Effektivisering, rationalisering

Transkript

1 1 Effektivisering, rationalisering og hvad så? 1 Indhold DET HAR BRAGT OS VIDT, MEN KAN DET BRINGE OS VIDERE OG PÅ HVILKE BETINGELSER? Dansk landbrug som skoleeksempel... 2 Flere lever længere, lever bedre og arbejder kortere gange mere i timen end vore bedsteforældre... 3 Offentligt-privat: Fælles udfordring, forskellige vilkår... 4 Fokus på de offentlige sektorer... 4 Ikke et spørgsmål om, men hvordan... 5 Kommunestyre i to hastigheder : tillid eller kontrol?... 6 Er fremtidens store frugter tværgående?... 7 UDVIKLINGENS SIDEVIRKNINGER... 7 Ændrede krav til arbejdsstyrkens kompetencer... 7 Nogle uddannelser og investeringer går tabt... 8 Konkurrenceevne kræver mindre arbejde og mere kapital... 9 Vækst som overlevelsesvilkår... 9 MEN DET GÅR DA RIGTIG G GODT Mens vi endnu kan gøre noget ved det Bogholderiets finurligheder og skattetrykket DRIVKRÆFTER BAG UDVIKLINGEN Adam Smith, Karl Marx og dampmaskinen kom til Er globaliseringen skurken? Vi kan ikke bomme den ude Når de bliver markeder, bliver de også konkurrenter Mindre ulighed kræver vækst Er det teknologien? Teknologi er redskaber Når vi søger nålen, har vi ikke brug for mere hø Overvågning: Vor og mediernes reaktion farligere end terroren.. 16 Er det pengene? Penge er opstået i alle kulturer Fra tillid til trillebør Keynes på banen Penge er redskaber, brugeren bestemmer Likviditeten som igangsætter: + og på effektiviseringen Når staterne lader bankerne overgeare eller er det os selv? FIRE SPOR FIRE PROBLEMSTILLINGER ER Første spor: Bedre for de fleste, men hvor blev mændene af? Stress: Mere for færre timer skærper kravene Hvad med afskrælningen, dem, der ikke hænger på? Ledighed og ledighed er forskellig Kan vi udvikle nye jobtyper? Skaber vi samtidigt en generationskløft? At ændre kulturen er svært, men alternativet er værre Når det normale snævrer ind Andet spor: Vi kan påvirke udviklingens mål og retning Hverken kapital, vækst eller mennesker er altid kun gode Syg finanssektor overtrumfer nationalstater Hvor intet andet er angivet, er talgrundlaget for det følgende fra DS: 65 år i tal. Da publikationen er mere præget af hyldevarer end af relevans, har det dog været nødvendigt en del steder at skønne ud fra dens tal.

2 Politisk kan vi mere hvis vi vil April Tredje spor: Hvad med indkomst- og formuefordelingen? Flere måder at måle på lidt af den klassiske fordelingsdebat Op- og nedture for de rigeste skyldes de allerrigeste Hvad kan vi så bruge det til? Hvorfor er fordelingen så vigtig? Udviklingen og fordelingen hvad sker der i BUND 10? Fjerde spor: Er vi på vej til et andet samfund? Ikke fra i dag til i morgen, men på tide at tænke Danmark er et nicheland Hvad vil vi med væksten og velstanden? TILBAGE TIL LANDBRUGET: UDVIKLING SAT PÅ SPIDSEN Faktabox 1 Effektivisere: Gøre noget på en mere virkningsfuld måde, så man opnår bedre resultater. Rationalisere: Omlægge en produktions- eller arbejdsmåde, så man opnår et større resultat x) med samme eller mindre indsats, hhv. samme resultat x med mindre indsats. x) Både i kvantitet og kvalitet Dansk landbrug som skoleeksempel Dansk landbrugs udvikling er et skoleeksempel på, at effektivisering og rationalisering er lykkedes, men også et skoleeksempel på voksende sidevirkninger, der har efterladt erhvervet i store problemer. Men her først omkring udviklingen generelt som baggrund for til slut at vende tilbage til landbruget. Det har bragt os vidt, men kan det bringe os videre og på hvilke betingelser? Det er sjældent at se en avis eller en TV-avis uden ord som konkurrenceevne, effektivisering eller rationalisering. Det myldrer med projekter, store og små, offentlige og private. Selvfølgeligt kuldsejler nogle, skuffer forventninger eller giver uacceptable bivirkninger. Men de fleste går godt, dvs. at de når deres tilsigtede mål uden (væsentlige) negative bi- og sidevirkninger. Når den ene tanke føder den næste... Kender du det? Den ene tanke fører til den næste. Og pludseligt kommer man langt omkring, ramler ind i samfundets store udfordringer. Det kan gå grueligt galt, men det hjælper at notere undervejs. Det holder vel ikke tankerne i snor, men det er rart at vide, hvor de har været henne. Og så er det spændende. I hvert fald kan det blive en lang tur. Sådan gik det for mig. Det startede med et kuldsejlet projekt. Men hvad ville der være sket, hvis projektet var lykkedes? Og alle de andre projekter? Der er nok at tage fat på, især når man ikke er forpligtet til løsninger på alle problemer undervejs eller til kun at følge den politisk korrekte sti. Hvad er det egentligt, vi har gang i? Det er ikke i morgen, tilværelsen slår en kolbøtte, men måske er det på tide at tænke sig om, hvis vi skal lande på fødderne? Hvad lever vi af og hvordan i 2030 eller i 2050?

3 3 Alligevel hører vi mest om dem, der ikke gik godt, især hvis de er store og offentlige: skat, arbejdsskadestyrelsen, IC4, adskillige it-systemer og om de store anlægsprojekter, hvor ni ud af ti overskrider budgetter og tidsgrænser. Og det er der god grund til, for det skulle vi jo i princippet kunne lære noget af. F.eks. om årsager eller om, hvad det i det hele taget vil sige, at noget går godt og andet ikke for den grænse er ikke så klar eller forhåndsgivet, som man kunne tro. Gå godt kan nemlig gradbøjes. Dem, der går mindre godt, kan også sætte sig spor (IC4- tog, SKAT s ejendomsvurderinger osv.). Men de største udfordringer ligger i dem, der går godt. Det er dem, der ændrer samfundet, verden og arbejdslivet. Flere lever længere, lever bedre og arbejder kortere 5 gange mere i timen end vore bedsteforældre Det er sket en eksplosiv udvikling, som Danmark ikke har været alene om. Der er blevet milliarder flere mennesker i verden, og mange er løftet ud af dyb fattigdom, om end meget mangler. Den har haft sine årsager og sine virkninger, ønskede og uønskede, men vi kan ikke skrue den tilbage. Vi kan ikke aflive de for mange mennesker (ebola kan ikke genskabe den sorte døds resultater), og vi kunne ikke skrue de tilbageblevnes levestandard tilbage til det, den var engang den var slet ikke så idyllisk, som TV s Bonderøven foregøgler. Den har mange årsager. Vi og andre er blevet bedre til at producere de goder, som velstanden består af, dvs. at vi har rationaliseret og effektiviseret ikke blot ved at løbe hurtigere, men ved at finde smartere veje til målet. Og vi er blevet bedre til at dele arbejdet både indenlandsk og globalt. Og til at bruge redskaber, dvs. kapital. Udviklingens potentiale er enormt sikkert også langt ud over, hvad vi i dag Faktabox 2 I 1947 levede der 4,1 mio. mennesker i Danmark. Nu er vi 5,6 mio. på den samme plads, altså 37 % flere. Hver af de 5,6 mio. kan bruge knapt 4 gange mere - privat og offentligt end de færre kunne i Og vi bruger færre timer årligt på at arbejde for at opnå det bedre udkomme for flere. Fra 1947 til nu er den gennemsnitlige årlige arbejdstid for de beskæftigede i industrien faldet fra knapt 2200 timer til knapt kan forestille os, selv om fantasien rækker lang. Men er den helt uden grænser? Den er givetvis ikke uden skyggesider. Vi tærer mere på verdens klima, naturressourcer og mangfoldighed. Og arbejdet stiller andre krav til den enkelte. Eller vel snarere: Vi stiller selv større krav, for vi vil jo have mere ca. 5 gange mere end vore bedsteforældre - ud af hver times arbejde. Derfor må vi præstere noget, som nogen vil betale det mere for. Og måske er det sådan, at jo længere vi kommer, jo sværere bliver næste skridt, rekorden oven på rekorder. Måske gælder den aftagende grænsenytte også her. Og måske stiger prisen i form af uønskede bivirkninger, som langt fra altid registreres i BNP (Bruttonationalproduktet). Cheminova var et stort plus på BNP og den efterfølgende oprydning gav yderligere BNP et nøk opad!

