R E F E R A T. Møde i Udviklingspolitisk Råd den 27. maj 2016

Transkript

1 R E F E R A T af Møde i Udviklingspolitisk Råd den 27. maj 2016 Til stede: Medlemmer: Vicegeneralsekretær Tania Dethlefsen (næstformand) Direktør Jan Laustsen, Landbrug & Fødevarer Chefkonsulent Tine Bork, Håndværksrådet Institutleder Helle Samuelsen, Københavns Universitet Seniorforsker Louise Riis Andersen, DIIS Programkoordinator Rolf Hernø, Care Danmark Bestyrelsesmedlem Vibeke Tuxen, Civilsamfund i Udvikling, CISU CEO Bolette Christensen, BØRNEfonden International chef Gunvor Bjerglund Thomsen, Dansk Ungdoms Fællesråd Sekretariatsleder Mads Bugge Madsen, Ulandssekretariatet Formand Bente Sorgenfrey, FTF Udenrigsministeriet: Udenrigsminister Kristian Jensen (pkt. 2) Direktør for udviklingspolitik Martin Hermann Chef for Center for Global Udvikling og Samarbejde Morten Jespersen Kontorchef Erik Brøgger Rasmussen, kontoret for udviklingspolitik og finansiering Kontorfuldmægtig Mette Brink Madsen, kontoret for kvalitet og faglighed i udviklingssamarbejdet Pkt. 2 Pkt. 3 Pkt. 4 Souschef Lotte Machon, kontoret for udviklingspolitik og finansiering, kontorchef Stephan Schønemann, kontoret for humanitær indsats, migration og civilsamfund og souschef Lis Rosenholm, kontoret for vækst, beskæftigelse og erhverv Souschef Lis Rosenholm og chefkonsulent Tine Blaakær Welzel, kontoret for vækst, beskæftigelse og erhverv Kontorchef Nicolaj H. Petersen og chefkonsulent René Taus Hansen, kontoret for kvalitet og faglighed i udviklingssamarbejdet

2 Dagsordenspunkt 1: Siden sidst Udviklingspolitisk direktør orienterede Rådet om konferencen Women Deliver, som havde været afholdt i København i maj Der havde været bred deltagelse fra det officielle Danmark med deltagelse af både udenrigsministeren og statsministeren, der havde holdt åbningstalen, samt Kronprinsessen, der havde deltaget under hele konferencen. Som optakt til og også under selve konferencen i Bella Centeret, havde der været en lang række aktiviteter rundt omkring i landet og i København, som involverede en bred skare af danske aktører, og der var modtaget mange positive henvendelser på dette format for internationale konferencer. Konferencen havde bidraget til at sætte nogle svære temaer og emner - såsom seksualundervisning og abort - på dagsordenen. Udviklingspolitisk direktør orienterede ligeledes om World Humanitarian Summit, som netop havde været afholdt i Istanbul. Danmark havde været stærkt repræsenteret, ikke blot ved udenrigsministeren men også en række danske civilsamfundsorganisationer, nødhjælpsorganisationer og virksomheder. Udenrigsministeren havde bl.a. deltaget i 3 højniveaurundbordsdrøftelser om sammenhængen mellem humanitær og udviklingsbistand, om tvungen fordrivelse og om kvinder og pigers sårbarhed i humanitære kriser. Der var ikke tale om en pledging konference, men udenrigsministeren brugte lejligheden til at udmønte en række løfter, som var blevet afgivet tidligere, bl.a. under Syrien konferencen. Desuden havde udenrigsministeren under topmødet underskrevet en ny strategisk partnerskabsaftale mellem Danmark og FN s Verdensfødevareprogram, WFP. Udviklingspolitisk direktør orienterede om status for landepolitikpapiret for Palæstina, som Rådet havde drøftet på dets forrige møde d. 2. marts Landepolitikpapiret var efterfølgende blevet drøftet i Udenrigsudvalget d. 20. april, hvor drøftelsen bl.a. havde fokuseret på bosættelser og menneskerettigheder. Drøftelsen havde kun ført til enkelte rettelser og papiret afventede nu ministerens godkendelse, hvorefter papiret ville danne ramme for udarbejdelsen af landeprogrammet for Palæstina. Udviklingspolitisk direktør orienterede om nyt fra Bevillingskomiteen, hvor der siden sidste møde i Udviklingspolitisk Råd havde været afholdt to møder. På dets møde d. 15. marts havde Bevillingskomiteen drøftet landeprogrammet for Bangladesh. Drøftelsen havde bl.a. drejet sig om konsekvenser af bevillingsreduktionen, hvor ambassaden havde redegjort for, at nogle engagementers omfang var reduceret, mens andre engagementer var blevet udeladt i programmet. Komiteen havde drøftet