Francis Picabia. Uddannelse Elev på École Nationale Supérieure des Arts Décoratifs, Paris.

Transkript

1 Francis Picabia 1879 Francis Picabia fødes den 22. januar 1879 på Rue des Petit Champs 82 i Han er søn af spanske Francisco Vicente Martinez Picabia og franske Marie Cécile Davanne, et ægteskab mellem det spanske aristokrati og det franske bourgeoisi. Uddannelse Elev på École Nationale Supérieure des Arts Décoratifs, 1880 erne Da Picabia er syv år, dør hans mor af tuberkulose, og kun et år efter mister han også sin mormor. Han vokser op hos sin far, sin ugifte onkel, Maurice Davanne, der arbejder på Bibliothèque Sainte Geneviève, og sin morfar, Alphonse Davanne, en rig forretningsmand og engageret amatørfotograf, som er venner med fotografen Louis Daguerre og forfatter til vigtige tekster om fotografiet erne Allerede i 1894 viser Picabia talent for maleriet, og hans far præsenterer derfor et af hans værker, der i dag er ukendt, for Salon des Artistes Français. Under sin uddannelse på École des Arts Décoratifs studerer han under bl.a. Cormon og Carrière. I 1897 opdager Picabia for alvor impressionismen. Han læser værker af de tyske filosoffer Stirner og Nietzsche. Han fortæller senere i livet, at han møder Nietzsche i den schweiziske by Morges i : Salon des Artistes Français, 1900 erne Picabia modtager arven efter sin afdøde mormor. Der er tale om en pæn formue, som giver ham økonomisk frihed og gør ham uafhængig af indtægter fra salg af sine værker. I 1902 rejser Picabia for første gang til Spanien. Han besøger Sevilla, hvor hans tantes mand er borgmester. Her udfører han de første espagnoles-billeder. Omkring 1902 finder Picabia inspiration hos store kunstnere som Camille Pissarro og Alfred Sisley. Han bliver nære venner med Rodolphe og Manzana Pissarro, der er sønner af Camille Pissarro. I årene herefter begynder han at udstille på de mere liberale og frisindede gallerier og saloner, og her får han stor succes Picabia underskriver en stor kontrakt med det prestigefyldte Galerie Haussmann, der ledes af direktøren Gustave Danthon. Allerede i 1909 bryder han kontrakten med Danthon, der umiddelbart herefter sætter mere end hundrede af Picabias værker til salg. Dette får værkernes værdi til at falde drastisk. I 1908 møder Picabia den unge avantgardemusiker Gabrielle Buffet, som han diskuterer æstetik og kunstneriske sammenhænge mellem maleri og musik med. Gabrielle er en intellektuel sparringspartner, der følger ham gennem en stor del af livet. I 1909 gifter Picabia og Gabrielle sig og flytter ind i en lejlighed på Rue de Lille i 1903: Salon des Indépendants, Picabia viser otte impressionistiske malerier. 1903: Salon d Automne, 1905: Galerie Haussmann, Den første af tre soloudstillinger på galleriet. Her viser Picabia 60 impressionistiske værker. 1906: Kunstsalon Casper, Berlin. 1907: Salon de L École Française, 1909: Galerie Georges Petit,

2 Picabia udstiller postimpressionistiske malerier og to fauvistiske portrætter af Gabrielle erne Picabias og Gabrielles første barn, datteren Laure Marie Cataline, kommer til verden i 1910, og i februar 1911 fødes deres søn Pancho. Senere samme år indleder Picabia og Gabrielle et livslangt venskab med den fransk-amerikanske kunstner Marcel Duchamp. Omkring 1912 bliver Picabia medlem af Société Normande de Peinture Moderne og af gruppen Groupe de Puteaux, der ledes af Marcel Duchamp og Jacques Villon, og som afholder møder i Villons atelier i I 1912 møder Picabia den franske digter og kunstkritiker Guillaume Apollinaire, som efterfølgende bliver en af hans nære venner. I 