Syrien. En rundrejse i tiden 11. til 26. oktober 2007 med afstikkere dybt ned i historien. Tekst og foto: Vagn Særkjær

Transkript

1 Syrien En rundrejse i tiden 11. til 26. oktober 2007 med afstikkere dybt ned i historien. Tekst og foto: Vagn Særkjær 1

2 Indledning Da vi i familie og vennekreds begyndte at snakke om en rejse til Syrien oplevede vi to forskellige reaktioner. Hvad vil i dog der? Er det ikke farligt? Det kunne jeg godt undvære! Vi ved alle at USA s præsident Busch efter 11. september 2001 udnævnte Syrien til at være et land i ondskabens akse. Vi husker tydeligt Muhamedkrisen. Afbrændingen af Dannebrog og den danske ambassade i Damaskus i februar Vi bliver jævnligt informeret om at Syrien muligvis står bag mord på flere politikere i Libanon, at de støtter Hizbollah. Vi har stadig billeder på nethinden fra krigen mellem dem og Israel i sommeren 2006, ligesom vi også husker evakueringen af palæstinensere og libanesere fra Danmark, som var på ferie i Libanon. Heldigvis er der blandt vores venner og bekendte flere som har erfaring med at bo og rejse i Syrien. Dem opsøgte vi. Forberedelsen Vi besøgte Carsten Hüttemeier og Helle Ibsen i deres sommerhus, i skoven ved Rubjerg Knude. Et par med mange års erfaring i at bo i udlandet, f.eks. Tanzania og Sri-Lanka. Carsten havde kort forinden vores møde arbejdet i Syrien i næsten to år og Helle havde besøgt ham der mange gange, hvor de benyttede fridagene til at studere landets historie og seværdigheder. I mødet med dem fik vi en mængde brugbar information og ikke mindst en større tryghed ved at besøge landet. Som en del af forberedelserne havde vi et enkelt møde med Bent Strobel, direktør for rejsebureauet Strobel Travel, for at finde ud af om hans bureau kunne hjælpe os med at tilrettelægge en individuel rejse. Han har en syrisk samarbejdspartner; Karim Tours, som kunne organiserer alle de praktiske ting der skal være styr på for at rejsen kan blive en succes. Strobel fortalte at han f.eks. have organiseret en tur for studerende og lærere ved det teologiske fakultet i Århus, med Ida og Knud Jeppesen som guider. Vi inviterede dem til middag. Ida var i mange år lærer ved Gellerupskolen i Brabrand hvor jeg i en periode sad i skolenævnet sammen med Knud Jeppesen, som er lektor og doktor i teologi på en afhandling fra 1987 om Mikabogens sigte. De har begge i en årrække været ansat på det Økumeniske Center Tantur i Jerusalem. Efter en interessant aften havde vi samlet så mange informationer og oplevelsesindtryk fra Syrien at vi kunne opstille et program for rejsen. Vi valgte en rejseperiode som lå efter ramadanens afslutning og inden efterårsregnen sætter ind. Vi sammensatte et program som ville føre os rundt i landet til nogle lokaliteter som vi havde fået anbefalet og som vi selv fandt fem til. Strobel Travel gav os en pris som inkluderede indkvartering på fire og fem stjernede hoteller, middage på udsøgte restauranter, samt en bil med chauffør som også var turguide. Ankomsten til Damaskus Fra rejsebureauet havde vi modtaget et dokument, skrevet på arabisk, hvor vi alene kunne genkende vores navne. Vi troede det var vores visa. Men ved paskontrollen viste det sig at være et dokument som indeholdt en godkendelse af at vi kunne købe vores visa. De mere rejseerfarne havde ingen papirer. De gik bare hen til en luge og købte nogle frimærker som paskontrolløren derefter klistrede ind i passet og satte et stempel over. Udenfor stod vores turguide og chauffør med et stykke papir med vores navne, Lis og Vagn. Kontakten blev etableret og turen kunne begynde. Men bilen ville ikke starte. En flok venlige mænd hjalp med at skubbe den i gang. Dagen efter fik den en ny akkumulator og kørte upåklageligt indtil vi blev ramt af en motorcyklist. 2

3 Vi var landet på ramadanens sidste dag og vores turguide, Ayman, fortalte på vejen ind fra lufthavnen at butikker, skoler og offentlige kontorer ville være lukket de næste tre dage på grund af Aid al Fitr festen som følger umiddelbart efter ramadanens afslutning. Festdage hvor der var usædvanligt mange menneske på gaden. Vi begynder på Nationalmuseet Ved vores første morgenbord fik vi et hint om at Syrien ikke er så konform som vi godt kan få indtryk af på så lang afstand som Danmark. Der var Lurpak smør fra Arla i Viby på buffeten ved siden af det ristede bacon. Vi kunne ligeså godt glemme reservationerne, åbne øjne og ører og tage på opdagelse. romerske skulpturer, byzantinske sarkofager rigt dekoreret med kristne symboler, en synagoge som blev grundlagt i år 245 e. Kr. i byen Dura-Europos på grænsen til Irak. På et tidspunkt forladt og føget til med sand for at blive genfundet i 1920-erne og derefter bragt til museet. Mange af de museale genstande vi ser, er fundet på lokaliteter som vi vil besøge på vores rejse. Men det vi skal se er kun et lille udvalg de kulturelle og historiske seværdigheder Syrien har at byde på. Udsigt fra museumshaven til minareterne i en gammel karavane station. En lille detalje fra indgangspartiet til national-museet hentet fra et umayyade ørkenslot. Allerede på vores første programpunkt, Det Nationalhistoriske Museum, træder vi ind gennem et pompøst indgangsparti, som er hentet fra et af de muslimske umayyaders ørkenslotte, bygget omkring 700-tallet. Inde i museet bliver det klart, at Syrien gennem flere årtusinder har rummet mange kulturer, måske tredive, som har efterladt spor så klare at arkæologer og historikere kan fortælle ganske meget om hvordan livet f. eks. blev levet da verdens ældst kendte alfabet blev skrevet på et stykke ler og lagt ind i kongepaladsets bibliotek i Ugarit. I udstillingssalene ser vi Vi blev nødt til at sidde stille i den skyggefulde café i museumshaven med en kop te, for at fundere lidt over hvordan det over hovedet lader sig gøre at skrive en beretning fra en rejse hvor vi kommer til at zappe gennem mange kulturer, historie, religion, politik og nutid, som vi oplever den. Vi går f.eks. kun 100 meter udenfor museet for at komme ind i en gammel kamel karavanestation. I Damaskus gamle bydel finder vi Azempaladset, bygget omkring Dengang de tyrkiske osmanner regerede over Syrien. Det fine palads blev bygget til byens guvernør Assad Pasha al-azem omkring en stor gårdsplads, der var bestemt som stedet, hvor haremmets kvinder kunne nyde murenes smukke stenornamentik, springvandet og 3

