IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? n analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik

Transkript

1 Mangfoldighed (Eva Mahony, 2008) IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? E n analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik Forfatter: Rebecca Samina Preisler Ahmad Vejleder: Anette Hagel-Sørensen Speciale ved Sprogpsykologi, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Dato for aflevering: 15. februar 2012 Antal tegn/normalsider: /75

2 INDHOLDFORTEGNELSE ABSTRACT...3 KAPITEL 1 INDLEDNING Problemfelt Specialets opbygning Afgrænsning... 6 KAPITEL 2 METODEREDEGØRELSE Introduktion til diskursanalysen Begrebsafklaring Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse Analysestrategi Seks udvalgte analysekategorier Metodekritik I KAPITEL 3 TEORI Introduktion til integrationsbegrebet et flertydigt begreb Integration Assimilation Den monokulturelle fortolkningshorisont Den flerkulturelle fortolkningshorisont Forvaltningsmæssig faglighed Medborgerskab og inklusion Mangfoldighed KAPITEL 4 INTRODUKTION TIL KØBENHAVNS KOMMUNES NY INKLUSIONSPOLITIK Baggrund for den ny inklusionspolitik Høringsprocessen Opbygning og indhold Integrationspolitik eller inklusionspolitik? Diskussion af betegnelsen integrationspolitik IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 1

3 KAPITEL 5 ANALYSEAFSNIT Introduktion til analysen Visionen tekstanalyse Visionen diskursiv praksis Principperne tekstanalyse Principperne diskursiv praksis Analyseresultater I: Vision og principper Indsatsområder, mål og handleplaner Mål 1 tekstanalyse Mål 1 diskursiv praksis Mål 2 og 3 tekstanalyse Mål 2 og 3 diskursiv praksis Mål 4 og 5 tekst Mål 4 og 5 diskursiv praksis Mål 6, 7 og 8 tekst Mål 6, 7 og 8 diskursiv praksis Analyseresultater II: Indsatsområder, mål og handleplaner Samlede analyseresultater Integrationsdiskurserne og den diskursive konstituering af sociale identiteter...57 KAPITEL 6 KONKLUSION Perspektivering Metodekritik II KAPITEL 7 LITTERATURLISTE BILAG Analysemateriale...63 Avisartikler, tidsskrifter, hjemmesider mm Teori & metode Bilag 1: Københavns Kommunes integrationspolitik Bilag 2: Bland dig i byen. Medborgerskab og inklusion. Integrationspolitikken IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 2

4 ABSTRACT No more them and us in Copenhagen? An analysis of the City of Copenhagen s policy of inclusion. Thesis by Rebecca Samina Preisler Ahmad, tutor Anette Hagel-Sørensen, Department of Scandinavian Studies and Linguistics, University of Copenhagen, February This thesis is an analysis of the City of Copenhagen s comprehensive policy of inclusion, which was adopted by the elected governing body in the City of Copenhagen, The City Council, in December Focus: The focus of this thesis is to examine and discuss if, and if so how, this policy of inclusion shows signs of a new way of approaching the subject of integration in the Danish society. As the basis for this study is envisaging integration as a social battlefield, the analysis will be focusing on shedding light on both the conflicts and the logics of the text, and subsequently to discuss the consequences of these conflicts/logics in relation to the discursive construction of social identities. Contents: In addition to a thorough text oriented analysis, this thesis contains a description of the new policy of inclusion including an illumination of the process that preceded the adoption of this -, a review of the method and strategy of analysis applied in the thesis, a theoretical discussion of some of the key concepts in the policy of inclusion i.e. integration, citizenship and diversity, an evaluation of the results of the analysis, and a closing conclusion and putting into perspective. Method: This thesis applies a discourse analytic approach, more specifically the method of critical discourse analysis developed by the British linguist Norman Fairclough (1941- ). Points of conclusion: The conclusion of the thesis is that the new policy on the one hand demonstrates clear signs of change with regards to vocabulary, the way it addresses the subject of diversity etc. On the other hand, the text also reproduces a number of existing discourses e.g. the representation of ethnic minority people as being deficient people. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 3

5 KAPITEL 1 INDLEDNING I december 2010 faldt jeg over et indlæg i Politiken, som handlede om integration i hovedstaden. Overskriften lød: Ikke mere dem og os i København (Politiken ). Et par måneder efter læste jeg i Universitetsavisen en omtale af sociologen Peter Gundelachs værdiundersøgelse, der bl.a. konkluderer, at tolerancen over for indvandrere er jævnt stigende, og at der er en generel bevægelse i befolkningens værdier i en retning mod øget tilslutning til de forhold, som styrker det samfundsmæssige fællesskab (Universitetsavisen februar 2011). Omtrent på samme tid (december 2010) udkom den danske oversættelse af LTI Det tredje Riges sprog, som grundlæggende er en analyse af forholdet mellem sprog og magt. Disse forskellige kilder inspirerede mig til såvel dette speciales overordnede tema, integration, som det empiriske analysemateriale, Københavns Kommunes ny inklusionspolitik samt den diskursanalytiske tilgang med dennes fokus på sprogets betydning for den samfundsmæssige udvikling. Samtidig vækkede kilderne også en nysgerrighed i forhold til nærmere at undersøge, om der er nye vinde på vej i den danske integrationsdebat? Den ovenfornævnte artikel med overskriften Ikke mere dem og os er skrevet af bl.a. daværende integrationsborgmester i København, Klaus Bondam, i forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik. Ifølge forfatterne 1 sender den ny inklusionspolitik [ ] et stærkt politisk signal om, at man er velkommen i København, og viser [ ] en helt anden vej end regeringens lukkethed og diskrimination. Men derudover repræsenterer politikken ifølge forfatterne også et opgør med [ ] den skingre tone, som regeringen går i front med (Politiken ) 2. I forlængelse heraf udlægges f.eks. brugen af inklusionsbegrebet som [ ]et forsøg på at begrebsliggøre forholdene på en ny måde, og det fremføres endvidere, at inklusionstilgangen tager udgangspunkt i mangfoldighed som en ressource og åbner op for, at der er plads til at være dansker på mange måder (IntegrationsNyt maj 2011) 3. Påstanden er altså, at man bl.a. ved at tale om inklusion frem for om integration, som er den almindelige betegnelse for den politik, der i Danmark bliver ført over for etniske minoriteter anlægger en ny tilgang, som vil have konsekvenser for den måde, man anskuer etniske minoriteter på, og dermed også for samspillet mellem minoriteter og majoritet, mellem dem og os. Ovennævnte illustrerer, at når integration er på dagsordenen i Danmark, så falder talen meget ofte også på tonen i den offentlige/politiske debat. Og netop tonen, eller mere specifikt betydningen af måden, vi taler om hinanden på, er også omdrejningspunktet for nærværende speciale. Dette fokuspunkt er motiveret af en grundlæggende 1. Klaus Bondam, Ikram Sarwar, Neil Stenbæk Bloem og Signe Færch. 2. Der refereres i artiklen til den daværende V-K-regering. 3. IntegrationsNyt er Beskæftigelses og Integrationsforvaltningens nyhedsbrev, pr. oktober 2011 omdøbt til InklusionsNyt. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 4

