Mit Livs Historie, 5. del.

Transkript

1 Mit Livs Historie, 5. del. Min tjenestetid. Menneskelivet er underligt, Langt mere, end vi kan beskrive. ( N. F. S.Grundtvig ). Underligt Det ord har i almindelig brug betydningen mærkeligt. Men som Grundtvig bruger det her, betyder det ufattelig stort ; - det kommer af ordet et under, noget ufatteligt, der sker. Og det er netop, hvad livet er i sig selv derfor også set med troens øjne. Det er også den følelse, man har, når man efter en lang uddannelse får lov til at blive ordineret til præst og dermed til, som biskop Fuglsang Damgaard sagde til os på pastoral-seminariet, at stå som et udråbstegn, - et tegn på noget, der er større - end vi kan beskrive, et udråbstegn foran en sætning, som vi så skal prøve at forme, - Grundtvig ville vel sige: at stave på. Til Grønbæk Kirke. Det var med en glad forventning, jeg en dag gik ned ad strøget til et firma, der syede præstekjoler, - og fik taget mål til min. Jeg skulle være hjælpepræst for sognepræsten i Grønbæk sogn ved Silkeborg Olaf Jessen. Det begyndte egentlig langt tilbage i tiden. En af de dage, jeg tilbragte hos Christian og Jakob og deres mor i Hinge, fik de besøg af familien Jessen fra Grønbæk. Olaf Jessen var landskendt som generalsekretær og siden som formand for KFUM i Danmark. Her uventet at møde ham og hans familie, hans hustru Anna og børnene Peter og Hanne, var lidt af en oplevelse. Peter var vel ca. 11 år. Han spurgte straks Christian, som var i konfirmationsalderen: Skal du snart til at studere teologi, Christian? og fik som svar, at nu gjaldt det jo først mellemskoleeksamen og derefter gymnasiet. Peter var en rigtig præstesøn, stærkt indlevet i præstegårdslivet. Da vi skulle spise, spurgte man, hvor Peter var, og det blev sagt, at han var gået på kirkegården i Hinge, et godt stykke vej borte. Han ville jo orientere sig om kirken i sit nabosogn. Han var imidlertid straks tilbage, og middagen kunne indtages med fru Overgaard for bordenden og gæsterne omkring. Jeg en beskeden bondedreng - var meget imponeret over at blive serveret for af en sevitriceklædt dame, og jeg lyttede interesseret til samtalen ved bordet til afveksling fra grammofon- og fodboldspil i gård og på mark. Det var vel også der, familien Jessen blev klar over min eksistens. Grønbæk Kirke. Min Tjenestetid Side 1

2 Mange år efter havde pastor Jessen en sygdoms-periode og fik brug for en hjælpepræst. Det var året, før jeg skulle have min eksamen. Peter var endnu ikke færdig med studierne, og Christian havde imidlertid bestemt sig for at vente endnu et år med at gå op, grundig forberedt, som han altid ville være. Jeg tænker, han havde orienteret pastor Jessen om situationen og sikkert lagt et godt ord ind for mig, for ved Juletid kom der et brev fra pastor Jessen til mig hjemme i Fuglemose, om jeg kunne tænke mig at begynde min præstegerning hos ham til sommer. Jeg svarede straks Ja. Jeg kunne ikke tænke mig noget bedre, og Mor var tilfreds. Hun havde før næsten taget det løfte af mig, at jeg ville tage imod en stilling hos en god præst. - Er det en som vore præster her? - spurgte jeg. Ja, sagde hun. - Det var næsten sikkert, at man måtte begynde som hjælpepræst i de år. Der var dengang mange om budet. Besøget i Grønbæk Præstegård. Jeg tog derned en dag i julen 1949 og blev meget venligt modtaget. Den gamle munkestensbygning imponerede mig, og også udsigten til den meget smukke kirke, som jeg aldrig før havde besøgt. Jeg kunne ikke andet end føle mig vel tilpas ved tanken om, at alt dette skulle være mit, når og hvis - jeg bestod. - Jeg følte mig glad ved tanken om, at alt, hvad jeg havde drømt om, nu lå lige foran mig. Vi spiste middag, og Pastor Jessen indledte derefter vor samtale med at foreslå sangen af stiftsprovst Paulli : Jeg kommer, Herre, til dit alter, - som den fortabte søn kom hjem. - Og: Jeg ved det godt, jeg ligner ranken, der ikke bærer modne bær. Men: Af dig kan jeg få nye kræfter, så jeg kan bære frugt herefter. Det var en meget smuk sang, og den traf mig lige på kornet. - Den dobbelte følelse af uværdighed og betydning fyldte mig ved tanken om, at jeg skulle være præst netop her. For Pastor Jessen stod det klart, at vi altid kommer som den fortabte søn, når vi vender os til Gud, men også, at vi måtte og kunne bære frugt. - Jeg blev budt velkommen med en ubetinget tillid. - Jeg fik som aftalt - lov at overnatte i præstegården og tænkte da meget på, hvad den havde betydet i de 200 år, både for sognet og for slægten Jessen, som i flere generationer havde haft bolig og gerning her. Jeg skulle så dagen efter til Ans, hvor den anden kirke lå, og aflægge besøg hos en, der var medlem af menighedsrådet. Ordinationen. Pastor Jessen havde aftalt med biskop Skat Hoffmeyer, at ordinationen skulle finde sted Prosessionen til ordinationsgudstjenesten. Min Tjenestetid Side 2

3 i Grønbæk, - i hans egen kirke. Vi var 5 ordinander, deriblandt Axel K. Jensen, min gode ven fra studietiden. Han skulle være hjælpepræst i Hinge og Vinderslev for provst Anker Jeppesen, som også havde en sygeperiode. Vi blev altså nabo-præster. Vi skulle så igennem en sidste eksamen, Bispeeksamen, som den hedder. Her kan man ikke dumpe. Man fører under biskoppens ledelse en længere samtale om emner, der vedrører tjenesten, De 5 ordinander. Axel K. Jensen længst tv., jeg længst th. men også om emner med videre perspektiver. Biskoppen førte os ind i forholdet mellem biologien og teologien ( han var selv sommerfugle-samler ).- Ordinationen blev ledet af biskoppen og musikalsk af min bror Aksel, der sad ved orgelet i soldater-uniform og gav orgelet hele armen. Flere fra min familie var tilstede, bl. a. Andreas og Esther og deres børn. Af biskoppens tale husker jeg, at han sagde, at vi i vor forkyndelse aldrig vil kunne gøre GUD stor nok. Mine følelser under hans håndspålæggelse kan ikke beskrives. Jeg kom lige fra den cykeltur med Pastoralseminariet til Sydslesvig, som nær havde kostet mig livet. Min kære Moster, Dorthea, kunne ikke være med. Da jeg kom hjem, så hun på mig og sagde: Nu er du så præst, Henry! - Ved festen på kroen efter gudstjenesten var det så, at overlæge Dalsgaard, overvældet af begivenheden henvendte sig til min Mor med mange gode ord om hendes kamp for os i svundne gamle dage - og om samarbejdet mellem dem i de hvide kitler og dem i de sorte kjoler på et sygehus. Efter ordinationen. Jeg foran, th. Biskoppen havde engang talt med Kong Frederik om processioner og foreslået sig selv som den sidste, og kongen havde svaret: Ja, småkravlet først! Min Tjenestetid Side 3

4 Præstegerning og hverdagsliv. Jeg fik lov til at bo i Grønbæk Præstegård. I en nyere vinkelbygning til hovedlængen lå et par værelser, hvor jeg indrettede mig med kontor og soverum. Omvæltningen fra storby-tilværelse til landsbyliv var for mig overvældende, tilmed i noget så romantisk som en præstegård. Jeg deltog i alle måltider og delvist i familiens liv i det daglige. Efter morgenmåltidet samledes vi til morgensang, hvor pastor Jessen lagde dagen frem for os - og for Gud! Peter var også klar med salmeforslag. Og så gik vi hver til sit. Fru Jessen sørgede for, at jeg havde det godt. Peter var ofte hjemme fra studierne i Aarhus, og Hanne var pige i huset, - og så havde fruen skaffet endnu en pige til husførelsen fra sin nærmeste familie, - kaldet Søss. - At det betød en vis munterhed i hverdagslivet er vel naturligt. De to unge piger havde deres eget sprog indbyrdes med stavelsen pe hyppigt gentaget i sætningerne, endda i ordene, hvad der jo dog gav os andre en mulighed for at forstå meningen med ordene. - Når jeg tog mine vandreture i den smukke omegn omkring Alling Sø og Å og dvælede ved kloster-ruinen ved bredden, ordnede de min lejlighed. Engang jeg havde klaget over for mange møl i stuerne, fandt jeg en skrivelse, hvori det anbefaledes, at jeg nok lidt hyppigere skulle åbne vinduerne, -underskrevet Møllenes bestyrelse. Jeg skrev som svar ( med efterligning af en rubrik i Aarhus Stiftstidende ) følgende: Jeg undrer mig over at sådanne to små larver har indsigt ( insekt ) nok til at sidde i møllenes bestyrelse. - Carlo Cartophelmoes, cementkoger. Morskaben bredte sig i huset. - Også pastor Jessen deltog i fornøjelserne: Han skulle have ABC-Din, en anden af os skulle have Vita-min, og således fik enhver jo Medici-sin! En helt speciel oplevelse: Vi havde haft præstekonvent. - Præster med fruer - sådan hed det dengang - fyldte først kirken til gudstjeneste og dernæst præstegårdens stuer til spisning. Pastor Jessen holdt foredrag om Grundtvigs kristendoms-syn: Menneske først og kristen så. Han citerede med tilslutning et vers, hvor det hedder om en tvivler, der dog er sandheds ven, at om ikke han kristen er i dag, han bliver det i morgen. - Det var en efterårsdag, og mørket faldt på umiddelbart efter gæsternes afgang. Flaget havde jo været hejst og var åbenbart blevet glemt. Hanne og jeg opdagede det og vi gik ud i haven for at hente det ind. Fruen opdagede, at noget var på færde og viste sig i havedøren. Hun kaldte forsigtigt: Hanne! Er du der? Og Hanne svarede Ja! - Men hvad kunne der nu ikke ske mellem to unge mennesker i havens mørke? Så lød den moderlige røst igen: Er du alene? Hanne svarede ærligt: Nej, jeg er sammen med pastor Vestergaard. Vi tager flaget ned. - Så var vi altså dog beskæftiget! - og nogenlunde stille blev døren lukket igen, - og vi skyndte os jo ind med flaget! En søndag fik vi at vide, at der skulle være et eller andet jubilæum i Tvilum kirke, hvor dronning Alexandrine havde tilsagt sit nærvær. Pigerne og jeg blev hurtigt enige om at få den oplevelse med, og over middag cyklede vi til Tvilum, og det var virkelig en oplevelse at se den gamle, smukke klosterkirke. Dronningen manglede en salmebog. Og havde man nu lige været lidt vaks! men provst Blenker kom mig i forkøbet og overrakte Arbejdet drøftes. bukkende bogen til Hendes Majestæt. Min Tjenestetid Side 4

5 Gudstjenesterne. Pastor Jessen gav mig næsten alle gudstjenesterne. Kun en om måneden forbeholdt han sig som sin. Han talte altid klogt og enkelt. En fortalte mig, at han ofte brugte vendingen: Det ligger jo i sagens natur-. Det betød jo, at det var vel begrundet og let forståeligt, hvad han sagde. Jeg husker en prædiken, hvor han talte om bøn. Han tog udgangspunkt i salmelinjen: Send bønnens hvide due som bud fra jert hjem. Vel kendt af alle, fordi det var fra en bryllupssalme. Det var det med den hvide due, han heftede sig ved. Det var vel ikke altid særlig hvide duer, vi fik sendt. Men også de mere blakkede duer tager Gud imod og giver os det svar, vi behøver. Selv førte han kirkebogen og beholdt således lejligheden til at tale med sine sognebørn, som alle havde den største glæde ved det og dyb respekt for det. Han var den tredje generation af Jessen-slægten, som var præst i sognet. Det føltes som en kulturel værdi for sognet og blev ofte forbundet med minder fra hans forgængeres tid og tidligere begivenheder, som blev husket - Engang imellem lejede han en bil med fører, og så brugte han og fruen en eftermiddag til korte besøg med attester - eller uden særlig anledning - med at hilse på folk. Syge gjaldt naturligvis særlig hans opmærksomhed. Jeg kunne glæde mig over samme tilslutning til mine gudstjenesterne som til hans. En mere opmærksomt lyttende menighed kunne jeg aldrig få. Kirken var fyldt fra nederst til øverst! - hver søndag og helligdag. Olaf Jessens rådgivning var altid ganske kort og god aldrig kritisk. Jeg mærkede kun anerkendelse fra både ham og fruen. Jeg var selv opsat på at gå på besøg i sognet og gik gerne med i både mark og stald. ET stort og smukt missionshus i Ans var blevet bygget med henblik på i fremtiden at skulle bruges som kirke. Vi holdt allerede en del gudstjenster der i min tid. Nye perspektiver. Jeg blev gode venner med menighedsråds-formanden og mange andre. På en udflugt blev jeg spurgt, hvad jeg ville gøre, når præstefamilien tog på ferie en måneds tid. Jeg svarede muntert, at jeg ville sætte en annonce i avisen, at jeg ønskede at fæste en pige til at sørge for mig så længe. Formandens kone var ikke sen: Du ( nej, de sagde De ) skal nok få både stuepige og kokkepige! - Alle morede sig. Jeg følte mig da også virkelig afholdt. - En aften var vi nogle samlet i et hjem og legede en gesandtskabsleg. To hold skulle kæmpe. På mit hold bestemte vi os for at fremstille trækvinden og træk-vinden. Trækvinden var et udskåret billede fra Grønbæk kirke. Det udartede til helt frusterede udbrud, - for det blev efterhånden fuldstændig håbløse ting, der blev sagt og spurgt om vedrørende emnerne, - ingen kunne gætte det - så vi måtte røbe løsningen til sidst. Hen på efteråret blev der ofte koldt i min lille lejlighed. Jeg var ofte borte i længere tid, på besøg hos min Mor eller i sognet, og selvom jeg selv kunne tænde op i kakkelovnen, kunne ilden ikke holde sig. Desværre - eller heldigvis! blev jeg virkelig syg og måtte tage hjem til min Mor og genvinde helbredet. Da jeg vendte frygtelig tilbage, havde fru Jessen en ny plan udtænkt og klar. Jeg skulle bo i et værelse på hvilehjemmet Bethel i Ans. Hr. og fru Dam, bestyrerparret, var helt klar til at tage imod mig, næsten som deres egen. Igen en omvæltning, dog indenfor tjenesten og tjenestestedet, så jeg kunne fortsætte, hvor jeg havde sluppet. Mortensaften mødte jeg her en pige, som fik afgørende betydning i mit liv, - min egen lille Karen. Hun boede der og havde nogle opgaver med plejen af de gamle, mens hun gik til syning og ventede på at få adgang til uddannelse til børnehave-lærerinde. Hun havde efternavnet Iversen, var datter af gårdejer Søren Iversen, Sahl ved Bjerringbro. Hun havde fået uddannelsen som barneplejerske fra København og havde lyst til børn. Jeg havde truffet hende før, en aften til et ungdomsmøde, hvor hun Min Tjenestetid Side 5

6 havde præsenteret sig for mig. Jeg drak da også kaffe sammen med hende bagefter og hørte hende sige til andre: Børn, det er nu mit det bedste. Da sprang der en gnist over et eller andet sted, - som det jo kan ske, - men jeg glemte det igen, næsten da indtil Mortensaften i Ans! - Vi sås hver dag ved aftenstid, vekslede ord og blikke og tanker december vovede hun sig op på mit kontor med en appelsin, som hun delte mellem os. Hun havde fri dagen efter, og vi bestemte at mødes til en vandretur i sneen december gik vi over broen over Tange Sø, og langs søens bred standsede vi, og her sagde vi de forløsende ord til hinanden. Vi gik hjem over broen til lysene og juleudsmykningen i byen og præsenterede os straks for hr. og fru Dam. - Alt var i orden, - troede vi da. - Men sådan noget skal en præst helst ikke gøre. Det holdt hårdt i det lille samfund at få anerkendelse af det skete, - hvorfor vides ikke! - Men vi kom vist alle sammen over det. Missionshusets formand, den kære Anders Døssing, tog helt vores parti. To færøske indre-missionærer ved navn Hansen, som ofte kom på hjemmet, blev vore gode venner. Ragnvald Dam, som selv var færing, var fuld af humor. Engang på et besøg på Færøerne truede han sin kone med at ville hoppe af ( dengang et kendt udtryk for flugt fra DDR). Og engang, da vi siden kom som gæster, holdt han en tale, hvori han lykønskede mig med, at jeg som den eneste beboer nogensinde var sluppet levende fra et ophold på hans hvilehjem! Børnehave-uddannelsen blev skrinlagt for Karens vedkommende, - en ny fremtid var jo nu i perspektiv. Hun indskrev sig nu som elev på Haslev Udvidede Højskole. Hun kunne nå at få de sidste 3 måneder med. Så var der jo løsning på alle problemer, - og hun blev meget glad for opholdet under forstander Johs. Magelunds ledelse. Karens mor havde iøvrigt foreslået hende en søndag i den svundne sommer at tage til ordination i Grønbæk kirke. Men det havde ikke hendes interesse dengang, at 5 unge mænd skulle indvies til præster. Vi havde for resten haft et mellem- spil : Vort bekendtskab var blevet uddybet ved, at hun blev optaget i et sangkor, jeg havde dannet, og som blev ledet af min bror Aksel. Ved optagelsen af sangere havde jeg selv siddet ved klaveret, og da jeg vistnok tilfældigt foreslog hende at synge Så tag da mine hænder, kneb det hende meget at få sang-stemmen igennem.- Men hun blev optaget! Jeg tog det jo som et hændeligt uheld! - Dagen efter, den 10. december, som var en søndag, havde jeg en eftermiddagsgudstjeneste i Skorup kirke. Jeg cyklede dertil fra Ans. Der var glat på vejen langs et hegn. Jeg havde vist nok også gudstjenesten hjemme. Hverdagen var begyndt. Tjenestens vilkår. Min gode erfaring i tjenesten i øvrigt var folkekirkens enestående stilling i lokalsamfundet. Hver dør i sognet var åbent for præsten. Det var en selvfølge at se præsten i hvilket som helst hjem i sognet, næsten en æressag. Samtalerne strakte sig over alle emner fra hverdagslivet, og jeg mærkede en tillid umiddelbart, ikke som noget, jeg skulle vinde eller gøre mig fortjent til. Det gjaldt også det åndelige, som ikke var tabu, selvom man ikke uden anledning selv bragte det på bane. Sognet var stærkt præget af et levende kirkeliv, og det var almindelig kendt, hvem der havde et forhold til Gud, som der kunne tales om. Personlig kristendom, som den findes i indre-missionske sammenhænge, var respekteret også blandt dem, der ikke synligt og hørligt gav deres holdning til kende. Kirken og kirkegården var alles eje og havde alles interesse, og der var ingen, der ikke i det mindste lejlighedsvis kom i kirken og hørte evangeliet forkyndt. Alle var døbt og konfirmeret. Som præst var man ikke blot velkommen på sygehuset, man var ventet, både af læger og personale i øvrigt og af patienter, alle var klar til at hjælpe en og give råd. Fantastisk, hvad vi ejer i den danske folkekirke, for en præst, der gerne vil bringe et budskab om Gud, han selv har modtaget og lært at Min Tjenestetid Side 6

7 kende i tradition og nutid, - positive vilkår, på forhånd ven med et helt sogn, hvis ikke et særligt forhold gør sig gældende. Derfor skal selv den mindste kirke bevares som gudstjeneste-sted, - ingen lukkes, måske under særlige omstændigheder have nedsat funktionspraksis. I nyere tid er der nok en vis mistænksomhed overfor religion, men for de fleste kommer det jo an på, hvilken religion man taler om. De fleste mindre sogne har et eller andet historisk minde, som sammen med kirken selv giver befolkningen en fornemmelses-dimension af vor fortid og forudsætninger. I den henseende er al tale om udkant en frækhed for at sige det, som det fortjener. - Grønbæk sogn har kloster-ruinen ved Alling Sø og på nordvest-siden fra kirken en gård, der hedder Kongensgård med en ruin i haven, efter traditionen fra Erik Glippings jagt hytte, nok den, hvorfra han forvildede sig til Finderup Lade ved Viborg, hvor han blev dræbt. Også præstegården må her nævnes, bygget for 300 år siden af provst Hurtigkarl, der selv ledede arbejdet med at grave ler og brænde mursten til det enestående bygværk. Personligt. Med mit forhold til Karen og hendes familie i Sahl ved Bjerringbro lærte jeg også et andet sogn at kende, af en lidt anden støbning. Sprogligt talte man anderledes på den anden side af Gudenåen, der jo der løber gennem Tange Sø. Det er forskellen mellem midtjysk og østjysk, der her gør sig gældende. Min nye familie hørte til den grundtvigske kirkeretning.- Engang, Carl Schædtler og jeg skulle forestille at læse til eksamen, havde vi selvfølgelig vendt mange ting. Pludselig fik jeg et lyssyn. Jeg sagde: Når jeg skal giftes, skal det være med en grundtvigiansk pige, en, der har øjet åbent for alt skønt og stort hernede som Grundtvig synger, så vil hun jo også få øje for mig! Det morede Carl, og det glemte han mig aldrig og vendte tilbage til det engang i en lejlighedstale. Men det gik jo altså sådan! Skønt, da jeg lærte Karen at kende, havde hun under et ophold i Ans lært et indre-missionsk miljø at kende og havde genvundet sit gudsforhold der. Hun talte selv om sin omvendelse og sagde, at når man havde oplevet det som hun, ville man føle det sådan, at nu kunne man godt dø! Det var jo stærkt og godt. Men hun forblev den grundtvigske højskolepige i sind og væsen og blev netop således en fantastisk livfuld livsledsager for mig trods alle de udfordringer, hun fik af krævende opgaver og sygdomme. - Da hun en forårs-søndag havde taget turen med bussen til Grønbæk kirke, sad hun inde hos pastor Jessens til formiddagskaffe, og da jeg efter min cykeltur fra Ans kom derind for at tjekke min guds-tjeneste af, sagde pastor Jessen til mig: Ja. her sidder vi med det bedste, De har. Det gav genklang i mit sind. Da forlovelsen allerede i julen var blevet en kendsgerning. kom jeg til søndagsmiddag i hendes hjem. Jeg havde været der før. Men det var alligevel første gang. Jeg havde jo glemt at anholde om hendes hånd hos den djærve gårdejer. Man tager jo, hvad man kan få, tænkte jeg som moderne ungt menneske. Men Nej! Det skulle lyses i kuld og køn. Han rakte mig æsken med cerutter, Comtesse, hed den ( jeg røg dengang): Henry, vil du have en Komtesse? Ja tak! svarede jeg. Nå, sagde han, Jeg tænkte, du ville have sagt: Jeg kan godt nøjes med en gårdmandsdatter. - Da jeg havde bekræftede det, var formalia i orden. Karen. Min Tjenestetid Side 7

