ANMELDERIETS SYV SKØDESYNDER

Transkript

1 Johannes Riis ANMELDERIETS SYV SKØDESYNDER Download fra Spring nr. 17, Copyright, Forlaget Spring Det siger sig selv, at dagbladenes boganmeldelser hverken kan eller skal være skrevet for forlæggere; men da jeg ikke føler mig 100 procent overbevist om, at denne opfattelse vil fremgå med tilstrækkelig tydelighed af det følgende, vil jeg gerne for en sikkerheds skyld gentage: boganmeldelser er ikke til for forlæggernes skyld. Ikke fordi forlæggere ikke er interesserede i anmeldelser, især de positive af slagsen; og det har de mange gode grunde til: positive anmeldelser spreder tilfredshed og glad taknemlighed blandt forfatterne, de giver prestige til både forfatterne og deres forlag for ikke at tale om, at de kan være med til at øge salget af en bestemt bog, og det er alt sammen udmærket; men det er ikke her, en anmeldelse skal stå sin prøve. Det er heller ikke på, om den gør indtryk på forfatteren eller duperer anmelderkollegerne. Det burde være en selvfølge, at der blev stillet de samme krav til en boganmeldelse som til avisens øvrige stof, nemlig at den skal være skrevet for og henvendt til avisens læsere; det burde være en selvfølge, at den er affattet i et tilgængeligt sprog, uden mandarin- og tidsskriftjargon, og at den giver fair besked om det, den behandler. Den skal have hold i virkeligheden og ikke være dikteret af forhold, der ikke har med bogen at gøre. Det betyder selvfølgelig ikke, at en anmelder ikke kan foretage moralske eller etiske vurderinger af bogen eller ikke kan sætte den ind i en større samfundsmæssig sammenhæng, tværtimod; men disse vurderinger bør i så fald lægges åbent frem, ikke findes i anmeldelsen som en skjult undertekst. Så indlysende dette end lyder, er det langtfra altid, det er tilfældet. Anmelderi er et felt med vide rammer, og det synes at kunne få både det bedste og det værste frem i sine udøvere, ikke mindst det sidste og for at vise, hvad jeg mener, vil jeg for overskuelighedens skyld gerne fremkomme med en liste over nogle af de efter min mening oftest forekommende uvaner i forbindelse med anmelderi. Uvaner er egentlig en for mild betegnelse. Det er skødesynder, skødesynder, som man kan rette mange bebrejdelser imod, og som jeg forestiller mig har en generelt afsvalende virkning på litteraturinteressen her til lands, og det er på høje tid at få trukket dem frem i lyset og set lidt nærmere på 228

