[Lindhart i Albertsen 1993]

Transkript

1 Mellem byen som bebygget omgivelse og det sociale gives der næppe generelle, lovmæssige sammenhænge, næppe heller ren tilfældighed, men noget kontekstbundet midt imellem, som man kan sige noget sandsynligt, rimeligt og fornuftigt om. [Lindhart i Albertsen 1993]

2 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD [7] RESUMÉ [9] SUMMARY [13] 1. INDLEDNING [17] 2. FORMÅL OG FORSKNINGSSPØRGSMÅL [21] Videnformål Sammenfatning af artiklerne 3. BØRN OG BARNDOM SOM UNDERSØGELSESOBJEKT [23] Forskning i børn og deres omgang med omgivelserne Mit syn på bøn og deres omgang med omgivelserne 4. BYEN OG BYKVARTERET SOM UNDERSØGELSESOBJEKT [31] Byen og kvarteret fra et perspektiv oppefra Byen og kvarteret fra et perspektiv nedefra Mine perspektiver på kvarteret 5. FORSKNINGSDESIGN OG METODE [41] 5.1 Forskningsdesign 5.2 Præsentation af cases 5.3 Indledende metodiske overvejelser 5.4 Metoder til dataindsamling 5.5 Databearbejdning og analyse 5.6 Forskningsprocessen og om at arbejde tværfagligt *** 3

4 DE FEM ARTIKLER ARTIKEL I: OM METODEN [66] Børn i bykvarteret hvad børn kan fortælle om deres boligkvarter. I: Nordisk Arkitekturforskning, No , pp (Gertrud Jørgensen, medforfatter) ARTIKEL II: OM KVARTERET OG BØRNS LIV I KVARTERET [80] The neighborhood as setting for children s everyday life. Indsendt manuskript. ARTIKEL III: OM BØRNS MOBILITET [104] Børns transportvaner trafikstrukturer og børns selvstændige mobilitet. I: Anker Lohmann-Hansen & Johan Nielsen (eds.) Trafikdage på Aalborg Universitet, konferencerapport bind 1. Transportrådet ARTIKEL IV: OM BØRNS STEDER [117] Rum til børn legepladser som børns steder. I: Nordisk Arkitekturforskning, No , pp ARTIKEL V: OM BØRNS OPLEVELSER I BYRUM [133] Byrum og ruter på tur med børn i fire danske kvarterer. I: K. Rasmussen (ed.) Steder til børn børns steder. Billesø & Baltzer (forthcoming 2006). *** 6. KONKLUSION DE EMPIRISKE RESULTATER [151] 7. PERSPEKTIVER FOR PRAKSIS [155] LITTERATURFORTEGNELSE [159] 4

5 BILAG 1 Informationsbreve til børn og forældre BILAG 2 Informationsbreve til forældre BILAG 3 Interviewguide BILAG 4 Opgørelse over interviewpersoner BILAG 5 Medforfattererklæring - Artikel I BILAG 6 Byen i børnehøjde skolevejen (Videnblad 3.3-7) 5

6 6

7 FORORD Denne ph.d.-afhandling indgår i forskningsprojektet Kvarteret som ramme om børns hverdagsliv, der var finansieret af forskningsrådenes særlige midler til grundforskning i byudvikling, integration og økologi, samt i børns vilkår og velfærd. Forskergruppen bag dette projekt er en tværfaglig flok, som i fællesskab indgik i en projektsammenhæng, der også havde til formål at bygge bro over faglige grænser inden for arkitektur, byplanlægning, geografi pædagogik, psykologi og sociologi. Forskergruppen har i fællesskab indsamlet det empiriske materiale, men hver for sig haft en af i alt tre hovedindfaldsvinkler: - Byplan-byarkitektur: Kvarterstruktur og byrum - Sociologi og pædagogik: Livsarena: sammenhæng eller autonomi. - Landskab: De grønne rum. Mit fokus er på delen om byplan-byarkitektur, og behandler især kvarterets fysiske rammers betydninger i børns hverdagsliv. Men projektet har frembragt en viden, der afspejler den faglige bredde i forskningsgruppen. Derfor er det ikke nemt at placere nærværende arbejde entydigt i den første kasse, og arbejdstitlen Kvarterstruktur og byrum blev forladt meget tidligt i forløbet, da det ikke afspejlede bredden i arbejdet. Dette skyldes hovedsageligt min egen tværfaglige baggrund, der spænder over samfundsfag, historie og geografi, og at min forskningsinteresse er, hvordan det byggede miljø virker på og opleves af mennesker. Forskergruppen har fulgt et fælles spor med enkelte justeringer på bemandingssiden undervejs. Dette fælles spor har bl.a. resulteret i to seminarer et midtvejs i forløbet, og et i afslutningsfasen. På disse seminarer er praktikere og andre forskere blevet præsenteret for, og inviteret til dialog om, projektets resultater. Forskningsprojektet er også knopskudt med et formidlingsprojekt om inddragelse af børn i byplanlægningen, der førte til publikationen Giv børn en stemme i byplanlægningen. 1 Forskningsprojektet indgik endvidere i et større tværfagligt projektprogram under Jens Qvortrups overordnede ledelse. I dette projektnetværk er der undervejs holdt seminarer med udveksling af informationer og viden til gensidig inspiration og støtte. Vejen frem til dette skrift har været lang og snoet og med enkelte stop undervejs. En læsevejledning her til er nødvendig for at sikre læserens forståelse af afhandlingens form. Den var som udgangspunkt tænkt og opbygget som en monografi. Det endelige produkt er blevet et andet. Det produkt læseren sidder med i hånden har form som en kappe, der omkranser en artikelsamling. Kappen består af punkterne 1-6, og artiklerne er puttet ind i mellem. En skriftlig fremstillingsform er altid lineær, men afhandlingen kan både læses cirkulært og lineært. Læseren kan dog med fordel følge den trykte rækkefølge Den valgte fremstillingsform rummer en del begrænsninger. En væsentligt ulempe ved fremstillingsformen er, at det i hver artikel er nødvendigt at sætte scenen på ny. Det er nødvendigt at repetere kontekst, metode, teoretisk ramme m.v. ved hver ny artikel, hvorfor læseren kommer til at stifte bekendtskab med en del gentagelser. Dette skal beklages, men det var desværre uundgåeligt. 1 Trine Agervig Carstensen, Anna Esbjørn Hess, Gertrud Jørgensen og Kim Rasmussen (2004): Giv børn en stemme i byplanlægningen hvorfor, hvornår, hvordan? Center for Skov, Landskab & Planlægning, KVL, Frederiksberg. 32 pp. 7