1913 fødes Picabias og Gabrielles datter Cécile. I opholder Picabia sig i New York og beskriver stedet som en fremtidens by, der er under evig forandring. Picabia deltager som den eneste europæer ved The Armory Show og bliver budt velkommen som en af kubismens frontfigurer. Han bliver den uofficielle talsmand for den moderne europæiske kunst. Krigen i Europa bryder ud i 1914, og med hjælp fra familiens kontakter får den hvervede Picabia en post som chauffør for en fransk general. Gennem sin fars diplomatiske forbindelser tager han i maj 1915 på en mission til Cuba, hvor han skal forhandle salg af sukker til det franske militær. Han tager dog først forbi New York og mødes med sine kollegaer fra Gallery 291, Alfred Stieglitz og Marius de Zayas, samt vennen Duchamp. Picabia når aldrig frem til Cuba, og det følgende år rejser han mellem Barcelona, New York og Caribien for at søge tilflugt fra krigen og sin militærtjeneste. Militærets tiltale om desertering frafaldes, da Picabia lider voldsomt af neuroser og får stillet diagnosen nervøs depression. 1917: Picabia udgiver i 1917 bladet 391, der refererer til Stieglitz tidsskrift 291. Bladet bliver det personlige forum for hans dadaistiske ånds kreative umættelighed. Mens Picabia lider af svære neuroser får han forbud mod at male og begynder i stedet at skrive poesi. I starten af 1917 rejser Picabia og Gabrielle for sidste gang til New York sammen. Senere samme år møder han belgiske Germaine Everling. De indleder en affære og tager sammen til Martigues i Frankrig. I 1918 ankommer Picabia og Gabrielle til Gstaad i Schweiz, hvor Picabia indlægges på et sanatorium for at blive behandlet for sine neuroser og angstanfald. Picabia, Gabrielle og deres børn tager sammen med Germaine til et schweizisk spabad i sommeren Picabia og Germaine flytter ind i en lejlighed på Rue Emile-Augieri i Paris, mens Gabrielle bor med børnene i parrets gamle lejlighed. I september 1919 kommer Picabias og Gabrielles søn Vincente til verden. Den gravide Germaine besøger parret og deres nyfødte. I 1919 lader Picabia sig separere fra Gabrielle. 1911: Salon des Indépendants. Picabia udstiller i et rum, der er dedikeret til kubismen. 1911: Galerie d Art Ancien et d Art Contemporain, Deltager sammen med Marcel Duchamp med kubistiske værker. 1912: Salon de la Section d Or, Galerie la Boétie, 1913: International Exhibition of Modern Art, The Armory Show, 69th Regiment Armory, New York.

3 1913: Gallery 291, New York. Udstillingen organiseres af Stieglitz og viser Picabias abstrakte kompositioner udført under hans ophold i New York. 1915: The Modern Gallery, New York. 1915: Galerie Der Sturm, Berlin. 1919: Salon d Automne. 1919: Cirque d Hiver, 1920 erne Picabia samler en dadaistgruppe i Paris sammen med Gabrielle, den rumænskfødte poet Tristan Tzara, der i 1916 var med til at starte dada-bevægelsen i Zürich, og den franske forfatter og poet André Breton. De mødes i den lejlighed, Picabia bor i sammen med Germaine. I starten af 1921 opstår der stor mistro og interne skænderier i dadaistgruppen. I løbet af årets første måneder forværres situationen, og Picabia skilles fra gruppen i maj Under pseudonymet Funny Guy bruger Picabia bladet 391 som middel i kampen mod Breton og Tzara og hele dadabevægelsen. I 1924 udgiver han de sidste fire numre af 391. I januar 1920 fødes Picabias og Germaines søn Lorenzo. Picabias onkel, Maurice Davanne, dør i 1923 og efterlader ham en betydelig arv. Han får derefter bygget huset Château de Mai i Mougin, Sydfrankrig, med både svømmepøl og et stort atelier. Picabia flytter ind