Ole Skjerbæk Madsen: Nogle overvejelser omkring kvindelige præster i Kirken og i BK. Kvindelige præster- hvad siger Guds ord?

Transkript

1 Ole Skjerbæk Madsen: Nogle overvejelser omkring kvindelige præster i Kirken og i BK Kvindelige præster- hvad siger Guds ord? Hele debatten for eller imod kvindelige præsterer fanget ind i nogle grundlæggende fejlslutninger: 1) Man læser vor tids folkekirkelige embede ind i den nytestamentlige menigheds situation og lader omvendt som, at hele fylden af ledelsestjenester, som er beskrevet i Det nye Testamente, er indeholdt i vor kirkes embede. 2) Andre fejlslutninger hænger sammen med opretholdelsen af et skel mellem præst og folk, hvor man læser hen over Det nye Testamentes tale om hele menigheden som et kongeligt præsteskab. En af konsekvenserne har været, at mangfoldigheden af nådegaver og tjenester er blevet indsnævret til kun nogle få typer tjenester og nogle få nådegaver. Derfor har vi i dag en tendens til udelukkende at forstå det kirkelige embede ud fra de gudstjenestelige funktioner i stedet for ud fra faktiske nådegaver til at lede eller forkynde. Flere typer menigheds og ledelsesmodel i NT: Hvis vi kan blive enige om, at Biblen er norm for kirkens lære og liv, må det også være forpligtende for os, at Det nye Testamente ikke rummer kun én menighedsmodel og derfor heller ikke kun én type menighedsledelse. I Jerusalem møder vi i urmenigheden en ledelse, som først varetages af apostlene, men snart suppleres med de 7 "fattigforstandere", og senere overtages af en gruppe ældste med Jakob i spidsen. I Antiokia møder vi en ledelse bestående af profeter og lærere. I Paulus' breve omtales mange forskellige ledelsestjenester, og i hilsnerne i brevenes afslutninger nævnes både mænd og kvinder, som har del i den omrejsende tjeneste eller har ansvar for husmenigheder. Tilsvarende kan 2. Johannesbrev forstås som rettet til en kvinde, "den udvalgte frue", som har tilsynet med forkyndelsen i menigheden i hendes hus. I Pastoralbrevene (1. Tim., 2. Tim. og Tit.) møder vi ældsteordningen så udviklet, at den kom til at danne udgangspunktet for udviklingen af det kirkelige embede med biskopper, præster og diakoner. Vi kan nu spørge: Hvis den historiske situation krævede en videreudvikling af ældsteordningen til forsvar mod falsk lære, kan en anden situation så ikke finde udgangspunkt for menighedsordningen i en anden af de nytestamentlige menighedsmodeller med dennes tjenestestruktur? Formaninger omkring ordenen i menigheden. I alle menigheder var der forhold, som apostlene kunne glæde sig over, og andre, som de måtte påtale. Nogle af disse vedrører forholdet mellem mand og kvinde, også under gudstjenesten. To af de skriftsteder, som debatten ofte drejer sig om, OSM / kvindelige præster i BK 1

2 står netop i en sådan sammenhæng. Handler disse tekster om ledende tjenester, og om kvinders adgang til at være præster? 1. Kor. 14,34 er det såkaldte taleforbud: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger." Ofte hævdes det at "tale" betyder "at tale autoritativt", og at Paulus derfor udelukker kvinder fra prædiken-embedet. Men normalt får "tale" i Det nye Testamente kun denne betydning, hvis det har et objekt, f.eks. "tale evangeliet" (1. Tess. 2,2). Uden objekt betyder det bare "tale" i almindelig forstand; sammenhængen definerer så nærmere, hvad der menes med at tale, her: at "stille spørgsmål" (1. Kor 14,35). Af 1. Kor. 11,5 fremgår det, at kvinder profeterer; profetisk tale er autoritativ tale; derfor er det usandsynligt, at 1. Kor. 14,34 overhovedet handler om lære-embedet og derfor skulle forbyde en kvindelig ledelsestjeneste. Langt sværere er 1. Tim. 2,12: "At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde." Jeg