Atlas of Creation Kreationisme baseret på videnskab?

Transkript

1 Atlas of Creation Kreationisme baseret på videnskab? Baseret på foredrag af Danny Eibye-Jacobsen og Niels Bonde afholdt i foreningen d. 4. december Af Danny Eibye-Jacobsen Statens Naturhistoriske Museum Københavns Universitet. Atlas of Creation påstår, at den fremlægger videnskabelige beviser på at evolutionsteorien er falsk, og at alle organismer på Jorden derimod er blevet skabt af Gud. Denne påstand begrundes frem for alt i en vurdering af en lang række fossiler. Er det sandt, at fossilerne viser at evolution aldrig har fundet sted? Fig. 1. Omslaget af Atlas of Creation, bind 1. Der findes lidt forskellige versioner, både med hensyn til omslag og til nogle af de specifikke fossiler der vises. Sidehenvisningerne her refererer til den afbildede version. En bog dukker op I 2006 modtog en lang række institutioner og enkeltpersoner generelt videnskabsfolk, undervisere, politikere og visse præster i den vestlige verden et eksemplar af bogen Atlas of Creation. Den kom uopfordret, afsendt af Global Publishing i Istanbul, Tyrkiet. I Danmark var det i høj grad gymnasielærere, der pludselig stod med dette 38 cm høje, 5,5 cm tykke og 5,4 kg tunge værk i hænderne (Fig. 1). Hvad var formålet med dette? Bogens mission var som udgangspunkt at stille spørgsmålstegn ved evolutionsteorien og ultimativt at gøre op med det såkaldte materialistiske verdenssyn. Som alternativ tilbød bogen en islamisk version af verden og dens organismer som skabt af Gud, men det bemærkelsesværdige er, at den ifølge eget udsagn begrunder denne version i en analyse af alt tilgængeligt videnskabeligt bevismateriale. Det er ingen overdrivelse at påstå at såfremt bogen vitterlig på et sagligt videnskabeligt grundlag er i stand til at bevise, at evolutionsteorien er falsk, så ville den udløse en revolution inden for biologien der vil være mindst lige så signifikant som den evolutionsteorien selv skabte med udgivelsen af Charles Darwins Arternes Oprindelse i Det er derfor vigtigt at undersøge, hvorvidt bogens påstande kan bekræftes. 12 Fig. 2. Harun Yahya: forfatter eller ihvertfald hovedpersonen bag Atlas of Creation. Forfatteren Bogens forfatter angives som Harun Yahya, som er et pseudonym for Adnan Oktar (Fig. 2). Oktar er frontfigur i den tyrkiske organisation Fonden for Videnskabelig Forskning (forkortet som BAV på tyrkisk). Tager man den store mængde bøger i betragtning, der hvert år udgives af Global Publishing under navnet Harun Yahya, er det mere sandsynligt at Atlas of Creation snarere er resultatet af et holdarbejde inden for BAV under Adnan Oktars ledelse.

2 Oktar blev født i Ankara i 1956 og har studeret kunst og filosofi ved et par tyrkiske universiteter. I begyndelsen af 1980'erne begyndte han at udbrede sine idéer om Islam blandt yngre studerende, og han udgav sin første bog i 1986: Jødedommen og Frimurerbevægelsen. Han stiftede BAV i 1990 og har lige siden arbejdet for at påvirke den offentlige meningsdannelse i Tyrkiet. En stribe af anti-semitiske eller ihvertfald antizionistiske aktiviteter kulminerede i 1996 med udgivelsen af Holocaustløgnen. Kort tid derefter ændrede Adnan Oktar pludselig stil. Lige siden 1998 har han arbejdet på mange forskellige fronter for at skabe større forståelse mellem de 3 store monoteistiske religioner, omend han altid åbent og ærligt propaganderer for Islam. Religioner som buddhisme og hinduisme har han kun hån tilovers for (han har kaldt førstnævnte for "en falsk religion bygget på idoldyrkelse og falskhed"). Det er i øvrigt meget svært at finde pålidelig information om Adnan Oktars liv og gerninger. På internettet kan man finde en lang række anklager imod ham: at han sad fængslet i 18 måneder i , at han har presset dommere til at spærre internationale internetsider i Tyrkiet, fordi de kritiserede ham, eller at BAV er en organisation, hvis egentlige formål det er at tjene penge gennem lyssky aktiviteter. Angiveligt skulle han personligt være blevet tiltalt for pengeafpresning, bestikkelse og besiddelse af kokain, og han har endda været involveret i en sexskandale. Ikke alle disse anklager virker lige troværdige, og det er nok klogt at betragte dem med en god portion skepsis. Således kan man finde den påstand, at Fig. 3. En typisk side fra Atlas of Creation (s. 56). Her ses fossilet af en sildefisk fra Palæocæn (37 54 millioner år siden) sammen med et fotografi af en moderne sild. Teksten påstår, at de er "ens", og at der derfor ikke har fundet nogen evolution sted. Dette eksempel betragtes her som banalt, idet ligheden kun er på "sildefiskeniveau", og det er ingen overraskelse, at der fandtes sildefisk i Palæocæn. han i 2008 modtog en fængselsdom på 3 år, selvom man på en af hans hundreder