Det farlige fællesskab

Transkript

1 Det farlige fællesskab Hemmelig og forbudt kommunikation blandt fanger i de danske fængsler, af Martin Rovang Jensen Vejleder: Karin Lützen Historie, Institut for Kultur og Identitet Roskilde Universitetscenter,

2 Tak til min kæreste Katrine, min lillesøster, mor og mormor for altid at være der for mig, og til Karin Lützen for inspirerende og engageret vejledning. Specialet er tilegnet mindet om min far, John Erik Jensen. Det totale antal tegn er , fraregnet bilag, formidlingsovervejelser og studieforløbsbeskrivelse. 2

3 I Stumptrøjens Brystlommer fæster hans Nummer, Hans Knæbukser strammer om Bagen, hans Ansigt dølger sin Spot og Kummer bag Masken, som slutter ved Hagen. Gennem to kantede Huller i Skyggen man møder hans flakkende Blik, Masken løber op i en Spids paa hans Hoved, den er Vanærens Symbolik. Naturligvis har han Arbejd i Mængde og Bøger fra Biblioteket; - men han mangler levende Mennesker om sig, for han er af Stilhed træt. Gennem Uger og Dage hører han kun Vogterens faa formularer: God nat, god Morgen, Velbekomme! Mekanisk tilbage han svarer. Villiam Hansen Straffens børn et fængselsbillede. C. Winther, 1909, s

4 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...4 Indledning...6 Problemformulering...7 Specialets relevans...7 Kampen om kommunikationen...8 Den tidsmæssige afgrænsning...11 Historiografi...13 De danske fængslers kommunikationshistorie...13 Bredere værker om dansk fængselshistorie...15 Institutions- og lokalhistorie...16 Opsummering...17 Specialets kildegrundlag...17 Fangernes kilder...17 Fængselsvæsenets kilder...20 Teori og metode...21 Foucault og det moderne fængsels fødsel...21 Sykes og Goffman sociologi bag tremmerne...26 Opsummering...30 Rationalerne bag det moderne fængselsvæsen...30 Det moderne fængsels systematik...34 Fangens dagligdag...35 Overvågning og foranstaltninger...37 Fængselslivets tilladte kommunikation...41 Det farlige fællesskab...44 Særlige forhold under besættelsen...48 Opsummering...50 Den opdagede kommunikation...51 De statistiske spor af den hemmelige kontakt...51 Ubekendte faktorer...54 Opsummering...57 Den forbudte kommunikation...57 Fængselslivets frustrationer...57 Kontakten til fængslets personale...62 Lysten til kontakt...64 Kommunikation i kirken, skolen og gården...66 Kommunikation i cellen...68 Specielle former for kommunikation og sammenbrud i systemet...72 Opsummering...75 Hvad kommunikerede fangerne om?...75 Adspredelse, cellekultur og nyhedstjeneste...76 Solidaritet og opposition...79 Opsummering...84 Kommunikationens betydning...85 Benyttet kildemateriale

5 Benyttet litteratur...92 Summary...95 Bilag Bilag Bilag Bilag Bilag Bilag Bilag Bilag Formidlingsovervejelser Studieforløbsbeskrivelse

6 Indledning Dette speciale handler om hemmelig og forbudt kommunikation blandt fanger i de danske fængsler i perioden 1842 til Det er første gang, emnet gøres til genstand for et selvstændigt, afgrænset studie, da det hidtil kun er blevet berørt meget sporadisk i den litteratur, der foreligger om det danske fængselsvæsens historie. Det var netop en kort omtale på seks sider i historikeren Peter Scharff Smiths bog Moralske hospitaler Det moderne fængselsvæsens gennembrud , udgivet i 2003, der gav mig lyst til at undersøge den forbudte kommunikations historie i fængslerne nærmere. Smith analyserer den ideologiske baggrund for det danske fængselsvæsens udvikling med særligt fokus på Vridsløselille Forbedringshus, hvor den totale isolation var grundpillen ikke desto mindre fandt en omfattende kommunikation sted blandt fangerne, skønt det pga. isolationen og den konstante overvågning burde have været umuligt. Smith behandler dette spændende emne på få sider, da det falder uden for hans studies hovedfokus, men de mange tegn på forbudt kontakt blandt Vridsløselilles fanger bekræfter ham i, at der opstod uforudsete sprækker i systemet, og muligheder for bl.a. kommunikation fangerne imellem ( ) (Smith, 299, 2003.) Min motivation for at give mig i kast med emnet er den opfindsomhed, vilje og længsel efter kontakt med andre mennesker, som må have ligget bag fangernes hemmelige kommunikation. I betragtning af at hele formålet med frihedsberøvelse er at isolere og kontrollere lovovertræderen og dermed begrænse vedkommendes muligheder for at kommunikere, er det fascinerende, at dette alligevel kunne finde sted. De forskellige former for forbudt kommunikation, og de yderligheder fangerne var villige til at gå til for at kontakte andre, peger hen imod en evig magtkamp mellem opsynet og fangerne. En magtkamp, hvorunder netop den hemmelige kommunikation kan ses som et redskab, fangerne bruger til at teste omfanget af den magt og kontrol, der er indlejret i fængslet som institution. Den amerikanske sociolog Erving Goffman har med basis i sit feltarbejde i lukkede institutioner udtalt, at enhver verden automatisk skaber sin egen underverden. Jeg finder dette perspektiv interessant, da jeg ønsker at karakterisere periodens fængselsvæsen gennem en undersøgelse af fangernes hemmelige brug af den forbudte kommunikation. Ved netop at kigge på, hvorfor og hvordan de udnyttede sprækkerne i fængslernes overvågning til modstand og rebelskhed, kan der opnås et spændende indblik i de konsekvenser, fængslingen havde for fangerne. Specialet tager sit udgangspunkt i en tese om, at fængsling paradoksalt nok kan fremme fællesskabet. Fangerne udvekslede beskeder, bankede til hinanden om natten, og samtalte i det skjulte under en proces, der skabte modstand og fællesskabsfølelse midt i en institution, hvis formål 6