8 Hvad angår afhandlingens illustrationsside, har der i alle tilfælde været begrænsninger for, hvor mange illustrationer de publicerede tekster kunne få følgeskab af. En anden begrænsning den valgte form ansporer, er, at det kan være svært at indpasse og præsentere alle relevante analyser i relativt kortfattede artikler. Min fornemmelse er, at materialet stadig rummer mange interessante fragmenter, beretninger, og temaer, der fortjener at blive videregivet. Jeg håber at jeg får fortalt mange af dem senere i anden anledning. Som et sidste punkt skal nævnes den ujævnhed, der uundgåeligt fremkommer, når artikler er produceret over en længere periode, som i dette tilfælde. Artiklerne afspejler et forskningsprojekts udvikling og en refleksionsproces, og begrebsbrugen vil derfor variere en smule fra artikel til artikel. Men når det er sagt, må det også nævnes at fordelen ved denne fremstillingsform sådan som det i hvert fald fremstår fra forfatterens ståsted er den påtvungne nødvendighed for at stille skarpt på de udvalgte temaer, når de skal beskrives på et begrænset antal sider. Der er mange at takke for at arbejdet er nået her til. Der skal lyde en stor tak til mine to vejledere, arkitekt Lars Nicolai Bock og arkitekt Gertrud Jørgensen, sidstnævnte har også fungeret som projektleder på det store forskningsprojekt. De har ydet en hel essentiel støtte, rådgivning og paratvillighed. Jeg vil gerne rette en stor tak til den forskningsgruppe, der har været involveret i projektet, for deres uundværlige indsats som diskussionspartnere og kritikere. Det gælder kultursociolog Kim Rasmussen, landskabsarkitekt Susanne Guldager, psykolog Søren Smidt, antropolog Anna Esbjørn Hess, antropologistuderende Jill Sindholt og geograf Ole Damsgård. Også en stor tak til de deltagende børneinformanter, der har indvilliget i at øse ud af deres viden samt til de pædagoger og fritidshjem, der hjalp til med at få kontakt til børnene, og som lagde hus til empiri-indsamlingen. Tak til mine engelske gæstevejledere dr. Bülent Diken og prof. Andrew Sayer fra Lancaster University for mange spændende diskussioner om dansk barndom set med fremmede øje, dengang arbejdet var i sin vorden. Tak til Peter Hornshøj Sørensen for hjælp til de sidste finpudsninger. Endelig tak til Peter, Iben og Sara for evig tålmodighed i en proces, der har varet længe - og for altid at bringe glæde og inspiration i mit hverdagsliv. Frederiksberg, august 2005 Trine Agervig Carstensen 8

9 Resumé Ph.d.-afhandlingen Kvarteret i børnehøjde om steder og strækninger i moderne børns hverdagsliv ser på, hvilke interesser børn har i byens indretning, og hvordan bykvalitet ser ud i børnehøjde. Børn er flittige brugere af byens rum men også en gruppe, hvis interesser er nemme at overse i byplanlægningen. Som oftest er det ud fra et voksenperspektiv, det bliver formuleret, hvad der er til børns bedste. Trods gode intentioner, kan det være vanskeligt for voksne at begribe børns levevilkår her og nu. Ved at være lydhør over for børns egne vurderinger, kan voksnes forestillinger om, hvad der giver kvalitet i børns liv, kvalificeres. Vilkårene for barndommen ændres til stadighed, og ligeledes gør de fysiske rammer for børns opvækst. Kan man tale om, at der er sket en tilbagetrækning af børn fra gaden og det offentlige rum? Eller bruger nutidens børn blot byrummet på andre måder end tidligere? Hvilken rolle spiller kvarteret i børns hverdagsliv? Det er nogle af de spørgsmål, dette studie tager afsæt i. Afhandlingen beskæftiger sig med børns hverdagsliv i bykvarterer. Formålet er at belyse forskellige bykvarterers betydninger for børns hverdagsliv. Dette sker ved at undersøge, hvordan og i hvilke sammenhæng børn bruger og færdes i bykvarteret, hvilke kvaliteter bykvarteret rummer set i børnehøjde, og hvilke interesser børn har i kvarterets udformning og indretning. En vigtig drivkraft bag projektet har været at afprøve metoder til, hvordan man kan bruge børn som informanter om de fysiske omgivelser. Det studeres hvordan bykvarteret udgør en ramme om børns hverdagsliv. Der er fokus på bykvarterets fysiske og funktionelle egenskaber samt på den del af børns hverdagslivet, som foregår i de udendørs byrum og indenfor kvarterets rammer. Projektet beskæftiger sig med hvordan bykvarteret opleves og erfares af børn og tager udgangspunkt i børns narrativer. Således er børn de centrale informanter om deres daglige aktiviteter og oplevelser. Afhandlingen sigter mod at formidle indsigt i børns selvoplevede hverdagsliv i bykvarteret. Viden der hidrører børnenes perspektiv på byen kan være svært tilgængeligt og let at overse for voksne. Derfor sker dette i håbet om at kunne bidrage til refleksioner hos voksne, samt at undersøgelsens resultater vil kunne inspirere byplanlæggere i forbindelse med byudvikling og -omdannelse samt andre praktikere, der er med til at forme barndommens fysiske rammer. Forskningsdesignet er et sammenlignende casestudie, der tager udgangspunkt i fire meget forskellige bykvarterer i Københavnsområdet. Disse repræsenterer et bredt spektrum af fysiske og funktionelle karakteristika. De består af: 1) et karrékvarter på indre Østerbro med funktionsintegration, trafikal samfærdsel og et moderat udbud af udfoldelsesarealer; 2) et parcelhus-kvarter i Ballerup et rent boligområde, med trafikal samfærdsel og fokus på private udearealer; 3) et etagebolig-kvarter ligeledes i Ballerup med delvis funktionsintegration, mange udfoldelsesarealer og intern trafikseparation; og 4) et tæt-lav kvarter i Albertslund et rent boligområde med gennemført trafikseparation og mange udfoldelsesarealer. I undersøgelsen har 61 børn i alderen 5-12 år (flest i aldersgruppe 7-9 år) fra de fire kvarterer deltaget. Datamaterialet bygger på børnenes beretninger om, tegninger af og rundvisninger i deres kvarter. Det empiriske materiale er indsamlet i efteråret Afhandlingen er bygget op om fem artikler, der er omkranset af en kappe, som indeholder en præsentation af problemfeltet, forskningspositioner, metode, konklusion og perspektivering. I afsnit 3 og 4 behandles projektets forskningspositioner og den forskningsmæssige kontekst projektet 9

