Uddrag fra Juliane Preislers roman Privatpersoner (side 1-19)

Transkript

1 Uddrag fra Juliane Preislers roman Privatpersoner (side 1-19) En rose hænger på sin knækkede stilk, ellers er borddækningen så fuldendt at man næsten ikke tør lægge sin gaffel fra sig. Aftensolen funkler i glassene. Dugen glitrer i bestikket. Sne. Sol. Stål. En ørken. De andres hænder mod bordpladen som store klodsede dyr et sted, hvor der intet levende burde være. Løfte glas, lægge bestik. Folde sig om sig selv, hænderne. Holdes under kind, lægges mod læbe. De kender allesammen hinanden, gæsterne og værterne. De er to og to og gift med hinanden. Sæbebobler. Og hvis boblerne stødte sammen, ville de gå i stykker. EA Hun ser op. Martin har siddet og betragtet hende et stykke tid. Nu ser han væk. Så gør hun det også. Omkring dem stiger samtalen og falder igen. Bag ham er der et vindue. Hun kan se langt ud i haven, hvor nogle rødlilla blomster står og vajer i vinden. Og er det ikke lidt tidligt? Med blomster? Hvad hedder de? siger hun og peger. Han vender sig og ser ud. Rhododendron, siger han. Det var dog et mærkeligt ord. Rhododendron. Eller er det hans stemme, mens han siger det? Den har sit eget liv den stemme, tænker hun og kan pludselig ikke forestille sig hans. Hans liv. Vågne om morgenen, ligge og vågne. Eller hurtigt, brat stå op, som man river et plaster af, måske? Hun kan bare ikke forestille sig det. Omkring dem stiger og falder de andres samtale, hendes mand og hans kone er med i den med deres stemmer, de velkendte stemmer, et helt andet sted. Som er der lige nu kun de to, hun og Martin, i en anderledes boble, en rhododendronboble måske. Han er gammel, Martin. Hun ved ikke, hvor meget ældre end hun, men gammel er han. Og hun tænker at det må være en del af hans 1

2 dag, hans morgen, brat eller langsom, denne alder i kroppen, denne stivhed måske, eller ikke-parathed. Måske lægge sig på siden, et øjeblik. Måske svinge benene ud først. Måske sige noget til hende, sin kone. Skat? Siger han skat? Hjælper det ham ud ad sengen om morgenen? Og nogen taler om møbler og lamper og gardiner. Sofaer, lænestole. Det er mærkeligt, for ingen af dem er flyttet for nylig, men det er åbenbart noget man kan blive ved med at tale om, selv længe efter. Og hun ved ikke, hvordan der ser ud hjemme hos dem eller ham, har kun været der en enkelt gang, en lang aften med alt for meget vin og næsten ingenting at spise, og det eneste hun kan huske, er en marokkansk pude. Lige i sit synsfelt. Og et gulvtæppe hvor hun til sidst lagde sig, og nogen, hans kone vist, lagde et tæppe over hende med en vis ømhed. Ikke ham, det var ikke ham, der lagde tæppet. Og hun vil se på hans hænder, som de ligger mod dugen, eller løfter et glas måske, men et eller andet får hende til at se på hans kone i stedet for. Hun er meget talende, hendes mund går op og i, og neden under munden er hun nedringet, så man kan se en hel del fregner drysset ud over huden og det øverste af hendes bryster. Og samtalen i hendes ører drejer sig et andet sted hen, som sådan noget kan gøre, uden at man helt forstår hvorfor. Forbrydere. De taler om forbrydere og hvad der skal ske med dem, efter at de er blevet fanget. Og alle er enige om, at enhver form for vold skal straffes hårdere, langt, langt hårdere end for eksempel økonomisk kriminalitet. Alle er enige, så det synger. Åbenbart en af de ting alle er så enige om, uden at nogen nogensinde gør noget ved det. Mærkeligt. Og hans kone Rie, dér var hendes navn, det var lige blevet væk et øjeblik, underligt at det kan ske med nogen man kender så forholdsvis godt, men Rie altså, mener meget klogt at voldtægt bør straffes hårdere end alt andet. Lige bortset fra mord selvfølgelig. Og det er igen én af de ting ingen kan være uenige i, så det er der ingen der er, heller ikke hun selv forresten, og samtalen kører videre, så forudsigelig at man kunne skrige. Hun glider væk. Rhododendron. Og hans stemme, Martins stemme. Tør eller ru? Aftensol. Hun forsvinder. 2

3 RIE Hvorfor sagde hun også dét? Hvordan kan man overhovedet komme til at sige noget så tåbeligt? Voldtægtsforbrydere Og når det først er sagt, kan det ikke tages tilbage igen. Som en lille dum grå boble der bare bliver hængende hen over den hvide dug og de blanke glas. Voldtægtsforbrydere Som om hun ved noget, om noget som helst. Og det var nok fordi hun så Martins blik løfte sig fra dugen og lande et andet sted, ikke hos hende, et andet sted. Måske havde det allerede været der længe, hans blik. Et andet sted. Og så skulle hun bare skynde sig at sige noget, bare et eller andet. Voldtægtsforbrydere Vorherre bevares. Og mens den dumme lille grå boble bliver hængende et sted over bordet, mærker hun pludselig at hun er alt, alt for nedringet. Og det ER virkelig pludselig, det er det, hun vidste det ikke, da de gik hjemmefra. Og det hun har lyst til er selvfølgelig at tage fat i blusen og hive op ad, men så kan alle jo se det, det alt for nedringede. Dem der ikke allerede HAR set. Og nu er det jo ikke fordi nogen af dem der sidder om bordet kan vide, hvorfor det er så slemt at være for nedringet. Når man lige er hende. Når man lige er hende og gift med ham. Nu, som det er nu. De ved det ikke, de kan ikke vide det, hvis de vidste det ville der blive så stille, så stille om bordet. At man kunne høre støvet falde. Hvis der altså var noget støv. Hvad der vist ikke er. Og ordet voldtægtsforbrydere ville ikke bare være en lille dum grå boble, men en stor dum grå boble, der ville smælde løs oven over hende. Som om der ikke kunne ske noget værre end dét. Voldtægt. Værre? Anderledes værre i hvert fald. Så anderledes værre. Og aftensolen falder, og hans blik er et andet sted, og hendes bluse er for nedringet. Og sådan er dét. ROLF Han keder sig. Han keder sig så han kunne skrige. Men sådan gør man ikke, altså skriger, så han snakker i stedet for, snakker og snakker, uden at være helt med i det, og det gør det egentlig ikke bedre, for bagefter har man den der tomme træthed i sig. Som når man bare har snakket for meget uden at få noget igen. Og mens han snakker, prøver han på ikke at se på dem, de andre. Alle deres talende munde op og i. Eller deres tavse ned advendthed. Nede i den anden ende af bordet er der tavst. Martin er 3

