Spændende historier fra den gæstfrie region

Transkript

1 september 2008 / nr. 33 Globen M e d l e m s b l a d f o r D e B e r e j s t e s K l u b VERDENS KOLDESTE BY På besøg i Nordøstsibirien FORTRYLLENDE HIMALAYA Kronraget blandt Nepals munke TURIST I IRAK Ét år efter krigens udbrud TEM A: MELLEMØSTEN Spændende historier fra den gæstfrie region

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort TEMA ARTIKLER KLUBBEN med billede skal fremvises. 6 TEMA: 5 HØJDEPUNKTER I MELLEMØSTEN 14 RUSLAND: VERDENS KOLDESTE BY af Gerner Thomsen 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til af Jakob Øster Læs om fem spændende attraktioner i Mellemøsten, som vi anbefaler dig at se. Spytklatter fryser til is og ens ånde til iskrystaller i bundfrosne Ojmjakon i Nordøstsibirien. beretninger om Mellemøsten. 5 Næste tema What is your good name, sir? Vi sætter 9 AFGHANISTAN: I VERDENS VOLD 26 NEPAL: FORTRYLLENDE HIMALAYA fokus på det indiske subkontinent. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk var.indd :42:24 af Rasmus Krath Rasmus går bag om landet præget af Al Qaeda, Taliban og den kolde krig. 20 BAHRAIN, DUBAI & QATAR: KONGERIGET, EMIRATET OG SULTANATET I ARABIEN af Jesper Grønkjær Den magiske rejsende bliver kronraget og klædt som munk i et kloster nær Mount Everest. 36 SAMOA, TONGA & VANUATU: STILLEHAVETS SMÅ PARADISØER 19 Forsidekandidater Se de flotte fotos, der var med i opløbet om at komme på forsiden. 55 Konkurrence De bedste artikler i konkurrencen: af Jakob Øster af Arne Runge Et specielt møde. Tag med på en forrygende rundtur blandt På en af verdens smukkeste øer sætter Stemmen bag sløret af Charlotte Felk venlige muslimer på den arabiske halvø. Arne livet på spil for at sende postkort til DBK. Baba Shankar af Malaika Malmos Forenet af forfædrenes ånder af Ewa 30 IRAK: DET ANDET IRAK af Anders Kofoed Pedersen Hør om mødet med Irak, når Anders som 44 PORTUGAL/LISSABON: ET LAND/EN BY af Lars Munk Bylinska 62 Skribentkonkurrence turist rejser til landet ét år efter krigens Fem ting du må vide om Lissabon og en Se hvordan du deltager i DBKs udbrud. billedrejse rundt i Portugal. skribentkonkurrence EGYPTEN & ISRAEL: STREJFTOG I MELLEMØSTEN 48 BAGGRUND: VERDENS VÆRSTE LUFTHAVNE 63 En vaskeægte landefræser? Læs portrættet af klubbens seneste af Erik Pontoppidan af Søren Fodgaard 100-lande-jubilar. Sammenfatning af Eriks mange lange rejser og arbejdsophold i den venlige Land med Druk Air i skovdækkede bjerge eller på stranden på Hebriderne ved lavvande. 64 Nye medlemmer region. 46 ISRAEL, SYRIEN & JORDAN: FRA JORDAN TIL ISRAEL MED FORHINDRINGER 51 KENYA: SMIL DU ER I KENYA af Camille Aulkær Andersen Tag med på luksussafari i Samburu, Lake Nakuru og Masai Mara. Se de sidste nye ansigter i klubben. 66 Klubbens kontaktpersoner af Niels Iversen Hør om pastoren fra Børkop og om 58 EVENTYR: DIAMANTHULEN hvordan Niels nær aldrig var sluppet ud af af Poul Folkersen Jordan. Posthumt bringer vi en fantastisk drømmende beretning fra en af DBKs største ildsjæle. 54 EGYPTEN: HIMMELSTORMERNES PERFEKTE KROPPE PÅ GIZA ALETTEN af Jacob Gowland Jørgensen 59 HONDURAS: FILMSTJERNE FOR EN DAG Jacob lægger tvivlende vejen forbi af Anette Kristiansen pyramiderne og sfinxen og bliver positivt Kom helt tæt på optagelserne af et af overrasket. Globetrekkers berømte rejseprogrammer. GLOBEN nr. 33 / September

3 intro redaktørens forord næste tema det indiske subkontinent Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard. Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: Det gæstfrie Mellemøsten Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Velkommen til mit land. Må jeg have lov til at byde jer på morgenmad? Jeg skal sent glemme mit første møde med den mellemøstlige gæstfrihed på min første rejse til den venlige region. Vi var ankommet til Syriens hovedstad Damaskus sent om aftenen, havde overnattet på det legendariske Al-Haramein hotel i udkanten af den gamle by, og var gået ud for at lede efter noget morgenmad. På et hjørne fandt vi en lille café, der serverede friskpresset juice og croissanter. Ud af det blå dukkede en lille venlig syrisk mand op og tilbød at betale for morgenmaden. Jeg sagde til ham, at det var der ingen grund til. Vi havde jo kun lige mødt hinanden, og i øvrigt tjente jeg sikkert mere end ham, sagde jeg til ham. Men han insisterede. Der kommer ikke mange turister til mit land, sagde han og betalte for maden. Velkommen, sagde han igen. Så gik han. Forsidefoto: Rasmus Krath Dreng læser i Koranen, Afghanistan Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 500 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. november 2008 Tema: Det indiske subkontinent Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Fungerende formand: Lars Munk, adresse s. 66 Han forventede intet den anden vej, og han ønskede ikke at gøre os selskab, mens vi spiste. Han ville bare gerne byde os på morgenmad. Lamslåede stod vi tilbage og grublede over, om folk her virkelig kunne være så oprigtigt flinke og uforbeholdent gæstfrie, mens en lidt dårlig smag, over hvor anderledes folk fra Mellemøsten behandles, når de kommer til Danmark, bredte sig i munden på os. Men som enhver, der har rejst i regionen vil vide, så er Mellemøsten heldigvis et sted, hvor det dybere end andre steder ligger indgroet i kulturen, at hvis man hjælper andre, så hjælper de nok én selv, hvis man en dag skulle få brug for det. Med temaartiklerne i dette blad synes jeg det på glimrende vis lykkes at beskrive gæstfriheden, man møder overalt i Mellemøsten, samtidig med at flere artikler på fremragende vis går bag om de konflikter, der også præger regionen. Tag f.eks. med Rasmus Krath på en spændende tur til Afghanistan, der fortæller os, hvordan landet er endt, dér hvor det er i dag. Og snyd ikke dig selv for Anders Kofoed Pedersens fantastiske beretning om hans usædvanlige turistrejse til Irak et år efter krigens udbrud. Som sædvanlig en stor tak til Anja for et layout, der bare bliver flottere og flottere. Og tak til de mange frivillige bidragydere, der deler deres spændende beretninger med alle os andre. God fornøjelse med bladet. Jakob Øster Foto: Jakob Øster Det indiske subkontinent Welcome! What is your good name, sir? Fra frodige Sri Lanka i syd til golde Nepal i nord og fra farverige Pakistan i vest til bjergrige Bhutan og folkerige Bangladesh i øst er landene på den indiske kontinentalplade parate til at pirre dine sanser. For foden af Himalayas bjerge og omgivet af Det Indiske Ocean ligger det måske mest legendariske rejseland af dem alle: Indien. Kaotisk og fascinerende. Dragende og frastødende. Landet, man med garanti aldrig glemmer, når det først er besøgt. Globen sætter fokus på Indien, landet som rejsende elsker at hade, og dets fascinerende nabolande. Hvis du har zigzagget gennem trafikken blandt cykelrickshaws og hellige køer i Indien, været på tigersafari i smilende Nepal, vandret i barske Himalaya, udforsket reserverede Bhutan, surfet på Sri Lanka, rejst med flodbåd i Bangladesh eller været på udkig efter Taliban i bjergene i Pakistan, så hører vi meget gerne fra dig. Husk at det altid er en god idé at give redaktionen et praj på globen@berejst.dk, hvis du vil skrive en artikel - især hvis din artikel handler om Indien. Husk, at deadline for næste nummer er 5. november. De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Kommende temaer Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Marts 2009: Caribien (deadline 5. februar) Juni 2009: Slyngelstater (deadline 5. maj) September 2009: Sydøstasien (deadline 5. august) GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

4 tema mellemøsten 40 Sofia Thessaloníkí Aegean GREECE Sea Athens BULGARIA. Istanbul Dardanelles EGYPT Historie: En af verdens ældste byer med mere end år på bagen og en historie, Luxor der har været D præget E S E af R utallige T voldsomme og blodige erobringer. Byen kaldes også for Davids By, Zions Stad, Fredens By og Den Gyldne Stad. Her stod det jødiske tempel, her blev Jesus korsfæstet, og her steg Aswan - Muhammed op igennem de syv himle på sin natlige færd. Administrative Boundary Kendetegn: Jerusalem har været jødernes hellige by i ca år, de kristnes i ca år og muslimernes 3. helligste by efter N U B I A N Mekka og 20Medina i knap år. D E S E R T Tropic of Cancer Nile SUDAN White Nile Bosporus Omdurman Petra, Jordan Khartoum Blue Gulf of Nile Suez Black Sea Ankara TURKEY. Izmir 5 højdepunkter i Mellemøsten Kayseri Denizli Konya Diyarbakir Antalya. Adana Gaziantep Icel (Mersin) Føl historiens vingesus, når Globen giver sit bud på fem Aleppo Crete Nicosia ting, du skal se i Mellemøsten. Her får du mulighed for at Latakia tage med til de steder, hvor verdens første civilisationer CYPRUS SYRIA Hims opstod lige fra basarerne i Isfahan Beirut Mediterranean og Muscat Sea over LEBANON Damascus grædemuren i Jerusalem til ruinerne i Palmyra og Golan Haifa Heights Petra-templet, hugget direkte ud i klipperne. ISRAEL Port Jerusalem West Bank* Tekst: Alexandria Jakob Øster Said Amman Dead Sea Foto: Jakob Øster og Wikipedia 30 Suez (lowest point in Asia, -408 m) Canal Gaza Strip* Cairo QATTARA Suez JORDAN DEPRESSION Al Jizah - Al 'Aqabah Jerusalem, Israel Historie: Petra er blevet beskrevet som En rosenrød by, halvt så gammel som tid. Blev først opdaget af den vestlige verden i 1812 af schweizeren Johann Burkhardt. Ingen ved, hvornår Petra blev opført, men man mener, at området er blevet betragtet som en helligdom siden oldtiden. Kendetegn: Gennem en smal passage i de imponerende røde, høje sandstensklipper når man frem til hovedtemplet The Treasury, hugget direkte ud i klipperne. Templet huskes af mange, fordi det var her Indiana Jones fandt den hellige gral i filmen Indiana Jones and the Last Crusade. 10 I dag: Jordans største turistattraktion. Kom i 1985 på Unesco s verdensarvliste og blev i 2007 af internetbrugere stemt ind som ét af verdens syv nye vidundere. 0 GLOBEN nr. 33 / September 2008 W E S T E R N Varna Bursa Asyut - T A U R U I dag: Den gamle bydel er udenfor tempelbjerget delt op i fire bydele - den kristne, den jødiske, den armenske og den muslimske. S SINAI PENINSULA Wad Madani - D O G U K A R A D E N I Z M O U N T A Gulf of Aqaba Port Sudan Yanbu' al Bahr - Hala'ib Samsun Tabuk - T'ana Hayk' - Scale 1:21,000,000 Lambert Conformal Conic Projection, standard parallels 12 N and 38 N Addis Ababa Kilometers 300 Miles Boundary representation is not necessarily authoritative. I N S Jiddah Red Trabzon Sea Sokhumi Euphrates Mecca ERITREA Massawa Asmara REAT RIFT H E J Desē (highest point in Europe, 5633 m) Bat'umi S Y R I A N D E S E R T A D A G L A R Z Medina ETHIOPIA + GEORGIA Tbilisi Van Lake Van Tigris SAUDI Lake Urmia Zanjan - ARABIA Caspian Sea Sumqayit ARMENIA AZERBAIJAN Erzurum Yerevan Baku Mosul Groznyy Arbil - Kirkuk Baghdad I R A Q Ha'il - Abha - Jizan - Lac'Assal (lowest point in Africa, -155 m) VALLEY I A S I C A U C A S U S M O U N T A I N S R Mount + Ararat An Nasiriyah - - Al Basrah Buraydah Sanaa Aden Bab el Mandeb DJIBOUTI Djibouti Tabriz - Berbera Hargeysa Kermanshah - - Hafar al Batin - - Rasht Kuwait KUWAIT Riyadh Abadan - - YEMEN Ahvaz - Al Jubayl Ad Dammam Gulf of Aden SOMALIA KAZAKHSTAN - Aqtau (Aktau) Qom Arak - Esfahan - Persian Gulf - Manama Dhahran BAHRAIN QATAR Al Hudaydah Al Mukalla- Provisional Administrative Line (lowest point in Europe, -28 m) Qazvin - Z A G R O S ELBURZ MTS. M O U N T A I R A N Shiraz - Bushehr - Doha Al Ghaydah Türkmenbaşy Balkanabat Kūh-e Damāvand + Tehran I N S R U B' A L K H A L I Strait of Hormuz UNITED ARAB EMIRATES OMAN UZBEKISTAN Amu Gulf of Oman Muscat 10 I dag: Hovedstad i sultanatet Oman og berømt for sin flotte havnepromenade og det legendariske marked Mutrah Souq. Darya TURKMENISTAN Bandar 'Abbas - Dubai Abu Dhabi Salalah - - Kerman Dasoguz K O P P E H D A G H Ashgabat Mashhad Nukus Türkmenabat G A R A G U M - D A S H T - E L U T OMAN Muscat, Oman Zahedan - - Arabian Sea Mary Herat - AFG. 40 Buxoro 30 PAK. Historie: Muscat har været erobret af både portugisere og persere, men er blevet befriet af to forskellige imamer. Er en af mellemøstens ældste byer. Kendetegn: En meget elegant by med meget fine huse, udtalte den portugisiske admiral Alfonso de Alburqueque, da han sejlede mod byen. Muscat betyder forankring Socotra havet og de både, der ankrer op i byen, vedbliver (YEMEN) at have stor betydning for byen. Golan Heights is Israeli-occupied Syria. Isfahan, Iran West Bank and Gaza Strip are Israeli-occupied with current status subject to the Israeli-Palestinian Interim Agreement -- permanent status to be determined through further negotiation. Israel proclaimed Jerusalem as its capital in 1950, but the US, like nearly all other countries, maintains its Embassy in Tel Aviv. Palmyra, Syrien 20 Historie: Ørkenby der ifølge biblen er bygget af Kong Solomon. Palmyra var en vigtig handelsby, kendt som ørkenens brud og beliggende i en oase 200 kilometer fra Damaskus på den vigtige karavanevej, der gik gennem den syriske ørken. Kendetegn: Blev under det romerske riges storhed én af de rigeste byer i Mellemøsten grundet palmyrernes evne til at handle med romerne ved at lade som om, de selv var romere. Det meste af byen blev udslettet under et jordskælv i år I dag: Palmyras ruiner er udnævnt til Unesco s verdensarvliste og udgør en af Syriens største turistattraktioner. Historie: En gang én af verdens største byer og ét af de vigtigste stop på Silkevejen. Var i det 16. århundrede Persiens hovedstad. Kendetegn: Råder over Naghsh-e Jahan, verdens 10. største plads, også kendt som imampladsen. Isfahan har kælenavnet halvdelen af verden i en by, fordi man i dens storhedstid mente, at havde man set Isfahan, havde man set halvdelen af verden. I dag: Irans tredjestørste by og et af landets største turistmål. I de hyggelige gange rundt om Imam-pladsen findes byens basar, hvor man kan købe nogle af verdens finest vævede tæpper.

