IDRÆTSJURISTEN. Årsskrift for foreningen Idrætsjura

Transkript

1 IDRÆTSJURISTEN Årsskrift for foreningen Idrætsjura 2001

2 Indholdsfortegnelse Forord Af Jens Bertel Rasmussen... 1 Idrættens dobbelte retsorden Af Jens Evald... 3 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber Af Frederik Gammelgaard Sportsskader og arbejdsskadereformen Af Frank Bøgh Madsen Idrætslærerens erstatningsretlige ansvar Af Jørgen Verner Erstatningsproblemer ved større idrætsarrangementer Af Bjørn Graae Trænere og spilleres lønkrav i konkurs Af Annelise Vidø De insolvensretlige og foreningsretlige regler for idrætsforeninger i Danmark, Finland, Norge og Sverige Af Preben Meinecke-Søes Idræt og straf i dansk og tysk ret Af Anne Kjestine Krag Hansen Idrætsjuraen i Danmark og USA Af Lars Halgreen... 95

3 Forord Idrætsjuristen udkom første gang i december 2000, og målet med artikelsamlingen var, at den skulle udkomme én gang om året som en slags årsskrift indeholdende relevante artikler om juridiske emner inden for idrættens verden. Det første årsskrift af Idrætsjuristen blev modtaget med stor interesse, og bestyrelsen har derfor besluttet, at dette andet årsskrift skal udkomme i et væsentligt større oplag, således at der også ud over det antal, der udsendes til foreningens medlemmer vil være eksemplarer til salg. Målet med dette årsskrift har i lighed med sidste års artikelsamling været at medtage artikler, der dels er idrætsjuridisk relevante og interessante og dels oppe i tiden. Derfor er der artikler om bl.a. idrættens straffesystem med reference til Bo Hamburger-sagen, idrætslærerens ansvar samt idræts- og ansættelsesret. Det er igen lykkedes at få et fagligt dygtigt hold sat sammen til at skrive artikelsamlingen, og det vil jeg gerne som formand for foreningen sige hver enkelt tak for. Idrætsverdenen er særdeles spændende og omskiftelig, og der opstår hele tiden nye og uløste problemer. Hvem havde fx tænkt på, at det kunne lade sig gøre under et OL, som det er sket under OL 2002 i Salt Lake City, efterfølgende at uddele guldmedaljer til et skøjteløberpar, der allerede havde fået tildelt sølvmedaljer alene på grund af utilfredshed med karaktergivningen? Ville det samme kunne lade sig gøre ved en juridisk embedseksamen? Eller hvad med Lyngby Fodboldklub, der skal spille anden halvdel af turneringen i SAS-ligaen (Superligaen) færdig i foråret 2002 med et rent amatørhold på grund af en indtrådt konkurs et hold, der allerede ifølge DBUs regler er dømt til nedrykning med to rækker på grund af konkursen? Er det rimeligt for klubben selv eller for de andre hold i rækken? Dette er blot to eksempler fra sportens verden, som ikke blot har optaget sindene og været meget omtalt i medierne, men som også har afstedkommet adskillige juridiske analyser. 1

4 Der er nok af temaer at tage fat på, og forhåbentlig vil dette andet årsskrift blive brugt lige så flittigt som det første, der fik den ære også at blive placeret i Højesterets bibliotek. I lyset af interessen for foreningen samt den medlemsstørrelse, foreningen har fået, har bestyrelsen besluttet at afholde en Nordisk Idrætsjuridisk Konference den 1. og 2. november 2002 i København over temaerne menneskerettigheder og doping, og vi håber på stor tilslutning ikke blot fra medlemmerne, men fra alle med interesse for idrætsjura. Det er således med stor stolthed og glæde, at jeg som formand kan byde artikelsamling nr. 2 velkommen, og jeg vil samtidig benytte lejligheden til at rette en stor tak til lektor, dr.jur. Jens Evald fra Aarhus Universitet, der også denne gang har stået for det redaktionelle og samtidig er forfatter til en af artiklerne, sideløbende med at han i efteråret 2001 med stor dygtighed forsvarede sin doktordisputats. Der skal også som ovenfor nævnt lyde en stor tak til de øvrige forfattere til samlingens artikler. God læsning! Advokat Jens Bertel Rasmussen formand for Foreningen Idrætsjura/DJIF 2

5 Idrættens dobbelte retsorden Retssikkerheds- og effektivitetshensyn i dopingbekæmpelsen Af lektor, dr.jur. Jens Evald, Aarhus Universitet 1. Prolog Den 19. april 2001 blev den professionelle danske cykelrytter Bo Hamburger efter et cykelløb i den franske by Liège testet positiv for brug af det forbudte dopingmiddel EPO. Den ene af de to B-prøver viste sig imidlertid efterfølgende at ligge under Den Internationale Cykle Unions (UCI) grænseværdi på 80. Den 9. august 2001 blev Bo Hamburger frifundet af Dopingnævnet for misbrug af EPO. Det hedder i afgørelsen: Den omstændighed, at prøveresultaterne i et vist omfang divergerer, må anses for naturligt på grund af analysemetodens komplicerede karakter. Dopingnævnet har ikke fået en nærmere forklaring på, hvorfor der er foretaget to analyser af B-prøven, og kan på den baggrund ikke statuere, at B-prøven er positiv, eller i tilstrækkeligt omfang bekræfte resultatet af A-prøven. Som følge heraf findes det ikke bevist, at Bo Hamburger har indtaget EPO, hvorfor han frifindes. Dopingkontroludvalget ( anklagemyndigheden ) indbragte ikke frifindelsen for Appeludvalget (idrættens Højesteret ). I stedet indbragte Danmarks Cykle Union (DCU) frifindelsen for IOCs Court of Arbitration (CAS), som den 28. januar 2002 frifandt Bo Hamburger. På trods af frifindelsen traf DCU i september 2001 beslutning om at udelukke Bo Hamburger fra landsholdet på livstid. Begrundelsen var ifølge en udtalelse til dagbladet Ekstra Bladet den 6. september 2001 fra formanden for DCU Peder Pedersen den, at Bo Hamburger med den høje koncentration af EPO i blodet ikke havde overholdt DCUs etiske regelsæt. Efter frifindelsen i CAS fastholdt DCU udelukkelsen med henvisning til det etiske regelsæt. Tilstedeværelsen af dette etiske regelsæt betød således, at DCU kunne idømme Bo Hamburger en straf/sanktion til trods for, at han var frifundet af idrættens (DIFs) domstole. På den ene side kan man hævde, at der hermed tilsyneladende er skabt en dobbelt retsorden med tilsvarende dobbelt domstolssystem. I forhold til 3

