Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Transkript

1 Prædiken Bededag Salmer: Hinge kl Det lille litani: DDS 432: Herre Gud Fader i Himlen erstatter indgangsbønnen. Indgangssalme: DDS 7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære Salme mellem læsningerne: DDS 203 O du Guds lam uskyldig Salme før prædikenen: DDS 443: Op til Guds hus vi gå Salme efter prædikenen: DDS 367: Vi rækker vore hænder frem Nadversalme: DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå Udgangssalme: Solen begynder at gløde, fra Syng Nyt-hæftet, s. 18f. Vinderslev kl Det lille litani: DDS 432: Herre Gud Fader i Himlen erstatter indgangsbønnen. Indgangssalme: DDS 779: Lyksalig, lyksalig, hver sjæl som har fred! Salme mellem læsningerne: DDS 203 O du Guds lam uskyldig Salme før prædikenen: DDS 443: Op til Guds hus vi gå Salme efter prædikenen: DDS 367: Vi rækker vore hænder frem Nadversalme: DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå Udgangssalme: DDS 781: Nu skrider dagen under Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Jesus sagde:»bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«matt 7,7-14 Amen! Midt i ateistisk trossamfunds kampagne for at få os alle sammen til at melde os ud af folkekirken, kan man få det indtryk, at det hele er ved at bryde sammen. Iflg. de ateistiske bannerførerne er det lykkedes at sætte gang i en massebevægelse. Og nej. Det var ikke en talefejl at kalde dem ateistisk trossamfund. Hvis man skal gå dem lidt på klingen, forekommer de nemlig at være langt mere ortodoks troende, end de fleste. De tror blot på noget andet. Men troen er skam intens og virkelig nok. De har bare anbragt noget andet og nok først og fremmest sig selv på Guds plads. Nå, men hvis man altså skal tage dem på ordet, ateisterne, så er kampagnen en kæmpe succes. De taler om hundredevis af udmeldelser. Måske endda et par tusinde. Og alt efter, hvilke briller man tager på, kan man jo så synes, at det er få eller mange. Men måske bør vi nøjes med at sige, at det med en stor succes er en sandhed med modifikationer. Faktisk virker det til, at folk ikke er til at drive ud af den folkekirke, som de i øvrigt, de fleste i hvert fald, kun sjældent frekventerer. Men som åbenbart alligevel betyder så meget for de fleste, at de gladelig bakker op om den. Trods forsimplede og, langt hen ad vejen, fordummende kampagner om det modsatte. Fordummende, forsimplende og unødigt underlødige. Fordi ateisternes kampagne ikke just trækker på den højere oplysning eller nogen videre erkendelse. På mange måder er det i sig selv en smule pinligt at være vidne til. Hvor tidligere tiders ateister som eks. Friedrich Nietzsche, Arthur Schopenhauer og José Saramago er både lærerige, givende og nødvendige at læse, spilles der nu på allerlaveste fællesnævner. Og hvad er det så, der går galt. Hvor er det, kæden springer af. Skåret helt ind til benet handler det om, at de ateister, vi i dag træffer på i form af slogans på 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 busserne, går helt galt i byen, fordi de ikke har indset det grundlæggende. De har slet ikke forstået, hvad kristendom er, og hvad den i hvert fald ikke er. Og det gælder sådan set på tværs af alle forståelser og udlægninger af den. Kristendom er helt fundamentalt en tilværelsestydning. Ikke og aldrig et udsagn om, hvordan verden er indrettet. Kristentro er meningsskabelse. Troen er en forståelse af livet som noget bestemt nemlig som givet af Gud; som et liv, vi ikke lever alene, men også altid i forholdet til det, der rækker ud over os selv og derved også binder os til det andet menneske. Kristendom er ikke, som ateisterne vil gøre den til, en et-til-et beskrivelse af de forhold, der gælder i verden. Og når de så forsøger at forholde sig til den som noget sådant, går det naturligvis galt. Kristendom kan diskuteres som et plausibelt eller ikke-plausibelt udtryk for menneskets forståelse af sig selv i en verden, som det ikke umiddelbart kan føle sig hjemme i. Ikke og aldrig som et udsagn om, hvad verden i sig selv er en gang for alle. Jeg har i den seneste tid haft en del begravelser og bisættelser. Flere end jeg egentlig bryder mig om. Ikke kun i antal, men også i deres ubarmhjertige udstilling af livets endelighed. Også for det menneske, der er midt i det. Men også, og det er måske langt værre, i det uafsluttede og uforløste liv. For et uforløst liv kan man have levet uanset alderen. Hvis man skulle blive i tvivl om, at kristendommen betyder ganske meget i menneskers liv, er det ikke noget dårligt sted at begynde. Altså at gå til begravelse eller bisættelse. Når man står dér i præstekjolen, er man særligt privilegeret, hvad det angår. Man står nemlig vendt imod følget, med ansigtet mod menigheden. Og så sker det. Det uventede. Det på sin vis forunderlige. Ofte er det nemlig sådan, at ikke én ikke beder med på Fadervor. Alle folder om ikke hænderne, så lader de dog i hvert fald som minimum læberne bevæge sig. Meget eller lidt. Men dog bevæge sig. Hvis vi sådan gik og regnede danskerne for at være helt areligiøse. For at være et ugudeligt folk, der ikke har nogen som helst interesse i kirke og kristendom, så er begravelsen et godt sted at blive rystet i sin grundvold. Hér afsløres det, at det forholder sig lige modsat. De gode mennesker i ateistisk trossamfund har naturligvis ikke noget blik for det. Der findes ingen ateister i en skyttegrav, siger man. Og der findes ikke mange, om i det hele taget nogen, ved en åben grav. Når