SEPTEMBER TEMA VÆKKELSE

Transkript

1 SEPTEMBER TEMA VÆKKELSE Budskabet TIDSSKRIFT FOR BIBELSTUDIUM, TROSLIV OG MISSION Sand og falsk vækkelse Hvor bliver vækkelsen af? Forkyndelse og vækkelse

2 BUDSKABET TIDSSKRIFT FOR BIBELSTUDIUM, TROSLIV OG MISSION 141. årg. ISSN Hjemmeside: Budskabet udkommer seks gange om året: Januar, marts, maj, juli, september og november Tryk: Øko-Tryk Layout: Amalie Puggaard Poulsen Pris: Abonnement: kr. 210,- For unge under uddannelse: kr. 120,- Udgiver og ekspedition: Luthersk Missionsforening, Industrivænget 40, 3400 Hillerød, Tlf dlm@dlm.dk Faste medarbejdere: Ole Andersen, sekretær, Frederikssund Peter Fredensborg, sognepræst, Billund Anne-Lene Midjord Olofson, adjunkt, Tanzania Peter O.K. Olofson, cand.teol., Tanzania Hans Erik Nissen, cand.teol., København Annette Rasmussen, socialrådgiver, Haslev Redaktion: Ebbe Kaas, lærer (redaktør). Sneppevej 12, 6880 Tarm. lisbetkaas@mail.tele.dk Flemming Bak Poulsen, forlagsleder, København (redaktionssekretær) Mikkel Vigilius, bibelskolelærer, Hillerød Lene Due Madsen, lærer, Gudhjem Bent Houmaa Jørgensen, afdelingsmissionær, Silkeborg Eftertryk og citering er tilladt med tydelig kildeangivelse. 1 indhold Leder Møde eller gudstjeneste... 2 TEMA Vækkelser og vækkelsesforkyndelse... 4 Sand og falsk vækkelse Forkyndelse og vækkelse Hvor bliver vækkelsen af? Vækkelse i Latinamerika eller krise? ANDRE ARTIKLER Pilgrimsvandring Rettelig kaldet Tro i tiden At møde døden forfra Troslære Nåden i Kristus Johannes Åbenbaring Om dom og frelse BØGER Dømt af evangeliet Dåb og religionsskifte Femogtyve tønder land nordvest for Paradis Tiden går Riget fremtiden er begyndt Den lydhøre Gud... 48

3 LEDER Møde eller gudstjeneste 2 Af Ebbe Kaas I de sidste 5 10 år er en række frimenigheder dannet af folk fra kirkens såkaldte højrefløj. En af drivkræfterne og visionerne bag dannelsen af frie evangelisk-lutherske menigheder har været ønsket om at danne helmenigheder. Altså et sted, hvor hele familien kan være sammen, hvor der både er oplæring, forkyndelse, sakramentsforvaltning, og hvor der er aktiviteter til de unge og til børnene. Endelig indeholder visionen også, at menigheden er præget af et evangeliserende sigte. Men der er også problemer med at stå alene. Det er et velkendt fænomen, at usikkerhed skaber trang til at gribe i det velkendte. Når missionske frimenigheder ser dagens lys, da er der en overhængende fare for, at skabe en gudstjeneste liturgi på basis af mødet i missionshuset plus nadver, trosbekendelse og måske en lovsangssamling. Men der er forskel på en gudstjeneste og så et møde i missionshuset. Og denne forskel bør fremtræde tydelig også i form af den liturgiske forkyndelse. En frimenighed er netop fri, det vil sige, at man ikke er bundet af den folkekirkelige gudstjenestes liturgi. Men det betyder blot mere arbejde til den nye og unge frimenighed, nemlig at gennemtænke, refl ektere, vurdere og sammensætte menighedens gudstjenester og skabe en slidstærk, historisk velfunderet og en evangelisk-luthersk velbegrundet liturgi. Umiddelbart kan der høres meninger som: Det skal være enkelt, og det skal være umiddelbart forståeligt for alle, der kommer i menigheden. Den sætning kan umiddelbart forekomme rigtig. En gudstjenestefejrende menighed skal have noget slidstærkt, genkendeligt, men netop også afvekslende samt noget nyopdagende over sig. De enkelte elementer i en klassisk luthersk gudstjeneste har sin baggrund i oldkirken, ja, enkelte elementer stammer tilbage fra synagogegudstjenesten. Den enkelte søndag i kirkeåret har sin særlige karakter. Hver søndag har sit bestemte budskab. Kirkeåret er skridt for skridt for den enkelte i menigheden og dermed for menigheden som helhed en vandring gennem hele frelseshistoriens drama. Her kan man p.g.a. missionshustraditionen stå i en fare for kun at tænke i bibeltekster, nemlig at det er bibelteksterne alene, som guider igennem kirkeåret. Men en gudstjeneste bør også i toner, farver og symbolske handlinger genspejle denne vandring gennem kirkeåret, så det er en tale til hele mennesket gennem fl ere sanser. Bare derigennem kan menigheden f.eks. opleve og

4 leve med i forskellen mellem 1. søndag i advent og så de øvrige 3 søndage. Den første søndag er hvid, lovsang, imødekommende hosianna, du Davids Søn ; hvor de øvrige adventssøndage er klædt i violet, som symboliserer selvransagelse og bod. Salmer og sange skal vælges med omhu og med pædagogisk sigte til gudstjenesten. Det er her at menighedsmedlemmerne skal møde de klassiske kirke-salmer, hvor teksterne netop udtrykker den pågældende søndags særlige og egenartede budskab. For den enkelte frimenighed er det et spændende og særdeles stort arbejde at udarbejde en slidstærk liturgi. Lige fra spørgsmålet om der skal være en slags indgangsbøn, som indleder gudstjenesten. Den indgangsbøn, som vi kender fra den folkekirkelige gudstjeneste blev først indført i Danmark i Indtil midten af 1800-tallet knælede mange menigheder under indgangsbønnen, og det er måske en uskik, at der ikke knæles. Eller man kunne hente inspiration i Oldkirken, hvor man mange steder rejste sig op under bønnen og sagde den højt med. At sidde tavs og lytte er ikke en skik, der fremhæver, at det er menigheden som helhed i bøn træder frem for Gud, netop som et præsteligt folk. Ligeledes hilsenen fra præst til menighed: Herren være med jer og svaret: Og med din ånd. Netop en hilsen, som udtrykker fællesskab, at menigheden ikke blot er tilskuere, eller passive lyttere, men et folk af præster. Svarede menigheden ikke den hilsen, da kunne der ikke fejres gudstjeneste. Præsten, som er kaldet af menigheden til sin tjeneste og menigheden som sådan indgår i et gudstjenesteligt fællesskab. Denne indledningshilsen er et konkret tegn på, at menigheden står bag præstens kald og tjeneste. Men måske skal denne hilsen gøres mere klar og konkret i form af løftede hænder, en form for hilsen, som vi benytter os af efter gudstjenesten, når der råbes hej og man vinker. Kort sagt: Her i frimenighedernes vorden, og hvor det må forudses, at der inden for en overskuelig årrække kommer fl ere frimenigheder, da bør der nedsættes en arbejdsgruppe, som kan udarbejde vejledningsforslag til menighederne om, hvordan gudstjenestefejringen kan fi nde sted. Hvis der ikke gøres noget, da står man i fare for at ende i en gold reformert tankegang, hvor der er modvilje og ikke syn for symbolik, billeder, farver, messeklæder, knælen osv. LEDER 3

