Indhold. Forord. Indledning. Læsevejledning. Nationale mål. Nyheder og prioriteringer. Nationale planmål. Indledning til statslige krav og ønsker

Transkript

1 Statslig udmelding til regionplanrevision 2001 Indhold Forord Indledning Læsevejledning Nationale mål Nyheder og prioriteringer Nationale planmål 1. Landsplanredegørelsen 1997 "Danmark og europæisk planpolitik 99" 2. Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse og lokal Agenda 3. Nationale mål i statslige strategier 4. Alternativer i regionplanforslagene 5. Miljøkonsekvensvurderinger af regionplanerne Statslige krav og ønsker til regionplanernes indhold Indledning til statslige krav og ønsker 1. Byer og byvækst 2. Landdistrikter 3. Detailhandel 4. Særlige forhold i hovedstadsområdet 5. Infrastruktur og større tekniske anlæg 5.1 Højspændingsanlæg 5.2 Vindmøller 5.3 Radiokæder 5.4 Telemaster 5.5 Transport 5.6 Støjbeskyttelseshensyn 5.7 Virksomhed med særlige beliggenhedskrav 5.8 Affaldsbehandlingsanlæg 6. Anlæg og projekter, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad 7. Vandressourcer 8. Miljøkvalitet i søer, åer og kystvande 9. Lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder 10. Skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket 11. Økologiske forbindelser og internationale naturbeskyttelsesområder 12. Kulturmiljøer i landskabet 13. Kirkeomgivelser 14. Kystnærhedszonen og de nye strandbeskyttelseslinier 15. Jordbrug 16. Råstofindvinding 17. Ferie- og fritidsformål 18. Regionplanernes udformning Bilag 1. Regionale udviklingstendenser 2. Relevante love, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger o. lign.

2 Forord Regionplanerne er stærkt på vej til at udvikle sig til at blive et centralt politisk instrument i amterne. Udover at være en vigtig del af den fysiske planlægning vil regionplanerne fremover komme til at spille en vigtig rolle som beslutningsgrundlag for aktive handlinger. Regionplanerne er f.eks. meget centrale i forhold til prioriteringen af de indsatser, der fremover skal ske for at opretholde eller genskabe et sundt miljø og en levedygtig natur. Regionplanlægningen er således det instrument, der kan aktiveres for en bæredygtig arealanvendelse i Danmark. Regionplanerne tjener tre hovedformål: De skal afspejle de nationale mål og de fastlagte statslige beslutninger. De skal fastlægge mål og retningslinier for den regionale udvikling og danne grundlaget for amternes administration. De skal være rammer for kommunernes planlægning på de områder, regionplanerne skal behandle. Udmeldingen opstiller fælles nationale mål for byvæksten og for udviklingen i det åbne land. Målene danner tilsammen rammen for planlægningen i Danmark. Men der findes ingen samlet landsplan for Danmark. Den udgøres af summen af landets regionplaner. Derfor er regionplanerne et vigtigt instrument. Der har været større politisk bevågenhed omkring tilblivelsen af denne statslige udmelding end tidligere. Det tolker jeg meget positivt, fordi det viser, at den fysiske planlægning er vigtig, og at den forpligter. Planlægning er den flotteste form for miljøbeskyttelse, vi har. Siden vi drøftede udmeldingen på debatmødet den 14. maj 1998 mellem Amtsrådsforeningen, Miljø- og Energiministeriet, Kommunernes Landsforening og repræsentanter fra amtsrådene, har der været en frugtbar dialog omkring de mål og principper, der er i udmeldingen. Jeg er glad for, at vi har haft lejlighed til denne debat, og jeg håber, at dialogen fortsætter. Jeg vil derfor opfordre amtsrådene til at gå i dialog med staten så tidligt som muligt, hvis der opstår situationer, som ønskes drøftet med de statslige myndigheder. Lad os tage debatten så tidligt som muligt i forløbet med regionplanrevisionerne. Indledning Udmeldingen er en forhåndstilkendegivelse af de rammer, de statslige myndigheder vil lægge til grund for deres behandling af amtsrådenes, Københavns Borgerrepræsentations og Frederiksberg Kommunalbestyrelses forslag til regionplanrevision 2001 samt de forslag til regionplantillæg, der vil blive fremlagt, indtil der foreligger en ny statslig udmelding. Selve udmøntningen af de statslige interesser sker ikke i udmeldingen. Den sker i amternes regionplaner. De statslige myndigheders forhandlinger med amterne tager således udgangspunkt i udmeldingen med respekt for de regionale og lokale forhold, som amtsrådene udtrykker i deres forslag. Landsplanredegørelsen og Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse er overordnede, statslige dokumenter, som skal danne grundlag for den fysiske planlægning og for arbejdet med at fremme en bæredygtig udvikling i Danmark. Flere statslige sektorers strategier og handlingsplaner indeholder vigtige elementer og forudsætninger for regionplanlægningen. Disse er sammen med resultatet af regionplanrevision 1997 grundlaget for udmeldingen. Udmeldingen er således tilvejebragt gennem en koordinering af

3 de statslige myndigheders eksisterende rammer for regionplanlægningen og forpligter dermed de enkelte ministerier og styrelser. Udmeldingen opstiller fælles nationale mål for byvæksten og for udviklingen i det åbne land, som inden for planlovens formål og rammer skal udmøntes i regionplanlægningen. En række planemner er prioriteret, men i øvrigt fastholdes linien fra den statslige udmelding til regionplanrevision 1997 i form af, at alle planlovens regionplanpligtige emner gennemgås. De enkelte emner er behandlet hver for sig, og såvel nyheder i forhold til udmeldingen til regionplanrevision 1997 som udmeldinger, der videreføres herfra, er beskrevet. Det gør udmeldingen mere omfangsrig, idet der således beskrives forhold, som allerede er indarbejdet i de gældende regionplaner. Til gengæld kan det gøre udmeldingen mere læsevenlig og brugbar som håndbog for en bredere kreds. Udover de enkelte regionplanmyndigheder og de enkelte forvaltningsgrene, der skal forestå revisionsarbejdet, vil kommuner og andre myndigheder, der berøres eller inddrages i dette revisionsarbejde, også have interesse i udmeldingen. En vigtig del af regionplanlægningen er inddragelsen af offentligheden. Derfor vil udmeldingen ligeledes have interesse for erhverv, organisationer, foreninger og den enkelte borger, der ønsker at deltage i dialogen om regionplanlægningen. Læsevejledning Udmeldingen er delt i to dele. Første del omfatter: Nationale mål, der sammenfatter de overordnede mål, som har dannet grundlag for de statslige krav og ønsker til regionplanrevision Nyheder og prioriteringer, der sammenfatter udmeldingens hovedindhold. Heri beskrives de nyheder, udmeldingen rummer i forhold til udmeldingen til regionplanrevision 1997, samt de emneområder, de statslige myndigheder prioriterer højt i regionplanrevision Nationale planmål, der beskriver grundlag og rammer for landsplanlægningen, der følger af Landsplanredegørelsen, Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse samt statslige strategier og handlingsplaner. Anden del omfatter: Statslige krav og ønsker,der gennemgår de enkelte regionplanpligtige emner. For hvert emne beskrives de statslige krav og ønsker til regionplanrevision 2001 og til de regionplantillæg, der udarbejdes, indtil der foreligger en ny udmelding. De enkelte regionplanemner gennemgås ud fra følgende disposition: 1) Nationale mål: Under denne overskrift beskrives de nationale mål for det pågældende regionplanemne. Beskrivelsen rummer ikke krav til regionplanerne. Beskrivelsen dokumenterer en statslig interesse og baggrunden for de statslige rammer under den efterfølgende overskrift, Statslige krav og ønsker.

