GEJRFUGLEN. Østjysk Biologisk Forening 39. ÅRGANG. NR. 4 DECEMBER 2003 ISSN

Transkript

1 GEJRFUGLEN Østjysk Biologisk Forening 39. ÅRGANG. NR. 4 DECEMBER 2003 ISSN

2 Østjysk Biologisk Forening er en forening for aktive naturinteresserede med det formål at udbrede kendskab til naturen samt at skabe kontakt mellem disse naturinteresserede. Dette sker ved at arrangere foredragsaftener og ved tilrettelæggelse af ekskursioner og lokalitetsundersøgelser samt ved udgivelse af tidsskriftet GEJRFUGLEN. Oplysninger om foreningen kan fås ved henvendelse til: Østjysk Biologisk Forening Postbo 169, 8100 Århus C Indmeldelse i ØBF sker ved at indbetale kr (eller kr for familiekontingent) på foreningens giro nr Medlemmer modtager automatisk GEJRFUGLEN, der normalt udkommer 4 gange om året. Ældre årgange (før 1991) sælges for kr Løssalg efter aftale. Ved køb af flere numre opnås prisreduktion. Enkelte årgange og enkelte numre er udsolgte. Gejrfuglen: Materiale til bladet (artikler, mindre meddelelser, opfordringer til indsamlinger, tegninger, fotos m. v.) sendes til foreningen på ovenstående adresse eller til redaktøren. Manuskripter bedes skrevet på maskine eller computer. Indsendte disketter vil blive tilbagesendt efter brug hvis det ønskes. Illustrationsmateriale kan leveres som tegninger, papirbilleder eller dias. Tabeller og grafer foretrækkes leveret på diskette. Kontakt evt. Chr. Lange for at høre nærmere detaljer om formater og lignende. Annoncepriser: 1/2 side: kr /1 side: kr Kontakt bestyrelsen vedr. annoncer. Opsætning og layout: Christian Lange (ansv. redaktør) ISSN Pris for dette nummer: kr Indhold Vandranke En underlig fisk - Finnestribet Ferskvandsulk Bæverne på Klosterheden frikendt Pattedyrfaunaen ved vandløb i Østjylland Eksotisk havneflora i Århus Gul Nøkketunge Naturglimt Tak til Tuborgs Grønne Fond Anmeldelser De grønne sider Program 2003: Ups Rodespalten ØBF's mailgruppe Tegninger og grafik: S. 2, 3: Charlotte Matthews. S. 4: JGS. S. 8: Feddersen, A. Vore ferske vande og deres beboere. I: Danmarks Natur S. 16: 5000 Animals. Pepin Press S. 22: Väternas Liv b. 3, S. 24: Floral ornament S. 25: Warming, E. Den systematiske botanik S. 27: Brian Zobbe. S. 32: Jens Gregersen. Fotografier: Fotograf er angivet i teksten Forside: Chr. Lange gejrfuglen@mail.dk

3 Vandranke Kit Dyhr Laursen Vandranke (Luronium natans) er en af de mest sjældne vandplanter i Danmark. Det er ikke kun her i landet, den er sjælden, men i hele dens udbredelsesområde, der omfatter Vesteuropa. Da den er så sjælden, er den opført i mange landes Rødliste samt i den fælles europæiske Rødliste. Rødlisten omfatter forsvundne, truede, sårbare og sjældne dyre- og plantearter i de pågældende lande. I den danske Rødliste er Vandranke beskrevet som sårbar, hvilket betyder, at der er stor sandsynlighed for, at arten bliver akut truet i den nærmeste fremtid, såfremt der ikke gøres noget ved det, der påvirker dens udbredelse negativt. I Rødlisten er Vandranke også optegnet som nationalt ansvar, hvilket vil Fig. 1. Vandranke med blomst. Foto: Kit Dyhr Laursen sige, at Danmark har en forpligtigelse til at gøre noget særligt for at beskytte Vandranke. I henhold til Habitatdirektivet har Danmark udpeget mange habitatområder, der skal indgå i det europæiske netværk af særlige bevaringsområder. Udpegningen er foretaget på grundlag af forekomsten af de naturtyper og arter, der forekommer i Danmark, og hvis bevarelse tillægges særlig betydning. De danske bastande af Vandranke jeg kender, ligger alle i et habitatområde, og mindst ét af habitatområderne er udpeget pga. forekomsten af Vandranke. Artsbeskrivelse Generelt beskrives Vandranke som en vintergrøn plante, bestående af en overvintrende basal roset af ca. 25 cm lange linieformede blade. I sommermånederne vil flydeblade på lange stilke udgå direkte fra rosetten. Disse flydeblade er ovale-elliptiske, omkring 2-3 cm lange og 1-1,5 cm brede. Vandranke danner også en blomsterskudsakse, hvor der kommer flere blomster på hver akse. Blomsterne dannes i bladhjørnerne på aksen og har tre hvide blosterblade, der løftes et par mm over vandoverfladen. I bladhjørnerne på blomsterskudsaksen dannes der desuden nogle mindre linieblade og/eller flydelade, og med tiden sættes der også rødder ved disse blade. 1

4 Det er dog ikke altid Vandranke ser ud som beskrevet ovenfor. Nogle plantearter har evnen til at ændre deres morfologi i respons på ændringer i omgivelserne. Denne evne har Vandranke også, og derfor fremstår den til tider meget forskelligt fra den generelle beskrivelse. Den miljøfaktor der kan få Vandranke til at fremstå på de forskellige morfologiske former, er vanddybden. Der er beskrevet fire forskellige morfologiske former, hvoraf jeg har set de tre. I lavt stillestående vand vil Vandranke fremstå som den generelle beskrivelse, hvorimod de linieformede undervandsblade vil blive mere fleksible i strømmende vand. Der er ikke den store forskel på disse to former, og de vil begge let kunne genkendes som Vandranke. Står Vandranke derimod på meget dybt vand (hvis vandet er meget klart helt ned til 4 m), vil undervandsbladene være korte og trekantede. Vandranke er en amfibisk plante, hvilket betyder, at den kan vokse både på land og i vand. Derfor har den også en landform, der adskiller sig fra vandformen. Når man ser Vandranke på land, kan det umiddelbart være svært at genkende den. Her har den kun ovale elliptiske blade, der minder meget om flydebladene, men er meget mindre og sidder på en kort stilk. Tilsyneladende kan de forskellige morfologiske former hos Vandranke frit dannes hos det selv samme individ under vekslende forhold. Den eneste form jeg ikke har set, er den der vokser på meget dybt vand, hvilket hænger sammen med, at der ikke er så dybt vand på nogen af de Vandranke-lokaliteter jeg kender til. Dybden har også en anden indflydelse på Vandranke. Planten danner ikke flydeblade, når vanddybden bliver over cm. Over denne dybde dannes der kun linieblade. 2 Fig. 2. Vandranke Spredning Vandranke blomstrer i juli august, og er tilpasset både til insektbestøvning og selvbestøvning. Planter der står på mindre end 0,6 1 m dybt vand, sætter blomster, der løftes op til eller et par mm over vandoverfladen, og bestøvningen foretages sandsynligvis af små fluer. Efter bestøvningen bøjer blomsten ned under vandoverfladen, hvor frøet modnes og synker til bunden efter frigivelse. I de tilfælde hvor blomsten ikke kommer op til overfladen, vil der forekomme selvbestøvning. Det sker ved, at planten danner en lille luftboble inde i blomsten, uden at denne åbner sig. Så selv om bestøvningen foregår under vand er det i et luftfyldt rum. Mange vandplanter har også en vegetativ formering, og Vandranke er ingen undtagelse. Det sker ved, at udløbere udgår fra basalrosetten, og fører rodslående knopper et stykke væk fra moderplanten. Her dannes der så en ny roset, hvorfra der igen kan udgå udløbere. På denne måde dannes der kæder af nye rosetter. Der er også en flydende form, der ikke slår rødder. Disse kan ved brud på udløberen flyde med strømmen og sætte sig fast i sedimentet længere nedstrøms. Den vegetative formering antages at være den mest betydningsfulde for Vandrankes spredning, selvom igangværende undersøgelser syntes at indikere, at frøene har en ganske god spiringsevne. Undersøgelser har vist, at Vandrankes spredningsform fortrinsvis foregår ved det der kaldes kanteffekt. Det vil sige, at den