4 4 Offentligt-privat: Fælles udfordring, forskellige vilkår Vi kan ikke undvære udvikling, hvis vi vil gøre noget, samfundet eller på den helt store klinge verden bedre. Men vi skal ikke være blinde for dens omkostninger. Udviklingen består bl.a. af utallige effektiviseringer og rationaliseringer, større og mindre og nogle så små skridt i hverdagen, at ingen vil drømme om at kalde dem projekter det er blot sund fornuft. Så langt er der næppe forskel på offentlige og private sektorers virksomhed. Men vi skal ikke meget længere, før forskelle i vilkår er væsentlige. På den ene side er offentlige og private sektorer hinandens forudsætninger og på utallige områder gensidigt afhængige som hinandens underleverandører. På den anden side er de private sektorer i princippet markedsstyrede og de offentlige sektorer i princippet politisk styrede, og selv om ingen principper er rene, når de møder virkeligheden, så præger det sektorernes vilkår. Effektivisering og rationalisering i de private sektorer betragtes nærmest som automatisk og naturgivent, selv om udviklingen også her er stærkt påvirket af politiske beslutninger, og selv om de er hovedleverandør af de sidevirkninger, som beskrives i det følgende, jfr. landbrugets udvikling. De private sektorer betragtes generelt som motiverede for udvikling, fordi de er konkurrenceudsatte, en motivationsfaktor, som på nogle områder med vekslende held søges aktiveret også til udvikling af offentlige sektorer. De private sektorer befinder sig på et marked med ubegrænset beslutningskapacitet og med mulighed for løbende af afprøve balancen mellem pris og kvalitet af deres produkter. De offentlige sektorer er undergivet en beslutningskapacitet, som ofte forekommer overbelastet og uden markedets mulighed for at afprøve balancen mellem pris og kvalitet. Sektorerne er gensidigt afhængige af, at de andre sektorer, deres underleverandører, fungerer rationelt og effektivt. De private sektorers konkurrenceevne påvirkes af, at de offentlige sektorer kan levere tidssvarende, effektivt og relevant. Fokus på de offentlige sektorer Umiddelbart må fokus i den offentlige debat være på de offentlige sektorer de er jo politisk styrede. Måske var der iblandt også grund til at hæfte sig ved, hvordan politiske beslutninger påvirker og kan påvirke de private sektorer, og hvordan andre end de (legitime) politiske beslutninger påvirker de offentlige sektorer. Men nuvel, der er særlige problemer knyttet til effektivisering og rationalisering i offentlige sektorer, hvor bl.a. spillet på offentligheden kommer ind. Flere af de karakteristika, der er knyttet til offentlige virksomheder, kan også gøre sig gældende for nogle (store) private virksomheder. Presset for effektivisering og rationalisering af de offentlige sektorers produktioner er mere synligt end presset på de private sektorer. Der er flere selvstændige beslutningsniveauer involveret og dermed ofte større afstand mellem beslutningstagere og udførere. De offentlige myndigheder har mulighed for (og dermed en forpligtelse

5 5 til) at inddrage bredere samfundshensyn i beslutningsgrundlaget og dermed andre kriterier for indsatsens effektivitet. De offentlige produktioner har typisk en leveringsforpligtelse, som de private typisk ikke har. De er oftest ikke konkurrenceudsatte, så de har ikke markedet til støtte for afvejningen af omfang, kvalitet og omkostninger i produktionen deres indtægter er ikke umiddelbart knyttet til deres produkter. Og beslutningerne i de åbne rum giver gode kår for myter og særinteresser. På den anden side er det offentliges produkter, ydelser og service, alt for vigtige både for mennesker og for private sektorer til, at vi skulle slække på kravene om mest og bedst for de givne ressourcer. Men effektivisering af de offentlige sektorer bidrager selvsagt også til de generelle udfordringer om afskrælning mv., som rejses i det følgende. Mange af de særlige udfordringer i de offentlige sektorer er behandlet i en bog: Offentlig effektivisering Debat og perspektivisering, redigeret af Nick Allentoft og Jens Hornemann og udgivet af Jurist- og Økonomforbundets Forlag i Den handler især om motivation og inddragelse af medarbejdere, ledere, politikere, borgere og fagligheden i dialog og samarbejde om udvikling og innovation af kvaliteten i det offentliges produkter. Ikke et spørgsmål om, men hvordan Effektivisering, rationalisering og innovation er ikke entydige størrelser. De indebærer mange valg af retning, indhold, mål, metode osv. Og naturligvis er det ønskeligt, at valget falder på tiltag, der giver mest for færrest omkostninger og uønskede sidevirkninger, og at det sker i dialog, samarbejde og fællesskab mellem alle involverede parter og det er mange. I bogen fremlægges også eksempler på, at det faktisk er lykkedes at påkalde de gode viljer og rigtige beslutninger på tværs af faglige og andre interesser, men også en skepsis over for, om de gode viljer rækker hele vejen. Bogen bygger på en blogstafet med 20 deltagere med vidt forskellige tilgange og et plus som oplæg til debat forskellige vinkler og synspunkter. Nogle er mere traditionelle end andre, nogle mere konkrete end andre. Det er ikke stedet her at gå i dybden i denne debat. Men det frister at bruge nogle få klip som udgangspunkt for et par skæve og måske ikke helt politisk korrekte vinkler. En af de konkrete (Niels Højbjerg, stadsdirektør, Aarhus Kommune) peger på, hvor lidt der synes at komme ud af 7200 kommunale effektiviseringsforslag: Situationen er mange steder den, at forslagene opstår i de enkelte sektorområder med sigte på de opgaver, den enkelte sektor løfter selv. Kun sjældent er der tale om løsninger, der fokuserer på tværgående løsninger og de bliver nærmest fraværende, når vi kigger på grænsen mellem regioner og kommuner på sundhedsområdet. Niels Højbjerg peger også på en del af løsningen: Medfinansieringen skal gentænkes. Systemet må gentænkes, så der bliver økonomisk logik i den fælles finansiering og på en sådan måde, at der også bliver økonomiske incitamenter til et integreret samarbejde... Netop incitamenter er vigtige, når vi taler om motivation og gode viljer. Delt ansvar for fælles eller sammenhængende opgaver kræver fælles penge på bordet. Allerede i

