Genet for ledelse. Fokus på tavshedspligt. Du er tilgivet. Den digitale generation

Transkript

1 18. februar årgang Dansk Psykolog Forening 3 Genet for ledelse Hvis ikke man har leder-dna, har man det ikke. Men er der nu noget galt med at være follower? Side 4 Fokus på tavshedspligt Psykologers tavshedspligt bør altid være hot stuff. Lige nu topper interessen. SIDE 2-3 Den digitale generation 68 ernes børnebørn googler, sms er og facebook er. Lærer de også at klare livet? SIDE 10 Du er tilgivet Forskningsnyt handler denne gang om en disciplin i fremgang: tilgivelse. SIDE 18

2 18. februar årgang Dansk Psykolog Forening Psykologers tavshedspligt bør altid være hot stuff. Lige nu topper interessen. SIDE ernes børnebørn googler, sms er og facebook er. Lærer de også at klare livet? SIDE 10 Hvis ikke man har leder-dna, har man det ikke. Men er der nu noget galt med at være follower? SIDE 4 3 Forskningsnyt handler denne gang om en disciplin i fremgang: tilgivelse. SIDE 18 LEDER Klientens oplevelser af og følelser om virkeligheden er ikke en objektiv sandhed, man kan drive jura på.fokus på tavshedspligt Genet for ledelse Den digitale generation Du er tilgivet Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Pligten til tavshed P sykologers tavshedspligt er ikke kun en pligt, men også en ret. Begge dele er for nylig blevet torpederet i Københavns Byret med dommen om, at en psykolog skal udtale sig om, hvad en klient har fortalt om fangemishandling i Afghanistan. Vi har naturligvis været tæt på i hele forløbet og vil også være det, når sagen snart kommer for i Østre Landsret. Jeg bliver voldsomt bekymret, når vores tavshedspligt anfægtes. Tavshedspligten er selve fundamentet i terapien og forudsætningen for, at klienten åbner sig og tillader relationen at blive til. Hertil kommer, at den for psykologen er et helt centralt redskab i erhvervsudøvelsen. Terapi er en blanding af subjektivt og objektivt. Klientens oplevelser af og følelser om virkeligheden er ikke en objektiv sandhed, man kan drive jura på. Bringer man den terapeutiske beretning ind i retslokalet, diskvalificerer man de domme, retten afsiger. Man retter dommer for psykolog. Hvis det terapeutiske rum omdannes til en vidneskranke, ender det galt. Det vil fx få alvorlige følger for de soldater, der kommer hjem med PTSD og depressioner efter at have været i krig. Tænk, hvis de nu opgiver at få den behandling, som ellers er blevet en væsentlig del af veteranpolitikken. Hvis politikerne vil, at der står psykologer, når soldaterne kommer hjem, må de også som lovgivere sørge for en lovgivning, der gør det muligt for soldaten at gå til psykolog. Måske kan vi alligevel vejre morgenluft. Netop som jeg skriver disse linjer, tikker beskeden ind om Højesterets dom: at journalister har ret til at beskytte deres kilder. Med andre ord: journalister har ret til en udstrakt tavshed i forhold til deres kilder. Til lykke til journalisterne, og tak for hjælpen! Princippet er det afgørende og det fælles. Både vi og vores klienter forventer, at vores kildebeskyttelse respekteres. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: Redaktion: Rebecca Savery Trojaborg, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Design og produktion: Mediegruppen A/S Tryk: Jørn Thomsen/Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forsidefoto: BAM/Scanpix Jobannoncer 2011 Psykolog Nyt + Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr ,- Kr ,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr ,- Kr ,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr ,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2011: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 5 28/2 18/3 6 14/3 1/4 7 28/3 15/4 Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening

3 PARAGRAFFER Tavshedspligt så spørg! Lovgivningen om tavshedspligt er kompleks: lov om psykologer, retsplejeloven, straffeloven, sundhedsloven m.fl. er i samspil, og det er ikke så enkelt. Oveni kommer et lag af fortolkninger. Kommer du i tvivl eller bliver mødt af et krav om at bryde tavshedspligten, så ret altid henvendelse til Dansk Psykolog Forening. Med juraen i hånd Tavshedspligten er et af psykologens og klientens vigtigste støttepiller. Der er masser af jura støbt ind i emnet. H ar psykologer tavshedspligt? Som det fremgår af lederen på modsatte side, og som almindeligt interesserede avislæsere, radiolyttere og tv-seere vil vide, har dette spørgsmål fyldt i offentligheden, siden Politiken den 1. februar 2011 på forsiden proklamerede: Psykologers tavshed truet. Overskriften tog udgangspunkt i en konkret sag, som stadig behandles af retssystemet, og som det er for tidligt at berøre her. Efterfølgende satte spørgsmålet imidlertid en mere generel dagsorden og kaldte på naturlig interesse og uro hos mange psykologer. For hvad siger loven? Hvad skal man holde sig til? Har psykologer ikke længere tavshedspligt? Her følger med juraen i hånd nogle enkelte holdepunkter. Svaret er ja som hovedregel Jo, psykologer har tavshedspligt. Det fremgår af lov om psykologer 21, stk. 2, så tavshedspligten gælder altså som en klar hovedregel! Når juristen har sagt hovedregel, er det med en henvisning til, at tavshedspligten ikke gælder ube- tinget, men at man som psykolog undtagelsesvis kan blive pålagt at bryde sin tavshedspligt. Dette kan ske i sager af en vis betydning og under forudsætning af, at psykologens forklaring er strengt nødvendig for sagens udfald. Bemærk: Det er en domstol (og ikke fx politiet), der tager stilling til, om psykologen skal afgive forklaring, og dette beror på en konkret vurdering af sagen. Er man som psykolog uenig i en domstolafgørelse om at opgive tavshedspligten, har man som i andre sager mulighed for at få afgørelsen prøvet ved en højere instans. I langt de fleste sager er det naturligvis uproblematisk som psykolog at afgive forklaring nemlig i de tilfælde, hvor der foreligger et samtykke fra klienten. Hvis man imidlertid som psykolog bliver indkaldt for at afgive forklaring i strid med klientens ønske, hvad skal man da gøre? Svaret er her altid: Kontakt Dansk Psykolog Forening, og træk på det rådgivningstilbud, du har som medlem. Hvordan du skal stille dig i en retssag, som udfordrer din tavshedspligt, afhænger af en konkret vurdering. Den skal man som psykolog ikke stå alene med. Jørgen Carl, redaktør & Charlotte Fornø, jurist PSYKOLOG NYT NR SIDE 3

