FIRE FOREDRAG. Annie Besant. Theosofisk Samfunds danske Forlag. København Franz Christtreus Bogtrykkeri, København

Transkript

1 FIRE FOREDRAG AF Annie Besant Theosofisk Samfunds danske Forlag. København Franz Christtreus Bogtrykkeri, København Annie Besant 1/30 Fire Foredrag (1909)

2 Indholdsfortegnelse Kan Verdensmennesket leve et aandeligt Liv?...3 Theosofiens Værdi i Tankens Verden...11 Mestrenes Plads i Religionerne...18 Det theosofiske Liv...25 Annie Besant 2/30 Fire Foredrag (1909)

3 Kan Verdensmennesket leve et aandeligt Liv? Der er en Klage, vi saa ofte hører fra alvorlige Mennesker: Klagen over de Omstændigheder, i hvilke de er nødte til at leve deres Liv; og denne Klage er en af de mest skæbnesvangre. Hvor ofte hører vi ikke den Udtalelse: Hvis de Forhold, hvorunder jeg lever, var anderledes, end de er, hvor meget mere skulde jeg saa ikke udrette! Hvis jeg ikke var saa overlæsset med Forretninger, saa bunden af Sorger og Bekymringer, saa optaget af Pligterne i den ydre Verden saa vilde jeg være i Stand til at leve et langt mere aandeligt Liv. Men dette er ikke sandt; ingen ydre Omstændigheder kan nogensinde blive en Hindring for Udfoldelsen af det aandelige Liv i et Menneske. Aandelighed afhænger ikke af ydre Forhold ; den afhænger af Menneskets hele indre Stilling til Livet; og jeg vil nu forsøge at vise den Maade, paa hvilken Verden kan benyttes til at tjene Aanden, i Stedet for til at undertrykke den. Naar Mennesket ikke forstaar Slægtskabet imellem det Materielle og det Aandelige; naar han sætter Verdenslivet og Aandslivet over-for hinanden som Modstandere saa vil Trykket af verdslige Beskæftigelser, de evig lurende Fristelser og det Slid paa Hjernen, som bevirkes gennem fysiske Bekymringer, tage saaledes Overhaand, at det aandelige Liv bliver uvirkeligt. Det ser ud, som om det Fysiske var det eneste Virkelige ; vi maa derfor søge at finde en Slags Alchymi, en Magi, hvorigennem vi kan komme til at se det verdslige Liv som en Uvirkelighed og Aandens Liv som det Virkelige. Kan vi det, saa vil denne Virkelighed give sig Udtryk gennem Livet, som vi maa leve det i Verden, og dette Liv vil da blive et Udtryksmiddel, ikke et Bind for Øjnene, ikke en Knevel, som hindrer os i at trække Vejret. Det er denne Alchymi, vi nu skal forsøge at finde. Helligt og Verdsligt. Vi ved Alle, hvor ofte det Spørgsmaal: hvorvidt det er muligt for et Menneske at leve et aandeligt Liv midt i Verdenslivet, i Fortiden er blevet besvaret benægtende. I enhver Religion, til enhver Tid i Verdenshistorien har Svaret paa dette Spørgsmaal været:»nej, Verdensmennesket kan ikke leve et aandeligt Liv.«Dette Svar kommer til os fra Ægyptens Ørkener, fra Indiens Jungler, fra Munke- og Nonneklostre i de romanske Lande, fra ethvert Sted, hvor Mennesker har skjult sig for deres Medmennesker, fordi de ønskede at finde Gud; og hvis Det var nødvendigt at flygte bort fra Mennesker for at vinde Kundskab om det Guddommelige, for at kunne føre et aandeligt Liv ja, da vilde det være umuligt for Størstedelen af os at føre et aandeligt Liv; thi vi maa leve i Verden, og vi er tvungne til at lempe os efter dens Krav. Jeg vil nu søge at forklare Eder, at en saadan Forestilling er grundet paa en fundamental Fejltagelse, og skønt man ikke i dette Land just tænker paa et ensomt Liv i Ørkenen eller Junglen, i Huler eller Klostre, nærer man dog den Opfattelse, at det Religiøse og det Verdslige maa holdes ude fra hinanden, grundet paa den moderne Anskuelse, at det, der kaldes helligt, bør adskilles fra det, der kaldes profant. Mennesker her til Lands kalder Søndagen for Herrens Dag som om ikke alle Dage var Hans, og som om Han ikke skulde tjenes alle Dage? Det, kun at kalde en Dag for Herrens Dag, betyder saa meget som at nægte Ugens øvrige Dage den samme Hellighed, og at sætte seks Dele af Ugen udenfor det Aandelige, fordi en eneste Dag bliver viet Aanden. Og paa samme Maade gaar det, naar der ellers tales om hellig Historie og profan Historie, religiøs Opdragelse og verdslig Opdragelse. Alle disse Talemaader bruges saa ofte, at de hypnotiserer den offentlige Mening og bibringer Menneskene en fejlagtig Opfattelse af Aanden og Verden. Sandheden er, at Aanden er Livet, Verden er Formen, og Formen maa blive Udtrykket for Livet, ellers har vi et Lig uden Liv, og et Liv uden Legeme, som er berøvet ethvert Middel til virksom Handling. Jeg vil nu forsøge klart Annie Besant 3/30 Fire Foredrag (1909)

4 og kraftigt at optrække Grundlinierne for, hvad jeg anser for at være den rigtige og sande Tænkemaade hvad denne Sag angaar. Verden er Guds aabenbarede Tanker, Udtrykket for den Guddommelige Bevidsthed. Alle nyttige Handlinger er Former for Guddommelig Handling. Verdens Hjul bliver drejet af Gud, og Menneskene er kun hans Hænder, der berører Hjulets Rand. Enten er alt nyttigt Arbejde, som bliver udført i Verden, Guds Arbejde, eller ogsaa er intet Arbejde Hans. Alt, som tjener Menneskene og fremmer Verdens Fremskridt, er rigtigt set guddommeligt Arbejde, og man ser fejlagtigt paa Tingene, naar man kalder det verdsligt eller profant. Handels-manden i sit Varelager, Købmanden bag Disken, Lægen i Sygehuset Alle udfører et ligesaa guddommeligt Arbejde som en Præst i en Kirke. Indtil dette bliver almindelig erkendt, staar Verden endnu kun paa et lavt Standpunkt; saalænge vi ikke formaar at se el Liv overalt, og alle Ting som rodfæstede i dette Liv, er det os, som er uvidende, blinde og verdslige, blinde for den guddommelige Vision, der viser os alle Ting som et Udtryk for dette ene, mægtige guddommelige Liv. Guddommelig Allestedsnærværelse. Nuvel, hvis dette er sandt, naar der kun er et Liv i hvilket vi er Deltagere, en skabende Tanke, ved hvilken Verdenerne er blevne til og opretholdes, hvor mægtig maa da ikke den umanifesterede guddommelige Tilværelse være! thi det er en Sandhed, der udtales i et gammelt indisk Skrift:»Jeg skabte dette Univers ved en Del af mig selv og jeg forbliver... «Skønt det altsaa er sandt, at Guddommen rækker langt ud over sin egen Manifestation, saa er selve Manifestationen alligevel ogsaa guddommelig; og ved at forstaa dette berører vi Guds Fødder. Naar det er sandt, at Han er overalt og i enhver Ting, saa er Han lige saa godt paa Torvet som i Ørkenen, lige saa godt i Værkstedet som i Junglen, lige saa er det muligt at finde ham saavel i en Bys menneskefyldte Gader som i Bjærgenes Ensomhed. Jeg siger ikke, at det ikke er lettere at føle sig den Guddommelige Storhed nærmere i de sneklædte Bjærges vældige Majestæt, i Granskovens højtidsfulde Ensomhed eller i en uberørt Dals yndefulde Dybder overalt, hvor Naturen taler med en Stemme, som kan fornemmes; men jeg mener, at hvor meget finere vi end hører paa saadanne Steder, saa taler Guds Stemme dog overalt; det er paa Grund af vor Svaghed, at Uroen og Larmen i en Storstad gør os uimodtagelige for denne Stemme, som altid taler; hvis vi var stærkere, hvis vi var mere aandelige, saa vilde vi finde det guddommelige Liv lige saa godt i Storstadens travle Larm og Støj, som i Bjærgenes Ensomhed eller under Midnatshimlens magiske Skønhed. Det, vi først og fremmest maa virkeliggøre for os, er, at vi ikke ser, kun fordi vore Øjne ikke er aabnede. Betingelserne for et aandeligt Liv. Men lad os nu se, hvilke Betingelser der er nødvendige, for at et Verdensmenneske kan føre et aandeligt Liv; thi jeg tilstaar, at der er Betingelser. Har I aldrig spurgt, hvorfor saa mange Ting kommer paa vor Vej, som vi ønsker, og som vi gerne vil eje? Vore Ønsker svarer til den uendelige Mængde skønne, attraaværdige Ting, som med ødsel Haand er strøede ud over Verden. Hvis det ikke var Meningen, at de skulde fængsle os, saa vilde de ikke være der; hvis de virkelig var Hindringer, hvorfor skulde de saa være lagt paa vor Vej? Der er lige saa megen Mening i dette som i, at en Moder holder en eller anden skinnende Genstand frem for sit Barns Øjne, for dermed at lokke Barnet til at forsøge at staa paa sine egne Ben. Barnet søger at gribe Genstanden, søger at rejse sig, falder, rejser sig igen, prøver paa at gaa, kæmper for at naa Genstanden, og det Værdifulde ved disse Barnets Bestræbelser beror ikke derpaa, at det omsider lykkes det at gribe Genstanden, som den barnlige Haand dog hurtigt ødelægger og kaster bort, straks ønskende sig noget Nyt, nej, det Værdifulde beror paa, at det Liv, som driver Barnet fremad, har modtaget en Stimulans, idet det kæmpede for at opnaa den skinnende Pris. Og det store Moderhjærte, som opdrager os, holder uafbrudt op for vore Øjne attraaværdige Genstande, Ting, der kan stimulere Annie Besant 4/30 Fire Foredrag (1909)

