Fortællinger fra Skovkanten 1

Transkript

1 Fortællinger fra Skovkanten 1 En novellesamling fra Østerskov Efterskole

2 Fortællinger fra Skovkanten 1

3 Fortællinger fra Skovkanten 1 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN Ansvarshavende Redaktør Mads Lunau Redaktion Mette Finderup, Morten Brøsted, Jeppe Aanæs Steensen, Pernille Mertz, Mads Lunau Billeder Mads Lunau Tegninger Astrid Budolfsen og Nikoline L. Petersen Udgiver Rollespilsakademiet for Østerskov Efterskole Tryk Toptryk Grafik Ophavsret Ophavsretten til de enkelte tekster haves af de enkelte forfattere. Teksterne er trykt i antologien efter aftale med forfatterne. Helvedes Greve 8 Andrea Plovgaard Frederiksen I Enhjørningens Vold 30 Astrid Cecilie Budolfsen Rædslens Øje 42 Filip Lynard Poulsen Rosen 66 Frederikke Sofie Bech Høyer Pigen med paraplyen 84 Julie A. Christensen Legenden om Fløjten 104 Ludmilla Szöllösi-Rose Livet, Døden og 120 alt Derimellem Mathias Oliver Lykke Christensen

4 Forord Det er med stor glæde at jeg kan invitere læseren ind i Fortællinger fra Skovkanten, nr. 1. Novellesamlingen er resultatet af en skriveworkshop på Østerskov Efterskole i skoleåret Til workshoppen var inviteret elever fra efterskolen og fra skoler i Hobro med overbygning. Forfatteren Mette Finderup ledte workshoppen og foretog efterfølgende en grundig redigering og tilbagemelding på elevernes arbejde. Undervejs i processen var elevernes lærere inde over, men det er eleverne selv, der har drevet skrivearbejdet frem og leveret det flotte resultat. Emnet var frit, men det er tydeligt at Fantasy er den foretrukne genre. At Mette Finderup blev bedt om at stå i spidsen for skrivearbejdet er ikke en tilfældighed. Ikke blot fordi Mette er en rigtig spændende forfatter selv, men også fordi hun har lokal tilknytning og er en af efterskolens ambassadører. Mette Finderup i aktion Faktisk er det Mettes mor, der har lært mig at skrive for snart mange år siden i folkeskolen, så det er vel kun naturligt, at Mette bliver inviteret, når efterskolens elever, mine unger, skal have hjælp og støtte til deres skrivearbejde. Jeg håber nr. 1 bliver den første i en lang række af historier fra unge til unge, leveret levende og spændende fra skovkanten af Østerskov i Hobro. Mads Lunau, forstander

5 Helvedes Greve Andrea Plovgaard Frederiksen Andrea Plovgaard Frederiksen (17 år) Andrea er egentlig fra Sjælland, men bor lige nu i Jylland på efterskole. Hun holder mest af fantasy, når det kommer til bøger og film. I sin fritid ynder hun at arbejde på projekter af den ene eller den anden art. Denne historie handler om mødet mellem to forskellige væsner, og de følelser det kan medføre. Den udspiller sig på Jorden og i Helvede, med den forviste dæmon Fernando i hovedrollen. Med tabt ære, ydmyget af sin kusine vender han blikket mod Jorden for at genvinde sin anseelse i Helvede. Hvad der så sker på Jorden, var helt sikkert ikke hans plan.

6 Grev Fernando træder ind i sin fløj. Han er træt, det er nogle nætter siden han var hjemme i Helvede sidst. Kammertjeneren, Neston, dukker omgående op fra en sidedør for at hjælpe ham af med tøjet. Han bukker for sin herre, og tager rejsekappen af hans skuldre. Fernando sætter sig ned i en stol, mens Neston tager hans støvler af. Må jeg antage, at Jeres ærinde gik tilfredsstillende ud fra blodet på Jeres sværd og støvler, Jeres Nåde? spørger han. Greven smiler. Andrea Plovgaard Frederiksen Ja, Nestor. Det må du. Du må også finde et par andre støvler til mig, pudse mine sværd og hænge min kappe klar, siger han. En time senere forlader Fernando sine gemakker i det samme tøj han ankom i, men med to nypudsede sværd og blødere støvler. Tronsalen er halvmørk. Det er midt om natten. For enden af rummet står tronen omgivet af tændte stearinlys. Kronprinsesse María sidder i den, hendes fingre trommer mod armlænet. Hun er iklædt den officielle kjole, der viser hendes rang og magt, og langs tronsalens vægge står indbyggere og venter på audiens. Jeg hører, at min kære fætter er kommet hjem, siger hun til en tjener, der står bag hende. Han løber omgående ud af salen. María værdiger ham ikke et blik, men stryger kærligt pisken, der er indbundet i menneskehud, som ligger i hendes skød. Hun fingerer med den flettede hale, der er blevet ru af lang tids brug. Et lille smil kryber frem fra hendes alvorlige ansigt. Fernando træder ind i salen og standser. Den ventende mængdes øjne hviler på ham, og han giver sig tid til at nyde deres respektfyldte blikke, selv om hans kusines blik er vendt bort. Helvedes Greve Hans ansigt formørkes, mens han funderer over, hvorfor han er tilkaldt under pøblens nærvær. Erfaring har lært ham, at det sjældent lover godt. Han ved dog også, at han kun provokerer hende yderligere ved at lade hende vente. Derfor slår han hætten på sin kappe ned og tager det første skridt på vej gennem salen. Folkets øjne hviler på ham og hans påklædning. På hans mørkebrune og lasede rejsekappe. I hans bælte hænger hans to buede sværd, som endnu skinner nypudsede. Om håndleddene og håndryggene sidder hans manchetter, der er slået i metal med Dronningens symbol og dækker fra knoerne og op til håndleddene. Han har ikke gidet tage dem af for han ved, det får folket til at frygte ham. Han standser ved tronen og kigger op på María, der ellers ville være lavere end han. Et åndedrag for sent bukker han dybt, men hans øjne ulmer og hans ene hånd er knyttet. Kronprinsesse María Cyprien, det er med største ærbødighed jeg hilser dig, min kære kusine.. Hun smiler sødt og svarer med sin lyse stemme: Prins Fernando Cyprien, min kære fætter. Det er med glæde jeg besvarer din hilsen. Han bukker igen, for at markere afslutningen på de officielle hilsner. Hvorledes gik dit ærinde, fætter? spørger María, Det gik som altid efter planen, kusine. Dem, du ønskede skulle dø, er døde, dem, du ønskede skulle leve, venter på at måtte vise deres taknemmelighed. Mit våben og respekten for dig er som nypudset, svarer han. At dræbe har jeg intet imod, at dræbe på din ordre derimod.., mumler han, tilstrækkelig lavt til, at hun ikke hører det