4 SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR fotos: bam/scanpix

5 LEDELSE Gåden om leder-dna Konsulenterne opdrager ledere og medarbejdere til at forstå deres organisatoriske liv i lyset af anerkendende teori og tilstræber fortsat flade strukturer. Men sæt nu vores gruppeliv fungerer bedst i klare hierarkier? eder-dna, lød titlen på Rasmus Ankersens meget underholdende bog fra 2008, hvori han bragte interview L med 25 topledere. Som det er med det meste af den ikke-akademiske ledelseslitteratur, har vi angiveligt at gøre med endnu en glorificering af en række mennesker, der er blevet topchefer. At de er nået til tops i det organisatoriske liv, betyder ikke, at de nødvendigvis er fødte ledertalenter der går givetvis andre fortællinger om dem ude i virksomhederne end mediernes og ledernes egne. Blandt andet derfor er det relationerne, samtalerne og de forskellige fortællinger, som den populære akademiske HR-litteratur hæfter sig ved, når læring, trivsel og udvikling tilsammen gøres til ledelsesbegrebet. Her udledes lederegenskaber ikke ud fra, hvad succesfulde ledere synes at stå for. I stedet vægtes medarbejderperspektivet. Erkendelsesteorien er socialkonstruktionismen, og metoderne har deres rødder i familieterapien: Der skal lyttes til den enkeltes oplevelse, holdning og behov, og der skal tænkes cirkulært. Den akademisk inspirerede HR-diskurs og det ledelsesmæssige ideal er, at alle indser, at det er sproget, som konstruerer verden, hvorefter det er muligt at anerkende hinandens perspektiver og herved bane vejen for menneskelig såvel økonomisk vækst. He is a follower not a leader Men Ankersens konklusion er anderledes. Ledelse kommer indefra medfødt eller som et talent, der etableres meget tidligt i livet, siger han og er i god tråd med, hvordan mange ikke-hr-folk forstår ledelse. Mange sætter spørgsmålstegn ved, om ledelse overhovedet kan læres. Og de er ikke i tvivl om, at forskellige personligheder forvalter præcis den samme lederrolle vidt forskelligt og med forskellig succes. De ser personlighed og faglighed som de primære årsager til samarbejdets skæbne. Heri ligger også, at nogle ikke har ledelse i sig. Derimod er det en nærliggende tanke, at nogle af disse mennesker har en stærk disposition for følgeskab! Men at være follower, som man i mangel på en dansk terminologi må låne som begreb fra den engelsksprogede litteratur, beskriver i dagens Danmark ikke anerkendelsesværdige kvaliteter. Det passer ikke med tidens ressourcefokus og påstanden om, at mennesker ønsker at lede sig selv, er indre motiverende mod udvikling og præstation via frihed under ansvar. Ressource-trenden får ikke blot en follower til at føle sig forkert, men også en leader. Så hellere se sig selv som fx coach eller koordinator og italesætte sine medarbejdere som kolleger. Tankevækkende er det, at med-arbejdere vel er det tætteste, vi kommer på et dansk ord for den, der skal ledes. Leader og follower arbejder i Danmark med hinanden. Der er ikke én part, der arbejder for en anden part, der er ikke tale om en relation mellem væsensforskellige parter, der med hver sine interesser potentielt arbejder mod hinanden. Med andre ord er ledelsesrelationen med HR-diskursen blevet noget diffus. Set fra et socialkonstruktionistisk perspektiv må konklusionen faktisk være, at ledelsesrelationen slet ikke findes. Den, der leder, og den, der følger, er begge mistænkelige sidstnævnte har vi end ikke sprog for. Det at bryde autoriteterne ned var tænkt som en frigørelse, men har paradoksalt nok skabt nye sociale tabuer: Det er hverken velanset at ville bestemme eller ville blive bestemt over! PSYKOLOG NYT NR SIDE 5

6 Kampen om status Vore hjerner ændrer sig hele livet, og at tanken om at knække DNA-gåden er delvis misforstået. Der er meget andet end den medfødte disposition på spil, i forhold til hvordan vores hjerner kommer til at se ud, og hvad vi kan blive gode til. I det hele taget har vores evne til at tilpasse os vores omgivelser været med til at gøre os suveræne som art. Når det er sagt, så er hjernens grundlæggende strukturer fortsat, som års evolution har foreskrevet det. Vi ved, at både menneskehjerners ensartethed og individuelle nuanceforskelle for en vis del er genetisk disponerede. Langt de fleste af disse år har vi levet i jæger-samler-samfund i klaner a personer, som igen er forbundet med to-tre andre klaner. Netop det har været et andet afgørende for vores overlevelse som art: At vi er sociale dyr og har organiseret os i grupper. Sammen har vi kunnet overleve farerne på den afrikanske savanne, holdt sulten på afstand ved at kunne nedlægge vildt i koordineret jagt og beskytte os mod truslen fra andre, der var sultne, grådige eller bange (Winsborough et al. 2009). Overlevelse har i menneskets udvikling krævet, at der ikke spildtes ressourcer på splid, eller at nogen kørte på frihjul. Det har været afgørende, at gruppens enkelte medlemmer affandt sig med deres rolle og bidrog til kollektivet, som gruppen foreskrev. Den DNA, der er blevet bragt videre, er den, der fulgtes ad med et klart statushierarki, og som repræsenterede den rette blanding af leaders og followers. Eventuel aggression skulle bruges i konkurrencen med rovdyr og andre klaner om føde og gode revirer. Derfor Mange sætter spørgsmålstegn ved, om ledelse kan læres. De er ikke i tvivl om, at forskellige personligheder forvalter præcis den samme lederrolle vidt forskelligt. har vi været afhængige af autoritet og af, at den bedste jæger (eller kriger) traf beslutningerne, og at de øvrige fulgte med. I vores oprindelige organisation har motivet til at udfylde sin rolle og gøre et godt indtryk vel også været at undgå at være nederst i hierarkiet. Dette, selv om det kan det være en fornuftig strategi at forlige sig med sin position, så man ikke er en trussel for dem, der ligger over én. Principielt er gruppelivets logik dog, at jo højere i hierarkiet, des længere væk fra bunden, hvorfor der i mennesket bor en stræben mod magt og status. Som Freud også insisterede på, giver dette os en sammensat natur, kendetegnet ved det ambivalente forhold, at vi for at sikre vores egoistiske behov er afhængige af andres anerkendelse vi tåler for alt i verden ikke at blive udstødt af klanen. Menneskets behov for anerkendelse kan altså fortolkes ud fra en helt anden dynamik, end de moderne HR-teoretikere gør det. Når organisationskonsulenter med reference til Peter Lang belærer ledere med, at mennesker ikke gør noget dumt med vilje, frarøver de dem deres sunde skepsis over for menneskelige motiver. I stedet giver de dem et upræcist grundlag i deres arbejde med at få andre til at gøre ting, som hovedopgaven og deres professionelle rolle kræver. Når mennesker ikke altid gør noget umiddelbart egoistisk, er det måske, fordi de risikerer, at dette sanktioneres. Ifølge den amerikanske psykologiprofessor Robert Hogans (2007) forenklede formel er menneskets DNA dets eksistentielle kamp udfordringen: To get ahead, to get along og to make meaning. I ét og samme liv. Den, der kan bruges til noget i forhold til disse tre dimensioner, er ifølge Hogan den naturlige leder at følge. Dominans en følelsesmæssig intelligens? Den, der fremstår menneskelig, human, ærlig, religiøs mv., men samtidig er i villig til at skifte tilgang, når behovet opstår, er den, som beskytter sine selvinteresser bedst. Han er the fittest, blandt fælder der konformt følger de sociale spilleregler. Machiavelli beskrev denne mennesketype, når han skrev om den i dag så kontroversielle magt. En mennesketype, som siden er blevet foragtet, også i psykologien. Her er magtbegærligheden blevet problematiseret som psykopatisk: Dominant, narcissistisk, effektivt manipulerende, følelsesmæssigt tom og ikke i stand til empati eller at føle skyld. Udviklingspsykologen Patricia Hawley (2006) sidestiller ikke desto mindre machiavelliansk intelligens med den positivt associerede følelsesmæssige intelligens, som den er beskrevet af Goleman (1995). At have de fleksible sociale egenskaber til dels at kunne begå sig relationelt (getting along), dels at afvige normerne og hytte sit eget, når det betaler sig (getting ahead) er med Hawley ikke i sig selv psykopatisk. Hun foreslår, at blandingen af at ville andre, men også ville status og magt, basalt er en sund assertiv måde at møde sin omverden på. Dette inspireret af hendes studier af dominans og moral hos førskolebørn. Her viste de som både trak på tvangsstrategier (true, snyde og tage) såvel prosociale- (reciprocitet, samarbejde, venskaber) sig at være de mest effektive til at kontrollere ressourcerne her legetøjet og de voksnes opmærksomhed. Deres aggressivitet til trods fandt Hawley, at disse børn både var moralsk modne og populære. Hvem leder hvem? Selv om vi har mudret relationen leder-medarbejder med helt umulige ord (fx lederen som koordinator eller coach), er der tale om SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