5 tema mellemøsten Stadig i dag bærer mange afghanske kvinder burka. Farven fortæller, hvilken del af landet kvinden bor i. Burkaen er ikke Taliban-bevægelsens opfindelse men et resultat af traditioner og gammel kultur i Afghanistan. Taliban var bare de eneste der udstedte et nationalt burka-påbud. Afghanistan i verdens vold - om Al Qaeda, Taliban og den kolde krig Rasmus Krath skriver levende om krigens land og om verdens rolle i Afghanistans ulykke og giver sit eget bud på, hvorfor det hele er så svært i det centralasiatiske land, som engang var de rejsendes brohoved til østens hippieparadis. Tekst og foto: Rasmus Krath I 2004 rejste jeg en måned rundt i Afghanistan. På godt og ondt oplevede jeg mere, end jeg har gjort på samme tid i noget andet land i denne verden, og Afghanistan vedbliver at stå for mig som det mest særlige, mest imødekommende og mest misforståede land i min rejsehistorie. Hvorfor så det? Jeg rejste ind i Afghanistan med bus fra Iran til Herat i det vestlige af landet. Derfra fløj jeg til hovedstaden Kabul og kørte op igennem de østlige højder til byen Saripul, hvor Afghanistans eneste længere asfaltvej slutter. Fra Saripul kom jeg med en svensk elitesoldat på jeepekspedition ned gennem Hindukush bjergene til de smadrede Buddhastatuer i Bamyam og tilbage til Kabul, hvor jeg besøgte de danske soldater og endelig alene på blaf over Khyberpasset til Peshawar i det pakistanske stammeområde NWFP, North West Frontier Province. Jeg vil fortælle om, hvorfor Afghanistan er endt der, hvor Afghanistan er endt i dag. Jeg kunne nu berette en masse om rejsen som f.eks. at jeg fik diarré i en snestorm og måtte skide 14 gange lige bag vores jeep pga. minefare i rabatterne, at jeg var med til møder med lokale krigsherrer, der skulle forberede Afghanistans første præsidentvalg, eller at vi på jeepekspeditionen mistede to ud af tre jeeps i det kønne, men barske, barske afghanske landskab. Jeg kunne også skrive om, hvor gæstfrit jeg blev modtaget af faktisk alle de afghanere jeg mødte på min vej og blev inviteret ind i et utal af afghanske hjem til fåresuppe og historier fra en svunden tid. Eller jeg kunne underholde med ord om de smukke bjerge, den fascinerende ørken og de betagende afghanere, der befolker det sagnomspundne land. Men disse historier kunne for læseren i en artikel som denne minde om så mange andre historier fra så mange andre dragende lande, hvor de lokale er smukke, gæstfri og bor i underskønne områder. Det synes jeg ikke gør afghanerne den ret, de fortjener. Det fortæller ikke det, jeg gerne vil sige om dem eller deres land eller i hvert fald ikke på en måde, som jeg kan få frem i min artikel her. Måske jeg bedre kan gøre den slags over en øl i baren på Café Globen til de af jer, der har lyst til at høre på mine rejsehistorier derfra. Derfor vil jeg i stedet bruge denne artikel på at fortælle om nogle af de ting, der er sket i Afghanistan, som vores hjemlige nyhedsmedier sjældent får med i den ofte ensformige dækning af terror og danske soldater i det hærgede land. Jeg vil fortælle om, hvorfor Afghanistan er endt der, hvor Afghanistan er endt i dag. Fordi det er denne historie, der vil yde afghanerne den ret og ære, jeg mener de fortjener, og fordi det samtidig lige så meget er en historie om resten af verden i Afghanistan som det er en historie om afghanerne selv. For det er nemlig langt fra kun afghanernes eget ansvar, at deres land nu har været en krigsskueplads i 30 år. En konge Afghanistan havde engang en konge, der sad på magten i det ludfattige land, indtil han en dag blev væltet af tronen af sin svigerbror i et ublodigt kup. Det var i 1973, dengang hvor de europæiske hippier valfartede gennem landet på deres vej til evig karma i 1970 ernes rejseparadis, Indien og Nepal. I de følgende år kom Afghanistan under større og større påvirkning fra deres gigantiske nabo mod nord: Sovjetunionen. Situationen udviklede sig langs randen af en borgerkrig i Afghanistan mellem pro- og antikommunister, og i 1979 invaderede Sovjetunionen så Afghanistan som led i den kolde krigs udbredelsesstrategi. Den kolde krig Sovjetunionens Vietnam var begyndt: En ti år lang udmarvelseskrig mod de afghanske mujahadiner. Og her bliver historien interessant: CIA vendte koldkrigsblikket mod Afghanistan og tog kampen op mod de røde, men for ikke 8 GLOBEN nr. 33 / September 2008

6 at gøre krigen varm, bestod akten i at forsyne de afghanske krigere med våben i en lind strøm til at føre guerillakrig i deres eget land. Samtidig trænede man afghanerne i lejre i Pakistan og opfordrede dem til at gå i hellig krig mod kommunismen. Og så skete der noget. Afghanerne døde på stribe, blev martyrer i islams ånd med USA s støtte, og sovjetterne blev lige så stille banket ud af Afghanistan (se filmen Charlie Wilson s War). Undervejs styrkedes båndet mellem de syv ledende mujahadingrupper og de amerikanske CIA-ansvarlige - man havde tillid til hinanden i den fælles kamp. Men da russerne trak sig ud af et smadret Afghanistan i 1989, og muren faldt, tabte amerikanerne og den vestlige verden interessen for Afghanistan. Den kollapsede nation lå pludselig forladt, men fyldt med hellige krigere, som nu havde mistet deres styrende organ gennem ti år, CIA. Afghanerne stod med et sønderskudt hjemland, der ligesom så mange andre lande i koldkrigsperioden havde været skueplads for de to supermagters kamp om verdensherredømmet. Mujahadinerne gik efterfølgende i flæsket på hinanden i forsøget på at genoprette Afghanistan med hvert deres mål for øje. Borgerkrigen begyndte. Afghanistans eget Vietnam. Verden udenfor vendte det blinde øje til. Vi havde travlt med at hylde os selv, USA og Sovjetunionen for at have afsluttet den kolde krig. I Afghanistan lurede hadet. Således udviklede Taliban sig fra at være en forholdsvis fredelig organisation til at være det hårdtslående og kyniske regime, vi har hørt så meget om... Taliban Under den ti år lange kamp mod Sovjetunionen og de efterfølgende seks år, borgerkrigen skulle vare, flygtede seks millioner mennesker ud af Afghanistan. Med et befolkningstal på knap 24 millioner, var det hver fjerde afghaner, der vinkede farvel til hjemlandet. Ikke af lyst, men af frygt, nød og elendighed. Mange af dem endte i Pakistan. Her blev afghanerne gemt væk i enorme flygtningelejre og måtte leve med pakistanernes syn på sig som 2.-klassesborgere. I starten af 1990 erne sad mange unge stolte afghanske mænd således pinligt isoleret i lejre i den pakistanske ørken uden mulighed for arbejde, skolegang eller ret megen anden stimulation til krop og sind. Herudaf kom Taliban. Talib betyder ganske enkelt en der søger viden. Man ville lære noget, og Taliban startede som skoler i flygtningelejrene i Pakistan. Fortrinsvis undervistes i islam, men også i andre fag som sprog, historie m.fl. Med årene voksede organisationen sig stor, og man begyndte at drømme om et fredeligt Afghanistan. I 1994 lod man drømmene gøre virkelige: Taliban marcherede ind i Afghanistan. Uden at løsne et skud overtog organisationen halvdelen af landet og mødte først reel modstand i Herat i det vestlige Afghanistan. Herfra gik det galt: Taliban havde under fremmarchen budt alle velkommen i deres følge, og den hær der måtte kæmpe om de resterende dele af landet bestod nu af en sammenklistret suppe af mordere, voldtægtsforbrydere og andet revl samtidig med, at deres ledere var blevet tiltagende krakilske i bestræbelserne på at styre de afghanere, de løbende underlagde sig. Således udviklede Taliban sig fra at være en forholdsvis fredelig organisation til at være det hårdtslående og kyniske regime, vi har hørt så meget om hjemme i vores sofaer. Taliban sad på magten i stort set hele Afghanistan fra 1998 til 2001 og regerede folket med burka-påbud, billed- og musik-forbud samt en lang række andre love, der forbandede de almindelige afghaneres liv. I den grad. Al Qaeda I mellemtiden var en ung Osama bin Laden i 1996 blevet smidt ud af Sudan, hvor han som tilflytter fra Saudi Arabien havde lagt kimen til sit fremtidige succesfulde Al Qaeda netværk. Scenen for hans aktiviteter blev nu sat i Afghanistans rå bjerge, hvor Osama giftede sig med Talibanlederen Mullah Omars datter og således fik Taliban regimets accept og beskyttelse. Resten af historien kender vi: Osama fik for alvor gjort sit netværk kampklart i Afghanistan og gennemførte den 11. september 2001 det måske mest betydningsfulde terrorangreb nogensinde. USA vendte følgende Guds egen patriotisme mod Afghanistan og bad med store ord Taliban om bin Laden s udlevering. Mullah Omar sagde nej, USA samlede dets allierede og invaderede Afghanistan og fordrev Taliban. I den forbindelse sendte Danmark en håndfuld F16 fly til bjerg- og ørkenlandet og kastede lidt støv, som Flyvevåbnet stadig kalder de projektiler og bomber, der forlod de danske flyvere dengang. Kort derefter påbegyndte USA en intens jagt på Billede øverst til venstre: Jeg besøgte krigsherren Ismail Khan s soldater nord for Herat i det vestlige Afghanistan. Kanonen her var erobret fra Taliban og beskyttede nu Herat by fra en bjergtop. Billede øverst til højre: Den nye afghanske hær er under optræning, så regeringen kan tage kampen op mod Taliban. Men pengene er små, det internationale samfund negligerer opgaven og bruger langt de fleste midler på egne soldater i NATO-styrken. Billede i midten: Ødelagt kampvogn langs Jalalabad Road, Afghanistan Billede nederst: Fra 1979 til 2001 flygtede seks millioner afghanere ud af landet. Dertil kommer de millioner, der flygtede internt i landet og endte i lokale flygtningelejre som pigen her, der er født i en lejr i ørkenen udenfor Herat by. 10 GLOBEN nr. 33 / September 2008

7 Gennemsnitsalderen i Afghanistan er i dag 44 år. Fyrene nedenfor er trods deres udseende alle under 50 år. Osama i bjergene i sydøst, hvorfra man havde fået smidt Talibanerne ud. Stadig krig hvorfor? Men måske smed man ikke Taliban langt nok ud. De hellige krigere forsvandt mere eller mindre i grænseområderne ml. Afghanistan og Pakistan, og i al vores sejrsrus glemte vi at følge efter dem. Efter et års tid hvor telebanerne slikkede deres sår, har de siden rettet jævnlige angreb ind mod afghanerne, USA og ikke mindst de NATOstyrker, den vestlige verden placerede i Afghanistan efter Og krigen fortsætter den dag i dag. Taliban har tilbageerobret store områder, NATO er presset til det yderste, og selv amerikanerne er begyndt at ryste på hånden. Tre årsager: 1. Da CIA vendte afghanerne ryggen i 1989, opstod et endnu ikke udslukt had mod vesten (især USA) blandt mange afghanere, der havde mistet 1,5 millioner landsmænd i kampen med kommunisterne. Hadet blomstrede videre i andre dele af den muslimske verden, hvorfra CIA også havde importeret hellige krigere til slaget mod USSR. Hvem havde de kæmpet for? Tidligere CIA-ansatte har efterfølgende udtalt: They fought for our gold with their blood. 2. Talibankrigerne er for en stor dels vedkommende blevet trænet af CIA tilbage i 1980 erne og kæmper ironisk nok stadig med mange af de talrige våben, den vestlige verden donerede mujehaddinerne i sin tid. De er på mange måder veludrustede. 3. USA s private mission i jagten på Osama, Operation Enduring Freedom fortsætter stadig i afghanernes bjerge uanfægtet af NATO s forsøg på at skabe fred i Afghanistan. Amerikanerne har op mod specialstyrker i det sydøstlige Afghanistan, hvor de opererer uafhængigt af NATO-styken og ofte anklages for at rasere landsbyer, bryde lokale kodeks og fare frem med en moderne udgave af den brændte jords taktik i forsøget på at splitte Al Qaeda. Et rimeligt ærinde kan man måske sige, men soldaternes metoder og fremtoning skaber hver dag nye tilhængere af Taliban, der af mange ses som muligheden for at få et Afghanistan uden vestlig påvirkning. Ovenstående er meget groft skitseret, og der ligger selvfølgelig et væld af andre årsager til Afghanistans nuværende ret ulykkelige situation. Men jeg har fokuseret på disse, fordi det er historier, der sjældent nævnes i mediernes dækning af det uheldige land. Og det er for mig historier, der på sin vis forsvarer den almindelige afghaner og breder billedet af årsager ud til også at omfatte vores del af ansvaret for, at Afghanistan endnu ikke er i ro. Hvad så nu? Heldigvis er vi i Danmark for en stor del dette ansvar bevidst, og vi har derfor soldater på landjorden i Afghanistan under NATO s blafrende fane. Om vi i virkeligheden har det for vores egen terrorbeskyttelses skyld, kan man altid diskutere. Men vi er der, og det skal vi blive ved med at være i lang tid. Måske skal vi skifte strategi, i og med noget tyder på, at vores kamp for tiden virker frugtesløs. Men det må være op til de militære, politiske og humanitære strateger at afgøre, hvordan vi bedst tjener situationen så indsigtsfuld er jeg langt fra. Men som afghanerne har deres eget ansvar for deres del af både historien og nutiden, så har vi altså også vores for afghanerne. Verden har trods alt invaderet Afghanistan to gange i de sidste 30 år, og vi danskere var med sidste gang. Min tro er, at hvis vi vedbliver at være det ansvar bevidst, så kan vi måske en dag ude i fremtiden rejse fredeligt til Afghanistan, hvor vi sammen med afghanerne kan nyde det vitterligt storslåede land uden tanke på terror, landminer og soldater. Denne drøm ligger givetvis langt fra øjeblikket, men det skal nok komme en dag. Sådan er det med de drømme, man bliver ved med at holde fast i. Lonely Planet har i hvert fald netop udgivet deres første Afghanistan dog med rejseadvarslen Extreme Danger GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