6 overbevisning om, at ord betyder noget for den måde, vi er sammen på og lever på, f.eks. kan kategoriseringer af visse grupper som særligt integrationstrængende i sig selv være ekskluderende. Af den årsag kan vi med vores sprogbrug være med til enten at nedbryde eller styrke det samfundsmæssige fællesskab. Samtidig sætter måden, man taler om folk på, også rammer for konkrete tiltag, og dermed har et politisk dokument som f.eks. Københavns Kommunes ny inklusionspolitik konkret betydning for en masse københavnere i deres daglige liv Problemfelt På baggrund af ovenstående, når jeg således frem til specialets problemformulering: Jeg vil analysere Københavns Kommunes ny inklusionspolitik med henblik på at afdække og diskutere om og evt. på hvilke måder dokumentet vidner om nye bevægelser i integrationsdebatten. Da undersøgelsen tager udgangspunkt i en forståelse af integrationsdebatten som en social kampplads, vil min analyse være centreret omkring at belyse de kampe og de logikker, som kommer til udtryk i teksten, med henblik på at diskutere konsekvenserne heraf i forhold til den diskursive konstituering af sociale identiteter. Der er flere grunde til, at jeg finder det relevant og interessant at belyse netop disse spørgsmål, bl.a. er det mit indtryk, at der i Danmark i dag florerer en masse udsagn om integration og etniske minoriteter, som er blevet til common sense, som det er okay at sige. Og jeg mener, at disse betydninger, som vi på en eller anden måde tager for givet, er meget begrænsende, dels for dem, det vedrører, men i det hele taget for vores med et noget slidt udtryk muligheder for positiv sameksistens. Det gode er, at her har vi nogle politikere, som udtrykker, at de vil gøre noget ved det! Medtænker man, at de i kraft af deres position kan sætte en ny dagsorden og dermed åbne op for, at vi får andre muligheder for at tænke og handle, synes jeg, at der er en oplagt interesse i at tage dem på ordet og undersøge, hvorledes de så lykkes med denne forandringsproces Specialets opbygning Nærværende speciale er bygget op således, at jeg i de indledende metode- og teorikapitler vil redegøre for den anvendte metode, specialets ontologiske udgangspunkter og centrale begreber i den ny inklusionspolitik. Disse kapitler danner forståelsesramme både for den anvendte analysestrategi og for en belysning og diskussion af, hvilke forståelser og videnssystemer, der er på spil i den ny politik. Efter disse kapitler følger en introduktion til den ny inklusionspolitik, der bl.a. skal give et overblik over indholdet af det omfattende dokument, inden udvalgte indholdselementer analyseres i dybden i en række analyseafsnit i kapitel 5. For overskuelighedens og læsevenlighedens skyld, har jeg endvidere valgt at trække resultaterne fra analysen op løbende i særskilte afsnit (analyseresultater I og II) og efterfølgende i et samlet resultatafsnit. Efter det sidste samlede resultatafsnit følger en diskussion samt vurdering af undersøgelsens resultater i specialets konklusion og perspektivering. Jeg har desuden valgt at opdele specialets metodekritik i to afsnit: Indledningsvis en generel metodekritisk diskussion og IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 5

7 afslutningsvis en metodekritik, hvor jeg mere specifikt diskuterer fordele og ulemper i forhold til den konkrete undersøgelse (metodekritik I og II). Nedenfor følger først en kort afgrænsning af specialet Afgrænsning Dette speciale har ikke til formål at undersøge eller at diskutere de mange forskellige betegnelser, der anvendes i omtalen af ikke-etniske danskere så som indvandrere, tosprogede, nydanskere etc., men bruger i overvejende grad det sprogbrug, der anvendes i de kilder, som specialet inddrager. Hvor intet andet er angivet, benyttes betegnelsen etniske minoriteter eller tilsvarende. Det skal dog nævnes, at set ud fra specialets ontologiske ståsted, er alle disse betegnelser i sig selv problematiske i og med, at de er udtryk for en kategorisering af en lang række meget forskellige identiteter som værende én fælles og anderledes gruppe, hvis anderledeshed meget ofte defineres i modsætning til en anden konstruktion, nemlig kategoriseringen af etniske danskere som kulturelt homogene. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 6

8 KAPITEL 2 METODEREDEGØRELSE 2.1. Introduktion til diskursanalysen Dette speciale er baseret på en diskursanalytisk tilgang, hvilket vil få sit mest signifikante udtryk i specialets analysemetode. Men det er vigtigt samtidig at gøre opmærksom på, at mange af de diskursanalytiske tilgange inklusive den, som anvendes her udgør et teoretisk og metodologisk hele. Det betyder, at nærværende speciale har sit udgangspunkt i en række grundlæggende filosofiske præmisser, herunder den socialkonstruktivistisk baserede antagelse om, at vores viden og verdensbilleder snarere end at være spejlbilleder af virkeligheden derude er et produkt af vores måder at kategorisere verden på. I forlængelse heraf deler specialet endvidere en opfattelse af sproget, som igen ikke blot en afspejling af en allerede eksisterende virkelighed men som en dynamisk form for social praksis, der konstituerer den sociale verden, sociale relationer og sociale identiteter. Hermed er forandring i diskurs også en af de måder, hvorpå det sociale forandres (Jørgensen og Phillips 1999: 12ff.). Som det allerede er fremgået dækker betegnelsen diskursanalyse ikke over én, men mange forskellige tilgange, hvoraf nærværende speciale anvender den kritiske diskursanalyse, og nærmere bestemt den retning, som Norman Fairclough repræsenterer. Derfor vil jeg i det følgende redegøre for en række af de centrale begreber indenfor kritisk diskursanalyse, som specialet trækker på. Fremstillingen af Faircloughs teori og metode er baseret på henholdsvis bøgerne Discourse and Social Change (1992)og Kritisk diskursanalyse (2008) samt på forordet til Kritisk diskursanalyse af Elisabeth Halskov Jensen (2007) og Jørgensen & Phillips Diskursanalyse som teori og metode (1995) Begrebsafklaring Et af de helt centrale aspekter ved Faircloughs tilgang (og ved kritisk diskursanalyse i øvrigt) er, at der er tale om et dialektisk perspektiv, der anser diskurs som både konstituerende for og konstitueret af det sociale. Det sociale er således ikke kun diskurs, dvs. at der ifølge Fairclough eksisterer en materiel virkelighed af sociale praksisser, som rækker ud over det diskursive han nævner selv fremstillingen af vaskemaskiner som eksempel (Fairclough 2008: 21). Diskursen er således en del af det sociale, men det sociale har så at sige mere at byde på. I sin brug af begrebet diskurs, skelner Fairclough mellem diskurs som en abstrakt størrelse, der betegner sprogbrug som social praksis, og diskurs i en mere snæver, IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 7

