Afgørelser og domme Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj

Transkript

1 Afgørelser og domme Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Kommenterede afgørelser Færdselsret vundet ved hævd (MAD VLD) I denne sag fandt såvel byretten som landsretten, at der var udøvet færdsel i et omfang, der kunne begrunde hævd. Byretten afviste dog hævdserhvervelse under henvisning til, at ejeren ikke havde en sådan særlig interesse i at få tilkendt vejret, fordi han kunne køre til skovarealet ad andre veje, der ikke var længere end den vej, der førte over den omstride vej. Ved landsretten bestred den hævdende, at han havde ret til at færdes på andre veje, og landsretten anerkendte hævdserhvervelse, uanset om han måtte kunne benytte andre veje til skovarealerne. Færdselsret ikke vundet ved hævd (MAD VLD) En tidligere byvej over en ejendom blev nu kun brugt af en begrænset mængde ejendomme. Vejejeren foretog afspærring, hvilket førte til retssag, hvor to ejere ønskede dom for, at de havde vejret til vejen. Byretten vurderede, at der var udøvet færdsel i et omfang og i alderstid, som kunne begrunde hævd. Landsretten afviste derimod hævd, fordi det ikke fandtes godtgjort, at vejen havde særegen betydning for de hævdende. Tinglyst vejret ikke bortfaldet (MAD ØLD) En tinglyst vejadgang mistede sin betydning, da ejendommen fik en anden primær adgangsvej. Den tjenende ejendom blev efterfølgende pålagt adgangsbegrænsning ved vejens udmunding, men den omfattede ikke den tjenende ejendom. Den tjenende ejendom anlagde sag med påstand om, at vejretten var bortfaldet som følge af frihedshævd og interessebortfald. Da de oprindelige formål med vejretten ikke længere var til stede og henset til adgangsbegrænsningen, fandt byretten, at vejretten var ophørt på grundlag af interessebortfald. Landsretten afviste, at vejretten var ophørt som følge af aftale, frihedshævd eller interessebortfald, og afviste at adgangsbegrænsningen havde nogen betydning for sagen. I alle sager var det springende punkt, om der foreligger en sådan særlig interesse for den hævdende, at der kan vindes hævd. Det er et lidt tvivlsom/vanskeligt krav at operere med. Der kan efter min mening ikke opstilles et sådan krav, når der, som i den første sag rådes individuelt, altså hvor det alene er den hævdende, der råder. Har man rådet i et omfang, der kræves til at vinde hævd, indebærer det forhold, at har anden vejadgang ikke den særlige interesse forsvinder. Hvilket landsretten så rigtigt lægger vægt på i den første og den sidste sag. Hvis den hævdende råder som en del af en større kreds, må der til hævdserhvervelse kræves råden i alderstid. Jeg mener, at der ikke - som landsretten gjorde i den anden sag - kan kræves godtgjort en særlig interesse. Men kan man det f.eks. fordi vejen åbenbart fremtræder som adgangsvej til ejendommen vil det kunne begrunde hævdserhvervelse efter 20 år. Alderstidshævd på færdsel over ejendom uden synbar vej (MAD VLD) Færdsel over en ejendoms skel var sikret ved deklaration, men den faktiske færdsel, som helt overvejende var sket til fods i forbindelse med kreaturhold, var sket ad forskellige spor over en meget lang årrække. Byretten afviste, at der var vundet hævd, hvorimod landsretten fandt, at der til stadighed, i en så lang periode og med en efter forholdene sådan regelmæssighed var udøvet færdsel, at der var vundet hævd på gående færdsel i et omfang, det er nødvendigt for driften på ejendommen.

