Anerkendende samtaler med børn

Transkript

1 Emilie Kinge Anerkendende samtaler med børn Det anerkendende samvær og samtalens betydning for børn i samspilsvanskeligheder Oversat af Anna Garde

2 Den største gave jeg kan tænke mig at få fra mennesker er at de ser mig hører mig forstår mig og rører mig. Den største gave jeg kan give er at jeg ser, hører, forstår og rører et andet menneske. Når dette er sket føler jeg vi har skabt kontakt. (Virginia Satir 1991).

3 Indhold Introduktion til den danske udgave Forord Indledning Bogens værdisyn Kapitel 1 Bogens værdisyn Generelt om værdisyn Om mit værdisyn Om menneskesyn og mangel på tid Om brugen af metoder og pædagogiske programmer Hvordan stimulerer og fremmer vi barnets motivation til samarbejde? Kapitel 2 Om vores empati og anerkendelse i kontakten med barnet Om empati Hvad er empati? Om empati og argumentation Om anerkendelse Accept Tolerance Bekræftelse Lytten Selvrefleksion og afgrænsethed Om at se børn og om at opleve sig set Fra at være vanskelig til at have det vanskeligt At se børn i deres behov og anerkende deres oplevelser

4 Kapitel 3 Om det anerkendende samvær og brug af samtaler Hvorfor skelne mellem samvær og samtale? Om samtale generelt og om børnesamtale specifikt Generelt om samtale Om børnesamtalen/elevsamtalen Begrebsafklaring Om terapi, terapeutisk effekt og den terapeutiske holdning Terapeutisk effekt Den terapeutiske holdning Skal vi tale med børn om alt? Om brug af børnesamtaler baseret på empati og anerkendelse Hvordan kan vi tilrettelægge de anerkendende samvær og/eller samtaler? Et forslag til en model Organisering og praktisk tilrettelæggelse Planlægnings- og forberedelsesfasen Kontaktetableringsfasen Gennemførelsesfasen Evalueringsfasen Om indholdet i samtalerne Om at samtale på forskellige niveauer Om betydningen af at møde børn i forhold til deres følelsesmæssige reaktioner før videns- og informationsformidling Om følelser Om at opfange følelsesmæssige temaer og hjælpe børn med at udvikle et følelsessprog Om hvordan vi forholder os til følelsesmæssige temaer Den reflekterende, undrende dialog Vigtige forudsætninger, som kan være afgørende for udviklingen i samtalen Om at være personligt til stede Om legitimering og moraliseren Om respekt og/eller mangel på respekt i vores kommunikation med barnet

5 Kapitel 4 Erfaringer med systematisk brug af børnesamtaler og/eller samvær Betydningen af struktur og rammer Hvad er der sket med børnene i projektperioden? Hvad har været gennemgående temaer i vejledningen? Om den specielle samtale og den generelle, uformelle samtale Kapitel 5 Egne vurderinger og refleksioner Mine vurderinger og refleksioner ved brug af børnesamtaler efter denne model Angående oplæring Angående vejledning Hvor vigtigt er det, at institutionens ledelse er involveret? Parallelle processer Afslutning Litteratur

6 Introduktion til den danske udgave Af professor emer., dr. phil. Per Schultz Jørgensen Hvordan skaber vi kvalitet i vores samspil med børn? Svaret på det spørgsmål er mere påtrængende i dag end nogensinde, fordi vi lever i et åbent samfund. Hvordan inddrager vi børn i et socialt og givende fællesskab og hvordan udvikler vi relationer mellem børn og voksne, der har værdi og dybde? Spørgsmålene kan fortsættes og for eksempel også dreje sig om de børn, der befinder sig i yderkanten af både det sociale fællesskab og deres egen indre fornemmelse af at være et menneske, der har værdi. Alle spørgsmålene handler om, hvordan vi giver børn den hånd, der skal til, for at de kan udvikle sig til selvstændige og tillidsfulde mennesker. Engang var svarene ikke særlig vanskelige at give. De var i hvert fald givet på forhånd. Det var svar, der gik i retning af regulær opdragelse eller måske snarere at indføre barnet i en fælles social kultur. Barnet skulle tilegne sig de dyder, der var nødvendige for at få et godt liv. Det kunne være arbejdsomhed, flid, ærlighed og ordentlighed, alle sammen dyder, der hørte hjemme i det gamle industrisamfund. Her var svarene forholdsvis enkle, de handlede et langt stykke hen ad vejen om lydighed over for kulturen og konventionerne, og den voksnes rolle gik ud på at sikre denne dannelsesproces. I et opbrudssamfund som vores må svarene være anderledes. Vi lever i en individualiseret verden, hvor den enkelte selv skal kunne navigere og selv finde frem til de holdninger og den identitet, der skal være personens grundlag for en tilværelse. Der er masser af påvirkninger fra den sociale omverden, fra medier og det store marked, her ligger tilbuddene på stribe. Men den enkelte skal kunne forholde sig til disse påvirkninger, kunne mærke sig selv og sine egne følelser og skabe trygge og givende kontakter med andre. Det vigtige spørgsmål er, hvordan vi hjælper børn frem til at kunne klare disse udfordringer. 9