8 Verdens koldeste by I Nordøstsibirien dybt inde i Ruslands største ødemark ligger landsbyen Ojmjakon. Her må de lokale døje med vinter ni måneder om året og en gennemsnitstemperatur i januar på minus 50 grader. Det er stedet, hvor man kan opleve spytklatter fryse til is, før de rammer jorden, og hvor ens ånde hørligt fryser til iskrystaller, hvis ikke man har drukket for meget vodka. Med andre ord: Ojmjakon lød som det perfekte sted at opsøge den forsvundne vinter. Tekst og foto: Gerner Thomsen Isvinteren 1943 synes lysår væk, og snemængderne i Nødebo Præstegård forekommer at være tomme luftkasteller. Selv i januar må barndommens minder om en ordentlig vinter se sig latterliggjort af regn og slud, mens isbjørne og hvalrosser sveder tran i vågerne omkring Nordpolen. Har den globale opvarmning fuldstændigt udbrændt ethvert håb om koldere tider? Er det blevet helt umuligt at opdrive et sted, hvor man stadig kan opleve en ordentlig mandfolke-vinter med respektable snemængder og frost i skægget? Jeg satte mig for at undersøge sagen og satte kurs mod det værste, den nordlige halvkugle har at tilbyde: Landsbyen Ojmjakon i det nordøstlige Sibirien. Knoglernes Landevej Den halvfede taxachauffør tager et hiv i cigaretten og lader fingrene køre igennem totterne på sit vildtvoksende fuldskæg. Hans tynde camouflagefarvede vindjakke passer ligeså dårligt til temperaturen udenfor, som bilen passer til vejens beskaffenhed. Sneen har haft svært ved at udjævne den hullede grusvej, og hver gang vi når et skarpt sving lukker jeg øjnene og drømmer om at sidde i en komfortabel firehjulstrækker, frem for denne udrangerede skrotbunke fra Brezjnev-tiden med slør i rattet.»vi kalder vejen for Knoglernes Landevej«, siger chaufføren, der hedder Sergei. Han forklarer, hvordan vejen blev bygget af Stalins straffefanger tilbage i 1930 erne. Fangerne blev fragtet fra alle egne af Rusland til dette gudsforladte sted i Nordøstsibirien. Transporten kunne tage ugevis, ja månedsvis og foregik med tog og skib transporter, hvor fangerne blev behandlet mere som kreaturer end som passagerer. Om foråret når sneen smelter og flytter om på vejens materialer så kan man nogle gange se menneskeknogler og kranier stikke frem af jorden. De som overlevede, kunne se frem til et umenneskeligt hårdt arbejdsliv enten som guldgravere for staten eller som arbejdsmænd og arbejdskvinder på byggeriet af den godt 2000 kilometer lange Kolyma Highway, der i dag går mellem byerne Magadan og Jakutsk. Det med knoglerne har en logisk forklaring, finder jeg senere ud af.»om foråret når sneen smelter og flytter om på vejens materialer så kan man nogle gange se menneskeknogler og kranier stikke frem af jorden«, siger Sergei, som fortæller hvordan fangerne blev begravet i vejen, når de i stærke kuldegrader bukkede under for sult og umenneskelige arbejdsforhold. Jeg kigger ud af vinduet og har svært ved at forestille mig, hvordan nogen overhovedet har kunnet bygge en vej igennem disse områder udelukkende ved hjælp af håndkraft. Landskabet virker råt og ugæstfrit med øde skove og snedækkede bjergområder, der synes at fortsætte i det uendelige. Kulden gør ikke indtrykket bedre. I dag er det»kun«minus 45, og Sergei drager derfor den konklusion, at foråret er på vej selv om vi befinder os i begyndelsen af februar, og jeg nok vil mene, at det varer lidt før vintergækkerne begynder at titte frem. Da vi en sjælden gang stopper og strækker benene udenfor bilen, nøjes Sergei med en tynd strikhue, der ikke engang dækker ørerne. Selv har jeg forberedt mig til denne tur med en original russisk pelshue, som jeg købte i Magadan. Med den på hovedet føler jeg at kunne overnatte i et frysehus, og endnu bedre bliver det, når jeg også ifører mig min dunjakke og et par dunbukser. Inde i den varme bil igen kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der sker, hvis Sergeis skrotbunke bryder sammen. Han har allerede flere gange været ude at justere på nogle ventiler og rette lidt på det filtstykke, der skal sikre, at motoren ikke fryser. Vi befinder os i den del af verden, hvor b e f o l k n i n g s t æ t- heden er mindre end 0,01 indbygger pr. kvadratkilometer. Sagt på en anden måde, så er der 200 kilometer til nærmeste by, igennem et område uden mobildækning, telefonbokse eller andre livliner. Eneste tegn på civilisation er kilometermærkerne i siden af vejen, der fortæller, hvor langt vi er fra Magadan. 816 kilometer står der nu. Sidste bil vi så, var for to timer siden, og ifølge Sergei møder vi sandsynligvis ikke flere, før vi kommer til byen Ust Nera. Som en slags livsforsikring kører biler i disse områder næsten altid sammen to og to, men Sergei tror åbenbart så tilstrækkeligt på sine evner som mekaniker, at han finder det unødvendigt at overholde den slags uskrevne regler. Han undlader dog klogelig nok at stoppe motoren på noget tidspunkt heller ikke når der skal fyldes benzin på, som han har med i reservedunke. I minus 45 grader vil det hurtigt blive umuligt at starte bilen, hvis den har stået slukket i bare mere end et par minutter. Én million omkomne Lidt efter bliver vi igen mindet om områdets dystre historie. I vejkanten står en mindesten for Stalintidens Gulagfanger med påskriften:»her var der kun få skyldige her var de fleste uden skyld«. Teksten fortæller med få ord det, som allerede Krustjov antydede under sin hemmelige tale på den 20. partikongres i Nemlig at landet under Stalins ledelse var blevet styret af en diktator, der uden overdrivelse kan sammenlignes med en sindssyg massemorder. Millioner og atter millioner var blevet deporteret til fangelejre som dem i Nordøstsibirien uden at have begået nogen anden kriminalitet end at være modstandere af landbrugskollektiviseringen, troende kirkegængere eller på anden måde»anderledes tænkende«, de såkaldte dissidenter. Kun et mindretal af de deporterede var hærdede kriminelle med mord og røveri på samvittigheden. Sergei fortæller, hvordan hans forældre kom til området på denne måde. Hans mor var blevet anklaget for at have stjålet en pose mel hos den lokale købmand i virkeligheden var det blot en opfundet anklage for at øge tilgangen til arbejdslejrene, hvor fangerne drattede om som fluer. Hans far havde modsat sig at gøre tjeneste i hæren, hvilket ligeledes udløste en enkeltbillet til Nordøstsibirien. Forældrene var heldige at overleve den lange transport med tog og skib, hvor fangerne blev behandlet som kreaturer. Og de var endnu mere heldige først at komme til området få år før Stalins død, så de ikke nåede at møde samme skæbne som de cirka 1 mio. fanger, der omkom i peri- GLOBEN nr. 33 / September

9 oden under guldgravningen og byggeriet af Kolyma Highway. I dag er alle spor fra den mørke fortid så godt som forsvundne. Fangelejrene lå dengang langs vejen med kilometers mellemrum, men alle spor blev fjernet efter Stalins død i 1953.»Man ville hurtigst muligt dække over det, der var sket, selv om vi alle kender historien«, siger Sergei. En by i forfald Allerede før de grå beboelsesejendomme toner frem, varsler tågen om, at vi nærmer os Ust Nera. Det er ikke rigtig tåge, men bilernes udstødningsgas, som i den stærke kulde kun langsomt opløses og derfor lægger sig som en tyk dyne over hele området. Som andre byer langs Kolyma Highway er indbyggertallet faldet drastisk siden Sovjetunionens sammenbrud. Folk emigrerer til andre egne af Rusland, hvor det er nemmere at finde job. Resultatet er tomme huse i forfald og en befolkning, som generelt synes livet var nemmere før kapitalismen og den fri markedsøkonomi kom til Ust Nera. Sergei lægger vejen forbi den lokale købmand og køber et brød med hjem. Vi er så langt fra kornmarker og fødevarefabrikker, at maden koster helt op til det dobbelte sammenlignet med Moskva og andre byer flere tusinde kilometer længere vestpå. Sergeis buttede kone serverer en portion af den opvarmede kålsuppe fra dagen før, mens hun nysgerrigt forsøger at opklare, hvorfor en udlænding mon lægger vejen forbi dette udsted midt om vinteren. Da hun hører, jeg leder efter den forsvundne vinter, får jeg at vide, at jeg skulle være kommet for tre uger siden, hvor det var minus 53 grader.»nu er det for sent«, konstaterer hun tørt, og henviser til de lune forårsvinde, som har indtaget byen den sidste uges tid og fået termometeret til at stige til minus 45 grader. Jeg indlogerer mig på byens faldefærdige hotel et levn fra de glade sovjetdage, hvor rejseaktiviteten blandt systemets bureaukrater var stor. Der er tydeligvis ikke sket nogen renovering de sidste år. Madrassen har en stor fordybning i midten, som jeg forsøger at fylde ud med tæpper. De uvaskede gardiner hænger skævt ned fra loftet i en brækket gardinstang, og dynen er så klam, at man kunne slukke ildebrande med den. Køleskabet i hjørnet kunne stå på teknisk museum, men virker dog, selv om det larmer som en cementblander. Døren til badeværelset springer kun nødigt op med hjælp fra en hård skulder, og skal man forrette sin nødtørft, må man sidde på det kolde porcelæn i mangel af et toiletbræt. Hotellets receptionist virker overvældet over at have fået besøg af en turist og hjælper mig med at finde transport til Ojmjakon allerede næste dag. Et par hundrede kilometer efter Ust Nera drejer vi væk fra Knoglernes Landevej. Vejen snævrer ind og bliver ujævn, og vi kører igennem Suntar-Hayata (De Tågede Bjerge). De snedækkede gran- og lærketræer langs med vejen giver fornemmelsen af, at vi kører i en snetunnel. På toilettet i minus 50 grader Det når at blive mørkt, inden vores lille, terrængående minibus når frem til Ojmjakon. Chaufføren kører en rundtur i landsbyen og sætter passagererne af. Det er en uskreven regel, at man ikke bare lader folk gå hjem det sidste stykke i kulden. Jeg bliver sat af hos Mariana en køn enlig mor, som sammen med sin 6-årige søn har fundet en niche med at indkvartere de cirka 30 turister, som hvert år finder til Ojmjakon. Ligesom de øvrige huse i Ojmjakon bliver Marianas træhus opvarmet af både brændeovn og det lokale kulfyrede fjernvarmeværk. Det er nok til at holde kulden på afstand det meste af vinteren, men som Mariana fortæller over morgenteen, så kan man godt mærke, når det bliver koldere end minus 55 grader.»så har brændeovnen svært ved at følge med, og toiletbesøget bliver hurtigt overstået«, siger hun med en overbevisning, der viser, at hun ved, hvad hun taler om. Alle toiletter i Ojmjakon befinder sig udendørs og er blot et hul i jorden med et skur omkring. Selv om der er læ fra vinden, så skal der mere end en almindelig hård mave til at trække seancen ud i meget mere end et minuts tid. Under minus 60 grader krystalliserer ens ånde, og den lyder som knuste glasskår. Plastikposer knækker, og spytklatter fryser til is, før de rammer jorden. Til min store overraskelse, så er det umuligt at opdrive et termometer i Ojmjakon.»Hvordan kan man bo i verdens koldeste by uden at have et termometer?«, spørger jeg en dag Mariana. Hun forklarer, at folk har andre måder at måle temperaturen på, og giver en lille lektion: Når det er varmere end minus 50 grader, så er det bare almindeligt koldt, og ingen går op i, om det er minus 42 eller 48 grader. Under minus 50, så sker der noget med luften. Ofte ligger der en kuldedis eller tåge over hele landsbyen, som i de milde tilfælde (minus grader) forsvinder ud på formiddagen, men i de svære tilfælde (minus grader) bliver liggende hele dagen. Kommer man under minus 60 grader, så er det, at der begynder at ske sære ting, som f.eks. at ens ånde krystalliserer og lyder som knuste glasskår. Eller at plastikposer knækker og spytklatter fryser til is, før de rammer jorden. Mit eget termometer gik til under sidste køretur, og jeg konkluderer ud fra Marianas guidelines, at temperaturen må ligge på et sted midt i minus 40 erne. Fiaskoen ligger og lurer lige om hjørnet. At tage til Ojmjakon uden at opleve termometeret passere de minus 50, kan sammenlignes med at tage på safari i Afrika uden at se dyr. Mariana viser sig at være et omvandrende leksikon af oplysninger om Ojmjakon. Hun arbejder som socialarbejder og ved derfor, at 108 ud af landsbyens 906 indbyggere er arbejdsløse. Når man trækker børn og pensionister fra, så svarer det til en arbejdsløshed på omkring 30 pct. Den russiske stat giver blot 275 kr. i understøttelse om måneden, så det er ikke så sært, at triste skæbner trives i landsbyen, som i øvrigt tæller 35 enlige mødre. Alkoholmisbrug blandt mændene er et stort problem, fortæller Mariana, og mange har hjerteproblemer på grund af pludselige trykforskelle, som opstår i de store temperatursvingninger. Men en vis grad af initiativ trives også i landsbyen, hvor jagt og husdyrhold er noget af det, som stadig giver beskæftigelse. Små lerklinede stalde findes spredt over hele landsbyen og giver ly til omkring 1200 køer. Og bevæger man sig lidt udenfor byen, kan man se nogle af de sibiriske heste, der tåler at stå udenfor i selv de mest ekstreme temperaturer. -71,2 C I centrum af byen står en ubeskrivelig metalkonstruktion fra Sovjettiden, toppet af hammer og segl. Den minder om, at Ojmjakon er verdens koldeste beboede sted, hvor videnskabsmanden Sergei Obrutjev i 1926 observerede den uhyrlige temperaturrekord på minus -71,2 grader. Aldrig siden er så lave temperaturer blevet registreret hvis man ser bort fra ubeboede områder på Antarktis. Det skal tilføjes, at Obrutjev dengang ikke havde noget termometer, der kunne måle så lavt, og derfor fandt resultatet ved matematiske beregninger. Men det er ligegyldigt for indbyggerne i Ojmjakon, som af Ruslands Meteorologiske Institut har fået bekræftet, at byen er verdens koldeste og i gennemsnit altid 2-3 grader koldere end andre omkringliggende landsbyer i Nordøstsibirien. De næste par dage dropper temperaturen, og frosttågen lægger sig tungt over Ojmjakon. Det er lykkedes mig at finde en tidligere meteorolog, Valeria, som har sin egen lille klimastation i baghaven, hvor han registrerer temperaturen to gange dagligt. Valeria fortæller, at temperaturen i nattens løb har været nede at runde minus 58,5 grader, men her til morgen er steget til minus 56. Forventningsfuld klæder jeg mig ekstra godt på, og går på rundtur i landsbyen for at se, om jeg kan mærke nogen forskel. De første 10 minutter er der intet specielt at mærke, men så pludselig sker der noget: kulden slår igennem på en hårdere måde end tidligere, særligt på de udsatte steder, hvor huden er blottet. Som f.eks. mine øreflipper, der bliver hårde som voks og først får blodom- Det husker jeg turen for Vasketøjet får lov at dryppe af udenfor i Ojmjakon, men det varer ikke mange minutter før det fryser til is i den stærke kulde. I Ojmjakons børnehave leger de 3-5 årige udenfor, ligeså snart det er varmere en minus 25 grader. De 6-7-årige får lov at være udenfor helt ned til minus 35 grader. Tre plusser At vågne op til -56 grader og gå morgentur i lavthængende frosttåger mellem Ojmjakons træhuse. Te- og vodkabesøg hos de gæstfrie indbyggere i Ojmjakon. Køreturen gennem Nordøstsibiriens ødemark med udsigt til snedækkede bjerg- og tajgaområder. Tre Minusser Toiletbesøg på udendørs lokummer i -50 grader. At stå og tomle på Knoglernes Landevej i minus 45 grader med ca. én bil i timen. Nedrivningsklare hoteller fra Sovjettiden med elendige senge og dårlig opvarmning. 16 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

