Konklusion Resume Litteraturliste Internethenvisninger Kilder fra Udenrigsministeriet Bilag 1:

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Forord... 3 Oversigt over specialets opbygning... 3 Historiografisk oversigt... 5 Problemfelt Problemformulering Metodiske overvejelser og præsentation af kilder Avisernes politiske orienteringer Internt på redaktionerne Danmarks udenrigspolitik i mellemkrigstiden Neutralitetspolitikken Grænsespørgsmålet og henstillingerne til den danske presse Nazisternes vej til magten Fra ølhallerne til parlamentet og 10. februar 1933: Hitlers overtagelse af magten Kommunister og nazister Terror og magtmisbrug Pressens forventninger til valget februar 1933: Rigsdagsbranden og Rigsdagsbrandforordningen Rigsdagsbrandforordningen det parlamentariske systems Baalfærd marts 1933: Tag von Potsdam Det Tredje Riges begyndelse Jødeforfølgelse og raceadskillelse april 1933: Boykot! Antisemitismen viser sit ansigt maj 1933: Ensretning af ånden Offentlig bogbrænding af jødisk og utysk litteratur juni 1934: De lange knives nat Nazi vakler eller gør de? september 1935: Nürnberglovene : Diktaturet normaliseres februar 1938: Den enerådende nazisme og 10. november 1938: Krystalnatten Tragediens Kulmination De spontane aktioner Da jødeforfølgelserne blev et fælles europæisk anliggende De officielle tyske beretninger En mådeholden dansk presse?

2 Konklusion Resume Litteraturliste Internethenvisninger Kilder fra Udenrigsministeriet Bilag 1: Formidlingsovervejelser Bilag 2: Studieforløbsbeskrivelser Studieforløbsbeskrivelse for Ea Normann John Studieforløbsbeskrivelse for Rikke Marie Bock Porsager

3 Forord Følgende speciale er en undersøgelse af den danske presses dækning af den ensretning og nazificering, der blev foranstaltet af Hitler og den nazistiske bevægelse i Tyskland i perioden efter Hitlers magtovertagelse (1933) og frem til På baggrund af en lang række artikler fra seks store danske aviser (Politiken, Berlingske Tidende, Social-Demokraten, Dagens Nyheder, Jyllands-Posten og Fyns Tidende) har vi analyseret, hvordan den danske presse forholdt sig til udviklingen i Tyskland, diktaturet som system og ideologi og de intensiverede nazistiske jødeforfølgelser. Arbejdsprocessen startede i forårssemestret 2013 med mange timer på henholdsvis Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet. Skriveprocessen påbegyndtes for alvor i forsommeren 2013 og fortsatte over sommeren frem til sensommeren Som gruppe har vi arbejdet meget jævnbyrdigt. Vi har siddet meget sammen og begge to været inde over alle specialets afsnit. De indledende afsnit og konklusionen har vi skrevet i fællesskab. Analysen er blevet ligevægtigt opdelt, så vi hver havde ansvar for de forskellige afsnit. En oversigt over, hvem der har været ansvarlig for de enkelte afsnit er bragt nedenfor. Oversigt over specialets opbygning Indledende afsnit Historiografi (Ea Normann John og Rikke Porsager) Problemfelt og problemformulering (Ea Normann John og Rikke Porsager) Metodiske overvejelser og præsentation af kilder (Ea Normann John og Rikke Porsager) Danmarks udenrigspolitik i mellemkrigstiden (Rikke Porsager) Nazisternes vej til magten (Ea Normann John) Analyse 1. februar og 10. februar 1933: Hitlers overtagelse af magten (Rikke Porsager) 28. februar 1933: Rigsdagsbrandforordningen (Ea Normann John) 21. marts 1933: Tag von Potsdam (Ea Normann John) 1. april 1933: Boykot! Antisemitismen viser sit ansigt (Rikke Porsager) 10. maj 1933: Ensretning af ånden offentlig bogbrænding af jødisk og utysk litteratur (Rikke Porsager) 30. juni 1934: De lange knives nat (Ea Normann John) 15. september 1935: Nürnberglovene (Rikke Porsager) 3

4 : Diktaturet normaliseres (Rikke Porsager) 4. februar 1938: Den enerådende nazisme (Rikke Porsager) 9. og 10. november 1938: Krystalnatten Tragediens Kulmination (Ea Normann John) Konklusion (Ea Normann John og Rikke Porsager) 4

5 Historiografisk oversigt Der forefindes kun få værker, der systematisk beskæftiger sig med den danske dagspresse i 1930erne. Derimod finder man flere, der berører dette speciales emne i en anden og mere indirekte form. Til denne kategori hører blandt andet Richard Andersens Danmark i 30erne, der stammer helt tilbage fra Forfatteren beskæftiger sig generelt med 30ernes Danmark. I den forbindelse kommer han dog også ind på de politiske strømninger i tiden, og her argumenterer han for, at antidemokratiske og antiparlamentariske tendenser var relativt udbredte i denne periode: Med en vis forstående interesse fulgte man udviklingen i Italien og Tyskland. Man fremhævede gode sider ved diktaturerne [ ] Skyggesiden fæstnede man sig ikke synderlig ved, eller man bagatelliserede dem. Mussolini og Hitler havde man en vis beundring for. De var i hvert fald store idealister især Hitler (Andersen 1976 [1968]: 165). Det bliver ikke tydeliggjort, hvem dette man egentlig henviser til. Andersen påpeger senere, at den danske presse i lyset af det sovjetiske styre i Rusland bagatelliserede de fascistiske diktaturer i Europa (Andersen 1976 [1968]: 204). Han argumenterer videre for, at man betragtede nazismen som et bolværk mod kommunismen, og derfor kunne tilgive det nazistiske styre meget (Andersen 1976 [1968]: 366). Andersen fremhæver dog den socialdemokratiske presse som den del af pressen, der var absolut mest entydigt og direkte kritisk overfor det nazistiske styre (Andersen 1976 [1968]: 206ff). En lignende beskrivelse af den danske presses holdning til nazismen i 30erne finder man i værket Højre om! Temaer og tendenser i den antiparlamentariske debat fra 1979, redigeret af Alex Quaade og Ole Ravn. I dette værk giver Ole Ravn, i lighed med Andersen, udtryk for, at der i Danmark eksisterede en generel beundring for de fascistiske stater og den fascistiske styreform (Ravn 1979: 49-50). Ravn fortsætter med at placere en del af skylden for denne holdning på dagspressen: Det største ansvar for disse tendenser havde formentlig visse dele af dagspressen, der langt op i trediverne forsvarede udviklingen i Tyskland og bagatelliserede de uheldige virkninger af de diktatoriske styreformer (Ravn 1979: 50). I stil med Andersen argumenterer Ravn videre for, at man anså Sovjetunionen og kommunismen som en langt større trussel end Tyskland og nazismen, og at dette var en holdning, der også skinnede igennem i pressen (Ravn 1979: 51). 5