7 Én vej er at styrke barnets indre fornemmelse af sig selv og derigennem skabe grundlag for et selvværd, der giver barnet den nødvendige tiltro til at kunne forholde sig til den store omverden. At udvikle en fornemmelse af at have værdi. Det er her børnesamtalen kommer ind i billedet som en vigtig del af den voksnes sociale samvær med barnet. Emilie Kinges bog beskriver både de holdninger, der er vigtige forudsætninger for et sådant voksen-barn-samvær, og de metoder, der kan komme i spil. Anerkendelse og empati er det centrale udgangspunkt, men uanset der er tale om respekt for barnets følelser, skal det omsættes i et konkret samspil. Bogen har masser af gode forslag til, hvordan man i børnehaven kan arbejde med at kvalificere samværet mellem barn og voksen. En børnesamtale er både en systematisk gennemført samtale med karakter af næsten terapi og en samtale, som enhver lærer eller pædagog er involveret i hundrede gange hver dag. Kinge definerer og udvikler en model, som afprøver rækkevidden af den systematiske børnesamtale, der ligger på grænseområdet mellem terapi og den lidt længere lejlighedsvise samtale mellem barn og voksen. Det er et spændende projekt, der klart også peger i retning af at udvikle barnets potentiale til refleksion og dermed styrke den mentaliseringsevne, der i dag er en forudsætning for at kunne forholde sig selvstændigt til både sig selv og andre. Mentalisering (Theory of Mind) som begreb bliver ofte forbundet med en tradition, der lægger vægt på tilknytning og relationers betydning for udvikling af evnen til at forstå sine egne tanker og følelser og være i stand til at sætte sig ind i andre menneskers bevidsthedsliv. Børnesamtalen er en af vejene til at styrke disse evner. For hvad er det børn skal lære for at kunne klare sig i det åbne og flydende samfund? Et muligt svar er, at netop det åbne samfund stiller den enkelte over for to udfordringer med hensyn til basiskompetencer. Den ene kompetence handler om at kunne finde en plads i et socialt netværk. Det er den sociale kompetence eller relationskompetencen. Den anden basiskompetence omfatter at kunne registrere egne forestillinger, klare et personligt pres, tro på chancen, fornemme egne og andres forventninger, klare kriserne, lære af erfaringerne og i den sidste ende opleve og forstå sine egne følelser. Samlet set er det kompetencer, der afhænger af værdien af de sociale relationer og kvaliteten af kommunikationen. At kunne sætte ord på sine følelser, at kunne leve sig ind i andres følelser og derigennem forstå sig selv i en social kontekst. Grundlaget for disse kompetencer skabes i et samspil med andre, der hviler på, at man har lov at have de følelser, man har det er spørgsmålet om anerkendelse, 10

8 som er bogens nøglebegreb. I det sociale samspil udvikles et selvbillede, der rummer både positive og negative facetter. Bogen giver fine eksempler på netop dette samspil som noget, der foregår på i hvert fald to planer. Det ene plan handler om det saglige indhold og det, der tales om det andet plan om følelser og relationer. Samværet definerer rollerne, og her er det vigtigt, at barnet får en mulighed for at deltage i denne defineringsproces. Den indre personlige kerne i et barns liv skal opbygges i konstruktivt samspil med voksne, der selv har et overskud og noget at give. Men i vores fortravlede verden kan selv overskud forvandles til en hæsblæsende samling af gode råd og nye aktivitetsforslag. Bogen lægger med stor vægt betoningen et andet sted. Glem alt om de gode råd, lyt i stedet ind til barnets budskab, og vær så nærværende, at barnet selv får en fornemmelse af at være på vej med din støtte. Det er hjælpekunstens mest centrale essens. Bogen giver en fornem hjælp til at udvikle en sådan professionel relationskompetence. 11