governance-området, hvor der var valgt en tilgang, hvor man engagerede sig med civilsamfundet i stedet for statslige aktører. Endelig havde komiteen også fokuseret på kvinder, og specielt vold mod kvinder, samt public financial management, hvor Danmark ikke var direkte engageret. Bevillingskomiteen drøftede også et privatsektorprogram i Ghana. Drøftelsen fokuserede bl.a. på, at man havde valgt at bruge challenge funds i stedet for at arbejde gennem regeringen. Ambassaden havde oplyst, at erfaringerne havde vist, at dette var nødvendigt for at skabe de rette resultater. På dets møde d. 3. maj havde Bevillingskomiteen drøftet bevilling til en projektudviklingsfacilitet under IFU, som skulle sikre, at der ville være flere bankable projekter, som privatsektoren kunne investere i. Der var i høj grad tale om en facilitet af eksperimenterende art og på den baggrund blev det aftalt, at Bevillingskomiteen skulle informeres i forbindelse med et planlagt 2

3 review. Bevillingskomiteen havde også to opfølgninger på tidligere drøftelser. Det ene var et landbrugsprogram i Etiopien, hvor den oprindelige diskussion i Bevillingskomiteen havde drejet sig om landrettigheder, og hvor det var blevet aftalt, at ambassaden skulle vende tilbage til Bevillingskomiteen efter inception reviewet med information om, hvordan man forholdt sig til disse problematikker. Endelig havde der været en opfølgning på landeprogrammet i Tanzania på dagsordenen. Komiteen drøftede governance-programmet, hvor der i høj grad blev arbejdet sammen med civilsamfundet. Derudover havde komiteen drøftet det danske engagement ift. udviklingen på Zanzibar, samt bevægelsen fra generel budgetstøtte mod sektorbudgetstøtte, et skridt som man muligvis også fra dansk side ville tage. Endelig orienterede udviklingspolitisk direktør også om udkommet af den udenrigspolitiske udredning. Man var i øjeblikket ved at overveje hvordan der skulle følges op på de mange anbefalinger. På det udviklingspolitiske område ville udredningen fungere som et indspil til arbejdet med den udviklingspolitiske strategi. Dagsordenspunkt 2: Drøftelse med udenrigsministeren om strategi for udviklingspolitik og humanitært samarbejde Næstformanden bød udenrigsministeren velkommen til drøftelsen om ny strategi for udviklingspolitik og takkede udenrigsministeren for det store engagement i forbindelse med strategiprocessen og ikke mindst den indsats, der var blevet lagt i at skabe en offentlig proces. Udenrigsministeren indledte drøftelsen med at kvittere for de mange forskellige indspil, der var modtaget fra de offentlige debatter samt de tidlige drøftelser i hhv. Udviklingspolitisk Råd og Udenrigsudvalget. De mange input havde nu - sammen med indspil fra den udenrigspolitiske udredning - ført til et udkast til en udbygget synopsis, der netop havde været drøftet i Udenrigsudvalget d. 26. maj. Synopsen til strategien satte scenen for Danmark som udviklingspolitisk aktør og understregede Danmarks målsætning om at leve op til FN s målsætning om at yde 0,7 % af BNI i udviklingsbistand, samt den mindre kendte målsætning om at yde 0,2 % af BNI til de mindst udviklede lande. Behovet for en ny strategi skyldtes især vedtagelsen af verdensmålene, ligesom det var afgørende, at der netop i 2015 var vedtaget en række internationale aftaler, såsom aftalen om udviklingsfinansiering fra Addis Ababa og Klimaaftalen i Paris. Dette skulle tilsammen skabe rammen om den nye strategi, som skulle afspejle verdens nye rammevilkår. Synopsen redegjorde også for de strategiske pejlemærker for Danmarks udviklingssamarbejde og slog fast, at samarbejdet fortsat skal være fattigdomsorienteret med fokus på menneskerettigheder. Med afsæt i danske mærkesager skulle der prioriteres blandt verdensmålene. Derudover ville et uformelt mål om unge også komme til at indgå i strategien. Geografisk blev der lagt op til, at Danmark skulle engagere sig i 3 kategorier af lande; 1) fattige og skrøbelige lande, 2) fattige, stabile lande og 3) transitions- og vækstøkonomier. Synopsen lagde tillige op til øget brug af strategiske partnerskaber mellem myndigheder og organisationer samt den private sektor, civilsamfundsorganisationer mv. For så vidt angik samarbejdet med de multilaterale organisationer, var der en erkendelse af, at der fortsat var behov for 3