6 Idrættens dobbelte retsorden sportsudøveren betyder det en væsentlig forringelse af retssikkerheden, eftersom han kan have vanskeligt ved at kende og dermed forudse sin retlige position i bestemte situationer og ved bestemte dispositioner. Hertil kommer, at de retsgarantier, som er til stede i idrættens almindelige domstolssystem er ikke-eksisterende, hvis specialforbundene bekæmper dopingbrugen med henvisning til etiske regelsæt, jf. nærmere i det følgende. På den anden side kan det synspunkt hævdes, at arbejdsgiveren (DCU) naturligvis har ret til at formulere kravene for en persons ansættelse (udtagelse til landsholdet). Og hertil kommer, at kravene fra DCU er sagligt begrundede, idet de tilsigter (effektivt) at bekæmpe brugen af doping. Det er således disse to grundlæggende hensyn, der står over for hinanden: hensynet til sportsudøverens retssikkerhed og hensynet til en effektiv dopingbekæmpelse. I det følgende omtales disse hensyn som retssikkerhedshensynet hhv. effektivitetshensynet. Effektivitetshensynet er ligesom retssikkerhedsbegrebet værdiladet og kommer let til at stå i modsætning til retssikkerhedsbegrebet, således at dette hensyn alene betragtes negativt. Denne opfattelse kan jeg kun delvis tilslutte mig, idet effektivitet må betragtes som en nødvendig forudsætning i kampen mod doping. I det følgende forstås ved begrebet effektivitet først og fremmest sådanne hensyn, som modstilles eller konkurrerer med retssikkerhedshensynet. I det følgende vil forholdet mellem idrættens retsregler (vedtægter, reglementer, kontrakter mv.) og etiske regler blive nærmere behandlet. Som eksempel er brugt Bo Hamburger-sagen; men kritikken i artiklen er generel og principiel, og den er lige så lidt ment som et angreb på Danmarks Cykle Union (DCU) som et partsindlæg for Bo Hamburger. DCU har venligst fremsendt kopi af Anti-dopingkontrakt 2001 samt kopi af DCUs etiske og moralske anti-dopinggrundlag 2001 for ledere og ansatte trænere i DCU. Begge dokumenter vil blive inddraget i det følgende. 2. Retssikkerhedshensynet og dopingbekæmpelsen 2.1. Retssikkerhedsbegrebet Retssikkerhedshensynet fremføres ofte med betydelig styrke i dopingdebatten, uden at dette hensyn eller begreb forklares eller begrundes nærmere. Hensynet er knyttet til grundlæggende værdier i vor opfattelse af forholdet mellem individet og staten. Retssikkerhedshensynet stammer fra en periode i slutningen af 4

7 Idrættens dobbelte retsorden 1700-tallet, der kaldes oplysningstiden, og det var en af de garantier, der blev skabt til beskyttelse af individet mod staten. Ligesom en lang række andre hensyn eller værdier, der præger vort retssystem, er retssikkerhedshensynet knyttet til retsstaten, dvs. den borgerlige, liberale statsform, der vandt frem i en række europæiske lande i det 19. århundrede. Retsstaten var (og er) først og fremmest karakteriseret ved, at der i forholdet mellem staten og borgerne stilledes krav til statsmagten i henseende til at beskytte borgerne mod vilkårlige og unødvendige indgreb. Dette blev først og fremmest realiseret gennem formuleringen af præcise regler, der definerede den enkelte borgers retsstilling, således at retsstillingen blev forudberegnelig, hvorved retsstaten blev retssikkerhedens garant. Det er dette retssikkerhedshensyn, der i dag er et meget vigtigt hensyn i dopingbekæmpelsen og den væsentligste indvending mod en ukritisk brug af etiske regelsæt og anti-dopingkontrakter Retssikkerheden og dopingbekæmpelsen Idrættens tvistsystem afspejler i dag (2002) det traditionelle domstolssystem, hvor der i straffesager lægges stor vægt på den tiltaltes retssikkerhed. 1 I straffesager kommer det bl.a. til udtryk i det såkaldte legalitetsprincip (jf. straffelovens 1), hvoraf det fremgår, at der ikke må pålægges straf, medmindre der er hjemmel herfor i en lov. Hertil kommer en lang række både skrevne og uskrevne regler, som straffeprocessen er underlagt, fx grundsætningen in dubio pro reo, hvis hovedindhold er, at enhver tvivl angående bevisbedømmelsen skal komme den tiltalte til gode, retten til at få beskikket en advokat samt princippet om offentlighed, jf. Grundlovens 65, stk. 1. Samlet betegnes disse principper som retsgarantier. Retssikkerhedshensynet er et af de bærende hensyn i en dopingsag. De netop nævnte retssikkerhedsprincipper (retsgarantier) kommer således alle til udtryk i DIFs dopingkontrolregulativ (lovregulativ III, 2001). Inden for DIF blev det i januar 1996 besluttet at foretage en undersøgelse af, hvorledes dopingbekæmpelsen kunne forbedres. Der blev herefter nedsat et arbejdsudvalg, det såkaldte Per Sørensen-udvalg, opkaldt efter dets formand, 1) Jf. hertil Bjørn Graae i Idræt & jura, Kbh. 1997, s. 49 ff. og s. 91 ff., og samme i Idrætsjuristen. Årsskrift for Foreningen Idrætsjura, 2000, s. 53 ff. 5

8 Idrættens dobbelte retsorden højesteretsdommer Per Sørensen. Udvalget fik bl.a. følgende kommissorium: Arbejdsgruppen skal gennemgå Danmarks Idræts-Forbunds regler og eventuelt komme med forslag til nye dopingregler, bl.a. med henblik på at sikre, at Danmarks Idræts-Forbunds regler er i overensstemmelse med almindelige retssikkerhedsprincipper. Siden oprettelsen af Dopingnævnet i 1991 har forbedring af retssikkerheden i forbindelse med dopingsager været et gennemgående tema i DIF. Frem til 1991 blev dopingsagerne behandlet af medlemsorganisationernes (specialforbundenes) amatør- og ordensudvalg. Som det fremgår af Per Sørensen-udvalgets rapport, havde DIFs ordens- og amatørudvalg (det nuværende Appeludvalg) i løbet af året forud for oprettelsen af Dopingnævnet i to tilfælde omstødt fældende kendelser i dopingsager, som var afsagt af amatør- og ordensudvalg i medlemsorganisationer. DIFs amatør- og ordensudvalgs afgørelser var begrundet i det forhold, at dopingkontrolregulativet i de pågældende tilfælde fandtes at give anledning til en sådan tvivl, at det måtte komme idrætsudøverne til gode. Endvidere fandtes almindelige sagsbehandlingsgrundsætninger at være blevet tilsidesat af de pågældende amatør- og ordensudvalg. Som en naturlig konsekvens heraf indførtes bl.a. følgende bestemmelse ( 11, stk. 3) i dopingkontrolregulativet: Det er ikke tilladt medlemsorganisationen selv at træffe afgørelse i dopingsager. Man kan på denne baggrund rejse spørgsmålet, om DCU med anti-dopingkontrakten i strid med dopingkontrolregulativet har tiltaget sig kompetence til at afgøre dopingssager, jf. straks nedenfor. 3. DCUs anti-dopingkontrakt Anti-dopingkontrakten DCU har i bestræbelserne på at bekæmpe dopingbrugen udarbejdet den såkaldte Anti-dopingkontrakt 2001 for elite- og/eller landsholdsryttere under DCU. Anti-dopingkontrakt 2001, der underskrives af cykelrytteren og en repræsentant for DCU, har følgende indhold: Som myndig elite- og/eller landsholdsrytter under Danmarks Cykle Union forpligter jeg mig herved til at acceptere følgende betingelser: 6