10 Kulden får udstødningen fra bilerne til at hænge længe i luften og lægge sig som en kuldedis i Ust Neras gader. Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder fra Mellemøsten. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. FORSIDEKANDIDATER Globen AUGUST 2008 / nr. 33 M e d l e M S b l A d f o r d e b e r e j S T e S K l U b Globen AUGUST 2008 / nr. 33 M e d l e M S b l A d f o r d e b e r e j S T e S K l U b Bedende muslim, Isfahan, Iran Foto: Anders Kofoed Pedersen Fakta om Ojmjakon Landsbyen ligger 745 m over havets overflade i den østsibiriske republik Jakutien Ruslands største republik (72 gange større end Danmark og med ca. 1 mio. indbyggere). I 1926 registrerede Sergei Obrutjev her minus 71,2 grader en rekord, som har gjort byen kendt som verdens koldeste beboede område. Kun på det ubeboede Antarktis er der registreret lavere temperaturer. løbet tilbage, da jeg får dem dækket af pelshuens øreklapper. Mine kinder begynder at brænde, og på øjenvipper og øjenbryn dannes små iskrystaller fra ånden, der kun langsomt driver opad som en tyk tåge foran ansigtet. Efter få minutter lyder kameraets motor som en bil der ikke vil starte til sidst dør batterierne, og displayet bliver helt blankt. Arbejdsmand, Gozara, Afghanistan Foto: Claus Qvist Jessen Landsbyens 906 indbyggere er alle jakutere, et folkeslag som fra gammel tid har ernæret sig ved dyrehold, jagt og fiskeri. På jakutisk betyder Ojmjakon vand som ikke fryser med henvisning til byens varme kilde, hvor vandet løber året rundt trods permafrost og lave vintertemperaturer. De lokale holder sig helst indenfor og går om nødvendigt kun udenfor i korte øjeblikke. På skolen har klasse fået fri på grund af kulden, mens de ældste elever ( klasse) må vente på, at temperaturen synker endnu et par grader, før de får skolefri. AUGUST 2008 / nr. 33 Globen M e d l e M S b l A d f o r d e b e r e j S T e S K l U b Kameler, Big Red, For. Arabiske Emirater Foto: Jakob Øster AUGUST 2008 / nr. 33 Globen M e d l e M S b l A d f o r d e b e r e j S T e S K l U b Sådan kommer man af sted Den nemmeste vej går over Jakutsk. En returbillet fra København til Jakutsk (hovedstaden i republikken Jakutien) koster kroner (med Aeroflot til Moskva og videre med Domodedovo eller Yakutia Airlines). Yakutia Travel ( arrangerer 10-dages ture til Ojmjakon med transport t/r fra Jakutsk. Alternativt kan man forsøge selv at finde transport fra Jakutsk (ca. 950 km ad Kolyma Highway), men der er ingen offentlig transport. I Ojmjakon er der flere familier, som tilbyder privat indkvartering med fuld forplejning til ca. 200 kr./dag. Kulden bliver liggende over Ojmjakon et par dage endnu, inden jeg beslutter mig for at søge mod varmere himmelstrøg. Jeg får et lift de sidste 950 km til Jakutsk sammen med den lokale købmand, som skal på indkøbstur for at få fyldt hylderne op. Med blot minus 35 grader er det en ren sommerfornøjelse at gå rundt i Jakutsks gader. Frosttågen ligger dog stadig i erindringen og minder mig om, at vinteren lever i Ojmjakon alle ni måneder om året. Tildækket kvinde, Minab, Iran Foto: Rasmus Krath For at få russisk visum kræves en invitation, som kan fås enten gennem Yakutia Travel eller f.eks. købes over internettet ( 18 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

11 tema mellemøsten Kongeriget, emiratet og sultanatet i Arabien - Højdepunkter fra en rundtur på den arabiske halvø Juli måned på den arabiske halvø byder på ekstreme temperaturer og næsten ingen turister. Tag med når Jakob og hans lille familie sætter kursen ned mod varmen og mod den religion, som Danmark i den grad kom på kant med under Muhammedkrisen. Tag med på en rundtur med fly og udlejningsbil til Kongeriget Bahrain, Emiratet Dubai og Sultanatet Oman på den gæstfrie arabiske halvø. Tekst og foto: Jakob Øster Al-Fateh Moskéen Heldigvis var Bahrain meget andet end alkohol i hotelbaren og hygge på værelserne, og selv om landet ikke ligefrem flød over med interessante turistattraktioner, så var et besøg i Al-Fateh Moskéen et velkomment afbræk fra den dekadente stemning på hotellet. Moskéer er jo sædvanligvis lukket land for ikke-muslimer, men Bahrains største moské var en undtagelse. Fem dage om ugen var den åben for turister, der blev budt velkommen af de særdeles venlige lokale frivillige, som forsøgte at nedbryde mange af de fordomme, der findes om Islam. Der var ikke sparet på noget. Der var marmor fra Italien, lysekroner fra Østrig og teaktræ fra Indien. Entréen var gratis, og det var rundturen, drikkevarerne og de engelsksprogede foldere om Islam også. På enhver tænkelig måde forsøgte man at få folk til at gøre op med den vestlige verdens stereotype billede af, at en araber med fuldskæg og ternet hovedbeklædning er lig med en terrorist. Tankevækkende, om end en smule overrumplende, var det intet mindre end 34- sider lange hæfte, vi fik udleveret, der forklarede, hvorfor svinekød er forbudt i Islam. Heri kunne man læse, at Svinet er naturligt dovent og eftergivende for sex. Det hader sollys og mangler ånden og viljen til at kæmpe. Jo ældre det bliver, desto dovnere bliver det. Det æder næsten alt, være det fæces eller alt der er beskidt. Det laver intet andet end at æde og sove og hader at bevæge sig, og af alle dyr er det den største smittebærer i forhold til mennesket. Kongeriget Bahrain I ordered a lady. Klokken var et om natten, og på værelse 243 på Manamas Gulf Gate Hotel i Bahrain havde vores telefons insisterende kimen netop ubarmhjertigt revet os ud af søvnen. Manden i den anden ende af røret lød både fuld og utålmodig, og med sin karakteristiske arabiske accent, proklamerede han, at nu ville han altså have besøg af den dame, han for længst havde bestilt. Gulf Gate Hotel var ellers et nydeligt og skinnende rent firestjernet hotel, og vores værelse var ifølge receptionisten et family room with no noise, men det var nu ikke kun små familier som vores, der boede på hotellet. Det vrimlede med gæster, der i stedet for at sove havde valgt at benytte natten til at øve sig på den akt, der er nødvendig, når man senere skal stifte familie. I både hotellets barer, diskotek og marmorbelagte lobby listede lystige arabere sig berusede rundt blandt smilende og nedringede kvindelige gæstearbejdere fra Asien og Østeuropa. Araberne var valfartet hertil for at lukrere på Bahrains særdeles liberale forhold til prostitution og udskænkning af alkohol, mens de nydelige unge damer øjensynligt var fulgt i oliepengenes varme slipstrøm. Nu er Bahrain naturligvis, ligesom som alle andre lande i denne region, et muslimsk land, men på trods af koranens ikke ligefrem overbærende forhold til alkohol og kødelige lyster, fandtes altså her på hotellerne i Manama masser af arabiske mænd med præcis de samme laster som mænd i den liberale vestlige verden. Her i byen endda i en sådan grad, at mange prostituerede havde valgt at indlogere sig fast på hotellerne. Vi antog, at det var en af disse venlige damer, som vores arabiske ven forsøgte at få fat på, da han vækkede os midt om natten. I hvert fald skyndte han sig at lægge røret på, da det pludselig gik op for ham, at det ikke var receptionen, han havde fået fat i, men i stedet en lettere forvirret og søvndrukken dansk familiefar. Nu er vores gode danske ven grisen måske ikke det renligste af alle dyr, men alligevel føltes det lidt mærkeligt, når man nu kommer fra et land, der vel godt kan betegnes som en stormagt udi produktionen af dejlig bacon, at skulle forholde sig til sådan en svada. Men bortset fra det var besøget nu et særdeles berigende og opløftende møde med en religion, der sjældent portrætteres med venlige øjne i de vestlige medier. Emiratet Dubai Lyssignalet i den trykkende, lumre arabiske nat viste rødt i, hvad der føltes som mindst ti minutter. Temperaturen udenfor var 39 grader, og kombineret med en luftfugtighed på firs procent var varmen konstant og omklam- 20 GLOBEN nr. 33 / September 2008 I Al-Fateh moskéen i Manama i Bahrain mødte vi Ahmed. En flink ung fyr, der studerede på universitet og arbejdede som frivillig i moskéen. GLOBEN nr. 33 / September

12 rende. Fem tætpakkede rækker af biler sukkede efter at få lov til at forbrænde noget mere af den billige benzin. Men trafikken stod bomstille. Det var fredag aften i Dubai, og alle Dubais indbyggere syntes at være på gaden på én gang. Der lugtede af benzin, og luften smagte af salt fra vandet i den persiske bugt, som vi kørte langs med. Når trafikken endelig flød, som det var tilfældet, når man endelig var nået over broerne fra Deira-distriktet og ud på den monstrøse Sheik Zayed motorvej, der skar sig gennem Dubais finanskvarter, var det til gengæld med at holde sig vågen. Listige arabere flettede ud og ind mellem vejbanerne og overhalede indenom med stor hastighed. Motorvejsafkørsler dukkede op ud af det blå i begge sider af vejen og sendte pludselig én op over en bro eller ned i en tunnel og i den helt gale retning. Eller ind midt i en rundkørsel med fem baner, som kun guderne måtte vide, hvordan man kunne komme ud af igen. Velkommen til Dubai. En by, der kun burde eksistere i fantasien. En by, der vokser hurtigere end bykortene kan nå at følge med. En by, der insisterer på at slå alle rekorder. En by, hvor byggepladserne aldrig holder lukket. Det moderne Arabien I Dubai fandt vi verdens højeste hus (pt. 160 etager og 636 meter højt), verdens største shoppingcenter, verdens højeste og dyreste hotel samt verdens bredeste motorvej. Kunstige øer, der udgør en minikopi af verden og mægtige palmer i vandet kappes med femstjernede luksushoteller om pladsen langs den mondæne Jumeirah Beach. Kontrasten mellem de mere tilbagelænede nabolande og emiratet Dubai er til at få øje på. Basarer er afløst af shoppingcentre. Og i shoppingcentrene er der næsten lige så mange turister i stramme shorts og udfordrende toppe som lokale mænd og kvinder iført deres traditionelle lange hvide og sorte klæder - dishdashaen og Abeyyaen. Traditionelle bygninger er afløst af ufatteligt høje skyskrabere. Billede øverst: Et par lokale sheiker spiser morgenmad i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Ski Dubai, hvor man kan stå på ski eller gå i sne-legeland indendøre. Billede i midten: I solnedgangen over Big Red i De Forenede Arabiske Emirater siger en kamelfører godnat til sin yndlingskamel. Billede nederst: Muhammed og hans kone var kommet ind til byen i Nizwa, Oman for at få repareret deres gamle Butterfly symaskine. Selv vandpiberne - arabernes elskede sheesha - er i Dubai ikke længere tilladt udendørs for ikke at forpeste luften og for at undgå, at mændenes sludren generer naboerne til langt ud på aftenen. Bilerne er større, dyrere og hurtigere. Barerne er smartere og tiltrækker de største DJs. Dubai er det moderne Arabien koncentreret ned i én pulserende storby. Ørkensafari Om ikke andet har de hovedrige sheiker i Dubai forstået, at for at tiltrække turister skal man tilbyde dem én ting, nemlig underholdning. Hvor ellers end i Dubai kan man stå på ski i en gigantisk fryser om morgenen, muntre sig i et kæmpe vandland om formiddagen og køre ræs med firhjulstrækker i ørkenen om aftenen? Vi tog på ørkensafari med det billigste selskab, vi kunne finde, i den tro, at alle turene sikkert var ens. Det var de sikkert også bortset fra, at vi på vores tur spildte en time med at køre rundt og samle indiske gæstearbejdere op på forskellige byggepladser rundt omkring i Dubai for at få fyldt bilen op. Safarien var til gengæld god, selv om op i mod 50 firhjulstrækkere i det samme område syntes lidt voldsomt. For blot 200 kroner fik man ud over en times ørkenræs i de kæmpe klitter beliggende blot en times kørsel fra Dubai også kamelridning, grillmad og mavedans i ørkenen. Selv om det var lidt af et turistcirkus, var det nu sjovt at køre ræs, og solnedgangen bag kamelerne i den store arabiske ørken fejlede heller ikke noget. Vores chauffør hed Sabir og kom fra Pakistan. Han havde kørt ørkenræs i otte år og var aldrig væltet, påstod han, hvilket man godt kunne have lidt svært ved at tro, når han lod hjulene spinde og vognen flyve ud over klitterne og kure ned langs siderne i sandet, mens larmende arabermusik dunkede ud gennem bilens tag. Vi slap heldigvis derfra med alle lemmer i behold, og da turen var slut og køresygen havde lagt sig satte den lille families udlejningsbil kursen mod Oman - sultanatet i Arabien. Souqen i sultanatet Midt på det store stjernedekorerede marmorgulv sad den sørgmodige tesælger og spejdede efter kunder. I hjertet af Omans berømte overdækkede marked i Muscat, som de lokale kender som Mutrah Souq, var stemningen eventyrlig. Loftet over tesælgeren var ligesom gulvet konstrueret som en kæmpe stjerne, der beskyttende hang over souqen. I stjernen var indlagt en farvestrålende mosaik med billeder af landets traditionelle kunsthåndværk. Billeder af Khanjarer, Omans berømte sølvdekorerede dolke, skinnede ildevarslende i loftet ved siden af billederne af de uglacerede traditionelle vandkander fra Bahla-egnen og de funklende tesæt i det pureste bladguld. Rundt om tesælgeren myldrede det med omanske familier, for det var aften, og i hede juli måned er det om aftenen, at familien går i souqen. Hvis Dubai var Disneyland, så var det her essensen af Arabien. Butikkerne bugnede med farvestrålende skinnende råsilke, eksotiske krydderier og fint udskårne antikviteter. Det lugtede af parfume fra de mange parfumebutikker, og de farvestrålende tekstilbutikker lignede noget, der hurtigt kunne udsmykke et helt karneval. Tildækkede grupper af kvinder i deres lette sorte silkeabeyyaer efterfulgt af grupper af mænd iført deres skinnende pletfrie lange hvide kjortler og med deres håndvævede runde kummarer på hovedet defilerede forbi i den varme sommernat, efterladende os lidt undrende over, hvor meget af det farvestrålende stof butikkerne solgte, de kunne slippe af sted med at gemme under deres altid sorte og hvide ydre gevandter. Vores nattesøvn på det nærliggende Naseem Hotel fik vi brat afbrudt både ved daggry klokken 4 og ved solopgang klokken 5.30 af, hvad der lød som om der stod en mand med en megafon i værelset ved siden af og sang sit lands vemodige klagesange. Men selvfølgelig viste det sig bare at være muaddhinen, der fra moskeens nærliggende minaret kaldte ud til morgenbøn. I Mutrah, bydelen i Muscat hvor vi befandt os, havde man elskværdigt for den rejsende samlet de fleste attraktioner tæt ved hinanden langs den hyggelige havnepromenade, som på de kanter kaldes for en corniche. Bag cornichen og bugten troner Omans bjerge, som byens lave hvide huse smukt ligger strøet iblandt, sig eventyrligt op. I denne eventyrlige kulisse forventede man næsten, at Sinbad Søfareren, der netop i hedengangne tider sejlede vandene tynde omkring Oman, hvert øjeblik det skulle være kunne komme anstigende på en af sine ekspeditioner for at ankre op og gå på opdagelse i souqen. Der var en charme og en venlighed i byen, som man ikke finder mange steder i Mellemøsten eller i resten af verden. De simple hvide huse, som sultanen havde beordret ikke måtte bygges for høje for ikke at udvande byens sjæl, lyste venligt den rejsende i møde i mørket, hvad enten han kom fra søvejen eller ad landvejen. Muscat var en af den slags byer, man ikke ønskede at forlade. Nizwa er berygtet for sin heksekraft, og angiveligt skulle byens hekse kunne rejse momentant til enhver destination ved blot at krydse en linje tegnet i sandet. Rundt i Oman But that is a muslim name, sagde Muhammed, da jeg fortalte ham, at jeg hed Jakob. Lidt nedslået så han ud, da det gik op for ham, at mit navn også var et kristent navn. Men hurtigt kom han ovenpå igen, da han med et grin svarede: Inshallah vil du en dag konvertere til Islam. Inshallah - lad det være op til Gud. Muhammed og hans kone, der med sin aparte sorte ansigtstildækning lidt skræmmende lignede batman, mødte vi lidt udenfor gedemarkedet i Nizwa. De var taget til byen for at få repareret deres gode gamle butterfly-symaskine og bød os hjerteligt velkommen til Oman. Nizwa, som vi var taget til efter det endelig lykkedes os at forlade Muscat, er en af Omans ældste byer og ét af vores tre stop på den kilometer lange tur fra Dubai og rundt i Oman. I 40 graders varme gik vi rundt i den afslappede tidligere hovedstad og kiggede på udvalget af ikke helt traditionelle souvenirs på byens traditionelle markeder. Geder blev rask væk bortauktioneret til spotpriser på gedemarkedet, patronbælter, geværer og khanjar-dolke blev lystigt langet over disken på håndværksmarkedet. Kæmperokker og hajer blev parteret på det blodige gulv i fiskesouqen. Vi valgte dog at tage derfra uden hverken geder, patronbælter eller afskårne fiskehoveder i bagagen. GLOBEN nr. 33 / September