7 Andrea Plovgaard Frederiksen Javel. Dog, Fernando, min kære fætter. Grunden til, at jeg har ladet dig hidkalde er beklageligvis ikke for at lykønske dig med udførslen af dit ærinde. Nej, årsagen til din tilstedeværelse er langt mere sørgelig, starter hun sin tale og ser på ham. Han venter tålmodigt, med hænderne hvilende på skæftet til sit højre våben Som du ved, kære fætter, har din store indsats altid været påskønnet af min moder og jeg. Det ser dog ud til, at dit hårde arbejde kun har været et skalkeskjul for mere skumle foretager. Vi er efter omfattende studier ganske sikre på, elskede Fernando, at du til vor store beklagelse har en dagsorden der modarbejder vor interesse i at beholde slaverne i vort palads. Da vi befinder os blandt mange almindelige medlemmer af Helvedes befolkning vil jeg ikke komme nærmere ind på emnet, men jeg er af den overbevisning, at du udmærket er klar over, hvilke planer jeg taler om. Min moder og jeg er dog ikke urimelige, så din landflygtighed er kun midlertidig. Ligeså snart du har fundet mig en ny slave, der kan tjene under mig, vil det igen være med største glæde familien Cyprien byder dig velkommen i vort hjem, slutter hun, og ser afventende på ham. Fernando står, stiv som de forstenede mennesker i gaderne op til paladset. Hans hænder knyttes, og de blå øjne bliver hårde og kolde som is. Han borer neglene ind i håndfladerne, til blodet drypper ned på gulvet. Med sammenbidte tænder og hæs stemme fremsiger han; Under hvilke kriterier skal slaven findes, Jeres Højhed? Hun smiler sødt og fanger hurtigt, at han ikke tiltaler hende som en slægtning, men som en borger.. De sædvanlige. Du kan gå, siger hun, og vender sig mod sine undersåtter, for at tage den første i audiens. Helvedes Greve Mange tak, Jeres Højhed, svarer Fernando med alle muskler i kroppen spændte. Han drejer om på hælen og går, idet han flår sin kappe af. Midtvejs gennem salen folder et par store vinger sig ud af hans ryg. Med en hård, kraftfuld bevægelser svinger han sig op imod det åbne vindue i taget der fører mod tunnelen til Jorden. Grev Fernando står i det mindste værelse i sin lejlighed i menneskenes verden. Hans hænder er knyttede i vindueskarmen, hvorfra han kan se ud over København. Bag ham dukker Neston op, klar til at tage imod hans våben og rejsetøj. Fernando sukker, idet vingerne forsvinder og efterlader hans ryg glat og muskuløs. Hans øjne bliver mørkebrune, så de passer til Jordens lys. Til sidst ændres hans hud til en lysere farve, og ansigt såvel som resten af kroppen bliver mere menneskelig. Han ryster på hovedet mens han går ud af værelset og gennem stuerne, entre, køkken og gang til badeværelset for at få vasket rejsestøvet af kroppen. Kort efter dukker Neston op med rent tøj, og stiller sig diskret klar til at hjælpe ham om nødvendigt. Hun er tåbelig, siger Fernando fra sin plads i brusenichen: Tror hun kan kommandere rundt med mig som en tjener, og forvise mig på en samling løgne, hun selv har skabt, fortsætter han. Neston nikker enigt, også han har oplevet Marías lege. Må jeg spørge til Jeres plan, nu, hvor I ikke længere er i nærheden af paladset, Jeres nåde? spørger han. Ja, det må du. Jeg agter, at få denne her opgave overstået og vende hjem

8 Andrea Plovgaard Frederiksen Hverken hun eller hendes mor kan holde mig væk for evigt, og inden de ved af det sidder jeg på tronen. Det lyder fornuftigt, Jeres nåde. Det ville være en velkommen forandring. Korrekt, Neston. Som det ser ud nu, går det langsomt galt. Der er en grund til, man ikke bør give kvinder magt. En halv times tid senere er han ren, og ringer han til en af sine menneskelige venner: God eftermiddag, Jesper, det er mig. Hello, Argentina, du er hjemme igen? Ja, jeg trådte ind ad døren for en times tid siden. Nice to know, hvordan var ferien? Ikke noget at tale om, men, Jesper, jeg skal bede om en tjeneste. Always at your service. Tænkte jeg nok. Jeg skal bruge en kvinde. En kvinde? Ja, en kvinde. Dog ikke en hvilken som helst kvinde. I m listening. Hun skal være mørkhåret, jomfru, mellem 18 og 25 samt have egen lejlighed. Yes, yes. Anything else? Ja. Intelligent, sød, selvstændig, du ved, hvad jeg mener. Det gør jeg, Argentina. Ellers andet jeg kan gøre for dig? Haha. Nej, ikke lige nu. Jeg ringer senere for at få en opdatering. Understood. Vi snakkes. Det gør vi. Det ringer på døren. Neston henter maden, og stiller den på det lave sofabord i stuen. Fernando smiler sultent, da han sætter sig. Efter at have spist et stykke tid, siger han: Det er meget muligt, at hun tror hun har smidt mig ud af familien. Men jeg er stadig en del af slægten Cyprien. Helvedes Greve Naturligvis, Jeres Nåde, siger Neston, og fortsætter efter et øjebliks stilhed: Må jeg spørge, hvad det egentlig er, I skal heroppe? Jeg skal bare finde en pige der opfylder Marías krav, så er der styr på alting igen og jeg kan fortsætte min oprindelige plan. Fernando lukker gadedøren i efter sig, hvorefter han begynder at gå mod Miriams Spa i Studiestræde. Vinterluften er klar og skarp og føles opfriskende mod hans hud. Mens han går ned ad gaderne kan han mærke, hvordan han, godt hjulpet af kulden, endelig køler ned. Hans anspændte muskler begynder at slappe af, vreden forsvinder. Hans telefon ringer. Goddag, Jesper. Hello, Argentina. Praise me, I have found your girl. Aha. Det var hurtigt, men jeg lytter. Hun er amazing. I must say. Mørkebrunt hår, blå øjne, jomfru, 20 år, egen lejlighed, herlig personlighed. Called Mia. You will love her. Hmm. Ja, men, Jesper, blå øjne... er håret farvet? Tjo, det kan da godt være. Men gør det noget? Ja, det gør det. Tror desværre, at jeg bliver nødt til at kassere hende. Indtil videre i hvert fald. Kan du finde en ny? Off course I can. Who do you think, you are dealing with? Men, Argentina, hun er virkelig lækker. Er det ikke synd at gå glip af hende? Det er min sag, ikke din. Jeg bliver nødt til at lægge på. Ring, når du har noget nyt til mig. Understood. Vi snakkes. Da han træder ind i Mirage Spa til en behandling på et par timer, er han optaget af sine egne tanker. De fleste af dem handler som altid om, hvordan han skal fjerne María fra paladset

