en tikkende bombe Udgivet af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) Forfatter journalist Eva Tingkær

Transkript

1 en tikkende bombe Udgivet af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) Forfatter journalist Eva Tingkær

2 Materialet må frit kopieres Værs go og kan downloades på Udgiver Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT Borgergade 13 Postboks København K Tlf.: Fax: rct@rct.dk SE-nr Giro BG Bank nr Dansk Bank nr Layout: PAFF Produktion Mail: pf@paffpro.dk Tryk: Handy-print A/S Undervisningsmaterialet er støttet økonomisk af Hermod Lannungs Fond, JL-Fondet og Enkefru Plums Støttefond

3 Værre end tortur? - Hvad er værst: Tortur eller terror? - Tortur. Det er helt klart, at dér hvor man torterer mennesker, skaber man terrorisme. Jeg forsvarer ikke terroristerne. Men tingene hænger sammen. - Fattigdom og mangel på demokrati er fundamentet, men når man oveni torterer mennesker, så skaber man et voldsomt had. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste palæstinensisk familie, der ikke har oplevet tortur. Inge Genefke, stifter af RCT, i Ekstra Bladet 23. juli 2005

4 Tortur En tikkende bombe Indhold Forord 5 Kapitel 1 Forbuddet mod tortur 6 Tortur: Det totale forbud 7 Spørgsmål og svar om tortur 10 Case: Hommelsagen: I torturens gråzoner 13 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 14 Skal vi redde menneskeliv eller vores samfund? 15 Case: CIA-officerer: Det er dårlig afhøring 17 Torturens forbudte gradbøjning 18 Torturens glidebane 21 Kapitel 3 Torturens onde cirkel 24 Torturen stopper aldrig 25 Arven efter tortur 28 Case: Torturens offer kan også være sandheden 29 Leksikon 30

5 Forord Torturens tabte tabu Forord: Torturens tabte tabu Ja, vi begår tortur. Den sætning har været tabubelagt siden tiden efter Anden Verdenskrig, hvor FN s medlemsstater besluttede at lave Menneskerettighedserklæringen og gjorde tortur forbudt på linie med slaveri. Vi har en fælles overbevisning om, at tortur ikke hører hjemme i civiliserede stater. For tortur bliver som regel brugt af stater, der ønsker at holde politiske modstandere skræmte og ukampdygtige. Og derfor er brugen af tortur oftest et tabu. Selvom tortur bliver brugt i over 120 af verdens lande, ønsker ingen at vedkende sig det. Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 og i den erklærede krig mod terror har dette tabu fortonet sig. Flere vestlige stater bruger nu næsten åbenlyst tortur, men giver det andre navne såsom torture light en metode, som ifølge visse efterretningsfolk kan få potentielle terrorister til at give oplysninger, men som flere eksperter advarer imod. Ja, vi begår tortur (...) hvorvidt det er nødvendigt at bruge tortur i lige netop dette tilfælde, og dermed bliver tortur til rutine. Til gengæld bliver der sat spørgsmålstegn ved om, man kan blive ved at være et demokratisk land og et moderne retssamfund, når man tillader brugen af vold i afhøringer? Kan man opretholde en retfærdig behandling af fanger, når man tillader soldater og politi at bruge tortur? Findes den tikkende bombe? Hvad betyder det for et samfund, at tortur anvendes? Hvad gør tortur egentlig ved mennesker? Dette undervisningshæfte vil stille skarpt på disse spørgsmål. Det første kapitel fortæller historien om, hvorfor tortur blev forbudt efter Anden Verdenskrig. Kapitel 2 går tæt på den aktuelle debat om brug af tortur, især i den vestlige verden. Og kapitel 3 fortæller om de mærker, tortur efterlader bl.a. på de danske modstandsfolk, der blev tortureret under Anden Verdenskrig. Opbakningen til tortur er vokset i en række vestlige stater efter terrorangrebet mod USA. Ingen stater, der bruger tortur, har dog bevist, at de nøjes med at bruge tortur i enkelte, særlige tilfælde. Tværtimod viser undersøgelser, at torturen ikke kun anvendes i undtagelsestilfælde, men breder sig som ringe i vandet og anvendes mod en stor del af de tilbageholdte fanger. Soldater og afhøringsledere holder op med at vurdere, Hæftet suppleres af hjemmesiden hvor man kan gå i dybden og læse mere om de forskellige temaer samt finde spørgsmål til hvert kapitel. God læselyst!

6 Kapitel 1 Forbuddet mod tortur Vi synes, at udtrykket moderat fysisk pres er en for blød vending. De bruger sproget til at sige noget andet end tortur. Men det er tortur og det er forbudt. Hannah Friedmann, formand for Den Offentlige Komité mod Tortur i Israel (PCATI) Jeg kan ryste ham, jeg kan slå ham i ansigtet, jeg kan tage fat i huden på ham og vride rundt. Jeg gør aldrig mere end det, for jeg ønsker selvfølgelig ikke, at fangen skal dø under afhøringen. Men, tro mig, det er effektivt. Specielt hvis du samtidig har nogen i rummet ved siden af, som råber op, som om der bruges elektricitet. Når jeg samtidig slår ham og antyder, at det næste skridt kan være det samme som inde ved siden af, altså strøm, men kun for at narre ham, så bliver fangen bange. Han tror, at værre ting kan ske. Men det passer ikke. Michael Khoubi, forhørsleder i den israelske efterretningstjeneste.

7 Kapitel 1 Forbuddet mod tortur Tortur: Det totale forbud TORTUR Torturens efterveer prægede verden efter Anden Verdenskrig. Verdenssamfundet besluttede derfor i 1948 at forbyde tortur. Det forbud gælder stadig. Hollywoodstjerne efter Hollywoodstjerne har gjort det: fået skurken til at tale efter en ordentlig omgang tæsk eller tortur, hvorefter helten har reddet byer fra bomber, kemiske angreb og masseødelæggelsesvåben. De fiktive eksempler ses sjældent eller faktisk aldrig i virkeligheden, men hvis de gjorde, kunne heltene blive retsforfulgt, for på internationalt plan er tortur forbudt. Sådan har det været siden 1948 tre år efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Torturkamrene i Nazityskland stod da tomme, men tortur-grusomheder, begået af både nazister, stalinister i Sovjetunionen og fascister i Spanien, spøgte i Europa. Det internationale forbud mod tortur blev gennemført umiddelbart efter Anden Verdenskrig som en reaktion på de barbariske handlinger under krigen. For at undgå en gentagelse af krigens rædsler og for at sikre respekten for menneskers værdighed vedtog FN s generalforsamling derfor Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i Den 10. december 1948 stemte 48 lande for ingen stemte imod, mens otte lande undlod at stemme. Artikel 5 lyder ganske enkelt: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. Denne artikel blev en hjørnesten i det internationale værn mod tortur. FN s konvention mod tortur Verdenserklæringens forbud mod tortur er siden 1948 blevet gentaget i en række regionale og internationale konventioner, hvilket betyder, at forbuddet er juridisk bindende for de stater, som har tiltrådt konventionerne. Det gælder fx Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 og FN s Konvention om civile og politiske rettigheder fra Tortur er med andre ord totalt forbudt i alle de lande, der har tiltrådt en af disse konventioner. I begyndelsen af 1970 erne viste det sig, at forbuddet mod tortur ikke i sig selv var nok til at udrydde tortur. For at sikre en mere effektiv indsats i kampen mod tortur

