Nykøbing 1930 fra Holbæk Amts Venstreblad. Et jubilerende Ægtepar Økonom Nielsen og Hustru, Nykøbing Sygehus.

Transkript

1 Omtale 14/10 (fuldt gengivet) 80 Aar i morgen I Morgen, den 15. Oktober runder Malermester A. Jørgensen, Nykøbing, et særligt spidst Hjørne, idet han fylder 80 Aar. Og nægtes kan det ikke, at Aarene bar bidt Mærker i Fødselsdagsbarnet. Haar- og Skægfarven falder slemt i det lyse, og Gang og Holdning er heller ikke slet saa spændstig som for 50 Aar siden. Men naar man har noteret disse ydre Kendsgerninger, maa man indrømme, at aflægs i dette Ords egentlige Betydning er Maler Jørgensen ingenlunde. Da han for ikke saa meget længe siden fejrede sit 50 Aars Jubilæum som Haandværksmester her i Byen, gav vi en udførlig Skildring af hans Liv og Virke baade som Haandværker, Kommunalmand, Politiker og som mangeaarigt Medlem af Skatteraadet. Og vi skal ikke ved denne Lejlighed gentage, hvad vi den Gang berettede, men nøjes med at notere den Kendsgerning, at selv om Fødselsdagsbarnet har sagt Farvel til Størstedelen af hans Ungdoms Virkefelt, saa har han ingenlunde mistet Interessen herfor. Malerpenslen kniber det svært for ham at lade ligge. Vel har han for flere Aar sidén solgt sin Forretning. Men Farverne øver dog stadig en dragende Magt over ham, og i sine ledige Stunder sysler han som Kunstmaler, og fra hans Haand foreligger ikke faa smukke Produktioner. Men ogsaa for det offentlige Livs Foreteelser nærer Jørgensen en usvækket Interesse og er altid parat til at drøfte et og andet af de Spørgsmaal, det være sig kommunalt som politisk, der er oppe i Tiden. Og han er en storslaaet Lokalpatriot. Den By, hvori han i de mange Aar har haft sit Virke, den elsker han, og han skyr ingen Anstrengelse for at gavne den, hvor det staar i hans Magt. Og har han undfanget en Ide, som han mener fører mod Maalet, saa arbejder han energisk derfor uden Hensyn til hvad Kreti eller Pieti mener. Jørgensen er nemlig og har alle Dage været en selvstændig og selvtænkende Personlighed. Kunde han ikke faa sine Meninger til at gaa med Strømmen, saa var han ikke bange for at gaa mod den. Malermester Jørgensen har alle sine Dage været en Pryd for Haandværkerstanden, den han satte en Ære i at tilhøre. Og han har været og er sin By og sit Samfund en god Borger. Saaledes anerkendes han, og saaledes vil han blive fejret paa Fødselsdagen i Morgen. Og som mangeaarig Husven melder Venstrebladet sig med disse linier i Gratulanternes Skare. Omtale 30/10 (fuldt gengivet) Et jubilerende Ægtepar Økonom Nielsen og Hustru, Nykøbing Sygehus. Ved Amtsraadets Møde i Gaar vedtoges det at ansætte Maskinsnedker Jacob A. Nielsen som Økonom ved Amtssygehuset Nykøbing Sj. Saaledes lød den officielle Meddelelse, som Bladene fik fra det lukkede Amtsraadsmøde i September Og havde denne Meddelelse ikke foreligget, vilde vi næppe i Dag have været i Stand til at meddele vore Læsere, at der paa Lørdag er Jubilæum paa Sygehuset. Økonom Nielsen og Hustru er nemlig alt for beskedne Mennesker til, at de blot med en Mine skulde røbe, at en saadan Højtidsdag var forestaaende. Jubilæet gælder nemlig dem begge. Skulde man omskrive Titulaturen efter Nutidens Sprogbrug, vilde Nielsen faa Titel af Sygehusforvalter og Fruen af Økonoma; thi saaledes falder netop deres Virksomhed, og saaledes er den falden i de forløbne 25 Aar. Der var maaske nok en og anden, der ved

