SELVETS FRIHED ET ESSAY

Transkript

1 SELVETS FRIHED ET ESSAY

2 ANTROPOVOX SELVETS FRIHED ET ESSAY Dette essay udgør sammen med essayet Moralens Spaltning, Bind II og er afslutningen af Essaysamlingen SELVET, hvor de tre første essays udgør, og henvises til som, Bind I. Vi vil i dialektisk refleksiv reference til Hans-Jørgen Schanz's; Frihed og indledningen af Hegels; Retsfilosofi, undersøge om begrebet 'selvets frihed' kan siges at have en essens/en substans og løbende slå feedbacksløjfer tilbage i værket vedrørende, for Den Neoæstetiske Position, væsentlige udsagn. Vi vil således i Hegels sprogbrug; frit gå ud af vort selv, for vort selv, for at vende tilbage i vort selv og forlige os med modsætningerne, uden at skille os fra dem, i en dyb og inderlig refleksiv dialektisk bevægelse - selvets frihed? ANTROPOVOX: SELVETS FRIHED. Forlaget MAJJA Tilgængelig på www. antropovox. dk. Forside: 'Where' af Karim Loberg Jakobsen

3 "Tilføjelse (H,G). Fuldstændighed betyder den fuldendte samling af alle enkeltheder, der hører til en given sfære, og i den forstand kan ingen videnskab eller kundskab gøre krav på fuldstændighed. Hvis man nu siger om filosofien eller om en eller anden videnskab, at den er ufuldstændig, ligger det ligefor at tro, at man må vente på, at den resterende del kan føjes til, for det bedste står måske endnu tilbage. Det er dog ikke en fremgangsmåde, der er befordrerne for fremskridtet,... Man kan altid i en ledig stund af refleksion gøre gældende, at enhver lovsamling kan forbedres, eftersom det er muligt at forestille sig det herligste, det højeste og det skønneste som endnu herligere, endnu højere og endnu skønnere. Men et stort gammelt træ forgrener sig stadig videre uden derfor at blive et nyt træ; og dog ville det være forrykt ikke at plante et nyt træ, fordi det kunne finde på at sætte nye grene." Hegels Retsfilosofi, ( 216). (17). ~ O ~ Kære MM. Vi vil, i vor undersøgelse af selvets frihed - eller rettere - selvets frihed i den neoæstetiske position (DNP) - det neoæstetiske selvs frihed, som vanligt indtage en dialektisk reflekterende position ift. blandt andre Hegel, men også til vor samtids/nutids opfattelse af frihed generelt, som den kommer til udtryk i: Hans-Jørgen Schanz's: FRIHED. Århus Universitetsforlag Vi vil betragte/udlægge udsagnene i dette værk som et eksempel på en videnskabelig begrebsliggørelse af vor samtids (idéhistoriske) opfattelse af frihed, idet Schanz er professor i idéhistorie på Århus Universitet, på hvis forlag skriftet er udgivet. 'Schanz' siger; Citat: "Den østrigske filosof Ludvig Wittgenstein sagde engang, at ord kunne blive så slidte, at de burde sendes til rensning.... Det gør jeg i denne lille bog. Jeg vil skure mudderet af de værste misforståelser og dybderense begreberne, så du kan se, hvordan Vestens moderne politiske frihed opstod...." (Schanz s.7) (18). Kære MM. Vores fokus er ikke politisk frihed, men et spadestik dybere; selvets frihed, hvilket indsigt i er en forudsætning for at kunne tale om f.eks. politisk frihed. Spørgsmål som: 'Vi kan gøre hvad vi vil, men kan vi ville hvad vi vil', stiller epistemoontologiske krav til 'selvets evne til i og for sig at reflektere/filosofere ordentligt', som en samskrivning af Hegel og Descartes ville udtrykke det. Du ved (kære MM) 'under evighedens synsvinkel' osv. Er det at kunne filosofere selvets frihed? Spørgsmålet bliver så om alle kan det, - er det et rimeligt krav til begrebet; selvets frihed, og hvad forstår vi ved ordet begrebet? Alle sådanne typer dialektiske spændinger vil bestå i selvet, som den første forudsætning for dette potentiale - talent om du vil. Spørgsmålet er i så fald ikke hvad du filosofere om, eller hvad din filosofi er, men - om du kan filosofere. Og hvad forstår vi ved ordet om? Lignende ordspil - menneskelige relationsmæssige betingelser, er selvfølgelig den væsentligste betydning af/for sproget, men hvad er sprogets betydning for selvets frihed, er selvets frihed alene relateret til/afhængig af sproget/selvets intelligible sans i DNP? Citat: 2

