Tine Lindhardts bibelfortælling 2. søndag efter helligtrekonger 2010

Transkript

1 Vi begynder i Ægypten. Hebræerne, israelitterne er i Ægypten, og de har været der i næsten 400 år. Ganske vist er det Kana ans land, der er deres land. Det er der, de bosætter sig, det er det land, de har fået af Gud, men hungersnød tvinger dem igen og igen ud af landet. Og sådan har det også tvunget dem til Ægypten. Nu er de i Ægypten og har som sagt været her i 400 år. De er fremmede, fortæller Bibelen, og de er så fremmede, at Farao ikke bryder sig om dem. De fylder for meget. De tager alle de bedste jobs (det er han i hvert fald bange for), og de gifter sig sikkert med alle vores koner." Så Farao vil meget gerne have dem begrænset, de her hebræere. Derfor gør han dem til slaver, og yderligere gør han det, at han siger, at alle hebræernes drengebørn skal druknes i Nilen. Det er jo simpelthen frygteligt - simpelthen forfærdeligt for de forældre, hvis børn bliver dræbt, men jo også i en videre forstand, fordi børn er et folks fremtid. Hvis ikker der bliver født børn, så har man som folk, som samfund ikke nogen fremtid, og hvis ikke man har en fremtid, så er det spørgsmålet, om man har en nutid, et levet liv, hvis ikke man har noget at se frem til? Så det, Farao i virkeligheden gør, ud over det forfærdelige at tage livet af en masse børn, det er, at han tager fremtiden fra folket. Der er ét barn, der overlever, nemlig Moses, og han bliver bragt op til Faraos hof. Han bliver fundet af en prinsesse på Nilen, og hun bringer ham op til hoffet, og han vokser op der. Og så en dag, mens Moses er ude i ørkenen, sker der noget: Gud kommer til ham og siger: "Jeg har set mit folks elendighed. Jeg har hørt, hvordan de lider, og hvordan de klager, og jeg er deres Gud. De er mit folk. Jeg vil gøre noget, og du Moses! jeg skal bruge dig, for du skal nemlig lede folket. Jeg vil føre dem nu fra dette land, hvor de lever i undertrykkelse og elendighed og nød. Jeg vil føre dem fra det land, fra slaveriet ind til et land, der flyder med mælk og honning, og du Moses, du skal være folkets fører på den vej. Du skal lede dem." "Øh, mig?" siger Moses. "Øh, jeg tror, du skal finde en anden, Gud, for jeg taler ikke godt. Tungen slår sludder, og. Find en anden. Jeg er ikke vant til sådan at føre ordet." "Det er dig," siger Gud til Moses. "og hvis ikke du er god til at tale, så kan du få Aron med dig. Han er rigtig god til det med at tale. Rigtig god endda." "Men hvad skal jeg sige?" siger Moses. "Skal jeg bare sige, at Gud har mødt mig ude i ørkenen, og.? Hvem er du i grunden? Hvad skal jeg sige, du hedder?" "Jeg er den, jeg er. Du skal sige til folket: "Jeg er har mødt mig. Og Jeg er vil nu føre jer fra landflygtighed, fra elendighed og nød ind til et land, der flyder med mælk og honning." Og Moses går af sted. Det har han fået bud på af Gud: Op til Farao og sige: Jeg vil gerne have, at du giver mit folk fri, så vi kan komme tre dagsrejser ud i ørkenen og bede til vores Gud. Og Moses stiller oppe foran Farao og siger: "Jeg vil gerne have, du giver folket fri. Vi skal ud i ørkenen og bede til vores Gud." "Bede til Gud?" siger Farao. "Har I overhovedet tid til at tænke på en Gud, så har I vist lidt for god tid." Og så strammer han grebet yderligere om hebræerne. De skal arbejde hårdere, og de får mindre for det. Og så står folket derhenne hos Moses og siger til ham: "Hvad er det, du har gjort? Du har lagt os for had hos Farao, og nu skal vi bare arbejde endnu hårdere, og vi får endnu mindre for det. Hvad er det, du har gjort?" Underforstået siger de, at al den snak om Gud, om et land, der flyder med mælk og honning, "det er de rene drømmerier, Moses, de rene tosserier. Næ", siger de mellem linjerne, "man ved, hvad man har. Man ved ikke, hvad man får. Eller rettere sagt, det ved vi godt! Man får kun noget, der er meget, meget værre." Og Moses klager til Gud. Men Gud siger: "Op til Farao igen." For Gud har en plan. Da Farao ikke giver sig, sender Gud den ene plage efter den anden ned over ægypterne for at presse Farao til at frigive dem. Vandet bliver til blod. Der kommer myg. Der kommer bylder. Der kommer fluer. Der kommer pest. Der kommer hagl så store som snebolde. Ti plager. Mørket er den niende. Men den tiende er den værste. Det er døden. Gud selv går igennem ægypternes gader og går ind og slår hver eneste dreng ihjel, hver eneste førstefødte ihjel, i alle ægypternes huse, både blandt dyr og blandt mennesker. Dem, der skulle bringe slægten videre.

