FORORD. København, Dec

Transkript

1 FORORD Generalkonsul Johan Hansens skikkelse er kendt i alle handels- og kunstnerkredse i landet. Han er forretningsmanden med den æstetiske indstilling overfor livet, opvokset i et gammelt, kultiveret hjem. På tærsklen til sit 80. år fortæller Johan Hansen i denne bog træk fra sit liv, der har været rigt på begivenheder. De skete i en tid, der er vidt forskellig fra den, vi i dag oplever, ikke alene i de chancer, der blev budt datidens unge, men også i hele ånden indenfor forretningsverdenen, familielivet og kunsten. Det er et stykke dansk kulturhistorie i rammen af det gamle københavnske bourgeoisi med en energisk og kunstinteresseret mand som den centrale skikkelse i begivenhederne. København, Dec Udgiveren. William Haste Vi må hellere efter traditionen begynde med det første i et menneskes liv: Familien og fødslen - så ved De straks lidt mere om de traditioner, jeg fik med mig fra fædrenehjemmet. Min slægts hjemsted kan føres tilbage til Nørre Løgum Sogn i Sønderjylland, men allerede min oldefar levede her i byen som brændevinsbrænder, gift med Ellen Rasmusdatter, døbt Aagesen 1789 i Gentofte. Min bedstefar, Christian Kjellerup Hansen, døde, da jeg var syv år. Jeg husker ham dunkelt, bi. a. fra en spadseretur gennem Amaliegade, hvor vi endte hos det endnu eksisterende firma H. S. Hansen for at købe en appelsin, som han forærede mig. Han var i sine unge dage blevet ansat hos l. P. Suhr - Manden med de kolde fingre, som man dengang kaldte ejeren af»sølyst«- og endte som pakhusforvalter, inden han blev selvstændig. Hos Suhr havde han set, at den udvikling, som skibsfarten til Østersøen havde taget, kunde danne grundlag for en selvstændig forretning. Han fik forbindelse med svenske, engelske og tyske kaptajner, der kom til at betyde overordentlig meget for den danske søfart, og i 1856 etablerede han sig under Firmanavnet C. K. Hansen. Vort rederi er siden da forblevet i familien. Min ældste søn af første ægteskab, WilIie Hansen, der nu er 53 år, bliver fjerde led, og hans søn igen, den 26-årige Bennet Hansen, femte led i firmaet, medens min anden søn af første ægteskab, Konsul Norman H. Hansen, er indehaver af Firmaet Rechnitzer, Thomsen & Co.s Eftf. i Ålborg. Af den øvrige Familie i C. K. Hansens Rederi er der de to chefer Knud Hansen og Christian Harhoff, henholdsvis min afdøde bror Roberts søn og svigersøn, samt Preben Harhoff, en søn af Chr. Harhoff. Min yngste søn af andet ægteskab, Christian Hansen, der er midt i tyverne, driver selvstændig befragtervirksomhed, medens den ældste, Johan, er helt uden for faget. Han er assurandør, gift med en amerikanerinde. Firmaet C.K.Hansen Rederiets Chefer: I Midten Johan Hansen, fra venstre Skibsrederne, Willie C. K. Hansen, derefter Norman H. Hansen, Knud Hansen og Chr. Harhoff. Min bedstefar startede virksomheden som en Bunkerkul-Forretning. Han begyndte helt uden formue, men hurtigt tjente han sig op og havde snart. Ejendommen på Toldbodvej 15 kvit og frit. Han blev på højden af sin virksomhed kongelig Agent og Konsul for Hansestæderne og Portugal.

2 Allerede i 1854 har man fundet min bedstefars navn som køber af malerier på auktioner, og som teaterinteresseret omgikkes han talrige af Det kgl. Teaters kunstnere. Det er to interesser, der som en slægtstradition i stedse stigende grad gik videre til min far og derfra til mig. Vi var alle»teatergale«. Christian Kjellerup Hansen var i øvrigt, ligesom jeg selv i mine yngre dage, stærkt interesseret i sport og foretog daglige rideture gennem byen med sin gamle kusk, Sørensen, som»adjudant«. Kort før sin død i 1868 nåede han at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog»som Tegn på Allerhøjstsammes Anerkjendelse af Deres Fortjenester med Hensyn til den i afvigte År tilvejebragte directe Udførsel af danske Producter til Storbritanien«, som det ordret hedder i udnævnelsen. Disse ord var ganske i overensstemmelse med sandheden. Min bedstefar var nemlig, hvad kun få ved, pioner for den eksport på England, der senere skulde få en så afgørende betydning for vort land. Den hyggelighed, der rådede i en gammel københavnsk borgerfamilie i min barndom, kan nutidens børn og unge mennesker slet ikke forestille sig. Alt var anderledes end nu, alt var mere dæmpet, mere inderligt og rigere, set fra et etisk synspunkt. De små begivenheder fik lov at leve og blomstre, folk interesserede sig for hinanden, for deres gensidige glæder og sorger, og sammenkomster mellem familie og venner var ikke betinget af højtidelige indbydelser. Man fik lyst til at se hinanden, og så aflagde man ganske naturligt besøg. Jeg kom som ældste barn til verden på Oehlenschlägers fødselsdag den 14. November i året 1861 i ejendommen Sølvgade 22. Det var tradition, at jeg lige fra barn fejrede denne fødselsdag i Det kg!. Teater, som netop den 14. november hvert År opførte et af Oehlenschlägers dramaer til minde om digteren. Med korte mellemrum blev jeg fulgt af fem andre søskende. Nancy og Emma blev gift med de to brødre baronerne Carl og Louis Schaffalitzsky de Muckadell fra henholdsvis Rynkebygård ved Ringe og Rødkilde ved Vester Skjerninge. ' Efter et par flytninger endte vi på Toldbodvej 32. Ejendommen var i sin Tid, sammen med nabohuset, beboelse for Grevinde Dannemand, Frederik VI's Maitresse, og fra huset førte en sti direkte til Amalienborg, en idyl midt i byen, hvoraf resterne måtte forsvinde, da vort firma opførte den store kontorbygning i Amaliegade 35, som afløste min bedstefars gamle beboelses- og forretningsejendom på Toldbodvejen. Om sommeren flyttede hele familien til Store Tuborg (nu»ensomme Gamles Værn«) hvorfra jeg har mange glade minder. Min far, Johan Peter Christian Hansen, gift med min mor, den engelsk-fødte Emma Hikins, havde købt Store Tuborg, hvortil dengang hørte en 3 tdr. land stor have, af Grundtvigs enke, og han lod villaen ombygge i italiensk stil. Fru Grundtvig havde dog knyttet den betingelse til købet, at hun havde lov til at medtage verandaen, hvorpå der med store bogstaver stod skrevet:»skænket N. F. S. Grundtvig af hans gamle Venner«, og denne del af villaen endte foran hendes senere bopæl på Frederiksberg. Hellerup var dengang det rene bondeland med store, åbne marker både på øst- og nordsiden af Store Tuborg, og turen derud fra byen foregik med hestesporvogne, der kørte gennem Grønningen og Østerbrogade til Vibenshus hvert 10. Minut og derefter til gamle Slukefter i Hellerup hvert 20. Minut. Vi holdt desuden hest og vogn, og vi børn fik ofte lov til at benytte en ponyvogn. Hesten til denne, et smukt dyr, blev udlånt til vor næsten nabo, teaterdirektør Theodor Andersen, og den debuterede med succes på Dagmarteatrets scene med Fru Oda Nielsen som dristig rytterske. Når vi ikke var på landet, blev vi af pigen og senere af en tjener fulgt ud til den fritbeliggende Strandpromenade på Østerbro, der forlængst har veget pladsen for Østbanegades og Frihavnens -anlæg. På et sted, der nu ligger midt i byens færdsel, lå Becks og Engelbrechts badeanstalter i landlige omgiveiser, hvor vi efter badet fik kaffe med wienerbrød i et lille træhus. Vi fik som børn en ret streng opdragelse efter den tids principper - for eks. husker jeg, at min ældste søster ikke fik lov til at løbe alene på skøjter på Vanilleisen - og min mor, der havde påtaget sig opdragelsen af hele flokken, behøvede kun sjældent at kalde min far til assistance. Når han skulde tage ridepisken i brug, der dog kun anvendtes mod de to drenge (min bror Robert med sin ejendommelige karakter som dreng var vel nok den, det oftest gik ud over) kunde han dårlig blive i rollen, dertil var han af naturen for hurtig til at tilgive. Skønt beskæftiget i det praktiske liv, havde min far alle dage en stor svaghed, som er gået i arv til mig, nemlig lysten til udøvende musik og sang. Det var i de, unge dage hans drøm at komme til