5 TEMA VÆKKELSE TEMA Af Kurt E. Larsen 4 Vækkelser og vækkelsesforkyndelse i de gode gamle dage ( ) Åndeligt set var det halve århundrede forud for Første Verdenskrig en meget rig tid. I den periode voksede missionsforeningerne frem og herudfra voksede en række nye arbejdsgrene, bl.a. søndagsskoler, der blev søgt af hundredevis af børn. Det krævede plads, og missionshusene blev bygget ud over landet. Det var også den store fremgangstid for diverse evangeliske frikirker, og ikke siden valdemarernes tid i Middelalderen er der blevet bygget så mange nye sognekirker på så kort tid. I årene byggedes 160 nye kirker, og alene i det første årti i 1900-tallet begyndte klokkerne at ringe fra 103 nye danske kirker! Og folk kom i stigende grad til kirkerne så vidt man ved, har der aldrig nogensinde i Danmarkshistorien gået så mange mennesker frivilligt i kirke, som i årene omkring Der var en vågnende åndelig interesse. Det kunne komme gradvist til et hjem eller en egn. Det kunne også ske i form af en mere eksplosiv vækkelse. Denne åndeligt rige tid faldt i øvrigt sammen med at der også på mange andre områder var en vældig grøde i det danske samfund. Grundloven af 1849 havde givet mulighed for alle slags foreningsdannelser og dermed for det frie initiativ. Og alle slags faglige og praktiske foreninger dukkede frem, til gavn i den almindelige danskers hverdag. Vel tabte vi krigen i 1864, men så samlede det danske folk sig i stedet om den opgave, at hvad udad tabes, skal indad vindes. Med fremgangen fulgte også en stor optimisme og stolthed over at være en del af det danske kulturfolk. Som eksempel herpå kan nævnes den sten, der står ved min barndoms kirke i Voldum i Østjylland. Den er rejst til minde om en lokal gårdejer, der også var politiker: Han løfted sig selv, og tusinder med sig. Bondestanden, der havde kunnet løfte sig selv politisk, og fortsatte med at løfte sig økonomisk gennem andelsbevægelsen, tog nu også hånd i hanke med forkyndelsen for at løfte evangeliets sag frem. Såvel den grundtvigske bevægelse som Indre Mission (IM) og Luthersk Missionsforening (LM) blev i årtier præget af en række markante landmænd, der formåede at forene deres erhverv med åndelig indsigt og lederskab i vækkelserne. Hvad er en vækkelse? Nogle bibelord giver den bibelske baggrund for at tale om vækkelse: Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig (Ef 5,14). Det er sagt til en menighed, der sover, ja, faktisk er død, men som altså er en menighed. Den har været levende og vågen engang og kan blive det igen. Og skriv til englen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har Guds

6 syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud (Åb 3,1-3). Denne menighed var døden nær, men de kunne endnu nå at vågne op. Allerede i NT s menigheder kunne det altså ske, at der måtte en vækkelse til. At kristne, der var faldet i søvn, vågnede op igen eller at kristne, der var døde, stod op fra de døde igen. Vækkelse har noget at gøre med at blive vågen igen eller levende igen. En kristen vækkelse kan vi altså kun tale om, hvis der er nogle kristne, der sover eller er døde. I pionermissionsarbejdet i Afrika, hvor hedninger kommer til kristen tro og bliver døbt, skal man ikke bruge betegnelsen vækkelse, men derimod glæde sig over kirkevækst. Vækkelser i kirkens historie Helt fra 100-tallet har der været vækkelsesbevægelser i den kristne kirke. Klosterbevægelsen igennem middelalderen var en række sådanne vækkelsesbevægelser, der ville forny kirkens indre, åndelige liv. Klosterbevægelsen førte også til en mægtig indsats i missionsarbejdet. Vi må ikke glemme, at Danmarks apostel, Ansgar, var en fransk munk. De katolske munkeordner var forløberne for vore protestantiske vækkelsesbevægelser og har haft vældig betydning for det kirkelige og åndelige liv i vores land. I slutningen af 1800-tallet fandt nye store vækkelser sted i vort land. Der er kun plads til at nævne to konkrete eksempler: Kalundborg-egnens vækkelse o I Ubby sogn ved Kalundborg fi k man i 1856 en ny præst, fordi den gamle syge provst fi k sin søn, Vilhelm Beck, til kapellan. Oprindeligt ville han ikke have været præst, han foragtede de rationalistiske præster, han kendte fra sin opvækst men da han alligevel blev det, ville han tage sin gerning alvorligt. Søren Kierkegaards ord om levebrødspræster skulle ikke ramme ham. Han ville forkynde Bibelens budskab helt og fuldt han ville tage kirkens liturgi og bønner og skikke helt alvorligt og så ville han drive mission, så folk vendte tilbage til kirken igen. Den store kirke i Ubby blev snart fuld af folk, hvor den før havde været tom. Beck holdt møder på gårdene i ugens løb; han gik rundt med kristne bøger i sognet; satte lægfolk i gang med det samme efterhånden som de blev omvendt. I modsætning til rationalismens vægt på fornuft, lagde Beck vægten på Bibelen, og i modsætning til rationalismens vægt på moral lagde Beck vægten på Jesu gerning på korset og Guds gerning i sakramenterne nu. Den levende forkyndelse af synd og nåde, lov og evangelium bar frugt i en omfattende vækkelse i Ubby, og snart begyndte han også at virke udensogns, først for Ydre Mission. VILHELM BECK VAR EN UDPRÆGET FOLKEPRÆDIKANT DEN STØRSTE DANMARK NOGENSINDE HAR HAFT, SIGER HAL KOCH. Kirkerne fyldtes hvor han prædikede, og om sommeren kunne der komme op til mennesker til hans friluftsmøder i skovene rundt om i landet. Han udvidede på en måde blot sit sogn, da han i 1861 knyttedes til IM: Før prædikede han i sit sogn, nu gjorde han det over hele landet. Før uddelte han bøger i sit eget sogn, nu gjorde han det samme gennem IM, der ansatte lægfolk til det under navnet indremissionærer. Noget der var meget karakteristisk, var Becks vægtlægning på troen som et fællesskab i hverdagen. De troende var en ny familie, og derfor skulle de holde sammen også i ugens løb. Det virkeliggjorde han selv ved at gå meget rundt til folk i sognet og ved at holde åbent-hus i præstegården. I Nina og Vilhelms- Becks præstegård var der en legendarisk gæstfrihed folk kom og kunne blive der i dagevis. Nina og Vilhelm Beck gjorde ikke forskel på folk, de indbød alle til præstegården: Hver en sjæl skal være velkommen derinde, ligemeget hvem du er, om du er fattiglem eller Herremand, om du er tyende eller husbond, bare du har hjertet med. Typisk var gæster til middag hver TEMA 5

7 TEMA 6 dag. Der var liv i huset, og det gjorde indtryk på folk, der ellers ikke brød sig så meget om Becks forening for Indre Mission. Fx skrev biskop Martensen efter en visitats i Ørslev: Det var som i evangeliet. Beck samlede dem alle, baade halte og blinde, i sin præstegård.... Da præstegården I Ørslev, hvor han virkede de sidste mange år, blev for lille til møderne, fi k man bygget et missionshus lige ved kirken ligesom så mange andre steder i landet. Vækkelsen i Ubby var en udpræget kirkelig og præstelig vækkelse, og fordi Beck kom til at lede og præge IM, så blev IM en kirkelig og præstepræget vækkelsesbevægelse. Beck så ikke dåb og omvendelse som modsætninger, tværtimod sigtede dåben på den levende tro, og omvendelsen var at vende tilbage til sin dåbs nåde, hvis man havde glemt denne. Han så ikke præst og lægprædikant som modsætninger, tværtimod skulle de støtte hinanden og arbejde sammen. Han så heller ikke kirke og missionshus som konkurrenter, men som to sider af kirkens fælles arbejde i sognet. BECK OPLEVEDE VÆKKELSE I ALLE DE TRE PASTORATER, HAN KOM TIL AT VIRKE I. Beck var også myrefl ittig, ingen tvivl om det men han havde en ven og kollega, Jens Vahl, som var mindst ligeså fl ittig i sine sogne, og ligeså brændende i troen, og brugte de samme metoder, men han oplevede faktisk ikke vækkelse. Hvorfor? Gud skaber troen, når og hvor han vil. Det er altså ikke metoderne, der gør det. En anden vækkelse brugte andre metoder. Skjern-vækkelsen 1897 De kirkelige retninger byggede på mange måder videre på den gudelige vækkelse i tiden før Efter 1849 kunne enhver rejse rundt som prædikant og folk kunne samles frit, og det udnyttede man i stor stil til lægmandsvidnesbyrd, forsamlinger i hjemmene, udbredelse af god litteratur. Og fordi man gjorde det i langt større omfang, og med mange fl ere fuldtidsansatte folk, nåede man også længere end den gudelige vækkelse havde gjort det. Men nye vækkelsesmetoder kom ind i 1890 erne udefra, og indvarslede et nyt aspekt i vækkelsens historie. En af de egne, hvor der blev vækkelse på den måde var i Skjern i Vestjylland. Her havde man Otto Moe, en IM-mand, som præst fra Forud for ham var der et stærkt arbejde for Luthersk Missionsforening, der arbejdede ud fra deres eget missionshus. Otto Moe der førte voldsom polemik mod grundtvigianere og LM ere fi k sat gang i IM s arbejde i byen, så der blev et tæt samarbejde mellem sognekirken og IM. Der blev bygget IM-missionshus 1888, stiftet søndagsskole 1888, ungdomsforeninger 1887/88 (piger/ynglinge). Der blev dannet samfundsråd kaldet frivilligt menighedsråd Og så i vinteren 1897 kom den store vækkelse, der satte Skjern på den anden ende. Det hang sammen med nogle nye vækkelsesmetoder, der var hentet hjem fra England og USA: Såkaldte missionsuger med møder hver aften en uge igennem; der blev holdt bedemøder forud; nye vækkelsesange med iørefaldende melodier og omkvæd blev sunget; man havde såkaldte eftermøder med vidnesbyrd og kald til omvendelse her og nu; og præster og missionærer stod til rådighed for de, der søgte hjælp til omvendelse. Disse missionsuger havde man hørt om, og sådan en ville nogle så også have i Skjern. En stor vækkelse blev resultatet. Byen stod på den anden ende. DET ALMINDELIGE LIV I BYEN GIK I STÅ FOLK ARBEJDEDE KUN PÅ DERES SJÆLS FRELSE OG GRÆD OVER DERES SYNDER. Selv i skolen talte børnene om, hvem i byen der nu var blevet omvendt aftenen før. Ude omkring i landet gik rygtet, at folk i Skjern var blevet afsindige. Man kan i bakspejlet spørge hvorfor vækkelsen skete netop da? Der kan peges på fl ere ting, der har forberedt denne vækkelse.