af hjemmesider frit kan downloade en række TV-udsendelser fra , som han medvirkede i. Uanset hvilke anklager der måtte være sande, så er de irrelevante, når man skal bedømme de påstande der fremføres i Atlas of Creation. Lad os se nærmere på dem. Bogens hovedargument Ifølge Harun Yahya viser resultater fra 13 en lang række biologiske discipliner morfologi, anatomi, fysiologi, embryologi, cytologi, genetik og molekylærbiologi at evolutionsteorien er blevet falcificeret. Over 600 af bogens 800 sider er dog afsat til én bestemt disciplin: palæontologi, dvs. studiet af rester eller spor af organismer fra tidligere perioder i Jordens historie, bevaret som fossiler. Bogen viser smukke fotografier af en lang række fossiler, i hvert tilfælde ledsaget af et billede af en nulevende organisme og den påstand, at fossilet og den

3 dannelsen af det første bakterie for 3,5 milliarder år siden. Forfatteren diskuterer ikke dette emne, men hans fortolkning er i åbenbar modstrid med den gængse fortolkning af Koranen, ifølge hvilken Gud skabte alt liv på Jorden i 3 bølger: vandlevende organismer, landlevende organismer og mennesket. Forudsætninger For at bedømme argumenterne i Atlas of Creation er det vigtigt at forstå hvil- Fig. 4. Et eksempel på en "slags", i dette tilfælde katteslagsen. Baraminologer (d.v.s. "forskere", der afklarer hvilke slags organismer Gud oprindelig skabte) har hidtil kun defineret ca. 40 sådanne slagser. Ifølge Young Earth kristne kreationister har alle kattedyrene på figuren udviklet sig fra det par "katte", som var med ombord på Noas ark for ca år siden (hvilket ironisk nok medfører, at en super-accelereret evolutionsproces har fundet sted). Sabelkattene, der også tilhørte katteslagsen, omkom formentlig under Syndfloden. Det bør bemærkes, at Atlas of Creation tillader, at den samme proces har taget millioner af år, men udgangspunktet er det samme: Gud skabte en "urkat". Figuren er fra hjemmesiden Answers in Genesis. moderne organisme er ens (Fig. 3). (Det bør bemærkes, at der ikke står et eneste ord i bogen om hvor dens over fotografier stammer fra. Der er heller ingen copyright-erklæring.) Ifølge forfatteren er den logiske konsekvens, at ingen evolution har fundet sted i de mellemliggende millioner af år. Alle dyr og planter blev skabt af Gud i en fuldendt form, og de har ikke ændret sig siden. Atlas of Creation er desværre meget vag med hensyn til skabelsesprocessens præcise forløb. Ifølge denne bog forandrer "arter" sig ikke, men de kan uddø. Samtidigt erkender den, at livet på Jorden har set meget forskelligt ud fra den ene geologiske periode til den anden. Logisk giver dette kun mening hvis Gud løbende har skabt "arter" siden Fig. 5. I Atlas of Creation opfattes mellemformer nærmest som matematiske gennemsnit af nulevende arter. I dette eksempel (fra s. 41) illustreres overgangsformer mellem en krokodille (et "krybdyr") og et jordegern (et pattedyr). Bogen påstår, at evolutionsteorien kræver, at denne slags mellemformer har eksisteret. 14 Fig. 6. Et andet eksempel på opfattelsen af mellemformer i Atlas of Creation. Her ses "evolutionen" fra en søstjerne til en fisk (s. 20). Fremstillingen her beror på en misforståelse eller en bevidst forvanskning af begrebet fælles afstamning.

4 Dansk Naturhistorisk Forenings Årsskrift nr. 19 og /2009 og 2009/2010 Fig. 7. Behandlingen af øglefuglen, Archaeopteryx, i Atlas of Creation (s. 661). Bemærk hvordan forfatteren ignorerer dyrets dinosauragtige træk (halen, fingrene, brysthvirvlerne) eller afviser dem som ubetydelige (tænderne). ke overordnede rammer forfatteren arbejder med. For eksempel benytter bogen en kronologi, der svarer til den som geologer og andre videnskabsfolk benytter. Den erkender altså, at Jorden blev dannet for 4,6 milliarder år siden, ikke de år som de kristne Fig. 8. Historien om Piltdown-manden, som den bliver fremlagt i Atlas of Creation (s. 669). Der var tale om et bedrag, og nogle forskere lod sig snyde. Både i bogen og på mange af Harun Yahyas hjemmesider bliver disse forskeres godtroenhed benyttet som et bevis på, at evolutionsteorien tvinger dens tilhængere til at fremstille fortolkninger af fossiler der er i overensstemmelse med teorien. Young Earth kreationister holder sig til. Ligeledes accepterer bogen, at kontinentaldrift har fundet sted (igen i modsætning til Young Earth kreationister). Et område, hvor bogen afviger kraftigt fra almindelig videnskabelig brug, er i dens anvendelse af artsbegrebet. 15 Dette emne er langtfra afklaret for biologer, men der findes et antal veldefinerede modeller, hvoraf det biologiske artsbegreb er den, der oftest anvendes. I Atlas of Creation er arter ganske enkelt de enheder, som Gud har skabt. Faktisk bruges ordet "art" kun sjældent i bogen.