5 Fig. 3. Grundskud af Vandranke kolonisere områder der ligger i umiddelbar tilknytning til eksisterende bestande af Vandranke. Den har også lettest ved at kolonisere et sådan område, hvis der ikke vokser noget der i forvejen, for den er ikke nogen stærk konkurrent. Vandranke kan dog også etablere nye populationer længere væk fra de eksisterende populationer. Da den nye Skjern Å kun var et par år gammel, kunne man langs bredden på det nederste stykke af Åen finde enkelt voksende planter. De stod med jævne mellemrum, og der var ingen tvivl om, at de var kommet fra den Sydlige Parallelkanal, der ligger et stykke længere opstrøms. Det der sker er, at enten bliver hele planter revet op når der grødeskæres, og disse føres med strømmen ned til det nederste stykke af Åen. Eller det er de flydende udløbere med nye skud, der er revet over enten ved mekanisk påvirkning eller ved nedbrydning, og det er disse der er ført med strømmen. Det er desværre ikke lykkedes for Vandranke at etablere en stabil population på det nederste stykke af Åen endnu. egnene omkring Ringkøbing, og at den altid har været forholdsvis sjælden. I dag finder vi stadig kun Vandranke i oplandet til Ringkøbing Fjord, plus nogle enkelte kanaler og søer, der tidligere løb ud i Ringkøbing Fjord. Kendetegnet for vandet i Vestjylland er, at det de fleste steder har en lav koncentration af bicarbonat, sammenlignet med koncentrationen i vandet i det østlige Jylland. Bicarbonat er den kulstofform, mange vandplanter kan benytte i fotosyntesen ud over kuldioid. Derudover er de Vandranke-lokaliteter, jeg kender, alle forholdsvis næringsrige. Tidligere var Vandranke beskrevet som en plante, der voksede på næringsfattige lokaliteter, hvor vandet havde en lav koncentration af bicarbonat. Det har dog vist sig, at den sagtens kan vokse, hvor der er næringsrigt, såfremt den ikke er i for stor konkurrence med andre vandplanter. Det betyder, at det er nødvendigt for dens fortsatte beståen, at lokaliteten forstyrres, så konkurrencen fra andre vandplanter holdes nede. Forstyrrelsen kan enten ske i form af grødeskæring eller ved en naturlig påvirkning af lokaliteten, der holder de store vandplanters vækst tilbage. Der er flere grunde til den kraftige tilbagegang af Vandranke, og en af dem der er nævnt i Rødlisten, er den større næringsbelastning, der vil øge konkurrencen med andre vandplanter. En anden grund er det store antal vandløb, der er blevet rettet ud. Det mindsker antallet af habitattyper i vandløbet, Vandrankes habitater Ud fra gamle topografiske botaniske undersøgelser og ekskursionsbeskrivelser lader det til at Vandranke altid kun har befundet sig på Fig. 4. Vandranke. Foto: Kit Dyhr Laursen 3

6 hvilket både mindsker antallet af egnede habitater for Vandranke og vanskeliggør spredningen ikke kun for Vandranke men for mange vandplanter. Op gennem det sidste århundrede har indvinding til dyrkbart landbrugsjord medført, at mange små vandhuller er blevet fyldt op, og de mange våde enge er blevet drænet. Dette har også mindsket de egnede levesteder for Vandranke markant. Selv med de tiltag der gøres nu for at udbedre skaderne efter disse tiltag, vil det givetvis tage lang tid, inden Vandranke begynder at brede sig til nye lokaliteter. For selv med et øget antal egnede habitater vil det lave antal eksisterende populationer betyde, at spredningen vil tage lang tid, såfremt de nye lokaliteter ikke ligefrem står i forbindelse med de eksisterende populationer. Derfor må man væbne sig med tålmodighed, og i mellemtiden forsøge at bedre forholdene for Vandranke både nedstrøms og ved de eksisterende populationer. Referencer Barret-Segretain, H.M. and Amoros, C. (1996), Recolonization of cleared riverine macrophyte patches: importance of the border effect., Journal of vegetation Science 7: Kay, Q.O.N., John, R.F. and Jones, R.A. (1999), Biology, genetic variation and conservation of Luronium natans (L) Raf. In Britain and Ireland., Watsonia 22: Willby, N.J. and Eaton, J.W. (1993), The distribution, ecoæogy and conservation of Luronium natans (L) Raf. In Britain., Journal of Aquatic Plant Mangement 31: Forfatterens adresse Egebæksvej 115, 1. mf Højbjerg 4

7 En underlig fisk - Finnestribet Ferskvandsulk Det vil komme bag på mange at vi i Danmark har en ulk der er tilknyttet de ferske vande, men det er ikke desto mindre virkelighed Den Finnestribede Ferskvandsulk (Cottus poecilopus Heckel, 1836) er eneste tilbageværende ferskvandsulk i Danmark og den er registreret på rødlisten som sjælden. Hanne Medum Lærke Hva for en fisk? Finnestribet ferskvandsulk tilhører ulkefamilien, Cottidae som rummer ca. 300 arter hvoraf langt de fleste er marine. Et fællestræk for familien er, at alle medlemmerne er udprægede bundfisk og bl.a. derfor mangler svømmeblæren (Muus & Nielsen, 1998). Familien hører til ordenen pigfinnefisk (Scorpaeniformes), der henregnes til de højest udviklede benfisk. Pigfinnefiskene kendetegnes ved at rygfinnen er delt i to; den forreste rygfinne, pigfinnen, har forbenede og stive finnestråler, mens den bagerste rygfinne er en blødfinne. Her skal det tilføjes, at ulkens pigfinne ikke er giftig trods dens til tider truende udseende. Et særligt kendetegn, som adskiller den Finnestribede Ferskvandsulk fra dens nære slægtninge, er bugfinnernes brun-orange tværbånd. Disse danner netop baggrunden for artens danske navn. Den maksimale længde, som er noteret for den Finnestribede Ferskvandsulk er 12,5 cm (Muus, 1998). I Slovakiet har man kendskab Fig. 1. Finnestribet Ferskvandsulk. Foto: Hanne Medum Lærke. til 5 år gamle individer (Kirka, 1969), og ulken bliver formentligt sjældent ældre. Udbredelse I Danmark har den Finnestribede Ferskvandsulk tidligere kun været kendt fra Skjern Å-systemet, hvorfor den betegnes som værende sjælden på Rødlisten (1997). Siden midten af 1990 erne har man også kunnet finde ulken i de øvre dele af Gudenå. Herhjemme er arten udelukkende observeret i vandløb. I Sverige er ulken kendt fra såvel vandløb som søer, og på trods af at havet betragtes som en spredningshindring for de ferskvands-tilknyttede ulke, trives ulken også langs den svenske kyst, i Stockholms nordlige skærgård, hvor saltholdigheden 5

