Afgørelse i sag om sti i Odsherred Kommune

Transkript

1 UDEN STATUS Afgørelse i sag om sti i Odsherred Kommune Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 16. juni 2015 Sag NMK Referencer: Naturbeskyttelsesloven 26 A Afgørelsen træffes efter naturbeskyttelseslovens 26 a. Natur- og Miljøklagenævnet ophæver Odsherred Kommunes påbud af 11. august 2014 til ejeren af ejendommen matr.nr. [...1] [...] by, Odden, beliggende [adresse1] 14 om at fjerne et opstillet hegn over stien på ejendommen. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. 17 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet 1. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. naturbeskyttelseslovens 88, stk Lovbekendtgørelse nr. 736 af 14. juni 3013 om Natur- og Miljøklagenævnet Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. 5 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet Odsherred Kommunes afgørelse er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af ejendommens ejer. Ejeren har i klagen navnlig anført, at det er uklart om kommunens påbud er meddelt efter 26 eller 26 a, idet det som begrundelse for påbuddet er anført, at "stien mellem [adresse1] og [adresse2] har stor rekreativ betydning". Kriteriet om rekreativ betydning indgår ved afgørelser efter 26 a, men ikke efter 26. Herudover har klager navnlig gjort gældende, at stien ikke ligger i det åbne land, hvorfor den ikke er omfattet af bestemmelserne. Sagsoplysninger Den omhandlede ubebyggede ejendom er på m 2 og ligger i et i kommuneplanen udlagt sommerhusområde. Det fremgår af sagen, at kommunen på baggrund af en avisartikel i [avisen] blev kontaktet af en lodsejer i området, der oplyste, at der på ejendommen var opsat et ca. 1 meter højt vildthegn, der spærrede for færdsel ad en eksisterende sti på ejendommen fra øst mod vest ad [adresse1] til [adresse2]. Kommunen foretog på den baggrund besigtigelse. Kommunen vurderede, at stien var omfattet af naturbeskyttelseslovens 26 og foretog på den baggrund partshøring og varslede et lovliggørelsespåbud overfor ejendommens ejer. Ejendommens ejer anførte hertil, at den daværende Skov- og Naturstyrelsen den 30. juli 1999 i en udtalelse til det daværende Vestsjællands Amt vedr. fortolkning af begrebet "det åbne land" havde anført, at bestemmelsen i 26 næppe kan anvendes "på private veje og stier i udbyggede, traditionelle sommerhusområder". Denne udtalelse førte til, at amtet i en lignende sag fandt, at bestemmelsen ikke fandt anvendelse. Ejeren bemærkede endvidere, at det på kommunens hjemmeside er anført, at veje i bymæssig bebyggelse og tæt bebyggede sommerhusområder er omfattet af vejlovgivningen. Den omhandlede ejendom ligger i et tæt, udbygget, traditionelt sommerhusområde, hvorfor bestemmelsen i 26 ikke finder anvendelse. Kommunen har i den påklagede afgørelse anført, at stien, der forbinder [adresse1] og [adresse2], ligger i et stort sommerhusområde på Odden. Langs hele kysten ligger et bælte af ubebyggede beskyttede naturtyper, hede, overdrev og strandoverdrev. Stedet, hvor hegnet er opsat, er registreret som hede. På ejendommen er der endvidere trampestier, der fører mod nord ud til kysten. Den omhandlede ubebyggede ejendom, der står i direkte forbindelse med et beskyttet bælte på 3,4 km langs kysten, må efter kommunens vurdering karakteriseres som åbent land. Kommunen har henvist til Naturklagenævnets afgørelse i sag NKN , hvor nævnet udtalte, at den konkrete vurdering af, om der er tale om en placering i det åbne land, skal foretages uafhængigt af, om området er beliggende i byzone, sommerhusområde eller landzone og alene på grundlag af, om området faktisk må karakteriseres som bymæssig bebyggelse eller åbent land. Vurderingen tager efter nævnets praksis udgangspunkt i, hvorledes området opleves af de mennesker, som bor