2 AnsætteIsen tvivlede om, at Ægteparret evnede at fylde denne betydelige og ansvarsfulde Plads; men blandt de mangfoldige Mennesker, som i disse Aar har nydt godt af deres Virksomhed, hersker der i Dag kun en Mening, nemlig den, at mere velskikkede Mennesker til denne Opgave kunde ikke findes. Den Mening deles af alle, som paa en eller anden Maade har haft med Sygehusets Forvaltning at gøre og den deles af de Tusinder af Patienter, som de har haft under deres Varetægt. Vel sandt, for Patienterne spiller Læger og Sygeplejersker i første Række en Rolle, men af stor Betydning er ogsaa den Virksomhed, der falder ind under Forvalterens og Køkkenchefens Domæne. Og netop i disse sidste Regioner har Fru Nielsen i disse mange Aar udfoldet en Virksomhed, som fortjener den største Paaskønnelse. At lede et Sygehuskøkken paa tilfredsstillende Maade er nemlig ikke enhver Kvindes Sag. Til et saadant Hverv hører baade Kløgt, Omtanke, Arbejdsmod og Evner til at have et Øje paa hver Finger; ogsaa paa Medhjælpens. Det er maaske ikke alle, der gør sig klart, hvad det vil sige Dag ud og Dag ind at skulle fremstille flere Slags Mad, afpasset efter de forskellige Patienters Behov og med den pinligste Overvaagen af alle hygiejniske Hensyn. Men for Fru Nielsen klikkede denne Opgave aldrig. Et gammelt Ord siger nok, at det er ingen Sag at lave Mad, hvor der er nok at tage af. Og selvfølgelig er der aldrig Tomhed i Fru Nielsens Fadebur. Men til hendes mange værdifulde Egenskaber hører denne, at hun forstaar at disponere under Hensyn til en forstandig Økonomi, saa der paa hendes Domæne intet gaar til Spilde. Og at hun er en Knag til at forestaa de daglige Indkøb, er et Skudsmaal, som alle Sygehusets Leverandører vil give hende, maaske nok i Mindet om en eller anden lille Skærmydsel, hvor Fru Nielsen altid gik af med Sejren. En Ting til skal nævnes, forinden vi forlader Fru Nielsen. Hendes moderlige Omsorg for de unge Mennesker, hun har til sin Disposition. Mange unge Piger har i disse 25 Aar haft deres Gerning i Amtssygehusets Køkken. Myndig og bestemt har Fru Nielsens Optræden altid været overfor disse. I Arbejdet gik hun foran og viste Vejen. Sløseri af nogen som helst Art var banlyst fra hendes Enemærker. Men viste de unge Piger sig pligtopfyldende i deres Gerning var Sygehuset et godt Hjem for dem i alle Henseender. Og rundt i Landet sidder mange Kvinder, der med Taknemlighed mindes den Opdragelse og den Omsorg de var underkastet hos den myndige Frue paa Sygehuset. Desværre har vaklende Helbred i de senere Aar hæmmet hende en Del, saa hun meget mod sin Vilje maatte antage en Assistent, hvilket dog ikke forhindrer, at Fru Nielsen stadig er den ledende Kraft. Lige saa samvittighedsfuld og omhyggelig som Fruen er paa sine Enemærker, er Jacob A. Nielsen det paa sit Omraade, hvilket vil sige Regnskabsvæsenet. Inventarieforvaltningen, kort og godt hele det ydre Apparat i og omkring Sygehuset. Hans Virksomhed falder maaske nok mere i det skjulte, men er derfor ikke mindre værdifuld. De Besøgende møder ham kun naar de af en eller anden Grund har Ærinde paa Kontoret og der træffer