4 2) Statslige krav og ønsker: Under denne overskrift beskrives de rammer, som de statslige myndigheder i henhold til planlovgivningen vil lægge til grund for drøftelserne med regionplanmyndighederne om forslagene til regionplanrevision 2001, samt forslag til regionplantillæg, der fremlægges, indtil der foreligger en ny udmelding. Forhandlingerne med regionplanmyndighederne tager således udgangspunkt i disse statslige rammer med respekt for de forudsætninger og regionale mål, amtsrådene udtrykker i deres forslag. I rammerne beskrives både egentlige statslige krav og en række ønsker fra statslig side. De statslige krav er beskrevet med skal. Kravene følger direkte af planlovgivningen eller af aftaler, der er forhandlet mellem staten og amterne. Kravene skal være opfyldt i regionplanrevision 2001 eller i tillæg indtil da, for at de kan varetage de landsplanmæssige interesser, der følger af planlovgivningen. De statslige ønsker er beskrevet med bør. Ønskerne ligger i forlængelse af de nationale mål, og staten opfordrer til, at de i lighed med de statslige krav indgår i kommende regionplanforslag. Ønsker en regionplanmyndighed ikke at følge et statsligt ønske, forudsættes det, at den regionale myndighed forholder sig til opfordringen og redegør for denne beslutning. Endvidere er en række statslige ønsker beskrevet med kan eller tilsvarende ord. Det er ønsker, som staten finder er vigtige at påpege, fordi de vil være vigtige planbidrag til en bæredygtig udvikling i arealanvendelsen. I afsnittet er desuden beskrevet forhold, som forventes at blive aktuelle for kommende regionplanrevisioner som følge af fremtidige EU-direktiver, ændret lovgivning m.v. Denne udmelding skelner således anderledes mellem skal og bør end den foregående statslige udmelding til regionplanrevision ) Uddybende bemærkninger: Under denne overskrift beskrives baggrunde, fakta og lignende, der er væsentlige for arbejdet med revisionen af regionplanerne. De uddybende bemærkninger rummer ikke krav til regionplanerne. Nationale mål Nedenfor er gengivet overordnede nationale mål, som har særlig relevans for landets fysiske planlægning. Målene udmøntes gennem både statens, amternes og kommunernes indsats. De danner grundlag for det nærmere indhold i de enkelte afsnit i udmeldingen: Energiforbruget skal nedbringes, og CO 2 -udslippet til atmosfæren skal reduceres. Det skal blandt andet ske ved at begrænse væksten i transportarbejdet ved at hindre byspredning og ved byomdannelse. Alternativerne til privatbilismen skal forbedres ved blandt andet at øge den kollektive trafiks konkurrenceevne. Miljøgener herunder støjgener skal forebygges gennem fysisk planlægning, men skal dog primært reduceres ved kilden gennem bl.a. renere teknologi. Kvaliteten af vores byer skal fortsat øges, og eksisterende bymidter skal styrkes som levende centre for handel, service og forlystelser. De mindre og mellemstore byer skal sikres gode udviklingsmuligheder. Landskabet uden for byerne skal beskyttes. Byspredning skal undgås, og tydelige grænser mellem by og land skal dannes og fastholdes. Arealforbruget

5 til byvækst, til tekniske anlæg og til infrastrukturer skal begrænses og tilpasses bedst muligt til landskabet og dets natur og miljø. Kysterne og de uforstyrrede landskaber skal særligt beskyttes mod tekniske anlæg og bylignende bebyggelse. Kulturhistorisk værdifulde helheder og elementer i landskabet skal søges sikret og beskyttes mod tekniske anlæg og byvækst, der ikke kan forenes hermed. Friluftslivets adgangsmuligheder til og i det åbne land skal forøges. Vandmiljøet skal sikres, så vandforsyningen kan baseres på rent grundvand, og vandkvaliteten i søer, åer og have skal forbedres. Indsatser i nitratfølsomme områder, genetablering af vådområder og forøgelse af skovarealet er højt prioriterede mål, der skal bidrage hertil. Forøgelse af skovarealet skal også tilgodese et andet højt prioriteret formål, nemlig at forbedre de rekreative adgangsmuligheder tæt ved byerne. Øget naturgenopretning og flere spredningsmuligheder ad økologiske forbindelser i landskabet skal bidrage til at sikre stor artsrigdom af vilde planter og dyr og understøtte beskyttelsen af truede plante- og dyrearter og deres levesteder. Der skal bevares tilstrækkelige arealer til at sikre et bæredygtigt jordbrug, og jordbrugserhvervet skal have større investeringssikkerhed gennem præcise rammer for arealanvendelsen. Affaldsmængden skal reduceres, og genanvendelse af affald skal øges. Anvendelsen af råstoffer skal begrænses - blandt andet gennem genanvendelse af affald. Landdistrikternes udviklingsvilkår skal sikres gennem en bred vifte af initiativer, så de kan opnå en selvbærende udvikling for bosætning, service og arbejdspladser. I hovedstadsområdet skal fingerbystrukturen fastholdes og videreudvikles med dens bystruktur, grønne områder og kiler samt kulturmiljøer. Lokaliseringspolitikken skal understøtte den kollektive trafik. Nyheder og prioriteringer Med de overordnede nationale mål er der lagt op til nogle nyheder og prioriteringer i forhold til regionplanrevision 1997: Byvækst: Der lægges op til at begrænse udlæg af nye byvækstarealer ud fra ønsket om at spare på arealressourcerne af hensyn til landbrugs- og naturinteresser og for at hindre en unødig byspredning, der bl.a. gør det vanskeligt at skabe grundlag for kollektiv trafik. Byomdannelse og bedre udnyttelse af eksisterende byarealer bør prioriteres højt, ligesom der bør ske en revurdering af regionplanernes rummelighed og geografiske fordeling med det formål at udtage overflødige eller for rigeligt udlagte byvækstarealer. Der bør være overensstemmelse mellem rummeligheden og det forventede behov i planperioden. Som noget nyt bør der redegøres for revurderingerne, hvis der er rigelig rummelighed i forhold til planperioden. Detailhandel: Udmeldingen beskriver intet nyt i forhold til ændringen af planloven i maj 97. Formålet med lovændringen er bl.a. at fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer. Af hensyn til kommunernes planlægning og detailhandelen opfordres amterne til at tilvejebringe et regionplantillæg for den samlede detailhandelsstruktur inden Landdistrikter: I forlængelse af regeringens Landdistriktsredegørelse har Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen opfordret de enkelte amter til at udforme en politik for landdistrikterne for at fremme udviklingen i disse. Som noget nyt angives det, at de såkaldte jordbrugsparceller (hobbylandbrug) fremover kun bør etableres i umiddelbar tilknytning til landsbyer i tyndt befolkede landdistrikter som supplement til landsbyernes udviklingsmuligheder. Jordbrugsparceller alle andre steder, herunder i størstedelen af hovedstadsområdet, bør derimod ikke tillades, da det er en

