GENERISKE CASES TIL UNDERVISNING I MANAGEMENT ENGINEERING: Eksempler på ingeniørarbejde. Case: Velfærdsteknologi i brug. DTU Management Engineering

Transkript

1 GENERISKE CASES TIL UNDERVISNING I MANAGEMENT ENGINEERING: Eksempler på ingeniørarbejde Case: Velfærdsteknologi i brug DTU Management Engineering Oktober

2 Denne case er én ud af en samling af generiske casestudier, som kan blive brugt inden for læring om Management Engineering. Formålet er at anvende casestudierne som læringsmateriale for de ingeniørstuderende, der har en dybdegående teknisk indsigt i et specifikt emne, og give dem en forståelse af dette emnes placering i en større sammenhæng samt hvilke sociologiske problemstillinger, der kan være knyttet hertil. Casematerialet skal lægge op til diskussion og anvendelse af multidisciplinære løsningsforslag, så den studerende udfordres og ser sammenhængen blandt forskellige fagområder. Casebeskrivelserne er, inden for hvert sit emne, beskrevet ud fra ønsket om at: synliggøre den aktuelle samfundsrelevans beskrive et afsluttet/konkret eksempel proces, struktur, resultater have den studerende som målgruppe give forslag til tekniske spørgsmål og diskussionsoplæg til analyse af casen være fiktiv med inspiration fra real life cases Casebeskrivelserne er bestræbt at have en længde svarende til 4-8 sider, for at gøre dem overskuelige for de studerende samt for at gøre det muligt at bearbejde dem inden for perioden af et alm. undervisningsforløb. Af øvrige cases kan henvises til: Case: Produktion i midlertidige organisationer Case: Sustainable Global Facilities Management 2

3 Case Velfærdsteknologi i brug Et studie-projekt Design af et genoptræningsredskab til apopleksipatienter: design, beslutningsprocesser og projektarbejde Samfundsudfordringen Der er i Danmark brug for, at sundheds- og plejesektoren kan levere flere og flere ydelser til den danske befolkning, da der bliver flere ældre og kronikere som følge af stigende levealder og usund livsstil. Og dette uden at andelen af offentlige udgifter til sundheds- og plejesektoren kan forventes at stige. En yderligere problemstilling er, at der af demografiske grunde vil være færre hænder og hoveder til rådighed til at levere de efterspurgte ydelser. Den vigtigste udfordring som følge heraf vil derfor bestå i at udvikle og implementere teknologier og metoder, som for de samme eller færre penge kan levere flere ydelser til at tilfredsstille fremtidens patienter og plejekrævende borgere. De velfærdsteknologier, der skal udvikles og Trusler mod sundheds- og plejesektoren: Stigende sundhedsudgifter: Sundhedsudgifterne vil stige med godt 50 mia. kr. frem til 2050, forudser de økonomiske vismænd. Flere ældre: Antallet af ældre over 65 år vil stige fra til over 1,5 mio. i år Mangel på hænder: Hver gang otte mennesker stopper på arbejdsmarkedet, vil der kun komme 5 nye ind Flere kronikere: Usund kost, rygning, for meget alkohol og for lidt motion er tilsammen skyld i 40 % af sygdomme i Danmark. Og tallet vil stige de kommende år. Kilde: Mandag Morgen Fremtidens velfærdsteknologi, 29. november 2010 implementeres kræver typisk en tværfaglig indsats, som integrerer tekniske og organisatoriske faktorer i en medicinsk og plejefaglig kontekst. På forskningssiden er der ikke bare behov for tekniske løsninger, men løsninger, som indpasses og forankres i arbejdsgange og organisatoriske rammer (DTU, 2011). Definition af velfærdsteknologi Velfærdsteknologi er en beskrivelse for en række teknologier, der anvendes i det danske velfærdssystem. Betegnelsen velfærdsteknologi er ikke videnskabeligt defineret men er opstået politisk og administrativt i et forsøg på at optimere det danske velfærdssystem. Således dækker betegnelsen over en lang række discipliner indenfor teknologi, processer