Spærrer vi vejen for os selv?

Transkript

1 Spærrer vi vejen for os selv? En råstofpolitik uden demokratisk involvering og en vilkårlig forvaltning af råstofloven er med til at gøre Grønlands fremtid usikker. Grønlands Arbejdsgiverforening efterlyser bedre regulering, administration, organisation og rådgivning og frem for alt en ordentligt politisk debat. Det synes Naalakkersuisut åbenbart er for tidskrævende. Af Brian Buus Pedersen Direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening Indspark og fodspark GA afgav sit høringssvar til Naalakkersuisuts Forslag til Grønlands olie- og mineralstrategi inden for høringsfristens udløb den 7. februar kl. 12:00. Den 8. februar forelå så den endelige version af strategien, som den 11. februar blev omdelt til Inatsisartut - til orientering. Man kan konkludere flere ting omkring den proces, bl.a. at Naalakkersuisut fra fredag den 7. februar kl. 12:00 til dagen efter, lørdag den 8. februar, ikke har skyndt sig langsomt, men meget hurtigt, i drøftelsen af de indkomne høringssvar. Der må have været travlt på gangene i Selvstyret den nat. Man kan også konkludere, at der blev brugt en hel del mere tid på at mangfoldiggøre og omdele den 100 sider store rapport med ca. 100 sider bilag end på at drøfte, om høringsparternes og andres bidrag gav anledning til overvejelser eller dialog. Endelig kan man vel i store træk konkludere, at de af Naalakkersuisut benævnte indspark i den råstofpolitiske debat i form af høringssvar og f.eks. den uafhængige rapport Til gavn for Grønland, der jo har afstedkommet en hel del offentlig debat, er blevet mødt med et fodspark fra Naalakkersuisut bagi. Det synes GA er en rigtig stor skam, for olie- og mineralstrategien rummer mange vigtige beslutninger, som de næste fire år skal styre udmøntningen af Grønlands vigtige råstofpolitik noget Naalakkersuisut altså bare ikke ønsker at være i dialog med nogen om. GA fremlægger i sit høringssvar en række konkrete anbefalinger om, hvordan råstofstrategien kan gøres bedre. Høringssvaret kan læses på GA s hjemmeside, men desværre ikke lige som andre høringsparters svar heller ikke kan på Naalakkersuisuts hjemmesides høringsportal. Hvorfor ikke? GA s opfordring til dialog, debat og møder vinder ikke genklang, så vi vil derfor gerne bruge pressen til at fremhæve nogle af vores vigtigste indvendinger omkring både selve processen og strategiens indhold. Der er desværre kun meget lidt plads i en kronik, men nogle af de vigtigste er bl.a.: Demokratisk deltagelse i samfundsudviklingen bør være mere end tomme ord

2 I vores høringssvar fremlægger vi en række kritikpunkter og anbefalinger til råstofstrategien. Høringsforslaget viste sig imidlertid at være meget tæt på det endelige resultat snarere end et forslag, som man måske i virkeligheden ikke havde tænkt sig at ændre på. Begrebet høring har dermed fået en ny betydning i grønlandsk realpolitik. Naalakkersuisut arbejder ofte med meget korte høringsfrister, hvilket GA gentagne gange har påpeget. I forslaget til Grønlands olie- og mineralstrategi er der heller ikke sammenhæng mellem de aktuelle udspil og Naalakkersuisuts koalitionsgrundlag for råstofpolitikken. Det skaber usikkerhed og forvirring. Lad mig nævne høringsfristerne først. I dette tilfælde var den sat til fire uger, hvilket er meget kort tid til levere et gennemarbejdet svar på et samlet og omfattende katalog af 69 anbefalinger om strategiske indsatsmål i råstofstrategien de kommende fire år og baseret på en hovedrapport med tilhørende bilag på i alt ca. 200 sider. Der er tale om en strategi, som i de kommende år vil få en helt afgørende betydning for Grønlands samfundsudvikling - økonomisk, politisk, socialt, miljømæssigt