Hjerne, kønsdrift og demens

Transkript

1 Hjerne, kønsdrift og demens Albert Gjedde PET-center og CFIN Århus Universitetshospital Hjerneforskeren Paul D. MacLean udnævnte i årene efter 2. verdenskrig det limbiske system til at være den såkaldte viscerale hjerne. Viscera er de indre organer på latin. Som sæde for det ureflekterede følelsesliv ( gut reactions ) skulle denne udnævnelse være vidnesbyrd om, af en bestemt del af hjernen udøver såvel funktionerne i Freuds id som mekanismen ved Papez s emotioner. I den viscerale hjerne måtte der kun foregå foregå virksomhed, som ikke når til bevidsthed og derfor ikke er genstand for kognition. Den menneskelige hjerne adskiller sig som bekendt fra andre dyrearters hjerne ved at have en vældig overbygning af kommunikerende og reflekterende hjernevæv i den neocortikale storhjernebark. Navnet neocortex skal også vise, at den udvidede storhjernebark på sin side er ansvarlig for de interaktive hjernefunktioner, som er karakteristiske for kognition og bevidsthed hos mennesket. Begge udnævnelser skyldes fiktionen om hjernens neofrenologisk inspirerede lagdeling. Ifølge denne fiktion har evolutionen lagt nye lag af grå substans ovenpå de gamle, omtrent som årringene hos et træ. De inderste lag er de mest oprindelige og primitive, og de yderste lag er de nyeste og højest udviklede, som er sæde for menneskehjernens mest værdifulde evner og egenskaber. Det er på tide at forlade fiktionen om den viscerale hjerne i det limbiske system. Usikkerheden om dens rette udstrækning øges næsten dagligt af nye kort over hjernens funktionelle indretning med forslag om inddragelse af det eller det andet neocortikale område i limbus. Forlængst har den ventromediale præfrontalbark (orbitofrontalbarken) og den mediale pandelapsvinding (gyrus frontalis medialis eller cortex paracingularis) mistet deres selvstændighed. Men hverken de oprindelige eller de senere tilkomne dele af det limbiske system kan påstås at være uden kognitiv virksomhed. Deres aktivitet er i høj grad bevidsthedsskabende og kan ikke udelukkende kaldes visceral. Det gælder ikke mindst nøgleregionerne i det klassiske limbiske system, hippocampus og amygdala. Det særligt

2 populærvidenskabelige arbejder. menneskelige ved neocortex er ikke en volds- og kønsforskrækket overbygning på det arvesyndige limbiske system, men en udvidelse af omfanget og dybden af de kognitive mekanismer i de netværk, som det limbiske systems enkelte dele deltager i. Der er tale om kvantitative og ikke kvalitative forskelle. Det er essensen af den evolution i hjerneforskningen, som især Joseph LeDoux (1996, 2002) og Antonio Damasio (1999) har sammenfattet i velkendte I bedste fald er limbus blot det sted, hvor det perifere nervesystem møder det centrale nervesystem, og hvor selvet møder omverdenen. Det er her dialogen mellem selvet og omverdenen finder sted, når der i følelsesladede situationer eller tilstande udøves en formålsbestemt adfærd. Følelseslivet er fællesbetegnelsen for to forskellige mekanismer, dels emotionerne, som er en virksomhed i hjernevævet, og dels følelserne, som er den tilhørende bevidsthed. Sorrig og glæde, som vandre tilhobe, er eksempler på bevidstheden om at have det skidt eller godt, som udløser gråd eller latter. Såvel emotionernes bearbejdning som bevidstheden herom vides nu at være indlært i amygdala. Kernens mekanismer er undersøgt i talrige dyreforsøg, men indsigten i dens deltagelse i bestemte netværk i menneskehjernen er meget begrænset, specielt hvad angår den såkaldte kønsdrift. Begrænsningen skyldes, at det er vanskeligt at skelne mellem virksomheden i amygdala og påvirkningerne fra den stort udbyggede neocortex og især forpandelappen ved hjælp af funktionelle hjerneskanninger af levende mennesker. Kønsdriften er i sig selv en upræcis betegnelse for de kombinationer af aktivitet i de centrale og perifere nervesystemer, som udløser parringsakten i et omskifteligt kapløb med tiden og næppe lader sig reducere til et enkelt begreb.