har andetsteds søgt at vise sammenhængen mellem Paulus' advarsler her og frugbarhedskulten i Efesos; der synes at være tale om en parallel situation til Åb. 2,18-29, hvor profetinden Jesabel forleder menigheden til at udforske Satans dybder. Brevet handler om at værne menigheden mod vranglæren og vranglærerne. Det er med dette formål for øje, at Paulus styrker ledelsesstrukturen i denne menighed, nemlig: ældste/menighedsforstandere, som efter teksten at dømme er mænd, og menighedstjenere/diakoner, som er både mænd og kvinder. Hetærer ved templet i Efesos var ikke blot tempel-prostituerede, men veluddannede kvinder, som kunne optræde som lærere og deltage i symposier. Det er ikke Paulus' anliggende i 1. Tim. at udelukke kvinder fra en ledelsestjeneste, for kvinder kan være diakoner. Ikke desto mindre ser det altså ud til, at ældstene er mænd, og at Paulus med dette brev fastholder denne struktur i Efesos. Forstås teksten som en lovtekst, omhandlende den eneste gyldige kirkeordning, er det nærliggende at konkludere at kun mænd kan være ældste eller præster - i det mindste i betydningen lærere. Hvilke konsekvenser ville teksten læst således da have for f.eks. kirkelig voksenundervisning, arbejdet på missionsmarken? Og vi kunne videre spørge: er vore præster virkelig ældste som dem i Efesos, og har vore præster været det værn mod vranglæren, som Paulus havde i tankerne? For at forstå teksten må vi tilbage til Paulus' hovedanliggende, som altså ikke er et forbud mod kvindelige præster, men at hindre vranglære; derfor skal kvinder undervises i læren (jfr. 1. Tim. 2,11), og derfor vil han hindre en ledelsesstruktur og en optræden (klædedragt, smykker), som kan misforstås og lede til frafald. Paulus kan ikke, hvis han er tro imod, hvad han ellers skriver, have været principielt imod kvindelige ledere. Derfor lader han da også kvinder være diakoner (Rom,16,1-3; 1. Tim. 3,11), og OSM / kvindelige præster i BK 2

3 når han kan lade rige enker og gifte kvinder have del i tilsynet med menighederne i deres hjem (Kol. 4,15; Rom. 16,3-16; Fil. 1-2). Hvad er det jeg vil sige hermed? Pastoralbrevene hører med til kanon (biblen som rettesnor) og skal læses i sammenhæng med de øvrige paulinske breve i kanon. Derfor må vi forudsætte, at Paulus ikke i pastoralbrevene ønsker at modsige sig selv i sine grundlæggende synspunkter. Det betyder imidlertid ikke, at hans formaninger som konkrete og situationsbestemte udmøntninger af principperne ikke kan være modsigelsesfyldte. Hermed siger jeg ikke, at formaningerne ikke er kanoniske, eller at de ikke skulle være inspirerede af Helligånden (for formaningen er jo i følge Rom. 12 en nådegave); men formaningerne er ikke lov, og de er ikke i sig selv frelsesbetingelser. Deres normerende karakter ligger derfor primært i intentionen (formålet), men ikke nødvendigvis i den praktiske udmøntning. Uden denne skelnen forvandler vi bibelen til en samling uforligelige udsagn, og vi får problemer med Det nye Testamentes omgang med Moseloven, når den tidlige kirke f.eks. giver de hedningekristne dispensationer fra lovens bestemmelser (jfr. apostelmødets bestemmelser, Ap.Gern. 15). En af Paulus' grundlæggende erkendelser er mænds og kvinders lighed i Kristus (Gal. 3,26-29). Denne lighed er en frugt af nåden, som er ubegrænset og universel. Det betyder, at både mænd og kvinder hører til i pagtsfolket og er lemmer på Kristi legeme. Både mænd og kvinder er Jesu vidner og modtager nådegaver til tjeneste. Både kvinder og mænd er døbt; i pagten med Israel modtog kun drengebørnene omskærelsen som pagtens tegn, men dåben, som er den fornyede pagts tegn, er for kvinder såvel som for mænd. Dermed tilkendegives, at