8 Søndagsskolebørnene var i mellemtiden blevet store. Og næsten alle byens børn gik i søndagsskole. Der var således lagt noget til rette som vækkelsen kunne sætte ild i. Tilsvarende havde mange været til ungdomsmøder i de seneste år. Guds Ånd havde noget at virke igennem, og det skete så på en meget dramatisk måde i vinteren Vækkelsens komme hæn ger nok også sam men med, at IM tog metoder i brug, som dengang virkede moderne og tiltalende på folk. Der lød mere moderne melodier end dem fra salmebogen. Det kan også have virket tiltalende på folk i Skjern, at IM s arbejde foregik i tilknytning til kirken, hvilket var i overensstemmelse med gammel dansk tradition: Det folk allerede var blevet døbt og konfi rmeret til, skulle de til at tage alvorligt, og det begyndte mange så med den vinter. I 1905 var der igen vækkelse i Vestjylland, denne gang også i Luthersk Missionsforening. Man havde hørt om den store vækkelse i Wales 1904, og at man derovre og udover jorden bad: Herre, send en vækkelse, og lad den begynde i mig. Den bøn bad man i Vestjylland, og der blev vækkelse og mange missionshuse i LM stammer fra den vækkelse. BØN OG VÆKKELSE HØRTE SAMMEN I 1905, LIGESOM VÆKKELSE OG MISSIONSUGE I Så tænkte man i hovedstaden: Der må også gøres noget for vækkelse i København, byen med de mange mennesker. Den sikkert største planlagte vækkelseskampagne nogensinde i Danmarks historie fandt sted i 1905 i København, hvor der gennem mange aftener blev prædiket mange steder for en fantastisk masse mennesker. Det var gode aftener, som mange sikkert fi k glæde af, men mærkbar vækkelse i København blev der ikke tale om. Der er forskel på vækkelsesmøder og vækkelse, og fl ittig bøn fører ikke altid til vækkelse. Metoderne i sig selv gør det ikke. Lad mig prøve at sammenfatte hvad en vækkelse er og ikke er: Definition af en kristen vækkelse. Kristen vækkelse er en pludselig og varig vækst i det omfang og den intensitet hvormed en gruppe kristne mennesker i et bestemt geografi sk område føler sig forpligtet på deres tro og på denne tros konsekvenser. Vækkelse kendetegnes ved: - en pludselig omsorg for at lede andre til samme tro i indre og ydre mission. - en ny vækst i intensiteten i fællesskabet mellem de troende indbyrdes. - en pludselig vækst i antallet af dem, der omvender sig til denne tro. Vækkelser kan kendetegnes ved: - at ældre kristelige skikke, som hidtil har været fraværende i den pågældende kirkelige tradition, genoplives. - at kirkelige traditioner af blot menneskelig karakter bortkastes, med ønske om at vende tilbage til det oprindelige. Vækkelser adskiller sig fra: - kirkevækst (omend de ofte fører til kirkevækst andre steder). - reformbevægelser (omend vækkelsen kan have et reformprogram indbygget). - evangelisation og vækkelseskampagner (omend de undertiden er frugt af dette og ofte vil føre til mere). - vækkelseskristendom (om end vækkelse gerne sker i tilknytning til en sådan). TEMA 7

9 TEMA 8 Om vækkelseskristendom Undersøgelser har vist, at der er nogle bestemte kendetegn, der følger vækkelser og vækkelseskristendom: De fem kendetegn ved vækkelseskristendom: 1: Forkyndelse af retfærdiggørelse af nåde, ved troen alene. 2: Vægtlægning på korset og forsoningen. 3: Vægtlægning på omvendelse og personlig tro. 4: Bibelen som autoritet. 5: Missionssind og aktivitet. Dermed er det dog ikke sagt, at når disse kendetegn på vækkelseskristendom fi ndes, så opstår der også vækkelse. Vækkelse kommer, når og hvor Gud vil. I 1800-tallets første halvdel var den danske forkyndelse på godt og ondt moralsk. På ondt fordi evangeliet er mere end moral, ja faktisk noget helt andet end moral. Men trods alt var det også i nogen grad godt med en forkyndelse af lov og moral. For vel frelses man ikke af moral, men i dag ser vi en hel del gå til grunde uden! Det viste sig da også, at den moraliserende forkyndelse i starten af 1800-tallet ikke bar de store frugter. Slet ikke kristeligt. Så kom vækkelserne, og stik imod, hvad folk i dag ofte tror, så var det vækkelsesprædikanternes særkende, at de forkyndte den uforskyldte nåde for syndere. Det var de gamle rationalistiske præster, der forkyndte moral og lov, mens de unge vækkelsespræster forkyndte Guds kærlighed, så syndere fandt fred i deres hjerte og samvittighed og begyndte at følge Jesus, tjene ham og holde sammen med de andre troende. Denne udvikling kan man se i alle kirkelige retninger: Af Guds nåde/ alle tråde/ spindes til vor helgendragt, sang Grundtvig tidligt i 1800-tallet. Vilhelm Beck voksede op i temmelig rationalistiske omgivelser, og hans såkaldte omvendelse var ikke en omvendelse fra vantro og verdslighed til tro nej, det var en erkendelse af at nåden og evangeliet var det primære i kristendommen, ikke loven. Så prædikede han denne Guds kærlighed ud over landet og samlede bevægelsen Indre Mission. I de højeste kulturelle lag i København befandt sig professor H. N. Clausen ( ), nationalliberal politisk koryfæ og oprindeligt noget rationalistisk præget teolog. Men på sine gamle professordage skete der noget overraskende og ofte overset med H. N. Clausen: Han begyndte fra 1850 erne at tænke og prædike meget mere bibelsk og evangelisk end før. Han hørte til en tredje retning i dansk kirkeliv, og tager vi Luthersk Missionsforening som den fjerde kirkelig retning, så er det unødvendigt at gøre meget ud af at fortælle, at det netop var nådens budskab, der på en særlig måde blev LMs særkende. Genopdagelsen af den bibelske og lutherske lære om retfærdiggørelse af nåde ved tro var således i mere eller mindre udpræget grad fælles for dansk kirkeliv og forkyndelse i årene efter De rationalistiske præster gik på pension, måske noget hovedrystende over det letsindige budskab, deres egne sønner og efterfølgere vovede at prædike, men kirkerne fyldtes bedre end før, og møder afholdtes i ugens løb og mange kristelige aktiviteter voksede frem fra det nyvakte liv. Vægten flyttedes over på helliggørelsen I 1880 erne begyndte forkyndelsen at få en ny tendens. Mange var blevet vakte og frelst og havde fundet hvile i deres synders forladelse. Men spørgsmålet var for en del prædikanter: Var folk blevet stående ved omvendelsen og syndernes forladelse? Var troen blevet omsat til et helligt liv i tjeneste for Gud og næsten eller var det hele blot teori? HELLIGGØRELSEN BLEV MERE OG MERE ET TEMA I DANSK FORKYN- DELSE. Det kunne ske i form af at glemte sider af det bibelske budskab kom frem igen. Det kunne også ske ved overtagelsen af mindre gode tanker fra den engelsk-amerikanske Holiness-bevægelse,