3 Papez s oprindelige beskrivelse (1937) af emotioners mekanisme var påvirket af de samtidige og velkendte forsøg af Klüver og Bucy (1937), som viste, at indgreb i den mediale del af begge temporallapper, dvs den del som vender ind mod hjernestammen, først og fremmest medfører tab af frygt og aggressioner, som skyldes fjernelsen af amygdala i begge hjernehalvdele. Det samme vides nu at ske hos mennesker. Frygt og aggressioner er to sider af samme sag, og balancen mellem dem afhænger i høj grad af indlæring og individuelle erfaringer. Amygdala er centrum i et netværk, som modtager mere eller mindre bearbejdede sanseindtryk, enten direkte fra thalamus ( the low road ) eller indirekte fra præfrontalbarken via hippocampus ( the high road ). Fjernelsen af amygdala i begge hjernehalvdele medfører også en tilsyneladende forøget og uselektiv seksuel adfærd, som noget misvisende er blevet kaldt hyperseksualitet. Hyperseksualiteten er et berømt element i Klüver-Bucys syndrom, men det er i virkeligheden vanskeligt at overføre direkte på mennesker, fordi amygdalas rolle som den erfaringsbaserede fortolker af følelsesfremkaldende sanseindtryk hos mennesket helt eller delvist styres af informationer fra præfrontalbarken. Der bør derfor principielt skelnes mellem det isolerede tab af amygdala og tabet af informationer fra præfrontalbarken, enten som en direkte følge af hypofrontalitet eller som en indirekte følge af tabet af den mediale temporallap med hippocampus. Amygdalas fortolkning af følelsesfremkaldende sanseindtryk med hjælp fra pande- og temporallapper gives videre til kernerne i hypothalamus, som supplerer den emotionelle bearbejdning i amygdala og den bevidste følelse af denne bearbejdning med den indlærte mobilisation af legemlige resourcer, inklusive gråd og tænders gnidsel, hjertebanken,

4 blodtryksstigning, svedudbrud og alle de øvrige manifestationer af den ene eller anden slags ophidselse, som blandt skyldes den regulerede afgift af de relevante hormoner til blodbanen. Også sanseindtryk med et seksuelt indhold behandles i dette netværk, som besørger indtrykkenes fortolkning i amygdala og fortolkningens formidling til centrer for hormonafgift og andre legemlige reaktioner i hjernestammen. Hormonerne bidrager til den legemlige opfyldelse af parringsaktens forskellige behov, så også de reaktioner, som vi opfatter som instinktive, er resultatet af den indlærte og erfaringsbaserede bearbejdning i amygdala og bearbejdningens bevidste overbygning, som opleves som følelser. I dette netværk modtager hypothalamus oplysninger om betydningen af sanseindtryk fra amygdala, der enten er fremmende for en bestemt adfærd, hvis de kommer direkte fra thalamus via the low road, eller mere eller mindre hæmmende for denne adfærd, når bearbejdningen af sanseindtrykkene er indlært ved hjælp af de erfaringer, som formidles af præfrontalbarken via the high road. Hippocampus viderebringer de positive eller negative erfaringer, som tidligere oplevelser har efterladt, og præfrontalbarken muliggør, at de positive eller negative erfaringer i sættes i et formålstjenligt perspektiv ved hjælp af bevidstheden, som bruger de indhentede erfaringer til at sætte spørgsmål ved de forskellige mulige reaktionsmønstre i en debat, som David Ingvar kaldte erindringen om fremtiden. Amygdalas placering i et krydsfelt af modsat rettede påvirkninger forklarer både de adfærdsændringer, som er iagttaget hos forsøgsdyr, og de reaktionsmønstre, som kendes fra mennesker, der vistnok er ene om at skelne f.eks. mellem voldtægt og forførelse. Da den normale indgang til amygdalas indlærte bearbejdning af sanseindtryk hos mennesker er via den mediale temporallap og hippocampus, så er resultatet af bearbejdningen helt afhængig af

5 præfrontalbarkens engagement. Hos aberne, som har en mindre præfrontalbark end mennesker, er der med hensyn til resultatet ikke så stor forskel på et indgreb, som kun omfatter amygdala, og et indgreb, som også medtager den mediale temporallap med hippocampus, for de giver nogenlunde de samme symptomer, men hos mennesker er det ikke udelukket, at den reflekterende påvirkning fra pandelappen stadig har mulighed for at hæmme den emotionelle bearbejdning i amygdala, trods tab af den mediale temporallap. Hippocampus adgang til amygdala sikrer reaktionen den nødvendige formålstjenlighed, men graden af refleksion er proportional med omfanget af præfrontalbarkens engagement. Et fuldstændigt bortfald af aktiviteten i amygdala, hippocampus og den mediale temporallap, som det kan ses ved temporallapsepilepsi (Anson et al. 1993, Hayman et al. 1998, Varon et al. 2003), kan også hos mennesker udløse en fuldstændig ureflekteret reaktion på de modtagne sanseindtryk, som for de seksuelle stimulis vedkommende kan minde om Klüver-Bucy-syndromets hyperseksualitet, men det er sjældent ved demens. Hos mennesker vil et isoleret bortfald af den den mediale temporallap sænke graden af refleksion, men den ophæves næppe fuldstændigt, før præfrontale aktivitet også er udslukket. Omvendt vil et øget præfrontalt engagement sænke effekten af seksuelt følelsesladede sanseindtryk på den emotionelle bearbejdning i amygdala. Med hjerneskanning er det vist, at erotisk stimulation giver de største stigninger af aktiviteten i amygdala i begge hjernehalvdele (Stoleru et al. 1999, Karama et al. 2002), men det vides også fra hjerneskanningsforsøg, at såvel følelsen af stor kærlighed (Bartels & Zeki 2000) som udløsningen af den seksuelle spænding i forbindelse med orgasme (Holstege et al. 2003) øger aktiviteten i pandelapperne og reducerer aktiviteten i amygdala i forhold til henholdsvis almindeligt venskab og den seksuelle ophidselse, som går forud for orgasmen.