6 præsenteredes samordningshensynet for udgiftsfordeling mellem offentlige institutioner i en Rapport om finansiering 2, som daværende socialminister Ritt Bjerregård tog initiativ til. Det er dog ikke slået synderligt igennem i systemerne. I stedet bebrejdes kommunalbestyrelser for kassetænkning, selv om det nu engang er deres opgave at varetage deres borgeres interesser, ligesom det er faglige organisationers opgave at varetage deres medlemmers interesser. Fører det til forkerte resultater, er det ikke dem, men rammerne, deres incitamenter, der er noget i vejen med. Eller måske tænker de for kort? Denne mulighed tages op af en anden af de konkrete (konsulent Klaus Mølgaard). For måske tvinges de til at tænke kort, f.eks. af étårige kommuneaftaler. Både opad og nedad sætter budgethorisonterne snævre grænser for, at man kan styre effektiviseringen effektivt og målrettet eller er det snarere mediernes og dermed politikernes modvilje mod det langsigtede, der snærer? Kommunestyre i to hastigheder : tillid eller kontrol? Samme blogger (konsulent Klaus Mølgaard) er inde på muligheden for kommunestyre i to hastigheder efter modellen fra arbejdsmiljøområdet: Kommuner, der kan dokumentere en fornuftig fremdrift i forhold til flerårige mål, bør have udstrakte frihedsgrader Kommuner, der ikke lever op til disse fordringer, kan med rimelighed mødes med mere detaljerede krav. (Mon det kræver et nyt regelsæt at sortere kommunerne?) Vi rører her ved en af de store udfordringer i de offentlige sektorer: detaljerede regler og kontrol. Eller som en af bogens redaktører (Jens Hornemann, direktør, BDO, Public) udtrykker det i sin perspektivering: tillid er godt men kontrol kan også, i den rette dosering og på rette sted være godt. Engang var bureaukrati borgerens værn mod vilkårlighed. I dag er det synonym med (pedantiske) regler og kontrol, der kan gøre systemerne udviklingsresistente og lighed til enshed. Flere forhold trækker i retning af regler og kontrol. Uden markedets kontrol af omfang og kvalitet af de offentlige produkter over for deres omkostninger, må det offentlige ty til andre redskaber, når de vil sikre borgerne den tilsigtede service og værdi for pengene. Erfaringerne fra dengang, hvor staten var driftsherre på større områder, øger bekymringen ved at erstatte det kommunale selvstyre med centralistiske detailregler. Er det allerede sket? Eller kan vi nå at vælge en anden vej? Var alle offentligt ansatte lige så ideelle, alvidende og fejlfrie mennesker, som deres fagforeninger ynder at fremstille dem, var der ikke brug for kontrol. Kontrol og tilsyn selv med læger er (desværre) nødvendig for trygheden i samfundet. Der sker uden tvivl megen effektivisering, rationalisering og innovation i de offentlige sektorer uden offentlig blæst. Men når en udfordring via medierne præsenteres for offentligheden, er den faglige løsning forbavsende entydigt: flere ressourcer til pågældende fag eller institu- 2 Rapport om finansiering, Betænkning nr. 940, 1981.

7 7 tion. Vel forståeligt, at det ikke øger beslutningstageres/politikeres tillid til fagligheden, men at de foretrækker at have hånd i hanke med indsatsen. Noget tilsvarende gælder mediers og fagfolks hyppigt opstillede modsætning mellem det faglige og det økonomiske. Selvfølgeligt skal man respektere de faglige organisationers legitime ret til at varetage deres medlemmers interesser, men det kan være svært at se det ufaglige i at få det bedste ud af de givne ressourcer. Er fremtidens store frugter tværgående? Flere steder i bogen berøres den udfordring, der ligger i valget mellem de snævre og de bredere potentialer i udviklingen. Niels Højbjerg mest direkte i sondringen: de opgaver, den enkelte sektor løfter selv over for tværgående løsninger. I princippet gælder denne udfordring alle sektorer, men er nok tættest på i de offentlige sektorer med deres omfang og hierarkiske søjleopbygning med skarpt afgrænsede, lodrette ministerområder over lokale, politiske, administrative og faglige konge- og hertugdømmer til den yderste elev. Effektivisering og rationalisering er nået længst inden for de afgrænsede områder, mens de har haft det sværere på tværs af områderne. En enkelt årsag, de manglende incitamenter, er nævnt ovenfor. Manglende opmærksomhed og vilje til at overvinde de indbyggede modstande er andre faktorer eller som en sygehusdirektør udtrykte det for nogle år siden: Hvorfor dog tage alt det bøvl med rationalisering, når det er nemmere at få større bevillinger? Måske er udviklingen på afgrænsede delområder nogle steder endog gået så vidt, at det går ud over helheden og sammenhængen. Eller som en overlæge udtrykte det: Den danske befolkning er for lille til sit specialiserede sygehusvæsen. Det kan også være et problem både for de uddannelsessøgende og for de erhverv, der bagefter skal beskæftige dem, at finde rundt i flere hundrede uddannelsesretninger. Vi kan ikke undvære udviklingen. Men forskellige udviklingsretninger kan have forskellige omkostninger og sidevirkninger. Når vi skal vælge de retninger, der giver størst fordel for de mindste omkostninger og uønskede sidevirkninger, er det uden tvivl i de tværgående, på tværs af sektorer, fagligheder, konge- og hertugdømmer, at fremtidens potentiale ligger, selv om det også er her, modstræbet vil være stærkest. Udviklingens sidevirkninger Ændrede krav til arbejdsstyrkens kompetencer Udviklingen har ændret tilværelsen for mange mennesker både i de offentlige og i de private sektorer. Men den har også ændret kravene til vor indsats i den produktion, der bærer udviklingen. Den er sket i en vekselvirkning med et stærkt øget uddannelsesniveau både som et middel for og et krav til deltagerne i produktionen. Hvor kun 4-5 % af en årgang i 1940 erne og 1950 erne fik en gymnasial uddannelse, er procenten nu steget til 56, og selv om denne dobling næppe i