9 teknisk forstand, der defineres som en måde at give betydning til erfaring fra et bestemt perspektiv (Halskov Jensen 2007: 10). Ifølge Fairclough har diskurs endvidere konstruktive effekter på tre områder: For det første bidrager diskurs til at konstruere sociale identiteter, også kaldet typer af selv (Fairclough 2008: 21), for det andet bidrager diskurs til at konstruere sociale relationer (herunder magtrelationer), og for det tredje bidrager diskurs til at konstruere videns og betydningssystemer. Desuden betragtes diskursiv praksis som både konventionelt og kreativt konstituerende, dvs. at den bidrager til at reproducere men også til at forandre samfundet, og således står diskurs også på dette plan i et dialektisk forhold til andre sociale dimensioner. Hvad angår forandring, ligger hovedinteressen i Faircloughs kritiske diskursanalyse i at undersøge, eller måske mere præcist i at afsløre, den diskursive praksis rolle i opretholdelsen af den sociale verden, herunder i reproduktionen af sociale relationer, der indebærer ulige magtforhold. Hovedformålet er derigennem at pege på mulighederne for og derved at bidrage til netop social forandring (Jørgensen og Phillips 1995: 75-76). Hermed aktualiseres en række af Faircloughs andre centrale begreber, deriblandt begreberne intertekstualitet, interdiskursivitet, diskursorden og hegemoni. Ifølge Fairclough bygger konkret sprogbrug altid videre på betydninger, der allerede er etablerede. Det indebærer, at en tekst er fuld af fragmenter og diskurser fra andre tekster, heraf betegnelsen intertekstualitet. Og ifølge Fairclough er det ved at kæde elementer fra forskellige diskursive struktureringer sammen, at den konkrete sprogbrug kan forandre diskursen og derved også den sociale og kulturelle omverden (Jørgensen og Phillips 1995: 75-76). Fairclough skelner i forlængelse heraf mellem manifest intertekstualitet, hvor der trækkes åbent på andre specifikke tekster inde i en tekst (Fairclough 2008: 44) og interdiskursivitet, som dermed skal betragtes som underordnet eller som en særlig variant af intertekstualitet. Interdiskursivitet henviser til de mange kombinationer af forskellige stilarter og diskurstyper (diskurser og genrer), som en tekst artikulerer, indenfor og på tværs af forskellige diskursordner. Mens begrebet diskursorden dækker over summen af de forskellige og eventuelt modstridende genrer og diskurser, der opererer i og kæmper om at indholdsudfylde det samme sociale område (Jørgensen & Phillips 1995: 80ff.). Diskurs er således begrebet for den enkelte entydige betydningsfastlæggelse, mens diskursordenen derimod betegner to eller flere diskurser, der hver især forsøger at etablere sig indenfor samme domæne. Dermed er diskursorden altså navnet på et potentielt eller faktisk område for diskursiv konflikt, og det er derfor også på diskursordens-niveau at diskursteoriens begreber om antagonisme og hegemoni hører til: Antagonisme dækker over en åben konflikt mellem de forskellige diskurser i en bestemt diskursorden, mens hegemoni betegner en opløsning af konflikten gennem forskydning af grænserne diskurserne imellem (Jørgensen & Phillips 1995: 69). Selv om diskurser og genrer ifølge Fairclough er relativt stabile konfigurationer, udfordres de altså konstant i diskursive kampe om hegemoni (Halskov Jensen 2007: 12). Det betyder også, at hegemoni i Faircloughs perspektiv handler om mere end bare at dominere og undertrykke; det er derimod en forhandlingsproces, hvori man skaber en (temporær) betydningskonsensus, i Faircloughs terminologi en ustabil ligevægt (Fairclough 2008: 52). IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 8

10 2.3. Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse Ifølge Fairclough har enhver kommunikativ begivenhed, dvs. ethvert tilfælde af sprogbrug, tre dimensioner: En tekst (tale, skrift, billede), en diskursiv praksis (omhandler tekstens produktions og konsumptionsprocesser) og en social praksis (betegner den bredere sociale praksis, som den kommunikative begivenhed er en del af). Alle disse tre dimensioner skal ifølge Fairclough inddrages i en konkret diskursanalyse (Jørgensen og Phillips 1995: 80). Figurativt illustreret, kan man gengive Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse således: social praksis diskursiv praksis tekst En analyse af en kommunikativ begivenhed indebærer derfor altid følgende elementer: En analyse af de formelle teksttræk, som konstruerer diskurser og genrer lingvistisk (tekst-niveau) En analyse af de diskurser og genrer, som artikuleres i henholdsvis produktionen og fortolkningen af teksten (den diskursive praksis niveau) En analyse af, om den diskursive praksis reproducerer eller transformerer den eksisterende diskursorden, samt overvejelser omkring konsekvenserne heraf (den sociale praksis niveau) 2.4. Analysestrategi Ud over den tredimensionelle model tilbyder Fairclough en mængde metodiske redskaber og begreber, hvormed man kan strukturere sin analyse. Nedenfor vil jeg gøre rede for de specifikke analysekategorier og begreber, som jeg har valgt til at udgøre nærværende speciales analytiske ramme. Jeg har undervejs i min undersøgelse suppleret med en række analyseredskaber og begreber fra Anna Vibeke Lindøs dialoganalyse, som jeg dels fandt IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 9