4 "En sten kan være i frit fald, en flod kan flyde frit, en høne kan være fritgående, og en hest kan have frihed, hvis den lever vildt. Men ingen af naturens øvrige fænomener har som mennesket frihedsbevidsthed - bevidsthed om at være eller kunne være fri.... Derfor er det kun mennesket, som i strengeste forstand kan have frihed.... Sproget gør at vi ikke bare som dyrene handler i verden,... Mennesket er det eneste væsen, der ikke bare har bevidsthed, men selvbevidsthed, hvor både bevidsthed og selvbevidsthed er sprogligt formidlet.... Sproget giver også den menneskelige frihed en særlig form for tidslighed, der er væsentlig for frihedsbevidstheden. Et menneske kan fortælle om sin oldefars oplevelser og handlinger under Første Verdenskrig - det kan en kanin ikke. Ingen andre levende væsener har historisk bevidsthed eller erindring." (Schanz s ). Kære MM. Filosofien, og her idéhistorien, har igennem alle tider været fyldt med dyreanalogier, eller rettere diverse egenskaber hos mennesket som dyr ikke har. Eller dyr tillægges evner og handlingsmønstre som de reelt ikke har (som vi så under behandlingen af Hume i Moralens Spaltning (s.12-13)). Disse 'dyreanalogier' fremstår i vor tid som antropomorfier/menneskeliggørelser; altså, hvis vi betragter kaninen som en 'menneske art' - måler kaninens menneskelige egenskaber osv. Kaninen er her, på mere end en måde, et 'let bytte'. Anderledes ser det ud når vi, med den viden vi har i dag, fordyber os i højerestående arters brug af værktøj, sprog, intelligens oa. Her bliver det mere og mere vanskeligt at opretholde menneskehedens hidtidige opfattelse af, de af homo sapiens, underlegne/undertvungne arter. Som udtrykt under behandlingen af Descartes (BI s.5), er det en logisk norm, at 'mennesket har en prærefleksiv/primærproces/før sproglig oplevelse af eksistens'. Selvbevidsthed er således ikke primært sprogligt formidlet, men kan selvfølgelig sprogliggøres, i sekundærprocesserne. Ligesom andre højtstående arter helt givet også har en prærefleksiv oplevelse af eksistens/ selvbevidsthed. Vi finder næppe, kære MM, en zoolog, som hyppigt har brugt et livslangt arbejde på studier af primater som gorillaer, chimpanser og orangutanger, eller andre dyr som hvaler, ulve eller deres domesticerede slægtning hunden, som vil give Schanz ret i hans yderst forenklede, mangelfulde, måske endog fejlagtige, oplevelse/fremstilling af dyrene som 'kun handlende i verden' uden 'selvbevidsthed', og lur mig om ikke hvalen, som tilbringer 80 år i verdenshavene, sanser en tidslighed, ligesom orangutangen helt givet har frihedsbevidsthed. Men kære MM, hvis selvbevidstheden ikke primært er sprogligt formidlet, så er den det selvfølgelig sekundært, ligesom alt hvad jeg skriver her, til dig, er det. Spørgsmålet bliver så; hvor god en formidler er sproget, fornuften eller den intelligible sans i DNP, og hvad er det der formidles, hvor kommer det fra? Som vi tidligere, flere gange, har været inde på (BI s.14 og primærprocesser generelt) er kognition udviklet senest og sekundært til perception og emotion. Udviklingen af sansning og følelser 3

5 dominerer hele barnets første leveår, til det hen imod slutningen opnår selvbevidsthed i opløsningen af den medfødte symbiotiske tilstand. Fra delobjekt til helobjekt, som det hedder Kleiniansk. Først herefter tager udviklingen af sproglig realitetsstyret tænkning fart og dermed udviklingen af den 7. sans, den intelligible (i DNP), som har til opgave at samordne og formidle sansning og følelser som en leder blandt ligemænd. Men kære MM, hvis vi med/i vores fornuft skal udøve selvkritik, hvor god en formidler, af sansning og følelser, er vores fornuft/intelligible sans så egentlig? Kan vi nogensinde med ord beskrive det vi sanser, det vi ser og hører - duften, smagen og berøringen - ja og balancen (den 6. sans)? Fra det gruopvækkende rædselsfulde til det ubeskriveligt vidunderlige, ordspillet svarer allerede; nej det kan vi ikke, idet sanseoplevelser altid er mere eller mindre ubeskrivelige, ligesom følelser er det; fra morderisk raseri til inderlig kærlighed 'findes der ingen ord der helt slår til' som et andet ordspil siger. Jamen så har vi jo allerede erkendt det, siden det er i vores ordspil - siger du kære MM. Måske har du ret kære MM. I ethvert tilfælde kalder vi det kunst, når billedkunst, musik, litteratur, skuespil og andet nærmer sig en essentiel formidling af sansning og følelser som vi på en eller anden måde, sanseligt og følelsesmæssigt, kan genkende/genkalde os. Men er det nogensinde 'den rene vare', eller er det som i den omvendte hulelignelse (BI s.10): 'En sort hvid todimensionel udgave af den virkelige natur - den naturlige virkelighed'? Lad os først undersøge selvets frihed i den førsproglige sansning, følelser og primærprocesser og søge at besvare spørgsmålene: Kan vi ville hvad vi vil - kan vi vælge om vi vil have en impuls/en følelse? Vi har her ændret de oprindelige udsagns (BI s.9) sidste dele til spørgsmål, hvor de første dele af udsagnene lyder: 'Vi kan gøre hvad vi vil' / 'vi kan vælge om vi vil handle på en følelse/impuls'. Et menneske kan altid vælge at handle på en impuls, hvor gruopvækkende og forbudt den end måtte være. Et menneske kan vælge at myrde et andet menneske - voldtage og myrde et barn, og vi ved at det sker hele tiden overalt i verden, samtidig med at en sådan frastødende/'umenneskelig' adfærd er en fast del af vor daglige underholdning i krimier af enhver art, der iøvrigt i vor tid sælger bedre end nogensinde. Den eneste rationelle/fornuftige forklaring på dette fænomen må være, at disse bestialske/dyriske impulser virker genkendelige/genkaldelige i vore primærprocesser, altså ubevidst. Der foregår således en stimulering af ubevidste primærprocesser, alt imens vi i bevidstheden, i reaktionsdannelse, oplever at afskye disse impulser, og begrunder vor interesse med beundring af forbryderprofileringer og opklaringsarbejde. Men kære MM. Alt dette foregår hjemme i sofaen, omhandler fiktion/kunst og giver i værste fald kun anledning til, at vi holder os for øjnene, slukker fjernsynet eller vågner om natten i et mareridt, der dog hyppigst censureres bort i bevidstheden. 4

