psykisk syge og os, for hvem det aldrig kunne ske. Frem for at udpensle enkelte diagnoser og symptombilleder og dermed risikere at øge fordommene og stigmatiseringen, bør indsatsen vise det almenmenneskelige og genkendelige i folks reaktionsmønstre. Det er også, hvad den engelske antistigmatiseringskampagne har gjort. Indholdselementer LAP mener, indsatsen primært skal vise en række gode eksempler: 1) RECOVERY: At det er muligt og forventeligt, at folk kan komme sig. 2) SYGDOM ELLER MESTRINGSSTRATEGI? At psykiske lidelser både i sin opståen og sin heling i højere grad skal ses kontekstafhængigt. Nærmere specifikt, at mange psykiske lidelser kan ses som en art mestringsstrategi, hvor sjælen skaber et rum omkring sig, hvor den kan holde ud at være. At forstå psykisk lidelse som et forsøg på mestring frem for defekt kan øge den almene befolknings forståelse. 3) INKLUSION - I ARBEJDE, UDDANNELSE OG SAMFUNDSLIVET, HVORDAN? At se eksempler på hvordan arbejdspladser/uddannelsessteder er gjort åbne og tilgængelige, også til mennesker ramt af psykisk lidelse. Spredning af en handicapfaglig tilgang. 4) En indsats mod stigmatisering må nødvendigvis også udfordre gældende lovgivning og forestillinger om at psykisk syge kan og bør fratages RETTEN TIL SELVBESTEMMELSE om egen behandling, omsorg og velfærd. Vedr. punkt 1: at det er muligt og forventligt at komme sig Formidling af historier om mennesker, der er kommet sig, samt forskning om dette. Vedr. punkt 2: psykisk lidelse som mestringsstrategi At skære i sig selv, drikke meget heftigt, spise forkert (for meget/blive anorektisk) kan ses som udtryk for at man er i en situation, hvor man ikke har andre værktøjer, og man ikke kan andet. Man kan derfor ikke fjerne den selvskadende adfærd, medmindre man sætter andre mestringsstrategier i stedet. 15

16 Endvidere mener LAP, det er vigtigt at sætte fokus på de miljø- og kontekstafhængige elementer, der er i dels at blive ramt af psykisk lidelse men også at fjerne sig fra den igen. De senere år har en stadig større gruppe inden for den lægefaglige verden anerkendt miljøets betydning for udviklingen og graden af forstyrrethed. Det har længe været anerkendt, at der er en sammenhæng mellem belastende livsomstændigheder og psykisk lidelse. Således offentliggjorde det nordiske tidsskrift Acta Psychiatrica Scandinavica allerede for et par år siden dokumentation for, at godt 60 % af mennesker indlagt på psykiatriske afdelinger havde været udsat for seksuelt misbrug, misrøgt eller andre former for omsorgssvigt i barndommen. Vedr. punkt 3: fra ghetto til inklusion en øget handicapfaglig forståelse For længe har man troet, at psykiske lidelser var uhelbredelige og har accepteret etableringen af et parallelsamfund, et reservat for mennesker, som samfundet skønnede var for sære/mærkværdige til at passe ind. Det er muligt og forventeligt at komme sig, og samfundet bør være åbent og tilgængeligt, så man har steder at tage hen. Undersøgelser viser, at af alle handicapgrupper er mennesker med psykiske lidelser den gruppe, der er omgærdet af mest stigmatisering og fordomme og den gruppe af mennesker, som arbejdspladserne er mindst tilbøjelige til at inkludere og skabe plads til. For alle mennesker er det vigtigt at være noget for nogen. Her er arbejdsidentiteten en vigtig del for mennesker ramt af psykisk lidelse, ligesom det er for alle andre. Som i alle andre arbejdsforhold vil graden af kompetence og kvalifikation være det altafgørende i etableringen og fastholdelsen af et arbejdsforhold, men også samfundets grad af handicaptilpasning til den enkelte kan stille sig hindrende i vejen, ligesom den enkelte arbejdsgivers berøringsangst og uvidenhed om, hvad det vil sige at tilpasse en arbejdsplads kan gør, at han/hun ikke tør tage en medarbejder med en psykisk lidelse ind. Alle ved, at hvis en kørestolsbruger skal ind på en arbejdsplads, skal der være en rampe eller elevator, så medarbejderen kan komme ind. Men hvad vil det sige, hvis mennesker med psykiske lidelser skal integreres i det ordinære uddannelsessystem og i arbejdslivet? Vedr punkt 4: retten til selvbestemmelse En indsats mod stigmatisering bør fremhæve den psykisk syge som ekspert i eget liv, tage afsæt i tilgangen intet om os (mig) uden os (mig) og gøre op med formynderi over for psykiatriens patienter. Der er vigtigt at vende det almene billede i medier og offentlighed om psykisk syge som farlige potentielle mordere, der skal holdes indespærret. Her må indsatsen også nødvendigvis rettes mod de myndigheder og de fagpersoner, der har ansvar for, at der i disse år foregår en stigende kriminalisering af det at være psykisk syg. Der bør som en del af kampagnen fokuseres på det urimelige i, at mange psykisk syge kriminaliseres på en helt urimelig måde ved at ubetydelige hændelser på psykiatriske afdelinger og bosteder politianmeldes og får retslige følger i form af ydmygende retssager og foranstaltningsdomme, der er helt ude af proportion med lovovertrædelsernes karakter og alvor. Der bør slås til lyd for et opgør med nultolerancepolitikken, træning af personale i konfliktløsning og opgør med den menneskeretsstridige mangel på proportionalitet, når mindre alvorlige lovovertrædelser sanktioneres. Der kan her tages 16