7 ellers var at indskrænke individets frihed og modarbejde fællesskabets skadelige indflydelse. Jeg vil derfor undersøge, hvordan fangerne konkret bar sig ad med at kontakte hinanden trods fængselslivets konsekvente overvågning, kontrol og foranstaltninger, og hvad deres bevæggrunde var for at deltage i fængselslivets forbudte fællesskab. Problemformulering Hvilken rolle havde den hemmelige og forbudte kommunikation for opbygningen af fællesskaber mellem periodens fanger? Specialets relevans Under arbejdet med dette speciale har jeg siddet på Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm og læst i nogle bevarede fangedagbøger fra Vridsløselille Statsfængsel. I en af dagbøgerne beskrev en fange den fortvivlelse, han følte over at være afskåret fra familie og venner: ( ) har nu i 17 Dage ikke talt med et eneste Menneske, har ( ) ikke mærket en Gnist af Venlighed eller Forstaaelse og sidst og ikke mindst den frygtelige Uvished om hvordan at det gaar jer ( ) Det er ogsaa forfærdeligt at jeg kun maa skrive til dig hver 4 Uge, det syndtes jeg er, som om de vilde dræbe den sidste Gnist af det gode i et Menneske, det har kostet mig mange, mange Taarer ( ) En del af skriften var udtværet og svær at tyde, og på den næste side kom forklaringen: Naa, Taarerne har nok dryppet ned paa den anden Side saa Skriften er ved at løbe ud ( ) (LAK, Fangedagbog, Vridsløselille Statsfængsel: 12/1 1941) Jeg så igen på siden, og ganske rigtigt små våde plamager havde gnedet skriften ud. Det var ét af de øjeblikke, hvor du som historiestuderende virkelig føler, at fortidens mennesker bliver nærværende. Fangens tårer understregede et almenmenneskeligt behov for socialt samvær og kontakt, hvis genkendelighed på tværs af tid og sted gav mig et sug i maven. Jeg kunne til en vis grad leve mig ind i fangens situation, hvilket fint illustrerer, at mit fokus på hemmelig og forbudt kommunikation blandt fanger vil have relevans lige så længe frihedsberøvelse består som straffeform. Problemstillingen er med andre ord lige så aktuel i dag som i 1800-tallet, og historier om fængslernes skjulte understrøm af hemmelige meddelelser dukker da også jævnligt op i de danske medier. Der er ingen tvivl om, at den hemmelige kommunikation løbende udvikler sig gennem ydre påvirkninger såsom teknologiske hjælpemidler eller sociale ændringer i samfundet eksempelvis er arabisktalende fanger i danske fængsler blevet afsløret i en systematisk brug af 7

8 sproget til hemmelige meddelelser, som hverken dansktalende medfanger eller opsynet kan opsnappe, ligesom BT i en artikel har berettet om en meget omfattende hemmelig kommunikation blandt vore dages isolerede varetægtsfængslede. Råben mellem vinduerne, papirslapper gemt i luftkanaler på baderummet eller i hulrum under toilettet og indsmuglede mobiltelefoner i endetarmen, skulle være bare nogle af fangernes mange metoder til at opnå kontakt. (MetroXpress, 21. februar 2006: 4 og BT, 19. december, 2005: 4-6) Da jeg vil undersøge, hvordan danske fanger har kommunikeret med hinanden op gennem 1800-tallet og ind i 1900-tallet, kan mit arbejde forhåbentligt tjene som et nuanceret indlæg til den løbende debat om disciplinen og forholdene i fængslerne. Min personlige oplevelse af denne debat er, at man ofte møder en opfattelse af, at den hemmelige kommunikation florerer, fordi fangerne har for let spil. Men som Smith berører i sin bog, fandt der selv i 1800-tallets Vridsløselille, landets skrappeste anstalt, en livlig hemmelig kommunikation sted og endda i højere grad end under mere frie former for frihedsberøvelse. Den hemmelige kommunikation er derudover en oplagt indfaldsvinkel til en generel debat om indespærringens konsekvenser for den straffede. Ved at se på tidligere fangers higen efter social kontakt kan der perspektiveres til nutidens fængselsvæsen og en problematik, som vore dages mere åbne fængsler stadigvæk ikke har kunnet ryste af sig. Jeg vil mene, at det til enhver tid vil være relevant at tage fængslernes berettigelse og formål op til overvejelse. Det er ikke min hensigt at skrive et forsvarsskrift for tidligere tiders dømte forbrydere eller udtrykke en kritik af selve ønsket om at dæmme op for forbrydelser. Men måden man gør dette på, bør i mine øjne altid være under diskussion. I vores samfund tages frihedsberøvelsens legitimitet til en vis grad for givet. Den er indlejret i vores selvforståelse som et værn til fordel for demokratiet. En sådan tillid må dog i mine øjne ikke føre til, at man afholder sig fra at kradse i overfladen og stille kritiske spørgsmål til den ideologi og de magtforhold, der ligger bag. Jeg vil forsøge at gøre dette i min behandling af den valgte problemstilling. Kampen om kommunikationen D. 15. august 1873 ankom fange nr. 61 til Vridsløselille Forbedringshus. Han blev indført i fængslets stamrulle, vasket og barberet, iført den karakteristiske grå fangedragt og placeret i en celle. Fangens navn var Poul Geleff, og Vridsløselille skulle forblive hans hjem de næste to år, hvor Geleff afsonede en dom for forbrydelse mod statsforfatningen pga. hans engagement i arbejderbevægelsen og indkaldelse til slaget på Fælleden. (LAK, Vridsløselille Stamrulle,

9 1875: nr. 61) Det fængsel han var kommet til, havde som sit særkende den totale isolation efter udenlandsk forbillede al kontakt mellem Vridsløselilles fanger var forbudt, og opsynet førte en streng kontrol. Alligevel kunne Geleff året efter sin løsladelse i 1875 berette om en omfattende kommunikation blandt de ellers skarpt adskilte fanger: Skønt man meget godt kan telegrafere gennem Væggene, er det dog nok saa praktisk ( ) at bruge Vandrørene og Varmeledningen dertil. ( ) Somme corresponderede med deres Undermænd ved hjælp af en lang Snor, som de fra deres Vindue hejsede ned til dem. ( ) I Gaardene blev der ført mange Samtaler. ( ) Der blev stadig kastet smaa beskrevne Stumper Papir, som var bundne til en Sten ( ) Jeg modtog ikke saa ganske faa saadanne Budskaber. (Geleff, 1876: ) Geleff konkluderede derfor: ( ) hverken Bestyrelsen eller Opsynet kan forhindre, at Fangerne stadig gør nye Forsøg paa at komme i Forbindelse med Hverandre, og at de stadig opfinder nye Midler Midler, som kun en Fange kan opfinde. (Geleff, 1876: 110) Det ovenstående er blot et af mange tegn på, at det danske fængselsvæsen stod over for en svær opgave i deres kamp mod fangernes hemmelige og forbudte kommunikation i årene 1842 til Jeg har valgt at fokusere på denne kommunikation, da jeg mener, at den giver et interessant indblik i tilværelsen bag murene. Helt grundlæggende fortæller forekomsten af hemmelige forbindelser i sig selv om fængslingens indvirkning på fangerne. For at foretage forbudt kommunikation, og dermed trodse fængslets strenge overvågning, må de selvklart have haft et brændende ønske om menneskelig kontakt. Fangerne har tydeligvis følt et stort behov for at meddele sig til ligesindede og selv komme til orde under en tilværelse, hvor deres selvbestemmelse og individualitet dagligt blev undertrykt. Set i dét lys fremstår den hemmelige kommunikation reelt som en form for modstand over for fængslets magtpåvirkning og afsondring af den enkelte. Kommunikationen væbner fangen til kamp mod autoriteterne i deres institutions midte og gør det muligt at handle og skabe mening i en tilværelse ellers blottet for selvbestemmelse. 1 Dette afsnits titel signalerer, at fængslets to mere eller mindre skarpt optrukne fronter gennem tiden har udfordret hinanden i en kamp om grænserne for kontakt. Fængslets overvågere og overvågede opfatter i kraft af deres indbyrdes modsætningsforhold fængselslivet forskelligt og forfølger derfor forskellige mål. Det er ikke min påstand, at modsætningsforholdet til opsynet har resulteret i, at samtlige fanger i fortidens fængsler har tilhørt et ubrydeligt fange-fællesskab, åbent 1 Det skal understreges, at kommunikationen selvfølgelig kun er én blandt mange måder, fangen kan hævde sig selv på. Dovenskab, ulydighed, flugtforsøg eller lignende kan være forskellige måder, hvorpå fangen tester fængslets kontrol med sin tilværelse. Jeg har dog valgt at begrænse mig til kommunikationen, da perspektiverne ved det sociale aspekt tiltaler mig. Jeg mener endvidere, at dets mange nuancer fortjener at blive behandlet særskilt. 9