8 8 sig selv er afgørende, så er den en indikator på ændringer i kravene til både niveau og indhold i arbejdsstyrkens kompetencer. Rationalisering, effektivisering og ændringer i arbejdsdelingen betyder, at pladser i produktionskæden skifter, at arbejdsgange og funktioner ændres, at nogle funktioner/jobtyper skrumper eller forsvinder og nye kommer til. Nye funktioner/jobtyper kan kræve nye kompetencer, og dem, der var gode til de gamle jobtyper, men ikke helt så gode til de nye, står tilbage med udfordringer. Engang var taberne dem, der ikke kunne tage en tønde korn på nakken. Det er såmænd ikke så længe siden det var min fars generation. De sled, slæbte og skabte grundlaget for det samfund, vi har i dag. Og i dag er de tunge løft, gentagelserne og det hårde slid overtaget af maskiner og robotter, så hvem er nu taberne? For en del år siden spurgte jeg en ældre bonde, hvad der var blevet af to af hans sønner, som jeg havde gået i skole med. I sine yngre dage havde han sikkert slidt hårdt, men siden var den hårde hud flyttet fra hans rygs øvre til dens nedre del. Jo, svarede han, Hans er da blevet skolelærer, og Jens gad heller ikke bestille noget, så han blev ingeniør. Forleden læste jeg, at Vorherre ikke var socialdemokrat, da han skabte mennesket. Derfor er vi forskellige. Vi har svært ved at acceptere, at alle ikke er født lige. Evnerne kan være forskellige, gå i forskellige retninger nogle Faktabox 3 I 1948 var hver fjerde arbejdsplads i Danmark i primære erhverv, dvs. landbrug, fiskeri og råstofudvinding - nu er det 3 procent. I 1948 var 45 procent af danske arbejdspladser i servicefag, private og offentlige. Nu er det 80 procent. Siden 2000 er næsten en tredjedel af alle industriarbejdspladser i Danmark forsvundet. kan udføre eller lære noget, som ikke alle kan, og andre kan ikke udføre eller lære det, som andre kan. Vi skal ikke gå til yderligheder som Klaus Rifbjerg, der mener, at danskere (+ Rifbjerg) er intelligente og resten dumme. Forskellige tider og forskellige samfund efterspørger forskellige evner og færdigheder. Nogle uddannelser og investeringer går tabt Det er ikke kun et spørgsmål om uddannelse contra ikke-uddannelse. Nogle uddannelser taber deres værdi, mens andre vinder frem. På samme måde kan udviklingen løbe fra nogle anlæg, maskiner osv. og dermed beskære den investerede kapital, der er bundet heri. Særligt smertefuldt og blokerende kan det blive, når den investerede kapital er højt belånt (Eks.: dansk landbrug). Ikke sjældent ser vi da også, at faggrupper og kapitalinteresser mødes i modvilje mod udvikling på netop deres område. De formår dog sjældent at hindre den højst at sinke den eller at dreje dens retning mere eller mindre, for presset fra omgivelser og omverden kan blive hårdt, bl.a. via deres markeder. Der er jo ingen fidus i at holde fast på en produktion her i landet, hvis dens produkter ikke kan sælges, fordi andre producerer bedre og/eller billigere. Eller ved et skole- og uddannelsessystem, som nok er bekvemt for uddannerne, men hvor de uddannede bliver tabere.

9 9 Konkurrenceevne kræver mindre arbejde og mere kapital For nogen tid siden hørte jeg en succesrig erhvervsleder i radio/tv forklare, hvorfor det gik hans virksomhed så godt, og hvad han ville gøre for at fortsætte successen og dermed anbefale andre at gøre. Han pegede straks på konkurrenceevnen (p.t. samlebegrebet for al rationaliserings og effektiviserings mål) den skulle styrkes. Hvordan? Ved at mindske løndelen i produktet! Ikke just lovende for beskæftigelsen, men sikkert ganske realistisk. Det betyder også, at kapitaldelen i det enkelte produkt øges. Den måde, vi producerer på, kræver stadigt flere og bedre redskaber, teknologi, mere kapital. I en fjern fortid kunne den, der havde en spade, producere mere end den, der var henvist til at kradse i jorden med en pind. Og spaden kunne lejes ud mod en andel af merværdien ved at bruge den. I dag er forholdet mere komplekst, men stadigt med grundtræk fra dengang. Bygninger, maskiner, robotter osv., dvs. kapital, udgør en stadigt voksende del af det færdige produkt. Det voksende behov for og dermed efterspørgsel efter kapital er i princippet til fordel for dem, der har kapital og kan stille den til rådighed. På den anden side giver den voksende indkomst også øgede muligheder for opsparing og dermed udbud af kapital. Om balancen mellem udbud og efterspørgsel sender kapitalens aflønning, renten, opad eller nedad, er den stadige udfordring for økonomiske prognosemager, spekulanter og almindelige huskøbere og virksomheder: er udbuddet stort og efterspørgslen svag, f.eks. fordi investeringslysten er lav (som for tiden), så er renten lav hvor længe? Det er imidlertid ikke et nulsumsspil. Nok er behovet for kapital vokset drastisk, men det er opsparingen ud af den voksende indkomst også. Historisk ser det tilmed ud til, at opsparingen/udbuddet af kapital har ført i kapløbet med investeringerne/efterspørgslen efter kapital, så kapitalens andel af den samlede nationalindkomst (som vi ser på senere) faktisk faldt betydeligt fra til tallet. Vækst som overlevelsesvilkår Til udviklingen hører også, at vækst på mange områder i sig selv er blevet et overlevelsesvilkår og en konkurrenceparameter: Produktionsprisen for enhed nr. 10 kan være mange gange højere end for enhed nr Vi ser, hvordan priser på nye it-dimser kan styrtdykke nogle måneder efter lanceringen (hvis de slår an), og hvor vigtigt det er for container-transport, at virksomheden er stor nok til, at nettet kan hænge sammen. Også

10 10 det trækker i retning af, at løndel, dvs. menneskelig arbejdsindsats, erstattes af teknologi, dvs. kapital. Også i det offentlige ses tendensen til stordrift med dertil hørende centralisering med vekslende succes og undertiden begrundet med hensynet til decentralisering(!): Større kommuner; fra amtskommuner til regioner (på vej til staten trods tidligere erfaringer med statsdrift?); SKAT med ejendomsvurderinger og opkrævning; større daginstitutioner for børn; supersygehuse for at rumme de stadigt mere specialiserede specialer osv. Alligevel er Danmark endnu et af verdens rigeste lande og samtidigt præget af små og mellemstore virksomheder. Det er oplagt, at stordrift på nogle områder er en fordel. Men det er ikke nødvendigvis en fordel på alle områder. Store enheder kan på nogle felter nyttiggøre specialviden både i produktion og markedsføring, men de kan også skabe store administrationer, stor afstand mellem producent og forbruger og mellem ledelse og udøvere og begrænse fleksibiliteten. Men det går da rigtig godt Mens vi endnu kan gøre noget ved det Ganske vist faldt Danmarks BNP pr. indbygger med 1,6 % fra 2010 til 2013, men kronen har aldrig været så efterspurgt som nu. Måske ikke, fordi den er specielt stærk, men fordi EURO en er svag. Overskuddet på betalingsbalancen sætter rekord, så konkurrenceevnen og arbejdseffektiviteten må have det fint også her godt hjulpet af følgeskabet med den svage EURO. Det er netop, mens det går godt, at man skal være opmærksom på faresignaler, for da har man handlemulighederne. Derfor er det nu, vi skal se på udfordringerne og deres baggrund og sammenhæng og overveje, hvad vi vil gøre ved dem, mens vi endnu kan. Og der er udfordringer. Hverken arbejdsløsheden, globaliseringen, øget viden og teknologi i produktionen, forskydninger i jobtyper eller opkomsten af nye konkurrenter er forbigående. Det må vi forholde os til. Og blandt de første skridt er måske at tilpasse vor selvforståelse mere til virkeligheden og mindre til myter. Da børnefradrag omkring 1970 blev til børnetilskud (mere praktisk under kildeskat), betød det, at både beskatningen og de offentlige udgifter voksede med et par milliarder rent bogholderi og interessant for bogholdere og populister. Når sociale overførselsindkomster er skattepligtige i Danmark, men gennemgående ikke i andre lande, har det tilsvarende virkning. Formelt/bogholderimæssigt er ydelsen højere, når der skal indregnes penge til skatten. Vi har mange andre finurligheder i bogholderiet, og det sker, at de giver basis for myter. Erhvervene døjer med verdens højeste lønomkostninger, siges det. OECD s opgørelser siger noget andet. I deres opgørelser af lønomkostninger i de enkelte OECDlande ligger Danmark som nr. 17 for en gennemsnitsarbejder og lavere end f.eks. Holland, Sverige, Frankrig, Italien og Korea. Helt slemme kan erhvervsvilkårene, selv i Udkants Danmark næppe være, når Apple vælger Viborg.