10 hvor man lærte, at man kunne blive hellig i et nu, af nåde, ligesom man blev frelst af nåde. I sin mest outrerede (amerikanske) form endte den i syndfrihedslære og fuldkommenhedslære, som vi kender det fra den tidlige pinsebevægelse. I sine mere moderate engelske former gik det ikke så galt, men selve temaet var nok til at virke meget splittende i dansk kirkeliv. Fordi en gruppe i Missionsforbundet ikke fandt dette samfund markant nok i helliggørelseslæren, gik halvdelen af dette kirkesamfund over til pinsebevægelsen. Fordi en gruppe i LM fandt, at Chr. Møller havde taget for meget ved lære af det udenlandske, gik en del over i den nye forening Evangelisk Luthersk Missionsforening. Indre Mission var også ved at blive spaltet i to foreninger, men fyrede et par missionærer (bl.a. professor Johannes Aagaards farfar!) og havde ellers held til at holde sammen bortset fra at ungdomsarbejdet i KFUM blev dybt infl ueret og nærmest overtaget af helliggørelseslæren. Så meget, at den store prædikant Olfert Ricard i sin manddomstid aldrig nogensinde forkyndte den uforskyldte nåde for anfægtede syndere! Man lagde i den forkyndelsestradition megen vægt på kristendommens evne til at forvandle mennesker: Troen kan gøre dig lykkelig og moralsk god i hvert fald bedre end du var før! På den måde ville man være apologetisk og vise kristendommens sandhed overfor en tid, hvor mange var skeptiske. Som det hedder i en smuk, men indholdsmæssigt tvivlsom sang: Der er nogle, der bestandig går, som de gik kongebud. Heri hylder man den ideale kristen: I en verden, der bestandig kun vil tro, hvad den kan se, er de selve livets vidner om Guds gerning, der kan ske. Her er der ikke tale om at Helligåndens virke gennem Ordet og sakramenterne er det, der skal overbevise verden. I stedet er det det helliggjorte, forvandlede menneske, der virker overbevisende på andre. Tanken er ikke helt uden en vis sandhed, men den er meget ensidig og derfor farlig. Jeg vil naturligvis ikke benægte, at det kan gøre et dybt indtryk at møde et menneske, der er grebet af Jesus og har fået sit liv forvandlet. Men at dyrke dette aspekt og synge om de ideale kristne, det er ensidigt og farligt! Der er næppe nogensinde i vort lands historie blevet prædiket så meget, for så mange tilhørere, af så mange troende prædi- kanter som i årene Men som det er fremgået ovenfor gik der noget galt i de år. Evangeliets forvandlende kraft, helliggørelsen, kom i fokus. Jeg minder om, at tiden generelt var meget optimistisk, og nogle ville så vise kristendommens relevans deri, at kristendommen fremmede det gode og det smukke. HELLIGGØRELSESFORKYNDELSE PASSEDE IND I DATIDENS OPTI- MISTISKE TIDSÅND. Arvesynd og uforskyldt nåde passede ikke så godt ind i tiden, så det talte man ikke så meget om eller man nøjedes med at forudsætte det. De troende skulle i stedet udfordres til at vokse og forvandles, og taberen i den forkyndelse var den lille anfægtede mand og kvinde, der fi k for lidt åndelig hjælp. Jeg tror også, at det for alvor var i denne periode, at den danske befolkning lærte at sætte lighedstegn mellem kristendom og moralisme, og ikke uden grund, for ofte hørte det tæt sammen i forkyndelsen. Sådan var det naturligvis ikke for alle og i alle sammenhænge. Mange var opmærksomme på faren og ville holde fast ved den gamle, luthersk-bibelske forkyndelse. Det kom der nogle drabelige opgør ud af i 1920 erne, da en gruppe unge med baggrund i bl.a. IM lavede det oprør, der kaldes Tidehverv. De reagerede mod den foregående generations forkyndelse i enkelte tilfælde med henvisning til Rosenius men det vil føre for vidt at gøre rede for dette oprør her! Opgøret kom, desværre, i outreret form, men i sig selv var det nødvendigt. Det bedste ved de gode gamle dage er, at de er forbi! Kurt E. Larsen f Cand.theol Ph.d. Lektor i Kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus TEMA 9

11 TEMA Af Arne Helge Teigen 10 Sand og falsk vækkelse Jeg har fået opgivet et bestemt emne for denne artikel. Den skal handle om sand og falsk vækkelse. Dermed er det forudsat, at der både findes noget, vi kan kalde sand kristen vækkelse, og noget vi kan kalde falsk vækkelse, og at det kan lade sig gøre skelne mellem dem. Der er ingen grund til at betvivle dette. Bibelen viser os, at der vil fremstå åndelige bevægelser, som giver sig ud for at være af Gud, uden at være det. Et påtrængende spørgsmål bliver da, hvordan man kan skelne mellem sand og falsk vækkelse, og om Bibelen giver os nogle sikre holdepunkter for dette? Hvad menes med ordet vækkelse? Det er klart nok, at Bibelen giver os hjælp til at vurdere åndelige bevægelser. Det vil jeg komme tilbage til nedenfor. Først skal det imidlertid gøres klart, hvad der menes med selve ordet vækkelse. Hvis vi tager et historisk tilbageblik, ser vi, at de gamle teologer skelnede mellem omvendelsen og troen og betragtede vækkelsen som et led i den proces, mennesket går igennem når det bliver omvendt og kommer til tro. Omvendelsen blev forstået som den proces at mennesket får øjnene op for sin sande situation i forhold til Gud og oplever angst for Guds dom over synden. Troen blev derimod defi neret som den tillid til Guds nåde, som kommer, når mennesket hører budskabet om, at alle synder tilgives for Jesu skyld. BEGREBET VÆKKELSE BLEV ALTSÅ DERMED KNYTTET TIL OMVENDEL- SEN, SOM SAGLIGT SET GÅR FORUD FOR TROEN. Det svarer i realiteten også til Bibelens fremstilling. At et menneske bliver vækket, betyder i følge Bibelen, at det erkender sin synd og sit sande forhold til Gud. Et eksempel, som viser hvordan dette sker, er beretningen om apostelen Peters tale på pinsedag. Peter anklager sine tilhørere for, at de har gjort sig skyldige i, at Jesus blev korsfæstet. Denne forkyndelse vækkede folkemængden. De indså hvad de havde været med til, og at de havde begået en uhyrlig synd. Derfor spurgte de Peter, hvad de nu skulle gøre. På det tidspunkt, hvor de stillede dette spørgsmål, befandt de sig i vækkelsen. De frygtede for dommen over deres synder, og de så ingen udvej. Og netop i denne situation forkyndte Peter evangeliet for dem. Den eneste redning for dem alle, var at modtage syndernes forladelse i Jesu navn, og at lade sig døbe (ApG 2,37-38). Sand vækkelse består altså i, at men-