6 En lignende kritik af 30ernes holdning overfor de fascistiske styreformer finder man i Hans Hertels artikel Det belejrede og det besatte åndsliv kulturkampen omkring fascisme og nazisme i dansk litteratur, presse og kulturdebat , bragt i festskriftet til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen Fra mellemkrigstid til efterkrigstid fra Som Andersen beskæftiger Hertel sig mere overordnet med dansk mentalitet i 30erne, nærmere bestemt det danske kulturliv. Således er genstanden for hans analyse den brede kulturoffentlighed, hvortil han også regner den danske presse (Hertel 1998: 31-32). Først og fremmest argumenterer han for, at den konservative presse ikke forholdt sig synderligt kritisk til hverken Mussolini eller Hitler: Mussolini havde generelt en god presse i Danmark. Meget få advarede mod ham og hans efterlignere i Portugal, Østeuropa, Grækenland og Baltikum, og historien gentog sig med Hitler. Fra kupforsøget i München 1923 fulgte pressen og offentligheden NSDAP først med vantro, så med nysgerrig interesse (Hertel 1998: 33). Selvom man efter 1936 kunne se en gradvis afstandtagen til det nazistiske regime i de konservative aviser, så var det, ifølge Hertel, egentlig kun venstrefløjen, der opfattede nazismen som en konkret trussel (Hertel 1998: 32-34). Kulturneutralisme var ifølge Hertel et andet kendetegnende træk i den danske kulturoffentlighed i denne periode. Hertel mener således, at der eksisterede en udbredt opfattelse af, at det ville være klogest for Danmark at forholde sig neutralt. Han sætter denne opfattelse i forbindelse med en vis begejstring for de fascistiske styreformer: Bag den danske åbenhed og kulturneutralisme lå også lad os ikke bagatellisere det spredt sympati for tidens fascistiske og nazistiske strømninger (Hertel 1998: 35-36). Desuden kom denne kulturneutralisme til at resultere i en vis grad af selvcensur i pressen (Hertel 1998: 42). Som både Ravn og Andersen, mener også Hertel, at en generel frygt for kommunismen bar en del af skylden for denne relative imødekommenhed overfor nazismen (Hertel 1998: 42-43). Hertel afrunder med at konkludere, at det danske åndsliv og kulturoffentlighed i denne periode var præget af en blanding af fascination og berøringsangst overfor udviklingen i Italien, Tyskland og Spanien (Hertel 1998: 83). De to værker Dansk Antisemitisme af Sofie Lene Bak og Jødehad i danske medier af Therkel Stræde har, som titlerne antyder, et andet fokuspunkt, der dog også berører dette speciales emne. Om 6

7 1930erne skriver Stræde, at det kun var i højrefløjens medier 1, at antisemitiske tendenser kom til udtryk. Han påpeger dog i den forbindelse, at der efter Hitlers magtovertagelse og de begyndende jødeforfølgelser i Tyskland fandtes markant færre antisemitiske ytringer i den danske presse end før (Stræde 2009: 38). Stræde fremhæver Jyllands-Posten som den af de konservative aviser, der tildelte mest spalteplads til antisemitiske holdninger (Stræde 2009: 40). Sofie Lene Bak mener, på linje med Andersen, Ravn og Hertel, at der eksisterede en fascination for nazismen, som blandt andet kom til udtryk i den borgerlige presse (Bak 2004: 296). Ligeledes fremhæver hun også kommunistforskrækkelsen. Denne gang ikke blot som kilde til antiparlamentarisme, men også til antisemitisme, da der, ifølge Bak, eksisterede en gennemgående association mellem jøder og kommunister i den borgerlige presse (Bak 2004: 312). Bak fremhæver videre de to konservative aviser Jyllands-Posten og Dagens Nyheder som platforme, hvorfra racistiske og antisemitiske holdninger kunne udtrykkes (Bak 2004: 313, 322). Jyllands-Posten regnes her for den mest markante af de to aviser. Bak argumenterer for, at Jyllands-Posten op gennem 30erne havde en tilbagevendende forståelse for den tyske antisemitisme (Bak 2004: 313). De pågældende værker er generelt enige om at fremhæve den borgerlige presse som kilder til nazi-venlige, antiparlamentariske og antisemitiske holdninger. I det hele taget har der i den eksisterende forskning været størst fokus på den konservative presses forhold og holdning til Tyskland og nazisterne. Således har Rasmus Kreth i værket Pilestræde under Pres De berlingske blade og Søren Toft Hansen i artiklen Mellem demokrati og diktatur Jyllands-Posten i 1930 erne hver beskæftiget sig med en enkel konservativ avis holdning til det nazistiske Tyskland. Det er sigende for forskningens tendens, at der ikke er blevet skrevet lignende undersøgelser om eksempelvis Social-Demokraten og Politiken. Det tyder således på, at man har haft et langt større behov for at granske de konservative avisers dækning i perioden i forhold til de liberale og socialdemokratiske. Hansen beskæftiger sig i sin artikel med Jyllands-Postens forhold til demokrati og parlamentarisme. Han påpeger her, at Jyllands-Postens holdning ændrede sig i løbet af 30erne. Ifølge Hansen kan man ikke karakterisere Jyllands-Posten som fascistisk, men snarere som anti-parlamentarisk og anti-demokratisk. Hansen argumenterer således for, at avisen fremhævede svagheder ved det danske demokrati og flere gange kaldte det for et parlamentarisk diktatur (Hansen 1997: 305). Ifølge Hansen var Jyllands-Postens ideal et folkestyre, funderet i et folkefællesskab. Avisens tvetydige holdning til demokrati og parlamentarisme afspejlede sig også i dækningen af de tyske forhold. Ifølge Hansen mente avisen, at Hitler havde opnået fremragende resultater med sin bekæmpelse af både kommunisme og arbejdsløshed 1 Til højrefløjen regner Stræde både de konservative blade og Venstre-pressen (Stræde 2009: 38). 7