5 Barnesjælen, som derved lærer at udvikle sine iboende Evner. Kun for at lokke os, for at faa os til at anstrænge os til det Yderste, kun for at de indadvendte Kræfter kan fremtræde i ydre Manifestation er alt dette Legetøj i endeløs Mængde strøet paa vor Livsvej. Vi kæmper for at naa det ene Maal efter det andet; vi forsøger at gribe tilsidst griber vi virkelig; men efter kort Tids Forløb forvandles de dejlige Æbler til Støv, ligesom i Miltons Fabel, og Prisen, som tog sig saa tillokkende ud, taber sin Værdi, for at give Plads for et nyt Ønske. Saaledes er det, at vi vokser; Resultatet ligger i os selv; en eller anden Evne har udviklet sig, en indre Styrke er bleven til en manifesteret Kraft, nogle skjulte Muligheder er bleven til Evner i Virksomhed. Og dette er netop vor guddommelige Lærers Formaal; Legetøjet bliver kastet bort, saa snart Resultatet af den Anstrængelse, vi maatte gøre for at vinde det, er opnaaet. Paa denne Maade skrider vi frem fra den ene Udviklingsfase til den næste. Og skønt det ikke er muligt fuldt ud at fatte den Guddommelige Visdom før man tror paa den store Kendsgerning:»Reinkarnation, fortsat Genfødsel, stadig vedblivende Erfaring«, kan man dog i ét kort Liv erkende, at man vandt ved at kæmpe men ikke ved det, man opnaaede. Carpenter udtrykker denne Kendsgerning fyndigt og kort i Sætningen:»Enhver Smærte, som jeg led i et Legeme, blev til en Evne, som jeg kunde udøve i det næste.«allerede i ét Liv kan man se det; selv i det korte Tidsrum fra Vuggen til Graven kan man spore Lovens Arbejde. Et Menneske vokser ikke gennem den ydre Frugt, som han høstede; men igennem den indre Udfoldelse, som er Kampens Løn. Et nyt Motiv. Nuvel, naar mange Livs mange Erfaringer omsider har gjort Mennesket vist, saa taber disse Genstande deres Tiltrækningskraft, og den mest nærliggende Tilbøjelighed er da: at opgive Anstrængelsen; men dette vilde være ensbetydende med Stilstand. Naar denne Verdens Goder en Gang synes Mennesket lidt mindre værdifulde end tidligere, da er det paa Tide for ham at besinde sig og indføre et nyt Motiv; og det Motiv, der først skal føre det handlende Menneske frem imod det aandelige Liv, er at udføre Handling, fordi det er Pligt at handle; at arbejde, fordi det er Pligt at arbejde, og ikke for at vinde den personlige Belønning, som det muligvis kan medføre. Lad os en Gang undersøge Forskellen mellem et Verdensmenneske og et aandeligt udviklet Menneske og se, hvad der er nødvendigt, for at det første kan naa det sidstes Udviklingstrin. Jeg vil eksempelvis nævne et Menneske, der har tjent sig en uhyre Formue. Ingen vil betvivle, at han er et Verdensmenneske; han har kun haft det ene Formaal: at tjene Penge, at blive rig. Vi ser ofte sligt. Lad os en Gang dvæle lidt ved denne Mands Livsførelse, denne Mand, hvis eneste Stræben er Penge. Alt i hans Tilværelse maa underordnes dette Formaal. Hvis Formuen stadig skal forøges, maa en saadan Mand først og fremmest være Herre over sit Legeme; han maa hærde det, han maa lære at blive meget nøjsom, ja endog at udholde Anstrængelser og Savn. Han maa kunne ofre sin Søvn naar han lad os sige for at opnaa Afslutningen af en vigtig Kontrakt er nødt til at rejse flere Nætter i Træk; han maa lære slet ikke at tænke paa, at han trænger haardt til Søvn, naar han, ved at gaa til Selskab ved Midnatstid, har en Lejlighed til at knytte Forbindelser, der gør det muligt for ham at indlede en god Forretning osv. osv. Atter og atter maa en saadan Mand under Kampen for Guldet blive Herre over det fysiske Legeme, som han bærer; det maa tvinges til absolut Tavshed, naar det gælder at handle. Legemet maa lære at blive en lydig Tjener overfor den herskende Vilje, den tvingende Hjerne. Hvad er der nu vundet? Han har lært Tankekoncentration. Hvis han ikke er koncentreret, saa vil hans Rivaler slaa ham i Kampen om Guldet. Hvis hans Tanker gaar paa Vandring, snarl hist, snart her, ubestemte, den ene Dag forsøgende den ene Plan, og den næste en anden, saa vil denne Mand ikke have Held med sig. Det Maal, han ønsker at naa, lærer ham at koncentrere sin Tanker. Han fører Tanken til et bestemt Punkt og fastholder den der saa længe, det er nødvendigt for ham. Kraftigt og udholdende gaar han tilværks i den vedvarende mentale Anstrængelse. Hans Forstand bliver stærkere og stærkere, skarpere og skarpere og kommer mere og mere under hans Herredømme. Han har ikke alene lært at beherske sit Legeme, men Annie Besant 5/30 Fire Foredrag (1909)

6 ogsaa at beherske sin Tanke. Har han opnaaet mere? Ja, han har opøvet en stærk Vilje. Kun den stærke Vilje kan have Held med sig i en saadan Kamp. Sjælen vokser mægtigt under Forsøget paa at udføre det Arbejde, den har foresat sig. Ved Hjælp af det underkuede Legeme, den velkontrollerede Forstand og den kraftige Vilje naar Manden saa endelig sit Maal. Han holder Guldet i sin Haand. Og hvad saa? Saa gaar det op for ham, at dette Guld, naar alt kommer til alt, dog ikke kan bidrage saa overordentlig meget til hans egen personlige Lykke. Han har kun ét Legeme, som kan fødes og klædes, han kan ikke mangfoldiggøre sine Fornødenheder i Forhold til den enorme Formue, som han har tjent, og til syvende og sidst indser han, at hans Evne til at nyde Tilværelsens Glæder er meget begrænset. Hans Guld bliver mere en Byrde for ham end en Nydelse; den første Henrykkelse over at se alle sine Ønsker opfyldte, falmer, svinder bort; der indtræder Overmættelse, indtil han, som vi saa ofte ser det, rent vanemæssigt vedbliver at ophobe stadigt mere Guld værdiløst Guld, der snarere tynger ham som et Mareridt end det bringer ham Glæde, Skatte, der knuser den Mand, som satte alt ind paa at samle dem. Formaalets Forandring. Nuvel hvad er nu det, der behøves, for at denne Mand kan blive et aandeligt Menneske? At forandre Maalet for sin Stræben, det er det Hele. Lad denne Mand i dette Liv eller i et andet vaagne op og se klart for sig, at alt det Guld, han har ophobet, som saadant er værdiløst; lad ham fange kun et Glimt af den guddommelige Lovs Skønhed; lad det gaa op for ham, at det, der giver Livet Værdi, det, der bringer varig Lykke, i Virkeligheden kun er: Villighed til at ofre sin personlige Lykke for det Heles Vel. fordi den Enkelte kun er en Del af det store Liv, der opretholder Verdenerne lad ham erkende dette og det Herredømme, som han har vundet over sit Legeme, sin Vilje og sin Tanke, vil gøre ham til en Kæmpe i den aandelige Verden. Han behøver ikke at forandre disse Egenskaber; men han maa frigøre sig for sin Selviskhed, sin Ligegyldighed overfor menneskelig Smerte; han maa frigøre sig for den Hjærteløshed, hvormed han knuste sine Brødre, den Hensynsløshed, hvormed han nedtrampede og udsugede Hundreder i sin Kamp for Guldet. Han maa forandre sit Ideal. Fra Selviskhed til Offervillighed; Kraften, der nedtraadte, maa blive til en Kraft, der hæver. Gør han det, da finder vi i den samme Mand, som var en Kæmpe paa Pengemarkedet, det aandelige Menneske. Hans Liv er nu viet Menneskeheden, og hans hele Higen og Stræben gaar nu ud paa at kunne hjælpe og tjene. Ikke Forandring i noget Ydre, men Forandringen af Maalet, Forandringen af Motivet, deraf afhænger det, om en Mand tilhører Verden, og er verdslig, eller Aanden, og er aandelig. Jeg brugte nylig Ordet Pligt, fordi det er det første Trin. Hvad end den Enkeltes Arbejde i Verden maatte være, dette betyder i og for sig ikke stort; det, det kommer an paa, er, at hver især begynder lidt efter lidt at udføre sit Arbejde, ikke alene for at ernære sig, men fordi det erkendes som Pligt; det er ingen Skam at arbejde for det daglige Brød, tværtimod men Arbejdet bør ikke udføres kun fordi den Enkelte ønsker at vinde derved, hvad enten det er Penge, Berømmelse eller Magt. Hvis denne nye Bevæggrund, Pligtens Bevæggrund, indføres, da tages det første Skridt henimod det aandelige Liv; da faar hele det daglige Livs Virksomhed en ny Farve. Pligten maa opfyldes; Verdenshjulet skal drejes; Mænd og Kvinder skal ernære sig ved alle Handelens, Industriens, Haandværkets og Landbrugets Virksomhedsgrene; de Syge skal helbredes og plejes; de Uvidende skal undervises; Retfærdigheden bør haandhæves overfor Rig og Fattig, Mægtig og Ringe. Set fra dette Synspunkt bliver det muligt for Alle, for Landmanden som for Haandværkeren, for Handelsmanden som for Embedsmanden, for Læreren som for Lægen, at se sin daglige Gerning, ja, hele Livet, i et nyt Lys. Enhver kan da sige til sig selv:»den Virksomhed, som jeg har med at gøre, er en Del af det store, guddommelige Verdensarbejde. Jeg er stillet her for at gøre netop dette, og det er min Pligt at udføre det saa fuldkomment som muligt. Jeg vil undervise, eller helbrede, eller dømme, eller drive Handel, eller varetage alle mulige industrielle Foretagender, eller udføre en Tjeners ringe Gerning, ikke for Pengenes eller Magtens Skyld, ikke for min personlige Fordel, men for at det store Verdensarbejde kan blive udført af mig som Tjener under en Vilje, større end min egen. Jeg maa derfor ikke rette mit Blik kun imod min egen Fordel. Annie Besant 6/30 Fire Foredrag (1909)