8 Afsked med Grønbæk. Tiden for min ansættelse løb ud efter et år. Til Juni var det slut. Peter fik teologisk embedseksamen i Aarhus og kunne nu efter pastoralseminariet blive ordineret og hjælpe sin Far som præst. Det år havde været en oplevelse for mig for livet. At forestå gudstjenesterne havde været det helt store nybrud i min tilværelse, og så i det traditionsrige sogn Grønbæk, hvor der var et levende trosliv. Pastor Jessen havde forud for en ny salmebog selv sammensat nogle få nye salmer i et lille hæfte, så vi kunne synge salmer som Se, nu stiger solen af havets skød. og Jeg så ham som barn med det solrige øje, den grundtvigske præst Vilhelm Birkedals gribende salme om korset, som stod skjult mellem løv i det fjerne, men som han siden som mand i den modnede sommer lærte at favne -. Pastor Jessen havde valgt Op dog Zion, ser du ej sejrens palmestrøede vej som altergangssalme. Når de i flok og følge vandrede op til alteret var det som på selve den palmestrøede vej til Guds hus i Himmerig. - At Lille Jeg nu var kendt værdig til som tjener i festligt skrud at modtage dem og uddele Paradisets vin og brød, kan endnu bringe mindets tårer frem i mine øjne. - Over indgangsdøren stod: Under sang vi atter bygge på den gamle klippegrund. At gå derind, - det var jo som at gå som under grønne lind til vor Herres glæde ind. - Og de mange gamle salmer åbnede sig med deres smeltende indhold for mig, f. eks. Grundtvigs: Kvindelil, din tro er stor, Ske dig, som du ville. I det rige nådens- ord Sprudler livets kilde. Det var Herrens ord engang Til den hedning-kvinde, Som mens klokkerne har klang Aldrig går af minde., Det er stadig Herrens ord Til hvert hjerte lille, Når han ser, dets tro er stor Til hans øjne milde. Når jeg så op mod den ualmindelig smukke kirke med dens fornemme apsis-runding og det harmoniske bygningsværk i det hele, tænkte jeg barnligt: Her har den ligget og ventet på mig i mange hundrede år. - Og når Aksel en aftenstund satte sig ind i kirken, hvis dør aldrig var låst, og satte sig til orgelet, og tonerne lød fra den smukke, oplyste kirke ud til præstegården og den lille by, - så var himlen sænket mod jorden. Nye horisonter. En cykeltur ind til Aarhus til biskop Skat Hoffmeyer - og tilbage igen - gjaldt så mit fremtidige virke. Han var jo min chef. Men jeg fik snart en anden. Aksel K. Jensen, som nu var hjælpepræst i Hinge-Vinderslev, og som vi selvfølgelig var i stadig kontakt med, kørte mig i provst Jeppesens bil til Viborg for at melde os til tjeneste hos biskop Christian Baun. Han var for nylig blevet valgt til biskop her, og vore tanker gik mest til Viborg. Han fungerede tillige fortsat som stiftsprovst, og han stillede os i udsigt, at en af os kunne få lov at virke i domsognet, da kirkens anden præst netop havde fået embede andetsteds, og Baun således for tiden havde tre embeder at betjene. Det blev så mig, der fik den stilling som midlertidig hjælpepræst for en midlertidig stiftsprovst, idet Aksel Jensen blev antaget som generalsekretær for Santalmissionen med bopæl i København. Jeg betragtede det som et avangement. Det var jo Viborg Domkirke. Jeg havde pludselig også andre tilbud. Jeg har tre domkirker på hånden, blærede jeg mig med på Hvilehjemmet overfor grosserer Ørnum, en mand, som p.t. havde et rekrationsophold der efter en nedtur. Vi havde i øvrigt haft et kammeratligt forhold med et meget humoristisk islæt. Vi sad ofte længe ved morgenbordet Min Tjenestetid Side 8

9 med de ulidelige cigaretter osende mellem vore fingre. Han betroede mig, at han aldrig havde det bedre end om morgenen, før han fik tændt den første cigaret. Han havde sin egen tilgang til kristendommen, som han på stedets vegne nærede den største beundring for. Hvor blev han af sidenhen? Han var med ved min indsættelse, hvor han særlig bemærkede salmelinjen tilbage vender livet ej. Her stod jeg midt på den store trappe, mens Baun fra prædikestolen forestillede mig for en tæt fyldt domkirke og talte om den besynderlige gerning, præstetjensten er og forberedelsen dertil. - En myndig og krævende chef var han. Jeg fik som gift! ung mand 850 kr. om måneden, og så formanede han mig til at stræbe efter ved arbejde at leve op til den storhed! - I fuld alvor naturligvis, for sådan var Baun. Og jeg tog ham på ordet. - Og hjalp ham med gudstjenester, med besøg, med kirkebøger og med flytning til Bispegården. Selv flyttede jeg ind i en stor villa på Volden, som senere blev brugt som skolebygning! - Da vi kom dertil, udbrød Karen: Henry! - Så stort et hus! Vi flyttede ind i et par af stuerne, -midlertidigt! Volden 7. Foran det store hus. Men brylluppet! Naturligvis var vi blevet gift forinden juni 1951, - Grundlovsdag! - stod vi brudgom og brud i Sahl kirke. Aftenen før havde Ørnum og Schædtler budt mig på kaffe på Kongensbro kro og forsøgt at sætte mig ind i ægteskabets forskellige problemer, ganske uden held. Jeg vidste, det var det helt rigtige, jeg havde lagt op til. - Karen blev ført ind i kirken i strålende hvidt, men dybt alvorlig at skue, ved fatters arm, og vi havde bedt pastor Jessen om at foretage vielsen. Han talte ud fra profeten Haggaj, at gryder og pander i Herrens hus skulle være Helliget Herren. Det gjaldt også i en præstegård og i det hele taget med alt i et menneskeliv. Vi havde fravalgt pastor Amby, som vi naturligvis havde det bedste forhold til, og som for øvrigt ved vores bryllupssamtale havde betydet mig lige ud, hvad jeg ikke selv var klar over, at jeg var i besiddelse af frækhedens nådegave, hvad Karen tog noget tænksomt på, men som uden tvivl var helt berettiget. Vi havde en dejlig fest på gården, stort telt, mange gæster og taler, mange fine gaver, fotograferinger i den store, smukke have med det gamle lysthus fra bygmester-familien i Aarhus; turen gik til Bjerringbro til fotografen der, og det blev, som Karen så tit sang: Om jeg trækker i brudekjol, da lad det ske i gyldensol. I stedet for brudevals, som hun nok tidligere havde drømt om, samledes gæsterne på den store plæne og lyttede til en aften-andagt ved - selvfølgelig Aksel K. Jensen. Hans svoger Carl Johan betroede mig den aften, at han nu også havde fundet sin Signe.- Broder Aksel sørgede for, at vi om morgenen derpå efter de bedste traditioner blev vækket med sang.- Min Tjenestetid Side 9

10 Bryllups-rejsen gik til et sommerhus på Lundø, hvor vi tilbragte nogle få hvedebrødsdage og fik besøg af forstander Dam og frue samt Ørnum, og hvor vi sejlede med fiskere over Skive Fjord til Krabbeholm, hvorfra vi gik! - tilbage til Lundø efter et indtog i Højslev præstegård. Brudeparret. Tv. Søren og Marie Iversen. Th. Karoline Vestergaard. Foran lysthuset fra bygmester-familien i Aarhus er dette billede taget; nu står lysthuset i Den gamle By i Aarhus. Hinge-Vinderslev. I løbet af sommeren blev domprovstiet og det residerende kapellani ved domkirken besat af hvh. Henning Høirup og Svend Aage Nielsen, og samtidig fik Aksel Jensen sin stilling i København. Det lå lige for, at jeg skulle overtage hans plads som hjælpepræst for provst Anker Jeppesen i Hinge og Vinderslev. Jeg blev nu præst i mit hjemsogn og kunne om søndagen se de gamle kendte ansigter rettet imod mig fra alter og prædikestol, også min Mors. Vi flyttede ind på loftet i Hinge Præstegård og snart efter i et lille hyggeligt hus i byen, som var blevet ledigt. I en af provstens sygdomsperioder var jeg konstitueret sognepræst med ansvar for kirkebogsføringen, som dengang skete i hånden i store foliebind, - med konfirmander - og med ved stedets mødevirksomhed. Jeg tog kørekort og fik så lov at køre til den anden kirke i pastoratet i provstens bil. Underlig at færdes på min barndoms egne, nu som præst efter de onde år og mine mange skiftende oplevelser og mærke den samme tillid som præst fra dem, jeg selv som dreng havde set op til. Størst oplevelse var dog, at vi her fik vores første barn, som fik navnet Richard. Fødslen var i gang på Kjellerup Sygehus, mens jeg holdt bibeltime i et hjem på Mausing mark. Jeg bemærkede overfor manden i huset, at jeg nok egentlig burde være et andet sted. Do hår et nok bejst hier, sagde Jens Johan med overbevisning, og jeg var da også rolig ved, at alt var i de bedste hænder. En ny elementær oplevelse var det så sidst på aftenen at komme over til Karen og hendes nyfødte lille dreng, som straks tog om min pegefinger og hilste Goddag, far! - vi skal nok blive gode venner! Det kom til at holde stik. Hjemme i vort lille hus holdt de begge snart deres indtog, og Karen var jo professionel som barneplejerske. En strålende forårs-søndag blev Richard døbt i Hinge kirke, og festen blev holdt under taget på det lille hus med familien. Han var et yndigt barn at se på, men netop den dag blev det klart, at han var syg. Slapt lå han hen på sin mors arm, og der var vist noget galt med benene. Min Mor og jeg havde netop de første dage efter hjemkomsten været i København til Stinnes indvielse som diakonisse. Barnet var imens blevet passet af svigerinde Ester i Mosters hus. Nu forestod en ny Københavns-tur. For drengen blev indlagt på Kjelllerup Sygehus igen - hos den ny overlæge, som foreslog os at rejse med ham til professor Preben Plum, børnelægen på Rigshospitalet. Vi tog derover og fik ham indlagt der, og i flere måneder så vi ikke vores Min Tjenestetid Side 10

11 nyfødte søn, men fik at vide, at der var observeret medfødt muskelsvind. - I den følgende tid skulle min tjeneste udløbe, og der havde ikke været tid eller mulighed til at søge og få fast embede. Ny tjeneste i Skælskør. Men vi så, at en broder til Olaf Jessen, provst Harald Jessen i Skælskør, søgte en hjælpepræst. Jeg skrev til Skælskør Kirke. ham, og han antog mig straks og tog siden imod os med en lejlighed klar til os, da vi med alt vort gods ved novembertide ankom til den sydsjællandske by, - efter at have taget afsked med vore kære sogne i Midtjylland, som det sig burde - med gaver og tak! - Efter højtidelig indsættelse og festlig middag hos min nye chef var en af vore første handlinger at rejse til København og hente vores dreng, som nu åbenbart havde glemt os og det fine håndtryk efter sin fødsel. Han græd, da vi tog ham til os, Karen var jo ikke klædt i hvidt! - men humøret steg straks til de største højder hos os alle tre og hos Mor med, som kom på besøg. Vi havde fået indgående desseinger med hensyn til de kommende år. Richard skulle trænes op, så langt det var muligt, men nogen særlig udsigt for ham kunne den venlige og dygtige overlæge ikke give, tværtimod, muligvis år! Karen og jeg tog opgaven op, og nogen tid efter så vi de første gode resultater. Han kunne kravle over en bordkant! Lykkeligere forældre fandtes ikke. - Og tiden i Skælskør blev en herlig tid. Vi vik venner for livet, bogstavelig talt. Kordegn Erik Hemmingsen og hans kone fulgte os livet igennem, og deres børn tog mange år senere turen over til Karens sidste rejse til Gjellerup kirkegård. -Tjenesten selv gav mange glæder. Vi startede sammen en konfirmand-klub med nye venner, og et forår med gode minder fra kirke og missionshus smilede os i møde, og her stiftede vi bekendtskab med den nystiftede bevægelse, Unge Hjem, som provstens søn og svigerdatter i Slagelse stod i spidsen for her i det syd-sjællandske,- en bevægelse, som forenede det kristelige og kulturelle med særligt henblik på unge hjems problemer og opgaver i den nye tid. Men Jul 1952: Langt fra hjemmet uden øl!! som man sang. Viborg igen. Jeg søgte tilbage til Viborg. Her havde menighedsrådet fået lov at oprette et 3. embede ved domkirken. Carl Schædtler, - det skarn -,søgte også stillingen, - han vidste, at jeg søgte, men det skulle altså komme an på en prøve det her. Han fik en indstilling som nr. 1 jeg en indstilling som nr. 3. Afstemningsreglerne gjorde det muligt for et flertal efter indbyrdes aftaler at bestemme over både nr. 1 og nr. 2. Men jeg havde nu Indre Missions stemmer, og da biskop Baun og iøvrigt hans nylige rival til bispestolen, Carl Viborg Domkirke set fra Latinerhaven. Hermannsen, nu kirkeminister! fandt hinanden i en forståelse af, at det var mig, der var bud efter i Viborg, kunne vi holde vort indtog igen i den kære by, - og venskabet med Carl holdt selvfølgelig. Vi fik en lejlighed på Danmarksvej og kunne nu trygt i fast embede Min Tjenestetid Side 11

12 lægge langtidsplaner for vort arbejde med vor søn og vores gerning som præstefolk, og samtidig ventede vi vores andet barn. Hen på sommeren spurgte Baun mig: Vestergaard, hvornår skal det være? - Det bliver nok ved juletid, sagde jeg, det kan jo nok komme til at gå ud over de mange julegudstjenester ( to hver helligdag ) -. Kommentaren faldt prompte fra chefen: Det skulle De jo have tænkt på noget før! Barskheden var ikke til at tage fejl af, men smilet spillede i mundvigen. ( ja, men jeg havde netop fejret min 30 års fødselsdag den 26. marts! kunne jeg jo have svaret ). - Men vores anden søn, som af nogle for os indlysende grunde ved dåben i Viborg Domkirke skulle have navnet Hans Christian, var dog så hensynsfuld at vente med sin ankomst til verden og til os til efter Nytår. - Jeg følte nu iøvrigt, at jeg var kommet i med de store. Eks.: Ved et møde i Hans Tausens Hus (missionshuset), hvor Baun talte, sluttede han med en beretning om situationen i domsognet, hvor han udtrykte sin glæde over, at embederne nu var Biskopperne Skat Hofmeyer og Baun. lykkeligt besat af to kompetente præster, - og, føjede han så til i stalden har vi nu også fået en plag ( ung arbejdshest ) i opdræt, - pastor Vestergaard. - Hans tillid til mig var helt klart uformindsket. I menighedsrådet var der i begyndelsen efterdønninger af striden ved mit valg. Næstformanden, en stor og stortalende Viborg Bispegård. skoleinspektør, leder af flertalsgruppen (soc.), holdt en dundertale ved mit første møde i rådet og protesterede over, at hans gruppe var blevet forbigået ved præstevalget. Det var ikke rart for mig. Men så rejste han sig igen og bød mig velkommen! Jeg glemte vist at sige Tak! Men jeg var klar over, at nu var det op til mig at sørge for solskin. Jeg tog mig sammen og opsøgte skoleinspekren på hans kontor, og vi fik en virkelig god samtale, og siden et udmærket samarbejde, også med nogle konfirmandhold på hans skole. Domprovst Høirup indsatte mig. Igen stod jeg på den høje trappe, nu med ham ved min side, og fik en god præsentation og et hjerteligt velkommen. Han blev siden biskop i Aarhus, men vi holdt en god og venskabelig forbindelse indtil hans død. Svend Aage Nielsen flyttede ind på Volden, men blev siden sognepræst i Haslev og blev så udskiftet med Axel Jeppesen, som havde været dansk præst i Berlin og der havde oplevet russernes erobring af byen og bagefter været i russisk fangenskab. Han blev en hyggelig kollega. Vi havde det alle tre fint med hinanden, både dagligt og ofte selskabeligt. Som tredje og yngste mand kunne jeg ikke tilkomme så mange højmesser som de to andre, og biskoppen skulle jo også have sine højmesser, men hver 5. søndag havde jeg en hundredtallig menighed. Det var en oplevelse hver gang i de 9 år i Viborg. Til gengæld havde jeg hver anden søndag aftensangsgudstjenesten kl , som jeg var lige så glad for tilhørere var sikre, og når jeg beredte alterbordet efter prædiken, var det hver gang en oplevelse bag mig Plag en. Min Tjenestetid Side 12

13 at høre de mange trin på trappen med samme glæde som i Grønbæk. - De havde hørt mig og taget imod mit budskab! Sådan forstod jeg det - også. Tit hjalp jeg mine kolleger ved de store altergange ved deres højmesser. Bagermester Vinther fra menighedsrådet overlod mig søndagsskolen i Hans Tausens Hus. Der var et mylder af børn, og 7-8 klasselærere til at undervise. Jeg havde styringen og afslutningen, og det var hver søndag kl. 14. Jeg samlede så også klasselærerne til forklaringsmøder vedrørende teksterne. Når jeg så havde aftensang også, havde jeg altså 3 tjenester på en søndag. Konfirmandernes tal var stort i de år. Det var jo de store krigsårgange. De blev undervist i flere hold to formiddage om ugen. Engang havde jeg 129 konfirmander i dom kirken, deriblandt biskop Bauns yngste søn. De stod i to rækker hele vejen ned og blev konfirmeret i koret i flere hold. Jeg havde dem på mit papir og ellers i min hule hånd -, hver med deres bibelord. Det var fantastisk. Hans Tausens Hus. Søndagsskole fest. Jeg på talerstolen. Skive-sagen. Jeg var i Viborg, mens Skive-sagen stod på: Menighedsrådet ved en ny kirke i Skive havde indstillet en kvindelig teolog, Helga Jensen, til kirkens sognepræst. Biskop Baun, hvem det påhvilede at ordinere hende og give hende kollats ( officiel anerkendelse ), nægtede dette, idet han mente, at præsteembedet kun komme besættes af mænd. Kristus havde 12 apostle, som alle var mænd. Præste-embedet måtte forstås, ikke som et apostolat, men dog som et embede, der skulle videreføre, hvad apostlene havde sat i gang. Politisk løstes spørgsmålet imidlertid ved, at en anden biskop af fri vilje og med et andet syn overtog forpligtelsen og videre overtog tilsynsopgaven med den pågældende præst. Men først nægtede biskoppen at afgive sine forpligtelser overfor Skive. Alle landets aviser udtalte vrede over biskoppen, og stemningen var spændt. Biskop Baun overlod det da til menighedsrådet ved kirken selv at afgøre, om man ville fraskrive ham som biskop, - for den kirkelige friheds skyld. Det besluttede menighedsrådet så, og dermed var sagen i Skive løst. Men mange præster udtalte offentligt deres støtte til biskoppen, dog uden at det førte til konsekvenser. Alle drøftede sagen, også i Viborg. Som sikkert mange andre tog jeg spørgsmålet op i en samtale med Baun på hans kontor. Han ville altid gerne tale med sine præster på tomandshånd. Jeg gjorde det nærmest i sjælesørgerisk hensigt. Han skulle mærke, at man kunne være imod hans opfattelse uden Min Tjenestetid Side 13

14 at være imod ham! Jeg forstod godt, at netop han som dybt rodfæstet i den almindelige kirkelige tradition følte sig bundet til den med det ansvar, hans embede pålagde ham. Men jeg gik imod ham ud fra egne synspunkter. Jeg sagde, at Paulus, som i et af sine breve gav ordre om, at kvinderne skulle tie i forsamlingerne, ganske givet havde ment noget helt andet, noget aktuelt, med dette påbud, - om ro og orden i en livlig karismatisk menighed f. eks. Baun ville i og for sig gerne give mig ret, men føjede til, at da hele kirken i alle to tusinde år havde draget en bestemt slutning bl. a. af det bibelsted, kunne han ikke lave om på det. Så måtte man selv tage ansvaret. Siden har alt jo ændret sig m.h.t. kvindelige præster. Unge Hjem. Unge Hjem som landsbevægelse var stiftet og oparbejdet af missionær Hans Munch fra Aarhus og havde som formål at opsamle unge familier, som havde deres baggrund f. eks. i søndagsskole, spejderbeværelser og FDF, men som så ikke rigtig vidste, hvor de kunne komme videre med deres kristne livsholdning. Der skabtes gode og spændende tiltag rundt om i landets større byer især med week-end-stævner på Nyborg Strand i vinter-tiden. Det slog an i Viborg. Karen og jeg fandt hurtigt vejen til samlingsstedet og fik vore venner der. Møderne blev ledet i moderne stil med et godt incitament af bankassistent Gorm Nielsen og omhandlede aktuelle kristelige og kulturelle emner. Her ud fra fandt vi ind i en vennekreds, som udmøntede sig i en studiekreds om aktuelle emner og mange spændende fester med udtænkte rollespil. I Unge Hjem var ægteskabets opgaver og problematik gennemgående temaer. En spænding opstod i forhold til Indre Missions organisation, hvor man opfattede Unge Hjem-bevægelsen som en konkurrent, men jeg havde en positiv kontakt med et medlem af Indre missions bestyrelsen her fra egnen. Vi var helt enige, og jeg udfyldte min plads i begge sammenhænge i min Viborg-tid uden lokale spændinger. Værre var den strid, der blev mellem de jyske kredse, der støttede Munch, og de sjællandske, der reagerede stærkt imod hans udvidelse af arbejdet med Unge Hjems Højskole i Skaade Bakker, som de mente, tappede kræfter fra den oprindelige ide. Sjællænderne ville også have en forening med demokratisk valgt ledelse. mens Munch ønskede en selvsupplerende styrelse for at opretholde linjen. Et kendt Dagblad havde en humoristisk note, hvor Trolden Teddy gav Munch medhold i, at selvsupplering måtte være et naturligt princip for Unge Hjem! - Denne strid, som efterhånden fik personlig karakter, blev årsag til, at samlingen af kredsene forsvandt. Kredsene ønskede ikke i længden at engagere sig i striden. Et velment forsøg blev gjort for et forlig, hvor landsledelsen, som jeg var med i, mødtes med de sjællandske kredses repræsentanter på Nyborg Strand. Højtstående advokater repræsenterede hver sin gruppe, og højsteretspræsident Valdemar Hvidt var dommer. Et medlem, Arne Sejer, blev ved navne-ombytning i kampens hede omdøbt til Valdemar Sejr, - ellers var det småt med humoristiske indslag ved mødet, som desværre ikke løste problemerne. Jeg hilste på en god bekendt fra Skælskør. Vi var ikke uvenner. - Højskolen fortsatte og lever i bedste velgående. Viborg FDF. Høirup, Jeppesen og jeg arbejdede fint sammen, og der blev ikke gjort forskel på os fra nogen side undtagen at jeg blev optaget i Indre Missions samfundsråd, men indre-missionær Jakob Riis sagde til mig, at det ikke var, fordi jeg var mere deres præst end de andre. Men skønt jeg allerede var ret hårdt engageret, var det alligevel naturligt, at jeg fik særlig kontakt med børnene, Jeppesen mest med KFUM. FDF tog mig til sig. Det skyldtes ikke mindst Søren Møller, som jeg kom til at kende særlig godt. Han stod for den afdeling, som gik under betegnelsen pogene. Han havde en rygskade, som prægede hans skikkelse, Min Tjenestetid Side 14

15 men som han bar på en naturlig frisk måde. Han havde dertil en slem astma, som hæmmede hans udtale, som blev lidt stakåndet, og han måtte ofte flere gange om dagen helst i skjulte øjeblikke tage tilflugt til sin spray. Men han var fantastisk til de små drenge, som han styrede strengt men blidt. De myldrede omkring ham. Han holdt korte andagter for dem, - og så viste han films. Man kunne i de år få alle de amerikanske Strandpromenaden på Møgelø. oplysende films, man ville, fra den amerikanske ambassade. Det benyttede han sig af. Og det skulle være, som i en biograf. Han uddelte fribiletter ved indgangen. En af de voksne førere fortalte mig, at når vi engang kom til himlens port, ville vi der se Søren stå og uddele fribiletter. - Det gør han så nok nu! Han blev ikke gammel. Karen og jeg og vore drenge naturligvis, da de efterhånden fik lært at gå tog med dem på lejren i Vranum ude i det pragtfulde skovdistrikt ved Hald Sø. De havde indrettet en skovkirke derude, som vi brugte til gudstjenester, og ellers morede vi os med dem med deres øredøvende sange og spændende lege. Karen blev optaget blandt tanterne. Det var den rene idyl. Når drengene havde bestået de obligatoriske prøver, blev de pilte.så skulle der aflægges et løfte, svarende til spejder-løftet. Det skete foran alteret ovre i Asmild kirke hinsides søen. Søren sørgede for at få kirken til rådighed, og så skulle jeg tage imod løftet fra drengene. Jeg var i præstekjole og spurgte: Vil du og fik deres Ja og sluttede så med FDF-ordene: Ret ryggen og tal sandhed! - Ikke et forordnet ritual, - men jeg gjorde det bare! Jeg blev virkelig gode venner med biskoppens amanuensis, fuldmægtig Jacobi, som var formand for Viborg FDF, og kredsføreren, samt adskillelige seniorer. Og vi havde dejlige timer sammen. Engang var vi til en større fest hos Søren Møller. Efter de to første retter rejste Jacobi sig for at holde tale. Så kom der bud, om han lige ville vente på desserten. Han satte sig igen. Men ved slutningen af desserten rejste jeg mig, for jeg havde også en tale parat. Det var tilpas frækt i det gode selskab, og da jeg satte mig, rejste de andre sig en for en og holdt tale - til stor fornøjelse, også for den ærværdige Jacobi, som så fik den ære at slutte festen. Blandt de aktive seniorer, som besøgte os i Vranum, var også en ved navn Barrett, farbror til Sigurd Barrett, som også er gammel Viborg-dreng. Og så var der Major Bodilsen, hvis smukke frue jeg i en tale titulerede fru Mayonnaissen! der var det igen, det med frækhedens nådegave! - Engang, vi var sammen med de unge førere, underholdt pilte-føreren Henry Pedersen min Kone med at fortælle om den lejr, de skulle holde på Møgelø ved Silkeborg. Karen gav udtryk for, at noget sådant kunne hun godt tænke sig at være med til. Det blev hun straks inviteret til, og hun skulle blot tage sin mand med. Sådan kom vi på alle tiders lejr. Nej, sagde de unge førere til ham, en præst på lejr med os! Hvad bilder du dig ind? Henry Pedersen beroligede dem. Det skulle da nok gå! - Og det gik! Richard og Hans Christian var med og havde det skønt mellem de store drenge og red tit på skuldrede af de unge førere på vej til bålaftenerne på øens højdepunkt, og Karen blev som ny tante og på grund af sit humør døbt Tante Fut. Hun blev stillet på en forhøjning og hyldet. Imens listede en af de unge mænd sig om bag hende og hældte vand fra et litermål ned ad hendes ryg til alles også hendes egen store fornøjelse. Jeg gik i spidsen med at spille Botschia og med at hugge brænde. Det førte til, at der ved landslejren på Sletten det Min Tjenestetid Side 15