4 skyggen under de store citrus træer, men så fik de heller ikke lov til at gå længere. I bygningerne omkring gården kan vi stadig se caféen, skolestuen, køkkenet, det tyrkiske bad og en række værksteder som blev benyttet af paladsets håndværkere. Lis omringet af piger i Azem paladsets tyrkiske bad. Under besøget blev vi på det nærmeste belejret af en flok årige piger og lidt senere en flok drenge som havde utroligt svært ved at styre deres nysgerrighed. Vi satte os i skyggen på en bænk og straks måtte vi dele den med fire yngre mennesker. En bror og en søster som var gift med en søster og en bror. De kunne lidt engelsk og ville forfærdeligt gerne afprøve deres ordforråd. Og så var nysgerrigheden efter at vide hvorfra vi, to gråsprængte sølvræve, kom, som helt tydeligt skilte os ud fra de mange andre, der besøgte paladset på denne festdag. Vi kommer fra Danmark. Velkommen!. Hvor er Danmark? Er Danmark en by eller et land? I Europa eller i Canada måske? De havde ingen ide om hvor i verden Danmark findes. Vi opdagede senere at de fleste voksne vi kom i kontant med heller ikke kender svaret, men de sagde alle sammen velkommen. Efter hjemkomsten opdagede vi, at vi meget nemt kan møde voksne danskere, som kun har en svag fornemmelse af hvor de kan finde Syrien. Johannes Døberen I Damaskus gamle bydel, hvor vi finder Umayyademoskéen, lå engang et gammelt tempel for den syriske gud Hadad. Ovenpå det byggede romerne, medens de regerede i Syrien, et tempel for Jupiter. I 300-tallet blev dette tempel bygget om til en kirke, der blev viet til Johannes Døberen. Da de muslimske araber overtog magten afholdt de til en begyndelse deres fredagsbøn på gårdspladsen udenfor Johannes Kirken. Men da den muslimske Kalif Al-Walid besluttede at gøre Damaskus til muslimsk hovedstad købte han de kristne ud af kirken, hvorefter han i årene fik opført den store moske, som kom til at danne forbillede for andre store moskeer. Indretning af moskekomplekset med en stor bygning og en stor lukket gård har vi f.eks. også set i Cordoba og såmænd også ved domkirken i Sevilla, som er bygget hvor der engang lå en moské. Inde i Umayyade moskéens store rum finder vi et gravmæle. Bag de grønne ruder ser vi en stor sarkofag som efter sigende skulle indeholde Johannes Døberens hoved. Lidt længere inde i rummet findes den blok hvorpå han blev halshugget. Forklaringen på hvorfor det skete kan vi bl.a. finde Mathæusevangeliet kapitel 6 vers Johannes Døberen var prædikant. Han prædikede den tro at vi gennem dåben får tilgivelse for vores synder. Han døbte Jesus i Jordan flodens vand. Da kong Herodes Antipas giftede sig med sin broders tidligere hustru, som hed Herodias, tillod Johannes sig at kritisere Herodes for denne handling. Du har ikke lov at have din broders hustru, sagde han. At kritisere magthaverne kunne også dengang være farligt. Johannes blev smidt i fængsel. Lidt senere inviterede Herodes sine højeste embedsmænd, hærfører og andre til at fejre sin fødselsdag. Under festen dansede Herodians datter så smukt og betagende for gæsterne at Herodes lovede hende at få et stort ønske opfyldt. Hun gik til 4

5 sin moder og spurgte; Hvad skal jeg ønske? Johannes Døberens hoved, svarede moderen. Derfor blev soldater fra kongens livvagt sendt til fængslet hvorfra de kom tilbage og overrakte et fad med Johannes Døberens hoved til pigen, som gav det videre til sin moder. Her inde i Umayyademoskéen står mauselæet med Johannes Døberens hoved. Da disciplene hørte det, kom de og lagde hans lig i en grav. Men hovedet som var skilt fra kroppen skulle efter sigende ligge her hvor der først blev bygget en Johannes kirke over sarkofagen. En kirke som senere blev ombygget til den flotte moské hvor vi denne eftermiddag ser mænd og kvinder strømme til for at deltage i eftermiddagsbønnen. Paulus i Damaskus Saulus, som senere ved dåben fik navnet Paulus, var som ung mand ansat ved det jødiske storråd i Jerusalem. Rådet residerede i templet hvor præsterne underviste jøder, fra alle dele af det vidtstrakte romerrige, i jødedommen og det gamle testamente. Rådet repræsenterede også jøderne i forhold til den romerske administration. Præsterne i storrådet var i konflikt med nazaræerne, som senere blev kaldt de kristne, de hævdede at Jesus efter korsfæstelsen var blevet vækket til live, og at Gud havde taget ham hjem til sig. Jøderne, som også i vor tid venter på at Messias skal komme, kunne ikke acceptere nazaræernes udlægning af begivenheden omkring Jesus død og opstandelse, forsøgte at straffe dem. Saulus var en af de nidkære i kampen. Han stod i spidsen i forsøgene på at udrydde nazaræernes kristne menigheder, brød ind i deres huse og slæbte både mænd og kvinder ud for at sætte dem i fængsel. På et tidspunkt blev han sendt til Damaskus, med en fuldmagt i lommen, som han kunne vise til jøderne der, for at få deres støtte til at indfange de kristne og føre dem tilbage til Jerusalem. På rejsen mellem Jerusalem og Damaskus sker der imidlertid noget uforudset. Saulus blive blændet af et kraftigt lys fra himlen. Hans rejsefæller ledte ham resten af vejen til Damaskus. Her boede en discipel ved navn Ananias. Til ham sagde Herren; Stå op og gå hen i den gade, som kaldes Den Lige Gade og spørg i Judas hus efter en ved navn Saulus fra Tharsus; thi han beder. Ananias døbte Saulus som fik synet tilbage. Han fik døbenavnet Paulus og begyndte snart efter at prædike om Jesus i byens synagoger. Jøderne var utilfredse og da en rum tid var gået lagde de en plan for at dræbe ham. De satte også vagt ved byens porte så han ikke kunne slippe væk. Men nogle af de kristne hjalp ham op over bymuren og firede ham ned i en kurv på ydersiden, så han kunne slippe væk. Historien kan læses i Apostlenes Gerninger kap Det Danske Institut Vi spadserer, ligesom Paulus og Ananias, hen ad Den Lige Gade, som begynder ved den gamle bymure i vest og slutter ved byporten i øst. For at besøge Det Danske Institut skal vi gennem en port til en lille parallelgade. Der finder vi en dør og et skilt som fortæller, at Det Danske Kulturinstitut gemmer sig inde bagved. Vi må trykke på klokken for at få 5

6 døren åbnet, inden vi kan gå ind i en smal gyde og ned ad nogle trapper for at træde ud i en store og meget smuk gård. Her er stille. Støjen fra byen høres ikke, kun vandets rislen i det store bassin midt i gården. Vi ser i møderummet at fruen til den syriske præsident har besøgt instituttet og efterladt nogle rosende ord om den fine restaurering instituttets bygninger har gennemgået. trænger sig på. Fornemmelsen af gårdrummet minder om oplevelser man kan få i en kirke eller i en klostergård. Det er som om gården er et helligt sted. For enden af gaden ligger disciplen Ananias hus. Under husets gårdsplads findes en kirke hvor vi bl.a. ser på en serie billeder som fortæller om Paulus liv. Men vi overværer også denne søndag eftermiddag en gudstjeneste som bliver forrettet af en kvindelig præst. Sindet stemmes til ydmyghed overfor de mennesker som på dette sted har levet i mange århundreder med deres kristendom. Bassinet i gården i Det Danske Kulturinstitut i Damaskus. Lis skriver vores navne i gæstebogen inden vi falder i snak med præsten fra Langenæs Kirken i Århus, som har lånt en arbejdsplads i instituttets bibliotek. Hun er her for at studere moderne islam. Et emne som må siges at være meget relevant for en præst at studere i en tid hvor der foregår en kulturkamp mellem den muslimske og den kristne verden. Det er altid godt at kende sine modstandere. Ananias hus I den østlige kristne ende af Damaskus gamle bydel, kort før den østlige byport, drejer vi til venstre op gennem en smal gade hvor vi finder en mængde små butikker. Vi går ind gennem en smal port til et privat hus og opdager et gårdrum som er fantastisk smuk. Vi oplever en næsten meditativ ro. Husene omkring gården skærmer for den ydre verdens larm og stress. Lysten til at sætte sig med en kop te, snakke med en god ven, fordybe sig i en bog, eller bare det, at sidde helt stille, Alteret i Ananiaskirken. På det ene af de tre ikoner kan man se Paulus som fires ud over bymuren i en kurv. Her i den østlige ende af det gamle Damaskus, indenfor murene, findes ikke mindre end syv kirker knyttet til forskellige kristne menigheder. Nogle af dem blev bygget for penge som Kaliffen Al-Walid betalte de kristne for at forlade Johannes Døber kirken inden han satte byggeriet af moskéen i gang. St. Pauls Kirken er også et besøg værd. Ikke fordi den er flot eller pompøs, men fordi den bærer på en historie. Kirken blev oprindeligt indrettet i porten i den tykke bymur, hvor man siger, at Paulus blev firet ned over muren. Senere har man foretaget en udvidelse som passer smukt sammen med det oprindelige kirkerum i den gamle byport. Udsmykning, som bl.a. består af et stort firkantet stenalter og nogle få billeder af Paulus flugt over 6