7 en lineær hierarkisk handel: Hvis jeg kan se, at du er nyttig som leder, så giver jeg dig mit følgeskab. Igennem det økonomiske opsving har det været vanskeligt for medarbejderen at se, hvad der definerer nyttigt i en gruppesammenhæng. Mange steder har det tidligere lydt, at hvis du giver mig den løn og efteruddannelse, jeg peger på, så siger jeg ikke op foreløbigt men her må man i dag afskedige. Medarbejderne har bevist, at moderne læringsteori er tendentiøs. Bakket op af populær HR-teori og dens fokus på selvrealisering har de skubbet bag på en lederadfærd, som har fået tingene til at løbe løbsk. Det nødvendige fokus på klare roller og rammer, autoritetsrelationer, kontrol og magt er gået i glemmebogen selv om det er ting, der må og skal vægtes, hvis en organisation skal være effektiv og sund. Men de rimer på aggression, ikke på anerkendelse, som danskerne frustrerede kalder på, hver gang nogle forsøger at lede dem. Fokus er gledet fra hovedopgave til trivsel, men spørgsmålet er, både om vi er mere effektive eller gladere af den grund? Leder-DNA er snarere viljen til at bestemme end viljen til at forstå. De, der drives af at forstå, skal lære om magt ikke mere snak om anerkendelse for nu! Anerkendelsen skal reserveres det anerkendelsesværdige som en belønning, der fordrer mere af dette og ikke mindst tydelige hierarkier. Det må ikke blive en rettighed, der suger enhver dramatik og passion ud af det at være menneske til fordel for middelmådighed og utydelige ledere. Referencer Troels Gottlieb, cand.psych. Ankersen, R. (2008). Leder DNA i blodet på 25 topledere. København: Forlaget Turbulenz. Goleman, D. (1997). Følelsernes intelligens. København: Borgen. Hawley, P. (2006). Evolution and Personality: A New Look at Machiavellianism. I Mroczek, D. & Little, T. (red.), Handbook of Personality Development. New Jersey: Lawrence Erlbaum. Hogan, R. (2007). Personality and the Fate of Organizations. New Jersey: Psychology Press. Winsborough D., Kaiser R. & Hogan, R (2009). An Evolutionary View What Followers want from their Leaders. LIA, vol. 29, no. 3. PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

8 I KORT FORM Hjælp til selvmordtruede unge Det er ikke altid en psykisk lidelse, der får unge til at overveje at tage deres eget liv. I mange tilfælde er det de problemer, som teenagere slås med, der gør livet uuoverskueligt. Men hvis der ikke er tale om en psykisk lidelse, kan det være svært at få de unge i behandling. Det mener psykolog Kim Juul Larsen, leder af Region Syddanmarks Kompetencecenter for Selvmordstruede børn og unge. Centeret er et af de eneste steder i landet, der har tilbud om hjælp til unge under 18 år. Kim Juul Larsen fortæller til Kristeligt Dagblad, at steder i landet, der kun har psykiatriske tilbud, sender de unge hjem igen efter selvmordsforsøg med besked om at kontakte deres kommune. Men i mange tilfælde er der ikke ressourcer til at følge op på de unge, hvoraf 20 % vil forsøge selvmord igen. dnp Hvad med de psykiske lidelser? I januar 2011 udgav Kommunernes Landsforening rapporten Bedre prioritering i indsatsen til de syge borgere med forslag til bedre prioritering i indsatsen til de syge borgere. I kronikken Vi svigter de psykisk sårbare (Information, 1. februar 2011) går formanden for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, i rette med udspillet, som han mener overser de psykiske lidelser. Behovet for at forebygge er ellers akut, siger han, med henvisning til stigningen i antallet af pensioneringer på grund af psykiske lidelser og i antallet af danskere, som er i behandling for stress, depression og ADHD. Hjælpen fra samfundet kommer for sent. Derfor savner han i udspillet fokus på mennesker med psykosociale problemer og på indsatsen over for unge psykisk sårbare. Rapport og kronik findes på og dnp Rettelse Psykolog Nyt 1/2011 bragte artiklen Hvis sorg bliver en diagnose. Artiklen henviser til en række kriterier, som er nævnt i teksten. Men kriterierne E og F mangler i det ledsagende skema. Vi har gjort skaden god igen ved at rette fejlen i artiklens netudgave. Se > Psykolog Nyt. Red. OK11 Overenskomstforhandlingerne, der skal afsluttes senest ved udgangen af denne måned, er i fuld gang. Blandt de krav, Dansk Psykolog Forening har udtaget, er en forbedring af reallønnen, af AC-basislønskalaen og af den lokale løndannelse. Man kan på se kravene, læse analyser og baggrundsmateriale og følge med i, hvordan forhandlingerne skrider frem. Som noget nyt får medlemmerne i år mulighed for at deltage i urafstemningen elektronisk se artiklen næste side. dnp Indgriben mod seksuelle overgreb Lærere, pædagoger og sagsbehandlere ved for lidt om seksuelle overgreb på børn. Derfor udgiver Red Barnet nu tre håndbøger, der skal vejlede fagfolk, som har et ansvar for at se signalerne på overgreb og skride til handling. - I Red Barnet har vi gennem flere år vejledt fagfolk i sager om seksuelle overgreb på børn. Og desværre har vi oplevet, at fagfolk ofte ikke handler hensigtsmæssigt, simpelt hen fordi de mangler viden om, hvordan de skal forholde sig, siger Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet. De tre håndbøger beskæftiger sig med den generelle viden om de juridiske og psykologiske aspekter af seksuelle overgreb på børn, med hvordan man håndterer mistanken, og endelig hvad man gør, når en mistanke er blevet til en sag. Bøgerne kan rekvireres gratis på jc SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

9 OVERENSKOMST Har vi styr på dig? De medlemsoplysninger om arbejdssted, adresse mv., vi har registreret i medlemssystemet, beror på de oplysninger, du selv har givet os. Det er derfor vigtigt, at du oplyser om eventuelle ændringer på mail, telefon eller med brev. Den forestående urafstemning er måske en god anledning til at tjekke, om du har givet os eventuelle nye arbejdsoplysninger. Hvordan går det med OK11? Det er meget begrænset, hvor meget vi kan fortælle om OK-forløbet, da god forhandlingsskik betyder, at parterne er fortrolige om detaljer og tekniske og politiske sonderinger undervejs. Noget kan vi imidlertid informere om se nærmere på OK11. STEM elektronisk om OK11 I næste måned skal Dansk Psykolog Forenings medlemmer tage stilling til resultaterne af overenskomstfornyelsen på de offentlige områder. Urafstemningen om OK11 sker via internettet eller sms. D er forhandles i øjeblikket på højtryk og bag lukkede døre om fornyelsen af de offentlige overenskomster i stat, regioner og kommuner. Når forhandlingerne er overstået, skal de berørte medlemmer, herunder alle offentligt ansatte psykologer, tage stilling til resultaterne ved en urafstemning. Denne gang gennemføres urafstemningen elektronisk via enten internettet eller sms. Det sker ved brug af det elektroniske valghandlingssystem Assembly Voting, som i dag er det mest benyttede elektroniske afstemningssystem. Siden 2001 har det været benyttet ved 150 valghandlinger i faglige organisationer og kommuner. 3F, HK, og Magisterforeningen er blandt de organisationer, som har gode erfaring med at benytte systemet til urafstemninger. Erfaringsmæssigt har det i de andre organisationer vist sig, at medlemmerne har været glade for at gå elektronikkens vej ved både urafstemninger om OK-resultater og personvalg. Typisk stiger valgdeltagelsen også lidt ved de elektroniske valghandlinger. Hvad skal du gøre? De stemmeberettigede psykologer modtager i løbet af marts måned et postkort på privatadressen, når valget begynder. Af post- kortet vil det fremgå, hvordan man logger ind på hjemmesiden, og man får samtidig oplyst den unikke kode, man skal bruge for at deltage i afstemningen. Alle de medlemmer, vi har adresser på, vil samtidig med postkortet modtage en mail med et link, der fører direkte til afstemningssiden. På afstemningssiden præsenteres OK11-resultaterne i overskuelige artikler, og det er også her, man skal afgive sin stemme. Hvis man foretrækker det, kan man også stemme via sms. Vejledning til sms-afstemning vil fremgå af postkortet og af hjemmesiden. Har du ikke adgang til internettet, vil det selvfølgelig være muligt at kontakte Danske Psykolog Forening og få tilsendt OKurafstemningsmateriale samt stemmeseddel og svarkuvert. Alle vil således have mulighed for at brevstemme som ved tidligere overenskomstfornyelser. Et uvildigt revisionsfirma vil føre kontrol med, at valghandlingen foregår, som den skal, herunder at de deltagende er sikret anonymitet. Lis Ethelberg, forhandlingschef, Dansk Psykolog Forening PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