16 følgende år blev kørt store forsyninger af ægte præstehugget træ til lejren, samlet rundt om fra landets byer. Toiletforholdene var meget gammeldags. Spandene skulle altså tømmes den sidste dag, - Valdemar Chr. skulle begraves, og jeg skulle naturligvis forestå arbejdet sammen med nogle af de unge. Jeg skulle så fejres bagefter. Der var hentet varer med robåden ovre fra Laven, bl. a. en portvin, påstod de, - og nu skulle der skåles. Vi samledes i kreds i det store køkken, og jeg skulle selv udbringe skålen. Jeg glædede mig til at smage det lille glas og satte før alle de andre glasset til munden! men pøj, - det var den sureste eddike! og sådan fik de ram på mig! Alle vidste besked på forhånd, men ingen fortrak en mine før bagefter,- da jeg vred mig af væmmelse. Men det var naturligvis det åndelige, der var hovedsagen i FDF. Søndagens gudstjeneste blev holdt på skråningen ned mod Juulsø. Der var rejst et kors. Jeg stod nede ved bredden og læste og talte netop om, hvordan Jesus stod i stavnen på Peters båd og talte til en folkeskare inde på land, inden han bad Peter ro ud til den store fiskefangst. Men på dit ord, Herre! Og Nu skal du fange mennesker! - Det kunne ikke være mere vidunderligt! Det var søndagens tekst, - og min den bedste! Vennekredsen. I grunden var der to kredse, amtsfuldmægtig Peter Høffdings og landinspektør Niels Nauntoftes kreds og så vores, fem par fra Unge Hjem. Men vi krydsede hinanden. Vor kreds var landsretssagfører Ove Hansen og hustru Ingeborg, statsdyrlæge Harald Lundager og hustru Sonja, vendelboen Lars og hustru Helga, omtalte Gorm Nielsen og hustru Anne-Grethe og så Karen og mig. Vi arbejdede med en filosofisk bog og med Nis Petersens Sandalmagernes gade om den første kristendom, endelig en bog om Vikingerne og en om Vort liv i morgen.. Den første fest begyndte med, at landsretssagføreren sendte os en stævning. Senere holdt vi med års mellemrum en Saturnaliefest fra det gamle Rom, hvor vi lå til bords! udklædte som romere og slavinder. I vort sommerhus på Fur holdtes en Vikingefest med Harald Blåtand fra Jelling. Anne- Grethe havde syet lærredsdragter til os alle, og der lød gny af skjolde og sværd. I Viborg holdt vi en Rumfest med den første computer Dask og endelig en velforberedt Søren Kierkegaard -fest hos Anne- Grethe i hendes hytte i Munklinde, hvor vi repræsenterede personer fra 1800-tallet samt personer fra Kierkegaards skrifter - i taler og musik og sang. Fra vennekredsen: Anne-Grethe og Gorm Nielsen. Richard og Niels Navntofte. Min Tjenestetid Side 16

17 Hjemmefronten. Her blev der arbejdet målbevidst. Herom har Karen skrevet i sine erindringer så smukt, at jeg ikke kan gøre det bedre. I almindelighed var det sådan, at jeg havde formiddagene til rådighed hjemme, så jeg hjalp til, ikke i køkkenet, men i badeværelset og stuerne, med de to drenge. Det viste sig nemlig til vor undren og sorg, at Hans Christian havde samme muskelsvind-sygdom som Richard. Altså igen over til professor Plum med ham tillige med Richard, og igen bud om at tage fat med hans optræning under samme vilkår. Vi fik installeret nogle enkle hjælpemidler til optræningen, en gangbarre og et skråbræt, der hurtigt blev kaldt Bakken, som Richard og siden Hans Christian skulle gå op ad med en af os ved hånden, og sådan lærte børnene efterhånden at gå. Talrige gode minder har jeg fra de år, også med lege og aftenlæsning med dem. Illustrerede børnebøger blev læst igen og igen. Der var den om Den glade løve, der stod i døren til sin hytte og ikke kunne lide, at døren var ulåst: Enhver kan jo gå lige ind! sagde den med betænkelig mine. Og Dyrene i Hakke-Bakke-skoven med alle deres problemer indbyrdes, og endelig Peters Jul. Jeg har endnu et bånd,hvor de to drenge endnu som små skiftevis fortalte hele bogen ordret udenad, før de kunne tale rent, men med skuespilleres levende og dramatiske fortællemåde. Jeg hører den gerne ved juletid endnu. De blev båret meget af os begge, Karen var ikke af nogen stærk konstitution, men vi hjalp hinanden. I sene nattetimer arbejdede mine tanker med deres muligheder i fremtiden. Hvordan skulle de i det hele taget klare sig i skolen mellem deres kammerater? Jeg kunne have sparet mine bekymringer. De kom begge i skole i Viborg, Richard endda med benene i skinner. Han blev fulgt af kammerater, ja, han legede Røvere og soldater med dem i Digterparken til vor store overraskelse, og Hans Christian fik alle tiders kære lærerinde, Lilly Hovgaard, en pige, som også sang hos domorganist Richard Sennels i domkirken. - Nå, så ringede klokken, ikke skoleklokken, men kirke-klokken! Vi skulle videre i livet, ikke til frikvarter, men for alvor i ARBEJDE. Vi fik på et tidspunkt fra et hjem, vi kendte, en barnepige, Anni Klausen. Som 12-årig kom hun hos os fra skolen på visse dage. Hun holdt meget af børn og havde selv mindre søskende, så de 3 blev snart en velfungerende gruppe. Hun er nu gift og hedder Andersen. Jeg behøver ikke at sige, at hun og hendes mand og hele hendes familie blev vore venner for livet. Hun skulle køre dem i en klapvogn rundt i byen, så de kunne lære den at kende og få masser af frisk luft i parkerne, og hun kunne også være hos dem om aftenen, når vi skulle ud. Min storesøster Marie og lille -bror Aksel fik begge stilling i Fredericia, hun som lærer, han som organist ved Christianskirken, hos pastor Mølgaard og en ung præst, Georg Gejl, den senere biskop i Viborg. - Mølgaard samlede kirken fuld af børn søndag eftermiddag og rev dem med i livlige fortællinger. Søster var med til at stifte et selvstændigt FPF ( for piger ). Hun og Mølgaard kom med deres tropper på lejr i Vranum. - De opførte et spil over Gøngehøvdingen, og Mølgaard stod på en bakketop med det tindrende Istids-landskab bag sig - og viste dermed, hvordan vejen mellem Jerusalem og Jeriko skrånede stejlt opad, og hvor en mand faldt iblandt røvere, men blev hjulpet op af Den barmhjertige samaritaner. - Broder Marius og Stanne solgte Lille Fuglemosegård med besætning og købte en større gård i Midstrup i Levring sogn uden besætning, en gård, som de med årene fik i fuld drift ved sparsomhed og slid. Han er nu 99 år. Og broder Aksel fik sin Eva. Det lykkedes guden Amor at entrere Christianskirken midt under guds- Min Tjenestetid Side 17

18 tjenesterne og skyde sine pile fra orgelpulpituret ned til menigheden og omvendt og ramme plet! tværs gennem orgeltonernes skærs-ildsluer (Grundtvig). - Og Eva fødte ham tre sønner, Jørgen, Poul og Torben. Farvel til Viborg. Det er nu ikke så let at sige farvel til Viborg, heller ikke her. Jeg skal da lige nævne, at jeg også fik kontakt med en anden landsbevægelse, LYM, - noget med ydre mission. Det var en lægmandsbevægelse, deraf bogstavet L. Det var det sidste, der havde hovedvægten. Landinspektør Ove Nauntofte, Niels far, ledede en kreds i byen, som også hentede store talere, f. eks. engang den tidligere nævnte Blom Salmonsen. Ove havde fået sit livs indhold givet gennem Oxford-bevægelsen og var ivrig efter at vinde mennesker til et levende og livfuldt kristenliv. Han vidste, at han kunne trække på folk fra Unge Hjem, og altså også mig. Vi dannede også en studiekreds sammen. Han var en meget engageret personlighed i åndelig henseende, men for nogle af os mere en slags autoritet end en egentlig ven. - Så havde jeg naturligvis en Santal-kreds i Viborg, ledet af 3 diakonisse-søstre, som dengang dannede hjemmeplejen i byen, og som også oprettede en børnekreds. Endelig må jeg nævne, at domprovst Høirup, som tidligere havde været fængselspræst, nu betroede mig betjeningen af Arresten. Her sad jeg mangen en eftermiddag, bogstavelig talt bag lås og slå og talte med dem, der var kommet galt af sted i livets trædemølle, mennesker som alle vi andre, med følelser og samvittighed, vrede og skuffelser. Fangen, vort medmenneske, hed den bog, Høirup skrev derom. Det medførte, at jeg kom til at tage mig af en ung mand, som blev dømt til fængsel i Horsens, hvor Karen og jeg også sammen besøgte ham. Han havde sat ild til en gård. Jeg prøvede ved almindeligt venskab og gode råd at hjælpe ham, og så at rejse hans sag igen med ønske om udgang og senere om frihed. Det lykkedes også. Han besøgte os gennem nogle år. Ja, vi betroede ham en dag at passe vore drenge, - var det helt galt? - at vise ham tillid! - Også han blev borte for os, vel naturligt nok, men når jeg endnu i dag pynter mit juletræ, tænker jeg på ham, når jeg hænger de julestjerner på træet, som han sad og flettede i fængslet og gav os i julegave. -Nu laver Richard og Hans Christian sådanne julestjerner til mig og til andre. Familie-idyl. Igennem Blå Kors (endnu en bevægelse ) kom vi i forbindelse med en meget dygtig maler, der for øvrigt hed Poul From! Han malede to portrætter af vore drenge, meget smukke og levende, som de var. Han rejste rundt i Europa med en bus, som han havde indrettet som et hjem, - Og så havde han et sommerhus i Norge, i Telemark. Det sidste år i Viborg, da jeg havde fået bil ( nu tillod lønnen også det! ), tog vi turen derop og havde et par skønne uger blandt fjeld og li og fjord. Bandak-kanalen flød nedenfor vor bolig, og Hans Christian, som nu kunne færdes nogenlunde frit, indsugede med sit blik de fantastiske landskaber og karakteriserede fjeldenes former i horisonten som sutte-flasker og vafler. Han blev siden maler! En søndag kørte vi 80 km til kirke i den by, som jeg tidligere som student havde besøgt, Dalen, hvor en af Norges kendte præster, salmedigteren Magnus Landstad, virkede i 1800-tallet. En kendt norsk kunstnerinde, Anna Grimdalen, har her udført et fantastisk arbejde til hans minde, en rytterstatue i 3 meters højde: Landstad siddende i præstekjole og med bibelen i sin Min Tjenestetid Side 18

19 hånd højt til hest på vej ud i sit sogn. På fodstykket står af hans vers: Jeg haver den morgen mig så kær Og drager den tit til minde, Da synge jeg må og se den nær, Den sol, som strør guld på tinde, Som småfuglen ud mod morgenstund Op under de høje linde. Det ses, at salmen går på melodien til Den signede dag med fryd vi ser. Desværre er salmen nu strøget af Den Danske Salmebog. - Det var for øvrigt domprovst Høirup, der gav os et praj om at besøge statuen. Men vi besøgte så en af Landstads kirker, Kviteseid, og var til gudstjeneste der, og v i hilste på præsten, som inviterede os alle 4 hjem og gav os en hjemmebrygget øl. Vi talte om danske forhold. Han fortalte om Kaj Jensen, og jeg fortalte, at han netop på denne søndag blev indviet til biskop over Aarhus Stift. Så kørte vi videre ud til Gausta og Notodden og videre til Morgedal turisthotel, hvor vi indskrev os til overnatning. Og så var det, det ringede ud. - Jeg havde taget Præsteforeningsbladet med på turen. Jeg var nemlig begyndt at søge andet embede og havde da lige kikket i bladet derom og fået øje på et sogn, der hed Gjellerup, som var opslået ledigt. En af dagene havde jeg fået et brev fra min gode Mor, som fortalte, at hun havde været på en udflugt til en kirke, som hed Gjellerup kirke, en meget smuk kirke, skrev hun, og det var ledigt, det embede. Jeg behøvede ikke flere påmindelser. Jeg bestemte at ville søge det. Men nu var det altså sidste ansøgningsdag, 8. juli Jeg var derfor glad for, at jeg havde været hos den norske præst. Jeg havde fortalt ham, at jeg skulle søge et embede, men ikke havde et folie-ark, som jeg kunne bruge til brevet til Hans Majestæt kong Frederik. Han gav mig et norsk folie-ark, lidt i en anden farve end et dansk. Det gjorde jo ikke noget. Så ville der jo blive lagt ekstra mærke til det! Og kl. 23 sidste ansøgningsdato sad jeg på Morgedal Turisthotel i Norge og skrev min ansøgning og anbefalede mig til stillingen. Jeg lagde den i en brun konvolut. Den skulle nemlig sendes om ad biskoppen i Viborg, min noksom bekendte fortaler, Christian Baun. Og så gik jeg i seng. Næste morgen skulle vi ud og købe et minde om turen, og vi fandt en dejlig kande.- Nej! - Jeg havde glemt ansøgningen. Vi tilbage til hotellet og fik den med. Jeg købte frimærke og fik den rettelig daterede ansøgning sendt med posten til Danmark. Og vi rejste så selv hjem - over Hirtshals. -Vi besøgte vore venner i Vendsyssel og var der sammen med en landsholdsspiller og kørte så hjem til Viborg i vores nye lille Anglia, som vi kaldte Sofie. Et par uger efter hjemkomsten traf jeg tilfældigvis Baun på gaden. Jeg spurgte ham, hvor mange ansøgere der var til embedet. Nogle og 30, svarede han. Nå, sagde jeg, så kan jeg jo ikke komme i betragtning her heller. Det skal De ikke sige! sagde biskoppen og så vist på mig. Jeg blev da klar over, at der så måske alligevel var en chance. Det var jo Indre Mission, der talte stærkest i menighedsrådet, - men favorit! det turde jeg ikke engang tænke. Det var også et stort sogn og med en tidligere meget populær præst! Men en dag ringede de dernede fra, at de agtede at komme til en af mine gudstjenester i domkirken og så besøge os. Det skete alt sammen, - og Karen har nok vundet embedet. Gamle skoleinspektør Kirk fortalte, at de jo lige ville se præstens kone, - om hun kunne gå gennem vore døre! Og det har de altså ment, at hun kunne, for nogle dage efter, 13. september, en sen aftenstund, ringede telefonen, og vi fik den besked, at jeg var blevet enstemmkigt indstillet og var altså sikker på at blive udnævnt. Vi ringede til vore forældre og fortalte dem den glædelige nyhed. Jeg skulle være sognepræst i Gjellerup, -alene præst, - som en sagde: mand i gården. - En fantastisk historie! Min Tjenestetid Side 19

20 Personalia. Vi boede et par opgange fra kordegnen og hans familie. Han hed Marius Nyrup. Vi blev gode venner med ham og hans kone, og børnene fik opmærksomhed fra deres børn. De sidste år vi var i byen, byggede menighedsrådet en pæn lille villa til os på Johs. Ewaldsvej. Vi begyndte at holde gudstjenester på Nordre Skole og startede sammen med FDF-samvirket en kirkesag, som efter vores bortrejse resulterede i opførelsen af Vestervang Kirke med et nyt tilhørende sogn. - Vi lærte biskop Bauns frue at kende som et sødt lille - men dog stort - menneske, - altid omsorgsfuld. Hun bredte vingerne ud over Karen, da hun - lidt forsagt - en enkelt gang var inviteret til en af Viborg-spidsernes dame-frokoster. Og hvert år på biskoppens fødselsdag, den 16. december, inviterede hun os præster med vore koner på julefrokost, - og der manglede savist ikke noget til den gode stemning. - Biskoppen lagde selv jovialt for med en skål: Den første bid brød er en øl! - Det var, mens vi var i Viborg ( i 1956 ), at det dramatiske oprør i Ungarn fandt sted. Jeg havde dengang to afdelinger på det gamle Viborg Sygehus at betjene med en ugentlig andagt og besøg på stuerne. Jeg lærte at spille enkelte salmer på orgel og fik hjælp fra personalet med sang på gangene. Her traf jeg bl. a. en ungarer, som var så medtaget af flugten, at han var blevet indlagt der, en ældre mand, som i sit hjemland havde ernæret sig med bilreparation. Han had Hybsch. Jeg inviterede ham på besøg hos os, og han benyttede sig meget tit af denne forbindelse til os og hyggede sig meget hos os. Han var stærkt præget af alt det, der var overgået ham og hans folk. Han skrev side op og side ned i vores gæstebog, som vi desværre ikke forstod og tegnede til. Da han var nogenlunde ved hægterne, fik vi ham anbragt på hvilehjemmet i Ans og på et reparationsværksted der. Denne kontakt gav os et levende indtryk af verdensbegivenhedene i de år. Og af vor hjemlige politiske situation. Også Richard vidste, at der var krig i Ungarn. Her trådte vor statsminister H. C. Hansen i karakter. Den tillid til Social-demopkratiet, Hal Koch havde lagt op til hos mig, blev nu styrket, selvom jeg traditionelt var Venstre-mand. Bl. a. lagde jeg mærke til, at netop han i den forbindelse tilsagde den danske kirke sin støtte som en vigtig del af vort folks liv og kultur. Vi fik også kontakt med andre ungarere gennem et nyt vennepar, Lars og Helga Nymann, som boede på Danmarksvej. Lars var sælger og kunne have solgt sand i Sahara. Han solgte imidlertid skrivemaskiner og kom til Karen en dag, jeg ikke var hjemme. Nej, sagde Karen, min mand er præst og kan sikkert ikke tænke sig andet end at skrive med fyldepen, han har slet ikke lært andet! Lars sagde med betydning i stemmen: En mand i hans stilling, frue, har brug for en skrivemaskine, og jeg tilbyder den bedste på markedet, en olivetti. Og så var hun overbevist, og jeg kom hjem og gav mit tilsagn og lærte at skrive. - Vi fik hjælp af dem til at klare kommunikationen med ungarerne. -stærkt forskønnet. Min Tjenestetid Side 20

21 De var vendelboere og meget festlige.- I deres senere år boede de først i Uggerhalne og siden i Vodskov og havde tit besøg af os. Lars blev alene, men fik ofte besøg af en kvindelig præst, som han satte meget stor pris på. Lasse og Helga, også kaldet Musse - Kære, kære mennesker! - Lasse, havde en troende mor og var selv åben for alt, hvad der var godt og vildt fornøjeligt! Lasse kørte Karen og drengene til et sommerhus ved Fjellerup Strand, Helga og jeg tog turen på cykel. I Randers, hvor vi gjorde holdt og fouragerede, kom vi i snak med en ung mand, som var ganske forbavset over vores foretagende. Og I er jo da ikke helt unge! sagde han og bad os vente lidt. Han ville lige vise os frem som eksempler for sine kammerater! Det var ude ved Fjellerup, at salmen Se, nu stiger solen af havets skød blev til. - Vi blev oppe en nat og så det ske! - Domorganist Sennels. Der er 3 organister, som har kunnet spille, så det gav ekko i hjerteregionerne hos mig. Det er broder Aksel i Vejle, organist Gorm i St. Catharinae kirke i Hjørring og så Richard Sennels. Han var påvirket af Th. Laub, men elskede al god orgelmusik, og han kunne få det gamle Køhne-orgel til at pible og bruse, så det løftede både sangen helt til loftet og sindet helt til skyerne. At han fik lov at skifte det ud, forstår jeg ikke, heller ikke, at han selv ville det. Sammen med domprovst Høirup, som gav ham teksten, komponerede han en Jule-liturgi, som var helt uden de blide pastorale toner, vi ellers hylder juleevangeliet i. Den var livfuld, dramatisk, jeg skønner meget moderne i sit tonesprog, - og tidsmæssigt fyldte den godt i en juleaftensgudstjeneste. Netop derfor, tænker jeg, sagde biskop Baun Nej til den et år. Han brugte selv hen ved en time en juleaften! - Sennels tog sig det meget nær. Han skrev en kronik i Folkebladet under overskriften Mordet i Domkirken ( naturligvis inspireret af Agatha Christie ), hvor han skuffet og harmfuld begravede sit kunstværk. Jeg ved ikke, hvor det kan findes i dag. Temperamentet manglede intet. Men han kendte sin og musikkens rette plads i kirken. Jeg sagde en gang til ham, at han var den i gudstjenesten, der var nærmest ved Vorherre. Nej, sagde han med eftertryk, det er I, der står ved alteret. Så vidste jeg det! Engang, jeg ved slutningen af en gudstjeneste indledte bønnen med et Herren være med jer! udeblev svaret: Og med din Ånd! - I præsteværelset bagefter ringede telefonen. Det var Sennels, der sagde: Undskyld! - Jeg tilgav ham da gerne. Men så føjede han til: Men det glædede mig, at Deres Ånd klarede sig uden mig! - Den dag, han spillede til vor fælles veninde Sigrid Sparevohns begravelse, græd orgelet, så tårerne måtte dryppe, også derfra, - men Lysets engel går med glans strålede fra en skyfri himmel. Nu får denne Sigrid så også sin minderune her. Hun var en ældre dame af lutter gode og glade intentioner, jeg kunne også have sagt intonationer. Hun var selv musiker, spillelærerinde. Hun elskede Karen. Jeg ser hende for mig optaget af at føre hende ind i klaver-teknikens vidundere. Hun besøgte os, da Hans Christian var født i vort hjem, og skrev da i vor gæstebog Ingemanns forunderlige salmelinje: Selv våger hele verdens Gud ved skabningens store vugge. Deri lå hele hendes livsfølelse. - Hun var veninde med Ingeborg Brahms. - Hun tog sig af biskop Bauns Søren, da han havde det svært med sin far og omvendt! Han rettede sig, og han blev siden lærer i sin fars svigerfars embede i Taps. Det må have glædet den gamle biskop. Hun var også Sennels` gode fe. De forstod hinanden og havde et frisprog, der kunne virke forbavsende. En aften, hun havde inviteret ham og hans kone og Karen og mig, serverede hun en lagkage så overvældende, at det fik spartaneren Sennels til at gyse. Den er tyk, fed og væmmelig, sagde han deklamatorisk -. Han tegnede i en hilsen til kordegnen en mindesten over Marius Nyrups velsignelsesrige gerning i Lemvig - nederst med ordene: Alt kød er hø! Alvor og humor i et! - Jo, det var en skøn tid i Viborg. - Ved min afskedsfest i Hans Tausens Hus opførte han på klaveret ekstemporalt - en musikalsk Min Tjenestetid Side 21

22 beskrivelse af min dagligdag i den gamle stad. Et telegram med 150 navne og en gave fra den aften gemmer jeg endnu. Søren På kontoret og foran Vranum-lejren. Min Tjenestetid Side 22

