EVALUERINGSRAPPORT. Familiehuset Horsens. af cand.scient., ph.d., Christina Warrer Schnohr

Transkript

1 Familiehuset Horsens af cand.scient., ph.d., Christina Warrer Schnohr 2012 Evalueringsrapporten er udarbejdet for at beskrive arbejdet i Familiehuset og kunne dokumentere Familiehusets funktion udadtil og som værktøj til at udvikle monitorering og evaluering i Familiehuset. Data til evalueringen er indhentet via interviews med husets ansatte og information givet fra ansatte i Horsens Kommune og via kommunens hjemmeside. EVALUERINGSRAPPORT Familiehuset Horsens Smedetorvet 8, 8700 Horsens Tlf.:

2 Indholdsfortegnelse Introduktion... 3 Evalueringens formål... 3 Evalueringens udgangspunkt brugen af teori i praksis... 3 Anvendelsesorienteret forskning... 3 Rapportens formål... 4 Rapportens metodiske grundlag... 4 Fund... 5 Kvantitativ del fakta og formål... 5 Politiske målsætninger med Familiehuset Horsens... 5 Formål og målsætninger ifølge central administrativ medarbejder... 6 Familiehusets produktion... 7 Kvalitativ del den terapeutiske indsats... 9 Behandlingens grundlag... 9 Et typisk forløb Et mislykket forløb Sammenfatning af den terapeutiske indsats Status Formelle målsætninger Stærk terapeutisk indsats Tværfagligt miljø Perspektiver Oparbejdelse af meningsfulde og målbare datagrundlag Entydige målsætninger Visitation i pakker Formelt (kvantitativt) datagrundlag Terapeutisk (kvalitativt) datagrundlag Fremtidig monitorering og evaluering Referenceliste

3 Introduktion Evalueringens formål Formålet med evalueringen, du har i hånden, har været at tilvejebringe og formidle ny viden om Familiehuset Horsens til brug af interessenter. Hvem interessenter er, er et godt spørgsmål. Det er sikkert også dig. Men evalueringen er også lavet til praksis. Den er således konkret og ment som et værktøj til dem, der arbejder i eller med tilknytning til Familiehuset Horsens. Incitamentet for evalueringen er ganske typisk. Som i alle kommuner skal der prioriteres ressourcer også i Horsens, og embedsværket har stillet spørgsmålstegn ved, om behandlingen i Familiehuset er effektiv. Det er et relevant spørgsmål at stille, da ingen ønsker at bruge skatteborgernes penge unødigt. Med en trussel om nedskæring har Familiehuset selv igangsat en evaluering for at kunne dokumentere sin indsats for omverdenen. Familiehuset har ikke selv haft indflydelse på den metode eller de teoretiske udgangspunkter, der er inddraget, ej heller hvad der er blevet skrevet i evalueringen. For at imødekomme de forskellige interessenter, er der inddraget forskellige metoder og teoretiske udgangspunkter i evalueringen. Den tilgodeser både de økonomisk orienterede politikere og embedsfolk såvel som de mere kvalitativt orienterede medarbejdere i det terapeutiske arbejde. Da denne evaluering sker inden for socialt arbejde, som er et kompliceret tværfagligt felt, indledes med en beskrivelse af evalueringens teoretiske udgangspunkt. I en evaluering som denne inddrages kausaliteten under realistiske forudsætninger, dvs. med udgangspunkt i at de konkrete problemstillinger er komplekse, og de behov, der skal imødekommes, er forskelligartede. Evalueringens udgangspunkt brugen af teori i praksis Det er en særlig udfordring at inddrage teori i socialt arbejde. Et teoretisk udgangspunkt fungerer som en støtte i at finde systematik i vores praktiske arbejde (1), men ofte bliver teori ufuldstændig i praksis, selvom man ofte stræber efter at bruge teori for at kvalificere sine syn og beslutninger. Det er en udfordring, at bedømme en social indsats, da det sker ud fra individuelle forudsætninger, ved kvalitative vurderinger fra enten terapeut, borger eller udenforstående (fx en kontaktperson, institutionspersonale eller sagsbehandler), men samtidig bliver sociale indsatser også vurderet ud fra et økonomisk (kvantitativt) synspunkt. En evaluering er fyldestgørende, hvis den tilgodeser begge behov, hvilket nærværende rapport målrettet har forsøgt at opfylde. Evalueringen kan derfor betragtes som et bidrag til anvendelsesorienteret forskning. Denne form for forskning sker gerne inden for socialt arbejde, hvor man er bevidst om sin rolle som enten praktiker, planlægger eller politiker, og indgår med forståelse for, at der er tale om et helhedssyn, hvor de øvrige perspektiver ikke kan udelades (2). Det er eksempelvis ensidigt at anskue et socialt tilbud ud fra en økonomisk incitament -tankegang alene (1), men nødvendigt at supplere det med viden om de oplevede effekter af tilbuddet. Anvendelsesorienteret forskning Forskning indenfor socialt arbejde tager udgangspunkt i praksisfeltet. Der er dog stadig krav om, at viden dokumenteres og evalueres i et ønske om at generalisere ved at forudse effekterne af indsatser og tiltag (1). Dette ønske kompliceres af, at man arbejder i et krydsfelt mellem teori og praksis. 3

4 Feltet kan benævnes praktikers teori. Som praktiker arbejder man ud fra en lovgivning, som udgør en bred ramme for arbejdet med visitationsprocedurer o.l. Desuden tilegnes arbejdsform og -metoder, som kan være beskrevet i manualer eller retningslinjer. Der arbejdes dog også ud fra en række uformelle rammer, som kan være svære at kvantificere endsige i tale sætte for praktikeren, og som bl.a. formes af personer, individuelle evner, kompetencer og erfaringer. Praktikers teori eller praksisteori inden for det sociale område er et produkt af teori fra socialforskning, psykologisk og psykodynamisk teori, som tilegnes under uddannelsen, kombineret med de professionelles erfaring og deres personlige erfaring (1). Praktisk teori kan desuden kvalificeres af at inddrage andre teorier fx samfundsvidenskab eller økonomisk teori. Rapportens formål Denne evaluerings formål er at relatere de formelle rammer for Familiehuset Horsens ud fra de lovgivningsmæssige grundlag med den aktuelle opfattelse af, hvad formålet er, og relatere dette til den terapeutiske indsats. Det formelle grundlag suppleres således med kvalitative data fra medarbejderne i Familiehuset. På det grundlag vil evalueringen kunne indgå som et bidrag til den anvendelsesorienterede forskning til konkret brug for ansatte og andre praktikere omkring Familiehuset. Rapportens metodiske grundlag Dataindsamlingen bestod af inddragelse af tilgængeligt skriftligt materiale og ved interviews med Familiehusets ansatte. Ydermere blev der indsamlet viden fra medarbejdere i Horsens Kommunes bl.a. om mulighederne for at indhente data til brug i fremtidig monitorering og evaluering. Fokusgruppeinterview med samtlige ansatte belyste en generaliseret udgave af det terapeutiske arbejde, der kan tjene som dokumentation for omverdenen på, hvad en typisk borger, der gennemgår et behandlingsforløb i Familiehuset, oplever. Interviewet med de ansatte belyste dog også, hvornår et behandlingsforløb mislykkes, hvilket er medtaget for at illustrere de ansattes overvejelser herom. 4