6 Men hvor lidt der skal til at aktivere disse bestialske primærprocesser i mennesket, viser enhver krigstilstand med al ønskelig tydelighed, og mærker næsten altid de involverede for livstid. Som tidligere beskrevet (BI note 22) har Habib Davanloos forskning ført entydigt bevis for, at langt de fleste af os (sandsynligvis over 90%) har en såkaldt morderisk organisation (hyppigt fusioneret med seksualitet) indlejret dybt i vort ubevidste. Dette 'ubevidste rovdyr' har altid været en del af mennesket, men en del som udviklingen af fornuften/den intelligible sans i DNP, har forvist til det ubevidste. Vi skal så, som Hegel ville udtrykke det; forlige os med vore modsætninger uden at skille os fra dem - idet det åbenbart ikke er muligt. Dette epistemoontologiske stykke arbejde lykkes jo alt andet lige - under evighedens synsvinkel - trods alt - for langt de fleste af os. Men kære MM. Når et menneske vælger at handle på en impuls, er dette så udtryk for menneskets frie vilje/viljens frihed? Dette er et klassisk filosofisk tema med så mange varierende udlægninger at jeg, for en generel behandling af det, må henvise til fagfilosofien f.eks.: Politikkens Filosofileksikon I vores kontekst (i DNP) er det; at et menneske handler på en given impuls, 'gør hvad det vil', udtryk for en mangfoldighed af drivkræfter - et samspil mellem sansning, drifter, bevidste som ubevidste følelser og fornuften. Spørgsmålet er her, i hvor høj grad primærprocesserne er dominerende i bevidsthedens/fornuftens/sekundærprocessernes valg af handling. Spørgsmålet bliver så; giver det nogen mening, i dette komplekse konglomerat, at tale om 'den frie vilje' - specielt set i lyset af vor undersøgelse af sprogets/fornuftens evne som 'formidler' af sansning, drifter og følelser? Hvis vi antager, at personerne A og B begge, i retslig forstand, kan stilles til ansvar for deres handlinger, og A overvejende håndterer sine forbudte impulser ved forsvarsmekanismerne (der er mekanismer og således ikke under viljens magt) fortrængning og reaktionsdannelse (19), og derfor fremstår som et moralsk uangribeligt og godt menneske - hvor B, hyppigst grundet traumatisk opvækst og komplicerende misbrug, ikke i samme grad har udviklet modne forsvar, og derfor er primærprocesdomineret i både drifter, impulser og handling, og betjener sig af forsvarsmekanismer som; splitting, benægtelse og projektion. Så er primærprocesimpulserne, hos A og B, identiske. A er sandsynligvis ikke i kontakt med disse forbudte impulser, eller udlever dem kun sjældent i det skjulte når presset bliver for stort (som f.eks. den pædofile jesuit). Hvorimod B ustandselig oversvømmes af dem og hyppigt handler på dem, men håndterer skyld og skam ved i splittingen at skifte fra den 'onde' til den 'gode' position (BI note 22), benægter den onde side og tillægge andre den ved projektion (som hovedparten af forbrydere). Giver det her, kære MM, nogen mening at tale om 'den frie vilje' eller frihed, når drifter, impulser og forsvarsmekanismer ligger udenfor viljens domæne, i et nærmest uoverskueligt samspil - et ubeskriveligt samspil. Sproget slår, endnu engang, ikke til som formidler, men det er tydeligt at vi ikke kan vælge om vi vil have en impuls, og ikke kan ville hvad vi vil. 5