9 Idrættens dobbelte retsorden 1. At jeg er dopingfri, dvs. afholdende fra al brug, omgang med eller indtagelse af dopingpræparater ifølge Danmarks Idræts-Forbunds dopingregulativ. 2. At jeg har et særligt ansvar for og en forpligtelse til aktivt at tage afstand til doping i sportens verden. 3. At jeg er indforstået med konsekvenserne af at bryde denne anti-dopingkontrakt: En rytter, der efter denne aftales indgåelse bliver dømt af Danmarks Idræts-Forbund i en dopingsag til to års udelukkelse fra al idræt, vil ikke længere komme i betragtning til landsholdsdeltagelse. En rytter, der efter denne aftales indgåelse bliver dømt af Danmarks Idræts-Forbund i en dopingsag til tre mdr. s udelukkelse fra al idræt, vil ikke komme i betragtning til landsholdsdeltagelse ét år frem i tiden. En rytter, der efter denne aftales indgåelse får tildelt en løbspause af UCI pga. for høj hæmatokritværdi, vil ikke komme i betragtning til landsholdsdeltagelse ét år frem i tiden Anti-dopingkontraktens lovlighed Spørgsmålet om dopingkontraktens lovlighed kan, som netop nævnt, formuleres som et spørgsmål om, hvorvidt DCU (og specialforbundene generelt) har tiltaget sig kompetence til at afgøre dopingsager i strid med dopingkontrolregulativets 11, stk. 3. Det fremgår af denne bestemmelse, at det ikke er tilladt medlemsorganisationerne selv at træffe afgørelse i dopingsager. Som tidligere nævnt må bestemmelsen ses som en konsekvens af det forhold, at Dopingnævnet siden 1991 har afgjort alle sager om overtrædelse af DIFs dopingregler. Vendingen træffe afgørelse i dopingsager kan derfor kun forstås således, at medlemsorganisationerne er afskåret fra at tage stilling til overtrædelse af dopingkontrolregulativet. Anti-dopingkontrakten er ikke i strid med dopingkontrolregulativet, eftersom pkt. 3 i kontrakten netop forudsætter, at dopingsagen er afgjort af DIF Bo Hamburger og anti-dopingkontrakten Som det fremgår af kontraktsteksten, opregnes i pkt. 1 og pkt. 2 to betingelser, nemlig kravene om, at cykelrytteren er dopingfri, og at han aktivt tager afstand fra doping. Disse krav er klart formuleret. Pkt. 3 angiver sanktionerne eller konsekvenserne af en manglende overholdelse af kontrakten. Der er intetsteds angivet andre sanktioner/konsekvenser, hvorfor denne opregning må betragtes som udtømmende. Det fremgår af pkt. 3, at sanktionerne er knyttet enten til det 7

10 Idrættens dobbelte retsorden forhold, at DIF har dømt en cykelrytter pga. dopingbrug, eller at UCI har tildelt rytteren en løbspause pga. for høj hæmatokritværdi. Det er derfor en forholdsvis enkel sag at konstatere, at Bo Hamburger ikke har overtrådt/misligholdt anti-dopingkontrakten, eftersom han er frifundet af Dopingnævnet (DIF), og at han i øvrigt på udelukkelsestidspunktet ikke var idømt nogen straf eller tildelt en løbspause af UCI. DCUs livstidsudelukkelse af Bo Hamburger er derfor ikke berettiget, eftersom han, som netop nævnt, ikke har misligholdt anti-dopingkontrakten. 4. DCUs etiske og moralske anti-dopinggrundlag 2001 for ledere og ansatte trænere 4.1. Kort om forholdet mellem ret og etik 2 Retlige normer adskiller sig fra andre normer i samfundet ved at have samfundets autoritet bag sig, dvs. retten er de normer, samfundet har erkendt som dem, der skal gælde og følges. Idrættens organisationer udarbejder deres egne regler, der ofte betegnes som love. Der er ikke tale om love i gængs forstand, dvs. de regler, der vedtages af Folketinget i overensstemmelse med reglerne i Grundloven, og som gælder for alle borgere. Idrætsorganisationernes regler er kun gældende for organisationernes egne medlemmer. Etik kommer af det latinske ethica og det græske ethikos ( ethos ), som betyder sædelig, henholdsvis sædvane og sæder. Etikken eller sædelæren er den teoretiske begrundelse for moralen eller læren om moralen. Op gennem 1980erne blev ordet etik en fast bestanddel af det danske sprog. I 1988 oprettedes således ved lov et Etisk Råd, som skal analysere, debattere og rådgive i samfundsetiske spørgsmål. Flere og flere professioner udviklede og udvikler stadig i dag fagetiske regler inden for deres respektive områder. Det gælder eksempelvis pressen, læger, psykologer, revisorer, pengeinstitutter, advokater, assurandører og børsmæglere. Af samme grund taler man om virksomhedsetik, professionsetik eller fagetiske regler. Disse regler har i vidt omfang karakter af god skik -regler, dels i forhold til klienter, patienter mv., dels i forholdet mellem professionens aktører indbyrdes. 2) Jf. Jørgen Dalberg-Larsen og Jens Evald, Rettens ansigter, Kbh. 1998, s. 53 ff. 8

11 Idrættens dobbelte retsorden De (fag-)etiske regler er ikke retsregler, selv om deres funktion er at styre adfærd ; de etiske regler er med andre ord ikke-retlige normer DCUs etiske og moralske anti-dopinggrundlag 2001 for ledere og ansatte trænere DCUs etiske og moralske anti-dopinggrundlag, der underskrives af lederen/træneren og formanden for DCU, indeholder bl.a. følgende bestemmelser: 1. Alle ledere og trænere i DCU har et særligt ansvar for og en forpligtelse til generelt at tage afstand til doping i sportens verden. 2. Alle ledere og trænere i DCU har et særligt ansvar for at informere de nærmeste foresatte, hvis de får konkret kendskab til dopingmisbrug i forbindelse med danske ryttere, der kører i DCU-landsholdssammenhæng. (Som leder er min nærmeste foresatte landstræneren, mens landstrænerens foresatte er DCUs formand og direktør). 3. Alle ledere og trænere i DCU skal arbejde aktivt for at bevidstgøre cykelryttere, andre ledere og trænere om, at anvendelse af doping er uforenelig med idrættens etiske og moralske regler det handler om at sikre dansk cykelsports generelle anseelse i befolkningen. 4. Alle ledere og trænere i DCU skal kunne bakke op om en linie i DCUs samlede anti-dopingarbejde, hvor sportslige præstationer er vigtige men ikke for enhver pris, hvis det går ud over DCUs målsætning om Rene Resultater i dansk cykelsport. Mens det ikke giver anledning til problemer retligt at kvalificere anti-dopingkontrakt 2001, er det straks vanskeligere med DCUs etiske og moralske antidopinggrundlag 2001 for ledere og ansatte trænere. Det hedder således bl.a. i anti-dopinggrundlaget, at de ovenfor nævnte punkter (1-4) blot skal opfattes, (citat begynd:) som et udgangspunkt, der skal arbejdes og diskuteres videre med. Alle ansatte ledere og trænere i DCU-regi har derfor et stort ansvar for at efterleve dette fundament i DCUs etiske og moralske anti-dopinggrundlag og være med til at videreudvikle det længere ud i organisationen (citat slut). Det hedder endvidere, at DCU med anti-dopinggrundlaget ønsker (citat begynd:) at illustrere, at den enkelte har et ansvar for cykelsportens fremtid, 9

