Identitet og gruppedannelse... 30! !"#$%&#'(%)*+,"+&'+- Indledning... 4! Faircloughs kritiske diskursanalyse... 32!

Transkript

1 !"#$%&#'(%)*+,"+&'+- Indledning... 4! Motivation... 5! Problemfelt og problemformulering... 5! Afgrænsning... 7! Teori og metode... 7! Videnskabsteori... 11! Redegørelser... 13! Historisk rids baggrunden for Suezkrisen... 13! Kanalens historie... 13! Rammen for konflikten... 14! Optakt til Nationaliseringen... 17! Medietraditionerne... 18! Nyhedsinstitutionernes roller... 21! Dagsordenfastsættelse... 22! Framing: Dagsordensfastsættelsens andet niveau... 22! Daily Mirror og Daily Express... 23! Præsentation af teori om diskurs... 24! Diskursteori Laclau og Mouffe... 24! Nodalpunkter... 25! Elementer og momenter... 25! Artikulation... 26! Hegemoni... 26! Objektivitet... 28! 1 Identitet og gruppedannelse... 30! Faircloughs kritiske diskursanalyse... 32! Kritisk diskursanalyse og forskelle fra poststrukturalistisk diskursteori... 32! Ideologi... 33! Hegemoni... 34! Intertekstualitet og interdiskursivitet... 34! Kommunikativ begivenhed og diskursorden... 35! Tredimensionel model for kritisk diskursanalyse... 35! Vores model... 36! Diskursordnen... 37! Navngivning af diskurserne... 37! Ustabilitet og stabilitet... 38! Konstitutionen af subjekter og identiteter... 38! Antagelser og værdiantagelser... 39! Lingvistisk tekstanalyse... 39! Analyser... 40! Præsentation af 1. nedslag... 40! Analyse af Nassers tale i Alexandria d. 26. juli ! Introduktion og læsevejledning til analyse af avisartikler... 44! Daily Mirror første nedslag... 45! Daily Express første nedslag... 49! Delanalyse for første nedslag... 53! Præsentation af andet nedslag... 55! Daily Mirror andet nedslag... 56! Daily Express andet nedslag... 61! 2

2 Delanalyse til andet nedslag... 65! Diskussion... 69! Konklusion... 78! Dimensionsforankring... 80! Litteraturliste... 82! Indledning I 1956 blev Suezkanalen omdrejningspunkt for en international konflikt, der medførte et skift i internationale magtpositioner og et brud med tidligere verdensopfattelser. Den egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser nationaliserede den 26. juli 1956 Suezkanalen, hvilket resulterede i en lang række reaktioner overalt i verden. Suezkanalen fungerede som knudepunkt for handel, og dermed ville egyptisk kontrol af området eventuelt blive en trussel for vestlige økonomiske interesser, der var afhængige af trafikken i den internationale sejlrand. Mange vestlige lande frygtede præsident Nassers voksende indflydelse i Mellemøsten, hvilket ligeledes fungerede som yderligere motivation for en aktiv involvering i konflikten. Den hemmelige alliance, mellem Israel og de to tidligere kolonimagter Storbritannien og Frankrig, om militær aktion og overtagelse af kontrol med kanalen, afstedkom voldsomme internationale repressalier. Krisen endte med at splitte den globalpolitiske arena, og understregede et skift i internationale magtkonstellationer. Konflikten udstillede først og fremmest skrøbelighederne hos de tidligere imperiemagter, hvis tidligere dominerende rolle i Mellemøsten blev udfordret af de nye stormagter USA og Rusland. Konflikten udfordrede endvidere FN s autoritet som en relativt ny organisation samtidigt med, at den arabisk-israelske situation blev yderligere kompliceret. Aviserne fungerede som et af de vigtigste medier under Suezkrisen, og fungerede som en fjerde statsmagt. De havde stor indflydelse på konfliktens udvikling, da de spillede en afgørende rolle i forhold til at forme national og international debat. Især de britiske medier kan siges at have haft en mærkbar indflydelse på konfliktens rolle og den offentlige opinion. Her forekom en markant splittelse blandt de forskellige aviser og deres position i forhold til Storbritannien og premierministeren Anthony Edens håndtering af konflikten. 3 4

3 Motivation Vores motivation for dette projekt var i udgangspunktet en interesse for medier i konflikt. Vi har fra begyndelsen været interesserede i at tage fat i et emneområde, der er placeret uden for vores samtid, og hvor den historiske kontekst og medieformidling spillede en særlig rolle. Vi fandt i den henseende Suezkrisen, med udgangspunkt i Storbritannien, særligt interessant, da konflikten fandt sted under Den Kolde Krig og i kølvandet på Anden Verdenskrig. Suezkrisen opstod i en periode, hvor forhold som imperialisme, nationalisme og internationalt samarbejde dominerede mediernes dagsorden, idet man i denne periode oplevede ændringer i verdens magtkonstellationer. Mediefremstillingen af Suezkrisen fangede derfor vores interesse. Journalistikkens dybere mekanismer og måden hvorpå den er viklet ind i samfundets magtstrukturer, og måske ligefrem bidrager til at ændre, opretholde og forstærke de strukturer, interesser os. Vi finder det interessant at vi, netop fordi vi har valgt en konflikt uden for vores samtid, vil blive nødt til at tage stilling til vores egne forestillinger forbundet med denne tid, for at kunne opnå en forståelse af de mange forhold der indvirkede på Suezkrisen. Vi er motiveret af en interesse for, hvilke diskurser der var på spil i de britiske medier i deres dækning af Suezkrisen, samt hvilken rolle disse diskurser spillede i relation til skift i magtstrukturer. Vi er derfor interesserede i at undersøge, hvilke virkelighedsopfattelser der ligger til grund for de forskellige politiske holdninger, hvilke associationer og fjendebilleder der blev fremsat, og hvordan forskellige parter forsøgte at legitimere deres politiske stillingtagen til krisen. Problemfelt og problemformulering Vi vil igennem en diskursiv analyse forsøge at undersøge, hvorledes Suezkrisen i 1956 blev italesat af henholdsvis Daily Mirror og Daily Express. I forlængelse af dette vil vi forsøge at belyse, hvilke virkelighedsopfattelser, der kan siges at være dominerende i de to aviser fremstilling af den diplomatiske og militære krise. Desuden vil vi igennem en diskursanalyse undersøge, hvordan den egyptiske leder, Gamal Abdel Nassers artikulerer nationale diskurser i sin tale, følgende Egyptens nationalisering af Suezkanalen d. 26. juli For bedre at kunne forstå de bagvedliggende politiske og økonomiske faktorer for nationaliseringen af kanalen, vil vi belyse Suezkanalens historie. Desuden vil vi forsøge at fremhæve den samtidige kontekst, hvori krisen opstod, med et fokus på forskellige internationale magtkampe, for på den måde at opnå en bredere forståelse af hvilke samtidspolitiske aspekter, der dominerede det politiske billede i England og Mellemøsten i Dertil vil vi belyse, hvordan det engelske mediesystem så ud i tiden omkring konflikten, for bedre at forstå den kontekst, artiklerne er produceret i, og derved kunne sige noget om, hvilken position aviserne havde i det generelle mediebillede. Ved hjælp af en vores egen analysemodel vil vi forsøge at afdække, hvorvidt der var opfattelser, som på tværs af de to forskellige avisers fremstilling af krisen, var fælles for dem begge, det vil sige, om man, ud fra en diskursiv teori, kan tale om tilsyneladende objektive sandheder. Følgelig vil vi undersøge, hvilke modsætningsfyldte virkelighedsopfattelser, der præsenteres i artiklerne, her med fokus på nationalidentitet og Storbritanniens rolle i internationale konflikter, set bl.a. i lyset af deres lange historie som imperiemagt. Derudover vil vi også forsøge at belyse, hvordan forhold som international lov, FN, militær intervention og politisk styreform behandles i artiklerne. Vi vil desuden forsøge at identificere forandringer i nyhedsfremstillingen i de to aviser, henholdsvis fra Nassers nationalisering af Suezkanalen i juli og til den militære intervention i begyndelsen af november Med udgangspunkt i disse problemstillinger, følger projektets problemformulering: Hvordan italesættes Suezkrisen i 1956, af de to britiske aviser Daily Mirror og Daily Express? 5 6