4 tavs, hans egen Ea er tavs som få kan være det. Men her i hans ende snakkes der, og han fører selv an, så han kan vel egentlig ikke bebrejde nogen noget. Martins kone Rie følger godt med. Snik-snaksnik. Med sin nedringning og sin lille sørgelige, alt for synlige barm. Eller stor er den vel nærmest, ikke lille barmen, bare sørgelig. Med noget fregnet hud på. Og hun gør det altid, ringer sig ned, og det hænger vel sammen med hendes ben, egentlig. Er det ikke ofte sådan? Kvinder, som ikke har ben at snakke om, altså som ikke har smalle ankler, velformede lægge, lange lår, den dér lille dans i sig selv, når de står stille, benene. Kvinder uden ben altså, eller i hvert fald uden smukke ben. De ringer sig ned. Når man ikke har det ene, må man vel have det andet. Og det er mærkeligt de ikke kan forstå, at der alligevel er forskel. Altså ikke bare at det ene så at sige er foroven og det andet forneden, men, ja altså. For seksuelt, ikke? For nøgent For tilbydende. Og hans blik, som egentlig ikke vil, strejfer den sørgelige barm og derefter et helt andet sted hen, over et ansigt. Ea. Hans kone, hans lille elskede. Som har ben. Som sandelig har ben. Lige nu pænt gemt under den hvide dug, men han ved jo bedre end nogen, at de er der. Kunne komme i tanker om dem spredt og kede sig lidt mindre, men ikke lige nu, ikke lige her, ikke nu. EA Du var fuld, siger Rolf, da de går op ad trappen derhjemme. Var hun? Er hun? Hvis hun var, er hun det vel stadigvæk. Var hun virkelig fuld ude hos mærkeligt som navne, hvis ikke ligefrem ord, forsvinder for hende i øjeblikket. Ude hos Anne og Lars dér var de, navnene. I aftensolen. Og på en eller anden måde er det meget værre, at han siger hun VAR fuld. End at hun er det. Som ligger det dér, i fortiden, og roder. Noget hun har gjort. Eller sagt. Eller været. Og ikke kan huske. Kan hun? Og de andres hoveddøre svinger ind og ud imod hende på vej op ad trappen, og gelænderet snor sig uforudsigeligt, og hun kan ikke så godt spørge ham, om hun har gjort noget galt. Eller sagt. Eller været. Lidt af en indrømmelse allerede. Og måske bedre ikke at vide. Ja, meget bedre ikke at vide. Han sætter sig foran fjernsynet i sofaen, dén sofa de talte om for lidt siden, ude hos Nå, nu er de væk igen, navnene. Og hun sætter sig også, eller rettere hun lader sig dumpe ned. Omkring dem 4

5 kører en nyhedsudsendelse, hvorfor det altid skal være nyhedsudsendelser så sent på natten ved hun ikke, men et fly er faldet ned, og hun vender hovedet lige i tide, ikke fordi de ville vise noget af det rigtigt slemme. Ville de? Og så lige før hun skal sove, men det er de nok ligeglade med, dem der sender nyhedsudsendelserne. Han er lidt bortvendt, eller også er det udsendelsen der interesserer ham. Eller også var det fordi hun var fuld. Det er mærkeligt, for hun føler sig ikke fuld nu, mere mat. Som om hun har været igennem noget voldsomt. Voldsomt og anstrengende. Rhododendron. Hun falder i søvn foran fjernsynet et øjeblik, lader sig bare lige så stille glide ned i et varmt, mørkt hjørne af sofaen. Så vågner hun og retter sig og går ind i seng. Han har ikke vendt hovedet, måske var det virkelig udsendelsen, der interesserede ham. Men lidt senere da han også kommer i seng, er han stadig lidt bortvendt og hans hånd om hende sådan underligt slap i det, som om han ikke rigtigt mener det. Og hun tænker, lige inden hun glider væk for alvor, at hun ikke har lyst til at vågne imorgen. Til al den bortvendthed. ROLF Er der noget værre end folk, der er søvnige? Når man ikke selv er det. Folk der er fulde eller søvnige, eller bare en eller anden grad af bevidstløse, når man selv er så fuldkommen nærværende. Parat, vågen, nærværende. Og hun dingler op ad trappen, da de kommer hjem, måske mærker hun ikke engang selv hvor meget hun dingler, og de ender i sofaen. Hvor skulle de ellers ende? Og der er ikke noget at komme efter overhovedet, hun har den dér grusede mathed i arme og ben, hendes smukke ben er faldet fra hinanden, men ikke på den sjove måde, og lige om lidt vil hendes hoved begynde at nikke også. Der kører en nyhedsudsendelse, og hun ser ikke noget af det. Sådan en mat blanding af ikke at ville se. Og ikke at kunne. Og på en eller anden pervers måde får det alting til at stå skarpere for ham. Det der sker derinde, på skærmen. Han vender ikke hovedet væk. Det gør han i øvrigt aldrig, sådan nærmest et princip. Ikke fra flyulykker, ikke fra gidsler der bliver henrettet. Eller diktatorer. Mærkeligt så ens det ser ud, når de bliver henrettet. Gidsel eller diktator eller én der bare har stjålet af kassen, hvis det er i et af de lande. Når de sidder på knæ med bind for øjnene, 5