10 indskriver sig i. Dette angår perspektiver på og forskning i by- og kvarterliv på den ene side, og barndom og børns levevilkår på den anden. I det 5. afsnit præsenteres læseren for projektets metodologi, bl.a. overvejelserne bag valg af forskningsdesign og etablering af børneperspektiv, kroppens centrale placering for valg af metoder til dataindsamlingen, samt refleksioner over fremstilling og analyse samt evaluering af de valgte metoder. Efter de indledende afsnit i kappen følger fem artikler. I den første artikel opridses grunden for afhandlingens empiriske og metodologiske udgangspunkter. Her berøres temaer som børn som aktører, undersøgelsesdesignet, indsamling af empiri og brug af børn som centrale informanter. Desuden gives en karakteristik af den vidensform metodebrugen frembringer og eksempler på dette gives indenfor udvalgte temaer på tværs af kvarterne som mobilitet, autonomi og tid, stoflighed og skala, kvarterets fysiske og sociale nærhed. Afslutningsvis diskuteres undersøgelsens generaliseringsmuligheder. I den anden artikel behandles afhandlingens centrale tema: børns hverdagsliv inden for bykvarterets rammer. Denne artikel giver en kortfattet analyse af hver enkelt bykvarters byggede miljø og arealanvendelse. På denne baggrund analyseres hvordan kvarterrammen spiller ind overfor børns udeliv i, brug af og adgangsforhold i kvarteret, og hvordan den gør sig gældende, hvad angår børns sociale interaktioner, autonomi og mobilitet. I den tredje artikel ses der på børns transportformer og vaner. Artiklen beskriver hvordan børns transportvaner varierer fra kvarter til kvarter, og at mange af disse variationer kan forklares via de trafikale strukturer. Den ser på børns daglige transportlængder, og på børns forhold til voksnes restriktioner. Desuden berøres den tidslige strukturering af hverdagslivet, fritiden, den selvstændige mobilitet, trafik og risici. I den fjerde artikel stilles skarpt på et af afhandlingens vigtige temaer, nemlig børns steder i bykvarteret. Her efterforskes fænomenet legepladser og deres forskellige betydninger for børns aktiviteter og samvær i de fire kvarterer. Artiklen belyser legepladsers rolle, deres kvaliteter og mangler med udgangspunkt i børns brug og oplevelser og undersøger, hvad der er en rigtig legeplads set i børnehøjde. Endvidere granskes samspillet mellem rum til børn og børns egne steder i relation til legepladser. Den femte artikel omhandler børns omgang med og oplevelser i byrummet. Den eftersporer, hvilke betydninger børnene tillægger byrummet, og hvordan bykvalitet gestalter sig i børnehøjde. Her behandles blandt andet de daglige ruters vigtige rolle, hvad angår oplevelsesmuligheder i byrummet. Desuden ses der på, hvordan forskellige typer byrum tilbyder forskellige slags sansninger der bl.a. kan tematiseres som vartegn, orienteringspunkter, æstetik og detaljer. Afsnit 6 rummer afhandlingens sammenfattende konklusion. Her konkluderes bl.a., hvor afgørende sikre trafikale forhold er, for om børn færdes i og bruger deres kvarter på egen hånd. De trafikale forhold er også helt afgørende for børns handlefrihed i kvarteret og deres muligheder for at optræde som selvstændige aktører. Børnenes hverdagsliv er præget af en høj grad af institutionalisering, og en stor del af dagen befinder de sig på institutioner til børn institutions- øer. Blandt børnene i denne undersøgelse lader hverdagens ruter til at være et betydningsfuldt byrum. Ruter er steder for bevægelse og strækninger, der er mere eller mindre stramt struktureret i såvel tid som rum, men der er også af og til plads til at gøre ophold og skyde genvej eller tage omvej. Børns oplevelser af dagligdagens ruter og byrum er i høj grad kollektive. Det hænger sammen med, at børns 10

11 hverdagsliv indeholder de samme øer i form af institutioner. Børn erfarer de samme konkrete byrum på hverdagens børnestrøg. Legepladser de såkaldte om rum til børn udgør vigtige steder i børns hverdagsliv i alle de undersøgte kvarterer. Et centralt træk ved børns omgang med kvarterrummet kan således siges at angå børns omgang med præfabrikerede legeredskaber. Legepladser spiller forskellige roller alt efter om udbuddet af legepladser er stort, om legepladserne har nærhed til barnets bolig, om legepladserne indgår som en integreret del af boligmiljøet og om børnene kan og må færdes frit. Legepladser tilbyder børn mange væsentlige aktivitets- og udfoldelsesmuligheder. Børnene er samtidig kritiske overfor designet og gode til at beskrive, hvorfor én legeplads er god og en anden ikke. En god legeplads kan være én, hvor man kan genskabe anvendelsesmulighederne, én der appellerer til fantasien eller på anden måde giver rum og inspiration til nye lege. Byrummene er komponeret af forskellige elementer, der tilvejebringer forskellige oplevelsesmuligheder og vækker børns sanser på forskellig vis. Hvor varieret arkitekturen er, hvad angår bygningstyper, bygningshøjder, deres udsmykning og farver, er andre forhold, der skaber forskellige byrumssansninger. Børns opmærksomhed vækkes overalt af detaljer i omgivelserne. Alt efter byrummets beskaffenhed fremhæves forskellige slags detaljer. Jo mere varieret en arkitektur, der er i byrummet, jo flere bygningsdetaljer beretter børnene om. Samtidig er det også betydningsfuldt for sansemulighederne hvor blødt, formeligt og ubefæstet byrummet er, eftersom mange af de æstetiske sansninger er knyttet til naturen. Undersøgelsen har givet et billede af, hvordan børnelivet leves i forskellige kvarterer, og i det afrundende afsnit 7 perspektiveres resultaterne. Hvad angår de enkelte kvarterer, har de hver især deres fordele og ulemper, og man kan ikke fremhæve et kvarter som bedre end de øvrige. De rummer hver især såvel unikke som fælles træk. En væsentlig del af den viden projektet bidrager med er i form af metodiske erfaringer. Børn er kompetente meddelere om omgivelserne på lige fod med voksne. Men den viden børn er formidlere af er ofte i en svær tilgængelig form. Den er ofte er detaljeret, meget konkret og kun delvis verbal. Byrum på de daglige ruter gennem kvarteret kan mange steder gøres bedre. Hvis bykvalitet også skal være for børn, kan hverdagens ruter være et oplagt sted at tage udgangspunkt i. Dels sætter børnene pris på at være på vej til og fra hverdagens øer på ruterne, og dels er børnene her i umiddelbar berøring med de samme byrumsstrækninger. Byrummet på de daglige ruter gennem kvarteret kan forbedres bl.a. ved at give muligheder for at skyde genvej, stoppe op, hoppe ned, køre stærkt, samle smukke ting op etc. De kan derfor ses som et supplement til fx legepladser og parker i byens planlægning. Moderne børns hverdagsliv er stramt struktureret i såvel rum som tid, og det påvirker den rolle bykvarteret spiller. For det første er hverdagslivet insulariseret, dvs. det foregår på relativt afgrænsede øer. For det andet foregår hverdagslivet i omfattende grad også steder udenfor kvarteret, hvorfor en del af børns hverdagsliv synes udlejret fra kvarteret. For det tredje er børnene samtidig også bundet til kvarteret qua deres begrænsede mobilitet og autonomi. Således kan man, på baggrund af denne undersøgelse, karakterisere børns hverdagsliv i kvarteret som både insulariseret, udlejret og stedbundent. Kvarteret er fortsat et relevant og vigtigt planlægningsredskab, der kan sikre, at kvarterer tildeles kvaliteter, der også gør det til rare steder for børn at være. Det er fortsat relevant, at kvarterer udbyder offentlige goder som grønne områder, service- og handelsfaciliteter, bl.a. til gavn for befolkningsgrupper med begrænset mobilitet, og hvis hverdagsliv har mange lokale rødder heriblandt børn. 11

