Kommunist-kritisk fidelist kysser kvinder på kinderne

Transkript

1 Kommunist-kritisk fidelist kysser kvinder på kinderne Cuba og kommunisme hører sammen i de flestes optik - men det gør det ikke hos turguiden Alexis. Han har altid været fan af Fidel Casto, men han mener ikke Cuba nogensinde har været kommunistisk. Tekst: Anna Gudmann Hansen Foto: Alexander Hjorth Jespersen

2

3 Alexis kender næsten alle klipperne og krogene rundt omkring sin by, Viñales, og viser næsten hverdag turister rundt i området. Luftfugtigheden får sveden til at pible frem på både turister og cubanere, der er vant til de høje temperaturer på mindst 30 grader. At solen står højt på himlen om eftermiddagen og skyerne kun hænger over klipperne, der omkranser byen, hjælper ikke på det. Den søde svedlugt er noget, alle lever med i Viñales. Cikaderne leger i græsset næsten døgnet rundt, og ved siden af de larmende dyr og et træ, hvor et af byens utallige firben holder en pause fra sit sprint op af stammen, er Alexis stoppet op for at stå stille et øjeblik i skyggen. Han løfter sin mørkeblå LA Bogders-kasket af med sin højre hånd, imens han med oversiden af hånden tørrer sveden af panden. Han står med benene spredt og fødderne solidt plantet i den rødbrune jord, og imens han slår sin venstre arm ud med håndfladen op af, siger han: Jeg er fidelista helt ind i hjertet! Men jeg er ikke kommunist. Alexis er 45 år og har de sidste 14 arbejdet som turguide i det vestlige cubanske turistparadis, Viñales. Han har mørkebrune øjne og lysebrune vandrestøvler på. På sine ruter fortæller han historier om, hvor ondt det gør, når myrerne bider, og han udpeger hvilke bananer, der er søde, og hvilke cubanerne laver sprøde chips af. Når han kommer forbi en smuk blomst, plukker han den og ryster myrerne af. Han har boet i Viñales hele sit liv,

4 og det er tydligt, både når han går rundt i byen, og når han går gennem de små landsbysamfund uden for, hvor alle vinker til ham, og hvor han kysser kvinderne på kinderne. Selvudnævnt fidelista Når han taler om politik og om livet som cubaner, stopper han op midt på vejen, kigger rundt på dem, der lytter, og han ender de fleste sætninger ved at slå en høj latter op og ved at gribe den nærmeste hårdt i overarmen. Der er ikke nogen tvivl om, at Alexis er en mand, der støtter Castrostyret. Han siger selv, at han taler fra hjertet, når han erklærer sin støtte til Fidel Castro. Han er den bedste, siger han som forklaring på, hvorfor han foretrækker Fidel fremfor broderen, Raúl, der i 2008 overtog præsidentsædet. Han stopper op, lægger hovedet på skrå og løfter skuldrene, da han forklarer, at det sagtens kan være, Raúl nu er Cubas præsident, men at han ikke er i tvivl om, hvem der egentligt styrer det hele og er manden bag de ændringer, der er sket i Cuba siden Det er Fidel, siger han, det hele er hans arbejde. Da han modtog paven, de kontakter han har foretaget sig, selv den kontakt, han har haft til USA - det er udelukkende hans skyld, at der sker forandringer. Og de forandringer, han taler om, mener han uden tvivl, er gode for det cubanske folk. Om det er Raúl, dig eller mig, der sidder på præsidentsædet, er lige meget, det er stadig Fidel, der tager alle beslutningerne - sammen med unionen selvfølgelig, det er ikke ham alene. De lytter jo til folket. Folket ville have internet, vi fik internet. Folket ville rejse, vi kan rejse. Muligheden for at rejse udenlands og at komme på nettet, er ikke det eneste, det cubanske folk ønsker. Der er med god grund ikke mange cubanere, der Selvom broderen Raúl overtog præsidentsædet i 2008, er Alexis stadig størst fan af Fidel Castro. Han mener også, det stadig er ham, der styrer det politiske landskab i Cuba.

5 Når Alexis bevæger sig rundt omkring i Viñales, kysser han kvinderne på kinderne og vinker til alle, han kender. er i tvivl om, at de offentlige lønninger er svære at få til at række - men hvorfor styret ikke sætter lønningerne op, har Alexis forståelse for. Vi får så mange gratis ting, og vi betaler ikke engang skat. Hvis lønnen bliver højere, skal vi også betale vores børns skolegang. Og hvad kommer det så til at koste? Det ved vi ikke, for vi har aldrig gjort det. Hvis lønningerne blev sat op, ville alle andre priser også stige, og så ville cubanerne alligevel ikke have flere penge tilbage til dem selv. Det ikke-kommunistiske Cuba Den gængse opfattelse af Cuba er et kommunistisk oligarki. Fidel Castro bekendte sin holdning til socialismen, da han kort tid efter revolutionen startede samarbejdet med den Sovjetiske Union, og de sidste 50 år har han opbygget et kommunistisk styre. Alexis er bare ikke enig i den opfattelse. I følge ham har Cuba aldrig været kommunistisk. Hvad er kommunisme? spørger han, imens han står med spredte ben, det er, at alle er helt lige. Sådan har det aldrig været i Cuba - heller ikke inden forandringerne! Kommunismen tages bogstaveligt af Alexis. Lægerne tjener mere lærerne, og en arbejder tjener penge, det gør en arbejdsløs mand ikke. Derfor er cubanerne ikke lige, mener han. Politikken er som sådan også ligegyldig, mener han. Det er ikke kommunisme, socialisme eller noget helt tredje, der betyder noget. Det gør revolutionen til gengæld. Længe leve Fidel! er en skrift, som er at finde på husmurene i enhver cubansk by, også Viñales, og det er på grund af personer som Alexis, der oprigtigt ønsker, at revolutionen aldrig vil dø.