Gamle og nye imperier

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Gamle og nye imperier Skrevet af: Anders Lundkvist Offentliggjort: 15. maj 2005 Er den aktuelle amerikanske dominans på den globale scene udtryk for imperialisme? Det kan diskuteres, og ret beset er selve betegnelsen vel mindre interessant, men det er under alle omstændigheder værdifuldt at sammenligne dagens USA med to riger, der selv betegnede sig som imperier, nemlig det Romerske det Britiske Imperium. Hvordan regerede de over underordnede lande og folk? hvordan fungerede de økonomisk? Hvilke forskelle og hvilke ligheder er der i forhold til dagens USA? Rom Romerriget sikrede kontrollen primært gennem militær erobring og besættelse af provinserne. Oprindeligt havde dominansen éntydigt karakter af fremmed kontrol, idet kejseren og soldaterne var romerske og kun latinere havde statsborgerskab. Men den romerske dominans blev med tiden udtyndet; kejserne blev rekrutteret blandt ikke-latinere, der anvendtes i stigende omfang lejesoldater fra 'barbariske' folkeslag, og statsborgerskabet udstraktes til alle italienere og senere til alle indbyggere i Romerriget (i 212). Det fremmede den ideologiske opslutning, men undergravede enheden og dermed sammenhængskraften, specielt er det velkendt hvordan de germanske lejesoldater blev en selvstændig magtfaktor, der udfordrede Rom. Imperialisme er dyr, og derfor er dens finansiering et stort problem. Den klassiske metode var at lade provinserne betale for udbygningen af infrastrukturen (bl.a. de berømte romerske veje og aquadukter) og de lokale besættelsesomkostninger, samt pålægge dem en tribut til Rom, således at Imperiets 'over-head' omkostninger - dvs. de overordnede, centrale udgifter - kunne udredes. Det fungerede godt i mange år, men så heller ikke længere. Det kunne være svært for Rom at vriste pengene ud af korrupte statholdere, og det stigende pres på grænserne nødvendiggjorde øgede militærudgifter; strømmen af billig slavearbejdskraft (fra krigsfanger) tørrede ind, da Imperiets ekspansionsfase blev afsluttet omkring år 120; og udgifterne til velfærdsstaten (brød og skuespil til Roms proletarer) løb løbsk. I det 3.århundrede fristede pengemanglen til at forringe denarens værdi (mindre guld- eller sølvindhold) med inflation til følge. Den økonomiske krise blev overvundet i den omgang, men den vendte tilbage i det 5.århundrede og var da - sammen med det militære problem med de udenlandske lejesoldater - en væsentlig årsag til Romerrigets opløsning (Bernardi, 1970: 20ff). Imperialismen kunne ikke længere løse finansieringsproblemet. Om USA kan det, vil tiden vise; det er nok det mest dybsindige, der kan siges om den sag. Men umiddelbart er det selvfølgelig mærkeligt at man sænker skatterne, samtidig med at det udenrigspolitiske engagement optrappes. Selv om Rom fik tributter fra provinserne, blev den romerske overklasse dog også beskattet. Men ganske interessant syntes denne overklasse at være blevet mindre social i forfaldsperioden. Den trak sig tilbage til latifundierne og bidrog mindre og mindre til den fælles kasse. Et Mene Tekel for USA? Det tyder på stor fortrøstning til at andre betaler imperiets - eller hegemoniets - driftsomkostninger. Under den 1. Golfkrig i 1991 leverede USA soldaterne, mens andre betalte, især Japan. Den 2. Golfkrig, derimod, måtte USA selv finansiere (indtil nu i størrelsesordenen $200 milliarder), men indirekte er det stadig omverdenen, der betaler, fordi USA blot trækker på sin konto med udlandet, uden at noget tyder på at pengene betales tilbage. Det kan landet gøre, fordi det nyder finansielt 1 / 10