12 Idrættens dobbelte retsorden der ikke kun forholder sig til sportslige parametre, men som også er etisk og moralsk funderet (citat slut). Som det er fremgået, handler reglerne i det etiske og moralske antidopinggrundlag ikke om cykelrytterne, landsholdsudelukkelse eller lignende, men kun om trænere og ledere. Det er derfor udelukket, at Bo Hamburger kunne livstidsudelukkes fra landsholdet med henvisning til det etiske og moralske anti-dopinggrundlag. Det må her erindres, at DIFs dopingkontrolregulativ ( 6, stk. 8 og 7, stk. 2) indeholder regler, hvorefter trænere og ledere kan straffes i forbindelse med de aktive sportsudøveres dopingbrug. Men træneren/lederen risikerer ikke modsat den aktive sportsudøver at blive dømt to gange. Dette kan illustreres med det (tænkte) eksempel, at landstræneren for cykellandsholdet af DIF straffes med udelukkelse i indtil fem år (jf. 6, stk. 8) for at have tilskyndet eller medvirket til, at en landsholdsrytter anvender doping. Efter fem års udelukkelse kan den pågældende atter indtage jobbet som landstræner. Den cykelrytter, som af DIF i en dopingsag straffes med udelukkelse i to år, vil derimod blive udelukket fra deltagelse på landsholdet for livstid. Tager man alene udgangspunkt i de to netop gennemgåede regelgrundlag, er misforholdet mellem DCUs sanktioner i forhold til trænere/ledere og cykelryttere åbenbart. Om misforholdet også er en realitet, hvis eksemplet blev til virkelighed, er et ganske andet spørgsmål. 5. Epilog Der er næppe tvivl om, at retssikkerhedshensynet i dag er og fremover vil være det bærende hensyn i dopingbekæmpelsen. Trods den rejste kritik er effektivitetshensynet et absolut nødvendigt hensyn at have for øje ved bekæmpelsen af doping. Det er efter min opfattelse vigtigt, at kampen mod doping koordineres, således at specialforbundene ikke indfører forskellige regler i form af etiske regelsæt og anti-dopingkontrakter med risiko for en tilbagevenden til retstilstanden før Dopingnævnets oprettelse i Og det kan ikke udelukkes, at anti-dopingkontrakter til trods for den ovenfor rejste kritik kan være en løsning, forudsat at de bliver rigtigt formuleret, korrekt anvendt og indeholder en appelmulighed. Der er, som netop nævnt, næppe tvivl om, at en effektiv dopingbekæmpelse er vigtig; men retssikkerheden må ikke glemmes. Kampen mod doping skal også være en ren kamp. 10

13 Idrættens dobbelte retsorden 11

14

15 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber Af ph.d.-stipendiat Frederik Gammelgaard, Aarhus Universitet 1. Indledning I de seneste ca. 25 år er udviklingen inden for flere sportsgrene gået i retning af aktiviteter med en stadig større grad af professionalisme. Det drejer sig især om fodbold, men også om end i mindre omfang om håndbold og ishockey. Der vil i mange tilfælde være tale om aktiviteter, der kan karakteriseres som erhvervsvirksomhed. Dette skaber nogle retlige problemer, idet det på den ene side er tilladt for en kommune at yde støtte til idrætsaktiviteter, men på den anden side er ulovligt at yde støtte til erhvervsvirksomhed. Denne problemstilling analyseres nærmere i det følgende. 2. Regelgrundlag Kommuners engagement i eliteidræt reguleres først og fremmest af den såkaldte kommunalfuldmagt, som består af en række uskrevne, almindelige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse. Indholdet af disse grundsætninger er primært udviklet af Indenrigsministeriet, der er tilsynsmyndighed over for kommuner og amter. Der findes en ret omfattende praksis fra Indenrigsministeriet og tilsynsrådene vedrørende kommunal støtte til sportsklubber. 1 Der foregår endvidere p.t. et omfattende undersøgelsesarbejde i de enkelte tilsynsråd og i Indenrigsministeriet med særligt henblik på at vurdere kommunernes engagement i professionel fodbold. Derudover findes enkelte relevante regler i den skrevne lovgivning: bl.a. EF-traktatens konkurrenceregler og konkurrencelovens 6 og 11. Disse 1) Se fx Indenrigsministeriets skrivelse af 13. april 1983, Indenrigsministeriets svar på S 1056 til Folketinget af 27. april 1983, Indenrigsministeriets svar af 16. november 1984 til Folketinget, Indenrigsministeriets skrivelse af 8. november 1993, Indenrigsministeriets skrivelse af 23. marts Indenrigsministeriet udarbejdede i 2001 derudover en fyldig redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, jf. Indenrigsministeriets redegørelse af 17. september 2001 (2.k.kt. 2000/ ). Redegørelsen findes på internetadressen: 13

16 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber regler fastsætter supplerende krav i forhold til kommunalfuldmagtsreglerne, men behandles ikke nærmere her. 3. Generelt om støtte til professionelle/erhvervsdrivende sportsklubber Kommunalfuldmagten antages at indebære et forbud mod kommunal støtte til erhvervsvirksomhed, medmindre der foreligger lovhjemmel. Baggrunden for forbudet er, at kommunal støtte vil virke konkurrenceforvridende på det private marked, at kommunal støtte vil stride mod grundsætningen om ligelig behandling af borgerne, og at kommunal støtte vil være i strid med forbudet mod vilkårlig støtte til enkeltpersoner og virksomheder. Kommunens tilbud af fritidsaktiviteter til befolkningen er til gengæld et kerneområde for kommuners varetagelse af opgaver efter kommunalfuldmagtsreglerne. Det omfatter også idrætsområdet. Idrætsaktiviteter antages at være af stor betydning for borgernes sundhed og almene velbefindende. Hertil kommer borgernes mere ideelle interesser i at engagere sig i idrætslivet. Efter Indenrigsministeriets praksis er der derfor vide rammer for kommunal støtte til idrætsaktiviteter. Det er således tilladt for en kommune at stille idrætsfaciliteter til rådighed for borgerne og yde støtte til disse, samt yde tilskud til lokale idrætsforeningers drift og aktiviteter. Støtte kan ydes til klubber, som giver borgerne fri og lige adgang til at udøve en eller anden form for idræt. Støtten kan også omfatte sportsanlæg, som borgerne på samme måde har adgang til, fx svømmehaller. Da en kommune ikke efter kommunalfuldmagtsreglerne må drive erhvervsvirksomhed eller yde økonomisk støtte til erhvervsvirksomheder, må en kommune hverken selv drive eller yde støtte til en sportsklub, der er at betragte som en erhvervsvirksomhed. Til gengæld kan en kommune lovligt tilvejebringe, udvide og drive sportsanlæg med henblik på at medvirke til at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende sportskampe. Endvidere kan en kommunes opførelse af et sportsanlæg have et turismefremmende formål. En kommune vil således med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne kunne tilvejebringe eller udvide samt drive et fodboldstadion, en sportshal mv. og stille anlægget til rådighed for professionelle klubber med henblik på at 14

