Fyrtøiet. Bent Vinn Nielsen

Transkript

1 Fyrtøiet Bent Vinn Nielsen På en førsteklasses togrejse møder vi et par besynderlige personager: En formalinlugtende gamling med et uvist antal hunde og en lille dreng, der samler noget op. Ingen havde set ham stige på, men da vi andre fandt vores pladser, så vi ham. Han havde sat sig lige ved døren og fyldte alle fire pladser. Hvad var det? tænkte vi. Var det en ældre mand, eller var det et bjerg af overfrakke, rejsetasker, et sammenrullet tov og en hund? Toget kørte fra Hovedbanegården. Det kørte præcis. Der var en sødlig stank fra den gamle mand, som en særlig stram parfume eller som begyndende råddenskab. Formalin måske, det var ikke til at sige. Manden havde sat sig hos os, altså på første klasse. Vi så op over kanten på vores aviser, vi ventede på kontrolløren. Vi var sikre på at manden måtte høre hjemme på anden klasse, men det var nu ikke tilfældet, viste det sig. Han havde ikke bare gyldig billet til første klasse, han havde hele fire styk. Og han havde reserveret alle fire sæder til sig selv. Vi så på kontrolløren, på Tog-Joe, som de store skolebørn på anden klasse kalder ham. Tog- Joe trak på skulderen, han kunne ikke gøre noget, men han forstod os godt, det kunne vi mærke. Manden eller bjerget var en posemand, det havde været vores første tanke. Vi tænkte, at vi nu måtte revidere vores opfattelse, manden måtte i stedet være en excentriker, sikkert styrtende rig, med særheder som ingen af os kunne tillade os. Måske, tænkte vi, købte han altid fire billetter og reserverede fire siddepladser, når han skulle rejse med tog. Vi prøvede at gøre hvad vi kunne, vi prøvede virkelig at mobilisere velvilje. Vi nikkede venligt til manden. Men det var, som om han ikke så os. Hans små, smalle øjne forekom flydende. Han havde et magert underansigt, udtrykket omkring munden virkede nærmest nedladende.

2 For en rig excentriker, tænkte vi, var vi vel ikke interessante. Vi er forretningsfolk, undervisere, politikere, foredragsholdere, de fleste af os kender hinanden fra mange rejser til og fra Jylland. Vi besluttede at ignorere manden, der jo tydeligvis ikke ønskede nogen form for kontakt med os. Men det var vanskeligt, den sødlige stank fra ham var temmelig gennemtrængende. Derfor skævede vi oftere hen mod ham, end vi havde lyst til. Havde han tre hunde, eller var der kun én? Besynderligt nok lod det sig ikke afgøre. Vi så kun én, men den ændrede hele tiden størrelse, sådan virkede det. Især størrelsen på dyret eller dyrenes øjne ændrede sig. Hvis der var tale om mere end en hund, om to eller tre, så var det, som om den ene skjulte sig bag den anden. Men måske byttede de plads, så de på den måde kunne skiftes til at sidde forrest? Da togstewardessen kom med serveringsvognen, var der kun én hund, i alt fald kun én, der var synlig for det menneskelige øje. Den snappede arrigt ud efter hendes ben. Hun protesterede højlydt, men den gamle mand ænsede hende overhovedet ikke. Han svarede heller ikke, da hun spurgte, om der var noget, han ønskede. Hold kæft en type! sagde hun højt til os andre. Flere af os så anerkendende op fra vores aviser og smilede til hende. Vi kunne kun være enige. Den excentriske gamle mand var ubehagelig. Rig måske, men bestemt ikke noget rart menneske. En lille, meget rank dreng sad over for ham, på den anden side af midtergangen. Han sad med sin skoletaske på ryggen, uden at læne sig mod ryglænet. Vi havde undret os over, hvorfor en skoledreng rejste på første klasse, men mente at forstå, at der var tale om en meget genert dreng, en dreng, der måske ikke turde være sammen med de andre, temmelig højrøstede drenge på anden klasse. Drengen læste i et blad, og snøftede hver