5 Fig. 9. En afvisning af begrebet homologi fra Atlas of Creation (s. 735). Eksemplet med de to forskellige slags sabelkatte til højre er et banalt og velkendt eksempel på konvergens. Til venstre og nederst omtales ligheden mellem ulve og pungulve. Denne lighed er i virkeligheden meget overfladisk (se teksten) og er endnu et eksempel på konvergens. De to tegninger til venstre er taget fra bogen Of Pandas and People, som kristne kreationister i USA gerne ser benyttet i biologiundervisningen på amerikanske gymnasier. Den taler hellere om "slags", i øvrigt præcis som kristne kreationister gør det (Fig. 4). Bogen giver som eksempel, at "kaninslagsen" blev skabt, og at den siden har givet ophav til hvide, grå, langørede og kortørede varianter, men at den aldrig har ændret sig til en anden "slags". Mikroevolution er altså tilladt. Den kunstige selektion, som mennesket har udøvet for at frembringe hunderacer, dueracer, majstyper og bananvarianter, er eksempler på mikroevolution, som altså aldrig vil kunne føre til dannelsen af nye arter (eller "slags"). Forfatterens uvilje mod de artsbegreber, der benyttes af moderne forskere, har desværre én meget uheldig konsekvens: ved de talrige fossiler som bogen viser, anføres kun i en håndfuld tilfælde organismens videnskabelige navn. For de allerfleste gives der kun et overordnet gruppenavn (f.eks. fisk eller edderkop), samt information om alder og hvilket land fossilet blev fundet i. Som læser er det ofte meget svært at finde frem til andre fortolkninger af fossilet, hvis man ikke har dets videnskabelige navn. 16 Mellemformer Ifølge Harun Yahyas fremstilling har Gud løbende skabt "slags", hvoraf de fleste nu er uddøde. Som allerede nævnt, kan disse "slags" ændre sig i mindre udstrækning, men de kan aldrig blive til nye "slags". Det er derfor af afgørende betydning for bogens forfatter at afvise alle såkaldte mellemformer. Her får vi for første gang et mere detaljeret indblik i bogens behandling af videnskabelige data. I alle de mange tilfælde, hvor forfatteren afviser mellemformer, er det tydeligt at han benytter sig af en stråmand, som han derefter nemt kan skyde ned. Han definerer en mellemform som et gennemsnit af to nulevende arter. For eksempel afviser han påstanden om, at hunde og bjørne er nært beslægtede, med den erklæring at man aldrig har fundet et fossil af en halv hund/halv bjørn. Sandheden er, at en halv hund/ halv bjørn er det sidste palæontologer forventer at finde. En mellemform er i dette tilfælde naturligvis en fælles stamform, som viser alle de karaktertræk som hunde og bjørne har tilfælles, men uden nogen af de karakterer der kun findes hos enten hunde eller bjørne. Sådanne fossiler kender man udmærket godt, men de nævnes ikke af Harun Yahya. Hvis man tror, at denne fremstilling af forfatterens forståelse af mellemformer er overdrevet, behøver man bare at kaste et blik på bogens figurer. Her latterliggøres begrebet ved at vise en krokodille, der forvandler sig til et jordegern (Fig. 5), en søstjerne der bliver til en fisk (Fig. 6), en fisk der bliver til en frø (noget der åbenbart kræver en mellemform med 5 ben!), en bjørn der bliver til en hval, osv.

6 Når bogen diskuterer fossiler som forskere rent faktisk anser for mellemformer, begrænses diskussionen til de karaktertræk, der støtter en mere entydig fortolkning. For eksempel, under behandlingen af øglefuglen, Archaeopteryx, fremhæver bogen alene det, som viser at den var en fugl: tilstedeværelsen af fjer og hule knogler (Fig. 7). Den omtaler ikke de karaktertræk som den har tilfælles med dinosaurer, og som mangler hos alle moderne fugle: brysthvirvlerne er ikke fiskerede, halens knogler er ikke vokset sammen til et pygostyl (gump), der er flere fingerled, og brystbenet er kun moderat udviklet. En yderligere forskel mellem øglefuglen og de moderne fugle bliver dog omtalt, nemlig den at øglefuglen havde tænder. Dette afvises som insignifikant, fordi "før i tiden fandtes der mange fuglearter med tænder". Netop! Tandeksemplet har yderligere en dimension. Hos fuglefostre kan man ad kunstig vej inducere dannelsen af tænder. Dette viser entydigt, at fugle har de nødvendige gener til at danne tænder, men at disse normalt ikke bliver aktiveret. Harun Yahya omtaler ikke, hvorfor det behagede Gud at forsyne moderne fugle med disse gener. Fig. 10. En morsom men irrelevant fejl fra Atlas of Creation (s. 422). En fossil krabbe-edderkop i rav sammenlignes med en nulevende sandkrabbe. Bogens supplerende argumenter og taktikker imod evolutionsteorien Hovedargumentet i Atlas of Creation er, at fossiler ikke støtter evolutionsteorien. Før vi ser nærmere på disse fossiler, skal forfatterens andre argumenter imod både teorien og imod den erkendelse at evolution overhovedet har fundet sted, uanset mekanisme gennemgås. 1) Tilfældighed: Bogen påstår, at evolutionsteorien har brug for en lang række (meget usandsynlige) tilfældigheder for at nå fra kendte mutationsrater til signifikante forandringer i afkommet over mange generationer. Mutationer er tilfældige, og det er parring i en vis udstrækning også, men bogen anerkender ikke, at naturlig selektion (og dermed præferentiel overlevelse og senere reproduktion) er alt andet end tilfældig. 2) Ikke-reducérbar kompleksitet (irreducible complexity): Dette argument er hentet direkte fra intelligent designhypotesen. Ideen er den at visse strukturer eller organer (alt fra en bakteries flagel til det menneskelige øje) består af mange underenheder, der alle skal være tilstede, for at organet overhovedet kan fungere. Tilhængere af dette argument fremhæver ganske rigtigt, at det er urimeligt usandsynligt, at alle de nødvendige underenheder kunne opstå og samles i en enkelt generation. De påstår, at evolutionsteorien kræver netop dette, fordi et organ med kun nogle af de nødvendige komponenter ikke ville være funktionel og derfor ikke ville kunne 17 udvælges af den naturlige selektion. Imod alle de eksempler på ikkereducérbar kompleksitet, som tilhængere af intelligent design har fremført, har forskerne kunnet vise, at mindre komplicerede udgaver af organerne også er funktionelle i mange tilfælde tilpasset helt andre formål. Og under alle omstændigheder er et dårligt øje langt bedre end intet øje. 3) Kendte bedrag: Der er eksempler på, at forskere eller andre har villet støtte et bestemt evolutionsforløb ved at forfalske data. Det eksempel, som Harun Yahya gang på gang vender tilbage til, er "fundet" af Piltdown-manden (Fig. 8). Der var tale om en tand og et kraniefragment fundet i England i 1912 af amatørpalæontologen Charles Dawson. Mange forskere tog fundet for gode varer og nåede frem til den konklusion, at menneskets udvikling var gået gennem en form, der havde en stor hjerne men et "primitivt" tandsæt, der pegede på, at den endnu ikke gik oprejst på to ben. I 1949 blev bedraget afsløret