i huset i 1925 med Germaine og Lorenzo, og de ansætter den unge schweiziske Olga Mohler som guvernante. I årene omkring begynder Picabia at udføre dadaistiske collager af diverse materialer. I disse år maler han ligeledes de malerier, der senere døbes monstres-billeder, som gengiver karikerede figurer i forskellige tematiske scenarier. Inspirationen til monster-billederne finder Picabia hos store mestre som Rubens, Dürer og Michelangelo. I , efter opførelsen af villaen, er Picabia økonomisk svækket og åbner et mindre kasino i Cannes for at dække sine udgifter. Han sælger ligeledes 80 af sine malerier fra forskellige perioder. De præsenteres som Duchamps samling. Mens Picabia udadtil lever det søde liv i blændende berømmelse, maler han samtidig ustoppeligt både dag og nat. I 1928 indleder han et forhold til guvernanten Olga Mohler, og de tager sammen med Picabias søn Lorenzo på ferie i Barcelona. 1920: Salon d Automne, 1920: Francis Picabia, exposition Dada, Galerie au Sans Pareil, 1920: Galerie la Cible, Stor retrospektiv Picabia-udstilling. 1921: Salon des Indépendants, Picabias værker skaber stor skandale. 1922: Galerie Dalmau, Barcelona. 1923: Galerie Haussmann, 1924: Salon des Indépendants, Picabiaudstiller på salonen for sidste gang. 1927: Cercle Nautique, Cannes. 1928: Stieglitz s Intimate Gallery, New York. 1928: Galerie Théophile Briant, 1929: Galerie Fabre, Cannes erne 1930 er kendetegnet ved en række store gallamiddagsselskaber på kasinoet, hvor Picabia arrangerer tematiske fester. Efter købet af sin første yacht flytter han ind på båden sammen med Olga. De bor i havnen i Cannes lige over for kasinoet. Germaine og Lorenzo bor stadig i Château de Mai, hvor Picabia fortsat bruger atelieret. I 1930 iværksætter Picabia den retrospektive udstilling Trente ans de Peinture sammen med kunsthandleren Leonce Rosenberg i

4 Her vises også en serie af Transparencies-billeder med lag af motiver malet ovenpå hinanden. I 1931 bliver Picabia officielt skilt fra Gabrielle tolv år efter deres separation. Mellem 1930 og 1932 køber han et stort antal biler og både. Han når i denne periode at eje 127 motoriserede køretøjer, heriblandt luksusmodeller som Mercedes, Graham- Paige og Rolls-Royce. I 1932 genoptager Picabia kontakten til Gertrude Stein, som han mødte første gang i Deres bekendtskab udvikler sig til et varmt venskab under hans årlige besøg i Bilignin, Frankrig. I 1933 separeres Picabia fra Germaine, og hun flytter fra Château de Mai Picabia dekoreres med ordenen Chevalier de Légion d Honneur. I 1934 sælger Picabia, pga. pengenød, ud af sin private kunstsamling af blandt andet Max Ernst og Ferdinand Léger på Galerie Alexandre III i Cannes. I 1935 sælger han Château de Mai, og i 1936 køber den franske stat tre af hans værker. I 1937 flytter Picabia og Olga ind i Picabias barndomshjem på Rue des Petit Champs i Han sælger sin yacht i 1939 og deler derefter sin tid mellem Golfe-Juan, St. Tropez, og 1930: Galerie Goemans, 1930: Biografteatret Studio 28, Picabia er blandt udstillerne i forbindelse med premieren på filmen L Age d Or af Luis Buñuel og Salvador Dali. 1930: Trente ans de Peinture, Galerie de l Effort Moderne (Léonce Rosenberg), 1934: Galerie Alexandre III, Cannes. 1936: Arts Club Chicago, Chicago. Picabia afholder en soloudstilling, der ikke er en stor succes. Han ender med at male de fleste værker over efter deres hjemsendelse. 1936: The International Surrealist Exhibition, New Burlington Galleries, London. 