3 operaen, og han rejste til Paris for at studere hos datidens berømte sangspecialist, Garcia, der som bekendt gjorde den store laryngologiske opdagelse med strubespejlet, hvorved det bi. a. blev muligt at kontrollere stemmebåndenes svingninger under sang og tale. Hans rejsefælle til Paris var maleren Anthon Melbye. Min far havde en smuk basbaryton og et fint musikalsk øre, og hans sangerbane syntes allerede tilrettelagt, da han blev forlovet med min mor og i samme anledning fra sin far fik en høflig, men bestemt anmodning om ikke at hengive sig til romantiske drømmerier, men se at komme ned på jorden igen, nærmere bestemt i Firmaet på Toldbodvej. Han bøjede sig - som børn dengang ofte gjorde - for den faderlige vilje, men kærligheden til kunsten forlod ham ikke livet igennem. Mange kunstnere færdedes som venner i vort barndomshjem, og levede de længe nok, arvede min hustru og jeg dem. Blandt husets venner var Henrik og Betty Hennings, operasanger Ferslew (nu helt glemt), skuespillerne Kolling og Schneider, hele familien Price (Juliette Price kendte min far indtil beundring allerede før sit bryllup, og hun blev en trofast veninde mod mine forældre), senere kom ForselI til og en lang række andre kunstnernavne. Vort hjem blev selskabeligt set større og større med årene, især efter at min far - ligesom jeg selv senere - blev udnævnt til Generalkonsul for ØstrigUngarn. Mange gesandter kom til os, mænd, hvis navne senere fik international klang. Jeg husker bi. a. den fornemme østriger greve Paar, der senere kom som gesandt til Pavehoffet. Vi legede med hans sønner i modtagelsessalonen i Amaliegade, omgivet af gamle ridderrustninger langs væggene. I de senere år forandredes hjemmets karakter. Mine forældre, der var dybttænkende kristne, havde lært pastor Rudolf Frimodt at kende, og det førte efterhånden til jævnlige præstebesøg, ja hele præstemiddage hos os, foruden Frirribdt selv bi. a. Pauli, Schepelern, Professor P. Madsen, biskop Schousboe o. a. Den religiøse påvirkning gjorde tonen mere puritansk, og vi børn syntes ikke, det var nødvendigt at drive det så vidt som til at synge salmer ved bordet, når gæsterne var forsamlet. Rollen som iscenesætter af teaterstykker klædte da også min far langt bedre - det var noget, der lå ham i blodet og gik i arv til mig. Jeg husker tydeligt, at vi engang i vort hjem fik lov at overvære en fuldstændig Mester Jakel-Komedie, spillet af levende dukker, hvoriblandt var far, vekselmægler Malling, vekselerer Monies og overintendant Diderichsen, der senere spillede med far i H. C. Andersens lille komedie»en nat i Roskilde«. Mine forældre var desuden begge medlemmer af den morsomme forening»det gode Sindelag«med sin, stærkt blandede medlemskreds af forretningsfolk, kunstnere og litterater, og her oplevedes brogede maskeradefester, middage og skovture, altid oppyntet med lejlighedspoeternes sange og taler. Festerne rykkede også ind i vort hjem, og der gik ry af dem. Selv dagbladene, der jo dengang var meget mere stive og officielle end nu, kunde ikke undlade at omtale vor ungdoms fest på Toldbodvej, hvor hele lejligheden var omskabt af den da lige opkomne Ernst Bojesen og dekoreret som kagehus fra loft til gulv. Komedierne i hjemmet var så at sige' et led i vor opdragelse, og jeg fik så megen smag for instruktion, at jeg gav gæstespil som instruktør hos forskellige af vore bekendte, der havde det samme måde: Burmeisters, professor Engelsted (Legationsrådens far), Fru fabrikant Modeveg på Rolighedsvej eller jægermester Dinesens i Dronningens Tværgade. Opførelserne var dristige: Erik Bøgh'ske vaudeviller og franske farcer - for slet ikke at tale om den højaktuelle»verdens Herkules«, hvori jeg tildelte mig selv hovedrollen, og som jeg senere har indstuderet med ungdommen i to generationer, både hos Engelsteds og hos Burmeisters. Denne hyggelige, gamle tradition er jo nu gået helt af mode i hjemmene. Nu er det skolekomedie med stykker helt op til Strindberg og Ibsen, men tiden er jo unægtelig også blevet hårdere og mere nøgtern. I forbindelse med mit gode barndomshjem kommer jeg ofte til at tænke på en lille episode, der hændte mig som voksen. Jeg havde et par gange truffet filmsmanden, Generaldirektør Ole Olsen, og da jeg en dag sad i et kystbanetog, kom han ind i kupeen og satte sig overfor mig. Vi hilste på hinanden og vekslede et par ord om vejr og vind, hvorpå vi hver især gav os til at læse i den medbragte avis. Lidt efter bemærkede jeg, at Ole Olsen havde lagt avisen på skødet og nu sad og så tankefuldt over på' mig. - Er der noget i vejen? spurgte jeg forsigtigt jeg havde en fornemmelse af, at jeg måske havde glemt at få slips på eller noget i den retning. - Næ, det er der ikke, svarede min genbo, jeg faldt blot i staver ved at se Dem og ved at tænke på, hvor

4 meget De egentlig har at være taknemmelig for, fordi De har haft et godt og kultiveret hjem som barn, og hvor meget det må have sparet Dem af sorg og besvær senere i livet. På baggrund af den triste barndom, denne mand selv havde haft, inden han nåede frem, blev jeg grebet af disse ord og tænker tit på dem. For Skolebestyrer Bondesen, forberedelsesskolen i Store Kongensgade, var jeg som 6-årig blevet fremstillet af min far. I denne skole fik jeg en mængde gode kammerater fra de tidligste år, deriblandt senere kendte mænd som kaptajn S. Chr. Møller, professor Thorkild Rovsing, konsul Theodor ]espersen, legationsråd Engelsted, admiral Carstensen, redaktør Ove Krak og - min ven gennem livet - Frederik Nørgård eller Frits som vi kaldte ham, der senere blev handelsbankdirektør og etatsråd. Hans far var, ligesom min far, gode venner med Tietgen, og han og jeg kom flere gange til bal hos den store handelsfyrste. Vi skoledrenge førte, som den tids skik var og vel er endnu, bitter strid med eleverne fra en anden skole højere oppe i gaden, Fritsches. En kammerat organiserede til slut striden så godt, at han fik os til at medføre spanskrør, som vi skjulte i bukserne, og på hjørnet af Dronningens Tværgade og St. Kongensgade udkæmpedes et veritabelt slag, der een gang for alle satte en stopper for yderligere strid. Dr. Pio, en bror til socialistføreren, var rektor i min næste Skole, Borgerdydskolen i Bredgade. Det var en fin skole, mente man dengang, men ve den kommuneskole, der i dag vilde byde eleverne tilsvarende forhold! Ejendommen selv var forfalden, og gymnastiksalen, - for blot at nævne en enkelt ting - stødte op til et bageri, så den varme væg altid var tæt besat med kakerlakker. Vor eneste drik til lommeklemmerne var vandet fra gårdposten, men trods alt kom vi dog, mærkværdig nok, fra skolen i god helbredstilstand. Mine forældre havde altid sørget for, at jeg og min bror fik god motion - efter datidens forhold - og den bestod bi. a. i tvungne spadsereture på Langelinje eller Kastelsvolden. Det var noget, vi ikke kunde udstå, men til gengæld havde vi de herlige ridetimer i Dronningens Ridehus i Frederiksgade, hvor kgl. berider Noll gav os undervisning. Min bror var så ivrig i denne sport, at han endog kunde falde i søvn på hesteryggen og til slut lade sig trille ned uden at der skete noget. Ridesporten blev i øvrigt senere i Livet hans skæbne. I sommeren 1912 ringede hans datter, Fru Rigmor Harboff, til mig for at meddele, at hendes far var styrtet med hesten på en ridetur i Nordsjælland og bevistløs var blevet bragt til Usserød Sygehus. Her døde han den 18. juni Min far og Frits Nørgårds far havde ofte talt om, at en praktisk uddannelse og sprogfærdighed var det bedste, deres unge sønner kunde få. Efter 4. klasses hovedeksamen blev de to fædre enige om, i halvandet år at sende Frits, min bror Robert og mig til det kendte institut i Schweiz, La Villa i Ouchy nær ved Lausanne, ledet af professor Charlier, en gennemkultiveret og højt begavet pariser. Madame Charlier forestod den indre ledelse og var mor for de unge mennesker af de mange nationaliteter, deriblandt den ægyptiske prins Sadek, der havde passeret de tyve. Det var Professor Charlier, der på sit pragtfulde fransk lærte mig, hvad Recitation egentlig er. Jeg var en opmærksom lytter, og det dejlige franske sprog gled let og umærkeligt ind i mit øre. Engelsk lærte jeg ikke, da jeg gennem mine engelske bedsteforældre og min engelske mor beherskede det som dansk. Det var forbudt - og naturligvis derfor særlig eftertragtet - at forlade skolen uden opsigt. Farezonen var især det nærliggende Le Chalet, pensionatet for engelske unge piger, og havde der vel været noget ved os, hvis det ikke til slut var lykkedes os at opnå forbindelse med de eftertragtede væsener derovre? Min italienske kammerat, den senere Hertug Torlonia i Rom, der overlod Mussolini sin Villa, var begejstret for det vellykkede gennembrudsforsøg og for mine engelske sprogkundskaber, der muliggjorde hans konversation med skønhederne. Jeg nævnte i forbindelse med sproget mine engelske bedsteforældre og min engelskfødte mor. Om denne familie - Hikins - er der en del interessant at fortælie. Min mors far har vel nok været den første og eneste maskinmester i den danske marine, som ikke var dansk borger. Han var med i søtræfningerne både i 48 og 64. Hikins var gode venner med den Wain, der sammen med Christian Burmeister, (min fars onkel, gift med en søster til min bedstemor), grundlagde Firmaet Burmeister & Wain, og både Wain og Hikins var kommet her til Danmark fra England på regeringens anmodning sammen med fem andre engelske maskinfolk og ingeniører for at lære os nærmere om skibsmaskinernes brug og