7 Fig. 11. Et af de mange insignifikante eksempler i Atlas of Creation (s. 225). Det viser en hveps i dominikansk rav, formentlig tilhørende familien Scelionidae, og et nulevende medlem af denne familie. Ravstykket er 25 millioner år gammel, og det er ikke overraskende, at der fandtes scelionide hvepse på det tidspunkt. Det kan dog afvises, at der er tale om en nulevende art. tanden stammede fra en orangutan, mens kraniefragmentet kom fra et moderne menneske, begge plantet af Dawson. Det afgørende for Harun Yahya er, at forskere accepterede de falske beviser og fremstillede fantasifulde fortolkninger af Piltdown-manden. Forskere er altså villige til at acceptere et hvilketsomhelst bevisstykke, der støtter evolutionsteorien. Dette ignorerer dog den kendsgerning, at ikke alle forskere accepterede "fossilet", og at det i sidste ende var andre videnskabsfolk, der afslørede forfalskningen. Forskere er mennesker, og mennesker lader sig snyde og kan begå fejl. Den kendsgerning hverken afviser eller støtter evolutionsteorien. 4) Stråmænd: At benytte sig af stråmænd er at give et falsk udsagn om, hvad modstanderen påstår og så argumentere imod det, ikke imod det som modstanderen rent faktisk siger. Et godt eksempel på det i Atlas of Creation er omtalen af Latimeria, den blå fisk. Tetrapoder, d.v.s. landlevende hvirveldyr, 18 menes at være opstået inden for de såkaldte lobefinnede fisk (i modsætning til strålefinnede fisk). Man mente tidligere, at disse fisk i øvrigt var uddøde for 400 millioner år siden. I 1938 fandt man så et eksemplar af den blå fisk på dybt vand ud for Madagascar. Da denne art tilhører de lobefinnede fisk, mener modstandere af evolutionsteorien, at den viser, at ideen om lobefinnede fisk, der "gik på land", er falsk. Den blå fisk lever jo i dybhavet og er på ingen måde tilpasset et liv på landjorden. Dette er en stråmand, fordi Latimeria tilhører en undergruppe af lobefinnede fisk, som aldrig har været på tale som tetrapodernes forfader. Det er derimod den meget anderledes Eusthenopteron, der fremhæves som en sandsynlig kandidat. Hvis denne art en dag bliver fundet lyslevende i dybhavet, vil det bestemt være en sensation. Fundet af den blå fisk er interessant, men den er ikke relevant for vores forståelse af tetrapodernes opståen. 5) Overfladiskhed og nedladenhed: Hvis man vil argumentere imod en videnskabelig teori eller hypotese, må man bruge saglige argumenter. I Atlas of Creation er der talrige eksempler på latterliggørelse af specifikke opfattelser, der er begrundet i evolutionsteorien. Et illustrativt og morsomt eksempel gælder sammenligningen af en ulv og en pungulv. Ulven tilhører jo de placentale pattedyr, mens pungulven er et pungdyr. Som sådan er de kun fjernt beslægtet med hinanden, og f.eks. pungulven anses for at være langt nærmere beslægtet med en pungrotte end en ulv. Bogen viser meget dårlige tegninger af et ulvekranium og et pungulvekranium og konkluderer, at de er forbavsende éns (Fig. 9). Denne konklusi-

8 on er baseret på en meget overfladisk sammenligning af kranierne. En detaljeret videnskabelig undersøgelse viser imidlertid noget helt andet. Ulvekraniet har et fortykket parti ved øret, der kaldes en bulla ligesom hos mange andre placentale pattedyr (inklusiv mennesker). Bulla mangler hos alle pungdyr, inklusiv pungulven. I overkæben har ulven 4 præmolarer og 2 molarer på hver side ligesom andre rovdyr. Pungulven har derimod 3 præmolarer og 4 molarer ligesom pungrotter. Der er flere andre karakterer på ulvekraniet, som også findes hos andre placentale pattedyr men ikke hos pungdyr. Ligeledes har pungulvekraniet flere andre træk, der kun findes hos pungdyr. Kun en meget overfladisk og uvidenskabelig sammenligning af de to kranier tillader den konklusion, at de næsten er éns. Det morsomme ved dette eksempel er, at Harun Yahya har hentet det i sin helhed, inklusiv figuren, fra bogen Of Pandas and People. Det er den bog, som tilhængere af intelligent design (og kreationisme) i USA agiterer for bør indføres som lærebog i biologi på amerikanske gymnasier. Richard Dawkins og Harun Yahya Richard Dawkins er i øjeblikket den mest prominente fortaler for evolutionsteorien, og hans mange informative og underholdende bøger om emnet læses af både forskere og lægfolk. Mange mennesker har derfor været interesseret i at vide, hvad han mener om Atlas of Creation. På internettet (richarddawkins.net) kan man finde et foredrag, han holdt om bogen samt et 3-sider langt review med titlen Venomous snakes, slippery eels and Harun Yahya. I begge tilfælde Fig. 12. Øverst ses en sammenligning fra Atlas of Creation (s ) mellem den fossile Gryphaea arcuata fra Juratiden, her blot kaldet en musling, og den nulevende hestemusling Modiolus. Deres lighed begrænser sig til, at de begge er muslinger. Gryphaea tilhører den næsten uddøde familie Gryphaeidae, hvis eneste levende medlem, Hyotissa hyotis, ses nederst (fra United States Geological Surveys hjemmeside). 19 er behandlingen den samme: han gør grin med en række faktuelle fejl i bogen og konkluderer at den dybest set ikke indeholder noget videnskab, som man kan forholde sig til. De omtalte fejl er ganske morsomme. I fire tilfælde, hvor der angiveligt skulle vises en nulevende sølilje, ser man i stedet sabellide havbørsteorme, en fossil ål sammenlignes med en havslange, og en krabbeedderkop i rav afbildes sammen med en sandkrabbe (Fig. 10). Et billede af en moderne vårflue er suspekt, fordi der stikker en stor fiskekrog ud af dens bagkrop. På et kort over USA er delstaterne Colorado og Wyoming markeret i hhv. Arizona og Utah. Det bør dog understreges, at uanset hvilke fejl Atlas of Creation indeholder, så beviser disse jo ikke at Harun Yahyas argumenter er forkerte. De må vurderes på deres videnskabelige indhold, og så langt nåede Richard Dawkins ikke rigtig i sin omtale af bogen.