17 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber medvirke til at fremme idrætten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende kampe. Det er dog en central betingelse, at kommunens aftaler med den professionelle klub indgås på markedsvilkår, idet en kommune som nævnt ikke uden lovhjemmel må yde økonomisk støtte til virksomheder, der drives med henblik på at opnå fortjeneste. Det indebærer, at kommunen skal opkræve, hvad der svarer til markedslejen for klubbens brug af anlægget. 4. Hvornår driver en klub erhvervsvirksomhed? Som nævnt er det en lovlig kommunal opgave at yde støtte til idrætsaktiviteter, hvorimod det ikke er lovligt at yde støtte til en privat erhvervsvirksomhed. Ved bedømmelsen af, om en kommunes engagement i en sportsklub er lovlig, er det derfor centralt, om den pågældende klubs aktiviteter kan karakteriseres som erhvervsvirksomhed. Ved bedømmelsen af, om der er tale om erhvervsvirksomhed, er det efter Indenrigsministeriets opfattelse af afgørende betydning, om klubbens formål er at opnå fortjeneste. 2 En så snæver definition af begrebet erhvervsvirksomhed kan diskuteres. Det kan således anføres, at fortjenesteøjemedet ikke skal have nogen betydning. 3 Nonprofit-aktiviteter, der fx har et almennyttigt eller velgørende formål, vil kunne virke mindst lige så indgribende på markedet som aktiviteter, der drives med gevinst for øje. Et eksempel kunne være en kommunes støtte til en amatørklub, der spiller i 1. division i fodbold sammenlignet med nabokommunens støtte til en professionel klub drevet i selskabsform, der også spiller i 1. division. Det ville ud fra et almindeligt lighedsprincip være uheldigt, om de retlige problemer ikke skulle bedømmes på samme grundlag og uafhængigt af, om den ene klub drives med fortjeneste for øje. En bredere definition af begrebet erhvervsvirksomhed vil harmonere med konkurrenceloven. I relation til konkurrenceloven omfatter begrebet erhvervsvirksomhed enhver økonomisk aktivitet, der foregår inden for et marked for 2) Jf. Redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, Indenrigsministeriet, 2001, s. 47. Herved skal der blandt andet lægges vægt på, hvilket formål der er angivet i klubbens vedtægter eller en eventuel aktionæroverenskomst. 3) Jf. Poul Carstensen, Kommunerne og erhvervspolitikken, Kbh. 1992, s

18 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber varer og tjenester, og det kræves ikke, at der opnås en økonomisk gevinst ved aktiviteten. 4 Et bud på en definition af begrebet kommunal erhvervsvirksomhed kunne med inspiration i konkurrenceloven være en virksomhed, der 1. udøves af en eller flere kommunale forvaltninger eller støttes med kommunale midler 2. og som består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser mv. 3. og som aktuelt eller potentielt kan påvirke konkurrencen. Det er ikke i sig selv afgørende i hvilken organisatorisk form, aktiviteterne varetages. Såfremt det sker i et aktie- eller anpartsselskab, følger det dog forudsætningsvis af aktieselskabslovens/anpartsselskabslovens 1, at aktiviteten er erhvervsmæssig. Indenrigsministeriet antager imidlertid, at et aktieselskab mv. ikke er at regne for en erhvervsvirksomhed i kommunalretlig forstand, såfremt selskabet ikke drives med et erhvervsøkonomisk formål. Dette kan sikres ved, at selskabets vedtægter eller en aktionæroverenskomst indeholder bestemmelser om udbyttebegrænsning, der sikrer, at selskabet ikke har nogen tilskyndelse til at tjene penge. Det vil være opfyldt, hvis selskabets udbyttebetaling højst svarer til almindelig låneforrentning af den indskudte kapital. 5 Indenrigsministeriets opfattelse er også på dette punkt diskutabel, og efter min opfattelse bør profitmotivet som nævnt ikke tillægges betydning. Ved bedømmelsen af, om aktiviteten i et aktieselskab er erhvervsvirksomhed eller ej, er det underordnet, hvem der ejer aktierne i et selskabet. Se i den forbindelse en sag om gratis udlån af et idrætsanlæg til en professionel fodboldklub, Aarhus Fremad Fodbold ApS, til såvel træning som kamp. 6 Klubbens anparter, senere aktier, blev ejet af klubbens amatørafdeling og støtteforening. Amatørafdelingen er på linie med andre idrætsforeninger i 4) Jf. Palle Bo Madsen, Kommunerne under den nye konkurrencelov, i Kommunestyre i retlige rammer. En antologi i anledning af KommuneKredits 100 års jubilæum / red. af Finn Behrens mfl., Kbh. 1999, s ) Jf. Redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, Indenrigsministeriet, 2001, s ) Jf. Tilsynsrådet for Århus Amts skrivelse af 9. oktober Selskabet blev stiftet i I 1999 ændredes selskabsformen til et aktieselskab, i 2000 ændredes navnet til FC Århus A/S. 16