8 (Hansen 1997: 313). Man så således i både Hitler og Mussolini stærke mænd, der havde reddet deres land fra den kommunistiske trussel: Det folkestyrede diktatur var en redningsplanke, når demokratiet havde spillet fallit. Det skulle udøves af en stærk mand, der i nationens og folkets navns skar igennem alt partiævlet og klassekampen. Diktaturet var først og fremmest folkets værn mod marxismen (Hansen 1997: 313). Således vendte man sig imod klassediktaturet, som Sovjetunionen var det mest yndede eksempel på, og satte sin lid til det folkestyrede diktatur, som man så det udført i både Tyskland og Italien. I tråd hermed skriver Hansen: Jyllands-Posten håbede ligefrem på diktaturets komme (Hansen 1997: 313). Kreth påpeger, at der på Berlingske Tidende eksisterede stærkt divergerende holdninger til Tyskland, og at avisens dækning derfor var præget af en stærk tvetydighed. Men i modsætning til Jyllands-Posten skyldtes dette, ifølge Kreth, ikke så meget, at man var uenige om at gå ind for demokratiet og imod diktaturet, men mere, at man prioriterede Danmarks officielle forhold til Tyskland og mente, at adgang til Tyskland og tyske informationer var det vigtigste for en avis i disse år. Således gør Kreth en del ud af at påpege, at korrespondenterne i Tyskland skrev under strenge vilkår og opsyn fra de tyske myndigheder, og at det derfor var vigtigt for Berlingskes korrespondent Cai Schaffalitzky de Muckadell 2 at holde sig på god fod med disse (Kreth 1998: 31-34, 54). Kreth påpeger videre, at det tyske gesandtskab i København lagde et ikke uvæsentligt pres på den danske regering om at gribe ind, hvis pressen blev for kritisk overfor Tyskland (Kreth 1998: 40). I forhold hertil kunne den hjemlige redaktion i højere grad tillade sig at kritisere de tyske forhold og nazistiske metoder (Kreth 1998: 60). Ifølge Kreth tog hele den danske presse mere eller mindre afstand fra nazisternes metoder og diktaturets komme, men både Berlingske Tidende og Dagens Nyheder forholdt sig dog langt mere neutralt end eksempelvis Social-Demokraten og Politiken (Kreth 1998: 42, 45-46). I forholdet mellem nazister på den ene side og socialdemokrater og kommunister på den anden tog Berlingske Tidende, ifølge Kreth, tydeligt parti for de første. Kreth påpeger, at avisen i denne periode stod fast på demokratiet, men at man i modsætning til flere andre aviser ikke formåede at formulere en samlet redaktionel politik mod nazismen (Kreth 1998: 92-93). Men hvor Berlingske i tiden op til Hitlers 2 Schaffalitzky var fra Berlingskes udsendte korrespondent i Berlin (Kreth 1998: 18, 54). 8

9 magtovertagelse, ifølge Kreth, havde optrådt ret imødekommende overfor nazisterne (Kreth 1998: 385), så blev begejstringen en del mindre og kritikken skarpere i de efterfølgende år (Kreth 1998: 136). En bredere og mere systematisk gennemgang af den danske presses dækning af Hitler og nazisterne i denne periode finder man i Peter Loumanns speciale fra 1974 Pressen og nazismen 3, hvis resultater adskiller sig fra den øvrige faglitteratur. Overordnet set fremstiller han pressen som langt mere kritisk overfor nazismen, end vi hidtil har set. Loumann har gennemgået Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Fyns Tidende, Social-Demokraten og Politiken i perioden fra Hitlers magtovertagelse og frem til krigsudbruddet, for at undersøge, hvordan de forholdt sig til Hitlers politik, nazismens metoder og truslen mod den demokratiske styreform. Han peger på store interne forskelle i den danske presse. Således argumenterer han for, at både Fyns Tidende, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten var på nazisternes side i opgøret med kommunisterne og socialdemokratiet (Loumann 1974: 23, 28, 31). Han skriver endvidere at Jyllands-Posten gik varmt ind for nazismen og at deres holdning kan karakteriseres som kritikløst pronazistisk i perioden lige omkring og efter magtovertagelsen i 1933 (Loumann 1974: 33). Om Fyns Tidende generelt skriver Loumann, at det er vanskeligt at udlede en klar tendens af FTs nyhedsformidling, men den forekom ikke uvenlig mod nazismen (Loumann 1974: 42). Ligeledes fremhæver han Berlingske Tidendes nyhedsstof 4 som overvejende positiv overfor nazismen (Loumann 1974: 44). Dog ser han en klar vending hos Berlingske Tidende, der efter 1934 tog langt større afstand fra diktaturet, dog på en meget mere tvetydig måde end Social-Demokraten og Politiken (Loumann 1974: 47-48). Jyllands-Posten derimod fortsatte, ifølge Loumann, sit forsvar for det nazistiske diktatur i resten af denne periode (Loumann 1974: 49). I forhold til diktaturet og nazismens metoder ser Loumann således en klar skillelinje mellem regeringspressen på den ene side og oppositionspressen på den anden, hvor den første klart var den mest kritiske. Det samme forhold gør sig, ifølge Loumann, gældende hvis man ser på avisernes dækning af de tyske jødeforfølgelser. Først og fremmest mener han ikke, at pressen tildelte dette særlig interesse. Men det var Social-Demokraten og Politiken, der var mest kritiske, mens de konservative blade indtog en tvetydig holdning (Loumann 1974: 50). Selvom Berlingske Tidende flere gange tog afstand fra nazismen, så mener Loumann også, at de viste racismen nogen forståelse (Loumann 1974: 51). Jyllands-Posten tog overordnet set afstand fra antisemitismen. Ifølge Loumann var det faktisk i forbindelse med jødeforfølgelserne, at avisen viste sin største modstand mod nazismen (Loumann 1974: 51). Loumann runder af med at konkludere, at der eksisterede en snæver sammenhæng mellem avisernes politiske orientering og deres holdning til nazismen. Et fællestræk for alle aviserne var dog antikommunismen (Loumann 1974: 63, 71). 3 Ikke udgivet. 4 Reportager, telegrammer og lignende 9

10 I 2011 gennemførte vi i samarbejde med en anden studerende en undersøgelse af den danske presses dækning af Hitlers opstigning til magten og Tysklands overgang fra demokrati til diktatur. Vi anvendte de samme aviser som kilde, som Loumann i sin tid gjorde i sit speciale, men det omhandlede først og fremmest perioden op til magtovertagelsen. På baggrund af denne analyse kunne vi konkludere, at alle aviserne overordnet set forholdt sig kritiske til Hitler og nazismen i denne periode. Selvom der var forskel på i hvor høj grad og med hvilken tydelighed, aviserne forsvarede demokratiet og angreb det nazistiske diktatur og dets metoder, så konkluderede vi, at man godt kunne problematisere den eksisterende faglitteraturs noget mere negative billede af pressen. Som Loumann, mente også vi at kunne se en sammenhæng mellem avisernes dækning af Tyskland og deres egen politiske orientering. Men i forhold til diktaturet og diktaturets metoder var aviserne enige om at tage afstand herfra (Porsager, Normann John, Müller 2011: 56-58). Problemfelt På baggrund af vores tidligere undersøgelse er udgangspunktet for dette speciale en tese om, at den brede danske presse forsvarede demokratiet og forholdt sig en del mere kritisk til Tyskland og Hitler, end den eksisterende faglitteratur om 1930ernes presse giver indtryk af. Som en direkte fortsættelse af den tidligere undersøgelse omhandler specialet perioden Det særligt interessante ved at se på tiden fra , er dels at truslen om ufred i Europa kom nærmere, hvilket konkret betød, at Danmark befandt sig i en mere og mere prekær situation, taget dets geografiske placering i betragtning, og dels at den fri presse fik sværere og sværere vilkår, da trykket mod pressen både fra den danske og tyske regering blev stærkere. Samtidig gennemførte Hitler en række omsiggribende forordninger, der stadfæstede ensretningen af Tyskland. Begrebet ensretning stammer fra det tyske ord gleichschaltung. Det var et begreb, nazisterne introducerede i 1933 som betegnende for den proces, der skulle ensrette folket og samfundet og således udskille ikke-nazistiske elementer fra det sociale og politiske liv. Dette indebar en afskaffelse af den demokratiske pluralisme og en ensretning af store dele af samfundets institutioner i nazistisk retning det vil sige en omsiggribende nazificering (Lammers 2003: 187). Ensretning og nazificering var desuden begreber, som den danske presse tog til sig, og anvendte i deres dækning af det nazistiske Tyskland. I specialet dækker begreberne ensretning og nazificering over den ovenstående beskrevne proces, og anses som betegnende for udviklingen i et totalitært samfund. Vi har derfor udvalgt begivenheder, som vi mener, repræsenterer den nazistiske ensretning. Til denne proces regner vi også de nazistiske jødeforfølgelser. Specialets formål er således at se på, hvordan aviserne overordnet set forholdt sig til de totalitære tendenser der prægede udviklingen i Tyskland i 1930erne. 10