7 Det ser ud til, kære MM, at vi når til den samme konklusion vedrørende selvets frihed, som vi nåede til i vor undersøgelse af selvets afgrænsning (BI s.47). Selvets frihed skal ikke primært findes i primærprocesserne. Kan Schanz have ret? - når han siger: "At ordet frihed har en entydig kernebetydning, er intet mindre end en illusion - og en meget udbredt en af slagsen....[(s.8)] Wittgenstein har fat i den lange ende, men det ser ikke rigtigt ud til at slå igennem i hverdagslige sammenhænge. Det kan skyldes, at tanken om ord som udtryk for bagvedliggende ideer er dybt forankret i vores kultur. Vi antager, at frihed har en essens, fordi vi gennem tusinder af år har lært at opfatte sproget på den forkerte måde.... Vi finder ondets rod tilbage i antikken, og lad mig begynde med at ryste helgenstatuen af den store græske filosof Platon en lille smule.... han lå i ganske omfattende grad under for just illusionen om, at et ords betydning hentes og skabes i kraft af underliggende entydige kernebestemmelser - dem kaldte han ideerne. Sat på spidsen: Den filosofiske traditions grundlæggelse skyldes en fejltagelse!" (s ) Dette, kære MM, rejser en række spørgsmål. Kan Platon ( fvt.) tituleres/tillægges rollen som 'den filosofiske traditions grundlægger'? Vi skal i så fald se bort fra Indisk - ældre og yngre vedisk religion startende omkring 1500 fvt.; 'der er to verdener, hvor den åndelige er mere virkelig end den ikke-åndelige', og Gotama Buddha fvt. De ældre græske filosoffer, der virkede før Platon hhv.; Thales omkring 585 fvt., Pythagoras ca. 530 fvt. og Heraklit ca. 500 fvt. og hele den kinesiske tradition med Konfucius (latin for K'ung Tse, hvor 'Tse' betyder mester) født 551fvt. og de senere Me Tse og Lao Tse. (20). Ligesom Schanz's udsagn: "Men lad os først anerkende grækernes store betydning: De var skabere af verdens første demokrati." (s.26) burde være: 'De var skabere af verdens første nedskrevne demokrati', der som bekendt ikke var noget demokrati, men nærmere oligokrati-lignende for mænd. Ikke for kvinder, slaver og fremmede. Til forskel fra f.eks. Kimbrernes demokrati omkring 120 fvt. (21). Schanz's udsagn: "Al stor græsk filosofi er et frontalopgør med den overleverede græske gudeverden - filosofien erstatter guderne med abstrakte metafysisk- religiøse ideer og principper, der nok blev tillagt guddommelig status, men som aldrig havde noget personligt eller menneskeligt ved sig." (s.33) afslører, at Schanz er opmærksom på hvilket ærinde Platon var ude i med sin Idelære. Kære MM. Vi har tidligere lagt afstand til Platons Idelære, som iøvrigt udvikles filosofisk helt frem til Hegel (BI s.21), men det væsentlige her er 'frontalopgøret' med den vidtløftige, om end nok så underholdende, græske mytologi. Idelæren er her mytologiens negation, der synergisk afslører mytologiens mangler til en ny position; Idelæren, som Platon selv, sent i sit virke, udtrykker tvivl vedrørende gyldigheden af. Altså ikke i egentlig forstand 'en fejltagelse', eller forkert opfattelse af 6

8 sproget, men en ægte dialektisk filosofisk bevægelse mhp. at afsløre mangler. Platon kunne filosofere. Kære MM. Er det netop det at antage en fejltagelse for sand, for derefter at tvivle, og evt. falsificere antagelsen, at kunne antage og tvivle, der er selvets frihed - at kunne filosofere? Hegel skriver i Forordet til sin Retsfilosofi: "Det, der skal begribes, er filosofiens opgave, for det, der er, er fornuftens." (s.26). Kære MM. I DNP vil vi begribe det der er og derved udvikle fornuften dialektisk. Men i de følgende, svært tilgængelige, Hegel citater skal vi være opmærksomme på hans komplekse terminologi, på hvilken hele hans filosofi hviler. Lad os derfor repetere/evt. genlæse (BI s.16) nogle af Hegel termer: "Hos Hegel er et begreb en struktur ved virkeligheden selv og ikke kun en psykologisk forestilling,... Den subjektive ånd kulminerer i fremstillingen af menneskets frie vilje [subjektiv ånd ~ frihedsbevidsthed].... den subjektive ånd må virkeliggøre sin frihed, det vil sige blive objektiv [objektiv ånd ~ sædelighed].... Derfor fører begrundelsens bevægelse os fra den objektive ånd (samfund og historie) til den absolutte ånd, som både er grunden til den subjektive ånd og den objektive ånd.... Men den absolutte ånd træder ikke adækvat frem i den religiøse forestilling. Denne må ophæves i begrebet; først i den filosofiske, spekulative tænkning er den absolutte ånd egentlig præsent, eller begrebet som sådan,... I stedet for religionens "gud" som troens forestilling, træder nu den logiske ide." (Filosofileksikon). Kære MM. Det fremgår her tydeligt hvordan Hegel udvikler Platons Idelære (BI s.21) dialektisk; 'den logiske ide træder i religionens guds sted', mens Platons 'trancendente sjæl i vandring' opgives. Vi ser hvordan 'et begreb er en struktur ved virkeligheden selv', men det vi søger er selvets virkelighed/virkelige frihed, der, som vi skal se, ifølge Hegel skal findes i 'den filosofiske spekulative tænkning', altså, i vores terminologi, i sekundærprocesserne. Nogle væsentlige citater fra indledningen i Hegels Retsfilosofi, som vi løbende vil reflektere over: "Filosofien beskæftiger sig med ideer og altså ikke kun med det, man sædvanligvis omtaler som slet og ret begreber; snarere demonstrerer den sådanne begrebers ensidighed og usandhed;... virkeligheden er noget, begrebet alene giver sig selv. Alt, hvad der ikke er sat som virkelighed af begrebet selv, er forbigående derværende, ydre tilfældighed, meninger, fremtrædelse uden væsen, usandhed, illusion osv." ( 1) Kære MM. Det ser ud som om Hegel åbnede 'ordrenseriet' og 'dybderensede begreberne' mere end 100 år før Wittgenstein. Dette er selvfølgelig ikke Idehistorie, men; Ideens Historie - fra Platon til Hegel. 7