13 Billede øverst: På fiskemarkedet i Muscat blev der langet alverdens spændende fisk over tæppet. Her af en vagtsom fyr under fiskeblodet på væggen. Billede til højre: Tildækket dame kigger fotografen i øjnene selv om han står ret langt væk med en lang telelinse. Stort set alle lokale kvinder vi mødte var tildækkede. Billede nederst: Kæmpe havskildpadde på stranden i Ras al-jinz, Oman. Det var strengt forbudt at røre ved skildpadderne, undtagen for denne mand, der var blind. Billede baggrund: På ørkensafari i Big Red, der ligger en times kørsel fra Dubai. Udover høj arabermusik og lidt køresyge var det en fornøjelig affære. Nizwa er i øvrigt berygtet for sin heksekraft, og angiveligt skulle byens hekse kunne rejse momentant til enhver destination ved blot at krydse en linje tegnet i sandet. Med benzin til 1,50 krone literen og en lille udlejningsbil, der fungerede upåklageligt, valgte vi dog at benytte vores eget noget mere traditionelle transportmiddel på vores videre færd rundt i landet. Kæmpeskildpadderne i Ras al-jinz Et andet stop gjorde vi i Ras al-jinz, en lille by der ligger så østligt på den arabiske halvø, som man overhovedet kan komme. Lige her, hvor det arabiske hav og den persiske golf støder sammen, går kæmpeskildpadder årligt i land for at lægge deres æg. Ali, en ung fyr der til forveksling lignede en imam, var vores guide. Her midt i juli måned, hvor det var højsæson for skildpadder, havde han sit hyr med at holde styr på den uvorne gruppe turister, han sent på aftenen havde ledt ned på stranden her 200 kilometer sydøst for hovedstaden Muscat. Skildpadderne skulle vi ikke lede længe efter på den måneoplyste strand. Stranden var nemlig overstrøet med store mørke huller, som man skulle være forsigtig for at undgå at vælte ned i. I hvert hul lå en over 100 kilo tung kæmpeskildpadde i færd med at grave sand op for at lave sig en hule, hvor den kunne lægge sine æg. Ali kunne sige skildpadde på 14 sprog, men for det meste sagde han I am giving you truth, please stay here, be quiet and listen til de mange indiske turister, der lignede nogle, der godt kunne tænke sig at tage en skildpadde med hjem og prøve at ride på den. Ali for rundt med sin lommelygte og lyste skildpadderne først i hovedet, så vi kunne se deres sørgmodige øjne og deres trådede tårer og så ned mellem benene, så vi kunne se klumpen af de slimede æg, de lige havde lagt, hvoraf hvert æg var på størrelse med en bordtennisbold. En enkelt af de mange kæmpeskildpadder havde øjensynligt fået overstået dens forehavende og var blevet træt af tilskuerne. I hvert fald begav den sig pludselig og med uhørt opskruet skildpaddehastighed tilbage mod vandet efterladende et karakteristisk zig-zag mønster i sandet bag sig. Kravler!, udbrød vores lille etårige datter, der var med os på stranden - selv om det var langt over hendes sengetid - eksalteret og pegede ivrigt på den kæmpestore padde, kort før den forsvandt i det arabiske hav. Sharqiya Sands Vores sidste stop i Oman ville vi have gjort dybt inde i Sharqiya Sands. En kæmpemæssig ørken, der grænser op til Saudi Arabiens berømte Empty Quarter. Men det var ikke så ligetil at komme det sidste stykke ind i ørkenen. Kviksølvet i vores termometer nærmest kogte over, før det faldt til ro lige under de 50 grader. Da denne isolerede ørken ikke er noget godt sted at færdes alene, havde vi brug for at opstøve en konvoj bestående af mindst to firhjulstrækkere, med hvilke vi kunne gøre turen ind i det dybe sand. Men i ingen af de tre små flækker al-mintirib, al-qabil eller al-wasil på grænsen til Sharqiya Sands var en turoperatør til at opdrive. De var taget til bryllup i en nærliggende landsby, og det var i øvrigt også alt for varmt, hed det sig. Kun et par unge beduinlømler i deres ramponerede Toyota pickup tilbød at køre os ind i sandet. De lignede nogle, der var ude på at snøre os, og deres bil lignede noget, der var løgn. Så vi opgav og nøjedes med den ørkensafari, vi allerede havde været på i de Forenede Arabiske Emirater. Efter tre forjættende uger i det gæstfrie sultanat, det både syndige og religiøse kongerige og det pulserende arabiske emirat lakkede turen mod enden. Tak til Ahmed, Muhammed, Abdullah, Farhad, Ali og alle de andre arabere for deres gæstfrihed og hjælpsomhed overfor os fremmede. Og ikke mindre tak til de utallige gæstearbejdere, der knokler røven ud af bukserne langt fra deres hjemland og familie. Fra 50 helt op til 80 procent af befolkningen i de lande, vi besøgte, er gæstearbejdere. De fleste kommer fra Indien, Pakistan og Bangladesh. De får de dårligste jobs, er ansat på kontrakter af flere års varighed og tjener ikke nok til at deres kone og børn kan flytte med. Måske var det, fordi de blev mindet om savnet af deres familier. Måske var det, fordi vi havde rejst i deres hjemland. Måske var det kombinationen af asiatisk venlighed og arabisk gæstfrihed. I hvert fald mødte vi ikke andet end fantastisk søde gæstearbejdere. Uden at kny udgjorde de grundlaget for hele den fantastisk velfungerende servicesektor, og de blev ofte helt sentimentale, når de mødte vores datter, som de insisterede på at overdænge med små gaver. Det var med vemod, vi beredte os på at tage derfra og forlade den venlige region. Men det var med glæde, at vi kunne se frem til at kunne købe en bajer, når vi havde lyst, og til fædrelandets stegte flæsk med persillesovs. Og Muhammedkrisen? Den blev aldrig nævnt med et eneste ord. Praktiske oplysninger Fly: Vi fløj med Qatar Airways. De kalder sig selv for Verdens 5-stjernede flyselskab og der var noget om snakken. Flyene var spritnye og servicen fænomenal. Vi betalte kroner pr voksen for vores billetter på ruten: Kbh-Doha, Doha-Dubai, Dubai- Bahrain, Bahrain-Kbh. Lokal transport: Vi lejede bil på nettet via Expedia for ti dage med afhentning i Dubai lufthavn. Det kostede i alt 1200 kroner for en lille Chevrolet Aveo med aircondition og manuelt gear. Desuden gav vi 700 kroner for udvidet forsikring omfattende Oman. Det tog cirka seks timer at køre fra Dubai til Muscat i Oman på glimrende veje. Det var let at køre i Oman, mens trafikken i Dubai var diabolsk. Overnatning: Den arabiske halvø er ikke nogen billig region at overnatte i. Til gengæld er standarden meget høj. Alle hoteller havde aircondition, kabel-tv og køleskab, og mange havde svømmepøl. I Dubai boede vi på et hhv. 3 og 4-stjernet hotel til hhv. 300 og 500 kroner pr. nat for et dobbeltværelse, booket via Expedia. Der er store rabatter at finde om sommeren og via nettet. I Bahrain, Oman og Qatar fandt vi overnatning lokalt og betalte omkring 400 kroner pr. nat for et dobbeltværelse. 24 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

14 Billede øverst til venstre: Efter klosterets Lama med en sløv og beskidt kniv havde kronraget tryllekunstneren, var det hans tur til at vise de lokale ting fra hans hverdag. Trylleshow og ballondyr Billede nederst til venstre: Optog udenfor templet Billede øverst til højre: Nogle hellige mænd er efterhånden hellige for at få fat i turisternes penge snarere end grundet deres tro Billede i midten til højre: De små drengemunke var flade af grin over den danske tryllekunstner. Både af hans tricks, men så sandelig også over hans hvide og skallede isse! Billede nederst til højre: Bedemøller i templet Fortryllende Himalaya Den danske tryllekunstner, Jesper Grønkjær, har optrådt over det meste af kloden. Her følger en beretning fra hans besøg i Nepal, hvor han endte som munk i et tibetansk kloster i Himalaya og optrådte til ligbrænding ved den hellige flod. Tekst og foto: Jesper Grønkjær Målet med mine rejser og shows er at efterprøve udsagnet om, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Jeg har tidligere opdaget, at hvis dansk humor præsenteres på denne rette facon, så har det fået folk til at skrupgrine, uanset om det har været stammefolk i junglen, inkaefterkommere i Andesbjergene, cowboys i Texas, indianere i Sydamerika, eller folk i verdens største byer. Nu var turen kommet til munke i klostre og templer i Himalaya, inden turen gik videre til de små samfund på grænsen mellem Burma og Thailand. Kaotiske Kathmandu Kort før vores afrejse var der desværre flere uheld med det lokale luftfartsselskab. Vi åndede derfor lidt lettede op, da vi på bagsiden af en dansk avis læste, at man nu mente at have fået styr på ulykkerne, da det nepalesiske flyselskab havde ofret en ged til guderne. Fint tænkte vi og satte os dermed nogenlunde rolige tilrette i det gamle fly, der skulle fragte os af sted. Min normale rejsemakker var for en tid skiftet ud med min kæreste, der ikke er nævneværdig rejsevant. Så specielt for hende var der givetvis tale om et lille kulturchok, da vi efter 28 timers rejse ankom vi til kaotiske Kathmandu hovedstaden i Nepal, der som verdens 8. fattigste land er markant anderledes, end det vi selv kommer fra. Varmen ramte os i ansigtet som en hammer, og luften var i byen tyk af bilos. Busser med passagerer der lå på taget, små tuk-tuk knallert-taxier, rickshaws, hellige køer der traskede rundt på vejene, aber der kravlede fra hustag til hustag, store dynger af ligegyldigt henkastet affald, faldefærdige lastbiler, folk der råbte i vildskab og biler der dyttende forsøgte at mase sig frem. Ja, faktisk talte vi på én taxatur, at chaufføren dyttede i gennemsnit 34 gange i minuttet i øvrigt uden det så ud til at have nogen synlig effekt. For mig var det et kærligt gensyn med livet, som det leves ude i verden, mens kæresten lidt forskrækket, forsøgte at suge disse nye indtryk til sig. Optaget i inderkredsen En vigtig del af mit rejsekoncept er, at jeg ikke laver aftaler hjemmefra. Hver dag skal byde på nye, overraskende eventyr, hvor jeg forsøger at klare mig ved at møde folk med smil og optræden for på den måde at komme ind under huden på lokalbefolkningen. Derved er jeg tidligere blevet udnævnt til medicinmand hos masai-krigere i Afrika, er blevet infiltreret hos narkoprostituerede i Caribien, osv. Med min tryllekuffert som fast rejsemakker har jeg forsøgt at skabe en magisk kulturudveksling, hvor hudfarve, klasseskel, Muhammedtegninger m.m. træder i baggrunden, og hvor der i stedet er opnået venskaber med befolkningsgrupper, der lever så uendelig fjernt fra hinanden. Jeg gispede af forskrækkelse, men åndede alligevel lettet op, da faren var overstået. Til gengæld lå kniven nu på den beskidte jord og var nærmest smurt ind i støv og snavs... På dette eventyr ønskede jeg at møde folk, der har viet deres liv til deres tro. Munke i de nepalesiske og tibetanske klostre er en modsætning til de mennesker og det publikum, jeg tidligere har mødt på mine ekspeditioner. Så om det i det hele taget var en mulig udfordring for mig at få tilladelse til at komme indenfor i klostrene, og dernæst få muligheden for at optræde, var jeg langt fra sikker på. Hver gang har jeg dog oplevet det fantastiske, at når man ikke blot rejser for at FÅ oplevelser, men i lige så høj grad for at GIVE oplevelser, så er dem, man møder, tilsvarende imødekommende og åbner både deres hjem og hjerter for én. Kronraget som munk Ikke langt fra Mount Everest, og med udsigt til Himalayas sneklædte bjergtinder, gik drømmen i opfyldelse. Ved et lokalt tempel, hvor farvestrålende bedeflag blafrede i vinden, aberne legede i træerne, røgelsespindene osede og munkene studerede de hellige skriftsteder, blev min rejsemakker og jeg for en tid optaget hos den lokale Lama. Han hørte om min mission og fandt hurtig interesse for min tryllekuffert. På den har jeg klistret fotos af alverdens mennesker, jeg har mødt. Dermed er det en sjov og farvestrålende kuffert, der altid vækker opmærksomhed. Det er en sjov og underfundig ice-breaker, som også tjener et andet formål. Jeg er nemlig ikke speciel vild med at fotografere de lokale lige op i deres hoveder, men når de har set alle de andre portrætter, jeg har på kufferten, så spørger de ofte, om jeg ikke vil fotografere dem, så de også kan komme derpå. Og der er ikke noget jeg hellere vil! Sådan gik det også med klostrets Lama. I bestræbelserne på at blive fotograferet til min kuffert, blev han som en ung poptøs, der skulle gøre sig til i et X- factor-program. Da han så mine fotos fra shows på nogle af klodens mest ufremkommelige steder, tilbød han desuden selv at være behjælpelig med en forestilling for drengene og mændene i klosteret. Normalt gør jeg en indsats for at integrere mig med de lokale. Så som en ekstrem udvidelse af Par på prøve optræder jeg, hvor jeg kommer frem, iført de lokales outfit. Da jeg optrådte hos kannibalerne i Irian Jaya, var det med penisfutteral, mens det var som drag queen i New York. Hurtigere end en bedemølle kan dreje om sin egen akse, fandt Lamaen kniv og barbergrej frem for at kronrage mig. Som udgangspunkt var jeg ikke vild med den måde, han febrilsk svingede den store kniv i luften. Ej heller det faktum at den snart skulle køre hen over issen på mig, men så ud til at være så sløv, at den knap ville kunne skære en skive af et dovent franskbrød. Bedre blev det selvfølgelig ikke, da kniven med ét røg ud af hånden på ham og tæt forbi mit ansigt. Jeg gispede af forskrækkelse, men åndede alligevel lettet op, da faren var overstået. Til gengæld lå kniven nu på den beskidte jord og var nærmest smurt ind i støv og snavs, hvilket ikke gjorde det mere trygt at lade den køre hen over min følsomme hovedbund. Uden at lade sig mærke med sådanne bagateller begyndte Lamaen nu at klippe store totter hår af mig, så jeg til sidst havde mindre hårpragt, end da jeg så dagens lys for 35 år siden. Den kolde vind fra bjergene skar gennem marv og ben, da den ramte min nøgne hovedbund, som aldrig tidligere havde været så blottet og følsom. De øvrige munke så måbende til. De skiftevis skreg af grin og var musestille af benovelse. Deres grin tog til, mens mit udseende skiftede karakter, og min mørke hårpragt røg af, mens et nærmest hvidt æg kom til syne underneden. Deres stille måben GLOBEN nr. 33 / September