11 Det er interessant at undersøge, hvordan aviserne tolkede nazisternes racepolitik og jødeforfølgelser. Kan man spore antisemitiske og antiparlamentariske tendenser i den danske presse, sådan som den øvrige faglitteratur har beskrevet det? Hvordan og i hvor høj grad spillede avisernes politiske tilhørsforhold en rolle i deres dækning af nazismen? Kan man spore interne forskelle i selve aviserne? Kan man tale om, at der eksisterede en skillelinje mellem regeringspressen og oppositionspressen? Hvilken betydning havde de mange henstillinger til aviserne for deres dækning? Udøvede de rent faktisk selvcensur, sådan som man har argumenteret for? Hvordan forholdt aviserne sig til den tyske propaganda? Godkendte og videreformidlede de nazisternes budskaber og forklaringer, eller forholdt de sig omvendt kritisk til den tyske regerings officielle udmeldinger? Og hvilke muligheder havde aviserne overhovedet for at forholde sig kritisk til Tyskland? Problemformulering Hvordan forholdt den danske presse sig til den ensretning, som Hitler, NSDAP og dets organisationer gennemførte i Tyskland i perioden ? Metodiske overvejelser og præsentation af kilder Vi har udvalgt en række indenrigspolitiske begivenheder i Tyskland som kan eksemplificere den danske presses dækning af den ensretning og nazificering der blev gennemført i Tyskland fra Seks aviser er udvalgt på baggrund af deres oplagstal og politiske orientering, så de samlet set kan siges at repræsentere den brede danske dagspresse. Følgende aviser inddrages: Social-Demokraten, Politiken, Fyns Tidende, Dagens Nyheder 5, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. På baggrund af det forhåndenværende kildemateriale vil vi blandt andet undersøge, om man kan spore en udvikling i avisernes dækning i perioden. Derfor har vi valgt at bygge vores analyse kronologisk op, så udviklingen træder tydeligere frem. På baggrund af problemfeltet og problemformuleringen, har vi udvalgt følgende politiske begivenheder i Tyskland 6 : 5 Dagens Nyheder skiftede i 1936 navn til Nationaltidende, men dette havde ingen indflydelse på det redaktionelle indhold. For læsevenlighedens skyld har vi valgt at bruge navnet Dagens Nyheder i hele perioden. 6 Centrale politiske begivenheder som valget 5. marts 1933 og Hindenburgs død den 2. august 1934 er fravalgt, da disse begivenheder er blevet grundigt analyseret i vores tidligere projekt. Dog inddrages relevante pointer fra dette enkelte steder. 11

12 1. februar og 10. februar 1933: Hitlers tale til folket efter valgsejren 28. februar 1933: Rigsdagsbrandforordningen 21. marts 1933: Tag von Potsdam 1. april 1933: Landsdækkende blokade mod jødiske forretninger 10. maj 1933: Offentlig bogbrænding af utysk og jødisk litteratur i de fleste tyske universitetsbyer 30. juni 1934: De lange knives nat 15. september 1935: Nürnberglovene 4. februar 1938: Hitlers opgør med de national-konservative november 1938: Krystalnatten Kildematerialet udgøres som nævnt af artikler omhandlende på forhånd udvalgte begivenheder i Tyskland som kan repræsentere den ensrettende og nazificerende politik, som blev gennemført i perioden. Aviserne er udvalgt på baggrund af deres geografiske og politiske spredning og i henhold til deres oplagstal: I 1935 havde aviserne følgende oplagstal: Politiken: , Berlingske Tidende: , Social-Demokraten: , Dagens Nyheder: , Jyllands-Posten: og Fyns Tidende: (Thomsen 1972: 894ff) 7. Alle seks aviser kan regnes som hovedaviser, det vil sige aviser med en selvstændig redaktion, som på egen hånd bearbejdede og udvalgte stoffet med henblik på en fast læserkreds. Vi har valgt udelukkende at forholde os til morgenaviserne, da det ikke var alle aviser, der også udkom om aftenen, og da der tit stod det samme i de to. Desuden giver denne afgrænsning et bedre sammenligningsgrundlag. I analysen af avisernes dækning af de valgte begivenheder vil vi se på det samlede billede, som avisen gav af de udvalgte begivenheder. Derfor inddrages både de artikler, som man kan tage redaktionen til indtægt for (herunder ledere og reportager), og de udefrakommende artikler som aviserne valgte at bringe (kronikker og telegrammer). Vi tager forbehold for, at der ikke nødvendigvis var en overensstemmelse mellem den redaktionelle linje på den ene side og udefrakommende enkeltpersoners bidrag på den anden, men vi er netop interesserede i at inddrage begge, da det giver et samlet billede af avisens dækning. Samtidig er vi opmærksomme på, at der kunne eksistere forskelle i holdningerne til begivenhederne også internt på redaktionen. Da pressen i denne periode stadigvæk var præget af at være en partipolitisk presse, vil vi i det følgende afsnit se nærmere på de bindinger, som aviserne havde til de politiske partier og desuden kort redegøre for avisernes redaktionelle udformning. 7 Politiken var på daværende tidspunkt landets største avis, Berlingske Tidende den næststørste. Social-Demokraten var den største socialdemokratiske avis. Jyllands-Posten var den største af de konservative provinsaviser, mens Fyns Tidende var den største af Venstre-pressens provinsaviser. Dagens Nyheder var den næststørste konservative Københavner-avis. 12