9 I det følgende er det væsentligt, at for Hegel er frihed immanent i viljens begreb - "viljen er fri, således at frihed udgør dens substans og bestemmelse;..." ( 4) - og hænger sammen på samme måde som masse og tyngde. Vi kan således ikke tale om vilje uden frihed eller frihed uden vilje. Som iøvrigt ej heller, ifølge Hegel, kan adskilles fra tænkning. "( 5) Viljen indeholder a) et element af ren ubestemthed eller af jegets rene refleksion i sig, hvor enhver begrænsning og ethvert indhold bliver opløst - om det [indholdet] nu umiddelbart er tilstede takket være naturen, behov, begær og drifter eller givet og bestemt på en anden måde; dette er den absolutte abstraktion eller almenheds grænseløse uendelighed, den rene tænkning af sig selv.... Kun et enkelt aspekt af viljen defineres her - nemlig denne absolutte mulighed for at abstrahere fra enhver bestemmelse, som jeg befinder mig i, eller som jeg har sat mig i, flugten fra ethvert indhold som en skranke; hvis viljen bestemmer sig på denne måde, som flugt, eller hvis forestillingen for sig betragter dette aspekt som frihed og fastholder det, da er det den negative frihed, eller det er forstandens frihed. - Der er her tale om tomhedens frihed ophævet til virkelig skikkelse og til lidenskab.... Tilføjelse (H,G).... Denne negative frihed, eller denne forstandens frihed, er ensidig; men det ensidige rummer altid en væsentlig bestemmelse i sig; den skal derfor ikke kastes bort, problemet med forstanden er blot, at den ophæver en ensidig bestemmelse til det eneste og det højeste." Kære MM. Denne 'tomhedens frihed ophævet til virkelig skikkelse og til lidenskab' eksemplificerer Hegel med to yderpunkter/ekstremer; den indiske 'brahman' [pujari ~præst?], som i sin inderligheds tomme rum forsager enhver livskvalitet, formål og forestilling, og den franske revolutions rædselsperiode, med sin udslettelse af enhver forskel med hensyn til talent eller autoritet. " 6. b) På samme måde er jeg en overgang fra den forskelsløse ubestemthed til en skelnen, en bestemmen og en sætten af en bestemmelse som et indhold og genstand. - Dette indhold kan fremdeles gives ved naturen eller frembringes af åndens begreb. Ved en sådan sætten af sig selv som noget bestemt, indtræder jeget overhovedet i derværen; - endelighedens absolutte moment eller specificering af jeget. Bestemmelsens andet moment er lige så meget negativitet og ophævelse som den første [a)], idet det er ophævelsen af den første abstrakte negativitet. - Ligesom det specifikke overhovedet indeholdes i det almene, således er dette andet moment af samme grund allerede indeholdt i det første; det er blot en sætten af det, som det første allerede er i sig.... Tilføjelse (H,G).... Der er ikke blot tale om, at jeg vil, men jeg vil noget...." Kære MM. Lad os prøve at udlægge/omskrive dette i vores terminologi: I DNP kan selvets frihed udtrykkes som en dialektisk bevægelse i selvets rene refleksion i sig, hvad enten det nu er drevet af naturen, drifter og begær eller af åndens begreb - hos os; primærprocesberigede sekundærprocesser. a)-abstraktionen er så; enhver bestemtheds negation - flugten fra ethvert indhold, enhver skranke, og b) er negationens negation - i selvets specificering - selvets derværen i indhold og genstand. Selvets frie refleksion i sig, fra; jeg vil - til; jeg vil ikke - til; jeg vil noget. 8

10 Kære MM. Lad os slutte denne opdagelsesrejse i Hegels dialektiske fremstilling af begrebet; selvets frie vilje, med et sidste citat: " 7. c) Viljen er enheden af disse to momenter; - den i sig reflekterede og derved til almenhed tilbageførte specificitet; - individualitet; jegets selvbestemmelse, det at sætte sig selv i noget som det negative af sig selv, nemlig som bestemt, begrænset og ved sig, dvs. forblive i en identitet og en almenhed med sig og kun slutte sig sammen med sig selv i denne bestemmelse. - Jeg bestemmer sig, for så vidt som det er negativitetens relation til sig selv; som denne relation til sig selv er det på samme måde indifferent over for denne bestemthed, kender til den som sin og som ideel, som blot en mulighed, som det ikke er bundet af, men som det udelukkende er i, fordi det sætter sig i den. - Dette er viljens frihed, der konstituerer sit begreb eller sin substantialitet, sin tyngde, på samme måde som tyngden konstituerer et legemes substantialitet." Inden du går videre, siger du kære MM, er jeg ikke sikker på, at jeg forstår hvordan 'begrebet er en struktur ved virkeligheden'? Og hvordan 'virkeligheden er noget, begrebet alene giver sig selv'? Kære MM. Lad os spørge den absolutte ånd, forenet med begrebet - Hegel selv: " Her har vi det punkt, hvoraf det fremgår, at viljen kun som tænkende intelligens er egentlig, fri vilje. Slaven kender ikke sit væsen, sin uendelighed, friheden, han kender ikke til sig selv som væsen -... dvs. han tænker ikke sig selv.... Tilføjelse (H).... Den sande vilje er således dette, at det, som den vil, dens indhold, er identisk med den; at frihed altså vil friheden." " Begrebets bevægende princip, der ikke blot opløser det almenes specificering, men også frembringer dem, er det, jeg omtaler som dialektik;..." Men, kære MM, før vi fordyber os i, om Schanz har ret i: "At ordet frihed har en entydig kernebetydning, er intet mindre end en illusion -... Vi antager at frihed har en essens,..." (hhv. s.8 og 11), som Hegel helt åbenlyst er fundamentalt uenig i, (men han er jo også en del af hvad Schanz anser for en 'fejlagtig filosofisk tradition'), må vi først afgrænse vores undersøgelse af selvets frihed igen. Schanz's undersøgelse af frihed er ekstrovert. Vores er introvert, således at forstå at, Schanz undersøger sprogliggørelsen af handlefrihedens vilkår (idet vi definerer enhver ytringsform som handlinger). Vi undersøger selvets introverte frihed, det der ligger før enhver handling, - den refleksive proces i det neoæstetiske selv, der ligger til grund for enhver handling, enhver beslutning, ethvert valg, svarende til Hegels begrebliggørelse af den frie vilje ovenfor. Det er således ikke såkaldt positiv hhv. negativ frihed vi undersøger - ikke frihed for og frihed til osv., som er velbeskrevet i alle relevante lærebøger, men hvad grundlaget for begrebet frihed er? Om selvets frihed har en essens, der ikke er en illusion? Schanz's analyse af begrebet frihed og konklusion; 'at begrebet frihed har en essens er en illusion', 9