6 eller står med ryggen op ad muren, kan det være lige meget. Ens. Hun nikker i sit hjørne af sofaen. Og det irriterer ham, for hun ved det også godt sådan noget, hvor ens folk ser ud, når de bliver henrettet. Hun ved det udmærket, ligesom hun i øvrigt ved det meste, dum er hun jo ikke, hun vil bare ikke se. Henrettelser, flyulykker, skilsmisser. Skilsmisser? Hvor kom dét fra? Mens de samler krops- og vragstumper op fra ulykkesstedet, og hun nikker endnu en gang, og nu sover hun. Ak ja. Alene igen. Alene i sofaen med en sovende. Alene i et selskab ved et bord hvor nogen taler, ham selv for resten, og andre er tavse. En alene-dag. Og måske burde man bare gå i seng og lade ulykker være ulykker. Men. Altid bedst at gå sidst i seng, altid. Altid bedst at holde fast i en lille stump nat for sig selv, så længe man har den. Man ved aldrig. Vel? Og nu får hun rettet sig op og vaklet ind i seng, og det var da godt, det var bedre. Altid bedre at være alene, når man rent faktisk er det. MARTIN Det er ham der kører på vejen hjem, og det er godt og solidt, at være den der kører. Hænderne på rattet, øjnene på kørebanen, Rie ved hans side, småsnakkende, lidt træt småsnakkende, gentagende sig selv. Så vant og solidt at han kan være et andet sted også, foruden det sted hvor han altid er, i det der skal komme. Men nu for eksempel også i aftensolen hen over den hvide dug, i nogle andre øjne, en anden stemme, der blev lys og barnlig i spørgsmålet om blomster. Og han tænker her og nu, på vej gennem mørket, at han ikke vil se hende igen, Ea. Eller høre. Nok helst ikke, nok bedst. Uden at han helt ved, hvordan det skal lade sig gøre. De er gode bekendte, ret gode bekendte. Måske nærmest venner? Et sted derimellem, tror han. Nå. Måske glider det ud af sig selv over tid. Over tid? Hvad tænker han på? Noget andet, han vil tænke på noget andet. Eas hænder holdt om bestikket eller glasset, eller lagde sig blødt mod den hvide dug som to faldne fugle, og der var sådan en poesi i dem, hænderne. Eller rytme. Kan der være rytme i hænder? Mærkeligt. Tror snarere det var hende det kom fra i virkeligheden. Ja, det var vist hende det kom fra. Interessen, strømmen, gnisten. Det var noget der kom fra hende og fik fat i en lille stump af ham. Som åbenbart ikke var taget, eller optaget. Eller ikke helt optaget? Mærkeligt. 6

7 Især når situationen er som den er. Og med øjnene på kørebanen, er der et sted foran ham i mørket pludselig en bevægelse, og han når at svinge, han når at svinge udenom, og det var en hare sikkert, et lille dyr af en slags, som nu løber videre og har fået sig en forskrækkelse, men løb videre. Men Rie blev mere vågen af det og synes hun skal sige noget, noget andet end al den sædvanlige småsnak, og han ved hvad det er før det kommer, hun vil spørge om hun var dum dér ved middagen, med sin voldtægtsforbryder og sin alvor omkring noget så banalt, og selvfølgelig var hun ikke dét. Ikke dum, bare usikker. I alle de år de har haft sammen, er det endnu ikke lykkedes ham at gøre noget ved den usikkerhed, et eller andet indbygget i hende eller noget medfødt, som gør at hun pludselig ude blandt folk, især ude blandt folk, helt mister fodfæstet. Og nu når han det nok ikke. At gøre hende sikker, eller selvsikker. Og det er da synd. Og mærkeligt at det ikke er nok, alt det der findes og fandtes, kroppene, sjælene, den måde hun smiler på med lukkede øjne, når han er indeni hende, og hun egentlig gerne vil åbne dem, øjnene, men ikke kan. Og smiler i stedet. Smukt. En generthed. I det inderste øjeblik. Kan man kalde det sådan? Det inderste øjeblik. RIE Stakkels lille hvad det nu var for et dyr, som akkurat klarede sig og løb videre. Sidder nu bag en busk med bankende hjerte. Hun kan ligefrem mærke det, dets lille hjerte, bankende. Og hun vil tænke på noget andet, og hun spørger ham, om hun var dum, dér ved middagen, men han siger, at det var hun ikke. Ville han sige det, hvis hun var? Hvis han syntes hun var? Selv efter alle disse år, selv nu, som det er nu, er hun ikke ganske sikker, ikke helt. Hun ser på hans profil i mørket, hans skarpe profil, skarpskåren, han er skarpskåren over det hele, hendes Martin. Og hun mærker ned over sig selv, ikke med hænderne, bare med fornemmelsen, og hun er der endnu, alt ved hende er der endnu, men. Det er længe siden. Det er længe siden hun har mærket hans skarpskårenhed over det hele. Det kan ikke nytte at tænke på det. Det kan ikke nytte at tænke på det i tid, især ikke frem, hvor lang tid frem, hvor lang tid der er tilbage. Så hellere at det er længe siden, og et lille suk der lægger sig i hende et sted, omkring hofterne, måske. Eller omkring 7