12 12

13 Summary This doctoral thesis entitled The Neighbourhood from Children s Altitude. On Places and Paths in Modern Children s Everyday Life. It addresses urban design and urban quality from a child s perspective. Children frequently use urban spaces but their interests are easily neglected in town planning. Mostly it is defined from the perspective of adults what is to the common good of children. Even though adults have the intentions to understand children s living conditions here and now, it can be difficult. By showing sensitivity towards children s own opinions adults conceptions of what gives quality to children s lives can become more qualified. The conditions of childhood change constantly and so do the physical settings for adolescence. Has a withdrawal of children from streets and urban outdoor space taken place? Are children nowadays using urban space differently than previous? What is the significance of the neighbourhood in children s everyday lives? These are some if the issues this study addresses. The thesis concerns children s everyday life in urban neighbourhoods. It aims to illuminate the significance of different urban neighbourhoods for children s everyday life. It investigates how and in which contexts children use and move in their neighbourhood. Also, it investigates which qualities the neighbourhood contains from a child s point of view and which interests children have in the design and arrangement of the neighbourhood. A leading force is to try-out methods of using children as informants about the spatial environment. It is studied how the neighbourhood constitutes a framework of children s daily lives. Focus is put on the physical and functional features of the neighbourhood and also on the part of everyday life which takes place in outdoor urban space within the neighbourhood. The study deals with how the neighbourhood is experienced by children. It takes a point of departure in children s narratives and children are the central informants about their daily activities and experiences. The thesis strives to obtain insight into children s self-experienced everyday life in the neighbourhood. Knowledge concerning children s perspectives on the urban space can be difficult to access and easily overseen by adults. Hence, the hope is to contribute to the thoughtfulness of adults and that the results can inspire town planners and other practitioners who contribute to the creation the physical framework of childhood. The research is conducted as a multiple case study and takes its starting point in four distinct neighbourhoods in the metropolitan area of Copenhagen. They represent a wide variety of physical and functional characteristics. The four neighbourhoods consist of: (1) a setting of compact apartment buildings in blocks at inner Østerbro with functional integration, united traffic forms, and a modest supply of sites for play; (2) a setting of single-family houses in Ballerup a purely residential area with united traffic forms and focus on private outdoor space; (3) a setting of open apartment buildings in blocks also located in Ballerup, with partly functional integration, a high supply of outdoor play sites and internal traffic separation; and finally (4) a low-dense setting in Albertslund - purely residential and with complete traffic separation and a high supply of sites for play. Children living in the four neighbourhoods have participated. They were between 5 and 12 years of age and the average range from 7 to 9. In total 61 children participated. The data consist of children s narratives, drawings and guided tours through their neighbourhood. It was collected in autumn The thesis is based on five articles surrounded by a coat. The coat consists of a presentation of the issues of research, research position, methodology, conclusions and perspectives. The research context 13

14 and research position this study goes into are the subject of section 3 and 4. It concerns perspectives and research on urban life and neighbourhood life on the one hand and of childhood and children s living conditions on the other. In section 5 the reader is introduced to the methodology of the study, e.g. considerations on the chosen research design, the establishing of a child s perspective, the central position of the human body in the data collection and of representation, analysis and evaluation of the applied methodology. After these introducing sections, the five articles follow. The first article sketches out the empirical and methodological starting points of the thesis. It concerns themes like children as actors, research design, collecting data and using children as central informants. It brings a characteristic of the sort of knowledge the applied methodology produces. It gives examples of this through themes like mobility, autonomy, time, materiality, spatial scale, and the physical and social proximity of the neighbourhood. Finally, it is discussed how generalisations arising form the study can be conducted. In the second article the central theme of the thesis is treated, namely children s everyday life inside the neighbourhood. The article brings a condensed analysis of the built environment and land use of each neighbourhood. On this basis it is analysed how the frame of the neighbourhood affects children s outdoor life, use and access to sites in the neighbourhood, as well as how the frame affects children s social relations, personal autonomy and mobility. The third article addresses children s ways and habits of transportation. It describes how the habits of transportation varies from neighbourhood to neighbourhood, and how many of these varieties can be explained by the traffic structures. It refers to children s daily longitude of transportation and to the restrictions of adults. Moreover it concerns the temporal structure of everyday life, recreational time, autonomous mobility, traffic and hazards. In the fourth article another central theme of the thesis is brought into focus, namely that of children s places in the neighbourhood. Here the phenomenon of playgrounds is investigated as well as their significance for children s activities and social interaction in the four neighbourhoods. The article illuminates the role of playgrounds, their qualities and deficiencies originating from the use and experience of children. It also investigates what a good playground is according children. Furthermore it scrutinizes the interplay between spaces for children and children s own places related playgrounds. The fifth article addresses children s interplay with urban space. It investigates which significance children ascribe to urban outdoor space and how urban quality reveals from children s point of view. The important role of the daily routes in terms of possibilities of experiencing urban space is analysed. Additionally, it is examined how perceived experiences is accessible in different urban spaces, and varies in terms of landmarks, points of orientation, aesthetics, and details. Section 6 contains the summarizing conclusion of the thesis. It is concluded how crucial secure traffic conditions are to children s autonomous moving around and usage of the neighbourhood. The traffic conditions are also of decisive importance to children s freedom of action and their possibilities for performing as autonomous actors. There is a high degree of institutionalization in children s everyday life and a great part of their daytime is spent inside institutions serving children institutional islands. Amongst the children of this study the daily routes appear to be of great importance. Routes are 14