9 Forord Jeg har i de sidste seks år arbejdet i PPR og er glad for, at jeg her har fået lov til hovedsagelig at have fokus på de børn, som jeg er så optaget af dem, der kæmper med deres følelser og reaktioner, og som så ofte påkalder sig vores opgivelse og indignation, vores kritik og vores irettesættelser. Jeg er også taknemmelig for, at jeg nu får mulighed for at formulere mine tanker og erfaringer med systematiske børnesamtaler i arbejdet med disse børn, som vi møder både i børnehaven og i skolen. Det er mit mål, at vi kan blive inspireret til en mere udbredt praksis, hvor vi taler med dem, ikke bare til dem. Hvis vi indbyder børn til gode mødesteder og samværs- og samtalestunder, gør det ikke bare barnet godt, men nok så meget også os voksne. Gode oplevelser i mødet med de mest udfordrende og udadagerende børn kan for eksempel komme til at blive den bedste medicin mod udbrændthed og slitage og give ny næring og energi. Ligeledes vil de nære og fortrolige øjeblikke med de tilbagetrukne, hæmmede eller overtilpassede børn kunne øge vores forståelse, give os indsigt og motivation til at finde den vej, som bedst kan hjælpe dem. Håb og tro på egne muligheder for at kunne hjælpe kommer med øget indsigt og forståelse. Desuden er det i kontakten og dialogen med andre mennesker, at vi giver os selv mulighed for at vokse, både som mennesker og som professionelle. Dialogen med børn kan dermed komme til at sætte turbo på vores egen personlige udvikling! Derfor må jeg først og fremmest takke alle de børn, jeg har mødt enten direkte eller indirekte igennem tiden, som har givet mig indblik i en ofte vanskelig hverdag, og som har gjort mig ydmyg i forhold til deres liv og oplevelser. I vores travle, effektive hverdag kan det være svært at modstå fristelsen til at vælge de hurtige, effektive tiltag og udfordrende at skulle bruge tid til kontakt og dialog, til undren og refleksion. Det kan være fristende at være den, som ved bedst, bevare styring og kontrol, være løsningsfokuseret og give råd om tiltag, mens det er i mødet med barnet selv, at de gode tiltag findes. Jeg håber, at vi kan komme 13

10 nærmere hinanden og forstå hinanden bedre ved den form for samtale, samvær eller dialog, som jeg skriver om i denne bog. Som mor, datter, kone, svigerdatter, ven, ægtefælle og professionel erhvervsudøvende reflekterer jeg stadig over min egen væremåde og min kommunikation med andre. Og da jeg har modtaget professionel hjælp med smertefulde og gode erfaringer og selv repræsenterer støttesystemet, har jeg al denne erfaring med mig, når jeg tænker på værdier, kommunikation og det, jeg ellers måtte berøre i denne bog. Det er derfor mit ønske, at mange, hvad enten de har et professionelt tilhørsforhold eller ikke, vil kunne finde noget her, som kan give nye tanker, ny indsigt og forståelse i forhold til både dem selv og andre, og se et nyt lys i forhold til vejen frem. Jeg takker alle, som jeg har været så heldig at kunne samarbejde tæt med: ansatte i børnehaver, skoler og SFO er og forældre, som villigt har delt deres oplevelser, erfaringer og bekymringer med mig. Tak til min gode ven Alan. Jeg vil også takke mine kolleger Vigdis Hegg, som har været en vigtig støtte undervejs i processen, og Charlotte Johannessen, som begge har læst manuskriptet og givet konstruktive tilbagemeldinger. Tak til min kollega Jon-Håkon Schultz, som har været og er en vigtig støtte og inspirator, og tak til min måske vigtigste støtte, min mand Roar. Uden ham havde jeg nok ikke haft mod til at begynde på denne skriveproces. Og sidst, men ikke mindst, tak til min gode nabo Per Arne, som med sin uendelige tålmodighed altid har stillet op, når pc en skabte sig, uanset hvor han måtte befinde sig i verden. Nærhed i kontakt skaber et vigtigt rum til udveksling og deling på en måde, som gør begge parter rigere. Vi har alle været børn. Vi bør lære af egne erfaringer om, hvad og hvem som gjorde, at vi følte os betydningsfulde og vigtige, og hvem der gav os en følelse af mindreværd og hvorfor. Vi bør rette op på alle fejlene fra i går og sikre børnene den tid, kontakt og opmærksomhed, som mange af os slet ikke fik. Så lad os lytte til dem og høre, hvad de har at fortælle. Vi kan prise os lykkelige, så længe de gør det! Asker, marts 2006 Emilie Kinge 14