de, begge parter, er genskabte i Guds billede og har Jesus Kristus i hjertet. Derfor kan både mænd og kvinder i lige grad repræsentere Jesus Kristus og handle in persona Christi (d.v.s. i Kristi sted, på hans vegne, i hans navn og fuldmagt som den, der bringer Kristi nærvær til udtryk i forholdet til andre mennesker). Både mænd og kvinder kan tale Guds ord, for de er begge parter profeter i et profetisk folk (Ap.Gern. 2,17-18) eller som Peter udtrykker det: hvor før kun mænd af Levi stamme udøvede præstetjenesten, er nu hele det fornyede pagtsfolk et kongeligt præsteskab, der bringer åndelige ofre og forkynder Herrens guddomsmagt (1. Pet. 2,1-10). Det er denne grundlæggende erkendelse, Paulus tager konsekvensen af, når han, selvom han ofte knytter til ved samtidens sociale enheder og autoritetsstrukturer - primært familien og husholdningen, ikke desto mindre som nævnt regner med kvinder som medledere i husmenighederne og medarbejdere i missionsarbejdet og partnere i gudstjenesten. Pastoralbrevene er ikke en modsigelse af denne grundlæggende erkendelse, for pastoralbrevene er formaning. Derfor skal vi spørge efter deres anliggende, der som nævnt er menighedernes værn mod vranglære og vranglærere. Dette værn er i den aktuelle situation fastlæggelsen af ordenen i menigheden. Videre har Paulus et missionsstrategisk anliggende: at evangeliet ikke kommer i vanry eller misforstås, f.eks. ved at kvindelige lærere opfattes som de hedenske tempelhetærer (dvs. skøger, knyttet til templet; nogle af disse skøger var filosofisk skolede og optrådte derfor som lærere). OSM / kvindelige præster i BK 3

4 Formaningen i 1. Tim. 2,12 er da heller ikke indført som et bud fra Herren, men er Paulus' formaning ("Jeg tillader ikke") med henblik på den situation Efesos-menigheden befinder sig i; jfr. hvad jeg antydede ovenfor. Det betyder altså konkret: Paulus, som forkynder en Gud, hos hvem der ikke er personsanseelse, kan i mange situationer som en konsekvens af hans ligheds-erkendelse anerkende kvinder i ledelses-, missions-, forkyndelses-, omsorgs- eller administrationstjenester, men han kan altså også missionsstrategisk indskrænke deres tjeneste som i pastoralbrevene - evt. med baggrund i en oplevelse af et sådant misbrug af kvinders frihed, som har sin model i Evas fristelse. Denne sidste praksis er ikke anderledes end når Paulus i øvrigt gør op med misbrug af de kristnes frihed, f.eks. på nådegaveområdet; svaret er også her fastlæggelsen af en orden for menigheden, jfr. 1. Kor. En anden årsag til den missionsstrategiske indskrænkning af kvinders frihed har at gøre med den kulturelle tilpasning, som skal hindre fremmedgørelsen for evangeliet selv; i denne tilpasning til de kulturer, han arbejdede i, knyttede Paulus til ved de herskende autoritetsstrukturer - ikke mindst familiens og husholdningens. Kirken af i dag. Genopdagelse af menigheden som et nådegavefællesskab med mange tjenester. Jeg tror, at vi i dag har brug for en bibeltroskab, som opdager fylden i den nytestamentlige undervisning om at være et fællesskab af Jesu disciple og om at være Jesu Kristi legeme. Vi kan ikke nøjes med at tage udgangspunkt i pastoralbrevenes model; men vi behøver at lytte til anliggendet: advarslen mod vranglære. Svaret bliver et myndigt kristenfolk, som er oplært i den sunde lære, så at de er i stand til at prøve ånderne. Vi har videre brug for at opdage, at menigheden kun fungerer, hvor medlemmerne respekterer hinandens tjenester i deres forskellighed som lige nødvendige til legemets opbyggelse. Her er det ikke mindst undervisningen om nådegaverne, vi må tilegne os. Blandt disse mange nådegaver er altså også nådegaver til menighedsledelse. I de nytestamentlige menigheder var