10 OPVÆKST Børn af den digitale tidsalder SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

11 fotos: bam/scanpix Den sociale og digitale revolution har givet 68 ernes børnebørn helt andre opvækstvilkår end de forrige generationer. Der er masser af afgrunde for børnene i mulighedernes land. G lobaliseringen og den virtuelle kommunikation rummer et enormt potentiale, det ved vi. Men de forandrede vilkår resulterer også i en forandret mentalitet hos de børn, som vokser op i den digitale tidsalder. Som børnepsykoanalytiker oplever man gennem børn i terapi, samtaler med forældre, undervisning af fagpersoner mv., hvordan den nye kommunikationsteknologi påvirker børnene og dermed fremtidens voksne. En psykoanalytisk forståelse af mental udvikling er, at barnet har brug for en forudsigelig, tryg og stabil ramme for at kunne udvikle sin refleksive funktion eller evnen til at mentalisere. Den refleksive funktion indebærer, at barnet bliver i stand til at aflæse og forstå andre dvs. danne sig en opfattelse af andre menneskers tanker, forestillinger, ønsker, følelser, intentioner, planer og handlinger (Fonagy et al. 2004). Gennem relationen til mor og far udvikler barnet evnen til at mentalisere. Det barn, der oplever, at forældrene er i stand til at læse det, dvs. forstå, fornemme den ordløse kommunikation og reagere adækvat i forhold til den, integrerer forældrenes evne til reading minds. Udviklingen af denne evne sker gennem den gode, trygge relation til forældrene, hvor det først bliver i stand til at læse den anden, inden de senere kan beskrive og forstå meningen af dets egne psykologiske oplevelser. Forældre, som ikke er i stand til at læse og forstå deres børn, vil ikke kunne tilfredsstille dette behov på en hensigtsmæssig måde, og det får barnet til at føle sig frustreret og misforstået. Et barn, som ikke har haft forældre, der har været i stand til at læse det, vil selv blive begrænset i sin evne til at mentalisere. I tilfælde af omsorgssvigtende eller traumatiserende forældre beskytter barnet sig selv mod at tage den andens perspektiv, undgår at mentalisere, for det ville kunne indebære erkendelsen af ondskab og fjendtlighed. Men her bliver konsekvensen, at den refleksive funktion forbliver uudviklet, og et barn, der ikke kan læse andre, vil heller ikke kunne forstå sine egne oplevelser og følelser. Den refleksive funktion gør os i stand til at udvikle os, tilpasse os, indgå i sociale relationer og forholde os til forandringer. Det kræver evne til at mentalisere hos barnet at tage ind og forstå, at det ikke er omnipotent og centrum i verden. Barnet tager et stort skridt i sin udvikling, i det øjeblik det begynder at kunne se andre som adskilte personer og selvstændige i forhold til én selv. Her bliver det i stand til at tænke og PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

12 fremkalde et indre billede af sin fraværende mor eller far og ikke som det spæde barn oplever fraværet som blot et tomt, ondt, sort hul (Bion 1962). Her udvikler barnet hele sit apparat til at tænke og fra kun at tænke konkret bliver det i stand til symbolsk tænkning. Fx når det lille barn tager en cowboyhat på, tænker det Jeg er en cowboy i modsætning til det ældre barn, der kan tænke symbolsk: Jeg leger, at jeg er en cowboy. Erkendelsen af, at mennesker er adskilte og separate hos barnet, får det til at indse, hvor livsvigtig mor og far er, at barnet kan skade dem gennem sin aggressivitet, og at det må passe på og være gode ved dem. I forbindelse med at barnet opnår bevidsthed om sig selv som en separat person adskilt fra andre, kommer også indsigten om, at der er to køn, og at der er forskel på generationer. Denne erkendelse er forudsætningen for, at barnet bliver i stand at indgå i trekantsrelationen med mor og far, at udvikle et oedipuskompleks, identificere sig med forældrene og dermed udvikle et overjeg. Uden et overjeg er børn ikke i stand til at regulere egne affekter, udvikle impulskontrol og selvbeherskelse. Den refleksive funktion er derfor en af de vigtigste byggesten i organiseringen af selvet og er fundamentet for, at barnet er klædt på til at klare pubertetens storme og integrere seksualiteten under adolescensen. Forandringer i familiestrukturen Børnebørnene til 68-generationen vokser op i et samfund, hvor der er sket store forandringer i familiestrukturen. Der findes stort set ikke mere flergenerationsfamilier, hvorfor forældrene er alene om omsorgen for børnene. I mange tilfælde er bedsteforældre stadig arbejdsaktive og tager ikke del i børnebørnenes daglige liv. Langt de fleste børn i dag bliver passet uden for hjemmet, fordi begge forældre er udearbejdende. Selv om nutidens forældre er meget engagerede, sørger for at give børnene kvalitetstid og fædre deltager aktivt i børneomsorgen langt mere end tidligere, så tilbringer børn i dag Globaliseringen og den virtuelle kommunikation rummer et enormt potentiale. Men de forandrede vilkår resulterer også i en forandret mentalitet hos de børn, som vokser op i den digitale tidsalder. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR

13 kvantitativt mindre tid sammen med deres forældre. Det er i de nære relationer, at barnet udvikler sit refleksive selv, og det kræver derfor, at forældre og børn har tid sammen. En ret stor gruppe børn oplever, at familien splittes på grund af forældrenes skilsmisse, og at de herefter skal være to steder. Det er ikke ualmindeligt i dag, at børn bor den ene uge hos den ene forælder, og den anden uge hos den anden. Når forældrene får nye partnere, udvikler det sig ofte til to forskellige familiekulturer, og barnet må derfor tilpasse sig dem begge. Forandringerne i familiesituationen gør det svært at dække barnet behov for forudsigelighed, kontinuitet og stabilitet. Konflikter mellem forældrene blusser ofte op, i forbindelse med at barnet skal afleveres til den anden, og børn kan udnytte splittelsen mellem forældrene ved at spille den ene ud mod den anden. Forældre har ikke sjældent skyldfølelser over for børnene og kan prøve at kompensere for emotionel deprivation gennem at købe materielle goder. Den franske børnepsykoanalytiker Florence Guignard (2010) mener ligefrem, at forældre projicerer deres egne hedonistiske lyster over på deres børn ved at give dem alt det, de peger på. Børn lærer her at udtrykke deres materielle behov, men ikke de psykologiske, dvs. at blive lyttet til, taget alvorligt og blive forstået. Ingen latensperiode Ifølge Guignard betragtes det i opdragelsen af børn ikke mere som en dyd at kunne lære dem at hæmme og omdanne driftsimpulser til en mere socialt tilpasset adfærd, men snarere som en defekt at hæmme dem. Derfor er den periode, Freud benævnte latensalderen, ved at forsvinde. Det var Freuds opfattelse, at i alderen 6-12 år havde barnet en periode af fred, hvor det ikke var domineret af de stærke følelser, som driftsimpulserne vakte i den ødipale alder (børnehavealder) og under puberteten. I latensperioden var der ro til at koncentrere sig om at erhverve viden, færdigheder og at udvikle evnen til at arbejde. Guignard mener, at børn i dag mangler en nedkølingsperiode, hvor de lærer at sublimere deres drifter, og at skolebørn derfor er lige så letantændelige som børn i 3-5-årsalderen, samtidig med at de bruger enhver lejlighed til at imitere attituder og seksuel adfærd, som de ser hos teenagere og unge voksne. Hun mener derfor, at der er kommet flere hyperaktive børn, til gavn for fx medicinalindustrien. Tøjindustrien har heller ikke været sen til at udnytte børns lyst til at imitere voksne, og den producerer til små skolepiger højhælede sko, undertøj med g-steng, nedringede Marilyn Monroe-kjoler mv. Dertil kommer, siger Guignard, at læ- annonce Vi tæller ned til... DANSK PSYKOLOG FORENINGS ÅRSMØDE 2011: LYKKERIDDEREN SELVREALISERINGENS INKARNATION Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, Nyborg den 12. og 13. maj 2011 Deltagere på Dansk Psykolog Forenings årsmøder fortryder ikke, at de tog med. Også Årsmøde 2011 forventer vi bliver et tilløbsstykke for psykologerne. Temaet i 2011 dækker over, at samfundet er blevet stadig mere individualiseret. Der er kommet stærk fokus på individets rettigheder og ret til at vælge partner, livsanskuelse, personlig stil etc. Livsudfoldelsen retter sig mod selvrealisering, og hvad den enkelte kan få ud af det. Samtidig bliver det sværere at etablere og vedligeholde fællesskaber, den såkaldte sammenhængskraft svækkes. Det udfoldes i hele syv workshops og to plenumforelæsninger. Deltagelse giver merit til specialistuddannelserne. Rammerne er optimale. Både det faglige og sociale udfoldes. Og det er billigt at deltage. Læs mere på hvor du finder det fulde program, alle praktiske oplysninger og hvor du kan tilmelde dig elektronisk. Tiden tikker, vi tæller ned. Tilmelding skal ske senest 1. april Årsmødegruppen