23 Mit Livs Historie, 6. del. Arbejdstid. Jeg elsker den brogede verden Trods al dens nød og strid; For mig er jorden skøn endnu Som i patriarkernes tid. ( H. V. Kaalund ). Gjellerup! - Mærkeligt at begynde med det vers! om at elske verden, - er det ikke det, man i Indre Mission søger at undgå? Men det bliver siddende i mine tanker om Gjellerup. Var det ikke GUD selv, der elskede verden så han gav? Det gør jeg også netop med tanken på Gjellerup, - For mig er jorden skøn - dernede som aldrig før skønt også streng, -slidsom, krævende, - der er modgang for dig og for mig, kunne jeg også have skrevet, - men kun ind imellem. Det var også i de 16 år der, jeg og vi for alvor oplevede den store verden og dens skønhed. Og det var på en måde Patriarkernes tid, der spøgte for mine tanker, - de gamle på stedet, som man huskede, og som gled ind i ens bevidsthed som nogen, man fulgte efter og skulle samle op efter, - min forgænger, meget afholdte pastor Andreas Buus - og frue ikke at forglemme -, og hans forgænger igen Nielsen-Vrads, den barske, besynderligt hensynsløse og nidkære præst, der åbenbart fik held til at gøre et hårdt jordforberedende åndeligt forårsarbejde i dette landbrugsområde med landbrugsskole af høj karat, - og de endnu ældre patriarker, pastor Blom, folkene på Krøjgaard, lærerne i Gjelleruplund, den kendte folkemindesamler Evald Tang Christensen, lærer Frie og frue og mange andre, som kunne nævnes. Ville jeg også blive en patriark? Næppe, men en, der gik i sporene, det ville jeg gerne være. Det forpligtede stedet jo til. For resten vidste folk der at påskønne denne verdens goder og gøre fyldest i dens krav. Gårdmænd, fabrikanter, landbrugslærere, erhvervsfolk, købmænd og lærere vidste nok, hvad de havde med at gøre, og deres fromhed syntes at forenes nok så smukt dermed. Gjellerup Kirke ( billedet er taget ved Karens begravelse 9. januar 2010 ). Første besøg. Efter at Hans Majestæt kong Frederik den Niende, Hertug af Slesvig- Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenburg og Lauenburg, egenhændigt havde underskrevet min udnævnelse, smuttede Karen og jeg en dag i vor lille røde Sofie ned for at se på herligheden, som vi aldrig havde set før. Kirken gjorde et overvældende indtryk på os i hele dens 800-årige pragt, landets ældst daterede kirke, - hugget på en Arbejdstid Side 1

24 tympanon ( overligger ) over en tilmuret indgangsdør mod syd med latinske bogstaver: I året 1140 efter Herrens inkarnation blev dette hus bygget til Guds ære. Med navnet Sct. Laurentii Kirke kunne man desuden stedfæste datoen for indvielsen til den 10. august samme år. Vi fik forevist kirken af kirketjener og graver Peter Knudsen og hans gode kone Marie. Vi var alle fire venner fra dette stilfærdige besøg. Vi så overfor kirken et stort skrummel af en præstegård, - som snart skulle blive os det kæreste sted, vi nogensinde fik at bo i, 8 værelser nede, 4 5 ovenpå, flere rum i kælderen, masser af plads, - herligt! Flytning. Mærkeligt nok som tidligere, når noget nyt var lige ved at være klart, - klattede jeg sammen, - igen den forfærdelige astma. Engang før i Viborg-tiden -, hvor vi holdt ferie på gården i Sahl, blev jeg en nat kørt på Kjellerup Sygehus og forløst med en subcutan indsprøjtning i låret og lå hen i døs, så Karen troede, at jeg var død. Nu gentog anfaldet sig. Det hobede sig gradvist op under vore afskedsbesøg, - og igen et natligt lægebesøg. Da jeg åndede op, ville jeg have lov at rejse med hele vores bohave - til det ventende himmerig. Den gamle præstegård. Jeg ønskede jo en standsmæssig ankomst for mig og min familie. Lægen sagde bestemt Nej! Jeg blev indlagt på Viborg Sygehus, - lungerne skulle renses og have ny styrke. Så Karen sendte sine drenge til Sahl, til Bedstefar og Bedstemor, - og så tog hun alene af sted. - Flyttebilen var jo bestilt, og man ventede os. I nød er det godt at kende sine venner. Kordegn Marius Nyrup og hans kone Grethe tog Karen med i deres bil og hjalp med indflytningen i det store hus. Vore møbler fyldte så lidt, så sammen købte de et stort spisestuemøblement i syrnet eg og i Chippendale-mønster og et smukt gammelt stand-ur, og de hjalp med indretningen, mens jeg lå og rekreerede mig. Den dag, De flytter ind i Deres egen præstegård, den glemmer De aldrig! sagde en ældre præst engang til mig. Den dag oplevede jeg altså ikke, men jeg var glad til, for Karen købte gardiner i metermål, og da jeg nogle dage senere blev udskrevet, fik sagt farvel til huset på Johs. Ewaldsvej, og fik hentet drengene i min bil, holdt jeg ved aftenstid mit indtog i en fuldt udstyret præstegård, -fantastisk!- Det glemmer jeg aldrig. - Karen havde bestilt en habil maler. Det var mode dengang med stuerne malet i forskellige varme farver og yderdørene ligeså. Det blev sådan her. Det var så himmelsk, som noget jordisk kan blive. Det var med en sikker og veltilpas følelse, at vi kunne præsentere den for det til middag inviterede menighedsråd, for familiemedlemmer og for provst Davidsen og hans frue på min indsættelsesdag en søndag efter. - Jeg tændte min merskumspibe, vel for at betone min nye ærværdighed, og provsten erklærede mig for ikke at være en farisæer, hvad han mente at kunne se deri. - Men røgen røg nu snart ud af vort program! Arbejdstid Side 2

25 Gjellerup Kirke. Maleri af Hans Christian. En tæt fyldt kirke, - og det var den i alle vore 16 år der! Jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde på den menighed. Det skulle jeg heller ikke. Den holdt sig selv eller større kræfter end mine gjorde det. Kun én gang var der kun to familier, - en nytårsdag efter en gevaldig snestorm om natten. Og det var fra de to yderste områder af sognet! - Peter Knuden talte af og til fremmødet, altid omkring 200. Juleaften i sidste udgave sad de alle vegne omkring mig. Da kom de også inde fra Herning. Så skrev Peter numrene op på de biler, der holdt med lys, og jeg læste dem fra prædikestolen. Det behøver du nu ikke, sagde han i højt julehumør, det går jo ud af sig selv!! - Havde jeg nu sagt også det fra prædikestolen, var det sikkert kommet i Folkebladet, -skammeligt at ikke! Min forkyndelse. Den kan jeg vist ikke karakterisere. Men jeg kan jo prøve at sætte ord på, hvad jeg gerne ville fortælle folk. Hver søndag og helligdag at vende mig om til en fyldt kirke og føle løftelsen derved kan vist ikke alle præster opleve. Det var også unikt, en oplevelse, jeg aldrig glemmer og er meget taknemlig for nu at mindes. Jeg vidste, at man af mig ventede det, man kunne leve og virke på. Jeg tror, jeg talte om Guds rige gaver til os i vort menneskeliv, først og sidst om hans kærlighed til os hver især med hans erklæring om tilgivelse for alle vore synder som et ufortjent nådes-tilsagn i ordet og i dåb og nadver, givet til fri og dristig modtagelse i vore sind. Alt sammen grundet på den forsoning,som vor Herre Jesus tilvejebragte ved sin død på korset, -sådan som det er klart tilkendegivet os i den bibelske overlevering. - Og med opstandelsen og det evige liv som den lovede opfyldelse og følge deraf. Men jeg søgte gerne at knytte det til den tale eller begivenhed, som søndagens tekst fortalte om, og samtidig at gøre Jesu sind og direkte tilsagn klart ud fra de omhandlede begivenheder. Som ramme derom havde jeg tit en henvisning til den nærmeste højtid og gerne årets og naturens fremtræden for vore sanser. - Jeg talte vist sjældent om fortabelsens mulighed, hvis ikke teksten selv lagde den frem. Jeg ønskede ikke at skræmme sindene til at foretage det nødvendige personlige valg, hertil anså jeg syndsbevidstheden for at være en tilstrækkelig tilskyndelse og endnu mere det glædelige budskab i sig selv. Enhver politisk undertone var bandlyst, ligeså moralske udsagn og tilkendegivelser. Gav teksten anledning hertil, blev det i antydningsvise vendinger. Udenfor kirken tog jeg gerne del i samtalerne derom. Hvor godt alt dette lykkedes, ved jeg ikke. Mine prædikener fra den tid ligger nu dybt nede i Rigsarkivets skæve fir-kantede bunker. Arbejdstid Side 3

26 Domprovst og præst Siger farvel og tak. (Billede fra Viborg). Sjælesorg ( direkte personlig ledelse ). Jeg mindes i grunden ikke at have haft særlig anledning hertil. Nære trøstende og rådgivende samtaler kunne naturligt nok finde sted, men mange gange følte jeg, at mennesker havde mere erfaring og dybere forståelse for livets og troens udfordringer, end jeg havde. Det vestjyske sind borer tit dybere end ventet, især hos dem, som bevist har overgivet sig til ja, til Gud! - Sygdom og død og sorg var ligesom taget med ind i den kristne bevidsthed og trøsten lå nær, når det gjaldt: Gud havde også det i sin hånd til vort bedste! Og det blev ofte sagt med få ord. Alligevel ved jeg, at man var glad for mine ord og i almindelighed også for de holdninger, jeg gav til kende. Jeg fornemmede ved håndtrykkene i kirkedøren, at man havde taget imod. - Hvad Helligånden bruger, ved vi meget lidt om. - Troen på Gud var nærmest selvfølgelig og let at få italesat også i almindelige samtaler. Jeg var jo udråbstegnet! der gav anledning. Den første tid. Til præstegården hørte en stor have med mange træer, en allé fulgte et dige, der skilte haven fra et jordstykke, der delvis var bevokset med jordbær-planter og buske. Jeg foretog nogle fældninger og en del nedskæringer med held udenom menighedsrådet. Jeg lånte en traktor og pløjede jordstykket op og befandt mig godt med at være mand i gården. - Karen havde taget en veninde med fra Viborg, Emmy, en dame, som havde en sindslidelse, som hun var opereret for; hun havde i nogen tid haft sin gang hos os og fundet sig vel tilpas med det. Humoristisk anlagt tog hun sig gerne af drengene og gik små ture med dem, nu også ud for at se traktor Vestergaard køre pastor! Og så havde Karen også en af mine konfirmandpiger, Irma, med som hushjælp, så vi sluttede kredsen omkring det runde bord i spisestuen og glædede os over de nye forhold. Drengene savnede dog det lille hjem i Viborg og skolen der, Hans Christian især sin lærerinde Lilly Hovgaard, men det blev der bødet på med invitationer til hende til små ophold i præstegården. Alt lod sig jo gøre. Efteråret var regnfuldt, Luften summede af et renseværk i nærheden, hvor landmændene kom og fik tørret kornet til den normaliserede vandholdigheds- procent. Senere fulgte et lettere omslag i vejret med pragtfulde rimdannelser på træer og buske. En gammel eg hvælvede sin krone ud over plænen og vejen ind til Herning, som skilte præstegården fra kirkegården overfor. - Advent holdt sit indtog i kirke og hjem. En adventskrans blev hængt op begge steder. I præstegården skete det med hjælp fra Lilly. Der var højt til loftet, og der skulle jo sættes en krog i. Det skete under stort besvær og tilsvarende humør, hvorefter 10-årige Richard begejstret Arbejdstid Side 4

27 betroede sin Mor, at Lilly nu altså har en oplivende indflydelse på Far!, - hvad der blev modtaget med endnu mere humør. Det var for øvrigt ganske sandt, - hun spillede smukt, også engang til en gudstjeneste, og hun havde helt hengivet sig til den nye salme Tak og ære være Gud! som også blev vor yndlingssalme resten af livet. En af advents-søndagene indbød vi menigheden til kaffe i de mange stuer efter eftermiddagsgudstjenesten, og juleaften var der kun en gudstjeneste, det var i frostklar luft, og juletræet fik sin plads i den gule stue, som siden fungerede som legestue for børn og voksne. Arbejdet. Jeg følte mig straks hjemme i det miljø, som jeg ovenfor har karakteriseret og mødte en helt enestående tillid fra alle sider. Det gjaldt også valgmenighedsfolkene, som tilsluttede sig Herning-Gjellerup Valgmenighed med kirker i Herning og i Hammerum i mit sogn. Jeg vidste, at skellet havde stået meget skarpt mellem den og sognemenigheden, som med sin stærke indremissions-forkyndelse havde fået de grundtvigske til at gå deres egne veje. Jeg ville gerne vise, at jeg Egen i haven. Maleri af Hans Christian. helt accepterede den deling af sognet, som var en kendsgerning, og jeg kontaktede valgmenighedspræsten Balle Christensen i Herning, og vi blev straks gode venner og havde mangen god snak. Jeg havde også svært ved at glemme Viborg trods alt, - og jeg lavede et fælles arrangement, hvor et Viborg-FDF-orkester spillede for de unge på kroen, og en mig bekendt grundtvigsk præst holdt gudstjeneste i vores kirke. Senere enedes jeg med Balle Christensen om et fælles kirkeblad, som redigeredes af mig, og så var der lagt en basis for forholdet fremover. Jeg glædede mig over, at de grundtvigske familier gerne sendte deres børn til søndagsskole i Hauge missionshus, ligesom landmændene i begge menigheder hjalp hinanden i daglige gøremål i gensidig respekt og venskab. Der var 3 missionshuse i sognet og 5 søndagsskoler. Vi besøgte med flid dem alle og fik de bedste venner alle 3 steder. Silo i Hammerum samlede mange mennesker til deres møder. Det var de samme, der kom der som i kirken, og det var ofte mig, der ledede møderne, så harmonien var intakt. Jeg holdt som min forgænger rundt om i hjemmene forklaringsmøder for søndagsskolens ledere. Det var bibelteksterne, som jo nok kunne give anledning til drøftelser. Der var også 5 kvindekredse, der samledes om mission i fjerne lande, nu samlet i Danmission med station i Hellerup. Karen og jeg blev ofte indbudt som deltagere til deres eftermiddags-sammenkomster, jeg ofte som indleder. De bad også Karen om at slutte, men det sagde hun Nej Tak til. - Ja, men det gjorde fru Buus -, hvortil Karen klogt svarede: Men jeg er ikke fru Buus! - Til gengæld inviterede hun kredsene til et fælles møde hvert år i præstegården med kaffe og Arbejdstid Side 5

28 mange store kager og dejligt med blomster i alle stuerne. Det var vidunderligt. Tit kom de selv med kager. Det var mange i sognet, vi her var i nær kontakt med, og det var dejlige humørfyldte mennesker, vi mødte. Så var der jo det faste, - konfirmandundervisningen, som regel i præstegårdens konfirmandstue, flere og flere hold år for år, fire dage i ugen fra morgenstunden, svarende hertil mange dåbshandlinger ved gudstjenesterne, og besøg i hjemmene. Der var en del bryllupper, som regel om lørdagen, og omkring 30 begravelser om året med forudgående samtaler og arrangementer, - og ofte var vi i sådanne anledninger indbudt til store minde-sammenkomster, mest på Østergaards Hotel i Herning. Mange mennesker samledes i salene. Der blev sagt Værs go! - Ingen reagerede. - Det var da ikke derfor, man var kommet, vel? Der blev sagt Værs go! anden gang. Så blev der stille. Men ingen rørte sig. Tredje gang rejste præsten og fruen sig og gik ind til bordene, og så fulgte alle de andre efter! Ritualet blev overholdt. Det blev dog undertiden svært for Karen at følge trop her. Hammerum Landbrugsskole med forstander K. Møller fyldte meget i sognets daglige og kirkelige liv. Han var umådelig højt respekteret i sognet og en personlighed af format, sønderjyde, tysk soldat under Første Verdenskrig, dansk i hver fiber af sin krop, taler ved såvel landbrugsmøder som missionsmøder. Ham havde jeg et dybt tillidsforhold til. Han havde netop overladt forstanderskabet til sin svigersøn Johs. Toftdahl, - og han bad mig, om jeg ville holde en ugentlig time for en hundredtallig elevskare, - med frit emne. Jo, jeg var spændt for, - for nu at blive i landbrugs-terminologien. - K. Møller holdt dengang et foredrag på Nyborg Strand, hvor han talte om menighedsliv, og her fremlagde han, hvad man i hans sogn ventede af en præst, og fik at vide, at det var uhørt overvældende. - Høstgudstjenesten havde helt sin egen karakter. Jeg lærte at beskrive hvert års høsts historie fra først til sidst, - og takke-sangen fyldte rummet, - og der blev ofret så rigeligt, - fordelt til alle gode gerninger i vort land. Vi var alle i daglig kontakt med vore omgivelser. Folk fra et sogn på 4.ooo mennesker havde tit ærinde til præstens kontor, tingene skulle indføres, og aftaler træffes. Og det var dejligt at blive brugt. Gjellerup kirke havde en vis dragende magt i Herning, så der inde fra kom tit henvendelser, - ofte om vielser, f. eks. når det drejede sig om fraskilte. Her stillede jeg Hammerum Landbrugsskole. mig til rådighed. Andre præster var imod. Men var det rimeligt og rigtigt at nægte nogen at blive gift? når de nu ønskede det? Jeg kunne i hvert fald ikke sige Nej til dem. Skulle man straffes, fordi det ikke gik, det man først havde satset på og måske kæmpet forgæves for? - Var det bedre, om de ikke blev gift? - Hjemmearbejdet. Der var jævn travlhed. Drengene krævede særlig omsorg af os begge. Tidligt op og gøre dagens øvelser på det store loftsrum, så morgenmad og transport til skolen i Hammerum til kl. 8, - og så begyndte vores dag. Måske blev der tid til en morgensang og fælles morgenbøn. Om eftermiddagen skulle drengene hentes på skolen. Efterhånden tøvede jeg lidt. De kunne godt begynde hjemturen til fods! De havde altid følgeskab en del af vejen, og de var nu begge i forholdsvis god form. Irma, vores unge pige, var guld værd, trofast og god til at tage sig af drengene. Og knyttede sig i grunden ret stærkt til os. Jeg kunne gøre hende helt kulret, når jeg sang: Irmelin Rose, Irmelin sol, Irmelin alt, hvad der er dejligt! - Hun var også behjælpelig når som Arbejdstid Side 6

29 helst, f. eks. når en voksen, døvstum ung mand, som vi kom i forbindelse med, kom og besøgte drengene og havde lysbilleder med for at fortælle om alt det, han ikke på anden måde kunne kommunikere ud. Til venstre: Richard og Hans Christian og til højre Irma. Henry, - og dem fra Skælskør. Haven krævede tilsyn og omsorg og slid året igennem. Jordbærrene fyldte meget, både i tid og i omfang også i os selv! Sommerferierne bragte familien Hemmingsen fra Skælskør, - nu København, - over til os, og 5 børn myldrede først ud af bilen derfra ind i stuerne og haven og gjorde stort indhug i jordbærrene til nogen betænkelighed for Richard, som havde vanskeligt ved at holde tal på høstudbyttet, når så meget unddrog sig optælling! Men det var altså Henry! sådan hed vores havemand tilfældigvis, en arbejdskraft, som gjorde det muligt for mig at holde mig fast engageret i selve præstegerningen. Vi knoklede tit sammen. Med en lille skavank, som hårdt arbejde havde givet ham, stillede han sig nu til rådighed på det frie arbejdsmarked, altså også hos os, og for en lille sum penge fra menighedsrådet - og megen kaffe hos fruen her - gjorde han en formidabel indsats hos os i alle årene, som jeg vist aldrig fik takket ham for, men i hvert fald fik vist ham, at jeg skønnede på, - og han gik i arv til min efterfølger. Samarbejde, det løser problemerne. Han deltog også i søndagsskolearbejdet og var altid glad og oplagt. - Når vore sommerferiegæster holdt deres indtog, var der liv og glade dage. Sommeraftenerne var som regel fri. Så sad vi tit i timevis og sang af højskole-sangbogen alle de dejlige sange, og børnene bagte snobrød ved et bålsted i baghaven. Eller de var optaget af Hans Christians togbane, som han fik indrettet i folkestuen, der benyttedes til gennemgange her og der. Der var elektriske togstammer i fart gennem tunneller og byer med hjemmelavede huse og planlagte veje og broer. Når leg er alvor. En dag forvildede der sig en lille spurv ind på banen. Den syntes nok, det var som i et rigtigt landskab, og den fik selvfølgelig lidt at spise; den var lettere skadet! En dag lå den og var død. Sorgen var ubeskrivelig i den samlede Togpladen. Arbejdstid Side 7

30 børneflok. Hvad skulle man stille op? Jo, en foreslog, at man da måtte foranstalte en begravelse! Det løste alle problemer. Alle var nu engageret: - gravens placering i haven, - tændstikæsken, den lille fugl skulle hvile i, - liturgien, der skulle afvikles! - Kordegn Hemmingsen og jeg vekslede forstående blikke. Her var vi jo på hjemmebane. - Oplevelsen af naturens strenghed blev forløst gennem den kærlige omsorg for den døde, - og glæden fandt vej til sindene! Viborg-forbindelserne. Vi havde ofte besøg af venner fra Viborg. Kredsenes arbejde skulle jo fortsætte, og festdage huskes. Min 40 års fødselsdag blev fejret i præstegårdens sammenhængende stuer, hvor man mindedes alle mine gale streger, - fremmøde i brune sko! afhjulpet med graverens sorte ditto, - problemer med hunden Bongo s efterladenskaber o.s.v. ; der var sange og optræden til stor morskab for vores nye graver og frue. Og af og til gik turen den anden vej, - til Viborg. Familien med Funny. Fra Søren Møllers besøg. Kristi Himmelfartsdag fik vi gennem flere år besøg af Søren Møller og hans poge. De kom til kirke i en stor bus, og de legede terræn-leg bagefter mellem de dengang spredte bebyggelser. Engang suppleredes gudstjenesten med vore egne spejdere. Skoleinspektør Kai Johannsen foreslog mig, at han hjalp mig med altergangen, for det var blevet almindeligt, at børnene deltog i denne. Jeg tøvede. - Kan man nu det? tænkte jeg højkirkeligt.- Skal badet og bordet ( dåben og nadveren ) ikke virke med de indviede tunger? ( Grundtvig ) Jo, men hænderne kunne jo nok bruges til uddelingen. Jeg var i tvivl, men vi aftalte, at skole-inspektøren, der selv var spejder, skulle stå parat, og hvis jeg skønnede, at der blev brug for hans hjælp, skulle jeg give ham et tegn, og så var han klar. Det gik sådan. Børnene myldrede jo op imod koret. - Og han kom ind til mig i spejder-uniform og uddelte brødet, - og jeg vinen. - Således blev jeg klogere på den sag. Henry taler for Peter Høffding. Missions-ugerne. Missionsugerne i Silo i februar måned var en betydelig lokal begivenhed med traditioner langt tilbage. Det havde været almindeligt, at sognepræsten forestod arrangementet. Jeg tog selvfølgelig sagen i egen hånd som forventeligt! Jeg vidste, hvad det betød: Et tilbud, et kald til alle om at gøre alvor af guds- Arbejdstid Side 8