8 Tortur En tikkende bombe Folkeretten og tortur Folkeret også kaldet international ret regulerer staters adfærd over for hinanden både i fredstid og i krigstid. Årstal Konvention Indhold 1948 Verdenserklæringen om Menneskerettighederne 1949 Genève-konventionerne 1950 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 1966 FN s Konvention om civile og politiske rettigheder 1984 FN s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf 2002 Tillægsprotokollen til FN s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf Verdenserklæringen om Menneskerettighederne er den første internationale principerklæring om menneskerettigheder. Menneskers rettigheder bliver vedtaget for at sikre det enkelte menneske mod overgreb fra staten og mod personlige krænkelser fra andre borgere. Eksempler på menneskerettigheder er: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed Ingen må holdes i slaveri eller trældom Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. De fire Genève-konventioner fastsætter reglerne for staters adfærd i krig, og alle stater skal rette sig efter disse regler. De fire konventioner dækker behandling af syge og sårede på slagmarken og til søs, behandlingen af krigsfanger samt behandlingen af civile i krigstid. I 1949 vedtog Den internationale Røde Kors Komité de fire Genèvekonventioner, og 48 stater godkendte konventionerne, der forbyder umenneskelig behandling af fanger både i internationale krige og i borgerkrige. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter de borgerlige og politiske rettigheder, man har som individ i Europa, fx retten til livet, retten til frihed fra tortur, retten til frihed, retten til en retfærdig rettergang og retten til frihed for diskrimination. FN s Konvention om civile og politiske rettigheder en den første internationale menneskerettighedskonvention. Civile rettigheder er borgeres rettigheder til frihed i privatlivet og i samfundslivet. Politiske rettigheder sikrer, at borgere har mulighed for at deltage i det politiske liv ikke kun i stemmeboksen, men også i det daglige politiske liv. Konventionen underbygger torturforbuddet i Menneskerettighedserklæringen fra Konventionen styrker torturforbuddet ved at forpligte stater til at forbyde tortur, indføre uddannelse mod tortur hos politi og andre myndigheder samt at retsforfølge torturbødler. Tillægsprotokollen har til formål at forebygge tortur. Tillægsprotokollen etablerer et tostrenget system af uafhængige internationale og nationale organer, der skal inspicere politistationer, fængsler og andre detentionscentre. Protokollen trådte i kraft i Se mere i leksikonet bagerst i hæftet eller på

9 Kapitel 1 Forbuddet mod tortur Et torturoffer helt isoleret fra omverdenen: personen føler sig uden håb, alene og isoleret. Hvis ingen hjælper, er der ikke nogen fremtid. Man mister derfor hurtigt orienteringen mod tid og sted. Tegning: RCT vedtog en række stater i 1984 derfor FN s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Denne konvention forpligter staterne til at gøre en ekstra indsats for at komme torturen til livs. Konventionen siger bl.a., at staterne skal forbyde tortur, retsforfølge torturbødler, undervise politi og militær om torturforbuddet og give torturofre adgang til erstatning. Konventionen fastslår samtidig, at: Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur. Tortur trods forbud Med Menneskerettighedserklæringen fra 1948 og de efterfølgende konventioner har man gang på gang bekræftet den enkelte borgers rettigheder, og at det enkelte menneskeliv er ukrænkeligt. To tredjedele af FN s medlemslande har ratificeret det vil sige godkendt konventionen mod tortur af 1984, det gælder lande fra Indien til Israel. Ingen lande i verden har tilladt tortur formelt, og ingen regering i verden anerkender åbent brugen af tortur. Men trods dette kunne menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i 2006 rapportere om systematisk tortur og mishandling begået af og i over 120 af verdens lande. Herunder flere af de lande, der har ratificeret konventionen.

10 10 Tortur En tikkende bombe Q&A Spørgsmål og svar om tortur Hvad er tortur? FN s konvention mod tortur indeholder en klar definition af tortur, der rummer fire elementer: 1. Tortur er en bevidst handling. 2. Tortur er enhver handling, hvor en person bevidst påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk. 3. Torturen skal ske med et bestemt formål, fx at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse eller at straffe. 4. Torturen skal udføres af en offentlig myndighed, fx en politimand. Hvorvidt der foreligger tortur i det enkelte tilfælde afhænger af, om de fire elementer er opfyldt. Det er en konkret afgørelse, som enten nationale eller internationale domstole må træffe i hvert enkelt tilfælde. Man kan således ikke abstrakt sige, at 20 piskeslag er tortur, mens et enkelt piskeslag kun er umenneskelig behandling. Domstolene foretager en samlet vurdering, hvor de ser på følgende momenter: Voldens omfang (én enkelt handling eller systematisk tortur?) Voldens varighed (få minutter, timer eller mange dage?) Voldens intensitet (hvilke torturmetoder er anvendt?) Skaden på fangen (hvilke fysiske og psykiske skader har offeret efter volden?) Fangens alder, køn, og helbredstilstand Hvordan afgør man så, hvornår der er tale om tortur? Hvis man gerne vil vide, hvad der ligger i forbuddet mod tortur, skal man se på alle de domme, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt, og de afgørelser, som FN s Komité mod Tortur har truffet. De giver et indtryk af, hvad tortur er, og hvad det ikke er. Her kan man også se, at afgørelserne følger udviklingen i samfundet. Med tiden har man i højere grad sikret individets rettigheder. Derfor kan metoder, som i 1970 erne kun betragtedes som umenneskelig behandling, i dag betragtes som tortur. Hvorfor begår stater tortur? Torturen kan have mange forskellige formål. I nogle tilfælde bliver tortur brugt politisk som et undertrykkelsesmiddel over for personer, der arbejder for politiske forandringer, eller det, som nogle landes regimer kalder for samfundsfjendtlige forandringer. I disse sammenhænge rammer torturen ofte journalister, fagforeningsledere, politikere eller intellektuelle, der arbejder for at forandre styret i deres land eller arbejder for demokrati eller andre friheder. Eksemplerne strækker sig fra ernes militære diktaturer i Latinamerika til i dag i Kina og mange lande i Mellemøsten. I andre tilfælde bliver tortur brugt over for ganske almindelige småforbrydere. Her er formålet typisk at fremtvinge en tilståelse eller at fremskaffe oplysninger om en forbrydelse, som politiet ikke har opklaret. Men i mange tilfælde springer politiet en retfærdig rettergang over og bruger torturen til at straffe den formodede forbryder for en forbrydelse, politiet tror, han har begået. Formålet kan også være at vise autoritet og skabe frygt blandt formodede kriminelle og befolkningen generelt. Denne form for mere eller mindre rutinemæssig polititortur forekommer på politistationer verden over, især i Asien, Afrika, Latinamerika og Mellemøsten. Endelig har man siden 11. september 2001 set, at også vestlige regeringer, som ikke ellers er kendt for at bruge tortur, har taget mere hårdhændede afhøringsmetoder i brug over for formodede terrorister metoder, som enten er på kant med loven eller klart overtræder den.