12 nesker føres til syndserkendelse og derved bliver beredt til at modtage troen på syndernes forladelse. altså kommet frem til et grundlæggende kriterium med tanke på at vurdere vækkelser i vor egen tid. Vækkelse som historisk fænomen Både Skriften og kirkehistorien viser os, at der kan være epoker i et folks historie, hvor vækkelser kommer på en sådan måde, at mange mennesker berøres af dem. Det er altså med rette, man taler om vækkelsestider og vækkelsesbevægelser. Hvis vi studerer Bibelens fremstilling af sådanne perioder i Israels historie, får vi en rigtig forståelse af dette fænomen. Et eksempel som er nærliggende at trække frem, er fortællingen om kong Josijas reform. Den brød ud i en tid, hvor folket igennem længere tid havde ignoreret Guds ord og ikke været optaget af at leve efter det. Redningen fra denne åndeligt farlige situation kom ved at, der var en, der opdagede en bogrulle i templet. Guds ord var skrevet i bogrullen, og oplæsningen af den førte kongen og folket ind i samvittighedsnød og syndsbekendelse, og det førte til, at Herren holdt sin dom over folket tilbage (2 Kong 22-23). I GT kan vi også læse om, hvordan vækkelser kunne bryde ud udenfor Israel. Beretningen om profeten Jonas er et eksempel på dette. Han blev af Herren sendt til Nineve for at forkynde Guds dom over byen. I Jonas Bog 3 kan vi læse, at det førte til, at både kongen og folket vågnede op og angrede deres synder, og for sin store nådes skyld holdt Gud dommen tilbage. Vi får en tilsvarende forståelse af vækkelsen som folkebevægelse når vi læser i NT. Et nærliggende eksempel er den bevægelse som fulgte Johannes Døberen. Hans opgave var at berede en vej for Herren ind til hans eget folk. Før Jesus begyndte sin offentlige gerning, stod han derfor frem og lod den domsforkyndelse lyde, som Gud havde pålagt ham. Derved blev en stor menneskemængde kaldt til omvendelse. Johannes mål var imidlertid at forberede disse mennesker til mødet med Jesus Kristus og til den Guds nåde, som han ville give dem (Matt 3). Bibelen viser altså, at sande vækkelsesbevægelser kendetegnes ved, at mennesker føres til syndserkendelse og tro. Disse to kendetegn er gennemgående i Skriften. Til trods for historisk distance og kulturelle forskelle der hvor vækkelsen slår igennem, er disse grundlæggende kendetegn de samme. Hermed er vi Hvordan bedømme? Historien viser, at mange vækkelsesbevægelser ikke er helt entydige, og at nogen af dem også får en usund slagside. Usunde træk kan også opstå i de vækkelser, som har det særpræg, jeg nævnte ovenfor. Vi må derfor se i øjnene, at det ikke er enkelt at vurdere vækkelsesbevægelserne. MAN FÅR BEHOV FOR AT KUNNE SKELNE, IKKE BARE MELLEM SANDT OG FALSKT, MEN OGSÅ MELLEM DET SUNDE OG DET USUNDE. Alligevel er vi kaldet til at vurdere de bevægelser, vi står overfor i vor tid. Dette kald gælder først og fremmest dem, som har hyrde- og lederansvar, men det gælder også enhver troende. Vi må derfor holde fast i, at det grundlæggende kendetegn på en sand vækkelse er, at den følges af syndserkendelse og tro. Bevægelser indenfor kristenheden, som ikke har dette kendetegn, har vi god grund til at møde med skepsis og afvisning. Når dette er sagt, må det imidlertid også nævnes, at Bibelen giver os nogle kriterier til bedømmelse af åndelige bevægelser, der går udover dem jeg har påpeget indtil nu. Det skal vi nu se nærmere på. For det første viser Skriften, at vi skal lægge mærke til, hvad en vækkelse fører til hos dem, som bliver berørt af den (Matt 12,33). Vi skal med andre ord se på vækkelsens frugter. Fører vækkelsen til, at mennesker bryder med deres gamle livsførelse, og til at de får et nyt liv? Og videre: Fører den til, at de gør gerninger, som er præget af troens taknemlighed over frelsen? Den slags gerninger bliver jo i Skriften holdt frem som kendetegn på den levende tro (Jak 2,17). Når vi forsøger at vurdere åndelige bevægelser ud fra dette kriterium, må vi imidlertid være forsigtige, så vi ikke uden grund fradømmer nogen en levende tro. Der er et forhold som giver os ret til kategorisk at sige, at et menneske trods sin bekendelse TEMA 11

13 TEMA 12 ikke er en kristen, nemlig at vedkommende afviser Guds ord om, hvad der er ret og galt, og vælger at leve stik imod Guds ord (Gal 5,21). Kristne bevægelser, som legitimerer synd og etisk frafald, skal vi derfor afvise. Ja, vi skal holde os fra dem, selv om den forkyndelse, man kan høre der, kan give indtryk af at være evangelisk. For det andet er det nødvendigt at spørge, om den bevægelse, vi står overfor, medfører en kærlighed til den sande bibelske lære? Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at man kan regne med at fi nde en fuldkommen læreforståelse blandt mennesker, som er kommet med i en vækkelse. Spørgsmålet, som bør rejses, er derimod, om vækkelsen har skabt en trang til at søge Bibelens lære om Jesus, og om forholdet til Jesus også skaber et forpligtende forhold til alt det, Bibelen lærer. En sand bibelsk lærebevidsthed er bestemt af troens forhold til Jesus selv. I vor tid er det meget nødvendigt, at der skabes en sådan kærlighed til Jesus og Bibelen. I højere grad end tidligere står vi overfor populariserede, liberalteologiske forsøg på at skabe et skel mellem Skriftens Jesus og den virkelige Jesus, og ubefæstede troende lader sig drive med af dette. Bedømmelsen af de menneskelige redskaber Det sidste, som jeg vil nævne her, er, at Bibelen lærer os at vi også skal rette vort blik mod de personer, som menneskeligt talt er vækkelsesbevægelsernes ophav eller redskaber. Vi vægrer os måske imod det, fordi vi ikke vil dømme vore medmennesker og måske allermindst dem, som er ledere i store åndelige bevægelser. Men hvis vi tænker efter, er det alligevel ikke så underligt, at vi formanes til at vurdere dem. Mere end en gang har det vist sig, at den magt og indfl ydelse, som fi ndes på det personlige plan, bliver helt afgørende for den overbevisning og de synspunkter, som et menneske tilegner sig. Medierne og underholdningsindustrien viser desuden, at der er ufattelige muligheder for manipulation og irrationel påvirkning af mennesker i vor tid. Det er heller ikke vanskeligt at påvise den slags forhold indenfor kristenheden. Mange forkyndere og præster har for længst taget suggererende og manipulerende virkemidler i brug, og de ser ud til at være i stand til at skabe store bevægelser ikke bare ved deres metoder, men også ved deres personlige påvirkningskraft. Frugterne af denne virksomhed er imidlertid tydelige for enhver, som vil se dem. De viser sig som en persondyrkelse og personafhængighed, som sætter Jesus udenfor. Derfor må der også siges noget om forholdet mellem vækkelser og de personer, som er vækkelsens udvalgte redskaber, med henblik på at kunne skelne mellem sundt og usundt, falsk og ægte. KIRKENS HISTORIE VISER, AT DE STORE OG BETYDELIGE VÆKKELSER NETOP ER KNYTTET TIL BESTEMTE PERSONER, SOM GUD HAR UDVALGT OG KALDET. Det var ikke mindst tydeligt på reformationstiden. Man kan også tænke på den rosenianske vækkelse, den haugianske vækkelse i Norge eller de vækkelser, som fulgte Moody i USA. Grunden til, at Bibelen formaner os til at vurdere disse menneskelige redskaber, er altså, at nogen af dem er Guds sande tjenere, mens andre faktisk er falske profeter og forkyndere (Matt 7,15-16). Når vi skal foretage denne vurdering, er det en hjælp at påpege, at man også i de andre religioner og i det politiske liv kan se bevægelser, som fremtræder som en form for vækkelser. Underligt nok er disse bevægelser fremtrådt med enkelte træk, som, jeg mener, kendetegner den falske vækkelse. Det fører tankerne i retning af, at onde åndsmagter driver deres spil og forfører mennesker ved at danne surrogater i stedet for det sandt Åndelige. Mine tanker går i den retning, også fordi det er et tydeligt historisk fænomen, at de bevægelser, jeg her tænker på, kan føres tilbage til enkeltpersoner, som trådte frem som ledere med en bestemt salvelse. Her kan både nazismen og kommunismen tjene som tydelige eksempler. Kommunismens indoktrineringsprogram havde vækkelsens præg i den forstand at det sigtede mod at skabe en bevidsthed om menneskets situation i klassesamfundet og en overbevisning om revolutionens og oprørets nødvendighed. Nazismen bar vækkelsens præg i den forstand, at den greb mennesker med en dæmonisk overbevisning om førerens ufejl-