8 er ca. 6 (Nybelin, 1969). Finnestribet Ferskvandsulk har sin største udbredelse i Sibirien, heraf det engelske navn Siberian sculpin. Den europæiske udbredelse synes at have to centre, et i Skandinavien og et i Central-Europa. Den Finnestribede Ferskvandsulk er den eneste tilbageværende ferskvandsulk i Danmark. I 1920 erne var den Hvidfinnede Ferskvandsulk, C. gobio L., talrigt forekommende på lokaliteter i Susåen på Sydsjælland. Siden 1957, har det trods grundige undersøgelser, ikke været muligt at genfinde arten, og den betragtes som værende uddød i Danmark. Suså-systemet var i 1950 erne udsat for en kraftig forurening med ensilagesaft, og dette er formentlig årsagen til den Hvidfinnede Ferskvandsulks forsvinden (Larsen, 1971). Den Finnestribede Ferskvandsulk har ikke nogen direkte økonomisk betydning, og derfor er der ikke lavet mange studier på netop denne art. For mange forekommer det faktisk ganske ukendt, at der findes en ferskvandsart af den ellers velkendte københavner. Finnestribet Ferskvandsulks populationsdynamik og økologiske niche Som afslutning på biologistudiet ved Aarhus Universitet indledte Christian Petersen og undertegnede i foråret 2001, under samarbejde med Ringkjøbing Amt, en undersøgelse af Finnestribet Ferskvandsulks populationsdynamik og økologiske niche. Formålet med undersøgelsen var, at udvide den viden omkring ferskvandsulken, der hidtil var opnået via amternes regelmæssige overvågning. For at kunne forvalte ulkens levesteder optimalt med henblik på at sikre dens fremtidige overlevelse i Danmark, var der i vid udstrækning brug for flere detaljer i kendskabet til arten. b 6 a Fig. 2. Udbredelseskort for Finnestribet Ferskvandsulk (Cottus poecilopus). a: Totaludbredelse. b: Udbredelse i Danmark Feltarbejdet fandt sted i Von Å, på en strækning som løber mellem Kibæk og Troldhede i det vestlige Jylland. Von Å er tilløb til Vorgod Å, der udmunder i Skjern Å. Den udvalgte å-strækning blev ved hjælp af elektrofiskeri befisket én gang om måneden i perioden fra 26. april 2001 til 1.maj ulke blev mærket med såkaldte Visible Implant Alphanumeric Tags, bløde plast-implantater (1 2,5 mm) kodede med et bogstav og et tocifret tal, således at det efterfølgende var muligt at genkende ulkene ved eventuel genfangst. Hver måned blev et antal ulke endvidere hjemtaget til nærmere undersøgelse i laboratorie. Undersøgelsens resultater I undersøgelsen blev parametre som ulkenes alder, vækst, migration, bestandstæthed, reproduktion og fekunditet (antallet af æg umiddelbart før gydning) belyst. Føde- og habitatoverlap med Ørreden (Salmo trutta) blev undersøgt, og på denne baggrund blev

9 konkurrenceforholdene mellem de to arter overvejet. I sammendrag viste resultaterne at : I populationen af Finnestribet Ferskvandsulk fra Von Å var det muligt at adskille tre forskellige aldersgrupper; 0 +, 1 +, 2 + (dvs.1., 2. og 3. leveår). Hannernes sekundære kønstræk var tydelige; hannerne forekom generelt større end hunnerne, kropsbygningen hos hannerne var kraftigere og de havde en større mund end hunnerne, desuden sås en mørkere pigmentering hos kønsmodne hanner. Der var ingen tegn på egentlig migration eller homing, og ulkene betragtes derfor som stationære. Bestandstætheden af ulke i Von Å, vurderet udfra to forskellige metoder, lyder overordnet på ulke pr. 100 m. (incl. yngel), dog med ret store udsving fra måned til måned. Hunnerne blev kønsmodne i løbet af deres andet leveår (1 + ), mens en del af hannerne allerede kønsmodnedes i løbet af det første leveår (0 + ). Gydningen fandt sted i slutningen af marts/ begyndelsen af april. De største hunner gydede først. Fekunditeten var på 517 æg, og ægdiameteren da 1,76 mm. Ulkens føde bestod primært af bentiske invertebrater, og periodevis fødekonkurrence med Ørreden kan ikke udelukkes. Habitatkonkurrencen mellem de to arter, blev betragtet som minimal, idet ulkene evolutionært er tilpasset bentisk levevis og ørrederne primært står længere oppe i vandsøjlen. Fremtidsudsigter På baggrund af resultaterne i den her beskrevne undersøgelse, tyder det på at den nuværende bestand af Finnestribede Ferskvandsulk har det fint. Dette ses udfra dét, at arten trods dens begrænsede udbredelse i Danmark, ikke er sjælden i antal. Det formodes endda, at den danske bestand generelt underestimeres, idet ulken er bundlevende og derfor ofte svær at fange v.h.a. elektrofiskeri. I kraft af ulkens forholdsvis stationære levevis kræves der heterogenitet i dens pågældende habitat. Dette er nødvendigt for at kunne imødekomme de forskellige aldersgruppers forskellige krav til habitatet. For opnåelse eller opretholdelse af heterogenitet i vandløbene er den rette forvaltning væsentlig. I og med at man i amter og kommuner netop v.h.a. skånsom vedligeholdelse og vandløbsrestaurering, gør meget for at bedre forholdene for bl.a. laksefiskene, ser det tillige lovende ud for den Finnestribede Fig. 3. Mærkning af fiskene. Foto: Hanne Medum Lærke. Fig. 4. En underlig fisk... Foto: Hanne Medum Lærke. 7

10 Ferskvandsulk og den vil med alt sandsynlighed også være at finde i de vestjyske vandløb i fremtiden. Litteratur Kirka, A., Age composition, Growth, Maturity and Fecundity of Salmo trutta morpha fario and Cottus poecilopus Heckel, 1836 in the Orava and Váh River bassins 2: Larsen, K., Status 1971 over de danske ferskvandsfisk. I: symposium ved Københavns Universitet (ed) Status over den danske dyreverden. Zoologisk Museum, Kbh. s Muus, B.J., Ferskvandsfisk. Gads Forlag, Kbh. 220 s. Muus, B.J.& Nielsen, J.G., Havfisk og fiskeri. Gads Forlag, Kbh. 338 s. Nybelin O Om stensimpans, Cottus gobio L., och bergsimpans, C. Poecilopus Heckel, utbretningshistoria i södra och mellerste Sverige. Acta, Regiae Societatis Scentiarum et Litterarum Gothoburgensis- Zoologica 4, 52s. Tak En stor tak til Christian Petersen for et godt og givtigt samarbejde, samt alle andre involverede for hjælp og opbakning undervejs. Yderligere information Har du lyst til at vide mere om den Finnestribede Ferskvandsulk er du meget velkommen til at kontakte forfatteren. Forfatterens adresse Willemoesgade 35,2.tv 8200 Århus N. hanne.laerke@biology.au.dk 8