vi står dér midt i det 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 definitive udtryk for afskeden med den, der for os blev den særlige anden. Og deri også stilles ansigt til ansigt med vores egen endelighed. Med vores egen dødelighed. Selv om de ikke gider komme til gudstjeneste. Selv om kirken måske ikke i hverdagen betyder så meget, er den dér stadig. Den betyder noget. Måske endda alt i livets krisesituationer. I mødet med det, vi ikke kan forstå ud fra os selv. I dét, hvor vores tilværelse i sig selv ikke slår til. Hvor det, der er vores, ikke kan strækkes ud, så det er i stand til at rumme det, vi erfarer. Denne erfaring viser os hen til noget andet, der på samme tid er nært forbundet hermed og mindst ligeså basalt: At troen ikke er noget, vi kan gøre os til herre over. Den er altid en gave. Altid noget, vi får skænket. Aldrig bare noget, vi har som vores eget. Derfor har vi også lov til at tro, at vi har troen. Også i det øjeblik, hvor vi måske ikke lige er os det bevidst. Det åbner op for en grundlæggende pietet overfor tilværelsen. Overfor at livet er større, end det vi selv kan tage ansvaret for da slet ikke at sige æren for. Det, vi får, er altid mere, end det vi selv bidrager med. Der er mere i det, end hvad vi selv nogensinde kan skyde ind i ligningen. Når vi får blik for det, er det et glimt af Guds virkelighed som det uforklarlige andet. Som det, der rækker udover og sprænger vores erfaringsverden. Lægger sig oveni den. Transcenderer den. Strækker vores erfarings grænse ved at pege på, at den i sin endelighed ikke er det endelige, der er at sige. Dagens evangelium er en replik fortalt ind i denne erfaring af kristentroen som en bestemt tilgang til livet. Troen er en særlig forståelse af det. Det minder os om, at det vi erfarer, ikke kun skyldes os selv, men også rækker ud over os. Livet er ikke bare noget, vi tager, men en gave, vi bliver skænket. Tilværelsen spejler ikke kun det, vi er, men også altid noget mere. Vores liv er ikke bare vores, men altid først og fremmest Guds. Bed, så skal der gives jer, siger Jesus. Søg, så skal I finde, fortsætter han. Bank på, så skal der lukkes op for jer, slutter han af. Bed, fordi livet ikke er noget, vi tager af os selv, men noget vi gives. Søg, fordi vores liv ikke skal leves, hvor vi er, men hvor medmennesket er. Bank på, fordi vi ikke skal leve alene, men sammen med det andet menneske. Det menneske, der når vi banker på, ikke længere kan forblive en anden, men bliver vores næste. 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Livet er en gave. Gaver kommer ikke af sig selv. Enhver gave har en giver. Giveren af vores liv er i sidste instans den gode Gud. Den Gud, der som altings skaber, opretholder og forløser er den sidste og yderste værensgrund i vores liv. Den Gud, af hvem hele vores liv og tilværelse afhænger. Den Gud, der skænker os en ny mening og forståelse ind i vores liv. Også når vi ikke kan se det. Også når vi ikke vil tro det. I sin store katekismus formulerer Martin Luther denne grundlæggende erfaring af, at mennesket ikke kan forstå sit liv som et egentlig liv alene, men altid først i relation til den, det får det skænket af, således: En Gud kaldes det, hvoraf man venter sig alt godt, og hvortil man tager sin tilflugt i al nød. Det er på samme tid rammende og afslørende. Og det bliver ikke mindre slående af den sammenhæng, i hvilken det skrives. Det er ikke, som man umiddelbart kunne tro, hentet fra udlægningen af den første trosartikel; altså i forståelsen af Gud som Skaber. Hér kunne man nok snarere have tænkt sig, at den slags formuleringer ville fald for. Det er derimod det allerførste, Luther skriver i katekismen. Lige efter forordet. Det er de første ord i udlægningen af det første bud. Og det er tankevækkende. Når han skal tale om Gud som den mægtige og almægtige og nidkære Gud, der ikke tåler andet ved sin side, så fremhæver Luther som det væsentligste, at af netop den Gud kan vi kun vente os alt godt. Den Gud, der kun vil os godt, kan vi alene forholde os til i tro og tillid. Det er Luther helt på det rene med. Derfor skriver han også videre, at meningen af dette bud altså det første er, at det kræver hjertets sande tro og tillid, som retter sig mod den sande, ene Gud og holder fast ved ham alene. Gud er den, af hvem vi kan vente os alt godt. Ikke fordi vi fortjener det, men fordi han vil det. Det er Guds gode gave til os. I fællesskabet med ham får mennesket mere, end det selv kan give. I relationen til andre skænkes vi mere end summen af det, vi til sammen bidrager med. Gud er den, der vil os. Den, der selv har bundet sig til os, og aldrig igen vil skille sig fra os. Det kan vi kun tage imod i tro og tillid. Det sætter et nyt fortegn op for vores liv. I den erfaring kan vi kun leve det i afgrundsdyb taknemmelig for, at 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 der er noget og ikke bare et intet. I taknemmelig forundring over, at troen og håbet og kærligheden er. Og der ikke kun er tomhed, tab og død. Tro og tillid taknemmelighed og bøn bliver dermed bærende i den kristne tydning af livet. I den mening, som kristentron giver os. I den mer-betydning som altid lægger sig i forlængelse af vores egen endelighed. Aldrig som noget, vi har taget af os selv, men altid som noget vi er blevet givet. Fordi vores liv først kan leves og forstås som et egentligt liv i relationen til Gud, af hvem vi altid kan vente os alt godt. Amen! 22/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6