14 Arne Helge Teigen f Cand.theol. fra MF i Oslo Lærer og stipendiat ved Fjellhaug Missionshøjskole. barlighed og om den ariske races overlegenhed. De, som blev grebet af disse bevægelser, mente at deres øjne blev åbnet for bestemte realiteter. Dette skabte en nærmest religiøs tro, som medførte de største grusomheder. Det opleves måske overdrevet at trække nazismen og kommunismen ind i denne sammenhæng, hvor vi lede efter kriterier til bedømmelse af falske vækkelsesbevægelser i kristenheden. De nævnte politiske bevægelser har træk, som gør, at vi vægrer os ved at foretage en sammenligning. Trods væsentlige forskelle er der alligevel en afgørende lighed som vi skal bemærke. Både de dæmoniske politiske bevægelser og de bevægelser som styres af falske profeter og hyrder, præges af at enkeltpersoner får en omfattende og irrationel personlig magt over deres tilhængere. Et yderliggående eksempel på, hvor galt det kan gå, er den sørgelige sag fra den svenske by, Knutby. Pinsepræsten, Helge Fossmo, blev idømt livstid for at have arrangeret mordet på sin hustru og et mordforsøg på sin elskerindes mand. Personlig og usund dominans over andre mennesker sker imidlertid også i andre bevægelser eller menigheder. Lad os derfor tage Jesu advarsler mod de falske profeter alvorligt. Hvad kendetegner dem? Jesus siger netop, at de samler mennesker om deres person, at de forfører deres tilhængere, at de udnytter dem og fører dem ind i et sværmerisk og personafhængigt livsmønster. Disse kendetegn skal vi se efter og vurdere, selv når vi har at gøre med forkyndere eller præster som kan gøre undere og tegn, og få masserne til at følge sig. Undere og tegn er ifølge Jesus Kristus ikke et sikkert kendetegn på, at en bevæ- gelse er fra Gud (Matt 24,21.24). Luther og Rosenius sørgede, da mennesker begyndte at dyrke dem i stedet for den Herre, de tjente, og de advarede mod denne dyrkelse. Det, som kendetegner den sande bibelske vækkelse, er da også, at de, som er dens menneskelige redskaber, gør som Johannes Døberen og stiller sig selv til side, så mennesker kan rette blikket mod Jesus. En anden sag er, at Herren tugter de personer, som han bruger til at forkynde hans navn blandt mennesker. Et kendetegn på vækkelsens mænd og kvinder er derfor, at de oplever Herrens tugt, og ved den gøres så små at de trods stoltheden i den gamle natur alligevel peger bort fra sig selv og hen på Jesus. Lad os konkludere med, at det ikke er nogen enkel sag at vurdere åndelige bevægelser, men vi er alligevel forpligtet til at gøre det. Det jeg her har skrevet kan kun give en begrænset hjælp, da fl ere sider af problematikken ikke er behandlet tilstrækkeligt. Vi må heller ikke glemme, at den vurdering, som til enhver tid skal foretages, skal sigte imod at hjælpe enkeltmennesker, så de føres ind i en sand tro på Jesus og bliver bevaret i den. Lad os derfor gøre som der står i 1 Tim 4,16: give agt på os selv og på læren. Gør vi det, har vi Guds løfte om frelse for os selv og for dem, som hører os. TEMA 13

15 TEMA Interview ved Ebbe Kaas 14 Forkyndelse og vækkelse Det er tankevækkende, at lægge mærke til ændringen i begrebet vækkelse. Der er sket en udvikling fra at der var tale om en bevægelse i selve det danske folkeliv over noget som skete i missionshuset, og senere igen noget der hørte til på ungdomslejre og sidst et fænomen der sker på vore efterskoler, siger Jan Risbjerg. Han er 41 år og har sammen med sin familie boet de sidste 13 år i Tarm. Til dagligt er Jan viceskoleleder på den kristne friskole i Skjern. Jan Risbjerg var også for 1½ år siden en af initiativtagerne til en frimenighed i Tarm. Forkyndelsen er absolut afgørende, fortsætter Jan Risbjerg på spørgsmålet om, hvordan forkyndelsen opleves i dag. Men der er vel en fare for, at en ensidig stærk vækkelsesforkyndelse kan komme til at fremstå mere psykologisk virkende end Kristusforkyndelse. Jeg tror ikke, at det sker med en fejlagtig bagtanke, men man kan som tilhører opleve det sådan. forkyndelsen for at vi som tilhørere bedre kan forstå, hvad der egentlig siges. Her er Jan Risbjerg og samtalens anden person, Henning Juhl, som ligeledes bor i Tarm helt enige: Fra tilhørerne er der en bestemt forventning, nemlig at prædikanten har noget på hjertet, noget som han ønsker at få formidlet. Nogen gange, og desværre måske ikke så sjældent endda, siger Henning Juhl, så fornemmer man, at det mere er en slags åndeligt foredrag, der lyttes til i missionshuset. Målsætningen må aldrig blive, at går vi blot alle glade og tilfredse hjem efter mødet, så er det et vellykket møde. Jeg kan godt savne lidt mere lidenskab over forkyndelsen. At det er vigtigt at få afl everet et budskab som prædikanten har fået fra Gud. Sproget og indholdet skal være ægte. Det betyder mindre om det er smart og pædagogisk bygget op, men der skal være et klart indhold. Savner Åndens susen Jeg har også en fornemmelse men det er blot en fornemmelse af at der så at sige skal mere til i dag, for at gå åndeligt fallit. Selv en klar prædiken, hvor lovens tale kommer til orde, rammer ikke. Måske skal der gøres et større arbejde for at berede jorden. Forskellige former for identitetskriser skal måske blotlægges i Fordele og ulemper Der er nogen klare fordele i ordningen, at forskellige prædikanter kommer i frimenigheden og i missionshuset, siger Jan Risbjerg. Prædikanterne har forskellig alder, uddannelse, evner, og fremtrædelsesformer. Men det er absolut et minus, at det er som om, at alle prædikener er ens. Alle skal igennem alt. Men hvem

16 Jeg er i en alder, hvor det kan være uhyre vanskeligt at gå fallit. Det er svært at være tro over for Guds kald. Blandt os i den mere satte generation, er vi mange som tænker, at vi ikke har brug for vækkelsen selv. Det er noget som hører de unge til. Det er jo netop den begyndende forrådnelse, at tænke sådan, siger 57-årige Henning Juhl fra Tarm. TEMA 15 tales der til? En prædiken kan godt målrettes uden at den bliver uaktuel for dem, som ikke lige er i målgruppen. Måske er prædikanterne blevet mere forsigtige de sidste 40 år, supplerer Henning Juhl. Jeg er med mine 57 år lidt ældre end Jan, og der skete noget sidst i 60 erne og først i 70 erne rent indholdsmæssigt i forkyndelsen. I dag ser vi måske mere på prædikanten end på Gud? Selvfølgelig er tiden en anden i dag, men vækkelse er dog det samme. At gå ind gennem den snævre port, eller at opgive sit eget over for Gud, og blot have friheden til at tro på Jesus. At blive en kristen er ikke at beslutte det, men at blive reddet og blive frelst af Jesus, fortsætter Henning Juhl. Jeg er i en alder, hvor det kan være uhyre vanskeligt at gå fallit. Det er svært at være tro over for Guds kald. Blandt os i den mere satte generation, er vi mange som tænker, at vi ikke har brug for vækkelsen selv. Det er noget som hører de unge til. Det er jo netop den begyndende forrådnelse, at tænke sådan. Fornyelsen udebliver, og kristentroen bliver en livsstil. Hvis så en prædikant kommer og forkynder et vækkelsesbudskab, da vil reaktionen måske være særdeles kraftig netop fra min generation. Er der nogen som skal anfægte, at vi er kristne? Kan vi blive fri for en sådan tale! Men Gud er ikke bare en god ven, han er hellig og retfærdig. Uanset alder og anciennitet i missionshuset, da behøver vi syndernes forladelse hver dag. Og jeg behøver også en forkyndelse, hvor jeg bliver afklædt i min egen selvretfærdighed. Hvad der ikke nævnes Der er faktisk ting fra Guds Ord som sjældent bliver nævnt, siger Henning Juhl. Her tænker jeg ikke på mere specielle områder, men hvor ofte bliver egentlig fortabelsen mulighed forkyndt? Det er vanskeligt at prædike om, selv i et missionshus, men vi må ikke falde for fristelsen til at springe denne konsekvens og realitet over. Jan Risbjerg nikker og samtykker. Netop at jeg den enkelte er en synder og at synd adskiller fra Gud, det må frem på prædikestolen i en klar, alvorlig og sjælesørgerisk tone. Mange af os tumler jo rundt med spørgsmål og lever et liv, hvor fristelser og fald er en realitet. Og vi blander det at være et Guds barn og konsekvenserne af at være et Guds barn sammen. Det er frimodighedsdræbende. Det har jeg brug for at få afklaret i forkyndelsen, men som jeg var inde på tidligere: Her kommer den nærværende forkyndelse ind som noget afgørende. Netop som Henning nævnte: At det ikke bliver et åndeligt foredrag, men en skriftudlægning fra en levende og engageret person, som har fået kaldet og opgaven til at være prædikant!

