Mellemlederrollen i spændingsfeltet mellem mellem professionsviden og commonsense viden

Transkript

1 Paper Det danske ledelsesakademi København, december Forskningsbaseret paper Mellemlederrollen i spændingsfeltet mellem mellem professionsviden og commonsense viden Søren Voxted BEC-Management sv@bec-management.dk 1

2 Indledning At være mellemleder er ikke nogen nem rolle. Dette gælder især de mange mellemledere, der som den berømte lus står mellem de to negle, der er hhv. de ansattes forventninger og den øverste ledelses krav til rollen. Det er denne position, der er i centrum for dette paper. Det tematiske og teoretiske udgangspunkt for er, at mellemlederrollen placerer sig i en position mellem to vidensregimer (se bl.a. Jackson, 2000; Nymark m.fl., 2003; Voxted, 2007). Det ene vidensregime bygger på en hverdagsviden, baseret på medarbejdernes umiddelbare og traditionelle tilgang. Det er den form for viden, der dominerer driftsorganisationen. På den anden side eksisterer der et vidensregime, der har et videnskabeligt og ekspliciteret perspektiv på ledelse og organisation. Det er denne viden, der (overvejende) er styrende for de beslutninger og tiltag, der tages af topledere, stabsmedarbejdere og virksomhedskonsulenter. Det er dette papers formål at give at karakterisere spændingsfeltet mellem professionsviden og commonsense viden i organisationer. Dette gøres ud fra en empirisk analyse i en fremstillingsvirksomhed, og med teoretisk afsæt i vidensbegrebet. To vidensregimer; et teoretiske afsæt Den funktionelle tilgang til ledelse og lederrollen tager afsæt i rationelle og videnskabelige principper, der følger en opfattelse af viden som begrundet sand overbevisning den klassiske epistemologi. Dette indbefatter, at: 1. En person er overbevist om sin viden. 2. At personen har tilstrækkelige og objektive kriterier som grundlag for sin overbevisning. 3. At denne viden er sand, hvilket verificeres ved at den lever op til kriterier, der er anerkendt af et videnskabeligt samfund. 4. At sandheden ikke er fremkommet ved tilfældigheder. At det tager afsæt i skal forstås derhen, at ovenstående udgør et udgangspunkt for det videnregime, der kendetegner den professionelle tilgang til ledelse og organisation. De objektiverende videnskabsteoretiske retninger der er dominerende inden for samfundsvidenskaberne, der henvises især til den kritiske realisme, tager højde for, at sociale 2

3 fænomener ikke lader sig forklare og fremskrive ud fra simple kausale sammenhænge, der følger mekaniske love. Strukturer uafhængig af aktørers handlinger er kontekstuelle, forstået sådan at de afspejler en bestemt situation i tid og rum (Jespersen, 2004). Det paradigmatiske afsæt for videnregimet i den funktionalistiske tilgang som den fremstår i dag, er dog først og fremmest den organisationsteoretiske variant af systemteorien. I dette teorikompleks opereres der med en bredere forståelse for sammenhænge end i en analytisk-deterministisk funktionalisme (se bl.a. Ackoff, 1999; Jackson, 2000). Systemer er kendetegnet ved at være helheder bestående af flere besiddelser eller funktioner, hvor hver del bidrager afgørende, med alene er utilstrækkelig, til at udgøre resultater og udfald. Ackoff (1999:8) definerer et system: A system is a whole that cannot de divided into independent parts without loss of its essential properties or functions. I dette ligger der, at sociale helheder etableres i et komplekst samspil, der ikke lader sig reducere til summen af de enkelte dele, hvis relationer bygger på mekaniske og almen-gyldige lovmæssigheder. Den objektive virkelighed er underlagt den særlige situation der udspringer af tid, rum og kontekst. Men det grundlæggende princip, at både naturen og kulturens verden i sidste ende er realiteter uafhængig af iagttagerens bevidsthed, som (tilnærmelsesvist) kan afdækkes ved anvendelse af (bestemte) videnskabelige metoder, er intakt. Dette videnbegreb efterlader en række problemer både af videnskabsteoretisk og pragmatisk karakter, hvilket har ført til, at der over tid er opstillet definitioner og tilgang til viden, som paradigmatisk adskiller sig fra dette perspektiv (Sosa & Kim (ed.), 2000). Et sådan alternativ er den amerikanske pragmatisme, hvis fundament oprindelig blev udformet af Charles S. Peirce ( ), for at blive videreudviklet af især James William ( ) og John Dewey ( ). Det centrale budskab i den amerikanske pragmatisme er, at sandheden, og dermed viden, ikke er uafhængig og objektiv, men opstår gennem de erkendelser, erfaringer og behov subjektive individer har/får gennem handlinger. I en række arbejder tager Peter Holt Christensen (2000b & 2002) afsæt i den pragmatiske epistemologi til at belyse skabelse, anvendelse og forholden sig til viden i virksomheder. Med 3