4 at yde kernebidrag til organisationerne, men samtidig ville man gennem en fleksibel tilgang have mulighed for at præge organisationernes arbejde i retning af danske prioriteter. Endvidere ville strategien fokusere på skrøbelighed og stabilisering og på at sikre et øget samspil mellem den humanitære indsats og det langsigtede udviklingssamarbejde. Bæredygtig vækst skulle være med til at sikre beskæftigelse til en voksende befolkning - alene i Afrika forventes 600 mio. unge mennesker at komme ud på jobmarkedet over de næste 10 år og der ville være behov for øgede investeringer fra den private sektor for at opnå øget vækst. Samtidig ville strategien fokusere på at håndtere migration, og tanken var, at migration skulle indtænkes på tværs i strategier og indsatser. Strategien skulle ligeledes indeholde et afsnit om at fremme danske værdier, herunder menneskerettigheder, ligestilling og demokrati. Der ville være fokus på at fremme ligestilling og kvinders rettigheder, en dagsorden som udenrigsministeren fandt, at Danmark havde særligt gode forudsætninger for at løfte, og Danmark ville søge indflydelse via bl.a. FN s Menneskerettighedsråd. Endelig ville strategien også inkludere kommunikation med henblik på at søge at sikre øget folkelig opbakning til og engagement i udviklingssamarbejdet. Udviklingspolitisk Råd takkede for et godt udkast til synopsis, der syntes at have fået mange gode indspil med, og som syntes at sammenkoble forskellige politiske dagsordener. Nogle medlemmer fandt, at der var tale om et modigt, nytænkende brud med klassiske udviklingstraditioner. Rådet takkede endvidere for en god indledende proces og roste ministerens engagement til processen. Rådet fandt det positivt, at verdensmålene samt de øvrige internationale aftaler (klima og finansiering) ville fungere som den overordnede ramme, samtidig med at fattigdomsbekæmpelse blev fastholdt som et mål. Et medlem lagde vægt på, at fattigdomsbekæmpelse forblev et primært mål jf. loven om internationalt udviklingssamarbejde. Der blev endvidere spurgt til, hvad det konkret betød, at mål nr. 16 skulle være en præmis for alt, hvad Danmark foretog sig, og der blev opfordret til, at det ville betyde, at der fra dansk side også ville være fokus på de delmål, der vedrørte reformer af de internationale institutioner. I forbindelse med strategiens målsætninger blev der stillet spørgsmål til, hvad der ikke var taget med fra tidligere strategier. Der var opbakning til den særlige fokus på unge, dog påpegede enkelte medlemmer, at man skulle være påpasselig med at omtale det som et uformelt mål nr. 18, da det kunne risikere at underminere de øvrige 17 internationalt vedtagne mål. Der blev endvidere stillet spørgsmål til, at strategien i høj grad fokuserede på mål, og knap så meget på midler og ressourcer. I den forbindelse blev det bemærket, at der var henvisninger til FN s målsætninger om at yde hhv. 0,7 og 0,2 % af BNI, men det kunne undre, at den store udgift til præasyl ikke var nævnt i papiret. Medlemmer af Rådet fandt det positivt, at der var fokus på vækst, og at den private sektor ville få en afgørende rolle i forhold til at opnå verdensmålene. Dog var det også vigtigt ikke at overvurdere danske virksomheders interesse i at investere i udviklingslandene. Rådet fandt det bekymrende, at synopsen ikke havde nogen henvisninger til den uformelle økonomi, og til hvordan man ville engagere sig med denne. Det blev understreget, at det ikke ville være tilstrækkeligt at fokusere på værdikæder i landbrugssektoren. Hvis der skulle skabes flere arbejdspladser, måtte man også være med til at sikre en udvikling af byerhverv og industri, ikke mindst i lyset af de mange unge, der søger mod de 4