11 Kapitel 1 Forbuddet mod tortur 11 FAKTA: FN s Konvention mod tortur Artikel 1: I denne konvention betyder udtrykket tortur enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet. FAKTA: De mest benyttede metoder En undersøgelse af 135 torturofre fra en række forskellige lande afslører, hvilke former for fysisk og psykisk tortur ofrene har været udsat for. Flere af ofrene har været udsat for flere former for tortur: Slag forskellige steder på kroppen: 93% Slag mod hovedet: 62% Slag mod kønsdelene: 33% Falanga (slag under fodsålerne): 30% Elektrisk tortur: 42% Søvnmangel (mere end 48 timer): 30% Isolation (mere end to uger): 37% Trusler mod pårørende: 33% Kilde: RCT Andre metoder kan være: Desorientering i form af bind for øjnene eller hætte over hovedet Ydmygelser, herunder nægtelse af toiletbesøg Seksuelle ydmygelser Trusler om vold eller dødstrusler At man tvinges til at udføre eller overvære mishandling eller tortur mod andre Rystelser af hoved Brug af stramme lænker over længere tid FAKTA: De amerikanske metoder tortur eller torture light? USA har en række afhøringsmetoder med navne som forbedrede forhørsteknikker eller stress og tvang. Det er den amerikanske efterretningstjeneste CIA, der bruger teknikkerne, som dækker over følgende seks metoder: 1. Kravegreb: Afhøringslederen tager fat i fangens bluse og ryster ham 2. Lussing 3. Maveslag: Et hårdt, åbenhåndet slag mod maven. Formålet er at skabe smerte, men ingen indre blødninger eller skader. 4. Stå oprejst i lang tid: Fangerne er tvunget til at stå med håndjern, fødderne lænket og øjnene rettet mod gulvet i mere end 40 timer. 5. Den kolde celle: Fangen bliver efterladt nøgen i en celle med 10 grader. Ind i mellem bliver fangen overhældt med koldt vand. 6. Vandbrættet: Fangen bliver bundet til et bræt, der vippes, så fødderne stikker højere op end hovedet. Cellofan bliver trukket over fangens mund og næse, og vand bliver hældt over ham eller hende. Det sætter opkast-refleksen i gang og giver en angst for at drukne. Metoderne minder om metoden moderat fysisk pres i Israel, der desuden bruger søvnberøvelse. Menneskerettighedsorganisationer verden over betegner metoderne som tortur, hvis de bliver brugt efter et fast mønster i en forhørssituation eller over en længere periode. Kilde: ABC News

12 12 Tortur En tikkende bombe At bøje den afhørte og placere ham i pinefulde stillinger: Bøje - metoden foregår som regel ved at den afhørte sidder bundet til en stol uden ryglæn. Her tvinges den afhørte bagover i en tilbagelænet stilling på 45 grader i en halv time eller længere. Dette foregår ofte ved at udøve pres på den afhørtes kind eller krop, samtidig med at han bliver udsat for slag. Tegning: PCATI Tegning: PCATI Forbandelser, trusler og ydmygelser: Denne metode indebærer som regel seksuelle forbandelser, spyt på den afhørte samt trusler om at tage voldelige metoder i brug eller trusler om ødelæggelse af den afhørtes hjem, og arrestation, snigmord eller attentater på den afhørtes familiemedlemmer. Desuden kan denne metode føre til afklædning af den afhørte og seksuelle ydmygelser. Søvnberøvelse Den tidligere israelske premierminister Menachem Begin husker sin oplevelse med søvnberøvelse i et sovjetisk fængsel i 1940 erne: I den afhørte fanges hoved bliver alting uklart. Hans ånd er slidt til døden, hans ben er ustabile, og han har kun et klart ønske: at sove, at sove bare lidt, ikke at skulle op, at ligge, at hvile, at glemme enhver, som har mærket det behov, ved, at selv sult eller tørst ikke kan sammenlignes med det jeg har mødt fanger, som underskrev det, de var beordret at underskrive kun for at opnå, hvad fangevogteren lovede dem. Han lovede dem ikke deres frihed. Han lovede dem hvis de underskrev uafbrudt søvn! Og de underskrev og efter at have skrevet under, var der intet i verden, som kunne få dem til at risikere den slags nætter eller dage igen det vigtigste var at sove. (Menachem Begin, White Nights: The Story of a Prisoner in Russia, Jerusalem: Steimatzky, 1977, RCT s oversættelse). I slutningen af 1970 erne sørgede Menachem Begin som premierminister for, at Israel mindskede sin brug af tortur, efter at internationale medier afslørede, at Israel systematisk brugte tortur mod palæstinensiske fanger. Læs mere om Israels brug af tortur på