15 places for movement and paths which are more or less strictly structured in time and space but also contains possibilities for stays and short cuts. Children s experience of the daily routes and urban outdoor space are to a high degree commonly shared. Children s everyday lives consist of the same islands as children s institutions. It is the same actual urban spaces children experience in their daily life. Playgrounds the so called spaces for children form important places in children s everyday life, and this applies to all four neighbourhoods. A common feature of children s interaction with neighbourhood space concerns children s interplay with prefabricated tools for play. Playgrounds play different parts whether they are big in numbers, whether they are closely located to children s homes, whether they are an integrated part of the residential environment and whether children are able to move about independently. Playgrounds offer children considerable activity and developmental possibilities. At the same time children are critical of playground design: they can competently describe why one playground is good and another is not. A good playground is one, where the application can be reproduced, and which appeals to imagination and inspires new games. Urban space comprises various elements, creating different possibilities for experience and alerting children s senses in different ways. It is dependent upon variations in architecture concerning housing types, building heights, decorations and colourfulness. Children s senses are roused by details in the environment. According to the quality of urban space different details are stressed. The more varied the architecture is, the more details of buildings children tell of. Also, it is important to the possibilities for perceiving urban space how soft and easily moulded and unpaved it is, whereas many aesthetic perceptions are closely related to nature. This study has pictured how children s lives are lived in different neighbourhoods. In the last section these results are contextualized. Regarding each single neighbourhood every one of them has advantages and disadvantages. No neighbourhood can be emphasized as better than the others. Every one of them consists of both unique and common features. An important part of the knowledge produced by this study concerns the methodological experiences. Children are competent informants about the urban environment just as adults are. But the knowledge children communicate is often not easy to get access to. It is detailed and very concrete and sometimes scarcely verbalised. Much urban space of the daily routes through the neighbourhood can be improved. If urban quality is meant for children the daily routes can be suitable points of departure. Partly because children enjoy being on their way to and from the islands of everyday life on the routes. Partly because children are in direct touch with and do share experiences of urban space on the daily routes. Urban space can be improved e.g. by giving possibilities for making short cuts, for making short stays, for jumping, for cycling fast, for collecting beautiful things and so forth. Hence, urban space of children s daily routes can be grasped as supplementary to e.g. playgrounds and parks in town planning. Everyday life of modern children is strictly structured in time and space. This affects the role the neighbourhood plays. Firstly, everyday life is insularized, i.e. it takes place on partly demarcated islands. Secondly, everyday life is very much taking place else where and beyond the neighbourhood, and a great part of everyday life seems to be disembedded of the neighbourhood. Thirdly, at the same time children are bound to the neighbourhood because of their limited mobility and autonomy. In this way and on the basis of this study one can characterise children s everyday life in the neighbourhood as both insularized, disembedded, and embedded. Neighbourhoods are continuously both relevant and an important tool of spatial planning, which can ensure qualities of neighbourhoods so that they are nice places for children to stay. Neighbourhoods offering public goods such as public services, cultural and commercial facilities, recreational and green areas e.g. are to the benefit of the inhabitant groups whose mobility is limited and whose everyday lives consist of many locale roots here amongst children. 15

16 16

17 1. Indledning Børn er indbyggere i vores byer, og de er flittige brugere af byens rum. Tre ud af fire danske børn i dag vokser op i urbane omgivelser. Men børn er en overset gruppe, hvis behov ikke er særlig godt afspejlet i byplanlægningen. Børn har ikke stemmeret og betragtes ikke som en relevant politisk gruppe, og de gives sjældent mulighed for at deltage i planlægningsprocesser. Som oftest er det ud fra et voksenperspektiv det bliver formuleret, hvad der er til børns bedste. Men hvilke interesser i byens indretning har børn, og hvordan ser bykvalitet ud i børnehøjde? Dette er de styrende tanker i dette projekt. Voksne skaber rum til børn, men skabes de på baggrund af viden om børns ønsker og behov, eller ud fra andre kriterier og forestillinger, kunne man lidt polemisk spørge. Formgivning og tilrettelæggelse af boligområder- og friarealer, afspejler ofte planlæggere og arkitekters forestillinger om børnevenlige miljøer, der på den ene side kan have rod i egne barndomsoplevelser, og på den anden side kan være et produkt af samtidens herskende planidealer, samt af arkitektfagets vanlige praksis. En klassisk idealforestilling om den gode by for børn, er Venedig en by uden biler og uden behov for legepladser. 2 Alle voksne har været børn, og de fleste vil mene, at de godt ved, hvad børn efterspørger og værdsætter. Givetvis er mange af børns fordringer, ønsker og behov konstante, men samtidig er der også mange tegn på, at barndommen, og det at være barn, er en foranderlig størrelse. Ser man på barndommen i et historisk perspektiv, som den franske mentalitetshistoriker Philippe Ariès har gjort, bliver det klart, at den barndom, vi kender i dag, er et relativt nyt fænomen. Dannelsen af de moderne velfærdsstater har haft mange økonomiske, kulturelle, sociale og rumlige konsekvenser for børn og for barndommen. Fx er ændringer i arbejdsmarkedsmønstre, særligt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, den øgede brug af institutioner for børn og dermed ændringer i hverdagslivets tidsstruktur, tilsammen med øget urbanisering, stigende trafik 3 m.m., forandringer af samfundet, som har implikationer for børn. Ændringer af barndomsvilkår kan også relateres til børneopdragelse m.v. Hvad angår eksempelvis småbørnspleje, er alt, hvad små børn har godt af og behov for, kanoniseret i Bogen om barnet. Denne kerneviden er dog langt fra statisk. Hvad der er god latin nogle år, kan få år senere være ændret radikalt. Som et eksempel kan nævnes, at det for 30 år siden var konventionen, at det var godt for (især små) børn at bo med jordkontakt og i alle fald ikke i alt for høje huse. Da Børnekommissionen i 1980 udgav rapporten Småbørn i bolig og miljø, der analyserede børns opvækstvilkår i en række forskellige boligområder, fik den tætte by dårlige anmeldelser som opvækstmiljø for børn. Den blev forbundet med heftig trafik, ringe mulighed for børns færden på egen hånd, støjgener, begrænsede udendørsarealer, forurening etc. Meget er forandret siden Bl.a. har byfornyelse forbedret de tætte bydeles kvalitet. Boligmassen er blevet renoveret og moderniseret, og gårdsaneringer forbedret børns bolignære legemuligheder i tætte byområder. De 2 se Arkitekten nr. 16, 1972:328f. 3 Både international og dansk forskning viser (O Brien et al 2000; Jensen & Hummer 2002), at et stigende antal børn transporteres til skole og fritidsaktiviteter i bil, bl.a. som følge af stigende bilisme, der gør skoleveje utrygge. Desuden er det blevet påvist, at engelske børn i løbet af de seneste 30 år har fået indskrænket det geografiske område de må færdes uledsaget indenfor (Hillman et al 1990). 17