og ydelser. Velfærdsteknologi kan understøtte eller forstærke tryghed, sikkerhed, sociale netværk, daglige gøremål og mobilitet i den daglige hverdag. Den er rettet mod personer med kroniske sygdomme, borgere med handicap i forskellige former og grader samt personer med genoptræningsbehov. Derudover omfatter velfærdsteknologi også teknologiske løsninger, der primært anvendes af og understøtter de medarbejdere, der leverer eller udfører velfærdsydelserne. Velfærdteknologi har derfor to brugere, nemlig borgeren eller patienten, hvis velfærd er i centrum, samt det professionelle sundheds- og plejepersonale, der skal hjælpe og assistere borgeren i brugen af teknologien. (DTU, 2011). Velfærdsekspert fra DTU udtaler, at man ved velfærdsteknologi kan stille to spørgsmål: Gør det vores liv nemmere? og kan vi spare noget?. 3

4 Velfærdsteknologi på DTU DTU, som besidder ingeniørmæssige kompetencer inden for mange områder, ønsker at anvende disse kompetencer til udvikling af teknologier, der kan rettes både mod det borgernære og professionelle mål, og hvor udnyttelsen af disse teknologier kombineres til holistiske løsninger. DTU vil, inden for dets mange men også begrænsede specifikke kompetencer, foretage forskningsbaseret teknologiudvikling, der kan føre til nye velfærdsteknologiske produkter med eksportpotentiale, hvilket menes at være vejen frem for dansk indflydelse på udviklingen af velfærdsteknologi på det globale marked. (DTU 2011). Et eksempel udvikling af et genoptræningsredskab I det følgende beskrives eksemplet, hvor to studerende fra DTU foretager en produktudvikling af et genoptræningsredskab til brug på hospitaler. Eksemplet er således en incremental produktudvikling, som er en del af velfærdsteknologiudviklingen, men ikke afdækkende for området. Til sidst i dette casemateriale gives et kort oprids af eksempler på hvilke andre projekter, man i dag udvikler og arbejder med inden for velfærdsteknologi. I det følgende vil udviklingen af genoptræningsredskabet blive beskrevet. Herunder den proces, som de studerende har været igennem, samt hvilke tanker de har gjort sig under og efter projektarbejdet. Bl.a. vil der blive lagt vægt på at beskrive det samarbejde, som de studerende har haft med andre faggrupper som en essentiel del af arbejdet. To ingeniørstuderende på DTU, indenfor Design og Innovation 1, har som afsluttende projekt været en del af en arbejdsgruppe til at udvikle et hjælperedskab til genoptræning af apopleksipatienter. Patienter med apopleksi har fået en blodprop eller blødning i hjernen, og hvis patienten overlever, er der stor risiko for varige mén. Ofte oplever patienterne nedsat førlighed og/eller halvsidelammelse af kroppen, hvilket stiller specifikke krav til genoptræningen. Patienters mén kan variere, hvorfor der også er behov for at kunne foretage differentieret genoptræning. Figur 1: Apopleksipatient hænger til højre side pga. lammelse i venstre side De studerende har udviklet redskabet i et kollaborativt samarbejde mellem fysioterapeuter, IPU (en ingeniørvirksomhed med interesse i at udvikle projektet), Medico Innovation (et 5- årigt projekt, opstartet af bl.a. forskerparken Scion DTU med det formål at skabe vækst og facillitere samarbejde mellem virksomheder, hvorfor de i dette tilfælde ønsker at hjælpe med at tilkoble det færdige projekt en virksomhed) samt de to studerende. IPU er anvendt som sparringspartnere i forbindelse med projektfornyelsesprocessen, og assisterer inden for det tekniske område. Under selve processen er det mest fysioterapeuterne og repræsentant fra IPU der har været en aktiv del, mens Medico Innovation i denne proces blot har været en smule inde over. Formålet med projektsamarbejdet var, gennem validering af problemfelt og skabelse af designløsninger, at danne et designudgangspunkt som efterfølgende kan vække en 1 Design og Innovation er en uddannelseslinje på DTU. For nærmere beskrivelse af denne henvises til: 4