11 Bæverne på Klosterheden frikendt Hanne Medum Lærke 13. november 2003 blev de udsatte bævere i Klosterheden Statsskovdistrikt af Vestre Landsret frikendt og kan fortsat nyde friheden i det vestjyske. Danmarks Sportsfiskerforbund anlagde i 1999 sag an mod Skov- og Naturstyrelsen og Naturklagenævnet, idet forbundet sætter spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for udsætningen af bæverne. Sportsfiskerne mener at bæver-udsætningen bl.a. er i strid med EU s habitatdirektiv, fordi udsætningen ikke som det ellers kræves i direktivet bidrager til en gunstig bevaringsstatus for bæverne, da arten ikke er truet på europæisk plan. Forbundet påpeger endvidere at der mangler en vurdering af bævernes eventuelle indflydelse på beskyttede dyrearter og naturtyper i habitatområdet Nissum Fjord. Baggrunden for sagsanlægget bygger overordnet på Sportsfiskerforbundets bekymring for opretholdelsen af vandløbenes fiskebestande i området ved Flynder Å. Bæverne opdæmmer vandløbene og dette forhindrer bl.a. ørreder i at vandre frit i vandløbene. Danmarks Sportsfiskerforbund havde håbet at få bæverudsætningen underkendt, så bæverne kunne kræves genindfanget. Således gik det imidlertid ikke. Skov- og Naturstyrelsen blev frikendt, men landsretten vurderede Naturklagenævnets dispensation til at sætte bæverene ud i en forsøgsperiode på fem år for ugyldig, og den sag sendes derfor retur til nævnet til en ny behandlings runde. Men indtil videre kan bæverne altså nyde friheden og succesen i Klosterheden. Fig. 1. Bæver. Foto: Hanne Medum Lærke. Fig. 2. Bævergnav. Foto: Hanne Medum Lærke. 9

12 At bæverne har haft succes hersker der efterhånden ingen tvivl om. I oktober 1999 blev der udsat 18 bævere på 6 forskellige lokaliteter og i dag er bestanden på mindst 51 individer fundet på 11 forskellige lokaliteter. Før og efter bæverudsætningen er en række forskellige forhold i udsætningsområderne nøje blevet overvåget og Danmarks Miljøundersøgelser har hvert år udgivet en statusrapport over bævernes trivsel og påvirkning af naturen. Herunder sammenfattes et udpluk af de seneste undersøgelsesresultater. Fiskenes kår Bæverne har sat sine tydelige spor i landskabet. I december 2002 registredes hele 32 dæmninger som på daværende tidspunkt blev vedligeholdt, og derudover seks dæmninger af ældre dato som var under forfald. De dæmninger som indgår i undersøgelserne er overordnet blevet vurderet impassable for andre fisk end ål. Passage-forholdene varierer dog givetvis i forhold til årstid og vandstand. I de undersøgte vandløb hvor bæveraktiviteten er synlig, er der ikke registreret gydeaktivitet, men det tilskrives i højere grad vandløbenes relativt dårlige fysiske forhold end bævernes direkte påvirkning. Ynglefugle På udvalgte lokaliteter i Flynder Å systemet, omfattende både søer, vandløb, øer og omgivende engarealer, er ynglefugelfaunaen registreret. Dette har givet et situationsbillede af fuglebestanden i området. Resultaterne tyder umiddelbart på, at bæverdæmningernes vandstuvende effekt har en negativ effekt på antallet af Tornsangere, men til gengæld er de opdæmmede søer attraktive fourageringssteder for isfugle. Hvad spiser en bæver Bævernes fødevalg i Klosterheden Statskovdistrikt er også blevet undersøgt. Samlet omfatter undersøgelsesområdet en vandløbsstrækning på 4,2 km. Der er i alt analyseret 400 prøver fra indsamlede fækalier. Resultaterne viser en tydelig årstidsvariation i bævernes udnyttelse af ved- og urteagtige planter. I sommerperioden foretrækker bæverne urter, mens føden domineres af vedagtige planter i vinterperioden. Generelt betragtes pil som den mest betydningsfulde træart for bæverne i de undersøgte områder. Også bævere har vægtproblemer En af bæverne på Klosterheden har haft det så godt at den rent faktisk har spist sig ihjel. Først på sommeren fandt man en død Bæver, og en obduktion viste at den havde spist så meget mad, at tarmene simpelthen var sprængt. Det er ikke første gang man finder en død Bæver på Klosterheden. I 2001 fandt man en død bæverunge som var druknet. Om genudsætningen af Bæveren i den danske natur synes rigtig eller forkert, så ændrer et par døde bævere ikke på det faktum, at den vestjyske bæverbestand har det godt og til stadighed er i vækst. Yderligere læsning Danmarks Miljøundersøgelser, Overvågning af bæver Castor fiber på Klosterheden Statsskovdistrikt og vandløbssystemer i oplandet Arbejdsrapport nr.186. Glüsing & Lærke, Kortlægning af gydebanker i udvalgte dele af Flynder Å-systemet. Notat; Ringkjøbing Amt, Teknik og Miljø. Forfatterens adresse Willemoesgade 35, 2.tv Århus N. 10

13 Pattedyrfaunaen ved vandløb i Østjylland Jørgen Terp Laursen Det danske landskab er til stadighed udsat for en fragmentering, der især skyldes den betydelige udbygning af vejanlæg herunder motorveje. Østjylland er et godt eksempel på denne udvikling. Naturlandskabet bliver mere og mere underlagt kulturlandskabet. Har man haft lejlighed til at følge landskabsudviklingen over en længere årrække eksempelvis fra en vandløbsbro i en ådal, ser man flere steder i Østjylland eksempler på ulovlig opdyrkning af naturarealer. Adskillige enge og andre vådområder i ådalene er ganske ubemærket for mange blevet tørlagt og lagt under plov. Dertil kommer, at de for naturen særdeles vigtige dyrkningsfrie bræmmer langs vore vandløb er svundet ind. Mange værdifulde læhegn, der har fungeret som ledelinier i landskabet, eksempelvis i tilknytning til vandløb, er også blevet fældet. Vandløbene kommer således mere og mere til at fungere som oaser for en lang række plante- og dyrearter. Åer og bække har ikke alene betydning for de vandlevende organismer, men i høj grad også for en lang række andre mere eller mindre landlevende arter. Blandt pattedyrene er odderens levevis og tilpasning til vandløbsmiljøet kortlagt blandt andet i forbindelse med nationale moniteringer af arten (Hammershøj et. all. 1996) og i Østjylland (Laursen 1998 og 1999). Men hvilke arter pattedyr kan ellers træffes ved danske vandløb? Spørgsmålet er relevant at få belyst, for at kunne få en større forståelse af vandløbenes betydning for dyrelivet. Det blev derfor undersøgt i forbindelse forfatterens kortlægning af odderens udbredelse i den nordlige del af Vejle Amt i 1998 og i Århus Amt i 1996 og i Resultaterne af disse undersøgelser er søgt sammenstillet i det følgende. Metode Valg af undersøgelsesmetode var primært tilpasset en optimal registrering af oddere. Feltundersøgelserne fandt således kun sted i vinterhalvåret, hvor oddermarkeringerne erfaringsmæssigt er størst. Kortlægning af odderens forekomst såvel i Vejle Amt som i Århus Amt er i videst muligt omfang gjort efter standardiserede metoder som beskrevet af Madsen (1989a). En vandløbsbro har langt Fig. 1. Gudenåen ved Kongensbro. Foto: Jørgen Terp Laursen 11