5 Fund Kvantitativ del fakta og formål Under henvisning til evalueringens indledende afsnit, er det en vanskelig opgave at foretage en vurdering af, hvorvidt Familiehuset er økonomisk rentabelt. Afsnittet vil fremlægge og diskutere hvilke forudsætninger, der skal være til stede, før der kan laves en kvantitativ vurdering af Familiehuset og lignende indsatser. Et vigtigt udgangspunkt er de målsætninger, der eksisterer, da en kvantitativ vurdering altid må ske på baggrund af aktuelle målsætninger. Politiske målsætninger med Familiehuset Horsens For at vurdere Familiehuset er det relevant at skitsere baggrunden for husets indsats, herunder den politiske vinkel. Projekt Familiehus blev oprettet i 1997 som et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud for familier. Projektet blev oprettet og forvaltningsmæssigt placeret under Børnog Ungeforvaltningens Børnefamilierådgivning i Horsens Kommune. Oprindelig baggrund, formål og målsætning I 1997 havde Horsens Kommune betydelige udgifter til døgnanbringelser af familier uden for kommunen (2). Af økonomiske hensyn blev det vigtigt at satse forebyggende over for de permanent kriseramte familier, hvor børnenes udvikling var truet. Det blev besluttet at yde en særlig indsats overfor børnefamilier i krise. Kommunen ville gerne hjælpe de familier, hvor en udvikling af forældreevnen var mulig, med henblik på at mindske antallet af anbringelser. Denne indsats skulle ske via Projekt Familiehus. Den forventede effekt ved etablering af Familiehuset var (2): At forbedre Familierådgivningens tilbud til gravide kvinder med særlige behov At forbedre Familierådgivningens tilbud til familier med børn mellem 0-2 år, hvor børnenes udvikling var truet. Perspektivet i den forebyggende indsats var på sigt at kunne forebygge og bryde den negative, sociale arv samt nedsætte antallet af anbringelser uden for Horsens Kommune. Af den oprindelige beslutning fremgik der en forventet besparelse på 8 familieanbringelser omregnet til 2 mio. kr. årligt (2). Samtidig blev det bemærket, at ikke alle anbringelser kunne undgås, og der fortsat ville være behov for at anbringe familier med børn, som faldt udenfor Projekt Familiehus, samt at gøre brug af døgnanbringelser af familier i kortere perioder. Man forventede derfor en overgangsperiode hvor udgifterne steg, da der både ville være anbringelser og opstart af familier i Familiehuset. Målsætninger anno 2012 De oprindelige målsætninger er ikke formelt set blevet ændret, og er derfor fortsat gyldige 1. I løbet af dataindsamlingen blev der dog udtalt forskellige formål og målsætninger, der relaterede til Familiehuset. Herunder gengives de formelle målsætninger for Horsens Kommune relateret til Familiehuset. Generelt i Horsens Kommune arbejdes der ud fra følgende (3): Horsens Kommune arbejder ud fra, at forebyggelse prioriteres frem for anbringelse 1 På baggrund af oplysninger fra Horsens Kommune og lederen af Familiehuset 5

6 Foranstaltninger iværksættes så tæt på barnet som muligt Støtten skal iværksættes med udgangspunkt i familiens ressourcer og ressourcer i det nære miljø Barnet og dets familie skal sikres indflydelse i tilrettelæggelsen af tilbuddet Der arbejdes desuden med følgende fire principper i Horsens Kommune omkring udsatte børn (3). Med udsatte børn og unge menes børn og unge, som modtager hjælp efter Servicelovens 52, hvor hjælpen enten kan ske i form af anbringelse udenfor hjemmet, eller gennem forskellige former for forebyggende foranstaltninger: Horsens Kommune tager altid udgangspunkt i barnets netværk, når der er behov for en anbringelse Horsens Kommune arbejder ud fra et princip om mindste indgriben, hvilket betyder at kommunen hjælper og støtter børn i deres eget miljø med inddragelse af de ressourcer, der er til stede i familie, i det øvrige private netværk og i normalsystemet Der tages udgangspunkt i LEON (Lavest Effektive Omkostnings Niveau) princippet, hvilket indebærer, at en balance mellem faglige og økonomiske hensyn skal anskueliggøres Af Horsens Kommunes sammenhængende politik for sårbare børn fremgår det, at alle børn (3): har ret til omsorg og anerkendelse og til at opleve livsglæde skal have adgang til at indgå i fællesskaber, der udvikler og støtter udvikling af deres personlige, sociale og faglige kompetencer skal kunne mestre livet og udvikle ansvarlighed for sig selv og fællesskabet med behov for vedvarende professionel indsats skal sikres et værdigt liv med god livskvalitet Konkret for Familiehuset fremgår indsats- og resultatmål for drifts- og kerneopgaverne (3): De indgår som en af de seks leverandørfunktioner i Horsens Kommunes tilbudsvifte til børn og unge med særlige behov i alderen 0 til 18 år Familiehuset er et psykoterapeutisk dagbehandlingstilbud, hvor hele familien tilbydes et intensivt behandlingsforløb. Børnene er igennem hele behandlingsforløbet indikatorer for, om behandlingen lykkes. Familiehuset tilbyder familieterapi og spædbarnsterapi Målgruppen er spædbørn mellem 0-2 år og deres forældre, der har behov for særlig støtte, samt gravide kvinder med særlige behov Formålet med behandlingen er at forebygge anbringelser uden for eget hjem, ved at forældrene udvikler egne ressourcer til at drage omsorg for børnenes og eget liv på en udviklingsfremmende og ansvarlig måde Familiehuset fungerer i Børn og Unge som videnscenter i forhold til mindreårige børn og deres behov Af Horsens Kommunes Opfølgning på Kvalitetskontrakt 2010, fremgik følgende om Familiehuset (4): Kvalitetsmål: At forældrene tager deres forældreskab på sig og bliver i stand til at handle derefter. Indikator: At barnet ved udskrivelsen fra Familiehuset vurderes til at være i en for barnet positiv udvikling Til at monitorere og evaluere dette mål har Horsens Kommune udviklet evalueringsskemaer, hvor forældrene, sagsbehandlerne og barnets pædagogiske personale besvarer det samme spørgeskema. Denne monitorering har forløbet siden 2010, og kan nu levere løbende opfølgning til gavn for kommunens vurdering af Familiehusets indsats. Formål og målsætninger ifølge central administrativ medarbejder Ifølge en central medarbejder i kommunen, traf Horsens Kommune en politisk beslutning om alternativ til anbringelser omkring og lige efter Familiehusets etablering. På daværende tidspunkt var 6