4 reference til især John Dewey, er udgangspunktet at handlingen er centrum for udvikling og afprøvning af viden. Den pragmatiske epistemologi: Tager sit udgangspunkt i, at der ikke eksisterer en adskillelse mellem det erkendende subjekt og det objekt, der erkendes. 1 Subjektet er ikke en passiv modtager af et objekt, men er gennem interaktion med objektet med til at skabe den viden, der erkendes. Viden er ikke en afspejling af en sandhed, som allerede eksisterer (Christensen, 2000b:115). Dette udgør tillige en socialkonstruktivistisk tilgang, hvor viden ikke afspejler en objektiv sandhed, men er en størrelse der skabes gennem, og opnår relevans ved at blive anvendt i, det menneskelige arbejde. Det at viden først har værdi, når det bindes op på noget, er en tilgang Peter Holdt Christensen (2000a) tager op i artiklen Fra videnledelse til viden og ledelse teoretiske perspektiver. Viden er konceptuel. Med dette henvises der til, at viden skal vurderes i den sammenhæng den anvendes. Identifikation af viden kan ikke reduceres til en kategorisering af, om det lever op til en række (videnskabelige) kriterier. Viden er i bredere forstand underlagt hvordan den verificeres, skabes og anvendes. Hermed er jeg fremme ved den antagelse, at commonsense viden også er viden af relevans. Det gælder tillige, og måske endda især, når blikket rettes imod organisationsudvikling. De ledelsesmæssige aktiviteter i organisationer handler fundamentalt set om de grundlæggende forudsætninger for, og processer i tilknytning til, arbejdsdeling og kontrol. Det at udøve ledelse i kraft af styring og kontrol af menneskeligt arbejde er en aktivitet, der er institutionaliseret længe før og i langt flere sammenhænge, end hvad der lader sig indfange med en videnskabelig funderet tilgang. Ledelse og håndtering af problemer i virksomheder bygger oprindeligt og i stort omfang på hverdagsviden og hverdagserfaringer. Som indledning til en diskussion af skellet mellem professionsviden og hverdagsviden tages der afsæt i en artikel fra 1953, hvor Alfred Schutz sondrer mellem commonsense tolkning og den videnskabelige tolkning af de menneskelige handlinger. Afsættet i artiklen er på en række punkter en udbygning og videreudvikling af den det pragmatiske videnbegreb, idet Schutz ser: 1 Der tages her direkte afsæt i fænemenologien som filosofisk afsæt 4

5 All our knowledge of the world, in common-sense as well as in scientific thinking, involves constructs, namely, a set of abstractions, generalizations, formalizations, idealizations specific to the respective level of thought organization. Strictly speaking, there are such things as facts, pure and simple (Schutz, 1953:2). Schutz opererer dermed mellem to former for viden. På den ene side er der den viden, der udledes i en (samfunds)videnskabelig kontekst. Og på den anden side en viden der skabes og legitimeres gennem hverdagens erfaringer, udvekslinger, fælles påvirkninger og refleksioner. Viden konstrueres og anvendes uafhængig af videnskabelig aktivitet tværtimod er samfundsvidenskaberne afhængig af commonsense viden, idet: the thought objects constructed by the social scientists refer to and are founded upon the thought objects constructed by the common-sense thought of man living his everyday life among his fellowmen. Thus, the constructs used by the social scientist are, so to speak, constructs of the second degree, namely constructs of the constructs made by the actors on the social scene whose behaviour the scientist observes and tries to explain in accordance with the procedural rules of his science (Schutz, 1953:3). Uden i øvrigt at sammenligne, er det selvindlysende, at hvad angår mængden af viden, frembringes der, en imponerende videnskabelig produktion til trods, langt mere i commonsense verden. Det gælder for store dele af denne commonsense viden, at den både anvendes i praksis, og opfattes som mere relevant end videnskabelig viden. Det er den viden, alle bidrager til for at imødegå hverdagens udfordringer. Omvendt er der tale om viden, der ofte er upåagtet, tilfældig og uden dokumentation eller anden systematisk validering, der påviser, at den udgør det bedste alternativ. Eller i det hele taget er et anvendeligt alternativ på sigt. Til denne sidste diskussion er det vigtigt at understrege, at viden der produceres i commonsense verden langt fra altid er et udslag af rene tilfældigheder. Den udspringer og afgrænses af situationen og de involverede aktører: Man finds himself at any moment of his daily life in a biographically determined situation, that is, in a physical and socio-cultural environment as defined by him, within which he has his position, not merely his position in terms of physical space and outer time or of his status and role within the social system but also his moral and 5