17 afsæt i FN konventionen om rettigheder for personer med handicap, idet konventionen tydeliggør det menneskeretsstridige i særlovgivning på området. Målgrupper Strategien for indsatsen bør udmønte sig i en række tiltag på forskellige niveauer, på lignende vis som man har gjort i den engelske kampagne: 1) Målrettet lægefaglige og andre faglige uddannelsessteder, såvel som faggrupper i og omkring psykiatrien 2) Den brede befolkning, OBS-spots 3) Ungdomsuddannelser, folkeskoler og gymnasier Som den engelske kampagne bør den have forskellige dybder: geografisk spredning, landsdækkende og lokal forankring, gerne baseret på dialogmøder med mennesker, der har været ramt af psykisk lidelse som vigtige aktører. 17

18 6. Linien når sindet gør ondt På Linien når sindet gør ondt modtager vi årligt mellem og opkald fra psykisk sårbare mennesker eller deres pårørende. Til at besvare disse opkald har Linien flere end 100 ressourcestærke frivillige samtalepartnere i alderen år, der efter et grundigt introduktionsforløb, tager telefoner dagligt fra kl Stigmatiseringens konsekvens: Ensomhed Et af de mest gennemgående temaer i samtalerne på Linien, er ensomhed. Liniens brugere beskriver dagligt, hvordan de føler sig ensomme og oversete, og at de oplever, at det er yderst vanskeligt at få kontakt med andre mennesker. Mange psykisk sårbare kommer typisk på væresteder, hvor de andre tilstedeværende ofte også savner overskud til at kompensere for den mangel på kontakt, som de fleste føler. Samtidig lider mange af Liniens brugere af angst i forskelligt omfang, hvilket gør det svært for dem at tage kontakt til fremmede, og i det hele taget at bevæge sig ud i det offentlige rum. En frivillig samtalepartner fortæller: Brugeren var forpint og angst, men havde et dybt ønske om fysisk og psykisk kontakt med andre mennesker. Har på nuværende tidspunkt ingen menneskelige relationer, og behovet bliver større og større, samtidig med, at angsten bliver større og større. Menneskelig kontakt og sparring På Linien bliver alle samtaler beskrevet i et evalueringsskema, som ved udgangen af hvert år danner grundlaget for en omfattende statistik. Og statistikken taler sit tydelige sprog i 2009 var ensomhed et væsentligt tema i over halvdelen af samtalerne. Alle har brug for menneskelig kontakt og sparring for at kunne fungere, så det gælder selvfølgelig ikke mindst, hvis man er psykisk sårbar. På Linien oplever vi ofte, at helt nye frivillige udtrykker stor usikkerhed i forhold til, hvordan de skal tale med psykisk sårbare mennesker. Derfor bliver det understreget på vores kurser i og i vores supervision, at det altid er vigtigt at se og tale med selve det menneske, der ringer. Den frivillige er ikke i kontakt med en, der har skizofreni eller depression, men med et medmenneske, som har brug for én at tale med. En frivillig samtalepartner fortæller: Brugeren sagde, at hun havde været syg i 6½ år, men ikke ønskede at tale om sygdom men om dagligdags hændelser, som om hun var helt normal. Det var der ingen andre, som gjorde. Det er derfor vores indtryk på Linien, at stigmatisering og isolation af psykisk sårbare kan være konsekvensen af uvidenhed, som også kommer til udtryk i spørgsmålet: Hvordan taler jeg med et menneske, der har en sindslidelse? 18