31 forholdet, mens tid var hernede! Alt det, vi gerne ville til hverdag, skulle have denne særlige møderække til støtte. Og der kom mange til de møder. Jeg arbejdede med ugen et år forinden, søgte at finde de gode talere, som havde noget på hjerte og noget at give af, og jeg ledede møderne undtagen fredag og lørdag, - da lod jeg Johannes Madsen, formanden, sige de indledende og sluttende ord. - Jeg havde et godt samarbejde med Herning Folkeblad og refererede selv talerne til næste dags avis samme aften. Det skulle være en særlig påmindelse til vore sognefolk og give dem lyst til at komme. Silo havde en gymnastiksal, og den og den store sal var begge fyldt aften efter aften - af flere hundrede mennesker, - og det var en fest, -stilhed og lovsang og gode ord var aftenens oplevelse. Flere end normalt tog begivenheden med. Gode minder! Min gode ven Søren Knudsen bemærkede siden ved min afskeds-fest, at jeg havde været tilbøjelig til at tage føringen, hvor andre også kunne have taget over. Jeg mener nu ikke, at jeg stod nogen i vejen. Det var vist heller ikke det, han mente. Jeg fornemmede altid, hvor det var bedst, at jeg placerede mig. Lad mig hertil føje, at jeg ikke kan acceptere den nedgørende måde, hvormed mange journalister i presse og radio henslængt omtaler Indre Mission og dens folk, - sammenligner dem med Jehovas Vidner og islamister. - Det er skandaløst! der er intet, der ligner! - At man arbejder med at påminde om at prioritere forholdet til GUD frem for alt, er dog selve kirkens opgave, - og Tante Anna har vel eksisteret engang, men tonen i dag hos Indre Mission er helt anderledes kærlig og forstående. Det skulle da også lige mangle! når det gælder det bedste, vi kan unde vore medmennesker. Unge Hjems Højskole med mere. Min deltagelse i Unge Hjem s arbejde førte med sig, at Karen og jeg overværede en markant indvielse af Unge Hjems Højskole i Skaade - og fulgte med i, hvor godt det gik med elevtallet og med de kurser af forskellig slags, som fandt sted. - Ved festen kom vi til at sidde sammen med et iinteressant norsk ægtepar, Marit og Harald Lunøe. De var fra Kristiansand, som jeg jo kendte. Hans slægt stammede fra Skive-egnen, fra øen Lundø, som vi havde så gode minder fra. De besøgte os dengang i Viborg, og vi siden dem i Norge. Det betød, at vi i Gjellerup fik besøg af dem med et stort kirkekor deroppe fra en kirke, hvor han var i menighedsrådet. De var indkvarteret i sognet for at holde en koncert i Herning. Der holdt man en fest for dem på Østergaards Hotel. Men de mødte også op med sang til en søndags-gudstjeneste i Gjellerup Kirke. De gik i syngende procession til den fyldte kirke, og de havde biskop Støylen med, som boede hos os, og som prædikede smukt - og foreholdt menigheden, hvordan vi delte norske og danske salmer med hinanden i vore to lande. Jeg havde fortalt ham, at vores påskesalme nr. 1 var Stat op, min sjæl i morgengry af den norske digter Wexels, og han replicerede med, at den norske kirkes første påskesalme var Påskemorgen slukker sorgen af Grundtvig! Det gentog han i prædikenen. Vi bevarede intenst kontakten til Lunøe s altid fremover. Kampen for Gjellerup sogn som kommune. I 1969 lagde regeringen op til en omfattende kommune-sammenlægning. Herning indgav med den dygtige borgmester Jens Mathiesen forslag om en Herning Kommune i betydelig udstrækning inklusive Gjellerup sogn, som hidtil havde været en selvstændig kommune. Det passede ikke folk i sognet. De var sig stærkt bevidst som en enhed. Jeg havde selv oplevet et kommunevalg i sognet med engagerede vælgere ved møderne i Silo. Der blev stemt efter religiøse linjer. Det var nu ikke det, der var sagen. Det var sognets suverænitet overfor Herning, som man ellers havde det bedste forhold til. Men nu skete der noget. Tilkendegivelserne i Folkebladet blev ret skarpe, og en kreds af borgere (jeg husker ikke alle navnene) sognerådsformanden, skoleinspektør Kai Johannsen, fabrikant Folmer Frederiksen, en gårdejer med tilknytning til valgmenigheden og en dygtig og klog husmor - og så jeg - arbejdede et materiale sammen, der skulle vise at Gjellerup kommune var en fremskridtskommune, og det blev bekræftet med en film. Vi søgte og fik fremtræde for regerings-kommissionen på Christiansborg, og en morgen tog vi til Karup og tog flyveren til København. Det var min første flyvetur, og jeg ville helst have taget toget, men det havde man ikke tid til, og Folmer Frederiksen tog sig hensynsfuldt af mig på turen, og sammen nød vi synet af Danmark Arbejdstid Side 9

32 under os, og efter et par timer sad vi i Snapstinget, og jeg kunne ringe hjem til Karen og fortælle, hvor vi nu var. Kommissionen blev ledet af de konservatives førstemand Poul Sørensen. Det var ellers Poul Møller, der med sin popularitet trak læsset for partiet. Men man sagde partiejer Poul Sørensen. For det var ham, der styrede. Det var det også her. - Kommissionen tog venligt imod os og lyttede til vort ærinde, men intet blev antydet i retning af det, vi ønskede. Som bekendt blev vi lagt ind under Herning, men vi glædede os over kampen, selvom vi tabte den. Den betød en bevidst rejsning for sognet og gjorde tydeligt indtryk i Herning, som tog imod os med venlige ord. - En forårsdag i 1970 rejste der sig en storm over de bare marker fra øst! altså fra Gjellerup ind mod Herning. Jorden smuldrede og hvirvledes op. Himmel og jord stod i eet! - Ved et eftermiddagsmøde i Herning, hvor jeg skulle tale, indledte mødelederen med at trøste mig med, at nu blev Herning bogstavelig talt lagt ind under Gjellerup, - det var jo en ny sensation! Herning Kommune svarede i øvrigt med at udnævne vores skoleinspektør Kai Johannsen til skoledirektør! De hævdede derinde at være glade for at kunne hente en fra det bedste hjørne af kommunen! Om kvinder og blomster. Utallige minder om gode og tapre kvinder fra Midt-Vest i Jylland har jeg fra årene der. Her er en lille buket: En midaldrende kvinde fra Hammerum kom i vor første tid af og til på frimodigt besøg i vor have. Hun havde altid en blomst med, som hun glad fandt plads til og plantede. Ved præsten, hvad den blomst hedder? spurgte hun. - Nej, måtte jeg svare. A ve snår æt, om A tør sæj et, sagde hun, men så kom det alligevel: De hedder nø-øgne jomfruer. Ja, men det var da også forfærdeligt, om hun skulle komme til at give præsten tanker i den retning! Men venligheden og tilliden til den nye præst sejrede altså. - Der gik lang tid ind imellem, hvor man ikke så hende. Hun havde en sindslidelse, erfarede jeg, - som gjorde, at hun en tid slet ikke kunne nærme sig noget menneske. Så var hun afhængig af sin broder, som hun boede hos. Når så depressionen var ovre, var hun en livlig og munter dame, alle kunne lide. Jeg mente ikke, at jeg skulle opsøge hende i de grå perioder. Der er smerter på de områder, som nok skal gennemlides i fred. Spil-Esther boede i hendes nærhed. Hun havde spillet orglet i kirken i en menneskealder og var nu gammel og træt og blev hjulpet af en yngre dame. Jeg besøgte hende tit. Så stille og fredfyldt sad hun og talte om daglige ting og om gamle dage. Når hun så satte sig til sit stueorgel og lod hænderne glide blidt over tangenterne, fyldtes stuen af meget stille følsom musik fra kendte sange og salmer, som af sig selv bar ordene frem i de skåle, hun med tonerne tryllede frem. Engle holdt sig svævende over de opadstigende luftstrømme fra blæsebælgen og tonerne. - Sognepræst Nielsen-Vrads fortæller i et lille hæfte, han skrev om sognet, at han en dag i kirken fandt en buket med røde roser stillet på alteret. Den måtte være stillet der af en, der færdedes i kirken til hverdag. Han så, at der lå en seddel uden underskrift, men med ordene: Ja, at en for alle døde, Gav Guds kærlighed sin glans. Alle jordens roser røde Ej forslår til Lammets krans. ( Kingo ). Jeg har fortalt om Anni, drengenes barnepige. Da hun blev voksen, besøgte hun os, og vi talte om, hvad hun skulle være. Hun sagde selv, at hun gerne ville være sygeplejerske. Anni som sygeplejerske! Ja, men det var da lige sagen! Og hun blev det og kom til Herning Sygehus.- Min Karen havde ofte svære lidelser, stramninger her og der, og fik ofte behandling. Nu fik hun det på Sygehuset i Herning. Jeg kørte hende derind, og i vente-tiden sad jeg så på Anni s værelse. Der kunne hun så hente mig, når hun var færdig. Det var rart at møde Anni igen som en ung og dejlig pige. Hun kom også ud til os og så vore herligheder og vore drenge i dem. En dag gik jeg en tur med hende i vor have. Det var så yndigt at gå derude og tale med den unge dame om blomsterne.., nok Anni. Arbejdstid Side 10

33 også for yndigt! Men yndige sommer Næppe du kommer -, Så iler du bort! (citat).- For min gode hustru kom ned ad gangen - eller plænen, hvad det nu var -, og inviterede os venligt indenfor. Hun syntes lige, vi alle kunne trænge til en kop kaffe!! - Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at Skaberen selv efter at have skabt alting og fået de tusinde ting til at fungere sammen og efter at have skabt manden med sine egne super-evner, den klare tanke, overblikket, visdommen, evnen til at styre og værne at han, da han havde skabt kvinden, glad slog sine hænder sammen med et: Yess! nu lykkedes det! - det, jeg har tænkt på lige siden tidernes morgen! - Kvinden, - med skønheden, helt efter dens ide, - med stemmen lånt fra englekorets sopraner, - med mildhedens lægende balsam, - med kærlighedens styrke, - og i selv-hen-givelsen evnen til selv at modtage kærligheden som livets rigeste gave. Så vidt Gud! Vi lader det stå lidt. Specielle oplevelser. Ofte fik vi besøg af Karens familie i Sahl. Særlig børnene så hen til den oplevelse at se både den lille togbane og den store, især haven.- Og så blev der bagt snobrød. Christian Iversens Hanne fortæller, at hun tit gik og tænkte på, om de ikke lige kunne tage derud. Men det travle landbrug krævede hver dag sit. Engang samledes hele familien Iversen, så stor den var dengang, ude hos os til en slægtsfest under Jeppe Åkjærs motto: Din egen dag er kort, men slægtens lang. Vi var inde i den beundringsværdige kirke, og jeg havde indøvet at spille på orgelet til en sang. - Kirsten og Christian og Esther og Niels fulgte os i øvrigt på nært hold, også efter Søren Iversens bortgang. - I Vestergaard-familien samledes vi hvert år i Kjellerup til min Mors fødselsdag, indtil hun blev 97 år. Familien blev ellers for talrig til at kunne samles hos os. Det fortryder jeg nu. Men vor families fester blev holdt, drengenes konfirmation var jo noget helt for sig. Og så fik vi ofte besøg af Karens Moster, Alma, som var lærer i Nykøbing på Sjælland. Hun fyldte en del i vor tilværelse. Hun og jeg tog ofte en lille tørn. Hun var ikke i mit kompagni. Men vi var i grunden rigtig glade for hinanden. En dag, jeg skulle til Herning, bad hun mig om at købe hende et Ekstra-Blad. Du vil da ikke have, at jeg skal kompromittere mig på min egen egn med at købe det for din skyld, sagde jeg.- Det var i porno-tiden, og Ekstra-bladet legede jo med ilden.. - Du vil vel stå ved dine tolerante principper! sagde hun, så jeg måtte jo risikere mit ry som præst i Gjellerup, - og bladet kom da i hus. Hun var til gengæld en selvfølgelig gæst ved gudstjenesterne og holdt af salmerne. Men hun troede ikke på, vi skulle komme i himlen. Hvordan vil du så mon føle det, når du ser, at det passer, og du måske selv er blevet optaget i nåde? spurgte jeg. - - Svaret lød: Selvfølgelig accepterer jeg kendsgerninger. - Hvad værre var: Vi var indbudt til en fest i Herning i en familie. Efter middag med kaffe og taler skulle der danses. Man var vant til, at præstefolkene på det tidspunkt sagde pænt farvel og lod festen forme sig frit derefter. Men Karen og jeg så ikke sådan på det. Vi ville ikke skille os ud, men fortsætte samværet med vore folk. Midt under dansen kom en pæn ung dame fra et andet sogn og bød mig op til en dans. Hun smilede så venligt og forventningsfuldt til mig, at jeg - med min svaghed for det andet køn - ikke kunne skuffe hende, så jeg tog den lille sving-om. Jeg takkede og bukkede, og hun forsvandt ud af mit synsfelt. Jeg hørte siden, at begivenheden i et bestemt hjørne af sognet blev meget muntert kommenteret, - man var jo vant til lidt ekstra-ordinært fra min side, så det efterlod ikke nogen misstemning. Gjellerup var altså noget helt for sig.- Arbejdstid Side 11

34 Og så var der Sine. Hun og hendes mand var søndagsskolelærere i Vraa, en del af sognet ud mod Sunds, også kaldet Nybo efter stationen derude. Hun samlede de lokale ledere til et julegilde i vort første år. Efter alt godt, som gården kunne byde på, indbød hun til en leg. Vi sad omkring et bord med hænderne under dugen, og så sendte hun forskellige husholdningsredskaber, støvsuger-rekvisitter o.s.v., rundt i hænderne på os. At vi ikke kunne se, hvad vi fik i hænderne, førte til megen munterhed - og vilde hyl! - og det var fromme søndagsskolefolk! Dagen efter ringede hun til mig og spurgte, hvordan jeg egentlig havde det med det hele. Vi ville jo bare lave lidt fis med dig! kommenterede hun. I det lille missionshus hørtes hendes stemme over alle de andres. Hun elskede sangen Blomster i vår, milde violer i grønsværets skød, smilende spår: sejre vil livet -. Og blomster i høst, varmere farver og rigere glans-. Hun holdt af naturen og af dens skaber. Men hun gjorde selv lidt ekstra ud af sin egen natur. Hun farvede sit hår sort og glansfuldt. Jeg håber, Jesus tilgiver mig -, sagde hun til Karen nok så frisk. Men mig tillod hun nu ikke at forandre udseende. Jeg havde været i Italien og besøge Frans af Assisi s egne og havde tillagt mig begyndelsen til et overskæg og et fipskæg på hagen efter digteren Johannes Jørgensen, ham med Imellem nattens stjerner. Sine sagde: Det kan du ikke gå med. - Det kan jeg vel nok, mente jeg, - i betragtning af, at andre også forandrer deres udseende. Hun var også klar over, at hun var sat mat. Så sagde hun: A vil gi dig 100 kroner, hvis du vil tage det af. En dag viste jeg mig så som velbarberet. Jeg fik de 100 kr. Det måtte jeg nok ikke have taget imod. Men jeg gjorde det alligevel. - The show must go on! - Hendes mand Iver døde. Da han blev hentet til sygehuset hjemmefra, så han sig sørgmodigt omkring på hele sin ejendom på denne jord. A ku si, te han sagde farvel! sagde Sine med sit følsomme sind. - Det blev mig forundt at kaste jord også på hende. Jeg ser stadig efter deres grav. Men den er nok sløjfet. Det er over 30 år siden, og de havde ingen børn -. Hauge og Frølund skoler måtte lukke. Vraa og Hauge missionshuse måtte til sidst nedlægges. Samlingen skete til Silo. Men hvor har jeg smukke minder fra egnenes fællesskab derfra! Jeg mindes tit lærerne fra de to skoler, især et lærerpar fra Hauge Skole, som med deres store prægtige unge datter altid kom sammen til skriftemål før højmessen, selvom det ikke nødvendigvis var forbundet med altergangen. Ferie ved Nyborg Strand. Spørgsmålet om sommerferie løstes et år ved, at vi indgav ansøgning til en annoncering i Præsteforeningens Blad med tilbud om en uges ophold på en villa lige ved stranden, testamenteret til ferieophopld for ubemidlede præster. Det anså vi os en tid for at være, og vi fik opholdet der. Drengene soppede dagen lang på bredden og byggede huse og - jeg ved ikke hvad - med sand, og der var ganske hyggeligt inde om aftenen med smuk udsigt. Vi gik lange ture, jeg ofte med Hans Christian siddende på min nakke, - over broen ved motorvejen, hvorfra vi kunne overse trafikken over en stor strækning under os. Mens vi var der, - det var måske mere end en uge skulle et medlem af menighedsrådet derhjemme, gode venner, holde en familiefest. Den måtte vi hjem til. Altså start på bilen. Mens vi kørte over Fyn, sang vi alle 13 vers af Grundtvigs pragtfulde digt: Jeg gik mig ud en sommerdag at høre - med det fuldstændig besættende omkvæd I de dybe dale mellem nattergale og de andre fugle små, som tale. Vi talte tit om denne næsten mystiske oplevelse sidenhen. Dagen efter - så til Fyn igen! - Arbejdstid Side 12

35 Forbindelse til Canada. Karens morbrødre tog vi os også af. En familie fra Canada besøgte os i en juletid med hendes kusine Karen. Hun og min Karen var to alen af eet stykke, fulde af spøg og glæde. Hun lærte eet dansk ord, Tosserier, efter en bog, hun gav mig, og hun elskede den danske vinter med sne, - sådan som hun altid havde forestillet sig Danmark. Min Karen tog også Hans Christian med sig på en fantastisk rejse derover. Hun ringede hjem til mig efter flyveturene. Det var sidst på natten. Jeg spurgte: Hvilken dag er det hos jer? - Det er 31. august kl. 22, sagde hun. Ja, her er det morgen den 1. september, kunne jeg svare. - De så Indianerboliger, store togstammer og små fugle og kom glade hjem over Grønlands Indlands-is - og så hele Danmark fra luften som et kort. Familien i Canada. Den store Togplade. Arbejdstid Side 13

36 En måned i Assisi. Og jeg tog turen på egen hånd med tog et par dage til Assisi, Frans s by. Jeg var inde i det hus, hvor han havde haft sit opgør med faderen, så gaderne, han havde færdedes i, oplevede byen ved nat med musik i kirkerne og på torvene, jeg så liget af Santa Clara i hendes egen kirke, tog til gudstjenester i Den hellige Frans s Basilika - og først og sidst den kirke, hvor Frans havde hørt Jesus tale til sig fra et krucifiks : gå hen og byg min kirke op, hvad han tog både bogstaveligt og åndeligt. Jeg så det lille Portiuncula-kapel, han med sine venner byggede op, nu stående midt i en prægtig domkirke, Los Angeles, d.v.s. englene, - - hvorfra navnet er overgået til en stor amerikansk by. - For et par hundrede år siden styrtede den store kuppel ned under et jordskælv, men Portiuncula stod der uskadt tilbage. Jeg boede på et katolsk økumenisk institut en måned som den katolske kirkes gæst - med en daglig gudstjeneste med altergang, (med både brød og vin ). Jeg vidste, hvad nadveren betyder for katolikerne, men jeg gik alligevel med med min tro! Sådan mener jeg, det økumeniske problem om fælles altergang skal løses.vi er jo trods alle forskelle eet i Kristus. Jeg oplevede den umbriske slette med de blå bjerge i horisonten. Jeg talte med unge italienere med en svensk pater som tolk. De sagde, at de også bad til Jesus, ikke kun til Jomfru Maria, og jeg kvitterede med at beundre dem for at huske på helgener og martyrer fra kirkens lange historie, og erkendte, at her manglede vi meget i vor kirke. Fra gymnasietiden har jeg altid ønsket at komme til Assisi, og jeg er lykkelig for, at jeg fik lov at opleve Frans der, - de fattiges ven og solidariske kollega. - Jeg tænkte på vores digter Johannes Jørgensen.<Jeg besøgte den gade, han havde boet i, og var inde hos den barber, han blev betjent af til stor oplevelse for barberen. - Med en italiensk lærerinde besøgte jeg hans bede-grotter i omegnen, carceri der egentlig betyder fængselsceller. jeg lærte af hende lidt italiensk, som jeg glemte igen. - Så var jeg med amerikanske turister på vejen hjem i den historiske by Firenze med den skønneste domkirke, jeg nogen sinde har set, - som en sang om Paradis, som et skaberglimt nedrykket i vort lavlands tågedis, som digteren Jens Rosendal skriver (vist om Ribe Domkirke). - I Firenze boede jeg i et kloster. Nonnerne holdt gudstjeneste hele tiden, syntes jeg. Jeg var helt alene i verden. Jeg forstod jo ikke sproget. De satte mig så sammen med en franskmand ved bordet, og vi kunne forstå hinanden gennem løsrevne ord. Dagen efter kom der en søster hjem fra ferie. Hun var tysk! Så kan det nok være, vi fik snakket. Det var som at være hjemme. Hjemturen gik nu under Schweits s bjergmasser og kendte tyske byer til Danmark. -Tænk at være hjemme igen! - Kun et par begravelser udefra havde der været. Trofasthed! - Folk ville ikke engang dø, før deres præst var hjemme igen! Turene til Italien og Spanien. Vi tog tidligere en tur med Tjæreborg til Garda-søen. Vi havde en dejlig ferie. Det var godt, vi gjorde det. Nu oplevede drengene og vi verden sammen. Da vi kom syd for grænsen i den store bus, hvor drengene havde fået plads helt foran, kom der biler i en ubrudt strøm ad alle 3 kørebaner og begge veje. Hans Christian jublede. Han var jo vild med biler. Her kommer aldrig den sidste bil, sagde han. - Tonen i bussen var ret frimodig for at sige det mildt, - men dog gjort antagelig med en vis humor. Chaufføren førte an også her. Hans Christian lagde nok mærke til, at jeg ikke smilte lige meget af alle vittighederne. Far! sagde han gammelklogt, vi må jo tage det hele med! - Det blev en vending, vi siden brugte til mange ting. - Jeg spadserede med ham ved hånden på Venedig s fortove, og han gik til som aldrig før. - Jeg så da ikke nogen lommetyve, sagde han triumferende. - Nej, det var jo godt det samme. - Vi så gondolerne sejle forbi, og vi så det smukke palads og var i Markuskirken, og vi så på kampanilen, hvor højt vandet kunne stå, når regntiden var inde! - Vi var nu glade for, at vi boede i Danmark! - Sidenhen kom vi en tur til den spanske Solkyst med fly. Hans Christian havde samme morgen, vi skulle af sted, et epileptisk anfald, forårsaget af mange slemme fald i de år. Vi ringede til lægen. Tag endelig af sted! sagde han, og det gjorde vi. - Jeg gik lange træningsture med ham - og i vandet med Richard. - Med Karen gik jeg i Natklub! - Hvorfor ikke, sagde vi. Det kunne da være spændende! - Og ingen kender os jo! - Så vi sad såmænd og nød natten i en rimelig atmosfære med champagnen i kølekar ved siden af vort bord! Og vi oplevede det som jævnt kedeligt. Men så havde vi jo prøvet det! - Der blev danset, og pludselig var Arbejdstid Side 14

37 der et par, der vinkede til os. Så var det Søndergaard s datter, vores nabo, - og hendes mand, - to, som vi lige havde viet nogle dage før. Stort gensyn! Man kan altså aldrig vide sig sikker nogen steder! - Vi spiste på hotel Mare Nostrum ( latin : vores hav ). Det blev straks omdøbt til Marens ost-rum. - Vi så bygninger fra tiden, da Islam herskede i landet, bl. a. Løvegården i Alhambra, med Hans Christian på en ung mands skuldre, - vi gik en lang travetur. En prædiketur til Frederikshavn. Jeg havde med stor interesse læst min studiekammerat Erik Aalbæk Jensens bog Perleporten om det særprægede åndsliv på Frederikshavn-egnen, og jeg kendte navnene på de i bogen omtalte byer. Det var derfor spændende at blive spurgt, om jeg ville komme til Frederikshavn i forbindelse med hele egnens kristelige sommer-møde og prædike ved aften-gudstjenesten i den store Frederikshavns kirke. Jeg kom derop og blev indkvarteret hos en yngre mand, som kendte alt det, der var sket i de år, som forfatteren mer eller mindre korrekt havde skildret, og jeg følte mig faktisk i kontakt med historien og de deri nævnte personer. Om aftenen havde vi en meget festlig gudstjeneste med en overvældende stor altergang, som jeg alene forrettede. Det var bare skønt. Jeg elsker at opleve lange altergange, hvor tiden står stille, og jeg forstår slet ikke, når man ønsker dem afkortet på forskellig måde. Det ene hold altergæster efter det andet knælede omkring mig, og jeg tænkte: Har du et bibelord at sende hvert hold ud med? - Jeg havde ikke skrevet nogen ned. Men jeg mærkede, at Helligånden gav mig dem et for et, som holdene skiftede. Jeg har aldrig oplevet det så stærkt på den måde. - Inden afskeden gav min vært mig et par anvisninger på nogle af de personer, der var til alters, som var omtalt i romanen, - en forunderlig oplevelse! - Den store krise: præsteboligen. Men så var det også forbi med vore folks store hensyn - til mine ønsker i hvert fald. Menighedsrådet besluttede efter indgående drøftelser, at der skulle bygges ny præstebolig. Midt under de voldsomme lokale spændinger om pornofrigørelse og abortlovgivning, som berørte sindene stærkt, havde nogle af os med forstander K. Møller og landbrugslærer Søren Knudsen, min gode ven, arbejdet med at give nogle etiske retningslinjer for vor stærkt berørte ungdom i disse sager. Det blev indsendt som forslag til en retningsgivning for den nye tids hele ægteskabs-problematik. Jeg husker ikke lige, hvor det var, der skulle tages officiel stilling til vort oplæg. Men det skulle komme i radioen. Vi lyttede spændt til radioen den aften, - og vort forslag så blev afvist! - Det var netop under et menighedsrådsmøde i præstegården. Imens havde rådets medlemmer benyttet lejligheden til at se huset efter og drøfte dets fremtid. Aftaler svirrede i luften, og til sidst faldt dommen: Huset skulle falde for et nyt. Karen og jeg var sat ud af spillet, men gav dog til kende, at vi var stærkt imod. Vi elskede jo det store skrummel, - vor ungdoms lyse slot! - Et dobbelt nederlag lå foran os den aften. Men nu gjaldt det en kamp med vore gode venner! - Præstegårdslivet er et herligt liv, men det hviler på usikker grund. Vi bestemmer intet selv. Men menighedsrådet havde oplevet ved præstevalget, at et ansøgerpar ved at se boligen havde måttet opgive at søge på grund af denne. Det gjorde nok udslaget nu. Hvis det i fremtiden ikke kunne godtages af ansøgere, var sagen jo klar. Man måtte tænke på kommende tider. Karen og jeg havde jo indrettet vor tilværelse efter vilkårene med tjenestepige - og på anden måde. Så dagen efter tog vi ud til dem i rådet, som vi turde lægge vor sag frem for. Ægtefællerne der kunne måske hjælpe os. Vi mødte megen forståelse, men vi forstod, at der var enighed i rådet, og det stod vi magtesløse overfor. Folkene i Midt-Vesten var usandsynligt venlige og imødekommende, men i saglige spørgsmål stod de fast, også imod deres præstefolk. Man samledes til nyt møde i præstegården! Jeg frasagde mig deltagelse og gik omkring og fotograferede og forestillede mig alt forandret i kirkens omgivelser. Der blev taget bestik af økonomien, planen skulle jo godkendes og finansieres. Men hvad med os, - familien! - afsavnet af præstegårdsfunktionen o.s.v.? - Der blev lavet tegninger, og vi fik anvist en lejlighed i et nybyggeri, mens huset sank sammen under nedbryderens store maskiner. Og flytningen fandt sted. - Vi kom til at bo godt for det år. Konfirmanderne skulle undervises i Hammerum på skolen. Ellers skulle alt foregå som sædvanligt. Det endelige resultatet blev, at konfirmandstuen skulle bevares. Den skulle forbedres og bygges sammen med det nye i en gårdlignende Arbejdstid Side 15