de altid den stilfærdige, korrekte Kontormand, men tillige den forekomne og hjælpsomme Person, altid parat til at være saavel Patienter som disses Paarørende til Nytte og Hjælp, hvor det er muligt. Og Patienterne kender ham fra hans smaa korte Besøg paa Sygestuerne, hvor hans venlige Nik, lyse Smil og undertiden en gemytlig Skæmt lyser op som Solstraalen. Men ellers er det for en stor Del i Sygehusets ydre Eksteriør, man mærker Økonom Nielsens Indsats. I Gaard og Have trættes han aldrig af Arbejdet for at skabe en Ramme omkring Sygehuset saa venlig og hyggelig som mulig. Til en Begyndelse var denne Opgave ganske vist uløselig, dertil var Forholdene i og ved det gamle Sygehus alt for smaa og primitive. Men da det nye Sygehus i 1912 stod færdigt, oprandt en ny og bedre Tid for Økonom Nielsen. Ganske vist en Tid med forøget Arbejde, men ogsaa med Mulighed for at alle hans Evner til at skabe Hygge kunde udfolde sig. Men forøvrigt spænder hans Interesse over baade det udvendige og det indvendige, og i sine Bestræbelser for at gøre Sygehuset saa fuldkommen som muligt, bliver han aldrig træt. Der gaar sjældent noget Aar hen, hvor ikke Sygehuslæge Madsen og Økonom Nielsen har udpønset en og anden Forbedring, og i Reglen falder det i den sidstes Lod at forelægge Planerne for Sygehusbestyrelsen. Og næsten altid er hans Argumentation saa overbevisende, at han finder Gehør, hvad enten det drejer sig om Udgifter til faa Hundrede Kroner, eller til adskillige Tusinder. Hermed være dog ingenlunde sagt, at han er en dyr Administrator, tværtimod er Nykøbing Sygehus et af Amtets billigste at holde i Drift, og dette skyldes i høj Grad det jubilerende Ægtepars store Paapasselighed paa alle Omraader, og det betydelige personlige Arbejde, de udfører. Helt har Nielsen aldrig kunnet sige

3 Farvel til Høvlebænken, og hans Puslen her har gennem Aarene sparet Amtet for mange Penge. Men forøvrigt anser han det simpelt hen for en Pligt at passe paa som en Smed selv overfor alle Smaating. Og et mere pligtopfyldende Menneske end han vil ikke være let at finde. Det siger sig selv, at en Mand med disse fortrinlige Egenskaber har vanskeligt ved at blive fri for at blive taget i Brug ogsaa i det offentlige Liv, skønt Gud skal vide, at han aldrig har trængt sig i Forgrunden valgtes han ind i Byraadet som Repræsentant for det radikale Venstre, og i 1917 genvalgtes han. Men desværre tvang et Sygdomsanfald ham til at træde tilbage inden Periodens Udløb. Senere har han haft Sæde i Værgeraadet, i Havneudvalget o. m. m. Om disse offentlige Virksomheder kunde der skrives et helt Kapitel. Men det er som Sygehusøkonom, han jubilerer og derfor nøjes vi med at holde os til det. Dog en Ting skal fremhæves, nemlig hans store Hjælpsomhed mod alle, der uforskyldt er kommen i Nød. Nogen Krøsus har han aldrig været, men desuagtet har mangfoldige Mennesker hentet Raad og økonomisk Bistand hos ham. Om begge Ægtefæller gælder nemlig, at de er yderst strenge i Kravet til dem selv; men forstaaende og overbærende i Bedømmelsen af andre. Vi ved os da ogsaa i Overensstemmelse med Tusinder af vore Læsere, naar vi slutter denne Jubilæumsartikel med en Tak til Økonom Nielsen og hans Frue for den Indsats, de i de 25 Aar har øvet baade i