6 ideological position. To say that this definition of the situation is biographically determined means to say that it has its history; it is the sedimentation of all man s previous experiences, organized in the habitual possessions of his stock of knowledge at hand, and as such his unique possession, given to him and to him alone. This biographically determined situation includes certain possibilities of future practical or theoretical activities, which shall be briefly called the purpose at hand. It is this purpose at hand, which defines those elements among all the others contained in such a situation, which are relevant for this purpose. This system of in turn determines what elements have to be made a substratum of generalizing typification, what traits of these have to de selected as characteristically typical and what others as unique and individual, that is, how far we have to penetrate into the open horizon of typicality (Schutz, 1953:6) Den commonsense viden der produceres og anvendes er kontekstafhængig. Det gælder også den viden der anvendes til styring og udvikling af organisationer. Den praksis der udøves bygger ikke på rene tilfældigheder og individuelle valg, men afspejler traditioner og erfaringer for at udøve styring og kontrol både generelt og inden for et bestemt felt. Ligesom løsninger fungerer indenfor rammerne af de forventninger og normer, der knytter sig til organisationen. Et empirisk blik på forandring Til at belyse dette videnmæssig spændingsfelt i kontekst af en organisation, inddrages et casestudie i to industrivirksomheder (Voxted, 2003b) 2. Studiet er foretaget med baggrund i et praktikophold over 14 dage i hver af de to virksomheder. Det drejer som om hhv. en maskinfabrik og en procesindustriel virksomhed. Formålet med undersøgelsen var at afdække praksislæring. Dette andet formål til trods, udgør resultaterne et væsentligt bidrag til at forstå den position, arbejdslederen befinder sig i mellem de ansattes hverdag i selve produktionen og den overordnede ledelses mål, tiltag og forventninger. Datafangst er tilvejebragt gennem praktikophold i to virksomheder over hver to uger. Dette forstået på den måde, at jeg ikke var fysisk til stede hver dag i de to uger på virksomhederne. På 2 Rapporten blev udarbejdet i regi af Oxford Insight (nu New Insight) & Handelshøjskolecentret for Dansk Industri, SID (nu 3F) og Dansk Metal 6