7 En Del af det Universelle Arbejde. Dette er det. første Skridt, og der er ikke En iblandt os, som ikke kan tage det. Vi kan passe vor Forretning lige saa godt som før; men vi gør det med et nyt Sindelag, vi gør det, fordi det er vort Arbejde her i Verden, vi udfører det som en Tjener for en Herre, fordi det er ham befalet at gøre det, og hans Loyalitetsfølelse bringer ham til at udføre det godt. Paa denne Maade kunde enhver Opgørelse af et Regnskab, ethvert Salg af en eller anden Vare i en Butik foregaa med dette sublime Ideal som Baggrundsmotiv: Jeg udfører dette som en Del af Verdensarbejdet, og det er netop denne Pligt, hvis Udførelse er falden i min Lod; saaledes vil enhver Virksomhed kunne betragtes som noget, der kommer direkte fra den store Vilje, der leder Verdenernes Gang, opfattes som vor Del af den Guddommelige Vilje, som vor Del af det Universelle Arbejde; og selv den mægtigste Erkeengel den Største af de Lysende kan ikke gøre mere end at udføre sin Del af den Guddommelige Vilje. Og det er sandt, hvad George Herbert skrev, at den, der fejer et Værelse til Guds Ære, han adler ogsaa denne Handling. Aandeligt Liv findes der, hvor Alt udføres for Pligtens Skyld, for at tjene det Store Selv, i Stedet for at tjene det personlige selv. Men glem ikke, at det er ingen let Sag. Intet Sjuskeri, ingen Efterladenhed i den Tro, at Mesterens Øjne ikke ser det; thi Mesterens Øjne er overalt og ser Alt. Intet Fuskeri, thi det passer sig ikke for den guddommelige Kunstner, men kun for den uduelige og uvidende Arbejder. Kunst er kun det, der udføres til Fuldkommenhed, og Gud er altid en Kunstner. Der er Intet, hvor lille bitte det end er, intet Dyr, som kun kan ses igennem Mikroskopet, som ikke er fuldkomment i sin Skønhed; og jo mere nøjagtigt man undersøger del. jo skønnere vil det vise sig. Hvorfor er disse smaa bitte Diatomer, som vi kun kan se gennem Mikroskopet, hvorfor er den mindste Skal prydet med fuldendte geometriske Mønstre, som om en Billedhugger havde udført dem? For hvem er denne Skønhed bestemt? For at tilfredsstille den Fuldkommenhedssans, der er et af de guddommelige Elementer saavel i Gud som i Mennesket. Ikke det, et Menneske gør, men hvorledes han gør det; om det er udført til den yderste Grænse af hans Dygtighed derved skal et Menneskes Karakter staa sin Prove; ved at undersøge Arbejdet, lærer vi Arbejderens Karakter at kende. Nu vil dette forekomme Eder at være en ringe Ting, naar det overføres tii Eders eget Hjem, Forretning, Kontor osv. Ja, det er lidt, hvis den Enkelte kun ser paa sit ubetydelige Arbejde; men sæt, at Alle handlede saaledes, hvorledes vilde Verden saa se ud? Intet halvgjort Fuskeri; ingen forfalskede Produkter paa Markedet; intet Bedrageri. Hvert Hus fuldendt bygget, enhver Ting saa fuldendt udført, som et Menneskes Dygtighed og Evne formaar at udføre det Der vilde derved fremkaldes en Arbejdsglæde i ethvert Menneske, som vilde gøre alt Arbejde til en Velsignelse. Nuvel, en saadan Verden forekommer os et Eventyr, en umulig Utopie; ikke desto mindre vilde dette blive Resultatet, hvis blot ethvert Menneske gjorde sin Pligt saa fuldkomment, som hans Evner tillod ham det. Og dette er det første Skridt henimod det aandelige Liv. Det ligger ikke udenfor Nogens Rækkevidde, det ligger ganske nær enhver af os. Ofringens Princip. Men dette er ikke Alt; der gives et højere Trin af aandeligt Liv. Det er meget, at føle sig som Medarbejder med det Guddommelige i Verden, det er meget, at gore sit Arbejde stort ved at knytte det til det universelle Arbejde i hele det store, mægtige System af Verdener og Universer, eller som Emmerson siger at knytte sin Vogn til en Stjerne, i Stedet for til en ynkelig Pæl ved Vejkanten. Men selv dette er ikke det eneste, som ligger indenfor vore Evners Rækkevidde, ikke det Herligste, som vi kan opnaa. Thi der er noget endnu større end Pligten, og det er: at udføre al Handling som Offer. Hvad vil dette sige? Der vilde ikke eksistere nogen Verden, intet»due, intet»jeg«, hvis der ikke var bleven bragt et første Offer, ved hvilket en Del af den guddommelige Tanke klædte sig i Materie, begrænsede sig, for at»du«og»jeg«kunde blive selvbevidste, Guddommelige. En dyb Sandhed ligger der i den kristne Lære om Lammet som blev slagtet naar? paa Langfredag? Nej,»før Verdens Grundvold blev lagt«; dér ligger Ofringens store Sandhed. Annie Besant 7/30 Fire Foredrag (1909)

8 Uden et guddommeligt Offer, intet Univers; uden en guddommelig Selvbegrænsning, vilde der ikke findes Verdener, som fylder Universet. Alt er Offer; Kærlighedens Offer, som begrænser sig for at Andre kan vinde selvbevidst Tilværelse og nyde Fuldkommenhedens Lykke i deres egen sluttelige Guddommelighed. Og ligesom Verdens Liv er grundet paa et Offer, saaledes maa alt sandt Liv være et Liv fuldt af Opofrelse; og naar omsider den Tid kommer, at enhver Handling bliver udført som et Offer, saa bliver Mennesket ogsaa det fuldkomne, aandelige Menneske. Jeg véd, at dette er en streng Fordring. Det første Stadium er ikke saa vanskeligt. Vi kan give bort i stor Maalestok, vi kan arbejde for Andre, saaledes at vort Liv bliver nyttigt; men hvor vanskeligt er det ikke, naar vi lever dette nyttige Liv og koncentrerer alle vore Kræfter paa vort Arbejde, saa pludselig at se Alt styrte sammen omkring os og da at kunne se paa Ruinerne med rolig Tilfredshed! Det er noget af det, der forstaas ved Offer. Man har sat sit Liv ind paa et godt, frugtbringende Arbejde, har sat hele sin Energi ind paa et stort Formaal, hvis Hensigt er at gavne hele det Samfund, hvori man lever; man har slidt og slæbt, skabt og bygget, værnet om den Plan, der blev undfanget i Ens Hjerne, ligesom en Moder værner om det Barn, hun har baaret under sit Hjærte og se: pludselig styrter det Hele sammen. Det slaar fejl, det lykkes ikke, det trives ikke, det sygner hen, det dør. Alt har man ofret for denne Sag, Aaringers Arbejde, Aaringers Tanke, Aaringers Opofrelse, og saa kræves det pludseligt, at man skal kunne se med fuldkommen Sindsligevægt paa, at Alt bliver til Støv, at Intet bliver tilbage. Hvis man ikke kan det, saa er alt Ens Arbejde personligt Arbejde, ikke et Arbejde, som er udført som en Del af det guddommelige Arbejde. Og hvor forgyldt end Ens Værk kan være blevet af andre Menneskers Kærlighed og Beundring det var dog Ens eget Værk, men ikke Guds Værk, og derfor led man, da det faldt sammen. Thi hvis det virkelig var Hans og ikke vort Værk, hvis det i Sandhed var et Offer og ikke vor egen Ejendom, saa vilde vi vide, at alt, hvad der var godt deri, uundgaaeligt maa indgaa i Verdens gode Kræfter, saa vilde vi, naar Han ikke længere behøvede den Form, som vi byggede, hellere se den ødelagt; thi vi vilde vide, at Livet, som ikke kan dø, vil gaa over i andre Former, som bedre passer ind i den guddommelige Plan, vi vilde føle, at vi havde arbejdet med paa Evolutionens store Arbejdsmark været Arbejdere i Guds store Vingaard. En Lignelse. Lad mig fremsætte Tanken paa en mindre abstrakt Maade, og man vil øjeblikkeligt forstaa min Mening. Forestil Eder en Armé, som venter et Angreb fra en overlegen Fjende. Den kommanderende General udkaster sin Slagplan, lader ét Regiment tage Stilling paa ét Sted, og et andet paa et andet; udkaster en stor Plan, som omfatter Alt og Slagdagen gryer. En Ordonans, som følger Generalen, faar Befaling til at overbringe en ung Kaptajn, som staar paa en eller anden Del af Kamppladsen, en Ordre:»Angrib Fortet, som ligger foran Dig, tag det og hold det, indtil der kommer Ordre til at forlade det.«og den unge Kaptajn med sin Haandfuld Folk vender Blikket mod Fortet, og han indser strax, at han ikke kan tage det; han ser, at et Nederlag er uundgaaeligt, han ser, at Angrebet paa det Fort er ensbetydende med Undergang og Død for de Folk, han kommanderer ja, han véd, at naar han udfører Befalingen, vil ikke En af hans lille Flok opleve den kommende Dag. Han overser det Hele; men tøver han? Hvis han gør det, saa er han en Forræder, en Vanæret, en Brændemærket. Han kalder sine Folk sammen:»vi har faaet Befaling til at tage Fortet!«De gaar frem og aabner Ilden; de bliver slaaede tilbage. Igen et Angreb, og atter kastes de tilbage, og dette gentages atter og atter, indtil der ikke er én Mand tilbage. Men imidlertid er Generalens Plan lykkedes paa en anden Del af Slagmarken. Medens Fjendens Opmærksomhed blev afledet ved den lille Haandfuld Folk, som med saa frejdigt et Mod og saa stor en Tapperhed gik Døden i Møde, har Slagplanen udviklet sig. Medens Fjendens Opmærksomhed er optaget af de unge, kække Soldaters Nederlag, forfølger de Faldnes Kammerater Slagplanen paa Hærens anden Fløj, og før Solen gaar ned, har Arméen sejret, skønt de Mange ligger døde eller døende paa Bjergets Skraaninger. Har denne lille Skare nu lidt et Nederlag? Det ser ud som et Nederlag at ligge der døende og døde. Ja vist! Men naar en Gang Historieskriveren beretter om denne Kamp, naar en taknemmelig Nation en Gang rejser et Monument til Minde om Sejrherrerne i dette Slag, saa vil de Mænd, der faldt, og som ved deres Nederlag gjorde det muligt for deres Kammerater at vinde Sejren, blive nævnte i første Række, og deres Navne vil blive blandt de første, der indhugges i det Monument, der rejses af det taknemmelige Fædreland. Annie Besant 8/30 Fire Foredrag (1909)