i eller (navnlig) passerer gennem område. Det afgørende er, om området opleves som en del af et byområde eller som en del af det åbne land. Det åbne land skal i den forstand forstås som alt andet end by eller bymæssig bebyggelse, dvs. såvel åbne marker som skove og naturområder. Et område kan efter omstændighederne karakteriseres som åbent land, selv om det på flere sider er omgivet af bymæssig bebyggelse. Det gælder bl.a. landskabskiler i større byområder. Kommunen har endvidere i afgørelsen anført, at anmelder har overfor kommunen har oplyst, at der siden 1972 har været en vejforbindelse mellem [adresse2] og [adresse1]. Vejen har været benyttet i forbindelse med den almene færdsel i området og den bærer tydeligt præg af stadig at være flittig benyttet. Biltrafikken blev stoppet ved udlægning af store sten i begyndelsen af 80 erne. Anmelder har endvidere anført, at [adresse1] og [adresse2] udgør den længste øst-vestgående strækning i selve sommerhusområdet, hvor Side 1 af 5

2 gående kan færdes uden at skulle gå langs kysten eller ned til hovedvejen. Hvis man i stedet vil gå udenom vil omvejen være mellem 800 og 1200 meter. Kommunen har vurderet, at stien har stor rekreativ betydning både for fastboende og for turister. Kommunen har herefter påbudt ejeren at fjerne det opsatte vildthegn senest den 15. september Klager har principalt påstået kommunens påbud ophævet som ugyldigt, subsidiært ophævet. Klager har bemærket, at et lignende påbud er meddelt ejeren af naboejendommen mod vest - [adresse2] 11. Det er i klagen bl.a. anført, at ejendommen blev udstykket i 1970 erne fra en landbrugsejendom Ifølge udstykningsplanen blev der udlagt to nye veje - [adresse1] og [adresse2]. Klagers og naboens ejendomme ligger mellem de to veje. Der, hvor den påståede trampesti forløber, fandt der på klagers ejendom opgravning af sten og grus sted, på naboejendommen var der dyrket landbrugsjord. Færdsel var derfor ikke mulig. En grundejerforening påstod i 2013 overfor klager, at dens medlemmer havde vundet hævd på at færdes til fods på den påstående trampesti, hvilket klager afviste. Men da nogle beboere muligvis kunne vinde alderstidshævd til færdsel ad stien fandt klager det nødvendigt at afbryde den faktiske, retsstridige færdsel over ejendommen enten ved sagsanlæg, ved faktiske foranstaltninger eller ved en aftale med de mulige færdselsberettigede. En sådan aftale blev tilbudt grundejerforeningens medlemmer. Grundejerforeningen svarede aldrig på tilbuddet. Klager har med henvisning til det i afgørelsen vedlagte kortbilag, og den på bilaget gule stregmarkering anført, at han er i tvivl om, hvorvidt denne markerer det hegn, som påbuddet retter sig imod, da præmisserne for påbuddet alene vedrører stien mellem [adresse1] og [adresse2]. Et påbud på baggrund af disse præmisser ville kun have været nødvendigt for den del af hegnet, der er opsat ud for den højst 0,5-0,75 meter brede påstående trampesti. Påbuddet må derfor allerede af den grund ophæves som ugyldigt. Kommunens partshøring har endvidere alene angået den påstående trampesti. Hvis påbuddet retter sig mod yderligere stier, hvis eksistens klagers bestrider, har der ikke fundet partshøring sted vedr. disse stier. Den undladte partshøring har frataget klager muligheden for nærmere at redegøre for, hvad de sandede områder er, hvor længe de har været der, og hvis de måtte være stier i naturbeskyttelseslovens forstand - deres eventuelle benyttelse historisk og i dag. Såfremt påbuddet alene tilsigter at sikre adgang til færdsel ad den påstående trampesti gøres det gældende, at påbuddet går videre end påkrævet, og af den grund er ugyldigt. Det bliver dog kun relevant, såfremt kommunen overhovedet findes at have hjemmel til at påbyde hele eller dele af hegnet fjernet. Klager har ad den subsidiære påstand