15 og benovelse skyldes, at de var imponerede over, at jeg som fremmed lod mig kronrage i forsøget på at integrere mig med dem. Da nu vi var så godt i gang med forvandlingen, lod jeg efterfølgende Lamaen iklæde mig det orange munkeornat, så jeg hurtigt lignede en af dem. Således gik det til, at bønnerne til Buddha kort efter blev afløst af vilde grin og skrig, da de hellige mænd så deres første trylleshow. Glemt var for en tid opnåelse af nirvana, for med ét handlede det om dansk tryllestøv, da en munk fik tryllekunstnerens sværd stukket igennem halsen, papirstykker forvandlede sig til pengesedler, ting svævede rundt i luften alt imens der blev formet ballondyr i alle bedeflagenes farver. Hver gang jeg optræder på en ny destination, forsøger jeg at inddrage ting, som de lokale kender fra deres hverdag. Så hvor jeg i andre lande tryller med tørklæder, så benyttede jeg mig her af bedeflag, som til munkenes forskrækkelse men også jubel kom frem de mærkeligste steder eller pludselig skiftede farve. Det var på alle måde en grænseoverskridende oplevelse for både dem og mig, men stemningen var helt på kogepunktet. De små skaldede munkebørn løb hujende rundt bag klosterets tykke murer og skreg HOKUS-POKUS. Det vil sige, at deres tunger, der jo ikke var vant til vores tale, mere sagde i retning af ÅKOS-PÅLÅKOS. Og da de frit kunne Billede til venstre: Udsigt over tempelpladsen Billede til højre: Et af dagens mange lig gøres klar til at blive brændt vælge præcis de ballondyr, de ønskede, skulle hovedparten af drengene have ballonsværd og ballonmaskinpistoler. Ja mere hellige var de unge munke alligevel ikke, da de løb rundt og skød på hinanden på det ellers så fredsommelige sted. På besøg hos Lamaen Og som hver gang på mine rejser skete der også det her, som gør, jeg elsker at rejse. Når man bliver inviteret indenfor hos folks mest private steder, så ved man, at man er nået et langt stykke i venskabet. Således takkede jeg ærbødigt ja, da Lamaen bad mig komme med ned på hans værelse. Han havde boet i klosteret i mere end 20 år, men alligevel var hans private bolig, begrænset til et rum på ca. 3½ x 3½ meter. En lille måtte på det nøgne betongulv udgjorde sengen for Lamaen, mens der i den ene ende af det tætte værelse var kogegrej samt et alter at bede ved. Det hele så 100% autentisk ud og lige som jeg havde forestillet mig ja, hvis det ikke lige havde været fordi Lamaen foruden en plakat på væggen med Buddha, og en anden med Dalai Lama, også havde et par plakater med Duran Duran og med det italienske fodboldlandshold. Trylleshow til ligbrænding. En af de mere makabre oplevelser var, da jeg efterfølgende endte med at optræde til ligbrænding i Kathmandu. Udenfor tempelmurerne blev der dagligt afbrændt lig langs den hellige flod. Overalt stod folk og kiggede. De pårørende sørgede, andre ofrede gaver eller iklædte sig de traditionelle kjortler, mens byens øvrige borgere nysgerrigt stod og fulgte seancen. Flere steder blæste hornorkestre de døde på vej, mens hellige mænd sad og håbede, at turisterne ville lade en skilling falde af. Da jeg kom til et par af de hellige hindumænd, og de rakte hånden frem for at få lidt penge, kunne jeg ikke nære mig for at trylle en pengeseddel frem til dem. De blev tydeligvis forbavsede og ville gerne se mere. Tryllekufferten blev åbnet på klem, og et par listige tricks blev hevet op. Snart efter stod der en kødrand rundt om tryllekunstneren og de hellige mænd. Egentlig var det en grotesk oplevelse at stå og optræde for en hujende menneskemængde, mens luften var fuld af røg fra de lig, der lå tæt derpå, og brændte helt udækket. Desuden ville jeg jo også nødig tage opmærksomheden fra de igangværende ceremonier. Men hverken døde eller levende tog sig øjensynligt af den lille afbrydelse. Folk sværmede til den interimistiske scene, hvor de blev noget forskrækkede, da jeg som finale på det improviserede show viste, at jeg lige foran deres næser kunne svæve frit op i luften. En af de hellige mænd messede en højlydt bøn, mens de øvrige gispende gik tre skridt bagud, mens de fægtede med både arme og ben. Efter endt show var det med en hale af nysgerrige børn og voksne efter os, at vi vandrede gennem de små snørklede gader og bevægede os ned i centrum. Dér nåede vi lige at vinke til den levende gudinde, der fra sit plateau i templet vinkede til os. Vores uger i Nepal var ved at lakke mod enden. Næste stop skulle være Den Forbudte By, Lhasa i Tibet. Men byen levede desværre mere end rigeligt op til sit navn og forblev forbudt. I hvert fald stod vi ganske uforstående og blev nægtet indrejse i Tibet. Trods det, at alle papirer var i orden, de aftalte penge var betalt og stemplerne givet, så forblev Tibet et lukket land for os. Vi nægtede dog at lade rejsen stoppe her, så i sidste sekund sprang vi ombord på et tilfældigt fly, der havde plads. Dermed havnede vi efter en tid i Thailand, hvor vi sejlede op af floden for at trylle hos de små lokale Karens-stammefolk. Behøver jeg at nævne, at vores oppakning, der på grund af kulden i Tibets Himalaya-bjerge bestod af termoundertøj, skijakke, vinterstøvler, huer og vanter, pludselig ikke var meget bevendt i Thailands jungle og 42 graders varme! Hvordan turen gennem det nordlige Thailand også bød på uventede oplevelser, det vender jeg tilbage til i en senere beretning. Billede til venstre: En af verdens største stupaer Billede øverst til højre: Ligbrænding langs den hellige flod Billede nederst til højre: De hellige mænd der pludselig blev tilskuere til dansk trylleshow til ligbrænding

16 tema mellemøsten Som situationen er nu, vil jeg anse det for at løbe en stor personlig risiko at rejse rundt som civil europæer i Irak. Der er rigtig mange carjackings og kidnapninger af europæere, med mindre man er godt bevæbnet og har eskorte. Det kan da godt være jeg er en tøsedreng, men jeg vil betragte det som noget nær galimatias at møde irakerne på gaden, som dine venner i øvrigt nok får brug for en tolk for overhovedet at kunne kommunikere med. Jeg vil derfor kraftigt advare dine venner mod det projekt... Irak er absolut ikke et turistland pt. For øvrigt regner det, der er mudder overalt, og vejene er rimeligt ufremkommelige, medmindre man kører i noget terrængående. Så... ja. Mind dem om, at selvmord faktisk er ulovligt, men selvfølgelig vanskeligt at forhindre. Venteværelset Vi sidder i Amman, Jordan. Vi har lige læst en mail, videresendt fra en af mine venner. Forfatteren er en dansker - udstationeret i Camp Eden, nord for Basra. Det andet Irak I januar 2004, et år efter amerikanerne havde befriet Irak, rejste Anders Kofoed Pedersen med sin gode ven og fotograf, Carsten Villadsen til Irak. Formålet var at se lidt mere af den sandhed om Irak og irakerne, som vi blev sparet for i de danske medier. For det kunne da ikke alt sammen handle om selvmordsbomber, masseødelæggelsesvåben og fundamentalistiske islamister eller kunne det? Dette er et lille skriv fra turens første dage og mødet med det andet Irak. Tekst: Anders Kofoed Pedersen Foto: Anders Kofoed Pedersen og Carsten Villadsen Vi har det, som en patient, der sidder i doktorens venteværelse og venter på en diagnose. Ondartet eller godartet?! Uvisheden fremkalder altid spørgsmål; måske er situationen i det krigshærgede land så forfærdelig, som de siger i tv? Måske er det virkeligt dumt, det vi gør? Måske vil de ikke lade os komme over grænsen? Måske gør vi kun det her for at tilfredsstille en sygelig eventyrlyst!? Måske er alle vi møder i Irak savlende, blodtørstige oprørere? Måske, måske, måske Uvisheden må overvindes med udholdenhed og troen på det bedste. Sjældent, måske aldrig før har en bustur været omgærdet med så megen spænding. 15 timer med bus, til en anden verden sagde folk i Jordan. You ll see how life was 200 years ago. Er det virkelig så slemt? Vi forventer det værste, men håber det bedste. Til Bagdad Vores ønske inden afrejse fra Danmark var at møde irakere, der kunne udfordre vores egen og andres fordomme. Cirka 400 km før Irak, på busstationen i Amman, møder vi den første. Muhammed. Han er 40 år gammel og iraker, men har siden 1998 boet i Butiksbestyrer skuer ud fra sin lille butik i byen, hvor manden på gaden både afskyr Saddam Hussein og amerikanerne. Jordan. Han er ingeniør, og har rejst væsentligt mere end den almene borger med adresse i Mellemøsten. I ve been to Denmark. Nice airport you ve got, siger han og griner. Muhammed taler flydende engelsk med den obligatoriske Mellemøst-accent. Inden vi sætter os til rette i bussen, som er en tysk turistbus af lidt ældre dato, bruger vi Muhammed til at finpudse vores baggrundsviden om Irak. Konflikten i en nøddeskal: Irakerne hadede deres diktator, Saddam. Amerikanerne kom og gjorde det, som de ikke selv kunne gøre. Langt størstedelen af Irakerne sætter pris på at Saddam fjernes, men ingen ønsker at Saddam skal skiftes ud med Bush. Amerikanerne har fjernet den struktur, der var, men har ikke givet et nyt alternativ. Den almene iraker savner tryghed og vished for fremtiden. To tell you the truth! When I saw the statue of Saddam falling, I felt very happy, and I saw hope for the future. But when I came back in June, I was surprised of the state the country was in. Telephones and electricity was worse than during Saddam, and Bagdad was destroyed. I was hoping it would improve from there, but when I came back after 30 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