18 tætte bykvarterer oplever i disse år en renæssance 4 som opvækstmiljø for børn. Således kan man også på baggrund af bosætningen se, at paradigmer for den gode barndom ændrer sig over tid. Børn og voksne har forskellige perspektiver på tilværelsen. Verden i voksenhøjde opleves i stigende udstrækning som kompleks, usikker og risikofyldt, og med udfordringer i form af øget valgfrihed og selvforvaltning. Disse omstændigheder er med til at fremme en menneskelig adfærd, hvor ønsket om at beskytte sine nærmeste er udbredt, og der er en tendens til at nutidens børn bliver mødt med begrænsninger for deres færden. Engelske forskere 5 har vist, at der eksisterer et spændingsforhold mellem børns og voksnes måder anskue udfordringerne på. Når voksne og børn spørges til råds om, hvordan byrum kan forbedres, prioriterer børn bedre lege-steder højest, mens voksne synes mere sikkerhed er vigtigst. Hvad angår tilrettelæggelse af børns hverdagsliv, og herunder også indretningen af deres opvækstmiljøer, ses voksnes risikoreducerende strategier tydeligt. På legepladser bliver de mest interessante redskaber fjernet, og ser man på Legepladsreglementet er der standarder for sikkerhed i enhver henseende. Engang besøgte jeg et nybygget boligkvarter ved Århus. Landskabet skrånede, og som led i en byøkologisk ambition om at opsamle regnvand lokalt var der blevet udgravet et vandhul ved en boliggruppe. Som en moderne udgave af landsbyens gadekær fandtes her et fint, lille andehus. Man kan levende forestille sig hvilket yndet legested for kvarterets børn, det må have været. Men stedet var blevet indhegnet med høje trådhegn og gjort utilgængeligt i anden end visuel forstand. Den udløsende grund til hegnsopsætningen kendes ikke; måske har nogle forældre fundet legestedet uforsvarligt; måske er et barn vitterligt kommet slemt til skade her. Et andet sted i boligområdets åbne landskab hinsides bebyggelse findes endnu et vandhul. Også dette er indhegnet. Det forekommer at rationalet bag disse voksenhandlinger er: Er det muligt at tæmme og eliminere naturen og dens farer, bør det gøres jo før jo bedre! Denne lille historie er et eksempel på flere ting. Dels at voksne begrænser og sætter barrierer op for børns udfoldelsesmuligheder. Og dels at børn ikke anses for at være kompetente nok til at håndtere hverdagens risici og udfordringer. Hvordan oplever børnene selv barrierer og muligheder i deres hverdagsliv? Ved at give plads for børns egne opfattelser af deres opvækstmiljøer, er det håbet at kunne bringe nye perspektiver på, hvad der - lige nu og her i Danmark - gør sig gældende i børns samspil med bymiljøer, og hvilke kvaliteter der er ved forskellige bykvarterer? Der er formentlig mange ting, der er med til at bringe kvalitet og velfærd ind i børns liv. Ved at være lydhør over for børns egne vurderinger kan voksnes forestillinger om gode børneliv kvalificeres. Kan man tale om, at der er sket en tilbagetrækning af børn fra gaden og det offentlige rum? Kan man 4 Efter at være faldet op gennem 1980 erne begyndte antallet af børnefødsler atter at stige i 1990 erne. I de tætteste bykvarterer i Københavnsområdet har stigningen af børn på 0-4 år været dobbelt så stort som i det øvrige land. Antallet af børn i alderen 5-14 år er op gennem 1990 erne ligeledes steget mest i de tætte bydele. (Kilder: Københavns Statistiske Årbog 1990 og 1995; Danmarks Statistik: Statistisk Årbog 1995, Statistisk tiårsoversigt 1996 og Befolkningen i kommunerne 1.januar 2000). 5 Se O Brien et al

19 gå så vidt som til at beskrive danske børns hverdagsliv som udlejret 6 fra kvarteret? Eller bruger nutidens børn blot byrummet på andre måder end tidligere? Det er nogle af de temaer, det foreliggende projekt kredser om. 6 Den engelske sociolog Anthony Giddens begreb disembedding på dansk den konstruerede term: udlejring - beskriver den proces, hvor sociale relationer løftes ud af lokale og bundne sammenhænge og i stedet rekonstrueres på tværs af tid og rum Giddens (1990:26). 19

