Jeg sidder og falder lidt hen, da jeg hører bilens motor i den stille skov. Kort efter kommer lygterne til syne og jeg samler mine sager, og bevæger

Transkript

1 Pokkers osse, tænker jeg. Nu står der gudhjælpemig tre miniature vildsvin og tømmer foderstriben mens jeg i længe har kunnet høre noget større trisse rundt i skoven lige til højre for mig. De er simpelthen for ynkelige til at skyde; de skal væk. Jeg sidder lidt og kigger på dem. Jeg skyder sgu men så skræmmer jeg jo den større helt væk. Men den vil næppe gøre nok ophold til at jeg kan nå at skyde hvis foderet er helt væk. Debatten raser i mit hoved; det var ikke lige denne situation jeg havde forestillet mig at komme i. Jeg havde ellers tænkt mange scenarier igennem inden turen, men dette var ikke et af dem. De fleste gik på noget med en stor keiler, som ville smage så meget af maskuline hormoner at alt kødet ville være spildt, men som ville give et par pæne, men for mig dybest set ligegyldige tænder på væggen. Nå, 20 minutter er gået og de tre små grise er nu halvvejs gennem foderet og ser ud til at have tilstrækkeligt appetit til resten også. Mogens Kolby; tag en beslutning! OK, tænker jeg ved mig selv; de andre vil skrige af grin over så ynkelig en debut på sådan en ellers dejlig tur, men jeg må forsvare min post; jeg skyder. Jeg lægger riflen til rette på bøjlen, finder rækken af grise i det svagt oplyste kors, sigter på den forreste og afventer at en af dem skal træde ud af rækken. Få sekunder efter ser jeg at en af silhuetterne træder ud, finder jeg den uheldige i lyskeglen og skyder. Da mundingsglimtet har lagt sig, ser jeg at grisen ligger præcist der hvor den stod. Jeg føler en vis stolthed over at have gjort det igen: Mit første vildsvin i november 2011 lå to meter fra hvor den stod da jeg skød og denne flyttede ikke en meter; 8X57 eren og jeg er et godt makkerpar! Jeg nyder præstationen, men ærgrer mig lidt over at jeg nu skal vente meget længe inden der kommer noget større. Og jeg fik ret: et par timer senere kommer der grise igen, men jeg tror ikke mine egne øjne: Disse er da om muligt endnu mindre end den jeg lige har skudt; det kan ikke passe? Måske var den ikke helt så lille som jeg troede; jo, lille var den. men disse er håbløst små; så små at jeg ikke vil ofre en bønne til en 20 er på dem. Jeg sidder og nyder den glade smasken, mens jeg håber på at far eller storebror snart kommer, nu da de små ikke ikke bliver skudt. Det sker imidlertid ikke og jeg SMS er til Jan, at han gerne må hente mig når han er klar.

2 Jeg sidder og falder lidt hen, da jeg hører bilens motor i den stille skov. Kort efter kommer lygterne til syne og jeg samler mine sager, og bevæger mig ned til foderpladsen for at hente byttet. Surprise! Den var ikke så lille som jeg troede og allerede halvvejs oppe ved bilen puster jeg som et lokomotiv over at slæbe grisen gennem den ujævne skovbund. Det viser sig at den vejer 12 kilo brækket og det er jeg da ganske godt tilfreds med, så det fejres med en sjus inden sengetid henad 5 morgen.