3 gang han vendte en side. Det var en irriterende lyd. En yngre kvinde, der arbejder for en stor ejendomsmæglerkæde, og i øvrigt en skønhed, rakte ham et papirlommetørklæde. Hun sad på sædet over for drengen og følte sig særligt generet af snøftelyden. Puds så den næse! sagde hun. Den ranke dreng gjorde, som hun sagde. Efter Ringsted begyndte han ganske vist at snøfte igen, men nu ikke hver gang han vendte en side, men kun hver tredje eller fjerde gang. Og hver gang med et skyldbevidst udtryk i barneansigtet. Efter et ganske kort ophold på Korsør station kørte toget ned under Storebælt. Den gamle mand rejste sig i det pludselige mørke og begyndte at brøle. Hans brølen formede sig efterhånden til et ord, kunne vi høre, nemlig ordet underverden. Nu havde vi snart ikke mere tålmodighed med excentrikeren, vi var trætte af at skulle tage stilling til hans særheder. Derfor reagerede ingen af os på hans brølen, vi koncentrerede os sammenbidt om vores aviser, selvom der et øjeblik var for mørkt til, at vi kunne læse. Da vi kort efter nåede Fyn, satte manden sig ned igen. Hans vandige øjne svømmede en tid, som i panik, men lidt efter lidt blev han rolig. Hunden eller hundene lagde sig med hovedet eller hovederne i hans skød. Derved faldt hans sammenrullede tov ned på gulvet. Han samlede det hurtigt op, et lille øjeblik var det, som om han igen blev grebet af panik. Et tov? Hvad skulle han med et tov? tænkte vi. Vi brød os ikke om manden, vi ville ønske, rent ud sagt, at han ville hænge sig i rebet. Han stod af i Odense. Der var ingen, der rigtig bemærkede, hvordan det gik til, men pludselig var han væk. Det forunderlige var, at den sødlige stank forsvandt lige så brat. Der hvor han havde været, var der nu kun fire tomme togsæder og frisk luft. Dog: Der lå nu en enkelt ting tilbage efter ham.

4 En lille, blank genstand på et af sæderne. Et gammeldags fyrtøj, lignede det. Men også det forsvandt, nemlig da den lille, ranke dreng med skoletasken på ryggen uden videre tog det og puttede det ned i sin lomme. Han gjorde det med et forhærdet udtryk i det uskyldige barneansigt, med en grådighed, som han åbenlyst mente sig i sin gode ret til. Han sad ugenert og stirrede på den yngre kvinde, skønheden, der havde givet ham besked på at pudse sin næse. Han stirrede hende ikke bare ind i det smukke ansigt, han overbegloede hele hendes person. Samtidig smilede han lystent og hånligt. Den yngre kvinde blev meget forlegen, nu var det hende, der begyndte at snøfte. Måske græd hun. Efterladte genstande i togvognen skal naturligvis afleveres til kontrolløren, det siger sig selv. Men ingen af os gjorde Tog-Joe opmærksom på drengens tyveri. Den gamle mand var et ubehageligt minde nu, fyrtøjet var næppe særlig kostbart, manden kunne vel købe sig et nyt, tænkte vi. Drengen holdt helt op med at snøfte. Han læste heller ikke mere i sit blad. Han sad med den ene hånd i bukselommen, han knugede vel sit nyerhvervede fyrtøj i hånden. Skoletasken havde han omsider taget af og kylet op på bagagehylden. Nu slængte han sig i sædet og virkede i det hele taget som en helt anden dreng. Det var ubehageligt at overvære, men ingen af os andre greb ind. Vi nærmede os vores bestemmelsessteder. Senere glemte vi alt om den gamle mand med hunden eller hundene. Vores tilværelse som rejsende mellem landsdelene fortsatte. Men en dag fortalte Tog-Joe os, hvad der videre hændte. I Odense havde den gamle mand krævet at få lov til at deltage i en større festlighed, men man havde nægtet ham adgang, blandt andet under henvisning til at han ikke var proper, som det blev sagt, og heller ikke, så vidt man da vidste,

5 inviteret. Da han samtidig beklagede sig over, at nogen havde røvet hans hund (han talte kun om én), anså man ham for sindsforvirret. Derfor tilkaldte man politiet, så de eventuelt kunne bede de sociale myndigheder om at tage sig af ham. På grund af den store festlighed, havde politiet meget travlt med at regulere byens trafik. Derfor kom de først for at hente manden, da der var gået hen ved tre timer. På det tidspunkt var manden forsvundet. Ingen havde set ham gå, men væk var han. Der findes mange mærkelige slags mennesker her i verden, sagde Tog-Joe. Det måtte vi give ham ret i. Havde han tre hunde, eller var der kun én? Besynderligt nok lod det sig ikke afgøre. Der findes mange mærkelige mennesker i verden, sagde Tog-Joe. Det måtte vi give ham ret i.