6 meget ekstensiv arealanvendelse, som ikke er forenelig med målene for byvækst. Hovedstadsområdet: Som noget nyt skal der ske en væsentlig reduktion af arealrummeligheden til byvækst ved at tage ubebyggede arealer uden for byzone, der ligger dårligt i forhold til den kollektive trafik, ud af rammerne for byvækst. Tilsvarende bør ubebyggede arealer i byzone, der ligger dårligt i forhold til den kollektive trafik, tages ud af rammerne for byvækst og tilbageføres til landzone. Der er behov for en sådan reduktion i hovedstadsområdet af hensyn til stationsnærhedsprincippet, de grønne kiler og fornyelsen af ældre erhvervsområder. Derudover fastholdes udmeldingen til regionplanrevision 1997 for hovedstadsområdet, men der er en række præciseringer vedr. sammenhængen mellem stationsnærhed og kollektiv trafikbetjening, herunder definitionen af trafikknudepunkter. Vandkvalitet: EU s Rammedirektiv for vandpolitiske foranstaltninger vil -når det er vedtaget - indebære krav til amterne om, at de inden for en nærmere bestemt årrække skal have opfyldt deres mål på vandkvalitetsområdet. Derfor opfordres amterne til allerede nu at revurdere deres vandkvalitetsmål med henblik på - inden for en årrække - at kunne realisere en "god vandkvalitet". Endvidere beskriver udmeldingen opfølgningen på "Vandmiljøplan II" med det udsendte landsplandirektiv for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder. Drikkevand: Beskyttelsen af grundvandet har fortsat høj prioritet. Folketinget har bl.a. med baggrund i Drikkevandsudvalgets rapport vedtaget en række lovændringer med henblik på en mere målrettet beskyttelse af grundvandet og vandindvindingsområderne. Regionplanrevision 2001 skal følge de gældende regionplaner op, samt som noget nyt udpege nitratfølsomme indvindingsområder og indsatsområder, hvor en særlig indsats er nødvendig for at beskytte drikkevandsinteresserne. Skovrejsningsområder: Amterne skal fortsat prioritere en udpegning af skovrejsningsområder. I forlængelse af ønsket om en mere målrettet beskyttelse af grundvandet skal amterne revurdere skovrejsningsområderne med henblik på at fremme områder, hvor nye skove kan bidrage til at beskytte grundvandet og forbedre friluftslivets muligheder tæt ved bysamfundene. Der lægges endvidere op til også at prioritere hensynet til natur og bynær skov i udpegningen af skovrejsningsområder. Natur: For at sikre og forbedre vilde planters og dyrs spredningsmuligheder og levesteder skal naturhensynet prioriteres. Amterne bør i revurderingen søge at forbinde de internationale naturbeskyttelsesområder og andre vigtige levesteder for vilde planter og dyr med økologiske forbindelser, så de tilsammen kan udgøre et såkaldt grønt netværk. Kulturhistoriske værdier: På baggrund af ministerens Kulturmiljøredegørelse, der blev behandlet i Folketinget i januar 1996, skal amterne udpege værdifulde kulturmiljøer for bedre at kunne beskytte den danske kulturarv og for at kunne kvalificere interesseafvejninger i det åbne land til også at omfatte de fysiske elementer og strukturer i landskabet, der har kulturhistorisk værdi. Udpegningen vil i stor udstrækning kunne tage udgangspunkt i den viden, der allerede er oparbejdet i amterne og hos andre og indarbejdet i regionplanerne. Som noget nyt bør amterne også udpege beskyttelsesområder omkring kirker for at sikre deres omgivelser og sammenhæng til det omgivende landskab. I mange regionplaner er der allerede udpeget sådanne beskyttelsesområder.

7 Jordbrugserhverv: Set i lyset af, at det åbne lands areal er en begrænset ressource, må arealanvendelse til byvækst og byernes vækstretninger styres, ligesom arealudviklingen må ske under hensyn til at sikre drikkevandet og naturens mangfoldighed. For at kvalificere interesseafvejningen bør amterne foretage en analyse over jordbrugserhvervenes regionale og lokale erhvervsog samfundsøkonomiske samt miljømæssige betydning og revurdere udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder. Kystnærhedszonen: Det har fortsat høj prioritet, at regionplanlægningen følger intentionerne bag udpegningen af kystnærhedszonen op. Dvs. at natur og landskab skal nyde høj beskyttelse, og offentlighedens adgang til og langs med kysterne skal bevares og udbygges. Arealudlæg i kystnærhedszonen skal derimod begrænses. Som noget nyt stilles der krav om, at der skal redegøres for revurderingerne af de uudnyttede arealreservationer i kystnærhedszonen. Befolkningens friluftsmuligheder - ikke bare i kystnærhedszonen, men generelt i landskabet - prioriteres også højt. Amterne opfordres til at fremme friluftsmulighederne, herunder at øge adgangen til det åbne land ad de regionale stinet og knytte disse stinet tættere til lokale stier og til rekreative områder samt mindske væsentlige barrierer for befolkningens adgang i landskabet. Alternative muligheder: I forbindelse med debatten om Landsplanredegørelsen i 1997 opfordrede Folketinget regeringen til at anbefale amterne at opstille reelle ligeværdige alternativer i regionplanerne. Amterne anbefales derfor at fremme en debat om alternative fremtidsbilleder i regionplanerne. Miljøkonsekvensbeskrivelser: Som noget nyt opfordres amterne til at lave miljøkonsekvensbeskrivelser af hele eller dele af et regionplanforslag for at kvalificere beslutningerne om den langsigtede bæredygtige udvikling. Blandt andet anbefales det at vurdere de transportmæssige konsekvenser af bymønsteret og lokaliseringspolitikken samt de transportmæssige konsekvenser ved evt. nye arealudlæg. Miljøkonsekvensbeskrivelser af et regionplanforslag er indtil videre frivilligt. 1. Landsplanredegørelsen 1997 "Danmark og europæisk planpolitik" Med Landsplanredegørelsen 1997 "Danmark og europæisk planpolitik" gav regeringen sit bud på en fremtidig landsplanpolitik. Redegørelsen kan tjene som referenceramme for myndigheder og erhvervsliv i beslutninger, der har fysiske og funktionelle konsekvenser. Følgende elementer fra redegørelsen kan være af betydning for regionplanlægningen: Plansamarbejder over grænser Det enkelte amt og den enkelte region bør se sig selv i forhold til regioner i nabolande og samarbejde på tværs af grænser om fysisk planlægning i tilfælde, hvor det kan styrke regionen. Samtidig bør amterne søge samarbejde med nationale og lokale parter og støtte udviklingen af kommune- og bysamarbejder i og på tværs af amtsgrænsen. Tilgængelighed på miljøets præmisser Amterne bør satse på de mest miljøvenlige transportformer med henblik på god tilgængelighed både i by og på land. Amterne bør arbejde for at reducere

8 stigningen i transportarbejdet ved at satse på en miljørigtig lokaliseringspolitik, så rejseafstandene bliver kortere, pendlingen mindre, og kollektiv trafik understøttes som alternativ til bilen. Sammenfattende landskabsplanlægning med vægt på kvalitet Amterne bør tage udgangspunkt i en helhedsorienteret opfattelse af landskabet, så der på én gang skabes landskabskvaliteter under hensyntagen til natur, kultur, landskab, friluftsliv og jordbrug og anden erhvervsmæssig aktivitet. Prioritering af kvalitet i planlægningen kan skabe attraktive områder for den enkelte borger og tiltrække både erhvervsliv og turister. Hindre byspredning og bevare kulturspor i landskabet Amterne bør fastholde en skarp grænse mellem by og land. Nyt byggeri lokaliseres inden for eller i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse, så der skabes sammenhængende, bebyggede områder og åbne landområder uden bymæssig bebyggelse. Princippet bør gælde ved både store byer, små byer og ved landsbyer. Den del af kulturarven, der er knyttet til landskabet, skal have høj prioritet. Der skal desuden spares på arealer til byformål bl.a. ved at fremme byomdannelse og fortætning. En fælles indsats for at styrke eksisterende bymidter som levende centre for handel, service, erhverv og forlystelser kan medvirke til at lette presset på arealerne uden for byerne, samtidig med at der kan opnås en robust infrastruktur med mindre bilafhængighed. Alternative fremtidsbilleder i regionplaner Amterne opfordres til at opstille ligeværdige, alternative muligheder eller fremtidsbilleder i regionplanerne, der kan bidrage til en konstruktiv debat om den fremtidige regionplanlægning. 2. Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse og lokal Agenda 21 I den statslige udmelding til 1997 regionplanrevisionen blev det anført som et overordnet mål, at udviklingen skal være bæredygtig. Som regional planmyndighed og som forvaltningsmyndighed af det åbne land har amterne en central rolle ved konkretiseringen af målet om bæredygtig udvikling. Regionplanen er med sin lange tidshorisont velegnet til at bevare eller til at introducere strukturer, som kan danne udgangspunkt for en langsigtet, bæredygtig udvikling. Omvendt kan uhensigtsmæssige strukturer komme til at stå i vejen for en mere bæredygtig indretning af samfundet mange år frem. I Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1995 blev det konstateret, at der endnu er meget at gøre, før udviklingen i Danmark er bæredygtig. Redegørelsen indeholder problemstillinger vedrørende ønsket om en bæredygtig udvikling, som kan være af betydning for regionplanlægningen i amterne: Økologisk råderum Som et første skridt i retning af at konkretisere de miljømæssige aspekter af bæredygtig udvikling introducerer Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse begrebet økologisk råderum som udtryk for "den mængde naturressourcer, der ud fra et globalt synspunkt kan bruges pr. år, uden at de fremtidige generationer forhindres i at få adgang til den samme mængde og kvalitet". Det økologiske råderum er således rammen for, hvor meget f.eks. den danske