10 for alle. Kliker, grupperinger og alliancer må formodes at have været en lige så naturlig del af hverdagen i fængslet som udenfor murene. Alligevel har jeg en formodning om, at fangerne i det mindste må have følt en vis samhørighed pga. deres fælles ståsted som fanger. Jeg vil derfor behandle min problemstilling ud fra et fokus på fangernes fællesskaber og en meget bred og rummelig definition af begrebet fællesskab. Dels som den form for symbolsk fællesskab fangen automatisk er placeret i som følge af sin afsoning blandt fængslets øvrige fanger, og dels som den form for fællesskab to eller flere fanger kan søge at knytte gennem hemmelig kommunikation. Jeg anser et fokus på fangernes fællesskaber, forbindelser, venskaber, bekendtskaber, eller hvad man nu end vælger at kalde det, som helt uomgængeligt for en undersøgelse som denne. Ved at reflektere over fangernes situation og bevæggrunde for at knytte kontakt, kan jeg diskutere den hemmelige kommunikations funktion på en mere vedkommende måde, end hvis jeg blot begrænsede mig til at opremse de forskellige måder, der kunne føres forbudt kontakt på. Når jeg derfor interesserer mig for fangernes kommunikation, begrænser min interesse sig ikke kun til, hvordan de forbudte kontakter konkret fandt sted, men også til de bevæggrunde der lå bag bruddene på fængslets reglement. Af den grund er fejlslagne forsøg på kommunikation lige så interessante som succesfulde og uopdagede kontakter mellem fangerne. Jeg ønsker at anskue fængselslivet ud fra fangernes synspunkt og nærme mig en forståelse af, hvorfor den hemmelige og forbudte kommunikation stod som så tillokkende, at den gentagne gange blev forsøgt, trods stort besvær og med strenge straffe til følge. Som jeg ser det, er mit fokus på fangernes hemmelige kommunikation en styrke, da det tvinger mig til at analysere deres egne oplevelser og dermed forholde mig til et anderledes perspektiv på fængslet, end hvad man sædvanligvis møder i litteraturen. Fængselshistorikeren Scott Christianson har anført: I have long considered it odd that prisoners have been glaringly left out of many standard prison histories ( ) Who were these prisoners? What do we know about them and the circumstances of their imprisonment? (Christianson, 1998: xiii) Specialets historiografiske afsnit vil senere afsløre, at den foreliggende litteratur om dansk fængselshistorie tager udgangspunkt i autoriteternes syn på fangen og forventninger til hans ophold, sådan som det gennem tiden er kommet til udtryk i arkitektur, reglement, overvågning, disciplinærstraffe osv. Sådanne indfaldsvinkler til fangens tilværelse kan siges at være anlagt oppe fra og ned og tillægger fangerne bestemte rationaler, som ikke nødvendigvis har harmoneret med deres egen opfattelse af fængslet, dets formål og deres egen rolle deri. Undervejs vil jeg derfor forsøge at anlægge et perspektiv nede fra og op på fangernes hemmelige kommunikation. 10

11 Jeg er selvfølgelig klar over, at mine undersøgelser på linie med alt andet historisk arbejde er underlagt en tidsmæssig og rumlig afstand til begivenhederne og aktørerne deri, hvorved jeg aldrig vil kunne nå en fyldestgørende eller fordomsfri indsigt i fængslingens indvirkning på fangerne. Men som det senere vil blive uddybet, giver det valgte kildemateriale mig mulighed for at indkredse og diskutere fængslingens indvirkning på den enkeltes lyst til at meddele sig til andre. Den tidsmæssige afgrænsning I de indledende afsnit skrev jeg, at min undersøgelse begrænser sig til perioden 1842 til En grundlæggende faktor for denne afgrænsning er min erkendelse af, at det hverken er realistisk eller retfærdigt over for emnet, at favne over den hemmelige kommunikations mangfoldighed gennem hele fængselsvæsenets historie på det sideantal og den tid, der er til rådighed for et speciale. Jeg mener ikke, at en bredt anlagt undersøgelse ville kunne yde fuld retfærdighed over for den jernbelagte fange, der med fare for en omgang læsterlige klø søger at knytte hemmelig kontakt i 1700-tallets Stokhus, og fangen, der 300 år senere, i en helt anden form for institution, flittigt sender sms er med en indsmuglet mobiltelefon. De forskelle, der træder frem mellem forskellige tiders fængsler og deres fanger, forekommer mig så store og komplekse, at jeg tror, man let ville risikere at udvande særpræget ved hver periodes institutioner under et meget bredt fokus. Sociale forhold, diskussioner af fængslingens formål, arkitektur og teknologiske landvindinger har alt sammen været med til at omforme det danske fængselsvæsen op gennem historien. I mine øjne bibringer denne udvikling emnet så mange facetter, at en vis periodisering af undersøgelser må fastholdes for ikke at tabe tråden. Selvom risikoen for hemmelig og forbudt kommunikation for så vidt er et problem, der er indlejret i fængslingens natur, kan man ikke anskue den som en uforanderlig størrelse, fængselsvæsenet har tumlet med op gennem århundreder. Der er tværtimod tale om, at det moderne fængsel til dels selv har udviklet og forstærket problemet siden sin fremkomst i første halvdel af 1800-tallet 2. Som Smith har påpeget, var de forhold, der herskede i 1700-tallets tugthuse med en vis form for frihed og sammenstuvning af et meget stort antal fanger nærmest utænkelige bare år senere. (Smith, 2003: 62) Det moderne fængsels stigende afgrænsning og disciplinering placerede altså 2 Når jeg her og efterfølgende betegner 1800-tallets fængselsvæsen som moderne, sker det med henvisning til, at datidens fangebehandling gik fra et ønske om at straffe og pacificere forbryderen gennem indespærring til at ville hjælpe og forbedre denne gennem en mere videnskabeligt anlagt tilgang til indespærring. Jeg vil senere uddybe dette skift. 11