9 Andrea Plovgaard Frederiksen Da Fernandos telefon ringer igen, er klokken halv seks, og han er netop trådt ud af frisøren Salon Solmåne. Ja, du snakker med Fernando. Hello, Argentina, I am your god today. Har du en ny? Yes, yes. Sig, jeg er fantastisk. Lad mig høre om hende først. Okay, you re the boss. Denne gang er hun et pletskud. Jeg lytter. Naturligt mørkt hår, mørkebrune øjne, fregner, 20 år, egen lejlighed, jomfru, fantastisk kvinde, you name it. Lyder godt. Hvad hedder hun? Cassandra. When will you meet her? Giv mig hendes adresse, og fortæl hende, at jeg skriver til hende snarest. Cool. Silkegade 7., 4. tv. Tak, du er fantastisk. I know. Vi snakkes. Farvel. Da han træder ind ad døren til sin lejlighed har han sin plan klar. Til lyden af Mozart og med synet af den nedgående sol som inspiration sætter han sig i sit kontor og skriver. Klokken kvart i syv er Fernandos første brev til Cassandra skrevet og sendt. Fernando tømmer sin postkasse, og smiler. Der ligger endnu et brev fra Cassandra. Det er det femte, han modtager. Han går op i sin lejlighed for at læse hendes svar; Kære Fernando, Studiet skrider fremad. Vores studietekniklærer er syg for tiden, så vi har en del aflysninger. Det er meget rart, så har jeg bedre mulighed for at strukturere min tid, og få ordnet juleindkøbene i god tid. Faktisk er der forbløffende få timer her, så det er et studie med stor frihed under stort ansvar. Det passer mig glimrende. I øjeblikket arbejder vi blandt andet med borteblevneloven. Det er en lov, der træder i kraft, når personer forsvinder. Hvis man forsvinder, hvad enten det er med eller mod sin vilje, vil man ofte efterlade materielle værdier; bolig, ting, bank mv. Det er her borteblevneloven træder i kraft, og fortæller, hvem der skal blive værge for disse ting, og hvorledes det skal foregå. Det undrer mig, at du skriver breve, Fernando. Det er charmerende på sin egen måde, men det er jo gammeldags, langsomt og dyrt. Mange ville vælge at skrive en mail eller en sms. Hvordan kan det være, at du vælger at benytte dig af pen og papir i stedet? Forresten - hvad arbejder du egentlig med? Jeg håber at høre fra dig, Cassandra. Han lægger brevet fra sig, og ser ud af vinduet på sit kontor. Glimrende, mumler han; Helvedes Greve Nu er tiden endelig inde til at inviterer hende ud at spise. Alt i alt har det været et tilfredsstillende forløb. Hun virker til at være en særdeles egnet pige, der nemt vækker følelser i andre. Fernando finder sin fyldepen frem og skriver sit sjette brev til Cassandra. Han spørger, om hun vil lade ham hente hende førstkommende lørdag aften. Derefter kan de følges til en restaurant i det indre København, som han synes, hun bør lære at kende

10 Andrea Plovgaard Frederiksen Han lægger brevet i en kuvert og spadserer ned på gaden for at poste det i nærmeste postkasse. Lørdag aften efter endnu en tur hos Miriams Spa iklæder han sig pænt tøj og går ud af døren for at hente Cassandra. Sammen spadserer de hen til en glimrende italiensk restaurant. Han går ved siden af hende uden på noget tidspunkt at røre hende, mens en kold vind løfter op i deres overtøj. Da de træder ind i varmen hjælper tjenerne dem af med frakkerne og anviser dem to pladser. Efter et par timer kysser Fernando Cassandras hånd, idet han byder hende farvel udenfor hendes dør. Han afviser at gå med op i hendes lejlighed, men lover, at de snart ses igen. Han holder sit løfte. Fire gange mere inviterer han hende ud, og den sidste aften tager han helt efter planen imod hendes tilbud om at komme med op. På vej hjem til hende lader han tankerne flyve, mens der er en pause i deres samtale; Hun er en smuk kvinde. Det er nu synd, at María skal have hende. Hun vil slide hende op på højest to år. Hvilket giver et frygteligt arbejde for alle os andre. Men, hvis María vil have hende, skal María vel have hende. Han rynker brynene, inden et stille smil spreder hans læber. Cassandra bemærker det, og deres samtale fortsætter med hendes spørgsmål, stillet i en tilpas kæk tone; Hvad får dig til at smile sådan? Kom du i tanker om mig? Ugen efter går Fernando til sin anden visit hos Cassandra. Han medbringer en buket efterårsblomster og to koncertbilletter, som han forærer hende. Det meste af tiden sidder de blot ved siden af hinanden, men en enkelt gang lader han sin hånd strejfe hendes kind. Helvedes Greve Hver gang kan han se, hvordan en rystelse gennemløber hende, og han ved, hun er hans, så snart han ønsker det. Mens de omkring middag sidder og ser film, vandrer hans tanker igen; Hvilken skøn kvinde. Jeg bryder mig ikke om, at hun skal være Marias. På den anden side, kan det ikke nytte at få ejerskabsfølelse over denne her pige. Hun er køn, intelligent og sød. Hun flirter med mig og spiller kostbar samtidig. Hun er en pige, jeg vil være stolt over at have bragt til fald. Igen, ærgerligt hun ikke.. Hans tankegang bliver afbrudt, da Cassandra prikker ham i siden; Er du her? For, hvis du ikke er, kan du godt smutte. Så vil jeg hellere terpe nogle lovforslag, siger hun, og smiler for at opbløde de hårde ord. Han besvarer hendes smil og giver hende et mentalt point for hendes angreb. Jeg er her skam stadig, Cassandra. En pige som dig skal man ikke sådan slippe af syne, svarer han med glimtende øjne. Hun ruller med øjnene og sætter en film på. Han bestiller sushi, som bliver bragt til dem. Et par film senere smutter Cassandra ud på toilettet,. Så snart han hører døren lukke, er han på benene og på vej mod hendes soveværelse. Han åbner systematisk samtlige hendes skabe. Han arbejder effektivt og rutineret, mens han flytter på tingene uden at efterlade spor. Aha, der er gevinst her., mumler han, idet han hiver en dagbog ud fra hendes sengeskab. Han vandrer ind mod fjernsynet igen, mens øjnene skimmer siderne