4 Afgrænsning Suezkrisen er et omfattende emneområde, og for at kunne gå i dybden med analyserne, har vi valgt at afgrænse vores behandling af krisen til at omhandle to nedslag i krisen. Det første nedslag markerer starten på konflikten, og er Nassers nationalisering af Suezkanalen. Det andet nedslag omfatter selve den militære aktion, fra Israel invaderer Egypten, frem til der bliver indgået en våbenhvile. Vi har derfor afgrænset vores udvalg af artikler til at ligge indenfor disse områder. I analysen af avisernes italesættelse af krisen, har vi valgt at afgrænse os fra at se på billeder og satire i aviserne, og udelukkende fokusere på tekst. Vi afgrænser os ligeledes fra at se på konsumptionsanalyse i forhold til den britiske befolkning. Da vores fokus er på den britiske mediedækning af Suezkrisen, har vi valgt at lægge vægt på den britiske mediestruktur og den liberalistiske mediemodel den falder ind under, og dermed afgrænse os fra de to andre modeller for mediestruktur som fremlægges i Comparing Media Systems (2004). Vi afgrænser os fra at foretage en komparativ analyse af forskellige mediemodeller, da vi i stedet ønsker at belyse de strukturer, der gjorde sig gældende for de britiske aviser 1950 erne. Teori og metode For at åbne op for projektet, vil vi indledningsvis orientere os i historien og det samtidige politiske verdensbillede, for at forstå den ramme som konflikten foregik i. Vi har udarbejdet en tidslinje over kanalens historie og selve krisens forløb, der opridser de mest essentielle og relevante begivenheder. Den ligger i bilag 1, og skal tjene det formål at understøtte vores analyse. Suezkrisen er et stort emneområde, hvorfor vi har valgt at fokusere på to nedslag, hvor vi mener konfliktens mange forhold træder tydeligst igennem. Udvælgelsen er sket på baggrund af en historisk læsning af Suezkrisen, hvor det første nedslag, Nassers nationalisering af kanalen, kan ses som en katalysator for konflikten. Vi finder dette nedslag særligt interessant, idet det kom som et chok for det internationale samfund, og medførte voldsomme reaktioner i blandt de britiske aviser. Eftersom vi ønsker at se på udviklinger eller forandringer over tid, giver det mening at undersøge avisernes fremstilling af startskuddet for Suezkrisen. Som det andet nedslag har vi valgt perioden fra Israels invasion af Egypten d. 29. oktober og frem til indgåelsen FN s våbenhvile d. 6. november. Perioden omfatter derfor både avisernes reaktion på Israels invasion, Storbritannien og Frankrigs fremsatte ultimatum og senere bombning af Egypten, samt landsættelsen af britiske og franske tropper. Dette nedslag er særligt interessant, da det rummer både skiftet fra konflikt til armeret konflikt og helt indtil våbenhvilen indtræder. I Hallin og Mancinis Comparing Media Systems forsøges det at identificere systematiske forbindelser mellem politiske- og mediestrukturer ud fra forskellige mediemodeller. Det er blandt andet spørgsmål såsom hvorfor pressen opererer som den gør, hvorfor den tjener forskellige formål, og viser sig at være forskellig fra land til land, der er udgangspunkt for deres analyse. Teorien skal anvendes for at belyse en sammenhæng mellem politiske intentioner repræsenteret af medieinstitutioner, som kanaliseres ud til den brede befolkning. I ønsket om at afdække de sociale magtstrukturer via en diskursanalyse, skal vi betragte den britiske, politiske dagsorden som en kompleks proces, hvori medier, magtfulde enkeltpersoner, internationale interesser, og politiske partier alle indgår som afgørende påvirkningsfaktorer. Vi kan dog ikke sige noget endeligt om karakteren af forholdet mellem borger, medier og politik, men er medvirkende til at højne forståelsen for konfliktens kompleksitet. I udgangspunktet tager projektet ikke afsæt i en allerede fastlagt diskursmetode og netop af denne grund, har vi søgt hjælp i Diskursanalyse som teori og metode (1999), af Marianne Winther Jørgensen og Louise Philips. Inden for diskursanalyse findes forskellige tilgange, og i forhold til vores problemstilling, har vi fundet det fordelagtigt at udvikle vores egen model, indeholdende både elementer fra 1 Se bilag

5 henholdsvis den poststrukturalistiske diskursteori hos Laclau og Mouffe samt den kritiske diskursanalyse hos Fairclough. Vi har kombineret vores model således vi kan fremhæve deres styrker, og undgå deres svagheder, eftersom Laclau og Mouffe er metodisk svage i forhold til at tage udgangspunkt i konkret empiri, mens Fairclough har en svag forståelse af processer i konstruktionen af kollektiv identitet. Overordnet sagt, har diskursanalysen til opgave at afdække hvordan vi taler om tingene, ved at føre os bag om de sproglige selvfølgeligheder og vise hvordan visse aspekter ved virkeligheden belyses. I forlængelse af dette kan man samtidig se på hvilke virkelighedsopfattelser dette afspejler. I sidste ende baner denne dekonstruktion vejen frem for afdækningen af konventionaliserede diskurser. Vi vil yderligere beskæftige os med et uddrag af den tale Nasser holdt i Alexandria d. 26. juli i forbindelse med nationaliseringen af kanalen. I talen, finder vi det interessant at se på hvorledes han italesatte nationaliseringen og samtidig kunne understrege kontingensen af de virkelighedsopfattelser, der fremstilles i de to britiske aviser. Dette er afstedkommet af en opdagelse, vi har gjort os i forbindelse med udvælgelsen af vores empiri, som vi vil komme nærmere ind på nedenfor. Vi har gennemgående lagt mærke til at de britiske aviser ofte gør brug af en afstandtagen til Nasser og Egypten, som en truende andethed, i deres forsøg på at konstruere egen identitet og værdier. Talen kan derfor være behjælpelig til at illustrere de forskellige konstruerede virkelighedsopfattelser, vi mener gør sig gældende, og derigennem se på det antagonistiske forhold, der synes at eksistere i mellem Vesten og Mellemøsten. Det ovenstående er ligeledes udgangspunktet for vores videre metodiske fremgangsmåde i udvælgelsen af artikler. Vi vil tage udgangspunkt i de to britiske aviser, Daily Mirror og Daily Express. Dette gøres hovedsageligt i kraft af at aviserne i den pågældende periode var de to mest dominerende aviser på markedet (Seymour- Ure 1991:28). Samtidig repræsenterede de to forskellige politiske fløje, med den venstreorienterede avis Daily Express, der var tilknyttet the Conservative Party og 9 den højreorienterede tabloidavis Daily Mirror, tilknyttet Labour-partiet (Seymour- Ure 1991: 196). Vores fremgangsmåde i udvælgelsen af artikler, har begyndelsesvis været en udførlig gennemlæsning af de to aviser ud fra nedslagenes tidsmæssige afgrænsning. Udvælgelsen af empiri er foretaget på baggrund af en engelsk avisdatabase 2. Herfra er artikler blevet fundet, alle omhandlende Suezkrisen i større eller mindre omfang. Herefter har vi foretaget en selektiv udvælgelse, der har haft til formål at skabe overblik over aviserne i de omtalte perioder, og samtidig frasortere artikler, der ikke har haft relevans i forhold til projekts problemstilling. Dette er opnået ved at skematisere alle 223 artikler, ud fra en fælles læsestrategi, der har indordnet artiklerne efter avis, dato, side, titel, samt et kort resume. Dette har samtidig sikret os at alle har haft forholdsvis samme tilgang og fokus under læsningen af artiklerne. Et eksempel på skematiseringen ses nedenfor: Avis Dato Side Titel Referat Daily Mirror Nasser grabs the Suez canal Forside Grabber Nasser Eden orders cabinet stand-by 6 Britain will be firm says Eden 6 Crossman says But what CAN Eden do anyways? (se bilag 2, 3, 4 og 5 for hele skemaet) Kort artikel, der omhandler Nassers nationalisering af kanalen Dette er kun en overskrift uddybes længere ind i avisen Referat af Edens tale og handlinger i House of Commons. Debattør: Eden kan ikke gøre noget reelt med sin firmness -politik. Nasser derimod har positioneret sig stærkt i kraft af nationaliseringen. Endvidere er alle artikler blevet læst i gennem flere gange, og har cirkuleret rundt mellem gruppens medlemmer, således vi i størst muligt omfang har sikret os en mere dybdegående og fælles opfattelse af artiklernes indhold. 2 h.jsp 3 (23 mirror + 40 express + 91 express + 69 mirror) 10

6 Næste skridt har derefter været at udvælge et mindre antal artikler, hvor udvælgelseskriterierne til dels har været baseret på et ønske om størst muligt repræsentativitet, men samtidig også bevidst udvalgt artikler, der har haft afvigende momenter. Feltet er herigennem blevet indsnævret til 16 artikler. Dette er i overordnede træk vores fremgangsmåde, og denne tretrins-udvælgelse fra det store billede til det snævre udsnit, tjener flere formål. Dels skaber det et godt overblik over krisen italesat i medierne, at alle artikler omhandlende emnet, er gennemlæst. Og samtidig kan vi i analysen holde et konstant fokus på projektets problemstilling, og veksle mellem et helikoptersyn over hele vores empirisample, og det mere konkrete udsnit. Opsummerende kan det siges, at vi ønsker at analysere artiklerne ved hjælp af en diskursanalyse hvor vi vil anvende aspekter fra de to forskellige teoretiske tilgange, iblandet vores forståelse for den historiske kontekst og den britiske medieinstitution. Derigennem håber vi på at få overblik over de konkurrerende diskurser og deres eventuelle udvikling i forhold til vores udvalgte nedslag. Videnskabsteori Vi har haft problemer med at finde Gamal Abdel Nassers tale fra d. 26. juli 1956, hvori han nationaliserede Suezkanalen. Da talen oprindeligt er blevet holdt på egyptisk arabisk, ville det naturligvis være optimalt med en analyse af originalteksten, men da ingen af gruppens medlemmer taler arabisk har vi derfor fundet talen på et andet sprog. Uheldigvis har det ikke været muligt at finde en oversættelse af talen til engelsk, hvorfor vi har valgt at analysere på en fransk oversættelse af talen. Da talen i sin fulde længde varede to og en halv time, har vi valgt udelukkende at analysere et udsnit af talen. Vi er opmærksomme på de videnskabsteoretiske problemer der her forekommer, i forbindelse med at vores analyse vil være på dansk, og at vores analysemateriale på fransk allerede er en forarbejdet oversættelse af originaltalen. Derfor har vi i analysen valgt hovedsageligt at fokusere på det overordnede indhold og helt specifikke karaktertræk, fremfor en 11 tekstnær analyse. Vi har fremhævet en række citater fra teksten, som vi i analysen selv har oversat til dansk. Vi forsøger ikke at placere os neutralt, men er derimod opmærksomme på, at vi analyserer ud fra en bestemt optik som divergerer fra den perception journalister har haft da artiklerne blev skrevet. Vigtigt er det også at fremhæve, at tekster er polysemiske, det vil sige, at der knytter sig forskellige betydninger til ord og begreber, hvilket betyder at vi i vores analyser af artiklerne ikke kan se os fri fra subjektive holdninger og erfaringer. Dette har en betydning for den måde hvorpå vi fremhæver analyseelementer og afgrænser os. Vores resultater skal derfor ikke betragtes som endegyldige sandheder. Vores metode er videnskabsteoretisk forankret i en diskursanalytisk position suppleret af en hypotetisk deduktiv tilgang. Idet vi har gennemlæst tekstmateriale og tilegnet os en vis forståelse af Suezkrisen, bliver dette genstand for vores eksisterende viden. I den henseende opstiller vi hypoteser eller teorier, som vi undersøger ud fra empirien. Vigtigt er det at fremhæve, at den viden vi deducerer, ikke er eviggyldig, da den per definition er falsificerbar. Derudover har vi, ved konstruktionen af vores model, gjort os overvejelser vedrørende kompatibiliteten af de to teorier om diskurs, som modellen er sammensat af. Vi har forsøgt at kombinere elementer fra de to teorier på en sådan måde, at de videnskabsteoretiske problemer der kunne opstå, minimeres. 12