11 Bogholderiets finurligheder og skattetrykket Faktabox 4 11 Danmark har verdens højeste skattetryk, siges det. I OECD s opgørelser (Faktabox 4 3 ) kommer Danmark her ind pudsigt nok - også som nr. 17 og nu efter lande som f.eks. Tyskland, Ungarn, Italien, Grækenland, Portugal og Tyrkiet. I andre lande kalder man en stor del af skatten arbejdstageres og arbejdsgiveres socialsikringsbidrag. Forskellen er næppe stor for den, der betaler, men for bogholderen, statistikeren og populisten er den. Vi kunne såmænd med samme ret sige, at englændere slet ikke betaler skat de kalder det tax. Når det opleves anderledes, skyldes det en anden af bogholderiets finurligheder, nemlig skattetrykkets sammensætning. For skattens sammensætning er forskellig, som det også ses i figuren. Andre formelle forskelle betyder mere for vurderingen af vore handlemuligheder, fordi de også har reale virkninger. I andre lande placeres en stor del af arbejdsløshedssikringen på de enkelte virksomheder i form af lovbestemte opsigelsesvarsler. For virksomhederne betyder denne Nr OECD skriver landenavne med mikroskopisk skrift. Heldigvis kan mange pc er forstørre den.

12 12 byrde, at de må betale løn til medarbejdere, de ikke kan anvende i produktionen ( skjult arbejdsløshed ), og derudover, dels at de bliver ekstra forsigtige med nyansættelser, dels at der blomstrer mangfoldige besynderlige omgåelser af reglerne. For den ansatte kan sikringen være pant i sunkne skibe. Og for arbejdsmarkedet generelt øger det stivheden. I Danmark udlignes byrden på virksomhederne i stedet via det offentlige. Det betyder, at den faktiske arbejdsløshed og udgifterne hertil bliver synlige, de offentlige udgifter fremtræder større, men også, at medarbejderen hurtigere er til rådighed for næste job (eller uddannelse), at virksomhederne ikke har samme bremse på nyansættelser, og at arbejdsmarkedet generelt bliver mere fleksibelt ( Flexsecurity-modellen ). Sådanne forhold spiller ind, når vi skal vurdere vore forudsætninger og handlemuligheder hvad skal vi ændre, hvad skal vi bevare? Drivkræfter bag udviklingen Adam Smith, Karl Marx og dampmaskinen kom til Er det skurke eller helte, som satte udviklingen i gang og driver den frem? I det lange historiske perspektiv afløstes stenalder af bronze- og jernalder, i Kina skabtes terrakotta-hæren i Xian, i Mellemøsten byer som Babylon og Palmyra, mens vi her på egnen kravlede rundt og samlede biller. På verdensplan fulgtes befolknings- og produktionsudvikling stort set ad i årtusinder, dvs. produktionen voksede med folketallet (eller omvendt) og uden, at der blev mere til hver. Men for ca. 300 år siden begyndte der at ske noget, i hvert fald i det, vi i dag kalder Den vestlige verden, og i løbet af og især tallene kom resten af verden med, om end i forskelligt tempo over tid og sted. Gennem de 300 år har filosoffer og økonomiske teoretikere set forskelligt på kræfterne og velsignelserne bag udviklingen. Adam Smith, skotsk professor i moralfilosofi, så frisættelsen af mennesker over for den tids laugsvælde, kongeligt koncessionerede selskaber og lukkede nationalstater som kraften bag fremskridt. Ca. 100 år senere var Karl Marx, tysk sociolog og økonom, mindre optimistisk og så kapitalismen, som via marked og for profit piskede arbejderklassen frem på vejen til sin egen kollaps. Indimellem havde dampmaskinen og andre innovationer sat fart i den begyndende industrialisering nok en del af baggrunden for de to filosoffers forskellige syn på udviklingen. På sin vis kan det lede tilbage til Oplysningstidens opprioritering af viden som en væsentlig igangsætter af disse 300 års udvikling. Viden og dernæst uddannelse i bredden blev in og selvforstærkende. Med tiden er det blevet sværere at se kapitalen/arbejdsgiverne og arbejderklassen som éntydige begreber hver for sig og som nødvendigvis hinandens modsætninger. Begge begreber opløses i underbegreber så forskellige som de mennesker og de undertiden modsatrettede - interesser, der påvirker dem.

13 13 Den iværksætter eller investor/virksomhed, der har eller kan skaffe kapital, kommer lettere i gang end den, der ikke har. Men iværksætteren er afhængig af, at hans forventninger om, at nogen vil efterspørge det, han sætter i værk, holder stik, ellers er kapitalen tabt. Den, der har ansvar for placering af kapital, vil naturligvis søge hen mod projekter, der har udsigt til at lykkes, eller kan iblandt vel også tilskynde nogen til at sætte noget i gang, som kapitalforvalteren forventer, at der vil være efterspørgsel efter. Men det er svært at forestille sig, hvordan kapitalen i sig selv skaber udvikling og dermed efterspørgsel efter kapital så havde den nok gjort det under disse års ekstremt lave renteniveau. Mens tilstedeværelsen og tilgængeligheden af kapital således han være en betingelse for udvikling, er det svært at se den som en egentlig drivkraft. Men adgang eller manglende adgang til kapital kan spille en væsentlig rolle i valget mellem forskellige udviklingstendenser. Er globaliseringen skurken? Vi kan ikke bomme den ude Ofte hører man, at presset for udvikling kommer udefra det er globaliseringen, der er skurken. Så er vi jo tæt på Adam Smith! Han så åbningen af de lukkede nationalstater som en af vejene til fremgang og velstand. Den voksende udveksling og arbejdsdeling på tværs af landegrænserne har da også været en væsentlig fødekanal til udviklingen og dermed også til mange skift i produktionskæden og i jobtyper. Om den har været en selvstændig drivkraft for udviklingen eller et redskab for realiseringen af menneskers ønsker om øget velstand, er dog nok et spørgsmål. Globaliseringen er kommet for at blive. Iblandt taler nogen om at lukke den ude (grænsebomme, EU-forbehold osv.) eller vel rettere: at lukke os selv inde. Men dels vil vi jo have del i dens goder, dels så vi, at selv Berlinmuren og alt dens tilbehør ikke hindrede impulser fra omverdenen. At globaliseringen og dermed konkurrencen fra udlandet opleves som et pres, er givet. De lande, som først nu er ved at komme med i udviklingen, kan gøre det hurtigere, end vi gjorde. De har som udgangspunkt en betydeligt lavere levestandard og lønniveau, end vi har det er nemmere at øge med 10 % fra et lavere end fra et højere niveau og de har ofte gode naturgivne forudsætninger. De kan springe adskillige led i udviklingen over og udnytte den viden og teknologi, de kan hente hos de mere udviklede lande. Et eksempel: lande i Afrika springer helt over fastnettelefonen med alle dens kabler, mens mobiltelefonerne har spredt sig med imponerende hast. Uligheden mellem verdens lande mindskes i princippet ad fire veje: Ulandsbistand nok den mindst virkningsfulde vej. Emigration, arbejdskraftens bevægelighed: For nogle lande spiller det en rolle, at emigranterne sender penge hjem til familien, men det afgjorte minus er, at det ofte vil være de mest ressourcestærke, der vandrer det kan betyde et alvorligt hjerne-dræn og tilbageslag for udvandrerlandet.