anført, at det er uklart om påbuddet er meddelt efter 26 eller 26 a, idet det som begrundelse for påbuddet anføres, at "stien mellem [adresse1] og [adresse2] har stor rekreativ betydning". Kriteriet om rekreativ betydning indgår ved afgørelser efter 26 a, men ikke efter 26. I den avisartikel, som er omtalt i sagen, fremgår det bl.a. at det er "en behagelig genvej til vand og butik, der er fjernet" og "der er mange børn i området, og skal de til [person1] butik, så er de nødt til at skulle ned af den befæstede vej." Kommunens påbud er således udelukkende udtryk for, at der ud fra hensyn til bekvemmelighed og/eller trafikmæssige hensyn skal være adgang til færdsel over klagers ejendom, hvilket er i åbenbar modstrid med naturbeskyttelseslovens formålsbestemmelse. Klager har endvidere henvist til bemærkningerne til ændringen af bestemmelsen i 26 i 2004, hvoraf det fremgår, at "de ændrede formuleringer har til formål tydeliger at beskrive, at 26 ikke begrænser den ret, offentligheden har til færdsel på veje og stier, der følger af mark- og vejfredslovens 17. Af de nye formuleringer fremgår det, at bestemmelsens sigte er at begrænse ejerens adgang til ved skiltning at indskrænke offentlighedens adgang til at gå og cykle (og i ganske særlige tilfælde at ride, jf. nedenfor) på veje og stier i det åbne land". Offentlighedens adgang til stier på anden mands grund udledes således ifølge lovgiver af mark- og vejfredslovens 17. Kommunerne er ikke tilsynsmyndighed for så vidt angår denne bestemmelse, bortset fra i det særligt lovregulerende tilfælde i bestemmelsen i 26. Det fremgår udtrykkeligt af denne bestemmelse og af bemærkningerne hertil, at kommunen som tilsynsmyndighed alene kan skride ind overfor skiltning, der er i strid med 26. Om der på anden måde end ved skiltning træffes foranstaltninger i relation til færdsel ad private veje og stier i det åbne land, er kommunen uvedkommende, og kommunen har således ikke hjemmel til at forbyde sådanne foranstaltninger eller meddele påbud om at bringe foranstaltningerne til ophør. Opsætning af et vildthegn som det omhandlede er ikke skiltning i naturbeskyttelseslovens 26 s forstand og kan heller ikke sidestilles med en sådan skiltning. Klager har endvidere anført, at opsætning af vildthegnet ikke kan betragtes som en nedlæggelse af den påståede trampesti i naturbeskyttelseslovens 26 a s forstand. Lovforslaget, der indsatte bestemmelsen i naturbeskyttelsesloven, indeholder ingen bemærkninger om forståelsen af begrebet. Til "nedlæggelse" må efter klagers opfattelse i det mindste kræves, at ejeren foretager sig noget aktivt i forhold til den omhandlede vej/sti på hans ejendom, f.eks. opfræser og tilsår den, hvilket klager på inden måde har gjort. Bestemmelsen i 26 a giver kun kommunen beføjelse, såfremt der enten indgives en skriftlig meddelelse om nedlæggelse eller såfremt der sker en faktisk nedlæggelse af en vej eller sti i det åbne land uden iagttagelse af reglerne i 26 a. Klager har ikke indgivet en sådan meddelelse, dels fordi klager ikke anser opsætningen som en nedlæggelse, dels fordi den påstående sti ikke ligger i det åbne land. Såfremt påbuddet anses for meddelt efter 26 har klager herefter gjort gældende, "at bestemmelsen kun kan anvendes for så vidt angår påbud om at ophøre med skiltning og forbud mod færdsel, at klager ikke har opsat forbudsskilte, at bestemmelsen udelukkende angår veje og stier i det åbne land, at det åbne land i den forstand skal forstå som alt andet end by eller bymæssig bebyggelse, dvs. såvel åbne marker som skove og naturområder, jf. NKN , at klagers ejendom og naboejendommen, der p.t er ubebyggede, ikke udgør store sommerhusgrunde, men derimod ubebyggede enklaver i et i øvrigt såvel vest, øst som syd for fuldt ud bebygget stort sommerhusområde, at det område, hvor ejendommen er beliggende, at de mennesker, som bor eller (navnlig) passerer genne området opleves som en del af et Side 2 af 5