11 Andrea Plovgaard Frederiksen Idet han træder ind ad døren standser han op. Cassandras øjne er vendt mod ham, og skifter glød fra deres sædvanlige rolige mørkebrune til en dyb, faretruende sort. Jeg håber virkelig for dig, at du har en forklaring på, hvorfor du står med næsen i min dagbog, Fernando, hvisler hun. Han ser op, vælger at lade sine egne øjne forblive kontrollerede, men med en stålsat vilje i stemmen; Det er ikke din ret at afkræve forklaringer, siger han. Hun standser, forbløffet over hans svar. Kort efter går hun de få skridt, der er mellem dem, stikker ham en lussing, så det synger i rummet og peger mod døren; Ud! råber hun. Overrasket træder han et skridt tilbage, ligeså lidt som hun har hørt hans argument før, har han oplevet at blive slået. Så mørknes hans øjne, og han går ud af lejligheden sammen med hendes dagbog. Stands! Aflever min dagbog, lede tyv, udbryder hun, da han passerer et bord uden at lægge dagbogen fra sig. Han standser, lægger den fra sig, og griber fat i hende. Idet han slynger hende op mod en væg, væsner han harmdirrende: Behersk dig og ret ind, Cassandra. Den opførsel vil ikke finde sted igen. Jeg forlader din lejlighed nu, med din dagbog som du inderst inde ved jeg har ret til. Hvis du eller nogen anden der kan forbindes til dig kontakter mig uden jeg har startet dialogen, dræber jeg dig. Har jeg gjort mig selv tydelig? Cassandra er tavs et par lange åndedræt, mens hun står under hans nu kulsorte øjnes blik. Han slipper hende, og stikker hende en lussing så hun falder ned på gulvet. Derefter forlader han hendes lejlighed, med dagbogen. Helvedes Greve Da Fernando træder ind i sin lejlighed, er hans øjne stadig sorte som kul. Han lader Neston om døren, og går ind i det af hans værelser, der altid er låst. Derinde tager han de to tungeste af sine sværd ned, og begynder systematisk at gennemgå al den kamptræning han har lært. Imens sværdene hvisler gennem luften fokuserer han på at lave det korrekte benarbejde. Langsomt bliver hans hoved tomt for tanker, og en koncentreret fred sænker sig over hans sind. Med lukkede øjne arbejder han videre, så de spændte muskler i hans krop løsner sig. Rynkerne i panden glatter sig ud, ansigtet slapper af. Hans vejrtrækning bliver dyb og regelmæssig, mens træningen fortsætter. Efter et par timer er hans muskler ømme, men afslappede. Han hænger sværdene på plads og Neston låser værelset efter ham. En tid stirrer han blot ud i luften. Neston nærmer sig forsigtigt, med et nysgerrigt udtryk i ansigtet: Jeres Nåde, må jeg spørge, hvad kvinden har gjort Jer, siden I var så vred? Det er en spændende kvinde jeg har fundet, Neston. Hun vover at slå mig, blot fordi hun føler sig fornærmet. Kammerherren blegner ved tanken om, hvad der ville ske, hvis han på nuværende tidspunkt handlede ligesådan. Men det er noget andet med de nye, mumler han til sig selv. Hvordan vil det påvirke Jeres opgaver overfor Kronprinsessen, Jeres Nåde? Hmm. Gad vide, hvad María vil sige til det, ja? På den anden side, det ved jeg jo allerede. Hun ville dræbe Cassandra, hvis pigen yder modstand. María har aldrig lært, at dem der giver modstand, tit er dem, der ender med at blive bedst. Hvis det var muligt, ville jeg beholde hende selv

12 Hvordan kan det være, Jeres nåde? Hun er ung og vild. Præcis. Hun fascinerer mig, fordi hun ikke falder på halen for mig med det samme. Hvordan er det nu det lyder? Jeg ønsker du er stærkere end jeg, men jeg vil aldrig forære dig sejren. Det må være sådan hun har det. Han finder dagbogen frem fra sin jakkelomme, og åbner. Mere koncentreret end sidst læser han, startende med de seneste sider. Efter et par kommentarer om studier og veninder, finder han noget af interesse; Kære dagbog, Andrea Plovgaard Frederiksen Jeg er forvirret. Det får du selvfølgelig ikke meget ud af, så måske jeg skulle forklare baggrunden. Jeg har mødt en mand. Han hedder Fernando. Vi har været ude at spise, og han har været herhjemme en enkelt gang. Der er noget over ham. Et eller andet, som jeg har savnet meget længe. Jeg har fortalt om Peter før. Der er noget over Fernando, der minder mig om Peter. Jeg tror Fernando har en indre styrke, der kan vælte hele verden. Og jeg tror, han agter at vælte mig med den. Det er svært ikke at se det som smiger af sig selv. Han har rørt ved mig ganske få gange. Bare et strejf af kinden eller armen. Det er virkelig mærkeligt; hver gang føles det fuldstændig, som dengang Peter gjorde det. Jeg får lyst til at lægge mig for hans fødder, og bare være glad. For jeg savner at kunne tillade mig det. Det var fantastisk; Hånden i min nakke, der fortæller mig, hvor han vil have mig. Pisken, der stryger hen over min hud, og lover SÅ meget. Øjnene, der fortæller mig, at jeg intet har at sige. Men, kære dagbog, hvad er sandsynligheden for at Fernando er som Peter var? De er små. Skal jeg satse på dem, eller ej? Lige nu tror jeg bare jeg nyder, at spille spillet mod en mand, der højst sandsynligt vinder, hvis det er det han ønsker. Et smil breder sig langsomt i Fernandos ansigt. Jeg vidste jeg havde gjort en god fangst, men hun overrasket mig alligevel med, hvor god, mumler han. Han læser videre, mens han tanker kører ved siden af; Hun er perfekt. Jeg kan ikke fatte, at hun skal smides væk til María. Der er en anden løsning. Jeg skal bare sørge for, at tippe hende lidt mere. Den følgende mandag skriver han et brev mere til Cassandra. Han sidder i sit kontor imens, og lader med jævne mellemrum tankerne flyve. Efter en time eller så er han blevet færdig. Han læner sig tilbage for at læse det igennem; Kære Cassandra, Du forventer, at jeg undskylder. Det vil ikke ske. Derved skuffer jeg dig heller ikke. For du ville blive skuffet, hvis jeg sagde undskyld for en handling, du inderst inde nyder. Dog har jeg ikke været ærlig overfor dig, og det vil jeg ændre på. Det kræver dog, at du i dit sind accepterer mig, og accepterer min handling. For der vil følge flere, af en sådan uforskammet karakter. Det ville glæde mig, om du ville handle således. Derfor; hvis du ønsker at opretholde kontakten med mig, møder du op på adressen Krystalgade 6, 3. sal. Det gør du så snart du har tid. Du har en uge, Cassandra. På gensyn, Fernando Helvedes Greve Jeg håber, det er det han ønsker. På en måde tiltrækker han mig mere end Peter allerede. For jeg vil have sex med ham. Det har jeg jo aldrig villet med Peter, eller nogen før ham. Det har bare ikke føltes rigtigt. Men jeg tror, Fernando er rigtig