7 der i Horsens dobbelt så mange anbringelser som landsgennemsnittet, og Familiehuset kom til at indgå i en vifte af tilbud, som havde til formål at forebygge udsathed. I et interview med en central medarbejder i kommunen, blev Familiehusets formål og mulighederne for at måle dets produktion drøftet. Medarbejderen sagde: Formålet med Familiehuset er at hjælpe nogle af de familier, der er dårligst fungerende, bedst muligt. Altså ikke de allerdårligste, for vi har en målgruppeafgrænsning, der hedder, at man ikke må være i aktivt misbrug eller psykisk syg. Men dem, der aspirerer til at være de dårligste, dem der har noget, vi kan bygge på. Svaret på spørgsmålet om, hvordan kommunen måler, hvad der er succes og fiasko for en borger, der har været igennem Familiehuset, lød: Det har vi ikke haft tradition for at måle. Men vi har haft en teori om, at det hjalp, og at det totalt set kunne måles på, at anbringelsesudgifterne faldt. På spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til anbringelser var faldet, svarede medarbejderen: Det kan man ikke sige noget om. Og man kan slet ikke sige noget om det i relation til driften af Familiehuset i dag. Anbringelsesudgifterne går op og ned af forskellige grunde, vil jeg sige. Som det fremgår, udtrykte medarbejderen ingen umiddelbar forventning om, at Familiehusets indsats påvirkede anbringelsesudgifterne på trods af den overordnede målsætning om, at disse to områder relaterede til hinanden. Der fremgik således nogle uoverensstemmelser mellem det oprindelige grundlag, de nedskrevne målsætninger og medarbejdernes udtrykte opfattelse. Denne problemstilling er relevant at håndtere, hvis denne opfattelse er gældende hos medarbejdere, der er centrale i disponeringerne omkring Familiehuset. Familiehusets produktion Hvis formålet var en vurdering af omkostnings-effektiviteten, ville Familiehusets produktion indgå. Af figuren (fra (3)) fremgår det, at der har været gennemsnitligt 14 børn i behandling i Familiehuset årligt. Disse 14 børn har været fra familier, så produktionen de sidste fire år har været familier årligt. Det fremgik af interviews med de ansatte og ud fra oplysninger givet fra Horsens Kommune, at den primære årsag til, at disse familier blev visiteret, var, at børnene alternativt ville blive anbragt udenfor hjemmet Antal familier i familieterapi (normalområdet) Antal familier i familieterapi (H-området) Antal børn i behandling Horsens Kommune fremlagde i marts 2011 resultater på baggrund af evalueringerne lavet ud fra kommunens kvalitetskontrakt. Heraf fremgik det, at der fra september 2010 til september 2011 havde været indberetning af 14 børn i 14 familier. Ingen af disse børn var blevet anbragt (pr. juni 2011), hvilket er glædeligt ud fra målsætningen om at forebygge anbringelser. 7

8 En økonomisk analyse En vurdering af omkostningseffektivitet i traditionel forstand beror på en økonomisk incitament - tankegang alene. Hvis denne skal kunne bruges, kræver det, at man har priser på de enkelte behandlingsforløb, alternative behandlingsforløb og har mulighed for at sammenligne disse. Denne tankegang er ufordelagtig i det forebyggende sociale arbejde, da det ikke er muligt at operere med alternative løsninger på enkeltstående sociale tilfælde. En økonomisk vurdering må primært bero på forventede sparede udgifter i fremtiden, og ikke på aktuelle afholdte udgifter. Hvis man stiller spørgsmålet, om det kan betale sig at have en indsats som Familiehuset, bør man ikke glemme hvilket grundlag, der arbejdes ud fra. En forebyggende indsats som et behandlingsforløb i Familiehuset ændrer på familiens forhold. Baggrunden for indsatsen er en forventning om, at behandlingsforløbet gør familierne bedre i stand til at tage vare på sig selv. Hvis dette sker, vil kommunen spare udgifter på fremtidige foranstaltninger. Et barn, som visiteres til Familiehuset, tilhører en gruppe, der er nuværende og forventes at være fremtidig modtager af sær foranstaltninger. Dette udgangspunkt er forbundet med betydelige omkostninger for samfundet. En økonomisk vurdering bør derfor bero på omfanget af sparede ydelser, dvs. i hvor høj grad borgerne bliver fri af sociale ydelser eller sær foranstaltninger. En omkostningsanalyse af Familiehuset kan bedst ske, hvis man følger de borgere, der har været igennem Familiehusets behandlingsforløb og opgør omfanget af sparede ydelser. En rimelig målsætning vil være, at borgerne, der har været igennem Familiehuset, opnår samme status som en gennemsnitsborger i Horsens Kommune. Hvis dette sker, er der sket en forbedring i udsigterne, da man ikke regner med, at en borger, der henvises til Familiehuset, som udgangspunkt vil klare sig lige så godt som en gennemsnitsborger i Horsens. En økonomisk vurdering kan derfor finde sted, når det er muligt at vurdere, hvordan brugerne i Familiehuset klarer sig i sammenligning med et udsnit af eller hele baggrundsbefolkningen på relevante parametre. Forslag til disse fremgår af afsnittet om fremtidig monitorering og evaluering. 8