17 Billede modsatte side: Overalt i Irak viser krigens grimme ansigt sig, her er det en tank fra den første golfkrig i 80 erne mellem Saddam og Khomeini. Billede øverst til venstre: På vej hjem møder vi nogle drenge, der spiller fodbold på gaden. De kender Peter Schmeichel. We hoped to meet people like you here in Iraq, and already the first day we ve met so many, sagde jeg til ham, da vi sagde farvel. Well, I m sure God send you here - you are good people. I hope everything goes well. Insha Allah. Call me...if the phone works. Billede øverst til højre: To børn langs hovedvejen i en bilkø. Glade og tilsyneladende upåvirkede af situationen i landet. Billede nederst: En gåtur op ad Karrada street byder på flere hilsner pr kvadratmeter, end noget andet sted vi tidligere har været. Karrada I den sydlige del af det centrale Bagdad, et par kilometer fra vores hotel, ligger Karrada. For mange er Karrada blevet til et åndehul under denne konflikt. Et besøg i Karrada er som et frikvarter, hvor man stadig kan føle sig relativt sikker. Tilsyneladende et af de få lige nu. Salaam a laykum, min Danemark, ismi Anders. De første sætninger ligger under huden allerede og bliver the Ramadan in late November I saw the same. It s a very difficult situation. Hver gang der er pause, får vi nye input fra Muhammed, og ved grænsen er der rigelig tid. Vores pas havner i bunken; Iraqis only, og et par timer senere bliver der efter 130 Muhammed er, råbt Anders og Carsten fra skranken. Vi er i Irak. Kl. 9 ruller vi ind på busstationen i Bagdad. Jeg vågner. I Bagdad Kom med mig i taxi hjem til min mors og brors hus, der kan I ringe til jeres kontakter i Basra, og hvis alt går vel, kan jeg tage jer med ind til byen, når jeg skal ind og forny min kones pas. Muhammeds familie bor i Al-Yarmuk, et kvarter bygget til officererne i den gamle hær før Saddam. Kvarteret slap billigt under krigen, men på vej derhen ser vi de første beviser på, at noget for os uforståeligt er foregået her i Bagdad. Krig! Vi bliver budt indenfor til te, den søde af slagsen, og kort tid efter begynder den resterende del af familien at dukke op. Hans bror Muthanna som en af de første. Solen er nu stået op og varmer dejligt og vi tænder en cigaret og går med Muhammed op gennem barndomsgaden. Salaam a laykum. Welcome back. Naboerne pibler frem, tydeligvis glade for at se Muhammed. Vi hilser på, og de fleste får finpudset deres engelskgloser, mens vi kæmper med vores arabiske. Ismi Anders. Min Danemark! Kayf halak. Muhammeds gamle legekammerat, Muhammed, kommer også og hilser på. Der er to år imellem dem, og de har leget sammen siden de var små. Begge deres forældre var generaler i den gamle hær, derfor kan de bo, hvor de bor. Jeg spørger dem, hvad de gjorde i skolen, når der var flere med samme navn. I ll tell you something, siger Muhammed-1. Ham vi mødte først. At one time I attended a class where all 45 was named Muhammed. Muhammed-1 siger det, mens han griner, velvidende at det næsten lyder for komisk til at være sandt. Muhammed-2 var med i Golfkrigen i 91, men var heldigvis, siger han, udstationeret 50 km fra fronten. Hans bror var i en deling i Basra. Da amerikanerne kom, vendte hele delingen om og flygtede. They didn t want to fight for Saddam. Muhammed-2 har altså været one of the bad guys i en sort/hvid krig, jeg har siddet og ladet mig underholde af for godt 10 år siden - selv samme Muhammed som jeg nu sidder og joker med henover en kop al for sød te. Muthanna bakker den hvide Toyota Tercel ud af indkørslen. Han har insisteret på, at han vil køre os rundt, så Muhammed kan få ordnet sin kones pas. It s a sissy-car, siger han med et smil. Muthannas engelsk er ikke helt på højde med den fire år ældre brors, men venligheden må ligge til familien. Familiens telefon fungerer ikke i dag, så en offentlig tilgængelig telefon bliver vores første ærinde. Hver anden gang vi tager en sidevej, må vi vende om på grund af at amerikanerne har spærret vejen med enten betonblokke eller pigtråd. Det langsommeliggør alt, men Muthanna ser ikke ud til at være stresset, og vi er hvor vi allerhelst vil være; i Bagdad sammen med en iraker, der kan fortælle os hans sandhed om Irak. En sandhed der synes mindst ligeså gyldig, som den CNN eller DR1 kan præsentere. People are very friendly in Iraq!, men alligevel udviser han nærmest sygeligt angst for, at vi skal støde ind i den lille gruppe af Ali Baba er, som har mere eller mindre frit lejde i det nye Irak. You are our guests, so we are sorry for anything that may happen to you, but we hope nothing will, Insha Allah. Insha Allah, om Allah vil, er en lige så oprigtig og integreret del af Muthannas ordforråd, som fuck er en del af Bruce Willis. Muthanna kørte rundt med os i hans sissy-car i fem timer. Han gav frokost, betalte telefonregning, tog os til exchange office og checkede ca. otte hoteller for os, inden vi checkede ind på Agadir Hotel. Price is important, but safety first!. brugt som modsvar til de nysgerrige blikke, folk sender os. Ikke alle er lige frimodige, men en hilsen fra os på deres modersmål, sendt tværs over vejen eller fortovet, får dem øjeblikkeligt til at lyse op, og gengælde vores hilsen. En gåtur op ad Karrada street byder på flere hilsner per kvadratmeter, end noget andet sted vi tidligere har været. Where are you from?, spørger en af de nysgerrige. Are you Americans?. Ehne mu American, svarer jeg tilbage. Måske den vigtigste sætning at kunne efter de gængse hilsner, i et land hvor hadet til amerikanerne stiger dag efter dag. Vi er fra Danmark, fortæller jeg videre. Han har videooptagelser af amerikanernes bombardement og optagelser fra massegravene under krigen mod Iran. If you are interested, I can sell. Jeg fortæller ham, at vi heller ikke er journalister. Men hvad er vi så? Bag på Carstens rygsæk har han skrevet; Ehne 32 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

18 hillal Achmar, som betyder at vi er fra Røde Halvmåne/Røde Kors. Muthanna, fra den første dag, sagde at det var en god ide, bare for en sikkerheds skyld. Jeg ved godt, at det er en løgn, sagde han, men det kan måske få nogen på andre tanker. For amerikanerne og de andre journalister hernede er vi freelance-journalister, primært for at de skal tage os mere seriøst. Får de hele historien, kan de ikke forstå, at vi gider tage herned for egen pengepung og sætte vores liv på spil. For nogen er vi også bare turister, mens andre får hele den lange version om hvad vi laver her, og hvorfor. Children of Iraq Vi drejer fra hovedgaden. Koncentrationen af Ali Babas skulle efter sigende være større hernede, men det eneste vi kan se er unger, der løber rundt og leger. Carsten går med sit kamera i hånden, som hernede har en naturlig magnetisk tiltrækningskraft. Han stopper op og tager et billede af et af børnene, og inden for få minutter er han omringet, som var der en isbil parkeret ved siden af. Jeg hiver mit lille digitalkamera op for at sprede mængden, og give fotografen lidt arbejdsro. En 12-årig knægt står ved siden af mig. Han taler overraskende godt engelsk og oversætter for de 30 andre børn med begrænsede engelsk kundskaber. I worked for the American soldiers, fortæller han med stolthed i stemmen. En anden dreng har fået et godt øje til mit kamera. You rich. Give me camera! Jeg er glad for at han siger det med et smil og ikke er to meter høj. Gad vide hvordan han ville reagere, hvis jeg gav det til ham, tænker jeg. De mange velvillige modeller er nu blevet foreviget, og vi går videre. egne interesser i det land, der engang var deres. Ingen i Danmark gider læse om et sprængt vandrør, der påvirker halvdelen af Bagdad. Medierne giver os dybest set, hvad vi vil have. Der er en simpel løsning på konflikten i Irak nu mellem irakerne og amerikanerne. Amerikanerne skulle indføre undtagelsestilstand og være langt hårdere overfor folk der bryder loven. De ønsker ikke at være besættelsesmagt siger de. De ville bare befri irakerne for Saddam. Problemet er bare at irakerne ser en besættelsesmagt, men de ser ingen tiltag for at give irakerne en mere tryg hverdag. Det er ikke vores liberale, demokratiske stil at straffe mennesker hårdere, siger amerikanerne. But listen you ve got to think Iraq, while you re in Iraq. Det vælter ind med udlændinge lige nu fra specielt Iran, men også mange andre arabiske lande, som ser deres snit til at gøre, hvad de vil. Det er ikke irakere der bomber, som i sidste uge fx, hvor 23 irakere blev slået ihjel. Det er folk udefra. Undervejs i samtalen kommer et hult brag længere ude vestfra i byen, en eksplosion af en slags. Ha, you see, og samtalen fortsætter uden at blinke med øjnene. Jeg var her under krigen, men selv om Karrada slap billigt, så jeg også bomber falde mindre end 100 meter væk. En dag faldt der over 300 cruise missiler over Bagdad, det var vanvittigt. Én ramte et hus lige i nærheden af, hvor vi står. Seks mennesker dræbt. De kan jo ikke ramme rigtigt hver gang. Jeff formår at se situationen fra begge sider. Det er ikke kun amerikanerne, der får et skud fra hoften igennem vores samtale, men det er uanset, hvordan man vender og drejer det hele, amerikanernes skyld på godt og ondt at situationen er, som den er lige nu. Derfor er verdens og i særdeleshed irakernes øjne vendt mod amerikanernes næste træk. Hvad bliver det? I 1979 havde Irak en reserve på 150 milliarder dollars og var på top-10 blandt de rigeste ikke-vestlige lande. I løbet af 10 år frem til golfkrigen i 90/91 blev de spenderet, og nu er der kun mindet om Irak, som en stor nation, tilbage. Det svarer til, at du tager Danmark nu og siger, at det om 10 år vil være som i 40 erne. En engelsk soldat spurgte mig en dag, hvorfor folk kørte rundt i så gamle biler. Jeg blev nærmest chokeret over spørgsmålet fra en mand, der er hernede for at redde det irakiske folk. Hvordan kunne han vide så lidt? Der har været sanktioner fra Vesten de sidste 13 år, og i den tid har folk kun kunnet købe mad og tøj, der har ikke været råd til at købe andet. Det kan godt være at sanktionerne fra vesten var rettet mod Saddam, men den evige taber er og bliver altid folket. There are no winners in war only loosers. Ordene kom fra en irakisk mand, der nu havde gennemlevet tre golfkrige. I Danmark hører vi meget om selvmordsbomber, kidnapninger og masseødelæggelsesvåben, men hverdagens dagsorden hernede hedder; el, vand og sikkerhed - tre ting der lige nu mangler mere end noget andet. Ingen i Danmark gider læse om et sprængt vandrør, der påvirker halvdelen af Bagdad. Medierne giver os dybest set, hvad vi vil have. Det er modtagerstyringens velsignelse og forbandelse. Solen er ved at gå ned, og den måde lyset falder på, gør alting 50% flottere. Vi har sagt farvel til Jeff og på forhåbentlig gensyn. Også han vil snart væk fra Irak og tilbage til England. It s in my bones. I m too English to stay. På vej hjem møder vi nogle drenge, der spiller fodbold på gaden. De kender Peter Schmeichel. Logisk nok måske, men intet er nødvendigvis logisk her i Irak! Ud af Bagdad Det er blevet aften efter endnu en dag i Bagdad. I overmorgen rejser vi trods advarslerne mod Basra. Det er ikke et sikkert sted, siger alle i kor, men frygten må ikke paralysere os. For det er derude, hvor det er så farligt, at irakerne lever. Indespærret bag frygten på Agadir Hotel bliver vi ikke klogere, så kunne vi ligeså godt have taget på kroferie i Jylland. Ude i det fjerne høres fra tid til anden en skudsalve, eller et lidt større brag. En amerikansk humvee kan høres nede fra den mennesketomme gade mens en røde halvmåne helikopter pisker af sted ovenover. Livet lige nu i Bagdad er ikke, som nogen ønsker det, men nogen af os, der er her, kan tage af sted igen og ligge alt bag os, alt imens Muhammed- 2, Muthanna og børnene i Karrada bliver hængende. Billede til venstre: En mand der sagtens kunne bære navnet Muhammed, det suverænt mest populære navn i den muslimske verden. Billede i midten: El-, vand- og sikkerhedssituationen er langt dårligere i Bagdad nu end under Saddam. Billede til højre: Kvinder er ikke så synlige som mænd i gadebilledet i Bagdad. Her kigger en dame med venlige øjne dog ud fra sit aflukke. Jeff Tilbage på Karrada Street finder jeg Carsten, der går og snakker med Jeff. Jeg slutter trop. I live in Manchester, and I ve lived there in 25 years, but I was born here in this neighbourhood. Han betragter sig selv som en outsider, ligesom de 25 der sidder i den midlertidige irakiske regering. Dem giver han ikke meget for. Det er folk der har gjort karriere i udlandet og nu ser sit snit til at få gennemtrumfet 34 GLOBEN nr. 33 / September 2008

19 Stillehavets små paradisøer Sandet på strandene var kridhvidt. Kokospalmerne stod høje og slanke og kikkede dovent ned over havet, som skiftede farve fra lyseblåt over turkis til grønt, alt efter tidspunktet på dagen. Solnedgangene var guddommeligt smukke, og nattehimlen var kulsort med stjerner så klare som diamanter. Ved fuldmåne lignede det hele et kæmpemaleri, så smukt at man let kunne gå hen og blive religiøs. Hvem er skaberen bag dette mesterværk? Menneskene var nogle af de gladeste i hele verden, alle smilede og hilste. Hvis der findes et paradis på jord, så ligger det her. TEKST OG FOTO: ARNE RUNGE Vanuatu verdens lykkeligste land Der stod et orkester i lufthavnen og spillede de lokale melanesiske rytmer, mens de grinede over hele femøren. Over dem hang et skilt med ordene Velkommen til Vanuatu, verdens lykkeligste land og det er bestemt ikke helt løgn. Jeg flyttede ind på Tafea, et lille gæstehus i centrum af hovedstaden Port Vila, hvor der boede unge mennesker fra andre Stillehavsøer, blandt andet flere jurastuderede fra Fiji. Jeg mødte ingen andre vestlige backpackere på Vanuatu overhovedet. Til gengæld mødte jeg mange meget interessante indfødte. Jeg boede fire dage hos en medicinmand i en lille landsby, hvor jeg levede af laplap, brødfrugter, juice, kokosmælk og regnvand, og jeg sendte postkort hjem fra et undervands postkontor midt ude i Stillehavet. Medicinmanden doktor John På Tafea gæstehus mødte jeg en medicinmand, der behandlede en pige, som var blevet bidt af en blæksprutte. De indfødte kaldte ham doktor John og fortalte, at han var medicinmand. Det viste sig senere, at han faktisk var sygeplejerske og arbejdede på hospitalet i Port Vila. Vi sad en aften og sludrede og han spurgte om, hvad jeg syntes om Vanuatu. Jeg fortalte ham at jeg elskede Vanuatu, men at det var synd, at der var så få gæstehuse. Jeg havde nemlig et ønske om at køre øen rundt og overnatte i små landsbyer, men ifølge turistinformationen fandtes der kun gæstehuse i hovedstaden Port Villa. Jeg tager hjem til min landsby i morgen, sagde han, hvis du har lyst kan du tage med og bo hos mig i mit hus. Jeg tog naturligvis imod tilbuddet og levede det primitive lykkelige landsby-driver-liv i fire dage. Fire dage hvor vi stod op med hønsene, badede i det krystalklare Stillehav, sov siesta i hængekøjer, drak regnvand, juice og kokosmælk og spiste laplap, øens nationalret. Laplap er en pasta lavet af fisk, taro og yams-rødder, blandet med banan og kokosmælk, som bliver lagt i et bananblad og derefter varmet på et bål af træ. Livet er gavmildt på Vanuatu, træer og palmer er fulde af frugter, havet er fuld af fisk, hængekøjerne er bløde og pigerne er smukke. Det undersøiske postkontor på Hideaway Island. En dag besøgte jeg en lille ø, der hed Hideaway Island. Båden over til øen var gratis, og midt på den lille ø lå et lille stykke regnskov. Det viste sig, at øen var berømt for bryllupper. Det var især australiere, der benyttede chancen for at invitere hele familien til bryllup på Hideaway Island. Brudeparret blev så gift på stranden med hjælp af en lokal præst. Øen havde osse verdens eneste undersøiske postkontor. Jeg købte to postkort, et til De Berejstes Klub og et til min søn Tonny i København. Postkortene var vandresistente og man skrev med en speciel blyant, hvis farve osse kunne tåle vand. Du kan leje udstyr, eller lade nogle professionelle dykkere svømme ud med kortene, sagde de i shoppen, hvor de solgte postkortene. Men en gammel nærig tidligere livredder som jeg, skulle sgu ikke leje noget udstyr. Jeg smed resolut alt tøjet foran de måbende turister, stak de to postkort ned i underdrengene og svømmede ud til den hvide bøje som viste, hvor postkontoret lå. Hold da kæft hvor jeg pustede. Der stod på et skilt, at der kun var halvtreds meter ud til postkontoret, men jeg er sikker på, at der var meget længere og så var der bølgerne, for ikke at nævne halvtreds års piberygning. Hold da kæft hvor jeg stønnede. Efter en pause, mens jeg holdt fast i bøjen, dykkede jeg de tre meter ned til postkontoret, men jeg kunne ikke finde postkassen og måtte op igen for at få luft. Efter endnu en pause prøvede jeg igen, og denne gang fandt jeg heldigvis postkassen, som stod ved siden af posthuset, og skubbede kortene ind gennem sprækken. Det havde været flovt hvis jeg var kommet tilbage med kortene og havde måttet betale nogen for at poste dem for mig. Men på den anden side ville det jo se flot ud på en gravsten: Her hviler Arne Runge, han druknede i Stillehavet på vej ud til et undersøisk postkontor med et postkort til De Berejstes Klub. Billede til venstre: Samoa er, efter min mening, den smukkeste af de fire Stillehavsøer jeg indtil nu har besøgt - Fiji, Vanuatu, Tonga og Samoa Billede øverst i midten: Gud skabte Marihuana mennesket skabte alkohol, de indfødte stolede mest på Vorherre opdagede jeg (Vanuatu) Billede øverst til højre: Jeg blev ofte venner med krigerne, her ved Robert Stevensons villa. Stevenson har blandt andet skrevet bøgerne Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hide (Samoa) Billede nederst til højre: Middag med krigsdans, et must for turister, kan opleves på næsten alle Stillehavsøer (Tonga) Tonga - Polynesiens vugge På Tonga er alle polynesere. Ved hjælp af potteskår er en landsby nær hovedstaden Nuku alofa, nu blevet bekræftet som Polynesiens fødested. Bekræftelsen kom som noget af et chok for Samoa, som i årtier har annonceret sig selv som Polynesiens vugge. Men nu er det altså fastlagt engang for alle. Tonga er Polynesien vugge. Der var kun ganske få turister på Tonga, men til 36 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September