38 struktur. Det fandt vi helt i orden. Men vi tænkte nok ind imellem ikke helt gode tanker. En søndag kørte vi til et sogn på Fyn, Dreslette, som var ledigt. Vi søgte ikke kontakt med nogen, men fik adgang til at se kirken og fornemme egnens karakter. - Nå, så kunne de se derhjemme, hvad der kunne ske, når de tog et dejligt hjem fra en præstefamilie! - Vi drømte! - Jo, det tegnede helt lyst for os! Men på vejen hjem meldte de rigtige tanker sig: Vi skulle acceptere nederlaget, møde problemerne og kæmpe os frem der, hvor vi var. Vi holdt jo usigelig meget af alt i Gjellerup. Her hørte vi til, her var de jo alle sammen, som vi havde delt ondt og godt med i de mange år. - Jeg skrev siden i vort fotoalbum under billedet af Dreslette præstegård: En Skærsommernatsdrøm. - Udstationeret. Det faldt sådan, at Karen tog en tur op til et ungt par i vor familie, der netop havde fået trillinger. Hun ville gerne hjælpe en tid. Jeg havde jo før kunnet klaret mig, når hun tog med Hans Christian, - ikke blot til Canada -, men også til Tenerife. - Turen blev kort. Karen var nemlig blevet gravid og var hos lægen deroppe i Thy. Han ville have abort, men Karen sagde selvfølgelig nej. Men så gik det alligevel galt. Da jeg kørte den lange tur derop for at hente hende, aborterede hun i bilen på vejen hjem. Og så var vi på vor plads igen. Vi kom til at bo hos nytilflyttede. De undrede sig over, at jeg hele tiden var på farten, dag og aften med. Så meget troede de da ikke, at en præst havde at bestille. - Vi blev en nat inviteret til en beboerfest med godt med våde varer. Vi var begge ganske trygge ved at være med. Vi vidste nok, hvad det gjaldt, og aldrig har vi haft et mere interesseret publikum. De spurgte om alverdens ting, om alt det åndelige også, nu de havde os lige her. Vi glemte det aldrig. - Vi havde også en god tid der. Den ny præstegaard. Næste Skærsommer var vi tilbage i vor nye præstegård, og vi tog den til os med det samme. Der var selvfølgelig vrøvl med håndværkerne med at blive færdig til tiden, og vi skulle have indflytningsfest med menighedsrådet, og min Karen plagede Karen Nellemann dag efter dag, og hun skubbede på, hvor hun kunne, og alt kom i orden til festen. Vi blev meget glade for vor nye bolig, dejlige stuer, lidt mindre og lidt lettere at håndtere, og vi fik igen menighedsrådsmøderne i præstegården. Og konfirmandforældre-aftener og lidt færre møder. Togbanen, der var gemt i konfirmandstuen, blev flyttet ned i en smuk høj kælder, og drengene fik hver deres værelse. Og vi fik en spisestue og en opholdsstue med et loft, der gik op i en spids, hvor vi kunne rejse et for os svimlende højt juletræ. Juleaften, ja da holdtes der nu tre gudstjenester; jeg tog den første og den sidste. En blev uddelegeret. - Menighedsrådsformanden Erik Nagel kom uopfordret på et kært besøg om eftermiddagen, Karen vartede kirkepersonalet op mellem tjenesterne. Min Mor kom på julebesøg. Imens fyldtes kirken til bristepunktet tre gange, og parkeringspladsen med biler ligeså. Der var julestemning om ikke med sol, så med megen glæde! - Nu, vi er ved glæden, så vil jeg ikke undlade at fortælle, hvor dejligt det var igen at bo lige ved kirken, høre kirkeklokkens smukke malmtunge lyde dagene igennem, ganske nær. Det var en højtid hver dag. Og når aftenklokken ringer ved juletid, tænder graveren lyset oppe i tårnlugerne, - og så kunne det ske, at jeg stod nede ved vejen med Richard og nød det idylliske skue og fortalte ham, at nu samledes nisserne deroppe for at forberede julemiddagen med risengrøden og alt, hvad dertil hører. - Alt var godt igen. Og familien Gorm og Anne-Grethe med børn kom fra Viborg til julestue i helligdagene. Nye tider i sognet. Det var nu slut med ungdomsmøderne i præstegården, som ellers tit havde fyldt stuerne, - hvor jeg talte, og hvor vi sang fra De Unges Sangbog, og de unge legede i haven i skumringen og trampede plænen til. Her var det, at to - i enhver henseende store mennesker - mødte hinanden, Kirsten og Frede Hansen. De blev vore gode og hjælpsomme venner for al fremtid. - Tiden var nu også blevet en anden. Man holdt en ungdomsgudstjeneste i kirken med indforskrevet solosanger, der skulle give udtryk for den nye provokerende stil: Hvad med al den uret og lidelse? Og hvad gør vi ved det? - The answer is blowing in Arbejdstid Side 16

39 the wind! Svaret blæser i vinden! Men det var kun en overgang. Unge fra hele landet tog nu lørdag aftener til Herning og morede sig - med taler og sange og leg i de store nye haller. Det var KFUM og K, der indbød. - Jeg blev også kendt værdig som taler en enkelt aften. De unge i Gjellerup sogn holdt også deres egne aften-gudstjenester med andre talere og sange, de sidste vist ikke altid af den helt værdige kvalitet. Men jeg blandede mig ikke i foretagendet. Det var ikke mit projekt. Jeg holdt selv af og til en gudstjeneste for unge, også utraditionelt, engang med projektør på den korsfæstede Kristus i korbuen! Unge Hjem - kredsene holdt også nogle aften-gudstjenester med gode talere. Det var heller ikke mit projekt, men jeg havde fuld forståelse for, at der kunne være behov for at høre andre røster end min og i et andet toneleje måske! Ved højmesserne blev der hver søndag bedt for fire fra sognet udsendte missionærer, så længe de virkede. Nye kom til. Et prægtigt ungt par, Ruth og Poul Sloth Petersen fra landbrugsskolen, samlede en kreds om ydre-missions sag og blev senere udsendt til en landbrugsskole på Madagaskar og senere igen til forskellige opgaver i andre u-lande. Det manglede ikke på udsyn og engagement. KFUM-idrætten og DGI-folkene samledes om at bygge Hammerum-hallen! - Nu holdt man ikke mere gymnastik i Silo, hvor jeg før havde set flotte gymnastikopvisninger af både karle- og pigehold. Især pige-gymnastikken udviklede sig i de år i en mere legende og spektakulær retning, - og skolebørnene boltrede sig i svømmebassinet i Hammerum. Med Hammerum-hallen var de bedste faciliteter nu til rådighed for ungdommen, og to modstridende foreninger mødtes i en fælles opgave på samme grund. De Danske Gymnastikforeninger lokalt holdt nu 100-års jubilæum i de nye omgivelser. Jeg talte med valgmenighedspræsten Balle-Christensen om arrangementet, som var lagt ret stort op, og jeg foreslog ham at holde en fest-gusdstjenste i Hammerum Valgmenighedskirke. Det var jo det grundtvigske indslag i sognet, der festede. Det måtte være hans sag. Han tænkte, så det knagede. Nej, sagde han så, gudstjenesten skal hvile i sig selv, den skal ikke indgå i et jubilæum. Den skulle naturligvis holdes på dagen, men uden faner og halløj. - Jeg ser nu anderledes på det, sagde jeg, det er sognets festdag, det må gerne markeres i kirken. - Han tog mig så på ordet. Værs go! sagde han. Så er det din opgave som sognets præst! Jeg takkede ham for det, og således gik det til, at DGI s faner prydede min gudstjeneste den søndag, og jeg fik lov at sige nogle velvalgte ord til dagen. Jeg erfarede her, hvor højt til loftet der kan være i den danske folkekirke med dens forskellige grene, - en meget rig oplevelse! - Siden var jeg indbudt til en fest på kroen, hvor Valgmenigheden selv fejrede et jubilæum. Jeg var med ved denne søndags gudstjeneste i Hammerum kirke. Jeg sad ved siden af en af friskolens lærere. Det var småt med salmebøgerne, jeg måtte dele en med ham. Jeg sagde til ham: Vi kan da se i salmebog sammen! Han smilede stort til gengæld. Men nu tolerance til anden side! I 70érne skete der et mindre nybrud i Folkekirken. En karismatisk strømning fandt vej her og der. I Skjern var der blevet antaget en KFUM-sekretær, Neimanas, født i Letland, men hjemmevant hos os. Ved et ansættelses-forhold var han blevet vraget af Indre Missions bestyrelse, vistnok mest p. gr. a. en uklarhed i hans dåbssyn. Nu virkede han altså her i det sydlige Jylland. Han var en ret moderne vækkelses-prædikant, mild i form og ord, men inciterende. En del kredse blandt de unge, helt op til Herning-kanten, var ivrige tilhængere af ham. Jeg husker, jeg sad blandt nogle unge mænd derinde og hørte dem tale om ånds-dåb til forskel fra vores barnedåb. Det lød lidt sekterisk i mine lutherske øren. - Pludseligt kom det tæt på: Man havde lejet selve Hammerum-hallen til vækkelsesmøder for en uges tid, og et lysende kors var sat op foran den. Jeg var meget spændt på, hvilken indvirkning det ville gøre her i sognet. Folk var jo præget af vækkelse fra gammel tid og positivt indstillet dertil. Men de var stærkt imod alt sekt-præget virksomhed. Neimanas sad på mit kontor. Jeg bød ham velkommen. Så kunne vi jo tale om det. Han ville have mig til at godtage sit projekt. Hvordan? spurgte jeg. Ved at bekendtgøre møderne i kirken, sagde han. Det kunne jo nok gå an, da alle jo var klar over, at de var der. Og det kunne jo give mig en anledning til en kommentar. Han ville også gerne, om jeg en aften ville byde forsamlingen velkommen. Her måtte jeg sige Nej. Jeg begrundede det med, at jeg var valgt til formand for Indre Missions-kredsen for Herning-egnen, og at jeg Arbejdstid Side 17

40 var klar over, at han ikke havde carte blanche fra Indre Mission. Men jeg lovede at komme til møderne. Han sagde tak, og han kom loyalt med sine folk til gudstjenesten i Gjellerup kirke. Mange af sognets folk kom til møderne, skønt en frikirke i Herning gjorde sig stærkt gældende blandt deltagerne. En del, selv i søndagsskole-kredse var positive og viste det i tale og færd, en enkelt af de unge gik over til Apostolsk Kirke til stor sorg i familien, ellers faldt alt efterhånden tilbage i sit gamle gode leje. Når nogen spurgte mig om mit syn på begivenhederne her, sagde jeg, at Neimanas talte godt og smukt og også erklærede sig som folkekirkens mand, men at dåben, som er Guds gerning med os og hans nådige tilsagn til os om frelsen, desværre ikke havde nogen plads i hans forkyndelse. Det forstod man. Dåbens gave stod jo fast for alle overalt på vor egn. Jeg traf siden i København sammen med Indre Missions formand, som anerkendte min stillingtagen til røret i Hammerum. Ved 100-års-festen for Silo, hvor gårdejer Johannes Madsen blev interviewet til det lokale fjernsyn, sagde han, at vækkelsen fra gammel tid på egnen i dag fortsatte på en anden og mere stilfærdig måde. Det var nok lige det præcise udtryk. Et efterspil. Karismatisk kristendom med særlig vægtlægning på Helligåndens virkninger - rørte sig i Jylland og i København.. Jeg blev et sted opfordret til som taler at tilkendegive mit syn derpå. Jeg påviste, at Guds Ånd havde en stor plads allerede i Det Gamle Testamente, men især i Jesu forkyndelse. Helligånden virker nok i det skjulte i en større bredde i verden, end vi forstår, men det gælder for os i vort kristenliv, at Helligånden har bundet sig til evangeliets tale og til det, som Jesus i sit ord har givet os, - så at alle påstande om umiddelbare tilskyndelser, som udgives for Helligåndens virkninger, i almindelighed totalt måtte afvises Nogle ledere i vort sogn og jeg talte om, at der syntes at være et behov for større møder for at befæste den opfattelse. Det førte til, at landbrugslærer Søren Knudsen - som repræsentant for KFUM - og jeg og et par andre - arrangerede en møderække midt på sommeren i en hal vest for Herning, hvor den teologisk stabile og vækkende forkyndelse skulle lyde. Det skete med stor deltagelse fra egnen og med et godt forløb. Min ven Carl Schædtler ( før omtalt ), - en tid præst ved Sortebrødrekirke i Viborg, nu sognepræst i Bjerring-Mammen, søgte kontakt med folkekirkelige kredse med karismatisk tilsnit og blev stærkt påvirket deraf! - Så vi fik igen noget at tale om. - Sølvbryllup.- Vi holdt sølvbryllup i 1976 med morgensang udenfor og med gudstjeneste, - det var Pinselørdag, - og med alle, som ville være med. De fyldte alle stuerne. Middagen blev holdt på Aage Damgaard s kro i Gjelleruplund. Det var festligt. Aage Damgaard gav os en blærp å æ dunk, og alt forløb smukt. Vi havde igen fået nye venner, - nu udefra, fra København, to af Moster s venner, altid blot kaldet Mogens og Villy. Det var en helt særlig type mennesker for os herovre, de var ikke egentlig troende, men tolerante, belæst og berejst, levende optaget af tidens spørgsmål, altid i debat eller med fortælling om deres feriested i Østrig og livet i hovedstaden, som de kendte ud og ind. Villy var et kunstnerisk geni, var fantastisk i køkkenet, uddannet i Schweitz, et geni som maler og til håndarbejde af forskellig slags. Han kreerede en sølvbryllupskjole til Sølvbrudeparret taler med hinanden. Karen, som var en dronning værdig, og som hænger endnu i vort hjem, løst hængende, af schweitzisk linned, ikke farvet, men malet! - i lysende farver og med inciterende mønstre. Han gav gode råd og megen inspiration til Hans Christian, som en tid forinden havde Arbejdstid Side 18

41 vist virkelige evner som maler, - og siden også malede et billede sammen med Aage Damgaard! - Mor overværede vort sølvbryllup, endnu rask og rørig, år! Om sommeren derefter var jeg på en FDF-lejr på Frederikshøj, på en ø ud for Aabenraa. Jeg blev tilkendt sejren over lejr-chefen i en kamp med brusende brandslanger. Dengang kunne jeg endnu med det iskolde vand. Opgaver trænger sig på. Jeg kom jo ind i kredsforbundsbestyrelsen i IM i Herning-kredsen. Stort var arbejdet ikke, men flere møder fulgte med. Særgudstjenester og møder holdt mig tit på farten i omegnen. Der var kun lidt tid til særlige forberedelser. Jeg brugte så mine søndagsprædikener. Jeg var klar over, at det ikke var helt, som det skulle være. Men jeg fik et spændende indblik i sognenes indre liv. Jeg blev også valgt til formand for Menighedsrådsforeningen for Hammerum Herred, dengang i e t provsti. Jeg arrangerede og ledede foredragsmøder på et hotel i Herning, sørgede for talere og for deres bekomst, indbydelser o.s.v. Desuden skulle jeg hvert år sende en delegation til landsmødet i Nyborg og ene ansvarlig gøre ret og skel med udvælgelse af repræsentanter dertil - og følge dagenes debatter om kirken. Også Santalmissionens kredsforbund i området blev jeg betroet ledelsen af. Der var noget med indsamling til en kirke derude. Som erfaren præst blev jeg også bedt om at lede provsti-konventet, som omfattede alle præster i det store provsti. En ung venlig kollega lovede at hjælpe mig med arrangementerne, pastor Kombak hed han, - han mindede mig om dette og hint på en fin måde og sluttede så af med et humoristisk: Big brother watches you! - Vi havde jo også vores månedlige arbejdskonvent for vore nabopræstefolk. Karen lavede fantastiske middage til dem, og de tog godt fra af de gode sager, men det kneb for os med rygningen, som vi dårligt tålte, især Karen, og som vi forlængst havde aflagt selv - fra den ene dag til den anden. Jeg fik tilbud om at blive lærer i Etik ved forsorgsseminariet i Ikast og tog imod det. Det gav lidt nødvendige penge men også natarbejde. Etik! i den sammenhæng! Ingen lærebog! Så jeg gik historiens vej, de gamle græske tragediedigtere og videre ind i europæisk filosofi s historie med en bog af Johannes Sløk.- Så kom diskussionerne af sig selv med de opvakte unge. Jeg fik til aflastning en kordegn bevilget til embedet. Kirkebogsføringen var dermed væsentlig lagt i hænderne på en dygtig ung mand. Forinden havde jeg ofte måttet bruge søndag eftermiddag til at føre mine kladder ind i kirkebogen. Det kunne jo ikke blive ved sådan. Vi havde fået bygget sommerhus på Fur, så vi havde dejlige dage der, - et prægtigt hus! Når det kunne lade sig gøre, og det var sommer, kørte jeg med kone og børn til Fur lørdag, blev der om natten, og startede så bilen ned gennem Jylland søndag morgen til gudstjenesten. Prædikenen var da lavet fredag nat. Jeg fik et mærkeligt afslappet forhold til arbejdet, ved negligering af nattesøvnen til tider - og så ved suverænt at tage mine rimelige friheder - og ved megen koncentration, når det gjaldt. Jeg havde mange konfirmander, ofte på skolen i Hammerum. Det gav god kontakt til lærerne, som jeg fik det fint med. En dag havde jeg konfirmander dernede på min fødselsdag. Det var skik, at fødselsdags- barnet gav brød til kaffen. Det var jeg ikke kendt med. Der blev skumlet noget ved bordene i det store frikvarter. Men var det skoleinspektøren? der bemærkede: Præsten giver brød på søndag! En befriende latter bredte sig med dampen fra kaffekopperne Skoledirektør Kai Johannsen. Sommerhuset giver også arbejde. mellem bordene.- Jeg gik et trin op i løn, tillagt særligt travle præster. Jeg glemte at åbne brevet derom; fuldmægtig Jakobi, stiftøvrigheden, før omtalt, måtte spørge mig, hvad jeg syntes om lønforhøjelsen, før jeg fik sagt ham tak! Arbejdstid Side 19

42 På Plejehjemmet. En stor udvidelse af et ældrehjem for dem, der helt måtte overgive sig til omsorg og pleje, fulgte med sognets vækst. Her kunne jeg besøge mange af mine kendte sognebørn og holde regelmæssige gudstjenester. Det siger sig selv, at alle lyttede til mig, når jeg havde tjenesten, Her var der ikke skel mellem valgmenighed og sognemenighed. Jeg husker en af de kendte grundtvigianere i sognet, - en åndshøvding! - Han - eller vist hans hustru tilhørte intet mindre end den gamle Skjalm Hvide-slægt. Det var samme slægt som Absalons og Esbern Snares. - De havde derfor i 1970 været med til 800 årsmindefesten for Ringsted-mødet i 1170, hvor Valdemar den Stores søn Knud blev kronet som hans efterfølger, og hvor altså begrebet arvekongedømme blev indført i Danmark. Det var spændende at høre ham fortælle derom. - Det var svært for ham at miste sin hustru. Vi talte om det. Han sagde selv de forløsende ord af Grundtvig: Men højere end nogen ørn sig håbet kan opsvinge. Jeg oplevede som så ofte før, at netop på tværs af modsætningerne kan det bedst opleves, hvad der er vor fælles tro. Et intermezzo. Det var i Gjellerup en gammel skik, at menigheden rejste sig op, når præsten gik på prædikestolen. Alle vidste, at det var ordet, som skulle lyde, man rejste sig for i respekt, - svarende til, at man jo rejste sig under de indledende læsninger. Dette særlige indslag i liturgien faldt nogle for brystet, andre gik stærkt ind for det. Jeg var i grunden stærkt betaget af det og følte det som en særlig forpligtelse til - at det, jeg sagde i min prædiken, skulle være sand og vedkommende kristen forkyndelse, og at der ikke skulle være noget af mit eget med her, - ingen privat udenomsnak! - At det gerne måtte udtrykkes smukt og Selv hund og kat forliges. poetisk, var derimod i orden. Det pinte mig noget med den debat, og jeg sagde ingenting. Man hævdede, at det kunne misforstås derhen, at det var præsten, man rejste sig for. Om så war! sagde lærer Villadsen fra landbrugsskolen. Han mente: Så gjorde det vel ikke noget! - Jeg burde have takket ham for de tre ord. Det var smukt tænkt og sagt. - Men det gik vel ikke an. Der blev flertal for, at man ville bede menigheden om at blive siddende. Jeg tav. - Alvor og gammen. Der var også i Hammerum et børnehjem, oprettet som et led i den sociale indsats, som fulgte i sporet på vækkelserne i gammel tid. Fhv. skoleinspektør Kirk var formand, men overlod hurtigt formandsskabdet til sognepræsten, ifølge tradition påstodes det. Det drejede sig om børn, der havde særlig vanskelige vilkår, og de kom mange steder fra. Vi havde et solidt forstanderpar, som var vores gode venner, og årsmøderne ledsagedes ofte af festlige aftener. Her lancerede den kære gamle lærer Kirk betegnelsen Mor Karen til min hustru efter Tummelumsen selvfølgelig. - Det slog an i kredsen. Det var ham, der havde villet se, om hun kunne gå igennem vore døre. Tak, gamle ven! Den glade stemning skyldtes dog ikke mindst folketingsmand Jens Foged, som boede i byen og var medlem af bestyrelsen. Nogle få af os samledes tit lørdag formiddag i hans og hans gode hustrus hjem til morgenkaffe, hvor vi så fik serveret alvorlige og morsomme historier fra Christiansborg. Han tog det pænt, da jeg gik over til Kristeligt Folkeparti efter at være født Venstre-mand. Han deltog ofte som taler ved fester i anledning af kirkelige handlinger med gode indlæg, og han var meget respekteret som politiker. Han døde for os at se for tidligt. Ved hans begravelse sad Venstres spidser på række i vores kirke. Hans grav ligger med pikkede brosten lige udenfor kirken. - En kær og godmodig førstelærer i Gjelleruplund Skole i min tid var lærer Moisgaard. Han var også kirkesanger. Hans vittigheder fik ofte latteren til at runge ind i kirken, når vi talte penge op fra kirkebøsserne. Han lå til sidst på plejehjemmet og skæmtede med sygeplejerskerne. En af sine sidste dage Arbejdstid Side 20