5 virksomheds interesse i projektet en virksomhed, som IPU ønsker at indgå et samarbejde med. Projektet tager udgangspunkt i et projektoplæg fra neurofysioterapeuterne på Bispebjerg Hospital, hvori de efterspørger et forbedret træningsforløb for den såkaldte akutte genoptræning. Dette indebærer den første genoptræning, hvor patienterne skal lære at rejse sig, lave stående og gående øvelser samt øve motorikken. Konkret ønsker fysioterapeuterne en forbedring i forhold til de i dag eksisterende redskaber, som er til rådighed på hospitalet. Ingen af disse redskaber er specifikt udviklet til apopleksipatienter, og der må derfor kompenseres på forskellige måder både ved at lade en ekstra medarbejder assisterer med ekstra støtte til patienter og ved at skifte mellem forskellige redskaber alt efter det specifikke formål. Hvad fysioterapeuterne derfor primært ønsker er ét samlet redskab, der kan træne patienterne i deres naturlige bevægelsesmønstre, kan anvendes både til mobile og stationære formål samt bidrage med støtte således, at behovet for personhjælp minimeres. I den nuværende situation er der behov for to fysioterapeuter til at hjælpe patienten, bl.a. for at give støtte til patientens lamme side (konkret arm og skulder), hvilket de nuværende redskaber ikke formår. Endeligt ønsker de et redskab, der kan justeres til patienternes forskellige proportioner for bl.a. at tilgodese det stigende antal overvægtige. Figur 2: Ståstøttebord Otto Boch (for oven) og ståstøttebord Arjo Encore (for neden) Konkret anvendes der pt. to forskellige redskaber ståstøttebordet Arjo Encore og ståstøttebordet Otto Bock. Støttebordet ved Arjo Encore kan bevæges og anvendes primært til forflytninger og gangtræning, mens konstruktionen ved Otto Bock er stationær og derfor udelukkende anvendes til patienters genoptræning i stående position. Der er flere uhensigtsmæssigheder ved de to borde, bl.a. kræver Arjo Encore, at patienten har kræfter i fingrene til at holde om de to håndtag på bordet. Derudover er der problemstillinger ved bl.a., at Otto Boch ikke giver tilstrækkelig støtte i stående stilling, hvorfor patienten falder til siden. Hævebordet ved Arjo Encore hæves for højt og skaber en uhensigtsmæssig stilling for patientens (muligvis lamme) skuldre og arme og selerne er vanskelige at få ind under patienterne, hvilket kræver uhensigtsmæssige arbejdsstillinger for fysioterapeuterne samtidig med, at de er nødt til at være to om det; én til at støtte patientens lamme side og én til at føre selen ind under patienten mens denne, ved samarbejde mellem fysioterapeuterne, tippes. Derudover støtter (eller fikserer) det ene bord patienten ved skinnebenene mens det andet bord støtter ved knæene. Af bevægelsesmæssige grunde er det uhensigtsmæssigt at blive fikseret ved knæene. Ved Arjo Encore, som bruges til at flytte Figur 3: Illustration af forkert positionering vs. optimal positionering af bord 5

6 patienterne, risikerer benene at glide ud, fordi der ikke er støtte ved skinneben og fødder. I bilag 1 ses en sekvensmodel, hvor de studerende har identificeret problemstillinger ved tilfældet, hvor en patient skal have en sele på og via Arjo Encore rejses og gangtrænes. De studerende har gennem deres arbejde udviklet et nyt redskab, Emerge, som kombinerer funktioner fra de to eksisterende redskaber og imødekommer fysioterapeuternes ønske om et redskab, udviklet specifikt til apopleksipatienter, og som derfor yder den fornødne støtte og genoptræner i patientens naturlige bevægelsesmønster. Derfor er det også tilstrækkeligt med en enkelt fysioterapeut til at betjene redskabet. Overordnet