14 rerne i folkeskolen er i den paradoksale situation, at der forventes af dem at de skal rette op på den opdragelse, som forældrene ikke har formået at give barnet, uden at lærerne har noget mandat i form af forældreautoritet. For lærerne bliver forældrene derfor en udfordring, når de mødes ved forældrekonsultationer, hvor formålet er at tale om barnets indlærings- eller adfærdsvanskeligheder. En digital revolution Vi, der er bedsteforældre til dagens børn, har oplevet en tid, hvor der ikke eksisterede mobiltelefoner, computer eller internet, og vi har været vidne til, med hvilken selvfølgelighed vores børnebørn har taget den ny teknologi til sig og har lært at udnytte den. De forstår at bruge alle de muligheder, som internettet giver for at skabe kontakter, indhente oplysninger og viden, gå på indkøb, og de har udviklet en imponerende fingerfærdighed, når det gælder om at sms e og spille computerspil. Det er nu blevet muligt at kommunikere med personer som ikke er fysisk til stede, men befinder sig et fjernt sted, hvilket opleves som en positiv forandring, og at afstanden mellem mennesker er formindsket. Hvad nytter det at have 300 venner på Facebook, hvis man ikke har prøvet at have én ven i virkeligheden? Men alle medaljer har to sider, og fx mobiltelefonen, som er en meget stor hjælp for barnet i nød til at komme i kontakt med sine forældre, kan også være med til at forsinke separationsprocessen. Det er ikke ualmindeligt, at forældre, som går i egen psykoterapi, annoncerer, at de en nødt til at have mobiltelefonen tændt i terapitimen i tilfælde af, at deres børn ville ringe. Når børnene så ringer er beskeden som oftest: Du skal hente mig der og der, Hvor har du lagt det og det og Hvorfor har du ikke gjort det og det. Mobiltelefonen gør umiddelbar kontakt mulig, barnet behøver ikke udsætte behov, men bliver fastholdt i et infantilt afhængighedsmønster til forældrene, hvilket forhindrer dem i at tage afgørende skridt i at se forældrene som separate og adskilte personer, og det forsinker evnen til symbolsk tænkning og mental udvikling. Børn, som går i terapi, har også svært at undvære mobilen i terapitimen. Her kan den anvendes til at skabe kontakt, fx Se funktionerne på min nye mobil, Se billeder på den, Hør de musiknumre, jeg har downloaded. Men lige så ofte bruges den til at afværge, at der opstår en meningsfuld kontakt. I samme øjeblik terapeuten fx taler om barnets følelser i her-og-nu-situationen, bliver barnet optaget af sms erne på mobilen og undgår dermed den samtale, der skal udvikle dets evne til at mentalisere. På samme måde som forældrene har barnet helt konkret sine ydre relationer (sms-kontakterne) med ind, og det forhindrer en refleksion på et symbolsk niveau over barnets egne indre relationer. Den virtuelle kontakt I den virtuelle kontakt er det de ord, billeder og lyde som dukker op på skærmen, som er genstand for kommunikationen, og dem aflæser vi gennem vores øjne og ører, mens vi er afskåret fra at bruge andre sanseorganer. Derfor er det svært i den virtuelle verden at kende realiteten af den anden. Det giver en frihed i kontakten med en virtuel person, som ikke findes i kontakten til en person af kød og blod, med færre begrænsninger og bedre mulighed for at leve fantasier ud. Men den større frihed kan også indebære mindre ansvarlighed. Et barn eller en ung, der oplever skuffelser og frustrationer i den ydre verden, vil være tilbøjelig til at søge trøst og tilfredsstillelse i virtuelle kontakter. Men den virtuelle verden kan ikke fjerne barnets ensomhedsfølelse, for den forsvinder kun ved nære, tilfredsstillende kontakter. Den nære kontakt opstår, når vi er i stand til at aflæse og forstå den anden, og her benytter vi os af alle sanseorganer. Man skal kunne røre, lugte, smage, se den anden bevæge sig og blive taget på for virkelig at kunne føle realiteten af den anden og få følelsen af at kende denne. Børnebørnene til 68-generationen er flittige gæster på Facebook, og det er ikke ualmindeligt at høre unge prale af, hvor mange venner de har der. Men hvad nytter det at have 300 venner på Facebook, hvis man ikke har prøvet at have én ven i virkeligheden? Og det barn, der ikke har oplevet et eneste venskab, vil få svært at forstå sig selv, fordi det er gennem relationen til den anden, at man udvikler relationen til sit indre liv og kan forstå sig selv som et psykologisk væsen. Et barn, som befinder sig i en forvirrende verden, må arbejde intenst for mentalt at fordøje sine oplevelser, blandt andet gennem leg. I sine fantasilege udtrykker, udforsker og bearbejder barnet sit eget indre liv, og evnen til i legen at symbolisere sin angst og usikkerhed, hjælper det til at komme til rette med den utryghed, den ydre verden forårsager. Den virtuelle verden skaber en illusion af virkeligheden, og her kræves der også en omfattende mental bearbejdning, for at man kan afgøre sandt og falsk, godt og ondt for dermed kende realiteterne. Computerspil er også leg og underholdning, men har ikke den samme helende virkning som barnets egne fantasilege og SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR

15 fremmer derfor ikke den mentale udvikling. I computerspil udvikler børn tekniske færdigheder, manuel hurtighed og kontrol. I spillene er relationerne mellem figurerne noget, der skal håndteres, men det fører ikke til indsigt eller forståelse af relationernes kvalitet og karakter. Billedet på skærmen opfattes konkret og ikke som en repræsentation og stimulerer derfor ikke til udviklingen af den symbolske tænkning. I legen henter barnet alle figurerne fra sit eget fantasiliv, men i computerspillene er de konstruerede af spildesigneren og mangler den intime relation til barnets egen indre verden. Computerspillene hjælper derfor ikke barnets til at bearbejde sine egne oplevelser og komme til rette med usikkerhed og at tolerere vilkårlighed og angst. Ved at forstå sine egne oplevelser bliver barnet også i stand til at lære af dem, vokse og udvikle sig. Men samtidig er det netop den emotionelt betingede indlæring, der er årsag til smerte og ubehag (Bodin 2010). Pinagtigheden forbundet med at modnes vil barnet gerne undgå, og her er computerspil en fristende flugtvej. Børn, der vokser op under den sociale og digitale revolu tion, bliver en strategisk tænkende og handlingsorienteret generation. De vil være hurtige og teknisk kompetente, men får problemer med impulskontrollen, med at udsætte behov, og de have ringere evne til at mentalisere. Der vil komme flere klienter, som motiverer deres ønske om samtale med, at de vil have redskaber af psykologen til at klare livets problemer. Det betyder, at de terapiformer, der kan ændre og modificere den bevidste adfærd og tænkning fortsat vil være fremgang. Men der vil forhåbentlig også være nogle, der vil forstå sig selv, og som har erkendt, at en udviklet evne til at mentalisere ruster én til at møde de betydelige udfordringer i den digitale tidsalder. Gudrun Bodin, privatpraktiserende psykolog, børne-, ungdoms- og voksenpsykoanalytiker (IPA) litteratur Bion, W.R. (1962): Learning from Experience, London: Heinemann. Books, London. Bodin, G. (2010): Expulsion from the Garden of Eden - The pain of growing wiser. Scand. Psychoanal. Rev. (2010) 34 in Press Guignard, F. (2010): Psychoanalysis and children in contemporary Western society. Foredrag i Dansk Psykoanalytisk Selskab 8. oktober Fonagy, P. (2004): Affect Regulation, Mentalization and the Development of the Self. London: Karnac Books. PSYKOLOG NYT NR SIDE 15