9 Fossilernes relevans for bogens argumenter Som nævnt udgøres Atlas of Creation hovedsageligt af billeder af fossiler sat sammen med fotografier af nulevende organismer, hvor argumentet er, at de er ens, og dette beviser at evolution ikke har fundet sted. Det er problematisk, at "éns" i Harun Yahyas fortolkning jo betyder, at de tilhører samme "slags". De morfologiske forskelle mellem to nærtbeslægtede arter af eksempelvis fluer kan være særdeles subtile. Biologen kan ud fra sit kendskab til dyrene konkludere med stor sikkerhed, at to arter er adskilte, mens Harun Yahya kunne mene, at de tilhører samme "slags". Eftersom han ikke giver videnskabelige navne for fossilerne (eller de nulevende organismer), er man tvunget til at vurdere påstanden om, at de to viste former er éns på "slags-niveauet" ikke artsniveauet. Dertil kommer, at udvalgte fotografier ikke altid tillader en grundig sammenligning. Med dette in mente er der to spørgsmål, som man kan stille ved hver af Harun Yahyas sammenligninger: 1) Er det rigtigt at den fossile og den moderne form tilhører samme art (eller "slags")? 2) Såfremt det umiddelbart ser ud til at være tilfældet, er det overhovedet signifikant givet fossilets alder og den gruppe af organismer det drejer sig om? 20 Fig. 13. Sammenligning fra Atlas of Creation (s ) af fossilet Mesotarbus (eller Phalangiotarbus) fra Karbontiden med en moderne edderkop. Fossilet afviger fra alle nulevende arter ved at mangle "hvepsetalje" og ved at have spindevorterne placeret på bagkroppens underside. Det er en ægte mellemform mellem de første arachnider og nulevende edderkopper. De insignifikante eksempler Der er i alt 346 sammenligninger af bestemte fossiler og angiveligt tilsvarende nulevende organismer i bogen. Af disse må 306 (88%) anses for ganske trivielle (se Tabel 1). Bedømt ud fra fotografierne ser det i disse tilfælde ganske rigtigt ud, som om de to former, der sammenlignes er nært beslægtede (men bestemt ikke identiske). Det er bare ikke bemærkelsesværdigt, og ikke noget der modsiger den gængse opfattelse af hvordan evolutionen er forløbet inden for de pågældende grupper. Næsten tre fjerdedele (228) af disse trivielle eksempler viser dyr eller planter fra Tertiærtiden; de er altså mindre end 65 millioner år gamle. Det bør ikke forbavse nogen, at der i hele denne periode fandtes fyrretræer, edderkopper og fiskearter, der tilhørte familier eller endda slægter, der også findes i dag. Harun Yahya er især glad for at vise insekter i rav (121 eksempler), enten fra Baltikum eller den Dominikanske Republik (Fig. 11). De viser former der ligner nulevende arter, men hvis forfatteren havde turdet angive dem med deres videnskabelige navne, ville læseren opdage at han var ude af stand til også at vise et fotografi af en nulevende art med det samme navn. Når navnene er forskellige, beror det ikke på et tilfældigt skøn fra specialistens side; det skyldes, at der er observerbare forskelle mellem fossilerne og de nulevende arter. De eksempler i denne kategori, der Fig. 14. I Atlas of Creation (s ) kaldes fossilet Aspidorhynchus acutirostris fra Juratiden for en sværdfisk. Da Aspidorhynchus tilhørte pansergedderne, mens sværdfisk er ægte benfisk, er sammenligningen så forkert at det svarer til at kalde en kænguru for et bæltedyr.