9 befolkning eller det enkelte menneske gennemsnitligt kan forbruge eller forurene, uden at jordens bæreevne forringes. Behov for adfærdsændringer På områder, hvor der er behov for at reducere ressourceforbruget eller forbedre miljøkvaliteten, må produktions- og forbrugsformerne gradvist omlægges. Redegørelsen siger, at der på nogle områder er behov for vidtgående livsstilsændringer, hvis vi på langt sigt skal leve inden for rammerne af det økologiske råderum. Samtidig siger den, at en sådan bæredygtig udvikling ikke kan finde sted uden en bred samfundsmæssig opbakning. Den grundlæggende viden, som er nødvendig for sådanne forandringer, er allerede i vidt omfang til rådighed. Der er imidlertid behov for at konkretisere både den generelle bæredygtige udvikling og det økologiske råderum og at formidle dette på en måde, som sikrer offentlighedens forståelse af problemerne og accept af nødvendige adfærdsændringer. Udviklingsprojekter om økologisk råderum På baggrund af redegørelsen og en folketingsdebat herom i 1995 er der i Miljø- og Energiministeriet igangsat tre udviklingsprojekter, der handler om økologisk råderum: 1) arealanvendelse og fødevareproduktion, 2) skov og bæredygtig skovdrift, 3) ikke-fornybare ressourcer. Projekt 2 og 3 er offentliggjort i sommeren 1998, mens projekt 1 forventes offentliggjort inden udgangen af 1998, tillige med en rapport, der sammenfatter de tre projekter og præsenterer en række mere generelle overvejelser om anvendelsen af økologisk råderum som middel til at konkretisere en bæredygtig udvikling. Opfordring til amterne om at arbejde for en bæredygtig udvikling Arbejdet med at konkretisere vejen mod bæredygtig udvikling og den tilhørende offentlige debat skal gennemføres på alle niveauer. Denne statslige udmelding til regionplanrevision 2001 er derfor suppleret med en bredere opfordring til amtsrådene om at igangsætte f.eks. udviklingsarbejder, miljøkonsekvensbeskrivelser og debatter med henblik på at få defineret de langsigtede (bæredygtige) krav, som skal supplere de mere kortsigtede mål og planer. Amterne opfordres dermed til at oplyse om deres lokale Agenda 21 arbejde i forbindelse med redegørelsen, der udarbejdes som baggrund for regionplanforslaget. Målsætninger om amtets bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede bør i forlængelse heraf indgå i grundlaget for regionplanretningslinierne. Samtidig vil det være naturligt at lade lokal Agenda 21 indgå i beretningen i forbindelse med foroffentlighedsfasen for regionplanrevisionen. Blandt de områder, hvor det i regionplanlægningen er mest oplagt at se længere frem og sætte bæredygtig udvikling på dagsordenen, kan nævens: arealanvendelsen generelt, bymønster, transport, erhvervslokalisering, vandressourcen og dens udnyttelse, energiforbrug og udbredelsen af alternativ energi. 3. Nationale mål i statslige strategier Trafik Regeringens transportpolitik bygger på trafikplanen Trafik 2005 fra Den er senest fulgt op med Trafikministeriets Trafikredegørelse 1997.

10 Transportpolitikken på persontrafikområdet bygger på den forudsætning, at alle også i fremtiden skal have mulighed for selvstændigt at tilrettelægge et rejsemønster, som svarer til vedkommendes behov for deltagelse i samfundslivet. Det kan samtidig konstateres, at denne forudsætning kan føre til, at transportsektorens energiforbrug og miljøbelastning vil stige. Derfor skal der tilrettelægges en målbevidst og langsigtet indsats for at nedbringe ressourceforbruget og miljøbelastningen. Indsatsen for at nedbringe transportsektorens ressourceforbrug og miljøbelastning skal nås gennem en kombination af forskellige virkemidler, herunder økonomiske. Et af de virkemidler, som amterne (og kommunerne) råder over, er den fysiske planlægning, som kan være med til at påvirke transportbehovet og dermed få betydning for omfanget af trafikkens ressourceforbrug og CO 2 -udslip. Amterne opfordres derfor til at lægge vægt på at planlægge for et bymønster og en byudvikling, der modvirker en fortsat kraftig vækst i transportarbejdet, idet der samtidig skal tages hensyn til mobiliteten og regeringens arbejdsmarkedspolitik. Energi Målsætningen i Energi 21 fra 1996 er at reducere CO 2 -udslippet med 20 % i år 2005 i forhold til Desuden skal det sammen med andre højtudviklede lande tilstræbes at halvere udslippet for år 2030 i forhold til I Energi 21 opnås reduktionen i CO 2 -udledningen primært ved energibesparelser og brug af vedvarende energikilder. Energiintensiteten forbedres med ca. 20 % fra 1994 til 2005, dvs. at der skal bruges 1/5 mindre energi for hver enhed, der produceres og anvendes. Brugen af vedvarende energi skal stige med 1% årligt, så den udgør ca. 35% af det samlede energiforbrug i Det skal primært ske ved at satse på biomasse (halm, flis og biogas) og vindmøller. Et tredje hovedområde er omstilling fra fjernvarme til decentral kraftvarme. Størstedelen af landets behov for el og varme og forbruget heraf skal fremover kunne dækkes ved samproduktion af el og varme på kraftvarmeværker. Den fysiske planlægning kan være med til at realisere de miljømæssige målsætninger på energiområdet. Omvendt kan realiseringen af Energi 21 og liberaliseringen af elmarkedet få nogle konsekvenser dels for det åbne land i form af f.eks. placering af tekniske anlæg, dels i form af utilsigtede miljøpåvirkninger, som den fysiske planlægning må tage højde for, f.eks. visuelle påvirkninger og støj. Vand Drikkevandsudvalget afgav betænkning i december Udvalgets arbejde er fulgt op af lovændringer, der skal etablere den formelle ramme for at gennemføre en række af udvalgets anbefalinger. Det er fortsat amterne, der har hovedansvaret for at beskytte grundvandet, men kommuner og vandværker kan også iværksætte egne initiativer på området. En vigtig opgave for amterne i årene fremover vil være at sikre, at den samlede indsats omkring grundvandsbeskyttelsen sker koordineret og med inddragelse af samtlige berørte parter, herunder lodsejerne. I de kommende år skal der foretages en mere detaljeret kortlægning af de vigtigste grundvandsressourcer med henblik på at sikre befolkningens fremtidige forsyning med drikkevand. Beskyttelsen af grundvandet skal