7 Redegørelser Historisk rids baggrunden for Suezkrisen Kanalens historie Konstruktionen af Suezkanalen blev igangsat af den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps i 1859, og det varede ti år, før Suezkanalen endelig var færdigbygget og kunne åbne for international sejlads. Konstruktionen og driften af kanalen blev administreret af Compagnie Universelle du Canal Maritime de Suez efter aftale med den egyptiske vicekonge. Aftalen kom til udtryk ved Konventionen af 1866 der stadfæstede, at kompagniet stod for varetagelsen af kanalen fra åbningen og 99 år frem til 1968, hvor Egypten ville overtage administrationen af kanalen (Bowie 1974: 2f). De strategiske fordele ved kanalen blev med det samme tydelige. Eksisterende handelsruter og forsyningslinjer imellem Europa og Asien gik uden om Afrikas kyst, men Suezkanalen åbnede for en direkte vandvej. Kanalen fik hurtigt en essentiel betydning for imperiemagterne, da den muliggjorde nye økonomiske handelsaftaler med de fjerntliggende kolonier. I årtierne efter kanalen blev færdigbygget, forsøgte Storbritannien ud fra en geopolitisk strategi 4, at opnå indflydelse i kanalområdet (Varbie 2009: 9). Det skete første gang, da den britiske premierminister Benjamin Disraeli i 1875 opkøbte Egyptens aktieandel på 44 %, hvilken Egypten var nødsaget til at sælge grundet gæld og finansiel krise. Dernæst intervenerede Storbritannien under optøjerne i Alexandria i Egypten 1882 og landsatte hærtropper, med det formål at beskytte kanalen. Den efterfølgende besættelse endte med at vare i 74 år og medførte uofficiel britisk kontrol af kanalen. Den endelige traktat omhandlende Suezkanalen blev fremsat ved Konstantinopel Konventionen af 1888, hvor det erklæredes, at Suezkanalen altid ville være åben in times of war as in time of peace, to every vessel of commerce or of war without distinction of flag (Article 1) (Bowie 1974: 4) Rammen for konflikten For at kunne forstå hvilken kontekst Suezkrisen opstod i, må man forstå det ud fra de samtidige magtkampe der foregik i verden og her især i Mellemøsten. Mellemøsten var i 1956 domineret af fire forskellige magtkampe: opløsningen af kolonierne, Den Kolde Krig, den arabisk-israelske konflikt, samt en inter-arabisk konflikt, der alle på forskellig vis influerede og overlappede hinanden. Det var en periode, hvor tidligere magtstrukturer var under opløsning, hvilket især gav sig til udtryk ved uafhængighedsopgør og anti-kolonialistiske protester rundt omkring i verden. De to imperiemagter Storbritannien og Frankrig havde haft kolonier overalt i verden, men i kølvandet på Anden Verdenskrig opnåede flere af disse tidligere kolonier uafhængighed. Spirende lokal nationalisme begyndte gradvist at udfordre de tidligere imperiemagters dominerende rolle, og gav udslag i en generel revurdering af deres position i verden (Bowie 1974: 8). Egypten havde aldrig været en decideret britisk koloni, men havde siden besættelsen i 1882 fungeret som britisk protektorat. Interessen for Egypten og Suezkanalen havde rødder i dennes pivotale placering, hvor kanalen blev the swingdoor to the Empire, og derved anset som linket imellem Storbritannien og dets kolonier øst for Suez. Dette ændredes dog gradvist i forbindelse med opløsningen af det britiske imperium, og især Indiens uafhængighed i 1947, der formindskede den traditionelle betydning af Suezkanalen som vejen til imperiet (Varbie 2009: 9). Anden Verdenskrig medførte industrielle ændringer i Storbritannien og den britiske økonomi blev oliebaseret i stedet for kulbaseret, hvilket afstedkom et behov for store mængder af olie til overkommelige priser (ibid.: 10). Den vigtigste kilde til dette råstof var Mellemøsten og i 1950'erne kom 2/3 af Storbritanniens samlede olie fra Mellemøsten 5. Den korteste transportvej for olien gik gennem Suezkanalen, og hurtig og effektiv transport af olien fra Mellemøsten var at foretrække. Skulle tankerskibe sejle rundt om Afrikas kyst, i stedet for via Suezkanalen, ville begrænset tankerkapacitet og øget transporttid betyde, at Storbritannien ikke ville kunne 4 En strategi, der grunder i en politisk og økonomisk tankegang, baseret på geografiske forhold 13 5 I omfanget af 20 millioner tons årligt 14

8 imødekomme hjemmemarkedets behov for olie. Suezkanalen var derfor et centralt knudepunkt for Storbritanniens interesser i Mellemøsten (ibid.). I tiden efter Anden Verdenskrig begyndte opblomstringen af lokal nationalisme i Mellemøsten at udfordre imperiestaternes position. I 1952 blev den egyptiske konge Farouk væltet ved et coup d etat 6, af en arabisk-nationalistisk bevægelse kaldet de frie officerer som advokerede for en pan-arabisk nationalisme, hvor de forestillede sig en samlet arabisk enhed (ibid.). Bevægelsens frontfigur præsident Gamal Abdel Nasser kom til magten i Egypten 1954 ved et kup mod den tidligere general Neguib. Nasser forsøgte som leder af Egypten, den største arabiske stat, at profilere sig som leder af et samlet arabisk broderskab (Scott-Baumann 2010: 45). Nasser var fortaler for ophævelsen af oversøiske kolonier, og i denne henseende anså han tilstedeværelsen af britiske tropper i Suez som et symbol på en fortsat vestlig imperialistisk dominans. Opgør med dette var af fundamental betydning, og i 1954 indgik Nasser en aftale med Storbritannien om en toårig tilbagetrækning af tropper fra kanalområdet efter 72-års britisk besættelse (Varbie 2009: 11). Storbritannien forsøgte herefter at fastholde et godt forhold til Egypten og resten af Mellemøsten. I 1955 forsøgtes det at overtale Egypten til at tilslutte sig Baghdadpagten - en militær og politisk alliance imellem Storbritannien, Irak, Tyrkiet, Iran og Pakistan, med støtte fra USA. Nasser afviste pagten, som han tolkede som et nyt forsøg på vestlig neokolonialisme (Bowie 1974: 8f). I stedet deltog Nasser ved Bandung konferencen samme år, arrangeret af tidligere kolonier som Indien og Indonesien. Her stiftede han bekendtskab med andre politiske ledere som Nehru, Sukarno, Zhou Enlai og Tito. Konferencen var et forsøg på at skabe et fundament for en alliance der gik udenom de dominerende magter og tværtimod baserede sig på en aktiv neutralitet (ibid.: 9). Nassers afvisning af Baghdadpagten bundede ligeledes i en afstandstagen til Storbritanniens tilsyneladende favorisering af Irak, som var Mellemøstens største eksportør af olie. Iraks præsident Nuri es Said var Nassers største konkurrent i kampen om posten som leder af den arabiske verden. Mellemøsten var på dette tidspunkt splittet i forhold til ønsket om et samlet og uafhængigt arabisk fællesskab overfor spørgsmålet om, hvorvidt man burde samarbejde med Vesten. De interarabiske forhold splittede den arabiske verden i to rivaliserende blokke, der hver kæmpede for den ledende position i Mellemøsten; de lande der var med i Baghdadpagten udgjorde den ene part, og Nasser med ideen om arabisk nationalisme udgjorde den anden part sammen med Syren, Saudi Arabien og Jordan part (Varbie 2009: 11). Disse inter-arabiske spændinger tilspidsedes yderlige i kraft af en konfliktoptrapning mellem Israel og den arabiske verden. I 1948 oprettedes staten Israel, og siden da havde Israel kæmpet imod sine naboer over proklameringens legitimitet. Under kampene mellem Israel og de omkringliggende arabiske nabolande i 1948, blev konventionen fra 1888, som havde stadfæstet at kanalen til hver en tid måtte være åben for sejlads for alle, suspenderet, og dele af Suezkanalen blev effektivt lukket for israelsk sejlads (Bowie 1974: 5). I 1955 begyndte en opblussen af voldelighederne igen på tværs af våbenhvilelinjen fra Israel slog i februar til mod egyptiske positioner i Gazastriben, hvilket Egypten gengældte ved fedayeen 7. Spørgsmålet om øget militæroptrapning og våbenforsyninger til kampene blev herved en vigtig faktor i Nassers politik (ibid.: 10). Konflikten imellem Israel og de arabiske lande medvirkede yderligere til at komplicere forholdet mellem Egypten og den vestlige verden. I 1950 blev The Tripartite Declaration 8 indgået i forsøget på at bibeholde status quo og kontrollere tilstrømningen af våben til området. Da våbentilstrømningen fra vesten var betinget 7 Betyder på arabisk frihedskæmpere og henviser til guerillakrig indenfor den muslimske verden. 8 Denne aftale blev underskrevet af USA, Storbritannien og Frankrig med det formål at sikre fred og stabilitet i 6 Statskup 15 Mellemøsten. 16