8 lungerne. Hvor det nu er sådan nogle suk befinder sig. Mens hun taler om noget andet. Den klarede sig, siger hun. Mmm siger han. Han er et andet sted, han tænker på noget andet. Hun ved aldrig, hvad han tænker på, og i begyndelsen troede hun at det var et dårligt tegn, måske ligefrem noget fatalt. Nu har hun vænnet sig til det. Måske mere end vænnet sig til det, måske er det ligefrem blevet noget næsten trygt. Var det en hare? Tror det siger han. Og han er stadig et andet sted, og hun føler sig så alene dér i mørket, i bilen, ved siden af hans skarpe profil. Som både er der og ikke. Og de kører videre, og den sidder stadig bag en busk, haren eller hvad det nu var. Med sit lille hjerte, bankende. EA I søvnen drømmer hun. Det ved hun ikke, det ved man ikke før bagefter, men hun drømmer at hun er alene i et fremmed, stort hus med meget sol ind gennem høje ruder. Solen ligger i søer på de lyse trægulve. Og huset har ikke noget tag, eller rummene har ikke noget loft, så man kan se lige op i luften, hvor nogle kæmpestore rødlilla blomster står og vajer oven over det hele. Og hun går fra rum til rum og føler sig helt alene, lige indtil hun pludselig ved, at hun ikke er det. Det er som om rummene bliver ved og ved, de vil aldrig høre op, og hun kan gå og gå, og hun vil ingen steder komme. Men hun åbner en dør, og dér sidder han, Martin, og spiller på et instrument, noget af solen glimter i ham, og hun kan ikke høre, hvad han spiller, bare se hans hænder bevæge sig. Hun lister sig ind på ham, og han ved godt hun er der, uden at vende sig, ved han det godt, og så krøller hun sig sammen inde under instrumentet, som at glide ned i hjørnet af en sofa, varme, mørke og væk. Og først er det trygt. Først er det næsten trygt og godt, men så er det som om noget sprækker. I ham eller i instrumentet oven over hende eller i det ikke-eksisterende tag endnu længere oppe. Noget 8

9 sprækker og alt for meget sol vælter ind over hende og lyser op, alt for meget op. Og hun vil gemme sig i det lyse trægulv, eller hvor hun nu kunne gemme sig, i sig selv måske, hun kunne gemme sig i sig selv, og hun ruller sig tæt, tæt sammen. Men lige inden hun forsvinder helt væk, eller dobbelt-væk, hører hun hans mørke-lyse stemme, ru-tørre stemme sige noget, hun kan ikke høre hvad. Ikke hendes navn, noget andet. Noget mærkeligt, noget lyd. Så er hun der slet ikke mere. RIE Hun falder i søvn før ham, men han ligger ved hendes side og er skarpskåren og trækker vejret ind og ud, og alt er som det skal være, eller så meget som det kan være, som alting er nu. Hun drømmer, hun ved det ikke før hun vågner igen, men hun drømmer, at hun sidder ved spisebordet hos Anne og Lars, og det summer af samtale rundt omkring hende, næsten en insektagtig summen, og så hører hun sig selv sige det med voldtægt, og der bliver helt, helt stille, og alle ser på hende. Og det kan hun godt forstå, for i drømmen er hun ikke blot nedringet, hun er nøgen, og brysterne svæver ikke, som de jo heller ikke gør i virkeligheden, de hviler snarere tungt mod dugen, og alle stirrer på dem, brysterne, så måske har de ikke engang hørt ordet voldtægt. Eller også har de, eller også har de både hørt og set hende, og hun er på en eller anden måde dobbelt så nøgen, der er noget ved sammenstødet mellem ordet voldtægt og hendes nøgne bryster tungt hvilende mod bordet, der gør hende dobbelt så nøgen. Og det er ikke til at holde ud, og hun tager hænderne op for brysterne, men det hjælper ikke, ikke spor. De bliver ved med at stirre, og hun bliver mere og mere nøgen, mere nøgen end man skulle tro det muligt. Hun vågner med hænderne i en helt krampagtig stilling, og i mellemtiden er han så faldet i søvn ved siden af hende, og det er både en trøst og det modsatte, hun kunne have fortalt ham sin drøm, hvis han havde været vågen, ja måske ville hun have fortalt ham den, måske ikke. Men han sover, og der bliver længere mellem hans indog udånding, og ja, sove, det er det hun skal. 9