13 CASE Hommelsagen: I torturens gråzoner? Kapitel 1 Forbuddet mod tortur 13 En kvindelig dansk officer tvang irakiske fanger til at sidde på knæ med ret ryg i flere timer og kaldte dem for hund og mænd uden pik. Det blev hun dømt for ved Byretten, men senere frikendt for ved Landsretten. Annemette Hommel skrev historie under sit ophold i den danske militærlejr Camp Eden i Irak i foråret Hendes metoder til afhøring af irakere sendte hende og fire militærpolitifolk på anklagebænken. For første gang i danmarkshistorien blev danske soldater anklaget for at have overtrådt internationale konventioner. Officeren Annemette Hommel, havde ifølge anklagen kaldt irakiske fanger for hund, svin, røve og mænd uden pik. Hun havde angiveligt også forlangt, at fangerne blev fastholdt i smertefulde stillinger på knæ på gulvet med ret ryg og de blev rettet op af militærpolitifolkene, hvis de ændrede stilling. Annemette Hommel og de fire militærpolitifolk blev kendt skyldige i grov pligtforsømmelse efter den militære straffelov ved Københavns Byret (januar 2006). De havde overtrådt den fjerde Genève-konvention, der fastsætter reglerne for beskyttelse af civile i krigssituationer. Dommen fra Byretten bidrog til at fastslå, hvor grænsen mellem inhuman behandling og lovlig magtudøvelse går. Dommerne i byretten fastslog, at det efter dansk retsopfattelse er ulovligt at kalde fanger hund, svin, røve og mænd uden pik og at lade dem sidde i flere timer på knæ på gulvet med ret ryg for at få oplysninger ud af dem. Annemette Hommel ankede sin dom til Landsretten, som efterfølgende frikendte hende. Dommerne i Landsretten tog ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de anvendte forhørsteknikker var lovlige, fordi dommerne mente, at der ikke var tilstrækkelig bevis for, at de påståede handlinger havde fundet sted. I domsudskriften fra Landsretten hedder det dog: Landsretten bemærker generelt om den fremgangsmåde vedrørende udspørgningerne, som den tiltalte kaptajn selv har beskrevet, at denne næppe ganske er i overensstemmelse med den beskyttelse, der ønskes givet tilbageholdte gennem bestemmelserne i IV Geneve-konventions art. 27 og 31. Og fortsætter: Landsretten skal imidlertid ikke foretage nogen nærmere bedømmelse heraf. Den fjerde Genève-konvention går på beskyttelse af civile i krigstid. Civile har blandt andet krav på, at deres person såvel som deres sæder og skikke bliver respekteret. De skal særligt beskyttes mod alle voldshandlinger, trusler om vold og fornærmelser. Det var disse grundprincipper, Annemette Hommel ikke overholdt ifølge Byretten. KOM I DYBDEN Læs mere om torturens historie og sagen om de danske officerer og Annemette Hommel på

14 14 Tortur En tikkende bombe Kapitel 2 Kapitel 2 Tortur: et dilemma? I al den tid, jeg har arbejdet i Komitéen imod Tortur, har jeg aldrig set en tikkende bombe. Hvis du torturerer mig, kan jeg fortælle hvad som helst, fordi jeg ikke kan holde smerterne fra torturen ud. Når du torturer folk, ved du, hvor du starter, men du ved ikke, hvor du ender. Jeg ved, at det (moderat fysisk pres) er imod de internationale konventioner. Alle konventionerne vender sig imod det. Men det er ikke imod israelsk lov. Michael Khoubi, tidligere afhøringsleder, den israelske sikkerhedstjeneste. Hannah Friedmann, formand for Den Offentlige Komité mod Tortur i Israel (PCATI).

15 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 15 Skal vi redde nogle menneskeliv eller vores samfund? Vi vil hellere ødelægge ét liv for at redde mange, lyder argumentet for at bruge tortur. Men den tikkende bombe er hypotetisk. Og tillader man tortur, smuldrer principperne for det civiliserede samfund, siger modstanderne. Tv-helten Jack Bauer fra serien 24 timer slår og torturerer skurke og redder i tusindvis af amerikanere fra atombomber og andre masseødelæggelsesvåben, som terrorister står klar til at bruge. Målet helliger midlet, lyder tv-heltens motto. Selvom de scenarier, Jack Bauer oplever, stort set aldrig forekommer i virkeligheden, bruger nogle stater den samme argumentation, når det kommer til tortur. Hvorfor skal vi ofre civile og børn i stedet for at udsætte en terrorist for pres, der kan hjælpe os med at redde en masse civile? spørger Yuval Steinitz, der er formand for det israelske sikkerhedsudvalg. Det argument kan man ikke bruge som stat, mener den tyske sociolog Jan Reemtsma. Som privatperson erkender han, at han formentlig vil bruge vold, hvis hans familie blev holdt fanget et sted, og han havde kidnapperen over for sig. Men som stat og især som et moderne demokrati, der baserer sig på principperne i et retssamfund kan man ikke argumentere sådan, mener han. Overalt, hvor regimer har grebet til tortur, har de også ødelagt retsstaten. Og hvor retsstaten blev afskaffet, blev torturen genindført. Da det nationalsocialistiske Tyskland beherskede en stor del af Europa, blev torturen indført overalt. Det samme gælder de mange andre militærdiktaturer, vi har haft i anden halvdel af det 20. århundrede. Tortur er ikke noget, man kan omgås lemfældigt, siger Jan Reemtsma i et interview i Politiken 31. december Han mener, at idéen om retsstaten bliver udvandet - altså at man giver slip på princippet om, at magten skal begrænses, og enhver magtudøvelse skal være i overensstemmelse med loven, sådan at intet kongedømme eller folkestyre må gøre, hvad det vil med en borger. Med til forestillingen om en retsstat hører forestillingen om en fri borger. Man kan lægge pres på denne borger, ja under bestemte omstændigheder straffe ham. Den straf må borgeren tage med i købet, hvis han skulle overtræde loven. Men han har lov til at forsvare sig, og staten har ikke ret til at knuse denne modstand fx ved tortur. En legalisering af tortur ville være retsstatens selvødelæggelse, fortsætter han.