5 større byer. Rådet fandt det positivt, at der var fokus på anstændige jobs og bæredygtighed, men anførte, at der manglede henvisninger til arbejdsmarkedets parter samt til social dialog. Endvidere burde også FN s guiding principles vedr. menneskerettigheder og erhvervsliv indgå i strategien. Mens økonomisk vækst og erhvervsudvikling fyldte meget i papiret, fandt Rådet, at det var vigtigt at understrege, at det ikke kunne stå alene, men at der også er behov for et stærkt civilsamfund samt god regeringsførelse. Det var vigtigt at sikre, at væksten ikke kun ville komme de mest velhavende til gode, som man havde set det i visse lande. Der var ingen tvivl om, at vækst og investeringer var afgørende i forhold til at skabe jobs, men vækst i sig selv var ikke ensbetydende med, at fattigdom ville blive reduceret. For at sikre at uligheden ikke blev øget yderligere, burde der fokuseres på omfordelingsmekanismer. Rådet noterede sig med glæde, at der ville være fokus på partnerskaber og på at involvere civilsamfund, virksomheder og andre aktører yderligere. Det blev fra Rådets side noteret, at civilsamfundsorganisationerne ikke fyldte væsentligt i afsnittet om vækst, og der blev opfordret til, at man også her indtænkte civilsamfundet, ikke mindst pga. engagementet i lokalsamfundet. Rådet bemærkede endvidere, at anbefalinger fra ministerens side og fra erhvervsorganisationer under Women Deliver om at indtænke ligestilling i vækst og erhvervsindsatser med fordel kunne reflekteres i SDG-annexet, hvor SDG 5 ikke var tænkt ind under vækstøkonomier i oversigten. For så vidt angik engagementet i skrøbelige lande, var det positivt, at der blev lagt op til strategisk tålmodighed. I den forbindelse blev det understreget, at det ikke blot handlede om at være engageret, så længe det var udfordrende, men at det især handlede om at forblive engageret, når det blev kedeligt, og når der ikke længere var tale om et brændpunkt, men blot en almindelig langstrakt krise. På den baggrund blev det fra Rådets side fremført, at strategisk tålmodighed med fordel også kunne gælde for det langsigtede udviklingssamarbejde. Medlemmer af Rådet fandt, at der manglede henvisninger til Danmark som et videnssamfund og til det faktum, at der i forbindelse med den øgede befolkningstilvækst ville blive øget behov for kapacitetsopbygning i udviklingslandene. Foruden uddannelsesinstitutioner ville der også være behov for kapacitetsopbygning af bl.a. skattevæsen og sundhedsvæsen. Danmark havde særlige kapaciteter på dette område, og der blev opfordret til, at dette kunne tænkes yderligere ind i strategien. Herudover blev det bemærket, at klima og ikke mindst klimatilpasningsaspektet med fordel kunne stå tydeligere i synopsen, og der blev spurgt ind til udredningens anbefalinger om eventuelt at samtænke indsatserne under Det Arabiske Initiativ og Naboskabsprogrammet, som i synopsen fremstod uklart. Endelig blev der fremsat ønske om, at Rådet til sin tid ville blive præsenteret for en eventuel implementeringsplan for udviklingsstrategien. Udenrigsministeren takkede for kommentarerne, og understregede, at det ikke var hensigten, at ressourcer skulle indgå i strategien. Der var ønske om en bred vedtagelse af strategien, der gerne skulle kunne fungere som en ramme frem mod uanset regeringssammensætning og uanset bundlinjen på finansloven. FN s målsætning om at yde 0,2 % af BNI til de mindst udviklede lande var ikke noget nyt, og Danmark lå allerede omkring det niveau. Målsætningen skulle være med til at sikre, at udviklingsmidlerne blev rettet mod de lande, der havde størst behov, og at inkludere det i strategien kunne give Danmark mulighed for at skubbe andre lande i samme retning. I forhold til hvad der ikke var medtaget fra tidligere strategier, understregede ministeren behovet for at starte helt forfra, hvorfor det ikke umiddelbart var så vigtigt, hvad der 5