9 Kvalitativ del den terapeutiske indsats Behandlingens grundlag Behandlingen i Familiehuset bygger på forskellige grundlag, alle hentet fra sundhedsvidenskaben, herunder den medicinske, psykologiske og psykoterapeutiske viden. I Familiehuset arbejdes der med individuel- og gruppeterapi, spædbarnsterapi, parterapi, børnesamtaler, undervisning, intervention i hjemmet, relationsterapi (Marte Meo), sandplay og krop-/gestaltterapi. Terapeuterne tilbyder den form for terapi, de skønner, er bedst i hvert enkelt tilfælde. De arbejder dog med udgangspunkt i, at deres behandlingsforløb fremmer en blivende forandring. Terapeuterne udtrykte, at der arbejdes ud fra en psykoterapeutisk filosofi, som er opbygget over gestaltterapeutisk teori og metode. Gestaltterapeutisk teori og metode er oplevelsesorienteret og betyder, at man beskæftiger sig med dét, der betyder noget i livet hvad man oplever her og nu. Der tages således udgangspunkt i, hvad borgerne bringer med ind i behandlingsforløbet, og terapiformen består i, at borgeren finder ud af, hvad oplevelserne betyder for vedkommende. Teorien bag denne terapiform er, at man som menneske vil blive låst fast og blive ufleksibel på bestemte områder af livet, hvis man ikke får afsluttet vigtige situationer på tilfredsstillende vis. Når man får gjort op med den uafsluttede situation, kan man genvinde fleksibilitet og få følelsen af at have flere forskellige handlemuligheder og se situationer fra forskellige perspektiver. Dette fænomen, som blev beskrevet af terapeuterne, er gengivet i evalueringens efterfølgende afsnit, illustrerer hvordan det terapeutiske arbejde er centreret omkring evnen til at kunne reagere på forskellige måder i ellers fastlåste livssituationer. Andre behandlingsmetoder, der inddrages i arbejdet, er dyadisk småbørns-forældre terapi inspireret af Daniel Stern, som er en af verdens mest anerkendte, nulevende udviklingspsykologer, og Margaretha Brodens forebyggende behandlingsteori om forstyrrelser i mor barn - relatioen. Preparatory care must, above all, enlighten the attitude of parents while the child is in the foetal stage, how they imagine the child and how they communicate with it; then, at birth and in the early months En stor del af Familiehusets arbejde er udviklet med Francoise Dolto, 1985;423 inspiration fra børnelæge og psykoanalytiker, Francoise Dolto ( ), som har haft sit udgangspunkt i at etablere en kontakt mellem forældre (eller andre støttepersoner) og barnet. Kontakten sker igennem samtaler med forældrene om, hvordan de kommunikerer med barnet. Kernen i Doltos arbejde er, aldrig at lade barnets eller de voksnes erfaringer og lidelser blive glemt. Den terapeutiske opgave ligger i at finde de midler og ord, der kan bringe barnet og de voksne tilbage i en dynamisk udviklingsproces. Terapeuterne har udviklet en øget lydhørhed overfor, hvad barnet (eller de voksne) kan fortælle, og en forøget rummelighed i forhold til indholdet af, hvad der fortælles. Familiehuset tilbyder spædbarnsterapi, som er en terapiform udviklet til børn, der dog også kan bruges til voksne. Denne terapiform er udviklet i Familiehuset i samarbejde med cand.psych. Inger Thormann, der har været psykolog på Skodsborg Observations- og Behandlingshjem siden Baggrunden for at udvikle denne terapiform lå i erfaringen med spædbørn, der som følge af oplevelser, de havde haft, lukkede af i deres kontakt til omverdenen, og med deres kropssprog signalerede, at de opgav lysten til 9

10 livet. Disse børn var præget af en permanent, indre spænding og forhøjet agtpågivenhed, hvilket også er kendetegnende for unge og voksne, der har været udsat for traumer, før de udviklede deres verbale sprog. Selvom der mangler systematisk forskning og forklaringsmodeller bag spædbarnsterapien, er der en række antagelser fra det psykoterapeutiske arbejde, der underbygger effekten af behandlingen. Dertil skal lægges, at der er utallige eksempler på gode erfaringer med spædbarnsterapi, og behandlingen sker på baggrund af en viden om, at de børn, der ikke hjælpes, lever i stor risiko for livslang fejludvikling. Der arbejdes løbende på at dokumentere effekten af spædbarnsterapi. Relationsterapiformen Marte Meo (=ved egen kraft) er en videobaseret metode, der gør brug af udviklingsstøttende kommunikation. Der bruges video som arbejdsredskab, og optagelser og analyse af samspil i almindelige dagligdags situationer gør det muligt at få øje på barnets og den voksnes initiativer, sociale kompetencer m.m. I drøftelse af, hvad man ser, sættes mål for hensigtsmæssig udvikling og samspil - trin for trin. Metoden er konkret og løsningsorienteret, da rådgivningen tager udgangspunkt i de ressourcer, der i forvejen er til stede hos personerne. Sandplay er en metode, som arbejder terapeutisk med sand, vand og figurer for at udtrykke sig gennem symbolisering, og få adgang til dybere lag i psyken. Metoden er udviklet i 1950`erne af analytiker Dora Kalff på baggrund af C. G. Jungs teorier fra den analytiske psykologi om de ubevidste, kreative kræfter i menneskets psyke. I dag bruges metoden i en bredere psykologisk kontekst, og Sandplay kan (ifølge Dansk Sandplay Institut) kombineres med psykodynamisk samtaleterapi, analytisk psykologi, m. m. De ansatte har desuden udtrykt stor og mærkbart positiv effekt af at være blevet inspireret og trænet af Haldor Øvreeide, psykolog, specialist i klinisk psykologi, med mere end 25 års erfaring i samtaler med børn i børnesager. Igennem denne oplæring har medarbejderne i Familiehuset opbygget kompetence i at børnene selv inddrages i det terapeutiske arbejde. Et typisk forløb For at illustrere og konkretisere den terapeutiske indsats til brug i evalueringen, blev de ansatte bedt om at karakterisere et typisk forløb for en borger, der kom i den længerevarende familiebehandling. Deres skøn var, at forløbet, der blev beskrevet, gjaldt for ca. halvdelen af dem, der kom i behandling i Familiehuset. Beskrivelsen kan da medtages for at tegne et repræsentativt billede af dén del af Familiehusets produktion, der er den terapeutiske virksomhed. De ansatte supplerede hinanden i beskrivelsen, og herunder er gengivet deres udtalelser. Imellem udtalelserne blev der stillet spørgsmål, men forløbet er gengivet i en sammenhæng 2. En ny linje markerer, at det er en anden person, der udtaler sig: Karakteristik af personen Den typiske bruger er enlig mor på kontanthjælp, år, hun har ét barn og et problematisk forhold til barnets far. Forholdet er on/off. Hun er opvokset i en marginaliseret familie, der har været misbrug, hun har i udpræget grad været udsat for forsømthed, der har måske været vold i familien og muligvis overgreb. 2 Udtalelserne er efterfølgende blevet suppleret med enkelte citater fra terapeuterne, der ønskede at uddybe dele af interviewet. 10