2 hegemoni, i kraft af dollarens rolle som global supervaluta; realøkonomisk er USA, EU og Japan/Asien derimod ligeværdige. Lad os dernæst se på midlerne til at sikre dominans. I Romerriget blev provinserne sikret af direkte, territorial militær kontrol, først udøvet af romerske legionærer, senere også af lejesoldater. I 90erne var dette sjældent tilfældet for USA's vedkommende; økonomisk pres, gerne udøvet gennem multilaterale, men USA-kontrollerede organisationer som Verdensbanken og Valutafonden, var normalt tilstrækkeligt. Bush-regeringen benytter i højere grad militære midler, men en territorial besættelse, med den 'nation-building' det indebærer, er alt for ufleksibel og dyr som almen model. Endelig må vi ikke overse den vigtigste forskel, nemlig at Rom og USA er forskellige samfund, med forskellige produktionsmåder og forskellige overklasser, der påtrykker den herskende politik forskellige prioriteter. Den romerske overklasse var først og fremmest jordejende. Den havde en umiddelbar interesse i en stabil forsyning med slavearbejdskraft, indfanget i krige. Interessen i nye afsætningsmarkeder var begrænset, og i forfaldsperioden blev latifundierne mere og mere selvforsynende, og for så vidt udgik der ikke herfra et økonomisk krav om ekspansion. USA er et kapitalistisk samfund, hvor politikken overvejende bestemmes af de store selskaber og de finansielle fonde (Cox/Skidmore-Hess, 1999). Hvert år skal nye markeder åbnes, flere råstoffer sikres, nye produktionslokaliteter udvikles. Det giver en helt anden dynamik og ekspansionstvang. Det Britiske Imperium Mens det Romerske Imperium på toppen af sin magt var uden rivaler indenfor den da kendte verden (dvs. vi ser bort fra Kina), nød det Britiske Imperium aldrig en tilsvarende overmagt. Det regerede på havene, men ikke i Kontinentaleuropa, hvor Frankrig og Østrig havde langt større landhære end englænderne kunne mobilisere; i forhold til Europa var England en 'off-shore balancer' (som det er blevet sagt), dvs. landet kunne ikke dominere, blot neutralisere Europa, nemlig ved at støtte den svagere magt mod den stærkere (oftest Frankrig, efter 1870 Tyskland) og således sikre en magtbalance og undgå udfordring fra en kontinentaleuropæisk stormagt. På den globale arena, derimod, dominerede England politisk, militært og økonomisk i den klassiske imperialismes periode fra 1870 til 1914, om end der var konkurrerende imperialistiske magter, specielt Frankrig. I øvrigt var det Britiske Imperium en heterogen størrelse. Der var de egentlige kolonier, med Indien i spidsen, som helt var underlagt engelsk styring; de kaldtes også 'dependencies'. Magten blev opretholdt af et engelsk byrokrati, en relativt lille engelsk styrke og en større indfødt styrke. For disse kolonier var imperialismen en økonomisk katastrofe. Indien blev tvangsliberaliseret, således at engelske produkter - især tekstiler - frit kunne importeres og udkonkurrere lokal produktion, mens indiske industrivarer blev udelukket fra det engelske marked for ikke at genere fabrikanterne i Birmingham; det var altså det samme mønster, som vi kender i dag, hvor de fattige lande tvinges til at liberalisere, mens de rige lande fastholder protektionismen. Resultatet var at den blomstrende indiske industri, der omkring år 1800 havde været på højde med den engelske, blev ødelagt og den indiske fattigdom grundlagt; ca var afindustrialiseringen i det store og hele gennemført og Indiens rolle som leverandør af råstoffer til den engelske tekstilindustri cementeret. Generelt kan det diskuteres, hvor meget imperialismen betød for væksten i nutidens rige lande, men det er givet at den var skadelig for hvad der i dag er de fattige lande. 2 / 10

3 Bairoch anslår at levestandarden i 1750 var lidt mindre i Europa end i resten af verden, nemlig $182 versus $188; i år 1900 var dette vendt til $540 versus $175 (Bairoch, 1981: 7). Mellem 1860 og 1913 faldt de afhængige landes andel af verdens industriproduktion fra godt 1/3 til under 1/10; absolut var industriproduktion pr. indbygger i 1913 faldet til 1/3 af nivoet i 1750 (Bairoch/Kozul-Wright, 1998: 52). Formelt var Indien åbent for alle, grundet den lave told. Men da englænderne sad på økonomien, bankerne og administrationen, var andre lande, herunder Tyskland, reelt udelukket. Hertil kom de 'hvide kolonier', hvor engelske emigranter spillede en afgørende rolle; det drejer sig om Australien, New Zealand, Canada, Sydafrika og til dels det nuværende Zimbabwe og Zambia. Frem mod 1. Verdenskrig opnåede de en stadig højere grad af selvstyre. Disse hvide 'settlers' begyndte at stille økonomiske krav til England. Siden 1846 havde England haft frihandel, men disse kolonier krævede nu privilegeret adgang til