12 hemmelig og forbudt kommunikation blandt fanger på en ny og mere fremtrædende plads som en af fængselsvæsenets største udfordringer. Dette bringer mig til min specifikke hensigt med lige netop at undersøge perioden De valgte skæringspunkter giver et godt afsæt for at undersøge et spændende tidsrum inden for det danske fængselsvæsens historie nærmere bestemt det moderne fængsels fremkomst og konsolidering herhjemme i løbet af 1800-tallet, samt en senere opblødning af principperne bag fangebehandlingen i kølvandet på besættelsen er et naturligt startpunkt, da en kongelig resolution dette år nyordnede fængselsvæsenet med henblik på at tillægge behandling af fangerne langt større vægt end tidligere. Hovedsigtet blev nu fangernes forbedring og succesfulde genindtræden i samfundet efter endt straf. (Smith, 2003: 142) Dermed stod fangernes indbyrdes kommunikation som et større problem end tidligere, da man fra fængselsvæsenets side mente, at den var fordærvende og fastholdt fangerne i en kriminel løbebane til skade for deres tilsigtede forbedring. Jeg vil analysere de tiltag, dette synspunkt førte til op gennem 1800-tallet, og hvilke følger de fik for den hemmelige kommunikations vilkår. Jeg slutter ved 1947, fordi fængselsvæsenet dette år gjorde op med en efterhånden lang tradition for udstrakt brug af isolationsfængsling. De foregående års tyske besættelse af landet havde presset de danske fængslers kapacitet til det yderste og ført til en omfattende opblødning af fangernes isolation, og dette tog fængselsvæsenet konsekvensen af to år efter befrielsen. En kongelig anordning i 1947 gjorde afsoning i fællesskab til hovedreglen for alle fængselsstraffe på fem måneder og derover, hvilket i mine øjne udgør et naturligt slutpunkt, fordi den isolation, der må ses som drivkraften for hovedparten af fangernes hemmelige kommunikation, da faldt bort. (NTS, 1948: 303) Jeg vil i øvrigt ikke medtage periodens arresthuse i mit arbejde. Arresthusreglementet var i princippet mere lempeligt end fængslernes, hvilket sammen med en meget høj belægning i en del af periodens arresthuse betød, at den arresterede ikke var lige så isoleret som fængslernes fanger. (Betænkning om pladsmangelen, 1911: og Carlé, 1994: 11-12, 47) Derudover var mange af arrestbygningerne små, gamle, i dårlig stand og placeret centralt i byerne, hvilket ikke kun adskilte dem markant fra periodens store, moderne mønsterfængsler, men også må have haft betydning for, hvor isoleret den arresterede var fra omgivelserne. Jeg ser derfor forskellene mellem datidens få fængsler og mange mindre arrester som så store, at det vil være for omfangsrigt og uoverskueligt at favne over begge i ét speciale. Jeg vil dog gøre en undtagelse ved at inddrage Vestre Fængsel, 12

13 selvom dette formelt havde status af en arrest. Men som navnet antyder, var anstalten tilrettelagt med henblik på en belægning og en daglig drift, der var mere lig et fængsels end et egentligt arresthus. Det var bl.a. derfor, Statens Kvindefængsel blev overflyttet til Vestre i 1928, da det gamle kvindefængsel på Christianshavn blev nedlagt. (Carlé, 1990: 6) Vestre var simpelthen bygget ud fra de samme principper som periodens fængsler med bl.a. fuldstændig isolation, afgrænsede cellegårde, fængselskirke, brug af maskering osv., og rent faktisk kunne Vestre isolere flere indsatte end selv landets største fængsler. (Carlé, 1994: 68) Det giver i mine øjne et sammenligningsgrundlag som berettiger til, at den hemmelige kommunikations vilkår i Vestre inddrages på linie med vilkårene i periodens fængsler som det senere vil vise sig, betød lighederne nemlig, at fangerne i Vestre og fængslerne benyttede sig af præcis de samme kommunikationsformer. Vestre stod endvidere så centralt i det pres, værnemagten lagde på det danske fængselsvæsen under besættelsen, at jeg nødvendigvis må tage hensyn til forholdene i Vestre for at forstå baggrunden for den udvikling, der i 1947 førte til, at fængselsvæsenet principielt forlod brugen af isolation. Historiografi Smith konstaterer, at der er skrevet forbløffende få videnskabelige arbejder om den danske fængselshistorie. (Smith, 2003: 393) Bedre ser det ikke ud, når man som jeg koncentrerer sig specifikt om fangers hemmelige og forbudte kommunikation. Denne historiografiske oversigt er opdelt i tre afsnit, hvor det beskrives, hvad der foreligger af historisk arbejde om kommunikationen i danske fængsler, bredere historiske værker om dansk fængselshistorie og endelig mere specialiseret institutions- og lokalhistorie. De danske fængslers kommunikationshistorie Ser man på det arbejde, der foreligger herhjemme, står det klart, at fangers hemmelige og forbudte kommunikation endnu ikke er blevet undersøgt udtømmende. Den hemmelige kontakt berøres oftest meget kort, som ét blandt flere af de problemer fængslerne har tumlet med op gennem den danske fængselshistorie. I de få tilfælde, hvor kommunikationen står i centrum, har det været med et meget fagspecifikt eller institutionshistorisk fokus for øje. I 1988 bragte Tidsskrift for Dansk Jødisk historie artiklen Jiddisch og rotvælsk og tugthuset på Christianshavn af historikeren Jørgen Smith. Artiklen rummer en spændende 13