13 Det er ikke vores ambition at komme på sporet af tidsånden, men derimod udelukkende at undersøge den danske dagspresses holdning til udviklingen i Tyskland. Det er den holdning, som avisen gav udtryk for, der er genstand for undersøgelsen og ikke de realhistoriske forhold og begivenheder. Den realhistoriske baggrund inddrages dog løbende for at give en bedre forståelse af begivenhedernes historiske udvikling i henholdsvis Tyskland og Danmark 8. Derudover kommer et historisk baggrundsafsnit til at tjene som en afklaring af de omstændigheder, som de forskellige aviser og journalister arbejdede under. Specialet udspringer som allerede antydet, af en historiografisk motivation, hvorfor vi efter analyse af de udvalgte kilder vil samle op på resultaterne af vores analyse, og sætte dem i forhold til den eksisterende forskning på området. Avisernes politiske orienteringer I 1930erne var det danske avismarked præget af det såkaldte firebladssystem, der voksede frem i kølvandet på indførelsen af pressefriheden i 1849 og etableringen af de fire store partier. Størstedelen af den danske presse var således inddelt i de fire følgende afgrænsede pressegrupper: Arbejderbevægelsens presse, Venstre-pressen, den konservative presse og den radikale presse. Selvom partipressen efterhånden var ved at være på retur i 1930erne, og aviserne i denne periode stræbte efter at nå ud til en bredere og ikke partibestemt læserkreds, eksisterede der stadig stærke bindinger til de politiske partier, enten i form af økonomiske bånd, journalistiske sympatier eller personlige relationer (Thomsen 1954: 16-17). Den konservative presse udgør halvdelen af dette speciales anvendte aviser. Ingen af de pågældende kan dog regnes som deciderede partiaviser 9. Berlingske Tidendes bestyrelse havde i 1920 besluttet, at bladets politiske linje udelukkende lå i redaktionens hænder. Dog eksisterede der i 30erne tætte forbindelser mellem avisen og Det Konservative Folkeparti. Således havde partiet sæde i avisens repræsentantskab og avisen støttede også partiet med økonomiske tilskud. Desuden havde Berlingske Tidendes politiske redaktør Anders Vigen tætte forbindelser til formanden for partiet, Christmas Møller, og det konservative folketingsmedlem Ole Bjørn Kraft fungerede i mange år som politisk medarbejder og rådgiver på avisen. Avisen var dog økonomisk uafhængig af partiet, hvilket stod i modsætning til den anden store konservative avis Dagens Nyheder, der fra 1936 blev holdt oven vande af økonomiske tilskud fra arbejdsgiverorganisationer, og således befandt sig i et indirekte økonomisk afhængighedsforhold til partiet 8 Vi har valgt at bruge henholdsvis Lidegaard og Lammers fremstillinger af henholdsvis den danske og tyske historie i mellemkrigstiden. 9 Udgivet af selve partiet eller direkte økonomisk bundet dertil (Thomsen 1972: 55). 13

14 (Kreth 1998: 18-19). Jyllands-Posten havde fra sin grundlæggelse i 1871 været konservativ, men stået fast på sin stilling som en uafhængig avis. I 30erne tilhørte Jyllands-Posten således den del af partiet, der opponerede mod Christmas Møllers formandskab og linje. Chefredaktøren Hans Hansen 10 var således indtil midten af 30erne næstformand for den noget oprørske Aarhus Konservative Vælgerforening (Loumann 1974: 8). Ligeledes havde man, i modsætning til både Dagens Nyheder og Berlingske Tidende, stort set ingen forbindelser til de konservative Folketings- og Landstingsmedlemmer (Hansen 1997: ). Politiken havde siden sin grundlæggelse i 1884 været socialliberalt orienteret, og et tilhørsforhold til Det Radikale Venstre dannedes, da partiet blev grundlagt i 1905 af udbrydere fra Venstre. I den pågældende periode var den tidligere radikale udenrigsminister Erik Scavenius formand for avisens bestyrelse, og udøvede en ikke uvæsentlig indflydelse på avisens udenrigspolitiske linje (Loumann 1974: 6). Desuden havde de to chefredaktører, Valdemar Koppel 11 ( ) og Niels Hasager ( ), været aktive indenfor partiet. Fyns Tidende var som en af landets største provinsaviser det væsentligste talerør for Venstre-pressen. Chefredaktøren S. P. Quist var således formand for Venstres Redaktørforening og tidligere Folketingsmand for partiet (Loumann 1974: 6). Af de pågældende aviser var Social-Demokraten den avis med de tætteste forbindelser til partiet. Avisen blev regnet som arbejderbevægelsens blad og finansieret af LO. I perioden 1929 til 1941 fungerede H.P. Sørensen som ansvarshavende redaktør, han var en prominent skikkelse indenfor arbejderbevægelsen og medlem af partiledelsen (Loumann 1974: 5). Internt på redaktionerne På Politiken stod de to redaktører Sigvald Rindung og Erik Skov bag de fleste udenrigspolitiske ledere 12. Sammen med Berliner-korrespondenten Th. Steinthal tegnede de Politikens linje overfor Tyskland i denne årrække. Steinthal blev dog udvist fra Tyskland i , hvorefter Politiken fik deres reportager fra Berlin fra Stockholm-Tidningens korrespondent Christer Jäderlund. Ved flere lejligheder skrev den udenrigspolitiske korrespondent Sven Tillige-Rasmussen 14 også reportager fra Tyskland. Avisen var desuden kendt for sine kronikker, der blev skrevet af en fast stab af kronikører. Blandt disse var Sven Clausen, hvis kronikker var kendetegnet ved et forsvar for demokratiet mod de totalitære strømninger i Europa. 10 Hans Hansen blev chefredaktør på Jyllands-Posten i Han signerede sine ledere med en firkant. 11 Valdemar Koppel havde været medarbejder på Politikken siden 1892 og politisk redaktør siden Han tegnede i høj grad Politikkens stil og tone i denne periode (Den Store Danske 1). 12 Politikens ledere var usignerede. 13 Det skal her nævnes at Steinthal var jøde. 14 Sven Tillige-Rasmussen var udenrigspolitisk korrespondent på Politiken (Den store Danske 2). 14