5 funktioner. Så vidt jeg ved, findes der endnu en direkte efterkommer af den engelske ingeniør Major, der var en af de syv tilkaldte englændere, som ikke senere vendte tilbage til deres hjemland. En mængde af eleverne på La Villa var engelske unge mennesker, og de lærte os et helt nyt spil: Fodbold. Et fotografi, hvorpå Frits Nørgaard og jeg selv ses i datidens sportslige udstyr, turde sikkert forestille de to første danske fodboldspillere på et internationalt hold i udlandet. Spillet var dengang ganske ukendt i Danmark og kom først langt senere hertil. Vore forældre gav os den ene sommer lov til en herlig ferierejse gennem hele Schweiz og NordItalien, og bagefter mødte vi min far i Paris, hvor vi i løbet af en halv snes dage gennemtrawle de alt, hvad der var at se og høre på kunstens område. Vi var ofte to gange daglig i Théâtre Francais med mellemliggende middag i Hotel Royal, og jeg fik lejlighed til at se, hvad nationalteatret betød for Frankrig i sin bedste periode, før kunstnerne spredtes til flere scener: den ældre og yngre Coquelin, Sarah Bernhardt, Worms, Delaunay, Rejane, Samary o. fl. Den fra Schweiz hjemvendte unge mand trådte ind i rederiet som lærling og altmuligmand. Foruden kontorarbejde skulde jeg hver dag passe børsbesøgene, som dengang betød mere end nu for et firma som vort. Min far, der havde introduceret mig i børskredsen, forlangte, at jeg altid skulde møde i høj hat ved noteringerne. Initiativet til oprettelsen af Dampskibsselskabet Dannebrog kom fra min fars mangeårige og dygtige kompagnon, konsul Olaf Hansen. I 1883 tegnedes kapitalen, og begyndelsen blev gjort med Burmeister & Wain - damperne Amalienborg, Christiansborg og Frederiksborg. De første år viste kun ret beskedne resultater, men selskabet voksede dog i de følgende 30 år så meget, at det lige inden krigen 1914 havde 41 dampere. Blandt vort personale var nuværende skibsreder A. P. Møller. Han arbejdede i det daværende Skt. Petersborg, indtil jeg tilbød ham stillingen som leder af vor befragtningsafdeling, hvor han i 7-8 År udførte et fortræffeligt arbejde. Jeg kommer til at tænke på den pudsighed, at Møller, før han modtog stillingen, lidt benovet spurgte:»tror De nu, jeg kan magte den?jo, det går nok,«svarede jeg, og det gik, endda så godt, at han i løbet af de år, han var hos os, på egen hånd og med min billigelse lod først en og derefter to både gå i fart for egen regning. Men da så den tredje kom til, måtte vore veje skilles. Vi er dog fremdeles de bedste venner.. Den, der i dag kender forretningsgangen i et rederi, især i denne mærkelige tid, hvor store dele af arbejdstiden går med lange, besværlige konferencer og aftaler til alle sider, vil ikke forstå, at et efter datidens forhold betydeligt administrativt arbejde kunde udføres af ganske få mennesker, hos hvem alle beslutninger blev taget - noget, der i dag smager af enevældens enkle regeringsform. Det hele gik tilsyneladende, som det bedst kunde, under former, der havde tradition fra mine bedsteforældres tid, da f. eks. min bedstemor personlig. serverede frokosten, både for chef og personale. Det var ret almindeligt, at vi fra kontoret gjorde afstikkere til genboen Toldbod Vinhus, hvor man om sommeren styrkede sig med en bajer eller en kop kaffe under de grønne træer. Da Toldbod Vinhus, sammen med M. B. Cohns kontor i Runddelen på Toldbodvej, blev nedrevet for at give plads til Frilager-Bygningen, forsvandt en stor del af det gamle, hyggelige kvarter. Tilbage blev indgangen til Meteorologisk Institut og restauranten Lumskbugten. Det mærkelige navn har den forklaring, at de unge mennesker i firmaet af og til snød sig til at gå over i restaurationen, og da dette jo var noget med lumskeri, kom navnet efterhånden frem i sin nuværende form efter at have gennemgået forskellige udviklingstrin.»lumskebugten«var i mange år ganske ukendt udenfor Toldbod-Kvarteret, men en skønne dag blev det nævnt i vide kredse efter et dagblads Interview med mig, hvori jeg tilfældig kom til at tale om lokalet som et led i Toldbod-Billedet. På grund af sin egen Saltvands-Kolorit og stemning blev det en tid derefter besøgt ivrigt af Københavns Boheme og Selskab, der var træt af suppe, fisk, steg og kage på pæne restaurationsborde med kongeligt porcelæn og hvide, stivede servietter. Læreårene på kontoret blev afbrudt af soldatertjenesten i forplejningskorpset. Her fik jeg til kammerater senere kendte mænd som grosserer William MaIling, kontorchef F. von Biilow, overformynder Ftiis, retspræsident J. From, bankdirektør C. C. Clausen o. f I. Indkvarteringen var i den højst uhyggelige Wildergade Kaserne, men blev det os for surt, gik vi til Gerners og Frederik Jensens Revuerener i Boulevard Cafeen og - hvis det skulde være meget dristigt - i Kisten på Vesterbro. Vort firmas nøje tilknytning til England foranledigede min far til efter soldatertiden at sende mig på en rejse over Nordsøen sammen med min ven Nørgaard. En del af tiden boede vi i Edinburgh hos en original dame, Mrs. Pattersson, der behandlede os som et par sønner. Samme Mrs. Pattersson var en meget pertentlig dame, og hun blev grebet af forfærdelse, da jeg en

6 dag fortalte hende, at der i min tegnebog lå en seddel fra hendes husassistent, hvorpå der stod:»undskyld at jeg har taget Deres 5 Pund Note - jeg måtte ha' penge.«mrs. Pattersson var så rystet over denne hændelse i hendes bundhæderlige hus, at hun meldte sagen til politiet, der straks foranstaltede en jagt på den forsvundne pige. Da vi nogle aftener senere sad ved teen, bankede det på døren, og ind kom en politimand belæsset med forskellig damegarderobe, hat, parasol o. s. v. Det var pigen, der var blevet fundet af politiet og nu gennem Bobbyen bad, om jeg ikke vilde tage betaling for mit tab i genstandene, som var blevet købt for de stjålne 5 Pund.. En anden lille oplevelse derovre - også med en 5 Pund Note - var en køretur i jernbanen, hvor jeg kom til at sidde alene i en kupe med en ung dame. Da toget var kommet i gang, rejste hun sig og sagde:»hvis De ikke udleverer mig 5 Pund aldeles omgående, alarmerer jeg kontrolløren og siger, at De har overfaldet mig her i kupeen.«jeg svarede hende roligt, at det måtte hun gerne - jeg var fremmed her og kunde ikke skandaliseres på nogen måde. I dyb tavshed kørte vi videre, til jeg kom til min station, hvor jeg høfligt lettede på hatten, sagde farvel og takkede for behagelig samtale. Jeg arbejdede hos rederen James Curde i Leith, der var skaber af dampskibslinien på København og bror til Sir Donald Currie, der fra London ledede den endnu virksomme Union Castle Line. Fra Edingburgh-Tiden stammer min Interesse for cykle sporten, som jeg var en af de første udøvere af. Jeg husker de ældste løbemaskiner, hvor rytteren drev cyklen frem ved at sparke bagud med tåspidserne mod jorden, men i 80'erne oplevede vi i Skotland de høje Velocipeder (Væltepetere), der effektfuldt kunde bruges til en hurtig fart ned ad de stejle skotske bakker. Jeg var, så vidt jeg ved, den første, der bragte disse, nu ganske latterlige køretøjer til Danmark, hvor de blev modtaget som et af tidens tekniske vidundere. Kørslen på dem vår ingenlunde ufarlig, da rytterens hoved på grund af det kæmpemæssige forhjul befandt sig ca. 2½ Meter over kørebanen. Min bror, der altid blev fanatisk, når det drejede sig om sport, lancerede cyklen i et væddeløb i Tivoli omkring plænen og ind mellem træerne, medens publikum hold vejret af spænding og forbløffelse. Da de lave Bicykler kom frem, kaldte han dem foragteligt»fruentimmer-køretøjer«. Selvom begivenheden tidsmæssigt faldt noget senere, kommer jeg her - i forbindelse med James Curries navn - til at tænke på den store oplevelse, som hans bror, den førnævnte Sir Donald Currie, skænkede mig i sommeren 96. Currie ankom til København med sin egen damper Tantalon Castle en søndag eftermiddag, og store menneskemængder var forsamlet på kajen, da rygtet var løbet forud, at den store statsmand William E. Gladstone var ombord sammen med sin hustru, søn og svigerdatter, samt en række fremstående engelske forretningsfolk. Gennem mit bekendtskab med Sir Donalds bror var jeg, trods mine unge år, indbudt til at komme ombord for at gøre turen med til Kieler-Kanalen, som netop skulde åbnes, og i selskab med englænderne fik jeg for første gang at se Kejser Wilhelm på nærmeste hold ved indvielseshøjtideligheden. På rejsen derned stiftede. jeg personlig bekendtskab med Gladstone, som viste sig at være en stor charmør og havde en del venlige ord tilovers for den ungdom, der lyttede til hans erfarne ord. Det var i øvrigt ikke første gang, jeg så berømtheden. Currie havde været i København en gang tidligere, i 1883, og dengang var både Gladstone og digteren Lord Tennyson ombord. Min far havde som ven af det engelske hus og fortrolig med de lokale forhold fået den opgave at tage sig af de prominente Gæster og bi. a. aflægge et besøg sammen med dem på Fredensborg Slot, hvor Christian IX og hans familie modtog selskabet i audiens. Gladstone aflagde også besøg i vort firma. Jeg fik derved lejlighed til samme dag at komme ombord i Curries skib, Pembroke Castle og kunde iagttage, at Lord Tennyson var en alt andet end meddelsom herre. På turen herop, fortalte mig hans medpassagerer, så man ham kun til måltiderne. Resten af dagen tilbragte han med at sidde for sig selv på dækket med kraven oppe om ørene og en shagpibe i munden, måske digtende på en strofe, der senere skulde blive en hel verdens eje. Ikke alene i Edinburgh, men også i Newcastle (under min ansættelse i reder- og kulfirmaet Milbum & Co.) kom jeg i forbindelse med mange store forretningsfolk. Min chef i Newcastle, Mr. William Milburn, var en stor original, en pragtfuld type på den gamle, engelske skibsreder. Han havde kun een Interesse i livet: sin virksomhed. I den gamle bygning, hvor nu Milburn-House findes, stod han i et rummeligt lokale foran sin pult med hovedet støttet i hånden. Han modtog selv alle telegrammer, var meget fåmælt, og blevet skibs ankomst meldt, sagde han altid: '»She is working like clock-work«. Hans hjem, en stor villa, hvor jeg ofte var gæst, var smukt indrettet, men ikke prangende, og hans hustru var en jovial og dygtig husmoder. Af hans sønner var den ældste, John, gift med en smuk dame, og jeg kunde forstå, at de gerne havde set,