16 16 Tortur En tikkende bombe Særlige tilladelser? En del af det tankegods henter Jan Reemtsma i den europæiske afvisning af tortur. En afvisning, der har rødder tilbage til 1700-tallet, hvor oplysningsfilosoffen Beccaria skrev om tortur: Det er en sikker vej til frikendelsen af brutale banditter og domsfældelse over svage uskyldige. I tiden efter Beccaria ophørte man med at bruge tortur i sager mod kriminelle i Europa. I dag kan tilståelser, der er fremkommet under tortur, ikke bruges som et gyldigt bevis i nogen vestlige retssale. Men lige som dét er et faktum, er det også et faktum, at tortur stadig bliver brugt i stater verden over. Tortur holder i nogle situationer politiske modstandere fra at vælte magthaverne. Eller man kan ifølge myndigheder bruge det i helt særlige tilfælde, hvor man føler, at staten er truet af fx terrorister. I mange stater bruges tortur og mishandling som en ganske almindelig metode for at få almindelige kriminelle til at tilstå forbrydelse. Mange jurister verden over argumenterer for, at man må bruge tortur i nogle tilfælde. En af dem er den amerikanske jurist Alan Derschowitz, der går ind for, at man bruger særlige tilladelser til tortur, når man mener at have fanget en såkaldt tikkende bombe. Jeg synes, det er meget, meget bedre, at vi indrømmer, at vi gør det, eller at vi ikke bruger tortur overhovedet. Men når vi gør det som nu ved at lade andre gøre det, er det meget bedre at give tilladelser i særlige tilfælde, forklarer Alan Dershowitz på CNN den 4. marts 2003 Den gode bøddel Alan Dershowitz modstandere argumenterer med, at hans eksempel forudsætter, at man får nyttige oplysninger ud af tortur. Og det er der ingen klare beviser for. Desuden angriber de idéen om den tikkende bombe, der mere er et hypotetisk spørgsmål end noget, der sker i virkeligheden. Den amerikanske filosof, David Luban spørger: Hvis du havde 100 fanger og kun én indsat sad inde med de informationer, du havde brug for, ville du så torturere alle 100? Selvom stort set ingen mennesker har oplevet at stå over for en tikkende bombe, bliver det altid brugt som det, der skal retfærdiggøre en ændring af vores lovgivning. Men ændrer du først den lov, vil tortur blive brugt hele tiden, siger David Luban. Han mener desuden, at billedet med den tikkende bombe indikerer, at den, der bruger tortur, bliver stillet i et meget mere positivt lys. Han er ikke en ond mand eller en sadistisk mand eller en brysk, ufølsom mand. I stedet er bødlen en samvittighedsfuld embedsmand, der er klar til at redde menneskeliv, forklarer David Luban. Endvidere skjuler billedet, hvad det vil betyde for et samfund at tillade tortur. Efter David Lubans mening vil det civiliserede samfund miste sit fodfæste, og han støtter op om Jan Reemtsmas betragtning: De, der argumenterer for at legalisere tortur, har omhyggeligt undladt at sige, hvordan torturen så skal se ud. Dertil rækker den juridiske fantasi ikke. Man vil helst ikke tale om, at det nødvendigvis må komme til en lovgivning, hvor man sætter tekst på forskellige torturmetoder. At der må parlamentsdebatter til. At der må offentlige debatter til. At det skal med i partiprogrammerne, og at jeg må læse dem, inden jeg beslutter mig for, om jeg går ind for en udvidet torturpraksis eller en restriktiv. At vi altså måtte have en offentlig debat om torturmetoder, og at den ville få civilisatoriske følger, som man slet ikke kan tænke til ende. Følgerne for vores civiliserede samliv ville være katastrofale. Og den diskussion har de, der argumenterer for brug af tortur, slet ikke forudset. Tortur vil forrå vores samfund. Foto: Zuma Press/POLFOTO

17 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 17 CASE CIA-officerer: Det er dårlig afhøring Da det kom frem, at CIA blev opfordret til at bruge metoden stress og tvang (se kapitel 1), nægtede en række CIA-folk at bruge metoden. De følte, at metoden gav utroværdige oplysninger, og to anonyme CIA-officerer fortalte til den amerikanske tv-station ABC News, at teknikken ikke var mere effektiv end en metodisk, grundig psykologisk afhøring. Det er dårlig afhøring. Du kan få hvem som helst til at tilstå hvad som helst, hvis torturen er slem nok, sagde den tidligere CIA-officer Bob Baer til ABC News ved afsløringen af metoderne i november Han fik opbakning af sin tidligere kollega, Larry Johnson, der også havde været chef for den amerikanske anti-terror myndighed. Rigtige CIA-folk ved, at det er bedre at opbygge et tillidsforhold til fangen... end at opnå hurtige tilståelser med en taktik, som nazisterne og Sovjet brugte, konstaterede Larry Johnson. CIA-folkene brugte et eksempel med Ibn Shayk al-libbi, som efter to uger med afhøringer, hvor torturmetoderne vandbrættet og den kolde celle blev benyttet, kom med tilståelser om, at Irak trænede al-qaida-medlemmer til biologisk krig. En oplysning, der var medvirkende til den amerikanske invasion af Irak, men også en oplysning, som Ibn Shayk al-libbi senere trak tilbage, fordi den var urigtig. Han var bange for, at der vil blive taget endnu værre metoder i brug, hvis han ikke talte.

18 18 Tortur En tikkende bombe Torturens forbudte gradbøjning Det, man kalder torture light i dag, blev dømt som mishandling i 1970 erne, og stater har ikke lov til at gradbøje torturforbuddet. Men det internationale samfund har begrænsede midler til at ændre på, at nogle stater gradbøjer torturforbuddet. Måske Mongoliet, svarede Manfred Nowak på spørgsmålet om, hvor den mest grusomme tortur foregår. Som FN s særlige rapportør om tortur har han mødt torturofre i lande som Kina, Mongoliet, Nepal og Georgien. Her er fangerne ofre for, at regimer holder politisk modstand nede med tortur. Han har set fængslerne indefra og forsøger at ændre regimernes handlemønstre. Men han er også begyndt at se med bekymring på vestlige stater ikke mindst USA, selvom landet langt fra udøver samme grad af tortur som de førnævnte stater. Grunden til bekymringen er, at USA har introduceret begrebet torture light. Samtidig må Manfred Nowak ikke besøge den amerikanske lejr i Guantánamo, hvor USA har tilbageholdt op mod 600 personer, mistænkte for at være en del af al-qaida-netværket. Mange af fangerne i Guantánamo er blevet udsat for de såkaldte torture light-metoder, som CIA kalder stress og tvang. Et notat fra den amerikanske regering i 2002 beskrev tortur som vold, der medfører alvorlig fysisk skade, såsom organnedbrud, ødelæggelse af kropsfunktioner eller død. Manfred Nowak mener, at USA s egen fortolkning er et tegn på, at landet har mistet sin uskyld. Og han påpeger, som mange andre, at staternes regeringer ikke selv har ret til at fortolke konventionerne. Det har kun domstolene og FN-komitéerne. Som det er med alle folkeretlige konventioner, er det ikke staten selv, der har adgang til at fortolke dem. Det svarer til, at jeg stjæler 50 øre fra én, og jeg siger, det ikke er tyveri. Men det er ikke mig, der har kompetence til at tolke den danske lovgivning. Det er de danske domstole. Det samme gælder folkeretten. Det er kun FN s torturkomité eller den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har kompetence til at tolke, forklarer Therese Rytter, jurist i RCT.