15 Ligeledes var immigranten fra Tyskland Georg Gretor en hyppig kronikør, der blev kendt for sine skarpe indlæg mod nazismen (Loumann 1974: 6). På Social-Demokraten blev den udenrigspolitiske linje blandt andet tegnet af medredaktøren Carl A. Andersen og udenrigspolitisk redaktør fra 1936 Gunnar Leistikow. Redaktionssekretæren Rasmus Hansen, der kom i Folketinget for Socialdemokratiet i 1936, stod ofte bag de udenrigspolitiske kronikker. Andre udenrigspolitiske kronikører var den tidligere kommunist Ernst Christiansen og Jørgen Rakos 15. Chefredaktøren H. P. Sørensen var ofte ophavsmand til avisens ledere. Dertil skal nævnes Hans Bendix, der stod bag en række antinazistiske karikaturtegninger. Indtil sin udvisning fra Tyskland i foråret 1933 korresponderede Oskar Jørgensen fra Berlin (Loumann 1974: 5). Derefter havde avisen ingen faste korrespondenter i Berlin, men man modtog løbende reportager om forholdene i Tyskland fra forskellige korrespondenter i Prag 16. På Dagens Nyheder var Nic. Blædel ansvarshavende redaktør indtil 1934, hvor han blev afløst af Aage Schoch og skiftede til Berlingske Tidende. Aage Schoch samlede en kreds af journalister omkring sig, der udtrykte bekymring om udviklingen i det nazistiske Tyskland. Heriblandt befandt sig Børge Outze og Franz v. Jessen, der optrådte som lederskribent i nært samarbejde med Schoch. I 1933 fik man tilknyttet Jacob Kronika som korrespondent i Berlin. Han var en del af det danske mindretal i Tyskland og var blandt andet meget optaget af grænsespørgsmålet (Den Store Danske 3). På de to provinsaviser Fyns Tidende og Jyllands-Posten havde man ingen faste korrespondenter i Tyskland. Ved særlige lejligheder udsendte man dog ekstraordinært korrespondenter til at rapportere fra Tyskland. Derudover bragte aviserne mange telegrammer fra Berlin. Men man videreformidlede, ligesom de øvrige aviser, også nyheder fra Tyskland via telegrammer fra Frankrig og England 17. På Fyns Tidende tog journalisten Povl Dyrup 18 sig hovedsageligt af de udenrigspolitiske ledere (Loumann 1974: 7). På Jyllands- Posten var det hovedsageligt den senere redaktør på Dagens Nyheder, Aage Schoch, der indtil 1. januar 1934 tog sig af det udenrigspolitiske stof. Han blev afløst af journalisten Laurits K. Egebjerg (Loumann 1974: 8). 15 Navnet kan ikke spores og må være et pseudonym. 16 Signaturerne M.M. og stein gik igen i reportagerne fra Prag. 17 Den franske og engelske presse var kendt for at være meget kritiske i deres dækning af nazismen. 18 Povl Dyrup signerede sin ledere med D. 15

16 Berlingske Tidende var den avis, der i denne periode var præget af de største interne uenigheder. På den ene side stod Berliner-korrespondenten Schaffalitzky, der havde et godt forhold til de tyske myndigheder, hvad hans reportager også bar præg af. På den hjemlige redaktion sad Erik Møller, der stod bag langt de fleste udenrigspolitiske ledere 19. Heri udtrykte han en kritisk holdning til nazismen, der kom til at stå i modsætning til Schaffalitzkys reportager (Kreth 1998: 17-18). Den 1. oktober 1934 blev Nic. Blædel ansat som udenrigspolitisk redaktør på Berlingske Tidende, hvorfor det også var ham, der stod bag langt de fleste af de udenrigspolitiske kronikker. Det kom i denne periode til flere konflikter mellem Blædel og Schaffalitzky grundet divergerende holdninger til det nye tyske styre (Kreth 1998: 102). Konflikterne foregik ikke blot internt, men blev også bemærket af de tyske myndigheder og det danske gesandtskab, der rapporterede til udenrigsministeriet om uenighederne. Således kunne gesandtskabet og konsulaterne gentagne gange berette om det mishag, som Blædels artikler og kronikker vakte i Tyskland, og som satte Schaffalitzkys gode forhold til de tyske myndigheder i fare. Den 4. juni 1937 skrev konsulatet til udenrigsministeren, for at gøre opmærksom på endnu et angreb på Blædel i den tyske presse. I den pågældende artikel kritiserede man Danmark for nok at gentage sin neutralitet, men stadig tillade den slags tyskfjendtlige artikler. Artiklen afsluttedes med en indirekte trussel om, at danskerne ikke skulle regne med at man i Tyskland ville nøjes med officielle erklæringer, hvis den slags fortsat blev tilladt (UM:110.J.474). Blædel var allerede efter sin meget kritiske dækning af Saar-affæren i 1935 blevet nægtet indrejse i Tyskland. Men som udenrigspolitisk redaktør på Berlingske Tidende kunne han fortsætte sin kritik af nazismen, og ikke mindst afvise og redigere Schaffalitzkys reportager. Da konflikten mellem de to tilspidsedes, trådte bestyrelsen ind i sagen og flyttede Schaffalitzky til Stockholm. Man kan på baggrund af beretninger fra gesandtskabet i Berlin udlede, at Schaffalitzky selv havde ønsket denne forflytning, men at Blædel ikke ønskede at få ham hjem på redaktionen. I en af de pågældende beretninger udtrykte gesandten forståelse for Schaffalitzkys situation, og skrev I Længden maa det ikke være morsomt at skrive for Hr. Blædels Papirkurv (UM:110.J.2048). Den tidligere chefredaktør på Berlingske Tidende i perioden , Helge Knudsen, overtog posten som korrespondent i Berlin, hvorfra han rapporterede indtil Helge Knudsen havde ligesom Schaffalitzky et godt forhold til de tyske myndigheder. Blædel fortsatte derimod med at udtrykke sin kritiske holdning til den nazistiske bevægelse og deres gerninger, hvilket i efteråret 1938 bragte ham i konflikt med ledelsen af Det Berlingske Hus, der i sidste ende bøjede sig for presset fra Tyskland og gav Blædel ufrivillig orlov fra avisen (Eriksen 1994: 10 ). 19 Erik Møllers signatur var en havelåge. 16