7 maskinfabrikken var det otte af de ti arbejdsdage, mens det i procesvirksomheden blev til seks dage. Alle arbejdsdage var på fuld tid og inden for virksomhedernes almindelige arbejdstider. Hullerne i arbejdsugen blev anvendt til at opsamle og analysere data. Tilstedeværelsen på virksomhederne blev struktureret på samme måde, som havde jeg deltaget i en såkaldt skoleerhvervspraktik. Data er tilvejebragt igennem en eksplorativ undersøgelse, hvor en flerhed af kvalitative metodedesigns er taget i anvendelse. Et væsentligt bidrag til data er de utallige samtaler jeg indgik i dagligt. Jeg har ikke ført regnskab med disse. Men det er i størrelsesordenen omkring 25 personer begge steder. De fleste af samtalerne var ganske korte - under et kvarter. Men jeg gik også i begge virksomheder både hele og halve dage med den samme medarbejder, hvorfor en snak strakte sig over flere gange og over et længere tidsrum. En stor fordel ved denne type af samtaler er, at de er anderledes uformelle end et egentligt interview. Dette giver andre typer af informationer, i det der selvsagt opstår en mere fortrolig stemning, end den der fremkommer på et kontor eller møderum i forbindelse med et interview over 1-2 timer. Jeg opnåede endelig viden gennem deltagelse i arbejdet på de to virksomheder. Mine praksiserfaringer er også data. Foruden at deltagelse naturligvis gav adgang til observationsstudier. Det mest interessante resultat der kom ud af casestudiet i de to virksomheder, er beskrivelsen af, og konflikten mellem, to videnregimer. I denne fremstilling betegnet som hhv. commonsense viden og professionsviden. Dette giver sig udslag på både individ- og organisationsniveau, hvoraf det er det sidste niveau, der er interessant i lyset af denne afhandling. Begge case-virksomheder er underlagt teknologiske og organisatoriske forandringer. Dette giver sig bl.a. udslag i, at virksomhederne arbejder systematisk med og tilstræber et mere optimalt flow gennem videnbaserede produktionssystemer (ledelsesteknologier). På maskinfabrikken har disse forandringer inkluderet out-soursing af store dele af produktionen, implementering af just-in-time konceptet, og der arbejdes i det hele taget eksplicit og systematisk med at optimere og rationalisere arbejdsgangene i produktionen. Der pågår med andre ord en re- 7

8 engineerings proces, uden dette begreb anvendes. Hermed arbejdes der med tiltag og ledelsesteknologier, der udspringer af en overvejende teknisk-rationel tilgang. De anvendte systemer/teknologier udvælges af topledelsen og forsøges implementeret af overvejende akademisk uddannede teknikere, ingeniører og planlæggere placeret i stabsfunktioner. Tiltagene har i vid udstrækning til formål at erstatte den hidtil mere håndværksbaseret og færdighedsorienteret logistik, hvor industrioperatørerne selv, sammen med ledere på lavere niveau, stod for at detailstyre flowet i produktionen. I procesvirksomheden er forandringerne mere vidtgående, i det størstedelen af produktionen er overgået fra manuel produktion til et digitalt styret procesflow. Denne vidtgående teknologiske udvikling har ført til drastiske organisatoriske ændringer i kraft af færre ansatte, at arbejdsstyrken har behov for helt andre kvalifikationer, omstruktureringer af arbejdsgange og etablering af et helt nyt organisationsdesign i produktionen. Også i denne virksomhed er det ledelsen og en professionel stab, der står i spidsen for forandringer, hvorfor ændringer overvejende bygger på professionsviden. Denne viden erstatter typisk løsninger, der inkluderer et stort mål af commonsense viden. Udviklingen i begge virksomheder har gjort det nødvendigt og oplagt at søge tættere sammenhæng mellem de to videnregimer. Men opgaven med at få de to former for viden til at udgøre en helhed er afgjort ikke nogen nem proces. I begge case-virksomheder ses der konflikter og problemer som følge af, at de to videnregimer fungerer parallelt. Omvendt vil en integration og et positivt samspil mellem de to regimer åbne op for afgørende forbedringer. Med maskinfabrikken som eksempel, er det en gennemgående fortælling blandt de ansatte i produktionen, at initiativerne fra planstaben og de nye ledelsesteknologier skaber store problemer i hverdagen. Der mangler konstant stumper 3, hvilket man i stort omfang giver out-sourcing skylden for. Og flere gange fortæller ansatte, at kvaliteten af komponenter produceret uden for huset ofte ikke er, som den skal være. Endvidere er man frustrerende over det der betegnes som en fysiske distance til planstaben. Denne betegnelse er med henvisning til, at staben er lokaliseret i et separat afsnit på virksomheden. Den egentlige årsag til frustrationerne bunder i, at planstaben (den akademisk uddannede arbejdskraft) efter produktionsmedarbejdernes opfattelse ikke har tilstrækkelig fornemmelse for, hvordan hverdagen hænger sammen og fungerer i produktionen. En 3 Det udtryk der anvendes for komponenter, der indgår i de færdige maskinanlæg 8