16 NYE BØGER Patricia A. Bach. Daniel J. Moran: ACT i praksis. En introduktion til case-formulering i ACT, som kan hjælpe psykologen med at overføre ACT-konceptet og begreberne i den kliniske adfærdsanalyse til forskellige klienter. Målet er at lære at genkende seks adfærdsprocesser med indflydelse på problematiske adfærdsrepertoirer: fusion, undgåelse af oplevelser, svag selvindsigt, tilknytning til selv-konceptet, vedvarende uvirksomhed eller impulsivitet og dårligt afklarede værdier. Hans Reitzels Forlag, 2011, 440 sider, 398 kr. Per Bech: Klinisk psykometri. Om de kliniske og statistiske sammenhænge, der foreligger, når symptomer stykkes sammen til et psykiatrisk sygdomsbillede enten som en ICD-10- diagnose eller som et tal på en symptomskala. Bogen medtager eksempler på vurderingsskalaer og spørgeskemaer om fx skizofreni, depression og stress. Bogen bidrager til at bestemme grænsen mellem det normale og det sygelige, og hvordan man kan bedømme den kliniske effekt af forskellige behandlingsmetoder. Munksgaard Danmark, 2011, 206 sider, 258 kr. Ylva Ellneby. Barbor von Hilgers: At samtale med børn. Handler om, hvordan man som voksen kan lytte med fire ører og have fire forskellige reaktions- og svarmuligheder samt vise, at man virkelig lytter og forstår. De fire ører: Det saglige øre, der opfatter de ord, der bliver udtalt. Det følelsesmæssige øre, som bygger på din og barnets relation. Det selvudleverende øre, der opfatter, hvordan barnet har det. Appeløret, der hører alt, hvad barnet har brug for, at du yder. Dansk Psykologisk Forlag, 2011, 207 sider, 278 kr. indb. Dion Sørensen: Lederudvikling. 55 værktøjer til ledere og konsulenter. Bogen består af en række konkrete anvisninger til ledere, konsulenter og andre, der har til opgave at udvikle ledere eller ledere, der har lyst til at udvikle sig selv. Forfatteren, der er psykolog, beskriver, hvad en moderne leder skal besidde af personlige og faglige kompetencer. Undertitlens værktøjer bevæger sig inden for tre udviklingsområder: udviklingen på jobbet, opgaverne for chef, kolleger og andre & anvendelsen af kurser og eksterne konsulenter. L&R Business, 2011, 229 sider, 475 kr. (hardback) Susanne Benderfeldt. Trine Lundager: Vorherres lille vidne. En barsk, men også bevægende historie fortalt af den hovedperson, Susanne, i samarbejde med en journalist, Trine. Susanne fortæller om sit liv med Jehovas Vidner et lukket, fundamentalistisk miljø, hun er vokset op i, men som hun som voksen kvinde med store personlige omkostninger, men også gevinster har løsrevet sig fra. Beretningen strækker sig over 40 år, fra Susanne er seks år. I dag er forfatteren nyuddannet som psykolog. Forlaget Klim, 2011, 230 sider, 248 kr. Inge-Merete Hansen: 34 dage med Dennis. En mors værste mareridt blev til virkelighed, da Inge- Merete Hansens søn blev født med et defekt hjerte. Bogen er hendes beretning om de 34 dage, hvor lægerne på Rigshospitalet forsøgte alt for at redde lille Dennis. Beretningen præges af følelser som skyld, angst og vrede, og om hvordan den største sorg af alle for altid har forandret forfatteren som menneske. Skriveforlaget, 2011, 91 sider, 99 kr. NYE BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende.

17 KLUMME Professionel stolthed V Brenda McHugh, en af i er ikke bedre end vores sidste samtale. Sådan sagde flerfamilieterapiens udviklere, til mig for nogle år siden. På én gang ironisk og energisk, men også som en påpegning af, at man som fagperson let kommer til at føle sig alt for alene med den store opgave at skabe grobund for forandring. De uanede muligheder for udvikling tilhører ikke individet, men bevægelserne i fællesskabet. Verden er kompleks, viden kommer mange steder fra, og konstruktioner kommer let til at fremstå som sandheder. Hvordan skaber vi muligheder for bevægelse, for os selv og for andre? Hvordan bevarer vi vores nysgerrighed? Og på hvilken måde er det nyttigt, når vi møder andre med det udgangspunkt, at de inviterer os til i fællesskab at finde gode veje videre, gøre hinanden gode, som de siger i håndbold. Hvordan får vi styrket den professionelle stolthed og glæde, som kan række ud over den enkelte sag, og som bygger på, at andre inviterer én ind i at få gjort det, man er en del af, tilstrækkeligt stort? Og hvordan hjælper vi hinanden med at kigge igennem og kigge ved siden af det problemfyldte, det, der umiddelbart falder i øjnene, så vi kan få øje på, hvad der holder lige denne fremtrædelsesform i live og hvordan vi bidrager til udvikling? Den moderne kultur bliver let optaget af: Hvad skal vi stille op med disse børn og unge, disse mennesker, der ikke passer ind? Der bliver talt om begrænsninger og mangler, psykisk sygdom og handicap. Biologiske forståelsesformer vinder mere og mere indpas som forklaringen på det, at mennesker ikke passer ind. Social uorden bliver til individuel uorden, baseret på biologiske begrænsninger. Som fagpersoner er vi etisk forpligtet til at skabe grobund for forandringer i forhold til det, som barnet eller den unge inviterer deres omgivelser ind i. Vi har et ansvar, der rækker ud over det enkelte individ, og som rækker ud over temaet om: Hvad stiller vi op med? I sidste ende handler det jo om, hvorfor der er brug for sådan nogle som os i det moderne samfund. Vi må have modet Vores felt bliver i stigende grad befolket af programstyring, kontraktstyring, BUMmodeller og manualbaseret praksis. Nogle siger, at det opstår som ønsket om effektivisering, value for money. Andre ser det som svar på et kompetenceproblem i feltet. Jeg ser det som en risikofyldt strategi at forsøge at løse et såkaldt kompetenceproblem ved hjælp af manualer og styring i stedet for at skabe grobund for faglig videreudvikling, der bygger på det bedste, vi har fået udviklet sammen gennem årene. På en måde ligner det det, der sker, hvis vi møder børn og unge med fokus på deres mangler og begrænsninger: At vi ikke bygger på, at de grundlæggende gør det bedste, de formår, ud fra deres forudsætninger, deres måde at forstå det, der er sket i deres liv og deres levede erfaringer det bedste, som samtidig i de konkrete tilfælde kan trænge til at blive videreudviklet. Enhver udforskning må således indeholde en særlig opmærksomhed på, hvordan vi kan forholde os uærbødigt til vores egne forforståelser og grundantagelser. Faglig stolthed kommer set fra mit perspektiv ud af erfaringerne med at være i kompleksiteten, leve med tolerance for tvivl og usikkerhed og samtidig bevare sin nysgerrighed og sin lyst til at reflektere, også over den måde, man selv kan være tilbøjelig til at bidrage. Vi må have modet til at insistere på, at individet aldrig kan forstås uafhængig af sin kontekst. Og vi må skabe tilstrækkelig tryghed i vores miljøer, som gør det muligt at bevare vores lyst og glæde også til videreudvikling. Så bliver vi bedre end vores sidste samtale, så tør vi være dér med alt det bedste, vi kan bidrage med. Søren Hertz, børne- og ungdomspsykiater KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR SIDE 17