11 forenelig med Faircloughs perspektiv, da de deler et dialektisk syn på sprog og samfund, men også mit eget sprogpsykologiske syn på sprog, som tager udgangspunkt i, at ordets mening er dets brug 4. De supplerende analysekategorier fra Lindø hidrører fra kapitel 8 ( Dansk dialektisk sprogteori ) i Samtalen som livsform et bidrag til dialoganalysen (Lindø 2002). I nærværende speciale har jeg fravalgt at analysere den bredere sociale praksis, hvorfor analysen vil være centreret omkring det tekstnære og den diskursive praksis niveau 5. Hvad angår analysen af de formelle teksttræk, har jeg valgt at organisere min analyse under de fire overskrifter: Grammatik, vokabular, kohæsion og tekststruktur, som forslås i Faircloughs Kritiske Diskursanalyse, kapitel 1: En social teori om diskurs (Fairclough 2008: 31 ff.), mens analysen af den diskursive praksis vil fokusere på de to helt centrale kategorier intertekstualitet og interdiskursivitet. Disse i alt seks analysekategorier vil alle blive gennemgået nærmere herunder Seks udvalgte analysekategorier Grammatik: Når man analyserer teksters grammatiske elementer, kan man bl.a. undersøge tempusformer og modaliteter (i hvilken grad tilslutter afsender sig sit udsagn?) og analysere transitiviteten (hvordan begivenheder og processer forbindes/ikke forbindes med subjekter og objekter, f.eks. ved hjælp af passiver og nominaliseringer). Man kan endvidere kigge nærmere på tekstens henvendelsesrelation, f.eks. ved at identificere tekstens person og objektdeiktiske markører (hvem taler og hvem tales der til og om?). Formålet med den detaljerede grammatiske analyse og med den tekstorienterede diskursanalyse generelt er at få indblik i, hvordan diskursive processer kan aflæses lingvistisk i teksten (Fairclough 2008: 32-33, Jørgensen & Phillips 1995: 95-96, Lindø 2002: 116ff.). Vokabular: Analysen af teksters ordvalg handler primært om at karakterisere tekstens individuelle ord herunder ikke mindst nøgleord for derigennem at vurdere, hvordan teksten leksikaliserer eller giver betydning til verden (heraf betegnelsen betydningsfastlæggelse ). Herunder kan man f.eks. undersøge, om teksten gør brug af alternative ordvalg, evt. med henblik på at reformulere et givet domæne eller en given praksis (Fairclough 2008: 31-34, Fairclough 1992: ). Kohæsion behandler spørgsmålet om, hvordan ledsætninger og helsætninger kædes sammen i teksten, så de former længere tekstsekvenser. Her kan man bl.a. kigge efter ord-gentagelser, forskellige lingvistiske størrelser der bruges til at referere til/ substituere (f.eks. pronomener), brugen af konnektorer ( derfor, men etc.) og implicitte indikatorer, såsom substantivers bestemthedsformer. En sådan afdækning af, hvordan grupper af udsagn kombineres herunder tekstens argumentative strukturer kan vidne om tilgrundliggende logikker og dermed give indblik i tekstens forskellige rationalitetsmåder (Fairclough 2008: 31-34, Lindø 2002: 121). Tekststruktur handler om teksters mere overordnede organiserende egenskaber, også kaldet tekstens arkitektur. Her ser man f.eks. på, hvilke elementer eller sekvenser, 4. Denne vending stammer fra Wittgensteins Filosofiske Undersøgelser (citeret fra Lindø 2002: 111). Man kan også formulere det på den måde, at det sprog, som sprogpsykologer studerer, ikke er sproget som abstrakt system, men derimod sprog, som mennesker taler, skriver, lytter og læser, og som altid er forankret i en konkret situation (Rathje & Svenstrup 2004: 7). 5. En begrundelse for og diskussion af dette fravalg følger i metodekritik I. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 10

12 der kombineres på hvilke måder, eller på hvordan forskellige emner introduceres, etableres og udvikles i en tekst. Pointen er her, at tekstens strukturerende konventioner kan give indsigt i, hvilke videnssystemer samt antagelser om sociale relationer og identiteter, der er bygget ind/skabes i teksten (Fairclough 2008: og Fairclough 1992: ). Intertekstualitet: Når man analyserer teksters intertekstualitet, som er en del af den diskursive praksis niveau, undersøger man, hvordan teksten trækker på andre tekster, herunder den manifeste intertekstualitet, dvs. hvor og hvordan der åbenlyst trækkes på andre specifikke tekster inde i en tekst. Intertekstualitet kan være eksplicit markeret eller fusioneret ind i teksten, og teksten kan forholde sig på forskellige måder til den anden tekst, eksempelvis assimilerende, ironisk eller modsigende (Fairclough 2008: 43). Interdiskursivitet: Analysen af teksters interdiskursivitet har til formål at lokalisere, hvilke diskurstyper (diskurser og genrer), teksten trækker på og hvordan. Ved at analysere intertekstualitet og interdiskursivitet får man indblik i diskursive praksissers rolle i sociale forandringsprocesser. Men også når man undersøger forandringsprocesser, er det vigtigt at holde sig det dialektiske perspektiv for øje. Dette indebærer bl.a., at andre sociale praksisser kan sætte nogle strukturelle begrænsninger for, hvordan diskurser kan bruges og forandres (Fairclough 2008: 43-45, Fairclough 1992: 232 og Jørgensen & Phillips 1995: 144) Metodekritik I Som nævnt ovenfor har jeg i analysen af specialets empiriske materialegrundlag valgt at fravælge den analysedimension, der omhandler analysen af den sociale praksis, som den kommunikative begivenhed er en del af. Dette fravalg er begrundet i, at jeg både fra et teoretisk synspunkt, men også med hensyn til den praktiske operationalisering, finder det vanskeligt at håndtere Faircloughs skelnen imellem diskursive praksisser og andre sociale praksisser. Som nævnt holder Fairclough fast i, at diskurs kun er ét blandt flere aspekter af hver social praksis; altså at det sociale ikke kun er diskurs. Det betyder, at nogle sociale fænomener fungerer efter andre logikker end diskurserne (jf. den føromtalte fremstilling af vaskemaskiner). Heroverfor står bl.a. Laclau og Mouffes 6 diskursteoretiske tilgang, som ikke skelner mellem diskursive og ikke-diskursive sociale praksisser; alle praksisser ses som diskursive, med andre ord ses diskursen som fuldt ud konstituerende for vores verden (Jørgensen & Phillips 1999: 29). Set i lyset af, at det i en socialkonstruktivistisk forskningstradition betragtes som legitimt (hvis ikke ligefrem påkrævet) at redegøre for sin egen rolle som forsker, vil jeg nævne, at jeg i skrivende stund ikke kan tilslutte mig hverken den ene eller den anden af de ovennævnte positioner, men at jeg dog i forbindelse med nærværende speciale for det første ikke fandt det hensigtsmæssigt at forsøge at definere relevante ikke-diskursive sociale praksisser, som jeg så at sige kunne holde min diskursive analyse op imod. Er f.eks. lovgivning eksempelvis den danske folkeskolelov udtryk for diskursive eller sociale praksisser? Og for det andet, givet, at jeg havde kunnet optegne sådanne bredere sociale praksisser som en slags baggrund for de diskursive praksisser, ville jeg så overhovedet kunne tydeliggøre det påståede 6. Ernesto Laclau (1935-) og Chantal Mouffe (1943-), politiske teoretikere. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 11