6 havde stået i tidligere versioner. Ministeren bekræftede, at social dialog samt henvisning til arbejdsmarkedets parter skulle indtænkes, og var endvidere enig i, at der var behov for andre aktører end blot virksomheder, hvis der skulle sikres anstændige jobs. Ministeren var ligeledes enig i, at både civilsamfundsorganisationerne og vidensinstitutionerne kunne skrives tydeligere ind i bl.a. afsnittet om partnerskaber, ligesom man ville se på, hvordan den uformelle økonomi kunne reflekteres. For så vidt angik Det Arabiske Initiativ og Naboskabsprogrammet, var regeringen i øjeblikket ved at overveje en eventuel samtænkning. Endelig understregede ministeren, at fattigdomsbekæmpelse fortsat vil være et centralt omdrejningspunkt for det danske udviklingssamarbejde, men i den kategori af lande, der falder under transitions- og vækstøkonomier, skulle fattigdomsbekæmpelse ikke være det primære mål. Dagsordenspunkt 3: Private-offentlige partnerskabers rolle i dansk udviklingssamarbejde som modalitet til at fremme bæredygtig markedsdrevet vækst i udviklingslandene Udviklingspolitisk direktør indledte med at fremhæve vigtigheden af at engagere den private sektor, herunder investorer i udviklingssamarbejdet. IFU spillede en central rolle, også i forhold til at mobilisere kapital fra institutionelle investorer, og også Danida Business Finance ville fremadrettet skulle spille en vigtig rolle. Det havde dog vist sig at være en udfordring at få forberedt investeringsmodne projekter, ligesom det var en udfordring at etablere de rette modaliteter for at kunne engagere den private sektor på en måde, som kunne sikre den størst mulige udviklingseffekt. Tidligere havde man arbejdet med virksomhed til virksomhed-partnerskaber, men nu var der fokus på multi-stakeholder partnerskaber, og konkret ville en ny facilitet, Danida Market Development Partnerships, blive lanceret inden sommerferien. Rådet udtrykte opbakning til vigtigheden af at engagere den private sektor i implementeringen af FN s verdensmål gennem udviklingssamarbejdet og noterede sig, at der var en bred forståelse af privatsektor-aktører lagt til grund for Danidas indsatser. Der var særligt fokus på Danmarks muligheder for at fremme fælles værdiskabelse gennem partnerskaber samt skabe innovation og nytænkning i samarbejdet med den private sektor, herunder inddragelse af aktører med forskellige kompetencer som videns- og forskningsinstitutioner. Rådet søgte klarere pejlemærker for denne del af udviklingssamarbejdet, og herunder fremkom forslag om en opdateret strategi for vækst og beskæftigelsesindsatserne. Rådet fandt, at der var behov for at se på, hvordan Danmark også kunne gennemføre indsatser, der var målrettet mod den uformelle økonomi. Rådet fremhævede endvidere behovet for at indtænke social dialog og inddragelse af arbejdsmarkedets parter mere systematisk i indsatserne samt iværksætte indsatser, der kunne opkvalificere og udbygge arbejdsstyrken i udviklingslandene. I Rådets optik var det centralt, at Danmark viste sig risikovillig i sine indsatser samtidig med, at der var blik for forskellige typer af risici, som måtte imødegås på forskellig vis. Enkelte medlemmer i Rådet fandt, at indsatserne primært skabte mulighed for at engagere de større virksomheder og søgte klarhed over muligheder for små- og mellemstore virksomheder inden for erhvervsinstrumenterne. I forhold til den nye partnerskabsfacilitet søgte Rådet desuden afklaring af baggrunden for den udvidede landekreds i forhold til andre erhvervsinstrumenter, samt hvordan læring både fra evaluering af tidligere instrumenter og fremadrettet blev inddraget. I forlængelse heraf udtrykte Rådet bekymring for hhv. Udenrigsministeriets og IFU s mulighed for at opbygge tilstrækkelig kapacitet på dette felt. Rådet understregede behovet for at indtænke UN Guiding Principles i erhvervsin- 6

7 strumenterne og foreslog, at Danmark engagerede sig i EU's processer med at se nærmere på de menneskeretslige konsekvenser af eksempelvis frihandelsaftaler. Udviklingspolitisk direktør var enig i, at der var behov for kontinuerlig innovation og nytænkning på området, samt at betydningen af social dialog kunne bringes endnu mere frem. Det var klart, at der var forskellige typer af risici i forhold til den private sektor som måtte imødegås på forskellig vis, dels ved at adressere rammevilkår og dels ved at afbøde finansielle risici, så institutionelle investorer ville få første del af gevinsten som det var tilfældet i Klimainvesteringsfonden. I forhold til muligheder for virksomheder af forskellig størrelse, var der ingen som nægtede små og mellemstore