18 FORSKNINGSNYT To slags intelligens og skolekarakterer D et har længe været kendt, at almindelig intelligens, som man måler med en intelligenstest, i nogen grad kan forudsige, hvor godt man klarer sig i uddannelsen. Fx har man i adskillige undersøgelser fundet en middelstærk sammenhæng mellem den målte intelligens hos større skolebørn og deres karakterer i skolen. Forskellen i intelligens kan dog kun forklare en tredjedel af forskellene i skolekaraktererne. Den almindelige intelligens udgør altså kun en tredjedel af det samlede årsagsmønster bag de karakterer, man får i skolen. Nu viser en ny canadisk undersøgelse, at det, vi kalder emotionel (følelsesmæssig) intelligens, og som handler om, hvor godt vi forstår og reagerer på egne og andres følelser, kan spille en lige så stor rolle for skolekaraktererne. Forskerne benyttede et meget udbredt spørgeskema til måling af emotionel intelligens, som handlede om fire ting: 1) Emotionel selvforståelse, altså hvor godt man er klar over sine egne følelser, og hvad der udløser dem. 2) Evnen til at styre sine egne følelsesmæssige tilstande, dels adfærdsmæssigt, så man ikke reagerer upassende impulsivt, og dels tankemæssigt, så man gennem sin omtanke undgår at blive slået ud af negative følelser. 3) Forståelse for andres følelser, altså evnen til at fornemme andres følelsesmæssige tilstande og sætte sig i deres sted for at forstå deres følelsesmæssige reaktioner. 4) Evnen til at opføre sig hensigtsmæssigt og medfølende over for andre på en måde, der tager hensyn til deres følelsesmæssige tilstande og reaktioner. Dette spørgeskema blev i den canadiske undersøgelse besvaret af 92 drenge og piger i 10. klasse, altså årige skolebørn. Foruden at blive spurgt om deres emotionelle intelligens, blev alle 92 børn også intelligenstestet med den almindelige intelligenstest for større skolebørn, og endelig udfyldte de et spørgeskema om, hvor meget hjælp og støtte de fik fra henholdsvis forældre og venner i forbindelse med deres skolegang. Da forskerne havde indhentet oplysninger om børnenes skolekarakterer, kunne de gennem statistiske analyser beregne, hvor meget hver af disse ting betød for, hvor gode karakterer børnene fik i skolen. Som i tidligere undersøgelser viste det sig, at den almindelige intelligens kunne forklare ca. en tredjedel af forskellen i børnenes skolekarakterer, men som noget helt nyt viste det sig også, at den emotionelle intelligens tilsyneladende betød lige så meget faktisk en smule mere for, hvor gode karakterer børnene fik i skolen. Tilsammen kunne almindelig og emotionel intelligens, altså forklare to tredjedele af årsagerne til forskellene i skolekarakterer, så det var interessant at se på, om den støtte, børnene fik fra hjemmet og fra jævnaldrende, eventuelt kunne forklare noget af resten af årsagerne til forskellene i deres skolekarakterer. Det viste sig, at de børn, der fik god støtte i hjemmet i forbindelse med deres skolegang, i gennemsnit fik bedre karakterer end de børn, der ikke fik ret meget støtte hjemmefra; men denne støtte fra forældre kunne dog kun forklare en tiendedel af forskellene i skolekaraktererne. FORskNINGSNYT Redaktionsgruppen: Thomas Nielsen (redaktør), Dion Sommer og Peter Krøjgaard, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet Sekretariat: Ingrid Graversen (træffes mandag - fredag kl på tlf , direkte: ) SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR

19 FORSKNINGSNYT Tilsammen kunne de tre ting, almindelig og emotionel intelligens samt støtte fra hjemmet forklare tre fjerdedele af forskellene i børnenes karakterer, så der var en fjerdedel af årsagerne til disse forskelle, der endnu var ukendte. Desværre kunne graden af støtte fra jævnaldrende ikke bidrage til at forklare forskellene i karaktererne. Der var dog en lille tendens til, at de elever, der havde særlig mange gode venner, fik lidt lavere karakterer end andre med samme almindelige og emotionelle intelligens, men forskellen var så lille, at den ikke betød noget særligt i det samlede billede. I de hidtil omtalte resultater var der ikke nogen kønsforskel. Til gengæld var der en interessant kønsforskel i sammenhængen mellem almindelig og emotionel intelligens på den ene side og skolekaraktererne på den anden side. For drengenes vedkommende var det nemlig sådan, at en høj almindelig intelligens kun eller især gjorde gavn med hensyn til højere karakterer, hvis drengen også havde en relativt høj emotionel intelligens. Tilsvarende havde drenge med en særlig lav intelligens kun særligt lave karakterer, hvis de også havde en udpræget lav emotionel intelligens. Man kan altså sige, at det for drengenes vedkommende gælder, at virkningen af den almindelige intelligens på skolekaraktererne i høj grad afhænger af den følelsesmæssige intelligens. Denne særlige sammenhæng i virkningen af den almindelige og den emotionelle intelligens på karakterniveauet fandt man ikke hos pigerne. Her blev karaktererne bare desto højere, jo mere almindelig intelligens og jo mere følelsesmæssig intelligens den pågældende pige var i besiddelse af uden, at der var noget særligt samspil mellem disse to faktorer. Det tyder altså på, at drenges karakterer i højere grad end pigers afhænger af, hvor godt de opfører sig i skolen, altså hvor meget de kan styre sig og vise hensyn over for andre, både børn og voksne. Inden vi forlader spørgsmålet om betydningen af den almindelige og emotionelle intelligens for skolekaraktererne, kan vi kort omtale en helt tilsvarende undersøgelse fra Hong Kong, der dog omhandler lidt ældre børn, nemlig studerende i årsalderen. Her fandt man, at den almindelige intelligens betød noget mere for karaktererne end den emotionelle intelligens, henholdsvis 50 % og 25 % af årsagerne til karakterforskellene. Men tilsammen kunne de to ting forklare nøjagtig lige så stor en del af forskellene i karaktererne som i den canadiske undersøgelse. Det kan oplagt tænkes, at den kinesiske kultur, som ikke lægger meget vægt på det individuelle og personlige, giver mindre råderum for at den emotionelle intelligens kan spille ind på de studerendes karakterer. Men det kan selvfølgelig også tænkes, at forklaringen på forskellen mellem den canadiske og den kinesiske undersøgelse blot beror på, at de to undersøgelser handlede om henholdsvis skolebørn og studerende det må den fremtidige forskning afgøre. tn Kilder: Hogan, M.J., Parker, J.D.A., Wiener, J., Watters, C., Wood, L.M. & Oke, A. (2010). Academic success in adolescence: Relationships among verbal IQ, social support and emotional intelligence. Australian Journal of Psychology, 62(1) Song, L.J., Huang, G.-H., Peng, K.Z., Law, K.S., Wong, C.-S. & Chen, Z. (2010). The differential effects of general mental ability and emotional intelligence on academic performance and social interactions. Intelligence, Hvem tilgiver kæresten? A t tilgive nogen, der har såret, svigtet eller skuffet os dybt med deres i vore øjne uheldige opførsel, anses i almindelighed for en god ting. Ved at tilgive den sårende handling kan man selv slippe for at bære nag og måske pines af vedvarende, negative følelser i længere tid, og den, man tilgiver, kan slippe for at blive udsat for fjendtlige eller afvisende reaktioner og kan således også få mere fred i sindet. Men, for der er selvfølgelig et men: Der kan også være negative sider af tilgivelse. Dels kan overdreve tendens til tilgivelse måske føre til, at man selv føler sig mindre værd, når man accepterer at blive udsat for gentagne tilfælde af svigt eller ydmygelse, og dels kan en alt for hurtig tilgivelse føre til, at synderen kommer til at anse sin adfærd for en bagatel og derfor lettere komme til at begå en tilsvarende sårende adfærd i fremtiden. Det er altså svært at sige generelt, om tilgivelse er en god eller dårlig ting psykologisk set, men at det er en interessant ting, er ganske mange forskere dog enige om, siden flere af dem i de senere år har kastet sig over udforskningen af netop tilgivelse, specielt i parforhold. Her ser vi på en undersøgelse fra Illinois Universitet i USA, hvor to psykologer har undersøgt, hvem der er tilbøjelig til at tilgive deres partner. Man har tidligere fundet, at personlighed spiller en rolle, på den måde at mennesker med en høj grad af venlighed og imødekommenhed over for andre (engelsk: agreeableness) har lettere ved at tilgive end folk, der ligger lavt på denne egenskab, mens de, der ligger højt på et mål for følelsesmæssig ustabilitet (engelsk: neuroticism) som altså har særlig let ved at blive nervøse, vrede og nedtrykte har sværere end andre ved at tilgive deres partnere i kærlighedslivet. Den amerikanske undersøgelse viser, at det ikke blot er vores personlighed, men også vores tanker om kærligheden, der bestemmer vores tendens til at tilgive en svigefuld partner. Man har tidligere fundet, at vi mere eller mindre bevidst er tilbøjelige til at dyrke en af to forskellige forestillinger om kærlighed. Nogle mennesker mener eller tror, at kærligheden mellem to personer er bestemt af skæbnen, således at man enten er skabt for hinanden eller netop ikke er det. Ved hjælp af et lille spørgeskema kan man måle, hvor meget et menneske er tilhænger af denne fatalistiske kærlighedsteori. En helt anden teori om kærligheden PSYKOLOG NYT NR SIDE 19