13 dialektiske samspil? Her vil jeg citere Jørgensen & Phillips, som i deres udlægning af Faircloughs tilgang netop rejser dette kritiske spørgsmål: [ ] hvordan kan man vise lige præcis hvor og hvordan det ikke-diskursive påvirker og forandrer det diskursive og omvendt? (Jørgensen & Phillips 1999: 102). På baggrund af ovenstående og uagtet om adskillelsen mellem diskursive og sociale aspekter er en distinktion i virkeligheden (et teoretisk spørgsmål), eller måske nærmere skal betragtes som et redskab til analytisk fokus i operationaliseringsøjemed 7 har jeg således valgt at fravælge analysen af den sociale praksis og dermed grundlæggende at forlade denne distinktion. Dette fravalg har så naturligvis visse konsekvenser, bl.a. ift. fortolkningen af undersøgelsens resultater, som jeg vil vende tilbage til i specialets afsluttende afsnit ( metodekritik II ). I det følgende kapitel vil jeg redegøre for en række af de centrale begreber, som den ny inklusionspolitik trækker på herunder ikke mindst belyse det flertydige begreb integration. 7. Fairclough skulle angiveligt selv have talt for at udlægge distinktionen mellem diskursive og sociale praksisser som et redskab til analytisk fokus : IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 12

14 KAPITEL 3 TEORI 3.1. Introduktion til integrationsbegrebet et flertydigt begreb At integration er et flertydigt begreb, afspejler sig bl.a. i, at der både i forskerverdenen og i befolkningen i øvrigt hersker en del forvirring om, hvad der i det hele taget skal forstås ved begrebet. Ifølge flere forskere skyldes en af forklaringerne på denne uklarhed, at integration anvendes både til at betegne integrationsprocessen og et af de mulige mål for denne proces (Emerek 2003: 2). En anden er, at forskellige faglige traditioner arbejder med hver deres forståelse af begrebet: I en politologisk tilgang anvender man f.eks. ofte medborgerskab som en ramme for studier af integration med vægt på etniske minoritetsborgeres ligeværdighed (se f.eks. Soei 2011), mens man i en sociologisk forskningstradition opererer med en overordnet sondring mellem såkaldt systemintegration og social integration (Hamburger 1997). Her skal det nævnes, at Beskæftigelses og integrationsforvaltningen i København (BIU) som input til udarbejdelsen af den ny inklusionspolitik afholdt en temadrøftelse om integration. Her gjorde de brug af en ekstern oplægsholder ved navn Jacob Als (leder af Als Research), som også tog afsæt i denne sidstnævnte overordnede distinktion 8. De divergerende forståelser til trods, synes der dog at være en generel konsensus om at skelne mellem tre overordnede integrationsmåder og strategier: integration, assimilation og segregering 9. I den følgende fremstilling af integrationsbegrebet vil jeg trække på en i dansk integrationsforskning efterhånden klassisk tekst, Integration og assimilation, af kultursociologen Christian Horst fra Denne artikel er valgt, fordi Horst her fremfører en række væsentlige argumenter for, hvorfor det stadigvæk i dag er vigtigt at skelne mellem de forskellige begreber og strategier. I forlængelse heraf vil jeg supplere min redegørelse med en nyere artikel også af Horst ( Integration og ligestilling fra 2010), hvori han bl.a. behandler et for nærværende speciales problemfelt særdeles relevant begreb kaldet forvaltningsmæssig faglighed, og desuden relaterer integrationsprocessen til to overordnede forskellige og modstillede fortolkningshorisonter, henholdsvis den monokulturelle og den flerkulturelle. 8. Referat af udvalgsmøde i BIU d. 10/5 2010: Synopsis for Københavns Integrationspolitik ( ), bilag 4: Opsamling på de 3 første temadrøftelser i BIU. NB! På grund af deres længde er henvisninger til referater fra udvalgsmøder i BIU ikke, som øvrige litteratur og bilagshenvisninger, placeret løbende i den almindelige tekst, men derimod i fodnoterne. 9. Segregering/segregation, som betyder frivillig eller ufrivillig koncentration af bestemte befolkningsgrupper i bestemte områder (Jensen 2005: 91), vil af pladshensyn og fordi begrebet er mindre fremherskende i den danske integrationspolitik og debat, ikke blive behandlet yderligere i nærværende speciale. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 13