det engelske marked; denne 'imperiale præference' blev dog først tilstået i 1932, da det internationale økonomiske system brød sammen (verdenskrisen) og verden blev opdelt i protektionistiske blokke, herunder sterling-blokken. Samtidig beklagede England sig over at de 'hvide kolonier' nød godt af imperial beskyttelse uden at bidrage til betaling af militærudgifterne. De var 'free riders', ville man sige i dag. Det var Indien ikke: Dette land blev pålagt en såkaldt 'Home Charge'. Den klassiske amerikanske imperialisme I denne periode ser vi også ansatser til imperialisme i klassisk forstand hos USA. Grundlæggende lignede den amerikanske ekspansion den russiske, snarere end den britiske; kernelandet blev udvidet gennem krige mod indianerne og mod Mexico. USA var jo selv en tidligere engelsk koloni, så anti-kolonialismen sad dybt; Texas blev ikke en koloni, men en ligeberettiget enkeltstat. Men i den 'progressive periode' det progressive beror på den forgæves modstand mod den selskabskapitalisme (eller monopolkapitalisme), som i disse år tog over fra den tidligere konkurrencekapitalisme - begynder USA at efterligne englænderne og de øvrige imperialistiske lande i Europa. Krigen mod Spanien i 1898 var oprindeligt tænkt som støtte til den cubanske befrielsesbevægelse mod det Europa, som USA selv havde frigjort sig fra mere end 100 år tidligere. Men da sejren var i hus, vendte USA på en tallerken. Filippinerne blev forvandlet fra en spansk til en amerikansk koloni, hvilket krævede en blodig nedkæmpelse af den modstandsbevægelse, der oprindeligt havde støttet USA mod Spanien, mens Cuba blev en semi-koloni, som USA med Platt Amendment fik formel ret til at intervenere i, hvilket da også skete i , 1912 og 1917 (Lens, 1971: 149ff). I denne periode ser vi utallige militære interventioner og midlertidige besættelser i Mellemamerika og Caribien. Hvor den tidligere ekspansion handlede om at erobre jord fra indianerne og mexicanerne, var målet nu at erhverve råstoffer eller åbne markeder; det sidste blev indvarslet i 1852, da Commodore Perry med våbenmagt tvang Japan til at åbne for amerikansk eksport. I lyset af den samtidige europæiske imperialisme var dette skift i amerikansk politik, hvor man opgav den traditionelle anti-kolonialisme og støtten til nationale befrielsesbevægelser, vel ikke overraskende. Der var modstand, fx blev der i 1898 dannet en Anti-Imperialistisk Liga, men politikken blev nogenlunde konsekvent støttet af datidens præsidenter: Theodor Roosevelt, Taft og Woodrow Wilson. 3 / 10

4 På det ideologiske nivo kan man sige at den konsekvente liberalisme vandt over idéer om national selvbestemmelsesret (som Wilson i øvrigt var tilhænger af i Europa). For den økonomiske liberalisme er nationalstaten, og respekten for den, underordnet i forhold til den uhindrede udøvelse af privat ejendomsret. Derfor var det legitimt, når statsmagten med de til rådighed stående midler beskyttede amerikanske varer og investeringer, der måtte befinde sig i udlandet. Det blev forklaret af A.T.Mahan i hans indflydelsesrige bog 'The Influence of Sea Power upon the History, '. Ofte lå initiativet virksomhederne, dvs. de handlede med et land eller investerede i det, og appellerede så til den amerikanske regering, hvis de løb ind i problemer. Det var således tilfældet i Santo Domingo; et amerikansk selskab ikke kunne få sit tilgodehavende udbetalt, hvorefter marinesoldater eksproprierede toldvæsenet og overlod dets administration til selskabet. Princippet var at 'the flag follows the commerce'. Med Wilson's ord i 1907: "Da handel er ligeglad med nationale grænser, og da industrialisten insisterer på at betragte verden som ét marked, må nationens flag følge ham, og døren til de nationer, som er lukket for ham, må sønderbrydes (battered down). Koncessioner, som finansfolk har opnået, må sikres af udenrigsministre, selv om uvillige nationers suverænitet forulempes (be outraged in the process). Kolonier må erhverves eller etableres, således at intet nyttigt hjørne af verden overses eller lades ubrugt" (Cit. i Lens, 1971: 195). Eller præsident Taft i 1912 (efter endnu en militær intervention på Cuba): "Om end vores