13 Andrea Plovgaard Frederiksen Han strækker sig, og går ned for at poste sit brev. Dernæst rydder han op og indretter sig med sine bøger på at vente. Efter otte dage har han stadig ikke hørt fra hende. Neston står som altid diskret klar, mens Fernando rejser sig. Han vandrer rastløst rundt en tid, åbner døren og kigger ud på trappen. Hvorfor er hun ikke kommet, Neston? Det er et godt spørgsmål, Jeres Nåde. Da hun kun er et menneske, kan vi udelukke, at hun har mistet lysten til at se dig, svarer han. Han tænker videre, mens Fernando traver rundt i lejligheden. Mit bedste bud er, at hun spiller Jeres spil, Jeres Nåde. Samt, at I måske gik for vidt, ved at true hende på livet. Den slags tager mennesker normalt meget alvorligt. Fernando standser, med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Så du påstår, at jeg har presset hende for hårdt? At jeg ikke har givet hende tid til at indstille sig på den virkelighed hun bliver en del af? Neston får et varsomt udtryk i ansigtet. Det vil jeg ikke gøre mig klog på, Jeres Nåde, siger han langsomt, inden han fortsætter: Måske I bliver nødt til at arbejde på, at få hende tilbage inden I mister hende, Jeres Nåde. Han sukker. Jeg er træt af at forestille mig, Neston. Kan jeg ikke bare tage hende med? Efter endnu et par dage har Fernando mistet tålmodigheden. Han griber sin jakke, og går ud ad døren. Helvedes Greve Da hun åbner døren og ser ham, er hun tæt på at lukke døren igen. Vent, siger han, og taler automatisk til hende, som han ville gøre derhjemme. Hans tonefald får hende per refleks til at stoppe. Han skubber sig forbi hende og indenfor. Hun smækker døren i og følger ham ind i stuen. Hvad vil du, Fernando? hendes tonefald er skarpt, og bringer ham ud af fatning. Se dig igen, Cassandra. Du er en fantastisk kvinde, svarer han uden at tænke. Spar mig for din smiger. Tror du jeg gider have noget at gøre med en psykopat? Han lægger mærke til, at hun står med sin mobil i hånden. Nummeret til alarmcentralen er indtastet. Tag det roligt. Jeg vil ikke gøre noget, du ikke selv ønsker. Jeg handlede blot som jeg er vant til, siger han og forsøger at holde styr på sig selv, samtidig med han gruer over skammen, hvis det rygters derhjemme, at han nærmest ligger under for et menneske. Så du truer altså også din familie på livet, hvor beroligende. Fernando sukker. Han fornemmer, at det er håbløst, med den tilstand hun er i lige nu. Vil du give mig en chance, Cassandra? spørger han og ser hende vakle. Hun skæver ind mod køkkenet, hvortil døren er lukket. Så bider hun sig i læben. Nej, Fernando. Du skal gå nu. Han ser på hende, kigger dybt i hendes øjne. Han rejser sig langsomt, og træder lydløst hen til hende. Hun bliver stående, hendes øjne er blanke

14 Er det virkelig det du ønsker? Ønsker du virkelig, at jeg går ud af døren nu, og aldrig kommer tilbage? hvisker han, hans ånde puster mod hendes øre, mens hans ene hånd glider omkring hendes nakke. Hun ryster, og kigger hen mod køkkenet. Så nikker hun. Gå, Fernando. Andrea Plovgaard Frederiksen Hvorfor afviser hun mig, Neston? Jeg kan jo se, at hun ønsker at være en del af mit liv. Fernando sidder i stuen og bladrer fraværende i hendes dagbog. Det er et godt spørgsmål, Jeres Nåde. I sagde, det virkede som om hun havde nogen på besøg, der skjulte sig i køkkenet? Ja. Hun kiggede hele tiden derhen, og det var som om der sad en og tvang hende til at handle rigtigt. Det er ganske interessant. Hvis der sad en, hvor meget mon hun så har fortalt, Jeres Nåde? Jeg aner det ikke. Jeg burde tage hen og tvinge hende med mig. Det ville jeg have gjort i enhver anden situation. Det er en handling der med fordel kan overvejes, Jeres Nåde. Fernando går turen til Cassandras lejlighed. Han banker på, og træder et skridt tilbage. Da hun åbner døren, tager han fat i hende: Jeg var høflig før. Det er jeg ikke nu. Vi går, siger han, og lader den del af ham, der er Grev Fernando Cyprien af Helvede dominere. Hun stirrer på ham, og snubler ud af døren. Snart genvinder hun fatningen, og kæmper imod. Da hun gør mine til at skrige efter hjælp, standser han på trappen ned og lægger hånden over hendes mund. Helvedes Greve Frist mig ikke, menneske, hvisler han, Jeg gider ikke have et lig med hjem. Hun stivner, og slapper af i musklerne. De går videre i tavshed. På vej ned ad Købmagergade tager hun ordet: Hvem er du, Fernando? Han rynker brynene. Toner sin Cyprien-del ned, og svarer så. En oplevelse, Cassandra. Som du vil hade, som du vil elske, som du ikke har noget valg om, hvorvidt du vil være med i eller ej. Da Neston åbner døren for dem, ser Cassandra sig nysgerrigt omkring. Neston er omhyggelig med kun at se på hende, når hun ikke kigger. Fernando viser hende inde i det mindste af værelserne, og vender sig med et opfordrende blik mod Neston. Hun kommer til at tage tid at tæmme, Jeres Nåde. Men, hun er bestemt som en usleben diamant. Hvis jeg må tale frit, Jeres Nåde, tror jeg ikke, at María vil kunne se hendes potentiale. Det vil hun bestemt ikke kunne. María skal ikke have Cassandra. Det skal jeg selv. Men, Jeres Nåde. Hvad så med Kronprinsessen? Lad mig om det. Jeg kan overbevise hende om, at jeg bør beholde Cassandra, og, at jeg har opfyldt formålet med min udvisning Morgen efter samles de alle tre om morgenmaden. Når vi kommer hjem, holder du dig til min højre side konstant, Cassandra, siger Fernando. Cassandra nikker. Neston, dig behøver jeg næppe instruere

15 Nej, Jeres Nåde. Andrea Plovgaard Frederiksen Fernando rejser sig. Neston følger efter for at hjælpe ham i rejsetøjet. De samles i det lille værelse. Fernando kaster et sidste blik ud over København, inden han begynder forberedelserne til hjemturen: hans hår falder af, så han opfylder kravene for krigere i Helvede. Hans øjne genvinder deres isblå farve, og hele hans udstråling bliver hård og kold. Endelig folder han sine vinger ud af ryggen, så det suser i hele lokalet. Cassandra trækker vejret ind, og gør store øjne af forbløffelse og angst. Neston har også taget sit oprindelige udseende igen, men med mere beskedne vinger. Fernando indånder sin piges frygt, og smiler. Alting er, som det skal være, mumler han. Lad os komme af sted, du vil alligevel ikke bryde jer om turen, siger han. Fernando træder ind i tronsalen. Bag ham går Cassandra. Salen er mørk. María sidder på tronen og trommer med fingrene på armlænet. I hendes skød ligger hendes pisk, en mere kunstværdig udgave af den han har i bæltet. Han går roligt, men i hans sind ruster han sig til opgøret. Cassandra går på hans højre side med hovedet hævet, men blikket sænket. Da de standser foran tronen, stirrer Fernando María i øjnene, inden han et åndedrag senere bukker dybt for hende. Hans hænder er knyttede om skæftet på hans pisk. Cassandra knæler. Helvedes Greve María smiler ned til ham, men vreden ulmer i hendes sorte øjne; Jeg ser. Dog forekommer det mig, at pigen bag dig er knyttet til dig. Fernandos lyseblå øjne bliver hårde som is. Jeres højhed. På Jorden, jagende efter en pige til Jer, tilsmilede lykken mig, så jeg fandt en, jeg selv ønsker at beholde, siger han. Det giver dig ret til at vende hjem? Der er stille i resten af salen, mens María stirrer på ham. Fernando trækker vejret dybt, og en svag knurren undslipper ham. Høje kronprinsesse María, jeg underskylder dybt, hvis I er utilfreds med mig. Jeg følte, at fundet af denne pige gav mig indsigten jeg behøvede til at vende hjem. Jeg undskylder for alt, hvad jeg har gjort. Mit hjerte er overbevist om, at min plads er under Jer, Ærede Kronprinsesse. María stirrer på ham. Så smiler hun. Pigen er min. Din skæbne besluttes senere. Jeres højhed, som ydmyg undersåt vender jeg hjem, siger han. I hele salen står indbyggere fra Helvede og følger med, de der kender til grevens autoritetsproblem med forsigtigt åndedræt