kan Emerge beskrives ved, at den har en sele, der som enkeltperson er nem at føre ind under patienten og den har et bord med armstøtte, der kan justeres efter patientens størrelse og proportioner. Derudover giver bordet sammen med selen og tilhørende justerbare snore støtte til patienten, således at denne ikke falder ned til siden eller belastes på sin lamme arm og skulder. Ligeledes giver bordet god støtte ved anklerne og fastspænder fødderne (ved stående træning), så patienten ikke risikerer at falde ud. Endeligt hjælper bordet og Figur 4: Prototype af de studerendes samlede koncept Emerge armstøtten via selen apopleksipatienten til at bevæge sig i sit naturlige bevægelsesmønster. Under designet af redskabet har de studerende lagt særlig fokus på selen, som, de vurderer, har en central rolle til både at støtte patienten via fastspænding til bordet, og hjælpe til et naturligt bevægelsesmønster samtidig med, at evnen til at få denne ind under patienten på en let måde både har betydning for hvilken arbejdsstilling fysioterapeuten må anvende, og hvorvidt der er behov for en eller to personers hænder. Selen blev under projektet som det eneste udført i en virkelighedsnær prototype med anvendelse af rigtige materialer og den rigtige skala. Selen er lavet af spilerdug, som er et materiale, hvis overflade har en lav friktion og derfor glider let. Derudover har udformningen betydning for anvendelsesnemheden. Selvom redskabet er tiltænkt primært at skulle anvendes med hjælp fra professionelle fysioterapeuter, kan det også benyttes hjemme privat hos patienterne. Den nye sele og udformningen af bordet sikrer en ordentlig støtte og undgår risikoen for, at patienten falder ud til siden, hvorfor pårørende også kan assistere ved brug af redskabet. En af de studerende udtaler, at de under forløbet har haft samtaler med pårørende, der giver udtryk for ønsket om at være mere involveret i genoptræningen og at de, som det ser ud nu, nogle gange kan føle, at de ikke har en plads i genoptræningen. Dette giver det nye redskab en mulighed for. Processen I udviklingen af redskabet har de to ingeniørstuderende været igennem forskellige steps. Deres udfordring har været, at de som udgangspunkt ikke har vidst noget som helst om apopleksipatienter og genoptræningsredskaber. Derfor er projektet udviklet med stor fokus på at inddrage alle projektdeltagerne i beslutningsprocesserne med tanken om, at det bedste 6

7 resultat skabes ved inddragelse af alle relevante aktører, hvor også fokus på opretholdelse af alle deltagernes interesse for projektet er vigtig. De har haft et ønske om at trække på alle aktørernes professionelle kompetencer, særligt fysioterapeuternes, som de har ladet være en stor del af designarbejdet. Research og analyse Som det første blev der foretaget feltarbejde og research og gennemgående analyser af de nuværende redskaber hvordan disse bruges i praksis, og hvilke arbejdsstillinger fysioterapeuterne udsættes for. Derudover blev der lavet analyser af patienternes bevægelsesmønstre, hvortil en forsker inden for dette område blev interviewet. Ud fra observationer og snak med fysioterapeuterne blev den tidligere omtalte sekvensmodel udarbejdet. Da apopleksipatienter er meget sårbare og det i deres øjne også kan være lidt tabu-belagt, har der været en begrænset mulighed for at foretage observationer med patienter (kun to patienter accepterede), hvorfor de studerende har trukket meget på fysioterapeuternes erfaring, bl.a. også mht. breakdowns, som de studerende ikke selv fik mulighed for at observere. Resultatet af researchen har været klarlæggelse af apopleksipatienters behov med fokus på bevægelsesmønstre. Derudover blev nuværende mangler ved de eksisterende redskaber klarlagt. Der blev dannet et KJ diagram til at skabe overblik over problemfeltet. Et KJ diagram har til formål at gruppere indsamlede data og relatere observationer til problemstillingerne. Hele tiden har de studerende haft stor fokus på at identificere stakeholdere og deres særlige interesser i projektet (produktet). Dette være sig både folk i projektgruppen, patienter, pårørende og også non human interessenter som fx patienternes lammede muskler, som der skal tages særlige hensyn til, patienternes varierende proportioner mv. Ligeledes er der reflekteret over aktørernes, fx patienternes, fortolkningsmæssige fleksibilitet, da eksempelvis nogle patienter ønsker et genoptræningsredskab, der udfordrer dem fysisk og psykisk, mens andre bare ønsker et redskab, der gør al arbejdet for dem. Som resultat af alt dette er indsatsområderne samt projektafgrænsningen og udviklingsarenaen udarbejdet. Udfordringer i designprojektet blev der også tages hensyn til eksempelvis at bordet både skal kunne stabilisere svage patienter, mens stærkere patienter kræver mere fleksibilitet. Generelt har der været fokus på udfordringen i, at bordet skal være fleksibelt og kunne tilpasses mange typer patienter med forskellige behov. Konceptudvikling Efter analysefasen startedes konceptudviklingen. Dette blev gjort i tæt samarbejde med projektgruppen via workshops og møder. Især blev fysioterapeuterne inddraget hele vejen. Aller først blev der afholdt et Milepælsmøde 1, hvor analyserne og observationerne fra researchen blev præsenteret for hele projektgruppen. Formålet hermed var at præsentere problemfeltet, en opstilling af indsatsområderne og gennemgå sekvensmodellen (bilag 1) trin for trin. Mødet gav projektdeltagerne et godt indblik i problemfeltet samt de studerendes måde at arbejde på som designingeniører. Milepæl 1 fungerede ligeledes som en forventningsafstemning omkring hvorvidt problemfeltet stemte overens med fysioterapeuternes opfattelse samt for projektets videre forløb. Herefter blev grundspecifikationer med funktionsdiagrammer udviklet af de studerende og senere præsenteret sammen med 9 konceptidéer som visuelt kommunikationsmateriale. Der blev foretaget to workshops. Hensigten ved første workshop var primært, med udgangspunkt i en 7

8 visualisering af funktionsflader, at få forventningsafstemt meget tidligt i konceptforløbet. I første workshop var der mange deltagere (hele gruppen) + en arbejdsmiljøkonsulent, og detaljeringsgraderne blev diskuteres. Den visuelle præsentationsform blev valgt for at give en forståelse for designingeniørers arbejdsform. Output fra workshop 1 blev brugt til den videre udvikling. Særligt blev der herefter arbejdet med detaljeringen af selen, som centralt element, og der blev lavet studier på hvordan man får noget ind under en patient. Dette førte til 6 koncepter. I workshop 2 deltog, pga. organisatoriske kompleksiteter, kun fysioterapeuterne. Her blev selekoncepterne diskuteret og afprøvet, og der blev sammenlignet med hvorvidt den nye research stemte overens med fysioterapeuternes erfaringer. Skitser og tegninger blev ligeledes brugt som remedier. På naturlig vis blev forskellige koncepter sorteret fra. Løbende hermed skete der også en videreudvikling af de resterende delløsninger: fod- og skinnebensstøtte, armstøtte og bord samt løftemaskine og bevægelse. Resultatet af arbejdet med outputtet fra workshop 2 blev udvikling af 3 overordnede koncepter. Herefter blev der afholdt et møde (milepæl 2), hvor det endelige resultat, med brug af vurderingsskemaer, blev udvalgt. Som følge heraf opstartedes detaljeringsfasen, hvor redskabet blev inddelt i fire delløsninger (sele, bord og armstøtte, fod- og skinnebensstøtte samt løfte- og bevægelsesmekanisme), som blev detaljeret parallelt hver for sig bl.a. med stor fokus på apopleksipatienters proportioner. Selen, som den mest udviklede del, blev udført med rigtige materialer i en 1:1 model. Endeligt blev prototypen afprøvet sammen med fysioterapeuterne. Ud fra feedback blev der foretaget justeringer efterfulgt af en anden afprøvning. Igen var fokus på selen centralt. Der blev arbejdet med endelige udformninger og materialevalg inden for alle delløsninger. Figur 5: Overblik over konceptudvikling Ved de studerendes projektafslutning er mange detaljeringer stadig black boxet. Disse skal udvikles, når og hvis der findes en virksomhed, der er villig til at investere i og færdigudvikle produktet. Som repræsentanten fra IPU udtaler, kan én detalje (fx en justeringsmekanisme) tage op til at halvt år at udvikle og optimere på tilstrækkelig vis. De studerendes egne refleksioner over forløbet Hele forløbet bærer stort præg af involvering af aktører i beslutningssituationerne. Ud over, at de studerende lavede en bred interessent-analyse, har fokus været at efterleve fysioterapeuternes behov, ønsker og idéer. Dette dels fordi de besidder en erfaring og viden, som de studerende er afhængige af, men også fordi idéoplægget til projektet er udarbejdet af 8

9 fysioterapeuterne. Samarbejdet med fysioterapeuterne har været helt uundværligt for udviklingen af projektet. Også repræsentanten fra IPU har haft stor betydning og flere gange har de studerende valgt at følge hans forslag både mht. tekniske løsninger og også til fx præsentationsformen overfor de resterende projektdeltagere og anvendelse af diagrammer og skemaer (fx vurderingsskemaet ). Og mht. fysioterapeuternes gennemslagskraft var udvælgelsen af det endelige koncept eksempelvis et resultat af en vurdering ud fra deres kontekst (resultat af Milepæl 2). De studerende udtaler, at de, på trods af glæden ved inspiration og sparring med professionelle, også har følt sig lidt begrænset i deres designfrihed, da de følte, at de måtte følge fysioterapeuternes idéer nøje og også tage udgangspunkt i de eksisterende redskaber i stedet for at tænke i et helt nyt koncept. Ligeledes følte de sig nødsaget til at følge IPU s metoder nøje for at bevare deres interesse i at ville overtage projektet. De studerende udtaler at det kom bag på dem, hvor meget tid det tog at koordinere møder og hvor stort et ansvar de havde for at få hele processen til at forløbe som den skulle selvom interessen reelt kom fra fysioterapeuterne og de fik inkoorpereret alle deres ønsker og holdninger. Fysioterapeuterne fyldte mere, end de studerende på forhånd havde regnet med. Det har også været en udfordring at afholde og facilitere workshops. Derudover blev der ved Milepælsmøde 1 tilkoblet en arbejdsmiljøkonsulent, der præsenterede helt andre vinkler, som de studerende måtte forholde sig til, hvilket ligeledes kom bag på dem og var en kompleksitetsfaktor. Designingeniører er uddannet til at idégenerere og lave syntesearbejde samt at være gode til at finde løsninger. Men på nuværende tidspunkt mener de studerende at have behov for støtte fra nogen, der er teknisk mere dygtige, selvom de dog tilføjer, at de ikke kunne have gennemgået deres arbejdsforløb uden den generelle tekniske indsigt, som de har fra studiet. De studerende udtaler, at det, der har fyldt mest, var analysefasen og funktionskortlægningen i samspil med den resterende projektgruppe. De har haft stor brug for evnen til hele tiden at videreformidle og kommunikere idéer og koncepter for den resterende gruppe. De har bl.a. lært af projektet, at de virkelig kan bidrage til at komme rigtig langt inden for en reel problemstilling i samfundet og skabe noget, der er brugbart. Det videre forløb Der er nu lavet et koncept, og næste step og udfordring for de studerende vil være at finde en virksomhed, der vil gå med ind i projektet og finansiere det. Først til