1937: La Cachette, 1940 erne Da krigen rammer Paris i 1940, gifter Picabia sig med Olga, og sammen rejser de til Golfe-Juan på den franske Riviera. Krigen hæmmer Picabia voldsomt økonomisk, og for første gang er hans værker den eneste indtægtskilde. Hans overdådige livsstil reduceres til en beskeden lejlighed i Golfe-Juan, og de store biler udskiftes med en cykel. På trods af de strenge kår finder Picabia stadig stor glæde i at male på sine egne præmisser. I løbet af sommeren 1940 begynder han at skabe figurative malerier udført i en realistisk stil, heriblandt en lang række nøgenportrætter. Motiverne er baseret på fotografier fundet i populære blade som Mon Paris, Paris Sex- Appeal og Paris Magazine, hvilket Picabia dog aldrig selv afslører. I 1941 møder han den gifte Suzanne Romain, der bliver hans nye muse. Sammen med Olga ses Picabia ofte i selskab med Suzanne og hendes mand Max Romain. Rygter om en italiensk invasion får Picabia og Olga til at rejse rundt i Sydfrankrig med Romain-familien de følgende år Picabia udstiller i Cannes sammen med Henri Matisse og Pierre Bonnard. Bonnard er yderst utilfreds over at blive sidestillet med Picabia. Omkring 1944 allierer han sig med kunstnerparret Henri Goetz og Christine Boumeester, der dyrker det abstrakte maleri. De inviterer unge abstrakte malere ind i Picabias hjem hver

5 søndag. I september 1944 bliver den tysk-schweiziske Olga, som en følge af befrielsen, mistænkt for at være landsfjende. Hun arresteres og transporteres til Grasse. Picabia mistænkes også for at have samarbejdet med fjenden, og han får samtidig sin første hjerneblødning, hvorfor han tilbageholdes på et hospital i Cannes. Picabia udskrives og Olga løslades i december, renset for alle anklager, og de flytter tilbage til lejligheden i Paris i januar I 1947 mister Picabia sin søn Vincente og er i dyb sorg Picabia anerkendes som en frontløber for den abstrakte kunst, og den monumentale retrospektive udstilling 50 Ans de Plaisirs vises på Galerie René Drouin i Som katalog til udstillingen udgives et blad med titlen 491, der refererer til Picabias blad 391. Kataloget skrives af Picabias venner, heriblandt André Breton, der ligeledes præsenterer udstillingen ved åbningen. 1941: Galerie Pasteur, Algier. 1941: Galerie Sergey, Cannes. Sammen med den jødiske billedhugger Michel Sima udstiller Picabia sine tableaux de poches. 1943: Galerie Art et Artisanat, Cannes. 1945: Salon des Surindépendants, Udstiller sammen med unge, abstrakte malere. 1946: Francis Picabia: Peintures surréalistes, Galerie Denise René, 1947: Exposition du surréalisme, Galerie Maeght, 1948: Galerie du Luxembourg, 1948: Galerie des Deux Ilesin, Udstilling af Picabias prikmalerier. 1949: Galerie Collette Allendy, En stor retrospektiv udstilling afholdes for at fejre Picabias 70-års fødselsdag. 1949: 50 Ans de Plaisirs, Galerie René Drouin, Paris 1950 erne Picabia genoptager sin poesi og skriver i digte under et ophold i Rubigen i Schweiz. Senere samme år udgiver han Le Moindre Effort. På grund af tiltagende åreforkalkning svækkes Picabias evne til at male, og efter endnu en hjerneblødning i 1951 indlægges han på et hospital i Villejuif syd for Picabia rejser igen til Rubigen for at komme til kræfter, og på turen tilbage til Paris sammen med Olga maler han sine sidste serier af malerier Francis Picabia dør i Paris 30. november1953, 74 år gammel. 1950: Rose Fried Gallery, New York. 1951: Galerie Apollo, Bruxelles. 1951: Galerie Artiste et Artisan, 1952: Galerie Collette Allendy, Her vises Picabias seneste værker. Kataloget har blandt andet bidrag af Breton. 1953: Sidney Janis Gallery, New York. 1953: Hommage à Picabia, Galerie Cravan,