3 byområde, at klagers ejendom og naboejendomme således ikke kan betragtes som beliggende i det åbne land, jf. NK , og at færdsel over den påstående trampesti i særlig grad vil genere privatlivets fred, hvilket i øvrigt ikke er indgået i kommunens afgørelse." Såfremt påbuddet anses for meddelt efter 26 a har klager gjort gældende, "at bestemmelsen udelukkende kan anvendes overfor nedlæggelse af de af bestemmelsen omfattede stier, at klager ikke har nedlagt den påstående trampesti, at bestemmelsen udelukkende angår veje og stier i det åbne land, at klagers ejendom og naboejendommen ikke kan betragtes som beliggende i det åbne land, jf. ovenfor, at stien ikke har væsentlig rekreativ betydning, og at der i øvrigt allerede findes tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder, i hvilken forbindelse det bemærkes, at ønsket om fortsat færdsel kun skyldes hensyn til bekvemmelighed og/eller trafikmæssige årsager." Klager bestrider i øvrigt, at de sandede områder er "stier" i naturbeskyttelseslovens forstand. Klager betragter i øvrigt ikke påbuddet som rettet mod disse områder. Kommunen har i anledning af klagen anført, at man - uanset ejendommens beliggenhed i et sommerhusområde - finder, at den har karakter af åbent land, idet den står i direkte forbindelse med det meter brede bælte beskyttet natur langs nordkysten og som strækker sig over 3,5 til 4 km. Vejforløbet Gyvelbugten, [adresse1] og [adresse2] på godt meter har i mange år fungeret som den eneste øst-vestgående passage gennem sommerhusområdet. Den har ifølge beboerne meget stor rekreativ betydning for sommerhusejere/lejere i sommerhusene, og den benyttes flittigt. Det fremgår af luftfotos, at der allerede i 1972 var en sti på ejendommen. Benyttelsen har været så intens, at Grundejerforening Gyvelbugten i 1980 henvendte sig til politimesteren i Holbæk med henblik på at få opsat et skilt ("blind vej") for at begrænse den kørende trafik ad stien. Det resulterede i, at der blev udlagt sten, så kun gående og cyklende kunne passere. Den delvise begrænsning af trafikken har eksisteret indtil 2013, hvor hegnet blev sat op. Der er ikke umiddelbare alternative veje som offentligheden kan færdes af, hvis man ønsker at gå i øst-vestlig retning i sommerhusområdet. Mod syd kan man gå af [adresse3] - en omvej på ca meter, mod nord ud til stranden - en omvej på ca. 800 meter. Kommunen har endvidere anført, at muligheden for private lodsejere for at forhindre offentlighedens adgang ad veletablerede stier i sommerhusområder i sin yderste konsekvens vil medføre store gener i det omhandlede område og føre til en omvej på op mod 6 km langs stranden for at komme fra [adresse1] til [adresse2]. Såfremt Natur- og Miljøklagenævnet fastholder den praksis, som er kommet til udtryk i NMK vil administrationen af bestemmelsen vanskeliggøres betragtelig. Det er for det første umuligt for en borger at afgøre, hvilke stier man lovligt må færdes af, når der ikke er synlige hegn eller skel. For det andet kan denne praksis medføre en i bedste fald besværlig adgang til stranden undtagen for dem, der bor i 1. klitrække. For en kommune som f.eks. Odsherred kan det blive en trussel mod en af de største aktiviteter i turismen - adgangen til strand og vand. Klager finder ikke, at kommunen har forholdt sig til det i klagen anførte bortset fra spørgsmålet om, hvorvidt den påståede sti ligger i det åbne land. Klager har anført, at hans ejendom ikke ligger som den yderste parcel mod havet. Disse ejendomme ligger meget længere mod vest ud mod Gniben (den yderste spids af Sjællands Odde). Klagers ejendom ligger i et indiskutabelt meget tæt bymæssigt bebygget sommerhusområde. Klagers grund er blot én