11 Hun kommer gerne, når barnet er 3-5 måneder. Hun har været i Ung Mødre - gruppe, hvor hun er faldet lidt igennem. Hun kan også godt have været igennem Horsens Kommunes familiebehandling, hvor de skønner, at forældrene har behov for et mere intensivt behandlingstilbud. Familien har været på overførselsindkomst i generationer. Mange gange er hun gået ud af skolen før tid. Hun har ingen ordentlig skole-baggrund, og hun har ingen tro på, at hun kan noget. Og nu står hun dér med et barn, og hun ved ikke, hvad hun skal. Der er ofte rod i økonomien, hun kan ikke holde sammen på hjemmet. Det hele flyder, og hun kan ikke få lavet mad eller gjort rent, alt er præget af manglende struktur. Der er ofte store uoverensstemmelser mellem de unge forældre. Det ender ofte med, at faderen forlader forholdet. Moderen har ofte svært ved at være alene, kan ikke mærke sig selv, opholder sig mest hos venner. Hun kan ikke mærke sit barns behov, har ofte ingen empati for barnet. Moderen har ofte et stort ønske om at være en god mor for sit barn, som hun ønsker skal have al den kærlighed, som hun ikke selv fik. Problemet er, at når mor ikke kan mærke sig selv, kan hun heller ikke mærke sit barn. Barnet græder meget, viser ingen forventning til, at forældrene er der i kontakten. Nogle børn har opgivet kontakten og ser igennem os med glasklare, tomme øjne. De personer, der kommer i behandling i Familiehuset, er ikke begrænset til ovenstående, men for at tegne et konkret billede af dem, der gennemgår et længerevarende forløb og hvilke resultater, der opnås, afgrænser evalueringens beskrivelse af den terapeutiske indsats sig til denne typiske person. Karakteristik af behandlingsforløbet Terapeuterne beskrev, at det typisk var nødvendigt med en intensiv terapeutisk indsats fem dage om ugen over en vis periode. Det indbefatter gruppeterapi to gange ugentligt, individuelle samtaler og relationsbehandling i eget hjem. Formålet med behandlingen er at skabe bedre grundlag for moderen i forældrerollen. Vejen dertil er dog lang og til tider svær på grund af mødrenes dårlige udgangspunkt i deres relationer til omverdenen: Det afgørende, når vi møder hende, det er, at hun kan mærke, at vi vil hende. Det handler om at skabe tillid. Vi kan ikke gøre ret meget, før hun kan mærke, at hun har tillid, og der er en tilknytning til terapeuten og en tryghed ved Familiehuset. Hele arbejdet er en tillidsting de første tre måneder. Tillid og tilknytning i relation til mor. Før der er tillid, finder der ikke noget terapeutisk arbejde sted! Nogle gange sker det med det samme, men for mange tager det nogen tid, fordi de er så ødelagte i dét med tilknytning. For dem er tilknytning enten-eller; enten er de kasseret eller forgudet. Terapeuterne beskrev, hvordan den første del af terapien alene havde fokus på opbygning af en grundlæggende tillid, så et terapeutisk arbejde kan finde sted. Da behandlingen skete med mødre, der i mange år ikke har næret tillid til omkringværende personer, er det en omfattende og langvarig opgave, de ansatte har. At det terapeutiske arbejde ikke finder sted, før en grundlæggende tillid er opbygget, blev beskrevet således: 11

12 Når relationen er der, og tilknytningen er skab, så begynder man at kunne være sammen om dét, der ikke er så godt. Grunden til, at de er kommet hos os. For at ændre noget blivende skal relationen kunne bære. Så skal relationen stå sin prøve. Vi skal se, om den kan bære, at vi begynder at snakke om de ting, der er, og som udspiller sig. Det sker måske ved, at mor selv kommer og fortæller om de ting, der nager hende, og som hun gerne vil have lavet om på. Eller måske er hun problemfornægtende og siger, at det i virkeligheden kun er kommunen, der synes, at hun skal være hos os. De synes ofte, at det er rart at komme hos os, men det er ikke noget hun selv synes, er nødvendigt. Så bliver spørgsmålet mere, hvornår jeg synes, at relationen kan bære, at vi begynder at tale om hendes problemer. Det er jo spørgsmålet, om den terapeutiske alliance er der. Og det handler i høj grad om timing. Det handler om, hvorvidt borgeren kan sige ja eller nej. Helt grundlæggende. De skal først opleve, at de kan regne med, hvad vi siger! Helt grundlæggende tillid. Og at der ikke er tale om et bagholdsangreb. Terapeuterne beskrev, hvordan de oplevede deres egen rolle som to-sidet, da de både repræsenterede myndighederne og samtidig arbejdede for at opnå en fortrolighed med borgeren, så der kunne arbejdes terapeutisk. En terapeutisk alliance og den fortrolighed, der ligger heri, er både vigtig for bearbejdelse af traumer og for at opnå varige ændringer i mødrenes adfærd. Ifølge terapeuterne har mødrene ofte virkelighedsfjerne forventninger til forældrerollen, både som følge af deres egen (forsømte) barndom, men det er også en del af deres problemer med at aflæse deres barns signaler. Fortroligheden er vigtig, da moderen fx skal kunne komme til terapeuten og fortælle, at hun har slået sit barn i frustration. En sådan indrømmelse sker kun, hvis der er tillid imellem moderen og terapeuten. Når tillid og fortrolighed er etableret, påbegynder det egentlige terapeutiske arbejde. Og dét, vi snakker om nu, dét er jo behandlingen. At tage fat på alt det, der er. Skal det blive ved med at være sådan, eller skal det være noget andet?. Vi spørger dem, om de har et bud på noget andet. For hvis ikke de har det, så har vi et bud. Men nogle gange, når de får ryddet lidt op, så har de selv et bud. De kan godt selv sige, hvordan de vil være en god mor. Hvordan de godt kunne tænke sig, at aftenerne forløb. Hvordan de ønsker at håndtere, at han lægger sig ned på gulvet og skriger. En vanlig tankegang for dem er, at grunden til de problemer, de har, er, at de ikke dur som mødre. Og når de kommer her, så bliver de mødt med noget andet. Der bliver set på det, de gør godt, og på deres gode intentioner at der er nogle grunde til, at noget er svært for dem. At de er angst, eller der er noget, de ikke har lært. Lige så stille vokser de ved, at de bliver set. Det bliver en anden måde at blive opfattet på af omverdenen. Det ændrer sig inde i dem selv: nåh gud, er det sådan, det hænger sammen?, tænker de. Jeg tror, det er meget afgørende, at de bliver mødt på den måde. Det er et vigtigt omdrejningspunkt i vores arbejde. Det terapeutiske arbejde består altså også i at håndtere den praktiske hverdag, barnets signaler, moderens reaktioner på barnets oprør og generelle adfærd. En typisk opfattelse er også, at barnet græder for at genere hende, når hun taler i telefon. Fordi hver gang hun taler i telefon, så begynder han jo at græde! Hele det spektrum, der hedder børns intentioner og børns vilkår, hvad KAN børn osv. Det ligger også rigtig meget i behandlingsforløbet. En del af terapien består i en bearbejdelse af moderens eventuelle traumer. Dette arbejde foregår med udgangspunkt i dét, de ansatte kalder den indre kerne, som er udgangspunktet for individets identitetsdannelse: 12