9 tilsvarende kritik retter man også mod den øverste ledelse. Flere udtrykte ønske om, at planstaben og (top)ledelsen bare engang imellem kom ned nogle dage i produktionen, så de fik en føling med, hvad det er for problemer man står i. Samt fik inspiration til hvordan de kan løses. Det hører nemlig med til historierne, at man som regel havde forslag til håndtering af aktuelle problemer. Opsamlende hersker der på maskinfabrikken en udtalt konflikt mellem en commonsense måde at se arbejdsorganisering og logistik på, og de løsninger der bygger på professionsviden. Eksistensen af de to former for viden udgør et aktuelt konfliktfelt, mens løsningen på denne udfordring omvendt åbner op for klare forbedringer. Derfor er temaet interessant også set i lyset af arbejdsledelse. Dette ikke mindst i kraft af at arbejdslederrollen er organisatorisk placeret i spændingsfeltet mellem de to videnregimer. Når det er så vanskeligt at skabe sammenhæng imellem de to former for viden, har det flere årsager. For det første skal der bygges bro over to kulturbærende institutioner (de ansatte i produktionen/commonsense viden overfor ledelse og stab/professionsviden) med hver deres syn på, hvad der er viden, hvordan viden formidles, krav til synlighed og dokumentation, og med forskellig tilgang til håndtering af problemer og udfordringer. Til denne diskussion er det væsentligt at holde sig for øje, at de to former for viden er båret af forskellige kategorier af ansatte, hvilket også er med til at skabe modsætninger. Konflikter bliver hele tiden næret af, at de to grupper af ansatte har rum og lejlighed til at reproducere deres form for viden, uden der i større omfang stilles spørgsmålstegn. Det er også to medarbejderkategorier med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. I den forbindelse skal man erindre sig, at uddannelse ikke kun er at tilegne sig eksakte færdigheder og viden. Uddannelse er også dannelse, altså indføring i en bestemt kultur. En del af denne kultur er syn på viden, hvordan viden skabes, hvordan det formidles, og legitimering af løsninger. Hvor legitimiteten i en commonsense tilgang bygger på, om noget fungerer efter hensigten, så stiller en kultur der udspringer af professionsviden anderledes stringente krav til dokumentation og argumentation. Det er i den forbindelse en pointe, at når løsninger og bud der bygger på professionsviden har en dominerende position i de forandringer begge virksomheder iværksætter, handler det i udstrakt grad om, at det er 1) den vidensform der stemmer overens med hvad ledelsen besidder og benytter sig af, 9

10 2) det er en form for viden, der i langt større grad lader sig eksplicitere, og, 3) den repræsenterer løsninger hvis (overvejende positive) resultater omtales i ledelseslitteraturen (se bl.a. Røvik, 1998). At skel mellem commonsense viden og professionsviden kan udvikle sig til misforståelser og egentlige konflikter, oplevede jeg den sidste dag på maskinfabrikken. Her deltog jeg i et informationsmøde for de ansatte. På mødet fortalte ledelsen om den generelle situation i virksomheden og nye tiltag. Ligeledes deltog tillidsmanden, som også gav meddelelser og besvarede spørgsmål. Et af de emner der blev taget op, var om en verserende konflikt, hvor nogle af de ansatte i montagen følte, at en række opgaver var taget fra dem. Der herskede en vis utilfredshed med en række omorganiseringer i afdelingen. Ledelsen mente, at en måde at imødegå dette problem på var at indføre selvstyrende grupper, som efterfølgende kunne stå for fordelingen af arbejdsopgaver. Man var i den forbindelse indstillet på, at der skal afsættes de nødvendige ressourcer til implementering, herunder eventuel konsulentbistand fra Dansk Metal og Dansk Industri. Tillidsmanden var indforstået med denne løsning. Men det var hans medlemmer ikke! Tiltaget blev opfattet som en undvigemanøvre fra ledelsens side i forhold til de egentlige problemstillinger. De ville have den oprindelige arbejdsdeling ikke selvstyrende grupper. Man forholdt sig slet ikke til, at selvstyrende grupper kunne være en løsning på de aktuelle problemer. I øvrigt diskuterede jeg selvstyrende grupper med flere ansatte på de to virksomheder. Denne ledelsesteknologi havde man et overvejende køligt forhold til. Dette på trods af, at den arbejdsorganisering der findes begge steder, har mange lighedstegn med selvstyrende grupper. Opsamlende hersker der en dybt forankret tradition for anvendelse af commonsense viden blandt de ansatte i produktionen i begge virksomheder, som ikke bare lader sig udskifte med løsninger baseret på professionsviden. Barriererne er ikke kun kulturelle og mentale, hvilket man ellers ynder at fortælle i den funktionelle ledelseslitteratur. Der eksisterer også rationelle argumenter for at fastholde dele af den viden, der bygger på en commonsense tilgang. Det er mest tydeligt på maskinfabrikken, hvor de løsninger ledelse og stab iværksætter er behæftet med mange og store problemer. De ansatte står tit i situationer hvor de mangler stumper, og når de, 10