2 Der er kun nogle ganske få huse, hvor døden går forbi. Det er de huse, hvor der er smurt blod på dørstolpen. Det er hebræernes huse. De har slagtet et lam, og blodet har de smurt på dørstolpen, og de steder, hvor der er blod på dørstolpen, går døden forbi. Det hedder på hebræisk pesach. Det er det, vi har i påske. At døden går forbi, dér hvor der er slagtet et lam, og blodet er smurt på dørstolpen. I den tumult, den gråd, den klage, der bliver blandt ægypterne, flygter hebræerne ud af landet. Farao siger direkte: "Nu vil jeg af med jer. Ud af landet med jer." Så drager de af sted, og nu skulle man jo tro, at de ville have armene oppe i jubel og i glæde. Endelig kan de lægge al den elendighed og slaveriet bag sig og kigge frem imod det forjættede land, det land der flyder med mælk og honning. Og sådan går det et stykke tid. Armene oppe! Ih, hvor vi glæder os og ser frem mod det, der skal komme. Men det varer ikke lang tid. For så ser de noget andet. Så ser de et rødt hav. "Hvor er vadestedet? Hvor er broen? Hvordan skal vi lige komme over her?" Og de vender sig om og ser, at bag sig har de den ægyptiske hær. Og så står de henne hos Moses igen: "Var der ikke nogen grave i Egypten, siden vi skulle helt herud i ørkenen for at dø?" Moses klager videre til Gud, og Gud siger til Moses: "Tag din stav og slå på vandet." Og Moses slår på vandet, og straks skilles vandene. Det er næsten som i skabelsens dage, hvor urhavet skilles, og denne gang lægges der en sti igennem havet, og de kan komme tørskoede over på den anden side. Så er armene oppe igen. Nu går det godt. Nu har man lagt elendigheden bag sig. Nu går man frem mod det forjættede land. Lige indtil: "Vi har ikke noget at spise. Vi er sultne." Så lader Gud det regne med mannabrød ned over ørkenen. "Vi er også tørstige." Så må Gud lade Moses slå på klippen, så der kommer vand. "Øh, det er godt med vand og brød, men vi mangler altså også noget kød, nogen proteiner, for at vi kan stå imod her." Og Gud lader et træk af vagtler komme ind over lejren, så de kan plukke dem og spise dem. Og sådan hjælper Gud dem gang på gang tålmodigt og venligt, hver gang de klager, hver gang de egentlig trækkes tilbage til Ægypten, til slaveriet, til elendigheden. Det er jo ganske mærkeligt: I stedet for at leve i lyset af det, der skal komme, så ser de baglæns hele tiden på det, der var. "Det var bedre. Man ved, hvad man har. Man ved ikke, hvad man får. Eller rettere, det ved vi godt!" Så kommer de til Sinai bjerg. Gud vil indgå en aftale med dem der. Gud siger: "Jeg vil gerne være jeres Gud. Vil I være mit folk?" "Ja," siger folket, det vil de gerne, og så laver de en aftale. En pagt bliver indgået. Moses går op på Sinai bjerg. Han skal have De Ti Bud og en del andre forskrifter fra Gud, og så sker der pludselig det, at folket siger: "Er han ikke blevet lidt længe deroppe på bjerget? Hvor bliver han af? Var der ikke noget med et land, der flyder med mælk og honning? Men hvis vi ser os omkring, hvad ser vi så? Vi ser sand og sand og sand og sand. Ikke meget mælk og honning her. Mangler der ikke ligesom et eller andet?" Og så vokser den tanke i dem: "Det der med, at Gud vil føre os derhen, kan man regne med det? Er det ikke bare en fjern Gud? Skulle vi ikke hellere lave vores egen Gud? Lave en Gud i vores eget billede? Så ved man da, hvad man får." Så samler de deres guld sammen og laver en guldkalv. Symbolet på