14 oftest været udgangspunkt for feltbesøgene. Undersøgelsen i Vejle Amt fandt sted i den nordvestlige del af amtet og omfattede Gudenå-systemet, Skjern Å, Omme Å, Holtum Å-systemet og Vejle Å, hvor der i 1996, som det eneste sted i Vejle Amt, blev observeret spor efter odder. Nordgrænsen var Århus Amt ved Salten Langsø, Salten Å, Gudenåmuseet, Klosterkær og Mossø, der mod øst afgrænses omtrent af Mossø,Vestbirk, Nim, Rask Mølle og Uldum (incl. Uldum Kær); sydgrænsen var Bøgeballe i øst til Omme Å i vest til grænsen ved Ribe Amt. Der blev undersøgt 89 lokaliteter (stationer) i Århus Amt fraregnet Djursland - i 1996 og 183 fordelt i hele Århus Amt i og 145 i Vejle Amt i I alt 328 forskellige lokaliteter, hvoraf mere end 98 pct. er vandløb. I forbindelse med odderregistreringerne blev alle andre fund af pattedyr også noteret på såkaldte stationskort. Typer af sporfund blev også nedfældet, eksempelvis om der var tale om dødfund, fodspor, ekskrementer eller bo. I forbindelse med registrering af sporfund er der for adskillige pattedyrarter forvekslingsmuligheder med især de såkaldte tvillingearter. Eksempelvis skovmår/husmår, ilder/mink, brud/lækat og mosegris/rotte. Pattedyr fundet i uglegylp ved nogle vandløb kan være bragt hertil fra andre områder og derfor ikke nødvendigvis være tilknyttet det vandløb, hvor de er fundet. Det må dog også være relevant at anvende denne form for indsamlingsmetode. Trods forfatterens erfaringer med registrering af spor fra pattedyr, må der tages forbehold for nogle af undersøgelsesresultaterne. Det er således ikke uproblematisk at lave denne form for undersøgelse. Disse metodesvagheder må indgå i den samlede vurdering af materialet pålidelighed. Registrerede pattedyr En del arter blev set i ret beskedne antal og flere ikke forventede pattedyr blev også noteret. I artsbeskrivelserne er samlet antal stationsregistreringer angivet umiddelbart efter artsnavn. Undersøgelsesområderne er kun angivet med årstal. Tabel 1 viser de 10 hyppigst registrerede pattedyrarter gældende samlet for alle tre odderundersøgelser i Østjylland og tabel 2 viser pattedyr registreret i Århus Amt i Pindsvin (1) Fundet død ved Fannerup på Djursland. Alm. Spidsmus (7) To i 1998 og 5 i 1999, alle dødfund. Arten findes ofte henkastet på jorden af ugler og rovdyr. Almindelig spidsmus findes af og til også døde ved drukning eller sult, når de er gået ned i flasker, der er henkastet ved blandt andet vandløb. Dværgspidsmus (1) Fundet i uglegylp i Også denne art er tidligere fundet i flasker som nævnt ovenfor. Vandspidsmus (1) Fundet død ved Nørre Å syd for Ålum. Arten må antages at leve ved en del af de besøgte vandløb. Fig. 2. Hinge Sø. Foto: Jørgen Terp Laursen 12 Muldvarp (186) Arten blev ikke noteret i 1996, men 48 i 1998 og 138 i 1999 alle i form af muldskud. Muldvarpen var blandt de hyppigst registrerede pattedyr. Muldvarpeskud kan forveksles med skud fra mosegris.

15 Hare (34) Kun 6 i 1996 og 6 i 1998, 22 i Arten indtager en 8. plads blandt de registrerede arter. Hare blev således ikke registreret så hyppigt som eksempelvis odder, hvilket er interessant. Egern (5-6) To i 1996, ingen 1998 og 3-4 i I alle tilfælde blev arten konstateret ved fodspor og ved vandløb i skovområder. Dværgmus (6) 4 i 1996, ingen i 1998 og 2 i I alle tilfælde blev arten registreret ved redefund i græsvegetation nær vandløb. Skov/Halsbåndmus (1) Fundet i uglegylp. Skovmus (1) Fundet død. Brun rotte (10) En i 1996, 4 i 1998 og 5 i Der blev blot set en levende rotte, der befandt sig i en rottefælde opstillet under en bro ved Tvede Å nord for Randers. Desuden 3 døde og 6 rottehuller. Det er overraskende med så få registreringer af arten. Det er vanskeligt at adskille arten fra mosegris på fodspor. Rødmus (2) To i 1998, begge levende individer. Mosegris (144) 32 i 1996, 54 i 1998 og 58 i I alle tilfælde var der tale om fund af fodspor. Mosegrisen var således som ventet blandt de hyppigst registrerede pattedyr (tabel 1 og 2). Se også under brun rotte. Sydmarkmus (1) Fundet død i 1999 ved Kathrinedal Dambrug i Midtjylland bestemt på grundlag af kraniekarakterer. Nordmarkmus (3) 7 eksemplarer fundet i uglegylp i Hund (206) 34 i 1996, 59 i 1998 og 113 i Alle registreringer drejer sig om fodspor. Der blev ikke set hund ved nogen af stationerne i forbindelse med feltbesøgene i de tre undersøgelser. Trods det, blev hund registreret på det største antal lokaliteter af alle arter pattedyr (tabel 1). I Århus Amt blev hund registreret på 38 pct. af undersøgte lokalitet i 1996 og på ca. 62 pct. i 1998/1999 og ca. 41 pct. i Vejle Amt i De mange registreringer kan beklageligvis være udtryk for, at mange hunde får lov at løbe frit rundt i naturen! Ræv (124) 38 i 1996, 35 i 1998 og 51 i Ræven er kun overgået af hund og mosegris i antal stationsregistreringer (tabel 1). Arten fouragerer ofte langs vore vandløb og i betragtning af rævens talrighed var det forventet, at finde den blandt de hyppigst registrerede arter. Der blev også fundet flere rævegrave ved vandløbene. Der er fra Gudenåen i Vejle Amt ældre beretninger om, at rævegrave anlagt nær vandløb også er blevet benyttet af odder (Laursen 1998). Lækat (15-18) En i 1996 og 1998 og 13 i Dertil kommer tre fodspor i 1999 fra brud/lækat. Brud blev ikke registreret med sikkerhed i undersøgelserne. Mink/Ilder (121) 42 i 1996, 25 i 1998 og 54 i Det antages i langt de fleste tilfælde at have drejet sig om mink. Der blev ikke gjort sikre fund af ilder. Registreringerne var omtrent ligeligt fordelt imellem fodspor og ekskrementer ofte blev begge dele set på samme lokalitet. En mink blev fundet død i I flere tilfælde blev der også i tilknytning til sporfund set minkbo ofte i kanten af dæmninger og i 13