7 muren, fremtræder næsten protestantisk i alt sin enkelthed. Man komme ind i kirken fra yderside af den gamle bymur. I gården bagved findes et par moderne lyse bygninger som rummer et hjem for forældreløse børn og et plejehjem. Overfor kirkens indgang, på modsatte side af den stærkt trafikerede Mahmoud Shahde ringgade ligger en stor kristen kirkegård. Udsigt over Damaskus og 2 millioner flygtninge Aymann, vores guide og chauffør, tog os med op på Kassiumbjerget til et herligt måltid arabisk mad som vi nyder sammen med en fantastisk udsigt til lysene nede i Damaskus. Vi ser den oplyste Umayyademoské, og med den som udgangspunkt kan vi finde placeringen af vores hotel og flere andre lokaliteter som vi har besøgt. Vi kan herfra stort set overskue millionbyen i hele dens udstrækning. For kort tid siden var den beboet af fire millioner mennesker, men nu er indbyggertallet steget til ca. seks millioner. Væksten skyldes fortrinsvis flygtninge. Før krigen i Irak kunne man finde palæstinensiske flygtninge fra Golan højderne, som Israel besatte under Jom Kippur krigen i oktober 1973, og flygtninge fra Libanon. Men langt de fleste flygtninge er kommet fra Irak. FN s Flygtningehøjkommissariat fortæller samtidig med vores besøg i Syrien, at der findes 2 millioner internt fordrevne mennesker i Irak som ofte bliver forhindret i at bevæge sig over grænsen til en anden af landets 18 regioner. I magasinet, Syria Today, som lå på hotelværelset læste jeg et interview med Syriens social- og arbejdsminister som udtrykker bekymring over et stadigt voksende flygtningeproblem, samt en skuffelse over, at de fine løfter EU, UNCHR og verdenssamfundet har fremsat, ikke bliver omsat til virkelighed. Den lovede hjælp kommer ikke. Hun siger at 90 % af de mere end 1,5 millioner registrerede flygtninge ikke får den hjælp de behøver eller fortjener. UNCHR fortæller at der er mere end 1.5 millioner irakiske flygtninge i Syrien, hovedsageligt i Damaskus, men vi hører flere gange lokale folk snakke om 2 millioner. En forklaring på forskellen kan hænge sammen med at der er kommet irakiske flygtninge som ikke er registreret. F.eks. mennesker som er fordrevet på grund af religion, etniske forhold, mangel på islamisk opførsel. Vi kender et eksempel fra Danmark. Abdul Karim, som havde søgt asyl i Danmark, blev afvist med den begrundelse at irakere kan bevæge sig frit i Irak. Han blev udsendt fra Danmark den 29. december Kort tid efter hjemkomsten til Irak blev han kidnappet. Det kostede $ at frikøbe ham. Abdul Karim er mandæer. Indtil krigsudbruddet boede der ca af dem i Irak. Omkring er flygtet, hovedsageligt til Jordan og Syrien. For mandæerne er Johannes Døberen en central person. En del mennesker, som bliver fordrevet på grund af kristen religion, etniske forhold eller uislamisk adfærd, er ikke nødvendigvis fattige mennesker. Mange af dem har penge med når de flygter. I Damaskus oplever indbyggerne at priserne på boliger stiger, priserne på varer stiger. De rige flygtninge jobber priserne op på boligmarkedet og de får efterspørgslen på mad og tøj til at stige til ugunst for dem der i forvejen boede i byen. Hertil kommer at antallet af fattige flygtninge, der forsøger at opretholde livet ved skopudsning, rengøring af bilruder, og andre småjob på gaden, stadig vokser. Spiren er lagt til en konflikt. Og jeg undres over, hvorfor de regerende politikere hjemme i Danmark, ikke omsætter deres festtaler om hjælp til flygtninge i nærområdet til virkelighed. Ruqqaya moskéen På vejen gennem souqen, markedskvarteret omkring Umayyademoskéen, er der rig lejlighed til at nyde det orientalske folkeliv i de overdækkede snævre gader. Vi kigger ind i det tyrkiske bad, Al Shamed, ser på tæppehandlernes udstillinger, mærker duften 7

8 fra krydderi- og slikbutikker og lytter til cafféns egen historiefortæller inden vi kommer frem til den iranske shia muslimske Ruqqaya (Rukaya) moské. Ved indgangen blev Lis udstyret med en lang sort dragt med hætte, og med skoene i hånden kunne vi gå ned i forgården som var fyldt med mennesker der sad i små og større grupper. Nogle var i gang med at spise deres medbragte mad. Alle kvinder i lange sorte dragter og med sort tørklæde over håret. Moskeen blev opført i 1985 for iranske penge. De fleste af dem vi ser, er iranere på en slags pilgrimsfærd. Målet for rejsen, som vi finder inde i moskéen, er en stor forgyldt sarkofag hvor de jorddiske levninger af profeten Muhammeds datter, Ruqqaya, ligger. Inden vi får lov til at komme ind må vi aflevere skoene på en hylde i forgården. Lis går ind af en dør i højre side og jeg går ind af en anden dør i venstre side. Inde i moskeen ser vi ikke hinanden. Kvinder og mænd er adskilt. Vi ser den samme sarkofag men fra hver sin side. Det er tydeligt at pilgrimmenes besøg udløser nogle stærke følelser. Mange står stille, rører ved glasset omkring sarkofagen, kysser det og græder. En ung mand taler til mig og spørger om jeg er muslim eller kristen. Han gav spontant udtryk for sin glæde over at jeg, et kristent menneske, fatter så megen interesse for dem, at jeg besøger deres moské. Vi lærte hurtigt at se forskel på sunni- og shiamuslimske moskéer. Arkitekturen med den store forgård, moskeen, og de høje slanke minareter er ens, men udsmykningen derimod er meget forskellig. Sunnimuslimske moskéer står ofte i den naturlige limsten, som er det fremherskende byggemateriale. Shiamuslimeske moskéer er i indgangsparti, gårdrum, moske og helt til toppen af minareterne beklædt med farvestrålende glaserede kakler, ofte i grønne nuancer og smykket med keramisk udførte koran citater. Saladins Mauselæum Saladin, som kom til at spille en afgørende rolle for korsfarernes tilstedeværelse i Det hellige Land, blev født i 1137 af kurdiske forældre. Opdragelsen fik han bl.a. i et sufi kloster, inden han som 16-årig kom med sin onkel, der forestod ledelsen af et militært felttog til Egypten for at forhindre landet i at falde i korsfarernes hænder. I Egypten udnævnte onkelen Saladin som administrator. Da han døde blev Saladin forfremmet til øverstkommanderende general. Og efter at have slået et kupforsøg ned fik han posten som guvernør over Egypten og snart efter fik han også regeringsmagten over Syrien. Lis ved Saladins sarkofag. I forgrunden den tomme sarkofag kejser Wilhelm II skænkede. I året 1177 havde han mobiliseret så mange stammer i området at han kunne gå i gang med at fordrive de kristne korsfarere som på det tidspunkt havde etableret sig med kongeriget Jerusalem, et fyrstedømme i Antiochia, et grevskab i Tripoli og et i Edessa (Urfa). Det sidste grevskab var dog allerede tabt da greven Joscelin II i 1150 blev taget til fange op puttet i fangehullet i Aleppo hvor han døde ni år senere. Saladins første angreb på korsfarerne, som fandt sted ved Ascalon, var tæt på at blive hans sidste. Men elleve år senere, da det for korsfarerne så skæbnesvangre slag stod ved Hattin var det Saladin og hans soldater der vandt. Han tog kongen af Jerusalem, greven af Tripoli, tempelriddernes stormester en 8