13 Det næste, vi arbejder på, er selvværdet. Vi arbejder ud fra den indre kerne, på selvværd og en ændring i tilknytning. Alle har jo en indre kerne med en mor og en far og et jeg. Og for dem, der kommer her, så er det indre jeg en lillebitte prik. Det er deres selvværd, betydningen af selvværdet og deres opmærksomhed på egne behov. Det bliver meget jeg-støttende behandling. Fordi jeg et er så lille og traumatiseret. Så den første lange fase er jegstøtte, så kan man kigge på overgrebene bagefter. Man kan jo ikke kigge på det, når der ikke er noget at kigge med. Vi kan ikke gå ind med det samme og kigge på det værste. Der er nødt til at være nogle ressourcer. Der går lang tid for nogle, og efter ca. ½ år, så kan man arbejde med traumerne. Men for nogle, sker det ikke. Der har vi måske ikke været tillidsvækkende nok. Terapeuterne beskrev, hvordan de i behandlingen arbejder for at lære mødrene at relatere deres egen adfærd til forskellige hændelser, og se på hændelser i forskelligt lys. Hvordan reaktioner i én situation kan variere i forhold til andre situationer, og hvordan de samme situationer godt kan være forbundet med forskellige reaktioner. Dette vigtige udviklingstrin er relateret til jeg ets normale udvikling, og det er ofte skadet hos de mødre, der gennemgår det typiske forløb: Det hedder jo mentalisering, når man kan træde et skridt tilbage og kigge på noget. Hæve sig. Sætte sig op i helikopter-højde. Det er også en kognitiv evne. At man kan tænke om sig selv. Der arbejdes meget ud fra relationen mellem mor og barn og den adfærd, mor og barn har over for hinanden. Ved hjælp af Familiehusets forskellige behandlingsmetoder, fx Marte Meo, Sandplay eller Spædbarnsterapi, arbejdes der med at bearbejde denne adfærd og fremme hensigtsmæssige reaktionsmønstre mellem mor og barn. Barnet spiller dog en selvstændig, overordnet rolle i hele behandlingsforløbet, om end det ofte er moderen, der er udgangspunktet: Barnet er omdrejningspunkt. Moderen støttes i at se barnet og dets behov fra 1. dag. Hvordan bliver mor hurtigst muligt i stand til at skabe de nødvendige forandringer? Vi arbejder i to spor. Terapeuten har både arbejde i forhold til moderen og til barnet, og hvis der er en far, så har en anden terapeut individuelle samtaler med ham. Begge terapeuter deltager i relationsarbejdet i hjemmet. Terapeuterne påpegede også, hvordan et spædbarn kan vise meget om, hvordan relationen til moderen er. Dette kræver høj grad af faglighed at aflæse og er en del af den tidlige behandling af både mor og barn: Vi ser jo altid på barnet og samspillet, når familien kommer ind. Hvad viser barnet, at mor og far kan og ikke kan? Det er ikke løgn, hvad barnet viser! Vi er nødt til meget hurtigt at gå ind og arbejde med barnet, og samtidig arbejde med mor, så hun selv kan finde ro og indre styrke til at klare det at være forældre. Hvis barnet har været udsat for traumer, så igangsættes der spædbarnsterapi. En mor som hende, vi har beskrevet, hun er her i hvert fald tre måneder, før det lille barn får spædbarnsterapi. Vi skal først finde ud af, hvad det handler om. Og så skal vi finde ud af, om mor kan være barnets støttende omsorgsperson i barnets terapeutiske forløb. For at kunne gennemføre en spædbarnsterapi skal mor (forældre) deltage som barnets trygge base og bevidne den traumatiske hændelse, hvilket kræver, at mor (forældre) selv har bearbejdet den smerte, deres barn har været udsat for.. 13

14 En anden meget brugt metode er Marte Meo eller brug af video af interaktioner mellem mor og barn: Vi bruger video, det er vores redskab. Fra tidligt i forløbet, og til senere. Det er jo direkte målbart. Men selvfølgelig kræver det faglige øjne at kunne se det. Moderen vil måske ikke kunne se det selv. Men nogle af dem kan godt. Mange af dem siger han vil mig ikke. Det hører vi tit. Det er en stor fortvivlelse. Ofte sker det, når mor ikke er til stede i kontakten. Når så mor lærer at være til stede, så kommer der stjernestunder, hvor de opdager, at han vil dem. Og dét kan de mærke langt ind, og det er så dét, de bygger videre på. De bliver berørt over dét, de ser på video. Så fra at arbejde med deres barn, så arbejder vi lige pludselig med dem selv, for når det går godt, begynder vi at bygge op. Lige så stille bygger vi dem op. Afhængig af moderen vil det være forskellige behandlingsmetoder, der er virksomme, hvilket er én af grundene til, at terapeuterne gør brug af forskellige metoder. Det fælles formål med behandlingsforløbene er dog, at moderen får øje på egne ressourcer som forælder, som styrker hende i troen på, at hun spiller en væsentlig rolle i en positiv forandring for hende selv og barnet. Det er her mor begynder at mærke betydningen af, hvad hun kan give sit barn. Det vidste hun ikke før. Det hang ikke sammen for hende. Så begynder motivationen at komme i spil. For det med at gøre noget for én selv, det kan vi godt lukke ned, men når det er for at give noget til mit barn, så begynder det at gå den rigtige vej. I det typiske forløb mærkes der positive forandringer efter ½ års tid, hvorefter man også tænker på, at forløbet skal afsluttes. Det gøres dog ofte med en vis kontakt, da terapeuterne samtidig er klar over, at det er en sårbar person, de giver slip på: Ja, den typiske mor er her 1 år og har så 3-4 måneder i udslusning, hvor hun har nogle kontakter, men det er slet ikke på samme niveau, og hun er ikke i gruppeterapi, men hun er kommet i skole og er afklaret i jobcenter, måske i noget praktik. Men det er en tryghed for hende og barnet at bevare nogen tilknytning. Hun bliver mere og mere selvkørende fra vores hus. Husk på der er jo som regel INTET netværk, hun havde en aflastning af nød. Nu er det trappet ned til kun at være hver anden uge, og det er nok i erkendelse af, at hun har nogle lektier og skal kunne holde ved skolen. Dét, der som regel sker, er, at hun skal starte en uddannelse eller arbejde, inden hun slutter hos os. Mange af dem, der kommer, er ofte gået ud af klasse og starter derfor i et skoleforløb. De er ofte forbavsede over, at de ikke er dumme. Det har de jo troet! Men de har aldrig haft ro til at modtage undervisning. Nu har de fået en ro og fundet ud af, at det rent faktisk er spændende, det er også noget for mig, jeg er jo ikke dum, der er bare noget, jeg ikke har fået med. Og så begynder håbet og ønsket om uddannelse og arbejde. Og typisk er de dér, når vi slipper dem. Måske bliver de væltet omkuld igen. Men så tager det jo ikke 14 måneder, så tager det måske 4 måneder. Måske har de fået en ny samlever, som ikke er god ved børnene, og de har behov for støtte til at passe på og beskytte barnet.. De ansattes egen opfattelse af effekten af deres behandlingsindsats var generelt positiv. De havde tidligere opgjort den ud fra behandlingsforløbene de foregående år: Ud fra vores egen opgørelse, som gik 5 år tilbage, da var der ca. 65 % af familierne, der var i trivsel Nogle kunne være forældre med støtte fra en aflastningsfamilie, og i nogle familier havde børnene behov for støttetimer i deres institution, men børn og forældre var sammen, og der var tilknytning og omsorg for barnet. Der var to eller tre, vi 14