9 af denne aftale, komplicerede det tingene for Nasser, og han måtte se mod andre i forsøget på at købe våben til den egyptiske hær (ibid.). Sovjetunionen havde ligeledes i en interesse i at øge deres indflydelse i Mellemøsten. Dette må ses i lyset af Den Kolde Krig, der på daværende tidspunkt influerede det politiske verdensbillede. Bagdadpagten havde, udover at hjælpe Storbritannien og USA til at øge deres indflydelse i Mellemøsten, haft til formål at skabe en fælles forsvarsalliance mod Sovjetunionen og kommunismen; den var dermed designet som modvægt til Sovjetunionens ønske om politisk ekspansion (Bowie 1974: 10). De israelske angreb på Gazastriben pressede Nasser til at skaffe våben til Egypten, og da han ikke kunne købe dem af Vesten, vendte han sig i stedet mod Sovjetunionen. I september 1955 indgik Nasser så en aftale om køb af russiske våben fra Tjekkoslovakiet, og derved mindskede han vestlig indflydelse i Mellemøsten (ibid.: 11). Optakt til Nationaliseringen Egypten ønskede efter revolutionen i 1952 at styrke sin økonomi, hvorfor projektet om Aswan Dæmningen blev søsat. I starten tilbød USA og Storbritannien at hjælpe til med finansieringen af dæmningen med et lån på $56 millioner (Bowie 1974: 10), men efterhånden kølnedes relationen mellem Egypten og Vesten. Først og fremmest i kraft af Egyptens afvisning af Bagdadpagten, og videre i kraft af våbenaftalen med Tjekkoslovakiet og Egyptens forbindelser til Sovjetunionen. Dette udmundede i en endelig beslutning fra USA side om tilbagetrækning af tilbuddet om finansiering af Aswan Dæmningen d. 19. juli 1956 (ibid.: 11). Aswan Dæmningen stod som centrum for Nassers plan om social og økonomisk reform 9, og tilbagetrækningen af støtten tvang Nasser til at reagere. Det var nødvendigt med en reaktion, der kunne stadfæste hans position indenfor den arabiske verden overfor Vesten (ibid.: 11). Nationalisering af Suezkanalen gav dermed en mulighed, for yderligere at mindske vestlig indflydelse i Egypten samtidigt med at sikre en økonomisk sikkerhed (ibid.: 13). 9 Awan Dæmningen var et stort industrielt projekt for et vandkraftværk på Nilen som ville tillade store områder af landbrugsjord at blive vandet og dermed forbedre Egyptens landbrug (Scott-Baumann 2010). 17 Suezkanalen, der oprindeligt blev til i ønsket om at forbedre forbindelsen mellem Europa og Østen, blev omdannet til et knudepunkt for en række internationale konflikter, hvor Suezkrisen står som den mest markante. Medietraditionerne Det følgende afsnit vil omhandle medietraditionerne og vil tage udgangspunkt i de tre journalistiske modeller som Daniel C. Hallin og Paulo Mancini fremstiller i deres bog Comparing media systems (2004). Vores hovedfokus bliver den liberale model, da den britiske presse falder ind under den. Derudover vil vi redegøre for nogle af Mark Ørstens teser om nyhedsinstitutioners forskellige roller og fire forskellige dagsordener der knytter sig til den journalistiske praksis. Vi vil fokusere på relationen mellem den britiske presse, i særdeleshed to medieinstitutioner, og det engelske politiske system, for at finde ud af, i hvilket omfang det britiske mediesystem afspejler den politiske fordeling i samfundet. Vi formoder, at dette vil give os muligheden for at opnå en afklaring vedrørende den socio-strukturelle logik disse to medieinstitutioner opererer indenfor. Vi er samtidigt bevidste om, at man ikke kan drage nogen endegyldige konklusioner vedrørende forholdet mellem medie strukturer og sociale systemer. Mediesystemer er komplekse, kontingente og tilsigtede indretninger der over tid i bestemte kulturer og geopolitiske sammenhænge er blevet en samlet enhed, som afspejler forskellige interesser. Som regel er mediesystemer organiseret omkring institutioner og forskellige former for teknologier, der fremmer udbredelsen af nyheder, hvad enten det er trykpressen, tv-udsendelser, radiotransmissioner, etc. Siden trykkeproduktionens begyndelse har pressen fungeret som talerør for det politiske liv, og aviserne blev i starten af 19. århundrede i højere grad betragtet som et middel hvorigennem politik kunne udøve sin magt. Ved udgangen af det 19. århundrede havde den journalistiske model ændret sig i en mere kontrasteret retning, hvor den enkelte journalist blev opfattet som en neutral formidler af information, 18

10 uden de samme farvede politiske værdiholdninger som i slutningen af det 17. århundrede. Det der lå til grund for denne ændring, var udviklingen af den kommercielle presse, hvis formål i højere grad hvilede på en profitorienteret tilgang end på at tjene et bestemt politisk program. Den måde det nu blev finansieret på, var ikke længere gennem politiske subsidier men via etablerede reklameindustrier. Sammensætningen af presse og politiske tendenser holder dog stadig ved i visse lande. Dette kaldes også for politisk parallelisme (Hallin & Mancini 2004: 26f). Når man snakker om pluralisme refereres der oftest til diversitet på et generelt plan. Begrebet rummer to vigtige koncepter: intern og ekstern pluralisme. Intern pluralisme er et udtryk for den sociale og politiske diversitet, som er afspejlet i mediernes indhold. Mere præcist er det den måde en medieinstitution internt repræsenterer forskellige synspunkter, hvad enten det er sociale organisationer, kulturelle grupper eller ideologiske meninger. Intern pluralisme fokuserer på det indholdsmæssige i et givent medie, hvor ekstern pluralisme refererer til en omfattende mediediversitet, hvor man vedkender forskelligartede kulturelle repræsentationer. Her kan også være tale om, at ejerskabet af en medieinstitution ikke er koncentreret et sted, men i stedet er fordelt ud mellem flere institutioner og organisationer (ibid.: 29). Ifølge Hallin og Manicini er den britiske mediestruktur karakteriseret ved ekstern pluralisme. Dette kommer blandt andet af, at England har haft en tidlig tradition for partipresse. Ifølge Hallin og Mancini kan man indeksere forskellige landes medietraditioner i tre kategorier. Navnlig den liberale model, som England, Irland og Nord Amerika falder ind under; Den demokratiske korporative model, som er almindelig for lande der er placeret i Nordeuropa; og den polariserede pluralistiske model, som gælder for middelhavslandende i Sydeuropa. Karakteristisk for den liberale model er en relativ stor indflydelse fra kommercielle medier og markedsmekanismer. Som anført tidligere vil vi lægge vægt på den liberale model, da Daily Mirror og Daily Express arbejder inden for denne mediestruktur (ibid.: 11). 19 Ud fra Hallin og Mancinis komparative analyse af forskellige medietraditioner fremgår det, at fire dimensioner har en central betydning, idet man ønsker at analysere de forskellige mediemodeller. Der tales om hvorvidt der er en stærk eller en svag pressecirkulation, politisk parallelisme (som er den indflydelse politik kan have på medie strukturer), journalistisk professionalisme og statsintervention (ibid.: 202). De liberale landes aviser er karakteriseret ved en begrænset indflydelse fra staten, hvor markedet og den private sektors rolle er dominerende. Dette kommer sig af, at avisindustrien udviklede sig i tæt forbindelse med den industrielle kapitalisme, hvor England er foregangsmændene med USA som efterløber. I kraft af dette udviklede markedsinstitutioner og den liberale ideologi sig stærkt. Både på det mere generelle samfundsplan men bestemt også inden for medieområdet, hvilket manifesterede sig i medieindustriens tidlige udvikling af kommercialisme og den liberale teori om pressefrihed (ibid.: 228). Den mest særegne karakteristik ved lande som opererer ud fra den liberale mediemodel, det vil sige lande som England, USA og Canada, er den tidlige udvikling af commercial newspapers. Det menes, at den kommercielle revolution var på sit højeste fra 1870 til 1890 (ibid.: 202). Selve kommercialiseringen bidrog til en intensivering af nyhedscirkulering, men tillod samtidig, at mindre medievirksomheder kunne udvikle sig til mere kapitalistorienterede virksomheder med høj profitrate (ibid.). I forlængelse af, at liberale lande har en tidlig kommerciel udvikling, har de udviklet hver deres strukturer der knytter sig til pressemarkedet. For eksempel har England et klassedelt avismarked, med en klar adskillelse af kvalitetsog massemeddelelsesmidler. Det britiske pressemarked er i særdeleshed enestående i dets adskillelse af kvalitetsaviser, hvor hovedparten af læserne tilhører middel- og overklassen, og tabloidaviser hvor man deler et middelklasse marked fra et overordnet masse marked (ibid.: 206). Som udgangspunkt har tabloidaviser stor indflydelse på mediecirkulationen i England. Ifølge Hallin og Mancini kommer dette sig af, at England har et nationalt avismarked, der understøtter adskillige aviser, der er rettet mod forskellige markedssegmenter (ibid.: 207). Hallin og Mancini 20

11 fremhæver, at tilblivelsen af den kommercielle presse spillede en banebrydende rolle for det de kalder for fact-centered discourse. Denne term dækker over den generelle organiserede medieinfrastrukturs udvikling og en kulturel form for faktuel orienteret rapportering. Dette betød, at engelske aviser rummede mere information og flere nyheder, dets fokus var bredere og deres globale medienetværk var i højere grad udviklet, modsat den franske journalistik (den pluralistiske model) hvor sammenfletningen af personlige værdidomme og kendsgerninger var karakteristisk (ibid.: 207). Som regel forbindes fact-centered discourse med en lav grad af politisk parallelisme; det vil sige, at der er en neutral politisk indstilling fra pressens side. En anden karakteristik der knytter sig til den britiske presse er, at den rummer ekstern pluralisme. Nyhedsinstitutionernes roller I den danske medieforsker Mark Ørstens afhandling Transnational politisk journalistik (2004) redegøres der for, hvordan nyhedsinstitutioner spiller forskellige roller i den daglige journalistiske praksis. Ved den handlingskoordinerende rolle, som oftest ses under partipressen, ses et overvejende fokus på en enkelt sag, hvor hensigten er at samle publikum om denne (Ørsten 2004: 166). Den handlingskorrigerende rolle betegner oftest medierne under omnibuspressen. Gennem kritisk overvågning opnås kontrol, og i kraft af dette manifesterer værdierne sig i samfundet. Det er den offentlige mening der er i højsædet (Ibid.: 167). Hos den krisebehandlende rolle bearbejdes publikums forventninger til reaktioner på politiske problemstillinger (Ørsten 2004: 167), og journalisten indtager hermed en position, som en aktivt handlende aktør, der navigerer rundt mellem den kritik eller konflikt, der opstår. Det desangående skal ses som generelle og konkurrerende roller, som er taget med udgangspunkt i nationalstaten. En fjerde rolle som er tiltænkt den klassiske udenrigsjournalistik, er den handlingsunderstøttende. Den er stærkt påvirket af nationale interesser. Det skal forstås som politisk kommunikation, hvor der fra journalister og massemediers side skabes opbakning set i forhold til en truende andethed (Ibid.:168). 21 Dagsordenfastsættelse Ifølge Mark Ørsten kan man opfatte relationen mellem aktører i et transnationalt kommunikationssystem, som et konkurrenceforhold, der kæmper om, hvem der skal sætte dagsordenen. Der har tidligere været et teoretisk fokus på forholdet mellem medierne og publikum, og i en videreudvikling heraf, opstilles der tre forskellige dagsordner: mediernes dagsorden, befolkningens dagsorden og den politiske dagsorden (Ørsten, 2004: 172). Termen agenda-setting forstås som den opmærksomhed et vist emne tillægges. Ørsten påpeger at emner, der får stor opmærksomhed af nyhedsinstitutionen, også får stor opmærksomhed af befolkningen og politikerne (Ibid.). Det forklares nærmere ved, at Agenda-setting (is) a political process in which the mass media play a crucial role in enabling social problems to become acknowledged as public issues (Ibid.:173). Dagsordensprocessen inddeles i flere niveauer, hvor det første omhandler to afgørende faktorer; hvilke emner der kommer på dagsordenen og hvordan de prioriteres de internt? Framing: Dagsordensfastsættelsens andet niveau Ud over et fokus på hvilke emner der optræder på dagsordenen, omhandler det andet niveau hvordan emnerne italesættes, og derved kommer en mere diskursiv tilgang til udtryk (Ibid.:175). Diskursteorien fokuserer ikke alene på formidling af information, men den er også med til at konstituere den sociale virkelighed. Definition af diskursteori: Som en bestemt måde at tale om og forstå verden eller et udsnit af den (ibid.). Eller som en horisont af mening, handling, argumentation, og identitet. Den måde, hvorpå vi konstruerer emner og begivenheder, har en direkte effekt på vores handlinger i den sociale virkelighed. Den diskursive tilgang i forbindelse med dagsordensteorien, lægger således vægt på massemediernes rolle som definitionsmagt. Opsummerende kan derfor siges, at de to niveauer dels tydeliggør hvilke emner der skal på en dagsorden, og hvordan de bliver italesat. Dette betyder imidlertid at det ikke kun omhandler det der rent faktisk kommer på dagsordenen, men også hvilken 22