16 I Enhjørningens Vold Astrid Cecilie Budolfsen Astrid Cecilie Budolfsen (17 år) Som den eneste af forfatterne bor Astrid i Uganda, når hun ikke går på efterskole i Hobro. Hun har skrevet siden hun var syv år gammel, men denne historie er en af få der er blevet afsluttet. Udover skrivning er hun glad for at synge og rejse. Sezetia er en fantasiverden, hvor det overnaturlige styrer verden og mennesker er underlegne. Mytiske og overnaturlige væsner bevæger sig på deres uransagelige veje, udødelige og tidløse som myten om dem. Mødet mellem menneske og det ukendte er præget af uvidenhed og vold.

17 Astrid Cecilie Budolfsen Erakle så ned mod den Lalijtiske by. Den var næsten kamufleret på den tørre gule slette. Vinden susede over den bakketop han stod på. Et kraftigt vindstød fik det til at bruse i hans ører og hvirvlede et tyndt lag støv og sandkorn op i luften. Han var pludselig blændet, da vinden fik enden af hans tørklæde til at løsne sig og blæse op i hans ansigt. Han slog det ned med sine arme og bandt det på ny fast om sin hals og hoved. Hans posede uniform blafrede i vinden, og sand var allerede blæst ned i hans nye soldater støvler. Kludene i støvlespidserne, der var sat i for at han kunne passe dem, pressede på hans storetæer. Den nye sabel dinglede i læderbæltet. Han fik øje på en lille bevægelse på steppen; en soldat på vej op for at afløse ham. Tjansen som udkigspost på bakken havde været en lang og kedelig en. Endnu et kraftigt vindpust susede over bakketoppen. Erakle vendte uvilkårligt ryggen mod den kølige vind og stivnede. Steppen på den anden side af bakkerne lå i skygge. Hans øjne fængedes ved en mørk lilla sky på den overskyede himmel, der kastede en mørkere skygge på jorden under sig. En støvdjævel blæste sand rundt under skyen, og da han kneb øjnene sammen kunne han ane teltspidserne på et par Itanske telte, den nomadiske stamme der også levede i denne del af landet. Nysgerrigheden pirrede ham, og med et tegn til den nye soldat, bevægede Erakle sig gennem det gule græs hen mod teltlejren. Erakle travede ud af bakkerne, og ud på den let bølgende slette. Lejren blev mere og mere tydelig des tættere han kom. Han kunne mærke sin nygerrighed blande sig med en betænkelig fornemmelse i maven. Som han gjorde afstanden til lejren mindre, tænkte han ved sig selv hvordan støvdjævlen mere lignede en lilla vind, der blæste rundt i lejren som en hvirvelvind af støv. I Enhjørningens Vold Nærmest betaget opdagede han, hvordan fænomenet cirkulerede i den Itanske lejr, men aldrig bevægede sig udenfor. Hans mave føltes, som om den gjorde knuder på sig selv. Hårene rejste sig på armene og han skælvede af ubehag. Et lilla lys skinnede gennem skyen og farvede hans blege ansigt. Som et fjernt ekko anede han skrig og løben fra teltene. En svag brummen gav genlyd i hans øregang, og han fik den uhyggelige fornemmelse af, at lyden kom fra hans eget hoved. Den steg i styrke til han ikke kunne høre andet. Hans fodtrin lød som dump hvisken. Alt var i et lilla skær. Han kunne ane skikkelser løbe rundt i den Itanske lejr. Alle hans sanser var rettede mod lejren. Pludselig snublede han, som om hans fødder var betænkelige ved at gå. Han stoppede fortumlet op og fik pusten. Luften føltes fremmed for hans lunger. Han begyndte igen og nærmede sig med vagtsomme skridt. Erakles ansigt var som hugget ud i sten, det eneste det afspejlede var hans fokus på det sære fænomen. Itanske kvinder og børn løb væk fra lejren uden at ænse ham. Luften var tæt af skrig. Der eksisterede ikke andet i verden for den Lalijtiske soldat end denne ukendte fjende. Omkring tohundrede skridt fra lejren lukkede hans øjne pludselig i. Han fortsatte og tvang dem åbne. Fornemmelsen af noget ukendt sneg sig ind i hans bevidsthed. Den makabre følelse af noget fremmed i hans hoved fik galden til at stige op. Erakle spyttede irriteret og prøvede at lukke af for hans tanker. Den uhyggelige fornemmelse fik ham til at føle sig fuldstændig magtesløs. Han kæmpede for at skubbe det ud af sit sind, indtil han var så tæt på at falde, at han igen fokuserede på sine bevægelser. Lejren var en stor forvirring, folk flygtede i alle retninger. Ildsteder og ejendele blev smadret hvis det stod i vejen