11 ifølge eget udsagn, alligevel får lavet noget, skyldes det i stort omfang et eget initiativ. De finder selv stumper frem, de får arrangeret delleverancer fra andre dele af organisationen så de kan komme videre, de påbegynder næste anlæg, de hjælper kollegaer mod en forventning om, at det bliver betalt tilbage, når de selv står og mangler stumper osv. Commonsense viden kompenserer dermed for de mangler, der er opstået i kølvandet på de etablerede ledelsesteknologier. Men alligevel hæmmer de nye løsninger produktiviteten, idet der anvendes meget tid på at diskutere problemer. Der hersker en fælles frustration, som bliver rettet imod ledelse og stab. Ikke imod enkeltpersoner mere den måde enhederne arbejder på. Og dermed mod de løsninger der baserer sig på professionsviden. Den manglende tillid til stabens tilgang gør også, at de ansatte i stort omfang fastholder og udbygger systemer parallelt med de løsninger staben forsøger at implementere. Der eksisterer dermed de facto to sideløbende systemer til at regulere logistikken i organisationen. En viden der bygger på commonsense tilgang, fremstår på flere felter som mere legitim og anvendelig blandt de ansatte i produktionen. Hvilket er et forhold, som i mange tilfælde syntes særdeles velbegrundet. De ansatte kunne pege på flere eksempler, hvor deres commonsense løsninger virker mere overbevisende, end de nye metoder der bygger på professionsviden. En del af argumentationen for dette er, at man ikke ved en række forslag evner at indtænke alle de problemstillinger, der opstår i produktionen. Løsningerne tager ikke i tilstrækkelig grad højde for den mangfoldighed, som de ansatte står i. Dette i modsætning til commonsense løsninger og -viden. Den har i kraft af sin traditionelle forankring, formidlet og reproduceret gennem praksis, i anderledes omfang formået at indfange den udfordring, de faglærte og ufaglærte møder i hverdagen. Ud af et utal af eksempler skal bare nævnes tre. På maskinfabrikken har man en ambition om at skabe et kontinuerligt flow i produktionen i overensstemmelse med just-in-time konceptet. Hvilket som allerede angivet ikke altid har forløbet succesfuldt. En af årsagerne til problemerne er, at der kan være tidsforskel ved bearbejdning af ellers identiske emner. Ved deltagelse i arbejdet ved en drejebænk, fortalte den maskinarbejder der betjente anlægget, at ind imellem er der nogle emner, som ikke vil lykkes. Han havde en formodning om, at det skyldes spændinger i metallet. Nogle gange kunne han afvikle en serie helt uden problemer det tog kun en halv dag. Andre gange tog den samme serie den dobbelte tid. 11