frugtbarhed og velstand. Nu ved man da, hvad man har: en Gud, man selv har lavet, som kan være garant for frugtbarhed, sikkerhed og tryghed, og så går dansen omkring guldkalven. Moses kommer ned fra bjerget med stentavlerne, og da han ser, hvordan de danser omkring guldkalven, bliver han rasende. Han smadrer tavlerne og bliver frygtelig, frygtelig vred. Men det er for intet at regne mod Vorherres vrede. Han bliver hvidglødende af raseri. "Nu, nu er det nok." Hans tålmodighed er bristet. Han har ført dem på ørnevinger hele vejen igennem. Han har lagt en sti igennem havet. Han har givet dem mad. Han har givet dem vand. Han har gjort alt for dem. Alt! Og så giver de sig til at lave deres egen Gud, i stedet for at holde sig til ham. Han er rasende. Så træder Moses i aktion. Moses siger til Gud: "Jeg forstår godt, du er vred. Jeg forstår det godt! Det er med god grund, at du er vred, Gud, og det er godt at komme af med det. Så kom

3 endelig ud med din vrede her. Lad os lige få den op på bordet. Det er rigtig, rigtig godt, så ud med den her." Og da den er kommet ud, siger Moses videre: "Men Gud... har du i grunden tænkt over, når du nu er så vred og bare vil lade folket være her og overlade sig til sig selv... har du så tænkt over, hvad andre folkeslag i grunden vil sige om dig, hvad du er for en Gud? Altså, du havde en plan om at føre folket fra Ægypten til det forjættede land, der flyder med mælk og honning. Og så stiller folket sig på bagbenene, og så er du bare nødt til at sige nå og efterlade dem her ude i ørkenen, i vrede over at de ikke vil det, som du vil." Er det særlig guddommeligt? siger Moses jo mellem linjerne, og han siger også: "Man vil jo måske sige om dig, at du er en ond Gud, fordi du bare førte dem ud fra Ægypten, herud i ørkenen til elendigheden i stedet for at gennemføre dit forehavende." Man kan jo sige, at Moses her tager noget af et førergreb på Vorherre. Sådan virkelig. Men det virker faktisk, fordi Gud giver sig til at tænke og overveje: Hvad vil det egentlig sige at være Gud - og hvem er han i grunden som Gud - og hvordan kan man reagere som Gud? Eller rettere sagt, kan man nøjes med at reagere? Må man ikke som Gud være den, der agerer, den der handler, den der sætter dagsordenen, og den der fører sin vilje og sin beslutning igennem? Det bliver en meget, meget lille gud, man får, hvis man kun har en reaktionsgud. For hvrodan er han nødt til at agere, hvordan er han nødt til at opføre sig, sådan en Gud, der kun er en reaktionsgud? Ja, han er nødt til at sidde på sidelinjen, og så kan han kigge ned og sige: "Nå, nu tror folk på mig, så får de frugtbarhed, så får de velstand og gode kår. Nu tror folk ikke på mig mere. Jamen, så får de krig. Så får de ufred. Så får de elendighed. Nå, nu tror de på mig igen." Sådan er han nødt til hele tiden reagere på det, folk gør. Det er jo en meget lille gud, man på den måde får, og i hvert fald ikke en gud, der er himlens og Jordens skaber. Han må da sætte dagsordenen. Folket til gengæld kan jo være glade for sådan en ordning, sådan en - det man kalder en betinget pagt. Altså: "Jeg vil være jeres Gud, hvis I holder jer til mig, og hvis I ikke holder jer til mig, så vil jeg ikke være jeres Gud." Sådan en pagt kan folket være glade for, for det giver jo dem magten. Så er det pludselig folket, der kan styre: "Vil vi have det godt, jamen så må vi opføre jo os ordentligt." Og når det går en