2 2 Domme, der anerkender færdselsret ved hævd selv om der ikke er en egentlig vej, sti eller et spor er sjældne. Men dommen er efter bogen, blot må man i så fald kræve alderstidsråden. Dommen viser også, at der kan vindes hævd på mindre intensiv råden. Ledningsejer skulle betale ledningsarbejder foranlediget af udvidelse af et vandløb (U HD) I en bro over et vandløb var der nedlagt nogle ledninger i en vejbro over et vandløb. Af hensyn til afvandingen var det nødvendigt at udvide røret under broen. Spørgsmålet var, om ledningsejerne havde ret til erstatning efter vandløbsloven, eller om de selv skulle betale i medfør af vejlovens gæsteprincip? Ledningsejerne fremførte, at arbejderne skyldtes varetagelse af miljøhensyn og ikke var omfattet af gæsteprincippet, fordi der arbejderne ikke var begrundet i vejformål. Vejbestyrelsen mente modsat, at vejbroarbejderne var en del af en sammensat anlægsprojekt, og at det er uden betydning, hvilke dele af et sådant projekt, der har nødvendiggjort ledningsarbejdet. Såvel landsret som Højesteret fandt, at ledningsarbejderne var omfattet af gæsteprincippet. Højesteret begrundede sin afgørelse med, at kommunen ved iværksættelsen af arbejderne varetog hensynet til vejens forhold til omgivelserne, herunder at afbøde vejens indgreb i naturtilstanden og faunaen, og at kommunen herved varetog hensyn, den kunne som vejmyndighed. Dommen ligger på linje med tidligere, nyere Højesteretsdomme, som anlægger en bred forståelse af vejformål. Ledninger, der er anbragt efter gæsteprincippet skal altså ikke kun respektere egentlige vejarbejder, men også afledte, når de foretages for at varetage hensyn, vejmyndigheden lovligt kan tage. Hvis vejarbejderne (og de heraf følgende ledningsarbejder) nødvendiggøres af andre hensyn, f.eks. for at muliggøre anlæggelsen af en ny, krydsende jernbaneforhold, gælder gæsteprincippet næppe. Vejret beskyttet af vejrettighedsloven (U ØLK) De tidligere driftsbygninger på en landbrugsejendom blev afhændet til en datter. Over ejendommen førte en vej til en gyllebeholder på naboejendommen. Få år efter opstod der uenighed om vejretten mellem ejerne af disse ejendomme. Vejretten var ikke lyst, men fremtrådte i marken som på matrikelkortet. Den ejendom, gyllebeholderen lå grænsede også til offentlig vej. Der opstod uenighed om vejretten. Byretten lagde vægt på, at det var muligt at køre til gyllebeholderen over egen ejendom og fandt derfor, at vejen ikke var den eneste adgangsvej, hvorfor vejretten ikke var beskyttet af vejrettighedsloven. Landsretten kom til det modsatte resultat, idet vejen som hidtil uhindret var blevet anvendt som adgangsvej til gyllebeholderen var den væsentligste adgangsvej. Da de øvrige betingelser i vejrettighedsloven var opfyldt, var den utinglyste vejret vejen, beskyttet af vejrettighedsloven. Sagen indeholder to forhold, der er værd at kommentere på. For det første må forudsætningen for at man kan klassificere en vej som mindre væsentlig være, at der findes en anden vejadgang. At der muligvis kunne etableres en sådan anden vejadgang er helt uden betydning i den sammenhæng For det andet er det værd at bemærke, at selv om vejen ikke er den væsentligste, kan det godt være, at vejretten alligevel skal respekteres, fordi en besigtigende erhververen af ejendommen er i ond tro. Det gælder i hvert fald, hvis vejen tydeligt i marken fremtræder som adgangsvej for anden ejendom. Vejret til udlagt vej på matrikelkortet fortabt, da ejendommen senere havde fået anden, tinglyst vejret og da den matrikulære vej ikke var benyttet som vejadgang (U VLD) I forbindelse med udstykningen af en sommerhusgrund blev det udlagt en 2.51 m br. adgangsvej til grunden over en anden ejendom E. Denne adgangsvej var kun benyttet i meget begrænset omfang, da der til ejendommen blev etableret anden tinglyst vejadgang over naboejendommen.