12 Hvornår og hvorfor havde han kun gisninger om. Det interessante i forlængelse er, at de systemer virksomheder bygger op baseret på professionsviden, ikke altid formår at indfange en sådan usikkerhed. Hvilket udgør barrierer med hensyn til at etablere den erklærede mest optimale løsning. Et andet eksempel også fra maskinfabrikken er, at der på de færdige anlæg skal monteres en række smøreure. Det er nogle små kamre, der mest af alt ligner staldlygter i miniature format, som giver en dråbe olie med et vist tidsinterval. De skulle indstilles sådan, at der gik fire minutter mellem hver dråbe. En montør fortalte, at nogle gange tager opgaven med at indstille urene minutter. Andre gange kunne det tage timer. Dette er igen et eksempel på en opgave, hvor en stram og detaljeret plan for produktionsflow og arbejdskraft kommer noget til kort. Isoleret betragtet kan man naturligvis argumentere for, at en ledelsesteknologi bør kunne tage højde for disse, trods alt, mindre usikkerheder. Men eksemplerne er kun to af mange, og netop de mange faktorer der hver især udgør usikkerhedsmomenter gør, at det samlede system bliver meget vanskeligt, hvis ikke ligefrem umuligt, at styre så detaljeret og stramt, som der lægges op til med just-in-time konceptet. Det sidste eksempel er fra procesvirksomheden. Når en produktion er færdiggjort, sendes en prøve til kontrol på laboratoriet. Såfremt produktet ikke helt lever op til specifikationskrav, korrigeres det ved at der tilsættes yderligere ingredienser. Nogle produktioner godkendes første gang. Andre må frem og tilbage indtil flere gange. Hvis den er meget forskellig fra specifikationen, kan det endda hænde, at produktionen helt omdefineres eller kasseres. Der sker ofte korrektioner af produktionen (dagligt) men det er sjældent at produktet kasseres, eller laves om til et helt andet end det der er angivet i recepten. Korrektioner sker på trods af, at man nøje følger angivelserne i recepterne. Altså den produktionsplan der baserer sig på akademisk viden. Men i virkelighedens verden svinger resultatet en smule. Dette gør, at der er et vist råderum, hvor de ansatte går lidt på tværs af udmeldte angivelser og procedurer, fordi det er nemmere og mere effektivt i situationen. Og fordi de formelle systemer ikke har taget højde for alle situationer. Dette har medført en situation, hvor grænsen mellem optimering og suboptimering er hårfin. For samtidig er der et krav om at rette op på fejl i systemet når de opstår, ligesom virksomhedens kvalitetsstandard foreskriver, at der kun må være et begrænset antal korrektioner i produktionen. 12

13 Undersøgelsens konsekvenser for ledelse Med denne undersøgelses resultater tegner der sig nogle bud på, hvorfor en praksis der bygger på professionsviden og forandringsideologiens løsninger, langt fra altid fører til forventede resultater. De funktionelle angivelser evner simpelthen ikke at indarbejde den store variation af opgaver, der er i faglærte og ufaglærte jobfunktioner i den type af organisationer, der indgår i dette casestudie. Hvorfor ledelse (også) må indtænke en commonsense tilgang. Dermed er spændingsfeltet mellem professionsviden og commonsense viden i organisationer et felt, der, som det fremgår af undersøgelsen, skaber konflikter og begrænsninger, men afgjort også muligheder for at udvikle og skabe innovation i virksomheder. I det omfang ledelsen formår at bygge bro over de to videnregimer, og få dem til at interagere i produktionen, åbner det op for nye og originale løsninger. Men det kræver at der er en gensidig respekt de to videnregimer imellem. Hvilket er en udfordring for mellemledergruppen. Litteratur Ackoff, Russell (1999); Re-creating Corporation A Design of Organizations for the 21st Century, Oxford University Press, New York Christensen, Peter H. (2000a); Fra vidensledelse til viden og ledelse - teoretiske perspektiver, i Christensen, Peter H. (red.); Viden om -ledelse, viden og virksomheden, Samfundslitteratur, København Christensen, Peter (2000b); Pragmatisk epistemologi, i Christensen, Peter H. (red.); Viden om - ledelse, viden og virksomheden, Samfundslitteratur, København Christensen, Peter H. (2002); Om videnledelse Perspektiver til refleksion, Samfundslitteratur, Frederiksberg Jackson, Michael C. (2000); Systems Approaches to Management, Kluwer Academic/Plenum Publishers, New York 13

14 Jespersen, Jesper (2004); Kritisk realisme teori og praksis, i i Fuglsang, Lars & Olsen, Poul (red.); Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne På tværs af fagkulturer og paradigmer, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg C Nymark, Søren m.fl. (2003); Viden og forandring, Gyldendal, København Røvik, Kjell Arne (1998); Moderne organisasjoner Trender i organisationstenkningen ved tusenårsskiftet, Fagbokforlaget, Bergen-Sandviken Schutz, Alfred (1953); Common-sense and Scientific interpretation of Human Action, in Philosophy and Phenomenlogical Research, vol. XIV, No. 1, pp Sosa, Ernest & Kim, Jaegwon (ed.) (2000); Epistemology An Anthology, Blackwell Publishers, Malden, Massachusetts Voxted, Søren (2003); Praksislæring i industrien, rapport IV, Oxford Insight, København Voxted, Søren 2007; Den nye mellemleder, Hans Reitzels Forlag, København 14