19 En mulighed ud: Recovery Gennem kurser og foredrag bliver de frivillige på Linien i stand til at se psykisk sårbare mennesker i et andet lys. Blandt andet har et foredrag om Recovery været med til at starte tanker og debat om muligheden for som bruger at komme sig. Ligesom inddragelsen af den narrative tilgang i vores samtaler, giver brugeren mulighed for at se på sig selv gennem andre briller. Og ikke mindst for at føle sig som ekspert og ressourceperson i sit eget liv, frem for at blive fastholdt i en rolle som kronisk syg og uden fremtidsmuligheder. En frivillig samtalepartner fortæller: Brugeren føler, at hun bliver holdt udenfor i familien. Manglende accept. Vil gerne se sit barnebarn mere. Ville meget gerne passe barnet. Ville ønske, at datteren bad hende om at passe den lille. Savnede den kontakt, hun havde med datteren, før datteren selv blev mor. Afstigmatisering gennem psykoedukation Gennem uddannelse og træning, bliver de frivillige samtalepartnere i stand til at betragte de psykisk sårbare uden at bruge diagnoser og sygdomsbeskrivelser til at putte dem i kasser. Denne måde at tænke på oplever flere også kommer til udtryk i deres private liv, hvor de er bedre klædt på, hvis de kommer i kontakt med psykisk sårbare og deres pårørende. Ved at fjerne fokus fra det klinisk diagnosticerede, bliver de frivillige i stand til at møde det andet menneske uden fordomme og den angst/frygt/uforståenhed, som en del føler, når de kommer i kontakt med en psykiatribruger. Vi hører dette både som respons på samtalerne fra brugerne, fra de frivillige selv og fra de mennesker, som de omgås privat. På denne måde bliver det muligt for nogle, der ellers ikke ville indrømme dét, som er svært, at tale om det. En frivillig samtale partner fortæller: Brugeren var begyndt at føle, at hun ikke kunne overskue sin dagligdag. Hun var bange for, at der var noget galt med hendes hjerne. Hun ville gerne undersøges på Hamlet, men ville også gerne tale med en psykolog. Hun ville dog ikke bede om en henvisning fra egen læge, og derfor gav jeg hende nummeret på psykologisk rådgivning. Mange af Liniens brugere oplever således, at de bliver misforstået og behandlet uværdigt på grund af manglende viden om psykisk sårbarhed og usikkerhed i mødet med psykisk sårbare. Et alment budskab kunne være: Mød mennesket - ikke diagnosen 19