15 3.2. Integration I sin artikel fra 1988 definerer Horst integration som den kulturelle reorganiseringsproces, der opstår i forbindelse med migrationer og deraf følgende udveksling mellem etniske grupper og det omkringliggende samfund. Denne udveksling er ifølge Horst kendetegnet ved, at begge grupper både ændrer sig og bevarer deres identitet og sammen skaber en ny fælleskultur (Horst 1988: 19). Integrationsprocessen forstås dermed som et samspil mellem den etniske gruppe og det omkringliggende samfund, der er baseret på en opfattelse af, at det etniske minoritetsmedlems primære tilhørsforhold er dennes medlemskab af en etnisk gruppe med en specifik kultur: Kulturbegrebet anslås dermed som tæt forbundet med gruppeforståelsen, der igen betragtes som bindeleddet til integrationsbegrebet, og derfor opfattes integration i egen kulturelle gruppe også som en styrke i forhold til integration i storsamfundet. En integrationstilgang åbner således også op for, at man kan bygge på individets sociale og kulturelle ressourcer og derved tilstræbe at udvikle de livsområder, som er stærke og velfunderede og ad denne vej øge en positiv selvforståelse. Dette indebærer bl.a. en erkendelse af, at etniske minoriteter er noget, kan noget og har noget (Horst 1988: 22). Integration handler ifølge Horst også om at hævde princippet om retten til forskellighed. Her refererer Horst til en undersøgelse fra 1974, som har vist, at desto større anerkendelse en etnisk identitet finder i et modtagerland, desto stærkere vil den etniske gruppe identificere sig positivt med modtagerlandet som permanent nyt hjemland. Forskellighed i sig selv er altså ikke problemet; derimod kan undertrykkelse af retten til forskellighed forårsage splittelse og konflikter (Horst 1988: 23). Sidst understreger Horst statens centrale betydning i integrationsprocessen. Dette gælder bl.a. i institutionssammenhænge, hvor Horst taler om to-kulturelle forløb som et middel til at opnå ligestilling og deraf følgende statusforøgelse for etniske minoritetsgrupper. Men også, når det kommer til ligestillingsprocesser, hvad angår den klassemæssige placering af etniske grupper, spiller staten ifølge Horst en afgørende rolle: Integrationspolitikken kan derfor kun være en begyndelse, en åbning for en række muligheder, men uden tilførelse af de nødvendige sociale ressourcer, der skal kompensere for velkendte klassestigma, vil den etniske ghetto blive en del af den nye slum (Horst 1988: 24) Assimilation Assimilationsteorier karakteriseres ifølge Horst ved at forholde sig til den fremmede som et isoleret individ i forhold til en abstrakt homogen majoritetskultur med social problembehandling i fokus (Horst 1988: 21). Dette ændrede fokus indebærer dels, at de negative eller dårligt fungerende sider af en social adfærd vil være i fokus, samtidig med at gruppetilhørsforholdet nedtones eller helt forsvinder. Der er derfor som tidligere ikke tale 10. Horst argumenterer hermed for en klassemæssig ligestilling af etniske minoriteter, et synspunkt der forfølges og udvikles af bl.a. forfatteren Flemming Mikkelsen i bogen Integrationens paradoks (Mikkelsen 2001). Denne undersøgelse og kortlægning af indvandrere og flygtninges levevilkår i Danmark anvender en marxistisk inspireret tolkningsramme, hvilket bl.a. medfører, at etnicitet betragtes som underordnet arbejderklassens almene vilkår. Deraf følger, at marginalisering og enklavedannelse ikke betragtes som forbundet med specifikke etniske/kulturelle karakteristika, men som udspringende af selve den kapitalistiske produktionsmåde (Mikkelsen 2001: 175). IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 14

16 om integration på både individ- og gruppeplan, men om den enkelte indvandrers tilpasning til og personlige overtagelse af storsamfundets majoritetskultur og dermed fuldstændige opgivelse af egen kultur (Horst 1988: 12). I overensstemmelse hermed er assimilationspolitik udfærdiget ud fra en betragtning om, at majoritetssamfundets strukturer og institutioner som i en dansk sammenhæng er udviklet til at imødekomme en homogen dansk befolknings behov er tilstrækkelige til at imødekomme etniske gruppers behov, og altså ikke udformet ud fra en målsætningspolitik mht. de etniske minoriteter (Horst 1988: 14-15). Ovenstående afspejles ifølge Horst i principperne for dansk indvandrerpolitik, som kendetegnes ved bl.a. at tillægge danskindlæringen stor betydning for løsning af problemerne og at lægge vægt på tilpasning og iværksættelse af så få foranstaltninger for indvandrere som muligt. Politikken er dermed baseret på et egalitetsprincip, som i denne forbindelse er ensbetydende med en konformitet i behandlingen af problemforhold og samtidig afvisning af den etniske gruppes egen kulturs betydning som selvstændig faktor i en fælles samfundsudvikling (Horst 1988: 15). Som det er fremgået, er en af de væsentligste årsager til at definere de to forskellige teorigrundlag i sammenhæng med og modsætning til hinanden, derved at anskueliggøre at de beror på væsensforskellige social og kulturpolitiske holdninger, som igen medfører vidt forskellige strategier i forhold til etniske minoriteter. Kardinalpunktet ifølge Horst er således, at det er vigtigt at vide, hvad man gør (Horst 1988: 11). At dette udlægges som en hovedpointe, skyldes Horsts kritik af, at det netop er kendetegnende for den politik, der hidtil er blevet formuleret i forhold til etniske mindretal i Danmark, at den hævder at have integration som uspecificeret mål, mens de udarbejdede strategier bygger på assimilatoriske holdninger: Man hævder så at sige integration, men gør assimilation. Horst viser dermed, hvordan brugen af integrationsbegrebet som en etikette på en kasse uden et nærmere defineret indhold, kan dække over tiltag og processer, som i deres faktiske udformning og effekt er assimilatoriske: f.eks. giver det ikke mening at tale om fysisk spredning af etniske minoriteter som en integrationsstrategi, da en sådan politik er rettet mod en assimilatorisk udvikling som en social realitet i fremtiden, uagtet at man kalder det for integration (Horst 1988: 11). Den komparative fremstilling af de forskellige integrationsmåder og strategier har yderligere den fordel, at den fremhæver, at diskussionen om integration over for assimilation også er et spørgsmål om, i hvilken retning man ønsker, at samfundet skal udvikle sig. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i den monokulturelle nationalstat som fortsat samfundsvision, vil det afstikke en rammesætning eller en fortolkningshorisont for integrationsprocessen herunder for forhandlingen af forskellige policies som vil være væsensforskellig fra den modstillede position, som tilstræber at udvikle det danske samfund i en flerkulturel retning. Hvordan de to overordnede forskellige fortolkningspositioner ifølge Horst hver især indvirker på, hvilke normer og styringsbegreber, der vil komme til at regulere integrationsprocessen, vil blive belyst i det følgende Den monokulturelle fortolkningshorisont Som nævnt har den monokulturelle fortolkningshorisont en fortsat udvikling af den monokulturelle nationalstat som målsætning. En sådan position har ifølge Horst en række implikationer, herunder bl.a.: IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 15