blandt mange sommerhusgrunde i "standardstørrelse", der ligger i første række ud mod stranden. Undtagelsen om meget store sommerhusgrunde i relation til begrebet "det åbne land" jf. NMK kommer således ikke på tale i denne sag. Klager fastholder, med henvisning til praksis, jf. NMK og NKN , at hans ejendom og i særdeleshed den del af ejendommen, hvor den påståede sti ligger, ikke ligger i det åbne land. De faktiske omveje - såvel de som afspejler et normalt færdselsbehov, som de af kommunen hævdede afspejlende et unormalt færdselsbehov på op til 800 meter - er illustreret i et vedhæftet ruteforløb. En normal omvej udgør højst 210 meter - en unormal højst ca. 660 meter. Kommunens anbringende om en omvej på op til 6 km er fremsat mod bedre vidende, idet udstykningsplanen for området har udlagt ganske mange offentligt tilgængelige adgangsarealer mod nord ned til stranden. Det bestrides, og er ifølge klager udokumenteret, at kommunen har modtaget klager fra en række sommerhusejere i området og fra to grundejerforeninger. Det er alene den omtalte avisartikel og den deri omtalte person, der har afstedkommet denne sag. Efter klagers opfattelse er der derfor kun tale om et fåtal af klager. Klager bestrider ikke, at den påståede sti har været benyttet, men afviser at benyttelsen har været intens. Klager fastholder, at den ikke har rekreativ betydning. Den har alene tjent som bekvemmelig genvej for en begrænset kreds af brugere. Kommunen har hertil anført, at kommunen med den yderste parcel mener mod havet mod nord og ikke den østlige eller vestlige del af sommerhusområdet. Efter kommunens opfattelse skal en omvej måles fra spærringen i den ene side til spærring i den anden side og afstanden skal måles ad farbare stier og ikke i fugleflugt. Klager har opmålt omvejen mod havet til 780 meter som en løberute i fugleflugt, kommunens opmåling på kommunens kortværk viser en omvej på 840 meter i stedet for at skulle gå de 80 meter ad stien. Kommunen har vedlagt et kortbilag, der viser ejerforholdene på arealerne langs kysten og de ubebyggede kiler, der forløber øst-vest fra strandarealerne ind mod vejene, der stort set alle er ejet af grundejerforeninger. Kommunen ejer et enkelt areal ud mod havet omkring [adresse4]. Der er ikke på udstykningsplanen eller i den tinglyste deklaration angivet offentlige arealer mod nord til stranden. Såfremt grundejerforeningerne, der ejer arealerne mod havet beslutter, at offentligheden ikke må benytte kilerne, vil omvejen i yderste konsekvens blive op mod 6 km, som kommunen allerede har anført. Der er flere grundejerforeninger i området, der ønsker at offentligheden skal holde sig væk fra deres arealer. Kommunen har under sagens behandling kontaktet formanden for Grundejerforeningen [...], som overfor kommunen har tilkendegivet, at han Side 3 af 5

4 udtaler sig på foreningens vegne. Det er ikke kun medlemmer af grundejerforeninger, der er utilfredse med spærringen af stien, også andre beboere i området har klaget. De lokale beboere og andre der færdes i området har overfor kommunen oplyst, at stien er meget benyttet og har rekreativ betydning. Klagers påstand om det modsatte er udokumenteret. Kommunen er fortsat af den opfattelse, at klagers ejendom og naboejendommen mod vest, der begge er ubebyggede, i forbindelse med de åbne arealer mod nord har karakter af åbent land, og at der i forbindelse med spærringen ikke er anvist et tilfredsstillende alternativ. Klager har fastholdt, at en normal omvej højst udgør 210 meter. Kommunens synspunkter, der fører til længere omveje, er fortænkte. Ved vurderingen af alternative adgangsveje skal der tages udgangspunkt i de faktiske, aktuelle muligheder. Kommunens fortænkte scenarier om grundejerforeningers potentielle hindring af adgang ad de nuværende mange adgangsveje mod nord til