3 3 Ejeren af E opsatte et hegn mellem ejendommene, der dog var forsynet med en låge indtil hegnet blev fornyet. Herefter kom det til retssag, hvor den vejberettigede ønske dom for sin vejret, mens E påstod sig frifundet. Byretten afviste, at der var vundet hævd på vejretten, og frifandt derfor E. Landsretten begrundede sin afgørelsen under henvisning til vejrettighedslovens 1, stk. 1, som har til formål at sikre ejendommes vejadgang. Under henvisning til, at ejendommen havde anden tillyst vejadgang, og at vejen i marken ikke var en vej men snarere en sti fandt landsretten, at angivelsen på matrikelkortet ikke stemte med forholdene i marken, hvorfor den vejberettigede havde mistet vejretten. Vejrettighedsloven er ikke sådan at handskes med! Det turde være uden for diskussion, at ejendommen er udstykket med vejret ad den omstridte vej, hvorfor det er afsporende at begrunde at tale om, at den er hævdvunden. Er vejretten stiftet, kan den efterfølgende bortfalde ved frihedshævd, men det fik landsretten ikke lejlighed til at tage stilling til, fordi den kom til at kløjes i vejrettighedsloven. Den er rettet mod omsætningserhververe, som ikke kan fortrænge utinglyste vejrettigheder, hvis betingelserne i loven er opfyld. Vejen er altså i så fald sikret som om den var lyst. Men vejrettighedsloven medfører ikke, at vejrettigheder bortfalder, hvis betingelserne ikke senere er opfyldt. Bortfald afhænger da af, om ejeren har hævdet sig fri af vejretten. Landsretten burde derfor ikke have undladt at have vurderet, om vejejeren havde udøvet en sådan råden, at vejretten var bortfaldet ved frihedshævd. Hvilket forekommer tvivlsomt. Resumerede afgørelser Domstolsprøvelse af afgørelse truffet ved skelforretning afvist, da søgsmålsfristen var overskredet og da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde undtagelse (MAD VLD) En af parterne indbragte en skelforretningsafgørelse for domstolene efter 8-ugersfristen i udstykningslovens 36. Han påstod, at der forelå mangler ved skelforretningen, der kunne begrunde en undtagelse fra søgsmålsfristen. Det afviste såvel byretten som landsretten. Ikke dispensation til ulovligt byggeri opført inden for strandbeskyttelseslinjen (U HD) Genopførelse af et nedbrændt sommerhus delvis beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen var ikke sket i fuldt overensstemmelse med de godkendte bygningstegninger, idet en solgård inden for byggelinjen var blevet glasoverdækket. Højesteret afviste som Naturklagenævnet og landsretten, at der kunne gives dispensation. Ikke grundlag for ekspropriation til flugtskydebane (U VLD) Landsretten afviste kommunens og Naturklagenævnets accept af ekspropriation af arealer fra en landbrugsejendom med henblik på etablering af en flugtskydebane, idet det ikke var godtgjort, at der var økonomisk grundlag for projektets virkeliggørelse og at behovet for skydebanen var af ældre dato. Ikke udnyttet zonetilladelse bortfaldet efter 30 år (MAD B) I denne sag fastslog først Naturklagenævnet og efterfølgende byretten, at en zonetilladelse fra 1977 til genopførelse eller udskiftning af et énfamiliehus i landzone inden for skovbyggelinjen var bortfaldet. Byretten lagde vægt på, at der ikke havde været nogen korrespondance mellem ejeren og kommunen og at den efterfølgende ejer ikke var blevet bibragt nogen opfattelse af, at tilladelsen fortsat var gældende. Retten afviste også, at den omstændighed, at der ved ejendomsbeskatningen var sket under hensyntagen til en byggeret, havde nogen betydning.

4 4 Ret til forlængelse af 30-årigt lejemål indebar ikke krav på uændrede lejevilkår (U VLD) En lejekontrakt med en varighed på 30 år kunne efter ønske forlænges med endnu 30 år. Men lejeren havde ikke krav på, at det sket på de - favorable - vilkår, der var fastsat i kontrakten for den første lejeperiode. En lokalplan kan ikke regulere udlejningsforhold (MAD NKN) En lokalplan indeholdt bestemmelser om, at området kun måtte anvendes til ferieboliger mv. og at ferieboliger i det omfang, de ikke bruges af ejeren selv skal stilles til rådighed for udlejning. Naturklagenævnet afviste, at der i en lokalplan kan reguleres ejer- og brugerforhold, og underkendte derfor kravet om udlejning. Ikke grundlag for at imødegå ulovlig terrænregulering indenfor strandbeskyttelseslinjen (MAD NKN). Da en mindre betydelig terrænregulering på en ejendom beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen havde bestået upåtalt af myndighederne i mindst år, fandt Naturklagenævnet, at der på grundlag af en