20 20

21 2. Formål og forskningsspørgsmål Projektet beskæftiger sig med børns hverdagsliv i bykvarterer. Formålet er at belyse bykvarterets betydning for børns hverdagsliv, og hvordan bykvarteret opleves i børnehøjde. Overordnet set vægtes: - hvilke forskelle og ligheder, der præger børns hverdagsliv i forskellige bykvarterer. - hvordan børns hverdagsliv er organiseret og struktureret i tid og rum. - hvilke sammenhænge der er mellem bykvarterers organisering og indretninger, samt børns daglige handlefrihed og udfoldelsesmuligheder. På det konkrete plan undersøges, hvilke karakteristika i bykvarteret, der har særlig betydning for børns hverdagsliv heri. Dette sker ved at undersøges: (1) hvordan og i hvilke sammenhæng børn bruger og færdes i bykvarteret, og (2)hvilke kvaliteter bykvarteret rummer set i børnehøjde, og hvilke interesser børn har i kvarterets udformning og indretning. Problemfeltet er afgrænset og fokuseret på følgende vis: Der ses på bykvarteret og på dets betydning som ramme om børns hverdagsliv. I projektet er der fokus på bykvarterets materialitet og dets fysiske og funktionelle egenskaber. Der er fokus på de udendørs byrum - det man også kan kalde for byrummet mellem husene. Desuden er der fokus på børns hverdagsliv, og der fokuseres særligt på den del af hverdagslivet, som foregår indenfor kvarterets rammer, mellem husene og udendørs altså det situerede hverdagsliv i kvarteret. Begrebet hverdagsliv bruges her ateoretisk, velvidende at det er et begreb med en bred teorihistorisk baggrund. 7 Hverdagslivet i kvarteret har mange facetter. Her er der fokus på aspekter, der angår børns handlefrihed og udfoldelsesmuligheder, dvs. børns selvstændige brug af, adgang til, og bevægelser i, kvarteret. Endelig beskæftiger projektet sig med børns selvoplevede liv i bykvarteret, og bruger, med udgangspunkt i børns fortællinger og narrativer, eksklusivt børn som informanter om deres daglige gøren og laden. Ved at fokusere på den del af børns hverdagsliv der foregår i kvarteret og omhandler brugen og betydningen af de fysiske omgivelser, er der stillet skarpt på samspillet mellem indretningen af det udendørs byrum og børns hverdagsliv i det altså på den del af børns hverdagsliv, der foregår udenfor og mellem husene. 7 Væsentlige bidrag er fx givet af Henri Lefevre, Agnes Heller og Birte Beck-Jørgensen. 21

22 VIDENFORMÅL Projektet sigter mod at formidle viden om og indsigt i børns hverdagsliv i forskellige bykvarterer, sådan som de opleves og erfares af børn. Det er bestræbelsen, at undersøgelsens analyser såvel som resultater, kan bidrage til refleksioner hos voksne, i det de præsenteres i et perspektiv, som ellers kan være svært tilgængeligt og i alle fald let at overse nemlig børnenes perspektiv på byen. Derudover er det mit håb, at undersøgelsens resultater vil kunne inspirere byplanlæggere i forbindelse med byudvikling og omdannelse, samt andre praktikere, der er med til at forme barndommens fysiske rammer. Ambitionen er ikke at skabe overblik og fx opstille design guidelines, men at formidle indsigt og præsentere mine data på en måde, der kan være med til at oplyse og berige læseren. DE FEM ARTIKLER I den første artikel opridses grunden for afhandlingens empiriske og metodologiske udgangspunkter. Her berøres temaer som børn som aktører, undersøgelsesdesign, indsamling af empiri, og brug af børn som centrale informanter. Desuden gives en karakteristik af den vidensform metodebrugen frembringer og eksempler på dette gives indenfor udvalgte temaer på tværs af kvarterne, så som mobilitet, autonomi og tid, stoflighed og skala, kvarterets fysiske og sociale nærhed. Afslutningsvis diskuteres undersøgelsens generaliseringsmuligheder. I den anden artikel behandler jeg afhandlingens centrale tema: børns hverdagsliv inden for bykvarterets rammer. Denne artikel giver en kortfattet analyse af fire bykvarterers byggede miljø og arealanvendelse. På denne baggrund analyseres, hvordan kvartererne udgør en ramme om børns aktiviteter i de udendørs byrum. Der ses på hvilke steder børn bruger og tager ophold, samt hvordan adgangsforhold her til er. Desuden undersøges, hvilke forskellige forhold der gør sig gældende, hvad angår børns sociale interaktioner, autonomi og mobilitet i fire forskellige kvarterer. I den tredje artikel ses der på børns transportformer og vaner. Artiklen beskriver hvordan børns transportvaner varierer fra kvartertype til kvartertype, og at mange af disse variationer kan forklares via de trafikale strukturer. Den ser på børns daglige transportlængder, og på børns forhold til forældre/voksnes restriktioner. Desuden berøres hvordan fritiden tilbringes, den tidslige strukturering af hverdagslivet, om mobilitetsbegrebet, om cyklen, om tiden og den selvstændige mobilitet, om trafik og risici. I den fjerde artikel stiller jeg skarpt på et af afhandlingens vigtige temaer, nemlig børns steder i bykvarteret. Her dykker jeg ned i fænomenet legepladser, og efterforsker legepladsens forskellige betydninger for børns aktiviteter og samvær i fire kvarterer. Artiklen belyser legepladsers rolle, deres kvaliteter og mangler, med udgangspunkt i børns brug og oplevelser, og undersøger hvad der er en rigtig legeplads set i børnehøjde. Det er fænomenet legeplads, der står centralt i beskrivelsen, og det er beskrivelsen af især fælles vilkår i børnelivet. Endvidere granskes samspillet mellem rum til børn og børns egne steder i relation til legepladser. Den femte artikel omhandler børns omgang med, og oplevelser i, byrummet. Den eftersporer hvilke betydninger børnene tillægger byrummet, og hvordan bykvalitet gestalter sig i børnehøjde. Her berøres blandt andet de daglige ruters vigtige rolle, hvad angår oplevelsesmuligheder i byrummet. Her ses på hvordan forskellige typer byrum tilbyder forskellige slags sansninger, der bl.a. kan tematiseres som vartegn, orienteringspunkter, æstetik og detaljer. 22