17 Ønsket om at reducere den etniske/kulturelle kompleksitet mest muligt og at tilpasse etniske minoriteter til de eksisterende institutionelle vilkår. Derved underlægges forhandlingen af integration en nationalt kulturel fællesskabsforståelse som en naturliggjort forudsætning, hvilket igen medfører, at der skabes en asymmetrisk relation som forudsætning for mødet mellem forskellige kulturer (Horst 2010: 41) Udviklingen af konkrete policies, som vil kunne beskrives som pluralistiske, nationalistiske eller racistiske, alt efter hvor anerkendende/negligerende de er i forhold til en given normsætning Investering af samfundsmæssige ressourcer i kompensatoriske og genopdragende projekter, som bl.a. går ud på at udskifte de etniske minoriteters kulturelle forudsætninger med majoritetens sprog og normer. Disse processer ledsages af en diskurs, som objektgør den anden i generaliserede sociale og kulturelle kategorier uden anerkendelse af identiteternes kompleksitet Ovennævnte diskursive kategorisering af andetheden bliver ifølge Horst efterfølgende indholdsbestemt som sociale grupper gennem deres kollektive negative afvigelser indenfor forskellige sociale felter som f.eks. arbejde, kriminalitet mm., og derved konstitueres de tydeliggjorte forskelle mellem dem og os, altså selve integrationsproblemet (Horst 2010: 42). Ifølge Horst er det faktum, at majoriteten har skabt den sociale konstruktion udlændingepolitik, samt gjort integrationspolitik udelukkende rettet mod etniske minoritetsgrupper til et særligt politikfelt, ét blandt mange udtryk for at der i Danmark er politisk konsensus om den monokulturelle fortolkningsposition. Én af konsekvenserne af at fastholde denne fortolkningshorisont er, at etniske minoriteter aldrig bliver indskrevet på lige fod i integrationsprocessen. Således produceres og opretholdes marginaliseringsprocesser i relation til de etniske minoriteter, som det egentlig er integrationsprocessens mål at ophæve (Horst 2010: 68) Den flerkulturelle fortolkningshorisont Den flerkulturelle fortolkningsposition tager afsæt i, at den etniske kompleksitet er et blivende grundvilkår, og at det er den liberale stats opgave at være til stede for alle borgere og alle befolkningsgrupper på samme grundlag. Den sigter således mod en politikudvikling, der ligestiller og skaber lige muligheder for alle medborgere i et samfund uanset etnisk, social og kønslig baggrund. Dette indebærer bl.a., at: Integrationsprocessen både indebærer en tilpasning til, men også en transformation af samfundets institutioner, så der sikres en udvikling af lige muligheder for alle på grundlag af forskellige sociale og etniske forudsætninger (Horst 2010: 42) Forskellige sproglige, kulturelle og religiøse grupper deltager på lige fod, hvad angår udviklingen af rammerne for og indholdet i et politisk demokrati IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 16

18 Samfundets ressourcer rettes mod at bruge sproglige, religiøse og kulturelle forudsætninger til at skabe og nå fælles mål Den negative overrepræsentation af etniske minoriteter på sociale parametre som f.eks. kriminalitet tolkes primært som udtryk for manglende ligestilling og ligebehandling Både den monokulturelle og den flerkulturelle fortolkningsposition understøttes ifølge Horst af vidensproduktion og forskning, som kan legitimere politiske beslutningsprocesser og udviklingen af forvaltningsmæssige fagligheder og initiativer (Horst 2010: 43). Hvorledes begrebet forvaltningsmæssig faglighed således relaterer sig til integrationsprocessen, vil blive nærmere uddybet nedenfor Forvaltningsmæssig faglighed Ifølge Horst finder den samfundsmæssige integrationsproces sted i samspillet mellem det retspolitiske og det pædagogiske felt: Subjektets identitet som medborger konstrueres gennem retsstaten og retspolitikken (via tildeling af rettigheder og pligter mv.), mens dets individualitet og kulturelle fællesskabsfølelser (herunder national identitet) skabes og udvikles gennem uddannelsesinstitutionerne i bred forstand, altså gennem den individuelle tilegnelse af viden, færdigheder og holdninger (Horst 2010: 38). På denne baggrund argumenterer Horst for, at hvis en integrationsproces fremmes, vil det afspejle sig i, at der indenfor dette spændingsfelt udvikles forståelser, redskaber og praksisser, som responderer positivt på samfundets økonomiske, sociale og kulturelle differentiering. Derimod kan det, hvis grupper af mennesker med f.eks. samme sociale, religiøse eller etniske tilhørsforhold vedvarende befinder sig i marginaliserede positioner, give baggrund for at tale om diskrimination. Horst fremfører desuden, at det historisk betragtet, er gennem kampe i ovennævnte spændingsfelt, at det [ ]er lykkedes at inkludere forskellige sociale kategorier i den samfundsmæssige normalitet. Først gennem tildeling af rettigheder (køn, sociale grupper), dernæst/samtidig gennem ændringer i institutionernes dannelsesfortællinger [ ] (Horst 2010: 38). Nogle af de centrale aktører og steder, som forbinder den retlige og den pædagogiske fortælling, findes ifølge Horst i disse positioners institutionaliserede og forvaltningsmæssige udtryk, det være sig f.eks. i kultur- og undervisningsministerier, kommuner mv., som på baggrund af lovgivning skaber rammerne for institutioners udvikling og deres praksisser, herunder hovedlinjerne i mange fagligheders indhold. Derved kan man ifølge Horst tale om konstruktionen af ministeriel og forvaltningsmæssig faglighed (Horst 2010: 39). Disse former for faglighed som udvikler sig uden for læreranstalternes forskningsbaserede faglighed har ifølge Horst vundet stadigt større indpas igennem de senere år, bl.a. i takt med den tidligere regerings opgør med smagsdommere og den øgede brug af private og markedsbaserede tænketanke og evalueringsvirksomheder. Som følge heraf er vidensproduktionen blevet et bredere og mere relativeret felt, og derved kan der udvælges og bruges mange forskellige videnskriterier til at begrunde en given faglighed f.eks. i relation til politiske beslutningsprocesser. Derfor hævder Horst, at ministeriers og forvaltningers mulighed for at være medkonstruerende af den legitime viden, som finder anvendelse indenfor et givet politikfelt, er vokset ganske betragteligt og som konsekvens heraf, også muligheden for at redigere sandheden (Horst 2010: 39). IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 17