14 gennemgang af det særlige forbrydersprog rotvælsk og dets betydning herhjemme i første halvdel af 1800-tallet. Rotvælsk havde karakter af et særligt sprog for de indviede, hvorfor datidens autoriteter tillagde det en vis interesse som et led i bekæmpelsen af forbrydelser. (Smith, 1988: 54-55) Smith knytter efterfølgende rotvælsk an til det voldsomme oprør, der i 1817 udbrød blandt fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn i København. Den senere efterforskning tydede på, at fangerne i al hemmelighed havde forberedt oprøret ved hjælp af rotvælsk og hemmelige beskeder i kodesprog. (Smith, 1988: 58) Da Smith ikke forholder sig til, hvorvidt rotvælsk også var i brug blandt fangerne i de senere moderne fængsler, er hans artikel dog af begrænset relevans for mit arbejde. Litteraturhistorikeren Vagn Lyhne tager Smiths problemstilling op i artiklen Det hemmelige selskab, som blev bragt i Den jyske historiker i Også her fokuseres der på fangernes indbyrdes hemmelige sprog, og den interesse dette blev tildelt. (Lyhne, 1999: 145) I 1837 udkom for eksempel et rotvælsk-dansk leksikon med over 500 oversatte ord. Lyhne sidestiller ønsket om at dæmme op for forbrydernes fællesskab med rationalet bag de moderne fængsler. Associationen, sammenrottelsen, forbrydersamfundet var den moderne fængselsdrifts hovedmodstander. Hemmeligheden den fjende, der skulle knægtes. (Lyhne, 1999: 157) Hvor Lyhnes udgangspunkt altså har et vist sammenfald med mit, tager han til gengæld ikke hensyn til, hvor succesfuld det moderne fængsels kontrol viste sig at være. Fængslets massive overvågning og kontrol konstateres blot uden nærmere betragtninger over, hvilke utilsigtede sprækker systemet kan have rummet. Så ser jeg et større sammenfald mellem mit fokus, og dét som Peter Scharff Smith præsenterer i Moralske hospitaler fra Smith anlægger en bevidstheds og kulturhistorisk indfaldsvinkel til det moderne fængsels fremkomst og udformning herhjemme for at forklare de forhold, fangerne var underlagt. I den forbindelse beskriver han fangernes hemmelige kommunikation, som den kom til udtryk i Vridsløselille Forbedringshus. Omtalen er med sine seks sider forholdsvis kort, men Smith bruger til gengæld kommunikationen til at belyse, hvad jeg ser som en vigtig indfaldsvinkel til fængselshistorien: Magten var ( ) ikke total, og individet ikke underlagt en fuldstændig kontrol. (Smith, 2003: 299) Samtidig beskriver han også til en vis grad fængselsoplevelsen set fra fangens synspunkt gennem brugen af enkelte fangers beretninger fra den valgte periode. Moralske Hospitaler giver ikke svar på, hvordan mulighederne for hemmelig og forbudt kommunikation var i landets øvrige fængsler, så bogens spændende, men korte behandling af emnet inspirerer til videre fordybelse. 14

15 Endelig har Posthistorisk Tidsskrift bragt to artikler om fængselspost af filatelisterne Finn Skriver Laursen og Poul Frølund i hhv og Skribenternes filatelistiske interesse dikterer deres behandling af emnet, der i alt væsentligt begrænser sig til at beskrive fangernes tidligere muligheder for at afsende og modtage breve, ligesom der gives eksempler på, hvordan de forsøgte at omgå censuren. (Frølund, 2005: 14) Selvom artiklerne derfor er af begrænset relevans for mit arbejde, belyser de dog én af de muligheder, fangerne havde for at opnå hemmelig kontakt. Bredere værker om dansk fængselshistorie Der eksisterer faktisk kun to videnskabelige arbejder om de brede linier i dansk fængselshistorie. Det første hedder Fængselsvæsenet i Danmark, er skrevet af fængselslærer ved Vridsløselille Forbedringshus Frederik Stuckenberg og udkom i to bind i hhv og Bindene dækker perioden 1550 til 1839 og beskriver dermed den aftagende brug af pinestraffen til fordel for de fængsler, der senere blev oprettet herhjemme. Stuckenbergs ståsted inden for det moderne, danske fængselsvæsen skinner klart igennem i hans analyse af tidlige danske straffeformer. I hans optik afløstes deres voldsomhed af en ny form for frihedsstraf, der gav det nittende århundrede navn af humanitetens århundrede. (Stuckenberg, 1896: 282) Stuckenberg anlægger dermed et meget anderledes synspunkt på dansk fængselshistorie, end hvad jeg har tænkt mig at gøre. Som tidligere nævnt mener jeg, at kampen om kommunikationen, som den udspillede sig i fængslerne, kan bruges til at diskutere, hvorvidt de moderne fængselsforhold vitterligt var så gode og humane for fangerne, som Stuckenberg lægger op til. Jeg vil ikke gøre brug af hans arbejde, da det er koncentreret om en tidligere periode, end den jeg har valgt at fordybe mig i. Smiths Moralske Hospitaler udgør det andet væsentlige bidrag til skildringen af dansk fængselshistories brede træk. Bogen bygger på et imponerende arkivarbejde, der dels tjener til at analysere de ideologiske forudsætninger for det moderne fængsels indførelse herhjemme, dels hvordan dette efterfølgende havde betydning for dagligdagen i fængslet. Smith koncentrerer sig om perioden , og hans arbejde nuancerer og kritiserer i høj grad Stuckenbergs. Moralske Hospitaler reflekterer dermed strømninger, der særligt under indtryk fra bl.a. socialhistorien fra 1970 erne og frem har søgt at gøre op med den ukritiske lovprisning af den moderne civilisations styrke og humanitet. (Smith, 2003: 35) Bogens svaghed eller styrke alt efter, hvordan man vælger at se på det, er at Smith udelukkende koncentrerer sig om dagligdagen i Vridsløselille Forbedringshus. Når man som Smith vil undersøge det moderne fængsels magt over individet, udgør Vridsløselille ganske rigtigt et oplagt casestudie, som han tager hånd om på en meget grundig og overbevisende 15

16 måde. Men i og med Smiths detaljerede redegørelse for det moderne fængsels særpræg kun bliver anvendt i tolkninger af livet i Vridsløselille, fremstår forholdene i periodens øvrige fængsler uklart. Her vil jeg supplere med mit arbejde, idet jeg bevidst har valgt at undersøge træk ved fængselslivet, som var fælles for samtlige af periodens fængsler. Overordnet må man dog sige, at Smiths intention om at undersøge de moderne danske fængslers kontrol med fangerne har mange sammenfald med min egen. Institutions- og lokalhistorie Der er gennem årene udgivet en række lokalhistoriske arbejder, som hver for sig giver et fint indblik i enkelte fængslers historiske udvikling. Fængselsinspektøren V. Froms Christianshavns straffeanstalt fra 1928 og overvagtmester Paul Johansens Statsfængslet i Nyborg fra 1988 gør begge rede for disse to fængslers virke i perioden under forskellige navne og formål. Baggrunden for fængslernes oprettelse og deres generelle fangebehandling gennemgås dog forholdsvist kortfattet og ikke særligt uddybende, så bøgerne har kun begrænset relevans. Derimod blev periodens mest betydningsfulde fængsler og største arrest, Horsens Tugthus, Vridsløselille Forbedringshus og Vestre Fængsel, alle fejret med historiske udgivelser i anledning af deres hundrede års jubilæum, og i disse værker findes en del nyttige oplysninger. Fængselsoverlærer Svend Christensen og fængselsbogholder Th. Møller skrev Statsfængslet i Horsens , der udkom 1953, vicefængselsinspektør Vagn Kildemoes Statsfængslet i Vridsløselille udkom i 1959, og endelig udsendtes fængselspræsten Erik Carlés Københavns fængsler i 100 år i Carlé stod i øvrigt også bag bogen Fængselsvæsenet under besættelsen fra 1990, som beskriver besættelsens pres på landets fængsler. Her ser vi altså flere eksempler på, at den danske fængselshistorie ofte er blevet udlagt af personer med en baggrund i selv samme fængselsvæsen. Ikke overraskende forholder ingen af forfatterne sig særligt kritisk til de forhold, fangerne var underlagt eller til fængslernes ideologiske grundlag i deres historiske gennemgang. Værkernes relevans for mit arbejde består derfor i, at deres beskrivelser giver et godt indblik i dagligdagen i periodens fængsler. 16