14 14 Investeringer, dvs. kapital udefra til udvikling af erhverv og produktion i modtagerlandet, altså ikke blot til udførsel af råvarer. Men de store selskabers skatteflugt og kapitalappetit kan have den modsatte effekt. Samhandel, hvor udviklingslandet får adgang til at sælge sine produkter i de udviklede lande uden høje toldmure og restriktioner nok på sigt den vigtigste udviklingsfaktor. Når de bliver markeder, bliver de også konkurrenter Mennesker i Asien og Afrika ser (ikke mindst med globaliseringen af informationsformidlingen) den velstand, som udviklingen har givet os i den vestlige verden den ønsker de også. Selvfølgeligt ønsker vi, at mennesker i den fattige del af verden får det bedre, ulandsbistand og alt det, og at de bliver bedre kunder for vore produkter. De bliver nye markeder, men nye markeder skal kunne betale og derfor kunne Faktabox 5 sælge det, de er gode til at producere, bl.a. til os og vore kunder. Det kniber måske med at acceptere denne anden og nødvendige side af medaljen: at de bliver bedre til at producere til vore markeder. Når det langt ad vejen ikke er oplevet som et pres på dem, der hidtil var alene på toppen, at uligheder i verden mindskes, kan det hænge sammen med, at det ikke har været et nulsumsspil. Når Kina løftede nogle hundrede millioner mennesker ud af dyb fattigdom, skete det ikke ved overførsler fra de rige lande, men ved øget kinesisk produktion. Det styrkede samtidigt Kinas økonomi og konkurrenceevne. En anden situation var foreningen af Øst- og Vesttyskland. Her var vi tættere på et nulsumsspil, hvor store overførsler fra vest til øst skulle bringe Østtyskland på omdrejningshøjde. De har haft betydning, om end målet ikke helt er nået. En tredje situation er Marshal-hjælpen efter Anden Verdenskrig, hvor USA pumpede milliarder i at genstarte (Vest)Europa efter krigens ødelæggelser - en absolut modsætning til de store erstatningsbetalinger efter Første Verdenskrig, der var med til at lægge grunden til Anden Verdenskrig. Den fik kolossal effekt, måske fordi modtagerne havde viljen og potentialet, så ikke kun modtagerne, men også giverne fik fremgang ud af det.

15 15 Den fjerde situation er EURO-zonen. En lang række europæiske lande indtrådte i et fælles valutaområde ud fra hver deres valutakurs på starttidspunktet. Allerede her i de utilpassede valutakurser lå kimen til øget ulighed. Forventningen om, at den fælles fremgang ville løse problemerne, blev brat skudt ned af den økonomiske krise fra 2008, og uligheden mellem Nord- og Sydeuropa voksede. Fra 2009 til 2013 oplevede Grækenland således en nedgang i BNP pr. indbygger på 23 % over for en stigning på 6 % i Tyskland i samme periode (jf. Faktabox 5). At Tyskland har været største bidragyder til de såkaldte Hjælpepakker til Grækenland er for så vidt naturligt, som Tyskland formentligt har tjent mest på Grækenlands krise, og pakkerne primært er gået til at redde bl.a. tyske banker ud af deres store og dristige investeringer i Grækenland. Mindre ulighed kræver vækst Af de fire situationer, der er nævnt, har de to mest omfattende og målrettede (Kina og Marshal-hjælpen) været mest vellykkede, genforeningen af Tyskland nogenlunde vellykket, mens EURO-zonen i henseende til lighed foreløbigt har virket modsat, vel fordi man fra starten hverken havde mål eller forudsætninger på plads. Og her er vi nok ved noget centralt: Uligheden kan mindskes i et voksende marked, hvor alle bliver rigere, og væksten er stærkest blandt de fattigste. Det har oftest været tilfældet hidtil. Skal uligheden i verden mindskes på fredelig vis, kræver det vækst, dvs. udvikling. Men dermed rykker de fattige også tættere på os i levevis og produktionskraft de bliver stærkere konkurrenter i forbruget af naturens ressourcer og på markeder, vi hidtil har levet af. Det er en udfordring. Er det teknologien? Teknologi er redskaber Teknologien har vendt op og ned på tilværelsen og arbejdslivet. Dampmaskinen er nævnt. Gennem generationer hed genteknologi avlsarbejde, hvor man møjsommeligt krydsede gener for at gøre husdyr og kornsorter mere produktive og modstandsdygtige. Elektriciteten, telefonen, bilen, radio, tv, it, medicin, fly, rumfart osv. Teknologi er redskaber, vi kan vælge at bruge fornuftigt eller ufornuftigt. Hvor havde vi mon været, hvis den første anvendelse af kernekraft havde været fredelig og ikke til atombomben? Klimaet kunne måske have haft det bedre, og afhængigheden af russisk gas været mindre? Også her gælder, at affald ikke nødvendigvis kun er affald - nogle steder (f.eks. i Frankrig) betragtes det som materialer til nye produktioner. Når vi søger nålen, har vi ikke brug for mere hø I de seneste årtier har fokus især været på udviklingen inden for it- og datateknologi. Det er åbenbart, at den har givet os enorme fordele i produktion og produktionsstyring, i vidensopsamling, kommunikation, formidling, administration osv. Mange arbejdsgange og produktionskæder er blevet mere effektive og rationelle eller helt afløst. Men er den på nogle områder ved at gå i selvsving? Er der områder, hvor teknologien blot bruges til mere af