19 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 19 De fem teknikker Den metode, amerikanerne bruger i Guantánamo, ligner til forveksling den, som Storbritannien i 1970 erne kaldte de fem teknikker. En nøje udarbejdet metode, der kombinerer fysisk og psykisk pres, som ikke medfører døden eller svære fysiske mén, men som stadig nedbryder fangen psykisk. Storbritannien brugte metoden på IRA-folk i 1970 erne. Teknikkerne dækker over, at man tvinger fanger til at stå op meget længe, dækker deres ansigter med hætter, nægter dem søvn, mad og vand og udsætter dem for meget høje lyde (se kapitel 1). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte i 1978 metoderne for at være umenneskelig behandling og i strid med Menneskerettighedskonventionen. Storbritannien fraveg derefter helt ønsket om at bruge disse særlige afhøringsmetoder, og i årene efter indførte Storbritannien en række af de regler og procedurer, der forebygger overgreb på fanger. Dermed tog den britiske stat bedre vare på fangernes rettigheder (læs mere om fangers rettigheder i det supplerende materiale på Juridiske armbøjninger Trods udviklingen i Storbritannien diskuterer stater som Israel og USA i dag fortsat definitioner og særlige omstændigheder, der skal gøre det muligt for stater at gradbøje torturforbuddet. Israel er dog hidtil det eneste land, der har foretaget en juridisk gradbøjning af torturforbuddet ved at tillade brugen af moderat fysisk pres i perioden Baggrunden for den israelske beslutning var en afsløring af, at israelske efterretningsfolk i 1970 erne og 1980 erne systematisk havde anvendt tortur mod fanger. Og de løj i retten om, at de havde opnået tilståelserne ved brug af tortur. FAKTA: torturens uskyldige ofre? Den israelske menneskerettighedsorganisation, B Tselem, rapporterer, at mindst fem fanger døde under afhøring mellem 1988 til B Tselem skønner, at den israelske sikkerhedstjeneste i perioden 1987 til 1999 årligt afhørte i gennemsnit mellem og palæstinensere og cirka 85% blev tortureret. I perioden 1996 til 1998 blev 24 palæstinensiske fanger rystet under forhør (torturmetoden shaking, red.) i israelsk fangenskab. Metoden risikerer at medføre permanente hjerneskader. 11 fik ikke nogen tiltale efter deres afhøring, og de blev løsladt uden rettergang. Ni andre blev løsladt efter mange måneders tilbageholdelse uden domfældelse. Fire gennemgik retssager og to af disse blev straffet med fængsel. Siden 2002 er mindst 44 fanger døde i amerikansk varetægt i Afghanistan og Irak ifølge det amerikanske forsvar. Mindst 8 af de 44 døde under eller efter afhøring. Læs mere om tortur i Israel på Resultatet var, at en regeringskommission Landau Commision ønskede at begrænse brugen af tortur. Men samtidig mente kommissionen, at sikkerhedstruslen mod Israel tillod brugen af særlige metoder. Derfor blev det lovligt i tilfælde af såkaldte tikkende bomber at bruge særlige metoder, således at afhøringsofficerer ikke kunne retsforfølges.

20 20 Tortur En tikkende bombe Anvendelsen af moderat fysisk pres var officiel israelsk regeringspolitik indtil 1999, hvor den israelske Højesteret fastslog, at enhver form for fysisk magt under forhør var ulovlig. Domstolen kunne konstatere, at brugen af moderat fysisk pres var eskaleret og afhøringsmetoderne var ikke begrænsede til det moderate eller til særlige tilfælde. Den israelske erfaring viser, at det ikke er muligt at indkapsle brugen af tortur til enkelte tilfælde. Når man én gang lovliggør tortur, så har man åbnet op for Pandoras æske, med det resultat, at der er udbredt risiko for, at tortur vil blive anvendt mere eller mindre rutinemæssigt. Ingen politistyrke men muligheder Selvom Israel i perioden besluttede, at moderat fysisk pres ikke er det samme som tortur, blev Israel kritiseret af bl.a. FN s Komité mod Tortur. Problemet er imidlertid, at FN s eneste våben over for krænkende stater er at rette en verbal kritik mod dem. FN har ikke en mekanisme, der sikrer, at de internationale konventioner bliver håndhævet i praksis. Og FN har en særlig rapportør på torturområdet, Manfred Nowak, der inspicerer fængsler verden over og forsøger at overbevise stater om ikke at bruge tortur. Man har også mulighed for at hænge stater ud og bebrejde dem for krænkelserne. Effekten af det skal man ikke undervurdere, for de færreste lande ønsker at have et umenneskeligt image, forklarer Therese Rytter. Den amerikanske regering og præsident Bush gentager også gang på gang, at USA ikke bruger tortur. Men diskussionen om torture light fortsætter, og det kan ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved torturforbuddet i de internationale konventioner. Men FN holder fast: Det må være muligt at kæmpe mod terror inden for folkerettens rammer. Tortur er uretfærdigt, hver gang, konstaterer FN s rapportør Manfred Nowak kategorisk. Det internationale samfund har ikke en international politistyrke, der kan rykke ud mod stater, der krænker konventionerne. I praksis er det staterne selv, der er ansvarlige for overholdelsen af torturforbuddet, og det kan jo være et problem, når det er den selv samme stat eller dennes politistyrke, som begår torturen, siger Therese Rytter, jurist hos RCT. Selvom det internationale samfund ikke kan straffe, hvis konventionerne ikke bliver respekteret i praksis, findes der alligevel en række mekanismer, der kan være med til at sikre, at konventionerne bliver overholdt. Fx pålægger konventionerne staterne at forbyde tortur, at forebygge tortur og at undervise politi og militær i torturforbuddet. Domstole og FN-komitéer overvåger, at konventionerne bliver overholdt. KOM I DYBDEN Læs mere om FN s nye tillægsprotokol og andre metoder til at forebygge tortur på