18 Astrid Cecilie Budolfsen Han bevægede sig adræt mellem teltene og de flygtende Itanske folk. Panikken var malet i deres ansigter. Lynhurtigt fandt han vej til midten af lejren. Nogle få bevæbnede Itanere, hovedsagligt store drenge bevægede sig i samme retning. Den brummende lyd var øredøvende og den lilla vind holdt solens stråler ude, så alt var utydeligt. Han vendte sig uvilkårligt til højre. Synet slog luften ud af ham. En enorm enhjørning stejlede omgivet af Itanske spydmænd. Det overnaturlige væsen havde en krop som en kæmpe grotesk hest med en brun og lodden pels. Den tjavsede manke og hale blev blæst hidsigt rundt af den lilla vind. Det arms lange grove, brune horn strakte mod himlen som et kæmpe kohorn, så man kun lige kunne skimte den afrundede blodige spids. Den lilla vind blæste tykt om dyret, som en aura. Det kæmpe væsen landede på alle fire og knækkede flere af spyddene. Dens hoved var næsten ligeså frygtindgydende, som dens krop. Den store mund, var spækket med skarpe fortænder i lyserøde gummer. Lige under hornet sad nogle unaturlige store øjne på hver side af hovedet, trukket sammen til mørke sprækker i vrede. Erakle stod næsten viljeløst og så til mens uhyret så rundt på de unge drenge som stod rundt om den. Den sprang på dem en efter en og mærkede dem; den første dræbte den, den næste bed den, den tredje lod den løbe. Den virkede uhyggeligt bevidst om hvad den gjorde. Erakle tvang enhjørningens tilstedeværelse væk fra hans tanker. Han udstødte et brøl og stormede frem mod uhyret med sin sabel, men i den piskende vind lød det mere som en hæs hvæsen. Enhjørningen vendte sig mod ham, og afventede ham køligt, som havde den stået der siden tidernes morgen. Hans hjertebanken steg i tempo i takt til at hans morale faldt. Han svingede den krumme sabel i en bue mod enhjørningens brede bryst. I Enhjørningens Vold Han nåede knap nok at tænke sig om, før det store bæst parerede hans hug med sit horn. Det sendte gnister i alle retninger. Et kort øjeblik stod de med horn og sværd krydset, så vippede bæstet sit store hoved op og sendte Erakle flyvende bagover. Den lalijtiske soldat landede på ryggen, men var hurtigt oppe igen og holdt fortumlet sablen ud for sig. Underligt nok havde bæstet ikke fulgt op på sit angreb, men stod afventende. Han havde besluttet sig for at bruge samme taktik, men som han stormede fremad, skiftede han i sidste øjeblik. Da enhjørningen parerede med sit horn, vendte han sit sværd og gled ned langs flanken af den. Han skulle til at hugge, da bæstet usandsynligt hurtigt vendte enden til og han nåede kun lige at undgå de sparkende hove. Puffet fik ham til at tabe sin sabel. Han havde ikke tid til at bukke sig efter det, så han gjorde et desperat forsøg på at holde sig på afstand af det dødelige horn. Med et par hurtige skridt, prøvede han at vikle sine fingre omkring det nederste man hår. Men ved berøringen isnede det i hans fingre, og hans bevidsthed blev fuldstændig overtaget af den fremmede kraft, og alt blev sort. Enhjørningens berøring varede kun et øjeblik. Erakle vågnede fortumlet på ryggen i mudderet. Hans fordel var forsvundet før han var kommet op og stå, og det store bæst kom nu tromlende hen imod ham. Erakle var fuldstændig forsvarsløs. Han løb i en kejtet zig-zag baglæns mens han stadig havde front mod enhjørningen. Det tvang enhjørningen ned i fart. Jorden gyngede, og døden hviskede i hans øre. Han brugte al sin selv disciplin og energi på at danse udenom det spiddende horn, der hamrede forbi hans venstre side. Hans tøj rev ind i huden ved armhulen og halsen da hans kofte blev flået. Stødet skubbede ham af balance og han faldt sidelæns mens han vred sig for at undgå enhjørningens uhyrlige berøring

19 Astrid Cecilie Budolfsen Hans øjne opfangede det mørke øje og så de enorme kæber på klods hold åbne sig og vise et par spidse blodige fortænder. Der var et stik af smerte da de tunge kæber smækkede sammen. Han mistede bevidstheden og vågnede igen på siden. Hans øjne var lukkede. Da hans hørelse kom tilbage opfangede det et Lalijtisk kampskrig skære sig igennem luften. Før han nåede at tænke tanken til ende kom alle hans nerver til sig selv. Smerten flammede op igennem hans krop, og satte den i chok. Hans smerteskrig blandede sig med støjen. Hans øjne svømmede. Han så ned og så blinkende på det blodige afbidte stumper af hans to yderste fingre på hans venstre hånd. Af instinkt holdt han hånden mod sit bryst, skubbede sig hastigt op og så sig forvildet om. Lalijtiske soldater stormede fra alle sider mod uhyret som stod med de forreste hove løftet over maven på en Lalijter. Enhjørningen stod et øjeblik sådan, så lod den sine hove suse ned mod Lalijterens mave. Han kneb øjnene sammen i sorg. Den anden Lalijters dødsskrig ringede i ørene. Han søgte jorden med øjnene. Sablen stak op af mudderet få meter fra ham. Han haltede hen mod det om tog fat om skæftet, og søgte desperat i sit sind efter en plan. Et forslået skjold lå tabt på jorden. Den lalijtiske soldat skar tænder i smerte, han tog fat og remmen med sin blodige hånd. Med et smertefuldt løft hev han skjoldet op på sin side. Han svajede et øjeblik på sine ben. Pinen gjorde ham ør. Tre af seks-mands patrulje stod stadig og kæmpede tappert mod det overmægtige bæst. Ligene af to mænd lå ubevægelige på jorden, men enhjørningen var stadig uskadt. Erakles hjerte bristede ved at se sine mænd blive slagtet i overmagt. Uden nogen større plan i hovedet, byggede han langsomt fart op, og prøvede at angribe bæstet bagfra. Han førte sablen ind mod den ubeskyttede flanke. Enhjørningen trådte et trin til siden, så Erakles mærkede sablen snitte uhyret, men ikke såre. I Enhjørningens Vold Bæstet havde mærket det, og det kastede hovedet og udstødte en makaber overjordisk vrinsken som emmede af vrede, og sprang væk fra Erakles. Erakles og de fire andre Lalijtere trådte et skridt tilbage af frygt. Det sortnede for hans øjne, da sort vrede pulsede fra det sårede uhyre ind i hans bevidsthed. Enhjørningen trak sig væk fra krigerne. Der var en tynd slids på dens flanke. Lalijterne tøvede et øjeblik før de fulgte op på angrebet. Et øjeblik syntes enhjørningen at have mistet overblikket. Mens den snappede efter en anden, spurtede den Lalijtiske soldat tæt på enhjørningen. Han hørte et skrig af smerte fra den anden mand sekunder inden det brune horn buldrede mod hans træ skjold. Han blev skubbet til siden, men fortsatte forbi. Bæstet snappede vredt efter ham, men de skarpe tænder prellede af på skjoldet. Den bed fat omkring hjørnet og prøvede at flå skjoldet væk fra Erakles. Det sled i hans smertende hånd, han troede den skulle falde af. Med et brøl trak han skjoldet ud af bæstets bid, og hævede sin sabel til hug. Han stod med sablen hævet over hovedet da hans blik faldt på det store øje på siden af enhjørningens hoved. I stedet for en vred mørk slids var det opspærret og stirrede. Det var som om tiden stod stille. Øjet fyldte hans sind, og han mistede fuldstændig kontrol over sin krop. Erakles følte det bløde lagen mod sin kind, han var halvvejs ved bevidsthed, halvvejs i en vag drøm. Han havde en sur smag i munden, hans hoved værkede hver gang han bevægede det dét mindste og det dunkede i hans venstre hånd. Han åbnede øjnene og så op i en grøn teltdug. Det summede af aktivitet udenfor teltet; han var i en soldaterlejr. Den venstre hånd kunne han mærke var indbundet i noget bandage. Da han prøvede at bevæge sin venstre hånd gav et stik af smerte, som fik han til at skære tænder