7 at der var blevet et par af mig og Milburns eneste Datter, nu for længst afdøde Mrs. Hancock. Det kom dog aldrig videre end til et godt og varigt venskab. Under mit ophold i Newcastle kom jeg til at tænke på det besøg, som jeg aflagde hos en forretningsforbindelse: To ungkarle, der levede sammen med en ugift søster. Jeg var blevet inviteret hos dem til middag og havde i samme anledning klædt mig i sort frakke, som man dengang bar til»pænt brug«. Stor blev imidlertid min forbavselse, da jeg blev modtaget af mine værter, iført kjole og hvidt og søsteren i nedringet selskabskjole. Vi var ikke andre end os selv, men det var skik og brug i England dengang - hvad jeg endnu ikke havde erfaret - at man selv til sådanne små sammenkomster iagttog den strengeste etikette i påklædningen. Blandt de mest kendte personer jeg var sammen med i Newcastle, var den tidligere handelsminister Mr. Walter Runciman, en søn af Lord Runciman, der grundlagde det store skibsrederfirma Runciman Line på min bedstefars tid. Runciman'erne i tre generationer besøgte os flere gange i København og tog os ombord i deres pragtfulde yacht Sunbeam, hvor de trestemmigt sang deres' sailor-canties, sat i musik af en slægtning, organist Runciman. Den mest kendte af disse Runciman'er er vel den gamle skibsreders søn, der i 1938 fik den vanskelige opgave at lede forhandlingerne mellem Tyskland_ og det daværende Czekoslovaki. Skønt resultatet blev negativt, berømmedes dog Walter Runciman af alle for sin noble og forstående optræden. Fra et af Runciman-Besøgene her i København husker jeg en bemærkning af den gamle skibsreder Lord Runciman, der havde besøgt vort firma og hørt mig fortælle om vore arbejdsvilkår. - Det er mærkeligt at se, sagde han, som Deres forretning er bundet i modsætning til vor. For det første har vi ikke alle disse aktionærer at tage hensyn til, for det andet er vi ikke afhængige af den bølgegang, som et skibsrederfirma altid er udsat for med hensyn til fragternes højde. Vi sidder ikke passive i den døde tid, men benytter den til at opkøbe alle de skibe, vi har til en billig pris. I opgangstider sælger vi dem så med god fortjeneste eller tager det tilsvarende ind i gode fragter. Efter et lille års tid i Newcastle gik min rejse videre til London, til en af Milburns filialer, og her i London dyrkede jeg mine teaterinteresser så snart tiden tillod det. Gilberts og Sullivans muntre operetter var netop kommet op på byens teatre med kunstnere som Henry Irving, Ellen Terry, Bancrofts og flere. Men først ved hjemkomsten til København skulde det egentlige arbejde til at begynde. Jeg fik i firmaet tildelt en høj skrivepult med en skruestol foran, anbragt udenfor privatkontoret, hvor min far og hans kompagnon sad bænket. Ved siden af det almindelige kontorarbejde skulde jeg fungere som en slags pladshund, der hindrede indtrængen i det allerhelligste af alt for mange visitlystne gæster. Stenografi kendte man ikke dengang på kontorerne, knap nok begrebet»korrespondenter«, og vi skrev derfor vore breve selv så smukt og sirligt vi kunde. På det tidspunkt kom den nye danske opfindelse i handelen: Døvstummepædagogen MaIIing-Hansens skrive kugle, som skulde lette os arbejdet med korrespondancen, men maskinen viste sig desværre at være for upraktisk i forretningslivet, og vi måtte atter ty til penneskaftet, indtil de udenlandske skrivemaskine-konstruktioner kom frem. De tidligere nævnte besøg på børsen blev genoptaget. Jeg havde dengang en stor portion ungdommelig iver og energi og kom snart ind i kredsen omkring Handels- og Kontoristforeningen med C.F. Tietgen som formand. Vort firma var helt knyttet til Tietgens Bank, Privatbanken, min far omgikkes ham som forretningsven, så kunststykket at lære ham nærmere at kende var ikke overvældende, især da jeg noget senere kom ind i Handels- og Kontoristforeningens bestyrelse. I øvrigt kunde han huske mig fra drengeårene, da jeg kom i hans hjem. Etatsråd Tietgen (dersom bekendt senere blev Geheimeetatsråd) var i børs- og forretningskredse meget fåmælt, men inden for Handels- og Kontoristforeningen var han åben og meddelsom - en aldeles ypperlig leder af det unge foretagende. Han havde en egen evne til at få ungdommen op på talerstolen og sige noget på grundlag af egen erfaring eller egen overbevisning. Selv holdt jeg et foredrag i foreningen om Kieler-Kanalens åbning, og i forbindelse hermed omtalte jeg vor nye frihavns betydning. Foredraget kom senere som brochure og sendtes på engelsk til vore forretningsforbindelser i England. Jeg husker endnu Tietgens ansigt, da jeg overrakte ham pjecen. Først klappede han mig venligt på skulderen og takkede, men da han havde bladet lidt i den, og hans øjne faldt på kapitlet om Frihavnen, som han var en svoren modstander af, skiftede han udtryk;, og der lyste et bistert blik, da han så på mig og sagde:»hvad skal det stå der for? - det skulde De ikke have gjort.«hvorpå han vendte sig brat om og marcherede af. En mand af hans anseelse skal eje en god portion overlegenhed og selvironi for at udlevere sig, endda