20 FORSKNINGSNYT mellem to mennesker går ud på, at man må arbejde for at få kærligheden til at lykkes; altså at kærligheden i længden ikke blot kommer af sig selv, men kræver en indsats. Man kan også, med et andet lille spørgeskema, måle hvor meget en person er tilhænger af denne arbejds-teori om kærligheden. De to amerikanske forskere mente på denne baggrund, at de to kærlighedsteorier hos almindelige mennesker kunne spille en væsentlig rolle for deres tendens til at tilgive en svigefuld partner. Hypotesen gik mere konkret ud på, at de, der var i et parforhold, som de selv opfattede som perfekt, ville være mest tilbøjelige til at tilgive en syndefuld partner, hvis de var tilhængere af skæbneteorien. I så fald ville de tro, at de af skæbnen var bestemt for hinanden, og så bliver man jo nødt til at acceptere sin partner, som han eller hun nu engang er. Men hvis folk med skæbneteori om kærligheden var i et forhold, der ikke blev oplevet som perfekt, ville de ifølge teorien være meget mindre tilbøjelige end andre til at tilgive, for så ville den syndefulde adfærd hos partneren blot være endnu et tegn på, at de ikke var bestemt for hinanden af skæbnen, og så var der bestemt ingen grund til at tilgive! Ifølge den samme teori skulle folk med en arbejdsteori om kærligheden ikke være mere eller mindre tilbøjelige til at tilgive, afhængig af om de p.t. opfattede deres parforhold som perfekt eller ej. Alle disse tre antagelser blev fuldt ud bekræftet i de undersøgelsen, som omfattede 50 forholdsvis nydannede kærestepar ved et stort universitet. De 100 unge mennesker udfyldte alle spørgeskemaer om: 1) Deres kærlighedsteori, altså deres grad af tiltro til henholdsvis skæbne- og arbejdsteorien vedrørende kærligheden. 2) Deres opfattelse af deres nuværende parforhold som mere eller mindre perfekt. 3) Deres erindring om den værste skuffelse, de havde oplevet over deres partner samt deres villighed til at tilgive denne skuffende eller sårende partneradfærd. Som forudsagt af teorien var der en særlig høj tendens til at tilgive partneren, hvis man selv både var tilhænger af skæbneteorien om kærlighed og mente, at det aktuelle parforhold var helt perfekt. Lige modsat var der en meget lav villighed til at tilgive partneren, hvis man ligeledes havde en skæbneteori om kærligheden, men ikke opfattede det aktuelle parforhold som særlig perfekt. Og endelig var der slet ingen sammenhæng mellem oplevelsen af parforholdet som mere eller mindre perfekt og villigheden til at tilgive hos dem, der havde en arbejdsteori om kærligheden. De sidstnævnte kunne altså godt finde på at tilgive en sårende adfærd hos kæresten, selv om parforholdet ikke var helt perfekt formodentlig fordi de har troet, at de nok skulle få arbejdet sig ud af problemerne hen ad vejen. tn Kilde: Burnette, J.L. & Franiuk, R. (2010). Individual differences in implicit theories of relationships and partner fit: Predicting forgiveness in developing relationships. Personality and Individual Differences, Hvorfor tilgiver vi kæresten? T o forskere fra USA har udført en interessant undersøgelse over tilgivelse, der handler om formålet med tilgivelse: Hvad tror man at man kan opnå ved at tilgive en partner, der har forsyndet sig mod én selv? De tog udgangspunkt i en tidligere undersøgelse, der tilsyneladende viste, at man mere eller mindre bevidst især kunne have to formål med at tilgive sin partner. Det ene formål kaldes udviklingsmotivet. Det drejer sig om den antagelse, at man ved at tilgive en svigefuld eller sårende adfærd hos partneren kan bidrage til, at denne forbedrer sig, og at parforholdet i det hele taget kan udvikle sig i en mere gunstig retning, hvis man tilgiver i stedet for at skælde ud på eller afvise partneren. Man antager, at den, der tilgives, vil have lettere ved at forbedre sig, hvis man viser venlighed og overbærenhed (uden dog nødvendigvis at forklejne eller ignorere den uheldige adfærd) frem for fjendtlighed eller kulde. Det andet formål med tilgivelse kaldes sikkerhedsmotivet. Det bygger på den mere eller mindre bevidste antagelse hos én selv, at man ved at tilgive en sårende partner kan beskytte sig mod, at den sårende begivenhed kan komme til at true det aktuelle parforhold, altså at man så at sige sikrer sig mod brud i parforholdet ved at acceptere og tilgive selv ganske sårende adfærd hos partneren. På basis af denne tidligere analyse af vores hensigt med at tilgive opstillede de to psykologer en mere speciel hypotese om, at de to forskellige hensigter med tilgivelse formodentlig spiller en særlig rolle i forbindelse med to forskellige sider af parforholdet: Hvis en person tilgiver sin partner i forventning om, at dette vil føre til et bedre parforhold, kan det ifølge de to psykologer antages, at dette ønske om forbedring af parforholdet især afhænger af den indbyrdes tillid mellem de to parter. Den, der tilgiver for at forbedre parforholdet (udviklingsmotivet), må på forhånd antages at have tillid til sin partner, altså en tillid til, at partneren vil forstå det og forbedre sig. Den, der tilgiver på basis af sikkerhedsmotivet, altså af skræk for at åbne konflikter kan føre til et brud i parforholdet, må antages at være særlig præget af afhængighed af partneren, altså en særlig stærk angst for at miste partneren. For at teste disse to hypoteser satte forskerne halvdelen af deres forsøgspersoner (i alt 104 studerende) til at løse en opgave, som måtte forventes at præge deres tænkning om parforhold i retning af forbedringsønsker. Konkret skulle de angive, hvilke træk hos dem selv de anså for ønskværdige og ideelle, samt hvor meget de faktisk var i besiddelse af disse træk. Derefter skulle de genkalde sig en sårende adfærd hos kæresten og angive deres villighed til at tilgive denne adfærd. Endelig blev de bedt om at SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR