Den tredje, hver måned Jan Sonnergaard

Transkript

1 Den tredje, hver måned Jan Sonnergaard Da han også var færdig med at støvsuge inde i spisestuen, syntes han et kort øjeblik at han hørte noget, der græd. Det var langt væk, men alligevel så højt at han kunne høre det oppe i lejligheden. Han slukkede for maskinen og prøvede at lytte. Men så var det vist ikke noget alligevel. Han så tilfreds ud over stuen. Der var ikke en finger at sætte på noget, der var ganske rent og pænt. Derfor åbnede han døren til altanen yderligere op, så der rigtigt kunne blive luftet ud. Nu var det tid til at fuldende personhygiejnen. Han havde nemlig allerede været i bad og vasket håret, umiddelbart inden han gik i gang med den sidste stue. Og nu var håret tørt, så derfor var det tid til at påbegynde barberingen. Der måtte nemlig ikke være en finger at sætte på noget. Ikke i dag. For det var den tredje. Han havde glædet sig til dagen. Som han altid gjorde. Den tredje. Da kom der et vist brud på rutinen. Da skete der noget andet. Derfor gjaldt det om at holde formerne. Og gøre som man skal. Holde en vis stil. For man må gerne være skødesløs. Men man må ikke være sjusket. Han stillede støvsugeren ind i skabet, knappede langsomt skjorten op, lagde den på en stol, der stod der til det samme formål uden for badeværelset og gik ind. Men han havde vist efterladt aftershaven inde i stuen, da han gjorde rent i badeværelset. Mærkværdigt nok. Så han måtte tilbage igen, og i øvrigt måtte han også åbne et vindue mere derinde, tænkte han, for der kunne så let blive indelukket, og stuerne kunne få sådan en ubehagelig lugt. Men da han åbnede vinduet, hørte han igen denne voldsomme gråd nede fra Grøndals Parkvej. Det lød som et barn, der var vanvittig ked af det, og han skyndte sig ud på altanen, og gav sig til at kikke ned på gaden. Men der var ikke noget at se, så egentlig var det meget mærkeligt. Det havde jo lydt så højt. Men da han havde lyttet i tre minutter, og stadig ikke hørte mere gråd fra hvem det nu måtte være, gik han tilbage til badeværelset. Og da barberingen var overstået og han havde et ansigt som en nyvasket baby, hentede han brevene ude i entréen. Og jo, jo. Den var god nok. Der var foretaget overførsler, den faste pension var løbet ind på kontoen, og kapitalpensionen havde også givet et afkast. Alt var i sin orden. Så han fik den gode idé at gøre noget ekstraordinært for stueplanterne. Derfor løftede han en meget stor bregne op, og bar den langsomt og forsigtigt ud på altanen.

2 Men det græd igen dernedefra. Det var ganske tydeligt, også selvom det havde flyttet sig. Det var som om lyden nu kom fra et sted i parken, mens det før snarere var kommet nede fra gaden. Men det var stadig lige hjerteskærende. Så han skyndte sig at stille planten derude og lukkede altandøren i igen. Og tøjet lå klar oven på en kommode. En nystrøget skjorte nede fra renseriet, nypressede bukser, en jakke, en kridhvid undertrøje og et slips. Efter påklædningen tog han affaldet fra indersiden af køkkenskabet og bandt den tynde plasticpose sammen med en sirlig knude, som han altid gjorde. Så gik han ud i opgangen, åbnede affaldsskakten og smed den lille pose ned. Han blev stående foran åbningen til skakten lige indtil han hørte et svagt bump. Så lukkede han den i og låste med en t-formet nøgle som han gik tilbage med og anbragte på knagerækken i entreen, lige ved siden af hoveddøren. tag: en graffitimalers signatur Han åbnede gadedøren og gav sig til at spadsere op mod Stationskiosken. Det var formiddag, så det var på de tider hvor han plejede at købe cigaretter, og det, der måske stadig manglede i husholdningen. Senere på dagen, hen omkring aften, købte han nogle gange en pakke mere. Men i så fald aldrig mere end en ti-styks. Det var ved at blive forår, og han standsede et kort øjeblik for at se på et kirsebærtræ, der var blevet helt hvidt, og han kom pludselig i tvivl: Bliver de hvide før de springer ud, eller er de sprunget ud når de bliver hvide? Men så fik han øje på noget. For på hjørnet af Grøndals Parkvej og Godthåbsvej så han sin kioskmand. Den rare pakistaner boede selv i ejendommen, men alligevel var det sjældent man så ham ude på gaden. Nu stod han foran sin bil. En ny bil, som han havde købt for et halvt år siden. En lille Polo, en grøn Polo, og en ny Polo, som han havde fortalt så meget om. Den var blevet overmalet med skældsord, og manden så, at de også havde spraymalet hagekors på den. Hvad er der dog sket? spurgte han, men kioskmanden svarede bare : Idioter. Hærværk... Dumme mennesker, og så sagde han ikke mere, for han havde netop smurt lakfjerner ud over graffitien, og på køleren lå der tvist og en lille børste, og nogle andre dåser og tuber med kemikalier. Og kioskmanden gav sig til at gnide på den mindste tag med kluden. Selvom enhver kunne se, at dét der uden tvivl krævede omlakering på et autoriseret værksted Sådan noget skete da ikke i gamle dage, tænkte han. Andre steder måske, men ikke i Vanløse. Og han ville sige noget til kioskmanden, men i sidste sekund ombestemte han sig, trak på skuldrene og ønskede ham en god dag. Og så gik han videre, den stik modsatte vej af, hvad han plejede. Op mod Prima, nu der jo var lukket dér, hvor han plejede at handle ind. Det var i øvrigt på sæt og vis ganske praktisk, for han kom i tanke om at han højst havde kaffe nok til én kande mere. Hvilket jo ville give ham et problem i morgen tidlig.

3 Og kort tid efter fik han øje på barnet. Han hørte det før han så det, og det var nøjagtig den samme stemme som havde lydt nede fra gaden. Men man skulle næsten ikke tro det. At sådan en lille størrelse kunne larme så meget. For det var et lille barn, 8 år måske. Og i tilgift var det et grimt barn. Et meget grimt barn, med tykke briller og rødt hår, og en betydelig overvægt. Og en lille cykel. Men det standsede lige i nærheden, mens det undersøgende kikkede rundt omkring sig. Hvad er der dog galt? spurgte han venligt. Og barnet så op på ham med så meget mistillid, at han blev helt forskrækket. Det stolede helt åbenlyst ikke på ham, og det turde ikke svare. Så han måtte stille spørgsmålet én gang til, før barnet overvandt sig selv og stod af cyklen og sagde: Jeg kan ikke finde min far. Men så begyndte det at græde igen, og steg op på cyklen og skyndte sig tilbage ad den samme vej, det var kommet. Op ad Godthåbsvej, og imod Sallingvej. Og han vidste med sig selv, at han ikke kunne lide det lille barn. Det var ham instinktivt imod. For ingen elsker overvægtige børn. Men han så alligevel efter det, da det vendte cyklen og kom tilbage ad samme vej, som det var kommet. Han lagde mærke til, at det stadig hulkede, om muligt endnu højere end før, og der var noget over situationen, som han ikke brød sig om. Han brød sig slet ikke om, at den slags kunne ske. Så egentlig burde han jo hjælpe barnet. Ringe efter en taxa, så hun kunne komme sikkert hjem. Men hvad nu hvis hun boede lige i nærheden? tænkte han. Og hvad hvis grunden til at hun var cyklet ud for at lede efter denne far... netop var, at der ingenting var derhjemme? Det var et dilemma, tænkte han. Mens han gik videre op ad Godthåbsvej, op mod Prima. For nogen burde jo trøste det lille barn. Nogen burde omfavne hende og tage hende op, og sige, at alt er i orden og hun behøver ikke være bange længere. Men i disse tider... Det var ikke urisikabelt, og han forestillede sig fremmede komme løbende og anklager om pædofili og børnelokkeri og politiforhør. Og han havde det som om det grimme, lille barn var lige i nærheden. Som om det ville i kontakt med ham. Sådan havde han det. Lige indtil han kom ind i Prima, hvor han købte 500 g kaffe og en kvart piskefløde, og 20 Prince. Så var det som om problemet ikke var der længere. Og det var en lettelse. Han kunne gå ud af supermarkedet og ned ad gaden uden spekulationer om, hvorvidt han skulle tage sig af det. Men da han kom forbi bodegaen ved siden af blomsterforretningen, fik han øje på den lille cykel igen, og han hørte lyden af noget man vel må kalde tumult, og en højrøstet mandsstemme, som var iblandet en anden stemme, som han øjeblikkeligt genkendte.

4 Hun var der igen... ved siden af en køn, ung mand i læderbukser. Manden trak en cykel ud på fortovet, og der var to fyldte indkøbsposer fra Prima på begge sider af styret, og cyklen slingrede fra den ene side til den anden. Og den lille, tykke pige trak sin cykel ved siden af den unge mand, og hun græd stadig, men hendes far gik bare videre, uden at svare barnet når det stillede sine spørgsmål, for ingen elsker det tykke barn. Jeg håber, ikke han giver sig til at slå på barnet, tænkte han og skyndte sig at sætte farten op. Men selvfølgelig gjorde den unge far dét, og han kunne udmærket høre slagene, da de faldt. Men selvom han hørte det, gik han til højre og ned ad den sidegade til Godthåbsvej, som han boede på. Og han skyndte sig ind i opgangen lidt nede ad gaden, og selvfølgelig tænkte han, at hvis han havde været yngre havde han smækket den unge mand sådan én på siden af hovedet. Dét havde han helt sikkert gjort. Dengang. Men det er ikke dengang nu, og da han kom op på 2. sal, hørte han en forfærdelig larm fra lejligheden til venstre. Og han kendte godt dem, der fylder deres lejlighed op med lyd for at skjule, at der ikke er noget. Han kendte hende udmærket. Det var en køn pige på 41 med et stort stereoanlæg, som ikke havde haft en kæreste så længe han boede der, såvidt han vidste. Så han gik videre op til fjerde sal, hvor han boede, og han tænkte: Godt man selv har fravalgt støjen. Stille, det er det, der skal være, tænkte han. Men så tog han sig i det, for i dag var jo undtagelsen. Denne ene gang om måneden. Sådan tænkte han, mens han hængte vindjakken på knagerækken ved siden af den t-formede nøgle til affaldsskakten. Og inde i glasskabet hentede han cd en. Én cd, med Frank Sinatra, og han brød sig ikke meget om Frank Sinatra, for dengang der stadig skete noget, så han film, og en af de film han så hed Godfather, og dengang sagde man, at det netop var Frank Sinatra, som var forlægget for Johnny Fontane i Godfather. Men når det blev den tredje spillede han alligevel ét nummer fra denne cd, og det havde han gjort siden Det var ikke fordi han brød sig om nummeret, men alligevel var det blevet et ritual. Han hørte dét nummer. Og derpå støvsugede han. Og så hørte han dét nummer. Og bagefter vaskede han vinduer. Og hørte nummeret igen. Hvorefter han foretog de indkøb, der måtte være nødvendige. Og spillede det igen. For sidste gang i dag trykkede han play på det lille anlæg. Og det varede i tre-et-halvt minut. Så slukkede han, lagde cigaretpakken i inderlommen på vindjakken og tog en dyb indånding, ligesom for at gøre sig selv parat til at tage af sted igen. Men i samme øjeblik kom han til at tænke på noget, en bartender engang havde fortalt ham, dengang han stadig gik på værtshuse. Bartenderen sagde, at man først er rigtig alkoholiker, når man bliver syg af det. Og fortsætter alligevel. Og økonomien ryger. Og konen skrider. Og børnene holder op med at ville se én. Og man alligevel bliver ved. Men min økonomi er da meget god, tænkte han. Og han drak jo ikke længere. Og alligevel ville hans børn ikke se ham, heller ikke selvom de var voksne nu.

5 Men han ville ikke tænke på det. Og derfor hentede han kuverten i den hemmelige skuffe i skænken, åbnede den og begyndte at tælle sedler. Lige indtil han nåede frem til kr. Så lagde han kuverten tilbage på sin plads, og ringede 4 x 35, ligesom i tv-reklamerne. Og bagefter gik han ud af lejligheden og ned ad køkkentrappen til den aflåste gård, hvor han smed tre gamle aviser i genbrugscontaineren. Han børstede et lille, hvidt blad af skulderen og gik gennem gården og ud på Grøndals Parkvej for at vente på vognen. Og han smilede. For der var ikke langt. Og da vognen kom, bad han chaufføren køre ud på Godthåbsvej og videre mod Rosenørns Allé nr. 56. Og mens han sad dér på bagsædet glædede han sig oprigtigt til at gense stedet. For der var kommet to nye piger. Det tjekkede han nemlig på nettet i aftes. En franskspecialist fra Varde. Og en anal-trold fra det solbeskinnede Bornholm. Søde piger. Søde og smilende. De hed Sus. (2000)