NYHEDSBREV. Hej allesammen. Undskyld dette nyhedsbrev er ret langt men vores Gud er Awesome!! og han har ikke holdt ferie.

Transkript

1 ! 28. FEB SIGNE MARIE FRIIS JØRGENSEN AUSTRALIA KING KIDS TEAMET I BRYON BAY > NYHEDSBREV Hej allesammen Undskyld dette nyhedsbrev er ret langt men vores Gud er Awesome!! og han har ikke holdt ferie. Jeg nyder mine sidste uger med YWAM og de sidste uger er gået med Outreach til mange forskellige steder.!1

2 Byron Bay, Australia Østligste punkt i Australien Vi startede i Byron Bay, Australia hvor vi var i to uger. Vi havde en Kings kids Camp i en Camp der hedder Impact summer. Det er en Camp hvor DTS'er fra hele Australien kommer og fortæller folk om Jesus og har det sjovt. Vi var en Kings Kids Outreach, hvilket betyder at vi arbejder med børn og unge og vi var derfor ansvarlige for alle de børn der kommer med fra forskellige skoler og et par stykker fra Tasmanien hvor vi kom fra. Vi følger det skema/program som de andre DTS'er følger, hvilket betyder at vi havde lovsang om morgenen og om eftermiddagen ville vi tage dem ud til stranden, som er utrolig lækker og fyldt med gode surf bølger. Mens vi var på stranden ville vi invitere folk til at komme og spille volleyball med os og vi ville fortælle dem om Jesus. Alt imens vi bader selvfølgelig!! Vi inviterede også folk til at komme forbi den lokale park den samme aften, fordi vi næsten hver aften havde et aften program der hedder "pan and chai in the park, hvilket betyder at vi giver gratis pandekager og chai-te ud til alle der kommer forbi. Det var et virkelig godt koncept, fordi rigtig mange af dem var backpackers og blev hængende i et par timer og vi havde gode samtaler med dem om Jesus. Udover pandekager og te var der en mikrofon sat op i parken og vi havde lovsange, drama, dans og mere. I vores Kings kids Camp var der en dreng der ikke var kristen, men bare tog med fordi hans storebror var vores leder. I de første dage var han ligeglad med alt hvad vi lavede indtil han den dag snakkede med en mand på DTS fra Amerika og den aften bestemte han sig for, at han ville give sit!2

3 liv til Jesus. :) Dette er utroligt i sig selv, men hvordan han forvandlede sig på resten af turen var næsten endnu mere utroligt. Han begyndte at deltage og snakke med folk i parken og han delte sit vidnesbyrd et par gange foran store mængder af mennesker. I parken om aftenen var der hver aften minimum et vidnesbyrd og rigtig ofte var der Hvad skete der? Rigtig meget :) Her er nogle vidnesbyrd: Vi så helbredelser, (jeg så et ben gro ud og blive den samme længde som det andet ben). Der var også en lille dreng der tabte sine briller på stranden om eftermiddagen og han kunne næsten ikke se uden dem, de bad for hans øjne og han bruger ikke briller mere.. Det er så vildt. Men også lokale hjemløse mennesker der har givet deres liv til Jesus år tilbage udelte profetier og opmuntrende ord til os.!3

4 Der var en mand der kom over og sagde i løbet af de næste 14 dage vil du være med til at døbe en person.. Og jeg tænkte han var lidt skør men jeg ville gerne se det ske så troede stadig lidt på det. Jeg delte ikke det her med nogen og tre dage senere mens vi var på stranden var der dåb for en pige og en helt masse andre følte Gud sagde de skulle gøre det også. Der var 4 elever på mit hold der tog en pludselig beslutning og den schweiziske pige på mit hold kom over og spurgte om jeg ville gå med hende ud når hun skulle døbes. Det var en fantastisk oplevelse og vi kunne virkelig se Guds nærvær den morgen. Da hun kom op af vandet var der en flok af delfiner der sprang op og ned i bølgerne. Så denne profeti var en øjenåbner til mig om hvem Gud bruger.. (Hvilket er alle!!!!!)!4