9 I har hørt min Lignelse; vær overbeviste om, at der gives intet Nederlag, hvor den Øverstbefalende er Universets guddommelige Bygmester. Intet Nederlag; men uundgaaeligt Held! Og maa vi ikke. Alle føle os stolte og lykkelige ved Tanken om at være kaldede til at opofre vore ubetydelige Personer for at den guddommelige Plan kan blive gennemført? Der er intet Nederlag, fordi Sejren er altid paa Guddommens Side. Hvad gør det, hvis det for Dig og mig ser ud, som om vi havde lidt et Nederlag? Hvad gør det, hvis vore ubetydelige PIaner, Øjeblikkets Værk, totalt mislykkes, bliver til Intet, viser sig ganske unyttige og derfor kastes til Side? Den Kraft, vi har sat ind paa vort Arbejde, den Hengivenhed, med hvilken vi har udkastet vore Planer, den Styrke og Udholdenhed, hvormed vi stræbte at udføre dem, de Ofre, vi bragte for at det store Hele kunde vinde derigennem det er det, der indskriver os blandt Guddommens opofrende Medarbejdere, og ingen Hæder er større end det personlige Nederlag, som sikrer det universelle Held. Jeg tilstaar, at dette Ideal er kun for de Stærke. Det er kun for de Heltemodige. Men blot dette: at sé, at et Ideal er ædelt, er det samme son] at indføre lidt af dets Skønhed i sit Liv; Erkendelsen af Idealets Herlighed er det første Skridt til selv at forvandles i dets Lignelse. Racens Frelsere. Lad os nu antage, at I og jeg omdanner vore Liv til Lighed med det Billede, jeg her har skitseret saa ufuldkomment; vi vil da ikke alene selv blive aandelige Mennesker, skønt vi lever vort Liv midt i Verdenslivet, men vi vil da ogsaa lidt efter lidt omdanne Verden til Lighed med det guddommelige Ideal og gøre det muligt for den guddommelige Tanke at aabenbare sig paa en stedse mere fuldkommen Maade. Dette er altsaa den centrale Idé, der vil omskabe Verdensmennesket til det aandelige Menneske, og dette kan bedst udføres i selve Verdens pulserende Liv. De Vise, Seerne, der formaar at skue tilbage over mange Jordeliv, de vid, at Livet i Ensomheden, i Klostret eller i Ørkenen, aldrig er dens sidste Jordliv, som ønsker at blive en Frelser for sin Race. Undertiden er et saadant Liv ét af de mange, i hvilke han samler sine omfattende alsidige Erfaringer; undertiden en Tid, i hvilken han sammendrager den Styrke og Kraft, der senere vil komme til Nytte. Men en Kristus maa leve sit Liv i Verden og ikke i Ørkenen. Skønt vi undertiden har godt af at leve en Stund i Ensomhed, saa bør vi dog søge den manifesterede Gud der, hvor Menneskene færdes. Kun der kan Prøvelserne mødes, kun der kan den fuldkomne Karakters Ædelsten slibes til i alle sine Facetter. Naar alle vore Evner er udfoldede, naar Kristus er født og har taget Skikkelse i os Alle ja, da kan vi forlade Verdens ydre Liv, for at blive en Del af Verdens indre Liv, som skaber og former den ydre Virksomhed. Men de, som endnu kun er i Færd med at voxe op til dette Stadium, mad voxe gennem Væxtens Lov, og dette er Erfaringens Lov. Kun den Fuldkomne kan gaa om bag Sløret og derfra udsende de aandelige Kræfter, der udfoldes i Verdens Liv. Fængslet Guddommelighed. Derfor synes det mig, at der er ikke En iblandt os, som ikke kan begynde at føre et sandt aandeligt Liv. Verden vil vinde derved paa samme Tid som det enkelte Menneskes Evner hurtigere vil komme til Udfoldelse. Thi hvis vi kun tænker rigtigt over det, vil det blive os klart, at Enhver af os er i Begreb med at udarbejde sit eget Liv til et fuldkomment. Billede Billedet af det Guddommelige, aabenbaret i Mennesket. I enhver af os slumrer det guddommelige Billede sad at sige; men det er vort Arbejde at aabenbare det. Korn og følg mig til en stor Billedhuggers Værksted, ikke til en, der kun er Marmorhugger, men til et af de store Genier, som viser os Marmoret levende, og som forstaar at vise os Idealet i en fuldendt Form. Hvorledes arbejder en saadan Mand? Tror I, at han kun hugger Statuen ud af Marmorblokken? Langt fra. Han frigør en Statue, der findes inden i Marmorblokken, idet han hugger alt det overflødige bort, alt det unyttige Marmor, som skjuler Idealets Skønhed Idealet, som han ser det. Det er den geniale Billedhugger. Han ser den fuldendte Statue indesluttet i Stenen, medens vore stakkels Øjne kun kan se den raa Blok, og ved hvert Hammerslag, ved enhver Stump Marmor, som hans Mejsel fjerner, befrier han den indesluttede Fange og afslører sit Ideal mere og mere. Det samme gælder Dig og mig. Vi er raa Marmorblokke Alle, saaledes som vi lever her i Verdens store Værksted; ufærdige, utilhuggede endnu, mange af os, og Annie Besant 9/30 Fire Foredrag (1909)

10 Guddommen i os er skjult ligesom Statuen i Blokken. Men vi er tillige Billedhuggere, som gennem vor Livsførelse skal aabenbare Statuen, frigøre den Skønhed, der er fængslet i Stenen i os. Det er med Viljens Hammer, med Tankens Mejsel at vi skal hugge alt det Overflødige bort, som skjuler den levende Guddom i os, skjuler den ikke aabenbarede Herlighed for Menneskenes Øjne. Billedhuggere er vi, Billedhuggere, der skal udforme, hvad vi uundgaaeligt skal blive i Tidernes Løb, i de Aarhundreder, der kommer; og jo større den Dygtighed og jo mere omfattende den Kundskab og Flid, jo kraftigere den Vilje, hvormed vi kan føre Mejsel og Hammer, jo før vil Frigørelsens Dag oprinde; jo hurtigere vil vi nærme os den Dag, da det fuldendte Værk skal afsløres i hele sin Skønhed. Og derfor hvor som helst og hvad som helst vi end er, hvilket som helst vort Arbejde end maatte være, lad altid det Ideal leve i vore Hjerter, som vi længes efter at virkeliggøre. Lad os føle, at Han lever i os, den mægtige, men fængslede Gud, og glem aldrig, at det er vor og kun vor store Forrettighed at befri ham for sine Lænker. Lad os omgjorde vore Lænder, lad os tage vort Værktøj, lad os hugge bort alt det Værdiløse, frigøre den herlige Statue, og vi vil lære os selv at kende som det, vi i Sandhed er: selvbevidste Væsener, Mennesker, skabte i Guds Billede! Annie Besant 10/30 Fire Foredrag (1909)

11 Theosofiens Værdi i Tankens Verden. Theosofi er som Ordet antyder guddommelig Kundskab, identisk med, hvad der i Østen har været kendt under forskellige Navne som Tao i Kina, som Brahma-Vidya i Indien, som Gnosis hos Grækerne og de tidlige Kristne og som Theosofi op gennem Middelalderen og i den nyere Tid. Den omfatter altid en Kundskab, en Indsigt, der overgaar den almindelige Videnskab paa Jorden; den omfatter en Kundskab med Hensyn til Livet, til Tingenes Væsens-Natur, som kan sammenfattes i to Ord, naar vi siger»guddommelig Kundskab«. I ældre Tider nærede man den Anskuelse som tildels er gaaet i Glemme i den nyere Tid at Mennesket i Virkeligheden aldrig kan kende Nogetsomhelst tilbunds, med mindre han kender sig selv og véd om sig selv, at han er guddommelig; denne Kundskab om Gud, den Højeste, det universelle Liv, er Roden til al sand Kundskab om Materien saavel som om Aanden, om denne Verden saavel som om andre Verdener end vor egen. I denne ene, højeste Kundskab har alle andre Kundskaber og Videnskaber deres Rod; i dette højeste Lys har alle andre Lys deres Oprindelse. Gaar man ud fra dette Synspunkt, vil man hurtigt: indse, at Theosofi er en aandelig Verdenstheori i Modsætning til en materialistisk. Den ser paa Aanden som Skaberen, Ordneren af Materien, og paa Materien kun som Aandens lydige Udtryk og Tjener; den ser i Mennesket et aandeligt Væsen, der søger at udvikle sine Evner gennem Erfaring i et Formernes Univers; og den erklærer, at Mennesket misforstaar sig selv og vil forfejle sit Maal, hvis han identificerer sig med Formen, der gaar til Grunde, i Stedet for med Livet, som er udødeligt. I Modsætning til Materialismen saavel i Videnskaben som i Filosofien, opbygger den en aandelig Forestilling om Universet, og den er nødvendigvis idealistisk i sin Tankegang og hævder Idealets Betydning som Leder for al menneskelig Virksomhed. Idealet set som Livsførelsens ledende Kraft det er Theosofiens Grundtone og dens Værdi i de forskellige Tankeverdener; og Tankens Kraft, Tankens Evne til at iklæde sig Former, hvis Tilværelse kun afhænger af Fortsættelsen af den Tanke, der fødte dem det er Midtpunktet, Grundtonen i alle de Lægemidler, Theosofien tilbyder den søgende og lidende Menneskehed. Idealist overalt; i Religion, i Kunst, i Videnskab, i det praktiske Liv, som Menneskene kalder Politik men en Idealist, der undgaar den grove Fejltagelse, som nogle Idealister har begaaet, idet de ikke har indset, at den menneskelige Tanke kun er en Del af en Helhed ikke selve Helheden. Theosofen indser, at den guddommelige Tanke, som er udtrykt i Universet, sætter Grænser for hans egen Tænkeevne, for hans egen skabende Virksomhed. Han indser, at Helheden behersker de enkelte Dele og at hans egen Tanke kun kan bevæge sig indenfor den guddommelige Tankes uhyre vidtstrakte Omraade, og at han kun formaar delvis at give den Udtryk. Medens han derfor fastholder, at Alt, hvad der i de lavere Verdener kaldes»virkeligt«, afhænger af Idéen indser han, at Menneskets skabende Evne kun langsomt kan forme Materien efter bans Vilje; og skønt ethvert Resultat vil afhænge af den skabende Tanke, vil det ofte vare længe, inden Resultaterne viser sig i denne fysiske Verden. Derfor er han skønt Idealist ikke upraktisk; medens han ser Tankens Magt, anerkender han dens Begrænsninger i Rummet og i Tiden; og paa samme Tid som lian fastholder den rette Tankes og den rette Tros overordentlige Betydning, indser ban, at Tankens Blomst kun langsomt udvikler sig til Handlingens modne Frugt. Men han tillægger Tanken en Betydning, som er usædvanlig i det moderne Liv. Det er Dagens Løsen ved Bedømmelsen af et Menneskes Værdi, at»det kommer ikke an paa, hvad han tror, men kun paa, hvad han gør«. Dette er ikke Tilfældet. Det kommer ganske overordentiig meget an paa, hvad et Menneske tror; thi som et Menneskes Tanke er, saaledes vil uundgaaelig hans Gerning blive. Der var en Tid, da man begik en lige saa stor Fejltagelse i Tankens Verden, idet man gik til den anden Yderlighed og sagde:»det kommer ikke an paa, hvad et Menneske gør, naar han kun er rettroende«. Hvis man ved Ordet»rettroende«havde forstaaet Menneskets fuldkommen ærlige Stræben efter at tænke og tro det Rette saa vilde man ikke have taget meget Fejl; thi den rette Tænkning maa uundgaaelig føre til ret Handling. I hine Tider betød Annie Besant 11/30 Fire Foredrag (1909)