9 række andre riddere og ganske mange soldater til fange. Kongen, stormesteren og andre notabiliteter blev ført til Damaskus som fanger. De tilfangetagne soldater blev udleveret til slavehandlerne for at de kunne gøre en forretning ud af fangsten. Saladin døde i Damaskus i marts Han efterlod sig et image som manden der samlede muslimerne til modstand mod korsfarerne og fordrev dem. Han var en dygtig strateg der kunne optræde brutalt men også fair. Diplomat, ridder og gentleman. Sådan bliver han også fremstillet i forfatteren Jan Guillous romantrilogi om den svenske stormandssøn Arn der uddannes som ridder og derefter optages i Tempelridderordenen for at blive sendt til Det hellige Land hvor han bl.a. møder Saladin. Vi stiller skoene udenfor og går ind i det lille mausoleum og ser to sarkofager. Et af træ, hvor låget er dækket af et grønt klæde. Her ligger Saladin. Ved siden af står en ande rigt dekoreret sarkofag fremstillet i marmor, som den tyske kejser Wilhelm II forærede mausoleet da han i 1898 var i Damaskus for at fremme tyske industriinteresser. Lawrence of Arabia stod her, ved Saladins sarkofag, i stilhed, for at ære den store kriger, da han i oktober 1918, i spidsen for en engelsk og arabisk hær havde erobret Damaskus fra tyrkerne. Det var anderledes da Frankrig i 1920, på mandat fra Folkeforbundet, besatte Libanon og Syrien. Den franske general, Henri Couraud, som stod i spidsen for besættelsen, og som naturligvis kendte historien om de franske korsfarers nederlag til Saladin, mødte op i mausoleet, sparkede til Saladins sarkofag og sagde: Her er vi igen! Hvor er du? Gennem ørkenen til Palmyra. En tidlig morgen kører vi langs foden af bjergkæden som strækker sig fra Damaskus til Plamyra. I gamle dage kunne man her møde karavaner der brugte bjergkæden som vejviser. Måske kunne vi også møde babylonerkongen, Nebukadnesar, med sin hær på vej mod Jerusalem hvor han i år 586 f. Kr. plyndrede byen og brød templet ned. Måske kunne vi også her møde israelitterne da de efterfølgende blev ført til Babylon som fanger. Men vi kunne også have mødt den arabisk muslimske general Khalid ibn al Walid da han i 636 i spidsen for sin hær var på vej ind mod den østlige port i Damaskus for at erobre byen. Lis får en tår vand under en pause i køreturen gennem ørkenen på vej til Palmyra. Efter Muhammeds død i 632 valgte de ledende muslimer Abu Bak r som den første kalif. I hans tid foregik muslimsk erobringer hovedsageligt på arabisk territorium. Men med den anden kalif, Umar ibn al Khattab, ( ) bevægede de sig hurtigt udenfor arabisk område. Umar udnævnte fire generaler, Khalid ibn al Walid og tre andre til at gå i krig med byzantinerne i nord og sassaniderne i øst. De persiske sassanider havde kort tid forinden forsøgte at erobre kontrollen over byzantinske landområder. Det lykkedes ikke for dem. Men byzantinerne, der havde regeret Syrien siden opsplitningen af Romerriget i vest og øst, havde brugt mange kræfter på at modstå sassaniderne. De nåede ikke at genvinde deres styrke inden det muslimsk arabiske angreb blev sat ind. Efter et stort og afgørende slag i 636 mellem de arabiske muslimske og de kristne byzatinske styrker ved Yarmukfloden, som danner grænse mellem Syrien og Jordan, lå vejen åben til Damaskus. Byzantinerne trak 9

10 sig ud af Syrien, men de var på ingen måde slået. Værre gik det for sassaniderne i øst. I løbet af få år vandt de muslimske arabere kontrollen over Irak og Iran. Den arabiske elite, der kom for at regere, var muslimer, men det betød ikke at befolkningen i de erobrede lande automatisk tilsluttede sig denne religion. I både Syrien og Palæstina var der, i flere hundrede år efter den arabisk muslimske magtovertagelse, en betydelig kristen befolkning. De kristne grupper blev mindre med tiden, men de er her stadig. Fænomenet gentager sig flere gange, og da vi i det fjerne ser en oase er vi ikke alt for sikre på at den nu også er rigtig. Palmyra Vi kører forbi en væddeløbsbane for kamelrace og en flok kameler, der holder pause under et Pepsi Cola skilt i vejsiden, inden vi kører ind gennem ruinerne fra den antikke by for at komme frem til Zenobie Cham Palace. Hotellet som ligger direkte i kanten mellem den gamle og den nye by. Teen er serveret på Café Baghdads terrasse. Kilometer efter kilometer kører vi gennem et landskab som syrerne kalder steppen. Vegetationen består i nogle få totter af et eller andet som vokser op mellem sten, grus og sand. Med mellemrum ser vi, på god afstand fra vejen, beduinernes gråbrune telte. Vi ser hyrderne med store fåreflokke, hvis brune, karry og lyse beige farver næsten får dem til at falde i et med ørkenen. Efter de første 150 km. holder vi ind ved Café Baghdad. En lille café ved landevejen midt ude i ørkenen. Her møder vi 38 lærere og studerende fra teologisk fakultet ved Århus Universitet. De er ved at stå op i bussen for at fortsætte. Vi går ind i skyggen og bestiller en kop te. Inden vi kom derfra havde vi købt en dug. På de sidste 100 km. inden Palmyra oplever vi flere fatamorganaer. Vi ser foran, ude til højre, en svag sænkning i landskabet med en sø, men efterhånden som vi kommer nærmere tørrer den ud og bliver til gold stenet ørken. Indgangen til hovedgaden i den antikke by Palmyra. Palmyra, som af de lokale kaldes Tadmor, har en lang og spændende historie at fortælle. Byen som i dag rummer omkring indbyggere ligger i en oase hvor palmerne gror. Derfor gav romerne byen navnet Palmyra. Indbyggerne lever hovedsageligt af landbrug, handel, men ikke mindst af turister, som den 50 hektar store uovertrufne ruinby, trækker her ud. I meget gamle dage var Palmyra et uundgåeligt centrum for kamelkaravanerne på deres vej mellem Middelhavet i vest og Mesopotamien og Persien i øst. Men byen var også en vigtig station på Silkeruten mellem Middelhavet Indien og Kina. Byens herskere skaffede sig store indtægter ved at lægge told på værdien af de varer kameler og dromedarer bar gennem ørkenen. Mange penge blev brugt på at udvikle byen. Da romerne i det første århundrede e. Kr. 10

11 udvidede deres herredømme mod øst kom byen til kort. De kom i klemme mellem romerne i vest og perserne i øst. Men de overlevede ved at holde handelsruterne åbne og ved at formidle handel mellem øst og vest. En funktion som gav Palmyra en mægtig opblomstring. Den romerske kejser Hadrian besøgte byen i 130 e. Kr. hvor han udnævnte den til en slags fristat hvor styret selv kunne fastsætte og opkræve skatter. I 212 gav kejser Caracella byen en ny forfatning. Palmyra blev ophøjet til romersk koloni. Alle frie indbyggere fik status som romerske statsborgere og de slap for at betale skat til statskassen i Rom. Det gjaldt naturligvis ikke for slaverne. På den tid blev datidens Palmyra bygget. Vi må forestille os en by hvor der gennem to tre hundrede år hele tiden var et eller flere betydelige byggeprojekter i gang. En by fyldt med farverige boder, handel og service til kameldriverne, larmen fra byggemestre, håndværkere og arbejdere som med hamre og mejsler omdannede rå stenblokke til polerede blokke, søjler, kapitæler, arkitraver og alt det andet der skulle til for at bygge kolonnaden der indrammer byens 1,2 km. lange hovedgade, det store Bel tempel, det romerske teater, senatet, markedspladsen, en kristen kirke, kaserne og meget andet. Romerne havde i flere slag med perserne stort set lagt grænsen for romerriget fast langs Eufrat. Men da Sassanidedynastiet i 226 overtog magten i Persien tog de også kontrollen over adgangen til den Persiske Bugt. Vi kan forestille os at der langs Eufratfloden er foregået en omladning mellem kamelkaravaner og skibe som sejlede ned ad floden og ud i den Persiske Bugt og derfra videre til mål i Arabien, Egypten, Etiopien, Indien og Kina. Sasanidernes blokering af adgangen til den Persiske Bugt var et alvorligt slag. Told og handelsindtægterne faldt. Koloniens guvernør, Septimus Odienat, samlede derfor alle romerske soldater i området under sin kommando og tilbageerobrede i en række slag i kontrollen over Mesopotamien, Basra Provinsen og dermed adgangen til havet. Uheldigvis blev han myrdet i 267. Hans anden hustru, Zenobia, overtog magten og regerede provinsen på vegne af parrets unge søn. Hendes eventyr førte til Palmyras undergang. Bel templet Der er mange ruiner i Palmyra som tiltrækker sig opmærksomheden. Men jeg havde allerede inden vores besøg besluttet mig for at rette opmærksomheden mod Bel Templet. Beltemplet set fra bagsiden. Der har været en række søjler hele vejen rundt om huset hvor statuen stod af guden Bel. Fordi der måske er en forbindelse herfra til Kong Salomons og Herodes den Stores templer i Jerusalem. Finn O. Hvidbjerg- Hansen skriver i bogen Zenobia at man i det jødiske kommentarværk Talmud kan læse bemærkningen: Lykkelig den, der kommer til at opleve Palmyras fald, for den var medvirkende både ved det første tempels ødelæggelse og ligeledes ved det andets Kong Salomos tempel blev ødelagt af Nebukadnesars soldater i 587 f. Kr. Det andet tempel, som blev bygget i 515 f. Kr. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store, blev ødelagt af romerne i 70 e. Kr. Det nævnes at soldater, bueskytter, fra Palmyra deltog i begge tempelødelæggelser. 11

12 På det lokale museum i Palmyra findes denne model som viser hvordan Beltemplet har set ud Byggeriet af Beltemplet blev sat i værk omkring et 100 år f. Kr., finansieret af babylonske og lokale købmænd og stærkt sponsoreret at den romerske kejser Tiberius. Det stod færdig i år 32 e. Kr. Stående på tempelpladsen i Beltemplet kan man næsten høre hvordan arkitekter og bygmestre, i deres diskussioner, refererer til templet i Jerusalem. Tempelgården er på siderne i øst, syd og nord indrammet af to parallelle søjlerækker med god plads til ceremonielle processioner. Den længste side er 205 meter. På den vestlige side, hvor en stor monumental portal danner indgangen til tempelgården, er der kun én søjlerække. Tilskuerne i tempelgården har måttet udholde heden fra den brændende sol, hvis de da ikke sad i skygge under parasoller, medens præsteskabet og andre notabiliteter deltog i processionen. Et særligt udvalgt publikum fik adgang til at overvære begivenhederne fra en terrasse tæt på offerpladsen. Vi kan stadig se hullet i stenpladen hvor blodet fra de ofrede dyr blev ledt ned i en kanal og væk fra pladsen. For at få adgang til offerfesten skulle man have en billet. Et lille stykke brændt ler med et symbol der varierede fra gang til gang. De findes i et udvalg på det lokale museum. Ovenfor offerpladsen, står tempelbygningen, som var indrammet af en række søjler der på den lange side måler 13 meter. Fra tempelgården skulle man syv trin op af den brede stentrappe for at komme ind i det helligste som består af tre rum, et højloftet rektangulært rum, som i enderne mod syd og nord, har ophøjede allerhelligste rum. I det allerhelligste mod nord stod en statue af guden Bel, Yarhibôl og Aglobôl. Dvs. herren og skaber samt solen og månen. I loftet ovenover kan vi se de 12 astrologiske stjernetegn og de syv planeter som var kendte i oldtiden. Man skal ganske vidst se godt efter. Loftet bærer naturligvis præg af tidens tand, men når vores guide fortæller hvad vi skal se efter kan vi sagtens se nogle af symbolerne. Og vi kan se hvor de andre har været. Resten er kun et spørgsmål om fantasi. Bag tempelbygningen har arkæologerne gravet et hul i jorden hvor vi nede på bunden kan se soklerne til søjlerækker og fundamenter for mure til et lidt mindre tempel som stod her før Beltemplet. Da de muslimske arabere vandt kontrollen over Palmyra omdannede de tempelpladsen til en fæstning og templet en moské. Egentligt er det bemærkelsesværdigt hvor ofte vi finder eksempler på, at samme jordlod med helligdom, som har tjent en religion, bliver overtaget og genbrugt af indtil flere på hinanden følgende religioner. Zenobia Samtidig med at Zenobia i 267 e. Kr. overtog styret i Palmyra foregik der i Rom en kraftig rivalisering om magten, som førte til 12

13 svækkelse af imperiets evne til at opretholde kontrollen over dets proviser. Et forhold som Zenobia benyttede sig af. Palmyra var dengang ikke kun en by, men en stor romersk provins, som indeholdt de meste af de landområder som i dag rummer Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan. Hun havde ambitioner, der rakte længere end hendes myrdede ægtemands beskedne ønske om at opretholde kontrollen over landet. Hun ønskede at udvide sin sit territorium og hun ønskede at smide romerne ud. Hun sendte hæren på erobringstogt for at besejre den arabiske provins. I året 270 havde hun vundet kontrollen over Arabien og Egypten. Kort tid efter regerede hun også tyrkisk land helt frem til Ankara. Midt på hovedgaden i Zenobias Palmyra står denne tetrapylon. Fire gange fire søjler. Zenobia skal have været en sorthåret stærk mandhaftig kvinde som på sine rejser foretrak at ride eller køre i tohjulet vogn. Hun var jødisk orienteret men også åben overfor tidens mange sammenvævede filosofiske og religiøse retninger. Hun interesserede sig for græsk-latinsk sprog og kultur. Sønnerne blev undervist i latin. Hun knyttede lærte rådgivere til sit hof. En af dem hed Longius, med tilnavnet, det omvandrende bibliotek. En mand som var uddannet i filosofi i Athen inden han blev ansat ved hoffet. Arkæologer har fundet brudstykker af skrifter som viser at manikæer fra Petra var i Palmyra for at missionere deres tro. De fik også lov til at prædike deres syn på kampen mellem de lyse gode og de sorte onde kræfter for Zenobia selv. Da den kristne biskop Paulos i Antiokia i 269 blev sat fra bestillingen fik han asyl hos Zenobia. Han var uenig med sine bispekollegaer i opfattelsen af treeningheden. Han mente at Jesus var et normalt menneske, ikke et guddommeligt menneske. I Alexandria i Egypten, som dengang var en kulturby i verdensformat, proklamerede Zenobia at Palmyra nu var uafhængig af Rom. Hun lod mønter præge med hendes eget og sønnens billede hvor han blev omtalt som kejser. Rom følte sig truet og kejser Aurelius mobiliserede sin hær og drog mod øst. I 271 slog han Zenobias styrker i et slag ved Antiochia og igen ved Homs hvorefter han belejrede Palmyra by. Den romerske kejser tilbød nogle vilkår for overgivelse som Zenobia ikke ville acceptere. Hun flygtede derfor ud af byen på en kamel. Efter 200 kilometers ridt mod øst nåede hun Eufrat floden. Hun var på vej til Persien for at hente hjælp. Men lige netop da hun trådte ned i båden, der skulle sejle hende over på den anden flodbred, blev hun indhentet og fanget at en gruppe romerske kavalerister. Hendes nærmeste kreds af officerer og rådgivere inklusive Longius blev stillet for en romersk domstol i byen Homs og dømt til døden. Men Zenobia blev ikke henrettet. Hun blev i 272 transporteret til Rom og fremvist på paraden, der blev holdt for Aurelius sejer over hendes oprør. Hun måtte lide den ydmygelse af gå i processionen foran kejserens vogn med lænker om ankler og håndled. Resten af hendes dage boede hun i en villa i nærheden af Rom, som vist nok var stillet til rådighed af kejseren. Palmyrenerne var utilfredse med den tabte selvstændighed. De gjorde oprør og gik til angreb på den romerske kaserne hvor de dræbte 600 bueskytter. Aurelius legionærer tog hævn og henrettede et stort antal indbyggere. Byens storhedstid var forbi. Dele af byen blev ødelagt og den overlevede i de næste mange år kun som befæstet militær forpost. Kamel karavanerne fandt andre veje gennem ørkenen. Den muslimsk arabiske 13