15 ikke kunne finde, så dem ved vi ikke, hvordan det går. Men de andre ved vi godt, for de kommer ind til en kop kaffe, eller vi hører fra dem, når de ringer fra Sønderjylland og spørger, hvordan man laver flæskesteg. Jeg ville uden at overdrive sige, at det er halvdelen, der bliver helt selvhjulpne. Ja, det er også mit bud. Det er faktisk mange af dem, alligevel. En sådan subjektiv kvalitativ vurdering er det bedste bud på effekten af behandlingerne i Familiehuset, indtil man får defineret og udviklet standardiserede effektmål. Et mislykket forløb Ligesom de ansatte nemt kunne beskrive det typiske forløb, kom der på samme måde en karakteristik af de personer, der havde mislykkede forløb. Historien er nu den samme som det typiske forløb. Men hun ved ikke, hvorfor hun skal være her, men det skal hun, fordi alt andet er forsøgt. Og kommunen mener faktisk på forhånd, at hun ikke kan klare at have børnene. Men de vil gerne have, at nogen beskriver, hvad det er, hun ikke kan. Jeg har lige haft én person, hvor jeg prøver at finde ud af, hvad der er. Hun er opvokset med en mor, som overlod hende til sig selv, en mor, der blev banket og levede sammen med en misbruger. Men hér ligner hun jo de andre. Om hun er født skadet eller om hun har taget skade af omsorgssvigt, dét ved jeg ikke. Hvis man ikke får god nok omsorg, så udvikler man ikke evnen til at tænke om sig selv. Evnen til at bruge det, man finder ud af, på en konstruktiv måde. Det var simpelthen ikke muligt at flytte noget. Der var ikke noget at flytte med. Det er, når forstyrrelsen er for stor. Så kan vi ikke. Så er der ligesom ikke nogen knage at hænge noget på. Dér, hvor det særligt ikke lykkes, det er dér, hvor der ikke er nogen evne til at tænke mor og barn. Der, hvor der ikke er evne til at tænke abstrakt, at én oplevelse i en kontekst kan bruges i en anden situation med et barn. Hvis man er så fragmenteret i den måde, man er i verden, at man ikke kan flytte noget. Heller ikke over tid. Så duer den måde vi arbejder på ikke særlig godt. Som det fremgår, afviger det mislykkede forløb ikke fra et typisk vellykket forløb i baggrundshistorie, hvilket gør det umuligt at sortere disse borgere fra indledningsvist. Det blev dog nævnt, at de mislykkede forløb ofte var sager, kommunen bad Familiehuset om at tage, fordi terapeuterne ville kunne bidrage med en grundig beskrivelse af borgerens tilstand, muligheder og fremtidsperspektiver. Vores gamle lærer på uddannelsen, han sagde altid, det er jo ikke dét folk udsættes for, men måden man tager det. Den slags sager er jo dem, vi får at vide, at vi skal tage. Fordi vi er en del af Horsens Kommune. Og vi kan næsten på forhånd se, at vi ikke kan gøre noget. Men omvendt så HAR det også nogle gange vist sig, at vi kan, og tvivlen skal jo komme folk til gode! Forvaltningen vil også have, at vi skal tage dem. De kan jo faktisk finde på at sige, at vi SKAL. Selvom de samtidig mener, at de ikke er terapeutisk tilgængelige. Så vi får også en del af dem, hvor vi siger, det er ikke os. For dem kan vi ikke arbejde terapeutisk med. Nogle gange er vi bare den eneste mulighed for at få dem kvalificeret beskrevet. Jeg har én klient lige nu, som jeg tænker, har været ude for noget helt vildt. Og hun har faktisk taget fantastisk fra, og der er sket enormt meget med hende. Jeg fatter ikke, at hun har kunnet overleve i dét. Så det er ikke nødvendigvis dét, der er sket. Men jeg tænker, at selv om det er sygt, så har der også været noget normalt. 15

16 Vores gamle lærer på uddannelsen, han sagde altid, det er jo ikke dét folk udsættes for, men måden man tager det. Og det er vi jo nødt til at lade komme an på en prøve. I dag er man også optaget af, hvor meget livskraft et menneske har. Mælkebøttebørn. Hvor kommer dét fra? Så man er jo altid tilbøjelig til at give det en chance, ikk?. Spørgsmålet om tidsperspektivet på behandlingsforløbene blev nævnt flere gange, og særligt omtalt ved de mislykkede forløb. Her udtrykte terapeuterne, hvordan det ofte var et spørgsmål om at være vedholdende længe nok, hvorefter en positiv effekt ville nås. Samtidig var terapeuterne vel vidende om de relativt kostbare behandlingsforløb på grund af intensiviteten og omfanget, så de derfor skulle reduceres mest muligt. Jeg tror at mange af dem, der IKKE får noget ud af det hér, de er skadet på sansedelen og kan ikke mærke hverken sig selv eller deres børn. Vi går så ind og prøver at hjælpe dem til at mærke sig selv og mærke deres børn. Og for nogen kan det lade sig gøre, men andre er så skadet, at vi simpelthen ikke kan. Kunsten er jo så at se det så hurtigt som muligt, så børnene ikke bliver som gidsler i et hjem, der ikke kan give dem den nødvendige omsorg. Men vi har jo også en erfaring med, at hvis de bare får lov at blive i rugekassen, så kommer de lige så stille og roligt. Og så er det næsten ikke til at afslutte dem efter tre måneder, selvom vi tænker duer det nu?. Ej, det duer ikke at evaluere efter tre måneder, vi har nærmest brug for mere tid, ikk? De skal have tiden. Tre måneder er ikke lang tid, hvis man har haft tyve år med kaos og meget dårlig tilknytning. Det afsluttende citat er dækkende for den udvikling, terapeuterne arbejder ud fra i forløbene med forældrene; borgerne, der kommer, har meget dårlige udgangspunkter i tilknytningen til omkringværende mennesker, og i særdeleshed med myndighedspersoner, som terapeuterne i Familiehuset kan opfattes som. Efter en indledende periode med opbygning af tillid, kan et egentligt terapeutisk arbejde begynde, og dette skal gøres snarest muligt, når moderen (forælderen) er klar til det af hensyn til det i forvejen langvarige og kostbare behandlingsforløb men det kan ikke lade sig gøre, før moderen kan magte den udvikling, hun gennemgår. Denne balance er en central del af den terapeutiske indsats i Familiehuset. 16