8 over for de unge. Men det var Tietgen ikke bange for. Jeg husker således et foredrag, han en aften holdt i foreningen, og under hvilket han kom ind på et fjerntstående tema, som man slet ikke kunde vente, han skulde beherske. Da jeg lidt senere udtrykte min beundring for hans saglige udredning af emnet, svarede han leende:»herregud, unge mand, De ved da nok, hvordan sådan noget går til. Det sidder man og læser over på i sit leksikon aftenen forinden, og så får man sin viden flettet ind på en' fiks måde.«fra en anden samtale med ham - den drejede sig om en bog - husker jeg, at han spurgte mig:»den har De vel ikke læst?jo,«svarede jeg,»det har jeg tilfældigvis.hvornår får De tid til den slags?«spurgte Tietgen videre.»om aftenen efter kontortid.så kan jeg bedre forstå det,«sagde han,»for alt det sludder med tidligt i seng hører ingen Steder hjemme, hvis man skal have tid til at fordybe sig i lekture. Og så er det forresten også noget vrøvl dette her med»tidlig op næste morgen, for det kommer man jo ikke.«en virkelig god moral for en ung handelsmand! Tietgen blev som formand i Handels- og Kontoristforeningen afløst af Fritzsche og Ludvig Bramsen, under hvem jeg blev medlem af direktionen lige til den Hassing- Jørgens'enske periode. Navnet Grosserer-Societetet havde ikke alene i handelskredse, men langt ud i befolkningen en meget højtidelig klang. Jeg selv var, når jeg skal være ærlig, en del imponeret over, at disse ældre, værdige herrer, med etatsråd Adolph som formand, vilde have en forholdsvis grønskolling som mig ind i kredsen for at repræsentere skibsfarten - men det vilde de altså - lige til min ministertid i Man har åbenbart også fra anden side ment at kunne bruge mig, thi omtrent samtidig med min Indtrædelse i Societetet fik jeg opfordring til at blive medlem af Borgerrepræsentationen. Det var på det tidspunkt, da det gode gamle borgerskab næsten var ved at kapitulere over for trykket af den nyrejste socialistiske bølge. En række mænd - Antisocialisterne som de kaldte sig - skulde nu være bolværk i borgerrepræsentationen mod denne bølge. Handelsstanden var bi. a. repræsenteret af Alexander Foss, retspræsident Koch, overretssagfører Carl Becker og flere andre forretningsfolk, og til forundring for mange gik listen igennem. Politik og dermed beslægtede, ting havde aldrig, haft min særlige interesse, og her i Borgerrepræsentationen følte jeg mig egentlig til at begynde med som en fremmed. Jeg var straks ved min indtræden blevet udset til ordfører ved kommunens Regnskabsopgørelse og Budget, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var noget desorienteret om fremgangsmåden, indtil en god bekendt af mig, vekselerer Lamm, gav mig det udmærkede råd at læse hele kommunens bindstærke årsregnskab igennem for således at blive fortrolig med spørgsmålene. Det kostede mig adskillige nætters søvn, men det viste sig at være et probat middel, som sikrede premieren. Naturligvis åbnes mange døre ind til mennesker gennem en sådan post. Man lærer mange folk at kende, både fra deres gode og dårlige side, så denne del af mit liv, der faldt sammen med min virksomhed i grosserer-societetet og handelsbankens bestyrelse inden min ministertid, var i og for sig nyttig, blot kunde jeg af og til dårlig forsone mig med tonen i det offentlige liv, om jeg har et særlig sart øre, er muligt, jeg kunde i hvert fald lidt svært goutere, at en diskussion om rent saglige spørgsmål af og til udartede til veritable personlige fornærmelser. Den samme mærkelige personligbestemte indstilling, som vi vel i det hele taget har lidt for meget af i vort 1i11elarld, fandt jeg hos en mand som konferensråd Ryberg, Grønlandsk Handel. Jeg var en overgang medlem af en af kommissionerne, og Ryberg mente, at den betænkning, vi havde udarbejdet, var et indirekte, personligt angreb på ham og undgik i årevis at hilse på mig såvel som på de øvrige kommissionsmedlemmer. I den udenrigsministerielle kommission, hvori jeg en tid havde sæde, traf jeg greve Ahlefeldt-Laurvig kaldte denne mand mig op til sig for, på den senere statsminister Neergårds vegne, at spørge mig, om jeg ikke kunde tænke mig at forsøge posten som Danmarks første handelsminister. Ganske vist havde jeg adskillige gange fremsat tanken offentlig om oprettelsen af et handelsministerium uden et øjeblik at tænke på mig selv, og man havde da også først, kunde jeg forstå, forhørt sig hos daværende generalkonsul Faber i London. Han påstod imidlertid, at han var en dårlig taler og turde heller ikke af andre grunde give sig i lag med opgaven, efter hvad man senere fortalte mig. Min største betænkelighed ved at tage mod tilbudet om at blive minister var forretningens pasning i den tid, jeg ikke kunde være der, men efter en konference med min far og min bror lovede den sidste at tage sig af alt i min fraværelse - og det. Viste sig, at han klarede denne post fortræffeligt. Ved min indtræden i rigsdagen sagde en gammel erfaren folkets repræsentant til mig:»pas på hvert ord, De siger i denne forsamling. De kan ikke løbe fra det mindste, men vil tværtimod ved lejlighed få alt

9 det serveret igen, der i øjeblikket kan gavne deres politiske modstandere.«en anden politiker gav mig rådet:»husk nu på ikke at være for elskværdig som minister - det kan folk ikke tåle.«i alle ministerier sidder embedsmændene jo over fra den ene minister til den anden, men her skulde grundlægges en helt ny stab. Den vigtigste post, departementchefens, var genstand for talrige drøftelser bag kulisserne. Schovelin, som jeg kendte fra grosserer-societetets komite, syntes ifølge sin mangesidige begavelse selvskreven, og det hed sig med urette - at jeg vilde forsøge at få ham anbragt i departementchefstolen, ja det gik endda så vidt, at en højtstående embedsmand opsøgte mig for at meddele, at. Den røde bygning vilde være lukket for mig, hvis jeg omgikkes med den slags planer. Efter en forgæves forespørgsel hos generalkonsul Weimann i Hamborg endte det med, at Wedel overtog stillingen på betingelse af, at Busch-Nielsen fulgte med som ekspeditionssekretær. Derimod forlangte jeg selv - hvad der dengang vakte opsigt - at de to departementer inden for ministeriet b, ev ledet af kontorchefer fra det praktiske liv. De to mænd blev registrator Krenchel, der fik den rent kommercielle afdeling, og Krogh, der fik Søfarts-afdelingen. Han var en meget dygtig mand, og den senere affære, der oprulledes i forbindelse med hans afsked, står jeg ganske uforstående overfor og beklager den, efter min mening, ufortjente medfart, der blev ham til del. Handelsministeriet fik ikke straks plads i den røde bygning, men derimod i Dyvekes Gård på Amager torv. Der var mange ønsker, mange reformer, jeg som ny mand straks vilde have gennemført, også i relation til de øvrige ministerier, personer som jeg gerne vilde have knyttet til mit eget virkefelt - men her viste det sig hurtigt, at jeg havde været lidt for optimistisk. Der var mange hensyn at tage, som jeg på forhånd ikke havde anset for mulige, og en meget stor del af den knappe tid, der stod mig til rådighed som minister, gik med hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Før man var blevet enige om, hvilke sager der skulde henlægges under mit ministerium, var der gået hele ti måneder! Dengang var der, i modsætning til nu, et ret stort svælg mellem politikerne og erhvervslivets folk. Som første handelsminister måtte det være en opgave at ryste disse kredse,sammen, og da danskerne jo af naturen er et selskabeligt folk, der får en masse ting til at glide ved frokoster, middage o. s. v. mente jeg, at den bedste form for en gensidig præsentation vilde være en banket. Ideen blev modtaget med udelt tilfredshed. Neergård holdt festtalen for det nye ministerium og den nybagte minister, til hvem han gav det sikkert absolut rigtige råd:»nur keine dumheiten machen«. Imidlertid vilde skæbnen, at jeg kom til at overleve Neergård' som minister i denne omgang. Da han trådte tilbage som følge af forsvarsspørgsmålet, og Holstein-Ledreborg blev statsminister, blev jeg siddende for i nogen grad at fuldføre det grundlæggende arbejde, jeg havde påbegyndt hos Neergård. Holstein-Ledreborg var, skønt godt op i årene, en ret vital mand og en fremragende taler, men hans regeringstid blev kun kort. Det lykkedes ham ganske vist at få gennemført en forsvarsordning i begge ting, skønt han ikke fik den støtte hos det radikale venstre, som han havde været ude om, men man havde indtrykket af, at hele hvervet var blevet ham for byrdefuldt og kompliceret, til at han selv ønskede at fortsætte. Spørgsmålet om handelsministerposten kom ikke senere til at berøre mig, da jeg på forhånd i et brev havde givet afkald på at komme i betragtning i fremtiden, men jeg havde lært meget i den tid, set, hvorledes der trækkes i trådene bag kulisserne og indhøstet erfaringer, der kom mig til gode i min praktiske virksomhed. I min ministertid indtraf den berømmelige dr. Cooks ankomst her til byen som første store station efter»nordpolen.«bagefter, når vi ved bedre besked, er det naturligvis altid let at more sig over alle de dumme hoveder, der gik i vandet, men hvem skulde man holde sig til andre end de arktisk sagkyndige? Som»grønlands-farer«sorterede Cook under mit ministerium, og de fineste videnskabelige navne havde sagt god for hans nordpolsfærd. Jeg modtog berømtheden på toldboden og fulgte ham til hotel Phønix, hvortil vejen næsten var blokeret af de vældige menneskemængder, der var på benene. Lidt betænkelighed lurede dog i krogene, og det blev derfor aftalen, at jeg skulde tage plads i hotellets vestibule et kvarters tid, medens en af vore kendteste grønlandsforskere underkastede Cook en slags eksamination, i nordpolsfærd oppe på hans værelse.. Det gjaldt den planlagte festbankets afholdelse eller aflysning. Efter ca. 3 kvarters forløb kom eksaminatoren springende ned ad trappen (jeg kan endnu se ham for mig) svingende glad med armene og sagde:»alt er i orden. Han er god nok!«cook kunde hyldes