detaildimensionering med tests og senere til lancering og salg. De udtaler, at de har haft kontakt til flere virksomheder, men at ingen har vist reel interesse i at gå ind i projektet. Det har vist sig at være sværere at finde en interesseret virksomhed, end de troede. De studerende mener selv, at der virkelig er et hul på markedet inden for redskaber til apopleksipatienter og alligevel er det svært for dem at vurdere og sælge værdien af produktet til nogen. Det er på nuværende tidspunkt ikke de studerendes plan at videreudvikle produktet selv men i stedet blive ved med at lede efter virksomheder. Under problemstillingen i at finde en virksomhed ligger også besværligheden i at finde ud af hvilken slags virksomhed, der kunne være interesseret. Endeligt diskuterer de studerende hvorvidt redskabets næste udviklingsstep er at automatisere det yderligere og indbygge en robot således, at der slet ikke er behov for en assistent til apopleksipatientens genoptræning. De studerende stiller dog spørgsmålstegn ved, om dette vil 9

10 være muligt med et sådant type redskab, da der er et etisk spørgsmål forbundet med, at patienten har brug for fysisk nærhed og tryghed under en svær genoptræning af en svær (fysisk såvel som mentalt) sygdom. Under deres research talte de studerende med patienter, der ligefrem brugte betegnelsen Helvedesmaskine om genoptræningsredskabet. Derudover tjekker man ved genoptræning også patientens responderingsevne, hvilket de studerende mener, at en robot måske kunne have svært ved. Ligeledes blev der stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt en robot kan registrere fremskridt og lære en person at kende samt at tage højde for behovet for varieret og alsidig træning blandt forskellige patienter. Robotteknologi er stadig begrænset viden og de studerende mener ikke, at redskabet, som det er nu, egner sig til at blive yderligere automatiseret. Men de kan ikke afvise, at det på lettere vis ville kunne accepteres blandt dem, der er unge i dag, og i større grad lever i en robottid, når de bliver ældre. Måske kan redskabet blive videreudviklet til den tid. Endeligt er det et redskab, der rettes imod at blive anvendt i den offentlige sektor, hvorfor de økonomiske muligheder vil være en begrænsende faktor. I den forbindelse nævner de to studerende, at de under forløbet var ( negativt ) overrasket over, hvor meget der blev fokuseret på økonomi og hvor tit de hørte: det er vigtigt at tænke på at finde de billige løsninger. Afslutning videre udvikling og forskning Der er mange udviklingsprojekter, som enten er i gang eller snarligt på vej, inden for velfærdsteknologi. Hvad der tidligere blev regnet som velfærdsteknologi, bliver ikke ved med at have denne benævnelse. Eksempelvis kan nævnes robotstøvsugere. I dag er en robotstøvsugeren blevet allemandseje og et konsumprodukt frem for en velfærdsteknologi. Ekspert inden for velfærdsteknologi på DTU taler bl.a. om, at redskaber til at hjælpe de stadig flere ældre og kronikere, der er hjemme, som følge af at en større overdragelse af kronikerbehandling til kommuner fra hospitaler og lokallæge, er aktuel forskning i dag. Man taler i dag også om begrebet trykhedsteknologi, som er et område i udvikling. Herunder kan nævnes VVS baderobotter, et følsomt gulv, der kan mærke om nogen er faldet, spisemaskine, intelligente senge mm.. Derudover kan nævnes maskiner, der kan tage hensyn til en persons særlige behov inden for en vis teknik (fx mobiltelefoner), fungere som et virtuelt besøg eller virtuel samtalepartner til at afhjælpe depression og ensomhed. Konkret er DTU ved at stable et projekt på benene, hvor de med efterspørgsel fra en kommune, og dermed i samarbejde med denne, skal udvikle en elektronisk aftale -kalender, som på en overskuelig og enkel måde skal