17 Sammenfatning af den terapeutiske indsats De ansattes beskrivelser af det typiske forløb illustrerede, hvorfor behandlingen i Familiehuset er langvarig. Som det fremgår, indgår der et konstant arbejde med at være progressivt fremadrettet med det formål, at forældrene får opbygget egne ressourcer til at drage omsorg for barnets/børnenes og eget liv på en udviklingsfremmende måde, som det netop fremgår af Horsens Kommunes principper og politikker på området. Denne proces er langvarig, da opbygningen af disse ressourcer tidligst sker, når forældrene har bearbejdet egne hændelser og traumer og indlært nye mønstre i deres samspil med barnet/børnene. Da udgangspunktet har været, at forældrene netop ikke mestrede denne rolle, er der tale om et forløb af en vis varighed, før de uhensigtsmæssige mønstre ændres til, at forældrene mestrer forældrerollen. De mislykkede forløb kan ikke identificeres på forhånd, da der ikke er sammenhæng mellem graden af forsømthed eller omfanget af omsorgssvigt/traumer, og hvorvidt vedkommende opnår god effekt af Familiehusets behandlingsforløb. En del af det terapeutiske arbejde med udsatte borgere som Familiehusets målgruppe er netop at være vedholdende og have en tro på, at behandlingen vil have positiv virkning, hvis den fortsættes. Terapeuternes erkendelse af, at et forløb bliver mislykket, er ikke en beslutning, der opnås pludseligt, da behandlingsforløbene netop er kendetegnet ved at være vedholdende i det terapeutiske arbejde i forhåbning om, at personen vil være modtagelig før eller siden. De mislykkede forløb er derfor i højere grad nogle, hvor behandlingen stoppes på grund af fx gentagne forsømmelser, og terapeuten derfor er nødt til at afslutte sagen på grund af manglende fremmøde. De mislykkede forløb er ikke sjældent forældre, der visiteres, fordi kommunens personale har behov for at få viden om årsagerne til, at forældrene/moderen ikke magter forældrerollen. Familiehuset bliver da kommunens bedste bud på en grundig og saglig vurdering af den pågældende familie. De mislykkede forløb, der er karakteriseret af, at kommunen henviser til Familiehuset for at få en grundig beskrivelse af borgeren, bør ikke indgå i Familiehusets normale evalueringer, da disse tilfælde som forventet vil fremgå uden positive resultater. Disse sager kan med fordel inkluderes separat i Familiehusets produktion, eventuelt ved at man på forhånd har visiteret til en vurdering og ikke har forventninger om behandlingsmæssig succes for den pågældende familie. En mulig opdeling i tre forskellige visitationsformer fremgår af afsnittet om fremtidig monitorering. De typiske forløb kan bruges til at omsætte viden om effekten fra behandlingsforløbene ved brug af tilpassede monitoreringsværktøjer. 17

18 Status Formelle målsætninger Evalueringen har gengivet baggrunden for Familiehusets opgaver ud fra kommunens formelle retningslinjer, Familiehusets formelle grundlag og de mere uformelle udtalelser fra de ansattes historier om hverdagen og hverdagens opgaver. Udviklingen i den tid, Familiehusets har eksisteret, har været en markant ændring i brugen af anbringelser. Dette er sket, uden at de udtrykte målsætninger omkring Familiehuset har ændret sig, hvilket bl.a. fremgår af uoverensstemmelsen mellem en central administrativ medarbejders opfattelse og de nedskrevne værdier og politikker for kommunen. Der er et stigende socialpolitisk ønske om at opspore og eksperimentere med behandlingsmetoder, der potentielt kan udgøre et alternativ til anbringelser uden for hjemmet. Dette skyldes såvel de stigende udgifter til anbringelser som usikkerheden overfor, om anbringelse uden for hjemmet har positive effekter for de børn og unge, der anbringes (5). De senere års opfølgning på ønsket om at reducere omfanget af anbringelser ligger formodentlig også i observationer af børn, der blev anbragt, som ikke fik det bedre (6). Konsekvensen heraf er en stigende efterspørgsel fra beslutningstagere og praktikere efter arbejdsmetoder, der kan bevare børn og unge i eget hjem og samtidigt forbedre de sociale forhold i en sådan grad, at det fremmer børnenes udviklingschancer (5). Af de politiske målsætninger for Horsens Kommune fremgår et indsats- og resultatmål om at forebygge anbringelser (3), og man arbejder samtidig ud fra et princip om mindste indgriben, med støtte i eget miljø og inddragelse af familiens ressourcer (3). Der udtrykkes således en målsætning om at forebygge anbringelser med udgangspunkt i styrkelse af familiens egne ressourcer. Dette har også været tilfældet i Horsens, hvilket bekræftes af både Familiehusets ansatte og informant i kommunen. Stærk terapeutisk indsats De ansatte i Familiehuset har alle en længerevarende terapeutisk uddannelse og flere års erfaring med terapeutisk arbejde. De udgør således et kompetent grundlag for arbejdet med den yderst sårbare målgruppe, de har, ligesom de udgør et fagligt og socialt miljø, som både kan tilbyde terapi i de imødekommende rammer, huset udgør, samtidig med, at terapeuterne mestrer at yde social og følelsesmæssig støtte til hvem som helst, der kommer ind ad deres dør. Denne form for faglig og menneskelig kompetence er en fantastisk grobund for, at det terapeutiske arbejde vil lykkes. Terapeuterne udtrykte klart, hvordan de hovedsageligt arbejdede med nogle forældre, der ikke mestrede deres forældreevne og derfor var visiteret til behandling i Familiehuset. Selvom det kun blev nævnt sekundært, var omdrejningspunktet i al behandling i Familiehuset børn under to år. Alle, der arbejder i tilknytning til Familiehuset, bør være klar over, at den terapeutiske indsats af mor, har til formål at styrke hende, så hun skaber bedre rammer for sit barn; uden behandling af mor, er et udsat barn meget dårligt stillet. Det er vigtigt, at alle omkring Familiehuset er bevidst om den terapeutiske udfordring, det er at skulle hjælpe en forælder og et barn, uden at der på forhånd er viden om, hvilke indsatser, der potentielt kan hjælpe hverken mor eller barn. 18