43 fortalte han, at han havde stemt på Glistrup, lige siden Sygeplejersken mente nok, at nu rablede det vist for den gamle. Men et forsorent smil ledsagede hans forklaring, at Glistrup var hans kones efternavn. Barsk humor. Lærer Kirk gik altid med høj hat, når vi gik forrest i procession på kirkegården, så jeg tog også min på, når jeg gik turen med ham. Det har nok set flot ud. Han fortalte, at han engang tidligere, da han skulle lede præst og følge ud på den ret store kirkegård, havde forsømt at få besked om, hvor graven lå, og var kommet på afveje. - Hvad står der skrevet, tænkte han: Løft dine øjne til bjergene, derfra skal din hjælp komme! sagde han til mig, - og at han da så op på kirketårnet og der fik øje på graveren. Han stod og ringede med den ene hånd, mens han med den anden hånd pegede ud på den afdeling, hvor graven lå. Så gik alt, som det skulle. - Han fortalte også, at de engang havde fået vendt kisten forkert i en grav. Graveren måtte kalde mandskab til for at få vendt kisten. En gammel tør missionsmand kom til og sagde: Det behøvede I såmænd ikke at have gjort. Manden var grundtvigianer og troede på omvendelse efter døden, så det havde nok ordnet sig! - - Baggrunden var, at en grundtvigianer havde udtalt, at et menneske, som ikke havde hørt evangeliets kald i live, vel måtte få en chance hinsides. Det blev taget forfængeligt af nogle, som mente det generelt som en god undskyldning for ikke at ville omvende sig her i livet. - - Ja, det gik hårdt til i gamle dage! Moisgaard, som før var lærer på Nr. Nissum Seminarium, var modstander af den nye retskrivning, hvor navneord skulle skrives med småt. Han kom på lærerværelset med en avis, hvor en overskrift lød på: Friere rejser til Norge. - Forsorent oprørt i stemmen spurgte han til alle sider: Hvad er meningen? Hvorfor tager de unge mænd til Norge for at fri? - Er danske piger nu ikke gode nok?- En dag efter en kirkelig handling fortalte organisten fru Østergaard til kirkebetjeningen, at hun en dag, hvor hun øvede sig på orgelet, pludselig opdagede, at døren på vejen ned var blevet låst, - og at hun så havde passeret skranken og fået fodfæste i det store vindue i sideskibet, hvorfra hun var gledet med front mod muren ned på kirkebænken. - Jeg så over på den mur i sideskibet, som hun var gledet ned ad, - der hang jo de gamle ærværdige præstebilleder fra sognet, - og jeg fik sære tanker! Jeg sagde så: Det gik nok sådan, som det hedder i folkevisen om havmanden, idet han trådte ind i kirken efter Agnete, at alle de små billeder de vendte sig omkring! - En lidt ufrom latter genlød i det højtidelige rum. - Dyb alvor. En søndag i min første tid prædikede biskop Baun i kirken. Teksten var om disciplenes angst i deres båd, da stormen truede dem med undergang, og Jesus bød stormen trods. Biskoppen talte netop om, hvordan vi i tilværelsens mørke dage må og kan give os i Guds og vor frelsers stærke hånd. Da gik kirkedøren op, og en person trådte ind og bad forstander K. Møller og frue om at følge sig ud af kirken. Vi forstod, at noget alvorligt var sket. Vi fik at vide, at det var min studiekammerat Ove Hansen, præsten i Vedersø, der pludselig var død, lige før han skulle ind til gudstjenesten i Vedersø kirke. Han var i familie med Møllers. Det blev min gamle ven, Christian Overgaard, der blev valgt til hans efterfølger i Kaj Munks gamle sogn. Én gang fik jeg lov til at prædike for ham i den minderige kirke. - Folketings-kandidat. Jeg var optaget af Kristeligt Folkeparti s indsats for på flere områder at virke for en etisk og socialt engageret politik i overensstemmelse med kristne værdier. Efter eget tilbud lod jeg mig opstille som kandidat til folketinget i årene omkring jordskredsvalget i Det blev i Viborg amt. Jeg lærte her formanden Jens Møller og hans dygtige medarbejder Christian Christensen godt at kende. Jeg var opstillet sammen med Møller selv, og han tog jo næsten alle stemmer. Jeg tænkte ikke på min fremtid i forbindelse med præstegerningen, men nok på et eventuelt sporskifte i mit fremtidige liv. Jeg oplevede mange ting, Arbejdstid Side 21

44 som gav mig udsyn og indsigt i menneskers motiverede engagement i politiske spørgsmål. En enkelt oplevelse står mig særlig klart: Det var i stadionhallen i Viborg. Sammen med en halv snes andre kandidater sad jeg foran en stor forsamling med min tale og mine notater. Jeg brugte mine 5 minutter godt, syntes jeg selv, - så rejste Erhard Jakobsen sig og gik hen bag min stol og holdt derfra en meget smuk og engageret lille tale om kristendommens betydning for os alle sammen og betydningen af at bære den videre i vort folks liv. Bagefter fortalte han mig, at hans Mor havde været troende, og at hun havde givet ham et livsindhold, som han gerne ville vedkende sig. Det var hele aftenen værd. Jeg kom tit hjem fra mine møder meget sent, engang sneet inde i bilen en time over midnat sammen med andre bilister, indtil en sneplov fik ryddet vejen for trafikken. Jeg kom hjem kl. 3. Et par ivrige hjælpere lagde planer tilrette for mig, hvor jeg skulle tale, ofte i små hjem. Det halve århundrede efter krigen gav i mange kredse et engagement, som vist er stærkt formindsket i det nye årtusinde. - Jeg lærte at respektere andres holdninger bedre end før. Netop da fik jeg uventet en hjælpepræst! Provst emeritus Anker Vestergaard, tidligere Lemvig, som jeg kendte fra min Viborg-tid, var flyttet til Herning, og han lod sig frivilligt engagere i Gjellerup som min afløser. Vi fik ordnet med biskop og ministerium, at han blev anerkendt som ulønnet hjælpepræst for mig i et år. Sognet var altså i gode hænder foruden i mine, og vi havde en god tid sammen. Vi byttede rollerne om en søndag, og jeg indsatte provsten som hjælpepræst i sogn og menighed. Hans virke blev her meget påskønnet. - Richard som student. Richard var kommet på mit gamle gymnasium, Th. Langs, i Silkeborg, optaget af tanken om historiske studier. Han havde klaret sig fint i skolen, fik nu et værelse i Silkeborg og lagde kræfterne i, både de åndelige og de fysiske. Mærkeligt var det for os en aften at køre omkring byen og vide, at et sted derinde sad vor lille søn uden vore beskyttende hænder og råd. Et eller andet var også svært for ham, måske hans forståeligt forsinkede udvikling. Han imødeså på forhånd eksamen i 3. G som mislykket, men ville tage fat igen. Dagen, hvor han måtte opleve den nedtur, sad jeg på Christiansborg og havde samlet en halv snes kloge folk til drøftelse af vort parti s kultur-politik. Jeg skulle jo have været hos ham! - Sådant sker jo, når man roder sig ind i alt for meget. Men han havde ikke tabt modet, og næste år klarede han skærene. Netop den dag havde jeg indbudt den nærmeste familie til fejring af 25-året for min ordination. Det aflystes til fordel for drengen. Jeg tog ind til Silkeborg. Rektor satte huen på hans hoved med rosende ord, og jeg tog ham med hjem i bilen. Fru Østergaard, som havde lært ham at spille, blev hentet til frokost. Aftengæsterne kom, men jo nu til en helt anden fest, - for Richard! - Vor gamle ven, lærer Kirk, blev hurtigt indbudt, og præsenteret for bordenden ledede han en dejlig aftensammenkomst. Man havde igen lagt spisestue og dagligstue i forlængelse af hinanden. - Et mål var nået, et foreløbigt mål. Det blev ikke det sidste. Talrige veje skulle han gå: forsøget med historie på universitetet i Aarhus midt i provotiderne måtte han opgive, Askov Højskole blev springbræt, Bibliotekaruddannelsen i Aalborg gav eksamen. - Han begyndte i Kolding, men manglede kræfterne til at ordne bøgerne. Han tog stilling som hjælper for Johs. Aagaard med Dialog-centret og på hans missions-institut på Aarhus Universitet, - her lærte han en spændende præst at kende, Thorben Sparre, - gik på aftenskoler af forskellig slags, kom ind i omsorgsarbejdet og fik så ved en, der kendte hans kvalifikationer, en fast stilling som bibliotekar med digital-kendskab, ved Marselisborg-centret i Aarhus, et centralt rådgivningscenter for regionerne i rehabiliteringssager. Han deltager her i et videnskabeligt team-work. Kirkens Ja og Nej. Der udkom i 7o erne en pjece, udsendt af en kreds af højkirkelige teologer, som ønskede at få samling på den konservative fløj i folkekirken midt i en kontroversiel periode, og tidligere havde de udgivet en bog, hvori de fremlagde deres synspunkter. Med al mulig sympati for disse kunne jeg ikke give pjecens yderlig- Arbejdstid Side 22

45 gående synspunkter medhold. Det ville give splittelse i stedet for samling. Særlig var jeg imod deres afvisende holdning til kvindelige præster. Tonen blev skarp. Pastor Hartvig Wagner, Herning, som jeg fik til at slutte en menighedsråds-aften i Herning, holdt et meget skarpt indlæg imod pornoen og dermed imod den konservative minister Knud Testrup fra Herning. Jeg var klar over, at selve den meget anklagende holdning ikke kunne vække stor tilslutning. Jeg valgte at lade regeringsudspillet stå for statens regning og ikke relevant for kirken. Jeg var indbudt til et møde i Skive og var med og udtrykte her min sympati for reaktionen mod pornoen, hvad der fik andre til at tro, at jeg var med på den skarpe fløj. Det var jeg ikke. Pastor Ejvind Laursen Vig, som jeg kendte fra KAF, hvor han havde været sekretær, gik hårdt imod provokationen fra den side, og jeg traf ham siden på et præstekursus i Virum, hvor jeg fik lejlighed til at rette enhver misforståelse. Et bispevalg. Biskop Baun gik på pension. En ny biskop skulle vælges. Jeg havde i længere tid, faktisk siden studietiden lært Henrik Christiansen at kende og mente, at han ville være en god biskop, grundig orienteret teologisk, helt klassisk orienteret, i bedste forstand ortodoks. Han havde også gode forbindelser til den katolske kirke, som jeg også på mange måder sympatiserede med. Det, der særlig tiltalte mig ved Henrik, var, at hans holdninger faldt sammen med mine i ovenstående spørgsmål: Vi ville ikke bryde det folkekirkelige fælleskab. Vi ville kunne hanke op med vore modstandere, selv når vi havde forskellige synspunkter. Han var manden, og jeg gik ind for ham. Men stærke og gode kræfter havde lagt sig fast på forstander Johannes W. Jacobsen, Diakonissestiftelsen, som jeg også kendte som tidligere sekretær i KAF, og som jeg også gerne så som ny biskop. Ved et stort møde i Viborg, der samlede så mange, at vi havde grund til at tro, at vi ville vinde valget, stod afgørelsen mellem de to. Jeg talte for Henrik, andre for Jacobsen, og det blev ham, der fik de fleste stemmer. Senere blev Henrik så biskop i Aalborg. Så var også den sejr vundet! Et intermezzo under mødet i Viborg, var, at Kirkens Ja og Nej -folk pludselig bragte Indre Missions formand Kristian Friis på bane som kandidat. De havde sent fået hans tilsagn. Han var glad for deres tillid i den sag. Forsamlingen afviste ham, hvad man vel kunne vente, men intermezzo et viste, hvor stærkt denne kreds prøvede at kæmpe sig igennem til et resultat og en position. Sejren blev fejret hos fuldmægtig Jacobi på Kildevej efter mødet. Jeg kan tilføje, at jeg mødte megen forståelse og omsorg fra biskop Johannes W. Jacobsens side i min præstegerning i Gjellerup. Nye udspil. Festlige øjeblikke i kirken. Jeg var klar over, at noget nyt snart måtte ske. Arbejdet tog på mine kræfter og mit mod. Jeg søgte nogle embeder uden større muligheder, men fik dog nogle indstillinger på Fyn, - jeg søgte så det tidligere besøgte Dreslette-Helnæs, som igen var ledigt. Jeg var derovre med Karen, indkaldt til samtale, men det glippede. Jeg søgte i Vejle, hvor min bror jo var organist, men blev overhalet af Aksel K. Jensen, - og Faaborg, hvor jeg blev vraget for Carl-Johan! I grunden morsomt igen at konkurrere med venner! Jeg søgte så en fast, lønnet hjælpepræst til aflastning hjemme, men ministeriet bevilgede kun en halv! Ingen meldte sig. Arbejdstid Side 23

46 NB. -Fik jeg det hjemlige med? Andreas og Esther med de 4 børn blev alle gift og bosat, Svends sønner ligeså, mens datteren Annelise forblev alene. Marius og Stannes 6 børn ligeså med undtagelse af Arne. En datter-datter Jane blev gift og bosat i USA. - Johannes og Kathrines ældste datter Inger døde som ung. Leif kom ind i familien. De øvrige 3, Henny, Niels-Henrik og Karin fik hver deres ægtefælle. Søster ( Marie ), der var lærer i Fredericia, tog sig af FPF, var i landledelsen og gjorde sig siden gældende i Kristeligt Folkeparti og var en tid med i De otte, ledelsen ( øverste Sovjet ). Stinne, som en tid var udstationeret i tjenesten i Haderslev, kom hjem og hjalp Mor, - og Aksel kom til Vejle, Vor Frelsers kirke, hvor han i mange år kunne glæde sig over at være organist og - også som korleder - holdt fine koncerter med store klassiske værker. I Gjellerup var vi i gang med et kirkecenter. En ny, flot lade var kommet i menighedsrådets besiddelse i forbindelse med udvidelse af kirkegården. En kirkelade var under opsejling. Men Vorherre sendte igen en storm over landet, og tagpladerne fløj ind over kirkegården. Menighedsrådet mødte op sammen med provst Sommer fra Herning, og stående i den kolde, ødelagte bygning nedlagde provsten forbud imod at søge at gøre noget ud af den bygning. Senere blev der opført en nybygning af sjældent karat, en virkelig Kirkelade. Men det blev efter min tid. Muskelsvinds-fonden. Vi var tre familier i Herning, som fandt hinanden ved vore børns handicap, også selskabeligt. Vi fik også forbindelse med en familie udefra med muskelsvind. Vel derfor blev vi bekendt med Evald Krogh, som havde åbnet en fond, hvis formål var hjælp, hvor der var mest brug for det og ellers støtte til forskning af sygdommen. Han samlede os i en arbejdsgruppe i Herning om sagen, og forskellige initiativer løb af stabelen. Jeg var med i et udsalg fra et telt ved indgangen til ungskuet i Herning sammen med nogle muntre unge mennesker. En dag gik vi til ungskuet og overværede bedømmelserne af køerne. -Var de skrappe med karakter-givningen? - Det er, som man tager det. De fik alle sammen et godt kryds! Var det starten på Grøn Koncert? En aften samledes vi, alle voksne med børnene i præstegården. Et par små kørestole smuttede rundt gennem stuerne. Det var hyggeligt. - København igen. Så en dag ringede man fra København. Man havde set, at jeg søgte nyt embede; om jeg ville komme over til en forhånds-drøftelse af muligheden for at overtage embedet som sognepræst ved Aalholm kirke i Valby. En fra menighedsrådet havde været på besøg i min kirke og var positivt indstillet for mig. Kirkefondets sekretær var indforstået. Man havde før brugt at hente præster fra Jylland til København. Selvfølgelig skulle embedet opslås regulært, så alle fik en chance. Men vi tog derover hele familien, jeg holdt en gudstjeneste i Eliaskirken på Vesterbro, og vi var sammen med menighedsrådet, som var indstillet på at indstille os. Vi benyttede os af situationen til at tage en tur over til Sverige til Karens familie der og kørte hjem over Norge til Kristansand til vore venner der, - en helt uventet oplevelse.. Jeg blev enstemmigt indstillet og udnævnt. Farvel til Gjellerup. Karen havde før sagt, at jeg måtte søge, hvor jeg ville. Hun skulle nok følge med, -blot ikke i København. Der havde hun været og kunne i hvert fald ikke tænke sig at blive. Men overalt, hvor hun havde haft ophold som patient, havde hun altid fået en ny veninde. Fra Tenerife havde hun nu en i Københavns Sydhavn. Det hjalp. Hun havde også længe været klar over, at en flytning var nødvendig for os alle. Vi holdt så vores afskeds-gudstjeneste i vor skønne kirke. Vi sang med Grundtvig: Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig, - inderlig skøn, Tusinde døgne, verdslige, søgne, -kan de vel ligne en dag af dine, - som vi dem nød! Nej og atter Nej, når under sang med dit vingede ord sjælen af by over stjernerne for - Arbejdstid Side 24

47 Og Lykkes og trives,styrkes, oplives skal dine små -. Ja, det ønskede jeg af hjertet måtte ske uden mig. Men det gjorde ondt, og der faldt tårer ude på kirkegården. Afskedsfesten i Silo fyldte salene. Jeg fortalte, hvordan Paulus havde stået ved det gamle Troja og set, at der stod en ovre i Grækenland og sagde: Kom her over og hjælp os! Sådan følte jeg det at rejse til København, og sådan var det jo faktisk sket. - Sang og gaver, tegninger og skriverier, og mange tak! Så gav vi hånd til farvel til de mange. Vi præster får da også så mange fester! Vi kørte bag efter alt vort gods i vores nye bil. Gode venner gav os en sidste middag. Hans Christian kunne ikke tænke sig nogensinde at komme tilbage igen. Det kom han nu, og flytningen viste sig at skulle bringe noget godt også for ham. Vi passerede flyttebilen et sted på Sjælland og kom til vort nye hjem, en tom villa i Valby. Sent på aftenen kom efter aftale flyttemanden med vore senge og sengetøj. Så vi endelig fik ro. 5. maj stenen. Midt på parkeringspladsen ved kirken i Gjellerup, i en lille beplantning der, er der rejst en meget stor sten med følgende indskrift, - i sin tid forfattet af en af sognets jævne folk: Rejst i tak til Fredens Gud, Som 5. maj på almagts bud En gru, vi næppe sansed, Ved Danmarks grænse standsed. NB. Hammerum Herred var fra gammel tid en meget fattig egn. Hedebondens kår var hårde. Modløshed gav sig udslag i spil og drikkeri, men der rejste sig en vilje til arbejde for bedre kår, sammen med, at en åndelig vækkelse greb om sig i vide kredse. De store markeder i Gjelleruplund gav nok også mange inspiration og handelstalent. Fåreavlen gav mulighed for øgede indtægter, der blev strikket og kartet, spundet og vævet, og snart drog handelsmænd til fods over vide strækninger med de fremstillede varer fra dør til dør, og det blev begyndelsen på den tekstil-industri, som gjorde egnens befolkning til en af de mest velstillede i landet. Da jernbanen blev lagt gennem det fattige sogn, Herning, blev det et handels-centrum. Der opstod små og store fabrikker, og med dem kom interesse for kunst, kultur, landbrug, skoler og sport, og store haller skød op, som trak folk til fra mange egne. Som en sagde: Herrens velsignelse gør rig! Arbejdstid Side 25

48 Mit livs historie, 7.del. Kamptid. Kamp må der til, skal livet gro, Ej kamp blot for dagligt brød, Men kamp for frihed i liv og tro Thi evig stilstand er død! (H.V. Kaalund) Kirken på Aalholm Plads i Valby. Aalholm Plads har sit navn fra en gammel herregaard i Nysted på Lolland, og kirken, som blev bygget i 1939, fik derfor navnet Aalholm Kirke. Den er en kirke af anselig størrelse og gør sig smukt gældende med sine gule sten midt imellem røde karreer, og med parkagtige omgivelser præger den bybilledet. Men hvad var meningen med bogstaveligt at hente mig ( os ) fra det mørke Jylland til en præstegerning her? - Sagen var den, at netop til denne kirke var der opstået et karismatisk fællesskab, som havde bosat sig i forskellige kollektiver i sognet og nu udgjorde et indslag i kirkelivet og i sognets menighedsråd. Sognepræsten Åge Kyhle, som var en kendt præst i det københavnske og helt førte den tradition videre, som havde fulgt menigheden siden dens oprettelse, Københavns Kirkefond, stod skeptisk overfor det karismatiske af teologiske grunde, og kunne gå på pension. Karismatikerne samledes desuden om en ny ung præst, Lars Bekker Jensen, som var blevet ansat ved kirken, hvad der medførte en faktisk deling af menigheden. I menighedsrådet var man blevet enig om selv at finde en præst, som kunne tage opgaven op at holde menigheden samlet trods de indbyrdes modsætninger, der var. Og så faldt valget altså på mig, som nok havde meldt ud, hvor jeg stod, men dog gerne ville være i en frugtbar dialog med anderledes troende. Lars og jeg mødtes i god forståelse, Vesterbro s provst Jørgen Jessen indsatte mig, og vi samledes i kirkens mødelokaler til en festlig velkomst, ledet af fødselslæge Edgar Weberg! - Tilstede var min fætter, Svend Aage Jespersen fra Apostelkirken, hvor han havde arbejdet som sognets præst i mange år. Han holdt en kærlig tale til mig og mindedes vores fælles oplevelser i familien. Vi havde haft god forbindelse gennem årene, og han havde tit opfordret mig til at komme over til Hovedstaden, hvor hovedslaget efter hans menig stod. Ovre i Jylland, der kan de jo selv! skrev han, Og nu var jeg der så, - næsten ufrivilligt! Jeg havde naturligvis tidligt været i kontakt med min gamle studiekammerat, Ole Bertelsen, der nu var Københavns biskop, som gav mig kollats. Han udtrykte sin glæde over min tjeneste i hans stift, og sagde nogle gode ord om åndeligt hærdebrede medarbejdere på udsatte poster, hvad jeg ydmygt tog til mig. Kamptid. Side 1

49 Indflytning. Vore veninder, Grethe Nyrup og Anne Grethe Gorm Nielsen havde taget rejsen med os til København og hjalp os med at indrette vores nye dejligt rummelige bolig i en villa på Kjærstrupvej, nr. 27. Vi følte os straks hjemme, dog med en vis svien i hjertet efter de kendte egne i Jylland, men vi var glade for den godhed, vi havde mødt, og vi fik hurtigt gode venner. - Richard var kommet på Askov Højskole, og vi havde fået en henvisning til en kendt læge i epilepsi, Mogens Dam, som ville tage sig af Hans Christian og hans nye sygdom. Vi tog straks kontakt til ham, og han fik en helt ny medicin, som havde en næsten øjeblikkelig god virkning. Han kom på et dagcenter i Avedøre. Han havde fået sin togplade med, og der var god plads til det i et stort rum i kælderen. Vi var jo dog kendt med hovedstaden fra tidligere, og det hjalp på alting. Sært som barn at gå og længes efter København, og så nu at gå derovre og længes tilbage! Aalholm kirkes indre. Bemærk alterpartiets enkle skønhed. Foran på alteret: Det er fuldbragt. Dagene derpå. Ja, straks dagen efter indsættelsen skulle jeg møde det karismatiske element i renkultur. Man havde ladet sive en indbydelse til hele byen om at komme og til et møde, hvor man ønskede at præsentere sig for en bredere kreds. Der var mindre kredse i flere sogne, flest i Karlslunde Strandkirke med pastor Pahus som Inspirator. Nu skal jeg passe på ikke at fortegne billedet i negativ retning. Der blev i den følgende tid skrevet og sagt meget nedsættende om den nye strømning i Aalholm. Lad det nu være glemt som hakkelse i rejse-stalden. Men jeg må sige, at det, jeg hørte den dag, svarede til mine bange anelser. En ung dame, kaldet Lone, en ret høj og selvbevidst type, fortalte om, hvordan hun fik åndelige indskydelser, som forbavsende passede til gode løsninger af givne situationer. Jeg tvivlede egentlig ikke. Jeg tror, vi alle tit kan få gode indskydelser ovenfra, som vi må være taknemlige for, men at bruge sådanne som norm for ens kristne måde at handle på og som bevis for ens tro, gjorde mig yderst betænkelig. Det er en skråsikker form for påstået åndelighed. Jeg lod falde en bemærkning om, at Martin Luther engang overfor nogle selvsikre ledere gjorde det spørgsmål gældende, om de havde anfægtelser ved det, de foretog sig, og gjorde det til et positivt kriterium for, om det var vel gennemtænkt og særlig kristeligt. Mine nye venner var lige så Kamptid. Side 2