17 Danmarks udenrigspolitik i mellemkrigstiden Både i samtiden, men særligt i eftertiden eksisterede der en udbredt opfattelse af, at Danmark med sine indrømmelser til Tyskland under og mellem de to verdenskrige kom selvudslettelsen nær (Lidegaard 2003: bagsiden). Som vi skal se nærmere på i det følgende, kan den danske udenrigspolitik i mellemkrigstiden da også i høj grad tolkes som en frivillig tilpasningspolitik. De to radikale politikere, Erik Scavenius og Peter Munch 20, er på grund af deres store betydning for forsvars- og udenrigspolitikken i denne periode, særligt blevet taget til indtægt for denne kurs, der allerede i samtiden blev kaldt tyskerkursen. Mindre værdiladet er kursen blevet betegnet neutralitetspolitikken eller Det Munchske System, da det særligt var politikere fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der gik ind for denne linje. Neutralitetspolitikken Samlet set kan den førte udenrigspolitik i perioden siges at bestå af fire grundelementer: neutralitet, insisterende ikke-krigsdeltagelse, aktiv og balanceret handelspolitik og forestillingen om den fortsatte udvikling af det civile samfund som nationens inderste forsvarsbastion (Lidegaard 2003: 633). Tilhængerne af Det Munchske System mente således ikke, at Danmark kunne eller skulle forsvares militært. Dertil var det danske forsvar for svagt. I stedet ønskede politikerne, at sikre Danmarks overlevelse gennem en styrkelse af den indre sammenhængskraft og samhørighedsfølelse (Lidegaard 2003: ). Den vigtigste udenrigspolitiske erfaring de danske politiske partier uddrog af Første Verdenskrig blev således, at Danmarks vigtigste forsvarslinje hverken gik ved Dannevirke eller Københavns volde. Den udgik fra demokratiet, fra den stabile samfundsudvikling, opretholdelsen af samhandlen og neutraliteten (Lidegaard 2003: 160). Det er vigtigt at pointere, at selvom de fire store politiske partier langt fra var enige om, hvorvidt neutraliteten skulle forsvares militært eller ej, så var det der samlede trods alt stærkere, end det der skilte, og hensynet til den stærke nabo mod syd, var der ingen der ønskede at sætte over styr (Lidegaard 2003: 217). Grænsespørgsmålet og henstillingerne til den danske presse Grænse- og mindretalsspørgsmålet spillede en helt afgørende rolle for den danske udenrigs-, handels- og forsvarspolitik gennem hele perioden. Ifølge Lidegaard var grænsespørgsmålet formentlig det vigtigste hensyn i dansk udenrigspolitik fra , selvom den danske regering stort set ikke udtalte sig om dette, og den danske presse heller ikke skrev meget om det. Netop fordi regeringen, og også pressen, var relativt tavse om grænsespørgsmålet, har der ifølge Lidegaard i eftertiden været en tilbøjelighed til at 20 P. Munch (RV) var forsvarsminister fra den 24. juni marts 1920 og udenrigsminister fra den 30. april 1929 til den 7. juli 1940 (Lidegaard 2003: 660). Erik Scavenius (RV) var udenrigsminister fra den 24. juni marts 1920 og igen fra den 8. juli aug (Lidegaard 2003: 660). 17

18 undervurdere, hvor intens kampen for grænsen førtes, og hvor vidtgående hensyn, regeringen følte sig nødsaget til at tage for at undgå en aktualisering af spørgsmålet (Lidegaard 2005: 37). Danmark stod altså alene i spørgsmålet om Tyskland og grænsen, og den danske udenrigspolitik blev derfor langt hen ad vejen et forsøg på at opretholde en så neutral og ikke-provokerende holdning over for Tyskland som muligt. Dette kom særligt til udtryk efter Hitlers overtagelse af magten i Tyskland i januar 1933, hvorefter vi ser, at der fra Det Udenrigspolitiske Nævn udgik gentagne henstillinger til den danske presse om at holde sig tilbage i kritikken af Tyskland. Et eksempel, der særligt er blevet fremhævet i forskningen, er udenrigsminister Munchs tale til pressen fra den 31. marts 1933, hvor han forklarede, at han naturligvis ikke ønskede en farveløs Bedømmelse, men henstillede til at der blev holdt igen udadtil (Lidegaard 2005: 36). Munchs henstilling kom på opfordring af den tyske gesandt i Danmark, og skal ses som et udtryk for en presset dansk udenrigsminister. Presset blev ikke mindre med årene. I løbet af 30erne fik Udenrigsministeriet således gentagne meddelelser fra gesandtskabet i Berlin og konsulaterne i Hamborg og Flensborg om tysk utilfredshed med den danske presse (UM:140.D.18.a). Gesandtskabet så en stor fare for Danmark i den danske presses, ifølge dem, ensidige og meget kritiske holdning til det nye styre i Tyskland. Den 26. august 1933 skrev den danske gesandt i Tyskland, Herluf Zahle, at det forekom ham, at de Henvendelser til Pressen, der hidtil har fundet Sted, ikke har baaret den Frugt, som jeg havde haabet (UM:140.D.18.a). Henvendelserne fra gesandtskabet og konsulaterne blev stadig flere i takt med, at flere og flere danske aviser blev beslaglagt ved den tyske grænse og i visse tilfælde også forbudt i længere perioder. Dette har blandt andet fået Lidegaard til at konkludere: Den uformelle pressecensur virkede i det store hele efter hensigten, og pressen gengav kun en svag afglans af udviklingen i Tyskland og af regeringens og redaktionernes bekymring over den (Lidegaard 2005: 81). De hyppige beslaglæggelser var ifølge konsulatet affødt af en hårdere censur og en dansk presse, der vedblev at anlægge en kritisk tone overfor forholdene i Tyskland. I forbindelse med en række beslaglæggelser af danske aviser i december 1936 opfordrede konsulatet indtrængende Udenrigsministeriet til at gribe ind: Under Hensyn til, at der bag disse stadige Tilbageholdelser af danske Blade formentlig maa ligge Meddelelser eller Udtalelser, som af ledende tyske Myndigheder anses for urigtige og krænkende eller skadelige for Tyskland [ ] tillader man sig paany at henstille til det 18

19 Kongelige Ministeriums Overvejelse, om det dog ikke maatte være muligt at formaa den danske Presse til at vise Tilbageholdenhed i Forholdet overfor Tyskland, saa meget mere som dette Forhold kan paavirke vort Lands allervigtigste Livsinteresser (UM:140.D.18.a). Det danske konsulats vurdering af de danske avisers noget fjendtlige holdning til det nazistiske Tyskland var ikke ubegrundet. Det var netop afledt af de mange beslaglæggelser og forbud, som den danske presse blev udsat for i Tyskland. Således blev distribution af Social-Demokraten forbudt i Tyskland allerede i juni Politiken oplevede et forbud af otte dages varighed i november 1934, og det samme skete for Berlingske Tidende i februar Derudover blev Berlingske Tidende fra 1933 til 1938 beslaglagt i alt 128 gange. For Politikens vedkommende kom det til 111 beslaglæggelser i perioden , og for Dagens Nyheder kom antallet i samme periode op på 71 (Kreth 1998: ). De stadige klager fra Berlin over tonen i den danske presse og hyppige beslaglæggelser og forbud, betød, at Munch var tvunget til at henstille til, at pressen holdt igen med kritikken af Tyskland. Samtidig nød pressen en frihed og ytringsfrihed, han så lidt som nogen ønskede at anfægte (Lidegaard 2005: 37). Disse henstillinger fandt sted på udenrigsministerens fortrolige månedlige møde med repræsentanter for den danske presse, hvori chefredaktører eller journalister fra de vigtigste aviser deltog. Selvom opfordringerne til henstillinger til den danske presse fra gesandtskabet og konsulaterne var mange, fyldte de ikke meget, hvis overhovedet noget, på udenrigsministerens møder med pressen. Oftest blev opfordringerne nævnt i en bisætning og tit på en noget tvetydig måde, der antyder, at udenrigsministeren ikke ønskede at gribe ind i pressens ytringsfrihed. Dette ses eksempelvis i forbindelse med en orientering om situationen i Spanien den 13. august Munch afsluttede mødet med en mere eller mindre direkte henstilling til den danske presse om at forholde sig neutralt i storpolitiske anliggender: Det er en fundamental Fejltagelse, hvis man tror, at man kan indføre ensartede Systemer i denne Verden. Saa langt fremme er vi ikke. Der er stor Forskel i de politiske Forudsætninger i de forskellige Lande. Herhjemme har vi ikke Forudsætninger for at vurdere Forholdene i andre Lande, idet de er forskellige fra det vi kender [ ] Det gælder om at beherske vore Følelser overfor det, der foregaar, og det vil være af Betydning, at Danmark ikke mistænkes for at have taget Parti for den ene eller den anden (UM:110.D.11). Henstillingerne til pressen kom i det hele taget oftest i forbindelse med en international konflikt, hvor man frygtede, at den danske regering ville blive taget til indtægt for pressens partitagen. I forbindelse med 19