3 Efter at have sovet længe og slagtet aftenens bytte, som var på hele 4 grise, hvoraf et par var over 50 kilo, venter vi spændt på at Lars kommer og fortæller os hvilke pladser der skal bruges på aftenens jagt. Vi forhandler lidt frem og tilbage og det hele går op uden gnidninger: Jeg får den plads som Jan sad på uden held i går, idet Lars er sikker på at der er grise derude; uret er væltet hver aften og foderet er væk. Der følger dog en lille advarsel med: Gør lige lidt for at holde myg og knot væk, idet du sidder i et hul i jorden. Det var århundredets underdrivelse; der er ikke en vind der rører sig, det er varmt og der er knot overalt. Sveden hagler af mig; jeg har solen lige i ansigtet i mere end en time inden den forsvinder bag træerne. Nu fortryder jeg at jeg var for nærig til at investere i et par tynde handsker, som myggene ikke kan stikke igennem. I stedet tog jeg mine cykelhandsker med; dem kan myggene heller ikke stikke igennem, men til gengæld holder de varmen noget bedre nu da jeg sidder stille og ikke kører vind op. Alt for godt, faktisk. Ellers er omgivelserne meget behagelige; en kontorstol i et hul beklædt med sten op langs siderne. Hullet er på toppen af en lille bakke, vel 5 meter i højden, og giver et fint udsyn over lysningen som er 75 m i diameter. Et par rådyr viser sig i den anden ende af lysningen og en grævling dukker op og går i gang med foderstriben. Den letbenede underholdning varer et kvarters tid og så fanger mit øje det jeg venter på: Gris! Den kommer lige mod mig på en veksel i bevoksningen, som fører ned til foder pladsen. Pulsen stiger og jeg gør mig klar: Vingesikringen på min aldrene Stiga lægges ned uden en lyd og jeg ser efter grisen i riffelkikkerten. Men jeg ser kun bagenden af den ligesom den drejer af til min venstre side, ud af skudfeltet. Hvad er nu det for noget? Jeg lavede ikke en lyd, den smule vind der er, køler mit ansigt, så den kan ikke have fået fært. Hvad skete der? Svaret er: Ikke noget, for nu kommer den stolt og selvsikkert vandrende ind på foderpladsen fra venstre. En gris på vel 50 kilo, ikke værst, når det nu er kødet man jager for. Jeg er glad for at jeg fik lagt riflen godt tilrette og fik sikringen slået fra, for der er ikke mere end 25 meter ned til foderpladsen, hvor den nu står og nipper til den valsede hvede med front mod mig. Ind fra venstre kommer nu de

4 dårlige nyheder: En meget nervøs gris som nærmest hopper hysterisk rundt og kigger tilbage hvor den kom fra, den er næsten samme størrelse som den anden, så de kender nok hinanden. Den første reagerer nu ikke synderligt på den andens hysteri, men kigger op i ny og næ, mens den ligesom ser ud til at invitere dens urolige makker til at spise med. Det kan øjensynligt ikke friste og hysteriet fortsætter. Jeg er godt klar over at dette her ikke varer evigt, thi der er noget derinde i skoven til venstre som gør makkeren så urolig og det vil før eller siden skræmme dem begge væk eller vise sig. Jeg tør ikke vente og satse på det det er den regerende keiler, så nu skal jeg bare ha den til at vende sig, så skyder jeg. Lyset er heldigvis på min side endnu, så det er nemt at finde boven da den vender sig. Den hysteriske makker piler ud til venstre, men den rolige er nu meget rolig: Den faldt hvor den stod. Jeg beslutter mig for at blive siddende; vejret er godt og der kan komme flere. Jeg har endda forberedt mig med et par rugbrødsmadder som jeg har liggende foran mig pakket ind i et viskestykke for at holde motivationen oppe. Det viser sig at være en rigtig dårlig ide, for da jeg tager den første bid, mærker jeg en rigtig fæl stikken i tungen efterfulgt af en knasen og en rigtig bitter smag; jeg har spist en myre, som ikke bare gav sig uden kamp. Den bid viser sig at komme til at koste mig to dage med en stikken i tungen. Kl 04.30, efter at havde siddet otte timer på min flade, kaster jeg håndklædet i ringen og går ned og betragter mit bytte. Det er en rigtig fin gris, som har en noget bedre størrelse en gårsdagens ynk, men det byder så et nyt problem: Der er ingen mobildækning her og hvordan får man en noget uhåndterlig gris på mere end 50 kg ind bagi en Skoda Octavia ene mand? Nå, der er ikke andet for end at prøve, så jeg henter bilen og efter en hård kamp ligger uhyret i baggagerummet. Da jeg kommer ud af skoven viser der sig den smukkeste svenske morgen for mig; disen ligger hen over markerne og solen er lige ved at komme op; to fantastiske

5 oplevelser på en nat. Det viser sig at der den nat er leveret 9 grise, mere end halvdelen af hvad der er blev skudt på hele den foregående tur tilsammen.