kysten afvises. Det fastholdes, at formålet med de mange fællesarealer i henhold til udstykningsplanen for området netop har været at sikre offentligt tilgængelige adgangsarealer til stranden mod nord. Klager fastholder, at kommunen ikke har dokumenteret intensiteten af benyttelsen af den påståede sti, og at denne har rekreativ betydning. Natur- og Miljøklagenævnet bemærkninger og afgørelse I sagens behandling har deltaget Natur- og Miljøklagenævnets 10 medlemmer: Line Theil Elikofer (formand), Ole Pilgaard Andersen, Pelle Andersen-Harrild, Jeppe Brogård, Torben Hansen, Henrik Høegh, Iver Pedersen, Marianne Højgaard Pedersen, Peter Thyssen og Henrik Waaben. Efter naturbeskyttelseslovens 73, stk. 1, påser kommunen overholdelsen af loven og af de regler, der er udstedt efter loven. Kommunen skal som tilsynsyndighed foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. lovens 73, stk. 5. Kommunens tilsynsafgørelser efter 73, stk. 5, kan ikke påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovens 78, stk. 1. Efter nævnets praksis kan tilsynsafgørelser dog påklages for så vidt angår fortolkningen af lovgrundlaget, herunder om et konkret forhold er ulovligt. Ifølge naturbeskyttelseslovens 26, stk. 1, er veje og stier i det åbne land åbne for færdsel til fods og på cykel. Ejeren kan ved skiltning efter bestemmelsen i mark- og vejfredslovens 17 helt eller delvis forbyde færdsel, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. Adgang sker på eget ansvar. Bestemmelserne fik sin nuværende formulering ved en ændring af naturbeskyttelsesloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2004, idet begrænsningen "anlagte" og "befæstede" ifølge lovforslagets bemærkninger hverken findes umiddelbart forståelige eller nødvendige. Det er anført i bemærkningerne, at "betegnelsen veje og stier dækker over permanente, menneskeskabte færdselsbaner, og at midlertidige kørespor, dyreveksler, brandbælter, indkørsler til gårdspladser, havegange og lignende ikke er omfattet af færdselsretten..." Ved denne ændring af naturbeskyttelsesloven blev der ligeledes indsat en ny bestemmelse i lovens 26 a, hvorefter nedlæggelse af gennemgående veje og stier, og veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, tidligst må ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til amtsrådet (nu kommunalbestyrelsen). Kommunalbestyrelsen kan, jf. stk. 3, træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Det fremgår af lovbemærkningerne, at gennemgående veje og stier omfatter veje og stier, der kan indgå i et ruteforløb, fordi den besøgende ikke er `tvunget til at benytte samme strækning på ud- og hjemturen. Af lovbemærkningerne fremgår desuden, at der ved vurderingen af, om en vej eller sti har væsentlig rekreativ betydning, ikke alene lægges vægt på, hvor mange der benytter vejen, men at bedømmelsen heraf må bero på en konkret vurdering af den rekreative betydning, de alternative adgangsmuligheder og af de omstændigheder, der lægger til grund for ønsket om nedlæggelse. Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsen i 26a, at den er begrænset til veje og stier i det åbne land. Bestemmelsen må ses i sammenhæng med og som supplement til bestemmelsen i 26, der udtrykkeligt angiver, at den gælder for veje og stier i det åbne land. Hertil kommer, at lovbemærkningerne klart indikerer, at bestemmelsen vedrører veje og stier i det åbne land. Der henvises herved til naturbeskyttelsesloven med kommetarer af Veit Koester side 634. Natur- og Miljøklagenævnet finder på den baggrund, at bestemmelsen alene finder anvendelse på veje og stier i det åbne land. Natur- og Miljøklagenævnet har i en række afgørelser om reklameskilte i det åbne land, jf. lovens 21 fastlagt, at den konkrete vurdering af, hvornår der er tale om det åbne land, skal foretages uafhængigt