21 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 21 Torturens glidebane Når man tillader brugen af tortur i visse tilfælde, anvendes tortur pludselig systematisk over for de fleste fanger. Hvor skal grænsen trækkes ved en tikkende bombe? Skal det være den tikkende bombe selv? Hans nærmeste medsammensvorne? Hans bror? Hans ven? Hans nabo? Hans kollega? Hans vens ven? Den tikkende bombe kan risikere at blive et billede, som kan omfatte enhver, der har kendskab til eller muligvis har kendskab til eventuelle angreb i fremtiden. Eksemplet med den tikkende bombe bør blive, hvor den hører til; som en interessant sag for filosofistuderende, bemærker Eitan Fellner, der er tidligere direktør i den israelske menneskerettighedsorganisation B Tselem. Den israelske sikkerhedstjeneste har ligesom en række andre sikkerhedstjenester forklaret, at tilfælde med tikkende bomber er uhyre sjældne. Alligevel optræder tortur langt oftere end enkelte tilfælde. Det viser praksis i Israel, som er det eneste eksempel på et land med en juridisk blåstempling af fænomenet den tikkende bombe. Det var ellers pointen at begrænse brugen af tortur, da Landau-kommissionen i Israel i 1987 opstillede en række retningslinier for, hvornår moderat fysisk pres kan bruges. Men det viste sig hurtigt, at moderat fysisk pres blev brugt i langt videre omfang, end kommissionen havde forestillet sig. >ETIK >moral> Der er åbenbart dobbelt-budskaber. Der var det skrevne kodeks Landau-kommissionen og så er der et andet mundtligt kodeks hos dem i marken. Det er forfærdeligt, sagde Moshe Landau, kommissionens formand, i et interview i den israelske avis Haaretz i Landaus kommentar gengav billedet fra en intern hemmeligholdt, israelsk regeringsrapport, som dokumenterede brugen af tortur fra 1987 til Overtrædelserne af Landau-kommissionens retningslinier og sikkerhedsregulativerne hos GSS (den israelske sikkerhedstjeneste, red.) fortsatte med at være udbredte på afhøringsstederne i Gaza og i et vist omfang i andre afhøringscentre [...] Disse overtrædelser skete ikke på grund af ukendskab til loven, men var med vilje. KOM I DYBDEN Test din viden og læs mere om tikkende bomber, om sagen om den israelske ambassadør i Danmark, der gik ind for tortur og om den amerikanske senator og Vietnam-veteran, der vil have tortur forbudt i USA

22 22 Tortur En tikkende bombe Vil danske politikere gradbøje tortur? Fem af Folketingets politikere svarer på spørgsmålet: Er der nogle situationer, der kan retfærdiggøre, at man bruger særlige afhøringsmetoder som fx USA og Israel, der bruger tvang eller moderat fysisk pres? Foto: Issak Hoffmeyer Foto: Henrik Sørensen Foto: Helle Moos Tom Behnke, retsordfører, Det Konservative Folkeparti Nej. Tortur er forbudt, og det skal det blive ved med at være. Der findes sikkert masser af argumenter for situationer, hvor man mener, det kan være hensigtsmæssigt. Men det kræver, at nogen skal definere, hvornår det er tilladt, og hvornår det ikke er. Det er et skråplan at komme ud på, og det skal vi ikke. Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti Det synes jeg ikke godt om. Det er en uting, at man benytter sig af de metoder. Men hvis man ved, at en person har informationer om en bombe eller et angreb, og man kan redde menneskeliv med de metoder? Det er et meget hypotetisk spørgsmål. Hvis ens egen familie befinder sig i et hus, hvor en bombe står og tikker, er det ikke til at sige, hvad man vil gøre. Men som politik mener jeg, at tortur er uacceptabelt. Elisabeth Arnold, Det Radikale Venstre Nej. Vi skal overholde de internationale konventioner. Når man bruger særlige metoder, er der risiko for, at der kan fremkomme falske oplysninger. Man har ikke garanti for, at vedkommende giver de sande oplysninger.

23 Kapitel 2 Tortur: Et dilemma? 23 Man kan jo ikke regne med at få oplysninger ud af folk ved at byde dem på en kop kaffe? Tre skarpe til tidligere justitsminister, jura-professor, Ole Espersen, Foto: Henrik Sørensen Per Kaalund, Medlem af Retsudvalget, Socialdemokraterne Nej, det er der ikke. Torturforbuddet kan ikke gradbøjes for hvor går grænsen? Som jeg ser på det, kan det ikke gradbøjes hverken ved fysisk eller psykisk pres. Foto: Jens Honoré Birthe Rønn Hornbech, retsordfører for Venstre Nej, fordi det er et overgreb fra den, der har magten, som jeg må tage afstand fra. Desuden viser erfaringen, at forklaringer og tilståelser, der fremtvinges ved hårdhændede afhøringsmetoder, sjældent kommer sandheden nærmere og desuden ikke står til troende i en retssal i et civiliseret samfund. Hvorfor kan man ikke som Israel eller USA sige, jamen det her er tilladt og det her er ikke tilladt, når nu man laver klare regler for, hvordan og hvornår man må bruge forskellige metoder og fysisk pres? Tortur er tortur, og det har man besluttet sig for at afskaffe. Der er situationer, hvor man kan fristes til at bruge tortur, men menneskerettigheder skal ikke kun holdes i situationer, hvor der ikke er nogen modsatrettede interesser, men også i situationer, hvor der er som fx krig. Tortur begået af USA viser, at det ikke kun er blevet brugt ved tikkende bomber, men også mod fanger, der er ved at afsone en dom. Hvordan kan man forvente, at soldater under krigens pres skal overholde konventionerne? Det er grunden til, at man i årevis har forhandlet om konventioner som Geneve-konventionen, fordi man ved, at der er en risiko i krigstid, når de føler sig pressede. Derfor må man lave konventionerne, der forbyder tortur, så soldater ikke mister den omtanke, der ellers skal være kendetegnende ved menneskelig opførsel. Men er det ikke naivt at tro, at man kan få informationer ud af folk ved bare at byde på en kop kaffe og spørge pænt? Der er kloge og tålmodige afhørere, der får meget mere ud af afhøringer. Jeg har ikke set noget bevis for, at tortur skaffer flere oplysninger. Til gengæld skaber tortur et enormt had. Det er et argument i primitive samfund, at man tror, man kan få mennesker til at sige det, man ønsker, ved at bruge vold.