12 rettroende imidlertid kun ortodox i Henhold til en snæver Kirkelovs Fortolkning, den lydige Gentagelse af Trosartikler, blind Autoritetstro. Den store Bevægelse, der afsluttede Middelalderen, var Menneskeforstandens Protest imod denne Fejltagelse, og det blev erklæret, at ingen ydre Autoritet maatte binde Forstanden, og at Ingen havde Ret til udefra at knægte Tanken, som er selve Menneskets Væsen. Hævdelsen af den Enkeltes Ret til selv at bestemme, hvad han vil tro, til selv at danne sig sin Mening, uden at bøje sig for nogen Autoritet den frie Tankes ophøjede Princip, saa nødvendigt for Menneskehedens Fremskridt det er selve Protestantismens Aand. Men denne store Bevægelse er som alt andet blevet fulgt af en Reaktion; man er gaaet til den anden Yderlighed, idet det nu gøres gældende, at Mennesker kun bør bedømmes efter deres ydre Optræden, at det kun er Handlingerne, der bør ses paa. Man glemmer, at vore Handlinger i Dag er Resultatet af vore Tanker fra i Gaar; at vore Tanker i Dag følgelig bliver vore Gerninger i Morgen. Det er derfor af den allerstørste Betydning, at den moderne Verden lærer at give Tanken dens rette Plads, lærer, at Tanken er den, der føder, leder og inspirerer Handlingerne. Al Virksomhed er kun Udslaget af Tænkning; hvis man derfor styrter sig ud i Virksomhed uden at undersøge, uden at tage Hensyn til, hvilken Tankegang der leder Virksomheden, da bliver Resultatet disse svage og lygtemandslignende Experimenter, der er saa karakteristiske for vor Tid. Lad os saa fra denne stærke Fremhævelse af ret Tænknings overordentlig store og vidtrækkende Betydning gaa over til at se, hvilket Budskab Theosofien har til den religiøse Tankes Verden. Hvad er Religion? Religionen er Menneskeaandens uudslukkelige Tørst efter det Guddommelige. Det er det Udødelige, som nedsænket i en dødelig Verden forsøger at virkeliggøre sin egen Udødelighed. Det er Himmelens hvide Ørn, som født i det grænseløse Rum slaar sine Vinger imod Materiens Gitre og prøver paa at sønderbryde dem, søger at hæve sig op i det Ubegrænsede, hvor dens Fødeland og dens virkelige Hjem er. Kort sagt, Religion er: Menneskets Higen efter Gud. Denne Menneskets Tørsi efter Gud har Mange forsøgt at slukke ved det, der kaldes Teologi, eller med Bøger, der kaldes hellige, Ceremonier og Ritualer, som kun er stedlige Udtryk for en universel Sandhed. Denne Menneskeaandens Tørst kan ligesaa lidt slukkes ved noget andet end personlig, subjectiv Erfaring om det Guddommelige, som man kan slukke den i Ørkenen vansmægtende og døende Rejsendes Tørst ved at lade ham høre paa, at der løber Vand ned i et andet Menneskes Hals. Menneskelig Erfaring om det Guddommelige er den Klippe, paa hvilken al Religion er grundlagt; det er den Klippe, som aldrig kan rokkes, og paa hvilken enhver sand Kirke maa bygges. Det er sandt, at der findes hellige Bøger; men det er ogsaa sandt, at selv om man tilintetgjorde Alverdens hellige Bøger, kunde der skrives nye Bøger, nye inspirerede Beretninger, saa længe der er Mennesker til og en Gud til, som kan inspirere Menneskene. Man kunde lade enhver Ceremoni, hvor skøn og opløftende den end maatte være, gaa fuldstændig i Forglemmelse; man kunde forbyde og udrydde alle Ritualer, alle Sacramenter Aanden, der har inspireret Menneskene til at indføre Ceremonierne og Ritualerne for derigennem at give sig Udtryk paa det fysiske Plan, vilde derfor ikke have mistet sin kunstneriske Evne; den vilde inspirere til nye Ritualer og nye Ceremonier som Erstatning for dem, der var blevne kastede tilside. Og idet Theosofien paaberaaber sig den subjektive Erfaring om Aandens Udødelighed, fører den de Religiøse indenfor alle Kirkesamfund, som er bragte i Forvirring ved de mange Angreb, som den kritiske Forstand har rettet imod de gamle Overleveringer, tilbage til alle Religioners uudtømmelige Udspring. Theosofien lærer dem ikke at frygte hverken nye Dele af Sandheden eller Tidens undergravende Tendenser thi Aanden er jo selve Sandheden og Evigheden. Alt, hvad Kritikken kan berøve os, er den ydre Form - aldrig den levende Virkelighed. Det gør intet, at Dokumenternes Udenværker bliver jævnede med Jorden; den subjective Erfarings uindtagelige Fæstning staar derved sin Prøve. Theosofien har imidlertid meget andet ganske vist mindre værdifuldt end det ene, jeg nu har talt om at give den religiøse Tankes Verden, idet Alle, der lever paa Overleveringer, gennem Studiet af den theosofiske Kundskab kan blive førte tilbage til selve Religionernes Kilde, den okkulte, skjulte, første Haands Kundskab, der overgaar Sansernes Kundskab saa vel som Forstandens Evne til at drage Slutninger. Theosofien kommer, som Stifterne og de oprindelige Lærere indenfor alle store Religioner en Gang kom, for atter ved personlig Erfaring at vidne om de Verdeners Virkelighed, hvorom Religionerne er de stadige Vidnesbyrd i den synlige, den fysiske Verden de usynlige Verdener. Det er en af de Værdier, som Theosofien Annie Besant 12/30 Fire Foredrag (1909)

13 har at bringe Religionernes Verden at den kan belære Menneskene saaledes om deres egen Natur, at de kan blive i Stand til at skille Sjælen fra det fysiske Legeme og saaledes frigjorte berejse Verdener, som man længe har anset for utilgængelige undtagen gennem Dødens Port, og bringe Vidnesbyrd om, hvad de har oplevet, tilbage med sig. Jeg siger:»som man længe havde anset for utilgængelige«; og dog bærer alle Religioners hellige Skrifter Vidnesbyrd om, at de ikke er utilgængelige. Hinduen meddeler os, at Mennesket kan skille sig fra sit fysiske Legeme, ligesom man skiller Bladskeden fra Græsstraaet. Buddhisten meddeler os, at ved dyb Tænkning og Beskuelse kan Bevidstheden erkende sig selv som Bevidsthed adskilt fra den fysiske Verden. Kristendommen fortæller os mangen en Historie om dens tidligere Læreres personlige Kundskab til de overfysiske Verdener. Islam meddeler os, at dens store Profet selv gik ind i de højere Verdener og bragte de Sandheder tilbage med sig, som civiliserede Arabien, og som gav en Kundskab, der atter tændte Lærdommens Fakkel i Europa, da Maurerne kom til Spanien. Og saaledes bevidner den ene Religion efter den anden Muligheden af menneskelig Kundskab udenfor den fysiske Verden; vi genforkynder kun den gamle Sandhed med den Tilføjelse, som nogle Religioner nu viger tilbage for at foretage, nemlig: at Mennesket ogsaa i Nutiden formaar at gøre, hvad Mennesket gjorde i Fortiden; at Aandens Kræfter endnu ikke er lænkebundne; at Kundskaben om de andre Verdener endnu er opnaaelig for Mennesket. Ved denne praktiske Kundskab giver den Bevis for, at Menneskeaanden overlever Døden. Det er iøvrigt et Fænomen, som alene hører vor Tid til, at Tusinder af Mennesker tvivler om deres egen Udødelighed. Og dog er det Menneskedens dybeste Overbevisning, Menneskets inderste Tanke at hans»jeg«vil vedblive at være til, at Jeg'et ikke kan dø. Og med én stor, almindelig Sætning fastslaar Theosofien paa en Gang Menneskets Udødelighed og Guds Tilværelse; thi den siger til Mennesket, saaledes som det altid sagdes i gamle Dage:»Beviset for Guds Tilværelse er ikke udenfor, men indeni Dig.«Alle de store Lærere har atter og atter gentaget dette Budskab, der er saa fuldt af Haab og Trøst; thi det udelukker Ingen fra Kundskaben. Hvorledes er Methoden?»Betving de fysiske Sanser og Du kastes tilbage paa Tanken. Betving Tanken og Du vil bag Tanken finde den rene Fornuft; hæv Bevidstheden over den rene Fornuft og Du vil finde Livs-Viljen; hæv Dig over denne og Du vil møde Aanden som en Enhed. Overskrid Aandens Begrænsninger og Du møder Guddommen.«Disse er de successive Trin; meddelte i gamle Dage og gentagne nu i vore Dage.»Giv Afkald paa Livet«sagde Kristus»og Du vil finde det evige Liv.«Dette er sandt. Man maa give Slip paa Alt, som det er muligt at slippe; men man kan ikke give Slip paa Bevidstheden om dette:»jeg er.«gennem Umuligheden af at miste sit eget Selv naar man til Visheden om det universelle Selv Al-Selvet det evige Liv. Lad os herfra gaa over til en anden Del af det religiøse Liv. Jeg berørte, at enhver Religion benytter visse Ceremonier og Ritualer. Men naar Kirkernes Lærere ikke Længere besidder Nøglen til disses indre, skjulte Betydning, da kaster de mest intelligente Mennesker alle Ceremonier overbord thi de kræver med Rette at forstaa, hvad de giver sig ind under. Paa Menneskets nuværende Udviklingstrin kan det ikke længere nøjes med en blind Tro paa Ceremonier og Ritualer. Her kommer Theosofien det tænkende og søgende Menneske til Hjælp, idet den forklarer, hvad der ligger bag, nemlig: den overfysiske Verdens Kendsgerninger. Ceremonier og Ritualer er oprindelig kun Afskygninger, Genspejlinger i Sansernes Verden af Sandhederne i Aandens Verden. De betragtes i vore Dage af Mange kun som Overtro; men naar de forstaas, indser man, at de er Krykker, der er en Hjælp for den svage, haltende Sjæl i dens Forsøg paa at naa frem til aandeligt Liv. Vi vil nu vende os til den Del af Tankens Verden, der staar Religionen nærmest Kunstens. Den sande Kunst er et af de Midler, der mest af alt kan bidrage til at drage Mennesket opad; og den store Kunst viedederfor ogsaa i Oldtiden alle sine Kræfter til at tjene de store Religioner. Derfor er Idealet en Livsbetingelse for Kunstneren. Man undres over, hvorfor Arkitekturen for at tage en enkelt Kunstart som Eksempel var saa vidunderlig storslaaet, saa mægtig og original i Oldtiden og i Middelalderen, medens man nutildags ikke formaar at skabe en virkelig original Arkitektur, men er nødt til at tage sine Motiver fra Grækenland, Rom eller Renaissancen, naar man vil opføre monumentale Bygninger. Hvoraf kommer det, at vi ikke ejer en Arkitektur, der er et Udtryk for vor egen Tid? Ægyptens massive Kraft fandt sit Annie Besant 13/30 Fire Foredrag (1909)

14 Udtryk i Karnaks mægtige Templer; den græske Tankes ædle Skønhed og Klarhed legemliggjorde sig i de græske Bygningers kydske og enkle Pragt; den romerske Lovs Strenghed fandt sit ideelle Udtryk i hine storslaaede Bygninger, hvis Ruiner vi endnu beundrer; Middelalderens brændende Tro fandt sit Udtryk i den gotiske Arkitekturs opadstræbende Buer og i den beundringsværdige Finhed og Omhu, hvormed alle Ornamenter, alle Detailler er udførte. Thi hvis man fordyber sig i Beskuelsen af en gotisk Domkirke, vil man finde, at det ikke alene er i den vidunderlige Bue og den pragtfulde Søjle, der i sin fine og slanke Styrke hæver sig fra Gulv til Tag, at Bygmesterens Kunst fandt sit Udtryk. Gaa omkring til hvilken som helst afsides Krog, eller stig op paa Taget af Milanos Dom, f. Ex., og man vil paa ubemærkede Steder, i skjulte Hjørner finde Kunstnerens Kærlighed, der legemliggør sig i det fineste Billedhuggerarbejde, i Sten, som lever. Man snittede og huggede den Gang af Kærlighed ikke alene for Berømmelsens Skyld; disse Middelalderens Malere og Billedhuggere arbejdede for Skønheden ikke alene for Penge; og de byggede fuldendt, fordi de ejede Kærlighed og Tro, disse to guddommelige Bygmestre, og fordi de evnede at legemliggøre dem begge i det skønne Materiale. Før man kan blive til noget mere end en Efterligner, maa man finde sin Tids Ideal har man fundet det, da kan man opføre Bygninger, som kan byde Tiden Trods. Men vi har ikke fundet det endnu; Kunstneren iblandt os har for lidt Originalitet, han er ikke en Inspireret, en Profet. Vi sætter ikke Pris paa den Maler, der kun maler det, som vi selv kan se; vi ønsker, at Kunstnerens Øje skal se langt mere end det almindelige øje, og at han i sin Kunst skal legemliggøre den ideate Skønhed, han ser, saaledes at den ogsaa kan blive synlig for os Blinde, som vi endnu er. Hvis en ny, stor Kunst atter skal blomstre op i vore Dage, da maa vore Kunstnere eje et ophøjet Ideal. Hvis man vil vide, hvor dybt Kunsten kan synke, naar dette savnes, naar Materialismen triumferer, forsumper og nedværdiger, saa skal man mindes den Udstilling af franske Malerier, som fandt Sted i Bond Street i London for nogle Aar siden; den var mere tiltrækkende for dem, der elsker Uanstændighed, end for dem, der elsker det Skønne. Denne Udstilling viste os, hvorledes Kunsten gaar til Grunde der, hvor Idéens Aandepust ikke besjæler og holder i Live. Det, Theosofien ønsker med Hensyn til Kunstnerne, er, at den gamle Ærbødighed for deres Kald atter vækkes til Live hos dem; den Ærbødighed, uden hvilken hverken Kunstneren eller Kunsten kan indtage den rette Plads. Den geniale store Musiker, Arkitekt, Billedhugger eller Maler bør af sin Samtid erkendes som det, han er: en af sin Races Udvalgte, et af Guddommen inspireret Menneske, hvem det er givet at kunne afsløre det Guddommelige, at bringe lidt af Himlens Lys ned til Jordens triste, graa Sletter. Kunstnerne bør være Tidens Profeter, der i Toner, Sten eller Farver aabenbarer lidt af det guddommelige Liv, der dølger sig bag den materielle Form. Formaar de dette, da vil de ogsaa blive sete op til med Kærlighed og Ærbødighed. Og Kunstneren, som er i høj Grad modtagelig og følsom overfor Alt, hvad han berøres af, trænger frem for alle andre Mennesker til at leve i en Ærbødighedens og Sympathiens Atmosfære, for at hans højeste Evner kan udfolde sig i deres fulde Kraft og vise Verden et Glimt af den Skønhed, som er Gud. Næst efter Religionens Verden er det maaske Videnskabens Verden, som Theosofien tilbyder den mest værdifulde Hjælp. Betragter vi f. Ex. den moderne Psykologi, da finder vi, at man er begyndt at studere de psykiske Indtryks Virkninger paa det fysiske Legeme, begyndt at samle en Masse Kendsgerninger, hvad de religiøse Erfaringer angaar (Prof. James), at man prøver paa at forstaa Geniets Mysterier og saa fremdeles. Men hvilket Kaos, hvilken Forvirring i denne Mængde indsamlede Materiale! Her træder Theosofien til som den, der ved sin klare og indgaaende Definition af Menneskets overordentlig sammensatte Konstitution, klassificerer alle disse Kendsgerninger sætter alt paa sin rette Plads, viser det astrale og det mentale Legemes Evner og gør del muligt at forstaa Samarbejdet, kort sagt: viser Bevidsthedens Forhold til sine forskellige Legemer eller Redskaber. Den theosofiske Kundskab giver os saaledes Nøglen til de mange Gaader, overfor hvilke den almindelige moderne Psykolog staar uforstaaende; thi den viser, at den menneskelige Bevidsthed er langt mere omfattende end den Hjernebevidsthed, det almindelige Gennemsnitsmenneske er begrænset til, den beviser, at den menneskelige Bevidsthed er i Berøring med et Univers og ikke kun med denne fysiske Verden. Og nu Fysiken og Kemien? Mon det aldrig er faldet nogle af de mere dybtskuende Fysikere og Kemikere ind, at der kunde være finere Sanser, som kunde benyttes til Undersøgelsen af de finere Kræfter, med hvilke de nu maa beskæftige sig? At Mennesket hos sig selv kunde eje Annie Besant 14/30 Fire Foredrag (1909)

15 Sanser, ved hvis Udvikling det kunde blive i Stand til at gennemtrænge de Hemmeligheder, som man nu forgæves anstrænger sig for at afsløre? Eller hvis Videnskabens Mænd ikke tror paa Muligheden af at udvikle disse Evner hos sig selv, hvorfor saa ikke benytte dem hos Andre, hos de saakaldte»clairvoyante«(klartseende) Mennesker, som findes? I Frankrig er man begyndt et benytte disse, der ser med skarpere øjne end de fysiske, i Lægevidenskabens Tjeneste, ved Sygdomsdiagnoser; og ad denne Vej vil man sikkert faa Vished for, at vore Theorier er rigtige. Vi forlanger ikke, at Videnskabs-manden, der ikke selv kan verificere vore Paastande, skal antage dem som sande; men vi raader til at tage dem som Udgangspunkter for Forsøg, som Arbejdshypotheser. Hvis man vilde forelægge en Clairvoyant et Stykke af et eller andet Grundstof f. Ex., vilde han ofte kunde beskrive det langt bedre, end det er muligt ved den almindelige, fragmentariske Analyse. Og hvis Kemikerne vilde gøre sig bekendte med vor okkulte Kemi, hvis de vilde benytte de Vink, der gives dem der, da vilde de langt hurtigere komme til mere sikre Resultater f. ex. med Hensyn til Atomet end det ellers er muligt for dem. Og nu Lægevidenskaben mon den ikke ogsaa kan tilføres nye Idéer gennem den theosofiske Kundskab? Der er dem, der siger, at den endnu ikke med Rette fortjener Navn af en Videnskab, fordi den endnu kun arbejder erfaringsmæssigt famler sig frem. Der er noget sandt heri; der findes meget indenfor vor Tids Helbredelsesmethoder, som Lægevidenskaben ikke forstaar, og over hvilket den theosofiske Kundskab kaster Lys. For Exempel: Tankens Magt over det menneskelige Legeme; hele denne Masse af Kendsgerninger, paa hvilke de nu saa stærkt udbredte Helbredelsesmethoder,»Mind-cure«(Helbredelse ved Viljens og Tankens Kraft) og»christian Science«(Helbredelse ved Troens Kraft), tildels er byggede. Tror man, at disse Ting er gaaede for sig i Aarhundreder, uden at der ligger nogen Sandhed til Grund for dem?»suggestionvirkninger af Indbildningskraften» siger man, og afviser Sagen med et Skuldertræk. Men hvad er Suggestion? Hvad er Indbildningskraften? Det er det, vi skal have Rede paa. Indbildningskraften er en af Tankens fineste Kræfter, en af de stærkeste Kræfter, som Lægen vilde kunne bruge til Patientens Gavn, naar Medicin og hele den gamle Lægemethodes Midler ikke fører til noget heldbringende Resultat. Jeg henviser kun til Erfaringer ; man véd, at man gennem Suggestion, ved Hypnose kan frembringe Saar paa en Patients Legeme i Trancetilstand; at man, paa den anden Side, kan lægge et Spanskflueplaster paa en Patient, forbyde, at det skal virke og Huden er uberørt naar Plasteret fjærnes. En Mængde lignende Forsøg som man gjorde Nar af og kaldte Humbug for 50 Aar siden er nu fastslaaede Kendsgerninger, som Ingen benægter men som man heller ikke kan forklare paa en fyldestgørende Maade. Hvis Lægevidenskabens Dyrkere vil gaa videre ad disse Forskningslinjer belyste af den theosofiske Kundskab saa vil de finde mangt og meget, der kan lindre Menneskehedens Sygdomme. Men da jeg nu er kommen ind paa Lægevidenskaben, lad mig saa ogsaa sige jeg bør nemlig sige det i denne Forbindelse at der er nogle af den moderne Læge-videnskabs Methoder, som Theosofien paa det kraftigste maa fordømme. Den erklærer for det Første, at ingen Kundskab, som er erhvervet fra et forpint Dyr, der underkastes Vivisectionens Tortur, er lovlig, selv om den var lige saa nyttig, som den har vist sig at være unyttig. Den erklærer for det Andet, at al Indpodning af syge Stoffer som Vaccine, Serum osv. i sunde Legemer er ulovlig, og den fordømmer alt saadant. Den erklærer sluttelig, at alle den moderne Lægevidenskabs urene Indsprøjtninger, ved hvilke der anvendes dyriske Fluider i den Hensigt at genoprette Menneskets udtømte Livskraft, er ødelæggende for det Legeme, i hvilket de indføres. Frankrig er gaaet meget vidt i disse Forsøg, men begynder nu at gyse tilbage for de Resultater, der er blevne Følgen af dem. Det er kun to Aar siden, at en af de ledende Læger i Paris fortalte mig, at der var afholdt et stort Lægemøde for at undersøge og komme paa det Rene med Resultaterne af de Methoder, man nu i en Aarrække har fulgt uden Tøven og uden Skrupler og at man nu var bleven meget betænkelig; thi det saa ud til, at man snarere havde foranlediget end helbredet Sygdomme. Hvorfor fordømmer nu Theosofien alle disse Methoder som ulovlige? Fordi Opbygningen af Menneskelegemet er en levende Aands Opbygning af et Tempel for sig selv; det tildannes af denne Aand for dens egne Hensigter. De højere Forstandsevner har gjort Menneskelegemet til, hvad det er nu, noget aldeles forskelligt fra Dyrelegemerne, af hvilke det fysiske Menneskelegeme er fremgaaet i længst forsvundne Tidsaldre. Vor fine Følelse, vort Annie Besant 15/30 Fire Foredrag (1909)

16 Nervesystems vidunderlige Følsomhed alt dette er Resultatet af Aandens højere Evner, der giver sig Udtryk igennem Menneskelegemet, medens de ikke kan give sig Udtryk gennem Dyreskikkelsen. Og hvis man ikke giver Agt paa dette, hvis man glemmer, at dette glimrende, vidunderlige Tempel er opbygget af Menneskeaanden gennem Tidsaldres Slid og Slæb, gennem Lidelse og Glæde, for at kunne give dens højere Egenskaber Udtryk alle disse Egenskaber, som Dyret ikke besidder, Ømhed, Kærlighed, Retfærdighedsfølelse, Trangen til Sandhedserkendelse osv. hvis man glemmer alt dette og bærer sig ad, saaledes som ikke en Gang Dyrene gør det da nedværdiger og lammer man det Legeme, som man prøver paa at opretholde, og man gaar tilbage til den vilde Tilstand som er Grusomhedens Nemesis og ødelægger disse ædlere Legemer, de civiliserede Racers Arvegods. Jeg forlader nu dette for at gaa over til mit sidste Punkt: den politiske Tankes Verden. Theosofien deltager ikke i Partipolitik. Den fastslaar det store Princip: Menneskenes Broderskab, og byder sine Tilhængere at gaa ud i Verden og arbejde paa at virkeliggøre det, idet de bruger deres Forstand, deres Tænkeevne, til at bedømme Værdien af enhver Methode, som man foreslaar. Og vor Opfattelse af Nutidens politiske Retninger i det Hele og Store er den, at man overalt kun gør Forsøg paa at lindre Øjeblikkets Vanskeligheder, men lader Roden, hvorfra al Elendigheden, Striden og Forvirringen vokser op, uberørt. Naar jeg ser paa vore Partipolitikere, saa forekommer de mig undertiden som Børn, der plukker Blomster, stikker dem ned i Sandet og siger:»se, hvilken smuk Have, vi har lavet.«men naar de vaagner næste Morgen er Blomsterne døde thi de var rodløse. Jeg véd, at det er nødvendigt at gøre Forsøg ; men man kan ikke leve sikkert fra Haanden i Munden i Politiken saa lidt som paa noget andet af Samfundslivets Omraader. Man burde derfor ikke blive staaende ved Forsøg; man burde ikke nøjes med at se Virkningerne uden at søge Aarsagerne. Demokratiet breder sig overalt; men hvis det ikke formaar at udfinde en Methode, som lægger den regerende Myndighed i de Vises Hænder i Stedet for i det uvidende Flertals saa vil det grave sin egen Grav. Hvis man ikke sørger for at give Folkene en grundig og omfattende Skoleundervisning, forinden man giver dem Stemmeret, hvorledes kan man da vente, at den almindelige Stemmeret skal blive benyttet til Statens sande Gavn? Hvormange af Vælgerne i de Lande, der er stolte af deres frie Forfatning, kender noget til Principerne for den politiske Historie, til Socialøkonomi kort sagt til hele den Kundskab, der er nødvendig for at styre et Statsskib gennem oprørte Vande? Man vælger dog ikke den Kaptajn, der skal styre et Skib, blandt Folk, der intet kender til Søfart, til Navigation; men man vælger dem, der skaber Regeringerne, blandt Klasser af Befolkningen, som ikke bar studeret Politik og Økonomi, som ikke ejer Forudsætninger for at kunne danne sig en vel begrundet Mening om Statens Anliggender. Dette er ikke klogt. Jeg vil indrømme, at den nuværende Tilstand kan ses som et nødvendigt Trin i Menneskets Evolution. Jeg véd, at Aanden handler viseligt og leder Nationerne ad Veje, paa hvilke der kan læres Lektier; og jeg haaber, at der af den nuværende Politiks Misgreb, Fejltagelser og Umodenheder vil udvikle sig en sundere Methode, der lægger Magten og den udøvende Myndighed i Hænderne paa de viseste, de mest vidtskuende Mænd, der findes, og som lader Kundskab og saglig Indsigt og ikke det uvidende Flertal sige det afgørende Ord. Der er én Udtalelse om Politik, som ofte høres i disse Tider. Det siges, at bag al Politik ligger Økonomi. Det er sandt. Man kan blive ved at drive Politik i det Uendelige; men hvis det økonomiske Grundlag er raaddent, kan ingen politiske Hjælpemidler opbygge en lykkelig og blomstrende Nation. Men medens jeg indrømmer, at Økonomi er Politikens Baggrund, maa jeg dog fremhæve noget Andet, hvorom der ikke tales ret meget i vore Dage. Bag Økonomien ligger Karakteren; bag alle Reformer, bag alle Regeringsformer, staar de Karakterer, som skal føre dem ud i Livet. Al Undervisning, al Kundskab, al Intelligens baader kun lidt, hvis den ikke opbygger Karakterer. der bøjer sig i Ærefrygt for høje Idealer, for det Guddommelige. En Opdragelse, hvis Grundvold ikke er Religion og Moral, vil skabe selviske Karakterer; de selviske Forældre vil fostre selviske Sønner og Døtre og den Nation, hvis Borgere er selviske, som ikke formaar at se Offervillighedens Ideal lyse for sig - den er døende. Ingen Nation kan være fri, naar Selviskhedens Aand er den raadende. Det Menneske, der er bunden af sine egne personlige, selviske Interesser, af Hensyn til sin egen personlige Fordel, af sit politiske Partis Fordele han er en Slave; og man kan ikke skabe en fri Nation af et Antal Slaver. Kun den Nation, der forstaar at opdrage sin Ungdom til højsindede, religiøse, pligttro, Annie Besant 16/30 Fire Foredrag (1909)

17 fædrelandskærlige, rene, tapre Karakterer kun den vil kunne leve og bevare sin Uafhængighed. Theosofien søger saaledes overalt og paa alle Omraader at trænge ind til Sagens Kærne. Tag ikke fejl; ingen Regering kan gøre et Folk stort; selv ikke de guddommelige Ledere kan gøre et Folk stort, hvis det selv vedbliver at være selvisk og snæverhjærtet. Kun ved at eje en ædel, aandelig Religion og ved paa denne Grundvold at opbygge pligttro, stærke, vidtskuende, offervillige Karakterer, kan der skabes lykkelige Samfund, levedygtige Nationer; thi kun i saadanne Samfund er der Mulighed for at virkeliggøre det store Ideal: Menneskenes Broderskab dette Ideal, der er den stærkeste Magt paa Jorden. Annie Besant 17/30 Fire Foredrag (1909)

18 Mestrenes Plads i Religionerne. Enhver af os, der tilhører en særlig Religion, kan følge denne længere og længere tilbage i Fortiden, indtil han kommer til dens Begyndelse, dens første Lærer. Og rundt om denne Lærer findes der sædvanligvis en Gruppe af Mænd og Kvinder, som overfor Indstifteren af Religionen staar som Disciple, men som overfor dem, der senere antager Religionen, staar som Lærere, Apostle. Og dette gentager sig overalt. Hvis man spørger Hebræeren, vil han føre sin Religion tilbage til den store Lovgiver, Moses, og bag ham til en endnu mere heroisk Skikkelse, Abraham,»Guds Ven«. Se tilbage til endnu ældre Religioner, til Ægyptens, Kaldæas, Persiens, Kinas og Indiens, og man vil finde, at nøjagtigt det samme er Tilfældet overalt. Parseren, der er Repræsentant for en glimrende Tradition, men hvis Religion, som den nu er, kun er en»religion i Brudstykker«han vil føre sin Religion til-bage til sin store Profet, Ildens Profet, som ledede Udvandringen fra Centralasien og førte sit Folk ind i det Land, vi nu kalder Persien. Hvis vi undersøger den ægyptiske Historie med dens heroiske Skikkelser, vil vi blandt dem finde den store Konge og Præst, Osiris, som i Følge de gamle Legender, efter at være dræbt, atter opstaar som Herre og Dommer for sit Folk. Buddhismen, der er saa udbredt i det fjerne Østen, vil føre sin Historie tilbage til Buddha, og vil yderligere erklære, at ikke alene er Buddha Læreren for denne særlige Tro, men at et levende Menneske endnu eksisterer paa Jorden som Lærer, som Beskytter, hvem de kalder Bodhisattva, den Vise og den Rene. Indien vil fortælle os om en stor Gruppe af Lærere, samlede omkring deres Manu, hvis Lov-Traditioner stadig er bevarede og stadig er i Brug som Grundlaget for den sociale Lovgivning, der nu udøves af de engelske Overherskere. Og rundt om denne Fortidens store Lovgiver er der samlet vise Mænd, hvis Navne er vel kendte over hele Landet, idet hver af dem staar i Spidsen for en eller anden ædel indisk Slægt, der fører sine Forfædre saa langt tilbage, at Stamtræets Rod er Vismanden, Læreren. Og det samme er i lige høj Grad Tilfældet med nyere Religioner. Tager vi den kristne Religion, ser vi, at den fører tilbage til sin Kilde, Jesus Kristus, Mesteren fra Nazareth. Og det er interessant, som en af de mærkelige Paralleller, vi ofte støder paa i det sammenlignende Studium af Religionerne, at ganske som Buddhisten har sin Buddha og tillige sin Bodhisattva, saaledes har den Kristne de to Navne: Kristus, som repræsenterer den levende Aand, et Stadium i den aandelige Udfoldelse, idet Navnet snarere repræsenterer et aandeligt end et særlig menneskeligt Væsen, og forenet med Kristus finder vi det individuelle Navn, Jesus, for at markere den inderlige Forbindelse nogle vilde sige Identiteten mellem de to. Men ligesom der hos Buddhisterne er gjort en Adskillelse, saaledes vil man finde, at der blandt de tidlige Kristne blev gjort en lignende Adskillelse mellem Mennesket Jesus og den aande lige Kristus. Mange af dem, der i hine tidlige Tider kaldtes»gnostikere«, adskilte disse to paa lignende Maade, skønt de forenede dem paa et vist Stadium af Mesterens Lærervirksomhed. Og hvis man tager den sidstfødte af Religionerne, den Muhamedanske, saa føres denne ligeledes tilbage til en Profet, en Mester, Arabiens store Profet. Det er en universel Sandhed, at Religionerne fører deres Spor tilbage til en enkelt, mægtig Skikkelse, som Nogle kalder et»gudmenneske«, et Menneske, der er for guddommeligt til at blive betragtet som fuldstændig lig med dem, blandt hvem han levede og lærte; et Menneske, som stod højt over dem og som dog var nøje knyttet til dem ved en fælles Menneskelighed, skønt hævet over dem ved en indre Manifestation af Gud, mægtigere, fuldstændigere, mere tvingende end Manifestationen i de almindelige Mænd og Kvinder, der omgav ham. Saaledes er det i alle Religioner, og idet vi tænker paa den guddommelige Skikkelse, Stifteren af enhver Tro, møder der os den fyldigste, den sandeste og den mest fuldkomne Forestilling om det, som vi Theosofer kalder Mesteridealet. Alle saadanne mægtige Væsener vil hos Theosofer blive givet Mesternavnet. Og ikke alene hos Theosoferne; thi Ordet er ogsaa i flere af Religionerne bleven anvendt paa Stifteren, Overhovedet for Religionen. Ja, til de Kristne burde det komme med særlig Styrke, med særlig Betydning; thi det var det Navn, som Kristus, Læreren, valgte som det bedste Udtryk for sit eget Forhold til dem, der troede paa ham, dem, som fulgte ham.»heller ikke skal I kaldes Mestre». sagde han;»thi En er Eders Mester, nemlig Kristus.«Og man vil atter erindre, at han, da han talte til sine Disciple, sagde: I kalder mig Mester og Herre, og I taler ref; thi det er jeg.«for det kristne Hjærte burde Mesternavnet saaledes være helligt og elsket Annie Besant 18/30 Fire Foredrag (1909)