udenrigspolitik ikke bør afvige en millimeter fra retfærdighedens lige vej, kan den meget vel omfatte aktiv intervention for at sikre muligheden for profitable investeringer for vore handelsvarer og vore kapitalister" (Cit. i Lens, 1971: 215). Liberalt set er dette logisk nok, men dengang som i dag er meningen selvfølgelig ikke 'udenrigsministre', men den amerikanske udenrigsminister. Wilson mener næppe at fx Cuba har ret til at besætte Virginia, hvis der er kommercielle uenigheder. I sidste instans er liberalismen derfor ikke konsekvent, men ideologisk figenblad for nationale, kapitalistiske interesser. Regeringen kunne også være mere udfarende (især under Taft). Den sørgede ofte for at investeringsmodne de latinamerikanske lande, hvorefter selskaberne kunne rykke ind ('the commerce follows the flag'). Åbningen af Japan, krigen mod Spanien (eller Cuba) eller besættelsen af Panama for at etablere kanalen er eksempler. Overfor Kinas hyldedes princippet om 'den åbne dørs politik', hvilket betød at USA på lige fod med de øvrige imperialistiske magter (England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Japan) havde ret til uhindret adgang. Så vidt de generelle principper og politikker. Imidlertid var Latinamerika naturligvis specielt. Allerede i 1823 havde USA med Monroe-doktrinen erklæret ikke at ville tåle europæiske kolonier på den vestlige halvkugle; til gengæld lovede man ikke at ville intervenere i Europa, men det blev senere glemt af historikere og politikere. Erklæringen var egentlig dristig, i betragtning af at England og dets flåde helt frem til 1914 var klart overlegen i forhold til USA's, samtidig med at England havde betydelige interesser i Latinamerika; endnu i 1914 var de britiske investeringer i regionen dobbelt så store som de amerikanske (Lens, 1971: 196). Det var da også først i 1901, i forbindelse med en konflikt omkring Venezuela, at USA effektuerede principper ved at forbyde England at landsætte tropper i landet. Monroe-doktrinen erklærede Latinamerika som USA's indflydelsessfære, men var i øvrigt af defensiv karakter. Det ændredes med en tilføjelse i 1904, det såkaldte Roosevelt Corrolary, hvor præsidenten forbeholdt USA retten til at gribe ind i latinamerikanske lande, hvis regeringer gjorde sig skyldige i 4 / 10

5 'kroniske misgerninger (wrongdoings) eller en magtesløshed, som resulterer i en almen opløsning af sammenhængene i et civiliseret samfund'. Dermed havde USA udnævnt sig selv til politi i et Latinamerika, hvis afkolonisering og uafhængighed i begyndelsen af 1800-tallet man dengang fejrede. 'Tilføjelsen' blev delvis tilbagekaldt i 1930, og i 1933 erklærede den nye Roosevelt administration sig som tilhænger af 'den gode nabos politik' og tog udtrykkeligt afstand fra militære interventioner. Dette blev nogenlunde efterlevet i 30erne. Fx nøjedes USA med en (forgæves) økonomisk krigsførelse mod Mexico (boycot af mexicansk olie), da dette land i 1938 nationaliserede de amerikanske olieselskaber. Efter 1945 har USA overvejende sikret sin dominans med økonomiske midler, men i krisesituationer er man vendte tilbage til militære eller semi-militære interventioner. Et udvalg: Syrien 1948: CIA kup mod en nationalistisk regering, der krævede for meget for at lade en olierørledning fra Saudi Arabien til Middelhavet gå igennem landet. Italien : Her kom det ikke til et kup, fordi USA's underminering af den demokratiske proces frem til valget i som de borgerlige partier vandt - var effektiv (Chomsky, 2003: 160ff). Guatemala 1953: Militær støtte til et kup mod den demokratisk valgte Arbenz regering, der havde legaliseret fagbevægelsen, hævet minimumslønnen og gennemført en sociallovgivning, - alt sammen noget der stred mod United Fruit's interesser. Dråben blev uddeling af jord til bønderne, fordi noget af jorden tilhørte selskabet, som fandt den tilbudte erstatning for lille. Iran 1953: CIA kup mod Mossadeq (se nedenfor). Cuba 1961: Støtte til mislykket invasion af Cuba (Svinebugten). Vietnam ca : Krig. Chile 1973: CIA støtte til kup mod den demokratisk valgte præsident Allende. Nicaragua : Økonomisk og militær støtte til de contraer, der bekæmpede den demokratisk valgte (i 1987) Sandinist-regering. Begrundelsen var overvejende den angivelige kommunistiske trussel (som ofte først blev virkelig som reaktion på interventionerne). Det samme mønster ses i dag, hvor truslen er terrorisme. Truslen lurer overalt, især i områder, der er økonomisk eller strategisk interessante. I essayet 'The Sociology of Imperialism' fra 1919 skrev Joseph Schumpeter (borgerlig økonom og sociolog) om Rom I ekspansionstiden: "Der var intet hjørne af den kendte verden, hvor romerske interesser ikke hævdedes at være i fare eller under angreb. Hvis det ikke var Rom's interesser, var det en allierets; og hvis Rom ikke havde allierede, blev de opfundet. Når det var plat umuligt at opfinde en sådan interesse, var det den nationale ære, der var krænket. Kampen blev altid forbundet med en aura af legalitet. Rom blev altid angrebet af ondsindede naboer, kæmpede altid mod at blive kvalt. Hele verden var gennemsyret af et utal af fjender, og det var klart Rom's pligt at være på vagt overfor deres ubetvivleligt aggressive planer." Minder det om noget? Den britiske imperialismes økonomisk funktionsmåde 5 / 10

6 Vi vender nu tilbage til det Britiske Imperium. Hvordan kørte systemet rundt, rent økonomisk? England eksporterede industrivarer og importerede landbrugsvarer (for at brødføde befolkningen efter at det engelske landbrug stort set var blevet afviklet) samt råstoffer til industrien. Nettoresultatet blev imidlertid et stort og stigende handelsunderskud i forhold til omverdenen (som USA i dag), bl.a. fordi industrivarer faldt i pris i forhold til råvarer. Således steg underskuddet fra 116 millioner i 1873 til 187 millioner i 1883 (Dobb, 1963: 309). Underskuddet blev dækket på to måder. Dels af de såkaldte 'usynlige poster', dvs. de årlige indtægter fra shipping (Englands store handelsflåde) og fra de repatrierede afkast fra den engelske kapitaleksport (renter og profit). Dels ved at Indien, der havde underskud i forhold til England, havde overskud i forhold til Asien, især takket være salg af opium til Kina, efter at dette land var blevet åbnet i opiumskrigen (i 1870 bestod halvdelen af Kinas import af opium); dermed fik Imperiet overskud. Indien var en guldmine ('Imperiets perle'), der finansierede mere end 40% af Englands underskud (Hobsbawm, 1968: 147ff); derfor var militær kontrol med Indien af så central betydning: Imperiet kompenserede for det forhold at England var ved at tabe i den økonomiske konkurrence med Tyskland og USA. Her er der en interessant forskel i forhold til det aktuelle amerikanske system, hvor de 'usynlige poster' slet ikke kan kompensere for handelsunderskuddet, faktisk er USA's renteindtægter fra udenlandske investeringer mindre end renteindtægterne. Hvis man tænker på det Britiske Imperium som en forretning var der altså, alt i alt, hvert år et overskud. Hvem forvaltede overskuddet? Før 1. Verdenskrig var det meste af verden på guldfod, dvs. guld var den overordnede og ultimative 'reservevaluta', suppleret af sterling. Guldet koncentreredes i London ('City'), der var verdens finansielle centrum. Hertil overførtes bl.a. det guld, som Indien tjente i kraft af sit overskud på varehandlen med Asien; det var udbytning i håndgribelig forstand (de Cecco, 1984: 63ff). Hvordan investeredes overskuddet? Det skete i form af en meget betydelig kapitaleksport. Den gik til USA, Europa, Latinamerika og Imperiet; tendensen frem til 1914 var at Europas andel faldt, USA's og Indiens var stabil, mens Latinamerika og de 'hvide kolonier' øgede deres andel (Hobsbawm, 1968: 147ff). England koncentrerede sig altså i stigende grad om Imperiet (det gælder i øvrigt også varehandlen). I 1913 var kapitaleksporten vokset til 225 millioner, hvoraf halvdelen gik til Imperiet, især de 'hvide kolonier' (Dobb, 1963: 314f og O'Brian, 1999). Kapitaloverførslen til de egentlige fattige lande var altså af begrænset omfang, men den finansierede trods alt et indisk jernbanenet. Alt i alt fungerede Imperiet altså på den måde, at der var overskud på de løbende poster og underskud på kapitalposterne; den likviditet, man årligt opsugede, blev givet tilbage til verden i form af kapitaleksport. England var for så vidt en ansvarlig hegemon, der forsynede verdensøkonomien med den nødvendige likviditet. Men med til billedet hører altså også, at England udbyttede især de ikke-hvide kolonier. I modsætning hertil har USA i dag underskud på både de løbende poster og kapitalposterne; modsat datidens England importerer USA kapital. Hvor England opbyggede et stort tilgodehavende i forhold til omverdenen, har USA opbygget verdens største gæld. 6 / 10