14 general Khaled ibn al-walid erobrede byen på sin vej mod Damaskus. Begravelsestårne. Sent på eftermiddagen kører vi ud til begravelsesdalen, som ligger i udkanten af ruinbyen, hvor vi besøger et begravelsestårn. Der har været mange af dem i dalen. De fleste er faldet sammen for mange år siden, men det vi besøger er helt intakt. Det er åben en time hver eftermiddag. Det tårn vi besøger har på bagsiden en trappe ned til kælderen hvor familiens tjenestefolk, slaver, blev begravet. På forsiden går vi op af nogle trappetrin til et højloftet rum hvor der i begge sider, fra gulvet og højt op, findes en række åbninger til hylderne inde bagved. Den døde er, med fødderne forrest, blevet skubbet ind på en af de smalle hylder. De har ligget med hovedet ud mod kammeret vi står i. En trappe fører os op til tårnets to øverste etager der også er indrettet med gravsætningshylder. Lidt derfra ser vi et underjordisk gravkapel hvor de døde på samme måde som i tårnet skubbes ind på smalle hylder vinkelret på kapellets vægge. Vejen derop har for nyligt, i anledning af præsidentens besøg, fået en udvidelse og en ny asfaltbelægning. Fra borgen ser vi tydeligt, at Palmyra er inddelt i tre områder. Den antikke bydel med alle ruinerne, den moderne bydel og den grønne oase. Udenom er der bare ørken med bjerge. Den ekstra tid bruger vi på at køre en tur ind i oasen. Vi kører på en smal vej som er indrammet af høje mure. I en grønmalet port står en arabisk udseende mand. Vores guide snakker lidt med ham og vi bliver inviteret indenfor til en rundvisning hvor bonden, med tydelig stolthed, viser os dadelpalmerne, oliventræerne, citrusplanterne, vandingskanalerne og de små inddæmninger som skal holde vandet på plads omkring palmer og planter. I dag er her tørt overalt, men om nogle dage er det igen hans tur til at modtage vand. Han plukker nogle velsmagende dadler til Lis og fortæller, at det er vigtigt for både mængde og kvalitet, at have både han og hun palmer i lunden. Vi går derfra med oplevelsen af at have fået en hel privat oplevelse som de fleste turister ikke får. Vi får den kun fordi vi har en dygtig guide som allerede har set vores interesser, og så fordi vi kun er to. Palmelunden og beduinnatten Efter besøget i gravdalen har vi lidt ekstra tid inden vi skal op på bjergtoppen til den arabiske fæstning for at se solnedgangen. Underholdning i beduinteltet Lis fristes af dadlerne i palme- og olivenlunden Klokken ankommer vi til en restaurant i byens udkant hvor vi finder et stort beduintelt. Gulvet er dækket med tykke tæpper. Bænkene langs væggen og de lave borde foran er dækket med tæpper. Her møder vi igen de 38 14

15 fra Århus universitet, men også præsteparret fra Stilling, som er her, sammen med deres familie, for at følge i fodsporene på en tante som tidligere har arbejdet i landet som sygeplejerske. Kokken og hans hjælpere bærer et stort fad med et helstegt lam rundt, så vi alle kan se dyret, inden det parteres og fordeles på tallerkner. Der bliver en smagsprøve til alle. Bagefter er der folklore optræden af en gruppe musikanter og dansere iført beduindragter. Ind mellem de danske turister i teltet sidder andre gæster og ryger deres vandpiber til det bliver nat i beduinland. Ayman. Ayman tager det sidste sug på cigaretten inden han sætter sig ind og starter bilen og kører ud ad vejen mod byen Homs og Krak des Chevaliers. Han ryger ikke inde i bilen. Vi var heldige, at få ham som guide og chauffør. En veluddannet kultiveret mand, 39 år, forholdsvis nygift og far til en søn. Han har et billede af hustruen uden tørklæde i sin mobiltelefon. Lis får lov til at se det. Men jeg får ikke lov. Han har lovet sin hustru at han ikke viser det til andre mænd. Vi må ikke se hendes hår. Han har tidligere arbejdet som underviser i arabisk sprog for udlændinge som kom til Damaskus. En af dem, en norsk kvinde, inviterede ham til Tromsø i tre måneder. Bortset fra denne rejse har han kun været udenlands en gang. Da besøgte han Libanon. På et tidspunkt opgav han at arbejde som underviser i arabisk. Nu læser han engelsk litteratur på tredje år ved et universitet i Damaskus. For at tjene penge til sig selv og familien tager han ind imellem job som chauffør for turister. Og om lidt, efter sidste eksamen, ville han også få sin autorisation som turguide for turister. Hans viden om Syrien og de fleste lokaliteter vi besøger er imponerende. Vi taler med ham om historie, levevilkår, det smertelige forhold til Israels besættelse af Golanhøjderne. Et forhold som ligger helt fremme i hans bevidsthed. Israels bombning i et militært område i den nordøstlige del af Syrien kort tid før vores ankomst. Forholdet til Libanon og den formodede syriske støtte til Hizbollahs krig mod Israel. Ayman er troende muslim og han omtaler Ben Laden, Talleban og de andre voldelige ekstremistgrupper som banditter der ikke har noget med islam at gøre. Det er vigtigt for ham at vi rejser hjem med det indtryk at islam og rigtige muslimer ønsker en fredelig verden. Kameler på vejen til bikubehytten Pludselig, ude midt i ørkenen, standser han bilen. Inde fra venstre side kommer en lang række kameler hen imod os. Brune og hvide kameler, store og små kameler spadserer op over vejen og ud i ørkenen på den anden side. De første kameler i en række på 150 passerer tværs over vejen. Enkelte af dem bærer på bagagen for de beduiner der går nede langs rækken for at sikre at de små kamelkalve også kommer med. En enkelt af de voksne, som måske har en tilbøjelighed til at løbe væk, har et stykke reb bundet omkring forben og bagben som forhindrer den i at tage for store skridt. Billedet af den uendelige ørken, den lange sorte landevej og 150 kameler der passerer, er så enestående flot og særpræget at det brænder sig fast på den indre harddisk. Her langs vejen ser vi også fårehyrder i ørkenen med deres store flokke, beduinteltene og jo længere vi kører mod vest, jo nærmere vi kommer til byen Homs, desto mere grønt bliver det. 15