10 Tabel 1. Oversigt over eksempler i Atlas of Creation hvor fossiler sammenlignes med nulevende organismer. Tabellen er delt i insignifikante eksempler, potentielt signifikante eksempler og tilsyneladende bevidste bedrag. For hver gruppe af dyr eller planter angives hvilken tidsalder fossilerne stammer fra og hvor mange eksempler af denne type der er i bogen. Alderen af de nævnte geologiske tidsaldre (i millioner af år): Miocæn 5 23, Oligocæn 23 34, Eocæn 34 56, Palæocæn 56 65, Kridt , Jura , Trias , Perm , Karbon , Devon og Silur Taksonomisk kategori Geologisk tidsalder Antal Insignifikante eksempler Pteridophyta (bregner) Karbon 2 Ginkgo-træer Palæocæn 4 Araucaria-træer Jura 2 Pinophyta (nøgenfrøede træer) Eocæn eller yngre 7 Eudicotyledonae (tokimbladede træer) Tertiær 22 Bivalvia (muslinger) Miocæn 2 Cephalopoda (nautiloider) Kridt 6 Cephalopoda (nautiloider) Jura 3 Acarina (mider) Oligocæn 1 Pseudoscorpiones (pseudoskorpioner) Oligocæn 1 Scorpiones (skorpioner) Kridt 1 Araneae (edderkopper) Oligocæn 5 Araneae (edderkopper) Eocæn 1 Diplopoda (tusindben) Oligocæn 1 Oniscoidea (bænkebidere) Oligocæn 2 Caridea (rejer) Kridt 1 Caridea (rejer) Jura 1 Astacidea (hummere) Kridt 3 Brachyura (krabber) Eocæn eller yngre 4 Collembola (springhaler) Oligocæn 2 Ikke-holometabole insekter Oligocæn eller yngre 26 Ikke-holometabole insekter Eocæn 10 Ikke-holometabole insekter Kridt 18 Ikke-holometabole insekter Jura 5 Coleoptera (biller) Oligocæn eller yngre 16 Hymenoptera (årevingede) Eocæn eller yngre 24 Diptera (fluer) Eocæn 37 Diptera (fluer) Kridt 3 Trichoptera (vårfluer) Oligocæn 2 Lepidoptera (sommerfugle) Oligocæn 2 Lepidoptera (sommerfugle) Eocæn 4 Ophiuroidea (slangestjerner) Kridt 1 Echiuroidea (søpindsvin) Kridt 7 Echiuroidea (søpindsvin) Jura 1 Myxini (lampretter) Karbon 1 Rajiformes (rokker) Eocæn 1 Selachimorpha (hajer) Kridt 2 Acipenseriformes (stører) Kridt 3 Acipenseriformes (stører) Jura 1 Holostei (pansergedder) Eocæn 2 Clupeiformes (sild) Eocæn 13 Teleostei (andre benfisk) Eocæn eller yngre 24 Teleostei (andre benfisk) Kridt 9 Tabel fortsættes Tabel fortsat Sarcopterygii (lobefinnede fisk) Jura 1 Sarcopterygii (lobefinnede fisk) Trias 1 Urodela (salamandre) Kridt 2 Anura (frøer) Miocæn 1 Testudines (skildpadder) Eocæn 2 Testudines (skildpadder) Kridt 2 Testudines (skildpadder) Jura 1 Crocodilia (krokodiller) Kridt 1 Aves (fugle) Miocæn 2 Lagomorpha (kaniner) Oligocæn 3 Rhinocerotidae (næsehorn) Miocæn 1 Canidae (ræve) Miocæn 2 Canidae (ulve) Miocæn 3 Hyaenidae (hyæner) Miocæn 1 Potentielt signifikante eksempler Gastropoda (snegle) Devon 2 Bivalvia (muslinger) Jura 5 Bivalvia (muslinger) Devon 1 Xiphosura (dolkhaler) Karbon 1 Araneae (edderkopper) Jura 1 Araneae (edderkopper) Karbon 1 Diplopoda (?) (tusindben) Karbon 1 Astacidea (hummere) Jura 1 Crinoidea (søliljer) Jura 2 Crinoidea (søliljer) Trias 1 Crinoidea (søliljer) Perm 1 Crinoidea (søliljer) Karbon 1 Asteroidea (søstjerner) Karbon 1 Asteroidea (søstjerner) Silur 2 Ophiuroidea (slangestjerner) Jura 2 Ophiuroidea (slangestjerner) Devon 1 Echinoidea (søpindsvin) Karbon 2 "Billfish" (sværdfisk) Jura 1 Dipnoi (lungefisk) Devon 1 Aves (fugle) Jura 1 Chiroptera (flagermus) Eocæn 1 Rhinocerotidae (næsehorn) Oligocæn 1 Cervidae (hjorte) Oligocæn 1 Bevidste bedrag? Canidae (hunde, ræve) Kridt 1 Felidae (katte, tigre, leoparder) Kridt 4 Ursidae (bjørne, pandaer) Kridt 3 21

11 viser fossiler, der er over 65 millioner år gamle, tilhører grupper, hvor forskerne længe har vidst, at evolutionen er gået meget langsomt (rent morfologisk set), siden de opnåede en bestemt udformning; bregner og Ginkgo-træer er gode eksempler på dette. I alle tilfælde er lighederne mellem fossilerne og de nulevende arter på langt over artsniveauet. Rejer og hummere fra Kridttiden ( millioner år siden) lignede rejer og hummere som vi kender dem i dag, men der er bestemt ikke tale om nulevende arter. De potentielt signifikante eksempler Det er langt mere interessant at se på de eksempler i Atlas of Creation, der muligvis viser noget signifikant. Hermed menes meget gamle fossiler, hvor man kan sige, at såfremt Harun Yahya har ret i hans påstand om, at det tilhører en nulevende art, eller bare ligner nulevende arter meget, så er det noget som er svært at forlige med den videnskabelige fremstilling af evolutionens forløb. Der er 40 eksempler (12%), der viser fossiler der kunne tilhøre denne kategori. Det er derfor disse fossiler, som jeg først og fremmest har forsøgt at identificere for at afgøre, om Harun Yahya har fat i en svaghed ved vores opfattelse af evolutionen. Det er ikke altid lige nemt, da han som sagt ikke angiver fossilernes videnskabelige navne, men det er lykkedes for ca. 20 af dem. Lad os se nærmere på nogle af de mest interessante. Bogen viser en musling fra Juratiden ( millioner år siden), fundet i England, og sammenligner den med nulevende hestemuslinger (Modiolus). Det var nemt nok at identificere fossilet som Gryphaea arcuata. Skallerne er