16 16 samme slags når vi nu kan? Eller hvor resultatet er ringere end det, den afløste, f.eks. fordi vi prøver at tage gevinsten hjem, før teknologien er afprøvet og på plads (Eks.: Skats opkrævningssystem, Rejsekortet)? Engang var der 2-3 meningsmålingsinstitutter. I dag myldrer det med dem. Partier og politikere springer badut på dem. Men hverken meninger eller politikere er vist blevet bedre af den grund. Vi samler uhyre datamængder, når vi nu kan. Men hvad vil vi, og hvad kan vi bruge dem til? En datamængde kan blive så stor, at det i sig selv blokerer for dens anvendelse. Når vi søger nålen i høstakken, er det ikke mere hø, vi har brug for. Der har været opmærksomhed om store offentlige systemer: SKAT s opkrævningssystem, der ikke kan kræve op. Sygehusenes systemer, der ikke kan tale sammen. IC4- tog, der ikke kan køre. Vi skal have e-boks, for at kommunerne kan sende til borgerne, men kommunerne kan ikke klare, at borgerne svarer ad samme kanaler. Store registre, der kan hackes osv. osv. Bygger vi unødige administrationer op, når vi nu kan? Teknologien har bragt uendeligt meget godt. Men er vi ved at skamride den? Er den ved på delområder at løbe så vildt, at vi taber helhed og sammenhæng og blikket for dens sidevirkninger? Frem for at sprede opmærksomheden kan vi bruge ét område til illustration af denne problemstilling: Overvågning. Overvågning: Vor og mediernes reaktion farligere end terroren Når vi ikke har noget at skjule, og når vi som i Danmark har tillid til myndighederne, har vi vel ikke grund til bekymring? Teknikken kan jo også bruges, når og hvor der ikke er samme grund til tillid til myndighederne. Ikke kun i det hjemlige, men stort set i alle vestlige lande hænger den stadigt voksende overvågning sammen med frygten for terror og forsvaret for frihedsrettigheder, især ytringsfriheden i hvert fald i argumentationen. Så lad os se lidt nærmere på dem. Praktisk nok: I en uge, hvor der skete to ulykkelige drab i København, skete der intet som helst andet af interesse i verden. Derfor kunne medierne fuldt og helt give den opmærksomhed, der er terroristers drivkraft og formål. Og minsandten: København blev nævnt i udenlandske medier! Verdens øjne hviler på os! Terror er gjort til et superbrand til fryd og inspiration for terrorister. Gang på gang måtte det nævnes, at forbryderen var muslim og selvfølgeligt med tilføjelsen, at ikke alle muslimer er terrorister, hvis de nu skynder sig at tage offentlig afstand fra terrorisme. Vi glemmer nemt, at langt de fleste ofre for terrorister er muslimer. Jeg kunne få nok at gøre, hvis jeg skulle tage offentlig afstand, hver gang kristne forbrydere slår til. Heldigvis sættes der sjældent korsfareretikette på, så det slipper jeg for. De politiske automatreaktioner var bl.a.: Vi må skærpe overvågningen af flere. Overvågning til beskyttelse af demokrati og frihedsrettigheder, specielt ytringsfriheden!

17 17 Måske ikke så paradoksalt, når ytringsfrihedens prøvesten er de mest platte og fornærmende ytringer. Grundlovens fædre så vist mere ytringsfriheden som det, der kunne holde snor i magthaverne. Til min ytringsfrihed hører, at jeg ikke kan lide de tåbelige tegninger og ikke har spor lyst til at stå på mål for dem. Det er svært at se, hvordan overvågning skulle have hindret denne og helgardere mod tilsvarende forbrydelser, så vi må hellere overvåge alt og alle, når vi nu kan stakkevis af hø. Og hvad gør det mon ved privatliv og frihedsrettigheder og ved forståelsen mellem befolkningsgrupper? Måske kunne vi bruge disse ressourcer bedre, f.eks. til at styrke demokrati og dialog i hverdagen i stedet for at beskære den? På den anden side: Risikoen for at blive slået ihjel i trafikken er mere end 100 gange større end risikoen for at blive ramt af terror. Set ud fra demokrati og frihedsrettigheder er vor og mediernes reaktion på terror farligere end terroren i sig selv. Er det pengene? Penge er opstået i alle kulturer Stenøksemageren havde lavet flere økser, end han havde brug for. Han ville gerne bytte et par væk for en ged. Men manden med geden stod ikke lige og manglede et par økser. Altså måtte øksemageren finde en, som manglede et par økser, og som havde noget gedemanden manglede, for at handlen kunne klares. I længden blev det lidt besværligt, især da øksemanden skulle igennem fire-fem led for at købe en skovl. Derfor opfandt man penge et fælles byttemiddel over for både økser, geder, skovle og alt andet. Det kunne være perler, sølv- eller guldstykker osv. Det skulle være nemme at transportere, de skulle være alment accepterede, dvs. der skulle være tillid til, at den næste i rækken ville godtage dem som betaling. Det var effektivt og rationelt. Med tiden blev det kongerne eneret at slå mønt, dvs. at præge sit monogram på små stykker guld, sølv eller kobber som garanti for, at deres metalværdi svarede til deres pålydende. Iblandt skete det, at kongen filede lidt på vægten. Så blev hans mønter mindre værd, dvs. priserne steg. Sedlerne kom til. Kongen, staten eller centralbanken stod inde for, at de havde så meget guld eller sølv på lager, at det modsvarede de udstedte sedlers samlede, pålydende værdi nuvel, måske ikke helt. For de fandt jo ud af, at ikke alle kom på én gang for at få indløst sedlerne. Altså kunne de udstede flere sedler, end de egentlig havde dækning for, blot der var tillid til dækningen. Gearingen var opfundet. Det var effektivt og rationelt. Og øksemageren, der havde solgt økser for flere penge, end han lige stod og havde brug for, fandt ud af, at pengene kunne gøre nytte. De var forbrugsmuligheder, som han kunne låne ud, indtil han selv fik brug for dem. Det blev tilmed et erhverv at samle det, som øksemageren, gedemanden og alle de andre havde til overs, og at stå for udlånene. Vi fik banker. Det var effektivt og rationelt. Og med tiden fandt de også ud af, at ikke alle indskydere kom på én gang for at hæve. De kunne låne mere ud end deres indskud de kunne også geare. Ikke mindst fordi