5 Vanuatu Øgruppe i Stillehavet 1800 km øst for Australien. Efter Byron Bay tog vi til øgruppen Vanuatu. Efter et par dage i Gold Coast hvor vi havde en kirkeservice og et par afslapnings dage ventede 2 ugers fuldt skema. Vanuatu var rigtig varmt og fugtigt. De ændrede vores planer i Vanuatu og i stedet for at tage ud til en lille landsby helt ude hvor kragerne vender uden elektricitet og vand, tog vi til en lidt større landsby uden for deres hovedstad Port Vila. Den her landsby hedder Pango, og det er det første sted på øen hvor missionærerne kom. Vi boede i en kirke/møde bygning mens vi havde en Kings Kids Camp igen og byggede en vandtank. Det var stadig ikke en luksus bygning, den havde ingen glas i vinduerne og vi sov på gulvet med ret mange kakerlakker. Vandtanken blev bygget på en lokal bibelskole og det tog os næsten 2 uger. Nogen af os ville tage der ud og bygge på den mens andre af os ville blive og undervise børnene. Jeg var mest med børnene og det var fantastisk at se hvordan de udviklede sig fra de første dage til de sidste. Den første dag var virkelig svær da vi ikke forstod deres sprog (Bislama) og de var for generte til at snakke engelsk. De delte børnene op i grupper efter alder og jeg fik de ældre piger hvilket er fra 12 år og op og jeg tror ikke de sagde et enkelt ord til mig den første dag. Vi startede hver morgen med at snakke om et!5

6 skriftsteder fra biblen som passer med hvad de lærte den foregående dag. Den første morgen var utrolig svær, da de ikke rigtig snakkede men allerede den næste dag ændrede det sig en lille smule, og de begyndte at snakke mere dog stadig i Bislama. Da vi kom halvvejs var der en afslapnings dag hvilket betød at vi tog alle børnene med hen til en strand 30 minutter gåafstand fra hvor vi var. Det var en hvid sandstrand med et meget smukt koralrev og pigerne i min gruppe inviterede mig til at gå derhen med dem, mens alle andre blev kørt, det var rigtig hyggeligt. (Det var også den længste gåtur i mit liv fordi det var så varmt). Vores skoleleder kom med os til Vanuatu og to af børnene fra Byron Bay for at undervise og hjælpe med at styre børnene. Efter skriftstedet om morgenen var der undervisning i at høre Guds stemme og Guds faderhjerte. Vi ville lege lege med dem, fortæller om emnerne og de ville også sidde og lytte i en periode. I starten da vi spurgte dem om det var svært at høre Guds stemme, sagde alle ja, men da vi i slutningen spurgte dem, var der meget få der sagde, at det stadig var lidt svært. Vi brugte deres nye "evne" om eftermiddagen i deres værkstedsundervisning, hvor de enten kunne være i en kreativ gruppe, danse gruppe, drama gruppe eller sport/samarbejds gruppe. Vi laver ting som de kunne vise hinanden og deres forældre om aftenen. Men de her ting ville være præget af hvad Gud har sagt de skulle lave, så de ville spørge Gud hvem de skulle male en tegning til, og hvad de skulle male, spørge Gud hvad drama stykket skulle handle om, hvilket sang de skulle danse til og hvad Gud kan sige til dem gennem forskellige sports lege. Jeg var i sports gruppen og en af dagene havde vi en konkurence i at hænge i en gren fra et træ og bagefter spurgte vi hvad det lærte dem om Gud. Gud taler: En af børnene sagde, at det var ligesom at holde fast til Guds hænder En anden dreng sagde, at det var som at holde fast til synd og når du giver slip så føles det så meget bedre. Begge svar var rigtig og Gud talte til dem.!6