19 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber kommunen støtteberettiget og kan på linie med byens øvrige amatørklubber gratis benytte kommunale fodboldbaner til såvel træning som kamp. Kommunen anførte som begrundelse for ikke at opkræve leje, at ejerforholdet, hvor ingen privatøkonomiske interesser var involveret, medførte, at kommunen kunne sidestille Aarhus Fremad Fodbold ApS med andre støtteberettigede amatørklubber i kommunen. Tilsynsrådet var uenig heri og udtalte, at ejerforholdet er uden betydning i forhold til spørgsmålet om støtte til professionel fodbold. Afgørende må være, om det pågældende selskab driver professionel fodboldvirksomhed ikke hvem selskabet er ejet af. Århus Kommunes undladelse af at opkræve leje var derfor ulovlig. Tilsynsrådets udtalelse er efter min opfattelse oplagt rigtig. Uanset at det efter Indenrigsministeriets opfattelse er af afgørende betydning, om aktiviteterne drives med fortjeneste for øje, skal andre momenter også inddrages. Det skal således tillægges vægt, om klubben har fuldtidsansatte medarbejdere, og hvilken løn de pågældende er ansat til. 7 Der skal i den forbindelse sondres mellem trænere og spillere. Træneren medvirker til at tilvejebringe grundlaget for, at borgerne bedst muligt kan dyrke sportslige aktiviteter. Træneren er derfor en naturlig bestanddel i virkeliggørelsen af kommunens formål med at støtte sportsaktiviteter. For så vidt angår trænere er udgangspunktet på den baggrund, at det forhold, at klubben har en eller flere ansatte lønnede trænere, ikke i sig selv har betydning for, om klubbens aktiviteter er erhvervsvirksomhed eller foregår på amatørniveau. Det gælder også, selvom de pågældende trænere er fuldtidsansatte. Det modsatte gælder de egentlige sportsudøvere. Efter Indenrigsministeriets opfattelse vil fuldtidsansættelse og høje og individuelt forhandlede lønvilkår føre til, at der er tale om en erhvervsvirksomhed. Hvis spillerne derimod alene får et beskedent honorar og ikke er fuldtidsansatte i klubben, skal klubbens aktiviteter ikke betragtes som erhvervsvirksomhed. Ifølge disse betragtninger driver en klub som udgangspunkt erhvervsvirksomhed, hvis klubben har fuldtidsansatte idrætsudøvere. Indenrigsministeriet anfører dog, at kommunalfuldmagten ikke er til hinder for, at en kommune tilpasser sine idrætsudbud mv. til de forskellige niveauer, som kommunens borgere har. Det vil således være lovligt for en 7) Jf. Redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, Indenrigsministeriet, 2001, s. 48 f. 17

20 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber kommune at yde støtte til en forening, hvor optagelse foregår via en udvælgelsesprocedure, således at foreningen alene optager eliteidrætsudøvere. Det vil endvidere være lovligt for en kommune at opføre anlæg eller indkøbe særlige materialer med henblik på at tilgodese eliteidrætten. Endvidere kan en kommune refundere en forenings rejseudgifter i forbindelse med træning eller deltagelse i stævner i andre kommuner eller udlandet, hvis formålet hermed er at give kommunens eliteidrætsudøvere mulighed for at konkurrere på et passende sportsligt niveau. Endvidere kan deltagelse i stævner være med til at fremme idrætten og turismen i kommunen. 8 Under visse omstændigheder kan kommuner således støtte eliteidræt. 9 Det kan imidlertid anføres, at mange eliteidrætsudøvere bruger al deres tid på den pågældende sportsgren og som sådan kan betragtes som fuldtidsansatte. Grænsen mellem lovlig og ulovlig støtte til eliteidræt er således meget vanskelig at drage, og det af Indenrigsministeriet anførte bidrager ikke til klarhed. Betingelsen om fuldtidsansættelse står dog ikke alene. Det er som nævnt også en forudsætning, at lønnen er af en vis størrelse. Hvad der er høje lønvilkår, og hvad der er et beskedent honorar giver Indenrigsministeriet desværre ikke noget bud på, ligesom sammenligningsgrundlaget ikke anføres. En månedsløn på fx kr. vil vel nok i relation til det danske arbejdsmarked blive betragtet som ganske pæn; måske oveni købet som en høj lønning. I forhold til lønniveauet for sportsudøvere i mange andre lande vil der derimod være tale om et endda særdeles beskedent honorar. Fra praksis kan nævnes Tilsynsrådet for Københavns Amts skrivelse af 24. juni Sagen handlede om lovligheden af, at Rødovre Kommune vederlagsfrit stiller Rødovre Skøjte Arena til rådighed for Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub. Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub er en forening, der modtager tilskud efter folkeoplysningsloven. Klubben spiller i Eliteserien og havde på tidspunktet for rådets afgørelse 6 fuldtidsspillere på kontrakt. 8) Jf. Redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, Indenrigsministeriet, 2001, s. 49. En kommune kan dog ikke uden lovhjemmel tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier. Heraf følger, at en kommune ikke med hjemmel i kommunalfuldmagten kan yde støtte til eliteidrætsudøvere, der er begrundet i økonomiske eller andre sociale kriterier. 9) Karsten Loiborg antager, at enhver form for kommunal støttet eliteidræt falder uden for kommunalfuldmagten, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, Kbh. 1994, s. 471, men det netop refererede citat viser, at billedet i praksis i dag er mere nuanceret. 18

21 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber Tilsynsrådet udtalte, at kommunalfuldmagten ikke udelukker, at en kommune stiller faciliteter til rådighed på aftalte vilkår, der tager hensyn til almenhedens interesse i at overvære fx turneringskampe i kommunale idrætshaller, og det kan heller ikke afskære en forening, der i øvrigt dækker sine udgifter ved kontingent, fra at modtage tilskud, at den engagerer professionelle idrætsudøvere til at optræde ved arrangementer, hvor der kræves entré. Rådet lagde endvidere vægt på 1. at klubben må anses for at være dannet og drevet efter folkeoplysningslovens principper 2. at den omstændighed, at klubben har skrevet kontrakt med et antal spillere, ikke i sig selv findes at udelukke klubben for støtte efter folkeoplysningsloven 3. at der synes at være en snæver sammenhæng mellem klubbens eliteafdeling og de øvrige afdelinger 4. at klubben ikke har erhvervsøkonomiske interesser 5. at kommunen ved at yde støtte til klubben medvirker til at fremme interessen for ishockey-sporten. Tilsynsrådet fandt herefter ikke, at støtten til Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub i form af vederlagsfri benyttelse af Rødovre Skøjte Arena kunne anses for at overskride kommunalfuldmagtens grænser. Imod udtalelsens rigtighed taler, at klubben havde seks fuldtidsansatte professionelle spillere (der fremgår dog ikke noget om spillernes lønforhold). Det er tilsyneladende afgørende for rådets vurdering, om klubben fortsat er at anse for støtteberettiget efter folkeoplysningsloven. Der må imidlertid i relation til kommunalfuldmagten foretages en selvstændig bedømmelse af aktiviteten uafhængigt af folkeoplysningsloven. En noget særegen sag er i denne forbindelse Tilsynsrådet for Århus Amts skrivelse af 6. december 2000 vedrørende Randers Freja FC A/S. Det var Randers Freja Fodbold, der havde stemmemajoriteten i aktieselskabet. Kommunen oplyste over for tilsynsrådet, at det var Randers Freja Fodbold og ikke Randers Freja FC A/S der lejede det kommunale stadion. Klubben betalte 20% af bruttoentréindtægten for benyttelse af Randers Stadion, dog var brugen af stadion vederlagsfri, hvis entréindtægten var under kr. Dette indebar, at Randers Freja Fodbold ikke havde betalt for benyttelse af Randers Stadion i otte år. Tilsynsrådet accepterede kommunens forklaring om, at det ikke var Randers Freja FC A/S, men Randers Freja Fodbold, der benyttede Stadion. Denne klub anså tilsynsrådet for en ikke-professionel idrætsforening, hvorfor kommunen lovligt kunne yde økonomisk støtte til foreningen, herunder i form af vederlagsfri brug af Stadion. 19