23 3. Børn og barndom som undersøgelsesobjekt Dette afsnit præsenterer forskningspositioner indenfor børne- og barndomsforskningen. Fænomenerne børn og barndom kan forstås og begribes inden for et mangfoldigt og tværvidenskabeligt felt (Gulløv 1999; Halldén 2003). Som studieobjekt har børn især været studeret indenfor psykologien. Særligt udviklingsspykologien har spillet en vigtig rolle i tolkningen af hvad et barn er. Indenfor sociologien har børn ikke haft en særskilt plads, men er blevet set på enten som del af familien, eller som del af gruppen af særligt sårbare børn (Qvortrup 1990). I løbet af de seneste årtier har barndomsforskningen gennemgået et paradigmeskift, hvor der gøres op med de traditionelle og dominerende anskuelsesmåder, der ser på børn i et udviklings- eller socialiseringsperspektiv 8 (se fx Qvortrup 1994; James & Prout 1997). Her har særligt fag som pædagogik, sociologi, antropologi og etnografi spillet centrale roller, og fag som geografi, arkitektur, historie og filosofi har ydet andre væsentlige bidrag. Antropologers bidrag til forskningsfeltet har bl.a. være at minde om, at børn universelt set kun er ens ud fra et fysiologisk perspektiv. Når Ariès (1982), Heywood (2004), de Coninck-Smidt (2000) 9 m.fl. analyserer barndommens historiske forandring og lighedstræk i synet på barnet, handler det kun om barndom inden for den vestlige verdens kulturkreds. Der er ikke blot store variationer i opvækstbetingelser i forskellige samfund verden over, men også i synet på hvad børn kan, og hvilke normer der er for, hvordan børn bør omgås. Geografers o.a. bidrag har især været at undersøge, hvordan materialiteten og materielle forandringer er med til at konstruere kategorien "børn" i vestlige, urbane samfund (se Matthews & Limb 1999; Holloway & Valentine 2000). I bogen Theorizing Childhood fra 1998, redegør de tre toneangivende engelske børneforskere; James, Jenks, og Prout for forskellige sociologiske tilgange eller forskningspositioner til studiet af børn og barndom, der tilsammen konstituerer det, der er blevet kaldt for Det ny barndomsparadigme, eller den ny børne- og barndomsforskning. Men også andre har forsøgt at danne sig et overblik over forskningsområdet (se fx Christensen & O Brien 2003; Corsaro 2002; Kampmann 2003; Matthews & Limb 1999; Qvortrup 2002; 2004). Den nye børne- og barndomsforskning er fremvokset i løbet af de seneste årtier, hvor der har været en stigende interesse for forskning i børns livsforhold. Denne forskningsinteresses opblomstringen blev markeret i slutningen af 1980 erne af det internationale barndomssociologiske forskningsprojekt Childhood as a Social Phenomenon under Jens Qvortrups ledelse. Dette blev fulgt op af det engelske forskningsrådsprogram Children 5-16 ledet af Alan Prout. Det efterfølgende danske 8 Socialisationstankegangen tager sit udspring i udviklingspsykologiske stadieteorier, der giver universelle beskrivelser af den menneskelige udvikling, der betragtes som en proces, alle normale mennesker gennemgår. Barnet bevæger sig gennem nogle på forhånd givne rammer på vej mod stadig større mental modning. Denne modningsproces forløber parallelt med fysisk vækst, og her udvikles gradvist barnets logiske og rationelle evner. Børns aktiviteter, fx sprog, lege og interaktioner, bliver således pejlemærker for deres udviklingsmæssige fremskridt, og barndommen som sådan ses som en tilegnelsesperiode (se Gulløv 1999:60ff). 9 de-conick Smidt fortæller via skolehistorien (og til dels byens) historien om barndommens udvikling - og bringer den fortolkning, at der er sket en demokratisering af den borgerlige barndom i takt med behovet for børns arbejdskraft i husholdningen/hjemmet mindskes. 23

24 forskningsrådsprogram Børns vilkår og velfærd skriver sig på lige vis ind i denne forskningsmæssige udvikling. 10 Den ny børne- og barndomsforskning er især inspireret af Ariès (1982) pointering af, at den barndom vi kender i dag, er et moderne fænomen. Dette har bl.a. ført til følgende karakteristiske betragtningsmåder, som ofte går hånd i hånd i de enkelte forskningsarbejder (se James et al 1998; Qvortrup 2004:46): - at betragte barndommen som en social konstruktion, - at barndom har begrebslig autonomi og børn betragtes som en gruppe - at se børn som vigtige aktører - at børn også har rettigheder i samfundet som medborgere - at børn har deres egne kulturelle praksisser. Barndom som social konstruktion lægger vægt på, at opfattelsen og tilrettelæggelsen af barndommen ikke er et naturgivent fænomen, men er underlagt specifikke sociale og kulturelle betingelser (se bl.a. Qvortrup 1990; James & Prout 1997). At forstå barndom som et socialt konstrueret fænomen betyder, at man ser barndommen som et dynamisk fænomen, der konstant gendannes og forandres. Fx står det sproglige, dvs. måden vi snakker om børn på, centralt i konstruktionen af kategorierne børn og barndom (se fx Gulløv 1999). 11 At barndommen har begrebslig autonomi, og at børn betragtes som en gruppe, dækker over flere pointer. Barndommen forstås som parallel til en social klasse, og bliver derved til en social position. Barndommen er et vedvarende karaktertræk ved ethvert samfund, og ikke blot en periode i et individs livsforløb. Barndom er en struktur der består, selvom de børn der passerer igennem forgår. Barndom er også en periode et barn deler med mange andre børn, der lever og er barn på samme tid. Således ses børn som en gruppe i samfundet, der deler fælles vilkår. Der er således fokus på at fremhæve fællestræk børn imellem, frem for at se forskelle, og forskningen handler bl.a. om, hvordan børns hverdagsliv er underlagt strukturerende omstændigheder (se fx Qvortrup 1990). Børn er vigtige aktører i deres egen og samfundets udvikling og ikke alene objekter for socialisering og indlæring. Som sagt er den ny børne- og barndomsforskning blevet til i opposition til klassisk socialisationsforståelse, 12 hvis interesse primært har samlet sig om, hvordan børn bliver voksne, og hvordan social reproduktion finder sted. At betragte børn som aktører i egen ret, der må studeres 10 Herunder indgår Barndom og velfærdssamfund med Jens Qvortrup som projektleder, hvorunder Kvarteret som ramme om børns hverdagsliv, som nærværende forskningsarbejde er en del af, figurerer. 11 I Gulløvs (1999) studier af børnehavebørns betydningsdannelser viser hun, at børn i udbredt grad forholder sig aktivt til kategorien barn, dvs. til de bestemte betydninger og værdier, der er forbundet med at være barn. Fx er referencer til alder et tilbagevendende tema i børns indbyrdes interaktioner. 12 Gulløv beskriver, hvordan og hvorfor det socialisationsteoretiske bud på en forståelse af børns udvikling har haft så stor gennemslagskraft, bl.a. som redskab til vurdering af det enkelte barns udviklingsmæssige progression indenfor pædagogikken. Ideen om udvikling som et kendt og universelt forløb, gør det muligt at etablere en pædagogisk praksis for forskellige aldersgrupper. Alderen bliver således en objektiv kategori, der kan bruges i vurderingen af det enkelte barn (Gulløv 1999:60ff). 24