samt erhvervs- og arbejdsmarkedsmæssigt. Det er derfor GA ś konklusion, at både udformningen af råstofstrategien og gennemførelsen af høringsprocessen er useriøs. Hvis man fra Naalakkersuisut har et reelt ønske om involvering og dialog med samfundets mange interessenter omkring udviklingen af Grønland som et råstofland, er dette for det første ikke muligt med en frist på kun fire uger. For det andet kan vi notere os, at man hverken havde reelle planer om at forholde sig til de høringsvar, som en del aktører har brugt ressourcer på at fremsende eller, at der herefter overhovedet skulle være nogen debat. Man havde nemlig også allerede planlagt, at strategien blot skulle fremsendes som en orienteringssag til Inatsisartut. Hurtigt og tilsyneladende effektivt. GA synes, at fremgangsmåden står i stærk kontrast til Naalakkersuisuts gentagne, politiske udmeldinger om, at man vil forstærke og forbedre den demokratiske deltagelse i samfundsudviklingen. GA er bekymret over, at mange relevante synspunkter og konstruktive høringsbemærkninger og bidrag fra andre bidragydere, ikke når frem til de politiske beslutningstagere. Det går ud over kvaliteten i det politiske beslutningsgrundlag, og det kan man ikke kamuflere uanset, hvor mange borgermøder man holder. Det er ikke kun kritik, GA kommer med, men også konstruktive forslag. Vi anbefaler bl.a., at høringsfristerne forlænges til otte uger - og ikke mindst, at Naalakkersuisut involverer samfundets relevante parter i dialogen om så vigtige sektorpolitiske strategier, f.eks. også inden de sendes i høring og på mange andre måder. Den 16. februar 2012 præsenterede GA en rapport om åbenhed og demokrati i høringsprocesser, en rapport som stadig kan findes på GA s hjemmeside, og som desværre har vist sig meget mere relevant, end vi havde frygtet. Med udgangspunkt i internationale erfaringer anvises en række muligheder for at forstærke den demokratiske beslutningsproces. 2

3 GA s pointe er, at vi kun bliver bedre til at træffe gode beslutninger, hvis vi mødes i dialog og med en reel vilje til samarbejde. Erfaringer fra mange steder i verden viser, at samfund faktisk kun bliver både rigere og mere velfungerende, hvis man har en ægte vilje til at tale sammen: Politikere, regeringer, erhvervslivet og alle de vigtige institutioner i civilsamfundet. Stil gerne krav, men fjern usikkerheden Helt overordnet er vi betænkelige ved den mangel på konsekvent politisk styring, der efter vores mening hersker på råstofområdet. Blandt andet er råstofloven en rammelov, som på flere områder efterlader selskaberne i tvivl om retstilstanden. Det er f.eks. et problem, at rammerne i loven ikke er udfyldt af bekendtgørelser mm., for det giver forvaltningen alt for stort spillerum til selv at udfylde og definere indholdet i lovgivningen. Et særligt problem er den uforudsigelige sagsbehandling forstået på den måde, at forvaltningen mener sig berettiget til på et hvilket som helst tidspunkt i forløbet at stille ændrede eller nye byrdefulde krav til ansøgeren som betingelse for at træffe afgørelse i en given sag. Det bidrager heller ikke til klarheden, at det ofte heller er ikke gennemskueligt, om og hvornår forvaltningen optræder som myndighed eller kontraktforhandlende modpart. Når nye krav f.eks. bringes i spil på et sent tidspunkt i forløbet, vil det kunne underminere det konkrete projekt og dermed som konsekvens, at det ikke bliver realiseret. Det er et almindeligt indtryk fra GA s dialog med brancheaktørerne, at man udmærket accepterer, at myndighederne stiller krav, men at man ikke på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt i forløbet har et rimeligt overblik over disse krav, og hvilken rolle forvaltningen spiller. GA