11 retter sig alene imod handlefrihed, og det må vi jo give ham ret i - ikke? Enhver handling/ytring er underlagt vilkår, og vi kan således alene tale om grader af handle- og ytringsfrihed, der som bekendt varierer umådeligt fra sted til sted i verden. Men Schanz overser/ behandler overhovedet ikke det fokus for den frie vilje, som vi finder hos Hegel: "Dette er viljens frihed, der konstituerer sit begreb eller sin substantialitet, sin tyngde, på samme måde som tyngden konstituerer et legemes substantialitet." ( 7) Selvets frihed er, hos Hegel, lige så selvfølgelig essentiel/substantiel som, at et legeme har tyngde, og består i; menneskets evne til dyb og inderlig dialektisk refleksion, og inddrager endog primærprocesser som; sansning, drifter, følelser og behov. Men kære MM, som Hegel understreger igen og igen; begrebet bevæger/udvikler sig dialektisk over tid, eller som Heraklit siger; alt bevæger sig/er i bevægelse. Som i det indledende citat, skal vi ikke sætte os tilbage og vente på fuldstændighed, men være i bevægelse. Livet er autotelisk/målet i sig selv - bevægende. Forgrener Hegels store gamle træ sig stadig - eller er det væltet? Uanset hvad "ville det være forrykt ikke at plante et nyt træ, fordi det kunne finde på at sætte nye grene". I DNP er ethvert selv et nyt træ, der sætter sine grene, som knopskyder ~ blomstrer ~ bærer frugt, der falder til jorden og fostrer nye træer. Som træets afhængighed af jordbund, vand og sollys - ja og egernet som spiser frugten og lægger frøet et egnet sted, er selvets frihed betinget af de vilkår selvet har i sig - selvets primærprocesser, som selvets sekundærprocesser skal forvalte. Det nye træ vi har plantet, kære MM, er; Den Neoæstetiske Position, og frugterne af dette træ er en ny epistemoontologi. Begrebets dialektiske bevægelse har lagt al metafysik, fra Platon til Hegel, bag sig, der er nu ingen, for de få; 'vi er blevet et med den absolutte ånd, dens absolutte begreb og forenet med det absolutte væsen' (BI s.19), men, for de mange/fleste står essensen/substansen af selvets frihed uændret tilbage; menneskets evne til, i sine primærprocesberigede sekundærprocesser, i fri og dyb inderlig refleksion, at kunne/turde tvivle på alt/negere alt, bortset fra selvet og dets evne til at tvivle. Her slutter vi, kære MM, essaysamlingen SELVET hvor vi begyndte med Descartes, og konklusionen på undersøgelse af selvets frihed er: Selvets frihed har en essens/substans, og dette er ingen illusion. Denne essens/substans er, ikke mindst, dokumenteret via alle de filosoffer og videnskabsfolk vi har berørt i skriftet, ligesom vores refleksioner, dine og mine kære MM, beviser essensen/substansen i SELVETS FRIHED. (22). Kære MM. Far vel og tak for denne gang. Antropovox April