6 Jeg føler mig træt, rigtig træt. Det blev ikke til mange timers søvn, men til gengæld en del hårde, men hyggelige timer i slagtehuset. Jeg sidder i en ikke særlig behagelig stige med solen lige i nakken og sveder som en bryggerhest; der er heldigvis lidt vind, så knot og myg er ikke en del af mine bekymringer lige nu. Det er til gengæld min træthed; grisene må hellere komme tidligt i dag, hvis de vil af med livet, for jeg holder næppe lige så længe som i går..eller i dag er det jo. Der vil heller ikke være meget lys nede på foderpladsen, så mon ikke det vil være OK at stemple ud til midnat og komme hjem og få en pilsner og en rullepølsemad? Det viser sig at komme til at gå meget anderledes. Men nu starter underholdningen, idet to grævlinger giver sig til at æde nede på foderstriben. Det bliver dog en kort fornøjelse, for to splitsekunder senere er de væk. Til gengæld vælter det ind med smågrise, nogle meget små med striber, nogle i samme størrelse som den jeg skød første aften. Det synes jeg ikke rigtig jeg kan bruge til noget; jeg aner noget

7 større i baggrunden, men det er meget kort og jeg kan ikke se hvad det er. Jeg lægger riflen op for at være klar hvis det skulle vise sig igen. Det kan jo være den store keiler alle taler om! Næ, den viser sig ikke igen: det var nok også soen. Men mens mit fokus var i baggrunden har et par 50 kilos grise sneget sig ind på pladsen. Jeg skal hjem i en fart, så det bliver en af dem: Nu skal jeg bare ha den fri, så jeg ikke får en double. Det var ikke sket, selvom der havde stået en anden gris bagved for kuglen kom aldrig ud. Den leverede tre kvart kilo kød og benmel og en gris der døde på stedet, men ikke muligheden for en double. Jeg bliver siddende 1½ time mere og ringer så til Lars for at blive hentet; jeg vil hjem i seng. Lars har imidlertid fået en del opkald den sidste time; Kurt har skudt en gris som ligger på pladsen og en som er løbet. Den finder vi relativt hurtigt, men der går alligevel noget tid før vi får den bakset ud til vejen og op på traileren. Så skal vi hen til Jan, som også har en på pladsen og en der er løbet væk. Der er få og meget små blodspor

8 og det opgiver vi efter en halv times tid, men Lars udsteder ordre om ingen alkohol i aften, da vi fortsætter eftersøgningen alle mand så snart der er lys nok. Da vi har brækket grisene og spist en rullepølsemad eller to er der lys nok til at vi skal afsted. Nu er jeg træt, rigtig træt. Det driver dog hurtigt over da de to sporhunde slippes løs; det er ubegribeligt at Jan og Lars kan følge et spor på den måde. De arbejder sig frem græsstrå for græsstrå, nogle med så lidt schweiss at vi andre skal ned og ligge på knæ for at se det. Men det er der og efter en halv times eftersøgning bliver der mere schweiss at gå på, humøret stiger sammen med fremdriften og pludselig lyder de forløsende ord: Fundet!. En fin gris på vel 60 kilo som den ligger der på i skillelinien mellem et sumpet område og en skråning med mange sten og væltede træer. Min glæde er dog kortvarig, idet jeg ret hurtigt regner ud at det er undertegnede som skal tage det meste af slæbet med at få uhyret bugseret ud til vejen, idet resten af selskabet lider under diverse skavanker efter et lang arbejdsliv. Nå, men et reb omkring livet fastgjort til uhyret i bagløbene og så afsted. Da den ligger på traileren er vi to mand der er våde til skindet af sved, men det er dog en stor tilfredsstillelse af vi fandt den. Efter endnu en dag med samme rytme som de foregående er vi igen samlet i spænding for at få at vide hvem der skal sidde hvor. Med placeringerne følger budskabet om at vi skal skrue forventningerne helt ned, idet svinene nu ved at vi er der. Det viser sig at holde helt stik; ud over en enkelt gris som falder for Bent s kugle og tre for Heldige Kurts, sker der ikke andet end at et heftigt tordenvejr driver forbi. Det sidste jeg gør inden jeg forlader stigen lørdag morgen er at forberede mig på at jeg har skudt min sidste gris på denne tur. Nå, men resultatet er kanon alligevel. Nu da der ikke skal slagtes så mange grise bruger vi dagen på at grille pølser i det dejlige solskinsvejr og hjælpe med at flytte nogle stiger. Aftalen er at vi skal være hjemme senest kl. 2 den efterfølgende nat, så vi kan få pakket og komme hjemover i tide dagen efter. Jeg sidder samme sted som onsdag og myggeplagen er ikke blevet mindre, overhovedet ikke, faktisk; det er varmere, der er mindre vind og jeg sveder som en bryggerhest, mens jeg pøver at holde alle sprækker i tøjet lukket. Det lykkes ikke og specielt knot er rigtig irriterende. Jeg forventer at ligne en med røde hunde i morgen, da jeg ikke kan holde ansigtsmasken tæt.