20 Tysklands besættelse af Rhinzonen i 1936 indkaldte Munch og Stauning således pressens repræsentanter til et ekstraordinært møde. Her indskærpede man situationens alvor og henstillede til pressen at forholde sig neutralt og gengive nyheder så objektivt som muligt. Samtidig opfordrede man til at vise tilbageholdenhed i behandlingen af det sønderjyske spørgsmål. Lige fra Hitlers magtovertagelse og op til krigsudbruddet advarede man således gentagne gange pressen mod at henlede tyskernes opmærksomhed på det sønderjyske spørgsmål (UM:110.D.11). Som de mange henvendelser fra gesandtskabet og konsulaterne i Tyskland viser, var det officielle Tyskland yderst opmærksomme på den danske presse, og hvad man heri skrev om Tyskland. Udover at lægge et truende pres på aviserne via forbud, beslaglæggelser og udvisninger, forsøgte man også at påvirke den danske presse med mere positive midler. Således skete det både i 1933 og i 1937, at man fra tysk side arrangerede presseture til Tyskland for de danske journalister. Turene var selvfølgelig foranlediget af propagandamæssige hensyn (UM:111.U.34). Gesandtskabet kunne dog efterfølgende konkludere: Det maa da i hvert Fald fastslaaes, at de propagandamæssige Maal, man fra tysk Side havde sat sig ved denne Foranstaltnings Iværksættelse, kun delvis er naaet, delvis maaske endda er modvirkede (UM:111.U.46). De arrangerede propagandature var ikke tyskernes eneste positive middel til at påvirke stemningen i pressen. I 30erne var nyheder om Tyskland blandt det mest efterspurgte udenrigspolitiske stof i aviserne. Denne position udnyttede man i Tyskland ved at servere særlige solohistorier til udvalgte repræsentanter fra den udenlandske presse. For Danmarks vedkommende var det Berlingske Tidendes korrespondent Schaffalitzky, der stod på bedst fod med de tyske myndigheder, og derfor som den eneste danske journalist fik mulighed for at bringe særlige solohistorier fra Tyskland. Selvom man hos Berlingske udmærket var klar over, at Schaffalitzky blev nødt til at holde igen med sin kritik af Tyskland, prioriterede man fra ledelsens side det gode forhold til myndighederne og de eftertragtede solohistorier, over en mere direkte kritik af det tyske styre (Kreth 1998: 57-60). Nazisternes vej til magten NSDAPs succes op gennem 1920erne og 1930erne viste, at mange tyskere anså nazisterne, og ikke mindst Hitler, som en løsning på den tiltagende nød og krise, som Tyskland befandt sig i, oven på krigsnederlaget i Som vi skal se nærmere på i det følgende kom netop krisen, særligt den økonomiske, men også den politiske, til at styrke nazisternes fremgang (Lammers 2003: 136). 20

21 Fra ølhallerne til parlamentet Det blev et fejlslagent kupforsøg i Bayern i november 1923, der fik skelsættende betydning for NSDAPs videre skæbne, og som kom til at markere partiets overgang fra ølstuebevægelse til politisk parti. Helt konkret medførte det fejlslagne kupforsøg, at NSDAP, partiorganet Völkischer Beobachter og SA blev forbudt, og at Hitler og flere andre ledende nazister blev dømt for højforræderi og fængslet. Nazisterne måtte derfor ændre taktik for at komme tilbage i kampen om magten. Den hidtidige revolutionære linje i partiet, der havde afvist parlamentarisk politik, blev opgivet. Som Lammers forklarer det, måtte den ændrede taktik forstås som konsekvensen af den politiske lære, som den mislykkede opstand havde forårsaget, nemlig at staten og magten i Tyskland ikke kunne erobres med revolutionære midler. Den kunne kun erobres med politisk-parlamentariske metoder. Vejen til magten skulle derfor fremover være legalitetens. Konkret betød det, at nazisterne ville forsøge at erobre magten ad forfatningens vej, og dette gjorde de allerede i 1924 ved at stille op til valgene. Dermed fik de indvalgte nazister også en ny politisk og offentlig platform i parlamenterne. Det skal dog understreges, at det i 1924 endnu var ren illusion at regne med, at nazisterne nogensinde ville kunne opnå massetilslutning fra de tyske vælgere (Lammers 2003: 56-60). NSDAP kom da også først til at opleve politisk fremgang efter det amerikanske børskrak i oktober 1929 og den verdensomspændende økonomiske krise der fulgte. I kølvandet på børskrakket og tilbagetrækningen af de amerikanske lån, som Tyskland i de forgangne år havde brugt til at genopbygge landets industri, begyndte produktionen at stagnere og arbejdsløsheden at stige. Tyskland blev kastet ud i en ny økonomisk krise med tårnhøj inflation, og NSDAP fik med ét en ny national sag at kæmpe for, som denne gang skulle blive partiets gennembrud (Lammers 2003: 89). Krisen i Tyskland udviklede sig hurtigt til en tillidskrise for det demokratiske system, fordi der ikke blot var tale om en økonomisk krise, men også en politisk krise, og at de to gensidigt forværrede hinanden. Den økonomiske krise kom på et tidspunkt, hvor Den Store Koalition 21 under SPDs ledelse var internt splittet, og ikke formåede at handle i forhold til krisen. I 1930 måtte den derfor træde tilbage (Lammers 2003: 105). Den Store Koalition var den sidste regering, der havde et parlamentarisk flertal bag sig, hvorfor dets sammenbrud i en vis forstand kom til at symbolisere det parlamentariske politiske systems sammenbrud. Sammenbruddet i den sidste parlamentariske regering skyldtes ikke kun den krise, der allerede eksisterede i Tyskland, men også at befolkningen nærrede en mistillid til demokratiet og Weirmarsystemet i det hele taget (Lammers 2003: 96-97). 21 Den Store Koalition betegner den flertalskoalition der omfattende de forfatningstro partier: SPD, DDP, Zentrum, DVP og Bayerische Volkspartei (Den Store Danske 4). 21