10 efter programmet.. Jeg havde æresgæsten til bords og holdt en tale for ham, og skal jeg endnu i dag sige min oprigtige mening om ham, vil jeg fastholde, at han i ingen måder gjorde indtryk af at være en. Svindler. Jeg har jo haft en del med søens folk at gøre, og skulde jeg rubricere ham et sted, vilde jeg, hvis jeg ikke havde vidst bedre, have henført ham under denne kategori. Han var ret stille i sin optræden, sagde ikke mere end det nødvendige, og hans tale var hverken præget af opblæsthed eller ufornuft. Havde jeg ikke senere fået anden besked, vilde jeg den dag i dag have troet, at Cook havde udført den bedrift, vi dengang hyldede ham for. En af de mest fremragende og kendte polarforskere fastholdt i øvrigt, også efter skandalen, at Cook var i god tro, og at han uden tvivl havde været på polen - trods Pearys protest. Hvis jeg ikke tager fejl, er jeg eller har været i ca. tredive udvalg, bestyrelser eller komiteer af den forskelligste art i forbindelse med kunst. Når forretningen var lukket, har jeg levet for det, som har ligget i slægten siden min bedstefars dage: maleri, musik og teater. Ligesom hos min far var det en lyst for mig at synge til eget akkompagnement, og en af mine trofaste venner gennem livet var den svenskfødte sanger Algot lange, der uddannede min ikke alt for store tenorbaryton. Lange, der selv var basbaryton på Det Kgl.Teater, havde ikke nogen særlig stor stemme, men den havde en meget smuk klang med et sjælfuldt, dramatisk udtryk, hvad enten han sang. Mefisto i Faust, greven i Figaros bryllup, Escamillo i Carmen eller andre kendte partier. Han forenede det meget svære at være operasanger og at kunne synge Schumann, Schubert, Heise o. s. v. Så skønt som nogen. Jeg drømte ikke som min far om at komme til operaen, men nøjedes med at glæde mig selv og en gang imellem andre - håber jeg da - med en lied ved klaveret. Hvilken musikglad mand i det gamle København kunde undgå at være i musikforeningen? Jeg var medlem af bestyrelsen under professor Angul Hammerichs formandsskab, og det var dengang en hel fornøjelse at have med kunstneriske foretagender at gøre. Den" gamle, hæderkronede forening, der oplevede sin glanstid under gade og Hartmann, var ved siden af det kg!. Teater bærepillen i byens teater og musikliv, og hvis folk kom og sagde, at de gerne vilde være medlem, måtte vi til vor beklagelse og med ikke ringe triumf over succes en svare, at det kunde de ansøge om, så vilde de blive sat på ekspektancelisterne" når Gade dirigerede, var salen stuvende fuld, og disse aftener var intet mindre end kulturelle begivenheder i borgernes liv, som de senere ved middage og aften-teer kunde dvæle ved, diskutere, kritisere og beundre. Der var ganske vist en del, der bebrejdede Gade, at han var lidt for konservativ i sit programvalg, men det er dog en kendsgerning, at Wagners musik, som dengang blev anset for noget af det mest revolutionære, blev spillet første gang i Danmark under Gades taktstok. Som et sørgeligt tidens tegn endte musikforeningen sine dage for nogle år siden, inden den endnu var fyldt sine 100 år. Den sidste rest af den gamle garde, deriblandt jeg selv, havde håbet at kunne redde jubilæet i land, men underskuddet kunde ikke dækkes af de par medlemmer, der var blevet tilbage. Radioen og tidens tempo havde slået de sidste rester itu. Hvem skulde nu' sørge for den klassiske musik i København? Dansk koncertforening var blevet stiftet i 1901 og tog sig fortrinsvis af den moderne danske musik som en slags supplement til musikforeningens programmer. Jeg sad også her i bestyrelsen, og formanden, Peder Gram, og bestyrelsesmedlemmerne, bi. A. Komponisten Finn Høffding, gjorde sig alle hæderlige anstrengelser for at holde foretagendet oppe, hjulpet af et ganske pænt statstilskud. Men ak - også det lys sluktes, ligesom tilfældet blev med Cæcilaforeningen, der fra gammel tid var en af vore mest ansete musikinstitutioner. Tilhængere af den klassiske musik kan i dag ikke befolke en koncertsal. En tredje orkesterforening, filharmonisk selskab, som komponisten Anders Rachlew ledede nogle år, måtte også til slut give op. Den eneste kulturinstitution i det københavnske musik- og teaterliv, der stadig har kunnet bevare magten over sindene lige til vore dage, er det kongelige teater. Dette kunsttempel har for mit eget vedkommende været et af de tilflugtssteder, jeg har søgt til med størst udbytte og størst glæde. Mange skønne minder toner frem, blot jeg nævner teatrets navn, og mange af de mennesker, der stod på denne scene, var vore personlige venner. I vort hjem samledes vi ofte med kunstnere, af og til efter forestillingen, og klokken kunde da blive både 2 og 3, inden vi standsede vor diskussion om det, vi havde set og oplevet. Af scenens børn kom Betty Hennings og, hendes mand vel oftest, men vi så også tit august Liebman, Tenna Kraft og hendes mand, Adam Poulsen, Peder Cornelius - som jeg lærte at kende gennem

11 Wagnerforeningen - teaterhistorikeren Robert Neiiendam (der fik mig interesseret i teatermuseet), Angul Hammerich, Johanne Svockmarr, professor Kuhr, Orla Brønnum, brødrene Methling, professor Riis- Knudsen og med ham hele den kreds, der knyttede sig til Ernst von der Recke, bi. A. Rosenbergerne, og mange andre. Det var ikke mærkeligt, at vi, der holdt af det kongelige og vilde værne om dets traditioner i en for teatret svær tid, sluttede os sammen i foreningen Det kongelige teaters venner, og Selskabet for dansk teaterhistorie. De ledende mænd var her dr. Phil. Torben Krog, Robert Neiiendam, Otto Borchsenius, professor Eilinger, Henrik Malberg, Carl Behrens og Hans Brix. Om vi fik udrettet meget til gavn for teatret? Måske ikke så meget, som vi havde ønsket. Vi har på forskellig måde støttet forslag og søgt at hindre overgreb, hvor vi har kunnet, vi kæmpede bravt - men forgæves - mod det forfejlede stærekasseprojekt, og vi har, tror jeg, i hvert fald psykologisk bidraget til, at det kongelige teater ikke druknede i tredelingen eller i den materielt prægede sparetendens, som en tid truede med helt at lægge teatret øde. For de ikke særlig store midler, vi rådede over, har vi i de senere år lejlighedsvis købt minder til teatrets foyer, for eks. Portrætbuster af Olaf Poulsen og Wilhelm Wiehe. Den sidste teaterkommission, hvoraf jeg i øvrigt var medlem, fik som bekendt gennemført teatrets nuværende ordning, og trods alle krisetider tror jeg, at der ikke mere vil blive gjort større attentater på teatret. Også provinsen har nu lært dets kunst at kende, og kun ganske få medlemmer indenfor rigsdagen har endnu i dag ikke indset, at et nationalteater er en uundværlig faktor for ethvert kulturfolk. Fra den tid, da jeg på nærmeste hold fulgte begivenhederne indenfor det kongelige teater, følte jeg mig forpligtet til at være med til at redde teatersagen. Det var i Undervisningsminister Appel havde i nogen tid forhandlet om tredelingen, med en direktør for hver af kunstarterne skuespil, opera og ballet. Men et par dage før udnævnelsen af operachefen havde man endnu ikke noget emne. Under et besøg i ministeriet spurgte man mig, om' jeg ikke kunde finde manden, og navnet Herold faldt mig straks på læberne. Hvorfor ikke ham? Man havde slet ingen føling med ham, lød indvendingen.»det er da let at skaffe,«svarede jeg,»for han har sit atelier lige her ved siden af.«da ministeren derefter spurgte, om jeg ikke kunde tænke mig at foreslå Herold direktørposten, påtog jeg mig hvervet, gik op til ham og forebragte ham mit ærinde. Herold som var en personlig ven af mig, så ganske forbløffet på mig, da jeg fortalte ham om grunden til mit uventede besøg, men da han først havde forsonet sig lidt med tanken, kunde han nok tænke sig til at glide ind i den nye rolle, blot han måtte få lidt betænkningstid. Han fik resten af dagen og den følgende nat til overvejelse, og næste morgen kunde han meddele mig, at han tog mod tilbudet. Nyordningen var, som man ved, ikke heldig i praksis, og da den af sig selv brød sammen, gik herold over til at blive leder af operaskolen, hvor han til sin død inspirerede mangen en ung sanger og sangerinde gennem sin betydelige kunstnerpersonlighed. I appels tid skete forresten en anden henvendelse, denne gang til mig selv. Ministeren spurgte mig på det tidspunkt, da forholdene var mest vanskelige indenfor det kongelige teater, om jeg kunde tænke mig at overtage stillingen som teatrets chef. Han fristede mig med, at hele arbejdet kunde gøres på et par timer om eftermiddagen, og at jeg udmærket kunde passe min forretning ved siden af. Han gav mig otte dages betænkningstid. Jeg svarede, at otte sekunder var nok, for jeg vidste bedre end nogen, at denne post krævede en mands hele dag og lod mig til alt held ikke overtale af modargumenter, heller ikke da ministeren nogle aftener senere under en forestilling i teatret benyttede en pause til at prøve på at få min hustru med på ideen for gennem hende at få mig omstemt. Derimod undgik jeg ikke min skæbne med Kunstforeningen, af hvilken jeg blev formand for en halv snes år siden efter den lille paladsrevolution, som skete i etatsråd Wilhelm Hansens tid. De noget for moderne eksperimenter, der fandt sted dengang, kunde ikke passe indenfor de ret snævre rammer, og de revolutionære med etatsråden som hovedmand blev væltet på en generalforsamling. Kunstforeningen repræsenterer imidlertid nu, selv i sin konservative form, et mere moderne standpunkt end Gustav Vermehrens gamle forening - af hvilken jeg er menigt medlem - national kunst med professor J. Oskar Andersen som formand. Den køber og bortlodder, ligesom kunstforeningen, malerier til sine ca medlemmer, og billederne er udvalgt efter en ganske bestemt linie, der fra la Cour, Godfred Christensen og lignende malere, fører op til nutidens charlottenborg-genre med bunden tradition i den ældre danske skole. Endelig er der dansk kunstmuseumsforening, også kaldet kunstmuseets venner; hvis formand jeg nu