19 Sammenhængen mellem den monokulturelle fortolkningshorisont og den forvaltningsmæssige faglighed viser sig ifølge Horst på følgende måde: Som følge af den tidligere nævnte og ifølge Horst også påviste almene politiske konsensus om Danmarks status som monokulturelt samfund, rekonstrueres den forvaltningsmæssige faglighed bl.a. i det pædagogiske felt på baggrund af opretholdelsen af den monokulturelle position. Dette foregår gennem en politisk/administrativ sikring af at en anden faglighed (af Horst kaldet den retlige faglighed, Horst 2010: 50), som bl.a. ligestiller kulturer, enten må omtolkes eller helt negligeres både alment og i uddannelsesfeltet. På den baggrund drager Horst slutteligt denne konklusion: Dermed forbinder det retlige felt sammen med det pædagogiske felt i den monokulturelle optik sig til udviklingen af en særlig forvaltningsmæssig faglighed, der formidler institutionel diskrimination. (Horst 2010: 50) 3.7. Medborgerskab og inklusion Som det er fremgået, medfører en belysning af integrationsprocessen ofte også en diskussion af etniske minoriteters (manglende) ligestilling og muligheder i et samfund, og dermed aktualiseres endnu et begreb, begrebet medborgerskab, som i den ny inklusionspolitiks definition lyder således: Medborgerskab betyder, at alle har lige muligheder for aktivt at bruge deres demokratiske rettigheder som borgere i København. En aktiv medborger tager ansvar for fællesskabet og udviser tolerance og imødekommenhed over for sine medborgere uanset baggrund. (Bilag 2, s. 12) Dette citat viser, at medborgerskabsbegrebet i inklusionspolitikken udlægges som centreret om bl.a. borgernes formelle rettigheder og pligter. Men ifølge den danske demokratiforsker Ove Korsgaard, kompliceres spørgsmålet om medborgerskab af, at et medlemskab af et samfund også har en mere identitetsmæssig side, som omhandler det følelsesmæssige tilhørsforhold til fællesskabet (Korsgaard 2004: 6). Denne dobbelthed kan i den ny inklusionspolitik siges at afspejle sig i, at medborgerskabsbegrebet optræder i sammenhæng med begrebet inklusion (se bl.a. Bilag 2, s. 4, 5, 7, 12 og 22), som i den ny politiks definition netop er lig med følelsen af at høre til, jf. følgende citat: Inklusion er følelsen af at høre til og oplevelsen af at kunne få indflydelse i byen. Man er inkluderet, hvis man føler sig som københavner, og oplever at man har muligheder som medborger (Bilag 2, s. 12). Ifølge IntegrationsNyt er hensigten med at anvende inklusionsbegrebet endvidere at flytte [ ] fokus fra, at minoriteter skal tilpasse sig majoritetens normer og helst komme til at ligne majoriteten. (IntegrationsNyt maj 2011). I den politologiske tilgang til integrationsprocessen, hvor inklusionsbegrebet angiveligt har været mest benyttet hidtil, anvendes inklusion derimod parallelt med integrationsbegrebet, dvs. som grundlag for forskning i de etniske minoriteters deltagelse i demokratiske processer og dermed stort set som samme begreb (Emerek 2003: 7). Således tegner der sig, hvad angår forståelsen og anvendelsen af inklusionsbegrebet, også et flertydigt billede. IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 18

20 I det følgende vil jeg belyse begrebet mangfoldighed, der ligesom medborgerskab også er centralt placeret og tæt knyttet til inklusionstilgangen i den ny politik, jf. desuden denne udtalelse fra nuværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev: Jeg er meget optaget af, at mangfoldighed kommer til at gennemsyre den måde, vi tænker på, og de politiske løsninger vi vælger (IntegrationsNyt januar 2011). Fremstillingen af begrebet mangfoldighed vil være baseret på ledelsesog proceskonsulenten Elisabeth Plums skelnen mellem en ligestillings og en mangfoldighedsforståelse (Plum 2004). Plums tilgang til mangfoldighedsbegrebet er valgt, bl.a. fordi den indkapsler to grundlæggende forskellige måder at betragte forskelle på, som begge er på spil i den ny inklusionspolitik Mangfoldighed På et overordnet plan kan man sige, at de fleste er enige om, at mangfoldighed handler om en positiv holdning til forskelle mellem mennesker (Plum 2004: 60). Noget andet er så, at forskelle og den betydning de tillægges kan være mange ting. Som nævnt opererer Elisabeth Plum i sin tilgang til begrebet mangfoldighed mellem to grundlæggende forskellige måder at betragte forskelle på, som hun kalder henholdsvis ligestillingsforståelsen og ressourceforståelsen. Lidt skematisk fremstillet (og i opsummeret form), kan man anskue de to tilgange på følgende måde 11 : Ligestillingstankegang: Alle mennesker er ens Fokus på: Menneskerettigheder, anti-diskrimination, minoritetsgrupper Lige vilkår og muligheder Problemer ved forskelle Mangler og barrierer Ressourcetilgang: Alle mennesker er unikke Fokus på: Flere vinkler giver fordele, bruge forskellene som en styrke, omfatter alle Hvordan kan vi bruge forskellene? Ressourcer i forskelle Muligheder Ligestillingsforståelsen bygger ifølge Plum på menneskerettighederne og betoner ligheder mellem mennesker. Den har som mål både formel og reel ligestilling, og arbejdet inden for denne forståelse retter sig mod at ophæve både direkte og indirekte diskrimination gennem f.eks. målrettet rekruttering af underrepræsenterede grupper (positiv særbehandling). Da fokus er på at forebygge og imødegå diskrimination, betones de tilfælde, hvor forskelle giver problemer. Sproget i denne forståelse er karakteriseret af et såkaldt mangelsprog i lighed med følgende vendinger: Der er for få, har ikke adgang til, Der mangler, Det er sværere for. (Plum 2004: 65). Forskelle er således forbundet med svaghed, og der er fokus på grundlæggende forskelle, men kun på én ad gangen, nemlig den forskel, der adskiller minoritet og majoritet. 11. Modellen er baseret på Plum 2006: IKKE MERE DEM OG OS I KØBENHAVN? En analyse af Københavns Kommunes ny inklusionspolitik 19