11 målrettes mod områder med særlige drikkevandsinteresser og de særligt sårbare indvindingsområder. Indsatsen for at beskytte drikkevandsinteresserne vil også medvirke til, at målene i Vandmiljøplan II kan opfyldes. I 1987 vedtog Folketinget den første vandmiljøplan, som indeholdt et mål om at reducere nitratudvaskningen fra landbrugsarealerne med tons årligt. I februar 1998 indgik regeringen en aftale med SF, V, K og CD om en fornyet handlingsplan, den såkaldte Vandmiljøplan II. Den indeholder en lang række virkemidler, som skal sikre, at reduktionen på tons nitrat nås i Vandmiljøplan II bygger på tre principper: gødningstilførslen skal generelt reduceres de eksisterende gødningsressourcer skal udnyttes bedre støtteordninger for at fremme specifikke mål om lokal beskyttelse og miljøvenlig landbrugsdrift Med Vandmiljøplan II har regeringen forpligtet sig til at stille knapt 500 mio. kr. til rådighed over seks år til etablering af vådområder ( ha), til skovrejsning ( ha), til omlægning til økologisk jordbrug ( ha), og endelig til indgåelse af aftaler om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger efter rådsforordning EØF 2078/1998 ( ha). Bæredygtigt Landbrug Regeringen opstillede i 1991 en handlingsplan for at sikre et bæredygtigt dansk landbrug, som kunne omstilles og udvikles i balance med naturen, og som samtidig skulle værre konkurrencedygtigt og økonomisk uafhængigt inden for rammerne af EU s landbrugspolitik. I handlingsplanen opstillede regeringen en række foranstaltninger for at nå målene i vandmiljøplanen fra 1987 (der i 1998 som nævnt er fulgt op af Vandmiljøplan II) om en halvering af kvælstofudledningen og en reduktion på 80% i fosforudledningen og målene i pesticidhandlingsplanen fra 1986 om en samlet halvering af pesticidforbruget. Handlingsplanen blev udarbejdet, så det stadig var muligt at bevare et bæredygtigt landbrug, som kunne producere fødevarer af høj kvalitet og som kunne sikre, at landbrugsproduktionen kunne ske under etiske og miljømæssigt forsvarlige forhold. Samtidig var det ønsket at sikre et bæredygtigt landbrug, der blandt andet skulle tage udgangspunkt i de nye rammer, som ændringen af EUs landbrugspolitik vil give. Der er på nuværende tidspunkt ikke fuld klarhed over, hvad indholdet af Agenda 2000 (EU s landbrugsprogram for den næste periode) vil være, men der er lagt op til en vis omlægning af støtten, blandt andet for at tage øget hensyn til miljø, natur og kultur. Bæredygtig skovdrift Regeringen udsendte i 1994 Strategi for bæredygtig skovdrift, hvori det er konkretiseret, hvordan dansk skovbrug kan bidrage til en bæredygtig udvikling. Heraf fremgår det blandt andet, at skovene - udover produktionen af træ - har en vigtig rolle i forhold til rekreative, landskabelige og kulturhistoriske værdier, samt i forhold til at kunne beskytte biologisk mangfoldighed og vandressourcer. Naturskovsstrategien medvirker til at beskytte naturværdierne gennem sikring af urørt skov og gamle driftsformer. Målet er at fordoble skovarealet i løbet af en trægeneration. Gennem målrettede tilskud påvirkes skovrejsningen i en miljørigtig og naturvenlig retning.

12 Landdistrikter Regeringen ønsker at sikre landdistrikterne udviklingsvilkår, så livet på landet ikke fremover skal baseres på øgede passive overførsler. I Regeringens Landdistriktsredegørelse fra 1997 slås det fast, at amter og kommuner har et væsentligt ansvar for at fremme udviklingen i landdistrikterne, da de står for hovedparten af den offentlige service og planlægningen af de fysiske rammer på landet. April 1997 opfordrede Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen i fællesskab amterne til at udforme en politik for landdistrikterne for at styrke udviklingen i disse. Politikken for landdistrikterne bør indgå som en del af planlægningsgrundlaget og som et debatemne for regionplanrevisionen. 4. Alternativer i regionplanforslagene Folketinget besluttede i forbindelse med debatten om Landsplanredegørelsen i 1997 at opfordre regeringen til at anbefale amter og kommuner at opstille reelle, ligeværdige alternative muligheder i forbindelse med region- og kommuneplaner. Regionplanmyndighederne opfordres derfor til at fremme en debat om alternative fremtidsbilleder i regionplanerne, der kan bidrage til en konstruktiv debat om den fremtidige udvikling i regionen. Alternativerne kan også bidrage til at konkretisere, hvad man regionalt forstår ved en bæredygtig udvikling. Det anbefales at anvende især for-offentlighedsperioden i forbindelse med regionplanrevisionen til at lægge op til debat om alternative udviklingsmuligheder. Men også senere i planprocessen vil alternativer være velegnede som grundlag for en debat om konkrete udviklingsmuligheder. Konsekvenserne - herunder de miljømæssige - af de forskellige alternativer bør beskrives for at kvalificere dialogen med offentligheden. 5. Miljøkonsekvens-vurderinger af regionplaner Indledning til de statslige krav og ønsker En af forudsætningerne for at fremme en bæredygtig udvikling er, at de fysiske rammer og strukturer ikke udgør en hindring for, at samfundet kan udvikle en miljøvenlig adfærd. For at kvalificere beslutninger om den langsigtede udvikling, f.eks. valg af bymønster og bystrukturer, byudviklingsretninger, arealnormer, transportmetoder, lokaliseringsovervejelser m.m., opfordres regionplanmyndighederne til at lave miljøkonsekvensvurderinger af deres regionplanforslag. En beskrivelse af konsekvenserne for den langsigtede udvikling bidrager endvidere til at kvalificere dialogen med andre offentlige myndigheder. Beskrivelser af miljøkonsekvenser bør som udgangspunkt udarbejdes for hele regionplanforslaget, men kan også udarbejdes for dele af planforslaget. Miljøkonsekvenser kan beskrives i forbindelse med særlige eller principielle beslutninger, f.eks. om bymønstret og den fremtidige byvækst, herunder konkrete arealudlæg. Vurdering af de transportmæssige konsekvenser, herunder virkninger for transportomfang og mulighederne for kollektiv trafikbetjening, bør prioriteres i relation til nye arealudlæg og lokaliseringspolitikken. Miljøkonsekvenserne kan vurderes i forhold til relativt enkle eller målbare parametre, eller de kan beskrives i forhold til forskellige former for kvalitative mål, som regionplanen er baseret på.

13 De miljømæssige konsekvenser, herunder mulighederne for en bæredygtig udvikling, bør som ovenfor nævnt beskrives og debatteres i forbindelse med de opstillede alternative udviklingsmuligheder. Til inspiration for miljøkonsekvensbeskrivelser kan henvises til Nordisk Ministerråds rapport fra 1998 "Strategisk miljøvurdering i regionplanlægningen", samt den bagvedliggende rapport fra 1996, "Miljøvurdering af regionplaner", der bl.a. beskriver forsøg med miljøvurdering af Nordjyllands amts regionplan Indtil videre er det frivilligt at lave miljøkonsekvensvurderinger af regionplanrevisioner. EU har imidlertid fremlagt forslag til Rådsdirektiv om miljøkonsekvensvurderinger af planer og programmer. Opfordringen om at udarbejde miljøkonsekvensvurderinger af regionplanforslag skal ses som et statsligt ønske om at få brugbare, praktiske erfaringer med, hvorledes fremtidige miljøkonsekvensvurderinger af regionplaner kan finde sted. Indledning til de statslige ønsker Staten opfordrer amtsrådene til at spare på arealer til byvækst og lade rummeligheden svare til det forventede behov i planperioden. Det betyder ikke, at der skal lægges begrænsninger på byudviklingen. Men det betyder, at der reelt bør foretages en revurdering af planerne for byudvikling og af forventningerne til, hvor meget ubebygget areal den forventede byudvikling kræver, samt hvor denne udvikling skal ske. I visse egne af landet og ved visse byer er der udlagt så rigelige arealer, at de formodentlig aldrig vil blive bebygget. Nogle af de udlagte arealer ligger måske steder, som det er blevet uaktuelt at udnytte. Behovet for arealer til byvækst bør ses i lyset af, at nybyggeri mange steder foregår ved genbrug af eksisterende byarealer, ved byomdannelse, byfornyelse eller byfortætning. Vurderingen af den regionale udvikling bør tage udgangspunkt i langsigtede planperspektiver, og regionplanerne bør redegøre for disse planperspektiver. Men regionplanernes juridiske tidshorisont er en planperiode på 12 år, og regionplanretningslinierne danner rammerne for arealanvendelsen og for kommunernes planlægning for denne periode. Ændringen af planloven i maj 1997 om detailhandel er et led i regeringens bestræbelser på at styrke de eksisterende bymidter som levende og varierede bycentre og at nedbringe afhængigheden af bil til indkøb. Lovændringen er også et led i regeringens natur- og miljøpolitiske bestræbelser på at fremme byomdannelse fremfor at inddrage nye arealer til byvækst og på at sikre en robust infrastruktur uden unødig spredning af byerne. Staten opfordrer også amtsrådene til at forstærke beskyttelsen af det åbne land uden for byerne og kortlægge de forskellige enkeltinteressers udviklingstendenser for at få klarlagt, om de kan forenes, eller om de er på kollisionskurs med hinanden og derfor må vægtes. Opfordringen skal ses i lyset af den voldsomme samfundsmæssige og tekniske udvikling samt i jordbrugets strukturforandringer, der går mod stadig større og mere specialiserede brug. Det er en udvikling, der hastigt forandrer landskabet og skærper konkurrencen mellem på den ene side den produktionsmæssige, praktiske og tekniske anvendelse af det åbne land og på den anden side beskyttelsen af det åbne lands miljø, natur og kulturelle arv.