7 Imperialismens ideologi I England var det konservative parti (Disraeli) traditionelt tilhængere af Imperiet, mens de liberale (Gladstone) var modstandere. Imperialismen harmonerede godt med traditionelle konservative værdier om nationalisme og paternalisme. Imperiet var et udtryk for Englands storhed og magt, og de fremmede folkeslag blev opfattet som 'halvt vilde, halvt børn', som Kipling sagde; det var 'den hvide mands byrde' at tage vare på dem og opdrage dem til kristne mennesker. For de liberale var sagen mere kompliceret. Deres ikon, Adam Smith, havde været imod kolonier, som han så som et udtryk for den afskyede merkantilisme. En koloni indebærer statslig indgriben i den frie handel, hvilket giver en ineffektiv fordeling af kapitalen; idéen i en engelsk koloni er jo at sikre englændere fortrinsstilling her (Wood, 1983: 7ff). Desuden var kolonier for dyre, og de øgede risikoen for krig. På den anden side havde de kapitalister, som de liberale repræsenterede, en interesse i et sikkert afsætningsmarked, ikke mindst efter 1870erne da England begyndte at miste markedsandele til USA og Tyskland. Det var baggrunden for de liberale eller 'radikale' imperialister, som Joseph Chamberlain var bannerfører for. I årene omkring århundredeskiftet kæmpede han - stort set forgæves - for imperiepræferencer, hvilket i sin mest radikale udformning betød at Imperiet skulle udgøre en toldunion, altså intern frihandel, men fælles toldmur udadtil. Det har selvfølgelig ikke så meget med liberalisme at gøre, men hvorfor skulle man have et Imperium, hvis det ikke gav fordele overfor konkurrenterne? Alternativt kan man sige at Chamberlain følger den amerikanske logik, hvor imperialisme blev set som liberalisme (privatejendom) med andre midler. Det er i øvrigt værd at bemærke at Chamberlain ligesom Theodor Roosevelt forbandt den imperialistiske iver med en progressiv indenrigspolitik; han søgte, med et vist held, at appellere til arbejderklassen og forklare den at imperialismen gav billige forbrugsvarer og sikker afsætning, dermed sikker beskæftigelse. Den samme holdning finder vi hos den moderne liberalismes teoretiker, John Stuart Mill, der forbandt sympati for arbejderklassen med en pro-imperialistisk holdning, og i overensstemmelse med sin elitære demokrati-opfattelse, kaldet 'udviklingsdemokrati' (de brede lag i England var for uoplyste til at få valgret, jf. Lundkvist, 2004, Bind III: 19ff), gik han ind for 'oplyst despoti' i forhold til barbariske og semi-barbariske folk (Wood, 1983: 10ff). Diskussionen drejede sig om, hvorvidt kolonier var godt eller skidt for England. De underlagte befolkningers interesser kom stort set ikke ind i billedet. Modsat i dag, hvor åbningen af de fattige lande for de transnationale selskabers handel og investeringer først og fremmest begrundes med at det gavner deres økonomiske udvikling, mens selskabernes profit og de rige landes evt. gevinst enten ikke omtales i den herskende diskurs eller præsenteres som en sidegevinst. I de få tilfælde, hvor det søges godtgjort at Imperiet gavner de 'halv-vilde' henvises der gerne til at England undertrykte det tidligere anarki og skabte fred i Indien; fx skriver den berømte engelske økonom, Alfred Marshall, at Indien til gengæld for værdioverførslerne til England fik en billig regering og en god forsyning med unge, energiske englændere! (de Cecco, 1984: 72). Mere generelt hævdes det, at England står for frihed, hvorfor en udvidelse af imperiet ikke betyder en 'vækst i tvang, men en vækst i frihed', som det hedder med jernhård logik hos en af tidens økonomer, J.C.Nicholson (cit. fra Wood, 1983: 149); samme tankegang kan man i dag finde hos de 'demokratiske imperialister' (herunder Wolfowitz) blandt USA's neokonservative. Samme Nicholson kritiserer i øvrigt den oprindelige koloniseringsmetode, hvor staten på 7 / 10