7 Udover undervisning og værkstedsgrupper så var der også en Outreach del, som omhandlede at tømme og rengøre den lokale brønd, og besøge alle enkerne i landsbyen. Vi lavede kort til alle enkerne og fik tegninger og ord fra Gud til at putte ind i dem, og så tog vi ud og besøgte dem og spurgte om der var noget de havde brug for hjælp til. Når man er en enke i Vanuatu sætter børnene en sørge tid efter begravelsen og i den sørge tid, som nogen gange er op til at helt år, må de ikke forlade deres hus. Mange af enkerne tog godt imod os og nød at vi kom og snakkede med dem, en af dem inviterede os tilbage for at lave vifter, så vi besøgte hende igen. På den sidste dag med børnene fik vi dem allesammen til at skrive deres favorit ting ned og en fransk pige der hedder Marine skrev på papiret at hun ikke var kristen og kun kom fordi hendes venner kom. Men lige efter det skrev hun at: "jeg elskede virkelig at være her i kirken og jeg fik en masse nye venner som jeg aldrig vil glemme, jeg lærte at tro på Gud og at han altid er her hos os i gode og dårlige tider. Men den ting jeg blev mest rørt over at se var hvordan allesammen i kirken grinede, smilede og sang hele tiden." Vi ved ikke om hun blev ved med at komme i kirken, men dette lille vidnesbyrd er nok til at få os allesammen til at gøre det igen. Og et vidnesbyrd til alle kirker at hvis man smiler og griner kan det være nok i sig selv til at ændre et liv. Jeg vil også bede jer allesammen om at have hende i jeres bønner at Gud vil blive ved med at tale til hende.!7

8 Auckland, New Zealand Efter Vanuatu tog vi til New Zealand hvor vi boede på en Kings kids skole. De havde ikke lavet noget program til os, som man normalt gør når der kommer et hold til ens område, så vi tog ud den første dag og snakkede med folk over hele byen omkring hvad vi kunne lave de næste to uger. Da vi havde fundet alt der var muligt at lave i de næste to uger blev vi delt op to og to og fik 5 dage hver som vi skulle lede og planlægge mens vores ledere!8

9 blev elever/vejledere i stedet for. Det var meget interesant at skulle lede, for der var så meget bøn og planlægning i det. Meget mere end jeg troede. Men det blev rigtig godt, og vi fik lavet en masse. Vi havde ikke nogle børn med os den her gang og skolen var startet igen, så vi havde 4 efter skole programmer, hvilket var så sjovt. 2 af dem var i boligkvarteret og 2 af dem med Kings kids skolen. De to i boligkvarteret var fantastiske, den første gang vi var der var de alle sammen så generte at det tog dem 10 minutter bare at komme ind i rummet, mens de den anden gang kom løbende os i møde fordi de havde savnet os. Det var en virkelig god oplevelse og lederne der var også opmuntret af os og de forskellige måder at fortælle om Jesus på, som de ikke havde set før. Ud over det tog vi ud på gaden og indtil centrum og fortalte for om Jesus, og vi havde en bønnestation sat op, hvor folk kom og spurgte for forbøn. Vi havde også en dag hvor vi lave profetisk kunst, eller "kunst" for det var bare tegninger af hvad Gud sagde vi skulle tegne. Så skrev vi hvad det betød og gik ud og spurgte Gud hvem vi skulle give den til. Det var en lille smule svært at tage mod til at gå op til en person og give dem en mærkelig tegning og fortælle dem at Gud elsker dem og har en plan for dem, men at se deres ansigter bagefter var helt vildt fedt :) Adelaide i South Australia Det sidste sted vi var på Outreach var Adelaide i South Australia. Det var en meget varm oplevelse med temperature op til 40 grader og ingen vind.. Vi var sammen med resten af vores DTS igen hvilket vi nød i fulde drag. Der var så mange ting vi havde oplevet de sidste 6 uger som vi ikke kunne vente med at dele med alle de andre. Mens vi var i Adelaide var der en festival som er der hvert år og varer en hel måned. Festivalen var vores mest normale sted at tage hen og fortælle om Jesus, da næsten alle mennesker var der. Udover festivalen havde vi også en masse ture til gågaden!9