14 Den skærpede konkurrence om arealernes anvendelse og beskyttelse betyder, at det bliver stadig vanskeligere at afveje interesserne. Så meget desto vigtigere bliver det at foretage denne afvejning for at sikre, at de langsigtede mål og helheden ikke tilsidesættes af enkelte og kortsigtede, økonomiske interesser. Afvejningen har ikke mindst betydning for de mere uhåndgribelige værdier, som det åbne land rummer. Det er værdier som f.eks. landskaber uden tekniske anlæg og støj, landskaber, hvor det er muligt at se og forstå den kulturhistoriske arv i bygninger og strukturer, og landskaber, hvor det er muligt at få indsigt i de geologiske strukturer og deres dannelse. Sådanne og andre mere uhåndgribelige kvaliteter kan vanskeligt gøres op i f.eks. penge og afvejes i forhold til mere kontante og målbare værdier som fødevareproduktion, energiforsyning, byvækst osv. Ikke desto mindre er det kva-liteter, som har afgørende betydning for befolkningens velfærd og daglige trivsel, og som ikke må gå tabt. I den sammenhæng skal specielt fremhæves: de mange varierede og selv i international sammenhæng enestående danske kystlandskaber, de større uforstyrrede landskaber, der kan, men ikke behøver at repræsentere andre natur- og landskabskvaliteter end netop den uforstyrrede karakter, og de mange geologiske, kulturhistoriske og naturmæssigt værdifulde områder i landskabet. Det er gennem regionplanlægningen og den kommunale planlægning, at konkurrencen om arealinteresserne synliggøres, og interesserne afvejes, så både de mere uhåndgribelige og de mere kontante værdier indgår i et samspil. Derfor opfordrer staten amterne til at prioritere værdifulde landskaber allerhøjest i arealinteresseafvejningen. Opfordringen til amtsrådene om at forstærke beskyttelsen af det åbne land følger også af den højt prioriterede opgave, det er at få sikret vandmiljøet, og som amtsrådene har fået et betydeligt ansvar for. Ligeledes ligger der store opgaver for amtsrådene i at forbedre naturkvaliteten og spredningsmuligheder for planter og dyr. Regionplanlægning omfatter også udpegning af områder, hvor lodsejere kan modtage tilskud til forskellige arealanvendelsesformål, og udpegning af områder, hvor der aktivt skal sættes ind for at sikre vandmiljøet, forbedre naturkvaliteten og øge friluftsmulighederne. Amtsrådenes afvejning af, hvor disse aktiviteter skal kunne foregå - ikke bare i det enkelte amt, men i lige så høj grad på tværs af amtsgrænserne - er afgørende for, at aktiviteterne kan rettes mod områder, hvor de kan følges op og få den ønskede effekt. Staten opfordrer derfor også amtsrådene til søge at få de forskellige aktiviteter til at supplere hinanden og til at støtte afvejningen i regionplanlægningen (synergi), både set ud fra et økonomisk og produktionsmæssigt synspunkt og ud fra et beskyttelsessynspunkt. Regionplanlægningen er et vigtigt instrument til at sikre, at de samfundsøkonomiske ressourcer, der er afsat til at højne vandkvaliteten, naturkvaliteten og friluftskvaliteten, udnyttes optimalt. Staten vil til stadighed søge at forbedre samspillet mellem den generelle erstatningsfri regulering, interesseafvejningen gennem den fysiske planlægning og de offentlige støtteordninger mv. i det åbne land.

15 Dette samspil forudsætter en tæt dialog mellem staten, amterne og kommunerne. Det forudsætter også en tæt dialog mellem det enkelte amt og lodsejere, erhvervs- og interesseorganisationer og med den enkelte borger. I den forbindelse bør amterne f.eks. inddrage de grønne råd (jf. bl.a. bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven). Staten opfordrer amtsrådene til at benytte regionplanlægningen til at spille en aktiv rolle i dialogerne. 1. Byer og byvækst Nationale mål Størrelsen af arealudlæg til byvækst bør svare til størrelsen af det forventede byggebehov i den kommende planperiode. Byfornyelse og byomdannelse skal indgå med større vægt i byernes udvikling fremfor inddragelse af nye, ubebyggede arealer. Regionplanlægningen skal søge at etablere bæredygtige bystrukturer i relation til detailhandel, trafik, erhvervs og boliglokalisering. Bymidterne bør være levende og varierede og fungere som centre for deres opland. Det forudsættes, at byudviklingen og byomdannelsen sker i respekt for byernes struktur, dimensioner og bevaringsværdige bygninger som en vigtig del af vor kulturarv og lokale identitet. Behovet for erhvervsarealer bør ikke dækkes ved at lægge "nye ringe" rundt om byerne eller ved at udlægge arealer uden for byerne ved overordnede veje i det åbne land. I stedet bør kommunerne overveje en fornyelse af eksisterende, ældre erhvervsområder, så de fortsat kan udnyttes til erhverv, og ekstensivt udnyttede erhvervsarealer bør søges udnyttet bedre. Behovet for erhvervsarealer bør desuden ses i lyset af, at mange nye erhvervsvirksomheder efterhånden kan integreres med andre byfunktioner og ikke behøver at ligge i deciderede erhvervsområder. Befolkningens adgang til friluftsområder såvel i byerne som i de bynære områder i det øvrige land ønskes fremmet. Statslige krav og ønsker Regionplanen skal indeholde retningslinier for arealudlæg til byzoner og sommerhusområder ( 6 stk. 3, nr. 1) Bymønster Regionplanerne skal indeholde retningslinier for bymønstret (hovedstrukturen) og de roller, de forskellige byer forventes at spille i den fremtidige udviklings- og lokaliseringspolitik. Der bør planlægges for en regional udvikling, hvor de mest persontrafikskabende trafikmål, regionale servicefunktioner, detailhandel, arbejdskraftintensive erhverv og den tætteste bebyggelse placeres dér, hvor der er den bedste betjening med kollektiv trafik, eller hvor den er lettest at etablere. Af hensyn til det omfattende transportarbejde, der foregår i hovedstadsområdet, gælder her princippet om stationsnær lokalisering. Også fra hovedstadsområdets naboamter foregår der en omfattende individuel trafik til hovedstadsområdet. For at begrænse stigningen i denne trafik bør byvækst