8 merkantilistisk vis gav et privat selskab - i Indien var det East India Company - monopol på handelen, mod at selskabet varetog administrationen af området; det hæmmede handlen og skadede inderne. Men da staten i midten af 1800-tallet tog over, blev alt angiveligt godt, og der blev sat ind mod epidemier og hungersnød (faktisk blev de mange hungersnødskatastrofer først stoppet med selvstændigheden i 1948). I dag synes tendensen at være den modsatte, forstået på den måde at USA udliciterer flere og flere opgaver i sine udenrigspolitiske engagementer til private aktører, fx private sikkerhedsselskaber. Det kan være interessant at sammenligne med den amerikanske imperialismes datidige ideologi. På den ene side var der mindre af slagsen end i Europa; amerikanerne ville have profitten, og det sagde de så, jvf. citaterne ovenfor. På den anden side følte de forskellige administrationer en vis forpligtelse til at respektere ordnede forfatningsmæssige forhold, endda demokrati, i de lande hvor man intervenerede. Somme tider gav det sig barokke udslag, fx i Nicaragua. Her regerede en vis José Santos Zelaya, der i 1909 uklogt afviste amerikanske ønsker om baser og forretningskoncessioner. Så han skulle fjernes og det blev han; USA fandt frem til en vis Adolfo Díaz, hvis succesfulde oprør man støttede. Da det var klaret inviteredes oprørets ledere ombord på et amerikansk krigsskib, hvor de skrev under på en aftale. Et af punkterne var at der skulle sammensættes en forfatningsgivende forsamling, idet det samtidig stipuleredes at denne skulle udnævne Días og en anden oprørsleder som vicepræsident og præsident; som Lens (1971: 211ff) skriver blev det ikke gjort klart, hvorfor en forsamling var nødvendig, når dens beslutninger var forudbestemt, men svaret er selvfølgelig det ideologiske hensyn. Et andet punkt var i øvrigt at Nicaragua skulle optage et lån hos amerikanske banker. Hvorfor denne tvang? (vore dages lån til fattige lande er jo formelt frivillige). Fordi landets toldindtægter skulle tjene som sikkerhed for lånet, hvilket så igen gjorde det naturligt at USA overtog landets toldvæsen. Efter nazismens og stalinismens fald fik vi et ideologisk opgør; det tog sin tid, men det kom. Kritikken af imperialismens og kolonialismens fattiggørelse og folkedrab (fx englændernes KZ-lejre under Boer-krigen og under Mau-Mau oprøret i Keyna) har været mere behersket, oftest begrænset til venstrefløjen og til repræsentanter for de fattige lande. Det skyldes at imperialisterne ikke blev sat fra magten, men blot ændrede politik. Det Britiske Imperiums nedgang og fald Afviklingen af det Britiske Imperium blev en langstrakt affære. 1. Verdenskrig betød at England mistede sin økonomiske magt til USA. Krigen blev nemlig finansieret dels ved at låne i USA, dels ved at afvikle mange af de store investeringer i udlandet (dvs. disse lån blev trukket tilbage). Landet sank hen i stagnation og krise. I mellemkrigstiden blev de 'hvide' kolonier reelt selvstændige, men som nævnt rykkede de i forbindelse med verdenskrisen tættere sammen med England i sterling-området. 2. Verdenskrig gav det endelige knæk. Selv om lend-and-lease hjælpen fra USA ikke satte England i gæld, måtte landet låne store beløb fra fællerne indenfor Imperiet. Efter krigen var England på fallittens rand, så man måtte låne i USA, - som benyttede lejligheden til, i frihandlens navn, at kræve en afvikling af imperiepræferencerne og dermed af sterling-området; England havde her håbet at kunne betale sin gæld til de tidligere 'hvide kolonier' ved at eksportere til dem på favorable vilkår, men USA krævede lige adgang for alle (Kirshner, 1995: 140ff, og 156ff; Lake, 2000: 128ff). 8 / 10