10 i byen og til stranden hvor vi delte om Jesus. Indtil vi kom til Adelaide havde jeg ikke rigtig delt min passion for Jesus og hvad han har gjort for os med folk på gaden. Det var rigtig grænse overskridende at skulle gå op og snakke med folk man ikke kender, men hver gang jeg var på gaden gjorde Gud det klart hvem jeg skulle snakke med (hvilket var virkelig sejt). Der var en aften vi tog ud hvor jeg følte virkelig klart jeg skulle snakke med to piger, men jeg gik uheldigvis forbi, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men da vi gik tilbage den samme vej, var de der stadig og jeg så vi havde en fjällräven rygsæk ligesom mig. Så jeg gik over og sagde Hej. Det viste sig de var fra Sverige, og vi delte med dem hvad Gud havde i plan for dem og jeg delte hvorfor jeg er en kristen. Og selvom de ikke var interesseret i at tro på Jesus, tror jeg stadig Gud arbejder i dem. En anden gang vi tog ud var vi på stranden og vi gik over for at snakke med tre piger og en af dem var kristen fordi hendes forældre var. Hun kom fra en katolsk baggrund, og vi fik en mulighed til at dele med hende, at alt Gud vil med hende er at have et personligt forhold. At fortælle hende hun er elsket af Gud, som en far elsker sin datter. Vi snakkede også med en dreng og en pige der var mormoner, og jeg troede at samtalen var død da de sagde de var mormoner, fordi jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men de gjorde det nemt ved at sige at han lige havde haft en operation fordi han havde slået hovedet gevaldigt på hans to års service for den kirke han kom i. Han sagde at den eneste grund han var i live var fordi han lever er ret liv og gør hvad Gud befaler. Han sagde at han ikke drak og røg og at han tog ud og fortalte om Gud. Så da han sagde det havde vi en åben mulighed til at fortælle ham, at grunden til at han er her idag er fordi: Gud elsker ham, ikke for hvad han gør men fordi han er skabt af Gud. Der var mange flere gode samtaler med folk på gaden og der var et par stykker de andre snakkede med der gav deres liv til Jesus. Ud over at tage ud steder og fortælle om Jesus så havde vi to dage hvor vi hjalp hjemløse. Det var med "salvation army, hvor de havde et program to gange om ugen der hedder DUO - do unto others. I DUO gav vi folk der kom ind fra gaden mad og god!10

11 kaffe, kakao, te og hvad de ellers kun tænke sig. Der var også en tøj afdeling for dem og gratis brød. Om onsdagen er der lægetjek med læger fra kirken der har programmet. Det var en rigtig hyggelig aften fra kl , hvor man bare elsker dem og snakker med dem. I løbet af aftenen tog vi ud på gaden og delte gratis vand ud til fulde mennesker, der havde været til festivalen. Det var en af de sejeste ting vi har gjort, for selvom det er sådan en lille ting så er menneskernes reaktion det hele værd. Jeg gav vand ud til en person, og han var så glad og sagde, at jeg havde reddet hans aften. Jeg har flere gange oplevet at de små ting vi gør betyder så meget for andre personer. En aften vi var på gågaden blæste vi sæbebobler ud, og en person smilede og sagde at jeg havde gjort hendes aften så meget bedre. Det er utroligt hvad Gud bruger os til selv når vi ikke forventer det. Vi havde også en sommer fest for børn hvor jeg var en klovn hvilket jeg egentlig ikke var i humør til da vi startede. Men jeg endte op som en klovn alligevel, og det var den bedste dag jeg kunne tænke mig. Jeg løb rundt med 50 børn i 4 timer. Der var en pige jeg snakkede med der sagde at hun var bange for klovne, men efter et par minutter hvor hun havde snakket med mig om ansigtsmaling og andre ting sagde hun til mig at hun havde ændret sin mening, og at hun ikke var bange for mig kun de to andre klovne i rummet. Så resten af eftermiddagen forlod hun ikke min side udover når de to andre klovne kom for tæt på. Det er virkelig et vidnesbyrd at kunne ændre noget i andres liv, ved bare at være skør og have Jesus.!11

12 Så igen undskyld det her nyhedsbrev er ret langt, men vi har en helt vild fantastisk Gud, som ikke har holdt igen med hans planer de sidste mange uger. Jeg er rig opmuntret af alt jeg har oplevet og kan ikke vente med at fortælle det til alle som vil lytte. Der kommer nok ikke flere nyhedsbreve da skolen slutter den 6. marts, men der kommer nok et par billeder op på facebook af hvad Thea og jeg går og laver fra den 7-31 marts. Elsker jer allesammen og savner jer og glæder mig til at komme hjem til et forhåbentligt koldere Danmark, selvom det nu er dejligt at tage til stranden og nyde solen. Knus fra Signe!12