12 betydning, i form af egenskaber, medierne tilskriver de forskellige emner. Det kan være givtigt at adskille hvad der bliver sagt med hvordan det bliver sagt, eller Inden for hvilken kontekst/ramme, bliver det der bliver sagt, sagt? (ibid.: 177). Daily Mirror og Daily Express Ifølge Ørsten, kan pressen anses som en fjerde statsmagt, og medierne kan betragtes som en selvstændig institution i samfundet, blandt andet med stor betydning for den politiske meningsdannelse. Endvidere betyder dette også til normer, regler og rutiner der følger journalisten i sit daglige arbejde og i medieorganisationer (Ibid.:111). Under Suezkrisen spillede den britiske presse en afgørende rolle. Den fungerende som en magtfuld, holdningsdannende aktør. Med en britisk befolkning på 51 millioner mennesker, og et dagligt læst antal aviser i denne periode på 49 millioner aviser10 (Shaw 1996: 15), er det tydeligt i hvor stort omfang aviserne rammer befolkningen. Selvom fjernsynet allerede havde fået et godt tag på befolkningen, og aviserne ikke længere var det mest dominerende medie, var aviserne stadig clearly a formidable opinion-former og det påpeges ligefrem at Suez perhaps ranks as the last great international crisis in which the press could play a direct and profound role as a source of information and persuasion (Shaw 1996:15). Om end projektet ikke vil gå i dybden med hvorledes Eden forsøgte at påvirke de engelske medier, kan det alligevel nævnes at; His (Eden red.) aim throughout was to use the newspapers to create and maintain a climate of opinion at home in favor of war, whilst simultaneously obscuring his hatred of Nasser, and the true scale and nature of the military preparations for that war (Ibid.:15). Som medieorganisation var Daily Mirror i efterkrigstiden en tabloidavis med et klart arbejderklasse perspektiv, dvs. at aviserne var farvet af den socialdemokratiske ideologi. Daily Express er i dag en tabloidavis men i 1950 ernes England var det en broadsheet-avis, dvs. et avisformat vis kendetegn er lange vertikale sider hvor indholdet er mere intellektuelt end deres modparter i tabloidformater. Daily Express 10 Her skal det nævnes at der netop her medregnes at flere mennesker læste mere end én avis om dagen. 23 har en politisk konservativ vinkel til forskel fra Daily Mirror (Seymor-Ure 1991: 196). Præsentation af teori om diskurs En diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden på (Jørgensen & Phillips 1999: 9). Inden for den diskursanalytiske tradition findes der forskellige tilgange. De diskursanalytiske tilgange er placeret indenfor socialkonstruktivismen, som er en fællesbetegnelse for en række nye teorier om kultur og samfund (Jørgensen & Phillips 1999: 13). Overordnet er der tale om sprogteori, der vedrører en strukturalistisk og en poststrukturalistisk tilgang, hvorfra den diskursanalytiske forståelse af sprog stammer (Jørgensen & Phillips 1999: 11). I strukturalismen antages det, at tegn er fikserede i forhold til hinanden. Tager man udgangspunkt i en allegori om fiskenet, har hvert tegn sin fastlåste placering i nettet. Den poststrukturalistiske teori hviler på antagelsen om, at tegnene ikke er fikseret, men er i konstant forandring alt afhængigt af, hvilken sammenhæng de optræder i (Jørgensen & Phillips 1999: 20). Diskursteori Laclau og Mouffe Den overordnede tankegang i diskursteorien er, at sociale fænomener så at sige aldrig er definitive eller totale. Jørgensen og Phillips skriver om diskursteorien formål: Betydningen kan aldrig endeligt fastlåses, og det giver plads til konstante sociale kampe om definitioner af samfund og identitet kampe hvis udfald får sociale konsekvenser. Diskursanalytikerens opgave er at følge kampene om at etablere entydighed i det sociale på alle niveauer (Jørgensen & Philips 1999: 34). Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursbegreb omfatter ikke bare sprog, men alle sociale fænomener. Laclau og Mouffe tager deres teoretiske afsæt i to forskellige traditioner: marxisme og strukturalisme/poststrukturalisme. Laclau og Mouffe kombinerer de to i én teori, hvor hele det sociale felt forstås som et væv af betydningsdannelsesprocesser, hvor marxismen bruges til at tænke det sociale, mens poststrukturalismen byder sig som en 24

13 teori om betydning (ibid.). I Diskursanalyse som teori og metode bruger Jørgensen og Phillips en metafor om fiskenettet til at illustrere strukturalismens sprogopfattelse. I fiskenettes ses knuder som forbinder trådene i nettet og sprogets forskellige tegn kan forstås som disse knuder. De får deres betydning i forbindelsen med hinanden, og ved at være forskellige fra hinanden. Men ifølge poststrukturalismen er denne definition for snæver og for fikseret; tegnene får ganske rigtigt deres mening ved at være forskellige fra hinanden, men de får samtidig også løbende ny betydning i de forhold vi løbende sætter dem i. I poststrukturalismen bliver sproget således et socialt fænomen. Det er gennem konflikter, konventioner og forhandlinger i et socialt rum, at betydningsstrukturer fastlægges og udfordres (ibid.) Nodalpunkter Nodalpunkter er de privilegerede tegn, som en diskurs er organiseret omkring. Det er de tegn, som de andre ord ordnes omkring, og får deres betydning i forhold til (Jørgensen & Phillips 1999: 37). En diskurs kan siges at være en reduktion af muligheder, idet den betydning, et givent nodalpunkt og dets omgivende momenter eller tegn skaber, forsøges fikseret i sin betydning. Den totalitet som momenterne stifter forsøger at udelukke andre betydninger, og på den måde skabe en mere entydig betydning. Alle de muligheder som her udelukkes, kalder Laclau og Mouffe det diskursive felt (Laclau & Mouffe 1985: 111). Det vil sige, at en diskurs altid konstitueres i forhold til det, den udelukker. Phillips og Jørgensen påpeger dog, at det ikke er tydeligt fra teoriens side, hvorvidt det diskursive felt er et ustruktureret felt af muligheder, eller om det er struktureret af andre konkurrerende diskurser. (Jørgensen & Phillips 1999: 37). Det diskursive felt er altså alt det, der udelukkes af diskursen diskursen ydre. Men netop fordi diskursen konstitueres i forhold til det ydre terræn, vil den altid være i fare for at blive hæmmet af dette ydre. Andre betydninger af tegnene kan så at sige forstyrre denne utvetydighed (ibid. 38). Elementer og momenter Elementer er de tegn, som stadig er åbne for betydninger; deres mening er endnu ikke bestemt af en closure ; de er ikke fastlåste i en diskurs. Diskurs skal forstås som en 25 lukning af betydning en closure. Dog vil denne lukning aldrig blive endelig eller fuldstændig. Med andre ord: overgangen fra elementer til momenter kan aldrig blive absolut, idet diskursen altid vil være truet fra de ydre betydninger i det diskursive felt. Alle momenter forbliver derfor potentielt mangetydige. Momenterne vil på den måde altid potentielt være elementer. Artikulation At et tegn defineres som element, moment eller nodalpunkt har at gøre med, at der findes konkurrerende betydninger, som kæmper om en fiksering. For at give ordet en betydning skal det sættes i forbindelse med andre ord. Dette gøres ved artikulation : In the contexts off this discussion, we will articulate any practice establishing a relation among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory practice, we will call discourse. The differential positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we will call moments. By contrast we will call element any difference that is not discursively articulated (Laclau & Mouffe 1985: 105). De definerer altså diskurs som enhver praksis, der etablerer en relation mellem elementer således, at deres identitet omdannes til momenter på baggrund af denne artikulatoriske praksis. Laclau definerer senere de elementer, som er særligt åbne for flertydig betydning for floating signifiers (flydende betegnere). Hos Laclau og Mouffe skal artikulationerne altid forstås som kontingente interventioner. Alle momenter har i sig altid et potentiale for flertydighed. Derfor vil der altid foregå en kamp om strukturen - om hvilke diskurser, der skal være de regerende, og hvordan de enkelte tegn struktureres i en betydningssammenhæng. (Jørgensen & Phillips 1999: 40). Hegemoni Laclau og Mouffe skriver om hegemoni: Hegemony becomes the key concept in understanding the very unity existing in a concrete social formation (Laclau & Mouffe 1985: 8). Hegemoni bliver ifl. Laclau og Mouffe altså et nøglebegreb hos Gramsci i forståelsen af den totalitet eller enhed i en konkret social formation. 26