22 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber Tilsynsrådet lagde bl.a. vægt på, at tilladelsen til at spille i danmarksturneringen lå hos Randers Freja Fodbold. Endvidere accepterede tilsynsrådet den særegne konstruktion, der bl.a. indebar, at spillernes licenser lå hos Randers Freja Fodbold, mens Randers Freja FC A/S ansatte spillerne, der herefter blev stillet vederlagsfrit til rådighed for Randers Freja Fodbold. Afgørelsen forekommer langtfra overbevisende. Klubbens dispositioner kan diskuteres ud fra et omgåelsessynspunkt, og det kan mod afgørelsens rigtighed indvendes, at det er almindelig praksis og uden betydning for, om en klub skal karakteriseres som en erhvervsvirksomhed, at tilladelsen til at spille i danmarksturneringen ligger hos moderforeningen. Derudover er det efter min opfattelse afgørende, at Randers Stadion de facto blev benyttet af Randers Freja FC A/S, der klart er at karakterisere som en erhvervsvirksomhed, hvilket også var uomtvistet i sagen. Såfremt afgørelsen er rigtig, kan konsekvenserne blive uoverskuelige. Det kan således blive almindelig praksis, at det er klubbens moderforening, der står som lejer af stadion. Herefter kan moderforeningen fremlåne anlægget til den professionelle klub, eller der kan ske et udlån af spillere fra den professionelle klub til moderforeningen, som tilfældet var i den netop refererede sag. 5. Fra amatøridræt til kommerciel sport Fodbold er det i praksis vigtigste eksempel på en sportsgren, der har udviklet sig til en professionel sportsgren. 20 Om denne udvikling kan henvises til besvarelsen af et spørgsmål (S 1056) fra et folketingsmedlem Indenrigsministeriets svar af 27. april 1983 i tilknytning til en sag om Kolding Idrætsforening ApS: Der er fast tradition for, at kommunerne kan være med til at fremskaffe faciliteter til afholdelse af arrangementer, der henvender sig til en større kreds af lokalsamfundets medlemmer. Traditionen har ikke mindst omfattet faciliteter til forskellige former for idrætsudøvelse, herunder fodbold. Da der kun i begrænset omfang findes lovgivning på området, er det almindelige kommunalretlige principper, der bliver afgørende for, i hvilken udstrækning og på hvilke betingelser faciliteter kan stilles til rådighed. Udviklingen i retning af professionel fodbold er som bekendt forholdsvis ny her i Danmark, og der er nødvendigvis fortsat en snæver sammenhæng mellem fodbold som amatøridræt og professionel sport. Det vil ikke være rimeligt, hvis indførelse af professionel fodbold skulle afskære kommunerne fra fortsat at varetage opgaven med at fremskaffe fællesfaciliteter for lokalsamfundet. Det er derfor også uundgåeligt, at støtte til amatørfodbold i en

23 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber vis udstrækning også kommer professionel fodbold til gode. Om støtte i en konkret situation har til formål at fremme fodboldsporten i almindelighed, eller om der reelt er tale om at fremme professionel fodbold, kan med andre ord ikke besvares udelukkende ud fra, om den professionelle afdeling har fordele af en ordning. [Mine udhævelser]. Denne sag skal sammenholdes med Indenrigsministeriets udtalelse af 8. november 1993, som vedrørte forholdet mellem Brøndby Kommune og Brøndbyernes Idrætsforening Fodbold A/S. Indenrigsministeriet anfører i tilknytning til ovenstående, at Udviklingen i dansk professionel fodbold har medført, at professionel fodbold drives som egentlig erhvervsvirksomhed efter forretningsmæssige principper og med indtjening som et væsentligt selvstændigt formål. Det er på den baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at lovligheden af kommunale tilskud til professionelle idrætsaktiviteter må vurderes efter sædvanlige kommunalretlige regler om kommunale tilskud til erhvervsvirksomhed. Kommuner kan ikke uden særlig lovhjemmel yde individuelle tilskud til erhvervsvirksomheder. Der foreligger ikke særlig lovhjemmel til kommunale tilskud til professionel fodboldaktivitet. Kommuner kan derfor ikke yde tilskud til selskaber, foreninger eller andre, der driver professionel fodboldvirksomhed. Indenrigsministeriets synspunkt fra 1983 kan således ikke længere antages at have gyldighed for så vidt angår professionel fodbold. Grænsen mellem lovlig støtte til amatør- og eliteidræt og ulovlig støtte til kommerciel sport er imidlertid vanskelig at drage inden for andre sportsgrene. Der kan herved henvises til den ovenfor refererede sag om lovligheden af, at Rødovre Kommune vederlagsfrit stiller Rødovre Skøjte Arena til rådighed for Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub. Tilsynsrådet henviste i sin udtalelse til den ovenfor refererede besvarelse fra Indenrigsministeriet af 27. april 1983 (spørgsmål S 1056 fra et folketingsmedlem) samt Indenrigsministeriets skrivelse af 8. november 1993 og udtalte, at kommunalfuldmagten ikke udelukker, at en kommune stiller faciliteter til rådighed på aftalte vilkår, der tager hensyn til almenhedens interesse i at overvære fx turneringskampe i kommunale idrætshaller, og det kan heller ikke afskære en forening, der i øvrigt dækker sine udgifter ved kontingent, fra at modtage tilskud, at den engagerer professionelle idrætsudøvere til at optræde ved arrangementer, hvor der kræves entré. Tilsynsrådet fandt ikke, at støtten til Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub i form af vederlagsfri benyttelse af Rødovre Skøjte Arena kunne anses for at overskride kommunalfuldmagtens grænser. Med tilsynsrådets henvisning til og referat af 1983-spørgsmålet har det utvivlsomt indgået i tilsynsrådets bedømmelse, at professionel ishockey ikke har nået samme kommercielle niveau som professionel fodbold. Hvor længe denne 21

24 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber vurdering vil holde, er naturligvis uvist, men der kan allerede i dag argumenteres for, at eliteishockey er at betragte som erhvervsvirksomhed. 6. Markedsprisen At der er tale om erhvervsvirksomhed hindrer som indledningsvis nævnt ikke, at en kommune tilvejebringer eller udvider samt driver et fodboldstadion, en sportshal mv. og stiller anlægget til rådighed for den professionelle klub, når bare kommunens aftaler med den professionelle klub indgås på markedsvilkår. Det indebærer, at kommunen skal opkræve, hvad der svarer til markedslejen for klubbens brug af anlægget. En gennemgang af indgåede lejeaftaler mellem de enkelte kommuner og professionelle fodboldklubber viser, at aftalerne er udarbejdet på en række forskellige måder. Der opleves i praksis overordentlig stor idérigdom ved udarbejdelsen af lejeaftaler. I nogle kommuner er der fastsat en fast årlig leje, som varierer fra kr. årligt op til 2,8 mio. kr. årligt. I andre kommuner er lejen opgjort som en procentvis afgift af bruttoentréindtægten, hvilket som oftest synes at være 20% af bruttoentréafgiften. Andre kommuner opkræver en afgift pr. solgt siddeplads mellem 4 og 12 kr. pr. tilskuer eller et fast beløb pr. kamp, typisk omkring kr. pr. kamp. Endelig er der kommuner, som kombinerer de forskellige modeller, således at de ud over den faste årlige grundleje opkræver en procentvis afgift af bruttoentréindtægten. Indenrigsministeriet har angivet, at Markedsprisen er den højst opnåelige pris, som kommunen kan opnå på markedet. Markedsprisen er således ikke det samme som kommunens kostpris (dvs. driftsomkostninger med tillæg af et rimeligt dækningsbidrag til forrentning og afskrivning af anlægsinvesteringer), men kan være enten højere eller lavere end kostprisen. Dette indebærer, at det kan være lovligt at udleje stadion/hal til en pris, som er lavere end kommunens driftsomkostninger og forrentning af opførelsesomkostninger mv., såfremt kommunen ikke kan få en højere pris andetsteds, og den pågældende pris derfor må vurderes til at være markedsprisen ) Jf. Redegørelse om kommuners engagement i professionel fodbold, Indenrigsministeriet, 2001, s. 54. I overensstemmelse hermed er en udtalelse fra Tilsynsrådet for Viborg Amt af 23. oktober 1996, hvor tilsynsrådet behandlede en sag, om, hvorvidt kommunens udleje af Viborg Stadion til den professionelle fodboldklub, V.F.F. Prof 22