2 dem. Jeg har med henblik herpå udviklet en slags anmeldertypologi og vil nævne disse skødesynder i tur og orden. I overensstemmelse med de gældende love og regler for store synder vil jeg opregne syv; men jeg skal bestemt ikke udelukke, at listen kan forlænges, og jeg er naturligvis åben for forslag til tilføjelser til den følgende liste over Anmelderiets Syv Skødesynder. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at der er tale om glidende overgange mellem de syv synder, og at den ene naturligvis ikke udelukker den anden. Der findes ikke så få anmeldere, der kan bryste sig af at være i besiddelse af eller i hvert fald have været rundt om et ganske repræsentativt udvalg af de syv. For nemheds skyld omtaler jeg alle anmeldere som han men jeg kunne lige så godt have sagt hun. Kønnene har ikke noget at lade hinanden høre, heller ikke i denne forbindelse. Men her kommer de altså: Skødesynd nr. 1) Det Sure Pedanteri; 2) Den Hånske Arrogance; 3) Den Skamløse Selvpromovering; 4) Den Forfjamskede Begejstring; 5) Den Utålelige Bedreviden; 6) Den Aprioriske Negativitet; og sidst, men ikke mindst 7) Den Forhippede Trendiness. For at gøre helt klart, hvad jeg mener, vil jeg gerne knytte et par bemærkninger til dem hver især, og lad os begynde forfra, altså med Det Sure Pedanteri: Den Sure Pedant overgiver sig kun yderst modvilligt til en positiv kendelse og aldrig uden at demonstrere, at hans surhed er fuldt intakt. Den Sure Pedant er en detaljens mester, intet er for småt for ham, og det er karakteristisk for ham, at han i en roman på måske mange hundrede sider vil påpege mangelfuld kommatering på side , en trykfejl på side 375, og/eller fremdrage en sætning eller to, subsidiært en metafor eller to, og han gør det gerne til et kardinalpunkt i sin anmeldelse, at den eller de kunne have været mere elegant udformet. Ved samme lejlighed tildeler han gerne forlagsredaktøren en næse for den fatale brist og drager, nu da han er i gang, helst forlagets hele troværdighed og moralske habitus i tvivl, fordi det har kunnet tillade sådanne fadæser at passere. Indehaveren af skødesynd nummer to, Den Hånske Arrogance, er en fin og fornem mand, der føler, at han er født til noget større og højere end noget så simpelt og inferiørt som at anmelde bøger. Af samme grund holder han helst værket ud i en arm, der er strakt til det yderste. Næserynken, træthed og tilbøjelighed til insinuationer er konstitutionelle faktorer for Den Hånsk Arrogante. Når det går højt, kan Den Hånsk Arrogante nedlade sig til at fremkomme med en positiv bemærkning om en kortere sekvens i en roman 229

3 eller om en enkelt strofe i en digtsamling. Den Hånsk Arrogante slutter ofte sin anmeldelse med at udnævne forfatteren til et sølle skrog og med at konstatere, at det vil være tidsspilde at læse den anmeldte bog; og man fornemmer i det hele taget gennem Den Hånsk Arrogantes anmeldelser, at bøger er ham en plage og en vederstyggelighed, og at det har været et offer og en overvindelse for ham at nedværdige sig til at læse, for ikke at tale om at skrive om det værk, han har været så uheldig at få i hænde. Så er vi nået til Den Skamløse Selvpromovering. Det er ikke den mindst interessante af de syv, idet man hos dens udøvere ofte vil kunne finde en meget sammensat og kompliceret psykologisk forklaring på, at de er endt som anmeldere. Den Skamløst Selvpromoverende har nemlig tit en ulykkelig fortid eller, hvad der er værre, en ulykkelig nutid som udøvende kunstner. Den Skamløst Selvpromoverende har været nødsaget til at se i øjnene, at det nok ikke rigtig vil blive til noget med kunstnerdrømmene, og han har indrettet sig derefter; men det har forståeligt nok efterladt en del frustration i hans sind. Altså føler Den Skamløst Selvpromoverende sig foranlediget til at skaffe sig berømmelse på anden måde end gennem sin egen digtekunst, eksempelvis via adgang til anmeldelsesspalterne. I tilfældet Den Skamløse Selvpromovering hører det til sjældenhederne, at anmeldelsen har noget med værket at gøre. Den går i stedet ud på at være morsom på bogens eller helst forfatterens bekostning for derved at bringe anmelderen selv i fokus og så ofte som muligt gøre opmærksom på hans og hans idiosynkrasiers uovertræffelighed, subsidiært hans guruers, uanset om disse har noget med den aktuelle sag at gøre eller ej. Den Skamløst Selvpromoverende er der kun sjældent grund til at tage alvorligt som kritiker. For ham eller hende drejer det sig som sagt kun i undtagelsestilfælde om værket, derimod om ham selv, og han vil ved enhver lejlighed være villig til at sælge sin gamle bedstemor, for ikke at tale om sin egen overbevisning om et værks sande beskaffenhed, for en plat vittighed. Hvad angår Den Forfjamskede Begejstring, er der tale om et aldeles utilregneligt fænomen. Der er noget hæsblæsende og fortumlet over Den Forfjamsket Begejstrede. Hans begejstring slår ned i blinde. Her kan ingen vide sig sikker; her kan intet forudberegnes eller udelukkes på forhånd. Det skal siges, at Den Forfjamsket Begejstrede ofte er et velmenende og nøjsomt menneske, og hvis der er noget, Den Forfjamsket Begejstrede henholder sig til, så er det princippet om at lade tvivlen komme det anmeldte værk til gode, og det betyder, at Den Forfjamsket Begejstrede har det med ikke at kunne styre sin begejstring, hvis han har fået færten af at have fat i en lang 230

4 ende; det går over stok og sten, det er, som om han nyder at lade superlativerne tage magten fra ham, alle velbegrundede forbehold over for værket overses, uanset hvor substantielle de er, og Den Forfjamsket Begejstredes læsere vil ofte efterlades i en stemning af konfus forvirring, der ganske nøje afspejler afsenderens. Det forholder sig nemlig sådan, at læseren, ud fra Den Forfjamsket Begejstredes fremstilling og argumentation ofte vil sidde tilbage med en velbegrundet fornemmelse af, at det da umuligt kan have sin rigtighed, at det anmeldte værk er så éntydigt fremragende, som Den Forfjamsket Begejstrede lader forstå. Nummer fem er Den Utåleligt Bedrevidende. Den Utåleligt Bedrevidende har ikke så få træk tilfælles med både Den Sure Pedant og Den Hånsk Arrogante, men er efter manges opfattelse en tand eller to værre, ja, lad mig straks sige, at Den Utåleligt Bedrevidende for mange forfattere er den værste af dem alle syv. Den Utåleligt Bedrevidende er den anmelder, der ikke alene nidkært kan påpege, at åh, jo, forfatteren har da gjort sig umage, efter bedste evne, ih, bevares; men det er jo slet ikke godt nok, bogen lader meget tilbage at ønske; den burde enten have været 100 sider længere eller 100 sider kortere, og måske skulle forfatteren i virkeligheden slet ikke have skrevet den bog, han eller hun har skrevet, men en helt anden, der efter Den Utåleligt Bedrevidendes opfattelse ville have ligget helt anderledes godt for vedkommende forfatters sangstemme. Ud fra ovenstående karakteristik siger det sig selv, at Den Utåleligt Bedrevidende tit påberåber sig såvel sin egen store viden og dannelse som sit høje etiske niveau, og han lader gerne mere eller mindre indirekte forstå, at bogen i virkeligheden ville have været betydelig bedre tjent ved at have være skrevet af ham. Den næstsidste i rækken er Den Apriorisk Negative anmeldelse, og her er der intet at stille op. Den Apriorisk Negative anmelder har på forhånd set sig gal, det kan være på værket; men det er nu som regel på forfatteren, og uanset hvad vedkommende forfatter har skrevet, er det håbløst. Skulle der tvært imod alle hensigter indsnige sig en fornemmelse hos Den Apriorisk Negative anmelder af, at forfatteren til det værk, der skal anmeldes, har flyttet sig, f.eks. i positiv retning, i forhold til vedkommendes seneste værk, er det ikke noget problem for Den Apriorisk Negative. Han vil nemlig øjeblikkelig gribe til at anmelde bogen ud fra, hvordan forfatterens foregående bog var, og hvordan Den Apriorisk Negative derudfra ville forvente, at forfatterens nye bog må være. Det bør retfærdigvis tilføjes, at Den Apriorisk Negative ofte har udset sig to eller tre forfattere i en generation, som efter hans opfattelse intet 231

5 forkert kan gøre. Disse kan, uanset hvad de skriver, regne med mindst femspaltede anmeldelser og forsidehenvisninger; de må så til gengæld finde sig i at blive anset for at være anmelderens private ejendom. Dette modsvares af, at Den Apriorisk Negative har en håndfuld forfattere i hver generation, som kan gøre, hvad pokker de vil, uden nogen sinde at kunne regne med andet end at blive tilintetgjort af Den Apriorisk Negative. Det er endvidere karakteristisk for Den Apriorisk Negative, at det er ham meget om at gøre år efter år at blive ved med at anmelde disse forfattere, hvis værk eller person han ikke kan døje. Den syvende og sidste dødssynd, Den Forhippede Trendiness, har træk tilfælles med Den Forfjamskede Begejstring. Også her finder man en forvirrende entusiasme; men hvor denne i tilfældet Den Forfjamsket Begejstrede var retningsløs og dikteret af en diffus imødekommenhed, beror Den Forhippet Trendys opstemthed ofte på, at han har en fornemmelse af, at han har fundet tidsånden og avantgarden i den bog, han har fået til anmeldelse, og hvis der er noget Den Forhippet Trendy er vild med, så er det tidsånden og avantgarden, og begge dele ser han det som sin fornemste opgave at hægte sig på, koste hvad det vil. Altså suspenderer han alle gængse æstetiske kriterier og al vanlig kritisk sans til fordel for at kunne demonstrere, at han er med på noderne og nok ved, hvad der rører sig i tiden. Der vil her typisk være tale om bøger, der er skrevet af rockmusikere med spirituelle aspirationer og andre ubestridelige eksponenter for tidens puls, ligesom Den Forhippet Trendy anmelder ofte vil have en fortid i rockmusikken og føler sig forpligtet af den, uden måske helt at gøre sig klart, at det kan byde på sine vanskeligheder uden videre at overføre vurderingskriterier fra rocken til litteraturen. Som allerede nævnt er der tale om glidende overgange og overlapninger mellem De Syv Skødesynder, og der er tale om absolut sammenlignelige konstitutionstyper hos deres udøvere; og ser man lidt nøjere efter, vil man se, at der er ét fælles træk ved de syv, uanset deres forskellige fremtræden, nemlig at det kniber med argumentationen og med at lade værket komme til orde og forholde sig åbent og fordomsfrit til det; det er, som om der hele tiden kommer noget uvedkommende imellem anmelderen og værket. Man kunne også sige det på den måde, at for mange anmeldelser er for overfladiske, at anmelderen ikke tager sig selv og sit arbejde alvorligt nok. Der findes bøger og andre kunstneriske frembringelser, som gør krav på applaus og superlativer; men der findes mange flere, som kalder på kraftige forbehold eller endog gør sig fortjent til at blive pillet fra hinanden og udnævnt til det makværk, de er. Og det skal anmelderen selvfølgelig tage 232

6 på sig, uanset om han kan lide forfatteren eller hans forlag eller kone eller ej og uanset om han bliver upopulær eller anset for at være gammeldags, ligesom han skal sørge for at holde hus med superlativerne og ikke slide dem op på det middelmådige, så han ingen har i behold den dag, han står over for det sublime. Jeg vil naturligvis ikke advokere for grå og kedelige, objektive anmeldelser. Tværtimod. Der findes ingen objektivitet på dette område, og det er kun en fordel om man gennem en anmelders virksomhed kan danne sig et indtryk af hans temperament, sympatier og antipatier. Det skulle bare nødig gå sådan, at disse kommer til at stå i vejen for en fair præsentation af det værk, der skal anmeldes. Og hvis der er noget, der er egnet til at komme imellem bogen og formidlingen af den, så er det nedladenhed og vrissen bedreviden. Anmelderens kunst er den at argumentere overbevisende for et synspunkt på en bog, dvs. sørge for, at konklusionen på anmeldelsen er i overensstemmelse med præmisserne, at han med andre ord ikke konkluderer mesterværk ud fra præmisser, der tyder på, at det ikke er de litterære kvaliteter, men overfladiskhed og magelighed eller helt andre ting, der ligger til grund, f.eks. venskaber, idiosynkrasier, political correctness eller andre politiske hensyn i videste forstand. Klarhed og orden i argumentationen, viden om og kærlighed til litteratur, fordomsfrihed, redelighed og almindelig ædruelighed så enkelt er det vel i virkeligheden. Forlæggere er ikke de eneste, der bliver glade og opløftede af at støde på den slags anmeldelser; og det sker faktisk jævnligt. 233