virksomheder adgang. Tværtimod havde bl.a. IFU en facilitet målrettet små og mellemstore virksomheder. Samtidig var det dog vigtigt, at virksomhederne var robuste i forhold til at indgå i et internationalt engagement. Læringen fra tidligere erhvervsprogrammer tilsagde, at landeafgrænsningen havde været for hård, og med den nye facilitet åbnede man for en bredere kreds af lande for at øge sandsynligheden for kommerciel bæredygtighed på sigt. En ny separat understrategi for området lå ikke lige for. Derimod var der fokus på at finde de rette instrumenter og derigennem facilitere partnerskaber uden, at Udenrigsministeriet selv skulle køre dem. Med lanceringen af den nye facilitet, Danida Market Development Partnerships, afsøgte man, om dette kunne være den rette måde. I forhold til den uformelle økonomi opfordrede udviklingspolitisk direktør til at komme med forslag til, hvordan man mere konkret skulle gå til den problemstilling. Endelig blev det understreget, at kapacitetsopbygning i Udenrigsministeriet dels sker gennem learning-by-doing, og dels ved at se på andre landes erfaringer. Næstformanden sammenfattede, at oplægget til drøftelsen indeholdt gode takter i forhold til bl.a. udviklingsmål. Det stod samtidig klart, at der var behov for yderligere præcisering af valg og fravalg på området, herunder tydeliggørelse af forandringsteorien bag indsatserne. Der var behov for fortsat nytænkning, og det blev foreslået at indtænke fremadrettet læring i den nye partnerskabsfacilitet. Rådet påpegede behov for at se nærmere på, hvordan den uformelle økonomi kunne indtænkes i indsatserne, og her havde udviklingspolitisk direktør inviteret til at komme med indspil. Det var desuden blevet påpeget, at civilsamfundsorganisationerne havde kompetencer i forhold til innovation og entreprenørskab, som kunne være relevante at inddrage mere. Der var fremkommet opfordring til at se på arbejdsmarkederne i udviklingslande og sikre inddragelse af arbejdsmarkedets parter, sætte fokus på opkvalificering af arbejdsstyrken i udviklingslandene samt at kvalificere størrelsen og typen af virksomheder, som indgår i indsatserne. Det var positivt med nye innovative partnerskaber, men der var ønske om en uddybning af, hvordan der sikres fælles værdiskabelse. Der var understregning af vigtigheden af risikovillighed i indsatserne og en kultur, hvor der var plads til at fejle. Endelig blev der udtrykt bekymring for om Udenrigsministeriet havde de nødvendige ressourcer og kapacitet. Dagsordenspunkt 4: Orientering om udfasning af udviklingssamarbejdet i en række prioritetslande Udviklingspolitisk direktør redegjorde for, at orienteringen om ministeriets tilgang til udfasning i fire prioritetslande; Mozambique, Zimbabwe, Bolivia og Nepal, var sat på dagsordenen efter ønske fra Udviklingspolitisk Råd. Planlægningen af udfasningerne baserede sig på erfaringer fra tidligere, og havde taget udgangspunkt i en nyligt revideret guidance note vedr. exit, som opsummerede, hvilke punkter der burde være opmærksomhed om i forbindelse med en udfas- 7

8 ning. Grundlæggende gjaldt det, at aktiviteter forbundet med udfasningerne holdt sig inden for de allerede gældende prioriteter i landeprogrammerne. I nogle tilfælde var der også tale om exitbevillinger, der skulle være med til at sikre bæredygtigheden. Endelig var det også en prioritering, at udfasningen skete på en ordentlig vis, og at der ikke ville blive brudt indgåede aftaler. Kontoret for kvalitet og faglighed i udviklingssamarbejdet understregede, at der bl.a. havde været lagt særlig vægt på tidlig kommunikation og på at sørge for, at alle partnere fik direkte besked så snart som muligt. Orienteringen om, at Danmark ville udfase sit udviklingssamarbejde, var derfor sket inden offentliggørelse af beslutningen og på så højt niveau som muligt og som udgangspunkt på ministerniveau. Der var især lagt vægt på 3 hensyn: 1) man skulle sikre, at man opnåede de forventede resultater, 2) alle aftaler skulle overholdes, og 3) udfasningen skulle ske på en ordentlig og bæredygtig måde både i forhold til partner, men også de opnåede resultater. Fsva. 3 ud af de 4 lande