der også kvinder, som havde ledelsestjenester. Mænd og kvinder må også i dag sammen tjene hele fællesskabet med hver deres gaver - som kvinder og mænd og som lige i Kristus. Jeg tror ikke, at vor tids danske kirkeordning svarer særlig godt til Det nye Testamentes intentioner: Der er ikke et tilstrækkeligt værn mod vranglære, og der er ikke en tilstrækkelig differentiering i embedsstrukturen. De mange menighedsmodeller i Det nye Testamente giver kirken frihed til i dag at være menigheder på mange forskellige måder. Undervejs til mangfoldige menighedstyper og en større grad af tjenestedifferentiering er der brug for langmodighed og åbenhed for alle, som vil være tro mod apostlenes lære, men som i denne troskab alligevel drager forskellige konsekvenser af deres OSM / kvindelige præster i BK 4

5 bibelstudium med hensyn til embedsforståelsen. Ingen vinder derfor noget ved at presse andre til at gå imod deres samvittighed. En orthodoks teolog, Elisabeth Behr-Sigel; siger noget tilsvarende i en diskussion om kirkens enhed og indførelsen af kvindelige præster i den anglikanske kirke: "I lyset af den økumeniske dialog og den enhed, Kristus ønskede, kunne den orthodokse kirke da ikke - med den yderste teologiske nøjagtighed, på basis af evangeliet og fædrenes teologiske antropologi - acceptere, at kvinders ordination til præst (tilladeligt ud fra den levende traditions synsvinkel) hører hjemme på den kirkelige ordens område, hvor enhed ikke udelukker forskellighed?" I historiens løb har kvinder gjort sig gældende i mange forskellige tjenester: diakoner, enker, ældsteinder, diakonisser, kanniker (dvs. at de var tilknyttet domkapitlet), abedisser, mystikkere, profeter, karismatikere, bekendere, martyrer, menighedsrådsformænd, missionærer m.m. Nogle af disse tjenester har givet dem opgaver i gudstjenesten, f.eks. at forestå tidebønnerne og at bede for syge. Kvinder har udøvet kaldelsesret og undervist kvinder. Historien har desværre også medført, at kvinders opgaver overfor kvinder, f.eks. ved dåb, husbesøg og sjælesorg, siden er overtaget af mænd, men med hvilken ret? (Kunne det tænkes at den samme ret kunne give kvinder de samme muligheder overfor mænd?). St. Thekla, som havde en apostellignende tjeneste som samtidig med Paulus. I næsten alle vækkelsesbevægelsers historie har kvinder været i forfronten, ikke mindst i de tidlige faser; de var ofte pionererne. Det betyder med andre ord, at Helligånden kaldte på kvinder til markante opgaver i kirkens nybrud og stadige reformation. Når kvinder alligevel har været udelukket fra præste- og bispeembedet eller fra det endelige lederansvar i menigheden, er det ofte med en henvisning til Ef. 5,21-33 og 1. Kor. 11,1-16, som begge handler om manden som kvindens hoved, selvom begge tekster også antyder gensidighed og, at de to ikke er noget uden hinanden. Talen om manden som kvindens hoved og Guds billede og afglans udbygges ofte med en tale om præsten som Kristus-ikon (et billede p Kristus) i gudstjenesten. Episcopa Theodora. Mosaic fra 9. årh., Santa Prassede. Rom OSM / kvindelige præster i BK 5

6 Det glemmes dog, at præsten som gudstjenesteleder ikke kun repræsenterer Kristus ved undervisning og velsignelse, men også menigheden, når han træder frem for alteret i bøn og nadverens taksigelse. Men ansigt til ansigt med Gud er menigheden at ligne med hustruen og Herren med ægtemanden. Det glemmes også, at både manden og kvinden er skabt i Guds billede, og at kvinden på lige fod med manden tilhører det kongelige præsteskab, der har overtaget det levitiske præstedømme. Derfor må vi spørge om denne tale om manden som kvindens hoved overhovedet har med embedet og ledelsestjenesterne at gøre. Er det ikke primært