af, om området er beliggende i byzone, sommerhusområde eller landzone og alene på grundlag af, om området faktisk må karakteriseres som bymæssig bebyggelse eller åbent land. Vurderingen tager efter nævnets praksis udgangspunkt i, hvorledes området opleves af de mennesker, som bor i eller (navnlig) passerer gennem område. Det afgørende er, om området opleves som en del af et byområde eller som en del af det åbne land. Det åbne land skal i den forstand forstås som alt andet end by eller bymæssig bebyggelse, dvs. såvel åbne marker som skove og naturområder. Den i sagen omhandlede ejendom er ubebygget og ligger i et øvrigt udbygget sommerhusområde, der er omfattet af kommuneplanramme 1 S2. Dele af ejendommen er omfattet af naturbeskyttelseslovens 15 om strandbeskyttelseslinjen. Ejendommens ejer har opsat et vildthegn over en eksisterende sti på ejendommen. Vildthegnet forhindrer offentlighedens adgang ad stien. Stien er en del af et gennemgående vej-/stiforløb [adresse5], [adresse1] og [adresse2] på godt m, som forløber parallelt med kysten i øst-vestgående retning. Der er utvivlsomt tale om en permanent menneskeskabt færdselsbane, der som sådan omfattet af 26 og 26 a. Opsætning af vildthegnet - uden en oplukkelig låge - er at betragte som en nedlæggelse af stien i lovens 26 a s forstand, og afgørelsen skal således træffes efter denne bestemmelse. Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt vej-/stiforløbet over klagers ejendom ligger i det åbne land. Daværende Skov- og Naturstyrelsen har i en udtalelse af 30. juli 1999 til det daværende Vestsjællands Amt udtalt, at "det med ordvalget "det åbne land" næppe kan antages, at private veje og stier i udbyggede, traditionelle sommerhusområder er omfattet af bestemmelserne om offentlighedens adgang til at færdes på veje og stier i det åbne land efter naturbeskyttelseslovens 26. Der kan imidlertid godt tænkes sommerhusområder, hvor sommerhusene ligger så spredt, at området har karakter af åbent land". Naturklagenævnet og Natur- og Miljøklagenævnet har også i flere sager udtalt, at udbyggede sommerhusområder normalt må betragtes Side 4 af 5

5 som bymæssig bebyggelse i lovens 26 s forstand, uanset der er tale om relativt store grunde og området som sådant har karakter at naturgrunde. Nævnet har endvidere udtalt, at bestemmelsen efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse i udbyggede sommerhusområder med meget store grunde. På hovedparten af strækningen forløber den omhandlede øst-vestgående vej/sti gennem områder med bebyggelse på begge sider, som klart må karakteriseres som bymæssig bebyggelse. Den omhandlede ubebyggede sommerhusgrund samt de ligeledes ubebyggede nabogrunde på [adresse1] 12 og [adresse2] 11 ligger som en åben "kile" i det i øvrigt udbyggede sommerhusområde. Vejen/stien er på disse ejendomme placeret umiddelbart op mod sommerhusbebyggelsen mod syd og grænser mod nord op til det åbne naturområde ud mod kysten. Natur- og Miljøklagenævnet finder, at der i overensstemmelse med nævnets praksis må lægges afgørende vægt på vejens/stiens beliggenhed i et udbygget sommerhusområde. Det forhold, at der i området findes enkelte ubebyggede grunde, som vejen/stien passerer igennem, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til, at bestemmelsen i 26 a finder anvendelse på det omhandlede vej-/stistykke. Herefter ophæves Odsherred Kommunes påbud af 11. august Det bemærkes, at Natur- og Miljøklagenævnet herved alene har taget stilling til offentlighedens adgang ad stien efter bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven. Stien har efter det oplyste været benyttet af en række beboere i området i en længere årrække. Spørgsmålet om disse beboere har en hævdvundet ret til færdsel ad stien må i givet fald afgøres ved et civilretligt søgsmål. Side 5 af 5