24 24 Tortur En tikkende bombe Kapitel 3 Torturens onde cirkel Torturen af mennesker er ikke kun en kamp mod terror. Det er også en måde at skabe veje til ny terror. For de mennesker, der bliver ydmyget i afhøringsrum, de vil ikke glemme. Og børnene, som ser deres forældre blive ydmyget, og de unge, der selv bliver afhørt og ydmyget, de bærer noget i sig, der i de fleste tilfælde er farligere end terror selv. Gideon Levy, journalist og kommentator på den israelske avis Haaretz

25 Kapitel 3 Torturens onde cirkel 25 Torturen stopper aldrig Tortur står måske kun på i en time, i nogle uger eller måneder. Men det kan forfølge torturofre resten af livet. Tortur slider på tidligere fanger og deres familier. Jeg har gennemlevet et helvede under og efter besættelsen. Min mand er død. Selv fik jeg tre år efter befrielsen en angstneurose, som jeg aldrig er kommet af med. Jeg er 50 procent invalid efter erstatningsloven. Jeg har aldrig kunnet gå ud alene uden at få de forfærdeligste angstanfald. Hver nat har jeg de frygteligste mareridt. Jeg har været hos psykiater, men han har sagt, jeg må lære at leve med det. Det kom efter et forhør og min mands deportation. Forhøret var hos Johannes Randschau, som også gennemtævede min mand og meddelte ham, at han skulle skydes. Mine børn kunne ikke holde mig ud og har brudt med mig. Sådan beskriver en dansk kvinde i 80 erne sine oplevelser med tortur for 65 år siden under den tyske besættelse af Danmark. Kvinden er én af de mange, der er mærket for resten af livet af den tortur, som op mod danskere blev udsat for under den tyske besættelse. Hendes fortælling om oplevelserne indkapsler torturens virkninger og efterveer og ikke mindst smerten og angstens evne til at forplante sig i flere generationer. Oplevelserne og virkningerne efter tortur er de samme, næsten uanset om de er sket under Anden Verdenskrig i Danmark, eller om de sker i de palæstinensiske områder, hvor Sameh Abed Alkarem Rahal blev tæsket og tvunget til at drikke urin af israelske soldater. Jeg ville hellere være død end udsættes for den ydmygelse. At have været død er bedre end mit liv i dag. Jeg har stadig smerter i maven. Før følte jeg mig som et menneske. Det gør jeg ikke mere. Og jeg går ingen steder, forklarer han. Den usynlige smerte Palæstinenseren Samehs oplevelser er typiske for torturofre. Torturen sætter sig som fysiske smerter, men den mest markante smerte er den usynlige psykiske smerte og ønsket om, at man var død i stedet for at mindes oplevelsen. Hvad enten torturen har stået på i kortere eller længere tid, kan man risikere, at torturen sidder i sindet resten af livet, hvis ikke den bliver behandlet. Torturens hyppigste psykiske efterve er Post Traumatic Stress Disorder (PTSD), på dansk

26 26 Tortur En tikkende bombe posttraumatisk stressforstyrrelse, der er betegnelsen for langvarige følgevirkninger efter svære psykiske traumer. Symptomerne er angst, irritabilitet, søvnløshed, natlige mareridt, nedsat hukommelse og oplevelser af flashbacks på alle tider af døgnet. Det har rod i oplevelsen fra det øjeblik, man bliver arresteret under råb og tumult. Man bliver slået og ydmyget foran familien. Man aner ofte ikke, hvor man bliver ført hen, kun at man er alene med bødlerne. Og man ved ikke, hvad der sker med familie eller venner. Man bliver slået, nedværdiget og presset psykisk. Hvis ikke du taler, så voldtager vi din datter foran øjnene på dig, kan truslen lyde. Det efterlader psykisk smerte uanset om man kalder det tortur eller moderat fysisk pres. Hvis det ikke bliver behandlet, kan det ofte ende i indelukkethed og afvisning af andre mennesker. Og selvom det bliver behandlet, er det ikke sikkert, at efterveerne forsvinder. Torturens følger De hyppigste psykiske følger af tortur er: Angst Søvnbesvær Mareridt Irritabilitet Vredesudbrud Svækket impulskontrol Depression Tal for tortur Man har ikke tal for, hvor mange der bliver tortureret på verdensplan. Men tortur findes i over 100 lande. Det internationale rehabiliteringsråd for torturofre (IRCT) har 200 klinikker verden over og hjælper torturofre årligt. Traumet vandrer Efter torturen hersker tavsheden ofte. Mange torturofre magter ikke at tale om det. Og traumet hænger uudtalt over hele familier. De første år gik det godt, men derefter gik det ned ad bakke. Min far havde store psykiske problemer, han så fjendebilleder og var vanskelig at omgås. Han kunne sidde længe og kigge ud i luften. Uhyggen hærgede hele hjemmet og livsglæden forsvandt. Jeg higede efter de små stunder, hvor vi stadig havde det rart sammen. Men de blev sjældnere og sjældnere. Min mor var meget nervøs det sidste halve år, han levede. Han kunne skyde sig selv når som helst, og til sidst gjorde han det, fortæller sønnen til en tortureret dansk modstandskæmper under Anden Verdenskrig. Tortur af forældre påvirker børn og familieliv. Men det kan også give varige problemer for børnene. Undersøgelser af store grupper torturofre og deres familier viser, at børnene ofte lider af angst, har depressiv adfærd, har svært ved at koncentrere sig i skolen, har mareridt og bliver indadvendte. Traumet kan leve videre i flere generationer. Men det kan også sprede sig til resten af ofrets omgivelser. Udstødelse Det er dog ikke nødvendigvis torturofret, der lukker andre ude. Torturofre oplever også ofte at blive lukket ude af naboer, venner og familie. Torturen vækker mistanken hos det omgivende samfund. Mistroen vokser, fordi de færreste tror, det er uden grund eller tilfældigt, at en enkelt person bliver anholdt og tortureret. På den måde bliver ofret gjort skyldig af sine omgivelser, hvad enten han eller hun har begået en forbrydelse eller ej. Det fænomen har rødder helt tilbage til dengang, man kun torturerede kriminelle fanger, man anså for at være skyldige. Derfor spøger skyldsgenfærdet ofte omkring torturofre. Visse regimer har brugt og bruger stadig tortur til at udstøde torturofre fra samfundet.