en relationsbestemmelse i forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet? Og handler det ikke om deres respektive henvisthed til hinanden, om mandens ansvar og tjenerrolle i forhold til kvinden, og om kvindens genkærlighed udtrykt i underordnelsen? Hvis Ef. 5 har betydning i menigheden, er det fordi menigheden ligner familien, men den almindelige familie trives bedst med både en far og en mor. Jeg tror stadig, at mænd kan legemliggøre faderbilledet (og pege hen på Gud som far) som fædre og som ledere i menigheden, men tilsvarende vil kvinder som mødre og ledere i menigheden legemliggøre moderbilledet (den guddommelige omsorg - "hønen, der samler kyllingerne under sine vinger"; og samtidig vise, hvad det er at være en kristen: at modtage Jesus i hjertet ved troen). Begge dele er nødvendige for menneskers sunde vækst. Denne funktion er ikke afhængig af, hvem der indtager kirkens embeder, men alene af, at der er både mænd og kvinder i et synligt og lige lederskab. Tjenesterne gives ikke efter kødet, heller ikke efter kønnet, men af Jesus Kristus ved Helligånden, for tjenester er nådegaver! I praksis har kirken derfor også i nødsituationer anerkendt, at kvinder kan optræde på Kristi vegne og f.eks. døbe, men, hvad der er muligt i en nødsituation, er udelukkende muligt, fordi det er grundlæggende og principielt muligt. Derfor kan der næppe i vores samfund være noget i vejen for at komme videre end fortidens missionsstrategiske indskrænkninger af kvinders tjeneste og give dem mulighed for at udøve tjenesten efter de gaver, som skænkes dem ved Helligånden. Ja, måske var det en missionsstrategisk gevinst, at der var både kvinder og mænd i synlige ledelsestjenester, i teamwork, som fædre og mødre i menighedernes fællesskab. Maria og de øvrige kvinder ses bedende med apostlene, da de modtager Helligånden pinsedag. PÅ mange klassiske pinseikoner er Maria apostelkredsens kontemplative midspunkt. Kan kvindelige ledere legemliggøre denne opgave? OSM / kvindelige præster i BK 6

7 Hvad så i BK? Vi bruger kvindelige præster ved de små tjenester, f.eks. altid en mandlig og en kvindelig præst ved årstidstjenesterne; og vi har haft kvindelige præster som prædikanter, bl.a. ved påskenatstjenesten. Men vi har haft en restriktiv holdning i forbindelse med højmessen. Det har vi gjort af sjælesørgeriske grunde for at vise hensyn overfor de medlemmer af menigheden, som har svært ved at anerkende kvinder som præster. Vi ønsker ikke at gøre os til herre over andres samvittighed. Vi har gerne villet være et fristed for kristne med det gamle embedssyn. Men samtidig er der flere kvindelige præster, som er en del af vores menighed eller kommer her jævnligt. Nogle af dem gør tjeneste som diakoner. Her kan der komme en konflikt mellem hensynet til dem med det gamle embedssyn og anerkendelse af de kvindelige præster i vores menighed som præster. Skal de kvindelige præster, som virker som diakoner, blot være iført alba eller skal de også have stolaen på, som indikerer, at de er præster? Personligt synes jeg at vi må anerkende deres ordination og at de er præster, og at de derfor kan bære stola ved uddelingen. Men jeg synes, at vi skal være tilbageholdende med kvindelige præster som ledere af nadverhandlingen aht til dem med det gamle embedssyn og overveje deres evt. prædiken-tjeneste, hvor de ikke nødvendigvis behøver at være iklædt alba og derfor heller ikke stola, men kan prædike på lige fod med andre menighedsmedlemmer, som heller ikke ville være iklædt alba. Ved IML-tjenesten (Identitet og livsforvandling) er det kun nadverforvalteren, som er iført alba og stola, men ikke forkynderen uanset om han eller hun er præst eller ej. OSM / kvindelige præster i BK 7