16 langs hovedbanenettet i disse amter understøtte princippet om stationsnær placering. Amternes planlægning af den kollektive trafik bør samordnes med den fysiske hovedstruktur og understøtte denne, så det kan blive mere fordelagtigt at benytte kollektiv transport og dermed mindske behovet for biltrafik. For tyndere befolkede egne, herunder landdistrikter, bør den kollektive trafik baseres på fleksible trafikløsninger, der sikrer et basisudbud af kollektiv trafik. Planlægningen skal støtte levende og varierede bymidter med blandet arealanvendelse til boliger, erhverv, handel, service m.v. blandt andet ved, at arealer til detailhandel udlægges i den centrale del af en by eller bydel. Planlægningen skal sikre, at der er nem adgang til nødvendige, daglige funktioner, f.eks. indkøb, for beboere i alle dele af regionen, herunder i de mindre byer og i landsbyerne. Byvækst Regionplanerne skal indeholde retningslinier for de arealer, der forventes anvendt til byvækst i den kommende planperiode på 12 år. Fastlæggelsen af retningslinierne for byvækst bør ske på grundlag af langsigtede planperspektiver, herunder byvækstretninger på længere sigt m.m. Behovet for arealer til byvækst bør ses i lyset af, at nybyggeriet mange steder foregår på arealer, der allerede er inddraget til byvækst eller ved omdannelse af eksisterende byarealer. Regionplanernes retningslinier skal sikre, at der i kommuneplanerne kun udlægges nye arealer til byvækst på baggrund af en dokumentation af behovet. Dokumentationen skal tilvejebringes af kommunerne og bør indeholde en opgørelse over eksisterende rummelighed samt det forventede byggebehov i den kommende planperiode set i relation til den hidtidige udvikling. Arealer, der er planlagt til byvækst i eksisterende planer, men endnu ikke udnyttede, forventes at indgå i denne opgørelse. Desuden bør opgørelsen indeholde et skøn over, hvor stor en del af byggeriet der rent faktisk finder sted ved fortætning i eksisterende bebyggede områder, ved omdannelse af fornyelsesmodne arealer samt ved byggeri i landzonelandsbyer. I regionplanretningslinierne for byvækst bør der skelnes mellem nedenstående tre områdetyper. Opdelingen kan også anvendes ved opgørelse af rummelighed. Arealer, der gennem bygningsvedtægter, byudviklingsplaner og senest lokalplaner er overført til byzone. Disse arealer behøver ikke nødvendigvis at være bebyggede. Arealer, der allerede er planlagt anvendt til byformål og omfattet af kommuneplanernes rammedele, men ikke omfattet af en lokalplan. Sådanne rammeområder kan dels være arealer, der er anvendt til byformål siden tidernes morgen, men ligger i landzone, dels jomfruelige arealer i landzone. Gennem den kommunale planlægning er rammeområderne fastlagt som byområder, men afgrænsningen af rammeområder kan ændres, og hvis de er ubebyggede, kan områder helt udtages. Arealer, som gennem regionplanen inddrages i rammerne for byvækst. Det vil sige områder, som gennem en opfølgende kommunal planlægning kan overføres til byzone. Der bør ske en revurdering af regionplanens rummelighed og den geografiske fordeling med henblik på at udtage overflødige eller for rigeligt udlagte byvækstområder. Resultaterne af revurderingen bør fremgå af redegørelsen for så vidt angår områder med en rummelighed, der overstiger behovet i den kommende planperiode.

17 Fremtidig byvækst skal placeres i byzone enten i eksisterende by eller i direkte tilknytning hertil. Byvækst skal altid ske indefra eksisterende by og udad. Lokalisering af erhvervsområder langs motorveje eller overordnede veje i det åbne land løsrevet fra de eksisterende byer er ikke i overensstemmelse med disse principper. Der bør som hovedregel ikke udlægges byvækstarealer inden for 300 m fra motorveje og deres tilslutningsanlæg, medmindre der er tale om en klar afrunding af byen i forhold vejanlægget. I de tilfælde, hvor der er behov for at udlægge nye arealer til byvækst, skal der tages hensyn til væsentlige og langsigtede interesser i det åbne land, herunder kvalitet i landskabet og produktions- og strukturforhold m.v. i jordbruget. Der bør planlægges for en tydelig afgrænsning af byerne i forhold til deres omgivende landområder. Friluftslivets adgang til det åbne land, herunder til og i bynær skov, bør fremmes. Trafikale konsekvenser Ved inddragelse af arealer til byvækst bør der laves et skøn over de trafikale konsekvenser, herunder om der vil være tale om ændringer i den eksisterende trafik og transportmiddelsammensætning. Muligheden for at betjene de fremtidige funktioner med kollektiv trafik bør altid indgå i lokaliseringsovervejelserne og fremgå af planredegørelsen. Hvis der derimod er tale om at reducere en stor rummelighed, bør arealer, der er vanskelige at forsyne med kollektiv trafik, revurderes særligt med henblik på, om de kan udtages af rammerne for byvækst. Kystnærhedszonen Uudnyttede arealreservationer til byvækst - herunder til ferie- fritids-anlæg, til erhvervsformål og til tekniske anlæg - der ligger i kystnærhedszonen, skal revurderes, og uaktuelle reservationer skal ophæves, jf. afsnittet om kystnærhedszonen og de nye strandbeskyttelseslinier. I kystnærhedszonen skal planlægning for byvækst - og andre anlæg i øvrigt - følge hovedprincipperne for planlægning i kystnærhedszonen ved anvisning af arealer i forbindelse med og bag eksisterende bebyggelse, så de åbne kyster bliver bevaret åbne. Kortbilag Eksisterende arealer til byformål (jf. områdetype 1 og 2 ovenfor) og eksisterende sommerhusområder bør vises på kortbilag til regionplanen i målestok 1: Herudover bør tillige inden for kystnærhedszonen og i hele hovedstadsområdet vises planlagte arealer til byvækst (områdetype 3) i samme målestok. Arealer, som gennem regionplanen inddrages i rammerne for byvækst (områdetype 3) bør fremgå af kort-bilag eller skal på anden måde fremgå af rammerne for byvækst. Uddybende bemærkninger For at hindre ekstensiv udnyttelse af byzonearealer opfordres der til at fastlægge minimumsnormer for, hvor mange boliger der bør bygges pr. ha.