og udenfor deres Embedsgerning, og til denne Tak føjes et oprigtigt Ønske om, at de endnu i mange Aar maa have Kræfter til at fortsætte deres velsignelsesrige Virke. Omtale 11/11 (fuldt gengivet) Det gamle Postbud Landpost Peter Petersen, Nykøbing, har indgivet Ansøgning om Afsked og denne er ham bevilget fra 1. Februar. Peter Petersen blev ansat som Landpost, da han var 27 Aar gl., og nu er han 67, altsaa har han i samfulde 40 Aar vandret rundt med Tasken og været den daglige og længselsfuldt ventede Budbringer i de mange Hjem. Da Petersen begyndte sin Virksombed, var Postdistributionen ikke slet saa udviklet som i vore Dage. Postsagerne kom pr. Deligence til Nykøbing fra Holbæk eller Jyderup, hvilket selvsagt ikke skete med Ekspresfart, og naturligvis kom hverken Breve eller Aviser i en saadan Mangfoldighed som i vore Dage. Som Følge deraf kunde Postbudene den Gang overkomme noget større Distrikter end nu. Men naar man hører, at Peter Petersen havde en Rute, der gik fra Nykøbing gennem Strandhusene, Skaverup, Brent, Svenstrup Hestehave, Asminderup og over Staarup tilbage til Udgangsstedet, vil vistnok de fleste indrømme, at det var en daglig Spadseretur, der nok kunde tage paa sin Mand, naar han uden Hensyn til Vejr eller Vind skulde gennem en saadan Rundtur. Tilmed var Betalingen, der blev ydet, kun saare ringe. Men Peter Petersen var en kraftig Natur og i Besiddelse af et godt Humør, to Ting, som i Forening hjalp ham over alle Vanskeligheder, men som tillige gjorde ham velset og afholdt i de mange Hjem, hvor han havde sin daglige Færd. Da Postbesørgelsen kom ind i mere civiliserede Former, gik Petersen i mange Aar paa Nykøbing-Nakke-Ruten, og

4 har nu i en Aarrække besørget Ruten Nykøbing- Nygaard. Skønt Helbredet i de senere Aar har slaaet Klik flere Gange, har Petersen dog ikke kunnet bekvemme sig til at sige Farvel til sin daglige Dont før nu og give sig hen til den Aldershvile, han saa vist i fuldt Maal har fortjent. Omtale 29/12 (fuldt gengivet) Lærlingekaar for 50 Aar siden. Gamle Snedker Karl Madsen, Odden, fortæller. Fra den gamle Snedker Karl Madsen, Odden, har vi modtaget nedenstaaende Skildring af Læredrengenes Kaar for et godt halvt Hundrede Aar siden. Jeg lærte Professionen hos Snedkermester J. L. Nykøbing. Vor Arbejdsdag begyndte Kl. 4 3/4 om Morgenen, og der stod da paa Høvlebænken en Kop Kaffe og et Stykke Kandis til hvert af os fem læredrenge. Saa kunde vi kile paa til Kl. 8, hvor vi fik serveret Frokost, i Reglen to Rundtenommer amerikansk Fedtebrød pr. Mand samt atter en Kop Kaffe med Kandis. Middagen fik vi Kl. 12, den blev serveret i en Terrin, hvis Indhold ikke svarede til Mandskabet. Var de første ikke forsigtige med at øse op, blev der i Reglen ikke noget til den sidste. Serveringen foregik paa den Maade, at vi havde en Bordplade, som vi lagde tværs over min Høvle bænk og saa satte vi os paa hver en Enben, i Lighed med en Brolægger- skammel, kun meget højere. Naar vi var færdig med Maaltidet, tog vi en Haandfuld Høvlespaaner og gned Bordpladen af, og anden Rengøring fik den ikke. Spisetiden var 3/4 Time til Middag og ½ Time til Frokost og Aftensmad. Den sidste bestod af 2½ Rundtenom amerikansk Fedtebrød med røget Hestekød. Var der en enkelt Gang