12 har den glæde at være, og som har til formål fra tid til anden at støtte kunstmuseet ved indkøb af ældre udenlandsk kunst, når der er tilstrækkelige midler i kassen. Det er en eksklusiv forening med et højt medlemskontingent, som hidtil har ført et tilsvarende statstilskud med sig. I 1909 havde jeg efter forslag fra teaterhistorikeren; Robert Neiiendam ladet mig vælge til formand for selskabet for dansk teaterhistorie efter dr. Mantzius. Det var formålet at få det gamle hof teater ved Christiansborg, der stod ubenyttet hen som pulterkammer for adskillige statsinstitutioner, restaureret og omdannet til dansk teatermuseum, der først havde til huse i et dårligt lokale i biblioteksgården. Efter flere års forberedende arbejde lykkedes det i 1922 at få planen gennemført. øjeblikket var passende året for skuepladsens oprettelse i Lille Grønnegade. Det var i yderste øjeblik, det gamle hof teater blev forskånet for de nedrivningsplaner, der længe havde kredset om det, og jeg fortryder ikke denne formandspost, da det viste sig, at Neiiendam med få midler forstod at skabe en fortrinlig kronologisk teatermindesamling, der ind til, nu er vokset til at omfatte ca. 30,000 numre. Blandt mine bibeskæftigelser må jeg ikke glemme den største af dem: Ledelsen af det daværende østrigungarske generalkonsulat, som jeg overtog efter min far, Johan Hansen. Der var allerede inden krigen en del løbende forretninger, i hvilke jeg blev bistået, dels af fru Betty Hennings svoger, Christian Hennings, der fungerede som vicekonsul, dels af min sekretær fra firmaet, nuværende kontorchef M. P. Kjersgård. Der var meget at gøre med de polske landarbejderes indrejse, og senere under krigen kom formidlingen af leverancer' fra Danmark til dobbelt-monarkiet. Da jeg i 1916 kom ind i fragtnævnet, var det ikke muligt at forlige de forskelligartede interesser, og jeg tog derfor i fuld forståelse med den elskværdige gesandt, greve Szechenyi afsked med den funktion, fra hvis tid kun min titel er blevet tilbage. Af min bedstefaders malerier fra guldalder-tiden fik jeg en del, og de blev begyndelsen til min samling, der med årene voksede så stærkt, at jeg i 1915 måtte bygge en særlig ovenlyssal til den ved siden af villåen på Kastelsvej. Der var adskillige navne i samlingen. Lundbye-billederne var således den største og bedste repræsentation af denne kunstners arbejder - men ellers var grundtanken at pleje det, franskmændene kalder les petits mâitres, billeder, som blev købt efter kvalitet og ikke efter navn. Der blev gjort mange fund blandt gamle, ukendte malere, som senere kom op, bi. A. Af den kendte, originale kunsthandler og kunstkender Grosell, der havde en mærkelig evne til at snuse sig til de fremragende, upåagtede billeder. Han var så ivrig i sin jagt på sjældne kunstværker, at han engang præsterede at gå lige op i en fremmed lejlighed, fordi han fra gaden havde set, at der på væggen hang noget af interesse for ham. Skønt ejeren heftigt protesterede mod hans forslag om at sælge billedet, endte det dog med, at Grosell spadserede bort med det under armen. Når det imidlertid fortælles, at han var manden, der skabte min samling - og han var vistnok selv uforsigtig, nok til at støtte denne opfattelse - er det ikke rigtigt. Jeg købte ikke så få billeder af Grosell, men selve grundlaget for samlingen og anskaffelsen af de betydeligste værker har jeg alene ansvaret for, og de var erhvervet, før jeg kendte Grosell. Princippet tro: at finde de ukendte frem, kom en gammel århusiansk maler til gode. Hansen Årslev hed han. Uden at kende noget til kunstneren købte jeg tre billeder af ham, fordi de umiddelbart tiltalte mig, og da maleren, som dengang' var, i 70'erne, fik at vide, at hans arbejder var kommet ind i min samling, blev han så lykkelig, at han tog til København for at se dem. Da han stod overfor sine egne billeder i de ikke helt dårlige omgivelser, græd han af glæde. De malerier, jeg havde af ham, hænger nu på statens museum for kunst, og maleren Sigurd Swane skriver på en kunstbog om ham. Jeg har siden bortsalget af min samling af oliebillederne dækket væggene med en kunstart, der herhjemme er alt for lidt estimeret: akvarelmaleriet, repræsenteret ved arbejder, der ikke tager hensyn til skoler og retninger. Når mine engelske venner kom her til byen og havde aflagt deres skyldige besøg på kunstmuseet, sagde de altid: Hvor er egentlig museets akvarelsamling? Den kunde de af gode grunde ikke finde. De akvareller, jeg har samlet, går fra guldaldertiden til vore dage. De vægtigste er vel nok fynboerne, og der fortsættes til Rude og de helt unge, i alt vel et tusind stykker, som er offentlig tilgængelige for publikum hver søndag. Jeg tror, at denne samling har en vis betydning ved at skabe interesse om akvarelkunsten, der tidligere ofte kun blev betragtet som maleres skitser til større arbejder. Inden vi forlader de kunstneriske foreteelser, kunde jeg som formand for foreningen San Cataldos Venner have lyst til at nævne denne gamle klosterbygning ikke langt fra byen Amalfi på Italiens

13 sydvestkyst. Gennem San Sataldos Venner, der blev stiftet i 1924, kan danske videnskabsmænd, malere, forfattere og andre åndsarbejdere opnå indtil fire ugers frit ophold samt eventuelt bidrag til rejsen. Nu under krigen er der selvfølgelig kommet en standsning i tilgangen, men i de senere år har vi haft adskillige kendte navne dernede som gæster, f. eks. professor Vilhelm Grønbech, der er et virksomt medlem af bestyrelsen, forfatteren Mogens Klitgård, maleren Morten Jensenius, komponisten Finn Høffding, operasanger Marius Jacobsen, magister Frits Pullich - for blot at nævne et par, der lige falder mig ind. Det var professor Thorkild Rovsing, der sammen med nogle andre af det gamle klosters venner tog sig for at udbrede det almindelige kendskab til denne institution, som vor landsmand i Italien, Carl Wiinstedt, havde skænket danske kunstnere og videnskabsmænd til ophold og rekreation sammen med en kapital på 50,000 kr. Senere trådte Københavns magistrat og staten til med hver et årligt tilskud. Klostret selv har en ældgammel historie og har i tidligere tid været beboet af benedictiner-nonner. Den helgen, det er opkaldt efter, var en irsk gejstlig, som efter legenden på en pilgrimsrejse til det hellige land i et syn fik ordre til at gå til Tarent og præke kristendom for indbyggerne, der var faldet tilbage til hedenskabet. Han grundlagde her sin menighed. Da Carl Wiinstedt overtog bygningen i 1909, havde den i adskillige år henligget som ruin efter et lynnedslag, men Wiinstedt satte den i stand og indrettede en række meget smukke opholds- og gæsteværelser. Selve huset ligger højt på en dalskråning med terrasser foran, der dyrkes som have og vingård. Man har den herligste udsigt både til kløften og til Salernobugten, og i det fjerne øjnes Pæstum, Pompeii og Vesuv. Her, ca. 450 meter over havet, midt i en frodig, syditaliensk natur, som vanskelig kan tænkes skønnere, opfylder klosteret helt sit formål i vor forjagede og urolige tid. Amalfi og Ravello giver for de bildende kunstnere rig lejlighed til studiet af middelalderkunst, også Salerno, der er tilgængelig fra Amalfi, o,g småbyerne i scalas umiddelbare nærhed: Minuto, Pontone, Champidoglio og Skt. Caterina. Den dag er forhåbentlig ikke fjern, da denne institution atter i fuldt mål kan komme danske åndsarbejdere til gode. Ved omtalen af San Cataldo og Italien kommer jeg altid til at tænke på de skønne og begivenhedsrige rejser, jeg har haft i dette land. I digteren Børge Janssens selskab så vi rom og tog derfra en tur til Nemisøen, hvor vi oplevede en for Italien og italienernes karakteristisk lille scene i de år, da Benito Mussolini havde begyndt sit opbygningsarbejde. På vej op mod søen kom en ung italiensk pige klædt i landets farverige dragt - et levende billede af Rørbyes og Eckersbergs modeller. På hovedet havde hun en kurv kirsebær, og vi standsede hende op for at spørge hende, om vi kunde købe nogle af dem. Næppe var vor handel iagttaget, før børnene fra landsbyen stormede til og tiggede kirsebær af os, og lidt efter kom også voksne, der fra alle sider betragtede de fremmede. Blandt tilskuerne var en ung kone med et lille barn. Da vi var kommet lidt i snak med hende, gav hun uden videre min hustru barnet på armen, og så var det jo ganske naturligt, at vi spurgte hende lidt nærmere ud om dets alder, og om det var en dreng eller pige. Ved det sidste spørgsmål blev hun fornærmet, tog barnet tilbage og sagde med dødsens alvorlig mine:»ved de ikke, at il duce har bestemt, at vi skal ha drengebørn, og så bli'r det drengebørn.«vi har rimeligvis alle set lidt skeptiske ud i det øjeblik, og for at overbevise os om sin påstand, vendte konen bunden i vejret på den lille, der næsten ikke var påklædt, og sagde stolt:»der kan de selv se!de må sørge for, at denne lille episode ikke går i glemmebogen,«sagde Børge Janssen til mig, da vi gik videre, den er nemlig mere end en morsom rejseoplevelse - den er et billede af folket i det ny italien!«da vi kom op til hotellet ved Nemi-søen, hvor vi vilde tage en forfriskning, så Janssen i sideværelset nogle italienske kunstnere, som han kendte..»mine landsmænd vil gerne hilse på dem,«sagde han, og italienerne tog overstrømmende venligt imod os. Vi hævede vore glas og sagde:»en skål for Mussolini!«alle rejste sig og drak ud.»og en skål for kongen,«føjede en italiener straks til. Ham glemte de aldrig i den forbindelse. Mere mærkeligt var det imidlertid, at en af selskabet lige efter sagde:»og en skål for kong Christian af Danmark!«ja, de kendte udmærket vor konge dernede, efter at han havde været der på besøg, og netop på det hotel, hvor vi opholdt os, havde de et billede hængende af ham. En ting, der havde gjort et uudsletteligt indtryk på italienerne, var den, ikke helt ubetydelige forskel i den danske og italienske monarks højdemål. - Så har jeg jo også, ikke at forglemme, haft en rederiforretning at tage vare på, og en sådan virksomhed kender den store offentlighed ikke meget til udover de skibe, der ses på havet og i havnene. Firmaet blev, som allerede nævnt, startet af min bedstefar i I Berlingske Tidende for 2. Juni 1868 omtaltes hans død:»den københavnske handelsverden har tabt et af sine virksomste og hæderligste medlemmer, idet