19 over alle andre Navne, siden det var deres egen Lærers udvalgte Navn, det Navn han krævede af sine Disciple, det Navn, han benyttede som et Udtryk for sit Forhold til dem. Denne Tanke om en Mester skulde saaledes ikke lyde med nogen fremmed Klang eller fremmed Betydning blandt dem, der ser op til Mesteren Jesus Kristus. Og nøjagtigt det samme gælder med Hensyn til Tanken om en Mester i en hvilken som helst stor Religion; det er en fælles Tanke det betyder Stifteren, Læreren, det guddommelige og dog menneskelige Væsen. Dette Punkt vil jeg senere vende tilbage til. Lad os nu studere det centrale i Forestillingen om disse Mestre lidt nærmere og se, hvilke særlige Ejendommeligheder, der præger dem i Fortidens Religioner. Hvis man gaar meget, meget langt tilbage, vil man altid se, at Mesteren optræder i dobbelt Egenskab: som Hersker, Lovgiver paa den ene Side, som Lærer paa den anden. Dette er karakteristisk for alle de gamle Civilisationer; thi i hine Dage var Tanken om hellig og verdslig eller hellig og profan, som vi siger nu til Dags endnu ikke opstaaet. For de gamle Civilisationer var der ikke noget saadant til som hellig Historie og profan Historie ; der blev ikke gjort nogen Forskel mellem hellig Videnskab og verdslig Videnskab; al Historie var hellig, al Videnskab var guddommelig. Der var to Former for guddommelig Videnskab, den højere og den lavere. Den lavere udgjordes af alt det, som nu kaldes Literatur, Videnskab og Kunst, alt dette blev sammenfattet under Betegnelsen: den lavere, guddommelige Videnskab. Den højere, højeste Videnskab var den Kundskab om Gud, paa hvilken Ordet Visdom kun med Rette burde anvendes. Saaledes var i deres Tanker Guddommen overalt, og der var kun Forskelligartethed i Guddommens Manifestationer Hele Naturen var hellig. Gud gav sig Udtryk i enhver Ting, i enhver Form. Alt hvad der kunde siges, var, at der gennem den ene Form kom mere af hans Herlighed tilsyne end gennem den anden. Formen kunde være mere eller mindre gennemsigtig; men det indre, straalende Lys var det samme i dem alle. Og det var, med en saadan Opfattelse af Naturen og af Gud, naturligt og uundgaaeligt, at Mesteren, Stifteren af en Religion, i sig maatte forene saavel Præste- som Kongeembedet. Og saaledes viser det sig ogsaa at være. Den eneste Overensstemmelse hermed, som findes i vore Dage, er i manges Øjne ikke ret heldig nemlig den romersk-katolske Kirkes Konge-Pave. Thi saa daarligt er Kongepligterne blevne udførte fra denne høje Plads, at Folket mistede Følelsen af dens Guddommelighed, gjorde Oprør mod den, kastede den af sig og lod Paven staa tilbage, fratagen sin kongelige Værdighed. Men langt tilbage, i de gamle Civilisationer, var de to Embeder forenede i én Person. Ægyptens Farao var med Bette Herre af det tredobbelte Diadem, men tillige den højeste Præst i ethvert af sit Lands Templer. Saaledes ogsaa i Kaldæa, i Indien og i mange andre Lande; og hvor som helst dette er Tilfældet, vil man finde, at der er givet Civilisationen en vis Kontur, der kan være forskellig i Enkelthederne, men som er vidunderlig ens i de store Træk. Man vil finde, at Præste-Kongen, Landets Hersker og Folkets øverste Lærer, i hine Tider tildannede Nationens Regeringsform ligesom han tildannede Læresætningerne, der blev lærte i Religionernes Templer. Baade Religionen og Regeringsformen har som Grundtone: Pligten. Og med forøget Magt fulgte altid forøget Pligt, forøget Ansvar; og i hine Civilisationer var de fattige dem, der var mest frie. Disse, der blev betragtede som Børnene i den nationale Husholdning, blev der altid sørget for med den yderste Omhu. Selve det Faktum, at de var de laveste i Udvikling, gav dem det største Krav paa det guddommelige Menneske, der regerede, saaledes at Tonen i hine Civilisationer var, hvad der nu til Dags vilde blive kaldet socialistisk med én uhyre stor Forskel, nemlig: at den Viseste regerede med ubestridt Myndighed og Autoritet. Resultatet var paa en Maade det samme, som Socialisterne drømmer om: ingen Fattigdom, alment Arbejde udført for Staten som Helhed, Pligt for ethvert Menneske til at bære en Del af Byrden; men Byrden blev lettere og lettere, efterhaanden som den kom nedad til de yngre Medlemmer af Familien, af Nationen; den mest byrdefulde Pligt blev lagt paa den Højeste. Og man vil finde, at medens denne Tradition endnu bestod, var det undertiden meget vanskeligt at faa Herskere og Regenter til store og smaa Stater. Det viser sig i de kinesiske Bøger. Kejseren sender Bud at den eller den skal være Regent over en Provins, og vedkommende prøvede i hine degenererede Dage sædvanligvis at slippe fri derfor paa Grund af den frygtelige Byrde, som Regentstillingen førte med sig. Thi i de Tider, da de guddommelige Konger var Folkets Konger og Præster, blev alt, hvad der var galt i Nationen, ført tilbage til Herskeren og ikke til Folket. Husk paa en af de senere Tiders store Læreres, Confucius Ord, da en Konge henvendte sig til ham og sagde:»mester, hvorfor bliver der røvet, hvorfor bliver der myrdet i mit Land? Hvorledes skal jeg standse det?«lærerens, Mesterens strenge Svar had:»hvis Du, Konge, Annie Besant 19/30 Fire Foredrag (1909)

20 ikke selv stjal og myrdede, saa vilde der ikke findes hverken Røveri eller Mord i dit Land.«For de Højeste altid Ansvarets Byrde; for de yngre, Nationens Børn, Retten til at nyde, til at lege, til at blive sørget for. Hvor Fødemidlerne var ved at slippe op, var de yngste de sidste, der led Hunger, Kongen den første; hvor der blev for lidt af hvad som helst, var de lavest stillede, dem, der først blev sørget for Kongen den sidste. Saaledes var Omridset af den sociale Ordning. Svage Spor deraf findes endnu i vore Dage. Man kan se dem i den Civilisation, som blev ødelagt i Peru af dette Lands Erobrere, Spanierne. Nogle Spor deraf er der endnu tilbage i Indien, om end nedværdigede og i Forfald. Tonen er altid den samme: jo højere, desto mere bebyrdet; jo højere, desto alvorligere og strengere kræves det, at Livet skal leves; jo højere, desto tungere Pligter. Thi dette er Mesterens Type, og Tanken gennemstrømmede hele Civilisationen. Han, Præste-Kongen, mægtig i Kundskab og i Kraft, maatte paa sine stærke Skuldre bære den Byrde, der vilde knuse et svagere Væsen. Og saaledes ned ad gennem alle Herskergraderne; Vægten og Ansvaret stod i Forhold til Magten og dens Omfang. Men disse Store forsvandt fra Jorden, da Menneskeheden voksede ud af sin Barndomstilstand. De gik bort, ind i Stilheden; dog, de forlod ikke Jorden. Mange af dem er endnu her paa Jorden; men de drog sig tilbage fra den ydre Stilling, fra den ydre Magt og blev til det store Samfund af Menneskehedens ældre Brødre, af hvilke kun nogle forblev i nær Berøring med Slægten. Og det er det næste Punkt i Forestillingen om Mesteren. De, der stiftede en Religion, var forpligtede til at vedblive med at bære et menneskeligt Legeme, knyttede til Jorden, bundne til den ydre Lighed med Menneskeheden, saalænge som den Religion, de havde givet til Jorden, levede paa denne. Dette var Regelen: ingen Udfrielse for det Menneske, der stiftede en Religion, førend alle, der tilhørte denne Religion, selv var gaaet ud af den, ind til Frigørelse fra Reinkarnation eller ind i en anden Tro. En Religions Uddøen er Udfrielsen fra Kødets Byrde for den Mester, som gav Religionen til Verden. Han er i Ordets virkelige Betydning inkarneret i den Religion, som han giver. Saa længe denne Religion lever og læres, saa længe Mennesker i den endnu finder Udtryk for deres Tanke, saa længe maa hint guddommelige Menneske blive og lede, beskytte og hjælpe den Religion, som han gav Jorden. Saa er Loven. Ingen Mester maa forlade vor Menneskeslægt, medens det, som han paabegyndte som en Skole for Menneskene, endnu eksisterer paa Jorden. Nogle er gaaede bort og vil ikke længere blive omtalte som Mestre det Navn, der derefter gives dem i den okkulte Verden, er anderledes; men de, som er gaaede bort, er gaaede bort, fordi deres Religioner er uddøde; det gamle Ægyptens, det gamle Kaldæas Mestre er gaaede bort fra denne Jord og ind til deres mægtige Samfund, der ikke længere bærer Kødets Byrde. Men enhver levende Religions Mester Han lever paa Jorden og er, for deres Vedkommende, der bekender sig til Religionerne, Mellemledet mellem Gud og Menneskene. Mesteren er det guddommelige Menneske; ét med sine Brødre, der ser op til ham om Hjælp; ét med Gud om og over os, og gennem Mesteren strømmer bestandig det guddommelige, aandelige Liv. Ordet»Formidler«, der i den kristne hellige Skrift anvendes paa Kristus, betegner et virkeligt og levende Forhold. Der er saadanne Formidlere mellem Gud og Mennesket, og de er alle Gud-Mennesker, de bærer alle med Rette Kristus-Navnet. Saadanne Led mellem Gud udenfor og Gud inden i os er nødvendige, for at den Ene kan hjælpe os og for at den Anden kan manifestere sig. Naar Gud, Selvet, inden i os udfolder sine Kræfter, da svarer han Gud udenfor os; og Mellemleddet er Gud-Mennesket, der deler den manifesterede Guddomsnatur og dog vedbliver at være ét med sine Brødre i Kødet. Et Slaveri ja, det er det. Men et frivilligt Slaveri et Slaveri, som Mesteren paatog sig den Gang, da han som en Budbringer kom frem fra den store Hvide Loge for at bringe en ny Aabenbaring, for at stifte et nyt, guddommeligt Kongerige paa Jorden. Tungt er Ansvaret for det guddommelige Menneske, der paatager sig den frygtelige Byrde at udsige for Verden et nyt Ord i den guddommelige Aabenbaring. Alt, hvad der hænder indenfor den Menighed, hvis Midtpunkt han er, virker tilbage paa ham, og han er i sidste Instans ansvarlig derfor; og da det guddommelige Ord altid udsiges i et Samfund af ufuldkomne, syndige og uvidende Mennesker, saa er det Ord nødt til at blive forvansket og fordrejet paa Grund af det Medium, i hvilket det arbejder. Derfor er det, at enhver saadan Lærer kaldes et»offer«idet Han selv paa én Gang er den, som fuldbyrder Ofret og den, der ofres; det er et Offer saa mægtigt, at Ingen, i hvem Guddommen ikke er udviklet til den højeste Højde, der er forenelig med menneskelig Begrænsning, er stærk nok til Annie Besant 20/30 Fire Foredrag (1909)