20 Astrid Cecilie Budolfsen Han huskede enhjørningen i den Itanske lejr i korte glimt. Hans øjne gled rundt i teltet. Der var læge urter og redskaber på et bord mod den ene væg, en lukket teltåbning og lænet op af den ene telt væg stod det enhjørningens blodige brune horn. Han ømmede sig et øjeblik, så flyttede han sin højre hånd op til kanten af tæppet. Tæppet var blødt og varmt mod hans forslåede hånd. Så forsigtigt han kunne, løftede han tæppet af. Han gyste da luftens kølighed ramte hans halvnøgne krop. Hans krop var rengjort med bandager forskellige steder og et lændeklæde. Man kunne se fra bandagen på hans venstre hånd at der manglede de to yderste fingre. Han mærkede sit hår; det var rent men stadig filtret. Halmen under lagnet puslede da han løftede sin overkrop så forsigtigt op og sidde. Det værkede i den, og det smertede hver gang han kom til at støde sin venstre hånd. Han stønnede og begyndte at flytte sine ben udover kanten. Det værkede i dem, og af og til stødte han et blåt mærke eller et sår. Det kolde græs klistrede mod hans fødder. Med en dyb indånding kom han op og stå. Det svimlede for ham og han blev nødt til at støtte sig til briksen. Han tog tæppet af briksen og tog det om livet Da han kunne stå, nærmede han sig hornet. Han knælede ved siden af det, dog uden at røre det. Næsten så lang som hans arm var det hvidt i spidsen, hvor det var slidt og ellers brun. Der sad stadig mudder og blod på. Han kiggede på enden; der var en hulning ind i enden af hornet og ingen tegn på blod eller hud. Det emmede af enhjørningens aura og han så hadefuldt på det. En vagt trådte ind i teltet. Ind af teltåbningen kom Lalijternes leder, Hybris den barmhjertige. Han var klædt i en hvid kåbe og hans rødlige skæg var flettet med en rose i enden. Har du sovet godt, smilede Hybris, Erakles er det ikke det du hedder. I Enhjørningens Vold Altbarmhjertige leder? spurgte Erakles og så ned. Hans kinder blussede. Jeg vil takke dig for din tjeneste til mig og det Lalijtiske folk, du har gjort dig selv megen ære, sagde lederen. Erakles nikkede, men så ikke op. Hvis jeg må spørge om noget; så hvilken soldat fik hugget hornet af enhjørningen, hvem skylder jeg mit liv? spurgte Erakles. Du har selv hugget det af. Erakles så uforstående på ham. Hør her, Soldat, vi behøves ikke kæmpe flere slag imod nomaderne, når de hører at en Lalijtisk mand har slagtet så fælt et uhyre, så vil de overgive sig med det samme, svarede Hybris. Hvor er enhjørningens krop? udstødte Erakles, han bed sig selv i læben over sin fejl. Hybris øjne blev kolde. Den er blevet brændt, sagde Hybris. Erakle hørte til sin overraskelse løgnen i hans stemme. Du ene mand slagtede enhjørningen, og befriede nomaderne for denne plage, sagde lederen. Hybris gik helt tæt på ham og pegede på ham: Og det siger du. Erakle missede med øjnene. Stolen af ibenholt var ophedet af solen. De broderede blå og hvide klæder beskyttede hans hud mod træet og den stegende middagssol. Det var en tumult som alle Lalijtere samlede sig foran tribunen. Han sad urørlig med ryggen så rank som et bræt, ikke en fold i de ceremonielle klæder, hans hår var olieret og flettet i et komplekst mønster med tunge guldspænder og tænder fra forskellige dyr

21 Astrid Cecilie Budolfsen Hans ansigt var malet med brun jord, og kul rundt om øjnene og i hans pande sad et tungt guld smykke der forestillede den Laijtiske sol. Hans hænder var foldet i skødet. Kun hans øjne bevægede sig. Uvilkårligt kom han til at se ned på det rosa ar hvor hans 2 yderste fingre skulle have siddet. Huden over arret var glat som slangeskind med en linje hvor de har syet såret fast. Hybris havde fortalt ham at der havde været 2 stumper tilbage, men de pillede så kødet og det smadrede knogle ud og en af Lalijternes bedste syer havde syet det sammen. Hans blik faldt på Lalijterne som strømmede ind tribunen. Mest kvinder og børn. Han så hen på Hybris, som sad på tronen ved siden af ham. Hybris var sat et trin højere en ham og var endnu mere overdådigt udsmykket. Tronen han sad på smykket med guld fra floden, og han havde 2 gange så mange lag tøj på som Erakles. Han havde en prydende hvid krone på. Den var lavet til at ligne hornet da det rigtige horn var for tungt for ham at bære på hovedet. Erakles sad på venstre side af lederen, mens Hybris familie sad på den højre side. I Enhjørningens Vold Folk måbede, så hujede de og klappede. Erakles var paf. Trommen slog et enkelt slag. Hybris hævede stemmen til mængderne: Derfor vil jeg fra nu af ikke længere være Hybris Eurytheus, en mand, men Farao, Solens Søn, Lalijternes beskytter. Bifaldet var tordnende. Bag ved tribunen blev dusinvis af kurve med hvide blomster kastet op i luften og ført ned over menneskemængden af en frisk vind. De dalede ned over Lalijterne, som en hvid regn. Erakle bed sig i læben og så op på Solens Søn, men det eneste han kunne se var et menneske. Alle var de majet ud til ceremonien, som ingen andre end Hybris og præsterne vidste noget om. Da Hybris mente der var nok mennesker på torvet, gav han tegn, og en tromme signalerede stilhed til folket. Hybris rejste sig fra sin trone: Lalijterer! Lykken har været på vores side. Solen har givet os sejr over Itanerne, og et af mørkets ondeste skabninger. Vi har skabt fred. Nu kan vi leve og trives Han gestikulerede til den ældste præst. En gammel mand i hvide klæder trådte op på podiet ved siden af Hybris. Præsten hævede sin røst: Præsterne har haft et syn fra Solen. Vor elskede leder, Hybris Eurytheus, er velsignet af solens kræfter selv, han er solens levende repræsentant på jorden, en gave til os Lalijtere

22 Rædslens Øje Filip Lynard Poulsen Filip Lynard Poulsen (16 år) Kommer fra Sjælland, men bor lige nu i Hobro på efterskole. Han elsker at fortælle historier, hvor særligt fantasy rør ham og han er meget begejstret for at skabe beretninger, med film som hans stærkeste side. Rædslens Øje er historien om en dreng, der stifter bekendtskab med eventyret på egen krop og opdager at historier ikke altid er noget man skal tro på og at heltemod ligeså meget afhænger af øjet der ser, som det der bliver set på.