9 Midt i min irritation bliver jeg opmærksom på en knasen og bragen til min højre side; det må være svin. Det fortsætter en ti minutters tid og stopper så. Så starter det igen, nu endnu tættere på. Med det jeg kender til vildsvin ville de have været her for længst og næppe ha lavet så meget støj. Lyden flytter sig; det er sikkert. Men jeg kan ikke greje hvad det er indtil en elgko med kalv stikker sit hoved frem. Det havde jeg overhovedet ikke forestillet mig at jeg skulle opleve; de er ikke mere en 5-7 meter væk. Den smule vind der er er i mit ansigt, så hvis jeg sidder helt stille kan jeg få oplevelsen til at vare længere. Jeg er godt kamoufleret og de lader ikke til at have set mig eller have fået fært. Jeg tør næsten ikke trække vejret; det er simpelthen den største naturoplevelse nogensinde. Men alt godt får en ende og de trækker stille og roligt forbi mig og forsvinder på min venstre side. Det er slut! Jeg kan lige så godt pakke og tage hjem; den oplevelse kan ikke overgås, så jeg beslutter at tage hjem til midnat. Jeg er mæt af jagt for nu og vil gerne slutte på toppen, og det er helt klart opnået med elgenes passage. Jeg begynder at pakke helt langsomt og stille og er faktisk klar til at rejse mig og gå da jeg hører smasken nede fra foderpladsen. Det kan ikke passe at der kommer noget nu, men den er go nok: Da jeg får riffelkikkerten op står der en hel horde af relativt små grise og gnasker løs. Nu er gode råd dyre, for jeg vil da selvfølgelig gerne skude en gris mere, men jeg bliver træt af mig selv hvis jeg skræmmer dem væk ved at luske en kugle i kammeret. Nå, men forsøget skal gøres og jeg lægger min siddepude henover for at støje mindst muligt. Jeg tør nærmest ikke trække vejret, mens jeg får kuglen på plads, men det lykkes. Pokkers også; jeg er nødt til at tage mine høreværn øverst i tasken; jeg hører ikke for godt i forvejen og jeg skal ikke ha gjort det det værre nu. Efter et dræbende langt halv minut er de også på plads, jeg lægger riflen op, vælger et mål, konstaterer at de bare gnasker videre, finder den største af dem der står nogenlunde fri og skyder. For fjerde gang ud af fire ligger byttet på pladsen, men dette er et decideret grimt syn: Kuglen har ramt på en måde så hele maveskindet er revnet så indvoldene ligger ude på jorden; det var ikke lige den afslutning jeg havde håbet på. Heldigvis er et fangstskud ikke nødvendigt. Nå, nu er det altså om at komme hjem med grisen og komme i seng. Jeg får den bakset i en sæk og ind bag i bilen og ender

10 alligevel med at glæde mig over at fem dages jagt gav fem chancer og fire nedlagte vildsvin. Nu er det et par måneder siden at vi kom hjem og der kommer stadig folk, som jeg kun kender perifært, hen til mig og siger: Jeg har hørt at du var med på den jagttur til Sverige hvor I skød en forfærdelig masse vildsvin; hvor mange var det nu det var? Svaret bliver jeg mere og mere stolt af jo flere gange jeg fortæller det og jeg ser mig selv smile over hele femøren: 22, lyder mit svar.