20 Busserne er ikke ligefrem nyeste model, men den offentlige transport virker helt fint på Samoa gengæld var der, i modsætning til Vanuatu, en hel del backpackere. Taxichauffører er banditter i hele verden Som sædvanligt blev jeg overfaldet af taxichaufførerne i lufthavnen i Nuku alofa. Men efter en hård kamp for at finde offentlig transport fik jeg fat i the stationmaster, en meget stor og meget myndig polynesisk dame med bastskørt. Jeg spurgte om der var offentlig transport til centrum. Nej, sagde hun, der er to hoteller som har shuttlebusser til deres hoteller i centrum, men der er vist ingen af dem, der er her lige nu. Vent lige her, så undersøger jeg det. Et øjeblik efter kom hun tilbage med en chauffør, der ville køre mig til Toni s Guesthouse, et gæstehus jeg havde fået anbefalet af en svensk pige i New Zealand, for ti tongadollars, knap tredive kroner. En taxi kostede tre gange så meget, så jeg accepterede. Vi havde ikke kørt mere end et par kilometer af landevejen mod centrum, da chaufføren fortalte, at det var en taxi jeg kørte i og prisen var tredive tongadollars. Jamen stationmasteren sagde ti, svarede jeg, du stod jo selv ved siden af os. Så må du sætte mig af, jeg vil ikke betale tredive dollars. Han stoppede og jeg steg ud. Jeg havde regnet med, at det var en kamp og at han overgav sig, da jeg viste at jeg var stædig nok. Men nej, ikke engang et forsøg på at prutte om prisen. Vi var lige stædige, og nu stod jeg pludselig helt alene på en øde landevej på Tonga, seksogtyve kilometer fra centrum, med alt mit habengut. Ups. Jeg har aldrig brudt mig om taxichauffører og kommer aldrig til det. Op med tommelfingeren, det havde jeg jo prøvet så tit, der var bare det, at jeg havde alt for meget bagage. Jeg følte mig som en posedame med min store rygsæk plus to plasticposer. Men den allerførste bil der kom forbi, stoppede og tog mig med. Velkommen til Tonga, hvor skal du hen, spurgte han. Toni s Guesthouse, svarede jeg, det kendte han ikke og jeg vidste heller ikke hvor det lå. Han tog sin mobil frem og ringede. Det var et fremmed sprog han talte, så jeg forstod intet. Så ringede han et nyt nummer op og spurgte, denne gang på engelsk, om det var Toni Guesthouse. Det var det, og han fik adressen. Det ligger midt inde i junglen, sagde han, men vi skal nok finde det. En halv time senere holdt vi foran gæstehuset. Han gav mig sit visitkort og sagde, hvis får du problemer her på Tonga, så ring. Jeg fik heldigvis ikke flere problemer, tværtimod jeg mødte de mest venlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Men det var en alligevel god følelse at have hans visitkort i lommen. Alle familier har brug for drenge til at klatre op i træer og hente frugter og piger til at vaske op og hjælpe til i køkkenet. Toni s Guesthouse en legende blandt backpackere Welcome to Paradise, sagde Toni, where are you from? Toni var englænder, på alder med mig og havde boet tredive år på Tonga. Han var ikke en rejsemand, det var faktisk hans allerførste rejse, der havde bragt ham til Tonga. Han havde arbejdet som rengøringsmand i Heathrow Airport i London i mange år, og efter arbejdstid var han gået på pub og drukket sig bevidstløs. Hver eneste aften, fortalte han. En dag indså han, at det var et lorteliv han levede i London, og at det nok aldrig blev anderledes. Han kikkede på et landkort og fik øje på Tonga. Det var første og sidste gang han var ude at rejse. Han havde aldrig forladt Tonga siden han kom for tredive år siden og havde heller ikke lyst, fortalte han. På Tonga lagde han bajerne på hylden, det vil sige han skiftede det ud med den lokale drik kava. Og kavaen på Tonga er faktisk den bedste kava jeg nogensinde har fået. Jeg har drukket kava på Fiji og Vanuatu før jeg kom til Tonga og siden osse på Samoa, men den bedste kava, den får man på Tonga. Helt klart. Han havde osse fået en smuk ung polynesisk kone, som var tredive år yngre end ham selv. Hold kæft hvor var hun smuk. Fakaleitis - falske ladies Alle familier har brug for drenge til at klatre op i træer og hente frugter og piger til at vaske op og hjælpe til i køkkenet. Så hvis en familie får for mange drenge, bliver den eller de næste drenge gjort til piger. På med en kjole og ud og vaske op. Eller omvendt, hvis en familie får for mange piger. På med et par bukser og op og hente kokosnødder. Egentlig meget logisk, men alligevel. Mærkelig nok ser man mange flere drenge der er gjort til piger, end piger der er blevet gjort til drenge. Og endnu mærkeligere bliver de fleste drenge homoseksuelle af forandringen, altså de bliver til piger, Leitis, som forelsker sig i drenge. Det kunne tyde på at homoseksualitet ikke er medfødt, men tillært. På Toni s Guesthouse var en af stuepigerne fakaleiti, hun hed Leni og var to og tyve år. Hun var noget af det sødeste og lavede ofte mad til mig. Da jeg fortalte at jeg savnede kartofler, viste hun mig, hvordan man kunne bruge brødfrugt til alt det vi bruger kartofler til. Hun kogte, stegte og friterede, og selv kartoffelmos lavede hun af brødfrugt. Vi blev meget gode venner, så gode at vi kunne tale om begrebet fakaleiti. Hun fortalte, at hun var vokset op i en børneflok med otte børn og at Toni s smukke kone var en af hendes søstre. Da hun var den fjerde i børneflokken efter tre brødre, blev hun klædt på og betragtet som pige og skulle hjælpe til med rengøring og tøjvask, mens hendes større brødre hentede kokosnødderne. Og hun gik naturligvis kun i seng med mænd, fortalte hun, mens hun kikkede kærligt på mig. Toni s ø-rundtur Der er i alt 320 kirker på Tongatapu, fortalte Toni, heraf er de 36 mormonkirker. Mormonerne får millioner af dollars fra Utah i USA og renoverer for tiden alle deres kirker, og de vil gøre Tonga til Mormonø. Toni hadede mormonerne. Der er en til, råbte han, hver gang vi kørte forbi en mormonkirke. Så jeg glemmer aldrig, hvordan en mormonkirke ser ud. Alle på Tonga går i kirke om søndagen. Mormoner, Katolikker, Syvende dags adventister, Assemble of God, Church of Tonga, Jehovas vidner, Metodister og Free Wesley. Og selv Syvende dags adventisterne, som ellers går i kirke om lørdagen, går osse i kirke om søndagen på Tonga. De respekterer ikke datolinjen, og påstår at det er lørdag om søndagen, ligesom på Samoa, der ligger på den anden side af datolinjen. Toni fortalte osse, at den store søfarer James Cook kom fra Yorkshire. Hans bedstemor kaldte ham for lille Jimmi, en forkortelse af James, til hverdag, men om søndagen kaldte hun ham for James. Sådan er det i England, påstod han. Han var selv fra Lanchester og blev kaldt Anthony om søndagen af sine forældre, da han boede hjemme i England. Toni brød sig ikke om Yorkshire, hvor lille Jimmi kom fra, og forsøgte at tale Yorkshire-dialekt hver gang han fortalte om James Cook, som han konsekvent kaldte lille Jimmi. Desværre er jeg ikke så god til engelske dialekter, men Toni morede sig bravt når han efterlignede Yorkshire dialekten. Toni brød sig heller ikke om japanerne, som støttede Tonga økonomisk, så længe Tonga stemte ja til hvalfangst i FN. Der var meget på Tonga Toni ikke brød sig om. De har masser af frugter på Tonga, men ingen rigtig eksport, da alle øerne i nærheden har de samme frugter som Tonga, og Europa og USA ligger for langt borte. Til gengæld har de en stor eksport af græskar til Japan. Og det har nok osse noget med støtten fra Japan at gøre, mente Toni. Samoa - den smukkeste af øerne Den vestlige del af øgruppen Samoa, det vi i dag kalder Western Samoa, i modsætning til den østlige del American Samoa, var den første øgruppe i Stillehavet, der blev selvstændig. Landsbyerne bliver regeret af et landsbyråd, hvor overhovedet er høvdingen, og i parlamentet er alle landsbyer repræsenteret af hver sin høvding. Samoa er indbegrebet af et romantisk paradis, og øerne er simpelthen en skattekiste for besøgende som ønsker at udforske den mest autentiske og smukkeste ø i det sydlige Stillehav. Vi var fem backpackere fra Toni s Guesthouse på Tonga, der rejste med samme fly til Samoa. Chris og Anna, et ungarsk par, Garran en amerikansk politibetjent fra New York, Elin, en norsk jente, som lige var blevet student, og jeg, sagde hunden. Vi forlod Tonga airport tirsdag den femte februar klokken halv ti om aften og ankom til Apia Airport på Samoa, mandag den fjerde februar klokken halv tolv om natten, to og tyve timer før vi lettede. Vi havde passeret datolinjen på vejen og fået en dag forærende. Chris havde fejret sin fyrre års fødselsdag om tirsdagen, da vi afrejste fra Tonga og en halv time efter landingen på Samoa, kunne vi fejre hans fyrre års fødselsdag en gang til. Det var ikke tilfældigt, fortalte han, men noget han havde arrangeret. Paradis på jord Midnat er et frygteligt tidspunkt at ankomme til et nyt land og skulle ind til byen og finde et hotel. Havde jeg været alene havde jeg, som jeg plejer, overnattet i lufthavnen til det blev dagslys. Men vi var fem backpackere der rejste sammen, så vi havde aftalt at tage en taxi sammen og bede chaufføren finde et billigt overnatningssted. Men det var slet ikke så svært som vi havde frygtet. Der kom fly på dette sene tidspunkt flere gange om ugen, som Praktiske oplysninger altid skulle videre til Los Angeles, så der var masser af liv i lufthavnen. Vi fik turistinformationen til at ringe op og booke et hostel til os og de fortalte osse maksimumprisen for en taxi. Taxichaufføren startede ellers med at forlange det dobbelte, men vi henviste lige til turistinformationen og fik turen til den rigtige pris. Det kunne simpelthen ikke have været lettere. Jeg var elleve dage på Samoa, rejste øen rundt og boede blandt andet tre dage i en fale, en lille hytte, på Faofao Beach, som stadig står som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet. Falen lå kun få meter fra havet. Jeg faldt i søvn til bølgebrus og jeg vågnede om morgenen til bølgebrus. Jeg badede ved solopgang, før jeg spiste morgenmad i restauranten, badede igen før middagsmaden, sov til middag en times tid, og badede så igen før jeg spiste aftensmad i restauranten. Sandet på strandene var kridhvidt. Kokospalmerne stod høje og slanke og kikkede dovent ned over havet som skiftede farve fra lyseblåt over turkis til grønt, alt efter tidspunktet på dagen. Solnedgangene var guddommeligt smukke, og nattehimlen var kulsort, med stjerner så klare som diamanter. Ved fuldmåne lignede det hele et kæmpemaleri. Hvis der findes et paradis på jord, så ligger det her. Air New Zealand, som er en del af Star Alliance, flyver på de fleste af Stillehavsøerne. Faktisk kan man flyve fra København via Los Angeles til Auckland og retur til København for godt nitusinde kroner og på udvejen tage et stopover på Fiji og på tilbagevejen tage et stopover på både Tonga og Samoa. Det er formentlig den billigste måde at besøge nogle af de små paradisøer i det sydlige Stillehav. I 2005 købte jeg en billet til Auckland og fik gratis stopover i både Los Angeles og på Fiji, og i 2007 købte jeg en Jorden-rundt-billet og besøgte på denne tur blandt andet Vanuatu, og på vej fra Auckland til Los Angeles havde jeg stopover på både Tonga og Samoa. Fiji øerne er fulde af billige hostels, mens der på Vanuatu og Tonga kun er få, men meget interessante hostels. På Samoa er der flere hostels og her bør man prøve at bo i en Fale på stranden, som osse er ret billigt, eller i en Fale i Outrigger Hostel i hovedstade Apia, som er danskejet. A budget hostel with a touch of class, som ejeren Claus kaldet sit hostel. Der er mange halvdyre, men gode hoteller og ressorts på alle øerne, for dem med friværdi. Ingen af øerne kræver visum, og der er gode transportmuligheder på alle øerne. Og maden og drikkevarerne er bestemt osse interessante. Prøv Laplap med Sky Juice, kokosmælk med vodka. Husk badetøjet. 38 GLOBEN nr. 33 / September 2008 GLOBEN nr. 33 / September