17 Artiklen er oprindeligt skrevet til Indre Missions Tidende, hvilket forklarer, at den direkte henvender sig til IM s venner. Den blev bragt første gang for ti år siden kort før højskoleforstander Asger Dahl Sørensens alt for tidlige død. Den bringes her med tilladelse fra redaktionen af Indre Missions Tidende. TEMA Af Asger Dahl Sørensen 16 Hvor bliver vækkelsen af? Vi ønsker vækkelse ja men ønsker vi dens forudsætninger: Kald til bod, bøn, forbøn, opgør, vidnesbyrd, forkyndelse til omvendelse? Måske vil det følgende komme til at bestå mest af spørgsmål. Det er nogle tanker, som har anfægtet mig i stigende grad: Hvor bliver vækkelsen af? Jeg tror, at det spørgsmål lever i en del af Indre Missions venners sind. Hos nogle som følge af en Gudskabt nød for egen og andres frelse. Hos andre måske af skadefryd over, at vækkelsen netop ikke kommer. Der kan I se, spar jeres bønnemøder og iver efter mission tiden er jo løbet fra alt det. Er der for resten ikke også noget med, at K. L. Aastrup siger i en salme (DDS 352,2), at vi hverken kan gøre fra eller til så la hellere være! Atter andre trøster sig med Es 55 om Guds ord, der som regnen og sneen aldrig vender tomt tilbage. Eller ja, det er næsten en gudsbespottelig tanke er det Gud, der holder vækkelsen tilbage? Gud vil vækkelse! Herom vidner hele Skriften, ja alt, hvad Gud har gjort fra skabelsens dag. Han vil, at mennesker skal være i kærlighedens forhold til ham. Skriftens spydspids er kaldet til omvendelse: Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,8-9). Det er underligt, at Gud vil vækkelse tænk bare på, hvem vi er! Som om syndere er noget at samle på! Vel er der nogle, der mener, at de nærmest gør Gud en tjeneste ved at være velvillige over for ham, og at frelsen er en evangelisk selvfølge. Måske er manden, der kom til bryllup uden bryllupsklædning på, mere almindelig end vi aner: Selvfølgelig hører jeg hjemme her, er jeg måske ikke god nok i mig selv? Men det er jo netop farisæersind. Men Gud skyr ingen anstrengelse for at frelse sine fjender. Han er villig til at bære folks bebrejdelser og hån for smøleri. Selv ligegyldighed (evt. hos sin kirke), bitterhed og forfølgelse får ham ikke til at opgive kaldet til omvendelse. Han har også investeret det utrolige, ja ligefrem det tåbelige i frelsen: Hans egen eneste søn! Det er ikke til at begribe. Enhver anden fornuftig ville for længst have sagt: Så må I også passe jer selv, når I nu absolut vil være fri for mig. Men det har Gud ikke sagt endnu.

18 Er det os, der stopper for vækkelsen? Er det hele blevet en stivnet selvfølge for os? Er vi blevet døve, er det med kristentroen blevet dagligdag, noget vi bare kender, har fod på. Er anfægtelse og undren over frelsen blevet afl øst af en farisæisk rutine? Da Jesus kom til Nazaret blev hans undergørende kraft bremset af hans bysbørns vantro. Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger der på grund af deres vantro (Matt 13,58). At Jesus var et forstyrrende element i Nazaret, er tydeligt nok: Nu gik det hele så godt og stilfærdigt, sådan som det plejede, og det er nu også det nemmeste. HAR VI VÆNNET OS TIL GRÆN- SERNE, TILSTANDEN, SÅ ENHVER FORANDRING FORSTYRRER OG ER AF DET ONDE? Før du kom, levede vi så fredeligt med hinanden, både missionsfolk og så alle vi andre, her i sognet, sagde en bonde til præsten, hvis forkyndelse fi k den søvntunge åndelighed i sognet til at plirre med øjnene. Vi repræsenterer i vort folk og i vor kirke i høj grad Jesu hjemby! Han hører jo hjemme her. Det har vi en gammel aftale med Gud om gennem vort medlemskab af hans kirke. Men kan han være her? Kender han os ikke? Det er forfærdelige ord, Jesus udtaler: Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7,22-23). De kendte ham jo utrolig godt: De havde profeteret, gjort ting, som fremkalder misundelse: Tænk! Se, hvor de kan! Og så kender han dem ikke! Jo, det gør han jo, men han kender dem ikke som nogle, der havde brug for ham, hang ved ham. De kunne jo godt selv. De havde brug for hans navn til undergerninger osv., men frelsen klarede de selv åbenbart. Vi har traditioner, gerninger, men er de fyldestgørende i hans øjne (Åb 3,2)? Hvad er det for gerninger, vi selv satser på? Gavetal, deltagerantal, elevtal, spaltemillimeter? Antal møder, minutters bibellæsning, bøn, fremstød? Grad af positiv omtale og velvilje? Alle disse ting, hvor gode og rigtige de er i sig selv, kan blive til lovbrud, hvis de optager pladsen for Jesus. HAN ØNSKER AT KENDE OS SOM PLA- GEÅNDER, DER TIGGER OM NÅDE. Vi er tiggere! skal have været Luthers sidste ord. Jesus kender ikke den selvhjulpne, raske synder, der ikke har brug for lægen. Vi husker Jesu ord om farisæeren på vej hjem fra templet. Hvad siger Jesus om os? Vil vi betale for vækkelsen? Koster den da noget? Ja, og det ved vi meget godt. Den koster opgør, ydmygelser, ny begyndelse, ny bekendelse og vel at mærke for os selv først! Er du villig til at lade dig gennemlyse af Ordet, stå nøgen, ubeskyttet for ham? Vil du bede Salme 139: Ransag mig, Gud? Vi bør besinde os på dette, ellers bliver vi frataget navnet. Ikke vort navn af at være kristne det klamrer mange navnekristne sig til, alt skal endelig være så i orden i det ydre. Men hvad siger Jesus? Bruger han det samme navn om os, som vi bruger om os selv? Vækkelser koster. DET ER EN ALMINDELIG ERFARING, AT HVOR VÆKKELSEN BEGYNDER, DER BLIVER DET DYRERE AT BEKEN- DE JESU NAVN. Skellet trækkes ubønhørligt op. Så skal der kamp til for ikke at skamme sig ved navnet eller ved folk, der bærer hans navn. Ikke fordi vi skal søge, hverken det anderledes eller hånen, men lidelsesfællesskabet dukker op. Kan vi selv høre? Styrk det, der er tilbage, blev der sagt til menigheden i Sardes (Åb 3, oversættelsen). Hvad var det? Høresansen! Ja, for vejen til vækkelse og fornyelse i Guds kirke begynder med at TEMA 17