17 Opsummering Når man træder et skridt tilbage og ser på det historiske arbejde, der foreligger om den danske fængselshistorie, må man give Smith ret i, at det ofte har været ansatte ved straffeanstalter, der greb pennen. (Smith, 2003: 34) Deres udgivelser kan siges at lukke sig om sig selv, uden at skele til kritiske indfaldsvinkler eller inddrage udenlandsk litteratur, der kunne perspektivere den hjemlige udvikling. Her har Smiths arbejde en klar fordel frem for de øvrige forfatteres. Den historiografiske oversigt viser også, at fangers hemmelige og forbudte kommunikation har fået lov til at stå hen i det uvisse. De hjemlige fængselshistoriske værker har måske nok konstateret dens tilstedeværelse, men ikke forsøgt at undersøge og forklare fangernes kontakt. Nok så vigtigt er det også, at ingen af de ovennævnte værker, delvist med undtagelse af Moralske hospitaler, lader deres historiske arbejde tage udgangspunkt i tidligere fangers egne oplevelser af dét at sidde i fængsel. 3 Jeg ser derfor en klar relevans for mit speciale, da dets fokus supplerer den indtil nu foretagne forskning i dansk fængselshistorie. Specialets kildegrundlag Som tidligere nævnt vil jeg anlægge et perspektiv nede fra og op på hverdagen i fængslet og mulighederne for at foretage hemmelig og forbudt kommunikation. Fangernes personlige oplevelser må derfor stå centralt i specialet. De er i kraft af deres situation til stadighed opmærksomme på systemets sprækker i en helt anden grad, og af en helt anden grund, end opsynet. Hvad der for opsynet står som et uønskeligt brud på reglementet, må formodes at stå for fangen som et kærkomment afbræk i monotonien og et middel til selvhævdelse. Kildesøgningen er selvfølelig blevet vanskeliggjort af, at den hemmelige kommunikations konkrete spor oftest er gået tabt, netop fordi den var forbudt. Den er i bogstaveligste forstand blevet slugt, revet i stykker og udvisket for at sikre hemmeligholdelse. Fangernes kilder Mit hovedmateriale udgøres af en lang række interessante kilder fra danske fanger, hvori de beskriver periodens fængselsliv, savnet af fællesskab og de resulterende forsøg på at knytte kontakt. 3 Smith støtter sig i begrænset omfang til to fangers beskrivelser, socialisterne Louis Pios og Poul Geleffs. Udover dette arbejde er jeg endnu ikke stødt på andet, der søger at undersøge periodens fængselsliv på basis af fangers egne beretninger. 17

18 Deres tanker er nedfældet i dagbøger, skrifter, erindringer og skønlitterære skildringer. Størstedelen af kilderne er skrevet i frihed efter endt fængselsophold, mens enkelte er forfattet under afsoningen. Ikke overraskende rummer materialet udførlige beskrivelser af livet i Horsens Tugthus, Vridsløselille Forbedringshus samt Vestre Fængsel, hhv. landets to største fængsler og største arrest. Derimod er det, trods ihærdig kildesøgning, ikke lykkedes mig at finde kilder skrevet af fanger om periodens to øvrige betydelige fængsler - Nyborg Statsfængsel, der var forbeholdt unge forbrydere, og Kvindefængslet på Christianshavn. Hvad sidstnævnte angår, ville jeg ellers meget gerne have ladet kvindelige fanger komme til orde for at bryde med det udtalte fokus på mandlige fanger, der ofte har domineret bidragene til den danske fængselshistorie. Kvindelige fangers vidnesbyrd kunne specifikt for min problemstilling have været brugt til en diskussion af, hvorvidt de to køn reagerede forskelligt på afsondringen fra ligesindede, eller hvorvidt de behandledes forskelligt af fængselsvæsenet. Jeg har dog fundet andre kilder om forholdene i Christianshavn Kvindefængsel, så fængslet vil alligevel blive berørt. I stedet for at præsentere baggrunden for hver enkelt fanges kilde i dette afsnit, vil jeg gøre dette undervejs, når der henvises til kilden for første gang. Til gengæld vil jeg her gerne understrege, at det bevarede kildemateriale kun giver et fragmenteret indblik i fængselslivet, fordi flertallet af kilderne er skrevet af personer, der ikke kan betegnes som typiske repræsentanter for periodens fanger. Blandt kildernes ophavsmænd finder man politisk aktive, en avisredaktør, en landsretssagfører, en tandlæge m.fl. Selvom materialet også rummer kilder skrevet af folk, der er dømt for mere gængse forbrydelser, såsom vold, tyveri og brandstiftelse, er disse i undertal, hvilket selvfølgelig er uheldigt, men i mine øjne ikke desto mindre forventeligt, emnet taget i betragtning. Et fængselsophold har alle dage været tabubelagt, hvilket for min periodes vedkommende tydeligvis ikke kun har ført til, at fanger nødigt har beskrevet deres afsoning, men ofte også kun, hvis de var dømt for noget hæderligt. Der er for eksempel udgivet et stort antal beskrivelser af afsoninger med relation til besættelsens illegale arbejde, mens der findes forholdsvis få fangekilder, som omhandler den øvrige del af perioden. Man kan derfor tale om en skævvridning af kildematerialet på to planer. For det første findes der langt flere kilder fra 1900-tallet end 1800-tallet, hvilket de særlige forhold under besættelsen giver en del af forklaringen på, men hvor en mere generel årsag nok også er, at befolkningens almene dannelse først forholdsvis sent i perioden gjorde det muligt for fanger fra 18