6 Oplevelserne af kærlighed og orgasme er virkeliggjort i neocortex, i modsætning til den erotiske stimulation og seksuelle ophidselse, som er virkeliggjort i amygdala. De to reaktionsmønstre kan på en vis måde betragtes som stadier på parringsvejen, som begynder i amygdala og slutter i cortex. Alzheimers sygdom og Picks kompleks eller frontotemporal demens er degenerative lidelser, som rammer forskellige områder i storhjernebarken. Ved begge tilstande er de mediale dele af temporallapperne berørt, men de øvrige henfald har som bekendt forskellig udbredning. Alzheimers sygdom rammer fortrinsvis parietallapperne, og Picks sygdomskompleks nedbryder fortrinsvis pandelapperne. Patienter med Picks kompleks skulle derfor nemmere og mere vedvarende lade sig ophidse seksuelt af erotiske eller potentielt erotiske påvirkninger, f.eks. ved synet af det andet køn, mens patienter med Alzheimers sygdom ikke skulle kunne have erotiske oplevelser, fordi de bevidste oplevelser er virkeliggjort i parietallapperne. Trods mange sundhedsarbejderes oplevelser af denne forskel på de to patientgruppers adfærd, så er den dog svær at bevise statistisk (Miller et al. 1995), formentlig fordi begge sygdomme inddrager medialsiden af temporallapperne, som er den vigtigste adgang til amygdala hos mennesker. Ikke desto mindre er det en hyppig erfaring, at patienter med Picks kompleks er mindre hæmmede og mere vedvarende i deres seksuelle ophidselse, mens patienter med Alzheimers sygdom er mindre påvirkelige af erotiske stimuli. Det gælder også andre patienter med frontal- eller parietallapslidelser. Referencer Anson JA, Kuhlman DT (1993) Post-ictal Klüver-Bucy syndrome after temporal lobectomy. J Neurol Neurosurg Psychiatry. 156: Bartels A, Zeki S (2000) The neural basis of romantic love. NeuroReport 11: Damasio AR (1999) The Feeling of What Happens. New York: Harcourt, Brace.

7 Hayman LA, Rexer JL, Pavol MA, Strite D, Meyers CA (1998) Klüver-Bucy syndrome after bilateral selective damage of amygdala and its cortical connections. J Neuropsychiatry Clin Neurosci 10: Holstege G, Georgiadis JR, Paans AMJ et al. (2003) Brain activation during human male ejaculation. J Neurosci 23: Karama S, Lecours AR, Leroux JM, et al. (2002) Areas of brain activation in males and females during viewing of erotic film excerpts. Hum Brain Mapp 16: Klüver H, Bucy PC (1937) Preliminary analysis of functions of the temporal lobes in monkeys. Arch Neurol Psychiatry 42: Miller BL, Darby AL, Swartz JR, Yener GG, Mena I (1995) Dietary changes, compulsions and sexual behavior in frontotemporal degeneration. Dementia 6: LeDoux JE (1996) The Emotional Brain. New York: Simon & Schuster. LeDoux JE (2002) Synaptic Self: How Our Brains Become Who We Are. New York: Viking Penguin. MacLean PD (1949) Psychosomatic disease and the visceral brain : Recent developments bearing on the Papez theory of emotion. Psychosom Med 11: Papez JW (1937) A proposed mechanism of emotion. Arch Neurol Psychiat 38: Stoléru S, Grégoire MC, Gérard D (1999) Neuroanatomical correlates of visually evoked sexual arousal in human males. Arch Sex Behav 28: 1-21 Varon D, Pritchard PB 3rd, Wagner MT, Topping K (2003) Transient Klüver-Bucy syndrome following complex partial status epilepticus. Epilepsy Behav. 4: