Prædiken tl 3. søndag efer trinitats Salmer: v. 2 // v.5 8

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken tl 3. søndag efer trinitats Salmer: v. 2 // v.5 8"

Clara Dalgaard
7 år siden
Visninger:

1 Prædiken tl 3. søndag efer trinitats 2016 Salmer: v. 2 // v.5 8 Det er på alle måder overvældende at få et barn. Det er overvældende når man efer en måske lang og smertefuld fødsel endelig sidder med det lille vidunder i sin arme. Og det er overvældende at det lille nye menneske, som vi har gjort os så mange tanker om, men som vi jo egentlig ikke kender, at det for altd skal være en del af vores liv. Dete barn som verden aldrig nogen sinde før har set og aldrig vil se igen, det er der nu som en himmelsk gave som det er vores opgave at tage vare på og give de allerbedste muligheder for liv. Også det er overvældende: at her er der om noget sted brug for os, for vores kærlighed, omtanke, omsorg, for alt det vi som forældre kan give. Det er vel naturligt at tale om hvad det betyder at et barn kommer tl verden, når vi nu har hele tre dåb ved gudstjenesten i dag. Men min pointe er at det er sådan livet dybest set er. Overvældende, gavmildt, ufateligt, sådan at det overgår alle vores spørgsmål og forventninger og krav. Vi tænker: sådan skal livet være, sådan må det være at få et barn, vi spørger efer mening og indhold og lykke, men når barnet først er der, overgår det alle vores drømme og forventninger og krav. Ja det kræver os på en måde som vi slet ikke havde tænkt. Og det giver os noget helt særligt, noget ufateligt i hænde som er noget mere og større end vi havde kunnet regne med. Hvordan er det at bliver far eller mor? Vi svarer jo ikke: Det er OK, eller det tlfredsstllende, som om det modsvarer en ret eller forventning vi har siddende i os. Som når man køber en vare. At blive forældre det kan være hårdt, udmarvende, svært og give os mange bekymringer, men er jo også fantastsk, det er en gave, en kærlighedsgave, ikke en belønning for noget vi har gjort, ikke noget vi har fortjent.

2 Forfateren Henrik Pontoppidan skriver om det i sine erindringer: Hvor ville vi mennesker være ilde farne, dersom vi altd skulle nøjes med hvad der strengt retærdigt tlkommer os. Selv de af skæbnen mest begunstgede, endogså verdens rigeste og mægtgste mænd, går ud af denne tlværelse som insolvente skyldnere. Fra vuggen tl graven lever og opretholdes vi alle sammen af kærlighedsgaver. Den som ikke kan erkende dete, har aldrig virkelig levet! Sådan skriver Pontoppidan i forbindelse med sit første barns fødsel. Men det gælder altså hele livet fra vugge tl grav. Det gælder i et kærlighedsforhold! Selv om det kan da godt være der er kærester eller ægtefolk der siger: Det er OK, det fungerer meget godt imellem os, og deres bedste samtaler er som når man afstemmer forventninger i en MUsamtale. Men i livet, i kærligheden er der alligevel mere på spil. Det særlige at den anden er der i mit liv. Det at den anden, på trods af alt bare giver mig sig selv. Giver modspil og medspil. Det jeg ikke bare kan regne med. Livet er aldrig bare en tl en. Det her er min forventning, og det her får jeg, og så går det op. Nej! Livet har et overskud i sig, noget jeg ikke kan regne med. Selv om meget ligner sig selv, er det nyt hver morgen jeg står op. Og det kommer mig i møde med små overraskelser, kærlighedsgaver, som overvælder og griber fat i mig og gør mit liv rigere, end jeg kunne tænke mig tl. Som når jeg nu de sidste 14 dage, hen på afenen, når de andre fugle ter, har kunnet høre natergalen synge i min baghave. Jeg har igennem årene været på mange vandringer i krat og ved sø uden at der været en eneste natergal, og nu synger den, uventet og så smukt lige uden for vinduet. Livet overvælder os. Det er ikke bare en tl en. Det er ikke en fornufig afale, men fyldt af gaver, som vi lever og opretholdes af. Den som ikke ved det, har aldrig virkelig levet, siger Pontoppidan.

3 Evangeliet siger det samme: Hvad har du som du ikke har fået givet? står der et sted. Og lignelsen som vi hørte, som man jo plejer at kalde lignelsen om den fortabte søn, men som snarere burde hedde lignelsen om de to fortabte sønner, eller lignelsen om den kærlige far, handler i eminent forstand om det. Om det der overvælder os, gaverne, glæden og kærligheden som ikke lyter tl vores retærdighedssans eller forventninger. For faren lignelsen i lignelsen hører jo slet ikke på sin yngste søn da han kommer hjem. Sønnen som har opbrugt hele sin del arven, har ellers forberedt en længere tale, hvor han angrende bekender hvordan har forspildt sit liv: Far, siger han, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faren tager slet igen notts af hans syndsbekendelse. Han fejer den tl side i ren glæde over at den søn han troede var død, nu er kommet levende hjem. Skynd jer og kom med den fneste festdragt og giv ham den på og slagt fedekalven, for det her skal vi fejre, nu skal der være fest. Sønnen når slet ikke at få stllet sit spørgsmål: om han må gå som en af farens daglejere. Så overstrømmende er farens glæde, at den drukner sønnens anger og skyller hans spørgsmål bort. Den yngste søn ved godt at han ikke har krav på noget, nu hvor han har sat alt over styr. Men arbejde kan han da, og måske kan han blive ansat som daglejer på farens gård. Så vil han kunne overleve, yde en indsats og få noget igen. Men det tæller ikke for faren. For sønnen er jo den elskede, som er gået fortabt, men nu er fundet, faren kan ikke og vil ikke holde sin glæde tlbage. At tænke i en tl en, du giver noget og får noget tlsvarende igen, er et ikke-liv, det er blive i fortabelsen. Mens livet er i den kærlighed som strømmer over i glæde og løber den fortabte i møde. Sådan er det, siger lignelsen, for Livgiveren, for Gud. Det har været en overvældende og overraskende hjemkomst for den yngste søn. Men for den ældste søn bliver det tl en anfægtelse og en provokaton. Hvad ligner det at faren slagter

4 fedekalven og holder fest, fordi den unge charlatan er vendt hjem, nu hvor han har soldet det hele op. En sådan generøsitet har faren da ikke udvist over for ham, den ældste, som pligtskyldigt er blevet derhjemme og har hjulpet med gårdens drif. Så han udbryder: Men din søn der, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven tl ham. Læg mærke tl at han slet ikke vedkender sig sin bror. Han siger ikke min bror her, men din søn dér. Hvad er der galt med ham, hvorfor kan han ikke glæde sig over sin brors hjemkomst? Det kan for det første ikke fordi han er jaloux. Og hvis faren ikke havde været der tl at lægge sig imellem, kunne det sagtens være endt i brodermord, ligesom dengang med Kain og Abel. Han glæder sig i hvert fald ikke som faren over at den yngste søn er blevet levende igen. Men der også noget mere på spil. For han er ikke bare jaloux. Han er krænket. Krænket på farens vegne. Og krænket over at faren er lige så løsagtg som sin søn. Her ødsler han med alt hvad har for at feste sammen med den nar som ikke har gjort sig fortjent tl noget som helst. Mens han selv har puklet og slidt i det, og gjort alt for at tækkes sin far. Man kan godt forstå den ældste bror. Forstå hans harme. Men samtdig er det også åbenlyst at han selv er fortabt. Fortabt i den forestlling at faren, altså Gud, retærdigt holder regnskab med sine midler, så enhver vil få hvad han fortjent og slidt sig tl. Han mener at livet går op, at når man yder, har man også et krav. Han mener at han selv er beretget tl at overtage farens ejendom. Og han er på den måde enig med sin bror selvfølgelig fortjener han ikke mere at kaldes sin fars søn. Det kan godt være det er sådan man tænker, både på det arbejdsmarked der var dengang og på det vi har i dag. Men når det drejer sig om livet, selve livet, kærlighedens liv, så er man fortabt når man er indfanget af den tankegang. Når man lader det gælde i forholdet mellem forældre og børn, imellem

5 elskende, eller mellem mennesker og Gud. Så er det kærlighedsgaver vi lever og opretholdes af. Så kan vi ikke gøre os fortjent tl at være den elskede, være søn af huset, være Guds. Mit barn du er jo altd hos mig, og alt mit er dit, siger faren tl den ældste søn. Men nu burde vi feste og være glade, for et menneske som var fortabt, er blevet levende igen. Om det også sker med den ældste bror, om han også kan træde ud af døden og fortabelsen og ind i livet og glæden, ved vi ikke. Men vi ved at lige meget om han bliver med at retærdiggøre sig, eller om han som sin bror går i sig selv og angrer, så inviterer Gud ham tl ind tl et nyt liv, fest og glæde og fællesskab igen og igen. For det er jo fremfor alt hvad lignelsen viser. Gud opgiver os ikke. Han lader os ikke bare gå i os selv. Men han kalder på os og giver os sig selv, sin kærlighed og sit overvældende liv. Ja han lader dig få, sådan som vi sang det i salmen, han lader dig få mer end du selv kan forstå, bedre end hjertet begærer. Sådan er Gud. Han, som med tusind velsignelser ved dig at smykke, som vi også sang det. Han, som overøser dig med kærlighedsgaver fra vugge tl grav. Han spørger ikke tl hvad du har gjort eller tænker. Men inviterer dig ind i en undrende taknemmelighed, ind i festens og glædens atmosfære hver eneste dag.

Relaterede dokumenter

Den guddommelige historie om den fortabte søn, den misundelige bror og den mærkelige far der ser igennem fingre med alt.

Den guddommelige historie om den fortabte søn, den misundelige bror og den mærkelige far der ser igennem fingre med alt. Prædiken til søndag 12. juni 2016 i Havdrup kirke Søndagen som også kaldes for den