14 Gramsci definerer begrebet hegemoni, som den herskende konsensus i samfundet. Hos Gramsci forstås en dialektik mellem basis (økonomien) og overbygning (politiske institutioner etc.). Basis er ikke længere udelukkende determinerende, overbygningen kan også virke tilbage på basis (Jørgensen & Phillips 1999: 45). The concept of hegemony will emerge precisely in a context dominated by the experience of fragmentation and by the indeterminancy of the articulations between different struggles and subject positions. It will offer a socialist answer in a politicodiscoursive universe that has witnessed a withdrawal of the category of necessity to the horizon of the social (Laclau & Mouffe 1985: 13). Hos Laclau og Mouffe er de politiske processer de vigtigste. De hegemoniske processer foregår i den politiske overbygning og er ikke længere determineret af økonomien udelukkende, de kan på den måde virke tilbage på basis. Det er politiske artikulationer, der afgør, hvordan vi handler og tænker, og dermed hvordan vi skabe samfundet (Jørgensen & Phillips 1999: 45). Laclau og Mouffe differentierer ikke mellem diskursive og ikke-diskursive fænomener: Our analysis rejects he distinction between discoursive and non-discursive practices ( ) any distinction between what are usually called the linguistic and behavioral aspects of a social practice, is either an incorrect distinction or to find its place as a differentiation within the social production of meaning, which is structured under the form of discursive totalities (Laclau & Mouffe 1985: 107). Der er ikke udelukkende tale om diskurser som sproglige fænomener; de forstår i stedet alle sociale praksisser som diskursive. Alle distinktioner, mellem hvad der kaldes lingvistiske og adfærdsmæssige aspekter af social praksis, må ifølge Laclau og Mouffe enten være forkerte, eller også hører distinktionen ind under en social produktion af mening. Og ligesom vores sprog er relationelt struktureret tegnene får deres betydning fra andre tegn og omvendt - så får også vores sociale handling sin betydning i relationen til andre handlinger, og kan derfor forstås som kontingente artikulationer. Der eksisterer rigtigt nok både en social og fysisk virkelighed, men 27 denne virkelighed er altid formidlet gennem diskurser. Vores handlinger er derfor midlertidige fastlåsninger af betydning (Jørgensen & Phillips 1999: 46). Objektivitet De diskurser, der er så fast etablerede, at man glemmer deres kontingens, bliver i diskursteorien betegnet som objective (Jørgensen og Phillips 1999: 48). Objektiviteten skal altså forstås som det, der fremstår naturligt givet og derfor tilsyneladende uforanderligt. Og derfor sætter diskursteorien lighedstegn mellem objektivitet og ideologi. Ideologi skal i diskursteorien dog ikke forstås i en partipolitisk forstand, men i stedet som sandheder, der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. Gramsci definerer, ifølge Laclau og Mouffe, ikke ideologi som et system af ideer eller falsk bevidsthed, men en organisk og relationel helhed manifisteret i institutioner eller samfundsapparater, som svejser en historisk blok omkring en gruppe grundlæggende artikulatoriske principper (Laclau & Mouffe 1985: 67). Ideologi er altså det tilsyneladende naturligt forankrede. Objektiviteten kan siges at skygge for andre betydninger, eller sløre for en anden mening. Den så at sige dækker over andre muligheder, og er derfor ideologisk. Den fremstår ikke i et modstandsforhold; det vil sige det virker antageligt ikke som om, den får sin betydning i en afgrænsning fra noget andet (ibid. 48). Mellem objektivitet og det politiske findes begrebet hegemoni ( ) Vejen fra politisk konflikt til objektivitet går over hegemoniske interventioner, hvor alternative virkelighedsopfattelser undertrykkes, og én bestemt opfattelse af verden står tilbage som den naturlige (Jørgensen og Phillips 1999: 48). Vi har glemt, at vores omverden er politisk konstrueret; vores forståelse af magten er sløret, således at kontingensen i vores sociale omverden ikke er tydelig for os, derfor at forandringen ikke umiddelbart synes mulig. Diskursanalysens opgave er at rokke ved de opfattelser, der fremstår objektive, som konstituerer vores samfund og som synes naturligt forankret. Ifølge Jørgensen og Phillips forstås diskursteorien sådan, at magt og politik er to sider af samme sag; magt henviser til produktionen af objekter, som f.eks. samfund og identitet, mens politik mere henviser til den kontingens, 28

15 som foreligger i disse objekter. Objektiviteten forstås som den omverden, vi forstår som naturlig givet. Og som tidligere beskrevet, går vejen fra den politiske konflikt til objektivitet over hegemoniske interventioner. Altså er samfundet, eller den sociale orden, betinget af en idé om en slags nødvendighedslogik. Her siger diskursteorien, at al artikulation er kontingent og derfor ikke fastlåst. Det er muligt ændre på disse strukturer. Dog er det ikke nødvendigvis tilfældet, at strukturerne forandres, blot at det er muligt (ibid. 50). Selvom strukturerne er kontingente og på den måde ustabile og ikke absolutte, har vi stadig brug for dem. Det er nødvendigt for os at forstå verden ud fra konkrete struktureringer eller diskurser, da den fysiske verden formidles igennem sproglige diskurser. If we accept, on the contrary, that a discursive totality never exist in the form of a simply given and delimited positivity, the relational logic will be incomplete and pierced by contingency. The transition from the elements to the moments is never entirely fulfilled. A no-man s-land thus emerges, making the articulatory practice possible. In this case, there is no social identity fully protected from a discursive exterior that deforms it and prevents it becoming fully sutured (Laclau & Mouffe 1985: 110f). Laclau og Mouffe forklarer, at der derfor aldrig kan være tale om absolut fiksering eller absolut ikke-fiksering. Den diskursive totalitet kan aldrig rigtigt eksistere. Kontingensen så at sige punkterer den relationelle logik, og gør den ufuldstændig. Derfor er også samfundet ifølge Laclau og Mouffe ikke muligt, fordi det ikke er fuldendt. Netop på grund af diskursernes kontingens den ikke-absolutte fiksering af betydning kan samfundet aldrig opfattes som en objektiv totalitet. Samfundet som begreb vil, ligesom andre konstruktioner eller diskurser, derfor altid ligge under for muligheden af en betydningsændring der vil altid være en hegemonisk kamp om betydningen af samfundet : Hvis folk for eksempel identificerer sig med forskellige klasser, er det ikke, fordi samfundet objektivt set udgøres af disse klasser, men fordi der er sket en midlertidig lukning, hvor andre identifikationsmuligheder, som for eksempel køn eller etnisk baggrund, er lukket ude (Jørgensen & Phillips 1999: 51). 29 Identitet og gruppedannelse Et subjekt eller en identitet kan have flere forskellige positioner. Disse positioner er diskursive og kan derfor ændres. Man kan eksempelvis være både far, bror, søn, arbejder eller medborger. Det vil sige, at subjektet kan være fragmenteret: det positioneres ikke bare ét sted af én diskurs, men i mange forskellige positioner af forskellige diskurser (Jørgensen & Phillips 1999: 53). Nogle gange kan situationer opstå, hvor de forskellige positioner kan have modstridende interesser - her er subjektet overdetermineret. I diskursteorien vil subjektet altid være overdetermineret pga. diskursernes kontingens; der findes ikke nogen reel objektivitet, som kan fastlåse subjektet i en utvetydig subjektsposition. De subjektspositioner, som ikke er i en tydelig konflikt med andre positioner, er en virkning af hegemoniske processer. (Jørgensen & Phillips 1999: 54). Gruppedannelse Gruppedannelse må forstås som en reduktion af muligheder. Folk konstitueres som gruppe, idet nogle identitetsmuligheder fremhæves som relevante og andre ignoreres. Denne proces foregår gennem etablering af ækvivalenskæder (Jørgensen & Phillips 1999: 56). Mennesker kan blive ækvivalente med hinanden ved et enkelt prædikat. De tildeles en bestemt identitet og opfattes igennem denne som én samlet, homogen gruppe. En homogen gruppe, som kan konstituere sig ved at modstille sig denne gruppes identitet. Gruppedannelser er ligesom al diskurs en lukning af betydning. Kun ved at lukke andre fortolkninger ude, kan de opnå en entydig betydning, men også ved udelukkende at fokusere på de lighedsmomenter, som findes indadtil i gruppen, altså ved en ignorering af indre forskelle (Jørgensen & Phillips 1999: 57). Grupper er ikke givne på forhånd, de eksisterer først i det øjeblik, de bliver italesat. Dette kræver et talerør - at nogen taler om eller på vegne af gruppen. Dette kaldes en repræsentation. Det vil sige, at gruppe og repræsentation konstitueres på én og samme tid. En gruppe skal derfor have en repræsentant, for at kunne positionere sig som gruppe. Ligeledes følger et bestemt samfundsbillede, fordi gruppens identitet 30