konkret vurdering burde gives lovliggørende dispensation. Ikke dispensation til arealoverførsel indenfor strandbeskyttelseslinjen (MAD NKN) Miljøcentret afslog at give dispensation til at arealoverføre 2.58 ha med henblik på at genoprette en landbrugsejendom inden for strandbeskyttelseslinjen. Jordbrugskommissionen havde godkendt genopretningen. Selv om der normalt gives dispensation, når arealoverførslen sker af hensyn til landbrugets strukturudvikling, afslog Naturklagenævnet dispensation, idet nævnet fandt, at der ikke forelå den fornødne særlige erhvervsmæssige begrundelse for at oprette et udpræget fritidslandbrug. Nævnet henviste også til, at sagen kunne skabe en uheldig præcedens. Ekspropriation af vejret var nødvendig for virkeliggørelse af lokalplan (MAD NKN). I en lokalplan for et centerområde omfattede også nogle vejomlægninger, som medførte, at en eksisterende vejadgang ad en privat fællesvej ikke kunne opretholdes, men ejendommen skulle have vejadgang via naboejendommens parkeringsareal. Vejomlægningerne førte til, at kommunen traf beslutning om at ekspropriere vejretten. Ekspropriationen fandtes nødvendig, da der ikke hensigtsmæssigt kunne etableres anden vejadgang, og nævnet afviste, at spørgsmålet om vejadgangen var udtryk for en uhensigtsmæssig eller en uheldig planlægning var uden betydning for ekspropriationens lovlighed. Lokalplan, der foreskrev levende hegn skulle respekteres, da plankeværk væltede i storm (MAD B) En lokalplan indeholdt bestemmelser om levende hegn i skel. Et lovligt plankeværk, som var opført inden lokalplanen, væltede, og ejeren opsatte et nyt. Kommune påbød fjernelse, hvilket ejeren påklagede til Naturklagenævnet, der opretholdt afgørelsen. Ejeren anlagde herefter sag mod nævnet og gjorde gældende, at der var tale om vedligeholdelse, hvilket byretten afviste. Linkede afgørelser Vejdirektoratet Kommune kunne på baggrund af de faktiske forhold betragte en vej som en privat fællesvej, uanset, at den hverken var optaget på matrikelkortet eller kunne dokumenteres vejret. Kommunes afslag på at kræve en privat fællesvej anlagt var lovligt.

5 5 Opklassificering af private fællesveje kan ske iht. PVL 23 og der er ikke i lovgivningen præciseret, hvornår og ud fra hvilke kriterier det kan ske. Opklassificering kan ikke ske af private veje (interne veje). og opklassificering kan også varetage økonomiske hensyn (P-afgifter). Kommunalt påbud om istandsættelse af privat fællesvej i strid med en privatretlig servitut om renog vedligeholdelse kan ikke prøves af Vejdirektoratet, men gennem et søgsmål, fordi fortolkning af servitutten og om mulighed for at opsige denne hører under domstolene. Udgiftsfordelingen for istandsættelse af en privat fællesvej på landet var ikke lovlig, da kommunen havde pålagt en grundejer den fulde udgift til istandsættelse af vejen uanset, at der var flere vejberettigede brugere, endvidere skulle kommunen have opdelt vejstrækningen i forhold til privatretlige aftaler. Kommunen kunne ikke pålægge en grundejer at anlægge en overkørsel til vejen. En beslutning om at byreglerne skal anvendes, kan ikke kun omfatte en enkelt vejstrækning, men et afgrænset område. Udgiftsfordeling skal foretages med reduceret bidrag til hjørnegrunde, og det er uden betydning, om disse ejendomme har vejret til de tilgrænsende veje. Naturklagenævnet Veje i det åbne land kunne ikke nedlægges. I den første sag blev der henvist til vejens rekreative værdi og til, at hensynet til den erhvervsmæssige udnyttelse ikke kunne begrunde tilsidesættelse af hensynet til befolkningens adgangsmuligheder i området. I den anden sag lagde naturklagenævnets flertal vægt på vejens rekreative værdi og fandt, at der ikke var tilfredsstillende alternative adgangsveje, som også ville indebære en ikke uvæsentlig vejforlængelse. Der kunne ikke gives dispensation til opførelse af en varmecentral i et område, som i en lokalplan var udlagt til offentlige formål (offentlige og private fællesformål), såsom byggeri og park med udstillings-, idræts- og festfaciliteter, kajanlæg, fritids- og legeområde incl. publikumsfaciliteter, udstillingspavillioner og parkering, idet der ikke var tale om en anvendelse, der lå meget tæt op ad den, der er umiddelbart tilladt. Områdets status som by- eller landzone ikke afgørende for anvendelsen af naturbeskyttelseslovens 26 men derimod om området hvordan området opleves. Det åbne land skal i den forstand forstås som alt andet en by og bymæssig bebyggelse, dvs. såvel åbne marker som skove og naturområder.