skidt, så kan man jo bare læne sig tilbage og sige: "Nå, ja, det er så Guds straf, så hvis vi vil have det godt igen, så er vi bare nødt til at opføre os rigtigt og ordentligt og godt igen." På den måde er det folket, mennesker, os, der kommer til at sætte dagsordenen i stedet for Gud. Igennem Bibelen løber der to spor. Der løber to pagter. Den ene er den betingede pagtslutning, det er den, vi har her på Sinai, hvor Gud siger: "Noget for noget, og ikke noget for ingenting. Jeg vil gerne være jeres Gud, men til gengæld skal I holde jer til mig. Hvis ikke I holder jer til mig, så vil jeg ikke være jeres Gud længere, så kan I klare jer selv." Så kommer der krig og elendighed, og så græder folket og siger: "Vi vil gerne have dig til Gud igen." Så siger Gud: "Det er i orden!" og så fortsætter de lidt endnu. Det er den betingede pagt. Men der er også en anden og et andet spor. Det er den ubetingede, hvor Gud siger: "Jeg vil være jeres Gud." Punktum. Ingen betingelser. Ingen vilkår. Ikke noget: Men I skal også... "Jeg er jeres Gud." Punktum. "Uanset hvad, uanset hvor I er, uanset hvordan I er, så er jeg jeres Gud." Det er den ubetingede pagt, og den løber også igennem hele Bibelen. Man kan sige, at den betingede pagt er en retfærdig pagt. Der er konsekvens. Noget for noget. Ikke noget for ingenting, som jeg sagde Det er en meget menneskelig måde at reagere på. Den ubetingede er i stedet båret af kærlighed, af tilgivelse. Man kan spørge: Kan Gud nøjes med at reagere på den betingede måde? Eller må han ikke som Gud være mere end et menneske? Må han ikke sige: "Jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg reagerer ikke menneskeligt." Det gør han faktisk hos Hoseas, som vi skal høre om om lidt. Men det, der dybest set er på færde her, er kampen om magten. Det er kampen om, hvem der har magten i tilværelsen, og hvem der kan styre tilværelsen, og hvor vi mennesker jo ønsker at styre livet alt det, vi overhovedet kan, og gør alt hvad vi kan for det, og hvor vi egentlig

4 gerne dybest set vil have den her betingede pagt, for så ved vi, at vi selv kan regulere, hvordan vores liv skal blive. Men er livet så enkelt? Er det ikke snarere sådan, at vi bliver overrumplet af det, væltet omkuld af det. Negativt af alt det, der vælter ind over os af kaos og mørke - og positivt, når kærligheden slår benene væk under os. Er livet måske ikke så meget større? Det vigtige der er så, at der er et holdepunkt. Det holdepunkt er Gud, sige Bibelen. Lysets, kærlighedens ophav. Kampen om magten, om det er en Gud, der agerer, eller en Gud, der reagerer, skal vi høre meget mere om, når vi skal høre om Hoseas. Men først skal vi synge. (Menigheden synger Du satte dig selv i de nederstes sted) Gud vil sit menneske. Han vil sit menneske uanset hvad, og uanset hvor vi er. Den betingede pagtslutning løber som ét spor, men den ubetingede er der også - som en kærlighedshistorie - og netop som en kærlighedshistorie skal vi høre om forholdet mellem Gud og mennesker, som det fortælles hos profeten Hoseas. Når Hoseas skal fortælle om forholdet mellem Gud og mennesker, så gør han det som et ægteskab. Gud er ægtemanden, og hustruen er folket. Men det er et ganske mærkeligt ægteskab, der er hos Hoseas, fordi denne her kone vil ikke være gift med sin mand. I hvert fald opfører hun sig som om, hun ikke vil være det, for hun løber efter den ene elsker efter den anden, den tredje, den