meget almindelige i Lincolnshire, og de lokale kalder dem "djævelens tånegle". Byen Scunthorpe har endda foreviget dem på byvåbnet. Imidlertid kunne end ikke et toårigt barn forveksle dem med en hestemusling, så forskellige er de. Rent faktisk tilhører Gryphaea en muslingefamilie (Gryphaeidae), der kun har ét nulevende medlem, Hyotissa hyotis, kaldet honeycomb oyster på engelsk 22 Fig. 15. Sammenligning i Atlas of Creation (s ) af fossilet Subhyracodon fra Oligocæn med et moderne næsehorn. Fossilet tilhørte en nu uddød underfamilie af næsehornfamilien. Dens medlemmer var mere tapiragtige end nulevende næsehorn og de manglede horn. (selvom den ikke er en østers). Som det ses af figuren, er det umuligt at påstå, at Hyotissa ligner sin slægtning fra Juratiden (Fig. 12). Det er der ingen nulevende arter der gør. Et andet eksempel er en edderkop fra Karbontiden ( millioner år siden), også fundet i England. Dette fossil tilhører enten Mesotarbus eller Phalangiotarbus. Som alle andre edderkopper fra Karbontiden afviger den fra nulevende arter på mindst to afgørende punkter: der er ingen indsnøring ("hvepsetalje") mellem forkrop og bagkrop, og spindevorterne er placeret på undersiden af bagkroppen, ikke ved bagenden (Fig. 13). Det er først i den efterfølgende Permtid ( millioner år siden), at edderkopper udvikler den "moderne" udformning af disse to karaktertræk. Fra den tyske Hunsrück-skifer, der blev aflejret i Devontiden ( millioner år siden), vises en slangestjerne som kunne identificeres som Furcaster palaeozoicus. Denne art tilhørte en orden af slangestjerner, Oegophiurida, der uddøde allerede i Karbontiden. Kun ved den mest overfladiske sammenligning kan man konkludere, at Furcaster lignede nulevende slangestjerner. Det er nemlig sådan, at den havde 2 rækker af "hvirvler" i hver arm. Disse hvirvler sidder i en enkel række hos alle nulevende slangestjerner. En særlig pinlig fejl er begået med et fossil fra Juratiden fundet i Bayern. Forfatteren erklærer den for at være en sværdfisk, sikkert fordi den har en forlænget overkæbe. Fossilet hedder Aspidorhynchus acutirostris, og det er ikke nogen sværdfisk det er ikke engang en benfisk (Fig. 14)! Aspidorhynchus tilhørte gruppen Holostei (panserged-

12 der), der i dag kun kendes fra otte arter. Pansergedder er helt forskellige fra ægte benfisk, bl.a. på grund af halens struktur. En flagermus fra Eocæntiden (34-56 millioner år siden), fundet i Messelskiferen i Tyskland, sammenlignes med en moderne, unavngivet småflagermus. Fossilet tilhører arten Palaeochiropteryx tupaidon. Detaljerede undersøgelser har vist, at hånden (vingen) og øret var mindre specialiserede end hos moderne flagermus. Palaeochiropteryx var faktisk en ægte mellemform. Et fossil fra Oligocæntiden (23 34 millioner år siden), fundet i Wyoming, kaldes slet og ret et næsehorn. Fossilet hører til slægten Subhyracodon, der ganske rigtigt er et medlem af næsehornfamilien (Rhinocerotidae), men i den nu uddøde underfamilie Elasmotheriinae (Fig. 15). Rent faktisk lignede Subhyracodon mere en tapir end et næsehorn, og så er der én ting mere, der viser at forfatterens sammenligning er overfladisk: den havde ingen horn! Et andet fossil fra Oligocæntiden, fundet i Nebraska, påstås at vise en moderne hjorteart. Fossilet kan identificeres som Leptomeryx. Som alle parrettåede hovdyr har moderne hjorte fødder hvor kun to af tæerne er så veludviklede, at de når helt ned til jorden. Hos Leptomeryx var der fire veludviklede tæer på hver fod igen en ægte mellemform. Disse eksempler viser, at sammenligningerne af fossiler og moderne organismer i Atlas of Creation konsekvent baserer sig på overfladiske observationer. Ligesom det var tilfældet med ulven og pungulven, så bekymrer Harun Yahya sig ikke om detaljer, der invaliderer hans sammenligninger. Hvis det ligner en fisk og har en lang overkæbe, så er det nok en sværdfisk. Det har ikke noget med videnskab at gøre. En anklage De eksempler jeg har omtalt indtil nu kan allesammen kategoriseres som enten trivielle eller overfladiske. Med megen god vilje kunne man hævde, at Harun Yahya blot fremlægger fortolkninger der afviger fra dem, palæontogerne har givet os. Blandt de 40 eksempler, 23 Fig. 16. Pure løgn? Atlas of Creation (s ) angiver at det viste tigerkranie er 79 millioner år gammelt. Såfremt dette var sandt, ville det vende helt op og ned på den gængse opfattelse af pattedyrenes udvikling. Fig. 17. I Atlas of Creation (s. 621) vises dette fotografi af angrebet på World Trade Center i New York den 11. september Ifølge forfatteren er det materialismen (= den sekulære humanisme), drevet frem af darwinisme/evolutionstanken, der er den egentlige årsag til alle terrorhandlinger. som blev kaldt potentielt signifikante er der imidlertid 8, som overskrider en tærskel: de er bedrag. Der er tale om kranier af ræve, bjørne, tigre, leoparder og pandaer, fundet i Kina. De angives at stamme fra Kridttiden, med en alder på millioner år. Lad os nøjes med at se på de store katte (Fig. 16). Fundet af en moderne tiger eller leopard der var blot 10 millioner år gammel, ville være en videnskabelig sensation. Hvis Harun Yahya vitterlig kunne fremvise en tiger fra Kridttiden, ville det være så stærkt et