16 flere tilfælde nær minkfarme! Det drejer sig om tre bo ved Læsten Mose, et ved Ringkloster ved Skanderborg Sø og et i skur med 5 unger ved Tåning Å nær udløb til Mossø - alle i 1996; desuden et ved Nørreåen i I Århus Amt blev mink/ilder registreret på 47 pct. af de undersøgte lokaliteter i 1996 og på 30 pct. i Til sammenligning 17 pct. i Vejle Amt i I 1996 blev mink/ilder fundet på samme lokalitet som odder en del steder, men især i den nordlige del af Århus Amt: Skals Å to steder, Tvede Å, Nørre Å, Lille Å og nær udløb til Mariager Fjord. Det samme billede tegnede sig ved undersøgelsen i , hvor det udgjorde ca. 10 pct. (Tabel 3). Husmår (10) Tre i 1996, ingen i 1998 og 7 i Bortset fra et dødfund ved Spørring Å i 1999 drejer det sig om fund af fodspor. I betragtning af blandt andet artens hyppighed og størrelse er det overraskende få dyr, der blev registreret. Der blev imidlertid også noteret andre 10 fodspor fra større mårdyr i 1999, som i flere tilfælde også kunne have været fra husmår. Grævling (12) 5 i 1996, 2 i 1998 og 5 i I alle tilfælde var der tale om fodspor. Typisk blev arten registreret nær områder med krat og skov. Fig. 3. Bo af Mink. Foto: Jørgen Terp Laursen Odder (83) 20 i 1996, 6 i 1998 og 57 i Arten blev primært registreret ved fund af ekskrementer, men en del skyldes også fund af fodspor. Den blev et beboet odderbo fundet ved Tvede Å nord for Randers og en Odder blev set den i Kousted Å ved Randers. Den blev en stor hanodder (10,5 kg og 120 cm) fundet trafikdræbt ved Ry Bro. Odderen indtager overraskende en 5. plads blandt registrerede pattedyr (tabel 1 og 2). De relativt mange registreringer må især tillægges den særlige fokus på arten i de tre undersøgelser. Dertil kommer observatørens erfaring med at lokalisere Oddere. For flere oplysninger om resultaterne af odderundersøgelserne henvises til litteraturlisten. Hund Mosegris Ræv Mink/Ilder Odder Rådyr Kat Hare Lækat Grævling Total Århus Amt Århus Amt Vejle Amt Tabel 1. Fordeling af de 10 hyppigst registrerede pattedyrarter ved 328 vandløb i Østjylland. Tallene angiver antal stationsregistreringer. 14

17 Huskat (41) 3 i 1996, 14 i 1998 og 24 i Det er overraskende, at arten i mange tilfælde blev registreret ved vandløb langt fra bebyggelse. Vildsvin (1) En i Individet blev fund død på eng netop hvor Lilleåen og Gudenåen mødes syd for Laurbjerg. Vildsvinet, der muligvis var druknet, var formentligt undsluppet fra en farm. Krondyr (10) Ingen i i 1998 og 4 i Arten blev registret ved fodspor på velkendte lokaliteter blandt andet ved Lemming nord for Silkeborg, Bidstrup Gods, Frijsenborg og Fjeld Skov. Dådyr (3) Tre i 1998, alle skyldes fund af fodspor. På en lokalitet i Vejle Amt blev der i samme område set fodspor fra krondyr, dådyr og rådyr. Arternes tilstedeværelse på fundstederne blev også bekræftet af lodsejeren. Sika (1) En i 1999, der blev set ved vandløb på Østdjursland. Rådyr (59) 9 i 1996, 20 i 1998 og 30 i I alle tilfælde var der tale om fodspor. Arten indtager en 6. plads blandt de mest registrerede pattedyr. Odder Mink/Ilder Odder og Mink Århus Amt Tabel 3. Fordeling af odder og mink/ilder på 183 lokaliteter i Århus Amt Foruden nævnte, blev en del rådyr også set på marker i nærheden af vandløbene, men indgår ikke i nærværende materiale. Resultater. Resultater af undersøgelsen er vist i tabel 1, 2 og 3. Der blev registreret mindst 28 forskellige pattedyrarter blandt disse hund og kat. Det er omtrent en trejdedel af de danske pattedyrarter. Havde undersøgelsen været mere årstidsmæssigt fordelt, havde artslisten givet været større. Flagermus blev eksempelvis slet ikke registreret, selvom de udgør en relativ stor gruppe pattedyr. En sammenligning af arternes hyppighed og fordeling i materialet må ses i sammenhæng med flere faktorer. Lokaliteterne fysiske forhold spiller en rolle, når man skal eftersøge dyrespor, det samme gør arterne størrelse, adfærd, fødevalg og i hvor høj grad, de er knyttet til vandløbet. Vandløbene fungerer tillige som vigtige ledelinier, transportveje, territoriegrænser, fourageringsområder og skjul for en lang række arter. Men også negativt ved at være barrierer i landskabet. Tilstedeværelsen af vandløb kan Mink/Ilder Ræv Hund Mosegris Odder Rådyr Hare Grævling Dværgmus Kat Husmår Egern Rotte Lækat Tabel 2. Fordeling af pattedyrarter efter hyppighed registreret ved 89 vandløb i Århus Amt i Tallene angiver antal stationer, hvor arterne blev registreret. Muldvarp blev ikke noteret. 15

18 Litteratur Hammershøj, M., Madsen, A. B., Bruun- Schmidt, I.O., Gaardmand, B., Jensen, A., Jensen B., Jeppesen, J.L. og Laursen, Terp J. 1996: Overvågning af Odder (Lutra lutra) i Danmark Danish Nat. Env. Res. Inst. Report nr Laursen, J.T., 1998: Projekt Odder Lutra lutra i Vejle Amt Kortlægning af udbredelse, potentielle odderlokaliteter, faunapassager og fristeder for Odder. - Rapport. Laursen, J.T., 1999: Projekt Odder Lutra lutra i Århus Amt 1998/1999. (Odderens forekomst i Århus Amt indtil 1999 på grundlag af især litteratursøgning). - Delrapport. - Århus Amt afd. Åben Land. Madsen, A.B., 1989a: Bevar Odderen en håndbog i odderbeskyttelse. Skov- og Naturstyrelsen. 40 pp. Fig. 4. Spor efter Husmår ved bo, Alrø. Foto: Jørgen Terp Laursen således både hæmme og fremme nogle arters ekspansionsmuligheder i landskabet. Det må konkluderes, at vandløbene og især deres bredvegetation spiller en stor rolle for mange af vore pattedyr. Så er vandløbene som regel også et smukt og fredfyldt sted at være for os mennesker. Madsen, A.B. et al. 2002: Barrierer i landskabet betyder det noget for de vilde dyr? Danmarks Miljøundersøgelser 2002 (Temarapport). Werling, L. & J. M. Hansen 2003: Odderen i Århus Amt. (Rapport baseret på undersøgelser i af Jørgen Terp Laursen). Natur og Miljø. Århus Amt. Forfatterens adresse Engdalsvej 81 B 8220 Brabrand 16