16 Ayman svinger bilen ind på en lille sidevej som fører ned til et par bikube-huse der ligger i kanten af en ung olivenplantage. Byggestilen har været anvendt siden mesopotamisk stenalder i et område som er fattig på træ. Byggematerialet består i en blanding af ler og strå, som æltes og presses ned i rektangulære forme, der tørres i solen. Når familien, ofte med hjælp fra naboer, har fremstillet mursten nok går byggeprocessen i gang. Fra bunden danner man et kvadrat på. F.eks. 3,5 x 3,5 meter. Efterhånden som lag lægges på lag ændres formen til en cirkelformet kuppel der topper i en spids. Ydersiden bliver pudset med et lag ler og indvendig får rummet en hvid limfarve. To sammenhængende bikube huse danner en familiebolig. De enkeltstående huse bruges til forråd. ligger langs væggen. Det er uvant at skulle sidde i gulvhøjde, men vi gør det. Her er ingen stole, ingen borde. I rummet ved siden af ser vi en stor kiste, som sikkert indeholder familiens tøj, samt et lille bord fyldt med køkkengrej. Fruen i huset koger vand til te på en brænder sat fast på toppen af en lille gasflaske. Her laver hun også maden til familien. De fortæller at der vist nok findes et regeringsprogram som på et eller andet tidspunkt vil lægge elektricitet her ud i kanten af ørkenen, men indtil da klarer de sig med gasflasken. Det er værst om vinteren, når det bliver tidlig mørkt, siger de. Jeg vil gerne have lov til at tage et par billeder. Vi indgår en aftale. Konen ønsker sig et par fotografier af hende, manden og deres søn. Hun ser resultatet i apparatets display og erklærer sig tilfreds. Men da jeg spørger om en adresse bliver det svært. Resultatet bliver at jeg sender billederne til Ayman som vil aflevere dem når han ved lejlighed kommer forbi. Familien i bikubehuset. Olivenbonden iført kjortel og sandaler kommer ud fra huset sammen med to drenge. Ayman fortæller hvem vi er og hvor vi kommer fra og så bliver vi inviteret indenfor på te. Vi sætter naturligvis skoene udenfor, inden vi træder ind på sivmåtten. Og vi bliver inviteret til at tage plads på madrassen som Krak des Chevaliers. For enhver der interesserer sig for korstogshistorien og de dertil knyttede store ridderordener er borgen Krak des Chevaliers en perle. Den ligger højst placeret med en fantastisk udsigt over store frugtbare dalstrækninger. Fra toppen af borgherrens tårn kan man på klare dage se Middelhavet 30 kilometer mod vest. Lidt nærmere ser vi Safitatårnet som var et led i kommunikationssystemet mellem Tripoli i Libanon, korstogshavnen i Tartus og borgene inde i land. Fra Krak og de andre borge blev alle bevægelser i landskabet på vest og østsiden af bjergkæden langs middelhavet kontrolleret. Lawrence of Arabia, gennemførte i 1909 en stor rejse til fods i det dengang tyrkisk besatte Syrien og Palæstina. På rejsen beskrev han en række af de gamle borge som var i funktion i korstogstiden, deres placering, tilstand og indbyrdes kommunikationslinjer. Han skrev efterfølgende i en bog som udkom i 1910 at 16

17 Krak er den bedst bevarede ridderborg. En vurdering som stadig passer. Krak er særdeles velbevaret. Indenfor porten, på vej op af den store trappe kan vi næsten høre hestene vrinske i staldene. Vi hører larmen fra det store køkken som hver dag lavede mad til flere hundrede mænd, soldater og mandskab, bænket ved stenbordene i de hvælvede spisesale. De spiser i stilhed medens de lytter til munken der læser tekster fra bibelen, ordensreglerne eller andre informationer som mandskabet skulle have. Oppe på det flade tag, på vej op mod borgherrens tårn kommer vi forbi resterne af det runde bord hvor johannitter ridderne, iført sorte dragter med et stort påsyet hvidt kors på brystet, mødtes for at udveksle informationer og ideer til strategier for de næste kampe mod muslimerne, men også for at modtage mesterens ordre om patruljer, ekskorte af pilgrimme eller indsamling af forråd. Alt sammen til lyden fra det dannebrogsfarvede flag, som fra flagstangen over signaltårnet, smældede i vinden fra Middelhavet. spidsbuede vinduer, stræbepiller og høje spidse korshvælvinger. Samme byggestil som vi finder i mange af samtidens store kirker i Europa. F.eks. Notre Dame i Paris. Hama og de sorte kvinder Fra Krak kører vi tilbage til Homs og derfra mod nord af motorvejen der går lodret gennem Syrien. Fra Jordan i syd til Tyrkiet i nord. Vi gør holdt i Hamas centrale bydel. Vi ser på de store vandhjul som oprindeligt blev bygget til at løftede vand op fra Orantesfloden til vanding af marker. Nu løfter de vand op til byens fontæner og til skylning af gaderne medens de udsender en knirkende lyd. Vi lægger straks mærke til kvindernes påklædning som her skiller sig markant ud fra det billede vi hidtil har set. Her er usædvanligt mange kvinder klædt i sort. Helt tildækket så man næsten ikke kan se hvilken vej de vender. Ansigtet, hænder og fødder er fuldstændig tildækket. Kun når solens stråler falder direkte på ansigtet kan vi svagt ane et blegt ansigt inde bagved det sorte stof. Her er også usædvanligt mange kvinder hvor vi gennem brevsprækken i sløret kan se et par øjne. Andre bærer sorte dragter og tørklæder som dog tillader os at se der ansigter. Vi befinder os Syriens mest konservative by. Krak des Chevaliers. Johanitter-Ordenens borg med borgherrens kommandotårn i forgrund og det firkantede signaltårn yderst til venstre. På vores spadseretur rundt på den ydre forsvarsmur kan vi nede i landsbyen se en kirke og en moské. Lidt længere væk ser vi det græsk ortodokse St. Georgs Kloster, grundlagt omkring år 400, udvidet under korstogstiden i og igen udvidet for ca. 100 år siden. På vejen ned fra murene kigger vi ind i borgens kirke og den store sal der ligesom de andre rum er bygget i gotisk stil med høje Vandhjul i Hama. På broen aner man nogle af de sorte kvinder. Syrien, som altid har været regeret af udefra kommende herskere, fik for første gang sin selvstændighed i Landet var i årene 17

18 herefter præget af en række uroligheder og militære kup. Efter Suez krisen i 1956 fusionerede Syrien og Egypten i Den Forenede Arabiske Republik. Men det holdt ikke. Efter endnu et militært kup i 1961 trak Syrien sig ud af fællesskabet. Den Syrisk Arabiske Republik blev udråbt. Den 13. november 1970 gennemførte forsvarsministeren Hafiz al Asad et ikke voldeligt militært kup og udnævnte sig selv som statsminister. Ved det efterfølgende parlamentsvalg fik Ba ath partiet 87 ud af 173 pladser. Ba ath partiet, som officielt er et verdsligt socialistisk parti, tog magten og kom i konflikt med det konservative Muslimske Broderskab, som forsøgte et oprør. Regeringsstyrker bombede i februar 1982 broderskabets tilholdssted i Hamas centrale bydel. Flere hundrede mennesker blev dræbt eller såret. Siden har der ikke været nogen opposition af betydning til regeringen og Ba ath partiet. Vi har hørt den opfattelse at konflikten handlede om Syriens eksistens. Det muslimske broderskab var parate til at dreje Syrien ind på en religiøs fanatisk linje som ville have ført til en form for syrisk taleban. I bombardementet finder vi også forklaringen på at den centrale del af Hama opleves som en ny by. Vi skal et stykke væk fra centrum til et par andre vandhjul for at finde de gamle huse og de snævre gader. Ved porten ind til et kompleks af vandhjul står en ældre mand. Han hjælper os indenfor. Da guiden og jeg bevæger om på ydersiden af hjulene og hen over dæmningen for at få nogle billeder, begynder manden at snakke til Lis, som står på kajkanten med ryggen mod vandet. Han kommer helt tæt på og hun bliver bange. Det lyder som om han siger: Kis me, medens han rækker hånden frem. Lis flygter ud på gaden. Der finder jeg hende midt blandt en flok sortklædte kvinder som hun forgæves forsøger at komme i snak med. Ayman kommer til og fortæller til hendes beroligelse at manden er fattig. Han står her hele dagen i håbet om at der kommer en turist eller to forbi. Han beder ikke om et kys. Giv mig penge, siger han. Lis finder nogle mønter som hun rækker den gamle mand der til gengæld sender hende et stort smil. Aleppo og Citadellet Det er mørkt og sent aften da vi kører ind gennem smalle gader til et lille torv. Hvorfra vi finder ind i gyden til hotel Martini Dar Zamaria. Et hotel som er bygget i gammel tyrkisk osmannisk stil. Helt anderledes charmerende og intim. Vi får et stort behageligt værelse med vinduer ud til en smuk overdækket gård med fine orientalske møbler. Her sover vi tre nætter. Aleppo er Syriens største by efter Damaskus. I byens store Umayyademoské, bygget ca. samtidig med moskeen af samme navn i Damaskus, skulle Johannes Døberens fader, Zakarias, efter sigende være begravet. Vi så ikke efter. Vi havde andre ting på programmet, bl.a. et besøg på det lokale museum som har en interessant samling, men som alt for tydeligt bærer præg af lang tids mangel på publikumsinteresse og penge. Udsigten over Aleppo, set fra toppen af citadellet. Anderledes forholder det sig med Citadellet. Her kommer alle indenlandske og udenlandske turister. Citadellet ligger midt i den gamle bydel, på en høj som rager 38 meter op over de omkringliggende gader. Det er udstyret med en række forsvarsfinesser som er forskellig fra middelalderens europæiske forsvarsanlæg. 18