fjerde, fordi hun tænker, at hun får noget bedre alle mulige andre steder. Så hun vil ikke være gift med ham. Og hvordan efterlader det ham? Ja, det efterlader ham underligt på sidelinjen. Han må stå der som en forsmået bejler og sige: "Nå, hun vil ikke være gift med mig mere. Jamen, hvad skal jeg gøre ved det?" Så giver han sig til at indlede skilsmisseforhandlinger, og det kan man jo sige er meget menneskeligt at sige: "Nå, hun løber efter nogen andre og vil hellere være gift med en anden. OK, så lad os da tage konsekvensen af det, og så indleder vi skilsmisseforhandlinger." Meget rationelt, meget menneskeligt, er det, men samtidig med at ægtemanden, som jo altså er et billede på Gud, reagerer på den måde meget rationelt, meget konsekvent, meget menneskeligt, så sker der noget andet i ham. Han overvældes af kærlighed, og det kommer gentagne gange hos Hoseas. Han kan alligevel ikke slippe hende. Han holder jo af hende, og han kan ikke give slip på hende. Der er noget hos hende, ved hende. Han fortæller om det meget, meget gribende, og nu bliver det ikke længere konen, han fortæller om. Nu bliver det faktisk folket. Han fortæller, hvordan han som en far tog dem op til sig. Han bar dem på ørnevinger. Han gav dem mad. Han aede dem ned over kinden. Det er et kærlighedsforhold. Et forhold her mellem en far og en søn, et barn Ligesom det kan være et forhold mellem en mand og en kone. Men han kan simpelthen ikke slippe dem, og samtidig er der det med: "jamen, lige meget hvor meget jeg kalder på jer, så vender I jer bare væk og løber efter nogen andre. Man kan aldrig regne med jer. I går jeres egne veje." Der er som om, der er noget, der kæmper i Gud, hos Hoseas. Kærligheden kæmper med retfærdigheden, kan man sige, og det er en fristelse. Jeg tror faktisk, at det er en fristelse hos Gud til at falde for den konsekvente retfærdighed. Noget for noget, og ikke noget for ingenting. Men hvis han falder for fristelsen til at sige sådan, så reagerer han menneskeligt og ikke særlig guddommeligt, og så mister han magten. For så er det jo folket, konen, der sætter vilkårene for det her forhold. Det er hende, der bestemmer, og han må bare danse efter den måde, hun spiller på. Og derfor ender Gud med at reagere anderledes. Han siger faktisk hos Hoseas: "Gud er jeg. Ikke et menneske." Og erkender dermed, at han ikke kan nøjes med at reagere menneskeligt. Han må reagere guddommeligt. Handle guddommeligt, og at handle guddommeligt er ikke at sige: "Noget for noget, Og ikke noget for ingenting." Men det er derimod at sige: "Meget for lidt. Alt for intet." Og sådan ender han med at sige af kærlighed og i tilgivelse. Og hvad skal vi som mennesker sige til det? Ja, måske kunne vi sige tak, fordi det betyder, at vi får langt mere, end vi giver. Det betyder, at vi får, også selvom vi ikke giver. Det betyder,

5 at vi får, på trods af det vi giver. Vi mister derimod styringen. Vi mister drømmen om, at bare vi er gode nok, bare vi er perfekte nok, bare vi opfører os ordentligt nok, kan vi styre uden om det onde. Så kan vi få et godt, lykkeligt liv. Men det er måske ikke nogen drøm. Det er måske, når alt kommer til alt et mareridt, og derfor bør vi måske sige tak til en Gud, der handler guddommeligt og siger: "Meget for lidt, og alt for intet." Sådan en Gud, kærlighedens Gud, tilgivelsens Gud peger frem imod Det Nye Testamente, og det gør dermed både Moses og Hoseas. Amen.