50 betænkelige end jeg, og jeg forstod, at modsætningerne mellem den gamle og den nye menighed var større, end jeg vidste. Jeg håbede på, at forbindelsen til Karlslunde ville være en dæmper på gemytterne. De forsøgte vist også, men det viste sig ikke at være stærkt nok. Lone var den faktiske leder, som Lars Bekker lyttede til i alle tilfælde. Det var hende, der stod som ejer af kollektiverne og bestemte over så at sige alle forhold, selv de ægteskabelige i de unge kredse, og deres forhold til deres familie i øvrigt. Det gjaldt også, hvad Lars angik. Hans hustru, en dejlig ung dame, som nok ikke var indstillet på at lade sig sige, fik modgang i kredsen, kom under overvågning og blev siden direkte fjernet fra den. Provst Jessen besøgte hende, da vi opdagede, at der var noget galt, men hun lod, som om der intet var i vejen. Hun blev sendt til Grønland, til en kreds deroppe, kaldet Guds børn, og hun viste sig ikke siden herhjemme. Jeg var nogen tid senere i forbindelse med hendes forældre, som var meget kede af situationen, men de stod jo magtesløse. - Situationen gav anledning til, at Ekstra-bladet tog den og andre sager op og søgte underretning derom, hvad jeg i det væsentlige afslog. Jeg blev endda hentet op på øverste etage i Politikens Hus og fik stillet spørgsmål, som jeg ikke kunne besvare. Det var hårde domme, man der fældede over tilstanden i Aalholm. Sagen rejses. I menighedsrådet blev disse forhold nu taget op, og spændingen skærpedes med tiden så stærkt, at biskop Bertelsen blev bedt om at søge at forlige parterne. Imens havde jeg dog den glæde, at de unge kom flittigt også til mine gudstjenester. Jeg deltog også i enkelte af deres møder og oplevede der både tungetale! og vidnesbyrd og den særlige stemning, der hersker ved et sådant møde, ligesom jeg selvfølgelig fulgte Lars Bekkers ellers udmærkede prædikener. En aften kom jeg selv indbudt til et kollektiv, hvor vi havde det udmærket sammen, ligesom jeg også talte med folk i min menighed, som ikke var upåvirket af det karismatiske islæt i kirken. - Der forekom i øvrigt efter egne udsagn også helbredelser. Men det, der skete i kredsen, især det, at man lukkede af overfor pårørende i familien til stor sorg for de pågældende, gjorde, at sagen tilspidsede sig. Ole Bertelsen lyttede til diskussionerne i menighedsrådet, som ofte var ved at gå over gevind, hvorfor jeg fik en personlig kontakt til biskoppen om forholdene i sognet i det hele. Jeg skrev vistnok i alt tre dagsordener til ham om hverdagens begivenheder. Den sidste indeholdt så alvorlige anklager, at jeg mente, jeg måtte tage nogle gennemslag deraf og selv møde op og give Lars dem ved indgangen til et møde i et af kollektiverne. Det var vist den eneste gang, vi udvekslede modsatte meninger om tingene og ikke havde diplomat-hatten på. Jeg var hele tiden i god forståelse med mine folk, som jeg aldrig ville svigte i nogen sag, ligesom jeg ivrigt deltog i menighedslivet, i aften-møder og ældremøder, bibelkredsene og missionskredsen i forbindelse med Danmission o.lign. Det endte med, at Lars Bekker måtte forlade sit embede i Aalholm. Biskoppen indstillede ham til afsked fra hans stilling ved kirken grundet på hans uvilje mod at søge at komme til forståelse med sin menighed. Det var det juridiske begreb dekorum, der fældede ham. Jeg var i kontakt med kirkeministeren, der boede i mit sogn, men jeg var ikke med hende impliceret i sagen. Præsteboligen på Kjærstrupvej, Interiør. Kamptid. Side 3

51 Menighedsliv og venskaber. Vi, min kone og jeg. var nært knyttet til vor menighedsråds-formand, en kvinde, som hed Johanne Berthelsen, og hendes mand, Ejler som var kirketjener, og til vice-skoleinspektør Helge Sørensen og hans kone Lilly, som var meget optaget af sangeren Kim Larsen og hans første gruppe og især de sange, hvor han bruger kristne begreber og folder dem ud i nye overraskende sammenhænge. Middage med dem og deres unge mennesker udviklede sig tit til fester med taler og kunstneriske overraskelser. Her må jeg også nævne læge Edgar Weberg og hans kone Kæty samt Egmont Frederihsen og hustru Else Brandenborg og Elise Lauritsen, datter af en af grundlæggerne. Også Dina og Gunnar Pedersen, som var uforlignelige medarbejdere i menigheden, var vore gode venner. Gunnar er en uforbederlig humorist. Han kunne indlede et aftenmøde før et valg med at foreslå en salme og så føje til: I aften må I synge godt med, for i morgen skal I jo afgive jeres stemmer. - Antikvitetshandler Poul Grubb, som havde stor betydning for flere menigheder i Valby, lærte jeg godt at kende, og jeg bevarede forbindelsen med ham siden. Nu er det hans datter Ellen Elisabeth Grubb, som har posten som menighedsrådets formand. Aalholm Kirke har bevaret traditionen for et menighedssamfund, som sørger for det menighedsliv, som udfolder sig i større bredde i sognet, og som siden min tid har opbygget forskellige nye initiativer til betjening af sognet. Man mindedes de første initiativ-tagere til det kirkelige liv og til oprettelse af sognet, især præsterne Henry Rasmussen, Andreas Jørgensen, samt Lethan, Borris og Kyhle samt en række lægfolk. Gudstjenesterne, to hver søndag formiddag, var vel besøgt. Huset set fra haven. Der var også plads og tid til idyl. Fremtiden formes. Da jeg blev alene præst i sognet, blev min førnævnte fætter Svend Aage Jespersen godkendt som min hjælper og fik et par gode år hos os efter at have taget afsked med Apostelkirkens sogn på Vesterbro. Jeg glædede mig meget over at opleve fælleskabet med ham på den måde og den støtte, han var for vores menighed. Endnu før pastor Bekkers afsked skete der en splittelse af den karismatiske bevægelse i sognet. Det blev efterhånden helt klart for de øvrige kredse i landet, at bevægelsen her var gået over gevind. En præst udefra holdt en aften et møde i kredsen, hvor han undsagde Lones og Lars s ledelse af gruppen. Så skete der en splittelse i kredsen, og vi fik kontakt med en del af de hidtidige medlemmer af den, endogså gode venskaber, som vi plejede en tid. Kamptid. Side 4

52 Den tilbageværende gruppe kunne ikke i længden holde skansen og opløstes. Lars og Lone, som nu giftede sig, fandt andre græsgange. Lars Bekker er nu ikke mere. En alvorlig sygdom tog hans liv. Gud give ham sin fred! Han snublede på vejen vel egentlig over sine egne ben. En ven tog sig af ham. Han blev sikkert en god medarbejder på den institution, som ansatte ham. Den anden sognepræste-stilling blev nu opslået, og en frisk ung mand, lige fra eksamensbordet, Ole Petersen, blev min nye kollega. Vi arbejdede godt sammen, og han overtog hurtigt store dele af arbejdet, blandt andet ældre-kredsen, og gav den et lift, som kunne mærkes. Nogle år efter fandt jeg tiden inde til at overgive sognet i hans varetægt. - Men herom senere. - Bethesda på Israels Plads Bethesda. Jeg kom også i min københavnertid i nær kontakt med arbejdet ud fra missionshuset Bethesda på Israels Plads. Jeg blev opfordret til at gå ind i bestyrelsen og deltog også i arbejdet og gjorde det i respekt for det kristelig-sociale arbejde, som huset har været centrum for i hundrede år. De hundrede år blev fejret i min tid med blandt andet en festgudstjeneste i Københavns Domkirke ved biskop Ole Bertelsen og med Dronning Margrethe som gæst og ligeså med Indre Missions daværende formand, provst John Ørum Jørgensen, min efterfølger i Gjellerup, som gæst. - Ved en stor altergang kom jeg til at stå alene som sidste hold, - og da jeg knælede alene på knæfaldet foran alteret, rejste dronningen sig fra sit sæde i koret og knælede ved siden af mig og modtog sammen med mig nadveren. Denne stilfærdige oplevelse gemmer jeg i taknemlig erindring. Hvad lærte jeg så i min københavner-tid? Vistnok, at vi i vor kristne iver kan komme på kollision med selve vort tros-grundlag, men at vi da skal hjælpes på ret vej med mildhed og forståelse, så langt det er muligt, uden at blive frakendt den plads, som vi også da stadig har i Guds kærlighed og omsorg. Jeg tror, at jeg i dag bedre ville kunne komme andre troende og afvigere i møde, - også karismatikere. Mange steder i verden, i sydlige lande, sker kristendommens udbredelse især i deres regi. Det er værd at betænke. Men så gælder det at vide helt præcist, hvor man selv står og hvorfor! Man er i mange kredse ivrig for ytringsfriheden. Vel! - Men ytringen skal da være af saglig karakter. Ophidsede tilkendegivelser gavner ikke. Dialogen er altid at foretrække. Jeg taler helt anderledes end før med Jehovas Vidner og mormonske prædikanter. Ved at finde ud af, hvad vi er enige om, signaliserer vi jo bedst, hvad der er centralt i vor tro. Sagen: Henning og Jon. Mod slutningen af dette forløb ringede en bekendt fra mit politiske bagland og fortalte om en mand, som i en sag om samvær med sin søn var anklaget for uretmæssigt at beholde ham hos sig, og nu sad i Vestre Fængsel, - og han opfordrede mig til at tage mig af ham og hans sag. Noget var rimeligvis gået helt galt. Jeg bevægede mig indenfor de store porte og fandt en mand, der var tydelig mærket af sin situation, men fast besluttet på at gøre sin ret gældende, Han hed Henning Nielsen, og hans søn på 12 år hed Jon. Karen og Kamptid. Side 5

53 jeg mødte op til sagsbehandlingen i Østre landsret. Hennings sagfører var da den kendte advokat Leifer. - Henning var meget stilfærdig og svarede godt for sig, og Karen og jeg var enige om, at vi ville støtte ham det, vi kunne. En tid efter henvendte en mig ukendt mand sig og fortalte, at der var dannet en kreds, som arbejdede for hans sag. Jon-komiteeen var en realitet, og jeg var med i den. Senere overtog advokat Jørgen Jacobsen sagen. -. Tilfældet var dette, at Henning og barnets mor, som var ugift, ikke ønskede at danne hjem og familie med hinanden. Myndighederne gjorde her efter vor mening en alvorlig fejl ved at tildele moderen forældreretten over drengen Jon. Han ønskede nemlig at blive hos sin far. De to gik da under jorden sammen. En tid tog Henning Jon med til Sverige, hvor han ernærede sig ved skovarbejde. Han viste dermed, at han ønskede at kæmpe for sin sag. Men dermed forbrød han sig jo mod samfundets lovlige myndighed og stod til fængsels-straf. Han kom i Vestre Fængsel. Jon, som ikke ønskede at være hos sin mor, blev da af myndighederne anbragt på Rigshospitalet i en særlig afdeling og var i realiteten berøvet sin frihed. Den specielle ordning, som vel reelt var umedholdelig efter loven, fastholdt man imidlertid, og der var åbenbart ingen instans, som kunne finde nogen anden løsning. Hele dette kompleks arbejdede vi med i Jonkomiteen. Sagen var gået i medierne og blev livligt kommenteret. Vi arbejdede også med medierne og tilkendegav vores misfornøjelse med de trufne afgørelser og krævede en anden afgørelse. Vi søgte også politisk kontakt. Jeg mødte op i Justitsministeriet, men blev nægtet adgang til ministeren i denne sag. Jeg besøgte også Jons Mor, som jeg havde en kort, men rolig samtale med. Det var mit indtryk, at hun følte sig bundet af den trufne afgørelse. Jon var tvunget til lejlighedsvis at være på besøg hos hende og skulle således lirkes til at ændre sin bevidste holdning. For øvrigt måtte Jon også med ledsagelse besøge sin Far i fængslet, hvad Henning da også var glad for. Situationen var fastlåst, og mange urimelige forslag blev forelagt for os i komiteen, som i sig selv var lovlig nok. Jeg blev dog klar over, at der var forbindelse fra os til mindre lovlige instanser, men følte mig naturligvis ikke foranlediget til at forråde nogen i komiteen. Jeg søgte i øvrigt at forlige modsætningerne der, som efterhånden blev ret skarpe, og jeg måtte bryde nogle bånd. - En kreds aftalte nu med folk, jeg ikke kendte, at Jon skulle hentes fra den skole, han som ufri elev frekventerede, og anbringes hos en familie i Jylland. Det skete i et skolefrikvarter, og nu var sindene og medierne i kog! - I et par døgn var alt kaos. Så fandt politiet Jon i et udhus og hans bortførere med. De blev hurtigt dømt til straf for deres handling. Men nu tog sagen en anden vending. Hennings egen sag skulle afgøres, og det skete efter flere retsmøder med protester fra tilhørerne. Der var folk, som ikke ville rejse sig for dommerne, og de fik streng påtale. Der blev talt for og imod Henning. Afgørelsen faldt den 27. marts 1983, dagen efter min 60 års fødselsdag. Henning blev idømt et halvt års fængsel, men da det halve år faktisk var afsonet som varetægts-hæftelse, blev han øjeblikkeligt løsladt og tog af sted med sin familie. En tragedie. Et fremtrædende medlem af komiteen oplevede den sorg, at hans kone, som altid tog ivrig del i samtalerne og ofte serverede en kop kaffe for os, pludselig blev alvorligt syg. Hun mistede bevidstheden og lå i lang tid i koma på Hvidovre Hospital. Måske var det nervepresset, forårsaget af begivenhederne, som førte til hendes sygdom. Jeg besøgte hende engang sammen med hendes mand, men jeg forstod, at det var meget alvorligt med hende. Hun døde da også kort efter. Jeg var imidlertid taget på sommerferie i vort sommerhus på Fur med Karen og Hans Christian, men hendes mand ønskede, at jeg skulle foretage begravelsen. Jeg tog straks af sted og kom med lyntog tilbage for at foretage det nødvendige. Begravelsen fandt sted. Jeg nævnte her ordene fra Kim Larsens sang Papirklip i min tale over hende: Livet er langt, lykken er kort, Salig er den, som tør give det bort. Kamptid. Side 6

54 De evangelisk klingende ord passede jo ind i netop denne sammenhæng. - Jeg kom i den tid ind på at tage fri en uge først på sommeren og køre Karen og Hans Christian op til vort sommerhus på Fur, og så vende tilbage til Aalholm, blive der et par måneder ( i cølibat ), for så at komme og holde resten af sommerferien deroppe og tage dem med hjem. Det hjalp dem så godt at have denne hviletid for dem selv. De havde så hunden med som vagt, - engang med hvalpe til alles store fornøjelse. Hennings forhold. Ny sag. Henning søgte naturligt nok støtte hos os, da han havde fået sin frihed. Han havde et hus i Herlev. Banken havde imidlertid ønsket, at huset skulle være udlejet under retssagen, så det var midlertidig overtaget af nogle bekendte, som da også var klar til at flytte ud så hurtigt, det var muligt. Men huset trængte til en reparation, så han ikke straks kunne flytte ind. Karen tilbød ham et foreløbigt ophold hos os, og det Højesteret ved Christiansborg. tog han imod. Han tog så frem og tilbage i dagene derefter og reparerede selv sit hus. Han var selv en kapabel håndværker. Det var særlig taget, der måtte have en omgang. Jørgen Jaobsen rejste nu sagen om Jons tilhørsforhold, og nye retsmøder fandt sted. Jeg blev kontaktet af advokaten, og jeg kunne med mit kendskab til korrespondencen mellem far og søn give ham oplysninger om forholdet mellem de to, som han så brugte i sagsforløbet. Flere gange kørte jeg ham til Højesteret, hvor sagen behandledes. Spændingen var stor i de dage. Jon var stadig på Rigshospitalet under lægelig påvirkning. Vi forsøgte at få ham i tale med en mindre gave, som var givet ham gennem Jon-komiteen, men vi blev strengt afvist. Under et besøg udstyrede Henning Jon med en mikrofon gemt i tøjet - og en båndoptager! og en dag kom der et medlem af komiteen ud til os og afspillede et bånd med en samtale mellem lægen og Jon, som vi havde en del fornøjelse af, men som også var meget lidt struktureret. Glæden var stor, da Jørgen Jakobsen kunne ringe og fortælle, at han havde vundet sagen. Jon var fri til at være hos sin Far. Man havde efter hans flugtforsøg anbragt ham hos en familie i Jylland, i hvis varetægt han foreløbig var overgivet, og på en fodboldbane fik drengen det gode budskab. Den første tid. Det var med stor glæde, vi kunne modtage Jon i vort hjem. De boede hos os en tid, til alt var klart til indflytning i Herlev. I den tid gik Jon til præst hos mig, og vi fik den glæde at fejre hans konfirmation i Aalholm kirke og i vort hjem søndag den 28. april Jeg har så vidt muligt undladt at nævne navne under omtalen af sagsforløbet, men her kan jeg godt nævne gæsterne ved Jons konfirmationsfest: De var Anne Lise og Jørgen Jacobsen, Åsta og Hans Keiser-Nielsen ( mændene var begge frihedskæmpere ), Hennings Mor Elna Nielsen,hans farbror Ejnar, samt Eva Rothenborg, naturligvis Jon og Henning, Hans Christian, Karen og Henry. - Og Keiser-Nielsen skrev i gæstebogen: Tak, fordi vi har lært dig at kende, - Flotte Jon!! - Kamptid. Side 7

55 Deres fremtid. Extra-bladet, som hele vejen havde støttet Henning i hans sag, gav nu ham og Jon en tur til Portugal, og Henning og Jon flyttede ind i Herlev. Henning ønskede at rejse en sag for menneskerets-domstolen i Strassbourg mod det danske samfund for, at han uretmæssig havde måttet lide den tort, og med stor spænding fulgte vi igen en sag. Den faldt desværre med en enkelt stemmes overvægt. Men endelig kunne livet fortsætte normalt for de to. Jeg kan her tilføje, at vi blev venner med dem for livet, og de sendte mig hver Jul gode vine til os hver. De deltog aktivt i vore fester. Henning optog sit arbejde med elektrificering af anlæg i byggebranchen, og Jon gennemgik gymnasiet og et teknisk studium og fik siden ansættelse indenfor Landbohøjskolen i avanceret digital forsøgsvirksomhed. Vor tid i København. Under alt det, vi måtte kæmpe for, fortsatte jeg min præstegerning. Jeg følte, at der var stor lydhørhed i en trofast menighed. Jeg oplevede god tilslutning til gudstjenesterne og andre former for fællesskab. Man var stolt af kirken og dens historie, og der var mange ivrige medarbejdere i de forskellige grupper, og man arbejdede målbevidst på at tegne menighedslivet som et led i befolkningens dagligdag. Den skepsis, som havde bredt sig i sognet under det karismatiske mellemspil, forsvandt efterhånden. Der blev holdt musikaftener og basar hvert år, og Valby-bladet var altid åbent for stof vedrørende kirken, og der var i menigheden en selvfølgelig interesse for personlige og åndelige forhold og for kristendom og fællesskab. Ungdom samledes dels i kirkens lokaler, dets i en menighedssal i en kælder i en af boligblokkene. - Besøgstjenesten fungerede, især i forbindelse med nye enlige. Noget, jeg særlig husker, og som optog mig meget, var de mange begravelser, som foregik rundt om i byen, på Vestre kirkegård, Bispebjerg krematorium, Bispebjerg Hospitals kapel og fra Rigshospitalets kapel. De gav et bredt kendskab til de mange beboere. - En kone sad på mit kontor og fortalte, hvordan hun mistede en datter, da bomberne faldt på Den franske Skole. - Jeg husker, jeg sad hos en enlig mand og hans venner, som sad med hver sin øl. Jeg skulle begrave hans kone. Vil præsten have en sodavand? spurgte han. Nej tak! sagde jeg, jeg vil gerne have sådan en, som I sidder med. Det fik jeg, og så kom snakken godt i gang. Han indrømmede, at han var udmeldt af folkekirken, men han og hans kone havde været med i et sangkor. Hvad sang I der? spurgte jeg. Han nævnte bl. a. Der står et slot i Vesterled. - Så har vi da noget tilfælles, sagde jeg, og jeg vil gerne tale over hende. - Kirken rækker sine arme længere ud, end det undertiden synes. - En anden gang foretog jeg begravelses-ceremonien ved en hylde på krematoriet til stor trøst for en enlig ældre kone, som ikke havde kunnet arrangere en almindelig begravelse af hendes mand. - Der synes i visse situationer helt klart at være en spire af tro og et selvfølgeligt forhold til kirken hos de fleste, når det gælder. - Ved julekoncerten, der i flere år blev afholdt af Tonni Landy og Tove Hyldgaard, var kirken tæt fyldt, og jeg lærte mig at give udtryk for den musikalske oplevelse, når jeg sluttede med en tak til sangere og musikanter, og sendte et barn op med blomster til dem. - Ole Petersen gjorde sig ret synlig i sognet, dels på sin cykel, - og det ikke blot til og fra kirken! - han talte gerne med folk i byens butikker, og engang siden hen var kirken da også tæt fyldt ved hans jubilæum og til festen i kirkens lokaler. - Da sognet nu var i de bedste hænder, og jeg endnu havde nogle år tilbage af min tjenestetid, lokkede tanken om at vende hjem til Jylland, og lejligheden bød sig med et opslag om en præstestilling ved Sct. Catharinæ kirke i Hjørring.- Kamptid. Side 8

56 Igen nyt tjeneste-sted. Jeg kom straks på tale deroppe mod Nord. Indre Mission havde fortrin ved denne ansættelse, men deres medlemmer i menighedsrådet deroppe ønskede ikke mig, fordi jeg var tilhænger af kvindelige præster. Der var netop en kvindelige præst ved kirken, Gerda hed hun, og de øvrige medlemmer ønskede en præst, der fuldt ud anerkendte hende. En søndag efter at have holdt gudstjeneste i Timotheus-kirken i Valby tog jeg flyveren tværs over Danmark til endnu en gudstjeneste deroppe samme dag og til en samtale uden Karen. - De fleste stemmer faldt ved afstemningen på mig også til glæde for biskop Henrik Christiansen, som kendte mig så godt og indstillede mig til udnævnelse. Der blev skrevet en del om det valg i Vendsyssel Tidende, for og imod. Igen var der ballade om en forholdsvis fredelig mand! - Vi flyttede nu til Hjørring. En politisk medarbejder kaldte mig engang en fredens mand. Jeg svarede, at jeg dog havde været aktivt med i alle de slagsmål, der i min tid havde været i kirken og andetsteds. Jo, - kamp må der til! Trafik-uheld. Inden vi forlader København, må jeg nævne vort bil-uheld. På vej til Fur skete det. En kuffert, liggende fri i en baggage-indretning på taget, røg af på motorvejen midt på Sjælland. Jeg søgte ind på vigesporet, men blev da påkørt bagfra af en anden bilist. Vores bil fik et enormt tryk, baggagerummet blev sammentrykket, og selve bilen med. Jeg kom ud og forsøgte at få den modsatte dør åbnet. Det kunne jeg ikke, men en medtrafikant kom til, og det lykkedes. Hans Christian blev derved fri. Han havde fået en alvorlig skade. Vi blev kørt tilbage til Kjærstrupvej af Falck, og Hans Christian blev indlagt på det store sygehus i Glostrup. Han havde fået et lårbensbrud. Under opholdet der var vi vidne til, at en kom ind efter en slem ulykke. - En af de sidste somre i København fik således sit eget forløb. Karen og hunden Bianca, som var uskadt, kørte jeg dog til Fur i en lånt bil, og jeg tog så hjem igen og kunne besøge Hans Christian, som i øvrigt fik det godt og havde gode og fornøjelige med-patienter. Men endnu engang måtte jeg i retten i Rødovre. Der blev jo taget politi-rapport. Jacobsen stillede en advokat til min rådighed, men jeg fik naturligvis skylden og fik for resten en næsten ny og dejlig bil, og forsikringen klarede resten. Jeg er klar over, at der var en hånd, der havde været holdt over os. - Det kunne være gået meget værre. En tur til Rusland. En arv på nogle tusinde kroner fra Karens familie tilstod Karen mig til en udenlandsrejse. Til hendes overraskelse valgte jeg en planlagt tur til Sovjet-rusland, arrangeret som et ophold til studium af russiske kirker. Derudover skulle vi til det sovjet-styrede Armenien. Vi fik en grundig indførelse i russisk historie og Kamptid. Side 9