16 konstitueres i en afgræsning fra andre grupper. Gruppedannelse er derfor en essentiel deltager i kampen om, hvordan myten om samfundet betydningsmæssigt etableres. Jørgensen og Phillips refererer til Eric Hobsbawns overvejelser over kollektive identitetsprocesser op til Første Verdenskrig. Her beretter Hobsbawn, om folks voksende tilhørsforhold til nationerne i slutningen af det 19. århundrede, samt verdens opdeling i nationale afgrænsninger. Samtidig sås en stigende identifikation i form af klasser; som arbejder konstitueret i modsætning til kapitalist. Denne identifikation skete på trods af landegrænser. Men op mod Første Verdenskrig opstod en konflikt imellem disse to identiteter: Der opstod en antagonisme. Fortalere, der repræsenterede folk som nationer, konkurrerede om folks gunst med fortalere, der repræsenterede folk som klasser. Den nationale artikulation fik overtaget (Jørgensen & Phillips 1999: 59). Identiteter kan altså agere en slags arena, hvor forskellige struktureringer af elementer kæmper om en dominans. Den konflikt, som opstår imellem identiteter eller diskurser, kaldes med diskursteoriens begreb for antagonisme. Identiteter behøver ikke nødvendigvis at stå i uoverensstemmelse med hinanden. Det er først, når de to identiteter har interesser eller mål, som ikke stemmer overens, at antagonismer opstår. Antagonismen fremkommer, når den ene diskurs ser sig truet på sin eksistens fra noget udefra, altså en anden diskurs fra det diskursive felt. Og som tidligere beskrevet, opløses disse konflikter/antagonismer gennem hegemoniske interventioner. En hegemonisk intervention forklares som en artikulation, der gennem en kraft ( forcé ) genetablerer objektiviteten. Denne kraft skal dog forstås forskelligt fra magt : Magt henviser så vidt vi kan se, til den principielle udelukkelse af andre muligheder i den konkrete konstruktion af en bestemt orden, mens kraft henviser til undertrykkelse af faktisk tilstedeværende muligheder (Jørgensen & Phillips 1999: 60). Faircloughs kritiske diskursanalyse Følgende redegørelse for Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, er baseret på Diskursteori som teori og metode (1999) af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips og Analysing Discourse (2003) af Norman Fairclough Betegnelsen kritisk diskursanalyse anvendes både som overskrift for en bred vifte af tilgange, og specifikt om den tilgang som Fairclough har udviklet inden for den kritiske-diskursanalytiske retning. Vi beskæftiger os med Faircloughs analysemodel, så når kritisk diskursanalyse nævnes her, refereres der således kun til Faircloughs tilgang. I det følgende redegøres først for nogle af Faircloughs grundantagelser, og derefter for hans tredimensionelle model for analyse samt de centrale begreber. Kritisk diskursanalyse og forskelle fra poststrukturalistisk diskursteori Kritisk diskursanalyse beskæftiger sig på den ene side med forholdet mellem kontinuitet og forandring på et strukturelt niveau, og på den anden side med, hvad der foregår i specifikke tekster. Modsat Laclau og Mouffes diskursteori, er ikke alt diskurser ifølge Fairclough. Derimod består diskurs udelukkende af lingvistiske elementer og er én form for social praksis blandt mange; dermed er diskursanalyse én analysemetode blandt mange, som det oftest giver mening at anvende i samarbejde med andre analysestrategier. På den måde transcenderer Fairclough opdelingen mellem socialteoretisk arbejde der ikke analyser tekster, og tekstanalyse der ikke beskæftiger sig med socialteoretiske emner (Fairclough 2003: 2f). Det er delvist gennem diskursive praksisser i hverdagen, at social og kulturel reproduktion og forandring finder sted, og det er den kritiske diskursanalyses formål at kaste lys på den lingvistisk-diskursive dimension i sociale og kulturelle fænomener (Jørgensen & Phillips 1999: 73). For Fairclough er diskurser både konstituerende og konstitueret her adskiller kritisk diskursanalyse sig fra Laclau og Mouffes mere poststrukturalistiske diskursteori hvor diskurs opfattes udelukkende som konstituerende. Ifølge Fairclough er der et dialektisk forhold mellem diskurser, som en er en vigtigt form for social praksis, og 31 32

17 andre former for sociale dimensioner. Diskurs former og omformer altså ikke kun sociale strukturer, men er også placeret socialt og historisk, og afspejler dermed de sociale strukturer som de er konstitueret gennem. Derfor skal sprogbruget også analyseres empirisk i den sociale sammenhæng (ibid.: 74f). Fairclough forstår social struktur som sociale relationer i samfundet som helhed og i bestemte institutioner, og den sociale struktur har både diskursive og ikke-diskursive elementer (ibid.: 77). Faircloughs beskæftiger sig, modsat poststrukturalistisk diskursteori, med teori- og metodebygning med henblik på empirisk forskning i sprogbrug i hverdagens sociale interaktion (ibid.) Ideologi Ifølge den kritisk-diskursanalytiske tilgang fungerer diskurs ideologisk. Fairclough definerer ideologi som følger: Ideologies are representations of aspects of the world which can be shown to establishing, maintaining and changing social relations of power, domination and exploitation (Fairclough 2003: 9). Ideologiske fremstillinger kan identificeres i tekster, men da ideologier ifølge Fairclough er fremstillinger, der bidrager til sociale magt- og dominansforhold, fordrer det også, at en tekstanalyse bør udformes i forbindelse med analyse af det sociale og hensyn til de effekter på magtforhold som teksterne kan have (Fairclough 2003: 9). Ideologi er indlejret i diskursiv praksis, og opererer i betydningsproduktionsprocesser, gennem hvilke betydning mobiliseres for at opretholde magtrelationer. Denne betydningsproduktion foregår i hverdagen, og betydning skabes i en fortolkningsproces, hvilket muliggør en teksts forskellige betydningspotentialer. Om subjekters mulighed for modstand skriver Fairclough: Folk kan positioneres inden for forskellige og konkurrerende ideologier, og den deraf følgende usikkerhed kan skabe bevidsthed om de ideologiske virkninger (ibid.). Hegemoni Hegemoni er for Fairclough en forhandlingsproces, hvori man skaber betydningskonsensus. Hegemoni er således ikke bare dominans, og elementer der udfordrer dominerende betydninger, giver folk ressourcer der muliggør modstand. Hegemoni er dermed altid skiftende og ufærdigt, og betydningskonsensus er altid kun et gradsspørgsmål (Jørgensen & Phillips 1999: 87f). Det er den kritiske diskursanalyses opgave at undersøge den diskursive praksis rolle i opretholdelsen af ulige magtforhold, og disse undersøgelsers resultater kan således bruges i kampen for radikal social forandring. Kritisk diskursanalyse sigter på at stille sig på de undertrykte sociale gruppers side, og opfatter dermed heller ikke sig selv som politisk neutrale (ibid.: 75f). Intertekstualitet og interdiskursivitet Artikuleringen af forskellige diskurser inden for og på tværs af grænserne mellem forskellige diskursordner er et udtryk for interdiskursivitet (Jørgensen & Phillips 1999: 84). Når den dominerende diskursorden opretholdes - når diskurser blandes på konventionel vis - er det således modsat vidne om og drivkraft i opretholdelse af den sociale orden. Ved at undersøge relationerne mellem forskellige diskurser i diskursordnen og relationerne mellem diskursordner, kan diskursiv forandring og reproduktion således klarlægges (ibid.). Alle kommunikative begivenheder trækker på tidligere begivenheder. Man kan aldrig begynder forfra, da man aldrig kan bruge ord ingen har brugt før. Dette kaldes intertekstualitet, og begrebet refererer til det dialektiske forhold mellem historiens og tekstens indvirkning på hinanden. 11 (Jørgensen & Phillips 1999: 85). [S]ubjekter er ideologisk positionerede, men de er også i stand til at handle kreativt og skabe deres egne forbindelser mellem de forskellige praksisser og ideologier, som de udsættes for, og de er i stand til at strukturere de praksisser og strukturer, de er positioneret af (Fairclough i Jørgensen & Phillips 1999: 87) Fairclough ser intertekstualitet som udtryk både for sprogets stabilitet og ustabilitet, kontinuitet og forandring. (Jørgensen & Phillips 1999: 85) 34

18 Kommunikativ begivenhed og diskursorden Når man analyserer diskurs, skal man fokusere på to dimensioner: Den kommunikative begivenhed og diskursordnen ( order of discourse ). En kommunikativ begivenhed er ethvert tilfælde af sprogbrug. Fairclough definerer diskursorden som en kompleks og modsætningsfyldt konfiguration af diskurser og genrer inden for samme sociale område eller institution (Jørgensen & Phillips 1999: 147). Diskursordnen er således summen af de diskurstyper, som bruges inden for en social institution eller et socialt domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer, hvor genre er en sprogbrug, som er forbundet med og konstituerer en del af en bestemt social praksis som fx en interviewgenre, en nyhedsgenre eller en reklamegenre (ibid.: 80). Det er diskursordnen der styrer brugen af diskurser og genrer i kommunikation, da diskursordnen styrer hvilke ressourcer (diskurser og genrer) som er til rådighed (ibid.). Det vil sige, at diskursordnen lægger en begrænsning på, hvad man kan sige. Et eksempel på en diskursorden er mediernes diskursorden. Sprogbrugere har mulighed for at ændre på diskursordnen, ved at trække på diskurser og genrer på nye måder, og diskursordner er specielt åbne for forandring når der trækkes på diskurstyper fra en anden diskursorden (Jørgensen & Phillips 1999: 83). Der er altså et dialektisk forhold mellem kommunikative begivenheder og diskursordner: kommunikative begivenheder kan både reproducere diskursordner, men kan også ændre dem. Ethvert tilfælde af sprogbrug, det vil sige enhver kommunikativ begivenhed, er udover at være en tekst 12, også en diskursiv praksis 13 og en social praksis, og det er disse tre dimensioner Faircloughs tredimensionelle model består af (ibid.: 80). Tredimensionel model for kritisk diskursanalyse Diskursanalyse svinger mellem tekstnær lingvistisk analyse af specifikke tekster og analyse af diskursorden (Fairclough 2003: 3). Analyse af diskursiv praksis koncentrerer sig om hvordan tekstforfattere trækker på allerede eksisterende diskurser og genrer for at skabe en tekst, og om hvordan 12 tale, skrift, billede eller en blanding af det sproglige og det visuelle 13 Indebærer produktion og konsumption af tekster 35 tekstmodtagere også anvender forhåndenværende diskurser og genrer i konsumption og fortolkning af teksten (Jørgensen & Phillips 1999: 81). Diskurstyper bruges på bestemte måder i enhver diskursiv praksis, og den diskursive praksis medierer relationen mellem teksterne og den sociale praksis (ibid.). Analyse af teksten koncentrerer sig om de formelle teksttræk (vokabular, grammatik og sammenhæng mellem sætninger), og er en detaljeret tekstanalyse af hvad der konstruerer diskurser og genrer lingvistisk (ibid.: 80). Ved hjælp af en mængde analyseredskaber, kan analytikeren få indblik i måder, hvorpå tekster konstruerer bestemte versioner af virkeligheden, sociale identiteter og sociale relationer. Metaforer, ordvalg og grammatik er nogle af de redskaber der kan benyttes til analysen. I analysen af forholdet mellem den diskursive og den sociale praksis, belyses den diskursive praksis konsekvenser (ideologiske, politiske og sociale), og dens rolle i forhold til eksisterende magtforhold i samfund. Det er ved sådanne konklusioner, at forskningsprojektet er politisk og kritisk (ibid.: 98f). Formålet med at afdække forholdet mellem diskurs og social praksis er at gøre folk mere bevidste om de rammer, som begrænser deres sprogbrug, og om de muligheder, der er for at gøre modstand (Jørgensen & Phillips 1999: 100). Vores model Til udviklingen af vores egen model for diskursanalyse har vi fundet inspiration i kapitel 5 i Diskursanalyse som teori og metode (1999) af Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips. Vores model er sammensat af de aspekter af hver teori, der har styrker indenfor de felter vi ønsker at undersøge. Vi vil undersøge de diskursive kampe der foregår i de to avisers fremstilling af krisen, hvilke virkelighedsopfattelser der præsenteres i artiklerne og forsøge at afdække de objektive sandheder der artikuleres i formidlingen af Suezkrisen. Fokus for vores analyse ligger på italesættelsen af Storbritanniens rolle i den internationale konflikt, i forhold til international lov, militær aktion, demokratiopfattelser og kollektiv identitet, herunder særligt nationalidentitet. 36