18 Noget tilsvarende er vanskeligere at lave for erhvervsområders vedkommende, men mulighederne bør vurderes. Arealnormer kan differentieres geografisk. I et par amter uden for hovedstadsområdet anvendes arealnormer på 12 og 15 boliger pr. ha. Udstykning i jordbrugsparceller er en ekstensiv arealudnyttelse og bør som beskrevet i afsnittet om landdistrikter kun ske i tyndt befolkede områder i umiddelbar tilknytning til landsbyer. Ved byer eller i områder med rigelig rummelighed kan evt. bytteordninger i form af, at et areal udlægges til byvækst mod, at et eller flere andre arealer udgår som byvækstområde, evt. forhandles, hvis det resulterer i, at rummeligheden får en realistisk størrelse i forhold til behovet i planperioden. Som led i opbygningen af Zonekort DK er Landsplanafdelingen i samarbejde med amterne ved at opbygge en landsdækkende digital oversigt over udlagte arealer (dvs. eksisterende byzone og sommerhusområder). Endvidere er Landsplanafdelingen ved at opbygge en digital oversigt over kommuneplanrammerne for byvækst. Disse digitale oversigter vil være statens udgangspunkt for vurdering af eksisterende rummelighed ved eventuelle ønsker om nye arealudlæg. Planlægningen af grænsen mellem by og land (byranden) kan gøres til genstand for en særlig fælles planlægning mellem amt og kommune, så hensynet til interesserne i byen og i de tilgrænsende landområder kan samarbejdes og evt. tilpasses i en fælles, langsigtet planstrategi. Befolkningens muligheder for at kunne opleve natur både inde i byerne og udenfor bør prioriteres. Friluftslivets muligheder for at komme uden for byerne og færdes i det åbne land bør styrkes - f.eks. gennem etablering af bynær skov, sammenhængende stisystemer og ved at fjerne eksisterende barrierer for adgangen til det åbne land. Der henvises til afsnittene om ferieog fritids-formål, skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket samt afsnittet om kystnærhedszonen og de nye strandbeskyttelseslinier. Transport I følge lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet skal amterne, som det er tilfældet i hovedstadsområdet, udarbejde planer for den lokale og regionale kollektive persontrafik med henblik på at prioritere og koordinere forsyningen med kollektiv transport på det regionale niveau. Amterne opfordres til gennem deres arbejde med denne planlægning af den kollektive trafik at tage udgangspunkt i og understøtte den planlagte fysiske bystruktur. Erhvervslokalisering Gennem planlægningen er der forebygget mange miljøproblemer som støj-, lugt-, luft-, jord- og grund-vandsforurening. Men resultatet er ofte, at nyere erhvervsområder er placeret langt fra bycentre og boliger, hvilket har skabt andre miljøproblemer (trafikalt, energimæssigt, m.m.), ligesom byranden i for høj grad kan være præget uhensigtsmæssigt af sådanne erhvervsområder. Den traditionelle miljøbelastning fra erhvervene er blevet markant mindre, hvorimod energi- og ressource-belastninger er stigende. Mange virksomhedstyper, som skal lokaliseres i fremtiden, vil derfor næppe give anledning til miljøproblemer, hvis de indrettes og drives hensigtsmæssigt. Desuden vil nogle af de traditionelle produktions- og virksomhedstyper, vi kender i dag, formentlig efterhånden forsvinde.

19 Det kan derfor anbefales at revurdere den hidtidige strategi for erhvervslokalisering med henblik på i højere grad at planlægge for at integrere erhverv og erhvervsvirksomheder, der ikke medfører gener for omgivelserne, med andre byfunktioner. Ved lokalisering af virksomheder med stort behov for godstransport bør der udover hensigtsmæssig vejadgang tages hensyn til den eksisterende jernbaneinfrastruktur, herunder muligheden for anlæg af direkte sporforbindelse. 2. Landdistrikter Nationale mål Det er et mål at sikre en selvbærende udvikling i landdistrikterne for så vidt angår bosætning, arbejdspladser og service, så livet på landet ikke fremover skal baseres på øgede passive overførsler. Som opfølgning på regeringens Landdistriktsredegørelse 1997 har Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen opfordret de enkelte amter til at udforme en politik for landdistrikterne. Statslige krav og ønsker Regionplanen skal indeholde retningslinier for arealudlæg til byzoner og sommerhusområder ( 6 stk. 3, nr. 1) I forbindelse med den offentlige debat om regionplanerne (foroffentlighedsfasen) bør amterne fremme en debat om prioritering og muligheder i den fremtidige udvikling for landdistrikterne. Alternative muligheder bør beskrives, så offentligheden reelt får mulighed for at debattere de fremtidige udviklingsmuligheder og deres konsekvenser. Såfremt der i et amt ønskes mulighed for at udlægge jordbrugsparceller som et supplement til landdistrikternes udviklingsmuligheder, bør regionplanen indeholde retningslinier herfor. Arealudlæg til jordbrugsparceller bør kun finde sted i umiddelbar tilknytning til landsbyer i landdistrikterne og ikke i nærheden af byer i det regionale bymønster (byzonebyer), eller hvor der i øvrigt er begrænset åbent land.. Uddybende bemærkninger I enslydende breve af 6. april 1998 fra Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen og fra Indenrigsministeriet og Kommunernes Landsforening opfordres henholdsvis amterne og kommunerne til at formulere en politik for landdistrikterne, da de tilsammen står for hovedparten af den offentlige service på landet. Dermed har de et væsentligt ansvar for udviklingen i landdistrikterne. Politikken bør omfatte de mål, som kommunen og amtet har sat for udviklingen i landdistrikterne, samt en beskrivelse og prioritering af de lokale og regionale initiativer til udvikling af landdistrikterne. Amterne kan i forbindelse med regionplanrevisionen beskrive og prioritere konkrete initiativer til udviklingen i landdistrikterne. I forbindelse med debatten om landdistrikterne opfordres amterne til at belyse konsekvenser af forskellige udviklingsmuligheder - såvel de økonomiske som de fysiske, men også sociale, kulturelle og miljømæssige. Selv om en prioritering af udviklingsmulighederne i landdistrikterne ikke nødvendigvis medfører fysiske konsekvenser, er debatten væsentlig i forbindelse med regionplanlægningen.

20 I følge en befolkningsundersøgelse, som Landdistriktsudvalget har gennemført, fremgår det, at nogle af de kvaliteter, der især efterspørges ved livet i landdistrikterne er, at der er plads og frisk luft, og at man kan bo tæt på naturen i rolige omgivelser. Af hensyn til landdistrikternes udviklingsmuligheder opfordres amterne til netop at fastholde disse kvaliteter. Jordbrugsparceller Ved jordbrugsparceller forstås større grunde (op til 1 ha) til fritids- eller hobbylandbrug, hvor der udover boligen er plads til at dyrke afgrøder og holde et begrænset, ikke-erhvervs-mæssigt dyrehold. Jordbrugsparceller er en ekstensiv arealudnyttelse og bør derfor alene etableres for at opfylde et behov for hobbylandbrug. Udlæg til jordbrugsparceller bør derfor først ske efter en samlet afvejning af andre arealinteresser i det åbne land, herunder hensynet til at forbruget af landbrugsjord ikke bliver større end nødvendigt. Udstykning til jordbrugsparceller bør på denne baggrund kun ske i tilknytning til landsbyer i tyndere befolkede områder i landdistrikterne, hvor arealkonkurrencen er begrænset. I øvrige områder, herunder områder, hvor der er relativt lidt åbent land, dvs. i størstedelen af hovedstadsområdet, i oplandet til landsdelscentre og til større egnscentre, bør der ikke udlægges jordbrugsparceller. Placering af jordbrugsparceller forudsættes at respektere landsbyens og områdets kulturhistoriske træk, herunder udstykningsmønster, terræn og byggeskik. Ved vurderingen af behovet for hobbylandbrug bør mulighederne for at udnytte eksisterende boliger på mindre landbrugsejendommme indgå i vurderingen. Trafik I landdistrikterne er trafikbetjening i vid udtrækning ensbetydende med biltransport, da der ikke er underlag nok til at sikre et kollektivt rutenet, der kan konkurrere med bilen i fleksibilitet, rejsehastighed og miljøvenlighed. Dette faktum bør ikke stå i vejen for en debat om landdistrikternes udviklingsmuligheder, selvom det er et generelt ønske, at lokaliseringspolitikken i amterne skal understøtte målet om at reducere afhængigheden af biltrafik. Ca. 25% af landbefolkningen bor i husstande uden rådighed over bil. Det er derfor regeringens holdning, at der gennem fleksible trafikløsninger skal sikres et basisudbud af kollektiv trafik i landdistrikterne for de befolkningsgrupper, der ikke selv har bil. Det drejer sig primært om unge i alderen år samt gruppen af 65 årige og derover. Fleksible trafikløsninger kan bl.a. indbefatte større brug af eksisterende taxier (herunder bedre planlægning og udnyttelse af den store mængde offentligt betalt taxikørsel, der foregår i landdistrikterne), skolebusser og telebusser. Strukturfondsmidler m.m. Som følge af den planlagte reform af den fælles landbrugspolitik i EU forventes der at ske ændringer i de eksisterende EU-støtteordninger vedr. strukturel og miljømæssig udvikling og udvikling af landdistrikter og skovbrug. Der forventes vedtaget en samlet forordning om udvikling i landdistrikterne.