19 Eksotisk havneflora i Århus Lars Skipper & Torsten Krienke I temanummeret om indslæbte og forvildede planter i Århus (Gejrfuglen 2003:1) bragte vi en oversigt over usædvanlige plantearter fundet på en enkelt dag på havnen i Århus. På grund af et teknisk uheld manglede halvdelen af arterne på listen (Tabel 2 s. 18.). Vi bringer her den fuldstændige liste suppleret med fund gjort på Dansk Botanisk Forenings ekskursion til området d. 20. september i år under ledelse af Finn Skovgaard samt enkelte fund fra forfatternes forekskursion et par uger tidligere. Allerede på ekskursionen i 1999 nævnte Finn, at han ikke havde oplevet noget bedre siden Sojakagen i København i de gode gamle dage, og heller ikke i år svigtede området. Turen var særdeles velbesøgt med 27 deltagere og blev sågar omtalt i dagspressen (Århus Stiftstidende 6. okt.) i anledning af det særprægede ekskursionsmål. Formålet med turen var at se nærmere på nogle af de arter, som indføres med korn- og foderstofimport og efterfølgende forvilder på havnen. Sojakagefabrikken i København sprang i luften i 1980 med et brag, der kunne høres over næsten hele byen, og eksisterer ikke mere. I Larvik i Norge findes der stadig en mindre virksomhed, der imidlertid er under afvikling. Dermed udgør Århus Havn et indslæbningsområde i særklasse i Skandinavien. Fig. 1. Hele 27 deltagere lod sig friste af denne usædvanlige botaniktur. Foto: Lars Skipper Fig. 2. Finn demonstrerer en Trefliget Ambrosie. Foto: Lars Skipper 17

20 Fig. 3. En sojaplante med frugt. Foto: Lars Skipper Hovedparten af de importerede sojabønner kommer i dag fra Teas, tidligere kom de også fra Kina og Brasilien. De fremmede frø som kommer med sojaen repræsenterer ukrudtsfloraen på sojamarkerne, men selvom sojaen importeres fra Nordamerika kan der være indeholdt ukrudtsarter fra andre verdensdele. Pga. den intensive globale handel og transport kan man ikke umiddelbart se af frøforureningen i en portion sojabønner, hvor afgrøden kommer fra. Det kan i øvrigt nævnes som et kuriosum, at adskillige arter, der er rødlistede i Europa, optræder invasivt i USA, f.eks. Brun Fladaks, Najade og Risgræs. Omvendt ser vi dog ikke sjældne amerikanske arter som invasive i Europa. Turen bød på flere tilsyneladende almindelige ukrudtsarter, der ved nærmere eftersyn viste sig at være ganske interessante. Her følger nogle eksempler: Blandt flere ubestemmelige individer af Gåsefod, hvoraf en del nok var udenlandske arter/varieteter, fremhævede Finn nogle planter, som han kunne bestemme til Chenopodium pedunculare, Stilkblomstret Gåsefod, let kendelig på enkelte stærkt forlængede blomsterstilke i blomsterstanden (fig. 4). Denne upåagtede art har været regnet til Grøn Gåsefod og er i Danmark hidtil kun kendt fra et enkelt fund på Åboulevarden i København. Burre-Snerre kendes af 18 Fig. 4. Chenopodium pedunculare Stilkblomstret Gåsefod - en upåagtet slægtning til Grøn Gåsefod. Foto: Lars Skipper alle (ikke mindst pga. dens præstelus ), men her på havnen findes den også som underarten Uægte Burre-Snerre (ssp. vaillantii), der kan kendes på dens mindre frugter og de små grønlige blomster (fig. 5). Den ligeledes almindelige Ager-Sennep forekommer også her i en usædvanlig varietet med stivhårede frugter (var. orientalis). Slægten Amarant forekommer ofte på havnen med flere arter, men de kan være vanskelige at kende for lægfolk og vi fik kun sat sikkert navn på en enkelt, Opret Amarant. Vi fik til gengæld nogle gode feltkendetegn til slægten Skærmaks, der optrådte med tre arter: Grøn Fig. 5. Burre-Snerre i en light-version (ssp. vaillantii) med mindre frugter og små, grønlige blomster. Foto: Lars Skipper

21 Fig. 6 & 7. Ny art for Danmark. Arten tilhører kurvblomstfamilien, men hvilken det drejer sig om vides endnu ikke. Foto: Lars Skipper Skærmaks, Fabers Skærmaks samt Kolbehirse. Af andre specielle græsser så vi bl.a. Panicum laevifolium, Glatbladet Hirse, en høj og kraftig plante, som stod på sanddyngerne langs Østhavnsvej. Som kontrast hertil så vi den lille og ekstremt uanselige Eleusine indica, Fingerhirse som gemte sig i en dyb fuge imellem brostenene på Silovej. To indslæbte arter af Vikke påkaldte sig vores opmærksomhed, Sand-Vikke og Glat Vikke. Den førstnævnte ses hist og her som markukrudt og på ruderater, mens den anden er langt mere sjælden og var ny for de fleste af deltagerne. Begge arter præsenterede sig smukt i fuld blomstring. Til gengæld måtte vi nøjes med vegetative eksemplarer af flere andre eksotiske arter, heriblandt to arter i katostfamilien, Kinajute og Sida, samt en art Brøndsel. Sidstnævnte så vi (forfatterne) allerede på forekskursionen. Den lignede en frøplante af Alm. Hyld, men der var noget forkert ved den og den lugtede af tjære. Da vi viste den til Finn to uger senere, kunne han med sin store erfaring straks bestemme den til Bidens pilosa. Ruderatbotanikere er tit nødt til at lære planterne at kende i vegetativ tilstand. Finn nævnte, at han på flere af sine ekskursioner til kloakslamsdeponier var stødt på ukendte bredbladede kimplanter, som aldrig nåede at udvikle sig til store planter. En svensk kollega kunne fortælle ham, at det såmænd drejede sig om spirede passionsfrugter. På forekskursionen blev vi opmærksomme på tre for os helt fremmede småplanter på Oliehavnsvej (fig. 6). Vi håbede, at det ville være muligt at få sat navn på kræet på selve ekskursionen. Da Finn fik forevist det første usle eksemplar med blege topskud turde han ikke komme med et bud, men det næste eksemplar viste sig at have fået en enkelt blomst (fig. 7) og pludselig kunne han genkende arten - fra en ferierejse til Barbados. Finn fortalte at denne kurvblomst er vildtvoksende i Caribien og ikke hidtil registreret i Danmark!! Desværre må vi vente med at få et navn på arten. En stump af dette eksemplar blev indsamlet af den lokale Atlas Flora Danica-inventør for at kunne sendes som belæg til Botanisk Museum. En iøjnefaldende slægt på Århus Havn, som sjældent eller først meget sent kommer i blomst, er tragtsnerle (Ipomoea), også kaldet 19