13 våben i hans kamp mod evolutionsteorien, at det ville blive udbasuneret i alle medier. Med et slag ville han opnå stjernestatus blandt alverdens kreationister, inklusive de kristne. Disse 8 fossiler er formentlig under 1 million år gamle. Jeg kan ikke konkludere andet, end at der slet og ret er tale om, at forfatteren lyver. Fossiler: Det store billede Den samlede mængde af kendte fossiler giver os et overordnet billede af livets udvikling, der i store træk bekræfter de konklusioner som er opnået inden for andre biologiske discipliner som morfologi og molekylærbiologi. Intet i Atlas of Creation ændrer ved dette. Det stærkeste argument for, at evolution har fundet sted, er jo netop, at forskellige metoder giver de samme resultater. Hvalernes opståen indenfor en "primitiv" gruppe af parrettåede hovdyr er et godt eksempel på dette. Rækken af hvalfossiler er blevet så god over de sidste 20 år, at vi nu har en overbevisende serie af mellemformer fra landdyr til spækhuggere. Helt uafhængigt af dette viser molekylære undersøgelser, at hvaler er nærmest beslægtede med et bestemt parrettået hovdyr, nemlig flodhesten. Harun Yahyas forestilling om livet på Jorden afhænger af en Gud, der løbende skaber "slags" netop på en sådan måde, at det skal se ud som om en evolution har fundet sted. Han skabte ingen insekter før for 380 millioner år siden og ingen holometabole insekter (dem der har et puppestadie mellem larven og det voksne dyr) før for 240 millioner år siden. Ingen ægte benfisk før for 220 millioner år siden, pattedyr 210, irregulære søpindsvin 170, koraller 400, men skleraktine (moderne) koraller først for 160 millioner år siden, fugle 160, dækfrøede planter 125 og hvaler 55. Den eneste forklaring, som Atlas of Creation kan give på disse klare mønstre, er, at det var Guds vilje. Alle har ret til deres tro, men de har ikke ret til at kalde det videnskab. 24 Bogens egentlige mål Harun Yahya erklærer ganske åbent, at hans kamp mod evolutionsteorien er et led i en større kamp mod materialismen. Hermed menes ikke det at være optaget af at skaffe penge og genstande (at være materialistisk), men derimod den verdensanskuelse der også kaldes naturalisme eller sekulær humanisme. Naturalisme er den holdning, at den fysiske verden er den eneste virkelighed. Alt kan ihvertfald i princippet forklares ved hjælp af observationer og logiske overvejelser. Den afgørende anstødssten for Harun Yahya, er at naturalisme (materialisme) er en verdensanskuelse, der ikke har behov for overnaturlige kræfter eller aktører for at forklare, hvorfor virkeligheden er som den er. På dette punkt er Atlas of Creation helt på linje med de kristne kreationister. Uden Gud har livet ingen mening. Hvis det er rigtigt, at den stærkeste overlever den kreationistiske version af naturlig selektion så er der ikke noget grundlag for moralbegreber. Uden mening og uden moraler er der ingen regler, og det menneskelige samfund bryder sammen. Harun Yahya går et skridt videre, idet han mener, at Darwinisme er hovedårsag til alle de bevægelser siden 1859, der kendetegnes af dårlige eller manglende moralbegreber: nazisme, fascisme, kommunisme, socialisme, maoisme, ateisme, racisme og ja terrorisme. Bogen viser vitterligt et fotografi af World Trade Centers to tårne i brand den 11. september 2001 (Fig. 17). Figurteksten er følgende: "Uanset hvilken ideologi de bekender sig til, så er alle de, der udøver terror i hele verden i virkeligheden darwinister. Darwinisme er den eneste filosofi, der værdsætter og dermed fremmer konflikt". Darwinisme er ikke en filosofi. Evolution er hverken god eller ond den er en historisk proces og accepteres af stort set alle biologer som en historisk kendsgerning. Den omstændighed, at den mest egnede (ikke nødvendigvis den stærkeste) overlever, kan ikke trylles bort med en betragtning om at processen er umoralsk, eller at naturen bør være anderledes. Mennesket har været i stand til at hæve sig over en tilstand, hvor livet kun drejer sig om overlevelse og reproduktion. Dette er sket takket være to midler: teknologi i bredeste forstand og vore moralbegreber. Sidstnævnte har udviklet sig gennem tid, varierer fra sted til sted og er historisk set blevet svigtet utallige gange. Det er ikke nødvendigvis kønt at se på, men den uophørlige udvikling af moralbegreberne er et af menneskehedens største triumfer. Efter min mening har religioner altid forsøgt, oftest med held, at stjæle denne triumf fra mennesket og give den til Gud. Når det lykkes, opnår religiøse ledere og Harun Yahya magt til at kontrollere andre mennskers adfærd ved at ophøje sig selv til de sande fortolkere af Guds ord. Atlas of Creation er blot et anderledes forsøg på at gøre netop det og har ingen videnskabelig værdi.