anbefaler derfor, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der på baggrund af både myndighedernes og branchens praktiske erfaringer med råstofloven skal redegøre for og fremlægge anbefalinger til en modernisering af loven. Derved kan loven i højere grad skabe forudsigelige betingelser for råstofaktiviteter i Grønland og således fremme investorernes interesse. Grønland kan ikke påvirke internationale konjunkturer og andre globale faktorer, der har indflydelse på råstofbranchens beslutninger, men vi kan fjerne den usikkerhed, som vi selv er årsag til. Vi har ikke råd til at fortsætte ad en kurs, der får investorerne til at trække sig eller udsætte deres beslutninger. Men det sker lige nu, og det gør investorerne usikre. Formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, har fornylig søgt at tegne et anderledes positivt billede end eksperterne af, hvor attraktiv Grønland er som mineland. Hun fremhæver bl.a., at det internationalt anerkendte Fraser Institute netop har givet Grønland en 23. plads på det såkaldte Policy Perception Index blandt 112 lande, stater og provinser i verden. Hun glemmer blot at fortælle, at Grønland for et år siden lå på en 14. plads. Det kan man kalde et hurtigt fald fra en høj placering i rangordenen - i en periode, hvor hendes regering har haft magten. Grønland ligger stadigvæk højt i den samlede rangorden, men det er bare ikke godt nok, hvis aktørerne begynder at miste tilliden til det politiske system. 3

4 Citat fra efterforskningsselskab: Grønland - en regulatorisk rædselshistorie GA taler ofte med aktørerne inden for råstofindustrien. Her møder vi et helt andet billede af den virkelighed, som Aleqa Hammond præsenterer. En af aktørerne, som er citeret i den rapport, som Aleqa Hammond henviser til, udtaler om Grønland: A regulatory horror story med henvisning til den rodede proces omkring opnåelse af udnyttelsestilladelser. Vi kan i hvert fald konkludere, at selvom Grønland fortsat har en høj, generel placering på det vigtige indeks, så er der hurtig og kontant afregning, hvis en regering sender signaler og træffer beslutninger, der skaber usikkerhed. GA kan konstatere, at Naalakkersuisut har formået at skabe rigtig meget usikkerhed, men prøver at tegne et billede af det modsatte. Fra at sole sig i billedet af det regulatoriske one door policy som en særlig, servicevenlig grønlandsk håndtering af råstofselskaberne, frygter GA, at princippet nu blandt mange aktører er omdøbt til et one stop policy, fordi sagsbehandlingen af selskabernes ansøgninger simpelt hen går alt for langsomt og er præget af vilkårlighed. Det sker desværre på et rigtigt kritisk tidspunkt, hvor nogle selskaber er kommet langt videre end efterforskningsfasen og er klar til eller i gang med at ansøge Naalakkersuisut om egentlige udnyttelses- og idriftsætningstilladelser. Et vigtigt budskab fra den netop overståede minemesse i Toronto, PDAC, som er verdens største inden for sit område, er, at Grønland risikerer at miste mange muligheder, hvis man ikke inden for de nærmeste måneder er klar med den nødvendige kapacitet og kompetence til en effektiv håndtering af mineselskabernes forberedelse af ansøgninger om udnyttelsestilladelser. Hvis Grønland forspilder den mulighed i det såkaldte window of opportunity, som iagttagere i industrien mener er på vej lige nu, risikerer Grønland at miste momentum. Det er et spørgsmål om timing og om at kende sin besøgelsestid, så vi ikke først er klar til at handle, når konjunkturerne igen går den gale vej om nogle år. For at gøre ondt værre: Den usikkerhed, som den nuværende politiske kurs skaber, handler ikke blot om aktørerne på råstofområdet. Også inden for vores vigtige hovederhverv, fiskeriet, og