19 jævne kår at komme til orde. 4 De kilder der er skrevet af fanger dømt for andet end politisk virksomhed, er således fra 1900-tallet, hvor befolkningens almene dannelse må formodes at have været højere end i det foregående århundrede. For det andet består skævvridningen af materialet også i, at mange af kilderne er skrevet af personer, hvis høje dannelsesmæssige niveau, sociale stilling eller idealer ikke gør dem repræsentative for hovedparten af deres medfanger. Jeg må derfor løbende overveje, hvorvidt de enkelte kilder videreformidler en farvet opfattelse af fængselsopholdet eller lægger vægt på forhold, der ikke har haft gyldighed for samtidige fanger med en anden baggrund. Mit emne rummer også et paradoks i den forstand, at selve fængselslivet ikke ændrede sig afgørende op gennem perioden, mens det omkringliggende danske samfund gennemgik en rivende udvikling og dermed føjede yderligere en facet til forskelligheden i fangekildernes ophav. Det siger sig selv, at en fange fra 1940 erne, som har været vant til bl.a. radio og telefon, kan have oplevet den begrænsede kontakt med andre i fængslet på en anden måde end 1800-tallets fange. Det er et aspekt, jeg ikke bør undervurdere, når jeg skal forholde mig til beskrivelser af ensartede forhold, som går på tværs af tid. Kildernes fællesnævner, dvs. at de alle er skrevet af tidligere eller daværende fanger, kan dog også udgøre et problem. Den enkelte kildes ophavsmand har måske overdrevet fængslets magtudøvelse over fangerne for at vække sympati hos læseren. Ligeledes kan kilden have en tendens til at overspille fangernes succes med at drive gæk med systemet og føre forbudt kommunikation. Jeg vil derfor også støtte mig til kilder hentet fra fængselsvæsenet, da de kan perspektivere fangernes beskrivelser og holdes op imod det billede, de tegner af fængslet. Samtidig vil jeg være opmærksom på, hvor lang tid efter fængselsopholdet fangernes kilder er skrevet. Jo længere tid der adskiller den tidligere fange fra det beskrevne, jo mere kritisk må jeg stille mig over for kilden og gyldigheden af beskrivelsen af fængselsopholdet. Kort sagt vil jeg være meget bevidst om kildernes mangfoldighed, som den kommer til udtryk både i ophavsmændenes baggrund og deres tidsmæssige forankring. Det ville selvfølgelig være at foretrække, at der var bevaret et stort antal fangekilder, og vel at mærke nogle, der både dækkede perioden mere ligeligt og fremviste en større forskellighed i ophavsmændenes sociale baggrund, end hvad det har været muligt at finde. Men jeg mener ikke, at det begrænsede udbud af kilder bør afholde mig fra at turde give mig i kast med emnet. På trods af fangernes indbyrdes forskellighed beskriver de forhold, som uden de store ændringer holdt sig op gennem hele perioden 4 For eksempel skønnede læreren ved Vridsløselille Forbedringshus i 1863, at 78,2% af fangerne ved indsættelsen havde kundskaber svarende til et lavt trin af almuedannelse, eller det der var værre. De kunne kun læse, samt skrive og regne lidt, mens andre næppe kunne skrive deres eget navn. (Smith, 2003: 279) 19

20 og derfor også skabte ensartede rammer for den hemmelige kommunikations udfoldelse. De ovenstående kritikpunkter er altså ikke gengivet for at underminere mit valgte kildemateriale, men for at vise at jeg er bevidst om de begrænsninger, deres ophavssituation medfører. Det til trods mener jeg, at fangernes kilder indeholder en meget spændende og overset indfaldsvinkel til periodens fængselsliv, som fortjener at blive undersøgt. Fangerne har følt afsondringen og magtpåvirkningen på krop og sjæl og taler ud fra erfaringer, som er umulige at komme uden om, når man som jeg vil se på deres forbudte kontakt og midlerne dertil. Mig bekendt er dette første gang, et større antal danske fangers kilder ligger til grund for en undersøgelse af tidligere fængselsforhold. Fængselsvæsenets kilder Jeg vil selvfølgelig også trække på en lang række andre former for kilder, der vender perspektivet og blotlægger fængselsautoriteternes syn på kampen om kommunikationen. Fængslernes dagsordener, optegnelser og reglementer illustrerer de foranstaltninger, fængselsvæsenet gjorde sig mod uønsket kontakt mellem fangerne, samt hvordan sådanne bestræbelser blev forklaret og legitimeret. På sin vis er en stor del af dette materiale lige så uudforsket som fangernes kilder. De enkelte fængslers reglementer og dagsordener blev således oftest kun formidlet gennem interne småtryk og opslag, der ikke var tilgængelige for en bredere offentlighed. Heldigvis har jeg gennem kildesøgninger i bl.a. det Kongelige Biblioteks og Statsbibliotekets småtrykssamlinger fundet en hel del bevarede eksempler på sådanne småtryk. De giver et anderledes direkte indblik i fængselslivet, end hvad megen af den eksisterende litteratur kan være behjælpelig med og danner udgangspunktet for min senere karakteristik af dagligdagen i periodens danske fængsler. På et mere overordnet, ideologisk plan, kan artikler i periodens nordiske såvel som internationale fængselsfaglige tidsskrifter give et indblik i de diskussioner, der var på området. Hvordan opfattede fængselsvæsenet fangernes opbygning af fællesskaber, og hvad fortæller kilderne om håndhævelsen af opsynets magt over fangerne? Når jeg har sat mig for at beskrive fangernes modstand over for fængslet og opsynet ved hjælp af kommunikation, må jeg også undersøge den baggrund deres modstand udspillede sig på altså, hvilke foranstaltninger og begrænsninger de reagerede imod og omgik. Mit fokus på kommunikationens vilkår og funktion set gennem fangens øjne gør dermed det gængse oppe fra og ned perspektiv i fængselsvæsenets kilder uhyre relevant, idet sådanne kilder kontekstualiserer fangernes beskrivelser. 20

21 I lighed med hvad der er gældende for fangernes kilder, er jeg opmærksom på, at kilder med ophav internt i fængselsvæsenet eller fra ansatte deri er underlagt en mængde faktorer, som har indflydelse på beskrivelserne af fangens forhold. Jeg vil selvfølgelig uddybe de problematikker, materialet måtte rejse, første gang den enkelte kilde inddrages. Til orientering rummer litteraturlisten bagerst et særskilt afsnit over det benyttede kildemateriale. Teori og metode Historiografien har tydeliggjort, at der ikke foreligger afgrænsede studier, der som mit specifikt fokuserer på den hemmelige kommunikation. Hensigten med dette afsnit er derfor at udruste mig til at gå på opdagelse i et nyt, uudforsket emne ved at lade mig inspirere af tidligere undersøgelsers indfaldsvinkler på fængslets verden. I det følgende vil jeg vurdere nogle teoretiske overvejelser vedr. fængslets indre univers, fangernes position deri og forholdet mellem deres undertrykkelse og modstand. Jeg vil herigennem udtrække nogle metodiske indfaldsvinkler, jeg kan koncentrere mit arbejde om. Det er klart, at jeg hverken af plads- eller tidsmæssige grunde kan nå rundt om hele bredden af de mange historiske og sociologiske undersøgelser af fængslet, der er fremkommet gennem tiden. Af den grund reflekterer afsnittet i sig selv et på forhånd foretaget udvalg af de tilgange, jeg umiddelbart har skønnet som relevante. Udvælgelsen begrundes under gennemgangen af undersøgelserne, ligesom jeg også vil anføre, hvilke indfaldsvinkler fra den pågældende forskning jeg agter at bringe i spil under mit arbejde med kildematerialet. Jeg vil som udgangspunkt gerne nå en bedre forståelse af det moderne fængsels indlejrede magtforhold. Til det formål vil jeg nu koncentrere mig om et perspektiv på fængslet, som hævder at kunne indkredse de rationaler, der ligger bag fængslets behandling af fangen. Foucault og det moderne fængsels fødsel Den franske filosof Michel Foucault udgav i 1975 Surveiller et punir, som på dansk kom til at hedde Overvågning og straf fængslets fødsel. Bogen gør gennem en kritisk og magtfokuseret tilgang op med den traditionelle opfattelse af fængslet som en human og retfærdig erstatning for tidligere tiders blodige straffeformer. Foucault bruger dét, at pinestraffen erstattes med nye og raffinerede former for frihedsberøvelse til at blotlægge, hvad han ser som en gennemgribende samfundsændring i den vestlige verden fra slutningen af 1700-tallet og frem. Hans perspektiv på det 21