10 EA Næste morgen er hun den første der vågner, og hans hånd er ikke om hende, han har ryggen til og sover. Hun er dårlig af det de har drukket dagen før, og det er vist rigtigt, at hun var fuld, så dårlig som hun føler sig. Og hovedet er helt fyldt med tanker. Hvis det da kan kaldes tanker, det er mere samtalestumper eller stumper af stemninger imellem hende selv og andre. Vage, sødmefyldte, eller snarere bittersøde måske. Faldende, ind mod hinanden faldende. Foruroligende, ikke rigtigt præcist huskede stumper. Så foruroligende som når man tænker sig tilbage i det, nuet, mellem én selv og en anden, og ikke kan blive helt sikker på, hvad det var der foregik. Værre, måske. Når man ikke kan blive sikker på, hvad man husker. Og en fugl fløjter udenfor, så mærkeligt her midt i byen, og lyden skærer sig ind igennem hende. Op! Op, op, op! Og dagen ligner ellers sig selv, som sådan nogle dage nu kan være. Kølig, den ser kølig ud. Hun spiser morgenmad, ligegyldigt hvordan hun har det, morgenmad skal man have, hun føler sig ikke forbundet med jorden ellers, eller hvad det nu er man bliver forbundet med, når man spiser om morgenen. Og solen borer sig vej ind gennem ruderne. Og hun har mest lyst til at gå i seng igen, men dérinde ligger han og er endnu ikke stået op. Ud. Ud, ud, ud! Ude på gaderne er hun alene blandt mange andre, i den ganske rigtigt kølige luft. Folk haster afsted rundt omkring hende, eller slentrer alt for langsomt som om de er gået i stå, hvorfor er der ingen, der bare går i et jævnt tempo? Nå men dem der haster eller slentrer virker fuldstændig fremmedartede. De har ansigter og to ben, hvis de da har det, men det er så stort set også dér, hvor ligheden hører op og forskelligheden fra hende selv begynder. De har ikke været fulde dagen før. De er ikke faldet i søvn i en sofa. De er ikke fyldt op med foruroligende stumper af alt muligt de ikke helt kan huske. De har ikke hørt nogen sige rhododendron, som om det var et nyt sprog, der åbnede døren til helt nye verdener. Hun kommer forbi en blomsterdame, hvis man da kan kalde dem sådan. Sådan én der står på gaden og sælger dem afskårne, blomsterne. Og de har vel ikke rhododendron? Findes sikkert slet ikke afskårne. Findes kun voldsomme og rødlilla i en have. Og måske slet ikke på denne årstid? Måske var det noget hun drømte? Men han svarede jo, Martin. 10

11 Hende der står med blomsterne er stor og firskåren og pakket ind i alle mulige lag af tøj. Store støvler, tørklæde. Men alligevel er det svært at forstå, at hun ikke fryser. Hvad man tydeligt kan se, at hun ikke gør overhovedet. Ser snarere lidt rødmosset ud. Frisk, lige lovlig frisk, tænker hun da hun passerer hende, og dog, også lidt knækket på en eller anden måde. LOTTE Det er en nem, kedelig dag, og alle vil have roser. Sådan noget de ikke behøver at tænke så meget over. Roser eller tulipaner. Ingen kaster sig ud i noget. Ingen bliver hængende i liljer og konvaller. Sådan kalder hun det bare for sig selv, liljer og konvaller. Det mere fantasifulde. En kedelig dag, kort sagt. En kedelig, nem, rose-og-tulipan-dag. Som dage er flest. Hendes er ikke som dage er flest. Men det ved de ikke, de forbipasserende, de rose- og tulipan-købende. Det ved ingen. Hvor ondt hendes ene arm gør ved albuen, hvor han tog i den. Og skulderen hvor den ramte gulvet. Da han smed hende hen ad det. Hun kunne også bare have ladet ham gå. Kunne hun ikke bare have ladet ham gå? Selv om han så allerede var så fuld, at han ikke kunne gå ned ad trapperne, endsige nogensinde komme op ad dem igen. Kunne hun ikke bare have ladet ham gå? Været ligeglad, kort sagt. Men nej. Hun skulle absolut stille sig i vejen. Hun skulle absolut have høvl. Hun skulle absolut lade sig smide ad helvede til. Sådan at hun nu står her i kulden, ikke noget der ligner forår endnu selv om det burde være det, uden at hun egentlig kan mærke at det er koldt, hun kan bare se det på dem, altså på de forbipasserende. Sådan at hun nu står her, i kulden altså, og har ondt. Ikke så meget i albuen. Ikke så meget i skulderen. Jo, også dér. Men nok så meget i sjælen. Eller hvad sådan noget nu hedder. Ikke godt. Ikke godt at blive smidt hen ad sit eget gulv, af sin egen mand. Ikke godt for noget. Og hun prøver, hun prøver så godt hun kan, at fokusere på de forbipasserende i stedet. Og dér er for eksempel en dame, dyrt tøj, dyrt hår, hvis man kan sige det sådan. Og der er et eller andet i hendes øjne, hun er en lilje- og konval-dame måske? Men nej, hun passerer bare forbi, med sådan et blik. Et vidende blik måske. Eller gennemtrængende. Et blik der går helt ind til albuen og skulderen og 11

12 måske længere endnu. Og hun kan mærke at hun rødmer, en irriterende rødmen. Som om hun ikke havde alt det tøj på hun lige havde kunnet finde i sin forvirrede morgen. Faktisk som om hun ikke havde noget tøj på overhovedet. EA Hun går rundt i byen og ser på tøj. Hun har penge på lommen og ser på tøj, og der er den dér træthed i det, som når man godt ved, at man kommer til at købe noget forkert, for stort eller småt, eller forkert i farven eller kradsende i stoffet, bare forkert. Og hun ved det godt. Hun ved til bevidstløshed, at hun ikke skal købe noget på sådan en dag, en dagen-derpå-dag, men det er næsten altid på dén slags dage hun gør det. Ingen standser hende. Hun er et voksent menneske og har penge på lommen og kan bestemme selv, og ingen standser hende. En lyserød badedragt og to lidt for små bluser senere, er hun igen på vej ind i et prøverum. Denne gang med nogle bukser i en vissengrøn farve, der ligger lige lidt ved siden af den grønne hun faktisk kan lide. Bare lidt ved siden af. Så måske, i det rigtige lys Hun venter i køen sammen med alle de andre, der venter i køen. Og der er mange af dem, og irritationen hænger tykt i luften og sidder i de ned adbøjede mundvige og de nervøst vippende håndled, der holder de mange bøjler. Ingen skal noget, men ingen har tid til at vente, sådan er det bare. Hun skal heller ingenting, men har heller ikke tid. Har hun vel? Lige foran hende står to helt unge piger med en masse bikinier. Små, absurde flagrende stykker stof i mange farver. Og det er ikke engang badesæson endnu, de er i god tid, i meget god tid, man kan ligefrem se, at der knytter sig alle mulige forvirrede drømme til de små stofstykker. En diffus horisont af solbrændt hud og solnedgang og ham-der-skal-komme. Og deres samtale er fuldstændig absurd, den glider fra de mest hårrejsende forudsigelige bemærkninger om vejret, til den bedste måde at fjerne pletter fra en hvid frakke. Over gårdsdagens fjernsynsprogram og aftenens kommende. Drømmene taler de ikke om. Solnedgang og brede skuldre. Deres egne kroppe i fin silhuet mod en rosa himmel. Men de taler om alt andet, alt ligegyldigt andet. Hun står og kan ikke lade være med at lytte. Og bliver irriteret 12