i erhvervslivet generelt, skaber vilkårlighed og fraværet af en sammenhængende erhvervspolitik stor usikkerhed om rammebetingelserne for at løbe en risiko og investere i Grønland. De aktører, der lige nu er aktive i Grønland på råstofområdet, er gode til at læse, og de kan ikke undgå at bemærke, hvordan Naalakkersuisuts erhvervspolitiske slingrekurs nu negativt påvirker dem, der allerede i mange år inden for de øvrige erhverv har satset på at bruge egne sparepenge - eller andre investorers og långiveres risikovillige penge i Grønland. Lige nu sendes der kort og godt helt forkerte signaler til dem, som vi alle sammen har brug for, hvis vi skal skabe økonomisk vækst og dermed basis for det velfærdssamfund, som vi hver dag har nye dyre forventninger til. Det er ikke blot en farlig erhvervspolitisk kurs, det er det samme som trække tæppet væk under velfærdssamfundet. Egenrådighed giver ikke gode beslutninger 4

5 Det nytter ikke som Naalakkersuisut gør i sin olie- og mineralstrategi at markedsføre mulighederne i Grønland med jubeloptimisme om, hvor mange miner og nye oliefelter der vil være i gang, inden der næste gang skal laves en ny olie- og mineralstrategi. Der er ikke noget, som GA og vores medlemmer ønsker mere, end at der kommer gang i råstofaktiviteterne. Det er blot fra andre og mere indsigtsfulde debattører påpeget, at strategien mangler hold i virkeligheden, når man gætter på, hvor mange nye miner og oliefelter, der vil være i gang inden for de næste fire år. Det, som GA selv fremhæver i sit høringssvar, er, at der på både højt politisk og administrativt niveau mangler en organisations- og planlægningsstruktur, der kan sikre en ordentlig planlægning og koordination af råstofpolitikken, og herunder at de nødvendige ressourcer og kompetencer er til stede, når de komplicerede beslutninger skal træffes og virkeliggøres. Lige nu kører Departementet for Erhverv og Råstoffer tilsyneladende solo både politisk og administrativt, og det er ifølge de meldinger GA modtager fra aktørerne i råstofindustrien, hverken effektivt eller professionelt det er katastrofalt. GA anbefaler også, at der bør etableres en permanent, national rådgivningskommission ( Råstofråd ), der med deltagelse og involvering af eksterne og herunder uafhængige eksperter og ressourcer kan indsamle viden og udarbejde årlige redegørelser til støtte for Naalakkersuisuts og Inatsisartuts beslutninger på råstofområdet. Det havde f.eks. været oplagt at benytte et Råstofråd til at levere et uafhængigt bidrag til råstofpolitikken i lighed med den uafhængige rådgivning, som Økonomisk Råd nu i flere år har afleveret i sine årlige redegørelser om Grønlands økonomiske politik. Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens Erik Kirkegaard, har afvist forslaget om et uafhængigt rådgivende organ, fordi han er bekymret over, at det er uden for parlamentarisk kontrol. Det argument er lidt svært at forstå. Er logikken så, at Naalakkersuisut også mener, at Økonomisk Råd bør nedlægges, fordi det er uden for parlamentarisk kontrol? Mht. at inddrage andres råd i sine beslutninger vil jeg afslutte med at citere den britiske politiker og filosof, Edmund Burke, fra det 18. århundredes oplysningstid: I løbet af mit liv har jeg kendt og efter formåen arbejdet sammen med store mennesker; og endnu har jeg aldrig set en plan, der ikke blev forbedret ved iagttagelser fra dem, der forstod langt mindre end den person, der var mest inde i sagen. Både når det gælder uafhængige eksperter og andre, så synes jeg det er et rigtigt godt og stadigvæk tidssvarende råd til dem, der i dag egenrådigt formulerer og eksekverer politikken og de administrative beslutninger på råstofområdet i dag. 5