20 7. Livslinien Problemet med stigma i forhold til selvmordstruede I Danmark betragter sundhedsvæsenet og psykiatrien selvmordstanker- og adfærd som værende forårsaget af eller symptom på en psykiatrisk lidelse. Det medfører, at den selvmordstruede i mødet med systemet vil opleve, at skulle diagnosticeres og passe ind i en anden psykiatrisk kategori, for at blive behandlet. Har man ikke en psykiatrisk diagnose, eller kan man ikke kategoriseres i en, vil man blive afvist. Selvmordstanker anerkendes ikke som et selvstændigt og alvorligt problem, der kræver behandling. Det medfører, at mange ikke får behandling, men afvises med en stor risiko for at selvmordstankerne bliver til handling, selvmordsforsøg eller i værste fald selvmord. Selvmordstanker sætter sig mellem flere stole og hører, som det er nu, hverken til i somatikken, psykiatrien eller i særlig stor udstrækning i de ambulante tilbud. Det er forbundet med store økonomiske og menneskelige omkostninger, at problemet ikke anerkendes eller imødekommes i psykiatrien/sundhedsvæsenet. Og inden for det somatiske system bliver problemet med stigmatiseringen kun forværret af, at langt de fleste selvmordsforsøg med svage smertestillende på de somatiske afdelinger kategoriseres som medicinforgiftninger. Det betyder at den indlagte dermed heller ikke får tilbud om opfølgende psykologisk/psykiatrisk behandling, men blot bliver behandlet for de fysiske skader og derefter sendt hjem, men den store risiko det medfører for gentagne selvmordsforsøg eller selvmord. Særlige områder, der kræver en indsats Hvis vi skal skabe en psykiatri i verdensklasse, hvor selvmordstruede ikke stigmatiseres, er det helt afgørende, at behandlingstilbud og tænkning/tilgang til selvmordstanker/adfærd blandt fagpersonalet i psykiatrien og sundhedsvæsenet bliver en anden. Selvmordstanker bør anerkendes som et selvstændigt problem, hvor man fokuserer på selvmordstankerne og den selvmordstruedes egen oplevelse af risikovurdering, årsag og løsning i samarbejde og dialog med en professionel. Det bør tage afsæt i at anskue den selvmordstruede, som den vigtigste ressource i løsningen af problemet, i stedet for at det bliver psykologen/psykiateren, der skal stille en diagnose og kategorisere eller indkredse registerfaktorer hvor mange gange har du forsøgt selvmord = risikoen for tilbagefald. Der er en larmende mangel på viden om selvmordsadfærd og tanker blandt professionelle indenfor psykiatri og sundhedsvæsen, og Livslinien anbefaler derfor at en opkvalificering og bevidstgørelse/holdnings- og adfærdsændring bør være et klart formål med en afstigmatiseringskampagne. På sigt bør målet være mange flere ambulante tilbud til selvmordstruede. Der er i dag centre i nogle regioner, men det er langt fra nok set i lyset af problemets omfang. Livslinien har bud på konkrete og afprøvede behandlingsformer, som man har gode erfaringer og resultater med fra udlandet (CAMS). Hvordan Livslinien arbejder for at bekæmpe stigma Livslinien ser selvmordstanker og adfærd som et selvstændigt problem. Vi går ikke op i psykiatriske diagnoser, men tager udgangspunkt i opkalder/indskrivers selvoplevede situation/krise og muligheder/løsninger. Vi har forståelse for, at selvmord kan opleves som en udvej, men vil til enhver tid hjælpe med at se andre muligheder. 20

21 Hvad kan vi i fællesskab gøre? Vi kan ændre vores måde at tale om og se på selvmordstanker og adfærd. Tage det alvorligt som et selvstændigt problem og droppe jagten på en bagvedliggende diagnose. Vi kan lære vores børn og unge, hvad de skal gøre, hvis de får selvmordstanker eller bliver bekymrede for en anden. Vi kan give børn og unge de nødvendige livsmestringsværktøjer, som gør at de bedre kan håndtere svære perioder, oplevelser eller kriser, for eksempel ved at indføre livsmestring som et fag i skolen. Det vil både forebygge og virke afstigmatiserende i forhold til selvskade, selvmordsadfærd/tanker, spiseforstyrrelser, psykiske problemer/sårbarhed, og vil skabe bedre og stærkere borgere på sigt. 21

22 8. Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) Vi definerer begrebet stigmatisering som: En situation omkring en person, der på grund af afvigelse ikke accepteres af samfundet, hvilket kan medvirke til at fastholde personen i en afvigende adfærd. Hvordan ser LMS problemet med stigma? Overordnet set slår vores slogan: Spiseforstyrrelser handler om følelser og ikke kun om mad, problematikken ret præcist fast. Ofte er der nemlig stor fokus på maden, som blot er et symptom og ikke på følelserne, som er det der egentlig skal bearbejdes. Vi vil her særligt trække to stigmaer frem 1) LMS oplever især, at omverdenen stigmatiserer mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade ved at se på deres lidelse som selvforskyldt. At signalere, at de kan da bare tage sig sammen. spis eller lad være, siger omverdenen enten direkte eller indirekte. Eller, lad nu være med at skære i dig selv. Konsekvensen er, at mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade ikke bliver taget alvorligt som psykisk syge på trods af, at anoreksi er den mest alvorlige psykiske sygdom med høj dødelighed, der findes. Punktet er i lighed med mange andre stigmatiseringer et spørgsmål om uvidenhed og tabuer. Selv hos fagpersoner, som man tænker, burde vide bedre. Derfor er det et punkt, der kræver generel oplysning og aftabuisering. Punktet er særligt aktuelt og vigtigt for kommende generationer, da de primære målgrupper er børn og unge, og de personer der er omkring de unge, på de steder hvor unge færdes. Forældre er en anden vigtig målgruppe. Her oplever vi både ukendskab, tabuer og manglende lyst til at acceptere at deres børn måske er psykisk syge. I forhold til dette punkt, mener vi, at der primært bør sættes ind overfor sundhedsplejersker og læger som er de første, der har faglig kontakt til unge med risikoadfærd. Vi arbejder selv med at bekæmpe dette stigma via egne rådgivnings- og informationsaktiviteter. Herunder foredrag på skoler. 2) Derudover sker der en stigmatisering af mennesker med tvangsoverspisning, idet deres lidelse ikke bliver anerkendt som en egentlig diagnose, der kræver psykiatrisk behandling, og idet de oftest bliver behandlet som overvægtige. I forhold til overspiserne er det vigtigt, at der bliver sat ind politisk, således at BED bliver anerkendt som diagnose. Vi arbejder selv proaktivt med at påvirke politiske beslutningstagere og sætte mediedagsordener. Det er ligesom i punkt 1 et spørgsmål om manglende viden generelt i befolkningen, der forveksler tvangsmæssig overspisning med fedme og overvægt. Hvad kan vi i fællesskab gøre for at bekæmpe stigma? Informere befolkningen via koordineret landsdækkende informationskampagner/events med relevante og forståelige eksempler, som igangsættes samtidig og så massivt, at det giver genklang såvel blandt politikere som den almene befolkning. Ud fra de stigma, der vælges at bearbejde, kan der laves visuelle eksempler på tabuer/stigma i lighed med den tabukampagne som fire foreninger fik tildelt af reklamebranchen i 1999 (Reklame for Alvor). Vi mener, det er vigtigt, at få fat i de yngre generationer i en sådan kampagne samt fagpersoner omkring de unge. 22

23 9. Pårørende til Spiseforstyrrede (PS) Psykiatri Topmødet 2009 var starten på en bevægelse der var enorme kræfter i spil. Kræfter som vi hele tiden fornemmer rundt i de mange frivillige foreninger. Her ligger uanede kræfter, hvis blot vi kan få dem sat i spil i en koordineret indsats og med fælles overordnede mål. I den atmosfære med alt den begejstring og det store engagement, der var i hele rummet ved Topmødet - i ethvert hjørne og hos alle deltagerne - fik vi nogle gode snakke med de fremmødte politiske ordfører. Vi var enige om, at det var kræfter som disse, der skulle sættes i spil, hvis vi skulle ændre på opfattelsen af psykisk sårbarhed. Disse kræfter kunne flytte langt mere end store dyre reklamekampagner med fine budskaber. Derfor indsendte vi straks en opfordring til alle de politiske ordfører omkring de forestående satspuljeforhandlinger. Den beskriver meget godt, hvad vi overordnet vil. Vores henvendelse blev fulgt op af en række intense dialoger og drøftelser med de forskellige ordførere. Opfordringen på papiret lød sådan: OPFORDRING til ordførerne for Satspuljeforhandlingerne Afsæt penge til en ny omfattende landsdækkende tabu- og videnskampagne kombineret med forskellige happenings om psykiske sårbare og deres pårørende over de næste 3 år. Vi skal arbejde målrettet på at ændre holdningerne i samfundet. Stoppe udstødning og isolation alle skal med! Psykiske lidelser er omgæret af alt for meget tabu, skyld og skam det kom tydeligt frem på Psykiatritopmødet 3. oktober En lang række undersøgelser peger på, at danskerne er meget uvidende om området en uvidenhed, som betyder, at mennesker med psykiske lidelser bliver holdt ude af et socialt fællesskab og ikke mindst holdt ude af arbejdsmarkedet. Psykiske syge og sårbare får dermed ikke mulighed for at deltage tilstrækkeligt i det gode liv, og de har ikke en reel chance for at bryde den onde cirkel. I dag taler vi åbent om alverdens sygdomme. Men når det kommer til psykisk sygdom, er der stor tavshed, selvom psykisk sårbarhed omfatter ligeså mange danskere, som de store somatiske sygdomme, kræft, hjertesygdomme og diabetes. Der er brug for mere åbenhed om det at være psykisk sårbar og pårørende, så hele Danmark finder ud af, at det er naturligt at være psykisk sårbar. Nøjagtig som når én med en opereret diskusprolaps kan komme på arbejdsmarkedet, hvis der udvises nogle hensyn kan en psykisk sårbar også udfylde en arbejdsfunktion, hvis blot der tages hensyn til det pågældende handicap. Ved større åbenhed vil de psykisk sårbare i højere grad selv finde det ok, at søge hjælp langt tidligere og dermed inden deres sårbarhed udvikler sig til alvorligere og langvarigere tilfælde. Forskning viser med alt tydelighed, at de pårørende til personer med psykiske lidelser ofte mistrives og får større fravær på arbejdspladsen og bliver mere socialt isoleret. Mange kan hjælpes, hvis de har nogen at snakke med. Omsorg og medmenneskelig interesse kan forebygge meget og give lys og håb og sætte følelsen af skyld og skam i baggrunden. De pårørende til den, som lider, vil blive bedre til at se signalerne og tidligere guide den, som lider til at opsøge hjælp. En tabu- og videnskampagne vil påvirke på mange fronter: De psykisk sårbare, de pårørende, familie og venner, arbejdsgivere og kolleger. 23

24 Mere viden og mindre tabu vil betyde, at langt flere på arbejdsmarkedet vil finde det ok at arbejde sammen med én, der har en psykisk lidelse. Dermed vil det også blive lettere for arbejdsgiver at ansætte én, som er psykisk sårbar. Ligesom større åbenhed på skoler og i undervisningsmiljøer vil gøre det naturligt, at psykisk sårbare er del af fællesskabet. PS Landsforening stod som del af Det Sociale Netværk bag Psykiatritopmøde 2009 sammen med en række af Danmarks andre organisationer og foreninger på psykiatriområdet. Hvis ansøgningen her imødekommes vil PS Landsforening tilstræbe at søge om penge til at gennemføre kampagnen i samarbejde med Det Sociale Netværk og de øvrige organisationer i Netværket. Analyseinstituttet Interresearch, dec. 2008: Vil du fortælle din kollega, hvis du havde fået en psykiatrisk diagnose? Ville du foretrække, at dine nærmeste undlod at fortælle omgivelserne om din psykiske lidelse? Ja Nej Ja Nej Ved ikke 48 procent 52 procent 50,6 procent 35,3 procent 14 procent Forstår du godt, hvis psykisk syge skjuler sin sygdom? Ja Nej Ved ikke 85,4 procent 9,8 procent 4,8 procent For os handler det primære ikke om store fine reklamekampagner det skal naturligvis indgå som en del af den samlede pakke, men det er ikke kampagner i medierne, der for alvor vil gøre en forskel. Den store forskel opstår, når det er mennesker, som står frem og ansigt til ansigt bringer budskaberne videre. Det vigtigste for at en sådan kampagne kan få gennemslagskraft er, at den bygger på direkte kontakt til både psykiatribrugere, pårørende, mennesker på arbejdspladser og i lokalsamfundet. Der skal virkelig investeres hjerteblod, så vi får startet en folkebevægelse, hvor nærhed, naturlighed og respekt for den enkelte uanset forskellighed og handicap er de grundlæggende elementer kort sagt en folkebevægelse, der bygger på en forståelse og accept af, at alle har noget at byde på, og at vi alle har brug for at være en del af et fællesskab og kunne bidrage til vores samfund. HVIS det skal lykkes, kræver det en koordineret indsats, som samler de frivillige landsforeninger for brugere og pårørende inden for psykiatrien, for det er her en folkebevægelse kan gro og vokse sig stor og mægtig. Det er her, vi har erfaringen, det er her vi kan gå ud i tusind fold og møde den enkelte på deres arbejdsplads, i deres byliv, på deres skole, og hvor det ellers lige sker. 24

25 Det er via de frivillige sociale foreninger, vi har adgang til nærsamfundet og den enkelte samlet har vi en organisation, som når ud til den yderste flække, og det er her vi med en koordineret og veltilrettelagt indsats kan sætte gang i en ny folkebevægelse, hvor vi gør op med fordomme og diskrimination af psykisk sårbare. 25

26