13 over det. Men alligevel kan hun heller ikke lade være med at ønske dem alt godt, når de først står derinde i prøverummet, og bikinioverdelen skubber noget uklædeligt fedt frem ved armhulen, de ikke vidste de havde. Og underdelen afslører en urskov af helt naturlig hårvækst, som de ikke synes bør være der. Alt godt i den drømte solnedgang, ønsker hun dem. BETTINA Tine er så irriterende. Hun er så irriterende, som kun ens bedste veninde kan være, når hun ikke er det. Den bedste altså. Og når man står i en kø foran et prøverum med alt for mange bikinier og der er også længe til det er bikinitid, men. Det er godt at være i god tid. For hvis nu. Hvis det bliver sådan en sommer. Hvis nu det bliver dén sommer. Hvis nu man kommer hen over en strand og så Står på en badebro og så Ligger på sit medbragte tæppe og han bøjer sig ned over én og er en skygge, der falder. Og man åbner øjnene og ser lige op i hans smil og hans tilpas mørke hår og de brune skuldre og er blevet fundet. Om sommeren. Hvor sådan noget jo sker. Ingen tvivl om dét. Sådan noget sker kun om sommeren. Og i bikini. Og hun snakker og snakker med Tine om sådan nogle ting de altid snakker om, og det var en god film, koldt i morges, og orange klæder dig ikke, men lysegul gør Og hun har vist taget lidt for mange bøjler, næsten ikke til at holde sammen på, og føler sig pludselig lidt smådum dér i køen med alle de bikinier og vender sig lidt om, og ser ind i øjnene på en dame, der står bagved og ser lige ind i øjnene på hende med sådan et gennemtrængende blik. Og der er noget uhyggeligt ved det, ikke lige det man forventer, når man kommer til at vende sig om i en kø, burde de ikke stå og se den anden vej? Burde de ikke holde sig lidt for sig selv? Folk i den alder Men så var der det med pletterne, og hun fik sine af, altså sine pletter, med noget opvaskemiddel, som lugter forfærdeligt, men det skal man bare vaske af bagefter igen, altså efter at det har taget pletterne EA Så er de forsvundet ind i et ledigt rum med alle deres håb og al deres alvor omkring vejr og vind og vanskelige pletter. Og det bliver hendes 13

14 tur også, og hun skubber døren op ind til et prøveværelse, der faktisk har set frit ud længe, ingen er i hvert fald kommet ud derfra, men nu bliver hun vinket frem af den overbebyrdede pige med alle bøjlerne med andres aflagte, og skubber døren op og er allerede halvt indenfor med sine forkerte vissengrønne bukser, da hun ser hende. For det er da en hende, er det ikke? En grønlænder. Sovende, dybt sovende, rullet sammen i et hjørne. Og hen over hende ligger en stor overfrakke med prisskilt på, og det ser altsammen næsten trygt og hyggeligt ud, og på en måde roligt. Hun har hånden under kinden og ligger krøllet sammen på siden som et lille barn. Hun står dér med de vissengrønne bukser og er i samme øjeblik ikke det mindste i tvivl om, at farven på ingen måde går. Og hun kunne vel bare bakke ud igen og lade grønlænderen sove. Grønlænderen? Mærkeligt så mandligt det lyder, selv om det er en hun. Men så bliver hun vel vækket af den næste, eller den næste igen. Så hun sætter sig på hug og rører forsigtigt ved hendes skulder, for forsigtigt åbenbart, der sker ingenting. Hallo siger hun. Grønlænderen, som faktisk er en kvinde, smiler engleagtigt ved lyden af hendes stemme, men vågner i øvrigt ikke. Tror hun da ikke. Eller var der alligevel et lille undersøgende blik? Og hun kan ikke få sig selv til at begynde at råbe og ruske, det kan hun bare ikke. I et prøverum omgivet af andre rum med andre i. Det er anstrengende at sidde på hug, hun lader sig lige så stille glide ned langs væggen så hun sidder op ad den i stedet for. Der er ikke noget hørbart åndedræt, men hun har lige set hende smile, så i live er hun altså står der på overfrakken. Ikke nogen helt billig frakke at sove under. Så sidder hun lidt sammen med den sovende grønlænder i et omklædningsrum og puster ud. Sådan føles det. Altså ikke at hun helt konkret puster, det er mere som om hun har fået et slag eller chok af en slags, og hun ved ikke om det er tømmermændene fra igår, eller synet af nogen i et prøverum, der skulle være tomt, eller lyden af dét ord, rhododendron, men et eller andet. ELSE Væggene i tøjforretningen rykkede tættere og tættere på som noget stort hvidt, der kom nærmere. Og det er mærkeligt, for i virkeligheden 14