12 NOTER (1) Kommentarer indrammet med [...] er altid Antropovox. (2) Essaysamlingen; Selvet, vil blive henvist til under betegnelsen: Bind I (BI) (3) John Locke: Anden afhandling om styreformer. Et essay om borgerstyrets sande oprindelse, rækkevidde og formål. Oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen. DET lille FORLAG Oplag (4) Se (BI) note (1). (5) Denne opfattelse/udlægning af kristendommen bygger på Markus Evangeliet i det nye testamente. Evangeliet formodes i dag, som det første evangelium, at være skrevet anonymt - ikke af Markus - omkring år 70 evt., efter at romeren Titus, samme år, havde ødelagt Jerusalem skåret op i søgen efter guld og ædelstene de måtte have slugt, dræbt og korsfæstet jøder og forvist resten. Her er Jesus ikke Guds søn - ingen jomfrufødsel - men udvalgt ved dåben som 12årig, ingen undere, genopstandelse eller Helligånd. Jesu død på korset erstatter - som tidligere Toraen - her tabet af jødernes eneste helligsted; templet i Jerusalem. Jesus bliver således jødedom uden tempel - en ny mesiasforståelse. (6) Etnocentrisme: Den indstilling at de religiøse, moralske, politiske, kunstneriske o.a. normer man er opdraget til er alle andre overlegne, er de bedste; etnocentrisk. (Gyldendals Fremmedordbog 2001). (7) Jerusalems ødelæggelse blev af det 'nye præsteskab' udlagt som Guds/Jahves/Els straf for den stadig udbredte polyteisme der havde præget regionen i flere hundrede år, med guderne: El øverst, hans hustru Ashera, Baal og andre vi tidligere har nævnt (BI s.35). Jødernes historie blev nu allegorisk omskrevet, dramatiseret og forskønnet til en storhed man kunne forstå. Den Babylonske landflygtighed blev til 'jøderne i Ægypten', og kampen mod polyteismen personificeret i Moses (jøderne var aldrig slaver i Ægypten og Moses har aldrig eksisteret). Hvis David har eksisteret, var han sandsynligvis konge over ca. 20 landsbysamfund af hyrder, og kunne i bedste fald mobilisere en hær på omkring 200 mand, idet der på denne tid (ca.1000 fvt.) ikke fandtes større byer i dette område, altså grundlage han ikke Jerusalem. Myten om Kain og Abel er givetvis en allegori over datidens kampe imellem kvæghyrder og agerdyrkere. osv.... Men kære MM. Som jeg nyligt hørte en gammel hollandsk rabbiner svare, en forsker, med et inderligt smil i øjnene: Uanset om det nu er sandt eller ej, havde vi som jødisk folk aldrig overlevet, uden vor Tora, sæder og skikke. 11

13 Og det kan vi jo kun give ham ret i, for der har måttet skulle noget stort og helt enestående til - for dem - jøderne. Men for os svarer det til funktionen af vikingernes Valhal; for hvem ville kære sig om døden i kamp, med daglig udsigt til genopstandelse i skumringen, fulgt af helstegt vildsvin, mjød, møer og sang? - Men det var jo dengang. (8) Locke refererer her til antagelser fremsat af Josefus Acostas/José de Acosta, som var spansk jesuit - missionær i Peru, i hans skrift fra (NH note 15) (sandsynligvis Præinka folkeslag?) Udsagnet er: Historisk ukorrekt vedrørende Inkariget i Peru, grundlagt i 1200tallet som var feudalt med Inkaen øverst - tilbedt som solens søn. Uklart vedrørende Mayakulturen og kun sandt for begyndelsen af den Aztekiske kultur fra 1300tallets Mexico, der hurtigt udviklede sig til et despotisk monarki. Det vaklende/fejlagtige historiske grundlag videreføres i 105 og 108. Men udsagnet er givetvis sandt, for mange af de Nordamerikanske jæger-samler-seminormadeindianerstammer, Locke ikke nævner i denne sammenhæng. (9) David Hume: En undersøgelse af moralens principper. Indledning og oversættelse ved Niels Henningsen. Forlaget ANIS København (10) Bortset fra 'historien', er alle øvrige kursiveringer mine. (11) Retfærdig: Stemmende med rettens fordringer - færdig til ret. (etymologisk ordbog) Filosofisk ordbog skelner mellem et formelt retfærdighedsprincip: "Lige tilfælde bør behandles lige, og ulige tilfælde bør behandles ulige.... Men diskuterer vi, om de eksisterende love i sig selv er retfærdige eller uretfærdige, er det nødvendigt at supplere det formelle retfærdighedsprincip med nogle indholdsmæssige overvejelser om, hvad der skal anses for lige og ulige, det vil sige indholdet i den klasse, der skal behandles på en bestemt måde. Traditionelle retfærdighedsteorier har bl.a. hævdet, at fordeling af goder eller byrder skal ske efter henholdsvis moralsk fortjeneste, ydelse, behov, evne, stilling, køn eller race." Kære MM. Jeg finder dette retfærdighedsprincip yderst mangelfuldt - hvad finder du det? (12) Hume nævner blandt andre: Epikur, og de for ham 'moderne' Hobbes og Locke, idet han understreger at de til trods for at de hævdede selviskhedens moralsystem - alle levede et - efter Hume - upåklageligt levned. (13) Emmanuel Chukwudi Eze ( ). Skriftet er fundet på internettet, der desværre udelader noterne. Skriftet er på engelsk og fagfilosofisk på et meget højt niveau, hvorfor der her er tale om 'min oversættelse og udlægning', men den kildekritiske - eller iøvrigt interesserede læser, kan selv finde dette, meget læseværdige, skrift på internettet, hvor man selvfølgelig også finder Ezes biografiske data. (14) Viser den nyeste teori sig at holde; nedstammer alle, fra Afrika udvandrede mennesker, - i hele verden, fra en og samme homo sapiens - stamme/storfamiliegruppe, idet vi, ved stikprøver, ser ud 12