14 agent og hanseatisk konsul, grosserer Christian Kjellerup Hansen, i går aftes kl. 11 er afgået ved døden i en alder af næsten 56 ar. Den afdøde stod i spidsen for en betydelig eksportforretning ved hjælp af en meget udbredt direkte dampskibsforbindelse med udlandet.«herefter følger en rosende karakteristik af den afdøde. Det var ikke, som det ofte er tilfældet i nekrologer, tomme ord over min bedstefar, da han fra alle sider blev nævnt som banebryder for den danske landbrugseksport, og han skaffede både skib og last. Det var dengang noget ganske nyt at sende danske landbrugsprodukter over Nordsøen, og en del af skibene indeholdt levende kreaturer. Jeg husker endnu fra mine unge dage disse kreaturbåde, der var en fabel af primitivitet. Engang, da jeg fra Esbjerg skulde over Nordsøen med det forenedes Koldinghus, fik jeg besked om, at skibet af en eller anden grund ikke kom af sted. Ved siden af denne den kendteste englandsbåd gik der imidlertid mindre kreaturbåde - mange af dem var skotske - og når dyrene blev sejlet over, var som regel slagterne med. En ældre herre og hans hustru var blandt de passagerer, der ikke var kommet afsted, og da vi fik stillet i udsigt, at vi i stedet kunde tage en af de små kreaturbåde, sagde han kategorisk:»nej, den skøjte ta'r jeg ikke med, så rejser jeg hellere over Hamborg.«Jeg fik ham dog overtalt til sejlturen alligevel, men primitiv var den, det skal ikke nægtes. Kahytten, hvor vi sad og spiste, var åben og ikke større end en lille stue, og på begge sider af os stod der køer på række, gumlende og brølende. Kun i 12 år fik min bedstefar lov at drive sin virksomhed, der begyndte som en almindelig grossistforretning med salg af bunkerkul til skibe, der anløb København. Losningen foregik dengang i kurve, som blev langet fra hånd til hånd, medens arbejdsformanden satte en kridtstreg på bolværket, hver gang en kurv passerede rælingen. Bunkerkulforretningen er endnu den dag i dag en afdeling i vort firma, men selve lagrene findes på Refshaleøens nordlige del ved siden af funktionærboliger til en forvalter, en formand og tre vejere, de skal døgnet rundt være klar ved de store kraner, når fremmede skibe lægger til for at tage kul ind. I tidligere tider blev bi. A. Engelske og russiske krigsskibe og konge-yachterne forsynet med kul fra disse kraner. Ud af den oprindelige bunkerkul-forretning voksede rederiet i min bedstefars tid. Det gamle kontor på Toldbodvej var i de dage samlingsstedet både for familien og forretningsforbindelserne, der i mange tilfælde blev husets personlige venner. Min fars onkel Christian Burmeister (B. & W.s grundlægger) hørte til dem, der personlig aflagde besøg, og da firmaet, i forbindelse med rederen Rudolp Giebel i Stettin, vilde udvide farten på København, blev det overdraget b. & w. At bygge damperen Titanja, som dengang vakte en ikke helt uberettiget opsigt. Dens fører, kaptajn Ziemcke, kom til at høre til familiens ret nærstående venner. I firmaets yngste dage købte C. K. Hansen i England en stor bugserbåd, som benyttedes i havnen, men som samtidig kunde at medtage passagerer på mindre udflugter. I vore kontorer findes endnu et maleri af Carl Bogø, der viser den gamle damper, El Ole, ved sin ankomst til det Gl. Bellevue med mange passagerer på det åbne dæk. Det var firmaets første båd, og den er sikkert blevet købt i halvtredserne. Det er ganske karakteristisk for min bedstefar, at den netop fik dette navn. El Ole var navnet på en spansk dans, som i de år bjergtog hele København, og det er jo ikke helt almindeligt, at forretningsfolk på en så tydelig måde blander praktiske ting og kunstneriske indtryk sammen., Havari-agenturet og befragtningsafdelingen stammer ligeledes, fra min bedstefars tid. Når de engelske kolleger kom til København med skibet tomt, var det ham, der måtte gå på børsen og skaffe dem en ladning at sejle med herfra, og det var også ham, de tyede til som dansk repræsentant, når skibet led havari. Disse virksomheder eksisterer den dag i dag indenfor vort firma. Det er vist derimod ikke kendt i større kredse, at København stadig er sædet for en international sammenslutning af redere, og oprindelsen til den kom på en mærkelig måde.. I begyndelsen af århundredet arbejdede skibsfarten umådelig tungt, og man så med bange anelser på fremtiden. På det tidspunkt fremkom der i et svensk blad et forslag om, at redere i forskellige lande skulde tage fragttaksterne op til drøftelse, så at der kunde sikres skibene en minimumsfortjeneste. En engelsk ven af mig, parlamentsmedlem, skibsreder Thomas Cairns i Newcastle, fik nys om denne artikel og telegraferede til mig for at få nærmere oplysninger om planen. Jeg svarede tilbage, som sandt var, at det drejede sig om sejlskibe, men, når nu tanken allerede var bragt på bane, var det da ikke en ide at søge den overført på dampskibe? Min engelske kollega syntes, at, forslaget var godt og lovede at påtage sig en sammenslutning af redere fra de lande, han i særlig grad stod i forbindelse med, hvis jeg

15 samtidig vilde påtage mig at samle de norske, svenske og tyske kolleger..»vi forsøger,«svarede jeg tilbage, og planen lykkedes, over forventning. Resultatet blev mødet i København i 1905, hvor Baltic and White-Sea Conference blev dannet til varetagelse af fragtsatser, certepartier, konossementer, kort sagt alle søfartsanliggender, der kan behandles og tilpasses efter internationale regler. Interesserne var - som sammenslutningens navn røber - dengang noget begrænsede, men da verdenskrigen var overstået, blev det klart, at det vilde være af betydning at få alle lande med, og det fik vi. Navnet blev ændret til Baitic and international maritime Conferenee, og foreningen bærer ikke sit navn helt uden grund, eftersom den endnu i dag består og stadig har sine medlemmer i behold. Som en påskønnelse af mit initiativ i sin tid udnævntes jeg for nogle år siden til ærespræsident, og i så vid udstrækning som muligt samles vi endnu til møder i rederiforeningens lokaler her i byen. Det store omsving i al normal skibsfart, således som jeg kendte den i mine yngre dage, kom hin augustdag i 1914, da verdenskrigen udbrød. Det kan ikke påstås, at man dengang mærkede nogen forberedelse til krigen. Jeg var lige kommet hjem fra Wiesbaden og havde ikke set noget usædvanligt i Tyskland, men ved min tilknytning til banker og, forretningsfolk herhjemme havde jeg dog nogen tid forinden fået det indtryk, at en katastrofe kunde komme og havde taget de nødvendige dispositioner indenfor erhvervs- og bankverdenen. Dansk skibsfart under krigen er et langt, begivenhedsrigt kapitel for sig, som det i dag ikke er tiden at rulle op. Af firmaets 40 skibe gik 20 tabt fra , men de tilbageblevne blev derefter suppleret med køb af 10 nye. Nedgangen kom fra , 1929 blev forbigående et godt år, men så var den værste tid over os i de tre følgende år, og en del af tonnagen blev solgt fra. Sløjhedens kulmination var 1932, da lange rækker af oplagte skibe var at se på Langeliniekajen. Ved krigsudbruddet i september i fjor bestod vor flåde af 17 skibe, det største - stjerneborg på 8500 tons. Det er vel overflødigt at bemærke, at de senere begivenheder har ændret mangt og meget indenfor en virksomhed som vor, og der kan slet ikke drages nogen sammenligning mellem tilstandene under den forrige krig og denne. At komme ind på, hvad der nu vil ske, ligger udenfor mine tanker og vil også være unyttigt at udtale nogen formodning om. Jeg nærer det håb, som sikkert deles af alle, at de danske dampskibsselskaber må kunne fortsætte til gavn for vort samfund og de mange interesser, som er knyttet til deres virksomhed.