ville ambassaderne lukke ved udgangen af 2017, men det var ikke ensbetydende med, at aktiviteterne og programmerne ikke godt kunne fortsætte udover dette tidspunkt, hvilket var årsag til, at der også efter selve ambassadelukningen ville være udsendte medarbejdere, mens antallet af udsendte medarbejdere naturligvis ville nedskaleres hen over udfasningsperioden. Samtidig havde man valgt at oprette midlertidige rådgivende enheder med det formål at hjælpe partnere med at omtænke deres strategiske planlægning og sikre nye partnere m.v. Rådet udtrykte tilfredshed med orienteringen og der var tilfredshed med, at ministeriet havde haft tid til at planlægge en ordentlig udfasning. I den forbindelse stillede Rådet spørgsmål til, hvilke tiltag der konkret skulle sikre bæredygtighed, om der var nogen tiltag, der sikrede hensyn til danske civilsamfundsorganisationer i de pågældende lande, og om det var en udfordring at sikre, at partnerne fortsat var engagede i samarbejdet perioden ud. Desuden var der spørgsmål rettet mod udgifterne forbundet med ambassadelukning, og hvad man konkret gjorde med det fysiske materiel på ambassaderne. Afslutningsvis informerede kontoret for kvalitet og faglighed i udviklingssamarbejdet Rådet om, at man havde søgt at sikre bæredygtigheden ved at indgå i tæt dialog med partnerne om, hvilke eventuelle problemer, de måtte få, søgt at finde nye partnere og i visse tilfælde økonomisk støttet en bridging. Fsva. danske civilsamfundsorganisationer, var disse sjældent implementerende partnere i de danske programmer, hvorfor der ikke umiddelbart var særlige hensyn at tage til dem. Hvad angik partnernes interesse, var der ikke umiddelbart mærket et faldende engagement, men det var naturligvis en udfordring, at der i en periode med udfasning var behov for øget koordination med partnerne, hvilket blev vanskeliggjort pga. de svage systemer, der var fremherskende i de lande, Danmark samarbejdede med. Dagsordenspunkt 5: Mulig rejse 2017 Udviklingspolitisk direktør informerede Rådet om, at man havde lyttet til Rådets ønske om, at en kommende besigtigelsesrejse eventuelt kunne gå til et andet kontinent end Afrika, og at man på den baggrund ville foreslå en rejse til Myanmar og Bangladesh sammen med Bevillingskomiteen. Selvom Myanmar var et nyt samarbejdsland, var der i et vist omfang tale om et konventionelt udviklingsengagement, og besøget ville fokusere på de tematiske programmer i det kommende landeprogram: fred, demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder, uddannel- 8

9 se og bæredygtig økonomisk vækst. Bangladesh var derimod et samarbejdsland, hvor det danske engagement var i bevægelse fra et klassisk udviklingssamarbejde mod andre former for samarbejder. Også her ville besøget fokusere på de tematiske programmer i landeprogrammet: vækst og beskæftigelse i landbruget, klimasikring og bæredygtig energi, og god regeringsførelse og rettigheder. Endelig ville der i både Myanmar og Bangladesh blive mulighed for at stifte bekendtskab med Myndighedssamarbejdet. Tidspunktet for rejsen ville blive i tidsrummet mellem vinterferien og påsken 2017, og ministeriet ville komme tilbage med et mere konkret forslag hertil. Rådet bakkede op om forslaget og medlemmer foreslog, at der i programmet ville blive indtænkt besøg til multilaterale og civilsamfundsindsatser i landene. Dagsordenspunkt 6: Eventuelt Det blev fra Rådets side fremført, at det til tider kunne være svært at se Rådets fingeraftryk på de endelige versioner af strategier og politikpapirer, som var blevet drøftet i Rådet. Endvidere blev det bemærket, at der i synopsen til den udviklingspolitiske strategi var en bemærkning om, at man ved en eventuel lovændring skulle se på, om der kunne sikres sammenfald mellem den eksterne strategiske sparring og den konkrete bevillingsfaglige sparring, som pt. er forankret i hhv. Udviklingspolitisk Råd og Bevillingskomiteen. På den baggrund blev det besluttet, at man med fordel kunne tage en drøftelse af Rådets rolle og funktion på næste møde, og i den forbindelse også komme ind på, om mødeformatet og formatet for skriftlige oplæg var det rette. 9