Smørrebrød med Ost, saa var Paalæget saa tyndt som Papir, høvlet til med en Ostehøvl. Til Aftensmaden, som vi indtog Kl. 5, vankede hverken Kaffe eller The. Efter dette Maaltid arbejdede vi igen til Kl. 8 og derefter gik mindst en halv Time med at gøre Værkstedet rent, saa det var en lang Arbejdsdag og streng var den jo ogsaa, idet man ikke den Gang kendte de arbejdsbesparende Maskiner. Om Søn- og Helligdagene maatte vi arbejde til Middag. Forsøgte vi at knibe os en Frisøndag ved at bede om Tilladelse til at gaa i Kirke, naar der var Formiddagsgudstjeneste, blev vi vinket af med et: Du kan vente til næste Søndag, saa er der Eftermiddagsgudstjeneste. En Gang var jeg meget syg og bad om at faa Doktor. Mester kom da ind til mig og sagde: Du er vist ikke saa farlig syg. Du spiser jo da din Mad. Da jeg svarede, at jeg ingen Mad havde spist, maatte de andre Læredrenge gaa til Bekendelse, at de havde spist min Portion med. Som Følge deraf fik vi Løfte om, at vi skulde faa Stykkerne noget tykkere herefter. En Middag sendte vi Bud ind efter Gafler og Knive og spurgte samtidig, hvilken af os der ingen Mad skulde have. Vi var fem, men der var kun fire Tallerkener Mad. Vi fik det Svar, I al vi skulde dele, og fik ikke mere. Næste Dag holdt Mester en Tordentale til os, fordi vi havde forlangt Gafler og Knive, og fortalte os, at mens han var i Lære maatte han slæbe Kødet itu paa et Brædt. Han spurgte sluttelig om vi havde noget at klage paa Maden, og jeg svarede da, at forleden var der Maddiker i Hestekødet, hvilket de andre Læredrenge kunde bevidne. Men Mester svarede, at dem brød han sig ikke om at have som Vidner. Men du kunde jo tage din Kniv og knitte Maddiken væk. Naar vi skulde spise til Aften om Vinteren, maatte vi ikke have Lys, men skulde sidde i Mørke. En Aften havde jeg

5 overtraadt Forbudet og ladet min Lampe brænde, men det varede ikke fem Minutter før Mester var der og slukkede Lampen, og saa fik jeg en Tordentale. Vi maatte ikke bruge Tændstikker. Naar vi skulde lave Ild, havde vi en lille Kasse med Høvlspåner og en gammel Savfil og en Flintesten, Naar vi skulde tænde Lampen, satte vi Filen ned i Spaanerne, slog et Slag med Flintestenen, saa en lille Gnist faldt ned i Spaanerne. Den pustede vi saa paa til der gik Ild i Spaanerne. Vi tog saa en og tændte Lampen ved, hvorefter vi kom nye Spaaner paa og satte Laaget paa, og saa var Fyrtøjet klar til næste Gang. Efter Fyraften maatte vi have én Lampe paa vort Kammer, men saa skulde vi gaa i Seng. Om Søndagen og naar der var Fest i Byen mødte Mester Kl. 10 og visiterede, om vi var i Seng og derefter tog han Nøglen med sig. Var der saa nogen ude og vilde ind, kunde de komme til ham. Vi blev forbudt at hænge Gardiner for Vinduet ud til Gaden. Han vilde nok se, hvad vi foretog os om Aftenen. Den 23. November 1878 aflagde jeg Svendeprøve paa Raadhuset i Nykøbing og fra den Tid skete en mægtig Forandring i min Tilværelse. Jeg fik nu eget Værelse, spiste sammen med Mesters Familie og det var rigtignok en Forandring, der forslog noget. Men en Ros skal min gamle Læremester have. Man lærte Haandværket godt hos ham. Det var han saa bekendt for, at en Svend, udgaaet fra hans Værksted, havde let ved at faa Arbejde baade i København og i Provinsen.