9 De ikke-hvide kolonier blev selvstændige. Først Indien i 1948, dernæst Ægypten (beseglet af Nasser's nationalisering af Suez-kanalen i 1956) og i 1960erne kom afkoloniseringen af Afrika. Forsvaret mod kommunisme og nationalisme måtte, sammen med den heraf følgende indflydelse, overlades til USA: Grækenland og Tyrkiet i 1947, Iran i 1953 (hvor Mossadeq's nationalisering af olien blev imødegået af et CIA kup, hvilket gav amerikanske selskaber adgang til oliereserver, der indtil da havde været forbeholdt England), og i slutningen af 60erne havde USA helt fortrængt England fra dets traditionelle rolle i Mellemøsten. England havde ganske enkelt ikke længere råd til at være imperialist. Lidt frækt kan man spørge, hvad sådanne lommesmerter har med sagen at gøre? Jeg mener: Dagens USA synes ikke hæmmet i sine internationale engagementer af sin tårnhøje gæld. USA trykker blot flere dollars og flere statsobligationer, og så længe regningerne kan betales med disse papirer går det jo fint. Så hvorfor kunne England ikke gøre det samme, både efter 1. og 2. Verdenskrig? Det er der mange grunde til, men de vigtigste er nok: 1) Frem til 1971 var guldet ankeret i det internationale økonomiske system, i perioden på den måde at alle valutaer var bundet i et ret fast forhold til dollaren, som så var indløselig med guld i forholdet 1 ounce guld = $35. I et sådant system har underskud og gæld reelle konsekvenser. Gæld skal ultimativt betales tilbage med guld, og det er der en begrænset mængde af. Det var det USA oplevede i perioden op til 1971: Udlandet krævede, og kunne få, deres tilgodehavender udbetalt i guld; derfor fossede guldet ud af USA. Nixon løste dette problem ved at gå fra guldet, - snarere end ved at skabe balance i den amerikanske økonomi. Så længe guldet var ankeret kunne England altså ikke smyge sig udenom sit gældsproblem. 2) Men hvorfor opgav England så ikke, ligesom USA under Nixon, tilknytningen til guldet? Det gjorde landet faktisk også i lange perioder. I 1914 blev guldindløseligheden suspenderet og det var situationen frem til 1925; og igen i 1933 gik England fra guldet. Det skulle man så tro havde givet den samme frihed, som USA har nydt siden 1971, men det blev ikke tilfældet. Guld eller ej, så ville Englands kreditorer, først og fremmest USA, have realværdier; hvis englænderne trykkede pund-sedler og brugte dem til at betale amerikanerne, ville disse kunne bruge sedlerne til noget konstruktivt, dvs. til at erhverve engelske varer eller engelsk produktionsapparat. Det kunne de ikke få, hverken efter 1. eller 2. Verdenskrig. Derfor ville de ikke have pund-sedler, og derfor repræsenterede seddelpressen ikke en løsning for England. Heri er der intet mærkeligt eller forklaringskrævende. Det mærkelige er at USA, indtil nu, har formået at betale sine regninger med papir, dvs. at USA, indtil nu, har formået ikke at betale sine regninger. LITTERATUR: Bairoch, P. 1981: The main trends in national economic disparities since the industrial revolution, i Disparities in Economic Development since the Industrial Revolution, udg. af P. Bairoch og M. Lévy- Leboyer, MacMillan. 9 / 10

10 Bairoc, P. og R. Kozul-Wright 1998: Globalization Myths, i Transnational Corporations and the Global Economyds, udg. af R. Kozul-Wright og R. Rowthorn, MacMillan. Bairoch, P. 1993: Economics and World History. Nyths and Paradoxes, University of Chicago Press. Bernardi, A. 1970: Rome, i C.M.Cipolla (ed.): The Economic Decline of Empires, Methuen. Chomsky, N. 2003: Understanding Power, Vintage. De Cecco, M. 1984: The International Gold Standard, Frances Pinter. Cox, R.W. og D. Skidmore-Hess 1999: U.S. Politics and the Global Economy. Corporate Power, Conservative Shift, Lynne Rienner. Dobb, M. 1963: Studies in the Development of Capitalism, Routledge. Hobsbawn, E.J. 1968: Industry and Empire, Penguin. Hobsbawn, E.J. 1987: The Age of Empire, Peguin. Kirshner, J. 1995: Currency and Coercion, Princeton. Lake, D.A. 2000: British and American Hegemony compared, i J.A.Frieden og D.A.Lake (eds.): International Political Economy, 4. edition. Lens, S (ny udgave 2003): The Forging of the American Empire, Pluto Press. Lundkvist, A. 2004: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Frydenlund. O'Brian, P. 1999: Imperialism and the Rise and Decline of British Economy, , i New Left Review nr Schumpeter, J. 1919: The Sociology of Imeprialism, cit. efter Monthly Review (editors): The Imperial Ambition and Iraq, December Wood, J.C. 1983: British Economists and the Empire, Croom Helm. 10 / 10