25 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber Med henblik på at undersøge, hvad der må anses for at være markedsvilkårene, kan kommunen fx konsultere en ejendomsmægler eller revisor samt foretage undersøgelser af lejeniveauet for andre tilsvarende stadioner/haller, herunder med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet og vedligeholdelsesstandard. En sammenligning med den leje, der betales for tilsvarende anlæg, vil også kunne tillægges betydning. Endelig har kommunen også mulighed for at foretage et offentligt udbud af udlejning af anlægget. Dette vil kunne give en indikation af, hvad der er markedsprisen, men der vil være tilfælde, hvor et udbud i sig selv vil have begrænset værdi, fx hvis der kun indkommer ét bud. Et eksempel herpå er Brøndby Stadion, som blev solgt på grundlag af et offentligt udbud til BIF A/S i Det offentlige udbud var næppe i sig selv nogen garanti for markedsprisen. Der skulle vist stor fantasi til ikke mindst henset til det historiske forløb, som nærmere beskrives nedenfor at forestille sig andre tilbudsgivere end BIF A/S. Det skal understreges, at der er tale om en samlet vurdering af kommunens økonomiske engagement i den professionelle klub. Heri indgår også, om den professionelle klub ud over leje af stadion har fået overdraget rettigheder til opsætning af reklamer og salg af mad og drikkevarer på stadion, og i hvilket omfang den professionelle klub har bidraget til finansieringen af det kommunale stadion. Hvis den professionelle klub fx har opført en tribune, kan kommunen indgå aftale om kommunens brug af tribunen mod, at klubben kan leje den øvrige del af stadion til en pris, der isoleret set er under markedsprisen. Det afgørende er, at der er ækvivalens i ydelserne, således at kommunen ud fra en samlet vurdering ikke yder støtte til den professionelle klub. At ApS fandt sted på markedsvilkår. Viborg F.F. Prof. Fodbold A/S betalte 10% af entréindtægten dog mindst kr. for leje af Viborg Stadion. Dette dækkede ikke Viborg Kommunes omkostninger. Tilsynsrådet udtalte, at Den omstændighed, at Viborg Kommune ved aftalen må påregne et årligt underskud på drift og vedligehold af Viborg Stadion, er efter kommunens opfattelse ikke ensbetydende med, at lejen ikke svarer til det lejedes værdi, og at V.F.F. Prof ApS derved skulle få et tilskud fra Viborg Kommune. Det årlige underskud er en pris, Viborg Kommune er parat til at betale for et fremme fodboldsporten og tilgodese almenhedens interesse i at kunne overvære sportsligt underholdende fodboldkampe. Tilsynsrådet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at kommunens udleje af Viborg Stadion til V.F.F. Prof ApS ikke fandt sted på markedsvilkår. 23

26 Kommunal støtte til professionelle sportsklubber fastslå, om der er ækvivalens forudsætter imidlertid efter omstændighederne en ganske indgående prøvelse af aftalekomplekset mellem en klub og en kommune. 24 Et centralt eksempel er Indenrigsministeriets skrivelse af 8. november 1993, hvor Brøndby Kommune og BIF A/S havde indgået aftale, hvorefter kommunen stillede Brøndby Stadion til rådighed for BIF A/S. BIF A/S skulle for benyttelse af stadion betale en vis del af entréindtægterne til kommunen og en tilsvarende del til amatørafdelingen. Samtidig skulle BIF A/S for egen regning ombygge baneanlægget. For det af BIF A/S opførte anlæg skulle kommunen til BIF A/S betale en købesum, svarende til de af BIF A/S afholdte udgifter ved ombygningen af anlægget. Købesummen skulle berigtiges således, at kommunen betalte et beløb, svarende til den afgift, som BIF A/S havde betalt for benyttelse af anlægget, indtil købesummen var betalt. Anlægget skulle dog under alle omstændigheder tilfalde kommunen senest ved brugsforholdets ophør i Aftalen er indviklet og lettere at forstå med følgende eksempel: K lejer stadion til B A/S for 100 kr. om måneden i 30 år, i hvilken periode B A/S skal betale yderligere 100 kr. til klubbens amatørafdeling. I samme periode skal B A/S opføre et nyt anlæg på stadion. Dette sælges til K for 100 kr. om måneden i 30 år, eller når de faktiske udgifter er betalt. Med andre ord er det i realiteten gratis for B A/S at anvende stadion i perioden, der dog skal finansiere en ombygning (samt støtte klubbens amatørafdeling). Indenrigsministeriet fandt, at flere kommunale interesser ville blive tilgodeset med aftalen. For det første fik kommunen finansieret et stort fodboldanlæg. For det andet opnåede kommunen at varetage det kommunale formål at støtte amatøridrætten i kommunen. For det tredje opnåede kommunen på længere sigt at få ejendomsret over de af BIF A/S opførte bygninger. Ved meget store entréindtægter, og dermed hurtig afskrivning af anskaffelsessummen, ville kommunen ovenikøbet få direkte lejebetaling fra BIF A/S. Indenrigsministeriet udtalte herefter, at det under hensyn til aftalens særlige karakter, herunder usikkerheden med hensyn til fremtidige entréindtægter og de aftalte særlige betingelser for betaling af leje, var vanskeligt at vurdere rimeligheden af de aftalte principper for lejefastsættelsen. Der var dog ikke grundlag for at antage, at disse principper var udtryk for en begunstigelse af selskabet. Det fremgik ikke af sagen, om og i givet fald på hvilken måde kommunen havde sikret sig, at BIF A/S kom til at betale markedsværdien, og Indenrigsministeriets konklusioner viser med stor tydelighed, at vurderingen af, hvad der er markedsvilkår for en aftale om udleje (og/eller salg) af stadionet, ofte vil bero på et skøn, som kan være meget vanskeligt at foretage. Der tilkommer