22 Artsnavn + Abutilon theophrasti - Kinajute Aethusa cynapium - Hundepersille + Alopecurus myosuroides - Ager-Rævehale + Amaranthus retrofleus - Opret Amarant + Amaranthus viridis - Grøn Amarant + Ambrosia artemisiifolia - Bynke-Ambrosie + Ambrosia trifida - Trefliget Ambrosie Ammi majus - Kongekommen Amsinckia micrantha - Småblomstret Gulurt Apera spica-venti - Vindaks Arrhenatherum elatius var. bulbosum - Knold-Draphavre Artemisia absinthium - Have-Malurt Artemisia scoparia - Grenet Bynke + Bidens pilosa - brøndsel-art Bromus arvensis - Ager-Hejre Bromus squarrosus - Udspærret Hejre + Bromus tectorum - Tag-Hejre Bromus wildenowii - Amerikansk Hejre Cannabis sp. - hamp-art + Chaenorhinum minus - Liden Torskemund + Chenopodium glaucum - Blågrøn Gåsefod + Chenopodium pedunculare - gåsefod-art + Chenopodium rubrum - Rød Gåsefod + Chenopodium spp. - gåsefod-arter Chenopodium urbicum - Rank Gåsefod + Conium maculatum - Skarntyde + Consolida regalis - Korn-Ridderspore Datura stramonium - Pigæble Digitaria ischaemum - Liden Fingeraks + Digitaria sanguinalis ssp. sanguinalis - Blodhirse + Diplotais muralis - Mursennep + Echinochloa crus-galli - Alm. Hanespore + Eleusine indica - Fingerhirse Eragrostis minor - Liden Kærlighedsgræs + Fallopia dumetorum - Vinge-Pileurt + Galium aparine var. vaillantii - Uægte Burre-Snerre + Glycine ma - Sojabønne + Helianthus annuus - Alm. Solsikke Tabel 1. Diversiteten af usædvanlige arter på Århus Havn fremgår tydeligt af dette udvalg af overvejende indslæbte (anthropochore) arter set på to ekskursioner, hhv. d. 25. september 1999 (angivet med i tabellen) samt d. 20. september 2003 (angivet med + i tabellen). 20

23 Hirschfeldia incana - Bastardsennep + Hordeum jubatum - Egernhalebyg Hordeum vulgare var. vulgare - Seksradet Byg + Ipomoea hederacea - Vedbend-Tragtsnerle + Ipomoea purpurea - Rød Tragtsnerle + Iva anthifolia - Klaseurt Kochia scoparia - Sommercypres + Lactuca serriola - Tornet Salat + Lappula squarrosa- Småhaget Pigfrø + Lepidium ruderale - Stinkende Karse Lolium multiflorum - Italiensk Rajgræs + Malva neglecta - Rundbladet Katost + Malva parviflora - Småblomstret Katost + Malva pusilla - Liden Katost + Panicum laevifolium - Glatbladet Hirse + Panicum miliaceum - Alm. Hirse Papaver somniferum - Opium-Valmue + Poa compressa - Fladstrået Rapgræs + Poa palustris - Stortoppet Rapgræs Polygonum pensylvanicum - Pensylvansk Pileurt Salsola kali ssp. ruthenica - Russisk Sodaurt + Senecio inaequidens - Smalbladet Brandbæger + Senecio viscosus - Klæbrig Brandbæger + Senecio vulgaris var. hibernica - varietet af Alm. Brandbæger + Setaria faberi - Fabers Skærmaks + Setaria italica - Kolbehirse Setaria pumila - Blågrøn Skærmaks + Setaria viridis - Grøn Skærmaks + Sida spinosa - art i katostfamilien + Sinapis arvensis var. orientalis - Stivhåret Ager-Sennep + Sisymbrium altissimum - Ungarsk Vejsennep Sisymbrium loeselii - Stivhåret Vejsennep + Sisymbrium orientale - Orientalsk Vejsennep Sorghum halepense - Durra + Vicia villosa ssp. varia - Glat Vikke + Vicia villosa ssp. villosa - Sand-Vikke + Vulpia myurus - Stor Væselhale + Xanthium strumarium - Skræppe-Brodfrø + ubestemt art i kurvblomstfamilien - NY FOR DANMARK 21

24 pragtsnerle. Vi fandt i hvert fald to arter, den ene var vistnok Rød Tragtsnerle, men kunne ikke bestemmes med sikkerhed uden blomst. Til gengæld var Vedbend-Tragtsnerle umiskendelig med sine fligede bladplader (Fig. 8). Hvis vi var kommet tilbage et par uger efter, ville de muligvis have været i blomst. Mange af de enårige ukrudtsarter, der kommer fra egne med varmtempereret klima, blomstrer først meget sent i Danmark. Den væsentligste årsag er, at de ikke er tilpasset dagslængder på op til 17 timer og derfor bliver stressede af vores lange sommerdage. Flere arter, som tidligere var sjældne i Danmark, er nu langt mere udbredte og talrige, det gælder bl.a. Liden Kærlighedsgræs, der kan findes mellem skinnerne på havneterrænet. Noget tyder på, at klimaforandringen (drivhuseffekten?) i de senere år har sat sit præg på forekomsten og fordelingen af de indslæbte planter på danske ruderater. Forfatternes adresse (LS) Haslevej Åbyhøj (TK) Høgevej 43, St. Th Århus V. Fig. 8. Vedbend-Tragtsnerle med sin karakteristiske bladform. Foto: Lars Skipper 22

25 Gul Nøkketunge Carsten Brandt Gul nøkketunge er en svamp jeg første gang så i maj Jeg var flyttet fra de fede jorde i Århusområdet til Resenbro ved Silkeborg. Med Silkeborg golfbane som nabo skulle det nye opland udforskes. På en af mine første ture i området, kom jeg forbi et lille vandhul med Sphagnum. Midt ude i vandhullet voksede nogle mærkelige orangegule tingester. Jeg gættede hurtigt på, at der var tale om en svamp. Hjemme igen fandt jeg en beskrivelse i Pilze der Schweiz, der passede godt på de gule svampe. Der var tale om sæksvampen Mitrula paludosa, der er 2-5 cm høj og 5-10 mm tyk. Den har en klar stilk og et gulorange hoved der ofte er hult og vandfyldt. Den vokser i Fig. 1. Gul Nøkketunge. Foto: Carsten Brandt vand eller på jord der overrisles af kildevæld. Den trives kun i rent, surt og iltrigt vand. På Silkeborg golfbane er der et gammelt moseområde, der delvist er drænet og vandet ledes væk i en grøft, der senere bliver til Skærbæk. Ind i mellem er der gravet en række søer for at skabe golfbanemiljø og det er slet ikke så tosset endda. Det er rent grundvand, der trænger op i grøften og der er langt til dyrkede marker, så belastningen med nærringssalte er begrænset til det, der kommer fra banerne og med regnvandet. Det løber gennem vandhullerne, der fremstår som helt klarvandede med et righoldigt insektliv. Ved nærmere eftersyn fandtes der hundredevis af frugtlegemer langs grøften og i vandhullerne. Her vokser de i Sphagnum, der flyder på en halv meter vand. Området er præget af opvækst af Birk og Skovfyr, og blade og nåle fra træerne lander i vandet og bliver fanget af Sphagnumplanterne. I denne grød af levende og døde planter trives Gul nøkketunge, fordi der hele tiden tilføres frisk vand, så der aldrig bliver iltmangel. I tilsvarende vandhuller uden gennemstrømning vil det være utænkeligt at finde denne svamp. Gul nøkketunge er opført på rødlisten og kun registreret fra 28 danske lokaliteter, hvoraf den kun er set på 17 lokaliteter siden Med denne viden i baghovedet kontaktede jeg golfbanens bestyrer for at 23