19 TEMA 18 høre Guds ord, måske igen. Det er alene ordet, der kan vække syndere til live og gøre troens og nådens under i menneskers liv. Evangeliets hensigt er, at kalde til omvendelse ikke holde foredrag for os. Findes der nogen mere markant vækkelsesprædikant end Jesus? Det er alene ordet om Jesu død og blod, der kan sætte syndere i levende forbindelse med Jesus. VI KAN GODT I VORE SAMMENHÆNGE VÆRE FRISTEDE TIL AT SATSE PÅ VORE KAMPAGNER OG FREMSTØD, VORE OPMÆRKSOMHEDSSKABENDE PÅFUND, MEN INTET KAN ERSTATTE VIDNESBYRDET OM JESUS. Der bliver talt meget om fællesskabet for tiden. Men det er ikke et spørgsmål om at få folk indenfor i missionshuset eller kirken og så tro, at de bare ved at sidde der kan sidde sig til en tro! C. Bartholdy beskriver i sine erindringer en præsteerfaring, som nytter i dag: Han begyndte på sine husbesøg med at formane folk til at gå i kirke, men han opdagede, at det kun skabte farisæere. Derfor formanede han i stedet til omvendelse. Hold fast ved ordet! Vi har en fin teologi I de senere år er bevidstheden om en ret teologi blevet styrket. MF, DBI osv. er opstået. Vi holder gerne foredrag om vor fi ne teologi, hvis nogen skulle være interesseret. Men hjælper det, hvis den fi ne teologi følges af vantro og ulydighed? Det var jo ikke på grund af sine bysbørns blakkede teologi, at Jesus ikke kunne gøre undere i Nazaret. Selvfølgelig er der sammenhæng mellem lære og liv og ikke et ondt ord om ordentlig og bibeltro teologi og undervisning. Det er ikke, fordi jeg bryder mig om at sige det, men noget tyder på, at Østasiens og Østafrikas efter vor opfattelse noget skævbenede og skrutryggede teologi, ikke stiller sig hindrende i vejen for, at Gud kan skabe store vækkelser. Det anfægter min ortodokse, bibeltro MF- og IM-sjæl. Hvor bliver I af, I præster? I præster med den fi ne teologi, de gode taler, den højt besungne IM-baggrund? Hvor er centrum i jeres fi ne prædikener blevet af? Er nådekaldet til synderes omvendelse forsvundet i ønsket om at leve op til det moderne menneskes behov for terapi og underholdning, så det kan klare det vanskelige liv? Hvad siger I til begravelse, på plejehjemmet, husbesøg? Gud bliver ofte bagtalt og angrebet i sin egen kirke gennem forkyndelse og liv og vel at mærke af folk, som gerne vil redde ham: Nej, han er ikke så mørk, streng, nidkær. Han er til at snakke med, få en ordning med. Gud reduceres til at være en frelsesautomat og velfærdsoffi cer. Forsoningens nødvendighed og faktum fornægtes igen og igen. Det er ikke sært, at vækkelsen udebliver, for Guds Helligånd ved ikke af noget andet til frelse end Jesus som korsfæstet. Lyder ordet om korset ikke, har vækkelsens Ånd ikke noget redskab at bruge. Har I præster glemt, hvem jeres sognebørn er fortabte syndere, der ikke kan nøjes med mindre end Jesus til frelse? Er kaldet til vækkelse og omvendelse under jeres sognekirkelige niveau? Ligeså med solidariteten med det troende lægfolk? Ikke fordi præster skal rende med emblemer, men alligevel!! I IM-forkyndere? Man kan ikke vække og bevare folk ved at fortælle gode historier om gamle dage eller ved at pege på IM s dyder i dagens folkekirkelige elendige sump. Der skal krop i forkyndelsen, bibelsk nerve og substans. Der skal tales som Guds ord taler om Gud, om mennesker og om forholdet mellem Gud og mennesker. Moralisme og symptombehandling redder intet. Jeg siger ikke, at alle gør sådan, men det kan godt bekymre, at så meget af det, der lyder, er benfrit og ufarligt. Det er let at ende i almindeligheder og folkereligiøse fl oskler. Det kan godt være hyggeligt og inkluderende, men hvem vækker det? Har vi trukket tænderne på vore ord ud ved at have vænnet vore tilhørere til, at det ender alligevel godt? Og hvordan med de opsøgende, evangeliserende husbesøg, samtalen med dem der er udenfor? Sommetider spørger jeg

20 mig selv, om vi prædiker alt for meget og alt for dårligt. I stedet skal vi måske opprioritere ved at forkynde sjældnere og bedre. I troende lægfolk? Har I glemt jeres præster og forkyndere? I skal holde jeres forkyndere fast på Guds ord. Det er der selvfølgelig også andre der skal: Provst og biskop og ikke mindst dem selv. Men det er jer, den troende menighed, der har ansvaret for læren i sognet. I skal holde dem fast ved forbøn, medleven, formaning og opmuntring. Udgangspunktet er ikke jeres eller præstens meninger, men det Guds ord, vor kirke er bundet til. Vi skal som menighed ære embedet ja! Ved at bruge det på de vilkår, det er bygget på. Hvad med nøden for andres frelse? Kan du lade være med at tale om det, du har set og hørt? Intet, hverken taler, prædikener, kampagner osv., kan erstatte lægmandsvidnesbyrdet. Op gennem kirkens historie er det igen og igen det ene menneskes vidnesbyrd om Jesus til det andet, der har båret vækkelsen. MÅSKE SKAL EMNET FOR DE KOM- MENDE BEDEMØDER VÆRE NOGET OM MANGLEN PÅ NØD. Forskel på forkyndere Er I bevidste om, hvem I sender bud efter til missionsugen? Hvad hører I efter, vurderer efter? Ofte er det ikke bare at høre, hvad der bliver sagt, men også, hvad der ikke bliver sagt. Forkyndelsen skal være ren, dvs. ublandet. Vi kan ikke nøjes med at sige: Han sagde jo også meget godt! Det er meget vanskeligt, men nødvendigt at bedømme ånder. Det kræver bøn, visdom og kærlighed til sandheden. Det er let at kildre menneskers øren, det er rart at samle mange. Hvordan er det vi tænker? Ve mig, om jeg ikke når de mange! Men er det efter Jesu ord? Paulus ville gerne nå mange, men han ville ikke gå på kompromis: Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet (1 Kor 2,2). Så måtte det briste eller bære. Måske når vi ingen, fordi vi kun vil nå mange. Skellet Det er et grimt ord i vor sammenhæng. Nedbryder evangeliet da ikke mure og sletter skel? Jo. Men det sætter også skel. Hver gang vækkelsen er brudt ud, har den sat skel blandt mennesker i sogne, familier. Det har Jesus sagt en hel del om. Men hvis missionsfolk er ufarlige, aldrig er salt, aldrig snakker om vejen til frelse, råder kun ligegyldigheden. HVIS DE KRISTNE IKKE SMITTER, BEHØVER MAN JO IKKE HOLDE SIG PÅ AFSTAND AF DEM. Men Guds ord skaber konfrontation og skal gøre det. Skellet er nødvendigt for dem, der er udenfor, for at de kan blive klar over, at de skal indenfor. Og nødvendigt for dem, der er indenfor, for at de ikke skal komme udenfor. Dette er et angreb på vor trang til at stå os godt med mennesker. Vi skal da heller ikke bryde noget i stykker, men hvor det kommer til et valg, skal der ikke være nogen tvivl. To retninger Vækkelse betyder noget udadrettet. Guds kald til omvendelse skal ud til mennesker. Have ben at gå på. Der skal være nogen til at sige det, så folk kan høre det til tro. Og der skal efter Jesu ord begyndes fra Jerusalem, dvs. hvor vi bor. Der lyder et kald til den troende menighed om at bryde ud af isolationen, anonymiteten. Vi skal ikke vente til folk sender bud det gør de bestemt ikke - men gå, hvor han sender os. Vækkelse går også indad. Det er nemlig kun ordet om Jesus, der kan nedbryde alt det i en synder, der spærrer vejen for evangeliet og det er meget: ligegyldighed, hovmod, urenhed, overtro osv. Gud Helligånd vil overbevise om synd, retfærdighed og dom. Men også opbygge, skabe tro og kærlighed til Gud. Ikke at mennesker skal til at gøre en hel masse for at blive frelst, men Gud skal have lejlighed til at komme til med sit ord og sin ånd i menneskers liv. TEMA 19