14 til alle at have/bære et gen - have en fældes forfader/moder - man sjældent finder i Afrika. I så fald vil genvariationen i Afrika givetvis være større end i de øvrige dele af verden. (15) I denne artikel, som ligeledes findes på internettet, afdækker Christian Neugebauer (CN) racismen i både Kants og Hegels filosofi og skriver: "In the European discussion Hegels racism is a well hidden and even an unknown fact, or at worst his racism is not even acknowledged as such." (s.51) Og videre i min oversættelse: "Det er filosoffernes pligt at destruere det teoretiske grundlag for racisme,... "(s.52). Men CN påpeger at Hegels racisme ikke, som Kants, baserer sig på 'naturlige biologiske' faktorer, men tværtimod forklares den påståede underlegenhed, med basis i Hegels 'Verdensånd'. CN's kilde til Hegels racisme er hans: "De filosofiske videnskabers encyklopædi" fra 1817, revideret i 1827 og (16) Henry Thomas Buckle ( ) Engelsk historiefilosof der indførte naturvidenskabelig metodik i historieforskningen. Hans værk: "Den engelske civilisations historie" ( ), nåede han desværre aldrig at fuldende. Jared Diamond (1937- ) Professor i geografi og fysiologi ved UCLA. Her værket: "Vejen til verden af i dag" (Guns, Germs and Steel) New York SELVETS FRIHED. (17) Hegels Retsfilosofi (1833) (BI note 10). Tilføjelse (H,G) er Hothos og Griesheims, alment accepterede, stenograferede noter til Hegels forelæsninger i retsfilosofi (se oversætterens forbemærkninger s.8) (18) Intensionen er på ingen måde en 'sønderlemmende' kritik af Schanz's FRIHED, tværtimod finder jeg værket videnskabeligt velbegrundet, velskrevet og læseværdigt i sin moderne form. Ludvig J. J. Wittgenstein "Østrigsk-engelsk filosof, professor i Cambridge , hovedskikkelsen i dette [forrige] århundredes analytiske* filosofi." (Filosofileksikon, B1 note 1) (19) " 'reaktionsdannelse': Psykoanalytisk betegnelse for en forsvarsmekanisme, hvorved uacceptable primitive driftstilskyndelser erstattes af modsatrettede acceptable tilskyndelser, der giver sig udtryk i tankegang, holdning og adfærd,..." Psykiatrisk ordbog. Gyldendal 2001 (20) Arne Næss (BI note (1)) (21) I det hele taget tillægges den græske antik hyppigt alt for stor betydning, givetvis pga. af de skriftlige kilder. Der er f.eks. ingen grund til at tro at grækerne var de første til at eksperimentere med demokratiske styreformer. F.eks. tyder moderne forskning på at indianske fastboende præinkafolkeslag i Sydamerika, har organiseret sig demokratisk uden konger e.l., ligesom de nordamerikanske jæger-samler stammer var demokratiske, med ældreråd og valgt høvding hvis magt hovedsagelig var begrænset til krigstilstand. Kimbrernes demokrati (BI s.35) var iøvrigt betydeligt mere demokratisk end grækernes, med ligeret 13

15 mellem kønnene, ingen slaveri og race/blod var uden betydning. (22) Kære læser. Forlaget MAJJA bringer her til slut, med tilladelse fra Antropovox, et digt/en sang han skrev under et ophold på Ibiza i Digtet er inspireret af en af Æsops's fabler (ca. 500 fvt.). THE BALLAD OF WILLY THE WEB It was one misty morning about the dawn of man, the green pine wood was dawning and woke up the sleeping ant. The new born spider called Willy came sliding down his first thread, he felt a little wet and chilly as he his eight tiny new born legs spread. As Willy his sliding decided to stop, the sun was coming up. Birds started singing and the pigeon to coo, and a mouse jumped down in his hole. Willy looked around to see what he could find in his spider would an old tree of pine, a slowly drop of water and Willy took a sip and started to wave his Willy web. The time went on as it did for so long, while Willy and his web it grew strong. In the middle of his web he sat all day long, singing his spider song. Little flicky fly you can fly so high, but you re going to die before you reach the sky. Little flicky fly you can fly so high, but you re going to die before you reach the sky. Another misty morning like the last, about thirty-seven spider years has passed. Willy had wife and children ninety-nine and webs all over the old tree of pine. He was sliding up and down to see if everything was as it should be, in his spider society. 14

16 As Willy slided up and up heading for the top, he came upon some working spider boys, and he could hear their singing spider voice. Wave and save wave and save and you ll be rich as Willy the brave. Wave and save wave and save and you ll be rich as Willy the brave. When Willy reached the very last web, the first one he ever made. He crossed it in a few times eight steps just to sit for a while in the shade. But what Willy was there to find, should nearly blow his mind. A tread lead from his very first web to the top of the old-old pine. Well to Willy the spider this was no scoring, he found it even very annoying. One big bite and it started to slide, and all spiders in their webs they slipped and they slipped. Until there wasn't one web to find in the old tree of pine. And the story was known in woods so soon, that is was old by the same afternoon. It was one misty evening about the dawn of man. Willy the tree legged spider found his family lying dead around. Cause he Willy had over bit, the first tread he ever did, yes Willy the Web had over bit, the tread that him into life had led. Well the dawning men would he understand, this tip from Willy the Web? Well if he don t it s maybe not that bad, cause this was only a tale so sad. ~ OO ~ 15