18 18 penge ikke kun er kontanter, men også penge på konto, og betalinger ikke kun fra hånd til hånd, men også fra konto til konto. Det var effektivt og rationelt. Fra tillid til trillebør Bindingen til metallet i statens eller centralbankens kælder var blevet løsere, og man fandt ud af, at det egentlig var en upraktisk binding. Det afgørende var ikke metallet, men tilliden - tilliden til, at man kunne købe noget for pengene, og at deres værdi var nogenlunde stabil. Pengemængden og den nationale valuta var nu blevet et redskab i staternes økonomiske politik eller mangel på samme. Fra tid til anden faldt stater for fristelsen til at lade seddelpressen køre. Men tilliden var stadigt afgørende. Da tilliden til marken i Tyskland svigtede i 1920 erne, måtte trillebøren frem, når man skulle have penge med til de daglige indkøb. Erfaringerne fra dengang spiller stadigt en rolle, når tyskere tager stilling til økonomisk politik. Det var absolut hverken effektivt eller rationelt. I 1930 erne kappedes staterne om at devaluere, dvs. sætte værdien af deres valuta ned som en vej ud af krisen. For det enkelte land betyder det, at man over en bank holder udsalg af egne produkter ved at sætte priserne ned for den importør i et andet land, som skal betale i sin egen valuta, og tilsvarende sætter man prisen op for alle de varer, som importeres. Det kan lune, indtil de andre gør det samme, og sorteper kommer på evig vandring. I det enkelte land er devaluering en anonym og politisk bekvem måde at fordele fattigdom på. Men tilliden taber. Vi skæver til trillebøren. Det er absolut hverken effektivt eller rationelt. Det drejer sig ikke kun om tilliden indenlands. Med en omfattende handel og långivning over landegrænser bliver tilliden udefra til det enkelte lands valuta vigtig. Stadige underskud i samhandlen, devalueringer eller ustabile politiske forhold ryster tilliden og bliver nemt selvforstærkende. At undgå denne situation kan være en af drivkræfterne til at holde fast i udviklingstoget. Keynes på banen I 1936 kom Keynes til med sin teori om, hvordan staten gennem sin finanspolitik påvirkede pengemængde, aktivitet og beskæftigelse i samfundet. Under svage konjunkturer kunne staten ved at lempe finanspolitikken, dvs. ved underskud på statens finanser, styrke aktiviteten og beskæftigelsen, mens den modsvarende, når konjunkturerne var ved at koge over, kunne stramme statens finanser via overskud og derved bremse aktivitet og (over)beskæftigelse. Keynes føjede dermed særdeles stærke og relevante redskaber til den økonomiske politiks værktøjskasse. De havde været endnu stærkere, hvis man politisk havde være opmærksom på, at der også er andre faktorer på banen. I virkelighedens åbne verden spiller psykologi, incitamenter og omverdenens tillid til det enkelte lands økonomiske politik og valuta en større rolle end forudsat af Keynes. Og for politikerne selv har det vist sig nemmere at bruge Keynes teori, når der skulle lempes, end når der skulle strammes!

19 19 Penge er redskaber, brugeren bestemmer Hvorfor nu denne lange historie? Fordi penge nu engang er vigtige for økonomien både som praktisk betalingsmiddel og som målestok, f.eks. også, når effektiviseringens og rationaliseringens resultater måles. Og fordi der næsten ikke er grænser for, hvilke mystiske og mytiske egenskaber tænksomme filosoffer gennem tiden har tillagt penge og nok er penge undertiden elastik i metermål, men først og fremmest er de på tværs af tider og kulturer et praktisk og nødvendigt redskab, hvis tilblivelse og funktion kan fortjene en lille opfriskning. Penge har det som kapital. De kan bruges på godt og ondt. Det afgør brugeren. Deres betydning for udviklingen er som symbol de kan udtrykke brugerens motivation og stræben efter øget velstand og større forbrugsmuligheder. Men at se penge som en selvstændig aktør er svært. Likviditeten som igangsætter: + og på effektiviseringen Men for samfundet spiller penge også en anden rolle. For tiden køber Den europæiske Centralbank på staternes vegne obligationer i stor stil. Den gør det for at øge likviditeten, dvs. pengemængden, i EURO-landene ud fra den antagelse, at det kan styrke efterspørgslen og dermed øge aktiviteten og beskæftigelsen og bidrage til at bringe landene ud af den aktuelle krise. Flere penge skal puste liv i udviklingen. Om det også fremmer effektivisering og rationalisering er et andet spørgsmål. I hårde tider kan presset for effektivisering og rationalisering være et overlevelsesvilkår en defensiv strategi. Når tiderne bedres, og optimismen vokser, skifter motivationen til en offensiv strategi, det gælder om at være med på fremskridtet. Og hvis tiderne bliver ekstra gode, kan manglen på relevant arbejdskraft tælle på motivationen. Om den defensive eller den offensive strategi er stærkest i forhold til effektivisering og rationalisering bliver et gæt, men der er næppe tvivl om, at de uønskede sidevirkninger er stærkest under den defensive strategi. Når staterne lader bankerne overgeare Staterne og deres centralbanker, herunder Den europæiske Centralbank, sigter i princippet på høj aktivitet og beskæftigelse uden overophedning og uden, at inflation bliver for stærk. Men de er ikke alene på banen. Om de private banker gearer mere eller mindre, påvirker også pengemængden. Det er med gearing som med andet godt overdrives det, er det ikke så godt. Højere gearing giver højere risiko, og svækkes tilliden, kan det hurtigt gå grueligt galt. Bankernes kraftige overgearing tillægges således et væsentligt medansvar for krisen i 2008 eller i hvert fald for, at den blev så voldsom. Vekselvirkningen mellem en aggressiv udlånspolitik og stigende priser det være sig på boligmarkedet eller i Grækenland skabte bobler uden sammenhæng med produktion eller opsparing. At landenes regeringer gennemgående så passivt til eller endog tilskyndede, viser en så absolut mangel på rettidig omhu, at de må bære deres store del af ansvaret.

20 20 Bankernes voksende magt over for staterne vender vi tilbage til om lidt. eller er det os selv? Danmark blev nr. 11. Sidste år var vi nummer 10 det må vi gøre noget ved! Det er ikke kun om Folketinget, vi siger: Ingen over, ingen ved siden af. Selvfølgeligt holder vi fast i vor plads på toppen, og det koster. Velstand er relativ vi sammenligner os med de andre. Men også mere direkte presser de andres udvikling os. Når de andre bliver bedre til noget, som vi hidtil har levet af, så tager de kunder fra os vi bliver fattigere, hvis vi ikke bliver endnu bedre end dem eller finder på noget andet at leve af. Så i den forstand kommer en drivkraft for udviklingen fra vekselvirkningen med de andre de presser os, vi presser dem. Vi kan ikke lukke døren, for vi er i bund og grund afhængige af de andre. En dansk udenrigsminister, udtrykte det engang sådan: For Danmark er omverdenen større end for de fleste andre lande. Vi vil alle gerne have det bedre i hvert fald ikke ringere. Det giver også et internt spil. I en udvikling, der ændrer kravene til arbejdsstyrken kompetencer, er det nærliggende, at de mennesker, der har de efterspurgte kompetencer, er for denne udvikling og ønsker at fremme den, selv om det gør andre menneskers kompetencer mindre værd. Det kan også være en stærk drivkraft bag udviklingen. Fire spor fire problemstillinger 1. spor: Hvad sker der med arbejdslivet? Kan alle følge med, eller sætter udviklingen voksende befolkningsgrupper af toget, skræller dem af og hvad med dem? 2. spor: Kan vi politisk styre/påvirke udviklingens retning og mål? 3. spor: Hvad gør udviklingen ved indkomst- og formuefordelingen? 4. spor: Er vi på vej til et helt andet samfund en anden måde at leve på? Første spor: Bedre for de fleste, men hvor blev mændene af? Her fra løb tankerne i fire forskellige retninger, hvor udfordringerne har det tilfælles, at de borer i, om og hvordan samfundet kan hænge sammen. Udviklingen betyder, at nogle jobtyper, som engang gav udkomme til mange mennesker, i dag er afløst af helt andre jobtyper. Trods alle uddannelses- og efteruddannelsestilbud er det ikke givet, at alle mennesker kan klare skiftet. Nogle med evner for de gamle job evner måske ikke de nye det, de kan producere under nye vilkår, rækker ikke til den løn, de skal have.