15 stod hun jo helt stille i denne her kø, der ikke rigtigt bevægede sig, og frakken var så tung i hendes hånd, hvad skulle hun også med så tung en frakke? Hun som aldrig fryser. Hun som aldrig ville kunne komme i nærheden af at betale dét beløb der står på prissedlen. Men der var noget med dén frakke, det solide ved den, måske ligefrem prisen, og hun var så træt, så træt efter en dårlig nat. Kan man ikke roligt kalde det en dårlig nat? Vægten af en mand hun ikke kan huske. Heller ikke om det var helt frivilligt. Og det er næsten det værste. Kulden i porten. Ikke at hun er den der mærker kulde, det er mere som noget der står ved siden af én. Som man bare mærker er der. Hans vægt som hun lader sig knuse af. Måske ikke helt frivilligt. Hans ånde. En dårlig nat og stivheden i kroppen i den tidlige morgen, og at være alene, og en lettelse og så alligevel ikke. Ikke helt en lettelse, ikke helt frivilligt. Men hun vågnede og var helt stiv og knust og havde trang til at tage fat i noget, og det blev så den frakke. Og komme indenfor et sted, og det blev så dén kø i forretningen med frakken. Og her er så varmt, så varmt, alt for varmt, og væggene rykkede tættere på, som noget stort hvidt, og så blev det heldigvis hendes tur, og hun kunne lukke døren til det lille prøveværelse og lige så stille lade sig glide ned og væk. Med frakken tung og solid hen over sig. Indtil der pludselig står en dame med nogle grønne bukser og vidtåbne øjne, som om hun har set et spøgelse. Og det er ikke helt indlysende, om det er hende selv, der er spøgelset eller noget andet, noget den anden kvinde har oplevet tidligere eller før, måske har også hun en dårlig nat bag sig? Hun falder i søvn igen under frakken, når lige at mærke at den anden også har ladet sig glide lidt ned og væk, og der er en slags samhørighed i dét, som da man var lille, som at være lille og trygt sovende med andre i samme rum. ********* EA Dagene bliver almindelige igen, som dage som regel bliver. Både aftensolen og fuldskaben og lyden af ordet rhododendron eller var det hans stemme, da han sagde det? fortoner sig efterhånden i helt almindelig vågnen og stå op og så sengetid igen, med lidt gøremål 15

16 indimellem. Og måske er det bare som en lillebitte sprække. Som i en tand måske. En lillebitte sprække og det er ikke sikkert der sker andet end det, måske kan man leve videre med den, sprækken. Som om intet. Måske bliver der aldrig hul. Rolf er ikke bortvendt mere, hvis han overhovedet var det, og de sidder side om side i sofaen om aftenen, eller over for hinanden ved køkkenbordet, og et par enkelte skarpe lysstrejf eller solsortefløjt når ind til dem ude fra det tiltagende forår. Alt er som det skal være, eller i hvert fald som det plejede at være. Det er bare hende, der på en eller anden måde har mistet lidt af sig selv undervejs eller i løbet af dén middag. Eller i selskab med en sovende grønlænder? Eller i noget hun knap kan huske hun har drømt. Måske faldt hun ned i Martins stemme, lidt som man falder ned i en afgrund? Uanset hvor og hvornår det skete, er det som om hun ikke helt er nærværende mere, eller er ved siden af sig selv, gennemsigtig, set udefra. Hun har ikke set ham siden, Martin, eller for den sags skyld hørt, og hun burde ikke tænke på ham mere, eller ikke mere end hun plejer at tænke på alle mulige som de tilfældigvis kender og somme tider ser. Mennesker i udkanten af hendes synsfelt. Som når man drejer hovedet og vips, der var de. Men hun gør det alligevel. Hun tænker på hans morgener, og hvordan han kommer ud af sengen, og hans formiddage som sikkert er travle, hans eftermiddage mere langsomme, hans aftener med skygger og træthed måske. Når man er ældre, er aftnerne så ikke trætte? ELSE Det går nok altsammen, og nu er det også ved at blive så meget varmere udenfor at det ikke er noget problem at finde et sted at sove, altså for sig selv. Der er jo altid herberget, men der er så mange andre. Hun kan bare ikke have nogen om sig når hun sover, og det er så mærkeligt, for det var jo det hun havde som barn, som barn på Grønland sov de allesammen i samme rum, og det var så trygt med al den pusten omkring sig. Men her i byen kan hun ikke holde det ud, og hun tror måske det har noget at gøre med at der ikke er nogen steder øjet kan hvile sig, der er ingen udsigt, bare bygninger og folk der fylder op over det hele. Så i det mindste når hun sover, vil hun have lov til at forestille sig den, udsigten, tomheden, det store øde. 16