19 Dens nuværende udformning stammer fra 1290, men en del af det faldt sammen under det store jordskælv i 1822 som dræbte mere end mennesker i Aleppo. Alligevel kan vi i dag se kaserneanlægget, to moskéer, et palads, badeanlæg og dybt nede under jorden en fangekælder. Her sad den franske korsfarer, fyrst Raynald de Chatillon af Antioch i 16 år. Ingen af de andre korsfarer forsøgte at købe ham fri som højtstående fanger ellers ofte blev på den tid. Han blev taget til fange af muslimske styrker medens han var i gang med at plyndre syriske og armenske bønder. Men forklaringen på de andre korsfarers manglende lyst til at samle løskøbpenge skal nok ses på baggrund af at han tidligere havde angrebet den kristne patriark i Antioch. Han havde desuden udført røveriske raids på det kristne Cypern. Og det var ikke lige netop det paven havde prædiket at korsfarerne skulle. I 1776 slap Raynald ud af fængslet mod et løfte om aldrig mere at angribe muslimer. Han giftede sig til borgene Kerak og Montreal sydøst for Det Døde Hav. Hvorfra man kontrollerede handelsruten mellem Syrien og Egypten. I 1181 blev fristelsen til at plyndre de muslimske karavaner for stor for Raynald. Blandt de rejsende, i en af de karavaner han overfaldt, var Saladins søster. Raynald dræbte hende. Ved det store skæbnesvangre slag ved Hattin, som fandt sted den 4. juli 1187, tabte korsfarerhæren. Mange soldater og riddere mistede livet under kampene og mange fanger blev efterfølgende henrettet. Blandt de tilfangetagne var kong Guy de Lusignan af Jerusalem, Raynald, tempelriddernes stormester Gerard de Ridefort og flere andre prominente korsfarer. I filmen, Kingdom of Haven, som udkom i 2005 ser vi en scene hvor Saladin rækker en bowle med isvand til den tørstige konge af Jerusalem. Han rækker den til Raynald som drikker. Muslims skik siger, at når du bydes på spise eller drikke i en mands hus, så er du også i sikkerhed. Det var ikke Saladin som bød Raynald at drikke. Saladin dræbte ham på stedet. Efter besøget i citadellet træder vi ind i en gammel karavanestation som i dag rummer en række farvestrålende tekstilbutikker. I en af dem står en kæmpestor væv. Manden der bruger den holder pause på en stol medens han ryger en cigaret og drikker en kop te. Syrerne ryger mange cigaretter og drikker meget te. Vi lader os friste til at købe endnu et par store farverige og flotte duge. Og vi får, som skikken vist nok er, en lille gave, et par sofapudebetræk, som tak for en god handel. Sådan blev der sikkert også handlet dengang karavanestationen var i funktion. Dengang Carsten Niebuhr besøgte byen. Carsten Niebuhr i Aleppo Carsten Niebuhr blev i 1761 sammen med fem andre, af den danske konge, sendt på en videnskabelig, Arabien Ekspedition. I de syv år rejsen varede, besøgte han bl.a. de syriske byer Damaskus, Aleppo og Latakia som vi også besøger. Den gamle karavane station i Aleppo er omdannet til et indkøbscenter for tekstilvarer. Under vejs fremstillede han en mængde tegninger, opmålinger og beskrivelser af byer, bygninger og mennesker, som er udgivet i det flotte bogværk, Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og omliggende lande I bind II side 459 kan man læse hans 19

20 beskrivelse af hvordan en karavanerejse dengang blev organiseret. Købmædene rejser med deres varer udelukkende i karavaner. Tidspunktet hvor store karavaner går fra Aleppo til Basra, er nogenlunde kendt, fordi det afhænger af årstiden hvornår der på sidstnævnte sted plejere at ankomme skibe fra Indien eller afgår igen. I andre tilfælde gør en anset købmand tidspunktet for sin afrejse bekendt. De der tænker på at tage med, melder sig hos ham, og så snart han finder selskabet for stærkt nok til at kunne forsvare sig mod de forventede angreb, eller tror at de omkostninger til dækning af karavanen og til de gaver som må gives til overhovederne for de forskellige stammer de møder undervejs, og som bliver fordelt på alle kamelladninger, ikke vil stige for højt, så bestemmer han med tilladelse af den store sheik for en af de nabostammer som sammen med andre stammer skal følge karavanen, dagen nøjere på hvilken karavanen skal afgå. Derefter lejer enhver de nødvendige kameler så godt han kan, og gør sig færdig til rejsen. Dagen før karavanens afgang forsamler hele rejseselskabet sig et bestemt sted udenfor byen. I slutningen af 1800 tallet udviklede der sig en konflikt, mellem Armenien og det muslimsk styrede naboland Tyrkiet. Fra 1894 til 1918 førte konflikten til betydelige forfølgelser af armenier. Beretningerne om disse forfølgelser og især det tyrkiske folkedrab på armenier i 1915 har været på vej ned i glemselens dyb, men er blevet trukket frem igen i forbindelse med diskussionen om Tyrkiets medlemskab af EU. Armenierne Vores hotel ligger i Aleppos kristne armenske bydel, som er en meget tæt bebygget med smalle gader og snævre gyder. Fra toppen af citadellet kan man se to kirketårne på en af de armenske kirker. Armenien blev i år 301 verdens første kristne stat. Tolv år senere, i 313 legaliserede den romerske kejser Konstantin den Store kristendommen og gjorde den til statsreligion i romerriget. Det var også ham der indkaldte til det store kirkemøde i Nikæa, som fik en kolossal betydning for kristendommens udvikling. Men det ændrer ikke ved det mindre kendte faktum at Armenien var den første stat på jorden som antog kristendommen som statsreligion. Et nat-billede af den armenske kirke i Aleppo. En aften hvor vi er på vej til en restauration for at spise, stopper vi op ved de fyrre martyrers kirke. Jeg vil tage et billede. Bag os står to mænd som spørger: Hvor kommer i fra? Danmark De er armenier, siger de. Og så begynder de at fortælle om Karen Jeppe. De fortæller hvor vi kan finde en skole som er opkaldt efter hende. Karen Jeppe Skolen Karen Jeppe, født i 1876 i Gylling sogn ved Horsens fjord, hørte beretningerne om forfølgelserne. Og da hun i 1903 blev bekendt 20