19 Herudover vil vi undersøge eventuelle diskursive forandringer fra første til andet nedslag i konflikten. I det følgende redegøres for vores model, og argumenteres for de valg der er foretaget undervejs og hvilke formål de begreber vi har fokus på i analysen tjener. Herigennem skabes en forståelse for, hvordan denne pakkeløsning er udformet. Vi har valgt at anvende Faircloughs kritiske diskursanalyse som teoretisk ramme, og kan derfor trække på sociologisk teori i analysen af bredere sociale praksis, som den diskursive praksis er en integreret del af, uden at vi skal oversætte teorierne til diskursive termer. Diskursordnen I de to teorier defineres diskurs stort set som en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt område. Men derudover er der brug for et begreb, der omfatter de forskellige diskurser, som konkurrerer i samme rum. Dette omfatter Faircloughs diskursorden med definitionen: en kompleks og modsætningsfyldt konfiguration af diskurser og genrer inden for samme sociale område eller institution (Fairclough i Jørgensen & Phillips 1999: 146f). Diskursordnen er en fælles platform for forskellige diskurser, og diskurserne er de mere entydige betydningsmønstre inden for diskursordnen. Vi installerer en diskursorden mediernes diskursorden - der kan sætte rammen for analysen. Ved at tage udgangspunkt i én enkelt diskursorden, bliver spillet mellem diskurserne i mediernes diskursorden et vigtigt fokus i analysen. Vi har undersøgt diskursordnens materielle og institutionelle forankring gennem teorien om mediesystemer. Navngivning af diskurserne Ved at vi sætter en diskursorden som ramme for vores undersøgelse, kan vi således få indkredset en gruppe af diskurser for analysen. Vi har foretaget indkredsningen ud fra den viden, baggrundsarbejdet har givet os. Ud fra vores forståelse af den historiske og politiske kontekst krisen foregik i, det mediesystem som den diskursive praksis var en del af, samt vores forarbejde med skematisering af hele samplet af artikler, har vi opstillet hypoteser om, hvilke diskurser der er på spil. Diskursens grænser skal så 37 findes dér, hvor ord artikuleres på en måde, der ikke er forenelig med diskursens entydighed. Vi har navngivet diskurserne som følger: demokratidiskurs, rettighedsdiskurs, nationaldiskurs og politisk leder diskurs. Ustabilitet og stabilitet Vi vil i analysen fokusere på forskellige konkurrerende diskurser inden for diskursordnen, og undersøge hvor en diskurs er fremherskende, hvor der er kamp mellem forskellige diskurser, og hvilke selvfølgeligheder, alle diskurserne deler. De områder hvor forskellige diskurser konkurrerer om at betydningstilskrive samme fænomen på forskellige måder, er ustabile. Områder, der ikke er kamp om, altså områder hvor alle diskurserne inden for diskursordenen deler samme selvfølgeligheder, er stabile. Vi vil forsøge at afdække etableringen af hegemoniske diskurser som objektivitet. Vi vil så at sige foretage dekonstruktion. Dekonstruktionen er den operation, der viser, at en hegemonisk intervention er kontingent at elementerne potentielt kunne være knyttet sammen på en anden måde. Objektiviteten skal altså forstås som det, der fremstår naturligt givet og derfor tilsyneladende uforanderligt. Som der blev redegjort for i Laclau og Mouffes poststrukturalistiske diskursteori, ligger strukturen aldrig fast, og sprogets betydninger kan altid kun delvist og midlertidigt fikseres, med det resultat at teorien, modsat strukturalistisk teori, kan rumme forandring (Jørgensen & Phillips 1999: 144). Konstitutionen af subjekter og identiteter Som før nævnt, ønsker vi at undersøge konstitutionen af identiteter, i fremstillingen af Suezkrisen. Diskursteorien hos Laclau og Mouffe er, modsat Fairclough, teoretisk stærk når det gælder analyse af kollektiv identitet og gruppedannelse. Ved diskursanalytisk undersøgelse af kollektiv, såvel som individuel, identitet, er det konkrete udgangspunkt at identificere hvilke subjektspositioner individuelle eller kollektive som de diskursive strukturer udpeger som relevante. Det kan man gøre ved at lede efter de nodalpunkter, identiteten er organiseret omkring. Man kan så undersøge hvordan nodalpunktet indholdsudfyldes relationelt ved at blive 38

20 henholdsvis ækvivaleret med bestemte momenter og modstillet andre, og undersøge hvordan de forskellige diskurser strides om at indholdsudfylde de forskellige flydende betegnere. At en betegner er flydende viser, at én diskurs ikke har formået at fastlægge dens betydning entydigt endnu, men at flere diskurser samles om at erobre den (Jørgensen & Phillips 1999: 154).Vi anvender begrebet gruppedannelse til at identificere de artikulationer, som konstituerer bestemte grupper gennem repræsentation, og vil herigennem undersøge hvordan national identitet konstitueres. Antagelser og værdiantagelser Begrebet assumptions er en form for intertekstualitet, der drejer sig om, hvordan konkrete tekster trækker på tidligere betydningsdannelser. Faircloughs definition af begrebet er som følger: The implicit meanings of texts (Fairclough 2003: 212f). Det er et begreb for de antagelser der uundgåeligt vil være i en tekst; hvad der siges i en tekst, siges på baggrund af det usagte der tages for givet (Fairclough 2003: 40). Sommetider vil de være underbygget af forfatteren sommetider ikke. Vi anvender Faircloughs begreb om assumptions til at afdække de selvfølgeligheder der er internt i diskurserne og de selvfølgeligheder diskurserne deler. Begrebet value assumptions bruges specifikt om antagelser om hvad der er ønskeligt og godt, og hvad der er uønskeligt (Fairclough 2003: 55). Værdiantagelser kan fortolkes ud fra ens viden og ud fra genkendelsen af det værdisystem der ligger i teksten. Lingvistisk tekstanalyse Ifølge Fairclough kan man ikke analysere indhold, uden også at analysere formen, da indholdet altid er organiseret i former, og formen også er en del af indholdet. (Jørgensen & Phillips 1999: 153). I analysen interesserer vi os for ordvalg, metaforer, grammatisk opbygning etc., af to grunde: at bruge denne slags analyseredskaber hjælper os til at og komme i gang med analysen, og til at udpege karakteristiske sproglige mønstre i fremstillingerne. Analyser Præsentation af 1. nedslag Vi har valgt Nassers nationalisering af Suezkanalen som det første nedslag for vores analyse, da denne fungerede som startskuddet på den videre krise. Nationaliseringen af Suezkanalen skete som reaktion på USA s tilbagetrækning af støtte til opførelsen af Aswan dæmningen, hvor Nasser følte sig presset til at reagere. Finansieringen af Aswan dæmningen var af stor betydning for Nassers projekt om et selvstændigt og økonomisk uafhængigt Egypten, så han måtte derfor lede efter andre midler til finansieringen (Bowie 1974: 13). Egypten modtog årligt $3 millioner fra Suezkanalen, men ved at nationalisere kanalen ville de samlede årlige indtægter være $100 millioner, og over en 5 årig periode løbe op i $500 millioner, langt nok til at finansiere opbygningen af Aswan Dæmningen (Bowie 1974: 13). I en tale i Alexandria d. 26. juli på 4. årsdagen for Revolutionen, proklamerede Nasser en øjeblikkelig nationalisering af Suezkanalen. Denne nationalisering affødte voldsomme reaktioner verden over, idet flere lande havde forskellige interesser i kanalen, hvilket afspejledes i reaktionerne på nationaliseringen. Storbritanniens premierminister under Suezkrisen var Sir Anthony Eden, der tidligere havde fungeret som udenrigsminister 14, men overtog posten som premierminister efter Churchill i Eden havde længe forsøgt at fastholde Storbritanniens indflydelse i Mellemøsten, blandt andet ved hjælp af initiativer som Bagdadpagten, hvilken Egypten dog ikke ønskede at deltage i. Forholdet mellem Nasser og Eden tilspidsedes over længere tid, hvor Eden anså Nasser og hans arabiske nationalisme, som værende en af de væsentligste trusler overfor Storbritannien (James 1986: 10). Nationaliseringen af Suezkanalen bekræftede, ifølge Eden, kun dette og allerede dagen efter var Eden, med fuld opbakning fra hans konservative bagland, ude og udtale at de ville udøve en firmness politik overfor Egypten. Nassers nationalisering Eden havde en lang politisk karriere bag sig, hvor han havde varetaget posten som udenrigsminister over tre gange. I løbet af hans tid som udenrigsminister fra havde han været involveret i flere kriseløsninger, hvor han især i forbindelse med krigen i Indokina, havde opnået anerkendelse for sine diplomatiske evner (James 1986: 10). 40