22 moderne fængsel har vundet stor genklang i senere fængselsforskning, hvor fængslets betydning som et politisk og magtmæssigt redskab for opretholdelsen af social orden står centralt. Kriminologen Norval Morris og historikeren David Rothman fastslår da også i The Oxford History of the Prison, at Foucault endowed the history of incarceration with a special meaning. ( ) Study the prison and understand bourgeois society: this enticing formulation inspired a number of historians. (Morris og Rothman, 1995: vii) Jeg vil nedenfor gøre rede for hovedpointerne i Foucaults udlægning af det moderne fængsels opståen, og efterfølgende diskutere deres anvendelighed for mit eget arbejde. Udgangspunktet for Foucaults undren i Overvågning og straf er pinestraffens gradvise forsvinden i og 1800-tallet. Den er simpelthen for let og med for stort eftertryk skrevet ( ) på humaniseringens regning ( ) (Foucault, 2002: 21) Foucault vil vise, at det humane skær, der står om de nye former for frihedsstraf, dækker over en form for magt, hvis kendetegn er en diffus og skjult indgriben i individets liv i en historisk set uhørt grad. Magten, der før kom til udtryk i spektakulære og blodige afstraffelser, har simpelthen gradvist fundet et mere raffineret udtryk. Den kanaliseres gennem disciplinering og udgår efterhånden fra et væld af forskellige instanser frem for som tidligere fra én position, der let lod sig udpege. Frihedsstraffens sejrsgang er således blot ét af mange punkter i udviklingen frem mod det moderne, disciplinerende samfund. Et samfund, som i Foucaults øjne kendetegnes ved et funktionelt apparat, som bør forbedre magtudøvelsen ved at gøre den hurtigere, lettere, mere effektiv. (Foucault, 2002: 226) Det er i dét lys, det moderne fængsel træder ind på scenen og tager plads ved siden af hospitalet, skolen, laboratoriet, asylet, anstalten m.fl. Den disciplinering det moderne samfund baserer sig på og nærer sig ved, bringes til live af sådanne institutioner gennem observationer og overvågning. Institutionerne sørger for en altomfattende og uigennemskuelig distribution af magtrelationerne. (Foucault, 2002: 233) Fangen, patienten og eleven tager alle del i disciplinære magtrelationer, hvis største raffinement er, at de er svære at problematisere, fordi de både er upersonlige og fremstår positivt. Er det for eksempel ikke i alles interesse, at fangen forbedres gennem sit fængselsophold, at patienten helbredes, at eleven opdrages? Foucaults magtbegreb er frem for alt abstrakt. Han anser ikke magtrelationerne som udtryk for en plan, en overordnet instans har udtænkt. Hvor magten før var tydeligt afgrænset, eksempelvis i fyrstens skikkelse, er den i det moderne samfund at regne for en serie af upersonlige relationer. (Foucault, 2002: 232) Magtrelationerne er overalt, hvor mennesker interagerer. De griber fat i hinanden som tandhjul og arbejder sig ved fælles hjælp frem med det ene mål at udøve magt. Og 22

23 denne magt bør ikke opfattes som ubetinget negativ. Magten producerer noget reelt, den producerer et genstandsområde og nogle sandhedsritualer. Individet og den erkendelse, som man kan uddrage af det, henhører under denne produktion. (Foucault, 2002: 210) Fængslet trækkes frem i Overvågning og straf som et sigende eksempel på ovenstående træk. Først og fremmest karakteriseres det moderne fængsel ved et ønske om at forbedre fangerne i stedet for, som tidligere, blot at straffe dem. Forbedringen af fangen, dét at få ham disciplineret til at følge samfundets normer for en korrekt og ønskelig livsførelse, er dermed et af magtens mange midler til at fastholde sin magtudøvelse. (Foucault, 2002: 266) Fangens status som forbryder er for så vidt ny, idet han tidligere blot ville være at regne for en lovovertræder. Ved at påføre ham rollen som forbryder med en indre moralsk brist og dårligdom, bliver det moderne fængsels disciplinering nu legitimeret, videreudviklet og forstærket. Man kan sige, at forbryderen og det moderne fængsels teknik er gensidigt betingede, og Foucault påpeger da også, at begge opstår samtidigt. (Foucault, 2002: 273) Det er altså om fangens indre, hans forbryderiske sjæl, slaget skal stå. Heri ligger ifølge Foucault nøglen til pinestraffens forsvinden. Kroppen bliver ikke længere pint, men indespærret for at indgyde forbryderen en konstant bevidsthed om at blive straffet. Fangen gennemgår en varig overvågning og registrering af hans mindste fejl som et led i fængslets forarbejdning af hans indre. Det moderne fængsel er dermed et vidensapparat for magten på linie med hospitalet, skolen, asylet osv. Hvad der ifølge Foucault er så raffineret ved magtens disciplinering er den måde, hvorpå den internaliseres i individet og dermed forstærkes. Den, der befinder sig i et synsfelt, og som er klar over det, tager magtens tvang på sig. ( ) Han indskriver i sig selv den magtrelation, hvori han selv spiller begge roller. Han bliver oprindelsen til sin egen underkastelse. (Foucault, 2002: ) Men hvis disciplineringen af fangerne er så total, hvordan kan det så være, at nogle vender tilbage bag fængslets mure? Hvorfor lykkes forbedringen ikke altid? Her må man, ifølge Foucault, være opmærksom på det magtmæssige rationale, der hviler i fængslets manglende succes med at forbedre alle forbrydere. Dette er rent faktisk en magtmæssig gevinst, fordi det sikrer en altid tydelig samfundsgruppe, hvis forkastelse, dårligdom, udstødelse og indespærring i henhold til de gældende normer ansporer samfundets øvrige individer til selvdisciplin og aktivitet til hjælp for magten. Igen kan man se lighedstegn mellem forbryderen, den syge, den sindssyge, den homoseksuelle, den uvorne elev osv. Sådanne negative modbilleder fremmer magtens promovering af den disciplinering, der sikrer den ønskede magtudøvelse over individet. (Foucault, 2002: ) 23