gøre det muligt for borgeren selv, pårørende og ansatte at se hvilke aftaler og aktiviteter borgeren har fremover og har haft. Den skal fungere som et enkelt kommunikationsværktøj mellem parterne, udgøre et interface med kommunens kalender og evt. også være i stand til at spærre nogle oplysninger for nogen og ikke andre. Udfordringen er således at finde ud af, hvad et sådant redskab skal indeholde, hvordan brugerfladen skal udformes og hvordan det skal designes. Inden for sundhedssystemet ønsker man at opnå arbejdskraftsbesparelser og sænke udgifterne for det offentlige. Der er et stort markedspotentiale for innovative virksomheder. Projektet Healthcare Innovation Lab arbejder med ny teknologi og udvikler sine resultater via brugen af simulationsværktøjer. Projektet er unikt i og med, at det fra start er gennemført i et tæt samarbejde mellem hospitaler (brugerne), virksomheder og vidensinstitutioner, et såkaldt Offentlig-Privat Innovationssamarbejde (OPI) med hele 26 samarbejdspartnere. I dette projekt er der arbejdet med tre demonstrationsprojekter som afspejler udfordringer i nutidens og fremtidens hospitaler: Telemedicin behandling over afstand, Mobile Blodprøvesvar og 10

11 Fremtidens ambulatorium. Den overordnede projektledelse for projektet har været Center for Sundhedsinnovation, Region Hovedstaden. Myndighederne for dette arbejde med velfærdteknologi er således i høj grad hospitaler og sundhedsvæsenet, kommuner samt Erhvervs- og byggestyrelsen. For yderligere information om velfærdteknologi og udviklingstendenser her indenfor kan henvises til: Kollaborativ udvikling af hjælperedskab til genoptræning af apopleksipatienter (Pedersen og Bech, 2012) Velfærdsteknologi på Danmarks Tekniske Universitet (Rapport udarbejdet af arbejdsgruppe, 2011) Healtcare Innovation Lab - forskellige cases (Center for Sundhedsinnovation, Region Hovedstaden, 2012) Aldrig mere brev fra Kommunen (Mandag Morgen, 2015) Ambient Assisted Living- Joint Programme (Mandag Morgen, 2012) 30 Innovationsmetoder en håndbog (Erhvervs- og byggestyrelsen, 2010) ( Design og Innovationsuddannelsen: 11

12 Eksempler på diskussionsspørgsmål: Projektledelse: Hvilke problemstillinger står de studerende overfor? Hvilke forbedringsmuligheder er der i forhold til disse problemstillinger? Beskriv projektets tværfaglige samarbejder. Hvilken betydning har den? Fordele / ulemper? Produktudvikling (dette område er særligt casespecifikt): Skitsér processen. Er der problemstillinger i forhold til udviklingsforløbet? Hvilke forbedringer kunne der have været i processen? Kunne noget i forløbet have skabt et bedre produkt, som kunne lette den videre søgen efter en interesseret virksomhed? (og senere salg af produktet?) Ingeniørarbejde: Hvilke karakteristika illustreres i forhold til indholdet af ingeniørarbejdet? Hvilke fordele/ulemper kan det give de studerende at have begrænset teknisk specialindsigt samt at have den ballast fra studiet de, som designingeniører, netop har? Hvordan skal ingeniører generelt forholde sig til arbejdet med velfærdsteknologi og de etiske problemstillinger, der kan være forbundet med nye innovative produkter? Entreprenørskab: Hvad skal de studerende gøre, hvis de gerne vil promote projektet overfor en virksomhed, der skal blive interesseret i at udvikle produktet? Hvilke hensyn skal der tages og hvem skal inddrages? (den konkrete situation) Hvad skal de studerende gøre, hvis de vil selv vil starte en virksomhed og videreudvikle produktet? (en tænkt situation) Hvis nu der allerede var en etableret virksomhed (med en produktion), der ønskede at udvikle dette redskab, hvilken proces skulle den så gennemgå? 12

13 Bilag 1 Sekvensmodel for patient og fysioterapeuts bevægelsesmønstre ved en genoptræningssituation Kilde: Pedersen og Bech,