17 Og det går nok altsammen, lige nu er hun måske en anelse mere fuld end hun plejer at være, og det er vist nat, for hun kan ikke rigtigt holde sammen på arme og ben og må bare lade sig synke sammen i en tilfældig trappeopgang, og det går nok også. Indtil det ikke går. Indtil hun vågner ved at nogen bøjer hende bagover, bagover, bagover, så langt som hun slet ikke kan komme, og hendes ben er spredte, hvordan er de dog blevet det? Og han stinker af et eller andet, ham der bøjer hende, noget råddenskab inde fra ham selv, hun kan altid lugte den slags, noget sygdom. Bagover, bagover, bagover, og hun lukker sine øjne, for der er ikke andet at gøre, hun er for fuld til at få en knytnæve eller et knæ op. Hun lukker sine øjne og lader sig glide væk, og da hun vågner igen, kan hun ikke komme op, altså slet ikke. Og det varer uendeligt længe før nogle betjente får øje på hende, som hun ligger der og roder, hun har fået dækket sig lidt til, men alligevel. Og de er ikke specielt søde, betjentene, hvorfor skulle de også være det? Men de får hende da kørt til skadestuen, og dér siger de efter en lang, lang ventetid, at hendes ene hofte er brækket. Så det gik så ikke alligevel. ROLF Det er ikke fordi han ikke registrerer det tiltagende forår, det anmassende forår ville han næsten kalde det. Med sit lys og sine fløjt. Han vælger bare at ikke. Han har sin egen verden, hvor det skift ikke passer ind lige nu, han arbejder på noget nyt og stort, og det har en vinterlig tone, og der må ikke falde skarpt lys eller fløjt ned i det. Så han holder fast dér hvor han er, ingen spæde salatblade på tallerkenen, ingen hyacinter i vinduet, ingen overrasken hinanden med pludselig og anderledes energi, der kommer ude fra lyset og fløjtene. De holder om hinanden som de plejer, han og Ea, støder sammen som de plejer, skilles igen som de plejer, eller næsten måske for der er vist et eller andet med hende, en slags bortvendthed eller noget drømmende. Noget synkende kunne man måske snarere kalde det? Han har bare ikke tid til at finde ud af, hvad det er for noget, ikke lige nu, og hun keder sig vel, burde begynde at arbejde igen, burde begynde at se nogle mennesker, eller flere end hun gør, intet menneske er en ø, vel? Heller ikke hun, selv om hun gør sit bedste for at være det. Og han smiler til hende inde fra sin vinterlighed, og de skal 17

18 nok blive helt sig selv igen begge to, det plejer de at blive. Ikke sandt? Og når de sidder over for hinanden ved middagsbordet, han har lavet mad uden salatblade og de allerførste, importerede asparges, ikke om han vil have noget med dét at gøre, er der måske nok et eller andet, nogle lidt anderledes pauser mellem ord, en lidt svævende sætten glas fra sig og læggen bestik ned. Men så er det heller ikke værre. Vel? EA Lidt efter mister hun appetitten. Eller måske har hun mistet den før, måske skete det allerede for nogen tid siden. Dén dag, dén aften. Måske var det derfor hun var så fuld, hvis hun var det. Måske spiste hun allerede ved middagen ingenting eller meget lidt. Der hvor appetitten var, er der en svævende tomhed. Det er mærkeligt. Man tænker ikke på, hvor meget af rytmen i en dag der egentlig kommer af dét, appetitten. Man er sulten og skal til at spise. Eller har lige spist og er mæt og tilpas. Eller har spist lidt for meget, somme tider lidt for meget. Hvis man ikke kan lide at være sulten. Men lidt efter tænker man alligevel på, hvad man skal have til middag Egentlig absurd. Egentlig absurd hvor kort der somme tider er mellem de måltider, som om der slet ingenting er indimellem. Og så er hun blevet så alene, synes hun. Hvordan er hun dog blevet så alene? Hun vågner med ham hver dag, eller i hvert fald med ham et sted i de samme rum, hvis han ikke er gået i seng endnu, eller er stået op før hende. Og de har sovet sammen, mere eller mindre filtret ind i hinanden, som de plejer. Og måske har de været indeni hinanden dagen før. Måske har hun stadig smagen af ham i munden, eller fornemmelsen af sig selv som en rundhed i hans hænder. Glathed? Væren to. Én? Men alligevel er det som om hun er så alene, så alene. Og hun som egentlig så godt kan lide det, at være alene. Kan hun ikke? Og betyder det at hun ikke er sig selv i virkeligheden? Hvis hun ikke er så glad for at være alene, som hun plejer? Hun prøver på at komme til at møde sig selv, sovende, ude at gå, stående ved et vindue. Hvis hun kan spise noget, så spisende. Og der er øjeblikke af trøst og genkendelse, smagen af et krydderi, synet af himlen, måden man kan gå om et hjørne og på en eller anden måde næsten blive forbavset over at gaden ligner sig selv på 18

19 den anden side. Men stadig er der denne sprække, den lille sprække, som ligger og lurer neden under alting. Som i en tand måske. RIE Hun kan ikke længere lide måltiderne. Hun spiser for det skal man, og hun har som regel selv tilberedt det, der står foran dem på bordet. Og hun er god til det, en af de ting hun helt uomtvisteligt er god til. Og det smager sikkert også godt, det er ikke dét, det er Martin. Eller rettere hans tilstand. Og han spiser også, måske mindre, måske langsommere, ja mindre og langsommere, men han spiser. Det er bare det at, ja, det er bare det Så sidder de dér, og ned kommer det da, og det er måske i virkeligheden kun tempoet der afslører dem begge to, det lidt langsommere tempo. Hun har købt de første asparges. Og de er lidt blege i det, som de er når det er de første, de lidt for tidlige, men hun tager om dem med stor ømhed, og brækker stænglerne dér hvor de skal brækkes, og tænker så, som altid, at man burde koge suppe på det nederste, hvorefter hun alligevel smider det ud, som altid. Og måske er det netop dét, denne sædvanlighed i alting, denne fortsættelse, denne stilstand. Som om det bare kunne blive ved og ved, år efter år. De nye asparges og de nye kartofler, vandige og uden smag, men alligevel behandlet med den største varsomhed, som om blot det at de er de første giver dem værdi. Og senere, når synet bliver almindeligt igen, og de virkelig smager af noget, af asparges og kartofler, er man absurd nok meget mindre omhyggelig. For der kommer jo flere. Og næste år igen, flere igen. Det er det dér næste år der knækker hende, omtrent som en stængel, hun giver en lyd fra sig, et halvkvalt hulk, og hun undgår akkurat at dryppe ned på de blege aspargeshoveder med sine tårer. Men lidt efter sidder de der jo igen, ved middagsbordet, over deres asparges, og det gentager sig, og man skal bare lade være med at tænke på det. Det med næste år. 19